Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

34
var rådgivende for ledelsen. Først i 1980’erne fik først lærergruppen og siden lærere
og studerende lidt mere indflydelse ved uddelegering af konkrete administrationsområder,
som blev behandlet i økonomiudvalg, praktikudvalg, kantineudvalg, biblioteksudvalg
og uddannelsesudvalg.
Medens antallet af ledere og personale i administrationen øgedes, skete der ikke
noget tilsvarende i lærergruppen – tværtimod. Her fulgte man, som nævnt ovenfor,
studentertallet, hvilket medførte svingninger i antallet af ansatte. Men derudover
blev der allerede fra 1970’erne fra ministeriets side iværksat generelle begrænsninger
i undervisningstimetallet for alle fag ud over de svingninger, som blev fastsat ved
fagenes skiftende størrelse. Den generelle tendens, som midt i 1980’erne blev sat i et
helt fast system var, at undervisningstimetallet skulle formindskes ved at forholdet
mellem antallet af lærere og studerende – lærer-studerende-ratioen – skulle ændres
således, at hver lærer skulle undervise flere og flere studerende for at opretholde sit
job.
Det samlede resultat er indtil videre, at bortset fra perioder med drastisk nedgang
i antallet, er det samlede antal lærere stort set det samme i dag som i 1971
– mellem 80 og 100 – medens antallet af studerende er tredoblet, hvoraf en del dog
kun følger en begrænset del af studiet. Til gengæld er antallet af tap’er og ledere
mangedoblet. Og når antallet af lærere kan fastholdes på nuværende niveau, så hænger
det også sammen med, at en del har kursusarbejder og lignende uden for huset,
især for folkeskolelærere.
De tidligere rådgivningsfunktioner, som lærerne – og efterhånden også valgte
studerende – havde, er kraftigt begrænset i læreruddannelsesområdet. Styringen i
den nye mastodont UCN foregår i udpræget grad oppefra og ned. Friheden er blevet
begrænset til det, der foregår i undervisningslokalerne bag de lukkede døre. Hvornår
mon der igen sker en løsning af båndene svarende til 1960’erne og 1990’erne?
FAGFAG, PædAGoGiSke FAG oG PRAktik
En læreruddannelse er som bekendt en professionsuddannelse til lærer i den danske
skole. Oprindeligt var den faglige undervisning fastlagt af princippet om at gøre det
samme, som ens egne lærere havde gjort. Det sikrede ro og stabilitet. Derfor skulle
seminarielæreren udelukkende sikre et godt fagligt niveau i fagfagene hos de studerende.
Den senere undervisning skulle de nok selv finde ud af. Ved siden af fagfagene
havde man pædagogiske fag. Det var mestendels filosofisk-psykologisk orienterede
fag, som kunne bruges til efter en endt undervisningsuge at diskutere opståede skoleproblemer
hjemme lørdag aften over rødvinen og peberbøffen. Selvfølgelig kunne
det ske, at man på seminariet havde fanget et pædagogisk-psykologisk fif eller en
metode, som man ikke tidligere havde kendt. Men det hørte til undtagelsen. Praktikken
skulle seminariets lærere ikke blande sig i. Den foregik ude på skoler, som var et
lukket land for seminarielærerne.
Vi var faktisk nogle – få – seminarielærere, som søgte at bryde denne tingenes
tilstand. Det første forsøg var, da man fra Folketingets side åbnede for forsøg med integrering
af læreruddannelser i universitetscentre i forbindelse med universitetscenterloven
fra 1970. I 1973 blev der nedsat et udvalg på AUC (Aalborg Universitetscenter,
red.), som skulle forberede Aalborg Seminariums integrering i centret. Jeg blev sammen
med fire kolleger fra seminariet medlem af udvalget, som blandt sine mange
opgaver også skulle drøfte praktikkens placering. Udspillet var her, at universitetets
faglige fag – og i øvrigt både som enkeltfag og ved tværfagligt samarbejde - direkte
skulle inddrages i praktikken. Det stødte på kraftig modstand fra tre af mine kolleger