Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Også denne opgave løste arkitekterne på glimrende vis. De skulpturelle prismer
som formede festsal og musiklokaler er det ydre monument, som sammen med
indgangspartiets borgkarakter symboliserer kunst og ro. Når man går ind af den
snævre indgang udvider perspektivet sig med klostergårdens ro, som forstærkes af
klippevirkningen i sydvæggens brudte linjer i foyeren både i stuen og på 1. sal. I de
senere tilbygninger er denne fornemmelse for kunst og ro derimod ikke opretholdt.
Lange lige gange peger mere hen på traditionelt skolebyggeri, som ganske vist brydes
af enkelte lyse kroge i sydøsttilbygningen, men de peger ud imod den kaotiske
parkeringsverden, som bestemt ikke symboliserer ro.
Yderligere to områder indgik i den æstetiske opdragelse. Det første var, at der
centrale steder på seminariet ”burde være plads til skiftende udstillinger, elevernes
egne, pædagogiske udstillinger eller kunstudstillinger.” At arkitekterne også formåede
at løse denne opgave, vidner den udstrakte brug af vægge rundt om grønnegården
og i foyererne til fast udsmykning og skiftende udstillinger om. Det andet
var samspillet imellem de vandrette og lodrette linjer i byggeriet. I alle lokaler er det
vandrette perspektiv, der peger indad mod rummet, fremhævet ved udhævninger
markeret med vandrette træstykker. Derimod er vinduer markeret lodret og hjørner
nær ”borgperspektivet” markeret med lodrette træstykker. Alt i alt giver det et harmonisk
helhedsindtryk, som i øvrigt også er fastholdt i de senere tilbygninger.
StyRinG oG FRihed
Da jeg blev ansat på Aalborg Seminarium i august 1971 blev seminariet lokalt administreret
og ledet af en rektor, som normalt var på seminariet dagligt fra kl. 11 til kl.
12, en inspektør, der arbejdede hele dagen på seminariet som den faktiske leder, en
2/3 rektorsekretær, der reelt stod for ledelsen, når både rektor og inspektør havde
forfald, to halvdags kontordamer, der passede regnskabet og den del af det studieadministrative
arbejde, som rektors sekretær ikke tog sig af. Derudover var der en
praktikleder og en pedel. Dvs. at i alt blev seminariet drevet af tre personer i ledelsen
og fire tap’er. Over ledelsen var der lokalt en bestyrelse, som normalt holdt to møder
om året, og en fælles administration for alle 29 seminarier samt folkeskolerne med
ca. 25 ansatte i undervisningsministeriet i København. Når ledelsen i Aalborg var i
tvivl om, hvordan et problem skulle takles, så ringede man til undervisningsministeriet,
og fik svar.
I midten af 1970’erne blev inspektør og praktikleder udnævnt til studielektorer
sammen med en af seminariets lærere – Jørgen Ebbesen, som dermed fik et administrativt
ansvar. Desuden blev der i Undervisningsministeriet ansat fagkonsulenter for
alle seminariernes fag, som skulle bistå de lokale lærere, hvilket var væsentligt, da al
udvikling set fra ministeriets side skulle foregå i de enkelte fag adskilt fra hinanden.
Denne ordning varede stort set ved indtil 1988, hvor al administration blev uddelegeret
fra undervisningsministeriet, da seminarierne blev overflyttet til Direktoratet
for Videregående Uddannelser. Det startede en knopskydning af ledelsesfunktioner
og administrative funktioner på hvert seminarium, som også kom til at afspejle sig
på Aalborg Seminarium ved en kraftig personaleforøgelse og kvadratmeterforøgelse
af administrationsafdelingen.
Den hierarkiske opdeling eksisterede også i lærergruppen i seminariets første
mange år. Der var en ældre gruppe af lektorer, som sad ved et fast bord på lærerværelset
og styrede de kollegiale relationer med fast hånd, herunder også hvem der
skulle vælges til lærerråd og til det fællesudvalg, der var indført efter styrelsesloven
fra 1971, som et fælles organ for lærere og studerende. Både lærerråd og fællesudvalg
33