Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

Af
Bo Digernes Stokholm,
lektor i
kristendomskundskab
på Læreruddannelsen
i Aalborg
20
Tidens subjektivisme
- utidssvarende strøtanker
om tidsånd og dannelse
mottoeR:
”Subjektiviteten som fokus er et troldspejl” (Hans-Georg Gadamer)
”Subjektivering kan også betyde reprovinsialisering” (Thomas Ziehe)
”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel”, lader Kierkegaard
et af sine pseudonymer ytre i Enten-Eller fra 1843. At Tiden er ond, ved alle, det
er den al tid, og det skyldes, at tid er af verden, og verden, ved vi fra Skriften, ”ligger
under for det onde” (1.Joh.5,19). Hvis (sam)tiden samtidig er ussel, så er det selvsagt
for sløjt og kalder på tidskritik, og en kvalificeret sådan leveres af det kierkegaardske
pseudonym i form af en ætsende ironisk latterliggørelse af samtidens lidenskabsløshed.
Da vores tid i ikke mindre grad end 1800-tallets midte udviser om ikke altid slet
og ret usle, så dog stærkt bekymrende træk, skal jeg her benytte lejligheden til gennem
en ansamling af aldeles usystematiske indfald at henlede opmærksomheden på
udvalgte samtidsfænomener, der er så meget mere bekymrende derved, at de truer
med at kolonisere vores egen lille, uskyldige pædagogiske verden. Har den ærede
læser imidlertid som undertegnede en vis hang til selvvelbehagelig, mod-moderne
kulturpessimisme, så bør vi til stadighed minde hinanden om, at den (post)moderne
tilstand trods alt udviser, enkelte, forsonende træk. Lad derfor de følgende jeremiaders
baggrund være en, forbeholden, samtidssolidaritet, der forsager den naive forestilling
om, at alting var bedre i ”de gode, gamle dage”. Om end i stigende grad
upåagtet lever nemlig det, der i kulturel henseende var godt i forgangne dage, videre
under betegnelsen ”det klassiske”.
det klASSiSke
Det klassiske er, i Hans-Georg Gadamers Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk
hermeneutik fra 1960, begrebet for ”hvad der holder stand over for den historiske
kritik, eftersom dets historiske herredømme – at den gyldighed, der overleveres og
bevares, har en bindende kraft – allerede ligger forud for al historisk refleksion og
lever videre i den”. Den Gadamer, der ynder at understrege menneskets endelighed
og kan tale om ”tidens ruin”, svinger sig i omtalen af det klassiske op til formuleringer,
der tangerer det platoniske og quasi-religiøse: ”Det er derimod i erkendelsen
af noget blivende og umisteligt, af en betydning uafhængig af alle tidsmæssige omstændigheder,
at vi kalder noget klassisk – en art tidløst nærvær, der er samtidig med
enhver nutid”. Vores sædvanlige epistemologiske og pædagogisk-didaktiske tale om
konstruktioner giver ikke meget mening her. I mødet med det klassiske rammes vi
af noget andet end os selv, mødet opleves som en vederfarelse, her er noget, der
i bogstavelig forstand overgår os. At mulighedsbetingelsen for vores forståelse og
annammelse af det klassiske, det fremmede, det ukendte, er, at vi stiller med en
forventning og en for-forståelse, er samtidig en selvfølge – og netop en af Gadamers
mere bekendte hermeneutiske pointer. Det afgørende er imidlertid, at mødet med
det værdifulde i traditionen kan ændre os. Vi kalder det dannelse.