To byer

To byer
Charles Dickens (1812-1870)
Udgivet: 1859
[www.estrup.org - ID: T19 - TS: 2007-03-08 14:30]
Side 1

Første bog
Kaldt tilbage til livet
Side 2

Tidspunktet
Side 3
Det var den allerbedste tid, og det var den allerværste tid. Det var visdommens tid, det
var ufornuftens tid. Det var både troens og vantroens epoke. Det var lysets årstid og
mørkets årstid, håbets forår og fortvivlelsens vinter. Alt lå foran os, og intet lå foran
os. Vi var alle på den direkte vej til himmelen - eller til det modsatte sted. Kort sagt,
tidspunktet lignede så meget nutiden, at nogle af de mest højrøstede af dens kritikere
og beundrere hævdede, at den var enestående i verdenshistorien.
På Englands trone sad en konge med et kraftigt kæbeparti og en dronning med et
grimt ansigt. På Frankrigs trone sad en konge med et kraftigt kæbeparti og en dronning
med et smukt ansigt. I begge lande var det soleklart for de høje herrer, der rådede over
statens materielle goder, at alt nu var bragt i orden én gang for alle.
Det var i det herrens år 1775. Dengang som nu blev England begunstiget
med åndelige åbenbaringer. Mrs. Southcott havde for nylig fejret sin femogtyvende
velsignelsesrige fødselsdag, og en profetisk anlagt menig i livgarden havde forudsagt
den guddommelige skikkelses tilsynekomst, idet han erklærede, at alle forberedelser
var truffet til Londons og Westminsters undergang. Selv spøgelset i Cock Lane havde
kun hvilet i ro en tolv, tretten år efter ved banken at have afleveret sine budskaber,
akkurat som ånderne i det sidst forløbne år (med en næsten utrolig mangel på
originalitet) har afleveret deres. Meddelelser af en blot jordisk karakter var i den sidste
tid nået den engelske regering og det engelske folk fra en folkeforsamling i Amerika, og
hvor underligt det end lyder, så har disse meddelelser siden vist sig at være af større
betydning for menneskeheden end noget af, hvad Cock Lane spøgelset har berettet.
Frankrig, der stort set var mindre begunstiget, hvad angår ånder, end dets
søsterland med skjold og trefork som emblem, rullede jævnt og støt ned ad bakke,
trykkede seddelpenge og brugte dem. Under dets sjælehyrders ledelse forlystede folket
sig i øvrigt med den slags humane beskæftigelser som for eksempel at dømme en ung
mand til at få begge hænder hugget af, sin tunge revet ud med en tang, og sin krop
levende brændt, fordi han ikke havde knælet ned i regnen for at ære en procession af
skidne munke, der gik ham forbi på tres meters afstand.
Det er såmænd meget sandsynligt, at der i Frankrigs og Norges fjerne skove på det
tidspunkt, da denne arme mand led døden, voksede træer, som allerede var mærket til
fældning af den stærke skovhugger, skæbnen, og skulle saves til planker for at danne
den bevægelige ramme med en sæk og en kniv, som er et så frygteligt minde i historien.
Det er også meget sandsynligt, at der i et primitivt udhus hos en eller anden jordbruger
i Paris' omegn på selve den dag stod grove kærrer tilsølet med ler, som svinene gik og
snusede til og hønsene lagde æg i, og disse kærrer havde den forudseende landbruger,
døden, allerede udset til at være revolutionens køretøjer. Men skønt denne skovhugger
og landbruger begge arbejder uafbrudt, så arbejder de lydløst, og den blotte formodning
om, at de var på færde, blev anset for ugudelig og statsfjendtlig.
Den ro og orden, der fandtes i England, var ikke så imponerende, at den var noget
at prale af. Dristige tyverier blev begået af væbnede mænd, og i selve hovedstaden
blev folk overfaldet og plyndret hver eneste nat. Indbyggerne blev advaret mod at tage
på landet uden først at flytte alle deres ejendele hen til en sadelmager, der kunne
opbevare dem. Den landevejsrøver, der arbejdede om natten, var købmand i City om
dagen, og når en af kvarterets an dre handlende mødte ham i mørket og genkendte
ham i rollen som røverhøvding, skød han ham gennem hovedet og red derpå sin vej.
Postvognen blev standset af syv røvere, og vagten skød tre af dem, men blev så selv

Side 4
dræbt ved skud fra de andre fire, »på grund af, at hans ammunition var sluppet op«,
hvorpå røverne i ro og mag stjal postsækkene. Den fremragende matador, Londons
borgmester, blev standset på Turnham Green af en røver og tvunget til at udlevere alt,
hvad han havde på sig af værdi, medens hele hans følge så til. Fangerne i Londons
fængsler lavede hele slag mod deres vogtere, og lovens håndhævere affyrede deres
muskedonnere, der var ladet med kugler og krudt, mod hele flokken. Tyve klippede
diamantordener af ædle lorder midt under hoffesterne, musketerer trængte ind i St.
Giles for at søge efter smuglergods, og folkemængden skød på musketererne, der
straks efter skød på folkemængden, og ingen fandt noget mærkeligt deri. I folkets midte
færdedes bøddelen, der altid havde travlt, gjorde mere skade end gavn, men stadig
var meget efterspurgt - snart hængte han lange rækker af forbrydere, snart tilbragte
han lørdagen med at hænge en enkelt tyv, der var fanget om tirsdagen, så var han i
Newgate og brændemærkede snesevis af mennesker på håndfladen, og til andre tider
brændte han tryksager foran døren til Westminster Hall. Den ene dag tog han livet af en
frygtelig morder, og næste dag hængte han en ulykkelig fyr, der havde rapset sixpence
fra en landarbejder.
Alt dette og tusinder af lignende begivenheder fandt sted i eller omkring året 1775.
Medens skovhuggeren og landbrugeren arbejdede i stilhed, færdedes de to med de
kraftige kæber og den grimme og den kønne kone for alt folkets åsyn og fastholdt med
myndig hånd deres guddommelige rettigheder. Således førte året 1775 da både disse
verdens store og myriader af mindre vigtige mennesker - deriblandt personerne i denne
beretning - fremad på livets vej.

Postvognen
Side 5
Det var vejen til Dover, der en fredag aften sidst i november lå foran den første af de
personer, vi skal høre om i denne fortælling. Forude for den postvogn, han sad i, strakte
Dover-vejen sig op over Shooters Hill. Han steg ud og vandrede op ad den sølede
bakke ved siden af køretøjet, akkurat som de andre passagerer gjorde - ikke fordi de
havde mindste lyst til at gå under disse forhold, men fordi bakken var stejl, seletøjet
tungt og vognen så besværlig at trække gennem pløret, at hestene allerede tre gange
var standset og en gang havde trukket vognen på tværs af vejen i et forsøg på at vende
tilbage til Blackheath. Tømmer, pisk, kusk og vagt havde imidlertid forenet sig om at
modarbejde dette temmelig åbenbare bevis på, at dyr har forstand, og det var endt
med, at hestene overgav sig og gjorde deres pligt.
Med hængende hoveder og dirrende haler sjoskede de fremad gennem mudderet,
men snublede af og til, som om de var ved at falde fra hinanden i leddene, og hver gang
strammede kusken tøjlerne og bragte dem til ro med et »Hoa, kan I så stå!« hvorpå
den nærmeste hest rystede hovedet og for resten også hele kroppen, som om den
energisk ville benægte, at postvognen overhovedet kunne slæbes op ad bakken. Hver
eneste gang hestens seletøj raslede ved denne bevægelse, for passageren sammen,
som nervøse mennesker har for skik, og følte sig meget urolig.
I alle dalstrøg lå en tæt tåge, og af lutter kedsomhed var den begyndt at liste sig
op ad bakken som en ond ånd, der søger hvile, men aldrig finder den. En klam, iskold
tåge var det, og den krøb langsomt frem gennem luften i synlige bugtninger, der fulgte
og indhentede hinanden ligesom bølgerne på et oprørt hav. Tågen var så tæt, at man i
skaret fra vognlygterne kun kunne se dens egne bevægelser og et par meter af vejen,
og dampen fra de svedende hestekroppe forenede sig med den, så man næsten kunne
tro, at tågen skrev sig fra dem.
Foruden den omtalte passager travede to andre op ad bakken ved siden af
postvognen. De var alle tre pakket ind helt op til næsen, havde ørerne dækket og bar
lange skaftestøvler. Ingen af de tre kunne danne sig nogen mening om, hvordan hans to
ledsagere så ud, og åndelig set holdt de sig ligeså godt skjult for hinanden. I de tider var
rejsende meget bange for straks at indlade sig med de andre medrejsende, for hvem
som helst kunne være en røver eller stå i ledtog med røvere. Hvad den sidste mulighed
angik, så fandtes der jo i hver kro og hvert værtshus folk, som stod i »høvdingen's«
sold - det være sig værten eller den yngste stalddreng - så mistanken til passagererne
var ikke helt ubegrundet. Alt dette filosoferede vagten på postvognen over den fredag
aften i november 1775, da vognen kravlede op ad Shooters Hill, medens han stod på sit
eget private trinbræt bag på den, stampede med fødderne og stirrede på våbenkassen
foran sig, hvor en ladt muskedonner lå ovenpå seks eller otte ladte pistoler, der igen
hvilede på nogle huggerter.
Forholdet i Dover-postvognen var det sædvanlige - at vagten mistænkte
passagererne, passagererne mistænkte hinanden og vagten, de var med andre ord alle
sammen usikre overfor hinanden, og det eneste, kusken var sikker på, var, at hestene
- det turde han med rolig samvittighed og hånden på både det gamle og ny testamente
sværge på - var ganske uskikkede til turen.
»Hoa!« sagde kusken. »Tag nu fat! Et hal til, og så er I nået op, gid Fanden havde
jer, for I har såmænd voldt mig besvær nok! ... Joe!«
»Javel!« svarede vagten.
»Hvad tror du, klokken er, Joe?«

»Godt og vel ti minutter over elleve.«
Side 6
»For Satan!« udbrød kusken irriteret. »Og så er vi ikke nået over Shooters Hill endnu.
Nå, kan I så rubbe jer!«
Førerhesten, som havde sin egen mening om rejsens mål, fik piskesnerten at
føle, gjorde en kraftanstrengelse, og de tre andre heste fulgte trop. Igen kæmpede
Dover-postvognen sig videre, og de tre passagerer travede ved siden af den i deres
skaftestøvler. De havde standset, hver gang vognen standsede, og holdt sig hele tiden
tæt op ad den. Hvis en af dem havde haft den frækhed at foreslå en anden, at de skulle
gå lidt i forvejen ind i mørket og tågen, havde han risikeret straks at blive skudt som
landevejsrøver.
Den sidste kraftanstrengelse bragte vognen op på bakkens top. Hestene standsede
for at få vejret, og vagten stod af for at sætte hemsko på hjulene til nedturen og åbne
vogndøren for passagererne.
»Hej, Joe!« råbte kusken advarende og så ned fra bukken.
»Ja, hvad mener du, Tom?« De lyttede begge to.
»Jeg mener, det er en hest, der kommer travende, Joe.«
»Og jeg mener, det er en hest, der kommer galoperende, Tom,« svarede vagten,
slap sit tag i døren og sprang behændigt op på sit trinbræt. »Mine herrer! I Hans
Majestæt Kongens navn!«
Efter denne hastige besværgelse spændte han hanen på sin muskedonner og
stillede sig op til angreb.
Den passager, vi interesserede os for, stod på vogntrinet og var ved at stige op, og
de andre to fulgte lige efter ham. Nu blev han, hvor han var, halvt inde i vognen, og de
andre stod nede på vejen. Alle så de fra kusken hen til vagten og tilbage igen, medens
de lyttede spændt. Kusken så tilbage, vagten så tilbage, og selv den egensindige
førerhest spidsede øren og så sig tilbage.
Stilheden nu, da vognens rumlen og knagen var forstummet, gjorde nattens fred
endnu dybere, så den virkede helt overvældende. De forpustede hestes åndedrag
forplantede sig som en svag dirren til selve vognen, som om også den var nervøs.
Passagerernes hjerter hamrede, så det næsten kunne høres. I hvert fald prægedes
hele stilheden af disse dyr og mennesker, der holdt vejret, medens deres pulse
bankede spændt.
Lyden af en hest, der galoperede op ad bakken, kom stadig nærmere.
»Hallo!« råbte vagten så højt, han kunne. »Holdt! Eller jeg skyder!«
Farten sagtnedes pludselig, man hørte plasken i mudderet, og inde fra tågen hørtes
en hæs mandsstemme: »Er det postvognen til Dover?«
»Det kan jo være det samme, hvad det er,« svarede vagten. »Hvem er du?«
»Er det Dover-postvognen?«
»Hvorfor vil du vide det?«
»Jeg skal have fat i en af passagererne.«
»Hvilken passager?«
»Mr. Jarvis Lorry.«
Vor føromtalte rejsende viste straks, at det var hans navn. Kusken, vagten og hans
to medrejsende så mistænksomt på ham.

Side 7
»Bliv, hvor du er,« råbte vagten til stemmen inde i tågen, »for hvis jeg begår en fejl, vil
den aldrig kunne rettes i din levetid. Den herre, der bærer navnet Lorry, bedes svare.«
»Hvad er der på færde?« spurgte passageren med let skælvende stemme. »Hvem
er det, der vil tale med mig? Er det Jerry?«
(»Jeg synes ikke om Jerrys stemme, hvis det er ham,« brummede vagten. »Han er
mere hæs, end jeg kan lide, denne Jerry.«).
»Ja, mr. Lorry.«
»Hvad er der i vejen?«
»En depeche, der er sendt efter Dem derovre fra. T. & Co.«
»Jeg kender budet, vagt,« sagde mr. Lorry og steg ned fra trinet, ublidt hjulpet af
de to andre rejsende, der straks benyttede lejligheden til at krybe op i vognen, lukke
døren og trække vinduerne op. »Han kan godt komme herhen. Der er ikke noget galt
på færde.«
»Det håber jeg heller ikke, der er, men helt sikker kan jeg sgu ikke være,« sagde
vagten ved sig selv. »Hallo, De der!«
»Nå, du kan selv være hallo!« sagde Jerry endnu mere hæst end før.
»Kom herhen i skridt, hører du? Og har du pistolhylstre på sadlen, så sørg for at
holde fingrene fra dem. Jeg er en ren Satan til hurtigt at begå en fejltagelse, og når det
sker, antager den altid form af bly. Nå, lad os så se på dig.«
En hest og rytter dukkede langsomt frem fra den bølgende tåge og kom hen på
siden af postvognen, hvor passageren stod. Så bøjede rytteren sig ned, kastede et
hurtigt blik hen på vagten og rakte passageren et lille, sammenfoldet papir. Ridehesten
var forpustet, og både den og rytteren var dækket med pløre helt fra hestens hov til
mandens hat.
»Vagt!« sagde passageren i en rolig, forretningsmæssig tone. Den påpasselige vagt
holdt stadig med et fast greb på muskedonneren og tog ikke blikket fra rytteren, medens
han kort svarede: »Javel, herre.«
»Der er ingen grund til ængstelse. Jeg er ansat i Tellsons Bank. De kender jo nok
Tellsons Bank i London, ikke sandt? Nu skal jeg på en forretningsrejse til Paris. Her
har De en drikkeskilling. Kan jeg få lov til at læse dette?«
»Ja, hvis De skynder Dem.«
Han åbnede brevet, holdt det hen ved vognlygten og læste det først for sig selv og
derefter højt: »'Vent i Dover på mamsellen'. De kan se, vagt, at det er ikke ret langt.
Jerry, sig, at mit svar var: Kaldt tilbage til livet.«
Jerry ligefrem hoppede i sadlen. »Det er fordømme mig et meget mærkeligt svar,«
sagde han med sin allerhæseste stemme.
»Det er det svar, du skal aflevere, og så ved de ligeså sikkert, at jeg har fået brevet
her, som hvis jeg sendte skriftligt svar. Skynd dig nu tilbage. God nat.«
Med disse ord åbnede passageren vogndøren og steg ind uden at få den ringeste
hjælp fra sine medrejsende, der hurtigst muligt havde gemt deres ure og punge i
støvleskafterne og nu lod, som om de sov. Formålet dermed var blot at undgå at blive
inddraget i noget.
Postvognen rullede på ny videre, og efterhånden som den kom længere ned ad
bakken, blev tågen tættere. Vagten skyndte sig at lægge sin muskedonner tilbage i

Side 8
våbenkassen, og da han havde efterset resten af dens indhold og undersøgt de to
pistoler, han havde i bæltet, kiggede han ned i en mindre kasse under sædet, hvor der
lå noget smedeværktøj, et par fakler og et fyrtøj. Han var nemlig så godt udrustet, at
hvis vognlygterne blev blæst eller stormet ud, hvilket nu og da skete, så behøvede han
blot at lukke sig inde i vognen, passe på, at fyrtøjets gnister ikke fængede i halmen, og
så kunne han være nogenlunde sikker på (hvis han da var heldig) at have lys i løbet
af fem minutter.
»Tom!« hviskede han hen over vogntaget.
»Javel, Joe.«
»Hørte du den besked?«
»Ja, jeg gjorde, Joe.«
»Hvad fik du ud af den, Tom?«
»Ikke noget, Joe.«
»Underligt sammentræf,« erklærede vagten dybsindigt, »for det gjorde jeg nemlig
heller ikke.«
Da Jerry nu var blevet alene tilbage i tågen og mørket, sad han af, ikke blot for at
skåne sin trætte hest, men også for at tørre mudderet af sit ansigt og slå regnvandet af
sin hatteskygge, der kunne rumme over en pot. Sådan blev han stående med tøjlerne
over sin tilsølede arm, indtil har ikke længere kunne høre postvognen, og natten atter
var helt stille, derpå vendte han sig bort og begyndte at gå ned ad bakken.
»Efter den galop fra Temple Bar, min tøs, tør jeg minsandten ikke stole på dine
forben, før vi er på fladt land,« sagde han hæst og sendte hoppen et blik. »'Kaldt tilbage
til livet' ... det var da en fordømt løjerlig besked. Det er ikke noget, der ville passe for
dig, Jerry. Ved du hvad, Jerry, du ville sgu sidde hårdt i det, hvis det blev mode at lade
sig kalde tilbage til livet.«

Natlige skygger
Side 9
Det er i grunden en vidunderlig tanke, at hvert eneste menneske er sådan indrettet, at
han virker på alle andre som en dyb, mystisk hemmelighed. For mig er der altid noget
højtideligt ved, at når jeg ved aftentide kører ind i en stor by, så rummer hvert eneste
af de mørke, sammenbyggede huse sin egen hemmelighed, at hvert eneste værelse i
dem har også sin egen hemmelighed, at hvert menneskeligt hjerte i hundrede tusinde
menneskers bryst har tanker og meninger, som end ikke kendes af det hjerte, der står
det nærmest! Noget af den gru, som selve døden rummer, står i forbindelse med denne
følelse. Aldrig mere kan jeg vende bladene i den bog, der var mig så kær, og håbe på
med tiden at få læst den hele. Aldrig mere kan jeg stirre ned i dette bundløse hav, hvori
jeg som i korte lysglimt anede begravede skatte og andre skjulte herligheder. Det var
skæbnens vilje, at bogen for evigt skulle lukkes med et smæld, inden jeg havde fået læst
stort mere end en Side. Det var forudbestemt, at havet skulle bindes af evig is, medens
lyset endnu spillede på dets overflade, og jeg stod intetanende på bredden. Min ven er
død, min næste er død, min elskede, min sjæls fryd, er død - deri ligger den ubønhørlige
bekræftelse og eviggørelse af den hemmelighed, som det menneske altid gemte på,
ligesom jeg selv skal bære min til mit livs ende. Sover der mon på nogen kirkegård i
denne by, som jeg drager igennem, en eneste, eller en lettere gennemskuelig end de
travle mennesker, der haster gennem dens gader, er for mig og jeg for dem?
Hvad angår denne medfødte, uafrystelige arv, var den ridende budbringer ligestillet
med kongen, statsministeren eller den rigeste købmand i London. Det samme gjaldt
de tre rejsende, der sad indelukket sammen i den gamle postvogn. De var ligeså store
mysterier for hinanden, som hvis hver af dem havde rullet af sted i egen vogn med
seksspand og hele rigets bredde mellem hver vogn.
Rytteren vendte hjem i jævnt trav, standsede hyppigt i værtshusene langs vejen for
at slukke sin tørst, men indlod sig ikke med andre og beholdt hatten trukket ned over
øjnene, der passede så udmærket til denne hovedbeklædning, for de var sorte som
den, havde ingen dybde hverken i farve eller form og sad alt for tæt sammen - som om
de var bange for at blive grebet i et eller andet hver for sig og mente, det var tryggere at
holde sammen. De havde et dystert udtryk, når de så ud under den trekantede hat, der
nærmest mindede om en spyttebakke, og over det store halstørklæde, der dækkede
hage og hals og næsten nåede ned til mandens knæ. Når han standsede for at få sig
et glas, fjernede han kun halstørklædet fra sin mund med venstre hånd i det øjeblik,
da han med højre hældte glassets indhold i sig, og så snart det var gjort, trak han
tørklædet op igen.
»Nej, Jerry, nej!« sagde rytteren, der stadig syslede med det samme emne, når han
red videre. »Det ville ikke være heldigt for dig, Jerry. Du er en hæderlig mand, Jerry,
og det ville være skidt for din forretning. Kaldt tilbage ... Minsandten om jeg ikke tror,
han havde drukket!«
Det budskab, han havde med tilbage, forvirrede ham så grundigt, at han flere gange
måtte tage sin hat af og klø sig i hovedet. Øverst på issen var han helt skaldet, men
ellers groede håret i en bred krans, der næsten nåede ned til hans brede, stumpede
næse. Det lignede egentlig langt mere jernpigge end menneskehår, og han ville blive
kasseret af alle, der ville springe buk, som ligefrem farlig at sætte over.
Medens han travede tilbage med den besked, han skulle aflevere til nattevagten
i portnerlogen ved indgangen til Tellsons Bank ved Temple Bar, der igen skulle lade
den gå videre til højerestående personer inde i huset, antog de natlige skygger i hans
øjne former, der stod i forbindelse med den besked, han skulle aflevere, hvorimod

Side 10
de samme skygger for hoppen antog de former, der stammede fra dens egne private
bekymringer. Og de må have været talrige, for den stejlede for hver eneste skygge,
der faldt over vejen.
Imidlertid luntede, rullede, raslede og rumlede postvognen videre ad sin
kedsommelige bane med sine tre passagerer, og også for dem formede de natlige
skygger sig som billeder af de tanker, der optog dem.
Tellsons Bank gjorde også store forretninger derinde i postvognen. Manden, der
var ansat i banken, sad med sin ene arm stukket ind i en læderstrop, der gjorde sit
bedste for at hindre ham i at støde imod sidemanden eller slynge ham for voldsomt
ind i en krog, når vognen slingrede ekstra stærkt, og medens han nu sad der med
halvt lukkede øjne, blev vognens små vinduer, det matte lys fra vognlygterne udenfor
og den tykke passager på det modsatte sæde omskabt til banken, og banken gjorde
glimrende forretninger. Seletøjets raslen var klirren med pengestykker, og i løbet af fem
minutter blev mange flere anvisninger honoreret, end selv Tellsons Bank nogen sinde
før havde præsteret, trods alle dens strålende forbindelser både i udlandet og hjemme.
Så åbnede bankens underjordiske sikkerhedsrum sig for passageren og fremviste
deres værdifulde indhold og alle de hemmeligheder, han vidste besked med (og det var
ikke så helt få). Han vandrede ind i rummet med de store nøgler og det flakkende lys i
hånden og så, at alt var i orden og solidt og godt, akkurat som da han var derinde sidst.
Men skønt banken næsten altid var i hans tanker, og skønt postvognen (på en
forvirret måde, der mindede om opiumsdøs) også stadig var hos ham, var der en anden
række indtryk, som sysselsatte hans sind hele natten igennem. Han var nemlig på vej
til at grave et menneske ud af graven.
Hvilket af de mangfoldige ansigter, der gled forbi hans indre blik, var nu det,
der tilhørte det begravede menneske? Ja, det sagde nattens skygger ham intet om,
men de tilhørte alle en mand på omkring femogfyrre, og forskellen mellem dem
bestod hovedsagelig i de lidenskaber, de udtrykte, og i uhyggen ved deres ynkelige,
udhungrede tilstand. Stolthed, foragt, trods, stædighed, underkastelse, ynkelighed
fulgte efter hinanden, og på samme måde gled hule kinder, gusten hudfarve, magre
hænder og udsultede skikkelser ham forbi. Men ansigtet var praktisk talt altid det
samme, og håret var altid for tidligt grånet. Mindst hundrede gange spurgte passageren
dette spøgelse:
»Hvor længe har De været begravet?«
Og svaret var altid det samme: »I næsten atten år.«
»Havde De opgivet alt håb om at blive gravet ud?«
»Ja, for længe siden.«
»De ved altså, at De er blevet kaldt tilbage til livet?«
»Det siger man mig.«
»Jeg håber, De har lyst til at fortsætte livet.«
»Det kan jeg ikke udtale mig om.«
»Har De lyst til at se hende? Vil De følge med mig og møde hende?«#,
Svarene på dette spørgsmål var mangeartede og selvmodsigende. Somme tider
hviskede en skælvende stemme: »Vent! Det ville dræbe mig, hvis jeg så hende for
snart.« Til andre tider var svaret kun en strøm af tårer eller et sagte: »Før mig til hende.«
Nu og da bestod det kun af et stirrende, forvirret blik eller ordene: »Jeg kender hende
ikke. Jeg forstår Dem ikke.«

Side 11
Efter sådan en indbildt samtale syntes den rejsende, at han gravede, snart med en
spade, snart med en stor nøgle og til sidst med sine hænder for at hjælpe dette arme
menneske ud. Og når han så omsider var befriet, skønt hår og ansigt endnu var fulde af
jord, sank han pludselig sammen og blev til støv. Den rejsende for pludselig sammen
og trak vinduet ned for at føle virkeligheden i tågen og regnen mod sin kind.
Men selv om han stirrede ud i mørket, så lyspletten fra vognlygterne bevæge sig og
hækken ved vejkanten glide forbi i ryk, faldt de natlige skygger derude stadig sammen
med dem, der rummedes inde i postvognen. Det virkelige bankhus ved Temple Bar, den
forbigangne dags arbejde, det virkelige sikkerhedsrum og det virkelige budskab, han
havde sendt tilbage, fandtes herinde. Og frem af dem steg atter det spøgelsesagtige
ansigt, som han på ny spurgte:
»Hvor længe har De været begravet?«
»I næsten atten år.«
»Jeg håber, De bryder Dem om at leve!«
»Det ved jeg ikke!«
Grave - grave - grave - indtil en utålmodig bevægelse fra en af de to medpassagerer
fik ham til at trække vinduet op igen; han stak sin arm ind i læderstroppen og gav sig
til at spekulere over de to sovende skikkelser, indtil hans tanke ikke kunne fastholde
dem længere, og de gled ned i banken og graven.
»Hvor længe har De været begravet?«
»Næsten atten år.«
»Havde De opgivet alt håb om at blive gravet ud?«
»Ja, for længe siden.«
Ordene lød endnu for hans øre, som om de lige var udtalt - og tydeligere end talte
ord nogen sinde havde lydt - da den trætte passager pludselig opdagede, at dagslyset
var ved at komme, og nattens skygger var svundne.
Han trak vinduet ned og så ud mod den opgående sol. Der lå en stribe pløjejord, og
ploven stod, hvor den var efterladt i aftes, da hestene blev spændt fra. Bag marken lå en
stille kratskov, som endnu havde løv tilbage i efterårets stærke røde og gyldne farver.
»Atten år!« sagde den rejsende og så på solen. »Barmhjertige skaber af dagens lys!
Tænk, at være levende begravet i atten år!«

Forberedelser
Side 12
Da postvognen hen på formiddagen lykkeligt nåede frem til Dover, åbnede overkyperen
på Royal George Hotel vogndøren, som han altid plejede at gøre. Det foregik med en
vis højtidelighed, for en rejse fra London om vinteren var noget af en heltedåd, som
man måtte lykønske passagererne til at have gennemført.
På det tidspunkt var der imidlertid kun en rejsende at lykønske, for de to andre var
blevet sat af på vejen ved deres respektive rejsemål. Vognens mugne indre med den
fugtige, snavsede halm på gulvet, den fæle lugt og halvmørket mindede nærmest om et
kæmpemæssigt hundehus. Da mr. Lorry rystede sig fri fra halmstråene, viklede sig ud
af tæppet og rettede på sin bredskyggede hat, lignede han virkelig også en stor hund.
»Går der en paket til Calais i morgen, kyper?«
»Ja, herre, hvis vejret da holder sig, og vinden er god. Tidevandet vil være gunstigt
ved totiden om eftermiddagen. Ønsker herren en seng?«
»Jeg agter ikke at gå i seng før i aften. Men jeg vil gerne have et soveværelse og
en barber.«
»Og derefter morgenmad, herre? Javel. Det er denne vej, hvis herren vil følge
med. Vis den herre vej til Enigheden. Herrens kuffert og en kande varmt vand op til
Enigheden. Hjælp herren på Enigheden støvlerne af. (Herren vil finde en herlig kulild i
kaminen). Hent barberen til Enigheden. Nu lidt gesvindt med at få Enigheden i orden!«
Soveværelset Enigheden blev altid givet til en passager fra postvognen, og disse
rejsende var altid pakket godt ind fra hoved til fod, så personalet i Royal George var
specielt interesseret i dem, for skønt det kun var en type mennesker, som gik derind,
så var det alle mulige forskellige typer, som kom ud igen. Der drev altså en kyper, to
hotelkarle, flere stuepiger og værtinden ganske tilfældigt omkring på forskellige punkter
af vejen mellem Enigheden og spisesalen, da en tresårig herre - korrekt klædt i et noget
slidt, men dog velholdt sæt brunt tøj med brede opslag og store lommeklapper - begav
sig ind til morgenbordet.
Der var den morgen ikke andre i spisesalen end den brunklædte herre. Hans bord
var trukket hen foran kaminen, og medens han sad i ildskæret og ventede på sin mad,
så han ud, som om han sad model til sit portræt.
Han virkede meget pertentlig og regelret, som han sad der med en hånd på hvert
knæ, og et lommeur tikkede sin lydelige præken bag en af hans vestelommers klap,
som om det sammenlignede sin egen levedygtighed og holdbarhed med ildens korte
liv og forfængelighed. Han havde elegante ben og var åbenbart lidt stolt af dem, for
de brune strømper sad stramt og glat og var af meget fin kvalitet. Både skoene og
skospænderne var enkle, men velholdt. Han bar en løjerlig lille, glat, hørgul paryk, der
sluttede meget tæt til hovedet. Man må jo gå ud fra, at denne paryk var lavet af hår, men
den så egentlig mere ud til at være af fintspundet silke eller glas. Skønt hans linned ikke
var nær så fint som strømperne, var det så hvidt som bølgernes skum, når de brødes
mod den nære kyst, eller som sejlene, der glimtede i solen langt ude på havet. Han
havde et ansigt, der i reglen var behersket og roligt, men det blev oplivet af et par fugtigt
brune, klare øjne, som det i fortiden måtte have kostet deres ejer megen møje at vænne
til det tilbageholdne, værdige udtryk, der passede til Tellsons Bank. Ansigtsfarven var
sund, og skønt der var en del rynker, bar det kun få spor af bekymringer. Men måske var
de overordnede, ugifte, betroede kontorister i Tellsons Bank hovedsageligt beskæftiget
med andres bekymringer, og det kan jo være, at andenhånds bekymringer ligesom
andenhånds klæder sidder løst på en.

Side 13
Ligesom for at understrege ligheden med en mand, der sidder model, faldt mr. Lorry
i søvn. Han vågnede, da kyperen kom med hans mad, og idet han rykkede sin stol hen
til bordet, sagde han:
»Jeg ønsker et værelse gjort i stand til en ung dame, der kan komme når som helst
i løbet af dagen. Hun spørger sandsynligvis efter mr. Jarvis Lorry eller måske blot efter
en herre fra Tellsons Bank. Lad mig straks vide, når hun kommer.«
»Meget vel. Mener Herren Tellsons Bank i London?«
»Ja.«
»Meget vel. Vi har ofte den ære at huse herrerne fra Deres firma, når de rejser frem
og tilbage mellem London og Paris. Tellson & Co. har overordentlig mange rejsende.«
»Ja, vi er såvel et fransk som et engelsk firma.«
»Netop. Herren selv rejser vist for resten ikke ret ofte?«
»Nej, ikke i de senere år. Det er nu femten år siden, vi ... siden jeg sidste gang kom
fra Frankrig.«
»Er det muligt? Ja, det var før jeg kom hertil. Inden min familie overtog hotellet. Der
var en anden ejer dengang.«
»Ja, det var der vist.«
»Men jeg tør nu nok vædde på, at et bankhus som Tellson & Co. gjorde store
forretninger allerede for halvtreds år siden, for slet ikke at tale om femten år tilbage
i tiden.«
»De kan roligt tredoble det åremål og sige for hundrede og halvtreds år siden uden
at gå sandheden ret meget for nær.«
»Det siger herren ikke!«
Tjeneren spilede øjnene op, trak munden sammen til et o, trådte et par skridt tilbage
fra bordet, flyttede servietten fra højre til venstre arm og betragtede gæsten, der roligt
spiste og drak, som om han stod i et observatorium eller på et udsigtstårn - akkurat
som alle tjenere har opført sig lige fra tidernes morgen.
Da mr. Lorry var færdig med at spise, gik han sig en lille tur langs stranden. Den
lille, forvredne by, Dover, gemte sig bort fra stranden og løb hovedet mod kalkklipperne
som en maritim struds. Stranden var en ørken af sand og vildt omtumlede småsten,
og havet opførte sig akkurat som det selv ville, og hvad det ville var ødelæggelse. Det
tordnede ind mod byen og tordnede mod klipperne og rev i vanvittig iver kysten til sig.
Luften inde mellem husene var så fyldt med fiskelugt, at man skulle tro, syge fisk kom
og badede i den, ligesom syge mennesker kom og badede i havet. Der blev fisket lidt
inde i havnen, og mange mænd strejfede om ved aftentide og så ud over havet især
på den tid, da vandet brusede ind og flodtiden var på sit højeste. Småhandlende, der
ikke havde ret meget at bestille, tjente somme tider på uforklarlig måde store formuer,
og det var bemærkelsesværdigt, at alle i kvarteret hadede lygtetænderne.
Efterhånden som eftermiddagen gik, og luften, der af og til havde været så klar, at
man kunne se den franske kyst, igen blev klam og tåget, begyndte mr. Lorrys tanker
også at sløres. Da mørket faldt på, og han sad foran kaminen i spisesalen og ventede
på middagen, ligesom han tidligere på dagen havde ventet på morgenmaden, var hans
tanker travlt beskæftiget med at grave og grave i de glødende kul.
En flaske rødvin efter maden gør ikke en mand, der graver i glødende kul, nogen
fortræd, udover at den har en tilbøjelighed til at gøre ham doven. Mr. Lorry havde længe

Side 14
drevet tiden hen og skænkede netop sit sidste glas rødvin med den tilfredse mine,
som er karakteristisk for en ældre herre med blomstrende ydre, der netop har nydt sin
flaske vin, da man hørte rumlen af hjul i den smalle gade, og en vogn svingede ind i
hotellets gård.
Han stillede glasset fra sig uden at tømme det. »Der har vi mamsellen!« sagde han.
Et øjeblik efter kom opvarteren ind og meldte, at miss Manette var kommet fra
London og meget gerne ville tale med herren fra Tellsons Bank.
»Allerede nu?«
Ja, miss Manette havde nydt en forfriskning på vejen og trængte ikke til noget i
øjeblikket, men hun var meget ivrig efter straks at komme til at tale med herren fra
Tellsons Bank, hvis det da passede ham.
Der var ikke andet at gøre for herren fra Tellsons Bank end med en desperat mine
at tømme sit glas, sætte sin løjerlige, lille, hørgule paryk lige og følge opvarteren hen til
miss Manettes værelse. Det var et stort, mørkt rum, møbleret med begravelsesagtige,
sorte hestehårsmøbler og et par store, tunge, mørkpolerede borde. Disse borde var
blevet pudset så ofte, at begge de to lys i høje stager, der stod på det midterste bord,
spejlede sig i alle pladerne. Det så ud, som om de var begravet i dybe grave af mørk
mahogni og man ikke kunne vente sig ret meget lys af dem, før de var blevet gravet
op igen.
Det var så svært at se noget i det mørke værelse, at mr. Lorry, da han gik henover det
slidte bryslertæppe, formodede, at miss Manette i øjeblikket befandt sig i det tilstødende
værelse, men da han var kommet forbi de to lys, opdagede han, at en ung dame, der
højst kunne være sytten år gammel og var iført en sort ridekappe og endnu holdt sin
rejsehat i hånden, stod henne ved kaminen parat til at tage imod ham. Da hans blik
hvilede på den lille, slanke, smukke skikkelse, på et væld af gyldne krøller og et par øjne
spørgende mødte hans, da han så en pande, der røbede usædvanlig karakterstyrke
(især når man gjorde sig klart, hvor ung og glat den var) og lagde mærke til ansigtet,
der hverken udtrykte forvirring, undren, ængstelse eller spændt opmærksomhed, men
derimod en blanding af alle disse følelser - da han som sagt så alt dette, gled der forbi
hans indre blik billedet af et barn, som han havde holdt i sine arme på rejsen over
Kanalen derude en kold dag, da bølgerne rejste sig i vildskab og haglene piskede ned.
Billedet forsvandt som et åndepust henover spejlet bag hende - på hvis ramme en
procession af sorte amoriner, hvoraf de fleste manglede hovedet eller på anden måde
var invalider, bragte sorte kurve med frugter til sorte gudinder - og han bukkede formelt
for miss Mariette.
»Må jeg bede Dem tage plads,« sagde en klar, behagelig, ung stemme med en
ganske lille, næsten umærkelig accent.
»Jeg kysser Deres hånd, frøken,« sagde mr. Lorry med gammeldags høflighed,
bukkede igen og satte sig.
»I går modtog jeg et brev fra banken, hvori man underrettede mig om nogle
oplysninger ... om et fund ...«
»Ordvalget er uvæsentligt, frøken. Begge udtryk kan bruges.« »... angående den
lille ejendom, som min stakkels far ... der har været død så længe ... og som jeg aldrig
har set ...«
Mr. Lorry flyttede sig nervøst på stolen og kastede et bekymret blik på processionen
af sorte, invalide amoriner. Som om de bar på hjælp i deres sorte kurve!

Side 15
»Og man mente, det var nødvendigt, at jeg rejste til Paris og satte mig i forbindelse
med en herre fra banken, der godhedsfuldt ville blive sendt derover til min hjælp.«
»Det er mig.«
»Jeg ventede at høre det svar.«
Hun nejede for ham - for dengang nejede unge piger nemlig - og antydede dermed
yndefuldt, at hun godt vidste, hvor langt ældre og klogere han var end hun selv. Han
bukkede på ny for hende.
»Jeg svarede banken, at de, der vidste besked og var så gode at ville råde mig, anså
det for nødvendigt, at jeg rejste til Frankrig, og da jeg er forældreløs og ikke har venner,
der kunne ledsage mig, ville jeg være overordentlig taknemlig, hvis jeg på rejsen kunne
få lov at stille mig under den værdige herres beskyttelse. Denne herre havde allerede
forladt London, men jeg tror, der blev sendt bud efter ham med anmodning om at vente
på mig her.«
»Det var mig en glæde at påtage mig dette ansvar,« sagde mr. Lorry. »Og det vil
være mig en endnu større glæde at indfri mit løfte.«
»Jeg takker Dem tusind gange. Banken meddelte mig, at denne herre ville forklare
mig alle sagens enkeltheder, og at jeg måtte være forberedt på deres overraskende
art. Jeg har gjort mit bedste for at forberede mig, og nu er jeg naturligvis meget ivrig
efter at høre, hvad det er.«
»Naturligvis,« sagde mr. Lorry. »Ja ... jeg ...«
Efter en pause rettede han på sin lille, hørgule paryk og fortsatte:
»Det er meget vanskeligt at få begyndt.«
Han begyndte heller ikke, men i sin forvirring så han op, og hans blik mødte hendes.
Igen kom der det besynderlige udtryk i hendes ansigt - men det var både smukt og
karakteristisk foruden at være besynderligt - og hun hævede sin ene hånd, som om
hun uvilkårligt greb efter eller standsede en flygtende skygge.
»Er De mig ganske fremmed?«
»Ja, er jeg ikke?« Mr. Lorry rakte begge sine hænder frem med et overbevisende
smil.
Mellem øjenbrynene lige over den fine, lille næse, der var så ualmindelig smuk, viste
der sig en lille rynke. Hun satte sig tankefuld i den stol, hun hidtil havde stået ved, og
han iagttog hende, medens hun sad der, men straks da hun så op, fortsatte han:
»I Deres nye fædreland går jeg ud fra, at jeg helst må kalde Dem miss Mariette?«
»Ja tak.«
»Miss Mariette, jeg er forretningsmand, og jeg har en forretningspligt at udføre. Når
De hører, hvad jeg har at sige, så tænk ikke mere på mig, end som jeg var en talende
maskine ... i virkeligheden er jeg heller ikke stort andet. Jeg vil nu tillade mig at fortælle
Dem en af vore klienters historie.«
»Historie?«
Det lod til, at han med vilje misforstod det ord, hun gentog, for han fortsatte hurtigt:
»Ja, en klients. I bankverdenen kalder vi i reglen vore kunder for klienter. Han var
franskmand, en meget dygtig videnskabsmand ... og læge.«
»Han var da vel ikke fra Beauvais?«

Side 16
»Jo, netop fra Beauvais. Ligesom monsieur Manette, Deres far, var han fra
Beauvais. Og ligesom Deres far havde denne mand et velkendt navn i Paris. Jeg havde
den ære at lære ham at kende der. Vor forbindelse var af forretningsmæssig karakter,
men dog ret fortrolig. Jeg var på det tidspunkt ansat i vor franske afdeling og havde
været der i ... åh, over tyve år.«
»På det tidspunkt? Må jeg få lov at spørge ... når det var?«
»Jeg taler om noget, der ligger tyve år tilbage. Han giftede sig ... med en engelsk
dame ... og jeg var den ene af hendes værger. Hans forretninger var, ligesom så
mange andre franskmænds og franske familiers, betroet Tellsons Bank. Jeg er på
lignende måde værge for snesevis af vore andre klienter. Det er et rent og skært
forretningsforhold, miss Manette, og der findes hverken venskab eller særlig følelse i
det. Jeg er gået fra den ene til den anden igennem hele mit forretningsliv, ligesom jeg
dagen igennem inde i banken går fra den ene klient til den anden. Kort sagt, jeg har
ingen følelser; jeg er slet og ret en maskine. For nu at fortsætte ...«
»Men det er jo min fars historie, De der fortæller. Jeg begynder at tro ...« Hun rynkede
panden og så indtrængende på ham, »... at da jeg blev forældreløs ved, at min mor kun
overlevede far i to år, var det Dem, der bragte mig til England. Jeg er næsten sikker
på, at det var Dem.«
Tøvende tog mr. Lorry den lille hånd, der så tillidsfuldt blev rakt ham og førte den
højtideligt til sine læber. Derpå førte han den unge pige tilbage til hendes stol, og
medens han greb om stoleryggen med sin venstre hånd, brugte han skiftevis den højre
til at stryge sig om hagen, trække parykken på plads og understrege, hvad han sagde.
Han så ned på hende, og hun sad og så spørgende op på ham.
»Miss Manette, ja, det var mig. Og De vil indse, hvor rigtigt jeg beskrev mig selv
for lidt siden som et menneske helt uden følelser, der kun har forretningsforbindelser
med andre, når De gør Dem klart, at jeg aldrig har set Dem siden. Nej, De har været
Tellsons Banks myndling, og jeg har haft mine forretninger at passe. Følelser! Dem har
jeg hverken tid eller lejlighed til at dyrke. Jeg tilbringer livet med at dreje håndtaget på
en mægtig finansiel rulle, miss Manette.«
Efter at have afleveret denne mærkelige beskrivelse af sin daglige dont, glattede mr.
Lorry sin paryk med begge hænder - skønt det var ganske overflødigt, for den kunne
ikke blive glattere, end den var i forvejen - og indtog derefter sin tidligere stilling.
»Indtil nu, miss Manette, ligner min beretning Deres ærede fars liv, som De meget
rigtigt bemærkede. Men nu kommer forskellen. Hvis Deres far ikke var død dengang
... bliv nu ikke forskrækket! Hvor De dog ryster.«
Hun rystede virkelig over hele kroppen, da hun greb begge hans hænder.
»Miss Manette,« sagde mr. Lorry beroligende og holdt fast om hendes hånd for at
få den i ro, »De må beherske Dem ... dette er et rent forretningsanliggende. Som jeg
var ved at sige ...«
Hendes ængstelige blik bragte ham helt ud af fatning, så han tav lidt og begyndte
derpå igen:
»Som jeg var ved at sige ... hvis monsieur Manette ikke var død, men blot pludselig
ganske stille forsvundet, hvis han var blevet bortført, hvis man havde kunnet gætte sig
til, på hvilket frygteligt sted, han var skjult, hvis han blandt sine landsmænd havde en
fjende, der besad en magt, som jeg i min tid har oplevet, at selv de modigste mennesker
ikke turde så meget som hviske om derovre på den anden side af Kanalen ... jeg tænker
for eksempel på retten til uden undersøgelse eller dom at spærre folk inde i et ubekendt

