Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

14
Af
Niels Horsted,
rektor for University
College Nordjylland
Til lykke til læreruddannelsen
i Nordjylland
Der er nu i 50 år uddannet lærere på Aalborg Seminarium. Til glæde og gavn for
samfundet og især til gavn for vores region.
Jeg vil ikke beskrive et uddannelsesmæssigt hierarki, blot konstatere at læreruddannelsen
uddanner undervisere til grundskolen, der jo er grundstenen i og forudsætningen
for al videre uddannelse.
Der har gennem alle årene været, og er stadig, stort fokus på læreruddannelsen,
som der også er på folkeskolen. Det er forståeligt nok. I et rigt samfund som vores
får alle i dag en grunduddannelse og helt overvejende en folkeskoleuddannelse. Vi
har alle gået i grundskolen og har derfra et forhold til den. Selv for os, der er lidt grå i
toppen, gælder det, at også vores forældre har fået deres skolegang helt overvejende
i folkeskolen. Vi har således historiske billeder af og overleveringer fra flere generationers
interaktion med folkeskolen. Nu har vi børn og børnebørn, der er i skolealderen,
så naturligt har vi også aktuelt en stor interesse i, hvordan skolen fungerer - og dermed
er vi meget interesserede i, hvordan lærerne uddannes på seminarierne – som
det jo så ikke hedder længere.
PARAdokSeR
Seminarierne har gennem årene levet med, og må stadig leve med, en række paradokser.
Det er paradoksalt, at der er så stor og massiv interesse, samtidig med at vi kan
konstatere, at rigtig mange af de, der har interessen, ikke har indsigt i uddannelsen.
Det forekommer, at der er to ting stort set alle danskere har en mening om: fodboldlandsholdet
og folkeskolen – herunder læreruddannelsen.
Stort set alle har en mening om fodboldlandstræneren, holdopstillingen og taktikken
og de facto er der mange hundrede tusinde af disse, der ikke har forstand på
emnet overhovedet.
Stort set alle har også en mening om folkeskolen og læreruddannelsen, og også
her er der, blandt disse, flere hundrede tusinder, der de facto ikke har forstand på
emnet.
Det er paradoksalt, at den uddannelse, der vel mest af alle uddannelser, beskæftiger
sig med dannelse, med frihed og demokrati, med kritik og selvforvaltning med
mere, er Danmarks mest regulerede og detailstyrede uddannelse. Der er i forhold
til læreruddannelsens grundvilkår – love og bekendtgørelser med mere – ikke det
komma, der ikke skal vendes i regeringen, i folketinget og i ministeriet.
Det er paradoksalt, at der især gennem de seneste år er et stort misforhold mellem
udbud og efterspørgsel. Som leverandører har vi viljen, evnen og lysten til at
levere et godt produkt, og den ene kundegruppe vil i høj grad gerne have produktet,
mens den anden ikke efterspørger det i tilstrækkelig grad, og jo! jeg ved, at begreber
som kunde og leverandør ikke rammer ind i hjertet af dagligsproget på læreruddannelsen.
Hvis et produkt i gængs forstand ikke efterspørges, så er det i orden at udfase
produktet. Her er produktet dog for væsentligt til at lade ordinære markedskræfter
råde. Vores produkt – veluddannede lærere – er som beskrevet i indledningen en af
samfundets væsentligste grundstene. Den ene type kunde er samfundet, regionen,