Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

filosofiske spørgsmål skolen må tage op, kan læseren jo prøve at besvare på et
andet tidspunkt!
Med netop dette spørgsmål ”Hvad er tid” indleder romanforfatteren Peter Høeg
sin meget anmelderroste roman om en københavnsk privatskole i 1970’erne, De måske
egnede. Svarene på spørgsmålet om hvad tid er, er mangetydige og interessante.
Han skriver således meget filosofisk: ”Tiden er ikke en illusion. Den er heller ikke den
eneste realitet. Den er en mulig og vidt udbredt form for møde mellem bevidsthed
og omverden.”
Dermed forsøger Peter Høeg at bygge bro imellem Newton og Kants overbevisning.
Der er altså tale om en tid som er en del af bevidstheden, lige så meget som
den også er en egenskab ved naturen i øvrigt. Han er med andre ord måske inspireret
af den engelske fysiker Arthur Eddington, der beskæftiger sig med forbindelsen
mellem den fysiske tid og erfarede tid. Eddington formulerer det således: ”Det, som
bevidstheden aflæser, når den oplever øjeblikkenes forløb, ligger lige uden for dens
dør.” Hvis der ikke er en sammenhæng mellem tiden i fysikken og tiden i erfaringen,
betyder det jo ganske enkelt, at vi ikke har noget realistisk greb om den fysiske naturs
tidsorden, er Eddingtons hovedargument. Eddington er dermed uenig med Newton
og Einstein, der begge forsøger at reducere subjektivitetens rolle i den videnskabelige
kundskabsproces. For Einstein var det vigtigt, at splitte forståelsen af verden op.
På den ene side en række subjektive (forvrængede) oplevelser af verden (rum og tid)
og på den anden side en teori om, hvordan verden ”egentlig” er. Rum-tidsbegrebet
for Einstein bestod i, at lægge tidsdimensionen til rummenes tre dimensioner, og på
denne måde kan man ikke tale om et sted i rummet, uden der også er tale om en tid
i rummet. Sammenligner vi med en stor skolebygning, forstår vi rum-tidsbegrebet
mere konkret. Den store skolebygning består af en masse rum, hvor hvert rum har
en klokke, men hvor ingen viser nøjagtig den samme tid. Tiden afhænger derfor af,
hvilket rum, man er i. Einstein forsøger med andre ord at argumentere for, at tidserfaringen
er en illusion. Men en sådan insisteren på en fysisk tid, en klokketid, en
afmålt tid uafhængigt af subjektet som den reale verden fører ikke mennesket frem
til en forståelse af menneskets oplevelse af at halse bagefter tiden, at føle sig presset
af tiden eller få overskud gennem tiden ved at føle sig ”foran”, det vil sige den psykologiske
eller fænomenologiske tidsopfattelse.
Subjektet forholden sig til tiden synes at være nøglen for Eddington, Kant og
Høeg. Lad os derfor opholde os lidt ved Kants tanker: vi ser verden som fænomener,
altså, som fænomenerne træder frem for os (Ding für uns), hvorimod verden i sig
selv (Ding an sich) altid vil være uerkendt af os. For at komme nærmere en forståelse
af tiden, må vi derfor først forstå tidens tyranni.
tidenS tyRAnni: FoRSkelliGe tidSoPFAttelSeR
Al læring bygger på variation og variationen indbefatter, at der er noget bestående, et
holdepunkt, en erindring, en erfaring, som man kan variere over. Det pædagogiske
hurra-ord ”Livslang læring” indfanger jo fint, at læring og tid hænger uløseligt sammen.
Bagved hurra-ordet ligger der også en forestilling om, at det er nødvendigt at
nogen tilrettelægger, stilladserer, arrangerer et rum for læring, men i virkeligheden
er det så ikke sådan, at mennesket bliver til ved at lære, at menneskets stræben er
at lære for at blive til nogen? At vi altid vil bruge al vores tid på dette eksistentielle
grundspørgsmål ”Hvem er jeg”?
Ifølge Kant er oplysningen karakteriseret ved tre forhold. For det første er oplysning
menneskets frigørelse fra dets selvpålagte umyndighed. For det andet er umyn-
45