Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

plads, dernæst blev der skabt et haveanlæg og en æbleplantage. Kollegiebyggeriet
og de nye anlæg uden for byggeriet blev alle placeret på det tidligere idrætsanlæg,
som dermed blev formindsket betragteligt. Måske var det også udtryk for en ny
tids tænkning om idræt, som ikke længere havde behov for atletikanlæg og store
boldspilbaner?
Det var FJORDEN arkitekter m.a.a., som stod bag nybyggeriet. Firmaet havde
haft en vanskelig opgave. Hvordan kunne man på den ene side bevare det kunstværk,
som den gamle seminariebygning er, og på den anden side skabe de nybygninger,
som var nødvendiggjort af en kraftigt ekspanderende institution med efterhånden
1500 studerende og 120 medarbejdere, som deltager i uddannelsen af folkeskolelærere,
meritlærere, voksenundervisere samt studerende på åben uddannelse? Man
må sige, at opgaven er løst meget pietetsfuldt, fordi hele den oprindelige bygningsmasse
står intakt, og der ikke er gjort forsøg på med de nye bygninger at efterligne
et kunstværk.
et SAmSPil mellem PædAGoGiSke viSioneR
oG ARkitektoniSke ReAliSeRinGeR
Efter det historiske overblik vender vi tilbage næsten til begyndelsen, til det program
for arkitektkonkurrencen, som i 1961 blev udarbejdet i Aalborg. I et supplement formulerede
den daværende rektor N.T. Kjelds en række pædagogiske visioner 2 .
Her fastslog han, at synet på opdragelse og uddannelse er betinget af samfundssynet,
hvor den demokratiske idealborger udvikles i et miljø, hvor individet får de
bedst mulige vækstbetingelser, samtidig med at individualiteten virkeliggøres inden
for den organisatoriske helhed, der er samfundet. På seminariet betød det, at eleverne
skulle have mulighed ”for udfoldelse af særlige sider af deres personlighed,
samtidig med, at de lærer at se, at virkeliggørelsen af deres egne planer skal ske
inden for dette mindre samfunds skrevne og uskrevne love og betingelser.” Og han
fortsatte: ”Der er en tendens inden for visse grupper til helt at isolere sig, til at danne
kliker, og denne klikedannelse støttes i høj grad af den ulyksalige opdeling af viden
i små isolerede enheder, som vi kalder fag. På et seminarium specialiserer man sig
ganske vist, det skulle dog kun betyde, at man går lidt dybere inden for et bestemt
område, men ikke at man studerer et fag med udelukkelse af andre vigtige områder.
Seminarieanlægget bør modvirke denne for fine opdeling. Det kunne f. eks. gøres
ved at etablere et eller flere ”centre”, hvor eleverne naturligt mødes på vej til eller
fra klasser. Selv om en seminariebygning indeholder en række afdelinger, må man
tilstræbe at skabe en samling af disse afdelinger.”
Det var denne samling af afdelinger, som arkitekterne Andersen og Besiakow
skabte med grønnegården som centrum og pejlemærker, med foyer i to etager, gange
rundt om grønnegården i to etager og en fælles kantine. Undervisningen blev henlagt
til lokaler, hvis vinduer vender ud imod verden udenfor. Efter undervisningen kan de
studerende mødes på kryds og tværs af fag i det indre fælles seminarieareal. Eller –
hvis den faglige undervisning og vejledning lægges ud i fællesarealet – så konfronteres
de studerende hele tiden med tværgående faglige strømninger. Den individuelle
udvikling var også tilgodeset ved seminarieanlæggets lighed med et kloster, hvor
enhver studerende efter endt undervisning kan bevæge sig ud i og rundt i det smukke
gangareal og uden forstyrrelse fra den omkringliggende verden i kontemplation
filosofere over den nyligt indhøstede viden.
Grønnegårdens overdækning med glas og græssets og guldfiskedammens udskiftning
med et trægulv sidst i 1990’erne har snarere øget end mindsket rektor
2 Program for offentlig projektkonkurrence
om seminarium i
Aalborg. Juni 1961. Seminariets
arkiv. ”Byggesag”.
31