Side 17
fængsel, hvis hans hustru havde anråbt kongen, dronningen, hoffet, gejstligheden om
oplysninger, uden at det var lykkedes ... ja, så ville Deres fars historie have været mage
til denne ulykkelige læges.«
»Fortæl ... fortæl mig endelig mere.«
»Ja, det agter jeg også at gøre. Men kan De tåle at høre det?«
»Jeg kan tåle alt, kun ikke dette øjebliks uvished.«
»De taler så roligt, og De er vist også rolig. Det er udmærket!« (Hans væsen
røbede nu ikke den samme overbevisning som hans ord). »Dette er som sagt et
forretningsanliggende, og sådan må det også betragtes ... som en forretning, der skal
ordnes. Hvis nu denne læges hustru, trods al sin selvbeherskelse og sit mod, havde
lidt så meget, inden hendes lille barn blev født ...«
»Var barnet en datter, mr. Lorry?«
»Ja, en datter. Husk nu på, at dette kun et er forretningsanliggende. Hvis altså den
stakkels unge hustru havde lidt så meget, inden barnet blev født, at hun bestemte sig
til at skåne det for al viden om den smerte, hun selv havde følt, ved at lade den lille
pige vokse op i den tro, at hendes far var død ... nej, nej, De må ikke knæle. Hvorfor
i himlens navn skulle De knæle for mig?«
»For at trygle Dem om at sige mig sandheden. Ah, kære, gode mr. Lorry, sig mig
sandheden!«
»De gør mig helt konfus, miss Manette. Og hvordan skal jeg kunne drøfte
forretninger med Dem, når jeg er konfus? Lad os være rolige og klare. Prøv for
eksempel at sige mig, hvad ni gange ni pence er. Eller hvor mange shillings, der er
i tyve guineas, det bringer nerverne i ro, og så ville jeg føle mig tryggere angående
Deres sindstilstand.«
Hun svarede ham ikke, men sad så stille, då han varsomt havde anbragt hende i
stolen igen, og hendes hænder, der ikke havde sluppet grebet om hans håndled, var så
langt fastere end før, at noget af hendes pludselige ro forplantede sig til mr. Jarvis Lorry.
»Det var ret! Nu bare modig, så får vi nok denne forretningssag ordnet. Miss
Manette, det var Deres mor, som traf denne bestemmelse for Deres fremtid. Og da hun
døde ... jeg er overbevist om, at hendes hjerte var knust af den stadige søgen efter
Deres far, så efterlod hun Dem som en lille toårig pige og ønskede, De skulle vokse
op til en sund, smuk, lykkelig, ung kvinde, hvis liv ikke formørkedes af uvisheden om,
hvorvidt Deres far snart døde i sit fængsel eller sygnede hen gennem mange år.«
Medens han sagde disse ord, så han med beundrende deltagelse ned på det
gyldenlokkede hoved, som om han tænkte sig, at det allerede kunne have været grånet.
»De ved jo nok, at Deres forældre ikke var velhavende, og at hvad der var af penge
var båndlagt til fordel for Deres mor og Dem. Der er ikke fundet andre pengemidler
eller anden ejendom, men ...«
Han følte, hvordan hendes fingres greb strammedes om hans håndled og tav, da
han så, at udtrykket i hendes ansigt var præget af smerte og gru.
»Men han er ... han er blevet fundet. Han er i live. Sandsynligvis er han meget
forandret ... måske næsten et vrag. Men vi må håbe på det bedste. Han er altså i live.
Og han er ført hen til et gammelt tyendes hjem i Paris. Det er der, vi skal opsøge ham.
Jeg for at identificere ham, hvis jeg kan ... og De for at føre ham tilbage til livet ... til
kærlighed, fred, hygge og hvile.«

Side 18
En gysen for gennem hendes legeme og forplantede sig til hans. Så sagde hun med
sagte, klar, betaget stemme, som om hun talte i drømme
»Jeg skal se et genfærd! Det vil være hans genfærd ... og ikke ham selv.«
Mr. Lorry strøg varsomt over de små hænder, der holdt fast i hans arm.
»Så, så! Vær nu fornuftig. Nu ved De både det bedste og det værste af sagen. De
er på vej til den stakkels, mishandlede mand, og hvis vi får en god rejse både til søs
og til lands, vil De snart være ved hans side.«
Hun talte stadig i samme drømmende tone, da hun hviskede:
»Jeg har været fri, jeg har været lykkelig, og dog har hans genfærd aldrig pint mig.«
»Jeg har endnu en ting at sige Dem,« fortsatte mr. Lorry i håb om at vække hendes
opmærksomhed. »Han er blevet fundet under et andet navn, og hans eget er for længst
glemt eller holdt skjult. Det ville være ganske unyttigt nu at undersøge, hvordan det er
gået til, og om han gennem alle disse år er blevet glemt eller med vilje holdt fangen. Det
ville ikke nytte nu at foretage undersøgelser, og det ville oven i købet være meget farligt.
Vi vil gøre bedst i aldrig at tale om dette og føre ham bort fra Frankrig ... i hvert fald for
nogen tid. Selv jeg, der som englænder er på den sikre side, selv Tellsons Bank, der
beskyttes ved den udstrakte kredit, den har givet den franske stat, undgår at sige et ord
om denne sag. Jeg har ikke hos mig en eneste lap papir, der angår dette spørgsmål.
Det er helt igennem en hemmelig affære. Mine papirer, notater, memoranda rummes
alle i disse få ord: 'Kaldt tilbage til livet'. Og det kan jo betyde hvad som helst. Men hvad
er der dog i vejen? Hun hører jo slet ikke, hvad jeg siger! Miss Manette!«
Uden en lyd og uden så meget som at læne sig tilbage i stolen var hun besvimet.
Hendes øjne stod stadig åbne og var rettet mod ham, og hendes hænder holdt så fast
om hans arm, at han ikke turde gøre sig fri af angst for at volde hende fortræd. Han
kaldte derfor højt på hjælp uden at flytte sig.
En vildt udseende kvinde kom løbende ind. Trods sin ophidselse lagde mr.
Lorry mærke til, at hun var helt rød. Håret var rødt, og hun var iført en mærkelig,
stramtsiddende, rød kjole. På hovedet bar hun en besynderlig hat, der nærmest
mindede om et pottemål eller en Stilton-ost. Dette mærkelige væsen kom altså løbende
i spidsen for hotellets tjenestefolk og afgjorde straks spørgsmålet om, hvordan han
skulle frigøre sig for den unge dames hænder, ved med en kraftig hånd at give ham et
voldsomt puf i brystet, så han tumlede helt over mod væggen.
»Jeg tror virkelig, det er et mandfolk!« tænkte mr. Lorry fortumlet samtidigt med, at
han stødte mod væggen.
»Se, hvordan I alle sammen står der og glor!« råbte det mærkelige væsen til
tjenestefolkene. »I skulle hellere hente forskellige ting i stedet for at stirre på mig. Jeg
er jo ikke særlig yndig, synes I vel? Se til, at I hurtigst muligt skaffer mig lugtesalt, koldt
vand og eddike, og lad det gå i en fart.«
De andre styrtede af sted, og den forunderlige kvinde lagde patienten på en sofa.
Hun tog så blidt og varsomt på hende, kaldte hende min skat og min lille mariehøne og
glattede med omhyggelig stolthed den unge piges gyldne krøller.
»Og De derhenne i brunt!« sagde hun lige med et, idet hun vendte sig mod mr. Lorry.
»Kunne De ikke sige hende, hvad De har på hjerte uden at skræmme livet af hende?
Se blot, hvor bleg hun er, og hendes hænder er kolde som is. Må jeg spørge, om De
skal kaldes en bankmand?«
Mr. Lorry blev så uhyre forvirret over dette spørgsmål, der virkelig var vanskeligt
at besvare, at han kun på afstand kunne se deltagende og ydmygt til, medens den

Side 19
myndige kvinde sendte tjenestefolkene bort og truede dem med, at de »skulle få med
hende at bestille«, hvis de stadig stod og gloede på hende. Derefter kaldte hun lidt efter
lidt sin patient tilbage til bevidsthed og løftede hende, så det trætte hoved hvilede mod
hendes kraftige skulder.
»Nu håber jeg, det værste er overstået,« sagde mr. Lorry.
»Det er da ikke Deres skyld, De derhenne i brunt. Min egen elskede skat!«
»Jeg håber,« sagde mr. Lorry efter en ny deltagende pause, »at De agter at ledsage
miss Manette til Frankrig?«
»Det manglede da bare andet!« udbrød den stærke kvinde. »Hvis forsynet havde
ment, at jeg aldrig skulle rejse over saltvand, tror De så, det havde ladet mig blive født
på en ø?«
Da dette var endnu et spørgsmål, som var vanskeligt at besvare, trak mr. Jarvis
Lorry sig tilbage for at tænke over sagen.

Vinboden
Side 20
Et stort vinanker var blevet tabt og gik itu ude på gaden. Uheldet var sket, da det
skulle lempes ned fra en kærre. Ankret rullede så hurtigt ned, at jernbåndene sprang,
og nu lå det på brostenene lige uden for vinbodens dør og lignede nærmest en knust
valnøddeskal.
Alle i kvarteret havde forladt deres arbejde eller deres lediggang og var kommet
løbende for at drikke af vinen. Gadens grove, uregelmæssige brolægning, der så ud,
som om den specielt var lavet til at brække ethvert ben, som færdedes på den, havde
dæmmet vinen op i små damme, og hver af dem var omgivet af en skare mennesker,
hvis antal varierede alt efter dammens størrelse. Nogle af mændene knælede ned,
lavede et bæger af begge deres hænder og drak selv eller rakte hænderne op mod en
kvinde, der lænede sig ind over deres skulder, og alle skyndte de sig at drikke, inden
vinen sivede ud mellem fingrene på dem.
Andre mænd dyppede små skårede lerkrus i vinpytterne, eller kvinderne lod deres
hovedtørklæde opsuge vinen og vred dem, så vinen løb ned i deres småbørns munde.
Atter andre lavede små dæmninger af jord for at holde vinen samlet i hullerne. Oppe
fra vinduerne dirigeredes dette arbejde ved høje råb, og folk sprang hid og did, når
vinstrømmen røbede en tilbøjelighed til at tage en ny retning. Nogle kastede sig over
ankrets tilsølede staver, der var helt gennemtrukket af vin, og sugede begejstret på
dem. Der fandtes intet afløb, som kunne føre vinen bort, og ikke alene vinen, men
også en mængde gadesnavs blev suget op, så det virkede næsten, som om der havde
været en gadefejer på stedet, skønt de, der kendte kvarteret, næppe kunne tænke sig
en sådan luksus.
En skinger lyd af latter og muntre mands-, kvinde- og børnestemmer lød i gaden, så
længe denne leg med vinen varede. Der var ikke brutalitet i morskaben, men megen
godmodig lystighed. Der var et ganske særligt kammeratskab, enhver røbede trang til
at slutte sig sammen med andre, og det førte til, at de muntreste og gladeste omfavnede
hinanden, skålede, trykkede hinandens hænder og endogså sluttede ring og dansede.
Da vinen var drukket, og bunden af pytterne havde fået et helt fletværksmønster af
fingre, holdt hele lystigheden ligeså pludseligt op, som den var begyndt. En mand, der
havde ladet sin sav blive stående i et stykke brænde, satte den atter i gang. En kone,
der havde efterladt et lille bækken med varm aske på sit dørtrin, skyndte sig tilbage
for igen at varme sine forfrosne hænder og fødder, mænd med bare arme, forpjusket,
sammenfiltret hår og hule kinder, der var kommet op i lyset fra kælderrummene,
forsvandt derned igen, og en trist stemning, der passede bedre end munterheden,
sænkede sig over gaden.
Vinen var rød, og den havde farvet jorden i den smalle gade i den parisiske
forstad Saint Antoine. Den havde også farvet mange hænder, mange ansigter og
mange nøgne fødder. Manden, der savede brænde, efterlod røde fingermærker på
træstykkerne, og kvinden, der ammede sit barn, havde røde striber i panden fra
hovedtørklædet, som hun igen havde taget på. De, der så grådigt havde suget på
vinankrets staver, havde fået et tigeragtigt overskæg, og en høj spøgefugl med nathuen
hængende bag i nakken havde med en finger, der var dyppet i bærme, malet på muren
- BLOD.
Den tid skulle komme, da også den slags vin flød mellem gadestenene, og dens
røde farve plettede mange af gadens beboere.

Side 21
Og nu da skyen atter lejrede sig om Saint Antoine, fra hvis hellige åsyn den for
en lille stund havde været fordrevet, virkede den dobbelt knugende - kulde, snavs,
sygdom, uvidenhed og nød var den hellige mands opvartende kavalerer - og alle havde
de stor magt, men stærkest af alle var dog den sidste. Folk, der atter og atter havde
gennemgået den frygtelige maling i møllen (og det var visselig ikke eventyr-møllen,
hvor gamle mennesker blev malet unge igen), stod ved hvert gadehjørne, gik ud og ind
ad dørene, kiggede ud fra hvert eneste vindue og løb om i usle klæder, som vinden
rev i. Møllen, de var blevet malet i, var den, der malede unge mennesker gamle; selv
børnene havde gamle ansigter og alvorlige stemmer, både de og de voksne bar furer,
som var pløjet af sult. Den sporedes overalt. Sult skød frem fra de høje huse, fra de
usle klæder, der hang til tørring på tøjsnorene. Sult var stoppet ind i revner, sprækker
og skårede ruder sammen med halm, klude og papir. Sult klæbede ved hvert usseligt
stykke brænde, som manden savede. Sult stirrede ned fra de kolde skorstene og gled
hen gennem den skidne gade, der var fuld af affald. Men mellem det affald var der intet
spiseligt. Sult stod skrevet på bagerens hylder og på hvert eneste lille brød af dårligt
mel. I pølsebutikken var den prentet på hver ret, der var lavet af selvdøde hunde. Sult
raslede sine tørre knogler mellem de ristede kastanjer i den store roterende cylinder.
Sult var blandet i hver eneste portion kartofler, som solgtes i skåle overhældt med nogle
få dråber olie.
Sultens hjemsted passede i alle måder til den. Gaden var kroget og smal, fuld af
uhumskheder og stank. Fra den udgik endnu flere smalle, krogede gader beboet af folk
i laser og nathuer, og alle lugtede de af laser og nathuer, og alle havde de et tvært,
trodsigt blik, der ikke lovede noget godt. Men i folkets jagede udtryk var der noget af
vilddyrets trang til at vende sig om og gå til angreb. Hvor forkuede og ydmyge de end
var, så man mange luende øjne, sammenknebne læber, der var helt farveløse af at
holde ord tilbage, panderynker, der lignede snoninger i det reb, som de grundede over,
om de skulle finde sig i eller selv bruge mod andre. Skiltene (og næsten hver lille bod
havde sit) var alle letforståelige illustrationer til ordet nød. Slagteren og spækhøkeren
havde kun fået malet de magreste stykker kød, bageren de usleste små brød. De
ubehjælpsomt malede figurer, der sad og drak på vinbodernes skilte, holdt ganske små
vinglas i hænderne og så ud, som om de stak hovederne sammen og skumlede over
et eller andet. Intet var fremstillet med blot et tilløb til overflod undtagen værktøj og
våben. Men isenkræmmerens knive var brede og skarpe, og bøssemagerens lager så
faretruende ud. Den ujævne brolægning med alle hullerne, som var fyldt med vand eller
pløre, havde intet fortov, men gik helt hen til husdørene. Til gengæld løb rendestenen
midt i gaden - når den da overhovedet løb, men det skete kun efter voldsomme
regnskyl, og så løb den ind i husene. Tværs over gaden hang med lange mellemrum
et reb, hvori der var fastgjort en lygte og en trisse. Når lygtetænderen havde hejset
lygten ned, tændt den og hejset den op igen, svingede et svagt lysskær frem og tilbage
deroppe, så man blev ganske søsyg af at se på det. Og det var rigtigt nok, at gadernes
beboere alle sammen ville være i havsnød, når stormen for alvor brød løs.
For den tid skulle snart komme, da kvarterets udhungrede fugleskræmsler, der så
længe i lediggang og nød havde set lygtetænderen udføre sit arbejde, efterhånden fik
den ide at forbedre hans metoder og hejse menneskekroppe op med rebet og trissen,
så de kunne belyse deres ynkelige tilstand. Men endnu var tiden ikke inde, og hvert
vindpust, der gled hen over Frankrig, ruskede forgæves i fugleskræmslets laser, for
fuglene med deres skønne sang og fjerpragt lod sig ikke skræmme.
Vinboden var en hjørnebutik og så pænere ud end de fleste andre i gaden. Bodens
ejer havde stået uden for døren iført en gul vest og grønne knæbenklæder og set på

Side 22
kampen for den spildte vin. »Det kommer ikke mig ved,« sagde han omsider og trak
på skuldrene. »Det var folkene fra markedet, som lavede ulykken, så de må simpelt
hen bringe mig et nyt anker.«
I det samme faldt han blik på den høje spøgefugl, der var ved at skrive på muren,
og han råbte over gaden til ham:
»Halløj, Gaspard, gamle ven, hvad laver du der?«
Fyren pegede på sin spøg med den højtidelige mine, som folk af hans slags altid
benytter sig af, uden at nogen dog gouterede hans vid.
»Hvad er det for noget? Er du kandidat til galehuset?« sagde vinbodens ejer og gik
over og slettede ordet ud med en håndfuld mudder, som han tog fra gaden og smurte
ud på muren. »Hvorfor skriver du den slags ting herude på gaden? Må jeg spørge, om
der ikke findes andre steder, hvor man kan skrive sådan noget?«
Det var ikke så let at sige, om han ikke tænkte over, hvad han gjorde, da han lagde
den hånd, der ikke var snavset til med mudder, på spøgefuglens hjerte. Spøgefuglen
lagde sin egen hånd ovenpå, gjorde et højt spring og landede i en fantastisk attitude
med den ene af sine snavsede sko i hånden, som han strakte ud mod vinhandleren.
Det kan ikke nægtes, at hans spøg her antog en overordentlig håndgribelig karakter.
»Tag den på igen, tag den på igen,« sagde vinhandleren, »og for fremtiden må du
hellere nøjes med at kalde vin for vin.«
Efter at have afleveret det råd tørrede vinhandleren sin snavsede hånd på
spøgefuglens usle klæder - og det var måske meget rimeligt, for det var jo hans skyld,
den var blevet smurt til med mudder. Så gik han tilbage over gaden og ind i sin bod.
Denne vinhandler var en korthalset, krigerisk udseende mand på omkring de fyrre,
og man skulle tro, han var meget varmblodig, for skønt det var bitterlig koldt, havde
han ikke jakke på, men bar den kastet over den ene skulder. Desuden var hans
skjorteærmer rullet op over albuerne, så hans brune underarme var nøgne. På hovedet
bar han ingen hue, men kun sit tykke, krøllede, sorte hår. Han var i det hele taget mørk
af lød og havde kønne, sorte øjne, der sad temmelig langt fra hinanden. Han så ud til
at være meget bestemt og energisk, så han ville ikke være rar at møde på en smal
bjergsti med afgrunde på begge sider.
Madame Defarge, hans kone, sad bag disken inde i butikken, da han kom tilbage.
Hun var en stor, svær kvinde omtrent jævnaldrende med ham, havde et vagtsomt blik,
der sjældent var rettet mod noget bestemt, store hænder med mange ringe, et roligt
ansigt med stærke træk og et overlegent, sikkert væsen. Der var noget over madame
Defarge, som sagde en, at hun sjældent begik fejl i regnskabet, som var til andres
fordel. Da madame Defarge led meget af kulde, var hun pakket ind i skind og havde
et stort, broget tørklæde bundet om hovedet, men det gik dog ikke så langt ned, at det
skjulte hendes store ørenringe. Foran hende lå hendes strikketøj, som hun havde lagt
fra sig for at stange sine tænder. Hun sad fordybet i dette arbejde med højre albue
støttet i venstre hånd, da hendes mand kom ind. Hun sagde ikke noget, men hostede
ganske kort. Denne hoste, i forbindelse med, at hun trak sit ene kraftige øjenbryn i
vejret, meddelte hendes mand, at han burde se sig om og lægge mærke til en ny gæst,
der var kommet, medens han var ude.
Vinhandlerens blik gled derfor rundt i boden, til det standsede ved en ældre herre
og en ung pige, der sad ved et bord ovre i krogen. Der var også andre gæster. To
mænd sad og spillede kort, to spillede domino, og tre stod henne ved disken, hvor de
prøvede at få et lille glas vin til at vare så længe som muligt. Idet vinhandleren gik om

Side 23
bag disken, lagde han mærke til, at den ældre herre så på den unge dame med et blik,
der sagde: »Der er manden, vi skal have fat i.«
»Hvad fanden tager du dig til her?« tænkte monsieur Defarge. »Jeg kender dig
allenfals ikke.«
Men han lod, som om han slet ikke så de to fremmede, og gav sig i snak med de
tre kunder ved disken.
»Nå, hvordan går det, Jacques?« sagde en af de tre henvendt til monsieur Defarge.
»Er al den spildte vin drukket?«
»Ja, hver eneste dråbe, Jacques,« svarede monsieur Defarge.
Da de to på denne måde havde vekslet fornavne, hostede madame Defarge, der
stadig stangede tænder, igen kort og trak det ene øjenbryn lidt i vejret.
»Det sker jo ikke ofte,« sagde en anden af de tre til monsieur Defarge, »at de arme
bæster smager vin eller overhovedet nyder andet end sort brød og dødens bitre kalk.
Har jeg måske ikke ret, Jacques?«
»Jo, vist har du så, Jacques,« svarede monsieur Defarge.
Efter denne ny udveksling af fornavne, hostede madame Defarge, der stadig sad
med tandstikkeren i munden, og trak igen det ene øjenbryn i vejret.
Nu var det den tredje mands tur til at sige noget, så han stillede sit glas fra sig og
smaskede højlydt.
»Nå ja, så meget des værre! De stakkels kreaturer har altid en bitter smag i munden,
og livet er ikke let for dem. Synes du vel, Jacques?«
»Nej, det er det såmænd ikke, Jacques,« var monsieur Defarges svar.
Da denne tredje udveksling af fornavne havde fundet sted, tog madame Defarge
tandstikkeren ud af munden, trak begge øjenbryn i vejret og flyttede sig lidt i stolen.
»Javel, de er gode nok!« mumlede hendes mand. »Mine herrer ... min hustru.«
De tre kunder blottede alle sammen ærbødigt hovedet for madame Defarge. Hun
modtog deres hyldest ved en hovedbøjning, men sendte dem samtidigt et hastigt
øjekast. Derpå lod hun blikket glide rundt i vinboden, tog roligt og værdigt sit strikketøj
og fordybede sig i det.
»Mine herrer,« sagde hendes mand, der hele tiden havde holdt sine spillende
sorte øjne fæstet på hende, »jeg må nu sige Dem farvel. Det møblerede værelse, De
ønskede at se og før spurgte om, ligger på femte sal. Døren til trappen er inde i den lille
gård til venstre for mit skænkestuevindue.« Han pegede derhen. »Men det er for resten
sandt, den ene af Dem har jo tidligere været deroppe og kan vise de andre herrer vej.
Adieu, mine herrer!«
De betalte for den vin, de havde drukket, og gik. Monsieur Defarge så hen på sin
kone, der sad og strikkede, da den ældre herre forlod sin krog, kom hen til dem og bad
om lov til at tale et øjeblik med værten.
»Med fornøjelse, monsieur,« sagde monsieur Defarge og gik roligt hen mod døren.
Samtalen var meget kort, men virkningsfuld. Næppe havde den ældre herre sagt et
ord, før det gav et sæt i monsieur Defarge, og han blev meget opmærksom. Et øjeblik
efter nikkede han og gik ud. Den fremmede gjorde tegn til den unge pige, der rejste
sig, og så gik de også ud. Madame Defarge strikkede roligt videre og så intet.
Da mr. Jarvis Lorry og miss Manette kom ud af vinboden, ventede monsieur Defarge
dem ved den dør, han lige havde omtalt til sine andre tre gæster. Den lå inde i en lille,

Side 24
ildelugtende, mørk gård, og dannede indgangen til flere høje huse, hvor der boede
en mængde mennesker. På den mørke, flisebelagte trappe bøjede monsieur Defarge
knæ for sin tidligere herres datter og førte hendes hånd til sine læber. Det var en venlig
handling, men den blev ikke venligt udført, for i løbet af et par sekunder var der sket en
sælsom forandring med manden. Alt det godmodige var forsvundet fra hans ansigt, det
var ikke mere åbent, men tilhørte nu en hemmelighedsfuld, vred og yderst farlig mand.
»Det er meget højt oppe, så vi gør bedst i ikke at gå for hurtigt,« sagde monsieur
Defarge med streng stemme til mr. Lorry, da de begyndte at gå op ad trappen.
»Er han alene?« hviskede mr. Lorry.
»Alene! Gud hjælpe ham, hvem skulle vel være hos ham?« svarede den anden
ligeså sagte.
»Så er han altså altid alene?«
»Ja.«
»Er det efter hans eget ønske?«
»Det er, fordi det er ham en nødvendighed. Som han var, da de fandt mig og spurgte,
om jeg ville tage mig af ham og love på æresord at være diskret ... sådan er han endnu.«
»Er han meget forandret?«
»Forandret!«
Vinhandleren standsede, slog sin knyttede næve mod muren og mumlede en kraftig
ed. Intet svar kunne have været halvt så malende. Mr. Lorry blev mere og mere tung
om hjertet, efterhånden som han og hans to ledsagere nåede højere op ad trappen.
I den ældste og tættest befolkede del af Paris var sådan en trappe dengang ikke
noget usædvanligt, men på mennesker, der ikke var vant til den slags, virkede den
forfærdelig. Hver lille familie i denne høje, skidne bygning - det vil sige beboerne
bag hver eneste dør, der vendte ud til trappen - efterlod deres egen affaldsdynge på
afsatsen foruden alt det, som de kastede ud ad vinduerne. De store, rådne bunker
ville have forpestet luften på trappegangen, selv om ikke armod og urenlighed i
forvejen havde fyldt den med stank. De to ting i forening gjorde det næsten umuligt at
trække vejret. I denne atmosfære måtte man vade gennem smuds og uhumskheder
for at komme op. Mr. Jarvis Lorry standsede to gange overvældet af sin egen
sindsbevægelse og af sin unge ledsagerindes voksende nervøsitet. Begge gange
valgte han at stå stille ved et trist gitter, hvor den smule frisk luft, der fandtes, sivede
ud, og al verdens giftige os lod til at trænge ind. Gennem de rustne tremmer så man
et glimt af de omliggende huse og intet udover den øverste del af Notre Dame kirkens
to store tårne røbede, at der udenfor fandtes en sund verden.
Omsider nåede de helt op ad trappen og standsede for tredje gang. Der fandtes
endnu en trappe, som var smallere og mere stejl, og den måtte de også op ad, før de
kom til kvistetagen.
Vinhandleren, der hele tiden gik lidt i forvejen og holdt sig på samme side som mr.
Lorry, som om han var bange for, at den unge pige skulle spørge ham om noget, vendte
sig nu om, stak hånden i lommen på sin jakke, der stadig hang over hans ene skulder,
og tog en nøgle frem.
»Holder De døren låset, min ven?« spurgte mr. Lorry forbavset.
»Ja,« svarede monsieur Defarge kort.
»Mener De, det er nødvendigt at holde den stakkels herre så isoleret?«

Side 25
»Jeg mener, det er nødvendigt at låse af.« Monsieur Defarge rynkede brynene og
hviskede sine ord lige ind i mr. Lorrys øre.
»Hvorfor dog?«
»Hvorfor? Fordi han har været indespærret så længe, at han ville blive bange ...
fantasere, sønderrive sig selv ... dø ... komme til skade på alle mulige måder ... hvis
døren stod åben.«
»Er det muligt?« udbrød mr. Lorry.
»Om det er muligt!« gentog monsieur Defarge bittert. »Ja. Og det er sandelig en
skøn verden, vi lever i, når det er muligt, og når masser af lignende ting er mulige, og
ikke blot mulige, men virkelig sker ... sker, forstår De, her på stedet hver eneste dag.
Længe leve Djævlen! Lad os gå videre.«
Denne samtale var blevet ført så dæmpet, at ikke et eneste ord var nået den unge
piges øre. Men alligevel var hun begyndt at ryste over hele kroppen af sindsbevægelse,
og hendes ansigt udtrykte så dyb bekymring og navnlig angst, at mr. Lorry følte, han
måtte sige hende et par beroligende ord.
»Vær tapper, kære miss Manette! Husk, det er kun forretninger. Om et øjeblik er det
værste overstået. De går blot ind gennem en dør, og så er det værste forbi. Så vil al den
lykke, al den lettelse, De bringer ham, begynde. Lad vor gode ven her støtte Dem på
den anden side. Sådan, gode Defarge. Kom så. Og husk, at det kun er forretninger.«
Langsomt og sagte gik de videre. Trappen var ganske kort, så de nåede snart op.
Men da de øverst oppe drejede om et hjørne, fik de øje på tre mænd, der stod med
hovederne tæt sammen og kiggede ind gennem nogle huller i en dør. Da mændene
hørte skridt, vendte de sig hurtigt og rettede sig op, og det viste sig nu, at det var de
tre mænd med samme fornavn, der havde drukket vin nede i boden.
»Jeg blev så overrasket ved at se Dem, at jeg helt glemte de tre,« sagde monsieur
Defarge. »Gå jeres vej, kammerater, for vi har forretninger her.«
De tre listede tavse forbi og forsvandt ned ad trappen.
Da der åbenbart ikke var andre døre i kvistetagen, og vinhandleren gik lige hen mod
det sted, hvor mændene havde stået, spurgte mr. Lorry lidt vred, men stadig hviskende:
»Viser De monsieur Manette frem?«
»Jeg viser ham, sådan som De lige har set, til nogle få udvalgte.«
»Synes De, det er rigtigt?«
»Ja, jeg synes, det er rigtigt.«
»Hvem er disse få? Hvordan udvælger De dem?«
»Jeg vælger dem, der er virkelige mandfolk og bærer samme navn som jeg ... mit
fornavn er Jacques ... og som jeg mener vil have godt af synet. Men lad os ikke tale
mere om det. De er englænder og ser vel anderledes på det. Vil De vente herude et
lille øjeblik?«
Efter med en håndbevægelse at have betydet dem, at de skulle holde sig tilbage,
bøjede han sig ned og så ind gennem hullet i døren. Straks efter rettede han sig
imidlertid op igen og slog et par gange på døren åbenbart blot for at gøre støj. Af samme
grund trak han nogle gange nøglen hen over døren, inden han kejtet stak den i låsen
og drejede den så larmende som muligt.
Døren åbnede sig langsomt indad for hans hånd. Han så ind og sagde et par ord.
En svag stemme svarede et eller andet. Det var kun et par stavelser.

Side 26
Monsieur Defarge så hen over skulderen til de andre og lod dem ved tegn forstå,
at de skulle gå ind. Mr. Lorry lagde sin arm om den unge piges liv, for han følte, hun
var en besvimelse nær.
»Det ... det ... kun forretninger!« mumlede han og følte en fugtighed på sin kind, som
ikke burde være der. »Kom, kom. Lad os gå ind.«
»Jeg er bange,« svarede hun gysende.
»Hvad er De dog bange for?«
»For ham. For min far.«
Mr. Lorry blev helt ude af sig selv, dels ved hendes tilstand, dels ved at se monsieur
Defarge stå og vinke ad dem. Hurtigt førte han den unge piges arm, der hvilede mod
hans skulder, op om sin hals, løftede hende op fra gulvet og bar hende ind i værelset,
hvor han satte hende ned lige inden for døren. Han slap hende imidlertid ikke, og hun
klyngede sig ængstelig til ham.
Defarge trak nøglen ud af låsen, flyttede den over på indersiden, drejede den om,
trak nøglen ud igen og blev stående med den i hånden. Han gjorde det hele ganske
metodisk og lavede så meget spektakel, som han overhovedet kunne. Så gik han med
afmålte skridt over til vinduet, standsede og vendte sig om.
Det usle kvistrum var bygget til brændselslager og var trist og mørkt, for det havde
kun et lille kvistvindue, der egentlig var en luge med en lille kran udenfor, så man kunne
hejse varerne op direkte fra gaden. Døren var uden rude og delt i to på tværs som
så mange franske døre. For at holde kulden ude var den nederste del tæt lukket, og
den øverste del stod kun på klem. Derfor faldt der så lidt lys ind i rummet, at man i
begyndelsen slet intet kunne se, og kun ved lang øvelse ville man kunne lære at arbejde
i dette halvmørke. Og dog blev der udført arbejde herinde, for med ryggen mod døren
og ansigtet mod vinduet, hvor vinhandleren stod og betragtede ham, sad en hvidhåret
mand foroverbøjet på en lav bænk og arbejdede flittigt på en sko.

Skomageren
Side 27
»Goddag!« sagde monsieur Defarge og så ned på det hvide hoved, der var bøjet over
skoen.
Et øjeblik blev hovedet løftet, og en stemme så svag, at det lød, som om den kom
langt borte fra, gengældte hilsenen:
»Goddag!«
»Jeg ser, at De stadig har travlt.«
Efter en lang pause blev hovedet atter løftet et øjeblik, og stemmen svarede: »Ja
... jeg arbejder.« Denne gang havde et par dybtliggende øjne været rettet mod den
spørgende, inden hovedet på ny bøjedes.
Der var noget tragisk og uhyggeligt ved den svage stemme. Svagheden skrev sig
ikke fra legemlig afkræftelse, skønt indespærring og dårlig kost sikkert havde en del
af skylden. Men det tragiske lå hovedsageligt i, at svagheden kom af ensomhed, af
mangel på lejlighed til at tale. Det var ligesom et sidste svagt ekko af en lyd fra fjerne,
fjerne tider. Den havde så fuldstændigt tabt den menneskelige stemmes klang og kraft,
at den virkede på andre som en forhen skøn farve, der nu var falmet og blot blevet til et
blegt, vagt skær. Den var så mat og klangløs, at det lød, som om den kom dybt nede
fra jorden. Så karakteristisk var den for et menneske, der havde mistet alt håb, at man
kunne tænke sig, en udhungret opdagelsesrejsende i ødemarken ville have talt netop
sådan om hjemmet og vennerne, inden han lagde sig ned for at dø.
Da der var gået nogle minutter med tavst arbejde, så de dybtliggende, forpinte øjne
atter op - de røbede hverken interesse eller nysgerrighed, men opfattede blot rent
mekanisk, at det sted, hvor hans eneste gæst plejede at stå, ikke var tomt endnu.
»Jeg vil gerne lukke lidt mere lys ind,« sagde Defarge, der ikke et eneste nu havde
flyttet blikket fra skomageren. »Tror De, at De kan tåle det?«
Skomageren holdt op at arbejde, så vagt ned mod gulvet, som om han lyttede,
drejede hovedet og så mod gulvet til den anden side og vendte omsider blikket mod
Defarge.
»Hvad var det, De sagde?«
»Kan De tåle lidt mere lys?«
»Jeg må jo tåle det, hvis De slipper det ind.« Der var et ganske svagt eftertryk på
det andet ord.
Den øverste halvdør blev skubbet en lille smule mere op og gjort fast i den vinkel.
En bred lysstribe faldt ind i kammeret, og man kunne nu se arbejderen sidde med
en halvfærdig sko i skødet. Hans primitive værktøj og nogle læderlapper lå på gulvet
ved hans fødder og ved siden af ham på bænken. Han havde et hvidt skæg, der var
dårligt klippet, men ikke ret langt, og et magert ansigt med unaturligt skinnende øjne.
Ansigtets magerhed bevirkede, at de så store ud under de tætte, sorte øjenbryn og det
buskede, hvide hår, men oprindeligt havde de slet ikke været så store. Den lasede,
gule skjorte stod åben i halsen, så man kunne se, hvor mager og udtæret hans krop
var. Både han selv, hans gamle lærredsfrakke, hans alt for vide strømper og alle de
usle klude, der dækkede hans krop, havde så længe været lukket ude fra lys og luft,
at de vår falmet i fællesskab til en mat, pergamentsagtig tone, så de var vanskelige
at skelne fra hinanden.

Side 28
Han havde løftet hånden for at skærme øjnene mod lyset, og det så ud, som om end
også knoglerne var gennemsigtige. Sådan blev han siddende og stirrede tomt frem for
sig uden at genoptage arbejdet. Han så aldrig på skikkelsen foran vinduet uden først at
have kastet et blik på gulvet til begge sider for sin bænk, og det så ud til, at han havde
mistet evnen til at forbinde sted med lyd. Heller ikke talte han uden først at vente længe
- og så glemte han i reglen at svare.
»Agter De at lave det par sko færdige i dag?« spurgte Defarge og gjorde tegn til mr.
Lorry, at han skulle komme nærmere.
»Hvad siger De?«
»Agter De at gøre det par sko færdige i dag?«
»Jeg kan ikke sige, hvad jeg agter at gøre. Måske. Jeg ved det ikke.«
Men spørgsmålet havde mindet ham om hans arbejde, og han bøjede sig igen over
det.
Mr. Lorry var sagte kommet nærmere, medens den unge pige blev stående henne
ved døren. Da han et par minutter havde stået ved Defarges side, så skomageren på
ny op. Han røbede ingen forbavselse ved at se en skikkelse til, men han førte den
ene hånd op til sine læber, og mr. Lorry så, at fingrene og neglene havde den samme
blyagtige farve. Så sank hånden atter ned, og han bøjede sig over skoen. Blikket og
bevægelsen havde kun varet et sekund.
»De ser jo nok, at De har fået besøg,« sagde monsieur Defarge.
»Hvad sagde De?«
»Her er en gæst.«
Skomageren så igen op, men slap ikke sit arbejde.
»Denne herre forstår sig godt på velsyede sko,« sagde Defarge. »Vis ham den, De
arbejder på. Tag skoen, monsieur.«
Mr. Lorry rakte hånden ud og tog den.
»Fortæl den fremmede herre, hvad slags sko det er, og hvad skomageren hedder.«
Det varede længere end sædvanligt, inden skomageren sagde:
»Jeg kan ikke huske, hvad De spurgte om. Hvad var det, De sagde?«
»Jeg spurgte, om De ikke kunne forklare denne herre, hvad slags sko det er.«
»Det er en damesko. En spadseresko til en ung dame. Den er syet efter sidste mode.
Jeg har aldrig set folk gå med den. Men jeg har en model.« Han så på skoen med et
glimt af stolthed.
»Og hvad er så skomagerens navn?« spurgte Defarge.
Nu da han ikke længere havde skoen at holde på, lagde han først sin højre hånd
inden i den venstre og derpå den venstre inden i den højre, derefter strøg han sig over
sin skæggede hage, og disse bevægelser gentog han uden ophør. Arbejdet med at
kalde ham tilbage fra den sløvhedstilstand, han sank hen i, hver gang han havde talt,
mindede om forsøgene på at vække et besvimet menneske til bevidsthed eller prøve
på at holde liv i en døende i håb om at få en eller anden vigtig oplysning.
»Spurgte De om mit navn?«
»Ja, det gjorde jeg.«
»Hundrede og fem, Nordtårnet.«

Side 29
Med en træt lyd, der hverken var et suk eller en stønnen, bøjede han sig på ny over
sit arbejde, indtil der igen blev talt til ham.
»De er jo ikke skomager af profession?« sagde mr. Lorry.
Hans trætte øjne søgte Defarge, som om han helst ville overlade svaret til ham,
men da han ingen hjælp fik fra den kant, så han først ned på gulvet og derefter igen
på mr. Lorry.
»Om jeg er skomager af profession? Nej, jeg var ikke skomager af profession. Jeg
... jeg har lært det her. Jeg har selv lært mig det. Jeg bad om lov til ...«
Han tav i flere minutter og blev ved at gøre de samme bevægelser med hænderne.
Langsomt vendte så blikket tilbage til mr. Lorrys ansigt, men pludselig for han sammen,
og som en sovende, der lige er vågnet, tog han samtalens emne op igen.
»Jeg bad om lov til at lære mig arbejdet selv. Efter lang tids forløb fik jeg tilladelsen,
og lige siden har jeg syet sko.«
Idet han rakte hånden ud efter skoen, så mr. Lorry fast på ham og sagde:
»Monsieur Manette, kan De slet ikke huske mig?«
Skoen faldt på gulvet, og skomageren sad og stirrede stift på den talende.
»Monsieur Manette,« mr. Lorry lagde sin hånd på Defarges arm, »husker De ikke
denne mand? Se rigtigt på ham. Og se på mig. Er der ikke en gammel bankmand,
en gammel tjener og gamle minder, som dukker frem i Deres erindring, monsieur
Manette?«
Den mangeårige fange sad længe og så skiftevis på mr. Lorry og Defarge og
efterhånden gennemtrængtes den mørke tåge, der havde sænket sig over hans
forstand, af et glimt af intelligens, der så atter tog af, blev svagere og svagere og til sidst
helt forsvandt. Men glimtet havde altså været der. Og hans skiftende udtryk afspejledes
så nøjagtigt i trækkene hos den smukke unge pige, der havde listet sig frem langs
væggen og nu stod og så på ham, at det så ud, som om et søgelys var gledet fra
hans ansigt over på hendes. I begyndelsen havde hun stået med hænderne løftet i
skyldbetynget medlidenhed og måske næsten for at skyde ham fra sig og værge sig
mod ham, men nu var hænderne strakt ud mod ham i skælvende længsel efter at tage
dette hårdtprøvede hoved ind til sig og ved den ømmeste pleje gengive ham mod og
håb.
På ny havde mørket sænket sig over ham. Der var mindre og mindre interesse i det
blik, hvormed han betragtede de to mænd ved vinduet. Til sidst sukkede han tungt, tog
skoen og fortsatte sit arbejde.
»Har De genkendt ham, monsieur?« spurgte Defarge hviskende.
»Ja, et lille øjeblik. I begyndelsen troede jeg, at det var helt håbløst, men nu er der
ingen tvivl om, at jeg har set et glimt af det ansigt, jeg engang kendte så godt. Stille!
Lad os gå lidt til side.«
Hun var gået fra væggen helt hen til den bænk, han sad på. Der var noget uhyggeligt
ved hans totale uvidenhed om, at hun stod ham nær nok til at kunne røre ved ham,
medens han sad bøjet over sit arbejde.
Ikke et ord blev sagt, ikke en lyd hørtes. Hun stod ubevægelig som en statue ved
hans side.
Omsider ville han ombytte sin syl med skomagerkniven, der lå på den modsatte side
af den, hvor hun stod. Han havde allerede taget den og skulle til igen at bøje sig over

Side 30
arbejdet, da han fik øje på en flig af hendes kjole. Han løftede hovedet og så hendes
ansigt.
De to tilskuere sprang frem, men hun standsede dem med en håndbevægelse, da
hun ikke delte deres frygt for, at han skulle angribe hende med sin kniv.
Der var angst i hans blik, medens han stirrede på hende, og hans læber begyndte at
forme ord, skønt der ikke kom en lyd over hans læber. De hørte hans hurtige åndedrag,
og omsider lød ordene:
»Hvad er dette?«
Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, da hun løftede sine hænder mod munden
og sendte ham et fingerkys.
»De er ikke fangevogterens datter?«
»Nej,« hviskede hun.
»Hvem er De da?«
Endnu turde hun ikke tale og satte sig derfor ved siden af ham på bænken. Han veg
tilbage for hende, men hun lagde sin hånd på hans arm. De så, at han for sammen ved
berøringen, så lagde han kniven fra sig og blev ved at stirre på hende.
Hun bar sine lange, gyldne krøller bundet sammen i nakken, men en af dem havde
løsnet sig og var faldet ned over hendes bryst. Ganske langsomt rakte han hånden
frem, tog om krøllen og så på den. Men midt i denne bevægelse sænkede tågen sig
atter over hans sind, han sukkede tungt og genoptog sit arbejde med skoen.
Han fortsatte det imidlertid ikke ret længe. Hun slap hans arm og lagde hånden på
hans skulder. To eller tre gange så han ned på den som for at overbevise sig om, at
den virkelig var der. Så lagde han arbejdet bort, famlede med hånden inde på sit bryst
og trak en snavset snor frem, hvori der var bundet en lille sammenfoldet klud. Han
lagde den på sit knæ, pakkede den forsigtigt ud, og det viste sig, at den indeholdt en
lille smule hår. Der var kun et eller to lange, gyldne hår, som han en gang for længe
siden havde snoet sammen over sin finger.
Igen tog han hendes krølle i sin hånd og så nøje på den. »Det er den samme farve.
Men hvordan går det til? Når var det? Hvordan var det nu?«
Da udtrykket fra før vendte tilbage i hans ansigt, lagde han åbenbart mærke til, at
det også afspejlede sig i hendes, vendte hendes ansigt mod lyset og så undersøgende
på hende.
»Hun havde lænet sit hoved mod min skulder den aften, da jeg blev kaldt ud ... hun
var ængstelig over, at jeg skulle bort, men jeg selv var det slet ikke. Da de så førte mig
op i Nordtårnet, fandt de disse på mit ærme. 'Vil De ikke nok lade mig beholde dem?
De kan jo ikke hjælpe mit legeme til flugt, men måske min ånd.' Sådan sagde jeg. Det
husker jeg ganske tydeligt.«
Han dannede ordene mange gange med sine læber, inden det lykkedes ham at
udtale dem. Men talte han først, lød ordene tydeligt, selv om han sagde dem ganske
langsomt.
»Hvordan er det? ... Var det dig?«
Endnu en gang gjorde de to tilskuere nogle skridt fremad, da han med uhyggelig
voldsomhed vendte sig mod hende. Men hun blev siddende fuldkommen rolig under
hans hænders greb og sagde blot dæmpet: »Kære venner, jeg bønfalder jer om ikke
at komme herhen, ikke sige et ord og ikke røre jer.«

