Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

30
ellers velkendte frem imod det store toårige projekt: Det innovative seminarium, som
løb af stabelen fra 1998.
Når den pågående spændende udvikling toppede mellem 1998 og 2000 og sluttede
i år 2000, var den væsentligste årsag den opstramning om læreruddannelsen,
der skete med en ny læreruddannelseslov fra 1998, som bremsede for vidtgående
nye lokale udviklingsinitiativer.
Seminariets målsætning blev omformuleret, så fagenes centrale rolle blev opprioriteret,
hvilket fremgår af indledningen: ”Det teoretiske og praktiske indhold
omfatter uddannelsens fag: linjefag, pædagogiske fag og praktik, hvortil kommer
kristendomskundskab/livsoplysning samt kurser.”
Fagene var igen blevet adskilte enheder, der skulle ses i et indbyrdes samspil i
stedet for det tidligere samarbejde. Ganske vist lagdes der afgørende vægt på, at
det pædagogiske perspektiv var hovedperspektivet i alle fag, men det fremhævedes
også, at uddannelsen skulle ses ”i en kulturel og samfundsmæssig sammenhæng,
så den studerende får forståelse for sin fremtidige rolle som kulturformidler og kulturperson
i bred forstand.”
Dermed var ringen sluttet. Seminariet var igen vendt tilbage til kulturfagstænkningen
fra før 1991 med enkelte nye elementer tilføjet, således som det afslutningsvis
vil blive markeret.
ændRinGen i oG AF de FySiSke RAmmeR
Samtidig med faglige nybrud og efterfølgende tilbagevenden til gammelkendt tænkning
undergik seminariet en arkitektonisk ansigtsløftning. Først indenfor de gamle
rammer, hvor et stort nyt bibliotek fælles for seminariet og Lærerhøjskolen blev etableret
i stueetagen. Dernæst en ændring og kraftig udvidelse af administrationsarealet,
der var en direkte følge af, at størstedelen af den hidtidige centraladministration
blev lagt ud lokalt. Endvidere blev seminariets centrale fixpunkt – grønnegården –
overdækket med glas, dels for at skærme vinduesarealets lodrette stolper, som havde
lidt kraftigt under et skiftende vejrlig, dels for at øge antallet af arbejdspladser for
de studerende, som med 90’ernes nye arbejdsformer havde fået kraftigt øget behov
for et nyt gruppestudiemiljø.
Også udvendigt blev seminariet ændret, først ved en kraftig bygningsudvidelse
mod sydøst hen til den tidligere rektorbolig og i forlængelse heraf etablering af et
længe savnet nyt hus for hjemkundskab. Dernæst med en tilbygning mod nordøst.
I begge tilbygninger blev der nu indrettet auditorier. Ikke som i den oprindelige bygning
sangsale og festsale, der udefra kunne give indtryk af auditorier, men rigtige
auditorier til forelæsningsbrug og kursusbrug svarende til den moderne tids uddannelsestænkning.
Desuden blev der ned imod Scoresbysundvej bygget kollegier.
Også uden for bygningstilføjelserne blev der ændret, idet der først på lokalt seminarieinitiativ
– i forlængelse af et udviklingsarbejde – blev opført en jernalderbo-