Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

I disse sociologiske tider – nye lærdommens vinde suser med jævne og stadig
kortere mellemrum gennem vores pædagogiske verden – er der nok af teorier, der vil
fortælle os om aftraditionalisering, kulturel frisættelse og de store fortællingers død,
og noget er der jo unægtelig om snakken. Det danske læreruddannelsesunivers er i
tiden præget af tre-fire navne, sociologisk inspirerede teoretikere, der udgør en uofficiel,
men så meget desto mere benhård kanon, der ofte betragtes som den største
selvfølgelighed af gode, venlige kolleger, der ellers slår tre kors for sig, når de hører
ordet kanontænkning. Undertegnede har imidlertid to spagfærdige indvendinger. For
det første skal man ikke tage anledning af, at mangt og meget ændrer sig, til at slutte,
at alt ændrer sig. Aristoteles definerede metafysik som læren om ”det, der ikke kan
være anderledes”. Sådant gives stadig, man skal ikke lade sig snyde af ændrede historiske
og kulturelle iklædninger. For det andet må man se med megen skepsis på
den medicin, hvormed de strukturelle ændringers lidet behagelige konsekvenser –
rodløshed, orienteringsløshed, sågar normnedsmeltning – gerne tænkes fordrevet:
subjektet og dets ”refleksion”. Subjektet i sig selv er - under abstraktion fra samhørighedsrelationer,
sprog, historie, tradition – ingenting. Subjektets refleksion i sig
selv er – under abstraktion fra det over-individuelle stof, der skal indoptages i kamp –
aldeles vilkårlig, epistemologisk såvel som normativt. I det ovenfor anførte værk udtrykker
Gadamer det på følgende vis: ”I virkeligheden tilhører historien ikke os, men
vi tilhører den. Længe før vi gennem selvbesindelse forstår os selv, forstår vi os selv
på selvfølgelig måde i den familie, det samfund og den stat, vi lever i. Subjektiviteten
som fokus er et troldspejl. Individets selvbesindelse er kun en flagren i det historiske
livs lukkede kredsløb”, - og flagret bliver der. Nutidens insisteren på subjektet som
yderste instans er blot en variant af den oplysningsfilosofiske fordom om opløsning
af alle fordomme på baggrund af den ahistorisk fornufts autonome, kritiske virksomhed.
Samfundsmæssigt afspejler subjektivismen sig selvsagt i den grasserende,
lystfikserede underholdnings- og forbrugskultur og i rettighedsegoismen – ”i banken
er vi til for dig, og ring nu ind og sig din mening, du er Weltklasse, og du skal ikke
finde dig i noget, og alle har ret til et fedt køkken”. Pædagogisk-didaktisk afspejler
subjektivismen sig i kravet om i undervisningens indhold og form stedse at tage udgangspunkt
i den enkelte elev og holde sig dennes selvudvikling for øje. Såfremt og
i den udstrækning vi således accentuerer subjektiviteten, svigter vi den kontinentale
dannelsesteoretiske traditions indsigt i, at dannelsens proces og mål netop er formidlingen
af det subjektive og det objektive, at dannelse er såvel selvrealisering som
socialisering. Samtidig er et krav om, at undervisningens indhold – hurtigt, vi lever i
utålmodighedens tidsalder – skal vise sig at have ”relation” til elevens umiddelbare
erfaringer og derfor være ”spændende”, udtryk for en grundlæggende mistro til verdens
fænomener og sammenhænge: fascinerende er de ikke, set uafhængig af lille
mig. Der fortælles en opbyggelig anekdote om Johannes Møllehave, der i sine yngre
dage en overgang underviste i læreruddannelsen. Når de studerende efterspurgte
”evalueringer” for at vurdere stoffets relevans for den enkelte, indvilgede Møllehave
heri med det forbehold, at forsamlingen til den ende skulle mødes igen efter ti år –
tidligst da kunne betydningen af det faglige stof være gået op for personen.
det univeRSielle
Lad det derfor være et ærinde i dette kortfattede katalog af strøtanker at understrege
betydningen af det objektive, det almene, det universelle og det klassiske. Man må
tilslutte sig Per Øhrgaard, når han i Vild med dannelse. Fra Goethe til Google, Hovedland
2008, redigeret af Daniel Øhrstrøm, udtaler som følger: ”…der er en stærk tendens
21