Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Af
Annette Fiskaali,
lektor i materiel design
og håndarbejde,
Carsten Fonsmark,
lektor i psykologi og
Per Munch,
praktikvejleder og lektor
i pædagogik; alle på
Læreruddannelsen i
Aalborg
64
Fra uniform til outfit - om liv,
læring og læreruddannelse
Meget ændrer sig over 50 år – og meget ændrer sig ikke. I denne artikel vil vi lade det
være op til læseren at vurdere, om noget har ændret sig. Eller om nogen har ændret
sig!
Noget af det ’gode’ ved at beskæftige sig med skole og læreruddannelse er, at
tingene på den ene side ændrer sig voldsomt hurtigt. Man har sjældent ’rist eller
ro’: Vi har fået op til flere nye skole- og læreruddannelseslove i de 50 år, der er gået,
siden Aalborg Seminarium blev oprettet. Vi har fået nye fag- og fagkonstruktioner, og
der er blevet skrevet uhyggeligt mange lærebøger og udgivet endnu flere forskningspublikationer.
Der er altid noget nyt at orientere sig i og forholde sig til – eller imod.
På den anden side er det også sådan, at rigtigt meget er ved det gamle. Der
er en del, der ikke har ændret sig over de sidste 50 år. Det er nu også meget rart:
Bygningerne står der stadig, og når der bygges til, er det i overensstemmelse med
Salli Besiakows oprindelige intentioner. Man kan også spørge sig selv, om ikke det
oprindelige image, identitet og etos er nogenlunde intakt.
Artiklen her består af fem beretninger fra Aalborg Seminariums historie, og der
er fokus på læreruddannelsens kultur – ikke kun forstået som ’højkultur’ og formelle
bestemmelser, men også som hverdagskultur. Nu er kultur ikke én, men mange kulturer
og opleves forskelligt, alt efter om man er 20 - eller 60 år, om man er studerende,
lærer, ledelse, kontoransat, pedel eller har med rengøring at gøre; om man
har været ansat i mange år eller om man er stødt til senere. Mange begivenheder
og forskellige udtryk har haft betydning i vores hverdag, men her har vi valgt at lave
nedslag i den særlige kultur som omhandler fag, pædagogik og beklædning.
Måske kan I kende jer selv i de fem beretninger, der leveres i artiklen her?
På ”GRæS” i 60’eRne
Jeg har været på ”græs” i et halvt år. Jeg var meget spændt på at komme til den lille
centralskole ude vestpå, hvor jeg nu skulle tilbringe flere måneder. Jeg havde indkøbt
en ny olivengrøn fløjlsjakke til lejligheden, men jeg kunne godt se, at jeg afveg noget
fra de ældre lærere, med deres tweedjakker, grå bukser og velpudsede sorte sko. Det
var nok ikke så meget mine slidte cowboybukser og udtrådte fodformede sko, der irriterede,
som mit halvlange, men dog nyklippede hår. De lagde ikke skjul på, hvad et
sådant udseende ville betyde i negativ retning for respekten for lærerstanden.
Egentlig har jeg oplevet lærergerningen som både spændende og meget udfordrende
- især udfordrende. Fordi børnene ikke altid er så nemme at have med at
gøre. De kan være meget svære at få bragt til ro, når vi skal i gang med undervisningen.
Det er nok værst, når de i timerne, inden jeg skal have dem i fysik, har haft tysk.
Eleverne giver udtryk for, at tysklærer Madsen er meget streng. De har også sagt, at
han slår. Det er et problem, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare. For det er jo
blevet forbudt at slå. Jeg har prøvet at diskutere det med Madsen, men han er ikke
til at hugge eller stikke i. Han mener, at hvis det forbandede øgleyngel (hans udtryk),
der befinder sig i 7.a. nogen sinde skal lære at opføre sig ordentligt og møde op med
blot et minimum af forberedelse, så skal læreren give klar besked og straffen for
manglende indsats skal falde prompte.