»Hør!« udbrød han. »Hvis var den stemme?«
Side 31
Han slap hende i det samme, løftede begge hænder og rev sig som en rasende
i sit hvide hår. Så svandt raseriet bort, som alt andet svandt bort for ham undtagen
hans skomagerarbejde. Han foldede kluden sammen og prøvede at stikke den ind på
brystet, men han tog ikke øjnene fra hendes ansigt og rystede hele tiden tungsindigt
på hovedet.
»Nej, nej. Du er for ung. Og for blomstrende. Det er umuligt. Se, hvordan fangen
ser ud. Disse hænder er ikke dem, hun kendte. Dette ansigt er ikke det, hun så. Denne
stemme har hun aldrig hørt. Nej, nej. Hun levede ... og han levede ... inde bag de lange
år i Nordtårnet ... for længe, længe siden. Hvad er dit navn, du lille blide engel?«
Lettet over hans mildere tonefald og væsen sank hans datter i knæ foran ham og
løftede sine hænder bønfaldende mod hans bryst. »En anden gang skal du få mit navn
at vide, og jeg skal sige dig, hvem min mor og far var, og hvorfor jeg aldrig før har hørt
deres tragiske livshistorie. Men jeg kan ikke fortælle dig det nu og ikke på dette sted.
Nu beder jeg dig blot om at lægge din hånd på mig og velsigne mig. Kys mig ... åh,
kæreste kære!«
Hans hvide hår blandede sig med hendes gyldne lokker, der forlenede dem med et
skær som kunne være selve frihedens lys.
»Hvis du hører min stemme ... jeg ved jo ikke, om det er sådan, men jeg håber det ...
hvis du i min stemme finder lighed med den, der engang var som musik for dit øre, så
græd kun over det. Hvis du stryger mig over håret og kommer til at huske det dyrebare
hoved, der hvilede mod dit bryst, dengang du var ung og fri, så græd kun. Hvis jeg taler
til dig om vort fremtidige hjem, hvor jeg vil pleje dig med al den kærlighed, min sjæl ejer,
og du derved kommer til at tænke på dit hjem, som blev lagt øde, medens dit stakkels
hjerte fortæredes af længsel, så græd kun over det.«
Hun holdt ham i sine arme og vuggede ham, som om han var et barn.
»Hvis jeg siger dig, kæreste, at alle dine lidelser er forbi, og jeg er kommet for at
hente dig over til England, hvor du vil finde fred og hvile, og du så husker på, hvordan din
nyttige tilværelse blev afbrudt, og hvor skammeligt vort fædreland Frankrig har handlet
imod dig, så sørg kun over det. Og når du hører mit navn og jeg fortæller dig om min
mor, der er død, og om min far, der er i live, når du hører, at jeg må tigge min far
om tilgivelse, fordi jeg aldrig har kæmpet for ham om dagen og grædt over ham om
natten, og at det skyldes min stakkels mors omhu for mig, at jeg intet anede om min
fars lidelser, så græd kun både over hende og over mig. Åh, kære venner, tak Gud!
Jeg føler hans tårer på min kind og mærker, hvordan han ryster af gråd! Gud være
lovet! Gud være lovet!«
Han var sunket sammen i hendes arme og skjulte ansigtet ved hendes bryst. Det var
et så forfærdende og betagende syn, når man tænkte på de mange års grænseløse
lidelser, der var gået forud, at de to mænd gemte deres ansigt i hænderne.
Der var længe stille i det uhyggelige rum, og den ro, som altid følger efter stormen,
havde sænket sig over den udtærede skikkelse. Så trådte de to mænd til for at løfte far
og datter op fra gulvet. Han var efterhånden gledet ned fra skomagerstolen og lå der
udmattet og halvt bevidstløs. Hun havde lagt sig ved hans side, støttede hans hoved
med sin arm og holdt med sine gyldne krøller lyset borte fra hans ansigt.
Da mr. Lorry bøjede sig ned over dem efter gentagne gange at have pudset sin
næse, løftede hun hovedet og sagde: »Hvis det uden at forstyrre ham kunne ordnes,
at vi straks forlod Paris, og han kunne føres direkte bort fra stedet her ...«

»Men er De sikker på, at han vil kunne tåle rejsen?« spurgte mr. Lorry.
Side 32
»Jeg tror, han bedre vil kunne tåle rejsen end at blive her i byen, der rummer så
mange frygtelige minder for ham.«
»Det er rigtigt,« sagde Defarge, der knælede ved hendes side. »Og hvad der er
endnu vigtigere er, at det i alle retninger er bedst, at monsieur Manette snarest muligt
forlader Frankrig. Skal jeg skaffe en vogn og heste?«
»Det kalder jeg forretningsmæssigt talt,« sagde mr. Lorry, der hurtigt havde
genvundet sit sædvanlige væsen. »Og hvis tingene skal ordnes, må jeg hellere tage
mig af dem straks.«
»Så lad os blive sammen her,« bad miss Manette. »De ser jo, hvor rolig han er
blevet, så De kan umuligt være ængstelig ved at efterlade mig her. Hvorfor skulle De
være bange? Hvis De vil låse døren, så ingen kan komme ind og forstyrre os, vil De
sikkert finde ham ligeså rolig, når De vender tilbage. I hvert fald skal jeg passe ham, til
De kommer, og så fører vi ham lige ned i vognen.«
Både mr. Lorry og Defarge var utilbøjelige til at følge hendes forslag og syntes, en
af dem burde blive. Men det var ikke blot vognen og hestene, der skulle bestilles, men
også papirer skulle bringes i orden, og da dagen gik på hæld, gjaldt det om at handle
hurtigt, så de to mænd delte arbejdet imellem sig og skyndte sig bort.
Efterhånden som mørket faldt på, sank datterens hoved ned på gulvet ved faderens
side, og der lå hun og vogtede over ham. Først da det længe havde været mørkt, så
hun lys i en sprække ved døren.
Mr. Lorry og Defarge havde forberedt alt til rejsen og foruden rejseklæder og tæpper
medbragte de vin, kød, brød og varm kaffe. Monsieur Defarge stillede maden og den
lygte, han havde med, på skomagerbænken, for der fandtes ikke andre møbler i rummet
end den og en smal seng. Han og mr. Lorry vækkede så fangen og hjalp ham op.
Intet menneske kunne ane, hvad der foregik i hans uklare hjerne, for hans ansigt
var ganske udtryksløst. Om han forstod, hvad der var sket, huskede, hvad de havde
sagt til ham; opfattede, at han var fri, kunne ingen sige. De prøvede at tale til ham, men
han var så forvirret, og svarene kom så langsomt, at de blev ængstelige og besluttede
foreløbig at lade ham være i fred. Af og til greb han sig med begge hænder til hovedet,
og det havde han aldrig gjort før, men lyden af hans datters stemme lod til at berolige
ham, og han vendte sig mod hende, hver gang hun talte.
Med en føjelighed, der var karakteristisk for den, der længe var blevet tvunget
til lydighed, spiste og drak han, hvad de gav ham, og iførte sig de klæder og den
rejsekappe, de havde haft med til ham. Han fulgte villigt sin datter, da hun trak hans
arm ind i sin, tog hendes hånd og slap den ikke igen.
De begyndte at gå ned ad trappen. Monsieur Defarge gik forrest med lygten, og
mr. Lorry sluttede den lille procession. De havde ikke gået ret mange trin ned ad
hovedtrappen, før monsieur Manette standsede og stirrede på vægge og loft.
»Husker du stedet her, far? Husker du, da du kom op ad trappen?«
»Hvad siger du?«
Men inden hun kunne gentage spørgsmålet, mumlede han:
»Husker? Nej, det husker jeg ikke. Det er jo meget længe siden.«
De forstod, at han ikke mindedes den dag, da han var blevet bragt herhen fra
fængslet. Lidt efter hørte de ham hviske: »Et hundrede og fem, Nordtårnet,« og da han

Side 33
så sig om, var det åbenbart, at hans blik søgte de tykke fængselsmure, der så længe
havde omsluttet ham. Da de kom ned i gården forandrede han instinktivt sit fodslag,
som om han ventede, at der var en vindebro, og da han kom ud på gaden og så vognen,
slap han sin datters arm og greb sig igen om hovedet med begge hænder.
Der var ingen nysgerrig skare ved døren, man så ingen ansigter bag de mange
ruder, og ingen færdedes i gaden. En unaturlig stilhed herskede overalt. Kun et
menneske så de, og det var madame Defarge, der stod lænet mod dørkarmen med sit
strikketøj, og tilsyneladende så hun intet.
Fangen steg ind i vognen, og hans datter var allerede fulgt efter ham, da mr. Lorry
blev standset ved, at han bad om at få sit skomagerværktøj og den halvfærdige sko
med. Madame Defarge råbte straks til sin mand, at hun ville hente dem og gik stadig
strikkende ind i gården. Kort efter kom hun med tingene, rakte dem ind i vognen og
vendte så tilbage til døren, strikkende og så tilsyneladende intet.
Defarge sprang op på bukken, sagde til kusken: »Til bommen!« Postillonen
knaldede med pisken, og de rullede af sted under de svajende gadelygter.
Ude i de fornemmere gader brændte lygterne klarere, og der var strålende butikker,
glade mennesker, oplyste kaffehuse og teatre, så kom de atter ind i mørke smågader
og nåede en af byens porte. Soldater med lygter i hænderne kom ud fra vagtstuen.
»Deres papirer, rejsende.«
Monsieur Defarge var sprunget ned fra bukken. »Se her, hr. officer,« sagde han og
trak officeren til side, »disse papirer er den hvidhårede herres derinde i vognen. De
er udstedt til mig af ...« Her sænkede han stemmen til en hvisken. Der blev uro inde
mellem de militære lygter, og en af dem blev rakt ind i vognen af en uniformeret arm.
Øjnene, der hørte til armen, havde ikke det sædvanlige udtryk, hvormed de rejsende
ellers blev betragtet, da de rettedes mod den hvidhårede herre. »Det er godt! Kør!«
lød den militære stemme. »Adieu!« råbte Defarge. Og fra de stadigt svagere lysende
lygter rullede vognen ud under nattehimlen.
Under de evige stjerner, hvoraf nogle er os så fjerne, at kloge mænd påstår, det er
tvivlsomt, om deres stråler overhovedet har nået vor lille jord, var skyggerne brede og
mørke. Hele den lange,. kolde nat igennem indtil dagen gryede, hviskede skyggerne
atter i mr. Jarvis Lorrys øre, medens han sad over for den begravede mand, der var
kaldt til live igen, og spekulerede over, hvilke åndsevner han for stedse havde mistet,
og hvilke man ville kunne bygge op igen. Spørgsmålet var stadig:
»Er De glad over at være kaldt til live igen?«
Og svaret lød:
»Det ved jeg ikke.«

Anden bog
Den gyldne tråd
Side 34

Fem år efter
Side 35
Tellsons Bank ved Temple Bar var et gammeldags sted allerede i året 1780. Huset
var meget lille, meget mørkt, meget grimt og meget upraktisk. Stedet var oven i købet
gammeldags i den forstand, at bankens indehavere var stolte af dens mørke, grimhed
og upraktiskhed. De pralede end også af deres overlegenhed i disse retninger og
levede i den faste overbevisning, at hvis banken ikke havde været så utiltalende, ville
den heller ikke have været så respektabel. Dette var ikke en slags passiv tro, men
derimod et aktivt våben, som de benyttede i forretninger, når der var brug for det.
Tellsons Bank, sagde de, havde ikke brug for albuerum, den trængte hverken til lys
eller skønhed. Sådan noget kunne have betydning for Noakes & Co. eller for Brødrene
Snooks, men Tellsons Bank var da Gud være lovet ...
Enhver af firmaets indehavere ville øjeblikkelig have gjort sin søn arveløs, hvis han
havde talt om at bygge Tellsons Bank om. I den retning var firmaet fuldt på højde med
hele landet, der ofte gjorde sine sønner arveløse, når de foreslog forbedringer i love
eller skikke, der længe havde virket uheldige, men netop derfor betragtedes som ekstra
respektable.
Sådan var det gået til, at Tellsons Bank var upraktiskhedens apoteose. Efter omsider
at have fået åbnet en dør, der bandt, faldt man ned ad to trin, idet man trådte ind, og kom
atter til bevidsthed i et usselt, lille lokale med to ganske små skranker, hvor ældgamle
mænd fik ens check til at rasle som efterårsløv, medens de studerede underskriften
henne ved et meget snavset vindue, der altid var dækket af pløre fra Fleet Street og
blev endnu mørkere, fordi det var forsynet med jernstænger og lå i skygge af Temple
Bar. Hvis man skulle tale med en af cheferne, blev man anbragt i en celle i baggrunden,
hvor man kunne tænke over sit livs mange fejltrin, indtil chefen kom ind med begge
hænder i bukselommerne og lige kunne skimtes i tusmørket. Éns penge blev indbetalt
til eller udbetalt fra en ormædt, gammel træskuffe, og støvet fra den rev en i halsen,
hver gang den blev åbnet eller lukket. Pengesedlerne lugtede muggent, som om de
var ved at opløse sig og blive til klude igen. Éns sølvtøj blev stuvet bort i nærheden
af en kloak, så dunsterne gjorde det helt sort i løbet af et par dage. Éns værdipapirer
blev opbevaret i rum, der oprindeligt havde været køkkener og vaskehuse, så papiret
blev klamt og krøllet. De mindre kasser med værdisager blev gemt i en slags festsal
med et stort spisebord, der aldrig brugtes til at spise ved. Endnu i året 1780 kiggede
de udhuggede stenhoveder på Temple Bar ind gennem vinduerne med et udtryk, som
var de vilde abyssiniere værdigt, medens man gennemgik sine gamle kærlighedsbreve
eller sine børns første ubehjælpsomme epistler.
På den tid var det meget på mode i alle professioner at tage livet af folk, og i den
retning stod Tellsons Bank ikke tilbage. Døden er naturens helbredelsesmetode for alle
onder, og hvorfor skulle lovgivningen så ikke benytte sig af den? Altså blev falsknerier
straffet med døden, udstedelsen af falske papirer blev straffet med døden, at åbne et
andet menneskes breve blev straffet med døden, små pengetyverier og hestetyverier
blev straffet med døden, falskmøntneri blev straffet med døden, de tre fjerdedele af
tonerne på forbrydelsernes skala var behæftet med dødsstraf - ikke fordi det hindrede
gentagelser af disse forbrydelser - man kunne snarere sige tværtimod - men det
ordnede sagen bekvemt i hvert enkelt tilfælde og sparede myndighederne for at passe
på forbryderne. Sådan havde Tellsons Bank, ligesom mange større forretninger, taget
så mange menneskeliv, at hvis de hoveder, der var blevet kappet af, blev stablet op i
Temple Bar i stedet for i stilhed at blive skaffet af vejen, ville de sikkert have udelukket
den lille smule lys, der faldt ind gennem bankens vinduer.

Side 36
Siddende i underlige, små, mørke båse og rum arbejdede de ældre mænd i Tellsons
Bank gravalvorlige med deres forretninger. Når en ung mand blev ansat i Tellsons
Bank, gemte de ham bort, indtil han blev gammel. De anbragte ham på et mørkt sted,
ligesom ost, til han var lagret, havde fået den rette Tellson-duft og var dækket med blå
skimmel. Først så fik han lov at blive set siddende bøjet over store protokoller.
Uden for Tellsons Bank sad der en mand, som aldrig kom indenfor, undtagen når der
blev sendt bud efter ham. Han besørgede al slags arbejde, bar kasser og gik ærinder og
var et slags levende skilt for banken. Han var aldrig borte i forretningstiden, undtagen
når han blev sendt ud i et eller andet ærinde, og så blev han repræsenteret af sin søn,
en mager, tolvårig dreng, der var hans udtrykte billede. Folk mente, at banken nådigst
tålte denne altmuligmand. Tellsons havde altid tålt en mand til den slags arbejde, og
denne person var efterhånden gledet ind i stillingen. Hans navn var Cruncher, og da
andre på hans vegne i Hounsditch kirke forsagede Djævelen og alle hans gerninger og
alt hans væsen, havde han fået fornavnet Jerry.
Scenen er mr. Crunchers privatbolig i Hanging Sword Alley, Whitefriars, tiden
halvotte en kold martsmorgen anno domini 1780. Mr. Cruncher selv sagde altid anna
domino, sandsynligvis ud fra den forudsætning, at den kristne æra udregnedes fra det
år, da en dame ved navn Anna opfandt dominospillet.
Det var ikke et særlig tiltalende kvarter, mr. Cruncher boede i, og han havde kun to
rum, hvoraf det ene var en alkove med en lille bitte rude. Men de var pænt holdt. Skønt
det var så tidligt på morgenen, var værelset, hvor han endnu lå i sin seng, skrubbet og
skuret, og der var lagt en ren dug på bordet, som var dækket til morgenmåltidet.
Mr. Cruncher hvilede under et kludetæppe, der lignede Harlekins dragt. I
begyndelsen sov han tungt, men lidt efter lidt begyndte han at vende og dreje sig og
dukkede omsider op på overfladen med håret strittende i så stive totter, at man skulle
tro, de kunne rive hul i lagnerne. På dette tidspunkt udbrød han i en meget irriteret tone
»Min salighed, om hun nu ikke er begyndt igen!«
En pæn, stræbsom kone rejste sig så hurtigt og ængsteligt fra en krog af stuen,
at man måtte forstå, det var hende, der blev talt om. »Hvad for noget!« sagde mr.
Cruncher og så ned på gulvet efter en støvle. »Er du nu begyndt igen?«
Efter at have hilst den nye dag på denne måde kastede han sin støvle efter kvinden.
Det var en meget snavset støvle, der kan oplyse os om den ejendommelighed ved mr.
Crunchers husførelse, at selv om han ofte kom hjem efter bankens lukketid med rene
støvler, fandt han dem ligeså ofte næste morgen tilsølet af ler.
»Hvad,« sagde mr. Cruncher, idet han varierede sin tiltale efter at have forfejlet sit
mål - »hvad laver du, din plageånd?«
»Jeg var bare ved at bede min morgenbøn.«
»Bede din morgenbøn? Ja, du er en køn en! Hvad mener du med at knæle der og
bede mod mig?«
»Jeg bad ikke mod dig. Jeg bad for dig.«
»Såmænd gjorde du ej. Og i hvert fald vil jeg ikke finde mig i det. Ja, din mor er
vel nok en prægtig kone, lille Jerry, at hun sådan modarbejder din fars fremgang her i
verden ved hjælp af bønner. Du har min salighed en pligtopfyldende mor, min søn. Og
du har en from mor, min rare dreng, der smider sig ned på gulvet og anråber himlen
om, at brødet må blive taget ud af munden på hendes eneste barn.«

Side 37
Unge Cruncher, der kun var iført sin skjorte, optog dette meget unådigt, vendte sig
mod sin mor og protesterede i kraftige vendinger mod, at hun ved bønner søgte at
berøve ham føden.
»Og bilder du dig måske ind, dit vigtige fruentimmer,« fortsatte mr. Cruncher med
ubevidst mangel på logik, »at dine bønner er noget værd? Sig mig, hvad du tror, dine
bønner kan nytte?«
»De kommer jo blot fra hjertet, Jerry. Anden værdi har de ikke.«
»Anden værdi har de ikke!« gentog mr. Cruncher hånligt. »Så er de min salighed
ikke videre værdifulde. Men i hvert fald vil jeg ikke vide af, at du beder imod mig. Jeg
har ikke råd til det, siger jeg dig. Jeg skal ikke have noget af at komme i uheld på
grund af dine bønner. Hvis du absolut vil smide dig ned på gulvet, så bed i hvert fald
for din mand og dit barn og ikke imod dem. Hvis jeg ikke havde sådan en unaturlig
kone, og den arme dreng ikke havde sådan en unaturlig mor, så tjente jeg ganske
bestemt en ordentlig ugeløn i stedet for at blive holdt på smalkost af dine elendige
bønner. Gid Fanden havde det!« sagde mr. Cruncher, der imidlertid havde klædt sig
på. »Har jeg måske ikke i den sidste uge haft alle de genvordigheder og ærgrelser, en
ærlig forretningsmand overhovedet kan blive udsat for! Lille Jerry, klæd dig nu på, min
dreng, medens jeg pudser mine støvler, og hold øje med din mor, at hun ikke begynder
at smide sig ned på gulvet igen. Gør hun det, så giv mig et praj. For det vil jeg sige
dig,« fortsatte han henvendt til sin kone, »at nu finder jeg mig ikke længere i det. Jeg
er så stiv som en kost, jeg er ved at falde om af søvnighed, mine læber gør så ondt, at
hvis det ikke var for smerterne, ville jeg slet ikke vide, at jeg havde dem, men derfor har
jeg ikke flere penge på lommen, og jeg har en anelse om, at du har haft travlt med at
bede fra morgen til aften for at hindre mig i at få flere penge på lommen, og det finder
jeg mig ikke i, plageånd, at du ved det!«
Under stadig brummen om »Ja, du kan vel nok kaldes religiøs! Du ville vist ikke
modarbejde din mand og dit barn, vel?« gik mr. Cruncher i gang med at børste sine
støvler og gøre sig klar til dagens dont. Imidlertid holdt hans søn, hvis hoved var besat
med mindre stride totter og hvis øjne sad lige så tæt ved hinanden som hans fars,
øje med moderen. Han skræmte den arme kone ved hvert øjeblik at springe frem fra
alkoven, hvor han klædte sig på, med råbet: »Du skal nok til at smide dig, mor! ... Halløj,
far!«, og hver gang, han sådan havde lavet falsk alarm, trak han sig grinende tilbage.
Mr. Crunchers humør havde ikke bedret sig, da han satte sig til morgenbordet, og
navnlig blev han rasende, da mrs. Cruncher læste bordbøn.
»Hvad er dette for noget, plageånd? Begynder du nu igen?«
Hans kone forklarede, at hun kun havde »bedt om lidt velsignelse«.
»Lad være med det!« sagde mr. Cruncher og så ud, som om han ventede at se
brødet forsvinde fra bordet som svar på hans kones bøn. »Jeg vil ikke velsignes ud af
hus og hjem. Nu holder du dig værsgo i ro!«
Rødøjet og gnaven, så man skulle tro, han havde tilbragt natten i et drikkelag, sad
mr. Cruncher og puslede med sin mad uden at spise noget ordentligt, og hele tiden
brummede han som et dyr i bur. Henimod klokken ni rettede han på sit tøj, og efter
at have anlagt en så korrekt forretningsmæssig mine, som han overhovedet kunne
præstere, begav han sig af sted til dagens dont.
Forretning kunne hans arbejde nu næppe kaldes, skønt han yndede at omtale
sig selv som »en hæderlig forretningsmand«. Hans udstyr bestod af en taburet, der
egentlig var en træstol, som ryggen var savet af. Denne taburet anbragte lille Jerry, der

Side 38
gik ved sin fars side, hver morgen under det vindue i banken, som var nærmest ved
Temple Bar. Foran den lagde han så stor en bunke halm, som han kunne nappe fra
de forbikørende læs, for at holde altmuligmandens fødder fri for kulde og væde, og her
sad han så dagen lang. Mr. Cruncher var lige så velkendt i hele Fleet Street og Temple
som bommen udenfor og ikke synderlig kønnere.
På denne kolde martsmorgen var Jerry på sin vante plads et kvarter før ni, så han
kunne løfte hånden til sin trekantede hat, når den ældste af kontoristerne ankom til
banken. Lille Jerry stod ved hans side, når han ikke var ude på plyndringstogt i kvarteret
eller havde travlt med at underkaste forbipasserende drenge, der var mindre end han
selv, en eller anden form for legemlig eller åndelig tortur. Far og søn lignede hinanden
utroligt, medens de tavse iagttog trafikken i Fleet Street. Deres hoveder var lige så tæt
ved hinanden som deres to par øjne, og de mindede nærmest om to aber. Ligheden
understregedes ved, at den ældre Jerry sad og bed i et halmstrå og spyttede stumperne
ud, medens lille Jerrys spillende øjne fulgte alt, hvad der foregik i Fleet Street.
Et af de faste bude i banken, der havde sit stade lige inden for døren, stak nu hovedet
ud og råbte:
»Bybud!«
»Hurra, far! Der er morgenarbejde til dig!«
Efter sådan at have ønsket sin far lykke på turen, satte Lille Jerry sig på taburetten,
overtog det kasserede halmstrå og fordybede sig i sine egne tanker.
»Al-tid rustne! Han har al-tid rust på fingrene!« mumlede Lille Jerry. »Hvor får far
dog al den rust fra? Der er da ingen rust her.«

Et syn
Side 39
»Du kender jo naturligvis Old Bailey godt?« sagde en af de ældste kontorister til Jerry.
»Ja ...« svarede Jerry lidt trevent, »jeg kender jo nok Old Bailey.«
»Og du kender jo også mr. Lorry?«
»Ja, jeg kender mr. Lorry langt bedre end Old Bailey. Meget bedre,« svarede Jerry
og mindede om et vidne, der ikke ønsker at udtale sig. »Jeg kender ham langt bedre
end jeg nogen sinde bryder mig om at lære Old Bailey at kende.«
»Godt. Så find den dør, vidnerne går ind ad, og vis dørvogteren dette brev til mr.
Lorry, så lader han dig komme ind.«
»Ind i retssalen?«
»Ja.«
Det så ud, som om mr. Crunchers øjne rykkede endnu tættere sammen for at sige
til hinanden: »Hvad mener du om dette?«
»Skal jeg vente inde i retssalen?« spurgte Jerry.
»Nu skal jeg forklare dig sagen. Dørvogteren giver brevet til mr. Lorry, og du gør en
bevægelse, der tiltrækker mr. Lorrys opmærksomhed, så han kan se, hvor du er. Så
skal du blot blive stående, til han får brug for dig.«
»Er det det hele?«
»Ja. Han ønsker at have et bud ved hånden, og i brevet her står der, at du er i
lokalet.«
Medens den gamle kontorist foldede brevet sammen og skrev udenpå, stod Jerry
og så til i tavshed, men da kontoristen lagde klatpapiret over, sagde han:
»Det er vel en sag angående falsknerier i dag?«
»Nej, landsforræderi.«
»Det betyder partering,« sagde Jerry. »Barbarisk!«
»Sådan er loven jo!« svarede den gamle kontorist og så forbavset på Jerry gennem
sine briller.
»Jeg synes nu, det er en hård lov, der parterer en mand. Det er galt nok at tage
hans liv, men det er frygteligt at partere ham!«
»Aldeles ikke,« sagde kontoristen. »Tal med respekt om loven. Vogt din tunge og
dine lunger, min gode mand, og lad loven vogte sig selv. Det er mit råd.«
»Det er fugtigheden, der slår sig på dem. Herren kan vel selv tænke sig, hvordan
fugtigt vejr er for folk i mit fag.«
»Nå ja,« sagde den gamle kontorist, »hver tjener jo brødet på sin maner. Nogle af
os har det for vådt og nogle for tørt. Her er brevet. Gå så.«
Jerry tog brevet og tænkte med mindre ærbødighed end hans væsen udviste: »De
hører minsandten til de tørre.« Så bukkede han, underrettede sin søn om, hvor han
skulle hen, og gik.
Dengang hængte de folk i Tyburn, så gaden uden for Newgate havde ikke fået det
ilde ry, den senere fik. Men fængslet var et forfærdeligt sted, hvor alle slags udskejelser
gik i svang, og hvor alle slags sygdomme florerede, førtes ind i retssalen af fangerne
og somme tider smittede end også selve dommeren, så han styrtede om inde i selve

Side 40
retslokalet. Mere end én gang var det sket, at dommeren tog den sorte kalot på og
afsagde sin egen dødsdom samtidigt med fangens, og så blev den endda eksekveret
først. I øvrigt var Old Bailey berømt som en slags dødens krogård, hvorfra de rejsende
stadig rullede bort i kærrer og vogne på turen til den næste verden. Turen gik gennem
nogle gader og stræder, og det var kun gode borgere, der led ved synet. Så stærk
er vanens magt. Stedet var også berømt for sin gabestok, en praktisk, gammeldags
indretning, der pålagde borgerne en straf hvis resultater ikke kunne forudses, og for
sin pryglepæl, en kær, gammel institution, som det var umådelig belærende at se i
funktion. Desuden fandt der større udbetalinger sted af blodpenge, en anden side
af vore forfædres visdom, som systematisk førte til den værste form for handel, der
overhovedet eksisterer.
I det hele taget var Old Bailey dengang et strålende eksempel på udtrykket »Alt,
hvad der er, er rigtigt« - en aforisme, der ville være lige så afgørende, som den er
bekvem, hvis den ikke førte den besværlige følgeslutning med sig, at intet, der har
været, er forkert.
Med den færdighed, der præger en mand, som er vant til stilfærdigt at nå sit mål,
banede Jerry sig vej gennem den skidne menneskemængde nåede frem til døren og fik
afleveret sit brev. Dengang betalte folk nemlig for at se skuespillet i Old Bailey, ligesom
de gjorde i Bedlam - kun var forestillingen i Old Bailey langt den kostbareste - undtagen
hvis man kom ind gennem forbryderens dør, og den stod altid på vid gab.
Efter nogen forsinkelse og protest blev svingdøren drejet en lille smule, så mr. Jerry
Cruncher slap ind.
»Hvad er det for en sag?« hviskede han til en mand, han kom til at stå ved siden af.
»Der er ikke noget endnu.«
»Men hvad skal der for?«
»En landsforræderisag.«
»Af dem, der fører til partering?«
»Ja,« svarede manden begejstret, »her bliver nok tale om hjul og stejle, til han er
halvdød, og så bliver han taget ned og skåret i småstykker, medens han selv ser til.
Derpå bliver indvoldene revet ud af ham, og han bliver levende brændt, og bagefter
bliver hovedet hugget af ham, og han bliver parteret. Sådan lyder dommen.«
»Ja, De mener vel, hvis han bliver kendt skyldig?« sagde Jerry.
»Åh, de finder ham nok skyldig,« sagde den anden. »Det skal De ikke være bange
for.«
Nu fik mr. Cruncher øje på dørvogteren, der banede sig vej hen til mr. Lorry med
brevet i hånden. Mr. Lorry sad ved et bord sammen med nogle herrer i hvide parykker
ikke ret langt fra fangens advokat, der også havde hvid paryk, og næsten lige over
for en anden herre med hvid paryk og sine hænder i lommerne. Hver gang Cruncher
så på ham både nu og senere, sad han og stirrede op i loftet. Ved at rømme sig
lydeligt og gøre tegn med hænderne lykkedes det Jerry at tiltrække sig mr. Lorrys
opmærksomhed. Han havde rejst sig op for at se efter Jerry, nikkede nu stilfærdigt og
satte sig derpå ned igen.
»Hvad har han med sagen at gøre?« spurgte den mand, Jerry havde talt med.
»Aner det min salighed ikke,« svarede Jerry.
»Hvad har De da med den at gøre, om man må være så fri at spørge?«

»Aner det min salighed heller ikke,« svarede Jerry.
Side 41
Samtalen blev standset ved, at dommeren trådte ind, og der larmedes med stole,
da retten blev sat. Et øjeblik efter vendtes al opmærksomhed mod anklagebænken. De
to fangevogtere, som havde stået ved den, gik ud og vendte tilbage med fangen.
Alle de tilstedeværende undtagen manden, der så op i loftet, stirrede på ham. Al
den menneskelige ånde i salen bølgede hen imod ham som et hav eller ild eller en
stormvind. Nysgerrige ansigter straktes frem fra piller og kroge for at få et glimt af ham
og ikke gå glip af noget. Tilskuerne på de bageste rækker rejste sig op, folk lagde deres
hænder på skuldrene af dem, der stod foran, for at se ham for enhver pris - de stod
på tåspidserne, krøb op på panellisterne, stod på næsten ingen ting blot for at se ham.
Blandt alle disse ragede Jerry op som et levendegjort stykke af Newgates piggede mur
og rettede sit øllugtende åndedrag mod fangen - for han havde nemlig været en tur ind
om et værtshus på vejen. Og nu blandedes hans ånde med andre, der lugtede af øl,
gin, te, kaffe og meget andet. De strømmede over mod fangen og slog imod det store
vindue bag ham, så det blev helt dugget.
Genstanden for al denne opmærksomhed var en ung femogtyveårig mand, høj og
køn med mørke øjne og solbrændt hud. Man kunne se, at han hørte til overklassen.
Han var ganske enkelt klædt i sort eller meget mørkt gråt, og hans lange, mørke hår
var samlet i nakken med et bånd - mere for at holde det borte fra ansigtet end som pynt.
Da sindsbevægelse aldrig helt kan skjules, var hans kinder lidt blege under den mørke
hud og viste, at sjælen alligevel er stærkere end solen. Ellers var han tilsyneladende
ganske rolig, bukkede for dommeren og stod derpå helt stille.
Den interesse, hvormed manden blev begloet, var ikke af en art, der virkede særlig
højnende på menneskeheden. Hvis der havde været tale om, at dommen ville blive
mindre streng, ville interessen også have været mindre. Det var det legeme, der skulle
dømmes til skammelig mishandling, man ville se. Det var et udødeligt menneske, som
skulle slagtes og sønderrives, der var den store sensation. Hvor meget de forskellige
tilskuere end søgte at besmykke deres nysgerrighed - alt efter hver enkelts evne til
selvbedrag - så havde den i virkeligheden megen lighed med en menneskeæders.
Stilhed i retten! Charles Darnay havde i går erklæret sig uskyldig i den anklage, der
med megen brask og bram var rettet imod ham for et lumpent forræderi mod vor nådige,
berømte, værdige, ædle og så videre fyrste, Hans Majestæt Kongen, idet han ved
forskellige lejligheder og på forskellige måder havde bistået Louis, Frankrigs konge, i
hans krige mod vor ovenfor omtalte nådige, berømte, værdige, ædle og så videre fyrste,
ved på ond, falsk, forræderisk og skammelig måde at give den ovenfor omtalte franske
Louis underretning om, hvilke militære styrker vor ovenfor omtalte nådige, berømte,
værdige, ædle og så videre fyrste havde rede til at sende til Canada og Nordamerika.
Alt dette lyttede Jerry til med stor tilfredshed, og hans hårtotter strittede mere og mere,
alt som lovens sprog blev mere og mere knudret, og han forstod, at den atter og
atter ovenfor omtalte Charles Darnay var anklaget. Juryen blev nu taget i ed, og den
offentlige anklager forberedte sig på at tage ordet.
Den anklagede, der i tilhørernes tanker allerede var så godt som hængt, halshugget
og parteret (og selv var klar over publikums indstilling), lod sig hverken skræmme af
situationen eller anlagde en teatralsk mine. Han var rolig og opmærksom, iagttog de
indledende begivenheder med alvorlig interesse og stod med begge hænder støttet
mod træpladen foran sig så ubevægelig, at ikke en eneste stump af de tørrede urter,
den var strøet med, blev forstyrret. Hele retslokalet var i øvrigt strøet med tørrede urter
og stænket med eddike som et middel mod fængselsluften og fængselsfeberen.

Side 42
Over fangens hoved var der anbragt et spejl, som skulle kaste lyset ned over
ham. Masser af onde og elendige mennesker var blevet afspejlet i det og var derpå
forsvundet både fra dets og jordens overflade. Stedet her ville have været overfyldt af
gengangere, hvis det, ligesom havet, engang skulle give sine døde tilbage. Det kan
være, at tanken om al denne ondskab og fornedrelse et øjeblik slog ned i fangens sind.
I hvert fald blev han ved en pludselig bevægelse opmærksom på, at en lysstribe faldt
over hans ansigt, han så op, og da han opdagede spejlet, rødmede han og skubbede
med højre hånd de tørrede urter til side.
Ved denne bevægelse kom han til at dreje ansigtet mod den del af retssalen, der
lå til venstre for ham. Omtrent i højde med hans øjne sad i krogen ved dommersædet
to mennesker, som hans blik straks faldt på, og udtrykket i hans ansigt forandredes så
pludseligt, at alle de, der iagttog ham, straks fulgte retningen af hans blik.
Folk så to skikkelser, en ung pige på lidt over tyve og en herre, der åbenbart var
hendes far. Han havde et meget særpræget ydre, for hans hår var kridhvidt, og der
var et usædvanlig intenst udtryk i hans ansigt - ikke et aktivt udtryk, men tværtimod
et tankefuldt og indesluttet. Når han sad fordybet i sine egne tanker, så han ud til ar
være gammel, men når han, som i dette øjeblik, talte til sin datter, blev han en smuk,
midaldrende mand.
Datteren havde stukket sin ene hånd ind under hans arm og lagt sin anden hånd
over den. Det så ud, som om hun søgte tæt ind til ham i skræk for den scene, hun så
foran sig, og i dyb medlidenhed med fangen. Hendes pande røbede så tydeligt denne
skræk og medlidenhed. Hun tænkte åbenbart kun på den fare, fangen svævede i, og
alt dette stod så klart og naturligt skrevet i hendes træk, at tilskuerne, der ikke havde
vist ringeste medlidenhed med ham, blev rørt over hende og hviskede til hinanden:
»Hvem er de?«
Jerry, der havde gjort sine egne observationer og nu stod åndsfraværende og
slikkede rusten af sine fingre, strakte hals for at høre, hvem de var. Folk omkring
ham lod spørgsmålet gå fra den ene til den anden, indtil det omsider nåede en af
opsynsmændene, der svarede:
»Vidner.«
»For hvilken af parterne?«
»Imod.«
»Imod hvem?«
»Imod fangen.«
Dommeren, der havde siddet og set ud over forsamlingen, lænede sig nu tilbage i sin
stol, så stift på manden, hvis liv var i hans hånd, og i det samme rejste rigsadvokaten
sig for at sno rebet, slibe øksen og slå sømmene i skafottet.

En skuffelse
Side 43
Rigsadvokaten ønskede at meddele juryen, at skønt den fange, de her så, var ung
af år, så havde han allerede længe drevet det rænkespil, som nu krævede, at han
blev dømt fra livet. Den forbindelse, han havde haft med fjenden, skrev sig hverken
fra i går eller i dag, hverken fra i år eller i fjor. Det var klart bevist, at fangen i langt
længere tid havde haft for skik at rejse frem og tilbage mellem Frankrig og England
i hemmelige missioner, som han nægtede at give oplysninger om. Hvis den slags
forræderi kunne florere ubemærket - men det kunne den ikke - så ville hans brøde
aldrig være blevet afsløret. Forsynet havde imidlertid indgivet en person, der var uden
frygt og dadel, at undersøge arten af fangens foretagender, og grebet af rædsel havde
han derpå underrettet Hans Majestæts statsminister om det, han havde opdaget. Hans
optræden havde været simpelt hen storslået. Han havde været fangens ven, men
da han i et afgørende øjeblik opdagede fangens forræderi, besluttede han straks at
uskadeliggøre den mand, han ikke længere kunne føle venskab for, og ofre ham på
fædrelandets alter. Hvis man i England havde haft de samme regler som i antikkens
Rom og Grækenland angående belønninger for tjenester mod fædrelandet, så ville
denne ædle borger være selvskreven til en statue, men da disse regler ikke eksisterede
her, så fik han sandsynligvis ingen statue. Som digterne havde skrevet i mange vers,
der sikkert var alle juryens medlemmer velkendte (her røbede jurymændenes ansigter,
at de skammede sig over ikke at kende disse vers), var dyden på en måde smitsom,
især den skønne dyd, der hed fædrelandskærlighed eller patriotisme. Det strålende
eksempel fra dette uangribelige kronvidne, som det ligefrem var en ære blot at tale om,
havde virket på fangens tjener og vakt den hellige beslutning i hans sjæl at undersøge
sin herres skuffer, lommer og hemmelige papirer. Rigsadvokaten var forberedt på at
høre nogen kritik af denne beundringsværdige tjener, men rigsadvokaten selv satte
ham i virkeligheden højere end sine egne søstre og brødre og ærede ham mere, end
han ærede sine egne forældre, og han håbede inderligt, at juryens medlemmer ville
gøre det samme. De to vidners udtalelser i forening med de dokumenter, der var fundet
og ville blive fremlagt, beviste, at fangen havde været i besiddelse af en liste over Hans
Majestæts militære styrker og deres planer såvel til søs som til lands, og der var ikke
ringeste tvivl om, at han havde ladet disse oplysninger gå videre til en fjendtlig magt.
Disse lister var ganske vist ikke skrevet med fangens håndskrift, men det måtte jo siges
at være ganske ligegyldigt eller rettere sagt, det var et meget nyttigt bevis på, hvor
snedig fangens fremgangsmåde havde været. Beviserne strakte sig fem år tilbage i
tiden og viste altså, at fangen havde begyndt sin modbydelige virksomhed allerede
nogle uger inden det første sammenstød mellem de britiske tropper og amerikanerne.
Da juryen jo bestod af virkelig loyale mænd (og det vidste han, de var), og da de havde
et stort ansvar (og det vidste de, at de havde), så var der ingen tvivl om, at de måtte
finde fangen skyldig og dømme ham fra livet, enten de syntes om det eller ej. De ville
aldrig kunne lægge deres hoveder på puden eller tåle, at deres hustruer og børn lagde
deres hoveder på puden, hvis ikke fangen mistede sit hoved. Dette hoved sluttede
den offentlige anklager med at kræve af dem med alle de store ord, han overhovedet
kunne hitte på, og med en højtidelig erklæring om, at han i grunden allerede betragtede
fangen som død og borte.
Da rigsadvokaten sluttede sin tale, lød der en summen i retssalen, som om en
kæmpemæssig sværm af spyfluer svirrede om fangens hoved i forventning om det,
han snart skulle blive til. Efter at der atter var blevet stille, viste den ædle patriot sig
ved vidneskranken.

Side 44
Den offentlige anklager fulgte i sin overordnedes fodspor, da han forhørte patrioten.
Navn: John Barsad. Beretningen om hans ædle sjæl faldt ganske sammen med
rigsadvokatens - man kunne måske indvende, at den faldt lidt for nøje sammen med
den. Da vidnet havde lettet sin ædle barm for, hvad han havde på hjerte, ville han
beskedent trække sig tilbage, men herren med den hvide paryk og den store bunke
papirer foran sig rejste sig fra sin plads i nærheden af mr. Lorry og udbad sig tilladelse
til at stille ham nogle få spørgsmål. Herren med den hvide paryk, der sad lige overfor,
stirrede stadig op i loftet.
Havde vidnet nogen sinde selv været spion? Nej, denne mulighed afviste vidnet med
dyb foragt. Hvad levede han af? Sin ejendom. Hvor lå hans ejendom? Han huskede
ikke ganske nøjagtigt, hvor den lå. Hvad bestod den da af? Det kom jo ikke nogen ved.
Havde han arvet den? Ja, det havde han. Fra hvem? Fra en fjern slægtning. Meget
fjern? Ja, temmelig. Havde han nogen sinde været i fængsel? Nej, ganske bestemt
ikke. Aldrig i gældsfængsel? Vidnet kunne ikke indse, hvad det havde med sagen at
gøre. Aldrig i gældsfængsel? Nå, skulle der spørges to gange om det? Aldrig? Jo.
Hvor mange gange? To eller tre gange. Ikke fem eller seks? Muligvis. Hvad var hans
profession? Gentleman. Var han nogen sinde blevet sparket? Det var meget muligt.
Var det sket ofte? Nej. Var han nogen sinde blevet sparket ned ad trapperne? Nej,
afgjort ikke; han var en gang blevet sparket øverst på en trappe og var faldet ned ad
den. Blev han sparket dengang, fordi han havde snydt i terningespil? En fuld mand
havde beskyldt ham for noget i den retning, men det var ikke sandt. Ville han sværge,
at det ikke var sandt? Ja, afgjort. Havde han nogen sinde levet af at snyde i kortspil?
Aldrig. Havde han da levet af at spille kort? Ikke mere end andre dannede mennesker
gjorde. Havde han nogen sinde lånt penge af fangen? Ja. Var de betalt tilbage? Nej.
Var hans forbindelse med fangen ikke i virkeligheden meget ringe og bestod i, at han
havde trængt sig ind på ham i postvogne, kroer og om bord på paketten? Nej. Var han
sikker på, at han havde set disse lister i fangens hånd. Ja, fuldstændig sikker. Vidste
han ikke andet om listerne? Nej. Han havde vel for eksempel ikke selv skaffet dem
til veje? Nej. Ventede han at få noget ud af denne sag? Nej. Ikke fast ansættelse fra
regeringen med at sætte fælder for folk? Bevares vel, nej. Eller udføre andet arbejde?
Nej. Ville han sværge på det? Ja, så ofte man ønskede det. Fædrelandskærlighed var
altså hans eneste motiv? Ja.
Den prægtige tjener, Robert Cly, aflagde derefter vidneeden i et rivende tempo.
Han havde taget plads hos fangen i god tro for fire år siden. Om bord på Calais
paketten havde han spurgt fangen, om han ikke havde brug for en flink tjener, og så
havde fangen fæstet ham. Han havde ikke bedt om stillingen som en nåde - det kunne
aldrig falde ham ind. Hans mistanke over for fangen blev imidlertid snart vakt, og han
begyndte at holde øje med ham. Når han tog sig af fangens klæder, medens de var
på rejser, havde han mangfoldige gange set lister mage til disse i lommerne på tøjet.
Listerne her havde han taget i fangens skrivebordsskuffe. Han havde ikke selv lagt
dem deri. Han havde set fangen vise disse lister til nogle franske herrer i Calais og
lignende lister til franske herrer både i Calais og Boulogne. Han elskede sit fædreland
og kunne ikke udholde disse skændigheder længere, så han havde meldt sagen. Han
var aldrig blevet mistænkt for at have stjålet en sølvpotte, han var blevet skammelig
beskyldt angående en sennepskande, men det viste sig, at den kun var af plet. Han
havde kendt det sidste vidne i syv eller otte år, men det var et tilfældigt sammentræf.
Han syntes ikke, det var et særlig mærkeligt sammentræf, for sammentræf var jo i
reglen mærkelige. Han fandt det heller ikke særlig mærkeligt, at sand patriotisme også

Side 45
var hans eneste motiv. Han var en ægte brite og taleren håbede, der var mange af
hans slags.
Igen surrede spyfluerne, og den offentlige anklager kaldte mr. Jarvis Lorry som
vidne.
»Mr. Jarvis Lorry, er De kontorist i Tellsons Bank?«
»Ja.«
»Rejste De i et forretningsanliggende med postvogn mellem London og Dover en
fredag aften i november 1775?«
»Ja.«
»Var der andre passagerer i postvognen?«
»Ja, to.«
»Steg de ud af vognen i løbet af natten?«
»Ja.«
»Mr. Lorry, se på fangen. Var han den ene af de to passagerer?« »Det tør jeg ikke
sige med sikkerhed.«
»Ligner han nogen af de to passagerer?«
»De var begge pakket sådan ind, og det var meget mørkt. Desuden holdt vi os alle
sammen for os selv, så selv det tør jeg ikke udtale mig om.«
»Mr. Lorry, se igen på fangen. Hvis han nu havde været pakket ind, som de to
passagerer var, er der så noget i hans skikkelse eller højde, som gør det usandsynligt,
at han var en af dem?«
»Nej.«
»De vil ikke aflægge ed på, at han ikke var den ene af passagererne?«
»Nej.«
»De mener altså, at han kan have været en af dem?«
»Ja. Med undtagelse af, at de to andre passagerer lod til at være lige så ængstelige
for overfald af røvere, som jeg var, og fangen ser ikke ud til at være en ængstelig natur.«
»Har De nogen sinde set et billede på ængstelighed, mr. Lorry?«
»Ja, det har jeg set.«
»Mr. Lorry, se endnu en gang på fangen. Er De sikker på, at De har set ham fer?«
»Ja, det er jeg.«
»Når var det?«
»Nogle få dage efter rejste jeg hjem fra Frankrig, og i Calais kom også fangen om
bord og rejste sammen med os over Kanalen.«
»Hvad tid på døgnet kom han om bord?«
»Lidt efter midnat.«
»Altså midt om natten. Var han den eneste passager, der kom om bord på den
mærkelige tid?«
»Ja, han var tilfældigvis den eneste.«
»Ordet 'tilfældigvis' er ganske overflødigt, mr. Lorry. Han var altså den eneste, der
kom om bord på den mærkelige tid?«

