Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

1Arkitektur 1965 nr. 6,
pp. 239-248.
28
førende danske arkitekturtidsskrift Arkitektur 1 med en lang række blomstrende vendinger,
som i udgangspunktet markerede, at seminariet skilte sig ud fra samtidens
nybyggeri, hvor skoler lignede fabrikker, og hvor man ikke kunne kende forskel på
en kirke, et auditorium, en maskinhal eller et laboratorium. Og anmelderen ”s” fortsatte:
”Stående over for det nye seminarium i Aalborg er man ikke i tvivl om, at bygningens
hovedformål er voksenundervisning. Selvfølgelig kan man ikke se, at det er
et seminarium….. At de fem prismatiske bygninger ikke er auditorier, men sangsale
og festsal bereder ikke nogen skuffelse; de symboliserer så at sige auditoriet, det for
den højere uddannelse karakteristiske rum.
Det er Frank Lloyd Wright-, Aalto- og Utzonelever, der her har været aktive…..
De har ønsket at skabe et bygningsmiljø, der er udfordrende, befriet for den gamle
skoles disciplinære strenghed. Undervisningsrummene ligger i en kreds omkring en
grønnegård. Glasvæggene omkring grønnegården står frit gennem bygningens to
etager med første sals foyer og gange trukket så langt tilbage, at man fra stueetagen
føler hele bygningens højde og de to foyerers samhørighed. Foyeren i stueetagen
udvider sig i en stor kantine …, som er med til at give stueetagen et torveagtigt præg,
en menneskemyldrende mødeplads, der må give alle de kontaktmuligheder, en læreranstalt
også skal byde på.”
udviklinGen i SeminARietS FøRSte GeneRAtion
Det var i disse fysiske rammer læreruddannelsen i de følgende mange år skulle udfolde
sig. I starten med meget få begrænsninger dels som en følge af den bemyndigelseslov
folketinget i 1962 havde gennemført, dels fordi læreruddannelsen i overensstemmelse
med den grundtvigske højskoletænkning kun i begrænset omfang
var hæmmet af eksamenskrav. I overensstemmelse med tidens tænkning kom det
dog kun på tale at indføre aktivitetsprægede studieformer i de frivillige aktiviteter,
der kaldtes frilæsning. I fagene – og nu med to linjefag – var undervisningen lærerstyret
fra ophøjede katedre; men i lærergruppen foregik ophedede pædagogiske
debatter, der i forlængelse af en planlagt opførelse af en øvelsesskole førte til ønsker
om etablering af en pædagogisk afdeling, der kunne forbinde seminarium og skole.
Trods adskillige senere udvidelser af seminariet er det desværre aldrig lykkedes at
få diverse byggemyndigheder til at give tilladelse til denne – skulle man synes – for
en læreruddannelse helt naturlige afdeling. Til gengæld udmundede debatterne i, at
seminariet i en række år udgav et tidsskrift Pædagogik og fag, der var toneangivende
i seminarieverdenen.
Det er en lovmæssighed i undervisningsverdenen, at perioder med stor frihed
altid efterfølges af perioder, hvor alt strammes op og igangværende nytænkning enten
bremses eller stoppes. I 1969 kom en ny læreruddannelseslov, som krævede et