Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

estemt antal fag, fast timetal og eksamen i alle fag i et fireårigt studium. Til gengæld
indførtes mødefrihed for de studerende, som de nu blev kaldt, fordi studentereksamen
eller tilsvarende baggrund blev det nye adgangskriterium. Antallet af hold
øgedes også efter ønske fra undervisningsministeriet. Selv om antallet af børn efter
1967 var faldet drastisk, så skulle der nu proppes otte hold ind på seminariet – et
enkelt år endda ni hold.
Undervisningen i de mange adskilte fag foregik, som før 1969, stadig lærerstyret,
men flere og flere lærere hørte op med at anvende de ophøjede katedre for at være
i øjenhøjde med de studerende. Man skulle imidlertid helt hen til omkring 1980 før
forhøjninger ved tavlerne og katedre blev fjernet fra undervisningslokalerne.
De gode økonomiske tider fra tresserne varede ikke ved. En olie- og valutakrise i
1972 efterfulgt af en oliekrise i 1978 førte til en drastisk opbremsning i samfundsøkonomien,
som blev fulgt af næsten mere end ti års stagnation - fattigfirserne. Selv om
børnetallet var faldet fra 1967, blev undervisningsministeriet ved med op igennem
70’erne at stille krav om optag af et meget stort antal studerende. Først omkring
1980 observerede politikere og centralt placerede embedsmænd de advarselslamper,
som havde været tændt i mange år. Antallet af seminarier skulle nu mindskes. I løbet
af få år blev 29 seminarier til 18. Antallet af hold på det enkelte seminarium skulle
desuden beskæres. På Aalborg Seminarium nåede vi ned på tre hold – og 80 lærere
blev til 30 uden at seminariet dog i nævneværdig grad oplevede afskedigelser. Nogle
fik andet arbejde, en del gik på naturlig pension og en større gruppe blev førtidspensioneret
med økonomisk støtte fra seminariet.
De tilbageværende måtte lave kurser ud af huset og indregne anden beskæftigelse
for at overleve. Som den daværende rektor sagde: ”Vi må hutle os igennem”.
I starten af 1990’erne forbedredes de økonomiske vilkår igen samtidig med, at
Danmark var på vej ind i et digitaliseret videns- og informationssamfund, som stillede
nye krav til uddannelsessystemet. I juni 1991 kom en ny læreruddannelseslov.
Mønstret fra 1960’erne gentog sig. Undervisningsministeriet fastsatte fagrækken og
fagenes mål, alt andet – fagenes indhold, studie- og eksamensformer – blev overladt
til det enkelte seminarium, som hvert år udarbejdede lokale studieordninger, der var
forskellige fra seminarium til seminarium.
læReRuddAnnelSenS SeneRe udviklinG
Allerede i 1991 formuleredes af et enigt lærerråd og fællesudvalg den målsætning,
som formelt blev styrende fra 1993 for arbejdet på Aalborg Seminarium. Den blev
indledt med formuleringen: ”Det karakteristiske for læreruddannelsen på Aalborg
Seminarium er, at ethvert fag i læreruddannelsen må betragtes som et pædagogisk
fag. Det indebærer, at overvejelser vedrørende lærervirksomhed er definerende for
seminariefaget, og at alle fagets aktiviteter finder deres begrundelse herved. Det indebærer
ligeledes, at faget ikke må ses som en isoleret enhed, men som bidragende
til dannelsesprocessen: at blive lærer. Ethvert fag vil derfor – udover med praktik
– indgå i samarbejder både inden for seminariet og i direkte kontakt med folkeskoleaktiviteter
og anden lærervirksomhed, bl.a. gennem udviklingsarbejder.”
Denne formulering blev også fulgt af den konstituerede rektor Jørgen Ebbesen,
som var trådt til, da den tidligere rektor en majdag i 1991 var holdt op med at fungere,
og efterfølgende var blevet afskediget. Også den følgende valgte rektor Bent Christiansen,
der tiltrådte i februar 1992, fulgte med stor entusiasme målsætningen, som
kom til at danne rammen om otte års udviklingsarbejde, der på mange områder kom
til at tegne en helt anderledes seminariekultur – en selvstændighedskultur - end den
29