»Ja, det var han.«
»Rejste De alene, mr. Lorry, eller var der nogen med Dem?«
»Der var to personer med mig, en dame og en herre. De er til stede her.«
»Nå, så de er her? Talte De med fangen?«
Side 46
»Nej, næsten ikke. Vejret var stormfuldt og overfarten lang og urolig, så jeg lå på
en sofa næsten hele tiden.«
»Miss Manette!«
Den unge pige, som en gang før den morgen havde været centrum for alles blikke,
rejste sig og blev stående ved sin plads.
»Miss Manette, se på fangen.«
At stå over for så dyb en medlidenhed, så megen ungdom og skønhed var langt
sværere for den anklagede end at stå over for hele den store menneskesværm.
Følelsen af, at de stod sammen ved randen af hans grav, kunne ikke skjules, og et
øjeblik så det ud, som om hans nerver svigtede. Med højre hånd strøg han hen over
de tørrede urter på brættet foran sig, og anstrengelsen ved at beherske sit hurtige
åndedrag fik hans læber til at dirre.
»Miss Manette, har De nogen sinde set fangen før?«
»Ja.«
»Hvor?«
»Om bord på paketten fra Calais ved den lejlighed, som mr. Lorry før omtalte.«
»Er De den unge dame, der blev hentydet til?«
»Ja, desværre er jeg det!«
Det vemodige tonefald i hendes smukke stemme stod i stærk modsætning til
dommerens vrede røst, da han afbrød hende med ordene: »Besvar de spørgsmål, der
stilles Dem, uden at gøre kommentarer.«
»Miss Manette, talte De med fangen på overfarten?«
»Ja.«
»Gengiv samtalen.«
»Da den fremmede herre kom om bord ...«
»Mener De fangen?« spurgte dommeren og rynkede brynene.
»Ja, Deres Højvelbårenhed.«
»Så sig fangen.«
»Da fangen kom om bord, lagde han mærke til, at min far,« hun så kærligt op på
ham, der stod ved hendes side, »at min far var meget udmattet og svag. Min far var så
syg, at jeg ikke turde tage ham bort fra den friske luft, så jeg havde redt ham et leje i
nærheden af kahytstrappen, og nu sad jeg hos ham og passede på ham. Der var ikke
andre passagerer end os fire den nat. Fangen var så elskværdig at vise mig en bedre
måde at beskytte min far mod vind og vejr. Jeg havde nemlig ikke været klar over, fra
hvad side vinden ville komme, når vi først var ude af havnen. Han ordnede det hele
for mig og viste min far stor deltagelse. Jeg er ganske sikker på, at han mente det. På
den måde kom vi til at tale sammen.«
»Lad mig afbryde Dem et øjeblik. Var han alene, da han kom om bord?«

»Nej.«
»Hvor mange var der med ham?«
»To franske herrer.«
»Talte de sammen?«
Side 47
»Ja, de talte sammen lige til det øjeblik, da de franske herrer måtte forlade skibet
og vende tilbage til deres båd.«
»Blev der vekslet nogle papirer mellem dem? Papirer, der lignede disse lister?«
»Jeg så, at der blev udvekslet nogle papirer, men jeg ved ikke, hvad det var for
papirer.«
»Lignede de disse i form og størrelse?«
»Det er muligt, men jeg ved det ikke, skønt de var lige ved mig og talte sagte
sammen. De stod nemlig på kahytstrappens øverste trin for at benytte lyset fra den
lygte, som hang der. Men lygten lyste dårligt, og de talte ganske sagte, så jeg kunne
intet høre. Jeg så kun, at de havde nogle papirer.«
»Og nu angående Deres samtale med fangen, miss Manette?«
»Fangen var lige så åbenhjertig overfor mig ... og det skyldtes vel min vanskelige
situation ... som han var god og omhyggelig over for min far. Jeg håber,« hun brast i
gråd, »at jeg ikke lønner ham dårligt for hans godhed ved, hvad jeg siger i dag.«
»Miss Manette, hvis fangen ikke fuldt ud forstår, at De afgiver den forklaring, det er
Deres pligt at afgive, og som De ikke kan nægte at afgive, med stor uvilje, så er han
den eneste her i salen, der ikke forstår det. Vær så god at fortsætte.«
»Han fortalte mig, at han rejste i et hemmeligt og meget vanskeligt ærinde, der kunne
bringe andre i forlegenhed, og at han derfor benyttede sig af et påtaget navn. Han
sagde, at han kun havde været et par dage i Frankrig og måske i lange tider ville blive
nødt til ofte at rejse frem og tilbage mellem Frankrig og England.«
»Nævnede han noget om Amerika, miss Manette? Fortæl alle enkeltheder.«
»Han prøvede at forklare mig, hvordan striden var opstået og sagde, at så vidt han
kunne se, havde England handlet forkert. Han tilføjede i en spøgende tone, at George
Washington måske ville efterlade sig et lige så stort navn i historien som George den
Tredje. Men der var ikke noget fornærmeligt i den måde, han sagde det på - det var
sagt i spøg og for at få tiden til at gå.«
Ethvert ansigtsudtryk hos den person, der spiller hovedrollen i en scene som
denne, afspejler sig rent uvilkårligt i tilhørernes ansigter. Hendes mine var bekymret og
anspændt, medens hun afgav sit vidneudsagn, og når hun tav for at give dommeren tid
til at nedskrive hendes ord, gled blikket fra den anklagedes sagfører til rigsadvokaten.
Alle tilskuerne havde det selvsamme bekymrede og anspændte udtryk, og deres
ansigter var som et spejlbillede af vidnets, da dommeren så forarget op på grund af
den frække bemærkning angående George Washington.
Rigsadvokaten gjorde nu tegn til dommeren, at han fandt det nødvendigt også at
kalde den unge piges far, doktor Manette, som vidne, hvilket straks skete.
»Doktor Manette, se på fangen. Har De nogen sinde set ham før?« »Ja, en gang, da
han kom på besøg hos mig her i London. Det må være tre eller tre og et halvt år siden.«
»Kan De identificere ham med den mand, der rejste med samme båd som De eller
bekræfte rigtigheden af Deres datters samtale med ham?«

»Nej, jeg kan ikke gøre nogen af delene.«
»Er der nogen speciel grund til, at De ikke kan det?«
Han svarede ganske sagte: »Ja, det er der.«
Side 48
»Har De haft den ulykke at sidde fængslet i meget lang tid i Deres fædreland uden
forhør og dom, ja, endogså uden anklage?«
Hans stemme gik alle til hjertet, da han svarede: »Ja, i meget lang tid.«
»Var De lige kommet på fri fod ved den omtalte lejlighed?«
»Ja, det siger man mig.«
»Og De husker intet fra rejsen?«
»Nej, intet. Min erindring er fuldstændig borte fra et tidspunkt, der ligger meget langt
tilbage, da jeg i fængslet beskæftigede mig med at sy sko, og til det tidspunkt, da jeg
opdagede, at jeg boede i London sammen med min elskede datter. Hun var allerede
blevet mig kendt, da den nådige Gud gengav mig mine åndsevner, men jeg er ganske
ude af stand til at forklare, hvordan det var gået til, at jeg kendte hende. Jeg har ingen
erindring om de tider.«
Rigsadvokaten satte sig ned, og far og datter gjorde det samme.
Nu opstod der en mærkelig ordveksling i sagen. Anklageren var ved at prøve på at
bevise, at fangen sammen med en ukendt hjælper var taget med Dover-postvognen
den fredag nat i november for fem år siden, at han var steget ud af postvognen om
natten på et sted, hvor han ikke blev, blot for at skjule sit forehavende, og at han derefter
var taget et stykke vej tilbage til en by, hvor der var både garnison og skibsbyggeri, og
der havde han samlet sig forskellige oplysninger. Et vidne var indkaldt for at bevidne,
at han netop på det omtalte tidspunkt havde været i spisesalen på et hotel i den omtalte
garnisonsby og der havde ventet på en person, han skulle træffe.
Fangens advokat var ved at krydsforhøre vidnet uden at kunne opnå noget resultat
udover en erklæring om, at vidnet kun havde set fangen den ene gang, da manden med
paryk, der hele tiden havde siddet og stirret op i loftet, skrev et par ord på en seddel,
rullede den sammen og kastede den over til fangens advokat, som åbnede papiret,
læste indholdet og så meget opmærksomt og nysgerrigt på fangen.
»De påstår altså fremdeles, at det virkelig var fangen?«
Ja, det var vidnet fuldstændig sikker på.
»Har De nogen sinde set et menneske, der påfaldende lignede fangen?«
»Nej, ikke i den grad, at man kunne tage fejl af dem.«
»Så se omhyggeligt på min lærde ven derovre;« sagde advokaten og pegede på
den herre, der havde kastet papiret over til ham, »og se derefter på fangen. Hvad siger
De til det? Ligner de måske ikke hinanden?«
Når undtages, at min lærde ven så sjusket og skødesløs ud for ikke at sige ligefrem
forsoldet, så lignede de to mænd hinanden til en sådan grad, at det forbavsede ikke
alene vidnet men alle andre, der var til stede. Dommeren blev anmodet om at bede min
lærde ven tage parykken af, og han gjorde det temmelig modstræbende. Herved blev
ligheden endnu mere slående. Dommeren spurgte nu mr. Stryver, fangens advokat,
om det næste skulle blive, at mr. Carton (sådan hed min lærde ven) skulle anklages for
højforræderi? Men mr. Stryver svarede nej. Han ville blot spørge vidnet, om det, der var
sket én gang, ikke kunne ske flere gange, om han havde været så sikker i sin sag, hvis

Side 49
han tidligere havde set dette bevis på sin tilbøjelighed til at drage forhastede slutninger,
om han fremdeles var lige så vis på, at han havde haft ret og så videre. Enden på sagen
blev, at vidnets udsagn helt brød sammen og ganske mistede al værdi.
Mr. Cruncher havde efterhånden suttet et helt måltid rust af sine fingre, medens han
lyttede til vidneudsagnene. Nu hørte han på, at mr. Stryver fremlagde fangens forsvar
for juryen akkurat som om det var et sæt tøj. Han viste dem, at patrioten Barsad var
en lejet spion og forræder, en skamløs blodhund og en af de værste slubberter, siden
judas - og sådan så han ærlig talt også ud. Advokaten erklærede, at den dydige tjener
Cly var denne Barsads værdige ven og kompagnon, at disse falsknere og menedere
havde udset sig fangen som bytte, fordi han ofte måtte rejse frem og tilbage mellem
England og Frankrig for at ordne nogle familieanliggender, idet han nemlig var af fransk
oprindelse. Disse anliggender kunne han imidlertid ikke udtale sig om selv nu, da han
derved ville udsætte mennesker, der stod ham nær, for livsfare.
Advokaten gjorde juryens medlemmer opmærksomme på, at de udtalelser, som var
blevet aftvunget den unge dame - og de havde jo selv set, hvor forpint hun havde været
- ikke havde ringeste betydning, men kun var uskyldig, høflig samtale, som kunne have
fundet sted mellem enhver ung herre og dame i en lignende situation - måske lige med
undtagelse af bemærkningen om George Washington, der var så vanvittig, at den kun
kunne betegnes som en smagløs spøg. Advokaten erklærede, at det ville vise svaghed
hos regeringen at søge popularitet ved at benytte sig af den laveste nationale antipati
og frygt, men det var sikkert derfor, rigsadvokaten havde gjort så meget ud af det, skønt
hans udtalelser ikke var baseret på andet end udsagn fra den slags slette personer, der
desværre alt for ofte optrådte som vidner i sager af denne art. Her afbrød dommeren
ham imidlertid med højtidelig mine (som om udtalelsen ikke var sand nok) og sagde,
at han kunne ikke finde sig i at høre på den slags bemærkninger.
Mr. Stryver indkaldte så sine egne få vidner, og mr. Cruncher måtte høre på, hvordan
den offentlige anklager vendte op og ned på det sæt tøj, mr. Stryver havde præsenteret
juryens medlemmer, hvordan han søgte at bevise, at både Barsad og Cly var hundrede
gange bedre, end han selv havde troet, og fangen hundrede gange værre. Omsider
tog selve dommeren fat og præsenterede tøjet snart med vrangen udad og snart med
retten, men hovedsageligt klippede han det dog til som en ligdragt til fangen.
Så vendte juryen sig bort for at overveje, og spyfluerne summede igen.
Mr. Carton, der så længe havde siddet og set op i loftet, forandrede ikke stilling
under al denne uro. Medens hans lærde ven, mr. Stryver, samlede sine papirer foran
sig, hviskede til sine to sidemænd og af og til så bekymret hen på juryen; medens
tilhørerne flyttede sig lidt og dannede nye grupper, medens selv den høje dommer
rejste sig fra sin stol og vandrede op og ned på tribunen, så publikum fik indtryk af,
at han var i en temmelig ophidset sindstilstand, sad mr. Carton lænet tilbage i sin stol
med sin slidte kappe hængende omkring sig, sin pjuskede paryk på sned, akkurat som
den tilfældigvis var kommet til at sidde, efter at han havde taget den af, sine hænder i
lommerne og blikket rettet mod loftet, som det havde været hele tiden. Der var noget
særlig ligegyldigt i hans holdning, der ikke alene gav ham et forsumpet udseende, men
også forringede den utvivlsomme lighed med fangen, som hans åbenbare iver havde
understreget, da de blev sammenlignet med hinanden, så mange af tilskuerne, der nu
så på ham, sagde til hinanden, at nu kunne de egentlig slet ikke se, der overhovedet
var nogen lighed. Mr. Cruncher nævnede det til sin sidemand og tilføjede: »Jeg tør
vædde ti shillings på, at han ikke har ret mange retssager. Han ser ikke ud til at være
af den slags, man betror sine sager til, synes De vel?«

Side 50
Og alligevel lagde denne mr. Carton mærke. til langt flere detaljer i scenen herinde
i salen, end man skulle tro. For da miss Manettes hoved sank ned mod hendes fars
skulder, sagde han højt: »Retsbetjent! Tag Dem af den unge dame. Hjælp hendes far
at bære hende udenfor. Ser De ikke, hun er ved at besvime?«
Publikum følte dyb medlidenhed med hende, da hun blev ført ud, og oprigtig
deltagelse for hendes far. Det havde åbenbart været ham meget pinligt at blive mindet
om sin fængselstid. Han havde vist stor sjælelig ophidselse, medens han blev afhørt,
og det tunge, indesluttede udtryk, der gjorde ham så gammel, havde hvilet over hans
ansigt lige siden. Idet han forlod salen, vendte juryen sig om, og formanden tog ordet.
Der var ikke opnået enighed, så medlemmerne ønskede at trække sig tilbage.
Dommeren - der måske mindedes udtalelsen om George Washington - røbede nogen
forbavselse, men tilkendegav, at de kunne trække sig tilbage og drøfte spørgsmålet
under lås og slå, hvorpå han selv gik ud af salen. Forhøret havde varet hele dagen,
og lamperne i retslokalet var nu ved at blive tændt. Det rygtedes, at juryen ville være
længe om at træffe en afgørelse. Nogle af tilhørerne gik ud for at få sig en forfriskning,
og fangen gik hen til sin bænk og satte sig.
Mr. Lorry, der var gået ud samtidigt med den unge pige og hendes far, vendte nu
tilbage og gjorde tegn til Jerry, der hurtigt kunne nå hen til ham nu, da trængslen i salen
var mindre.
»Jerry, hvis du vil have noget at spise, så gå nu. Men hold dig her i nærheden. Du
hører sikkert, når juryen vender tilbage, og sørg så for at være her, for du skal bringe
besked til banken om dommen. Du er det hurtigste bud, jeg kender, så du vil nå banken
længe før jeg er der.«
Jerry havde en lille stribe pande, som han løftede en finger til som tak for rosen og
for den shilling, mr. Lorry rakte ham. I det samme kom mr. Carton hen og rørte ved
mr. Lorrys arm.
»Hvordan har den unge dame det?«
»Hun er meget fortvivlet, men hendes far trøster hende, og hun føler sig bedre nu,
da hun er kommet ud af retssalen.«
»Jeg skal fortælle det til fangen. Det ville ikke sømme sig for en hæderlig bankmand
som Dem at blive set i samtale med ham.«
Mr. Lorry rødmede, som om han i tankerne selv havde sagt det samme, og mr.
Carton banede sig vej hen til anklagebænken. Jerry fulgte efter ham med øje og øre
på vid gab og de stive hårtotter strittende til alle sider.
»Mr. Darnay!«
Fangen rejste sig og kom straks hen til mr. Carton.
»Jeg kan tænke mig, at De er bekymret for, hvordan vidnet miss Manette har det.
Hun er langt bedre. Hun faldt hurtigt til ro, da hun kom udenfor.«
»Det gør mig inderlig ondt, at jeg har været årsag til hendes ildebefindende. Tror
De, at De kan hilse hende ærbødigt fra mig og sige hende det?«
»Ja, det skal jeg nok, når De ønsker det.«
Mr. Cartons væsen var så skødesløst, at det næsten virkede uforskammet. Han stod
halvt bortvendt fra fangen med den ene albue støttet mod jernstangen.
»Ja, det ønsker jeg i høj grad. Og jeg beder Dem modtage min hjerteligste tak.«
Mr. Carton vendte sig lidt hen imod ham. »Hvad dom venter De at få, mr. Darnay?«

»Den værste.«
Side 51
»Det er klogt og vel også det mest sandsynlige. Men jeg tror, det er i Deres favør,
at juryen har trukket sig tilbage.«
Da man ikke havde lov til at stå stille på vej ud af retssalen, hørte Jerry ikke mere,
men de to mænd, der var hinanden så lig i udseende og så ulig i væsen, blev stående
side om side under spejlet, som kastede lyset ned på dem begge.
Halvanden time sneg sig hen, medens den højst utiltalende tilhørerskare fyldte
gangene nedenunder og delikaterede sig med øl og pie. Det hæse bud, Jerry, der
havde fundet sig en lille ubekvem siddeplads på en pult efter at have nydt sit lille måltid,
var faldet i søvn, men nu hørtes der høj mumlen, og da folk skyndte sig hen mod
trappen, der førte op til retssalen, blev han ført med strømmen.
»Jerry! Jerry!« Mr. Lorry stod allerede i døren og kaldte på ham, da han nåede derop.
»Her er jeg. Det er en hel kamp at komme frem, men her er jeg.« Mr. Lorry rakte
armen ind i stimmelen og gav ham et papir. »Skynd dig! Har du det?«
»Javel.«
På papiret stod ordet »Frifundet«.
»Hvis han havde sendt beskeden 'Kaldt tilbage til livet' denne gang,« mumlede Jerry,
idet han vendte sig bort, »så ville jeg have forstået, hvad han mente.«
Han fik ikke lejlighed til hverken at sige eller tænke mere, før han var klar af Old
Bailey, for folk kom strømmende ud med en sådan voldsomhed, at han nær var blevet
væltet, og hele gaden genlød af en summen, som om hele sværmen af spyfluer
spredtes for at søge andre ådsler.

Lykønskninger
Side 52
Fra retsbygningens dårligt oplyste gange var de sidste rester af den blandede flok, der
hele dagen havde fyldt dem, ved at forsvinde, da doktor Manette, Lucie Manette, hans
datter, mr. Lorry, den anklagedes advokat, mr. Stryver, og hans assistent flokkedes
om den lige løsladte mr. Charles Darnay for at lykønske ham til, at han var undsluppet
døden.
Selv om belysningen havde været bedre, ville man have haft vanskeligt ved i doktor
Manettes kloge ansigt og ranke skikkelse at genkende skomageren fra Paris. Man
kunne ligefrem ikke blive træt af at betragte ham, selv om man ikke fik lejlighed til at høre
den vemodige klang i hans dæmpede, alvorlige stemme eller til at se det fraværende
udtryk, der nu og da tilslørede hans blik tilsyneladende uden nogen ydre årsag. En
ting var der, som altid kaldte dette udtryk frem hos ham, nemlig - som vi så i retssalen
- hentydninger til alt, hvad han havde gennemgået i de mange års fangenskab. Disse
minder kunne også dukke op af sig selv og fylde ham med en melankoli, der for de
mennesker, som ikke kendte hans historie, var lige så uforståelig, som hvis de havde
set selve Bastillens skygge falde over hans ansigt, når denne bygning lå hundreder
af mile borte.
Kun hans datter havde evnen til at sprede de mørke skygger i hans sind. Hun var den
gyldne tråd, der forbandt ham med en fortid, der lå bag alle hans lidelser, og med en
nutid, der lå efter den. Lyden af hendes stemme, hendes strålende ansigt, berøringen
af hendes hånd havde næsten altid en gavnlig virkning på ham. Men der fandtes dog
undtagelser. Hun kunne huske nogle tilfælde, da hendes magt havde svigtet, men de
var få og betydningsløse, og hun mente selv, at de var forbi.
Mr. Darnay havde kysset hendes hånd varmt og taknemligt, og derpå vendte han sig
mod mr. Stryver og takkede ham hjerteligt. Mr. Stryver var i begyndelsen af trediverne,
men så mindst tyve år ældre ud. Han var tyk, støjende, rødmosset, ligefrem, manglede
al finfølelse og havde en pågående vane med både åndeligt og legemligt at bore sig
ind i samtaler og grupper, og denne vane borgede godt for hans evne til at bore sig
frem og op her i livet.
Han havde endnu sin kappe og sin paryk på, og idet han til den grad bredte sig foran
sin klient, at han skubbede den arme mr. Lorry helt ud af kredsen, sagde han: »Det
glæder mig, at jeg har reddet Dem, og at Deres ære er i behold, mr. Darnay. Det var
et modbydeligt angreb ... modbydeligt ... men derfor var der såmænd ingen grund til,
at det skulle mislykkes.«
»De har sikret Dem min taknemlighed for livet ... i dobbelt forstand,« sagde hans
klient og greb hans hånd.
»Jeg gjorde mit bedste for Dem, mr. Darnay, og jeg tror, at mit bedste er lige så
godt som de fleste andres.«
Det var absolut påkrævet, at en eller anden skulle svare: »Langt bedre«, og når det
blev mr. Lorry, der gjorde det, var det måske ikke helt uden personlig interesse, idet
han håbede at kunne klemme sig ind i kredsen igen.
»Siger De det?« udbrød mr. Stryver. »Ja, De har jo været til stede hele dagen, så
De må jo vide det, og desuden er De jo også forretningsmand.«
»Og nu,« erklærede mr. Lorry, som den lovkyndige advokat nu havde skubbet ind i
kredsen igen, ligesom han før havde skubbet ham ud, »og nu vil jeg appellere til doktor
Manette og bede ham ordinere os alle sammen at tage hjem. Miss Lucie ser træt ud,
mr. Darnay har haft en sindsoprivende dag, og vi er alle sammen dødtrætte.«

Side 53
»De må nøjes med at svare for Dem selv, mr. Lorry,« sagde Stryver. »Jeg har en
hel aftens arbejde foran mig.«
»Ja, så taler jeg for mig selv,« svarede mr. Lorry, »og for mr. Darnay og for miss
Lucie og ... miss Lucie, tror De ikke, at jeg kan tale for os alle?« Han henvendte
udtrykkelig ordene til hende og så samtidig hen imod hendes far.
Doktorens ansigt var ligesom frosset fast i et meget mærkeligt blik rettet mod Darnay
- et indtrængende blik, som ledsagedes af en mine, der røbede en modvilje og mistillid,
der ikke var blottet for frygt. Medens dette underlige udtryk blev stående på hans ansigt,
var hans tanker åbenbart kommet på afveje.
»Far,« sagde Lucie og lagde kærligt sin hånd på hans arm. Langsomt befriede han
sig fra den skygge, der hvilede over ham.
»Skal vi tage hjem, kæreste far?«
Han trak vejret dybt og svarede: »Ja.«
Den frigivne fanges venner var allerede gået hjem i den tro, som han selv havde
vakt hos dem, at han først ville blive løsladt næste dag. Næsten alle lygterne i gangen
var blevet slukket, jernportene var ved at blive lukket med megen raslen og larm, og
det triste sted ville ligge tomt hen, til morgendagens interesse for galge, pryglepæl og
brændejern atter kaldte folk til. Ledsaget af sin far og mr. Darnay gik miss Manette ud
på gaden. En hyrevogn blev tilkaldt, og far og datter kørte bort.
Mr. Stryver havde forladt dem for at gå ind i påklædningsrummet. En anden mand,
der ikke havde sluttet sig til gruppen, eller havde vekslet et eneste ord med nogen af
dem, havde hele tiden stået lænet op mod muren, hvor skyggen var dybest, og nu var
han stilfærdigt slentret ud efter de andre og havde set til, indtil vognen kørte bort. Derpå
trådte han hen til mr. Lorry og mr. Darnay, der stod sammen ude på fortovet.
»Nå, mr. Lorry! Nu kan en forretningsmand nok risikere at tale med mr. Darnay?«
Ingen havde udtrykt den ringeste anerkendelse af mr. Cartons hjælp i retssagen,
for ingen havde vidst om den. Han havde taget både sin paryk og sin kappe af, og det
havde ikke gjort hans ydre elegantere.
»Det vil more Dem, mr. Darnay, at se, hvilken voldsom konflikt der finder sted i en
forretningsmands sind, når det vakler mellem en elskværdig tilskyndelse og korrekt
optræden.«
Mr. Lorry blev rød i kinderne og sagde iltert: »Det har De nævnt før, mr. Carton.
Vi forretningsmænd, der er ansat i et firma, er imidlertid ikke vore egne herrer. Vi må
tænke mere på firmaet end på os selv.«
»Ja, det ved jeg nok, det ved jeg nok,« sagde mr. Carton utålmodigt. »Bliv blot ikke
fornærmet, mr. Lorry. De er sikkert lige så god som de fleste om ikke bedre.«
»Og jeg må sige,« fortsatte mr. Lorry uden at lade sig gå på af afbrydelsen, »at jeg
begriber virkelig ikke, hvad det kommer Dem ved. Hvis De vil tillade mig, der er så
meget ældre, at sige det, så kan jeg ikke se, at dette er Deres sag.«
»Min sag? Gud velsigne Dem, jeg har såmænd ingen sager.«
»Det er højst beklageligt, mr. Carton.«
»Ja, det synes jeg også.«
»Havde De nogle sager,« fortsatte mr. Lorry, »så ville De måske passe dem.«
»Gud bevare mig vel ... nej, såmænd ville jeg ej,« sagde mr. Carton.

Side 54
Nu blev mr. Lorry virkelig irriteret over hans ligegyldighed. »Da vil jeg bare sige
Dem, at forretninger er både en god og respektabel beskæftigelse. Og hvis forretninger
medfører visse forpligtelser og hensyn, så er mr. Darnay så elskværdig, at han forstår
og bærer over dermed. God nat, mr. Darnay, Gud velsigne Dem! Jeg håber, at det
liv, der så at sige i dag er skænket Dem på ny, må blive lykkeligt og heldbringende
... Bærestol her!«
Måske var mr. Lorry lidt ærgerlig på sig selv foruden på mr. Carton, da han skyndte
sig ind i bærestolen og blev ført bort i retning mod Tellsons Bank. Carton, der lugtede
af portvin og åbenbart ikke var helt ædru, vendte sig mod Darnay.
»Det er underligt, at skæbnen sådan har ført os to sammen. Og det må være
mærkeligt for Dem at stå alene herude på gaden sammen med Deres dobbeltgænger.«
»Endnu synes jeg ikke, at jeg rigtig hører til i denne verden,« svarede Charles
Darnay.
»Det er såmænd ikke så underligt, når man tænker på, at det ikke er så længe siden,
De var vel på vej til den næste. Men jeg synes, Deres stemme lyder noget svag.«
»Ja, ærlig talt føler jeg mig også noget svag.«
»Hvorfor fanden sørger De så ikke for at få noget middagsmad? Jeg spiste, medens
de dompapper sad derinde og overvejede, hvilken verden de skulle henvise Dem til.
Lad mig vise Dem vej til det nærmeste spisehus, hvor man kan få anstændig mad.«
Han stak sin arm ind under Darnays, førte ham ned ad Ludgate Hill til Fleet Street
og derfra ind gennem en overbygget gyde til et spisehus. Her blev de vist ind i et lille
værelse, og kort efter var Charles Darnay ved at styrke sig ved en god, solid middag
og udmærket vin, medens Carton sad over for ham med sin private flaske portvin og
talte med ham på sin halvt uforskammede maner.
»Har De mon endnu fået følelsen af, at De igen tilhører denne verden, mr. Darnay?«
»Jeg er temmelig uklar angående tid og sted, men jeg er dog kommet så vidt, at
jeg føler, jeg hører til her.«
»Det må være Dem en kolossal tilfredsstillelse.«
Han sagde det temmelig bittert og fyldte på ny sit glas, der var meget stort.
»Hvad mig selv angår, så er det mit højeste ønske at glemme, at jeg tilhører den.
Den indeholder intet godt for mig ... undtagen vin som denne ... og jeg intet godt for
den. I den retning ligner vi altså ikke hinanden. Egentlig er jeg ved at komme til det
resultat, at De og jeg overhovedet ikke ligner hinanden ret meget.«
Charles Darnay var så udmattet af dagens begivenheder og syntes, samværet med
den uopdragne dobbeltgænger nærmest lignede en drøm, så han kunne ikke straks
finde et passende svar, og det endte med, at han slet ikke svarede.
»Nu da De er færdig med at spise,« sagde Carton lidt efter, »hvorfor foreslår De så
ikke en skål, mr. Darnay?«
»Jeg? Hvilken skål?«
»Åh, De har den såmænd lige på tungen, og sådan bør det min salighed også være.«
»Så drikker vi miss Manettes skål.«
»Ja, miss Manettes skål!«
Carton tog ikke øjnene fra Darnays ansigt, medens han drak, og da glasset var tomt,
kastede han det over sin skulder, så det ramte væggen og gik i stykker, hvorpå han
ringede og forlangte et nyt.

Side 55
»Det er en smuk, ung dame, De havde æren af at følge til vogns i mørket, mr.
Darnay,« sagde han, medens han fyldte sit nye glas. En rynket pande og et kort ja var
det eneste svar, han fik.
»Det er en smuk, ung dame at blive beklaget og begrædt af! Hvordan føles det
i grunden? Er det ulejligheden værd at stå som anklaget, når man derved opnår så
megen deltagelse og medlidenhed, mr. Darnay?«
Darnay svarede ikke et eneste ord.
»Hun var meget glad ved at få den hilsen, jeg overbragte hende. Det vil sige, hun
viste ikke, at hun var glad, men jeg går ud fra, at hun var det.«
Bemærkningen mindede netop i rette øjeblik Darnay om, at denne ubehagelige
person af egen fri vilje havde rakt ham en hjælpende hånd tidligere på denne oprivende
dag. Han sagde ham derfor tak for det.
»Jeg hverken bryder mig om at blive takket eller fortjener tak,« var det skødesløse
svar. »For det første var det ikke noget at tale om, og for det andet begriber jeg egentlig
ikke, hvorfor jeg gjorde det. Mr. Darnay, må jeg gøre Dem et spørgsmål?«
»Gerne. Det er da kun en ringe ting til gengæld for Deres tjenstvillighed.«
»Tror De, at jeg synes specielt godt om Dem?«
»Ærlig talt, mr. Carton,« svarede Darnay meget forvirret, »det har jeg aldeles ikke
tænkt over.«
»Så tænk over det nu.«
»De har handlet, som om De gjorde det, men i grunden tror jeg ikke, De gør det.«
»Det tror jeg heller ikke,« sagde Carton. »Jeg begynder at have temmelig høje tanker
om Deres skarpsindighed.«
»Imidlertid håber jeg ikke,« fortsatte Darnay, idet han rejste sig for at ringe efter
opvarteren, »at der er noget til hinder for, at jeg nu forlanger regningen, og at vi skilles
uden uvilje på nogen af siderne.«
Carton svarede: »Absolut ikke,« og Darnay ringede. »Sig mig, agter De at betale
hele regningen?« spurgte Carton, og da han havde fået et bekræftende svar, sagde
han: »Så bring mig en flaske til, opvarter, og kom herind og væk mig klokken ti.«
Da regningen var betalt, rejste Darnay sig og sagde god nat. Uden at svare rejste
Carton sig også, og der var noget truende i hans væsen, da han sagde: »Endnu et
spørgsmål, mr. Darnay: tror De, jeg er fuld?«
»Jeg tror, De har drukket en hel del.«
»Tror? De ved jo, at jeg har drukket.«
»Ja, når De selv siger det, så ved jeg det.«
»Så skal De også få at vide, hvorfor jeg har drukket. Jeg er en skuffet slave, Darnay.
Jeg bryder mig ikke om nogen her i verden, og intet menneske bryder sig om mig.«
»Det er meget beklageligt. De kunne vist have brugt Deres evner bedre.«
»Måske, mr. Darnay. Og måske ikke. Men gå nu ikke rundt og glæd Dem over Deres
ædruelige ansigt, for De ved jo ikke, hvordan det kan blive i fremtiden. God nat!«
Da denne mærkelige mand var blevet alene, tog han lyset, gik over til et spejl, som
hang på væggen, og betragtede indgående sit ansigt.

Side 56
»Synes du særlig godt om den mand?« hviskede han til sit eger billede derinde.
»Hvorfor skulle du synes særlig godt om en mand, der ligner dig? Der er ikke noget
hos dig at holde af, det ved du jo godt. Ah, gid pokker havde dig! Hvor har du lavet dig
selv om! Er det måske en grund til at synes om en mand, at han viser dig, hvad du har
ødelagt, og hvad du kunne have været? Hvis du kunne bytte med ham, så ville de blå
øjne have set på dig, som de så på ham, og du ville have fået hendes medlidenhed,
som han fik den. Nej, sig du det bare med rene ord ... du hader den fyr!«
Han søgte trøst i vinen, tømte flasken i løbet af nogle få minutter og faldt i søvn
med ansigtet gemt mod sine arme og håret spredt ud over bordet, så lyset dryppede
ned på det.

Sjakalen
Side 57
Det var en tid, hvor de fleste mænd drak meget. Tiden har bragt så store forbedringer i
den retning, at en mådeholden beskrivelse af de mængder vin og punch, som en mand
kunne sætte til livs i løbet af en aften, uden at hans rygte som et kultiveret menneske
led noget derved, nu om stunder ville forekomme os som latterlig overdrivelse. Den
juridiske profession stod visselig ikke tilbage for andre lærde professioner i bakkantiske
evner, og mr. Stryver, der allerede var ved at skabe sig en stor og indbringende
forretning, stod ikke mere tilbage for sine kolleger i denne retning end i de mere tørre
dele af juraen.
Mr. Stryver var meget populær både i Old Bailey og ved retsmøderne ude i landet og
var allerede begyndt forsigtigt at hugge de nederste trin bort af den stige, han var kravlet
op ad. Såvel retsmøderne ude i landet som højesteret måtte nu sende specielt bud for
at kalde deres yndling til deres længselsfuldt ventende favn, og mr. Stryver havde til
den grad boret sig frem i dommernes gunst, at man dagligt så hans rødmossede ansigt
blomstre frem i det store bed af parykker som en solsikke, der rækker sig op mod solen
fra en hel have fuld af samme strålende blomster.
Man havde i sin tid bemærket i retten, at medens mr. Stryver var udmærket godt
skåret for tungebåndet og både viste dristighed, samvittighedsløshed og hurtighed, så
manglede han evnen til at finde frem til selve kernen i en bunke erklæringer, hvilket er
en af de vigtigste og mest uundværlige egenskaber for en advokat. Men i den retning
var der sket en bemærkelsesværdig forbedring hos ham. Jo mere arbejde han fik, jo
mere lod det til, at han lærte at søge ind til sagens kerne og marv, og hvor langt ud på
natten han end sad og drak med Sydney Carton, så kunne han alligevel alle sagens
punkter på fingrene næste morgen.
Sydney Carton, verdens mest dovne og mindst lovende mand, var Stryvers vigtigste
allierede. Hvad de to drak sammen mellem januarterminen og Mikkelsdag var nok til,
at et krigsskib kunne sejle i det. Stryver havde aldrig en retssag, uden at Carton var
til stede i salen, hvor han sad med hænderne begravet i sine lommer og stirrede op
i loftet. De rejste til de samme retsmøder ude i landet, og endogså på disse ture sad
de sammen og drak til langt ud på natten. Det hed sig, at Carton var set i klart dagslys
listende hjem til sit værelse temmelig usikker på benene som en forsoldet kat. Til sidst
begyndte det rygte at brede sig mellem folk, der interesserede sig for spørgsmålet, at
skønt Sydney Carton aldrig ville blive en løve, så var han en forbavsende flink sjakal,
og at han gjorde tjeneste hos Stryver i denne beskedne rolle.
»Klokken er ti, herre,« sagde opvarteren, der havde fået ordre til at vække ham.
»Klokken er ti.«
»Hvad er der?«
»Klokken er ti.«
»Hvad mener De? Er, den ti om aftenen?«
»Ja, herren sagde jo, jeg skulle kalde klokken ti.«
»Nåh ja, nu husker jeg det. Det er godt, det er godt.«
Efter et par forsøg på at falde i søvn igen, hvilket opvarteren forhindrede ved uafbrudt
at kradse i kaminen med ildrageren i hele fem minutter, rejste han sig, satte hatten på
sit hoved og forlod spisehuset. Han drejede ind i Temple, og da han havde forfrisket
sig ved at gå et par gange op og ned i King's Bench Walk og ved Paper-Buildings, satte
han kursen mod Stryvers kontor.

Side 58
Kontoristen hos Stryver, som aldrig var til stede ved disse konferencer, var gået
hjem, og det var Stryver selv, der lukkede op. Han havde tøfler på fødderne og
var iført en vid slåbrok, der stod åben i halsen for bekvemmelighedens skyld. Han
havde det lidt vilde, udtørrede, anstrengte udtryk omkring øjnene, som man finder hos
alle solderister af hans klasse helt fra Jeffries til vore dage, og som under kunstens
forskellige forklædninger kan spores i alle portrætter fra de tider, da folk drak meget.
»Du kommer lidt sent, hukommelse,« sagde Stryver.
»Ikke stort senere end ellers. Måske er jeg et lille kvarter forsinket.«
De gik ind i et halvmørkt værelse med fyldte bogreoler langs væggen og dokumenter
flydende overalt, men med et vældigt bål i kaminen. En dampende kedel hang i en krog
over ilden, og midt i stuen stod der et bord med mange flasker vin, cognac og rom,
samt citroner og sukker.
»Jeg ser, at du allerede har fået dig en flaske, Sydney.«
»I aften var det vist to. Jeg har spist middag sammen med dagens klient ... eller
rettere sagt set på, at han spiste. Det kommer jo ud på ét!«
»Det var en glimrende ide, du fik, angående identifikationen, Sydney. Hvordan
hittede du på det? Når lagde du mærke til ligheden?«
»Det slog mig, at han var en ganske køn fyr, og så tænkte jeg, at omtrent sådan ville
jeg have set ud, hvis jeg havde haft heldet med mig.«
Mr. Stryver lo, så hans begyndende mave dirrede.
»Du og dit held, Sydney! Tag nu fat på at bestille noget!«
Sjakalen løsnede temmelig gnaven sit tøj, gik ind i det næste værelse og kom tilbage
med en stor kande fuld af koldt vand, et vandfad og et par håndklæder. Han dyppede
håndklæderne i vand, vred dem lidt og lagde dem på en højst uskøn måde om sit
hoved, hvorefter han satte sig ved bordet og sagde: »Nu er jeg parat!«
»Der er ikke mange uddrag at gøre i aften, hukommelse,« sagde mr. Stryver muntert,
medens han søgte mellem sine papirer.
»Hvor mange?«
»Kun to.«
»Giv mig så den værste først.«
»Her har du den, Sydney. Kør så løs!«
Løven anbragte sig på ryggen på en sofa, der stod på den ene side af drikkebordet,
medens sjakalen sad ved sit eget bord, der var dækket med dokumenter. Han havde let
ved at nå både flasker og glas, og de to mænd tog begge rigeligt til sig af varerne, men
på vidt forskellig måde. Løven lå det meste af tiden udstrakt på sofaen med hænderne
stukket ind under bukselinningen og stirrede ind i ilden. Kun af og til så han flygtigt i
et eller andet dokument. Sjakalen derimod sad med rynkede bryn og et spændt udtryk
i ansigtet og var så fordybet i sit arbejde, at han ikke engang så op, når han strakte
hånden ud efter glasset, så han ofte famlede efter det i over et minut, inden han kunne
føre det til sine læber. To eller tre gange fandt han sagen så vanskelig og indviklet, at
han måtte rejse sig og dyppe håndklæderne igen. Fra disse ture til vandfadet vendte
han tilbage med en fuldkommen latterlig våd hovedbeklædning, der virkede endnu
mere komisk, fordi hans ansigt var så alvorligt.
Omsider havde sjakalen fået beredt et koncentreret måltid til løven og begyndte
at made ham. Løven spiste forsigtigt og grundigt, valgte selv bidderne, kom med

Side 59
bemærkninger om dem, og sjakalen hjalp til. Da måltidet var uddebatteret, stak løven
atter hænderne ned under bukselinningen og lagde sig til rette for at meditere. Sjakalen
styrkede sig ved et nyt glas, fornyede det kolde omslag på hovedet og gik i gang med
at tilberede det næste måltid. Det blev serveret for løven på samme måde og var ikke
overstået før klokken tre om natten.
»Og da vi nu er færdige, Sydney, så skænk dig et ordentligt glas punch,« sagde
mr. Stryver.
Sjakalen fjernede håndklæderne fra sit hoved, skuttede sig, gabede, gøs og fulgte
Stryvers råd.
»Du havde ganske ret angående kronvidnerne i dag, Sydney. Hvert eneste
spørgsmål bed.«
»Jeg har jo altid ret, ikke?«
»Det nægter jeg ikke. Men hvad er der i vejen med dit humør? Smør det med lidt
punch, så det kommer i de rigtige folder.«
Sjakalen adlød med et undskyldende grynt.
»Du er da stadig den gamle Sydney Carton fra Shrewsbury Skole,« sagde
Stryver og nikkede med hovedet, da han sammenlignede fortid og nutid. »Gamle
Vippebræt-Sydney! Højt oppe det ene øjeblik og langt nede det næste. Snart i strålende
humør, snart dybt melankolsk!«
»Ak ja,« svarede den anden med et suk. »Den samme Sydney og den samme
mangel på held! Selv dengang skrev jeg de andres stile, men sjældent mine egne.«
»Og hvorfor gjorde du det?«
»Det må Gud vide. Sådan var jeg vel.«
Han sad med hænderne i lommen og benene strakt ud foran sig og stirrede ind i
ilden.
»Carton,« sagde hans ven og vendte sig mod ham med en dominerende mine, som
om kaminen var en støbeovn, hvor energisk vilje blev skabt, og det eneste, man virkelig
kunne gøre for gamle Sydney Carton fra Shrewsbury Skole, var at skubbe ham ind
i denne støbeovn. »Du har altid været sløj. Du samler hverken din energi eller din
viljestyrke. Se blot på mig.«
»Åh, sludder og vrøvl!« svarede Sydney med en mere godmodig latter. »Lad du
bare være med at spille moralsk!«
»Hvordan har jeg kunnet udrette, hvad jeg har udrettet før i tiden? Og hvordan gør
jeg det nu?«
»Dels ved at betale mig for at hjælpe dig, formoder jeg. Men der er såmænd ingen
grund for dig til at understrege alt det overfor mig. Du gør jo, hvad du vil. Du var altid
i første række, og jeg altid bagest.«
»Jeg måtte frem i første række, for jeg var jo ikke født der. Var jeg vel?«
»Jeg var ikke til stede ved ceremonien, men efter min mening var du født der,«
sagde Carton leende. Og så lo de begge to.
»Inden vi kom til Shrewsbury, medens vi var i Shrewsbury, og lige siden vi var i
Shrewsbury,« fortsatte Sydney, »har du sørget for at komme på din rette plads, og jeg
er kommet på min. Selv da vi var studiekammerater i Quartier Latin i Paris og lærte
fransk og studerede fransk retspleje og andre ting, som vi aldrig fik videre gavn af,
opnåede du altid noget, og jeg opnåede ... intet.«

»Og hvis var skylden?«
Side 60
»Jeg er min salighed ikke sikker på, at den ikke var din. Du havde altid så travlt med
at mase på og bore dig frem, at jeg ikke havde lejlighed til at gøre andet end at holde
mig i ro og ruste op. Det er imidlertid såre trist at tale om sin egen fortid, medens dagen
gryr. Vend mine tanker i en anden retning, inden jeg går.«
»Ja, lad os så drikke en skål for det smukke vidne,« sagde Stryver og hævede sit
glas. »Det er vel en behagelig retning for dine tanker?«
Det var det åbenbart ikke, for han blev straks nedtrykt igen. »Smukke vidne,«
mumlede han og stirrede ned i sit glas. »Jeg har haft nok af vidner i dag. Hvem mener
du med 'smukke vidne'?« »Den maleriske doktors datter, miss Manette.«
»Hun smuk?«
»Ja, er hun ikke?«
»Nej.«
»Men kæreste ven, alle i retssalen beundrede hende!«
»Jeg giver fanden i retssalens beundring! Når er Old Bailey blevet en domstol for
skønhed? Hun var en guldhåret dukke!«
»Ved du hvad, Sydney,« sagde mr. Stryver og så skarpt på ham samtidigt med, at
han strøg sig over ansigtet med sin fede hånd, »jeg syntes egentlig, det så ud til, at
du havde megen sympati med den guldhårede dukke og straks så, da der var noget
i vejen med hende.«
»Så det straks? Hvis et pigebarn - enten hun nu er en dukke eller ej - besvimer lige
for næsen af en, så behøver man da ikke en kikkert for at se det. Jeg skal gerne drikke
skålen, men skønheden går jeg ikke med til. Og så vil jeg ikke have mere at drikke.
Jeg vil hjem og i seng.«
Da hans vært fulgte ham ud på trappen for at lyse ham ned, faldt det kolde, grå
morgenlys ind gennem de snavsede ruder. Udenfor var luften kold og trist, himlen
overskyet, floden mørk, og hele scenen mindede om en livløs ørken. Ringe af støv
hvirvledes op af morgenblæsten, som om ørkensandet føg langt borte, og dets fine
skyer var begyndt at tage byen i besiddelse.
Med spildte kræfter i sit indre og omgivet af ørken til alle sider stod Carton stille
på vejen over den mennesketomme terrasse og så et øjeblik i det øde, der omgav
ham, et luftsyn af hæderlig stræben, selvforsagelse og målbevidsthed. I denne skønne
drømmeby var der luftige gallerier, hvorfra skønhed og ynde så ned til ham, parker,
hvor livets frugter modnedes, og håbets flod funklede for hans øjne. Et nu, og så var
det alt sammen forsvundet. Han krøb op til sit kammer i en brønd af sammenbyggede
huse, kastede sig på sin uordentlige seng uden at klæde sig af og vædede sin pude
med frugtesløse tårer.
Dybt vemodigt hævede solen sig, og dens stråler belyste intet sørgeligere syn end
denne mand med gode evner og gode følelser, der var ude af stand til at hjælpe sig
selv og finde lykken og som selv vidste, at der hvilede en forbandelse over ham, og
dog uden modstand lod den ødelægge hele tilværelsen for ham.

