Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år
Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år
Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
sesprocessens karakter af kamp. Ove Korsgaard behandler spørgsmålet i sin artikel<br />
At slå sig sammen – kamp som pædagogisk værdi, publiceret i Pædagogiske værdier og<br />
politik, 2007. Korsgaard plæderer her for at lade (ædel?) kappestrid fortrænge den<br />
konkurrenceånd, der efter hans mening er et af tidens forfaldstegn. Hertil er der nok<br />
at sige, at endnu bedre end kappestrid som ideelt motiverende faktor for dannelse<br />
og uddannelse er vel idealet om det fælles bedste. Kampen med stoffet kommer man<br />
imidlertid næppe uden om. Hvorledes n<strong>år</strong> man dertil, for eksempel, at man spiller<br />
så fremragende på flygel og trompet, at det er en daglig fryd for andre at høre derpå?<br />
Talent, javist, men tillige og som noget uomgængeligt h<strong>år</strong>dt slid i tusindvis af timer.<br />
Hvorledes, siger her Jeronimus, kommer man dertil, at et grammatikalsk systems<br />
immanente skønhed g<strong>år</strong> op for én? Kedsommeligt slid - indtil lyset pludselig viser<br />
sig. Ak ja.<br />
dAnnelSe<br />
Fra Nietzsche over Georg Brandes til Poul Henningsen har der været advaret mod<br />
”Dannelsesphilisteriet”, mod snobberiet. Hvor berettiget det end er at advare mod<br />
sligt: miskrediteringen af, hvad der her er blevet kaldt klassisk dannelse, har på den<br />
baggrund haft gode k<strong>år</strong> i dansk pædagogisk diskurs. Men, siger Frederik, ”skal for<br />
misbrugens skyld måske, på åndens himmelbue, vi heller mulm og mørke se, end<br />
solens blanke lue?”. Miskrediteringen er ikke blevet mindre af fremkomsten af den<br />
kritiske teoris ”mistankens hermeneutik”, der vil afsløre de klassiske dannelsesidealer<br />
som udtryk for bestemte sociale klassers dulgte interesser. Gadamers stillingtagen,<br />
udfoldet i efterordet til 3. udgaven af Sandhed og metode, 1972, til Jürgen<br />
Habermas´ kritik af hans hermeneutik afspejler paradigmatisk striden mellem en<br />
kritisk fornuft og en hermeneutisk traditionalisme. Gadamer har den største respekt<br />
for Habermas, men forsvarer med næb og klør sin traderingshermeneutik. Det er,<br />
siger han, udtryk for en ”fantastisk selvovervurdering” n<strong>år</strong> en kritisk fornuft udi egen<br />
indbildning vil frasige sig historiske fordomme og emotionelle motiveringer. Hertil<br />
kommer så understregningen af den vestlige civilisations forbløffende evne til at indoptage<br />
civilisationskritik. Kritik af traditionen bliver til en del af traditionen. Alle gode<br />
teologer kan deres Nietzsche.<br />
”Det (er) skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse<br />
op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker”, hed det i den såkaldte Blå betænkning<br />
fra 1960. Konfronteret med en sådan politisk og pædagogisk pietisme (en<br />
religionslærer undrer sig til stadighed over, at den fromhed, der i sin tid var rettet<br />
mod det religiøse, i en sekular tid bliver rettet mod det politiske og pædagogiske) må<br />
man tilslutte sig Søren Ulrik Thomsens dictum, fremført i hans nyeste, igen stærkt<br />
anbefalelsesværdige, essaysamling Repremiere i mit indre mørk, 2009: ”Hellere religiøs<br />
end hellig”. Harmoniske, lykkelige og gode bliver vi næppe som resultat af<br />
dannelse og uddannelse, men mindre kan vel gøre det. I det ovenfor nævnte essay<br />
opremser Carl Henrik Koch forskellige ”arter” af dannelse, ”intellektuel dannelse,<br />
hjertets dannelse, karakterens, viljens eller sædelig dannelse, æstetisk dannelse, legemlig<br />
dannelse og formel eller selskabelig dannelse”. De fleste af os vil formentlig<br />
tænke, at af disse er hjertets dannelse til syvende og sidst den vigtigste. Ud over den<br />
af kristendommen inspirerede medfølelse, uden hvilken tilværelsen dehumaniseres,<br />
understreger denne type dannelse betydningen af forholdsmåden tilbageholdenhed.<br />
Hvor tiden fordrer selvpromovering og grænseoverskridelse, fordrer klassisk dannelse<br />
selvbegrænsning. I et instruktivt indledningskapitel til Sandhed og metode gennemg<strong>år</strong><br />
Gadamer eksempler på personlige kvaliteter, som klassisk dannelsesteori<br />
25
Change language