Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

24
AGtelSe
Agtelse er et sjældent hørt begreb, ordet respekt, derimod, et af tidens modebegreber,
ofte i et begrebspar forbundet med dets angivelige modsætning krænkelse. Tidens
fordring, politisk såvel som pædagogisk, er, at man, så at sige på forhånd, skal respektere
alt og alle. En forudfattet respekt kan rigtignok give mening. Vi har – havde,
skal jeg snarere sige – respekt for ”øvrighedspersoner” med ”delegeret” magt, politibetjenten,
til eksempel. Vi har – havde, skal jeg snarere sige, og det er en af de samtidsdiagnostiske
pointer hos videnssociologen Thomas Ziehe – respekt for læreren
qua vedkommendes formodede faglige myndighed. En ubetinget og programmatisk
respekt for alt og alle – personer, synspunkter, kulturer – giver imidlertid ingen mening,
hvis det er rigtigt, at respekten, som det udtrykkes i sproget, ”aftvinges”. Det
sker, når man overbevises om den æstetiske, etiske, faglige, saglige bonitet af det,
man konfronteres med. Vi vil se manden, inden vi tager hatten af, som man siger.
Agtelse, derimod, refererer til et dybere og mere fundamentalt lag i tilværelsen.
Agtelse har vi for det, der er forlenet med ubetingethed, det, der besidder en betydning,
der går forud for og overskrider præstationer og brugbarhed, køn, klasse
og kultur. Idéhistorisk betragtet er fænomenet og begrebet agtelse forbundet med
arven fra Jerusalem, Athen og Rom. Som skabt i Guds billede og som et Guds barn
er mennesket i kristendommen forlenet med ubetinget og ukrænkelig værdi. I den
klassiske humanisme er mennesket qua menneske i besiddelse af dignitas, en uantastelig
værdighed. Når vi nu, politisk og pædagogisk, er så forhippede på, ved politisk
korrekthed og ved allehånde pædagogiske tiltag, at sikre os mod ethvert tilløb til
formodet krænkelse, så skyldes det, igen idéhistorisk betragtet, at menneskesynet
i kristendommen og den klassiske humanisme er på vej ind i glemmebogen. Vi går
simpelt hen ikke længere ud fra, som noget naturligt og selvfølgeligt, at vi på forhånd
har agtelse for hinanden som blotte mennesker. Den forlegenhed forsøger vi så
at komme ud af ved, programmatisk og instrumentelt, at institutionalisere respekt.
Det kan give sig de underligste udslag. Den forestilling om tolerance, der, atter idéhistorisk
betragtet, opstår i 16-hundredetallet på baggrund af religionskrigene, og
som grundlæggende går ud på at tåle det, som man anser for at være usandt, den
tenderer nu mod den skinbarlige relativisme derved, at der fremstår et krav om at
respektere alt som lige godt og værdifuldt. Den ressource-pædagogik og anerkendelses-pædagogik,
der for tiden har megen medbør, og som jo da i nogle henseender
forekommer at være ganske forstandig, står i fare for at forfalde til lutter affirmativitet
i angst for krænkelsen. Et grotesk og, må man da formode, sjældent eksempel herpå
kan man læse i den meget anbefalelsesværdige essaysamling af Frederik Stjernfelt og
Søren Ulrik Thomsen, Kritik af den negative opbyggelighed, 2005. Professor Stjernfelt
er til forældresamtale og besværer sig over, at matematiklæreren ikke har påpeget, at
halvdelen af Stjernfelts håbefulde podes regnestykker er forkerte – hvorefter læreren
erklærer, at han retter skam ikke fejl, da dette er udtryk for en krænkelse af eleven.
At det åbenbart ikke falder den velmenende matematiklærer ind, at ”krænkelsen”
akkurat består i ikke at påvise fejlene, det kan man forundres over. Ikke at korrekse,
tilrettevise, trække grænser, er udtryk for mangel på respekt – vel at mærke i et klima,
der i øvrigt er præget af en underliggende og selvfølgelig agtelse og tillid. Manglen
på respekt er i øvrigt størst, vil jeg mene, i forhold til de ”svage” elever, der ikke har
en kinamands chance for at orientere sig i stoffet, hvis de ikke hurtigt møder venlige,
men klare korrektioner.
Eksemplet kan videre give anledning til det spørgsmål, om vi ikke i tiden, i vores
trang til skånsomhed og til at lægge tingene pædagogisk til rette, overser dannel-