Hundredevis af mennesker
Side 61
Doktor Manettes stille bolig lå på et gadehjørne ikke ret langt fra Soho Square. En smuk
søndag eftermiddag, da fire måneder var gået siden højforræderisagen, og den helt
var glemt af folk i almindelighed, vandrede mr. Jarvis Lorry gennem de solbeskinnede
gader fra Clerkenwell, hvor han boede, for at spise middag hos doktoren. Skønt deres
omgang i begyndelsen ofte havde været afbrudt af forretninger, var mr. Lorry nu blevet
doktorens ven, og det stille hjørnehus var solskinnet i hans liv.
På denne dejlige søndag gik mr. Lorry af tre grunde tidligt på eftermiddagen til Soho.
For det første spadserede han ofte en tur med doktoren og Lucie inden middag, når
vejret var godt. For det andet tilbragte han, når vejret var dårligt, sin søndag hos dem
som ven af huset med at passiare, læse og se ud ad vinduet. For det tredje havde han
sine egne små gåder at løse og kendte husets skikke så nøje, at han vidste, dette var
et gunstigt tidspunkt til det.
I hele London fandtes der vist ikke så mærkeligt et gadehjørne som det, hvor
doktoren boede. Til den ene side var der en blindgade, og fra vinduerne havde
man en fredelig, stille udsigt. Dengang fandtes der kun få bygninger nord for Oxford
Street, derimod var der mange store træer, der voksede vilde blomster, og hvidtjørnen
blomstrede på de marker, der nu forlængst er forsvundne. Derfor strømmede den friske
luft altid gennem Soho i stedet for at friste en ussel tilværelse som en tilfældig hjemløs
omstrejfer, og man behøvede ikke at gå ret langt for at se mangen en mur, hvor ferskner
groede og modnedes.
Sommersolen skinnede på hjørnehuset om formiddagen, men når der blev varmt i
gaderne, lå det i skygge med udsigt til sollyset ovre på den anden side. Det var et køligt
sted, gammeldags, men hyggeligt, der fandtes et ganske mærkværdigt ekko, og når
man kom fra de larmende hovedårer, virkede gaden som en stille havn.
Der burde ligge en fredelig bark fortøjet på sådan en ankerplads, og det gjorde der
også. Doktoren boede i to etager af et stort, roligt hus, hvor det hed sig, at der dreves
mange slags forretninger om dagen, uden at man dog hørte ret meget til dem, medens
huset nærmest var tomt efter fyraften. I et baghus, som man nåede ved at gå over
gårdspladsen, hvor et platantræ stod og raslede med sine grønne blade, hed det sig,
at der blev bygget orgler, ciseleret sølv og smedet guld af en mystisk kæmpe, der som
skilt havde en guldarm anbragt ud fra væggen i husets forhal - som om han havde
skabt sig selv om til guld og truede med at gøre det samme ved alle, der opsøgte ham.
Man hørte og så ikke ret meget til disse virksomheder eller en enkelt logerende, der
boede oppe i huset, eller til en mand, der i kælderen havde kontor for sin forretning i
polstring til vogne. Nu og da gik en håndværker gennem forhallen og trak sin frakke på
undervejs, eller en fremmed kom ind og så sig om. Det kunne også ske, at man hørte
en klirrende lyd fra baghuset eller et hammerslag fra den gyldne kæmpe, men det var
kun undtagelser, der måtte til for at understrege den regel, at spurvene i platantræet og
ekkoet ved gadehjørnet havde stedet for sig selv fra søndag morgen til lørdag aften.
Doktor Manette modtog de patienter, som hans gamle ry og hviskede beretninger
om hans livshistorie bragte ham. Hans videnskabelige kundskaber samt hans omhu og
dygtighed ved patienternes behandling skaffede ham så meget at gøre, at han tjente,
hvad han behøvede.
Alt dette vidste mr. Lorry besked om, da han ringede på døren til det stille hjørnehus
hin smukke søndag eftermiddag.
»Er doktor Manette hjemme?«

Nej, men han ventedes snart.
»Er miss Lucie hjemme?«
Nej, men hun ventedes også snart.
»Er miss Pross da hjemme?«
Side 62
Ja, det var hun vistnok, men pigen var ikke rigtig klar over, om dette faktum skulle
benægtes eller indrømmes.
»Ja, jeg selv er jo som hjemme her,« sagde mr. Lorry, »så jeg går op i stuerne.«
Skønt doktorens datter ikke kendte noget til sit fødeland, lod det til, at hun havde
lært af det at få meget ud af små midler, hvilket er en af dets nyttigste og mest
tiltalende evner. Skønt møblerne var meget beskedne, var de forsynet med så mange
små udsmykninger, der kun havde værdi ved deres udsøgte smag, at resultatet var
overordentlig tiltalende. Alt i stuerne fra de største til de mindste ting røbede den
farvesans og den smag i valget af de mindste detaljer, som skyldes følsomme hænder,
klartseende øjne og sund sans. De var samtidigt så smukke og så karakteristiske for
den, der havde skabt dem, at det forekom mr. Lorry, mens han stod og så sig om, at selv
stole og borde syntes at spørge ham med det specielle udtryk, som han efterhånden
kendte så godt, om han syntes om dem.
Der var tre værelser i hver etage, og dørene mellem dem stod åbne, så den friske
luft kunne passere gennem dem alle. Mr. Lorry smilede ved at se, hvor de lignede
deres beboere, og vandrede fra den ene stue til den anden. Først var der dagligstuen
med Lucies fugle, blomster, bøger, skrivebord, sybord, samt hendes malerkasse med
vandfarver. Det næste værelse var doktorens konsultationsstue og tjente også som
spisestue. Det tredje, hvis lys blev plettet af platantræet ude i gården, var doktorens
soveværelse, og her stod i en krog den nu ubenyttede skomagerbænk og en bakke
med værktøj, akkurat som de engang havde stået i kvistrummene over vinboden i den
parisiske forstad Saint Antoine.
Mr. Lorry stod stille og så sig om. »Jeg gad vide,« sagde han højt, »hvorfor han
beholder det minde om sine lidelser.«
»Hvorfor spekulerer De på det?« spurgte en stemme bag ham. Det var miss Pross,
den vilde, røde kvinde med de stærke hænder, som han havde truffet for første gang
på Royal George Hotel i Dover og senere var blevet gode venner med.
»Jeg ville have troet ...« begyndte mr. Lorry.
»Pyh! Hvad ville De have troet?« sagde miss Pross, og mr. Lorry opgav at sige mere.
»Hvordan står det til?« spurgte damen skarpt, men samtidigt som om hun ville vise
ham, at hun ikke bar nag.
»Tak, jeg har det såmænd rigtig godt,« svarede mr. Lorry sagtmodigt. »Og De?«
»Der er ikke noget at prale af,« sagde miss Pross. »Virkelig?«
»Nej,« sagde miss Pross, »jeg er meget bekymret for min mariehøne.«
»Virkelig?«
»For himlens skyld, sig dog noget andet end 'virkelig', eller jeg går til at nervøsitet,«
sagde miss Pross, der var kort af sind om ikke af skikkelse.
»Så siger jeg: tænk bare,« sagde mr. Lorry for at bøde på sit fejlgreb.
»'Tænk bare' er såmænd galt nok,« erklærede miss Pross, »men lidt bedre er det
dog. Ja, jeg er virkelig meget bekymret.«

»Må det være mig tilladt at spørge om grunden til denne bekymring?«
Side 63
»Jeg bryder mig ikke om, at snese af mennesker, der aldeles ikke er min elskede
mariehøne værdige, kommer her og underholder hende,« erklærede miss Pross.
»Men kommer her da snese af mennesker for at underholde hende?«
»Her kommer i hundredvis,« sagde miss Pross.
Det var karakteristisk for denne dame (som for så mange før og efter hende), at hvis
man mødte hendes påstande med et spørgsmål, tyede hun til overdrivelser.
»Men dog, men dog!« sagde mr. Lorry, der ikke kunne hitte på en mere harmløs
bemærkning.
»Jeg har levet sammen med min skat, siden hun var ti år ... eller min skat har levet
sammen med mig og betalt mig for det, og det behøvede hun så sandelig slet ikke at
have gjort, kan jeg bare sige Dem, hvis jeg havde haft råd til at betale både for hende
og for mig selv. Og så er det virkelig meget hårdt,« sagde miss Pross.
Da mr. Lorry ikke rigtig forstod, hvad det var, som var meget hårdt, nøjedes han
med at ryste på hovedet, hvilket jo var en tilkendegivelse, der kunne passe på hvad
som helst.
»Alle mulige mennesker, der aldeles ikke er min skat værdige, dukker ustandseligt
op,« sagde miss Pross. »Da De begyndte det...«
»Begyndte jeg det, miss Pross?«
»Ja, gjorde De måske ikke? Hvem var det, der kaldte hendes far til live, om jeg må
spørge?«
»Nå, ja, hvis det var begyndelsen ...«
»Ja, enden var det da i hvert fald ikke. Som jeg altså sagde, så var det såmænd
hårdt nok. Ikke fordi jeg har noget imod doktor Mariette, undtagen at han ikke er sådan
en datter værdig, og det kan man ikke bebrejde ham, for det er der såmænd ingen
i verden, der er. Men det er, ærlig talt, dobbelt eller tredobbelt hårdt, at efter ham er
disse masser af mennesker kommet rendende for at tage min mariehønes kærlighed
fra mig.«
Mr. Lorry vidste, at miss Pross var meget jaloux, men han havde også efterhånden
opdaget, at hun under sin excentricitet var et af disse opofrende mennesker - der kun
findes blandt kvinder - som af ren og skær beundring og kærlighed gør sig til villige
slaver for ungdom, når deres egen er forbi, skønhed, som de aldrig selv har ejet,
talenter, som de selv mangler, og fremtidshåb, der aldrig har strålet over deres egen
triste tilværelse. Han kendte denne verden godt nok til at forstå, at hjertets trofasthed
er det bedste, der findes, når den ydes uden egenkærlige bagtanker, og han nærede
en så dyb ærbødighed for denne følelse, at han i sine egne tanker satte miss Pross
langt nærmere ved himlens engle end mange andre kvinder, der var rigeligere udstyret
af både natur og kunst og havde konto i Tellsons Bank.
»Der har aldrig været og vil aldrig blive nogen, som er min mariehøne værdig,«
sagde miss Pross, »undtagen måske min broder Salomon, hvis han ikke havde begået
sit livs store fejltrin.«
Også i denne retning vidste mr. Lorry besked om miss Pross' livshistorie og havde
bragt i erfaring, at hendes broder Salomon var en hjerteløs slubbert, der havde plyndret
hende for alt, hvad hun ejede, for at spekulere med pengene, og derefter uden ringeste
anger og ruelse havde ladet hende sidde tilbage i armod. Miss Pross' faste tro på

Side 64
Salomon (hvorfra måtte trækkes en lille brøkdel for det omtalte fejltrin), var noget, mr.
Lorry lagde stor vægt på, og den spillede en stor rolle i hans beundring for hende.
»Da vi nu tilfældigvis er alene, og vi begge er folk med forretningssans,« sagde han,
da de havde sat sig i dagligstuen, »så lad mig få lov til at spørge Dem om en ting: Har
doktoren aldrig - ikke engang når han taler med Lucie - hentydet til den tid, da han
var skomager?«
»Nej, aldrig.«
»Og dog beholder han både bænken og værktøjet inde i sit soveværelse?«
»Ja,« svarede miss Pross og rystede samtidigt på hovedet, »men dermed har jeg
jo heller ikke sagt, at han ikke hentyder til den tid i sine tanker.«
»Tror De da, at han ofte tænker på den?«
»Ja, det tror jeg,« sagde miss Pross.#' »Formoder De ...« begyndte mr. Lorry, men
miss Pross afbrød ham med ordene:
»Jeg formoder aldrig noget, for jeg mangler totalt fantasi.«
»De må undskylde mig. Men tænker De da ... for De tænker vel af og til?«
»Det sker,« sagde miss Pross.
»Tænker De Dem da,« fortsatte mr. Lorry med et muntert glimt i sine klare øjne, der
så så venligt på hende, »at doktor Manette har en eller anden privat teori, som han har
bevaret gennem alle disse år, angående årsagen til, at han blev holdt skjult. Tænker
De Dem, at han end også kender navnet på den, der fik ham spærret inde?«
»Jeg tænker mig overhovedet ikke noget, men jeg ved kun, hvad min mariehøne
fortæller mig.«
»Og det er ... ?«
»At hun tror, han har en sådan teori.«
»De må ikke blive vred over, at jeg kommer med alle disse spørgsmål, selv om jeg
kun er en kedelig forretningsmand ligesom De er en forretningskvinde.«
»Kedelig?« spurgte miss Pross elskværdigt.
Mr. Lorry ønskede inderligt, at han ikke havde brugt det ord.
»Nej, nej,« sagde han. »Det mener jeg ikke. Men for at vende tilbage til
forretningerne, er det så ikke besynderligt, at doktor Manette, der, som vi alle ved,
bevisligt ikke har begået nogen forbrydelse, aldrig taler om sagen? Jeg mener ikke, at
han skulle drøfte den med mig, skønt han har haft forretningsforbindelser med mig langt
tilbage i tiden, og vi nu er nære venner, men for eksempel med sin søde datter, som
han elsker så højt, og som så varmt gengælder hans følelser. Tro mig, miss Pross, jeg
omtaler ikke dette emne over for Dem af nysgerrighed, men kun ud fra den varmeste
interesse.«
»Ja, så vidt jeg forstår, men De vil sagtens mene, at det er ikke noget, man kan
regne ret meget med,« sagde miss Pross, der var blevet blidgjort af hans undskyldende
tonefald, »så er han bange for hele den sag.«
»Bange?«
»Og efter min mening er det soleklart, hvorfor han er bange. Det er et frygteligt
minde, og det førte jo hans hjernesvækkelse med sig. Da han hverken ved, hvordan
han mistede hukommelsen, eller hvordan den kom tilbage, føler han sig aldrig sikker
på, at ulykken ikke kan gentage sig, og det kunne jo gøre enhver nervøs, skulle jeg
mene.«

Side 65
Dette var en mere dybsindig bemærkning, end mr. Lorry havde ventet. »Ja,« sagde
han, »det er en frygtelig tanke. Men alligevel er jeg ikke helt sikker på, miss Pross, at
det er sundt for doktor Manette altid at holde disse tanker for sig selv. Og det er netop
denne bekymring, der har ført mig til at tale fortroligt til Dem i dag.«
»Der er ikke noget at gøre ved det,« sagde miss Pross og rystede på hovedet.
»Rører man ved det spørgsmål, så bliver det straks galt med ham. Man må hellere
lade sagen hvile. Eller med andre ord, man er nødt til at lade den hvile, enten man
vil eller ej. Somme tider står han op midt om natten, og vi kan høre ham vandre op
og ned over vore hoveder i sit soveværelse. Min mariehøne har lært at forstå, at så
vandrer også hans sind op og ned i hans gamle fængsel. Hun skynder sig op til ham,
og så vandrer de sammen op og ned, indtil han er faldet til ro. Men han siger aldrig
et eneste ord til hende om årsagen til sin rastløshed, og hun finder det klogest ikke
at tale til ham derom. Tavse vandrer de op og ned sammen, til hendes kærlighed og
deltagelse kalder ham til bevidsthed igen.«
Skønt miss Pross havde erklæret, at hun manglede fantasi, var der en sådan
forståelse af smerten ved at være forfulgt af triste tanker i den måde, hvorpå hun gentog
ordene 'vandre op og ned', at det beviste, hun i højeste grad havde fantasi.
Det er blevet omtalt, at der var et mærkværdigt ekko ved hjørne huset. Det var nu
begyndt som lyden af skridt, som nærmede sig, og faldt ganske i tråd med beskrivelsen
af de endeløse vandringer op og ned.
»Der kommer de!« sagde miss Pross og bragte ende på samtalen ved at rejse sig.
»Og så varer det sikkert ikke ret længe, inden der kommer i hundredvis af mennesker
til huset.«
De akustiske forhold omkring huset var så besynderlige, fordi den blinde gade
næsten virkede som et øre, at da mr. Lorry stod henne ved det åbne vindue og så
ud efter far og datter, hvis skridt han tydeligt hørte, fik han en fornemmelse af, at han
aldrig ville få dem at se. Ikke alene ville ekkoet dø hen, men det ville blive erstattet
med ekkoet af andre skridt, som også ville svinde bort, netop når man syntes, de var
ganske nær. Imidlertid dukkede far og datter omsider frem, og miss Pross stod ude
ved døren for at tage imod dem.
Det var så smukt at se, hvordan miss Pross, trods sit vilde, røde, noget bistre ydre,
varsomt fjernede sin yndlings hat, da hun var kommet op i stuen, hvordan hun forsigtigt
tørrede den af med sit lommetørklæde og pustede hvert støvgran bort, foldede hendes
kappe sammen, så den straks kunne lægges bort, og glattede hendes smukke hår med
lige så megen omhu, som hun ville have viet det, hvis det havde været hendes eget,
og hun var verdens smukkeste og mest forfængelige kvinde. Det var også smukt at
se den unge pige takke hende med et kys og erklære, at hun gjorde sig al for megen
ulejlighed for hendes skyld. Den sidste bemærkning turde hun dog kun fremføre i en
spøgende tone, for ellers ville miss Pross blive så krænket, at hun trak sig tilbage til
sit værelse og græd.
Det var ligeledes en fryd for øjet at se doktoren betragte dem og høre ham sige, at
miss Pross forkælede Lucie, skønt hans blik og stemme fortalte, at han selv var lige
så tilbøjelig til at forkæle hende. Og også mr. Lorry var et hyggeligt syn, som han stod
der med sin lille paryk på hovedet og smilende sendte forsynet en stille tak, fordi det
havde velsignet hans alderdoms ungkarletilværelse med et hjem som dette. Men mr.
Lorry ventede forgæves på at se miss Pross' profeti gå i opfyldelse - der kom ikke i
hundredvis af mennesker, som kunne nyde godt af den smukke, lille scene.

Side 66
Middagen stod på bordet, og stadig var de hundreder af mennesker ikke kommet.
Husholdningen var sådan ordnet, at miss Pross havde ledelsen i køkkenregionerne,
og maden var rene mesterværker. Retterne var ganske vist enkle og beskedne,
men de var så fortrinligt tilberedt, så smukt serveret og halvt franske, halvt engelske
i sammensætningen, at de overhovedet ikke kunne have været bedre. Som den
praktiske kvinde, miss Pross var, havde hun gennemsøgt Soho og de omliggende
kvarterer for at finde fattige, franske familier, der for et beskedent honorar var villige
til at sætte hende ind i deres kulinariske hemmeligheder. Hos disse forarmede sønner
og døtre af Frankrig havde hun lært kunsten så grundigt, at den kone og unge pige,
der tjente i huset, betragtede hende slet og ret som en troldkvinde eller som askepots
gudmor, der sendte dem ud efter en høne, en kanin og nogle grøntsager og deraf kunne
lave en hvilken som helst ret.
Om søndagen spiste miss Pross med ved bordet, men på ugens øvrige dage foretrak
hun at indtage sine måltider, når det passede hende, enten nede i køkkenregionerne
eller oppe på sit værelse i stueetagen - et blåmalet kammer, hvortil kun hendes
mariehøne fik adgang. Ved bordet forsvandt miss Pross' bistre væsen ganske under
påvirkning af Lucies smil og anstrengelser for at behage hende, så det blev et rigtigt
hyggeligt måltid.
Luften var efterhånden blevet meget tung og trykkende, så efter middagen foreslog
Lucie, at vinen skulle sættes ud under platantræet i gården, for at de kunne være i det
fri. Da alt drejede sig om, hvad hun ønskede, satte de sig derud, og hun bar selv vinen
ned til mr. Lorry. Det var i tidens løb blevet en fast regel, at hun optrådte som mr. Lorrys
mundskænk, og medens de sad og passiarede under træet, sørgede hun for, at hans
glas blev fyldt. Underlige gavle og baghuse kiggede ned på dem, og platanen hviskede
til dem på sin egen maner.
Men de hundreder af mennesker viste sig stadig ikke. Mr. Darnay kom, medens de
sad under træet, men han var jo kun en.
Doktor Manette tog venligt imod ham, og det samme gjorde Lucie. Men miss Pross
fik pludselig nogle underlige trækninger i ansigt og krop og trak sig tilbage til huset.
Hun led ofte af denne skavank, som hun i fortrolig samtale kaldte »et anfald af ryk«.
Doktoren var i sit bedste humør og så forbavsende ung ud. Ligheden mellem ham og
Lucie var meget påfaldende i øjeblikke som disse, og da de nu sad side om side, hun
lænet ind imod ham og han med armen hvilende på ryggen af hendes stol, dannede
de et meget smukt billede.
Hele dagen igennem havde han været ualmindelig livlig og havde talt om mange
forskellige emner.
»Sig mig, doktor Manette,« sagde mr. Darnay, da de var kommet til at tale om
Londons gamle bygninger, »har De nogen sinde været i Tower?«
»Ja, Lucie og jeg har været der, men kun på et flygtigt besøg. Vi har akkurat set nok
til at forstå, at det er overordentlig interessant, men mere kender vi ikke til det.«
»Jeg har jo opholdt mig der, som De vel husker,« sagde Darnay med et smil, skønt
en vredesrødme samtidig farvede hans kinder. »Det var jo ikke som turist, og jeg havde
ikke lejlighed til at se ret meget derinde. Men de fortalte mig en besynderlig historie,
medens jeg var der.«
»Hvad handlede den om?« spurgte Lucie.
»Da der skulle udføres nogle ombygninger, stødte arbejderne på et gammelt
underjordisk fængselsrum, der i mange år havde været muret til og var glemt. Hver

Side 67
eneste sten i rummet bar inskriptioner, som fangerne havde skåret i dem - data, navne,
beklagelser og bønner. På en hjørnesten havde en fange, der åbenbart senere var
blevet halshugget, hugget fire bogstaver. Det var gjort med et eller andet meget primitivt
redskab, i stor hast og med en meget uøvet hånd. I begyndelsen mente man, der stod
G. K. A. V., men da man så nærmere til, viste det andet bogstav sig at være et R.
Der fandtes i listerne ingen fange med de forbogstaver, og efter lange overvejelser
var der en, som sagde, at bogstaverne måske dannede ordet 'grav'. Gulvet lige under
indskriften blev meget omhyggeligt undersøgt, og under en af fliserne fandt man asken
af et stykke papir blandet med asken af en lille læderæske eller pung. Det, som den
ukendte fange har skrevet, vil aldrig blive læst, men der kan ikke være nogen tvivl om,
at han har skrevet et eller andet og skjult det for fangevogteren.«
»Men far!« udbrød Lucie. »Er du syg?«
Han var pludselig sprunget op og havde grebet sig om hovedet med begge hænder.
Hans udtryk var så forandret, at de alle blev aldeles forfærdede.
»Nej, kæreste. Jeg er ikke syg. Men der begyndte at falde nogle meget store
regndråber, og de forskrækkede mig. Vi må hellere gå ind.«
Han genvandt næsten øjeblikkelig sin ligevægt. Men regnen faldt virkelig i store
dråber, og han viste dem sin hånd, der allerede var ganske våd. Han sagde derimod
ikke et eneste ord angående det fund, han havde hørt om, og da de gik ind i huset,
så mr. Lorrys skarpe forretningsblik - eller mente at se - det samme mærkelige udtryk
i hans ansigt, når han betragtede Charles Darnay, som han havde lagt mærke til den
dag, de alle stod sammen i retsbygningens korridor.
Udtrykket forsvandt så hurtigt, at mr. Lorry begyndte at miste troen på sit
forretningsblik. Den gyldne arm i forhallen var ikke mere støt, end doktor Mariette var,
da han standsede under den på vejen ind og bemærkede, at han endnu ikke var helt
hærdet mod små overraskelser (man vidste jo heller ikke, om han nogen sinde ville
blive det), og regnen var kommet bag på ham.
Det blev tetid, og miss Pross skænkede teen, skønt hendes 'anfald af ryk' endnu
ikke var overstået, men der kom stadig ikke i hundredvis af mennesker. Mr. Carton var
kommet slentrende ind, men så blev det jo kun to.
Aftenen var så utrolig lummer, at skønt de sad med åbne vinduer og døre, virkede
varmen overvældende. Da teen var drukket, flyttede de alle sammen hen til et af
vinduerne og så ud i det hurtigt tiltagende tusmørke. Lucie sad hos sin far, Darnay ved
hendes anden side, og Carton stod lænet mod vinduet. Gardinerne var lange og hvide,
og pludselig for en hvirvelvind ind i stuen, løftede dem helt op til loftet og bevægede
dem som et par spøgelsesagtige vinger.
»Regndråberne er stadig store og tunge, men der er ikke ret mange af dem,« sagde
doktor Manette. »Det kommer langsomt.«
»Men sikkert,« sagde Carton.
De talte dæmpet, som mennesker, der venter, i reglen gør, og som mennesker, der
sidder i et mørkt værelse og venter på det første lyn, altid gør.
Man kunne høre, hvordan folk skyndte sig af sted ude på gaderne for at komme i
ly, inden uvejret brød løs. Det mærkelige ekko af skridt hørtes atter og atter, men der
var ikke en sjæl at se.
»Et mylder af mennesker og dog ensomhed,« sagde Darnay, da de havde siddet
og lyttet en tid.

Side 68
»Ja, er det ikke betagende, mr. Darnay?« sagde Lucie. »Somme tider har jeg siddet
her om aftenen, indtil det forekom mig ... men blot skyggen af mine dumme fantasier
får mig til at ryste i aften, hvor alt er så mørkt og så højtideligt ...«
»Lad også os andre komme til at ryste. Måske kan vi give Dem forklaring på, hvad
det er.«
»Det vil sikkert forekomme Dem dumt. Den slags ideer er blot mærkelige, medens
vor hjerne skaber dem, og kan slet ikke fortælles videre. Jeg har nu og da siddet her
alene om aftenen og lyttet, indtil jeg har forestillet mig ekkoet af fodtrin derude som et
ekko af alle de fodtrin, der med tiden vil trænge ind i vort liv.«
»Hvis det er rigtigt, så vil der med tiden komme en mængde mennesker ind i vort
liv,« sagde Sydney Carton tungsindigt.
Fodtrinene hørtes uafbrudt og blev stadig hurtigere. Ekkoet derude ved hushjørnet
genlød atter og atter, snart lød det lige under vinduerne, snart inde i selve stuen, snart
kom det, snart gik det, så standsede det et øjeblik for straks efter igen at begynde, og
hele tiden kom lyden fra hovedgaderne, for i nærheden af huset var der ikke et eneste
menneske at se.
»Tror De, alle disse fodtrin kommer til os alle sammen, miss Manette, eller skal vi
dele dem mellem os?«
»Jeg ved det ikke, mr. Darnay, jeg forberedte Dem jo på, at det kun var dumme
fantasier, men De ville absolut høre dem. Når disse drømmerier er kommet over mig,
har jeg altid været alene, og så har jeg tænkt mig dem som fodtrin af de mennesker,
som skulle komme ind i min fars og mit liv.«
»Jeg tager dem ind i mit!« sagde Carton. »Jeg kommer ikke med spørgsmål eller
stiller betingelser. En stor menneskeskare kommer dragende imod os, miss Manette,
og jeg kan se dem ... i skæret fra et lyn.« Han tilføjede de sidste ord, da et stærkt
lysglimt i et nu havde vist dem hans skikkelse lænet mod vinduet.
»Og jeg hører dem!« fortsatte han, da tordenen var forstummet. »De kommer
stormende ... vilde og rasende.«
Det var regnens hvislen og larmen, han tog som sindbillede, og den gjorde ham tavs,
for ingen stemme kunne trænge igennem den. Samtidigt brød et uvejr for alvor løs, som
aldrig skulle gå dem af minde. Der var ikke et øjebliks pause mellem lyn og tordenbrag,
og regnen styrtede ned. Først da månen stod op henimod midnat, var uvejret forbi.
Den store klokke på St. Pauls-kirken slog et i den rene luft, da mr. Lorry eskorteret
af Jerry i lange støvler og med lygte i hånden begav sig hjemad mod Clerkenwell. Der
var ensomme strækninger mellem Soho og Clerkenwell, og mr. Lorry var ængstelig af
sig, så han engagerede altid Jerry til at hente sig, men i reglen var det to timer tidligere.
»Sikken en aften, det har været, Jerry!« sagde mr. Lorry. »Man skulle næsten synes,
dette vejr kunne kalde de døde frem af graven.«
»Jeg har aldrig set et uvejr, der kunne gøre det ... og venter heller ikke at få det at
se,« svarede Jerry.
»God nat, mr. Carton,« sagde bankmanden. »God nat, mr. Darnay. Mon vi nogen
sinde skal opleve sådan en aften sammen igen!«
Måske. Måske ville den store menneskesværm for alvor komme stormende frem
imod dem.

Monseigneur i byen
Side 69
Monseigneur, en af de mægtigste mænd ved hoffet, holdt reception i sit pragtfulde palæ
i Paris. Monseigneur opholdt sig i det inderste værelse, hans intimeste lønkammer
og det allerhelligste for den skare tilbedere, der befandt sig i suitens ydre rum.
Monseigneur var i færd med at nyde sin chokolade. Monseigneur kunne med lethed
sluge mangt og meget, og der fandtes visse utilfredse sjæle, som mente, at han
var i færd med at sluge hele Frankrig, men når det gjaldt morgenchokoladen, kunne
monseigneur ikke få en eneste slurk ned uden hjælp fra fire stærke mænd foruden
kokken.
Ja, det krævede virkelig fire mænd i pragtfulde uniformer, og når den fornemste
af dem skulle føre den lykkelige chokolade til monseigneurs læber, kunne han
overhovedet ikke eksistere uden to guldure i lommen, en mode, monseigneur selv
havde lanceret. En lakaj bar chokoladekanden ind i hans Nådes værelse, en anden
piskede chokoladen med et lille apparat, han havde med sig til det brug, en tredje
rakte monseigneur servietten, og den fjerde - ham med de to guldure - skænkede
chokoladen. Monseigneur kunne umuligt undvære en eneste af disse tjenere ved
chokoladedrikningen, uden at hans værdighed her i verden led betydeligt. Hans
våbenskjold ville have fået en frygtelig plet, hvis chokoladen var blevet serveret af tre
lakajer, og havde der kun været to, var det blevet hans død.
Monseigneur havde været ude til en lille souper aftenen i forvejen, og der havde
operaen været repræsenteret på den mest henrivende måde. Monseigneur var i reglen
ude til en lille souper hver eneste aften i det mest indtagende selskab. Så høflig og
så påvirkelig var monseigneur, at operaen og komedien havde langt mere indflydelse
hos ham i de kedsommelige statssager og statshemmeligheder, end hele Frankrigs
virkelige behov. Og hvor var det dog en lykke for Frankrig, ligesom for alle andre lande,
der var velsignet med lignende forhold. Tænk for eksempel, hvor herligt England havde
haft det under de muntre Stuarter, der solgte hele landet!
Monseigneur havde kun en eneste plan, når det drejede sig om almindelige
offentlige sager, og det var at lade alt fortsætte, som det var. Hvad nogle specielle
offentlige forretninger angik, var monseigneur af den ædle mening, at de skulle
ordnes efter hans hoved - det vil sige øge hans magt og fylde hans lommer. Hvad
monseigneurs fornøjelser angik, så havde han den i sandhed ædle opfattelse, at
verden kun var til for deres skyld. Ordlyden i hans stands leveregel var ikke meget
forskellig fra originalen; der var kun forandret et eneste ord, hvilket ikke kan kaldes
meget: »Min er jorden og dens fylde.«
Og dog havde monseigneur bemærket, at der efterhånden havde sneget sig nogle
tarvelige bekymringer ind i hans affærer, såvel de private som de offentlige, og han
havde set sig nødsaget til, hvad begge slags affærer angik, at alliere sig med en
overskatteforpagter. Statens finanser kunne monseigneur overhovedet ikke hitte rede
i, så derfor måtte han forpagte dem bort til en, der kunne, og hans private finanser
var efter generationers store luksus og tilsvarende udgifter i en sådan forfatning, at de
måtte overlades til en overskatteforpagter, der jo altid var rig.
Monseigneur havde taget sin søster ud af klostret i tide til, at hun kunne undgå
sløret, der jo ellers ville have været det billigste klædningsstykke, hun kunne bære,
og skænket hende til en meget rig overskatteforpagter, der dog var fattig på ædelt
blod. Denne overskatteforpagter, der havde en stok med et guldæble på toppen som
passende symbol, ventede nu sammen med den øvrige forsamling ude i forværelserne
og blev stærkt kurtiseret af alle, der ikke var af monseigneurs blod, for den familie,

Side 70
hans egen hustru indbefattet, så ned på overskatteforpagteren med den allerdybeste
foragt. Han var i øvrigt en meget storslået herre, denne overskatteforpagter. Tredive
heste stod i hans stalde, fireogtyve lakajer sad i hans forhal, og seks kammerjomfruer
opvartede hans frue. Som en mand, der ikke lagde skjul på, at han aldrig bestilte
andet end at plyndre andre og berige sig selv, hvor han kunne komme til det, var
overskatteforpagteren - selv om han gennem sit ægteskab støttede det fine selskabs
moral - i hvert fald den mest realistisk indstillede blandt de personer, som den dag
ønskede at gøre monseigneur deres opvartning.
For skønt salene var smukke at se på og dekoreret med al den smag og
kunstfærdighed, som hørte tiden til, hvilede denne pragt dog på et svagt fundament;
thi sammenholdt man den med de fugleskræmsler i laser og nathuer, der ikke
boede længere borte, end at man kunne se begge disse to yderpunkter i tilværelsen
i omtrent samme afstand fra tårnene på Notre Dame, ville resultatet være højst
urovækkende - men det ville ingen falde på i monseigneurs hus. Der var officerer,
som fuldstændig manglede militær uddannelse, søofficerer, der ikke vidste noget om
et skib, embedsmænd, der ikke kendte noget til administration, frække præster med
sanseligt blik, sladderagtige tunger og lastefulde tilbøjeligheder, mere verdslige end
almindelige mennesker - lutter personer, der var fuldstændig uskikkede til deres kald
og dog lod som de passede dem. De hørte alle mere eller mindre til samme stand
som monseigneur og havde derfor fået offentlige embeder, som der var penge at
tjene på, og af dem fandtes der mangfoldige. Folk, der ikke direkte stod i forbindelse
enten med monseigneur eller med staten og heller ikke med noget af værdi eller med
mennesker, der vandrede ad den lige vej, var der også nok af. Læger, der tjente
store formuer på fine lægemidler mod indbildte sygdomme, smilede til deres fornemme
patienter i monsiegneurs forværelse. Projektmagere, der havde opfundet alverdens
forskellige hjælpemidler mod de onder, som staten var angrebet af - undtagen et middel
til at udrydde blot en eneste synd - hviskede i øret på hvert eneste menneske, de
kunne få fat på ved monseigneurs receptioner. Vantro filosoffer, der var i færd med
at omskabe verden ved hjælp af ord og bygge Babelstårne af kort for at bestorme
himlen, talte med skeptiske kemikere, der kun troede på metallernes omdannelse, her
ved monseigneurs berømmelige sammenkomster. Fornemme herrer med høj dannelse
- noget af en sjældenhed på de tider og for resten også siden - der gav sig udtryk
i en fuldkommen ligegyldighed over for ethvert emne, der havde almen menneskelig
interesse, stillede på forbilledlig måde deres livslede til skue i monseigneurs palæ.
Disse forskellige fremragende personligheder kom fra sådanne hjem i Paris' fornemme
verden, at spionerne, der blandede sig med monseigneurs tilhængere og dannede over
halvdelen af forsamlingen, ville have haft svært ved i de omgivelser at finde en eneste
hustru, der i væsen og udseende bekendte, at hun var mor; thi udover akkurat at føde
disse små, besværlige væsener - og derved når man jo ikke langt på vej til at fortjene
modernavnet - gav moden ikke plads for det kald. Bønderkoner tog sig af de umoderne
småbørn og opdrog dem, og indtagende bedstemødre på tres klædte sig og morede
sig, som om de lige var fyldt tyve.
Uvirkelighedens spedalskhed prægede hvert menneskeansigt i monseigneurs
forværelser. I det yderste rum stod et halvt dusin mænd, der dannede en undtagelse,
fordi de i nogle år havde haft en vag fornemmelse af, at tingene i almindelighed gik
temmelig forkert. Som en lovende udvej til at bringe alt i orden var de blevet medlemmer
af en fantastisk sekt af fanatikere, og stod endogså nu og overvejede, om de skulle få et
raserianfald på stedet og derved give monseigneur et fingerpeg angående fremtiden.
Foruden disse dervisher var der tre til stede, som havde kastet sig ind i en anden sekt,

Side 71
som bødede på de bestående tilstande med fraser angående »sandhedens centrum«
og fastholdt, at mennesket var kommet uden for dette sandhedens centrum - hvilket
i og for sig ikke var så svært at bevise - men endnu var mennesket ikke nået ud
over periferien, og det måtte absolut forhindres, at man fløj ud over den. Man skulle
tværtimod skubbes tilbage til centrum ved at faste og se ånder. I denne kreds var der
derfor mange samtaler med ånder, og dette medførte talrige goder, som imidlertid aldrig
blev synlige.
En stor trøst var det dog, at alle de tilstedeværende i monseigneurs fornemme palæ
var pragtfuldt klædt. Hvis man kunne være sikker på, at dommens dag ville blive en
galladag, ville alle der have været helt korrekte. Så elegant krøllet og pudret hår, så
kunstigt vedligeholdt teint, så tapre kårder, så sarte næser måtte da kunne bevare
verden i al evighed. De ædle herrer af fineste afstamning bar små smykker i kæder
om halsen, og de ringede, når de bevægede sig. Klirren af smykker og raslen af silke
og brokade og fint linned fyldte luften og viftede Saint Antoine og hans pinefulde sult
langt bort.
Klæder var den virkelige sikre talisman, der kunne holde alt på rette plads.
Alle var klædt som til en maskerade, der skulle vare i al evighed. Fra tuilerierne,
gennem monseigneur og hele hoffet, domstolene og hele samfundet - naturligvis med
undtagelse af fugleskræmslerne - strakte maskeraden sig helt ned til bødlen, der havde
ordre til at udføre sit arbejde »krøllet og pudret, iført guldbroderet frakke, spændesko
og hvide silkestrømper«. Ved galgen og pinebænken - øksen blev kun sjældent brugt
- mødte derfor monsieur Paris, som kollegerne i provinsen, monsieur Orleans og de
andre kaldte ham på biskoppelig vis, i dette elegante antræk. Og hvem blandt gæsterne
ved monseigneurs modtagelse i det herrens år 1780 kunne drømme om, at et system,
der krævede en krøllet, pudret, guldbroderet bøddel, ikke ville vare så længe, der var
stjerner på himlen?
Da monseigneur havde lettet sine fire lakajer for deres byrde ved at drikke sin
chokolade, lod han dørene fra det allerhelligste slå op og skred igennem dem. Det kan
nok være, der blev bukken og skraben og kryben og dyb underdanighed! På den måde
blev der ikke megen tilbedelse tilbage til himlen, og det var måske derfor, monseigneurs
tilhængere så sjældent ulejligede den.
Med et løfte her og et smil der, en hvisken til en lykkelig slave, en håndbevægelse
til en anden bevægede monseigneur sig gennem sine sale helt ud til den fjerne
sandhedens periferi. Der vendte monseigneur om, gik tilbage igen, forsvandt ind i det
allerhelligste, og chokolade-ånderne lukkede dørene.
Da forestillingen nu var forbi, voksede den lille brise i luften til en hel storm, og alle
smykkerne klingrede om kap, da forsamlingen bevægede sig ned ad trappen. Snart
var der kun et eneste menneske tilbage af hele den store skare, og med sin hat under
armen og sin snustobaksdåse i hånden bevægede han sig langsomt forbi de store
spejle hen imod døren.
Da han var nået til den sidste dør på sin vej, vendte han sig i retning mod det
allerhelligste. »Jeg vier dig til Djævlen,« sagde han.
Så rystede han snustobakken af sine fingre med en mine, som om det var støvet,
han rystede af sine fødder og gik ned ad trappen.
Han var en mand på omkring tres år, elegant klædt, overlegen af væsen og med et
ansigt, der lignede en smuk maske - et ansigt, der var gennemsigtig blegt. Hvert træk
var skarpskåret og udtrykket skiftede ikke. Næsen, der ellers var overordentlig smukt
formet, var lidt for sammenklemt lige over næseborene, og disse to fordybninger var

Side 72
det eneste i ansigtet, som til tider forandrede sig lidt. Nu og da skiftede de farve og
bevægede sig ind og ud, som om der var en puls i dem, og de gav hele ansigtet et
lumsk og grusomt udtryk. Hvis man så nøjere til, viste det sig, at dette udtryk yderligere
understregedes af mundens form og linjerne i øjenhulerne, der var for vandrette og
smalle, men alligevel måtte han kaldes en smuk mand og en mand, man lagde mærke
til.
Han gik ned ad trappen, ud på gårdspladsen, steg ind i sin vogn og kørte bort. Der
var ikke mange ved kuren, som havde talt til ham. Han havde stået lidt borte fra alle de
andre, og den måde, hvorpå monseigneur havde hilst ham, kunne uden skade have
været varmere. Under disse omstændigheder lod det til at behage ham, når folk af de
lavere klasser sprang til side for hans vogn og ofte kun med nød og næppe undgik at
blive kørt over. Kusken kørte, som om det gjaldt livet, men hverken med ord eller mine
prøvede hans herre at få ham til at sætte farten ned.
Selv i denne døve by og i denne stumme tidsalder havde der af og til hævet sig
røster, som erklærede, at aristokratiets vanvittige kørsel i de smalle gader uden fortov
var en barbarisk uskik, som udsatte menigmand for tab af liv og lemmer.
I rasende fart og med en hensynsløshed, som vi i vore dage har svært ved at forstå,
for vognen gennem gaderne og susede omkring hjørner, medens kvinder skreg og
mænd klamrede sig til hinanden eller hurtigt trak børnene til side. Idet vognen drejede
om et hjørne, hvor der var en fontæne, gav det et uhyggeligt lille hop i hjulene, man
hørte høje skrig fra de omkringstående, og hestene stejlede.
Hvis hestene ikke havde opført sig, som de gjorde, var vognen sandsynligvis ikke
standset, for det skete ofte, at en vogn kørte videre og lod den tilskadekomne blive
liggende. Hvorfor skulle man ikke det? Men nu sprang den forskrækkede lakaj hurtigt
ned, og mindst en snes hænder greb fat i hestenes hovedtøj.
»Hvad er der i vejen?« spurgte monseigneur og så ud.
En høj mand med nathue på hovedet havde grebet den lille bylt, der lå inde mellem
hestenes ben, og anbragt den ved foden af fontænen. Nu lå han i mudderet foran den
og hylede som et vildt dyr.
»Pardon, monsieur le marquis!« sagde en underdanig mand, hvis tøj hang i laser
om ham. »Det er et barn.«
»Hvorfor laver han det frygtelige spektakel? Er barnet hans?«
»Undskyld, monsieur, det er meget trist, men barnet er hans.«
Fontænen lå lidt borte, for gaden gik netop på dette sted over i en lille plads, der
var ti-tolv meter lang. Da den høje mand pludselig rejste sig og kom løbende hen mod
vognen, greb monsieur le marquis et øjeblik om sin kårde.
»Dræbt!« skreg manden i vild fortvivlelse, løftede begge arme over sit hoved og
stirrede på marquis'en. »Død!«
Folk stimlede sammen og så på monsieur le marquis. De mange øjne, der var rettet
mod ham, røbede kun iver og vagtsomhed - harme eller trusler var der ikke i dem.
Heller ikke hørtes der et eneste ord. Efter det første skrig havde alle været tavse, og
de blev ved med at være det. Den underdanige mand, der havde talt for lidt siden,
havde en klangløs, ydmyg røst. Monsieur le marquis lod blikket glide hen over dem alle
sammen, som om de var rotter, der lige var kommet ud af deres huller.
Så tog han en pung frem.

Side 73
»Det er mig fuldkommen ufatteligt,« sagde han, »at I ikke kan passe på jer selv og
på jeres børn. Altid er en eller anden af jer i vejen. Hvor kan jeg vide, om I ikke har
ødelagt mine heste for mig. Se her! Giv ham den!«
Han kastede en guldmønt ud ad vinduet, så lakajen kunne samle den op, og alles
øjne fulgte mønten, da den faldt. Den høje mand udstødte atter et hjerteskærende skrig
og råbte: »Død!«
Han blev standset af en mand, der nu kom til, og alle de andre gjorde plads for ham.
Da den arme far så ham, kastede han sig hulkende ind til ham og pegede hen mod
fontænen, hvor nogle kvinder stod bøjet over den lille, ubevægelige bylt, men de var
lige så tavse som mændene.
»Jeg ved det, jeg ved det alt sammen,« sagde den nyankomne, »Vær nu tapper,
kære Gaspard! Det er bedre for det stakkels lille pus at dø end at leve. Døden er
kommet i et nu uden ringeste smerte. Tror du, barnet kunne have levet en eneste time
så lykkelig som det døde?«
»Du er åbenbart filosof, min gode mand,« sagde marquis'en smilende. »Hvad er dit
navn?«
»Man kalder mig Defarge.«
»Og dit levebrød?« »Vinhandler, monsieur le marquis.«
»Saml den op, filosof og vinhandler,« sagde monsieur le marquis og kastede endnu
en guldmønt ud ad vinduet, »og brug den som du vil. Der er vel ikke noget i vejen med
hestene?«
Uden at værdige forsamlingen endnu et blik lænede monsieur le marquis sig tilbage
i vognen og skulle lige til at køre videre med en mine som en fin herre, der er kommet
til at slå en eller anden billig genstand i stykker og har betalt for den, for det havde han
råd til, da han pludselig blev forstyrret ved, at en mønt fløj ind gennem vinduet og faldt
klirrende mod vognens bund.
»Holdt!« sagde monsieur le marquis. »Stands vognen! Hvem kastede den mønt?«
Han så hen til det sted, hvor vinhandleren Defarge havde stået et øjeblik forinden,
men der lå den fortvivlede far med ansigtet mod jorden, og ved hans side stod en svær,
mørk kvinde og strikkede.
»I hunde!« sagde marquis'en, men stemmen var dæmpet, og kun de to gruber på
hans næse havde skiftet farve. »Jeg ville med glæde køre over hver eneste en af jer og
udslette jer fra jordens overflade. Hvis jeg vidste, hvem den slubbert var, der kastede
mønten ind i vognen, og hvis han var her i nærheden, skulle han blive knust under
vognhjulene.«
Så kuede var alle disse mennesker, og så længe havde de levet i den overbevisning,
at sådan en mand kunne gøre med dem, hvad han ville, enten det var lovligt eller ej,
at ikke en hånd, ikke en røst, ikke et blik hævede sig til protest. Mellem mændene var
der i hvert fald ikke en. Men kvinden, der havde stået og strikket, slog øjnene op og
så marquis'en lige i ansigtet. Naturligvis var det under hans værdighed at tage notits af
det. Hans overlegne blik gled hen over hende og over alle de andre rotter, så lænede
han sig igen tilbage i vognen og gav sin ordre: »Kør!«
Hans vogn rullede videre og blev fulgt af talrige andre vogne.
Ministeren, stats-projektmageren, overskatteforpagteren, lægen, sagføreren, præsten,
operadivaen, skuespillerinden, hele den uendelige strøm af maskeradegæster kom
rullende forbi. Rotterne var krøbet ud af deres huller for at se på stadsen, og de blev

Side 74
ved at se i mange timer. Ofte rykkede militær og politi frem og dannede en barriere, så
de måtte klemme sig op mod muren og kigge ind mellem soldaterne. Den ulykkelige
far havde for længst taget den lille, livløse bylt i sine arme og skjult sig med den,
men kvinderne sad ved fontænens rand og så ned i vandet eller på den forbidragende
vognrække, medens den eneste kvinde, der havde skilt sig ud fra de andre, fortsatte sin
strikning med selve skæbnens urokkelighed. Vandet i fontænen løb, den hurtige flod
løb, dagen løb over i aften, og mange liv i byen løb ud, som skæbnen havde bestemt
det. Tid og flod ventede ikke på noget menneske, rotterne sov igen i deres mørke huller,
maskeraden fortsattes med souper. Alt gik sin gang.

