Læreruddannelsen i Aalborg 50 år Læreruddannelsen i Aalborg 50 år

12
Af
Bertel Geismar
Haarder,
undervisningsminister
Min stormfulde tid på
Aalborg Seminarium
Til lykke med mit gamle seminariums 50 års jubilæum.
Da det var 13 år gammelt, i foråret 1973, var jeg til ansættelsessamtale hos rektor
Kjelds. Jeg kom fra en lærerstilling på Askov Højskole, som jeg kombinerede med
nogle timer på Haderslev Seminarium.
Året forinden var jeg ved et uheld blevet formand for Ribe Amts Venstre - jeg var
indbudt til at tale og blev pludselig uden varsel foreslået og valgt til formand! Rektor
Kjelds spurgte naturligvis til mit politiske engagement, og jeg sagde, som sandt var,
at jeg ikke havde planer om at blande mig i nordjysk venstrepolitik.
Men der gik ikke længe, før jeg ikke kunne holde mig fra det. Det var i de måneder,
hvor hele det danske politiske landskab væltede. Anker Jørgensen var blevet
statsminister efter EF-afstemningen og Krags afgang. Han generede de arabiske
lande med en Israel-positiv udtalelse. Danmark var truet af energiboykot. Der blev
holdt EU-topmøde i København i kølige lokaler. Glistrup havde sammenlignet skatteunddragere
med frihedskæmpere under krigen - og dannede sit Fremskridtsparti.
Socialdemokraten Erhard Jakobsen kørte tør for benzin, så han ikke kunne stemme i
Folketinget. Det førte til valg i november 1973, og Erhard dannede Centrumdemokraterne,
CD, der fik 14 mandater på at være for biler og parcelhuse og imod Danmarks
Radio. Glistrup fik 28 mandater på et program, der ville afskaffe indkomstskatten og
papirnusseriet. Begge partistiftere var strålende entertainere. Valgudsendelserne var
kostelig underholdning. Det endte med, at Venstre led mindst skade blandt ”gammelpartierne”,
og Hartling dannede lige før jul sin ”smalle” Venstre-regering med 12
ministre, der krydsede sig frem i 14 måneder, før der igen blev valg, og Anker kom
tilbage.
Jeg blev stillet op i Thisted midt under balladen i 1973, men manglede 17 stemmer,
fordi jeg havde generet missionen med lidt for bramfri udtalelser om abort,
Thorsens Jesusfilm og så videre. Så forlod jeg Thisted og blev valgt i Sæby-kredsen i
januar 1975 med 10.025 stemmer. Og så var det slut med at være ”seminarielærer”,
som jeg kaldte mig.
Jeg fik en vikar, en nordmand ved navn Kjell Rodin (som tilfældigvis havde været
lærer på Rønshoved Højskole, hvor jeg er født og opvokset). Han overtog mine timer
allerede i foråret 1975. Derefter havde jeg orlov i mange år, men sagde op, mens jeg
var undervisningsminister.
Indimellem ærgrede det mig, at jeg havde svigtet mine studerende, mit gode job
og det dejlige hus i Hasseris (vi flyttede til København i august 1975). Det slog hovedet
på sømmet, at min lille søn ikke længere kunne kende mig, når jeg kom hjem!
Og vi havde lige fået nummer to.
Jeg var meget glad for både kollegerne og de studerende. Én af dem blev i øvrigt
borgmester i Aalborg! Når jeg møder mine tidligere studerende, spørger jeg ofte,
hvordan jeg var som lærer. Det rigtigste svar, tror jeg, er, at ”du var i hvert fald ikke
kedelig”!
I samfundsfag arbejdede vi med multinationale selskaber og med tøbruddet i
Østeuropa, blandt andre tjekken Ota Siks ”markedssocialisme”. Og så blev der også
tid til lidt elementær nationaløkonomi og idéhistorie. Alt sammen noget, der inte-