Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Nu er der næppe tvivl om, at de klassiske værker, som Øhrgaard og især Gadamer
har i tankerne, er de helt store sådanne, hvor man, med Augustins formulering,
fornemmer Vorherres spor, vestigia. Så højt behøver man ikke – altid – svinge sig.
Hvis man med en mere rummelig forståelse af begrebet det klassiske også indbefatter,
hvad der er af kvalitet, substans og betydning, så er listen uudtømmelig og i høj
grad til husbehov: Bach og Beatles, Händel og Hancock, salmebog og De små synger;
Rafael og Rénoir, Picasso og Storm P.; Napoleon og Nelson; Wren og Wegner; London
og Langeland; Grundtvig, Goethe og Gollum; Simon Peter, Peter Plys og Peter
Pedal; og så videre og til sidst Ruslands floder, selvsagt.
At man ikke nødvendigvis forceres tilbage til Homer for at finde kvalitet, viser
ovenstående korte, beskedne eksempelsamlinger, hvor vi bevæger os rundt i diverse
genrer og tidsaldre. Et af undertegnedes yndlingseksempler i så henseende er nævnt
i D.Sandbrook´s White Heat. A History of Britain in the Swinging Sixties, 2006: Da
Beatles´ mesterværk Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band udkom i juni 1967, påpegede
magasinet Newsweek kongenialiteten mellem albummets poetiske univers
og T.S. Eliots banebrydende poesi fra 1920´erne og 30érne. På tværs af genrer og
et tidsrum på 45 år forbindes kunstværker, der forener i egentlig forstand innovative
formeksperimenter med respekt for tradition og overlevering. Og – i parentes
bemærket – T.S. Eliot hadede subjektivitetsfilosofi af et godt hjerte, især når den
skulle til for at romantisere den unikke kunstner med stort K. For Eliot indføjede den
enkelte kunstner og hans værk sig som en lille brik i den europæiske civilisations
vældige kulturoverlevering. Herom kan man – hvis man har lyst – læse i det lille essay
Tradition and the Individual Talent fra 1919.
En dansk tænker, der protesterer mod subjektivitetsfilosofien, er K.E. Løgstrup.
Her kommer et lidt længere citat, det er hentet fra essayet Arkitektur, sansning, identitet
i essaysamlingen Solidaritet og kærlighed, 1987: ”Uden identifikationer med hvad
vi i vor forståelse er på afstand af kan vi ikke blive os selv. Af os selv kan vi ikke blive
os selv. Identificere sig med sig selv i sin pure bevidsthed kan ingen. Identificere os
kan vi kun med hvad vi er bevidste om. Uafladeligt stemte som vi er af vore omgivelser
i deres sansbarhed er vor identitet et langt stykke deponeret i vore omgivelser…vi
høre(r) landskabet til, inden landskabet hører os til…Personens identitet som en statisk
given identitet findes ikke, der findes kun identifikationer, der uophørligt går for
sig, og uden hvilke vor menneskelige tilværelse enten udtørres eller går i opløsning.”
Den nyere sociologiske tænknings påstand om de strukturelle ændringers ”frisættelse”
af individet er således ikke uproblematisk, hverken hvad angår omfanget af
frisættelsen eller svaret herpå. Samhørigsrelationer, bundethed til familie, stedfølelse,
nationalfølelse, er nok truet, men – og skam få den, der tænker ilde herom
- ikke forsvundet. Og, hvad det i denne sammenhæng kommer an på, at svare på
den – tendentielle – meningsopløsning med at kaste subjektet tilbage på sin egen,
abstrakte refleksion og valgevne, er en sløj omgang mening. Bestand og soliditet er
der kun i en identifikation med det, der er større end den abstrakte, isolerede subjektivitet,
i det, som i en nu fortrængt sokratisk-platonisk tradition med reverens blev
benævnt ”Det Gode, det Sande og det Skønne”. I et oplysende essay, Om dannelse –
et begrebsmæssigt potpourri i bogen At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænkere,
redigeret af Joakim Garff, 2008, anbefaler Carl Henrik Koch i forlængelse
af Goethe ”at tage det storslåede som forbillede”. Aldeles Anno dazumal, selvsagt,
men ringere, mon, end nutidens subjektivitetsfiksering og managementretorik?
Konfronteres man med det klassiske, med kvalitet, med substans, så aftvinger
det respekt. Respekt er således noget andet end agtelse.
23