Monseigneur på landet
Side 75
Et skønt landskab med gyldent, men sparsomt korn. Der voksede ussel rug i pletter,
hvor markerne skulle have været dækket af hvede, pletter af ærter, bønner og tarvelige
grøntsager i stedet for hvede. Hos naturen såvel som hos de mennesker, der dyrkede
jorden, sporede man en tilbøjelighed til at vegetere mod sin vilje, en trist tendens til at
opgive ævred og visne bort.
I sin rejsevogn, der kunne have været lettere og førtes af to postilloner og fire
heste, kørte monsieur le marquis langsomt op ad en stejl bakke. Rødmen på monsieur
le marquis' ansigt skyldtes ikke hans høje dannelse og kom ikke indefra, men blev
fremkaldt af en ydre omstændighed - nemlig den nedgående sol.
Aftenlyset, der faldt ind i vognen, blev så stærkt, da bakketoppen var nået, at
monsieur le marquis sad badet i et luerødt skær. »Det dør snart bort,« sagde han og
så på sine hænder.
Solen stod da også så lavt, at den i det samme forsvandt ned bag horisonten. Da den
tunge hemsko var blevet fastgjort til hjulet, og vognen gled ned ad bakke i en sky af rødt
støv, svandt solnedgangsskæret hurtigt. Solen og marquis'en gled nedad samtidigt, og
der var intet lysskær tilbage, da hemskoen igen blev taget af hjulet.
Men foran vognen lå det åbne, bølgende landskab, en lille landsby ved bakkens fod
med endnu et højdedrag bagved, et kirketårn, en vindmølle, en jagtskov og en klippe
med et fort, der tjente som fængsel. Marquis'en så ud over alt dette, medens mørket
sænkede sig, og af hans mine kunne man se, at han nærmede sig hjemmet.
Landsbyen havde en ussel gade med et usselt bryggeri, et usselt garveri, en tarvelig
kro, en tarvelig stald med nogle postheste, en dårlig brønd og alle de sædvanlige ting,
der findes i en fattig landsby. Den havde også sin fattige befolkning. Alle i landsbyen
var fattige, og mange af dem sad foran deres døre og skrællede løg og andre beskedne
grøntsager til aftensmaden, medens andre var forsamlet ved brønden, hvor de skyllede
græs og blade, der kunne spises. Der var ting nok, som var skyld i deres armod, skat
til staten, skat til kirken, skat til godsejeren, lokal skat og andre skatter skulle betales,
og det var der opslået plakater om i landsbyen. Man måtte undre sig over, at der
overhovedet var noget tilbage af landsbyen.
Man så kun få børn og slet ingen hunde. Hvad mænd og kvinder angik, så havde de
kun valget mellem to ting her i livet - en ussel tilværelse i dybeste armod her i landsbyen
eller fangenskab og død i fængslet oppe på klippen.
En kurér red foran vognen, og luften genlød af piskesmæld, da monsieur le marquis
kom kørende ind i landsbyen, som om alle furier var i hælene på ham, og standsede
foran rejsestalden. Den lå lige ved brønden, så bønderne standsede arbejdet og så
på ham. Han så også på dem, og uden at vide det betragtede han den langsomme,
men sikre ødelæggelse i triste ansigter og udslidte kroppe, der var skyld i den franske
magerhed gennem det næste århundrede.
Monsieur le marquis iagttog disse underdanige ansigter, der slog øjnene ned,
ligesom han selv havde slået øjnene ned i monseigneurs nærværelse - kun var der
den forskel, at disse blikke sænkedes for at lide og ikke for at formilde. I det samme
sluttede en gråhåret vejarbejder sig til gruppen.
»Bring mig den fyr herhen,« befalede monsieur le marquis sin kurer.
Manden kom med huen i hånden, og de andre flokkedes om ham for at se og høre,
akkurat som folkene ved fontænen i Paris.

»Jeg kørte forbi dig på vejen?«
Side 76
»Ja, monsieur, det er rigtigt. Jeg havde den ære, at monseigneur passerede mig
på vejen.«
»Både da jeg kørte op ad bakken og oppe på bakkens top?«
»Ja, monseigneur.«
»Hvad var det, du så så stift på?«
»Monseigneur, jeg så på manden.«
Han bøjede sig lidt ned og pegede ind under vognen med den hånd, der holdt huen.
Alle de andre bøjede sig også ned for at se ind under vognen.
»Hvilken mand, din kæltring? Og hvorfor ser du derind?«
»Pardon, monseigneur, han hang i kæden til hemskoen.«
»Hvem?«
»Manden, monseigneur.«
»Gid Fanden havde alle disse idioter! Hvad hedder så den mand? Du kender jo alle
her på egnen. Hvem var han?«
»Nåde, monseigneur! Han var ikke fra denne del af landet. Jeg havde aldrig i mit
livs dage set ham før.«
»Hang han i kæden? Ville han da kvæles?«
»Med Deres Nådes tilladelse så var det netop det mærkelige. Hans hoved hang ud
... sådan.«
Han drejede sin skulder mod vognen og lænede sig tilbage med ansigtet vendt op
mod himlen, så rettede han sig op igen, famlede ved sin hue og bukkede.
»Hvordan så han ud?«
»Monseigneur, han var hvidere end mølleren. Han var dækket med støv over det
hele. Hvid som et spøgelse og høj som et spøgelse.«
Denne beskrivelse vakte stor sensation i den lille skare omkring vognen, men ingen
så på hinanden, for alle øjne var rettet mod monsieur le marquis.
»Jeg må sige, det var en nydelig opførsel at se en tyv inde under min vogn og ikke
råbe gevalt!« sagde marquis'en, der var på det rene med, at vrøvl fra den slags kryb
ikke burde gøre ham nervøs. »Skub ham væk, monsieur Gabelle.«
Monsieur Gabelle var postholder og skatteopkræver. Han var i stor hast og med
megen underdanighed kommet til stede for at assistere ved dette forhør og havde med
vigtig mine stået og holdt manden i armen.
»Nå, se til, du kan komme bort!« sagde monsieur Gabelle.
»Hvis denne fremmede søger nattely i landsbyen i aften, Gabelle, så undersøg og
forhør ham, og sørg for at finde ud af, om han har hæderlige hensigter.«
»Monseigneur, det skal være mig en ære at udføre Deres ordre.«
»Stak fyren mon af? Hvor er den forbandede slubbert henne?«
Den forbandede slubbert var allerede inde under vognen sammen med et halvt dusin
kammerater og pegede på kæden med sin blå hue. Nogle andre af kammeraterne trak
ham hurtigt frem og førte ham hen til monsieur le marquis.

»Løb manden sin vej, din dosmer, da vi standsede for at sætte hemskoen på?«
Side 77
»Han kastede sig ud over bakkeskrænten, monseigneur, præcis som en mand, der
springer på hovedet i floden.«
»Undersøg sagen, Gabelle. Kør så.«
Det halve dusin mænd, der kiggede på kæden, var endnu inde mellem hjulene som
en fåreflok. Hjulene satte sig så pludseligt i bevægelse, at det var et rent lykketræf,
mændene reddede skind og ben. De havde jo ikke meget andet at redde, ellers havde
de næppe været så heldige.
Den fart, hvormed vognen rullede ud fra landsbyen, blev hurtigt sat ned af vejens
stejlhed. Til sidst gik det skridt for skridt i det sødt duftende sommermørke. Tusinder
af myg sværmede om postillonerne, medens de i stilhed reparerede snerten på deres
piske. Kammertjeneren gik ved siden af hestene. Langt forude kunne man høre travet
af kurerens hest.
På bakkens top var der en lille kirkegård med et kors og en ny, stor figur af frelseren
på det - en tarvelig træfigur, udskåret af en eller anden lokal billedskærer, men han
havde åbenbart brugt levende model - måske sig selv - for skikkelsen var uhyggelig
mager.
Foran dette triste symbol på stor elendighed, der stadig tog til, men endnu ikke havde
nået sit højdepunkt, lå en kvinde på knæ. Hun drejede hovedet, da vognen nærmede
sig, rejste sig hurtigt og gik hen til vogndøren.
»Monseigneur, De er kommet! Monseigneur, en bøn!«
Med et utålmodigt udråb, men uden at fortrække en mine så monseigneur ud.
»Nå, hvad er det så? Altid disse bønner!«
»Monseigneur, for Guds kærligheds skyld ... det er angående min mand,
skovbetjenten.«
»Hvad er det med ham? Sådan er I altid! Er der noget, han ikke kan betale?«
»Han har betalt alt, monseigneur. Han er død.«
»Nå, så er han jo i ro. Jeg kan da ikke skaffe dig ham tilbage.«
»Nej, desværre, monseigneur. Men han ligger derhenne under en ussel, lille
græstue.«
»Nå, hvad så?«
»Monseigneur, der er så mange små, usle græstuer.«
»Og så?«
Hun lignede en gammel kone, men i virkeligheden var hun ung. Hendes væsen var
præget af grænseløs sorg, først knugede hun sine arbejdsslidte hænder sammen, så
lagde hun den ene på vogndøren så ømt og varsomt, som var den et menneskeligt
bryst, der kunne mærke berøringen.
»Monseigneur, hør mig! Monseigneur, hør min bøn. Min mand døde af sult. Der er
så mange, som dør af sult, så mange flere vil dø af sult i fremtiden.«
»Venter du måske, at jeg skal give dem føde?«
»Monseigneur, det ved kun den gode Gud, men det er ikke, hvad jeg beder om.
Min bøn er, at en lille sten eller et stykke træ med min mands navn må blive rejst over
ham for at vise, hvor han ligger. Ellers bliver stedet hurtigt glemt, og det vil ikke kunne

Side 78
findes, når jeg er død af den samme sygdom, og så vil jeg komme til at ligge under en
anden lille, fattig tue. Monseigneur, der er allerede så mange, og deres antal vokser
så hurtigt, for nøden er stor. Monseigneur! Monseigneur!«
Kammertjeneren havde skubbet hende bort fra døren, og vognen rullede hurtigt
videre, så hun kunne ikke følge med, og igen kørte monseigneur, som var han
eskorteret af furierne, medens det sidste lille stykke vej til slottet hurtigt blev tilbagelagt.
Sommernattens milde dufte ombølgede ham, og ligesom regnen falder både på
retfærdige og uretfærdige, ombølgede de også den arbejdsslidte gruppe ved brønden,
medens vejarbejderen gestikulerede med sin blå hue og fortalte om denne mand,
der lignede et spøgelse, så længe de overhovedet kunne udholde at høre på ham.
Efterhånden forsvandt de en efter en, lysene blev tændt bag de små ruder, og da de
snart slukkedes, kom stjernerne frem, så det så ud, som om de små lys var faret til
himmels i stedet for at blive pustet ud.
Monsieur le marquis var imidlertid nået ind i skyggen af et stort hus og mægtige
træer. Men skyggen oplystes af fakkelskær, straks da vognen holdt, og slottets store
dør blev åbnet.
»Jeg venter monsieur Charles. Er han kommet fra England?«
»Ikke endnu, monseigneur.«

Medusahovedet
Side 79
Monsieur le marquis' slot var en stor, massiv bygning med bred, flisebelagt gårdsplads
og to brede stentrapper, der førte op til en terrasse foran indgangsdøren. Hele
bygningen var af sten med tunge stenbalustrader og stenurner, stenblomster og
mandshoveder og løvehoveder af sten alle vegne. Det så ud, som om et medusahoved
havde set på det, da det var bygget færdigt for to århundreder siden.
Op ad den brede, bekvemme trappe gik monsieur le marquis direkte fra vognen, og
foran ham blev der båret en fakkel, der spredte skyggerne, så en ugle protesterede
energisk fra staldbygningen inde mellem de store træer. Luften var så stille, at faklen,
der blev båret op ad trapper, og en anden fakkel, der blev holdt udenfor den store dør,
brændte som om de var inde i en lukket sal og ikke i fri luft. Der hørtes ikke en eneste
lyd undtagen uglens tuden og springvandets plasken i stenbassinet, for det var en af
disse mørke nætter, der ligesom holder sit åndedræt tilbage flere timer ad gangen, så
udstøder et dybt suk og igen holder åndedrættet tilbage.
Den store dør faldt i bag monsieur le marquis, og han gik gennem den store, dystre
hal, hvor der var vildsvinespyd og jagtknive på væggen foruden uhyggeligt tunge
ridepiske, som mangen en bonde, der nu var hos sin velgører, døden, havde følt
vægten af, når hans herre var vred.
Monsieur gik ikke ind i de store sale, der var mørke og lukket for natten, men med
fakkelbæreren foran sig gik han op ad trappen og hen til en dør i gangen. Den førte ind
til hans private suite, der bestod af tre værelser - hans sovegemak og to stuer til. Det
var høje, hvælvede rum med kølige gulve uden tæpper, store jernbukke i kaminerne til
brændestykker ved vintertide og desuden al den luksus, som hørte sig til for en marquis
i et land og en tidsalder, der forstod sig på luksus. De pragtfulde møbler tilhørte den
næstsidste Louis' tidsalder - den fjortende Louis i den række, som aldrig måtte brydes,
men der fandtes også mange genstande, der fortalte om ældre tider i Frankrigs historie.
Et bord var dækket til to i det inderste værelse, der lå i et af slottets fire runde
tårne med lyseslukker-tag. Det var et lille, højt rum, og vinduerne stod vidt åbne bag
de lukkede tremmeskodder, så mørket udenfor kun sås i sorte striber mellem de grå
tremmer.
»Jeg hører,« sagde marquis'en og så hen på bordet, »at min nevø endnu ikke er
kommet.«
Det var han ikke, men man havde ventet, at han ville komme sammen med
monseigneur.
»Jaså. Det er vist lidet sandsynligt, at han kommer i aften. Men lad blot bordet være,
som det er. Jeg er færdig om et kvarter.«
Og efter et kvarters forløb var monseigneur parat til at tage plads ved bordet og
indtage en overdådig og udsøgt souper. Han sad lige over for vinduet, havde allerede
spist sin suppe og var ved at føre rødvinsglasset til sine læber, da han pludselig stillede
det fra sig igen.
»Hvad er det?« spurgte han roligt og så stift hen på de mørke striber i skodden.
»Hvilket, monseigneur?«
»Der uden for skodderne. Luk dem op!«
Lakajen adlød ham straks.
»Nå?«

»Monseigneur, der er intet andet end træerne og mørket.«
Side 80
Lakajen havde lukket skodden op og set ud i mørket, men nu stod han og ventede
på ny ordre.
»Godt,« sagde hans herre roligt. »Så luk den igen.«
Det blev gjort, og marquis'en fortsatte sit måltid. Han var nået halvt igennem det,
da han atter standsede med glasset i sin hånd, fordi han hørte lyden af vognhjul, der
hurtigt nærmede sig og standsede foran slottet.
»Spørg, hvem det er.«
Det var monseigneurs nevø. Han havde været et stykke vej bag monseigneur om
eftermiddagen, og afstanden var stadig blevet mindre, uden at han dog havde indhentet
monseigneur på vejen. Ved poststalden havde han hørt, at monseigneur allerede var
kommet.
Monseigneur gav ordre til, at han skulle underrettes om, at souperen ventede, og et
øjeblik efter trådte han ind i stuen. I England gik han under navnet Charles Darnay.
Monseigneur modtog ham med udsøgt høflighed, men de gav ikke hinanden
hånden.
»Rejste du fra Paris i går?« spurgte han, idet han tog plads ved bordet.
»Ja, i går. Og du?«
»Jeg er kommet direkte hertil.«
»Fra London?«
»Ja.«
»Du har været længe om at komme,« sagde marquis'en med et smil.
»Tværtimod. Jeg kommer direkte derfra.«
»Pardon! Jeg mener ikke, at du har brugt lang tid til rejsen, men derimod, at du har
været længe om at beslutte dig til at komme.«
»Jeg blev forsinket af ...« den unge mand tøvede lidt, »... af forskellige forretninger.
»Det forstår sig,« svarede den høflige onkel.
Så længe lakajen var i stuen, sagde de ikke mere til hinanden. Da kaffen var
serveret, og de to blev alene, så den unge mand på sin onkel, og efter at have mødt
blikket i den smukke maske, begyndte han samtalen.
»Jeg er kommet tilbage for at fortsætte det arbejde, der fik mig til at rejse bort herfra.
Det førte mig ind i ganske uventede farer, men det er en hellig opgave, og selv om det
havde båret mig ind i døden, håber jeg, at jeg havde holdt modet oppe.«
»Da ikke i døden,« sagde onkelen. »Så vidt behøver man vel ikke at gå.«
»Ærlig talt, så tvivler jeg om, at du ville have gjort noget for at redde mig, selv om
jeg stod døden ganske nær.«
Gruberne ved onkelens næse blev dybere og linjerne i det onde ansigt skarpere,
hvilket nok kunne tyde på, at han følte sig ramt. Han gjorde en protesterende
håndbevægelse, der så åbenbart blot var velopdragen, at den ikke virkede beroligende.
»Så vidt jeg ved, min onkel,« fortsatte den unge mand, »kan du bevidst have
arbejdet på at give de omstændigheder, jeg befandt mig i, en endnu mere mistænkelig
karakter.«
»Nej, nej, nej,« svarede onkelen elskværdigt.

Side 81
»Men hvordan det nu end er,« fortsatte nevøen, idet han betragtede onkelen med
dyb mistillid, »så ved jeg, at jeres diplomati ville bruge alle midler for at standse mig
og ikke vige tilbage for noget.«
»Min kære ven, det sagde jeg dig jo,« sagde onkelen med eftertryk. »Gør mig den
tjeneste at huske, det har jeg sagt dig for længe siden.«
»Det husker jeg godt.«
»Tak,« sagde marquis'en meget elskværdigt.
Klangen i hans stemme blev stående i luften som tonen fra et musikinstrument.
»Ærlig talt, min onkel,« sagde den unge mand, »så tror jeg, at det er dit uheld og
mit held, der så længe har holdt mig uden for fængslerne her i Frankrig.«
»Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener,« svarede onkelen og nippede til sin kaffe.
»Kan du ikke forklare dig lidt nøjere?«
»Jeg tror, at hvis du ikke var i unåde ved hoffet og ikke i de forløbne år havde været
så ilde set der, så ville der være blevet udstedt arrestordre mod mig, og jeg var blevet
spærret inde i en eller anden fæstning på ubestemt tid.«
»Det er muligt,« sagde onkelen uden at lade sig forstyrre. »Af hensyn til familiens
ære kunne jeg endogså tænke mig at bringe dig i den pinlige situation. Du må meget
undskylde mig.«
»Jeg er derfor taknemlig over, at du i forgårs blev modtaget med samme kulde som
ellers,« bemærkede nevøen.
»Det er ikke noget at være taknemlig over, min ven,« svarede onkelen med
udsøgt høflighed. »Efter min mening bør man ikke se sådan på det. En god chance
for eftertanke forenet med alle fordelene ved ensomhed ville måske have en langt
gunstigere indflydelse på din fremtid end det liv, du selv har valgt. Men hvad nytter det
at drøfte dette emne! Disse små midler til at lede folk på den rette vej, denne hjælp til
at bevare familiens magt og ære, disse små gunstbevisninger, som ville være dig så
meget imod, kan nu om stunder kun opnås ved speciel protektion! De bliver søgt af så
mange, og tilstås kun forholdsvis få! Før i tiden var det ikke sådan, men i Frankrig er alt
gået ned ad bakke. Det er ikke så længe siden, at vore forfædre havde hals og håndsret
over menigmand her på egnen. Fra dette værelse er mange af de slubberter blevet ført
bort for at hænges! Vi ved, at inde i mit soveværelse her ved siden af blev en fyr stukket
ned med dolk, fordi han var så uforskammet at røbe finfølelse angående sin datter ...
nu beder jeg dig, en bondepige! Vi har mistet mange forrettigheder. En ny filosofi er
kommet på mode, og hævdelsen af vor stand kan skabe store vanskeligheder. Det er
alt sammen trist, meget trist.«
Marquis'en tog sig en pris tobak, rystede på hovedet og lod så forknyt over tingenes
tilstand, som man overhovedet kunne være, så længe landet havde en mand som ham
selv til at redde det.
»Ja, på den måde har vi jo underbygget vor stilling både i gamle dage og nu,« sagde
nevøen bedrøvet. »Og resultatet er, at der vistnok i hele Frankrig ikke findes et navn
så hadet som vort.«
»Lad os håbe det,« sagde onkelen. »Had til overklassen er jo underklassens
ubevidste hyldest.«
»Der findes ikke her på egnen et eneste ansigt, som ser på mig med en respekt, der
ikke skyldes angst og undertrykkelse,« sagde nevøen vemodigt.

Side 82
»Det er en kompliment til slægtens storhed,« svarede marquis'en, »og den er vel
fortjent, når man ser, hvordan familien har bevaret sin storhed. Ah!« Han tog sig igen
en lille pris og lagde benene over kors.
Men da nevøen støttede sin ene albue på bordet og nedtrykt lagde hånden over
sine øjne, så det smukke, maskeagtige ansigt på ham med mere snuhed og modvilje,
end man kunne få til at rime med hans overlegne væsen.
»Undertrykkelse er den eneste varige filosofi. Angst og slaveriets dybe ydmyghed
vil holde disse hunde lydige og give dem respekt for pisken, så længe som taget her,«
han så op på det, »holder dagslyset ude.«
Det behøvede nu ikke at være så lang tid, som marquis'en troede. Hvis han i dette
øjeblik havde kunnet se et billede af slottet, som det ville komme til at se ud om nogle
få år, ville han næppe have genkendt de forkullede, sodede ruiner. Hvad angår det tag,
han roste, så kunne han have fået at se, hvordan det holdt dagslyset ude på en ny
måde - nemlig ved for bestandig at lukke øjnene på de mennesker, der fik dets bly i
kroppen affyret fra hundrede tusinde bøsser.
»Imidlertid agter jeg at bevare slægtens ære og værdighed, selv om du ikke vil,«
sagde marquis'en. »Men du må da være træt. Skal vi slutte vor samtale for i aften?«
»Et øjeblik endnu.«
»Ja, en hel time, hvis du ønsker det.«
»Onkel,« sagde den unge mand, »vi har handlet forkert, og nu høster vi frugten af
vore fejlgreb.«
»Har vi handlet forkert?« sagde marquis'en med et spøgende smil.
»Jeg mener vor familie, hvis ære spiller en lige stor rolle for os begge, om end på
vidt forskellig måde. Selv i min fars tid begik vi en uendelighed af fejl og straffede hvert
eneste menneske, der kom mellem os og vor bekvemmelighed. Men jeg behøver vel
ikke at tale om min fars tid, for den er jo også din! Kan jeg drage en linje mellem min
far og hans tvillingbroder, medarving og successor?«
»Det har døden jo gjort,« sagde marquis'en.
»Og den har bundet mig til et system, der er mig modbydeligt,« svarede nevøen.
»Den har gjort mig ansvarlig for det og samtidig magtesløs. Jeg prøver at udføre min
kære mors sidste bøn og adlyde det sidste blik fra hendes øjne, der tryglede mig om
at vise barmhjertighed og bøde på gamle synder. Og samtidigt lider jeg ved forgæves
at søge hjælp og bistand overalt.«
»Hvis du prøver at søge dem hos mig, min nevø,« sagde marquis'en og pegede
med en finger mod hans bryst - de stod nu begge foran kaminen - »så kan du være
overbevist om, at det for evigt vil være forgæves.«
Hver eneste linje i hans kolde, blege ansigt røbede ondskab og snuhed, medens
han stod med snustobaksdåsen i hånden og så stift på sin nevø. Igen berørte han den
unge mands bryst, som om hans finger var en kårdespids, og det ville være ham en
speciel nydelse at støde den i hans krop.
»Jeg agter til min død at støtte det system, jeg har levet under,« sagde han.
Da ordene var udtalt, tog han sig en sidste pris og stak så dåsen i lommen.
»Det er bedst at være et rationelt individ og tage sin skæbne, som den er,« tilføjede
han og ringede med en lille klokke, der stod på bordet. »Men jeg ser, at du er håbløst
fortabt, monsieur Charles.«

Side 83
»Både godset her og Frankrig er tabt for mig,« svarede den unge mand bedrøvet.
»Jeg giver afkald på dem begge.«
»Mon de nu begge er dine, så du kan give afkald på dem? Hvad Frankrig angår, er
det måske i orden, men godset her? Det er måske knap ulejligheden værd at nævne
det, men er det dit endnu?«
»Det lå heller ikke i mine ord, at jeg gjorde fordring på det nu. Hvis det gik fra dine
hænder over i mine i morgen ...«
»Hvilket jeg er forfængelig nok til at mene er lidet sandsynligt.«
»... eller tyve år frem i tiden ...«
»Du viser mig for megen ære,« sagde marquis'en, »men jeg foretrækker nu alligevel
den sidste mulighed.«
»... så ville jeg give afkald på det og leve et andet sted og på en anden måde. Det
er ikke meget at forsage. Kun et vildnis af elendighed og ødelæggelse.«
»Hah!« sagde marquis'en, idet han så sig om i det luksuøse værelse.
»Det, vi her ser, er smukt nok; men betragter man det i dets helhed, under åben
himmel, i fuldt dagslys, er alt forfald, dårlig ledelse, udsugning, gæld, pant, sult,
nøgenhed og lidelser.«
»Hah!« sagde marquis'en tilfreds.
»Hvis det nogen sinde bliver mit, skal det overdrages til mennesker, der gradvis
vil befri ejendommen for den vægt, der knuger den, hvis det da er muligt. De arme
mennesker, der ikke kan forlade godset, har længe lidt mere end man skulle tro, at
mennesker kunne udholde, og måske vil næste generations tilværelse så blive tålelig.
Men den gerning bliver ikke forbeholdt mig. Der hviler en forbandelse over denne
ejendom.«
»Og du selv?« spurgte onkelen. »Tilgiv min nysgerrighed, men hvordan agter du at
leve med din nye filosofi?«
»Jeg må for at leve gøre det samme, som mange af mine landsmænd - selv de, der
tilhører adelen - også en gang kan blive nødt til: arbejde.«
»For eksempel i England?«
»Ja. Familiens ære vil ikke blive krænket af mig her i landet. Og i andre lande kan
navnet ikke besudles af mig, for der bærer jeg det ikke.«
Efter at marquis'en havde ringet, var der blevet tændt lys i det tilstødende værelse,
og nu skinnede det klart gennem den åbne dør. Marquis'en så derhen og ventede, til
kammertjenerens skridt forsvandt ude i gangen.
»England må forekomme dig meget tiltalende, når man ser, hvor lidt held du har haft
med dig derovre,« sagde han så, idet han smilende vendte sig mod sin nevø.
»Jeg har jo allerede sagt, at jeg er på det rene med, hvor stor en andel De har i,
hvad der er hændt mig derovre. For øvrigt er England mit tilflugtssted.«
»Disse pralende englændere påstår jo, at det er et tilflugtssted for mange. Kender
du en landsmand, som er tyet derover? En læge?«
»Ja.«
»Med en datter?«
»Ja.«
»Nå,« sagde marquis'en, »men du må være træt. God nat.«

Side 84
Idet han høfligt bøjede hovedet, var der et så fordægtigt smil på hans ansigt, at det
gav hans ord en vis mystik, og hans nevø kunne ikke undgå at lægge mærke til det.
Samtidigt strammedes alle linjer om hans øjne og mund, så det smukke ansigt fik et
ligefrem djævelsk udtryk.
»Ja,« gentog marquis'en. »En læge med sin datter. Ja. Sådan begynder altså den
nye filosofi! Men du er sikkert træt. God nat!«
Man kunne lige så godt have prøvet at udspørge stenansigterne uden for slottet som
marquis'en. Hans nevø så spørgende på ham, idet han gik hen mod døren.
»God nat!« sagde onkelen. »Så får jeg altså den fornøjelse at se dig igen i morgen
tidlig. Sov godt. Lys monsieur til hans soveværelse! ... Og stik ild på monsieur, når han
er kommet i seng, hvis du har lyst,« tilføjede han, da han var alene, inden han igen
ringede med den lille klokke for at kalde sin kammertjener ind i soveværelset.
Da kammertjeneren var kommet og gået igen, vandrede marquis'en op og ned i
værelset iført en bekvem slåbrok. Natten var stille og varm, og ved denne vandring
forberedte han sig til søvnen.
Han bar bløde tøfler på fødderne, så hans skridt var lydløse, og medens han
bevægede sig om i stuen, mindede han om en forfinet tiger. Han kunne have været
en ond, forhekset marquis, der af og til blev til en tiger, og nu var forvandlingen netop
ved at foregå.
Han gik fra den ene ende til den anden af sit overdådige soveværelse, og dagens
forskellige begivenheder dukkede af sig selv frem i hans tanker - den besværlige tur op
ad bakken ved solnedgang, det røde lysskær, turen ned ad bakken, møllen, fængslet
oppe på klippen, landsbyen, bønderne ved brønden, vejarbejderen, der pegede med
sin blå hue på kæden inde under vognen. Brønden fik ham til at tænke på fontænen i
Paris, på den lille, livløse bylt, der lå ved dens kant, på kvinderne, der bøjede sig over
den, og den høje mand, der løftede armene i vejret og skreg: »Død!«
»Nu er jeg afkølet!« sagde monsieur le marquis, »så nu kan jeg godt gå i seng.«
Han lod et enligt, lys brænde på den store kamin, trak de florlette gardiner sammen
om sengen og hørte nattens stilhed blive brudt af et dybt suk, netop da han lagde sig
til at sove.
I tre lange timer stirrede stenansigterne på ydermuren med tomme øjne ud i mørket,
i tre lange timer raslede hestene i stalden med deres kæder, hundene gøede og uglen
udstødte en lyd, der havde meget ringe lighed med den, som digterne i reglen tilskriver
en ugle. Det er den slags dyrs stædige vane aldrig at ville udtrykke sig, som man venter
det.
I tre lange timer stirrede altså både menneske- og dyrehovederne på slottet ud i
natten. Mørket lå tæt over hele landskabet, og støvet på landevejen gjorde stilheden
endnu dybere. På den lille kirkegård kunne de fattige tuer ikke skelnes fra hinanden,
og skikkelsen på korset kunne godt være steget ned, for det var umuligt at se den.
I landsbyen sov både skatteopkræveren og skatteyderne trygt og drømte måske om
bugnende borde, som underernærede mennesker næsten altid gør, og om ro og hvile,
som overarbejdede slaver og trækdyr gør.
Fontænen i landsbyen flød, uden at nogen så eller hørte den, og springvandet ved
slottet lod sine vandperler drysse, uden at nogen så eller hørte dem - de gled bort,
ligesom minutterne glider fra tidens kilde - i tre mørke timer. Så begyndte det grå vand
at få et spøgelsesagtigt skær, og stenhovederne på slottet åbnede øjnene.

Side 85
Lyset tog til lidt efter lidt, indtil solen berørte den øverste top af de store, stille træer
og kastede sin stråleglans over højene. Vandet i slottets springvand blev farvet som
blod, og stenansigterne rødmede. Fuglenes kvidren lød høj og klar, og på en vejrbidt
gesims uden for monsieur le marquis' soveværelse sad en lille fugl og sang af alle
kræfter. Det nærmeste stenansigt så ud, som om det stirrede forbløffet på den med
åben mund.
Nu, da solen var oppe, begyndte der at komme liv i landsbyen. Vinduer blev åbnet,
brøstfældige døre låst op, og folk kom ud og skuttede sig, for morgenluften var frisk og
kølig. Så begyndte det trivielle daglige arbejde blandt landsbyens beboere. Nogle gik
til brønden, nogle til markerne. Her så man mænd og kvinder, der gravede, mænd og
kvinder, der syslede med de magre kreaturer og trak køer ud, så de kunne finde lidt
græs ved vejkanten. I kirken og ved korset på kirkegården knælede et par mennesker,
medens en ventende ko gnavede græsset af de små tuer.
Slottet vågnede senere, som det sømmede sig for fine folk, men det vågnede gradvis
og i god orden. Først var de ensomme vildsvinespyd og dolke blevet farvet røde som
før i tiden, så havde de glimtet truende i morgensolen. Nu blev døre og vinduer åbnet
på vid gab, hestene i stalden drejede hovederne og så på lyset, der strømmede ind ad
dørene, løvet skinnede og raslede udenfor de tilgitrede vinduer. Hundene sled i deres
lænker og stod på bagbenene af iver efter at blive sluppet løs.
Alle disse trivielle begivenheder tilhørte dagliglivet og gentog sig hver morgen. Men
det var noget ganske usædvanligt, at slottets store klokke ringede, at der blev løbet op
og ned ad trapperne, at man hørte skridt både her og der og alle vegne, at heste blev
sadlet og ryttere red bort i galop.
Hvad var det mon for et vindpust, som fortalte den grånende vejarbejder om al denne
uro? Han arbejdede allerede på bakketoppen oven for landsbyen, og en lille, ussel
pakke, som indeholdt hans beskedne middag og ikke en gang kunne friste en krage,
lå på en stendynge. Havde fuglene bragt nogle korn af nyheden med sig og ladet dem
falde ned på ham, ligesom de sår tilfældige frø? I hvert fald løb landarbejderen, som
om det gjaldt livet, ned ad højen, gennem det tykke støvlag og standsede først, da han
stod ved brønden.
Hele landsbyens befolkning var samlet derude og stod og hviskede indbyrdes på
deres sædvanlige triste maner, men ellers viste de ikke andre følelser end dyster
nysgerrighed og forbavselse. Køerne var hurtigt blevet trukket hjem og bundet ved den
første den bedste krog.
Nogle af folkene fra slottet og nogle fra kroen og alle skattemyndighederne var
bevæbnet og stod som en lille, hjælpeløs flok ovre på den anden side af gaden.
Vejarbejderen havde allerede presset sig ind i en skare på mindst halvtreds af hans
bedste venner og stod og slog sig for brystet med sin blå hue. Hvad betød dog alt
dette? Og hvorfor blev monsieur Gabelle løftet op bag en tjener fra slottet, der straks
galoperede bort, skønt hesten jo havde to ryttere?
Det betød, at der var et stenansigt for mange oppe på slottet.
Medusahovedet havde om natten igen stirret på slottet og havde føjet det stenansigt
til, der manglede - det stenansigt, det havde ventet på i to hundrede år.
Det lå nu på monsieur le marquis' hovedpude og lignede en smuk maske, der
pludselig var blevet skræmt og vred og forstenet. Drevet ind i stenskikkelsens hjerte
sad en kniv. Om dens håndtag var viklet et stykke papir, hvorpå der stod:
Før ham hurtigt til sin grav. Dette er fra Jacques.

Side 86

To løfter
Side 87
Tolv måneder var kommet og gået, og mr. Charles Darnay havde slået sig ned i England
som lærer i fransk sprog og fransk litteratur. Nu til dags ville han være blevet kaldt
professor, men dengang var han privatlærer. Han underviste unge mænd, der kunne
finde tid og havde interesse for studiet af et levende sprog, der taltes overalt i verden,
og han søgte at skabe interesse for landets poesi og videnskab.
Desuden kunne han skrive om disse ting på fejlfrit engelsk og holde foredrag uden
ringeste accent. Dengang var lærere af den art vanskelige at finde. Forhenværende
prinser og fremtidige konger beskæftigede sig endnu ikke med at give undervisning,
og ruinerede aristokrater var endnu ikke forsvundet fra Tellsons protokoller for at blive
kokke og snedkere. Da unge mr. Darnay var en lærer, der gjorde arbejdet let og
interessant for eleverne og en dygtig oversætter, hvis arbejde prægedes af andet og
mere end ren sproglig viden, blev han hurtigt kendt og fik meget at bestille. Desuden
vidste han god besked med forholdene i sit fædreland, og de vakte en stadig tiltagende
interesse, så ved utrættelig flid og ihærdighed skabte han sig en god levevej.
Han havde hverken ventet at komme til at vandre i gader af guld eller hvile på en
seng af roser i London. Var han mødt op med den slags forhåbninger, havde heldet
ikke fulgt ham. Han havde ventet arbejde, og det fik han også, og han udførte det så
godt, som det overhovedet var ham muligt. Det var derved, han vandt frem.
En del af tiden tilbragte han i Cambridge, hvor han læste med studenterne som en
slags smugler, der bragte dem kontrabandevarer i form af europæiske sprog i stedet
for at føre græsk og latin gennem tolden. Resten af tiden tilbragte han i London.
Men fra den fjerne fortid, da det altid var sommer i edens have og til nutiden, da det
i reglen er vinter på disse syndefulde breddegrader, har mandens verden drejet sig om
det samme, som Charles Darnays liv drejede sig om - nemlig en kvindes kærlighed.
Han havde elsket Lucie Manette lige fra farens stund. Han havde aldrig hørt så mild
og skøn en lyd som klangen i hendes medlidende stemme. Han havde aldrig set et
ansigt så skønt og kærligt som hendes, da hun stod over for ham ved randen af den
grav, der var gravet til ham. Men endnu havde han aldrig sagt hende det. Mordet på
det ensomme slot derovre bag de oprørte bølger og de lange, lange, støvede veje - det
store stenslot, der nu kun var en drøm - lå allerede et år tilbage i tiden, og alligevel
havde han aldrig med et eneste ord sagt hende, hvad han følte.
Han vidste selv så godt, at der var gode grunde for hans tavshed. En smuk
sommerdag, da han nylig var vendt tilbage til London fra sit arbejde i universitetsbyen,
drejede han ned mod det stille hjørnehus i Soho fast bestemt på at åbne sit hjerte for
doktor Manette. Det var hen på eftermiddagen, og han vidste, at Lucie var ude med
miss Pross.
Doktoren sad i sin lænestol henne ved vinduet og læste. Den viljestyrke, der i
begyndelsen af hans fangenskab havde hjulpet ham til at bære sine ulykker, var
efterhånden vendt tilbage. Han var nu en overordentlig energisk mand og besad stor
målbevidsthed og virkelyst. Hans genvundne energi kunne somme tider gøre ham lidt
lunefuld og heftig, ligesom han havde været, da hans åndsevner begyndte at vende
tilbage, men det var ikke ofte, man mærkede det, og disse sindsstemninger blev stadig
sjældnere og sjældnere.
Han studerede meget, sov kun lidt, tålte selv det mest trættende arbejde og var i
godt humør. Da Charles Darnay kom ind i stuen, lagde han bogen fra sig og rakte sin
hånd ud imod ham.

Side 88
»Charles Darnay! Det var da rart at se Dem! Vi har ventet Dem i de sidste tre, fire
dage. Mr. Stryver og Sydney Carton var her i går, og de sagde begge, at De skulle
have været i London allerede, for en uges tid siden.«
»Det er da pænt af dem at interessere sig for mig,« svarede han lidt koldt og så
samtidig venligt på doktoren. »Miss Manette ...«
»Har det udmærket,« sagde doktoren, da Darnay ikke fortsatte, »og vi er alle
sammen glade over at have Dem tilbage. Hun er gået ud for at besørge nogle indkøb,
men må snart være her.«
»Doktor Manette, jeg vidste, at hun ikke var hjemme, og jeg benyttede mig netop
deraf til at søge en samtale med Dem.«
Der blev ganske stille i stuen.
»Jaså,« sagde doktoren omsider med en åbenbar viljesanspændelse. »Tag en stol
herover og snak løs.«
»Jeg har haft den lykke, doktor Manette, at komme meget her i huset i det sidste
halvanden år,« begyndte Darnay, »og jeg håber derfor, at det, jeg har at sige Dem,
ikke ...«
Han blev standset af doktoren, der rakte sin hånd ud. Da han havde holdt den lidt
sådan, sagde han:
»Er det om Lucie?«
»Ja.«
»Det er altid svært for mig at tale om hende. Og det er dobbelt svært at høre hende
omtalt i den tone, De bruger, Charles Darnay.«
»Det er en tone, der rummer den varmeste beundring, den dybeste ærbødighed og
den inderligste kærlighed, doktor Manette,« sagde han alvorligt.
Igen blev der en lang pause, inden hendes far svarede:
»Ja, jeg tror Dem. Jeg vil være retfærdig over for Dem og sige, at jeg tror Dem.«
Hans tilbageholdenhed var så åbenbar, og det stod også Charles Darnay klart, at
den skrev sig fra en uvilje mod at drøfte dette emne, så han var ikke sikker på, om han
burde fortsætte samtalen.
»Skal jeg fortsætte, doktor Manette?«
Igen dyb tavshed.
»Ja, fortsæt.«
»De ved jo, hvad jeg agter at sige, men De kan umuligt vide, med hvilken inderlighed
jeg siger det, hvis De ikke kender mine inderste tanker, mit håb, min frygt. Kære doktor
Manette, jeg elsker Deres datter af hele mit hjerte. En varmere kærlighed end min har
aldrig eksisteret her i verden. De har selv elsket. Lad da Deres egen kærlighed tale
min sag.«
Doktoren sad med sit ansigt vendt bort og blikket rettet mod gulvet. Da han hørte
Darnays sidste ord, rakte han hurtigt hånden frem igen og udbrød:
»Nej, ikke det! Lad det hvile! Jeg beder Dem, mind mig ikke om det!«
Det var et så dybtfølt smertensskrig, at det lød for Charles Darnays øre længe efter,
at det var forstummet. Doktoren gjorde en bevægelse med den udstrakte hånd, og
Darnay forstod, at han skulle vente.

Side 89
»De må undskylde mig,« sagde doktoren lidt efter med sagte stemme. »Jeg tvivler
ikke om, at De elsker Lucie, det kan De være overbevist om.«
Han vendte sig mod den unge mand, men hverken så på ham eller løftede blikket
fra gulvet. Hans hånd greb om»hagen, og det hvide hår skyggede over ansigtet.
»Har De talt til Lucie?«
»Nej.«
»Og heller ikke skrevet til hende?«
»Aldrig.«
»Det ville være forkert af mig at lade, som om jeg ikke forstod, at Deres
tilbageholdenhed skyldes hensynet til mig, og jeg takker Dem for det.«
Han rakte en hånd frem, men så stadig ikke på Darnay.
»Hvor skulle jeg, der så ofte har set Dem sammen, kunne undgå at forstå, at der
mellem Dem og miss Manette findes en hengivenhed så usædvanlig, så rørende, så
helt præget af de forhold, der har næret den, at der sjældent har eksisteret en sådan
kærlighed mellem far og datter. Jeg ser så klart, at blandet med en voksen datters
kærlighed er der i hendes hjerte barnets tillid. Jeg ved, at hun ingen forældre havde
i sin barndom, og at hendes hengivenhed nu er forenet med den tillid og trofasthed,
der tilhører de år, da De var tabt for hende. Jeg ved, at om De var blevet givet hende
tilbage fra en anden verden, kunne De ikke i hendes øjne være større og ædlere end
De er. Jeg ved, at når hun elsker Dem, elsker hun også sin mor, da hun var på hendes
egen alder, elsker Dem, da De var på min alder, elsker Dem for Deres lidelser og for
Deres tilbagevenden til livet. Alt dette har jeg forstået, siden jeg første gang kom i Deres
hjem.«
Doktor Manette sad tavs med bøjet hoved. Han trak vejret hurtigt, men skjulte alle
andre tegn på indre oprør.
»Kære doktor Manette, det er, fordi jeg altid har vidst dette, og fordi jeg har forstået,
hvor inderligt forholdet mellem Dem og hende er, at jeg ikke sagde noget så længe
det overhovedet var menneskeligt muligt at tie. Jeg har følt og føler endnu, at selv en
kærlighed som min ikke kan stå mål med den, der findes mellem Dem og hende. Men
jeg elsker hende. Himlen er mit vidne, at jeg elsker hende.«
»Jeg tror Dem,« svarede hendes far vemodigt. »jeg har længe anet det, og jeg tror
Dem.«
Darnay følte stemmens klang som en bebrejdelse og fortsatte:
»Men jeg beder Dem være overbevist om, at jeg aldrig ville eller kunne sige et ord
om mine følelser, hvis jeg tænkte mig, at den lykke at gøre hende til min hustru skulle
skille Dem og hende ad. Desuden ved jeg, at det aldrig ville være muligt. Hvis jeg havde
den slags planer, ville jeg ikke så meget som røre Deres hånd.«
Han lagde sin egen hånd over doktorens, medens han talte.
»Nej, kære Manette, jeg er ligesom De en frivillig landflygtig fra Frankrig; ligesom De
er jeg drevet på flugt af landets elendighed og undertrykkelse, og nu tjener jeg mit brød,
ligesom De, og håber på en lykkeligere fremtid. Mit højeste ønske er, at dele Deres
skæbne, Deres liv og hjem med Dem og være trofast mod Dem hele livet igennem.
Jeg ønsker ikke at berøve Lucie hendes rettigheder som Deres barn, kammerat og
ven, men tværtimod at knytte hende endnu stærkere til Dem, hvis det overhovedet er
muligt.«

Side 90
Hans hånd hvilede endnu på doktorens. Den ældre mand trykkede den, lænede sig
så tilbage i stolen og så op for første gang siden samtalens begyndelse.
»De taler så forstående og mandigt, Charles Darnay, at jeg takker Dem af hele mit
hjerte, og vil sige Dem alt ... eller næsten alt. Har De nogen grund til at tro, at Lucie
elsker Dem?«
»Nej, endnu ikke.«
»De er altså kommet til mig, for at få mit samtykke til, at De snarest muligt spørger
hende?«
»Nej, det er ikke helt rigtigt. Der kan måske gå måneder, inden jeg får mod til at sige
hende alt, og måske kan jeg få mod til det allerede i morgen.«
»Søger De da råd hos mig?«
»Jeg beder ikke om råd, kære doktor Manette, men jeg havde tænkt mig, at hvis De
fandt det rigtigt og ønskeligt, ville De måske råde mig.«
»Søger De da et løfte af mig?«
»Ja, det gør jeg.«
»Og hvad er det for et løfte?«
»Jeg ved så godt, at uden Dem ville jeg aldrig have noget håb. Jeg forstår fuldt ud,
at selv om miss Manette holdt af mig, og det ved jeg jo slet ikke om hun gør, så ville
hun ikke røbe sine følelser, hvis De ikke billigede dem.«
»Hvis det er rigtigt, ser De så ikke, hvilken anden mulighed der er?«
»Jo, jeg forstår lige så godt, at et ord til gunst for enhver frier ville overbevise hende
helt. Og det er derfor, doktor Manette,« sagde Darnay beskedent, men fast, »at jeg
ikke for nogen pris ville bede Dem tale min sag.«
»Det er jeg overbevist om, Charles Darnay, der kan opstå mysterier både i en inderlig
kærlighed og et stort had. I det første tilfælde er de altid indviklede og vanskelige at få
rede på. Min datter er i dette spørgsmål et mysterium for mig, og jeg kan ikke gætte
mig til hendes følelser.«
»Må jeg få lov at spørge om De tror, der er ...« Da han tøvede, fuldførte doktoren
sætningen.
»Om der er andre, som er forelsket i hende?«
»Ja, det var, hvad jeg mente.«
Hendes far tænkte sig lidt om, inden han svarede:
»De har jo selv truffet mr. Carton her. Mr. Stryver kommer også nu og da. Hvis der
overhovedet er nogen, må det være en af dem.«
»Eller dem begge,« sagde Darnay.
»Det var ikke faldet mig ind, at de begge kunne være det, og jeg tror ikke nogen af
dem er det. De ønskede, jeg skulle love Dem noget. Hvad er det?«
»Hvis miss Manette selv en gang kommer til Dem og betror Dem det samme, som
jeg har betroet Dem i dag, så beder jeg Dem love mig, at fortælle hende, hvad jeg har
sagt, og at De tror på mig. Jeg håber, at De har tilstrækkelig gode tanker om mig til
ikke at ville modarbejde mig. Det er alt. Hvis De til gengæld vil stille betingelser, er jeg
villig til at bøje mig for dem.«

Side 91
»Det løfte giver jeg Dem,« sagde doktoren. »Og jeg stiller ingen betingelser. Jeg tror
på Deres følelsers oprigtighed. Jeg stoler på, at De ikke vil prøve at svække de bånd,
der binder mig til mit andet og langt dyrebarere jeg. Hvis hun nogen sinde siger mig, at
De er uundværlig for hende, dersom hun skal blive lykkelig, så giver jeg hende til Dem.
Hvis der var ... Charles Darnay ... hvis der var...«
Den unge mand havde taknemlig grebet hans hånd, og doktoren slap den ikke, da
han fortsatte:
»... grunde, sandsynligheder, bekymringer, de være sig af gammel eller ny dato, for
at der var noget at sige på den mand, hun virkelig elskede ... og selve ansvaret for
dem ikke direkte hvilede på ham ... så ville disse grunde blive udslettet for hende skyld.
Mere end lidelser, mere end uret er for mig ... nå, men dette er unyttig tale.«
Den måde, hvorpå han pludselig sank hen i tavshed, var så mærkelig, hans stirrende
blik var så uhyggeligt, at Darnay følte sin egen hånd blive kold som is og langsomt
trak den til sig.
»De sagde vist noget til mig,« sagde doktor Manette med et smil. »Hvad var det,
De sagde?«
Darnay vidste ikke, hvad han skulle svare, før han huskede på, at han havde talt om
en betingelse. Lettet tænkte han sig et øjeblik om, og svarede så:
»Deres tillid til mig bør gengældes med fuld tillid fra min side. Det navn, jeg i
øjeblikket bærer, er, med en lille forandring, min mors navn, og ikke mit eget. Jeg ønsker
at sige Dem, hvad mit virkelige navn er, og hvorfor jeg opholder mig i England.«
»Stands!« udbrød lægen fra Beauvais.
»Jeg ønsker at sige Dem det for derved bedre at gøre mig fortjent til Deres tillid, og
fordi jeg ikke vil have hemmeligheder for Dem.«
»Stands!«
Et øjeblik holdt doktoren begge hænder for sine øren, og straks efter pressede han
dem mod Darnays mund.
»Fortæl mig det, når jeg spørger Dem. Hvis De vinder Lucies kærlighed, så fortæl
mig det på Deres bryllupsdag. Lover De mig det?«
»Ja, gerne.«
»Giv mig Deres hånd på det. Hun kommer hjem om et øjeblik, og det er bedst, at
hun ikke ser os sammen i aften. Gå nu! Og Gud velsigne Dem.«
Det var mørkt, da Charles Darnay forlod ham, og det var endnu mørkere, da Lucie
kom hjem en time senere. Hun skyndte sig alene ind i stuen, for miss Pross gik lige op
til sit værelse, og blev forbavset over at finde hans stol tom.
»Far!« råbte hun. »Far, hvor er du?«
Der hørtes ikke et ord til svar; men fra soveværelset lød dæmpede hammerslag.
Hun listede sig gennem det mellemste værelse, kiggede ind, og løb så hurtigt tilbage.
Hendes blod var koldt som is, og hun jamrede: »Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal
jeg dog gøre?«
Men usikkerheden varede kun et øjeblik. Hun skyndte sig tilbage, bankede på hans
dør og kaldte dæmpet på ham. Ved lyden af hendes stemme holdt han op at banke,
lidt efter kom han ud til hende, og sammen vandrede de længe op og ned.
Hun stod op den nat og gik ned for at se til ham. Han sov fast, og bakken med
skomagerværktøj var urørt.

Side 92

Pendant til forrige billede
Side 93
»Sydney,« sagde mr. Stryver den selvsamme nat, eller rettere sagt, morgen, til sin
sjakal: »bryg en bolle punch til, for jeg har noget at sige dig.«
Sydney havde arbejdet med dobbelt energi natten igennem og natten før og natten
før igen og adskillige nætter i træk for at få alt mr. Stryves arbejde fra hånden inden
sommerferien. Nu var det hele omsider færdigt og i orden, indtil november kom med
både atmosfærisk og juridisk tåge og kaldte dem til trædemøllen igen.
Al denne flid havde hverken gjort Sydney livligere eller mere ædru. Det havde krævet
endnu flere våde håndklæder end sædvanligt at klare natten samt en tilsvarende stor
forsyning af vin, og han var temmelig anløben, da han nu rev sin turban af og kastede
den i det vandfad, som han med mellemrum havde dyppet den i natten igennem.
»Er du ved at blande punchen?« spurgte den tykke Stryver og så hen på Carton fra
sofaen, hvor han lå på ryggen med hænderne stukket ned i bukselinningen.
»Ja, jeg er.«
»Hør nu her. Jeg agter at fortælle dig noget, som sikkert vil forbavse dig og muligvis
få dig til at tro, at jeg ikke er helt så snedig, som du ellers anser mig for at være. Jeg
agter at gifte mig.«
»Gør du det?«
»Ja. Og det er ikke for pengenes skyld. Hvad siger du til det?«
»Jeg er ikke oplagt til at sige ret meget. Hvem er hun?«
»Gæt en gang.«
»Kender jeg hende?«
»Gæt nu.«
»Tror du virkelig, jeg gider gætte klokken fem om morgenen, medens hjernen svider
og brænder i mit hoved? Hvis du vil have, jeg skal gætte, må du invitere mig til middag.«
»Nå, ja ja, så skal jeg fortælle dig det,« sagde Stryver og satte sig langsomt op.
»Sydney, jeg gør mig ærlig talt ikke meget håb om, at du skal forstå mig, for du er
sådan et ufølsomt bæst.«
»Og du,« svarede Sydney, der havde travlt med at brygge punchen, »er sådan en
poetisk og åndfuld sjæl.«
»Nåda!« udbrød Stryver og lo pralende. »Jeg skal villigt indrømme, at jeg ikke er
selve romantikens sjæl ... det håber jeg sandelig, jeg er for klog til. Men jeg er da mere
følsom end du.«
»Du er heldigere, hvis det er, hvad du mener.«
»Nej, det mener jeg aldeles ikke. Jeg mener, at jeg er en mand med mere ... mere ...«
»Du må såmænd hellere straks sige ridderlighed,« foreslog Sydney.
»Ja, så siger vi ridderlighed. Jeg synes, at jeg er en mand, der holder af at være
elskværdig, der gør sig mere umage for at være elskværdig, der bedre forstår at være
elskværdig i dameselskab end du.«
»Gå videre,« sagde Carton.
»Nej, men inden jeg fortsætter,« sagde Stryver på sin overlegne maner, »så agter
jeg at sige dig et par ord om dette. Du er kommet mindst ligeså meget som jeg hos

Side 94
doktor Manette, og jeg har ligefrem været flov over din gnavenhed, når du var der. Der
har du siddet sur og tavs, og ved gud, Sydney, jeg har ofte skammet mig over dig.«
»Det må da være meget gavnligt for en jurist som dig overhovedet at skamme sig
over noget,« svarede Sydney, »så du burde være mig meget taknemmelig.«
»Nej, sådan slipper du ikke ud af det,« erklærede mr. Stryver. »Nej, Sydney, det er
min pligt at sige dig lige rent ud, at du er en pokkers uopdragen fyr, når du er i den
slags selskab. Du er altid så satans ubehagelig.«
Sydney drak et glas af den punch, han lige havde brygget, og lo.
»Se på mig!« sagde Stryver og rettede sig op. »Jeg trænger mindre til at være
behagelig, fordi jeg sidder bedre i det. Og hvorfor er jeg det så?«
»Endnu har jeg aldrig set dig være det,« mumlede Carton.
»Jeg er det, fordi det er klogt. Jeg gør det af princip. Og se på mig - jeg kommer
da frem her i verden.«
»Du kommer derimod ikke frem med flere oplysninger om dine giftermålsplaner,«
svarede Carton med en træt mine. »Gid du ville holde dig til dem. Hvad mig selv angår,
kan du så ikke indse, at jeg er uforbederlig?«
Der var foragt i hans stemme.
»Du har ingen ret til at være uforbederlig,« svarede hans ven i en overlegen,
docerende tone.
»Så vidt jeg ved, har jeg overhovedet ingen ret til at eksistere,« sagde Sydney
Carton. »Hvem er så damen?«
»Nu må du ikke blive flov, når du hører navnet, Sydney,« sagde mr. Stryver venligt
som en forberedelse til den store meddelelse. »Jeg ved jo så godt, at du ikke mener
halvdelen af, hvad du siger, og selv om du mente det hele, så ville det ikke spille nogen
rolle. Jeg begynder med denne lille tale, fordi du engang omtalte den unge dame til
mig i temmelig nedsættende ord.«
»Gjorde jeg det?«
Sydney Carton så først på sin punch og derefter på sin selvtilfredse ven, drak sin
punch og så atter på sin selvtilfredse ven.
»Du omtalte den unge dame som en guldhåret dukke. Den unge dame er miss
Manette. Hvis du havde haft den ringeste finfølelse i den retning, Sydney, så kunne
jeg let være blevet lidt stødt over den udtalelse. Men det har du jo ikke. Den egenskab
mangler du totalt, og derfor bliver jeg ikke mere ærgerlig, når jeg tænker på det udtryk,
end jeg ville blive, hvis en mand, der ikke forstod sig på malerier, sagde sådan noget
om et maleri, der tilhørte mig.«
Sydney Carton drak hurtigt en masse punch. Han skyllede det ene glas ned efter
det andet, medens han stod og så på sin ven.
»Nu ved du det hele, Sydney,« sagde mr. Stryver. »Jeg er ligeglad med pengene,
for hun er et henrivende væsen, og jeg har bestemt at gøre, som det passer mig. Det
synes jeg, at jeg har råd til. I mig får hun en mand, der sidder godt i det, en mand, der
hurtigt er ved at komme frem i verden, og en mand af ikke ringe anseelse. Det er et
stort held for hende, men hun fortjener dette held. Er du overrasket?«
Carton, der stadig drak punch, svarede: »Hvorfor skulle jeg være overrasket?«
»Du billiger altså mit valg?«

Carton, der stadig drak punch, svarede: »Hvorfor skulle jeg ikke billige det?«
Side 95
»Jeg må sige,« bemærkede hans ven Stryver, »at du tager det langt roligere, end
jeg havde ventet og er mindre grådig på mine vegne end jeg troede, du ville have
været. Skønt jeg må indrømme, at du vel efterhånden kender din gamle ven godt nok
til at vide, at han har en temmelig stærk vilje. Ja, Sydney, jeg har nu haft nok af denne
tilværelse, og jeg føler, at det er godt for en mand at have et hjem, når han har lyst
at ty til det - og når han ikke har lyst, kan han jo holde sig borte - og jeg synes, miss
Manette kan gøre sig gældende i enhver stilling, så hun vil altid gøre mig ære. Derfor
har jeg bestemt mig til dette skridt. Og nu, gamle ven, ønsker jeg at sige et par ord om
dine fremtidsudsigter. Du er kommet på gale veje, vil jeg sige dig, på splittergale veje.
Du har ikke begreb om penges værdi, du lever stærkt, og en skønne dag knækker du
sammen og bliver syg og fattig. Du burde virkelig tænke på at skaffe dig en plejerske.«
Den overlegne patroniserende tone, hvori han sagde det, fik ham til at virke dobbelt
så stor, som han var, og fire gange så anmassende.
»Lad mig nu råde dig til at se spørgsmålet lige i øjnene,« sagde Stryver. »Jeg har
set det i ansigtet på min egen måde, og nu må du gøre det samme på din maner.
Gift dig. Skaf en eller anden som vil tage sig af dig. Tag ikke hensyn til, om du
overhovedet interesserer dig for omgang med kvinder eller forstår dem, eller har takt
nok til det. Find en eller anden. Find en hæderlig kvinde, der har penge - for eksempel
en pensionatsværtinde - og gift dig med hende, så du er på den sikre side. Det er sådan
du skal have det. Lov mig at tænke over det, Sydney.«
»Ja, jeg skal tænke over det,« sagde Sydney.

En mand med finfølelse
Side 96
Da mr. Stryver havde bestemt sig til allernådigst at skænke sin gunst til doktorens
datter, fandt han det bedst at gøre hende bekendt med denne lykke inden
sommerferien. Efter at have overvejet spørgsmålet syntes han, de hellere måtte få de
indledende skridt overstået, og så kunne de bagefter bestemme, om han skulle skænke
hende sin hånd en uge eller to inden mikkelsdag eller i juleferien.
Hvad angik sejren, så tvivlede han ikke et øjeblik på, at den ville blive hans. Han
følte, at han vidste, hvad kendelsen ville blive. Juryens udtalelser ville blive baseret
på materielle fordele - de eneste grunde der var værd at tage i betragtning. - Sagen
var ganske ligetil og havde ingen svage punkter. Han havde udnævnt sig selv til
forsvarer, vidneudsagnene kunne der ikke pilles ved, anklageren opgav ævred og
juryen behøvede ikke tid til drøftelser. Nej, en lettere sag havde han aldrig haft.
Altså indledede mr. Stryver sommerferien med højtideligt at invitere miss Manette
i Vauxhall, og da han fik afslag, inviterede han hende til Ranelagh. Også denne gang
sagde hun mærkelig nok nej. Derpå besluttede han at begive sig til Soho for omgående
at erklære sine ædle hensigter.
Altså vandrede mr. Stryver fra Temple mod Soho på en af feriens første dage.
Enhver, der så ham, fyldt med energi ile mod Soho fra St. Dunstan-siden i Temple Bar,
bredende sig på fortovet, så andre måtte gå til side for ham, måtte få et tydeligt indtryk
af, hvor tryg og stærk han var.
Da hans vej førte ham forbi Tellsons Bank, hvor han havde konto og kendte mr.
Lorry, der var en nær ven af Manettes, fik han den ide at gå indenfor og meddele mr.
Lorry den lykke, der skulle overgå hjemmet i Soho. Han skubbede altså den knirkende
dør op, tumlede ned ad de to trin, slap forbi de to gamle kasserere og borede sig frem
til det lille skimlede rum, hvor mr. Lorry sad bøjet over store protokoller, der var linieret
til talkolonner, bag et vindue med lodrette jernstænger, der så ud, som om det også
var linieret til talkolonner.
»Nå, der er De!« sagde mr. Stryver. »God dag, god dag! Hvordan har De det? Godt,
håber jeg.«
Det var noget specielt for mr. Stryver, at han altid virkede for stor til det sted, hvor
han befandt sig. Han var så altfor stor til Tellsons Bank, at de gamle kontorister, der sad
i krogene, så protesterende op, som om han klemte dem ind mod væggene. Chefen
selv, der værdigt sad helt i baggrunden og læste en avis, sænkede den irriteret, som
om Stryver havde stanget ham i maven med sit hovede.
Den forsigtige mr. Lorry sagde med den stemme, han syntes passede bedst til
lejligheden: »God dag, mr. Stryver«, og trykkede hans hånd. Der var noget særligt
ved dette håndtryk, personalet i Tellsons Bank vekslede med kunder, når chefen var i
nærheden. De havde en selvfornægtende karakter, som om det var på firmaets vegne
håndtrykket blev givet.
»Er der noget, jeg kan gøre for Dem, mr. Stryver?« spurgte mr. Lorry i
forretningstone.
»Nej tusind tak. Dette er et lille privat besøg hos Dem, mr. Lorry. Jeg ville gerne tale
et par ord med Dem.«
»Ja så!« sagde mr. Lorry og vendte øret til, men hans blik søgte chefen i det fjerne.
Mr. Stryver lagde fortroligt armene på skrivepulten, og skønt det var en stor
dobbeltpult, så den straks ud, som om den ikke var nær stor nok til ham.

Side 97
»Jeg agter at gøre Deres indtagende lille veninde, miss Manette, et
ægteskabstilbud, mr. Lorry,« sagde han.
»Ih du forbarmende!« udbrød mr. Lorry, gned sin hage og så meget betænkelig på
sin gæst.
»Ih du forbarmende?« gentog mr. Stryver. »Må jeg spørge, hvad er Deres mening
med det?«
»Min mening er naturligvis både venskabelig og anerkendende, og jeg synes Deres
plan gør Dem stor ære ... kort sagt, min mening er alt, hvad De kan ønske. Men ... ærlig
talt, Mr. Stryver . .« Mr. Lorry tav og rystede på hovedet med en besynderlig mine, som
om han i tankerne sagde: »Ærlig talt, der er altfor meget af Dem.«
»Det må jeg sige, mr. Lorry,« sagde Stryver og slog i pulten med sin hånd, »jeg vil
lade mig hænge, om jeg forstår Dem.«
Mr. Lorry satte sin lille paryk på plads ved ørerne og gav sig til at bide i sin pen.
»For fanden, mr. Lorry!« udbrød Stryver og stirrede på ham. »Er jeg måske ikke et
ønskeligt parti?«
»Jo, naturligvis, naturligvis!« svarede mr. Lorry.
»Er jeg måske ikke velhavende?« spurgte Stryver.
»Jo, vist er De det.«
»Og går det mig måske ikke godt?«
Mr. Lorry var ligefrem glad over at kunne give ham ret.
»Jo, det er der skam ingen, som benægter.«
»Men hvad i al verden er der så i vejen, mr. Lorry?« spurgte Stryver, der åbenbart
var ganske himmelfalden.
»Ja .. jeg .. Er De på vej derhen nu?« spurgte mr. Lorry.
»Ja, direkte!« svarede Stryver og slog igen hånden i pulten.
»Det tror jeg ikke, jeg ville gøre, hvis jeg var Dem.«
»Hvorfor ikke?« spurgte Stryver. »Nu vil jeg have ordentlig besked.« Han løftede en
manende pegefinger. »De er jo forretningsmand og må sikkert have en grund. Fremsæt
denne grund. Hvorfor ville De ikke gå derhen, hvis De var i mit sted?«
»Fordi,« sagde mr. Lorry, »jeg ville ikke gå derhen i et sådant ærinde, hvis jeg ikke
havde grund til at tro, jeg havde held med mig.«
»Nej, det er dog det frækkeste, jeg har hørt!« råbte Stryver.
Mr. Lorry så først hen på chefen og derefter på den vrede mr. Stryver.
»Her sidder en forretningsmand ... en moden og erfaren mand ... oven i købet en
bankmand,« sagde Stryver, »og efter at have opremset tre gode grunde for, at mit
tilbud skulle falde i god jord, siger han, at der ingen grund er til at tro, at jeg skulle have
held med mig!«
»Når jeg taler om at have held med sig, mener jeg held hos den unge dame. Og når
jeg taler om de grunde, der skulle gøre dette held sandsynligt, så mener jeg de grunde,
som vil betyde noget for den unge dame. Den unge dame, min gode mr. Stryver,«
sagde mr. Lorry og klappede beroligende mr. Stryver på armen, »den unge dame. Det
er hende, der er det vigtigste af det hele.«

Side 98
»Må jeg spørge, mr. Lorry,« sagde Stryver og satte albuerne ud fra kroppen, »om
De er af den mening, at den unge dame, vi taler om, er et sippet fæhovede?«
»Nej, aldeles ikke. Jeg vil sige Dem, mr. Stryver,« sagde mr. Lorry 'og blev rød i
kammen, »at jeg finder mig ikke i at høre et eneste nedsættende ord om den unge
dame fra noget menneske. Og hvis jeg kendte en eneste mand, hvilket jeg indstændig
håber, at jeg ikke gør, der var så hidsig og simpel, at han ikke kunne afholde sig fra
at tale respektløs om hende ved denne pult, så ville ikke engang hensynet til bankens
renomme hindre mig i at sige ham ordentlig besked.«
Nødvendigheden af at være vred med sagte stemme havde udsat mr. Stryvves
blodkar for alvorlig fare, da det var hans tur til at tage ordet; og skønt Mr. Lorrys årer
ellers arbejdede meget metodisk, var faren lige så stor for ham, når det var hans tur.
»Se det var, hvad jeg ville sige Dem,« sagde mr. Lorry. »Og det må De da kunne
forstå.«
Mr. Stryver stod lidt og sugede på en linial, og derefter trommede han en melodi
med den på sine tænder, hvilket sandsynligvis gav ham tandpine. Omsider brød han
den pinlige tavshed ved at sige:
»Dette er noget ganske nyt for mig, mr. Lorry. De råder mig altså ganske ligeud til
ikke at gå hen i Soho og fri ... mig, advokat Stryver!«
»Beder De mig om råd, mr. Stryver?«
»Ja, jeg gør.«
»Meget vel. Så giver jeg Dem det råd, De lige har gengivet, ganske korrekt.«
»Alt, hvad jeg kan sige, er,« lo mr. Stryver irriteret, »at dette slår alt ... ha! ha! ...
hvad der er sket, sker og vil komme til at ske!«
»Forstå mig nu ret!« fortsatte mr. Lorry. »Som forretningsmand er jeg overhovedet
ikke berettiget til at udtale mig i denne sag, da jeg ikke forstår mig på den,
forretningsmæssigt set. Men som en gammel mand, der har båret miss Manette i mine
arme, der er hendes fars trofaste ven og sætter meget stor pris på dem begge, har jeg
udtalt mig til Dem. Det er ikke mig, der har søgt denne fortrolige samtale. Tror De nu
ikke, at jeg alligevel har ret?«
»Nej, såmænd om jeg gør!« hvæsede Stryver. »Jeg kan virkelig ikke interessere
mig for trediemands fornuftgrunde, men kun for mine egne. Jeg går ud fra, at en vis
person er velsignet med sund sans, medens De mener, at samme person er dum. Det
er noget ganske nyt for mig; men det kan jo være, De har ret.«
»Hvad jeg mener, mr. Stryver, tror jeg nok, jeg selv bedst kan bedømme. Og jeg
må bede Dem forstå, at selv her hos Tellsons finder jeg mig ikke i, at nogen anden
bedømmer mine meninger for mig.«
»Nå, ja. Jeg beder Dem om forladelse,« sagde Stryver.
»Så taler vi ikke mere om den ting. Nej, mr. Stryver, jeg ville netop sige Dem, at det
kunne jo blive pinligt for doktor Manette at skulle forklare Dem det, og det kunne være
meget pinligt for miss Manette at skulle sige Dem det. De ved jo, at jeg er så lykkelig
at være en ven af familien. Hvis De ønsker det, skal jeg gerne, uden i mindste måde at
forpligte Dem og uden på nogen måde at repræsentere Dem, søge at få oplysninger,
der måske kan ændre mit råd til Dem. Hvis De så fremdeles er utilfreds med dette råd,
kan De personlig undersøge, om jeg har ret. Men hvis De på den anden side er tilfreds
med mit råd, selv om det fremdeles er det samme som i dag, så vil det skåne alle parter
for det, som man helst må undgå. Hvad siger De til det?«

»Hvor lang tid bliver jeg så nødt til at blive her i byen?«
Side 99
»Åh, det kan jo kun dreje sig om timer. Jeg kunne godt gå over til Soho i aften og
bagefter komme op på Deres kontor.«
»Så modtager jeg Deres tilbud,« sagde Stryver. »Jeg går ikke derover nu, for så
forhippet er jeg dog ikke. Jeg modtager altså Deres tilbud og venter at se Dem i aften.
Farvel!«
Mr. Stryver vendte sig og styrtede ud af banken, hvorved han skabte et så kraftigt
lufttryk, at de to gamle bankassistenter måtte holde sig fast i disken for ikke at blive
blæst omkuld. Kunderne så altid disse to værdige herrer stå bukkende ved disken, og
det hed sig, at når de havde bukket en kunde ud, blev de ved at bukke i det tomme
lokale til en anden kunde kom ind.
Mr. Stryver var klog nok til at forstå, at bankmanden ikke ville udtale sig så åbent,
med mindre han var helt sikker i sin tag. Selv om han derfor havde været uforberedt på
den bitre pille, gled den dog ned. »Og nu,« sagde han og rystede en juridisk pegefinger
mod Temple, da pillen var nede, »nu gælder det for mig blot om at bevise jer alle
sammen, at I har haft uret.«
Det var en taktik, han ofte brugte i Old Bailey, og den var ham til stor glæde og
tilfredsstillelse. »De skal ikke tage mig ved næsen, unge dame,« sagde mr. Stryver.
»Det modsatte skal blive tilfældet.«
Da mr. Lorry opsøgte ham klokken ti om aftenen, fandt han ham derfor omgivet af
papirer og bøger, der var strøet ud for at gøre indtryk, og tilsyneladende havde han
ikke en tanke tilovers for det emne, de havde drøftet om morgenen. Han lod endogså
til at blive forbavset ved at se mr. Lorry og var i det hele taget meget åndsfraværende.
»Ja,« sagde den godmodige mellemmand efter en halv times forgæves forsøg på
at få mr. Stryver til at bringe sagen på bane, så har jeg altså været i Soho.«
»I Soho?« sagde mr. Stryver koldt. »Åh ja, naturligvis.«
»Og jeg tvivler ikke om, at jeg havde ret i, hvad jeg sagde til Dem,« fortsatte mr.
Lorry. »Jeg har fået min opfattelse bekræftet, og mit råd til Dem er det samme som før.«
»Jeg vil sige Dem,« sagde mr. Stryver elskværdigt, »at det gør mig oprigtigt ondt
både for Deres skyld og for hendes stakkels fars skyld. Jeg forstår, at dette vil for
fremtiden være et pinligt emne i familien, så lad os ikke tale mere om det.«
»Jeg forstår ikke, hvad De mener,« sagde mr. Lorry.
»Nej, det er meget muligt,« svarede Stryver og nikkede beroligende, »men det gør
ikke noget, det gør ikke noget.«
»Jo, vist gør det noget,« sagde mr. Lorry.
»Nej, vist ej. Jeg forsikrer Dem, at det gør ikke det ringeste. Efter at have troet,
der var forstand, hvor ingen forstand findes, og prisværdige ambitioner, hvor ingen
prisværdige ambitioner findes, indser jeg nu min fejltagelse og er glad ved at være ude
af det hele. Det er før sket, at unge piger har begået den slags dumheder, som de
senere har angret i armod og ensomhed. Fra et uselvisk synspunkt beklager jeg, at
sagen er faldet til jorden, og ud fra et egenkærligt synspunkt glæder det 'mig, at sagen
er faldet til jorden, for det ville have været en dårlig ordning for mig verdslig set - det
er vel næppe nødvendigt for mig at understrege, at jeg ikke ville have vundet noget
ved dette parti. Men der er altså ingen skade sket. Jeg har ikke friet til den unge dame,
og mellem os sagt, er jeg ved nærmere eftertanke aldeles ikke sikker på, at jeg nogen

Side 100
sinde var gået så vidt. Mr. Lorry, man kan ikke få magt over tomhjernede unge pigers
forfængelighed og ufornuft, det må man aldrig vente, for så vil man hver gang blive
skuffet. Men tal nu ikke mere om det. Som jeg allerede har sagt Dem, beklager jeg
udfaldet for andres skyld, men er godt tilfreds for min egen skyld. Og jeg er Dem oprigtig
taknemmelig, fordi jeg fik lov at drøfte sagen med Dem og høre Deres råd. De kender
jo den unge dame bedre end jeg gør, og De havde ret - det ville have været et fejlgreb.«
Mr. Lorry var så forbløffet, at han stirrede ligefrem dumt på mr. Stryver, der
pressede ham hen mod døren, medens han udøste ædelmodighed og velvilje over
hans forvirrede hovede.
»Tag Dem det nu ikke for nær, kære mr. Lorry,« sagde Stryver, »prøv at glemme
det hele. Og tusind tak for Deres råd. God nat!«
Inden mr. Lorry vidste af det, stod han ude i mørket. Og mr. Stryver lå på sin sofa
og blinkede polisk op mod loftet.

En mand uden finfølelse
Side 101
Hvis Sydney Carton nogen sinde gjorde sig bemærket, var det ganske bestemt ikke
i doktor Manettes hjem. Han var kommet der ofte i det sidste år og havde altid været
nedtrykt og sær. Når han gad tale, talte han godt; men den sky af ligegyldighed, som
altid lå over ham, blev sjældent gennemtrængt af det indre lys, der boede i ham.
Og dog holdt han af gaderne omkring hjørnehuset og af deres ujævne brolægning.
Mangen en aften vandrede han tankefuld og bedrøvet om i dem, når vinen ikke havde
bragt ham lidt midlertidig glæde. Mangen en gang faldt det triste morgenlys på hans
ensomme skikkelse, og han var der endnu, når solens første stråler lyste alting op
og berøvede kirketårne og høje huse deres mystiske skønhed. Det var måske, fordi
disse stille timer fik ham til at tænke på de goder, der ellers var glemt eller var blevet
uopnåelige.
I den sidste tid havde han sjældent været hjemme i sit usle kammer i Temple Court
om natten, og ofte, når han kastede sig på sengen, stod han straks efter op igen og
vendte tilbage til Soho.
Mr. Stryver havde forflyttet sin finfølelse til Devonshire efter at have meddelt
sin sjakal, at han havde ombestemt sig angående giftermålet, men i august, da
blomsternes duft i gaderne bragte lidt godhed selv til de sletteste, lidt sundhed til de
mest syge og lidt ungdom til de ældste, var Sydney stadig i byen. Efter i lange tider at
have slentret om uden mål, tog han endelig en beslutning og gik hen til doktorens hus.
Han blev vist op på første sal og fandt Lucie alene med et håndarbejde. Hun havde
aldrig følt sig helt sikker i hans selskab og var lidt forlegen, da han satte sig i nærheden
af hendes sybord. Men da hun så på ham, medens de vekslede et par ligegyldige
bemærkninger, opdagede hun en forandring i hans ydre.
»Jeg er bange for, at De ikke er rask, mr. Carton!«
»Nej. Men det liv, jeg fører, gør en heller ikke rask. Hvad kan man vente af en
ryggesløs person som mig?«
»Men er det ikke .. Tilgiv mig, men jeg kan ikke lade være med at sige det .. er det
ikke synd, at De ikke lever et bedre liv?«
»Gud skal vide, at det er en stor skam.«
»Hvorfor så ikke forandre det?«
Da hun igen så på ham, blev hun forbavset og bedrøvet ved at se tårer i hans øjne.
Der var også gråd i hans stemme, da han svarede:
»Det er for sent. Jeg bliver aldrig bedre, end jeg er nu. Jeg synker tværtimod dybere
ned og bliver værre og værre.«
Han støttede sin albue på hendes sybord og lagde hånden over sine øjne. I stilheden
så hun, at bordet rystede.
Hun havde aldrig set ham så bedrøvet, og det gjorde et overvældende indtryk på
hende'. Han følte 'det, og uden at se på hende, sagde han:
»Tilgiv mig, miss Manette. Jeg bryder sammen ved tanken om det, jeg er kommet
for at sige Dem. Vil De høre på mig?«
»Hvis det kan hjælpe Dem, mr. Carton, og hvis det vil gøre Dem gladere, så vil jeg
inderlig gerne høre på Dem.«

»Gud velsigne Dem for Deres elskelige medfølelse.«
Lidt efter tog han hånden fra øjnene og talte helt roligt.
Side 102
»De må ikke være bange for at høre på mig. Gys ikke tilbage for noget af, hvad jeg
har at sige Dem. Jeg er som et menneske, der er død ung. Om hele mit liv kan man
sige: Sådan kunne det være blevet!«
»Nej, mr. Carton. Jeg er sikker på, at den bedste del af Deres liv kan komme endnu.
Jeg er sikker på, at De i langt, langt højere grad kunne være Dem selv værdig.«
»Sig hellere, at det kunne være Dem værdigt, miss Manette, og skønt jeg i mit arme
hjerte ved bedre ... vil jeg aldrig glemme det.«
Hun var blevet bleg og rystede over hele kroppen, men han kom hende til hjælp
ved den dybe fortvivlelse over sig selv, som gjorde hele denne samtale så forskellig
fra enhver anden.
»Hvis det havde været muligt, miss Manette, at De kunne gengælde min kærlighed
... hvor elendig, fordrukken, unyttig De end ved, at jeg er ... så ville jeg trods min lykke
selv i dette øjeblik vide, at jeg kun ville bringe Dem sorg og anger, ødelægge Deres liv,
bringe Dem skam og trække Dem ned, hvor jeg selv er. Jeg ved så godt, at De ikke
kan nære nogen ømhed for mig, og jeg beder Dem heller ikke om det. Jeg er endogså
taknemmelig over, at det ikke kan tænkes.«
»Men kan jeg ikke frelse Dem, selv uden de følelser, mr. Carton? Kan jeg ikke kalde
Dem tilbage til et værdigere liv? Kan jeg ikke på en eller anden måde gengælde Deres
tillid. Jeg ved, det er en stor tillid, De viser mig,« sagde hun beskedent, og tårerne løb
ned ad hendes kinder. »Jeg ved, at De ikke ville tale sådan til nogen anden. Kan det
ikke føre til noget godt for Dem selv, mr. Carton?«
Han rystede på hovedet.
»Nej, miss Manette. Absolut ikke. Hvis De vil høre på mig et lille øjeblik til, så er alt,
hvad De kan gøre for mig, dermed gjort. Jeg vil så gerne have, De skal vide, at De
har været min sjæls allerinderste drøm. I min nedværdigelse har jeg dog ikke været så
ussel, at ikke synet af Dem sammen med Deres far og af denne bolig, som De har gjort
til et hjem, har rørt ved strenge i min sjæl, som jeg troede var bristet for længst. Siden jeg
lærte Dem at kende, har jeg været pint af en anger, som jeg troede aldrig ville besætte
mig igen, og har hørt fortidens stemmer hviske til mig, mane mig opad - stemmer, som
jeg troede for længst var forstummet. Jeg har haft drømme om at begynde forfra, ryste
smuds og sanselighed af mig og gennemføre den kamp, jeg allerede havde opgivet.
Men det var en drøm ... kun en drøm, der ikke fører til noget. Den sovende ligger stadig
der, hvor han lagde sig. Jeg vil blot gerne have, De skal vide, at De skabte den drøm.«
»Bliver der da intet tilbage? Ah, mr. Carton, tænk over det igen. Prøv endnu en
gang.«
»Nej, miss Manette, jeg har hele tiden vidst, hvor uværdig jeg var. Og dog har jeg
haft den svaghed at ønske, De skulle vide, med hvilken magt De pludselig har fået
mig, der kun var en askehob, til at bryde ud i flamme - selv om ilden i selve sin natur
ligner mig selv og hverken kan lyse for nogen eller varme nogen, men blot brænde ud
til ingen nytte.«
»Da det er blevet min skæbne, mr. Carton, at gøre Dem mere ulykkelig end De var,
inden De kendte mig ...«
»Det må De ikke sige, miss Manette, for De ville have frelst mig, hvis jeg overhovedet
kunne frelses. De vil ikke være skyld i, at jeg bliver værre.«

Side 103
»Da den sindstilstand, De beskriver, i hvert fald skyldes min indflydelse ... det er,
hvad jeg mener, men jeg kan ikke rigtig udtrykke det ... har jeg så ingen indflydelse til
at kunne hjælpe Dem? Har jeg slet ingen magt til at bringe det gode frem hos Dem?«
»Det eneste gode der er i mig nu, miss Manette, er jeg kommet herhen for at
virkeliggøre. Lad mig gennem resten af mit ødelagte liv gemme mindet om, at jeg har
åbnet mit hjerte for Dem, og at der i dag endnu var noget tilbage hos mig, som De
kunne føle medlidenhed med.«
»Og husk også, at jeg atter og atter af hele mit hjerte tror, at De er i stand til at yde
noget bedre, mr. Carton!«
»Bed mig ikke om at tro det længere, miss Manette. Jeg har ransaget min sjæl, og
jeg kender den. Jeg gør Dem bedrøvet, men jeg nærmer mig snart døden. Vil De lade
mig tro, når jeg tænker tilbage på denne dag, at min sidste fortrolighed bliver gemt i
Deres rene, uskyldige hjerte, og at De aldrig vil dele den med nogen?«
»Hvis det kan være Dem en trøst, så lover jeg det.«
»Ikke engang med den, der engang vil blive Dem kærest af alle her i verden?«
»Mr. Carton,« svarede hun efter et øjebliks tavshed. »Hemmeligheden er Deres og
ikke min. Jeg lover at bevare den.«
»Tak. Og Gud velsigne Dem.«
Han førte hendes hånd til sine læber og gik så hen mod døren.
»Frygt ikke, at denne samtale nogen sinde vil blive genoptaget. Jeg vil aldrig med et
eneste ord hentyde til den. Hvis jeg var død, kunne det ikke være sikrere end det er nu.
Til min dødsstund vil jeg holde dette eneste gode minde helligt og takke og velsigne
Dem for, at min sidste tilståelse blev aflagt over for Dem og at mit navn, mine fejl og mine
sorger er gemt i Deres hjerte. Gid alt andet, det rummer, må være lyst og lykkeligt.«
Han var så helt anderledes, end hun nogen sinde før havde set ham, og det var så
sørgeligt at tænke på, hvor meget han havde forspildt, og hvor meget han hver eneste
dag holdt nede og ødelagde, at Lucie Manette fældede tårer over ham, medens han
stod henne ved døren og så på hende.
»Græd ikke,« sagde han. »Jeg er ikke disse tårer værdig, miss Manette. Inden der
er gået et par timer vil de dårlige kammerater og den last, jeg foragter og dog ikke kan
holde mig borte fra, gøre mig mindre fortjent til Deres medlidenhed end det usleste
vrag, der lister sig omkring i gaderne. Men inderst inde vil jeg over for Dem altid være
den samme, som jeg er i dette øjeblik, selv om jeg udadtil bliver ved at være, som jeg
var før. Min næstsidste bøn til Dem er, at De vil tro dette.«
»Det vil jeg tro, mr. Carton.«
»Min allersidste bøn kommer nu, og med den vil jeg befri Dem for en gæst, som
jeg ved, De ikke kan have noget til fælles med. Jeg ved, det er unyttigt at fremsætte
den, men den kommer fra min inderste sjæl. For Dem og for de mennesker, De elsker,
ville jeg gøre hvad som helst. Hvis mit liv og virke var af en bedre art, så de rummede
muligheder for offer i sig, ville jeg med glæde ofre alt for Dem og Deres. Prøv at tænke
på det i Deres stille timer. Den tid vil komme, og den er sikkert ikke fjernt, da De vil
blive bundet af nye bånd, som vil knytte Dem endnu fastere til det hjem, De har skabt.
Når et barn, der ligner den mand, De elsker, ser op på Dem, tænk så somme tider på,
at der findes en mand, som villigt vil ofre sit liv for at bevare Deres kære for Dem.«
Efter et dæmpet »farvel, og Gud velsigne Dem«, forlod han hende.

Side 104

Den hæderlige forretningsmand
Side 105
Når mr. Jeremiah Cruncher sad på sin taburet i Fleet Street med sin søn ved sin side,
havde han hver dag nok at se på. Hvem kunne sidde i dagens travle timer i en gade
som Fleet Street uden at blive interesseret i de to vældige processioner, hvoraf den
ene drog mod vest med solen og den anden mod øst bort fra solen og begge gik mod
sletterne derude, hvor solen farver himmelen luende rød.
Med sit halmstrå i munden sad mr. Cruncher og så på de to strømme, ligesom den
hedenske bonde, der i flere århundreder sad og vogtede over den samme strøm. Men
Jerry gjorde sig blot intet håb om, at de nogen sinde skulle løbe tørre. Det ville heller
ikke have passet ham, for en del af hans indtægter bestod i, at han fulgte nervøse
damer, der i reglen var korpulente og op i årene, fra Tellsons Bank over på den anden
side af gaden. Skønt disse bekendtskaber altså var meget korte, blev mr. Cruncher
hver gang så interesseret i damen, at han udtrykte ønsket om at drikke hendes skål.
Og det var altså af gaver, han havde fået til det, at han for en stor del levede.
Der var en gang, da en digter sad på en taburet på en offentlig plads og filosoferede
for alt folkets åsyn. Mr. Cruncher sad også på en taburet på en offentlig plads, men da
han ikke var digter, filosoferede han så lidt som muligt og så sig om i stedet for.
Det skete nu, at han sad sådan beskæftiget på en årstid, da der sjældent var opløb
og så få nervøse damer at ledsage over gaden, og hans forretninger i det hele taget gik
så sløjt, at en mistanke vaktes i hans bryst om, at mrs. Cruncher sikkert havde »smidt
sig« for nylig, da hans opmærksomhed blev vakt ved en højst besynderlig procession,
der kom dragende mod vest ned gennem Fleet Street. Da mr. Cruncher så nøjere
til, opdagede han, at det var et eller andet begravelsestog, der kom dragende, og at
publikum åbenbart var meget fjendtligt stemt mod denne begravelse, hvilket førte til
optøjer.
»Lille Jerry,« sagde mr. Cruncher henvendt til sit afkom, »det er en begravelse.«
»Hurra, far!« råbte lille Jerry.
Den unge herre lagde en mystisk betydning i dette glade udråb, hvilket den ældre
herre optog så unådigt, at han lurede på et belejligt øjeblik og så langede den unge
herre en ordentlig lussing.
»Må jeg spørge, hvad du mener? Hvad råber du hurra for? Hvad er det, du antyder
over for din far, din forbandede laban? Den dreng er ved at tage livet af mig!« sagde
mr. Cruncher og målte ham med øjnene. »Han med sine hurraer! Lad mig ikke mærke
mere til dig, ellers skal du komme til at mærke mig, kan du tro.«
»Jeg mente jo ikke noget ondt med det,« protesterede lille Jerry og gned sin kind.
»Så hold kæft!« sagde mr. Cruncher. »Jeg vil ikke høre noget, om, hvad du mener
noget ondt med. Kryb op på taburetten her og se på opløbet!«
Hans søn adlød og folkeskaren kom nærmere. Der lød skrål og hyssen omkring
den tarvelige ligvogn og den gamle karet, der fulgte efter og kun rummede en eneste
sørgende, klædt i en slidt dragt af den art, der passede til lejligheden. Det lod aldeles
ikke til, at han befandt sig vel i denne situation, for mængden flokkedes om vognen,
hånede ham, skar ansigter ad ham og hylede uafbrudt: »Føj! Spioner! Pst! Føj!
Spioner!« ledsaget af bemærkninger af en sådan art, at de ikke tåler at refereres.
Begravelser havde altid en særegen charme for mr. Cruncher. Han blev meget
ophidset, når et ligtog passerede Tellsons Bank, og det var derfor ganske naturligt,

Side 106
at en begravelse af denne art gjorde et voldsomt indtryk på ham, så han spurgte den
første mand, der løb på ham:
»Hvad er dette for noget, kammerat? Hvad er der på færde?«
»Aner det ikke,« sagde manden. »Føj Spioner! Pst! Spioner!« Han spurgte en anden
mand: »Hvem er det, der skal begraves?«
»Jeg ved det ikke,« svarede manden, men satte alligevel hænderne for munden og
brølede med vældig energi: »Spioner! Føj! Pst! Spioner!«
Omsider snublede en mand, der var bedre underrettet, over mr. Crunchers ben, og
han fortalte, at det var en vis Robert Cly, der skulle begraves.
»Var han da spion?« spurgte mr. Cruncher.
»Stikker,« svarede manden. »Føj, Æv! Ned med stikkerne!«
»Ja, men tænk bare!« udbrød Jerry og mindedes den retssag, han havde overværet.
»Ham har jeg jo set. Nå, er han død?«
»Død som en sild,« svarede den anden, »og han kan såmænd ikke være død nok.
Smid dem tid! Spioner! Smid dem ud! Spioner!«
Det hele var så meningsløst, at folkemængden blev revet med, højlydt krævede, at
de skulle smides ud og trængtes om de to køretøjer, så de måtte holde stille. Døren til
sørgevognen blev revet op, manden, der repræsenterede de efterladte, tumlede ud og
blev et øjeblik grebet af mængden; men han var smidig og udnyttede hvert sekund, så
inden folk fik set sig om, pilede han ned ad en sidegade og efterlod sin kappe, sin hat
med sørgeflor, et hvidt lommetørklæde og andre symboler på sorg. Disse genstande
blev sønderrevet af folket og spredt for alle vinde, medens de handlende skyndte sig
at lukke deres butikker, for i de tider veg sådan en horde ikke tilbage for noget og
vakte rædsel overalt. De var allerede begyndt at åbne ligvognen for at tage kisten ud,
men en begavet sjæl foreslog, at man skulle ledsage den til bestemmelsesstedet og
lave en ordentlig fest ud af turen. Da der var brug for virkelig gode forslag, blev ideen
modtaget med begejstring, og sørgevognen blev straks fyldt med otte personer indeni
og et dusin udenpå, medens så mange, som der overhovedet var plads til, krøb op på
ligvognens tag. Mellem de første af disse frivillige var Jerry Cruncher selv. Han gemte
sig omhyggeligt i' et vognhjørne for ikke at blive set fra vinduerne i Tellsons Bank.
Ligbærerne protesterede mod disse forandringer i programmet, men da floden
lå foruroligende nær, og flere stemmer begyndte at tale om, hvor sund en dukkert
ville være for genstridige deltagere i processionen, blev protesten meget kortvarig.
Den nydannede procession satte sig i bevægelse. En skorstensfejer kørte ligvognen,
medens den virkelige ligkusk sad ved siden af ham og hjalp ham med råd og dåd,
og en postejbager, der også havde en kusk ved sin side, kørte sørgekareten. En
bjørnetrækker - den gang en meget populær skikkelse i byen - gav processionen
yderligere glans ved at slutte sig til den, inden den var nået ret langt ned i Strand, og
bjørnen, hvis pels var sort og luvslidt, kunne virkelig godt minde om en ligbærer.
Der blev drukket øl, røget piber, sunget og vist alle mulige tegn på karrikeret sorg,
alt som ligfølget passerede de lukkede butikker. Målet var den gamle St. Pancras kirke,
og omsider nåede man så langt. Følget strømmede ind på kirkegården og udførte selv
jordfæstelsen, hvilket i høj grad morede dem allesammen.
Da liget af Robert Cly nu var vel anbragt, og forsamlingen trængte til noget andet
at more sig med, foreslog en anden begavet sjæl (eller måske var det den samme)
at de skulle overfalde tilfældigt forbipasserende mennesker, beskylde dem for at være
stikkere og hævne sig på dem. Man lavede derfor klapjagt på nogle snese fredelige

Side 107
personer, der aldrig i deres liv havde været i nærheden af Old Baily, og de blev pryglet
og mishandlet. Derefter faldt det ganske naturligt at gå over til at knuse ruder og plyndre
værtshuse. Efter flere timers forløb, da flere lysthuse var ødelagt og nogle stakitter var
revet op for at skaffe våben til de mere krigerske i forsamlingen, bredte det rygte sig,
at nu kom byvagten. Denne nyhed bevirkede, at mængden efterhånden spredtes, og
måske kom byvagten, måske kom den slet ikke, men sådan plejede den slags opløb
altid at slutte.
Mr. Cruncher deltog ikke i den sidste del af forlystelserne, men var blevet tilbage
ved kirkegården for at bevidne ligbærerne sin deltagelse. Stedet havde en beroligende
indflydelse på ham. Han havde skaffet sig en pibe fra et værtshus i nærheden og røg
den, medens han så ind gennem jerngitteret og tankefuldt betragtede stedet.
»Jerry,« sagde mr. Cruncher til sig selv, »du så jo denne Cly den gang i Old Baily,
og han var både ung og velskabt.«
Da piben var røget ud, og han havde filosoferet lidt længere, skyndte han sig bort
for at kunne være udenfor Tellsons Bank inden lukketid. Om hans filosoferen havde
angrebet hans lever, eller om han ikke havde følt sig rask i forvejen eller om han måske
ønskede at vise en kendt mand en opmærksomhed er ikke godt at vide, men han
aflagde i hvert fald en velkendt kirurg et besøg på vejen.
Lille Jerry modtog sin far med sønlig glæde og meldte, at der ikke havde været noget
at gøre under hans fraværelse. Banken lukkede, de gamle kontorister kom ud, og mr.
Cruncher gik hjem til te, ledsaget af sin søn.
»Nu skal jeg sige dig noget,« sagde mr. Cruncher til sin kone, da han trådte ind i
stuen. »Hvis jeg som hæderlig forretningsmand har uheld med mig i mit foretagende i
aften, så vil jeg være sikker på, at du har bedt imod mig igen, og så agter jeg at optræde,
som om jeg havde set det med mine egne øjne.«
Mrs. Cruncher rystede forknyt på hovedet.
»Min sandten om jeg ikke tror, du er i gang med det her lige for næsen af mig!«
sagde mr. Cruncher mistænksomt.
»Jeg siger jo ikke et ord.«
»Nå, så tænk heller ikke ord. Det er ligeså galt, at du tænker, som at du smider dig.
Du kan ligeså godt arbejde imod mig på den ene som på den anden måde. Hold op
med det.«
»Ja, Jerry.«
»Ja, Jerry,« gentog mr. Cruncher og begyndte at drikke sin te. »Du kan lige tro, at
det er: 'Ja, Jerry!' Stol bare på det. Du skal nok komme til at sige: 'Ja, Jerry!'«
Mr. Cruncher mente ikke noget bestemt med disse gnavne bemærkninger, men
brugte dem blot, sådan som mange mennesker har for skik, til at udtrykke almindelig
ironisk misfornøjelse.
»Du med dit: 'Ja, Jerry',« sagde han, tog en bid af sit smørrebrød og slubrede lidt
te i sig fra underkoppen. »Ja, det skal nok passe!«
»Skal du ud i aften?« spurgte hans kone, da han tog den næste bid.
»Ja, jeg skal.«
»Må jeg komme med, far?« spurgte lille Jerry frejdigt.
»Nej, du må ikke. Jeg skal, som din mor ved, ud og fiske. Det skal jeg.«
»Din fiskestang bliver tit noget rusten. Gør den ikke, far?«

»Det kommer ikke dig ved.«
»Fanger du så noget, far?«
Side 108
»Hvis jeg ikke gør det, så bliver her smalhans i morgen,« sagde hans far og rystede
på hovedet. »Men nu vil jeg ikke høre på flere spørgsmål fra dig. Jeg skal ikke ud før
længe efter, du er kommet i seng.«
Han tilbragte resten af aftenen med at holde skarpt øje med mrs. Cruncher og tale
gnavent til hende, for at hun ikke skulle få tid til at bede imod ham. Med dette mål for
øje opfordrede han også sin søn til at konverserer hende, og gjorde den arme kone
livet surt ved at dvæle ved alle de ting, han havde at beklage sig over hos hende, for at
hun ikke skulle henfalde til sine egne betragtninger. Selv det mest religiøse menneske
kunne ikke have afgivet et mere overbevisende vidnesbyrd om bønnens magt, end mr.
Cruncher gjorde ved sin mistanke til konen. Det var omtrent, som hvis en mand, der
ikke troede på spøgelser, lod sig skræmme af en spøgelseshistorie.
»Og husk nu,« sagde mr. Cruncher. »Ingen komediespil i morgen. Hvis jeg som
ærlig forretningsmand får held til at skaffe en steg eller to, så skal jeg ikke have noget af,
at du ikke rører den og nøjes med at spise brød. Og hvis jeg som ærlig forretningsmand
har råd til at købe en pot øl, vil jeg ikke høre dig sige, at du helst drikker vand. Man må
skik følge ... og gør du ikke det, så skal jeg lære dig skik. Det kan du bande på.«
Så begyndte han at mugge igen.
»Der går du og rynker på næsen af din egen mad og drikke! Det er sandelig ikke
godt at vide, hvornår du har smidt dig så ofte, at vi slet ingen mad og drikke kan få mer.
Se blot på din søn! Han er jo din. Er han ikke? Og så er han så tynd som en stage.
Bilder du dig måske ind, at du er en god mor? Så ved du måske ikke engang, at det
er en mors første pligt at fede sin søn op?« -
Dette berørte lille Jerry på et ømt punkt; han tryglede sin mor om at opfylde sin første
pligt, selv om hun så ellers forsømte alt andet, og gøre det med den energi, som hans
mandlige ophav lige havde anbefalet.
Sådan gik aftenen for familien Cruncher, lige til lille Jerry blev kommanderet i seng,
og da mr. Cruncher gav sin hustru en lignende ordre, adlød hun straks, medens han
fordrev de første nattetimer med i ensomhed at ryge sin pibe. Først ved ettiden begav
han sig af sted. Han rejste sig fra sin stol, tog en nøgle op af lommen, åbnede et aflåst
skab med den og tog en sæk, et koben af passende størrelse, et reb, en jernlænke samt
andre fiskeredskaber af lignende art. Alle disse genstande anbragte han behændigt
rundt omkring på sin person, gav mrs. Cruncher et par advarende ord, slukkede lyset
og gik.
Lille Jerry havde kun givet det udseende af, at han klædte sig af, og det varede nu
ikke mange minutter, inden han fulgte efter sin far. I mørket listede han sig ud af døren,
ned ad trappen, over gården og ud på gaden. Han var ikke bekymret for, hvordan han
skulle kunne slippe ind i huset igen, for der boede mange logerende, så døren stod
på klem hele natten.
Besjælet af en prisværdig trang til at få mere at vide om sin fars hæderlige erhverv,
holdt lille Jerry sig ligeså tæt ind til husene som hans øjne sad tæt sammen, og tabte
ikke sin far af syne. Mr. Cruncher satte kurs mod nord og havde ikke gået ret længe,
før en anden discipel af Izaak Walton sluttede sig til ham, og de to travede så af sted
sammen.
Inden der var gået en halv time, var de nået udenfor de blinkende lygters og de
endnu mere blinkende vægteres sfære og befandt sig på en ensom vej. Her mødte

Side 109
de endnu en fisker, og det foregik så lydløst, at hvis lille Jerry havde været overtroisk,
kunne han have troet, at det var den første mand, der havde sluttet sig til hans far, som
lige med eet havde spaltet sig og var blevet til to.
De tre gik videre, og lille Jerry gik videre, til de tre mænd standsede ved en brink,
der lå på den ene side af vejen. Øverst på brinken var der en lav mur med et jerngitter
foroven. Her drejede mændene op ad en blind vej og fulgte muren med gitteret, som på
dette sted var otte til ti fod højt. Lille Jerry krøb sammen i en grøft, kiggede hen ad vejen,
og det næste, han så, var sin fars silhouet, der tegnede sig skarpt i det begyndende
månelys, idet han behændigt krøb over en jernport. Efter ham kom den anden fisker
og så den tredie. De kastede sig lydløst på den bløde jord indenfor porten og lå der
lidt, muligvis for at lytte efter, om de var alene. Så bevægede de sig bort på alle fire.
Nu var det lille Jerrys tur til at liste sig hen til porten, og det gjorde han med
tilbageholdt åndedræt. Her krøb han igen sammen i en grøft, og da han kiggede ind,
så han de tre mænd kravle gennem noget højt græs, og alle gravstenene - for det
var en stor kirkegård - så til som hvide spøgelser, medens kirketårnet ragede op som
genfærdet af en vældig kæmpe. De havde ikke kravlet ret langt, før de standsede og
rejste sig op. Og så begyndte de at fiske.
I begyndelsen fiskede de med en spade, men lidt efter tog hans far et instrument
frem, der lignede en stor proptrækker. Hvad det nu var for et værktøj, de brugte, så
sled de i hvert fald hårdt i det, indtil kirkeurets uhyggelige slag gjorde lille Jerry så
forskrækket, at han satte i løb med håret strittende ligeså voldsomt som hans fars.
Men hans længe nærede ønske om at få noget mere at vide om alt dette, hindrede
ham ikke blot i for alvor at løbe sin vej, men lokkede ham tilbage igen. De fiskede
stadig energisk, da han på ny kiggede ind gennem porten, men nu så det ud til, at de
havde fået bid. Der hørtes skruen og knagen nede i jorden, og deres bøjede skikkelser
var spændt, som om de trak i noget meget tungt. Langsomt gled jorden til side, og en
genstand kom op på overfladen. Lille Jerry vidste så udmærket godt, hvad det var, men
da han så, at hans ærede far begyndte at dirke den op, blev han så bange, at han satte
i løb og ikke standsede, før han havde løbet et par kilometer.
Selv da ville han ikke være standset, hvis han ikke havde tabt vejret, for det
var et uhyggeligt løb, som han helst snarest muligt ville have overstået. Han havde
fornemmelsen af, at den ligkiste, han havde set, løb efter ham, og så i tankerne,
hvordan den hoppede oprejst af sted. Snart ville den indhente ham .. måske tage
fat i hans arm. Det var meget uhyggeligt. Det var også en meget uberegnelig og
allestedsnærværende forfølger og den gjorde mørket bag ham forfærdelig uhyggeligt.
Han løb midt ude på vejen, fordi han frygtede, at den pludselig skulle komme hoppende
og dale ned over ham som en stor, flagrende legetøjsdrage uden hale og vinger. Den
gemte sig også i porte, gned sig op mod døre og trak skuldrene helt op til ørene, som
om den lo. Den sneg sig ned i skyggerne på vejen og lagde sig listigt på ryggen, for
at han skulle falde over den. Og samtidig hoppede den hele tiden af sted bag ham og
vandt ind på ham, så da han nåede døren til sit hjem, var han mere død end levende.
Men selv da forlod den ham ikke. Den fulgte ham op ad trappen med et bump for hvert
trin, krøb ned i sengen til ham og lagde sig tungt over hans bryst, da han faldt i søvn.
Lille Jerry vågnede af sin urolige søvn i det lille kammer, lige inden solen stod op, og
hørte sin far inde i det andet værelse. Noget var åbenbart gået ham imod. Det gik lille
Jerry i hvert fald ud fra, for han holdt mrs. Cruncher i begge hendes øren og huggede
hendes baghovede mod sengeenden.

Side 110
»Jeg sagde dig jo, at jeg ville gøre det,« erklærede mr. Cruncher, »og nu gør jeg
det.«
»Jerry, Jerry, Jerry!« tryglede hans kone.
»Du hindrede mig i min forretning,« sagde Jerry, »og det går ud over både mine
kompagnoner og mig. Du skulle jo ære og adlyde, hørte du vel nok. Hvorfor fanden
gør du det så ikke?«
»Jeg prøver virkelig at være dig en god hustru, Jerry,« forklarede den arme kone
hulkende.
»Er det måske at være en god hustru, at man modarbejder sin mands forretning?
Ærer du din mand ved at vanære hans forretning? Adlyder du din mand ved at lade
som du ikke hører, hvad han siger om sine vigtigste interesser?«
»Men den gang var du ikke begyndt på dit skrækkelige arbejde, Jerry.«
»Det må være dig nok, at du er gift med en hæderlig forretningsmand,« svarede
mr. Cruncher, »og du har ikke noget at gøre med at spekulere over, når han begyndte
sin forretning. En ærbødig og lydig hustru blander sig overhovedet ikke i sin mands
forretning. Og du kalder dig en troende kvinde! Hvis du er troende, så foretrækker jeg
min salighed en vantro! Du har ikke mere naturlig pligtfølelse end floden dernede har,
og derfor må den hamres ind i dig.«
De talte begge to sagte, og skænderiet endte med, at den hæderlige
forretningsmand tog sine lerede støvler af og lagde sig så lang han var på gulvet. Efter
forsigtigt at have kigget ind og set ham ligge med de rustbedækkede hænder under
hovedet, lagde Jerry sig ned og faldt i søvn igen.
Der var ingen fisk på morgenbordet og ikke ret meget anden mad. Mr. Cruncher
var i dårligt humør og havde et tungt grydelåg af jern liggende ved siden af sig som
kasteskyts mod mrs. Cruncher, hvis hun skulle røbe tegn til at ville bede bordbøn. Han
vaskede sig og børstede sit tøj, som han plejede, og begav sig så af sted ledsaget af sin
søn for at passe sin daglige dont. Den lille Jerry, der gik ved sin fars side med taburetten
under armen ned gennem den solbeskinnede, travle Fleet Street, var en helt anden
lille Jerry end den dreng, der i nattens mulm og mørke var flygtet for sin uhyggelige
forfølger. Al angst var som strøget af ham, han var sit gamle snedige selv - og i den
retning lignede hån vist mange andre, der den solskinsmorgen færdedes i Fleet Street.
»Far,« sagde lille Jerry, medens de vandrede af sted, og samtidig passede han på
at være i passende afstand fra sin far og holde taburetten imellem dem, »hvad er en
'opstandelses mand'?«
Mr. Cruncher stod stille på fortovet, inden han svarede: »Hvordan skulle jeg kunne
vide det?«
»Jeg troede, du vidste alt muligt, far,« sagde det uskyldige barn.
»Tja ..,« sagde mr. Cruncher, idet han gik videre, lettede på hatten og kløede sig i
sit strittende hår, »han er sådan en slags forretningsmand.«
»Hvad slags varer handler han med, far?« spurgte Jerry.
»Hans varer,« sagde mr. Cruncher efter at have tænkt sig lidt om, »hans varer er
en slags videnskabelige varer.«
»Døde mennesker, ikke sandt, far?« spurgte det begavede barn.
»Jo, jeg tror nok, det er sådan noget lignende,« sagde mr. Cruncher.
»Åh, far, du kan tro, at jeg gerne vil være opstandelsesmand, når jeg bliver stor!«

Side 111
Mr. Cruncher følte sig beroliget, men rystede værdigt og dydigt på hovedet. »Det
må skam afhænge af, hvordan dine evner bliver. Sørg altid for at udvikle dine evner,
og tål aldrig mere end strengt nødvendigt med andre mennesker, så kan man aldrig
vide, hvad du en gang kan nå frem til.«
Da lille Jerry gik et par skridt i forvejen for at stille taburetten i skyggen af Tellsons
Bank, tænkte mr. Cruncher imidlertid ved sig selv: »Jerry, du ærlige forretningsmand,
der er håb om, at den dreng bliver til velsignelse for dig og til trøst for dine
genvordigheder med hans mor.«

Der strikkes
Side 112
Folk var kommet tidligere, end de plejede, ind til monsieur Defarge for at drikke vin.
Allerede klokken seks om morgenen havde gustne ansigter kigget ind gennem vinduets
jernstænger og set andre ansigter indenfor bøjet over vinglassene. Monsieur Defarges
vin var altid tynd, men det lod til, at den var ekstra tynd for tiden. Desuden var den sur
eller gjorde i hvert fald dem, der drak den, sure.
Der blussede ingen bacchantisk flamme op fra monsieur Defarges druesaft, men en
ulmende glød luede skjult i dens bærme.
Dette var den tredje morgen i træk, at der blev drukket så tidligt i monsieur Defarges
bod. Det var begyndt om mandagen, og nu var det onsdag. Egentlig havde folk mere
siddet og hængt derinde, end de havde drukket, for mange af mændene, som holdt til
i boden, lige fra døren blev åbnet, ejede ikke en skilling til at betale med. Men de var
alligevel fuldt så interesserede i boden, som hvis de havde kunnet købe et helt anker
vin, og de listede om fra bænk til bænk, og fra krog til krog og slugte samtalerne med
lige så stor grådighed, som de ville have slugt vinen.
Trods den store tilstrømning var vinbodens vært ikke til stede. Han blev ikke savnet,
for ingen, der kom ind ad døren, så efter ham eller spurgte efter ham, og ingen
undredes over, at kun madame Defarge sad på sin plads og forestod udskænkningen
med en lille skål slidte og bøjede mønter foran sig, der ganske lignede de slidte og
bøjede mennesker, fra hvis lommer de var kommet. De allestedsnærværende spioner,
der kiggede ind i vinboden, bemærkede måske den afventende og åndsfraværende
stemning, der herskede derinde. Det gik trægt med kortspillet, dominospillerne
byggede tårne af brikkerne, vindrikkerne lavede mønstre på bordet af de dråber, der
var spildt, madame Defarge fulgte med en tandstikker mønstret på sit kjoleærme og
lod til at se og høre noget, der foregik langt borte.
Sådan så Saint Antoines vinfyldte ansigt ud til ved middagstide. Først på
eftermiddagen kom to støvede mænd gående gennem gaderne under de svingende
lygter. Den ene var monsieur Defarge, den anden en vejarbejder med blå hue. Støvede
og tørstige kom de ind i vinboden. Deres ankomst havde vakt glæde i Saint Antoines
bryst, og den bredte sig efterhånden som de gik gennem gaderne til alle de ansigter,
der dukkede frem i vinduer og døre. Men alligevel fulgte ingen efter dem, og ingen
mælede et ord, da de trådte ind i vinboden, skønt alles blikke rettedes mod dem.
»God dag, mine herrer!« sagde monsieur Defarge.
Det kunne næsten se ud, som om det var et trylleord, der løsnede alle tunger, for
der svaredes i kor: »God dag!«
»Det er dårligt vejr, mine herrer,« sagde Defarge og rystede på hovedet.
Hvorefter alle mændene så på hinanden, slog øjnene ned og sad tavse, undtagen
en eneste mand, der rejste sig og gik ud.
»Min kære hustru,« sagde Defarge højt, »jeg har fulgtes et stykke vej med denne
brave vejarbejder, der hedder Jacques. Jeg traf ham ganske tilfældigt halvanden dags
vandring fra Paris. Han er en god fyr, denne vejarbejder, der hedder Jacques. Giv ham
noget at drikke, min hustru.«
Nu rejste en anden mand sig og gik ud. Madame Defarge stillede vin hen til
vejarbejderen Jacques, der lettede på sin blå hue for forsamlingen, og drak. Inde på
brystet under sin bluse havde han noget groft, mørkt rugbrød, og det spiste han til vinen,
medens han sad lige ved madame Defarges disk. En tredje mand rejste sig og gik ud.

Side 113
Defarge forfriskede sig også med et glas vin, men han drak mindre end den
fremmede, for vin var ikke en sjælden vare for ham, og så stod han og ventede, medens
manden fra landet spiste. Han så ikke på nogen, og ingen så på ham, ikke engang
madame Defarge, der havde taget sit strikketøj og arbejdede på det.
»Er du færdig med dit måltid, ven?« spurgte han lidt efter.
»Ja tak.«
»Kom så! Nu skal jeg vise dig det værelse, jeg sagde, du kunne få. Det vil sikkert
passe dig storartet.«
De gik fra vinboden ud på gaden, fra gaden ind i en gård, fra gården op ad en stejl
trappe og fra trappen ind i et kvistkammer, hvor en hvidhåret mand engang havde
siddet foroverbøjet på en lav bænk og syet flittigt på en sko.
Nu var der ingen hvidhåret mand derinde, men derimod de tre mænd, som var gået
ud af vinboden hver for sig. Og mellem dem og den hvidhårede mand ovre på den
anden side af vandet var der et eneste lille berøringspunkt, for det var dem, der engang
havde set ind på ham gennem en sprække i væggen.
Defarge lukkede omhyggeligt døren og sagde derpå dæmpet:
»Jacques En, Jacques To, Jacques Tre! Dette er det vidne, jeg, Jacques Fire, efter
aftale har mødt. Han vil fortælle jer alt. Tal, Jacques Fem!«
Vejarbejderen tørrede sin pande med den blå hue og sagde:
»Hvor skal jeg begynde, monsieur?«
»Begynd ved begyndelsen,« svarede Defarge meget fornuftigt.
»Jeg så ham altså, messieurs,« begyndte vejarbejderen, »det er et år siden nu i
sommer. Han hang i kæden inde under marquis'ens vogn. Se, det gik sådan til. Jeg
var ved at forlade mit arbejde på vejen, for solen gik netop ned, da marquis'ens vogn
langsomt kørte op ad bakken, og han hang i kæden ... sådan.«
Atter gennemgik vejarbejderen hele pantomimen, og det burde han være flink til, for
det havde et helt år igennem været hans store nummer i landsbyen, hvor han hørte
hjemme.
Jacques Et afbrød ham her og Spurgte, om han nogen sinde havde set manden før.
»Aldrig,« svarede vejarbejderen og rettede sig op igen.
Jacques Tre spurgte, hvordan han så havde kunnet genkende ham senere hen.
»På hans høje skikkelse,« sagde vejarbejderen dæmpet og lagde sin finger mod
næsen. »Da monsieur le marquis spurgte mig den aften: 'Sig mig, hvordan så han ud?'
svarede jeg: 'Han var høj som et spøgelse!'«
»Du burde have sagt: 'Lille som en dværg',« svarede Jacques To.
»Men hvordan kunne jeg vide det? Handlingen var jo ikke udført, og han havde
ikke betroet sig til mig. Læg vel mærke til, at selv på det tidspunkt fortalte jeg ikke
frivilligt noget. Det var monsieur le marquis, der pegede på mig, medens jeg stod henne
ved brønden, og sagde: 'Kom herhen! Bring slubberten herhen!' Jeg forsikrer Dem,
messieurs, jeg fortalte ikke noget af mig selv.«
»Det er rigtigt nok, hvad han siger, Jacques,« mumlede Defarge til den mand, der
havde afbrudt vejarbejderens beretning. »Fortæl videre!«
»Javel,« sagde vejarbejderen med en hemmelighedsfuld mine. »Så er den høje
mand altså forsvundet, og han bliver eftersøgt. Hvor længe? Ni, ti, elleve måneder.«

Side 114
»Antallet af måneder er ligegyldigt,« sagde Defarge. »Han var i hvert fald godt gemt,
men til sidst blev han ulykkeligvis fundet. Fortæl videre!«
»Så arbejdede jeg igen en dag oppe på højen ved solnedgang. Jeg er ved at samle
mit værktøj for at gå hjem til min hytte i landsbyen, hvor der allerede er mørkt, men
pludselig da jeg ser op, kommer seks soldater gående op ad højen, mellem dem går
den høje mand med armene bundet ... sådan!«
Ved hjælp af den uundværlige hue viste han, hvordan manden havde haft albuerne
bundet tæt ind til kroppen.
»Jeg trådte til side, messieurs, hen ved min skærvebunke, for at se soldaterne og
deres fange gå forbi. Der sker jo ikke ret meget på den ensomme vej, så man tager alt
med. I begyndelsen så jeg blot, at der var seks soldater og en høj mand, der var bundet,
og de så helt sorte ud undtagen på den side, der vendte mod solnedgangen, for der
havde de røde kanter, messieurs. Jeg så også deres lange skygger på skrænten ved
vejkanten og på højen over den, og skyggerne var så lange, at de lignede kæmper. Jeg
ser også, at de er bedækket med støv, og støvet står i en sky om dem, da de kommer
trampende. Men da de er kommet ganske tæt hen til mig genkender jeg den høje mand,
og han genkender mig. Ja, nu ville han nok gerne kaste sig udover skrænten igen, som
han gjorde den aften, vi to første gang sås tæt ved det sted, hvor jeg stod.«
Han beskrev det hele, som om han var på stedet endnu, og man kunne mærke, at
han så det tydeligt for sig, måske fordi han ikke havde set ret meget i sit liv.
»Jeg lader ikke soldaterne se, at jeg genkender den høje mand, og han viser dem
heller ikke, at han genkender mig, men vi veksler et blik. 'Kom nu!' siger føreren for
soldaterne og peger på landsbyen, 'før ham hurtigt til sin grav!' Og så går de hurtigere
med ham. Jeg følger efter. Hans arme er hovne, fordi de er bundet så stramt, hans
træsko er store og klodsede, og han halter, så han går langsomt, men de driver ham
frem ... sådan!«
Han efterlignede en, der bliver drevet frem med bøssekolber.
»Da de løber ned ad bakken som gale folk, der holder væddeløb, falder han. De ler
og sætter ham på benene igen. Hans ansigt bløder og er dækket af støv, men han kan
ikke tørre det, så ler de igen. De fører ham ind i landsbyen, og alle kom løbende for
at se til. De fører ham forbi møllen op til fængslet. Alle i landsbyen ser fængslets porte
blive åbnet i mørket, og de sluger ham ... sådan.«
Han åbnede munden så højt han kunne og lukkede den, så tænderne slog sammen.
Da Defarge bemærkede, at han var uvillig til at ødelægge virkningen ved at lukke
munden op igen, sagde han: »Fortæl videre!«
»Hele landsbyen trækker sig tilbage,« fortsatte vejarbejderen hviskende og stod på
tæerne. »Hele landsbyen hvisker indbyrdes ude ved brønden. Hele landsbyen sover
og drømmer om den arme stakkel, der er spærret inde bag lås og slå i fængslet oppe
på klippen og aldrig kommer ud igen før den dag, han skal dø. Om morgenen tager jeg
mit værktøj på ryggen og spiser mit brød på vej til arbejdet, og jeg lægger vejen om
forbi fængslet. Der ser jeg ham højt oppe bag tremmerne i et højt jernbur, blodig og
støvet ligesom i går sidder han og ser ud. Han har ikke hånden fri, så han kan vinke til
mig, og jeg tør ikke råbe til ham; men han ser på mig, som om han var en død mand.«
Defarge og de andre tre veksler mørke blikke. Der var had i deres øjne, medens
de lyttede til vejarbejderens beretning. Skønt der var noget behersket i deres holdning,
var der også myndighed over dem. De lignede nærmest en primitiv domstol. Jacques
Et og To sad på den gamle briks, begge med hagen støttet i hånden og blikket rettet

Side 115
mod vejarbejderen. Jacques Tre, der var lige så optaget af, hvad han hørte, stod med
det ene knæ støttet på briksen bag dem og lod hånden glide uroligt over mundens
og hagens fine net af nerver. Defarge stod midt imellem dem og fortælleren, som han
havde anbragt i lysstriben fra vinduet, og hans blik gled fra dem til ham.
»Gå videre, Jacques,« sagde Defarge.
»Han bliver deroppe i sit jernbur nogle dage. Landsbyens beboere lister sig til at
se på ham, for de er bange. Men de holder sig altid på afstand fra fængslet deroppe
på klippen. Og om aftenen, når arbejdet er endt og de snakker sammen ved brønden,
er alle ansigter vendt mod fængslet. Før vendte de altid ansigterne mod rejsestalden,
men nu vender de det mod fængslet. De hvisker ude ved brønden, at skønt han er
dømt til døden, vil han ikke blive halshugget, at der er sendt et bønskrift til Paris, der
viser, at han var gal af sorg over sit barns død. De siger, at bønskriftet er givet til selve
kongen. Hvad ved jeg? Det kan jo være. Måske er det sandt, måske ikke.«
»Så hør da, Jacques,« sagde Jacques Et strengt. »Benskriftet blev overleveret til
kongen og dronningen. Alle vi herinde, undtagen du selv, så kongen tage det, da han
sad i vognen ved siden af dronningen. Det var Defarge, som du ser her, der med fare
for sit liv sprang frem foran hestene med bønskriftet i hånden.«
»Og hør så også, Jacques!« sagde Jacques Tre, der knælede på briksen, medens
hans fingre stadig gled over mund og næse på en forunderlig grådig måde, der hverken
gjaldt mad eller drikke. »Både hestgarden og fodgarden omringede ham og slog ham.
Hører du det?«
»Ja, jeg hører det, messieurs.«
»Fortæl så videre.«
»Men på den anden side hvisker de også ved brønden,« fortsatte vejarbejderen, »at
han er blevet bragt ned til vores egn for at blive hængt på stedet, og at der ikke er tvivl
om, at han skal dø. De hvisker endogså, at fordi han har myrdet monseigneur, og fordi
monseigneur var sine bønders far ... eller sine livegnes ... kald det, hvad I vil, så vil
han blive dømt som fadermorder. En gammel mand ved brønden siger, at hans højre
arm med kniven i hånden vil blive brændt, medens han selv ser til, at der vil blive hældt
kogende olie i sårene og smeltet bly og skoldhed harpiks, voks og svovl; at han vil blive
sønderrevet lem for lem af fire heste. Den gamle mand siger, at sådan behandlede man
virkelig en fange, der havde prøvet at myrde den afdøde konge Louis den Femtende.
Men hvordan kan jeg vide, om han lyver. Jeg er jo ikke lærd.«
»Så hør da endnu engang på mig, Jacques!« sagde manden med de urolige hænder
og den grådige mine. »Den fanges navn var Damiens, og det blev alt sammen foretaget
ved dagens fulde lys i selve Paris' gader, og alle de mange tilskuere lagde særligt
mærke til nogle fine, pyntede damer, som spændt iagttog forestillingen lige til det sidste
... til det sidste, Jacques, og det var først, da mørket begyndte at falde på, at han havde
mistet begge ben og en arm, men åndede endnu! Og det blev gjort ... hvor gammel
er du nu?«
»Femogtredive,« svarede vejarbejderen, der så ud til at være mindst tres.
»Det blev gjort, da du var ti år gammel. Du kunne selv have været der og set det.«
»Det er nok,« sagde Defarge barsk og utålmodig. »Længe leve Djævelen! Fortæl
videre!«
»Nå, nogle hvisker det ene og nogle det andet. De taler overhovedet ikke om andet.
Selv fontænen synger om det. Endelig en lørdag aften, da hele landsbyen sover,

Side 116
kommer der en flok soldater ned fra fængslet og deres muskedonnere slår mod stenene
i den lille gade. Arbejdere graver, mænd hamrer, soldater ler og synger. Om morgenen
er der rejst en galge ved brønden, fyrre fod høj, og den forgifter vandet.«
Vejarbejderen så snarere igennem end på det lave loft og pegede, som om han så
galgen højt oppe mod himlen.
»Alt arbejde bliver standset, alle samles derude, køerne bliver ikke drevet ud, men
står der sammen med os andre. Ved middagstid hører vi trommehvirvler. Soldaterne
er marcheret ind i fængslet om natten, og nu kommer de ud med ham i deres midte.
Han er bundet ligesom før, og i hans mund er der en knebel bundet fast med en stærk
snor, så han næsten ser ud, som om han lo.« Han illustrerede det ved at stikke to fingre
i mundvigene og trække dem op mod ørerne. »Øverst på galgen sidder kniven med
bladet opad. Der bliver han så hængt fyrre fod oppe ... og der lader de ham hænge,
så han forgifter vandet.«
De andre så på hinanden, og han brugte sin blå hue til at tørre sig i ansigtet med,
for mindet havde gjort det vådt af sved.
»Det er forfærdeligt, messieurs. Hvordan kan kvinderne og børnene nu hente vand?
Hvordan kan man stå derude og passiare om aftenen under dens skygge? Sagde jeg
under den? Da jeg forlod landsbyen mandag aften, og solen var ved at gå ned, og jeg
så mig tilbage fra højens top, lå skyggen hen over kirken, over møllen, over fængslet
... og jeg syntes, den strakte sig over hele jorden, messieurs, til det sted, hvor jorden
og himlen mødes!«
Den grådige mand gnavede på en af sine fingre, medens han så på de andre tre,
og fingeren dirrede af det begær, der var over ham.
»Så er der ikke mere, messieurs. Jeg drog af sted ved solnedgang, som jeg havde
fået besked om at gøre, og jeg vandrede videre den nat og halvdelen af den næste
dag, til jeg mødte kammeraten der, hvor jeg havde fået at vide, at jeg ville møde ham.
Med ham drog jeg videre. Snart kørte vi, og snart gik vi hele resten af dagen i går og
hele natten. Og nu ser I mig her!«
Efter en vemodig tavshed sagde Jacques Et: »Godt! Du har både handlet og talt
ærligt. Vil du gå uden for døren og vente der et øjeblik?«
»Ja, gerne,« sagde vejarbejderen. Defarge fulgte ham ud til trappen, lod ham sætte
sig på det øverste trin og gik så tilbage til loftskammeret. De tre andre havde rejst sig,
da han kom ind.
»Hvad mener du, Jacques?« spurgte Jacques Et. »Skal det registreres?«
»Registreres som dømt til ødelæggelse,« svarede Defarge. »Storartet!« kvækkede
den grådige mand.
»Både slottet og hele familien,« svarede Defarge. »Tilintetgørelse!«
Den grådige mand gentog med henrykt kvækkende stemme: »Storartet!«
»Er I sikre på,« spurgte Jacques To henvendt til Defarge, »at der ikke kan blive
ubehageligheder ved den måde, hvorpå vi fører listerne? Metoden er jo nok sikker, for
ingen andre end vi kan læse dem, men vil vi altid være i stand til at læse dem ... eller
rettere sagt vil hun kunne læse dem?«
»Jacques,« svarede Defarge og rettede sig op, »hvis min hustru har påtaget sig at
bevare listerne i hukommelsen, ville hun ikke glemme et eneste navn ... ikke så meget
som en stavelse. Strikket ind i hendes strikketøj og med hendes egne tegn, vil det altid
stå så klart for hende som selve solen. Stol I blot på madame Defarge! Det vil være

Side 117
lettere for den største kæltring, der lever, at udslette sig selv end det vil være at udslette
hans navn eller hans forbrydelser fra madame Defarges strikkede liste.«
Der hørtes en bifaldsmumlen, og så sagde den glubske mand:
»Skal denne fyr fra landet snart sendes tilbage? Det håber jeg, for han er meget
naiv, så tror I ikke, han kan blive lidt farlig?« »Han ved ingen ting,« sagde Defarge, »i
hvert fald ikke andet end det, der hurtigt vil ophøje ham til galgen. Jeg skal tage mig af
ham. I kan roligt lade ham blive hos mig, så sørger jeg for ham og sender ham af sted
igen. Han vil så gerne se den fornemme verden ... kongen og dronningen og hoffet,
så det kan han få at se på søndag.«
»Hvad for noget?« udbrød den glubske mand og stirrede på Defarge. »Er det et godt
tegn, at han ønsker at se de kongelige og hoffet?«
»Jacques,« sagde Defarge, »vis katten lidt mælk, hvis du ønsker, den skal tørste
efter den. Vis en hund dens naturlige fjende, hvis du ønsker, den en skønne dag skal
jage fjenden til døde.«
Der blev ikke talt mere om den sag, og vejarbejderen, der var faldet i søvn ude på
trappen, fik det råd at lægge sig på briksen og hvile ud. Han behøvede ikke at overtales,
og et øjeblik efter sov han.
Det ville ikke have været vanskeligt at finde et dårligere logi i Paris til folk af
vejarbejderens slags. Når undtages den mystiske skræk for madame, som stadig pinte
ham, førte han en uhyre behagelig tilværelse. Men madame sad hele dagen ved sin
disk og ignorerede ham så bevidst, og var så bevidst sikker på, at hans nærværelse
ikke havde noget at gøre med hemmelige sager, at han rystede i sine træsko, hver
gang hans blik faldt på hende. Han sagde nemlig til sig selv, at det var umuligt at vide,
hvad denne dame næste gang ville hitte på bevidst at ignorere, og han var sikker på,
at fik hun den ide ind i sit broget pyntede hoved, at hun ville lade, som hun havde set
ham begå et mord og bagefter flå sit offer, så ville hun holde fast på denne ide, indtil
komedien var spillet til ende.
Da søndagen kom, var vejarbejderen derfor ikke videre henrykt - skønt han sagde,
at han var det - ved at høre, at madame agtede at tage med ham og monsieur til
Versailles. Det var desuden meget generende, at madame sad og strikkede hele tiden
i hyrevognen, og det var endnu mere generende om eftermiddagen at være sammen
med madame, der stadig strikkede i folkeskaren, som ventede på at se kongen og
dronningen køre forbi.
»De er meget flittig, madame,« sagde en mand, der var kommet til at stå ved siden
af hende.
»Ja, jeg har meget at gøre.«
»Hvad er det, De laver, madame?«
»Mange forskellige ting.«
»Som for eksempel ...«
»For eksempel ligdragter,« svarede madame Defarge.med urokkelig ro.
Så snart manden kunne, flyttede han sig længere bort fra hende, og vejarbejderen
viftede sig med sin blå hue, for han fandt luften meget tung og trykkende. Hvis han
trængte til en konge og dronning at styrke sig på, så var han så heldig at have det
hjælpemiddel lige for hånden. Det varede nemlig ikke ret længe, inden kongen med
det tunge ansigt og dronningen med det smukke ansigt kom kørende i deres guldkaret
ledsaget af den strålende hofstab, leende damer og herrer, elegante skikkelser og

Side 118
smukke, hånlige ansigter af begge køn med juveler, silke, pudder og alskens pragt.
Vejarbejderen blev så begejstret over dette syn, at han helt lod sig rive med og råbte:
»Længe leve kongen! Længe leve dronningen! Længe leve alt og alle,« som om
han aldrig i sit liv havde hørt om de mange Jacques'er. Bagefter så han haverne
og slotsgårdene, terrasserne, springvandene, de grønne plæner, atter kongen og
dronningen, mere pragt, flere fornemme herrer og damer og mere »længe leve det alt
sammen!« til han ligefrem græd af lutter betagelse. Under hele denne forestilling, der
varede over tre timer, var der folk nok, som råbte og græd og var rørt til tårer ligesom
han selv, og hele tiden holdt Defarge ham i kraven, for at han ikke skulle flyve i hovedet
på genstandene for al denne begejstring og rive dem i stumper og stykker.
»Bravo!« sagde Defarge og klappede ham beskyttende på skulderen, da det hele
var forbi. »Du er en prægtig fyr!«
Vejarbejderen var begyndt at komme til sig selv og følte sig lidt ængstelig for, at
hans bifaldsytringer ikke havde været helt heldige. Men nej!
»Du er lige den mand, vi trænger til,« hviskede Defarge ham i øret. »Du får
disse fæhoveder til at tro, at det vil vare evigt. På den måde bliver de endnu mere
uforskammede, og så er det hurtigere forbi.«
»Ja!« udbrød vejarbejderen eftertænksomt. »Det er rigtigt!«
»Disse fæhoveder aner intet. De foragter selve dit åndedræt og ville hellere standse
det for evigt hos hundreder af din slags, end de ville se en af deres heste eller hunde
krepere. Men samtidigt ved de ikke andet, end hvad du fortæller dem med dine råb.
Lad os bare narre dem lidt længere. Vi kan såmænd ikke narre dem for meget!«
Madame sendte deres gæst et flygtigt blik og nikkede bekræftende.
»Og hvad dig angår, så ville du råbe og fælde tårer for hvad som helst, når det så
flot ud og lavede spektakel. Ville du ikke?«
»Jo, madame, det tror jeg nok, at jeg ville. I hvert fald i øjeblikket.«
»Ja. Hvis man viste dig en mængde dukker, og du fik lov til at plyndre dem og rive
dem i stumper og stykker til din egen fordel, så ville du begynde med den, der var rigest
klædt, ikke sandt?«
»Jo, det er vist rigtigt, madame.«
»I dag har du set både dukker og fugle,« sagde madame Defarge med en
håndbevægelse hen imod det sted, hvor de sidst havde vist sig. »Nu kan du gå hjem!«

Der strikkes fremdeles
Side 119
Madame Defarge og monsieur, hendes mand, vendte i god forståelse tilbage til Saint
Antoines favn, medens en lille prik med blå hue på hovedet vandrede gennem mørke
og støv den lange, lange vej gennem alleerne hen imod den fjerne plet, hvor slottet,
som havde tilhørt monsieur le marquis, der nu lå i sin grav, stod gemt bag de hviskende
træer. Stenansigterne havde fået så god tid til at lytte til træerne og springvandet,
at nogle få fugleskræmsler fra landsbyen, der under deres søgen efter urter, de
kunne spise, og kviste, de kunne brænde, kom i nærheden af den store, flisebelagte
gårdsplads og trappen op til hoveddøren, i deres udhungrede fantasi fik den ide, at
stenansigterne havde skiftet udtryk.
Der levede den legende i landsbyen - skønt den var lige så usikker som beboernes
tilværelse - at da kniven ramte monsieur le marquis' hjerte, forandredes ansigternes
udtryk fra stolthed til harme og smerte. Og man sagde også, at da den lange ranglede
skikkelse blev hejst fyrre fod i vejret ovenover brønden, forandredes udtrykket igen,
viste en grum tilfredshed over at have fået hævn, og det udtryk ville de nu bevare for
evigt. Stenansigtet over det store vindue, som hørte til soveværelset, hvor mordet blev
begået, havde de to små gruber over næseborene, som alle genkendte, men ingen
havde set der før, og når to eller tre usle bønder vovede sig ud fra flokken for at kaste
et hastigt blik på den forstenede monsieur le marquis, behøvede en mager finger kun
at pege derop et eneste øjeblik, før hele skaren satte i løb gennem løv og mos, ligesom
de lykkeligere harer, som kunne finde sig et levebrød på stedet.
Slot og hytte, stenansigt og dinglende krop, den røde plet på stengulvet, det klare,
rene vand i landsbybrønden, tusinder af hektarer - en hel fransk provins, hele Frankrig
selv lå under nattehimlen samlet i en eneste hårfin linje. Sådan ligger en hel verden
med dens storhed og lidenhed i en enkelt stjernes blink. Og ligesom menneskelig viden
kan splitte en lysstråle og undersøge dens sammensætning, således kan muligvis også
en højere begavelse i vor jords svage lys læse hver tanke og handling, hver last og
hver dyd hos alle ansvarlige individer, der bor på den.
Defarges - mand og hustru - kom luntende hjem i en lejet vogn til den port i Paris, der
ganske naturligt var rejsens mål. Som sædvanligt måtte de standse uden for vagthuset
ved bommen, skæret fra lygterne faldt på dem og der var de sædvanlige spørgsmål.
Monsieur Defarge steg ud af vognen, da han kendte et par af soldaterne og en af
politibetjentene. Den sidstnævnte var en god ven, så han blev omfavnet og kysset.
Da Saint Antoine atter havde taget ægteparret Defarge under sine dunkle vinger,
og de endelig stod af vognen i udkanten af helgenens domæne og vandrede gennem
det sorte pløre og affald i hans gader, talte madame Defarge til sin mand:
»Nå, min ven, sig mig så, hvad Jacques fra politiet fortalte dig!«
»Det var ikke store sager i aften, men dog alt, hvad han vidste. Der er blevet ansat
en ny spion i vort kvarter. Det er muligt, at der er mange flere, men han vidste kun
om denne ene.«
»Ja så!« sagde madame Defarge og trak øjenbrynene i vejret med en kølig
forretningsmine. »Er det nødvendigt at indregistrere ham? Hvad hedder manden?«
»Han er englænder.«
»Så meget des bedre. Hvad er hans navn?«
»Barsad,« svarede Defarge. Han udtalte navnet på fransk, men han havde sørget
for at få det helt rigtigt, så han stavede det bagefter.

»Barsad,« gentog madame. »Godt. Og fornavnet?«
»John.«
Side 120
»John Barsad,« mumlede madame et par gange ved sig selv. »Godt. Og vides der
noget om, hvordan han ser ud?«
»Alder omkring fyrre; højde omkring hundrede og halvfjerds centimeter; mørk
hudfarve; ganske køn af ydre; mørke øjne; magert, langt, gustent ansigt; buet næse,
der ikke er helt lige, men drejer lidt hen mod venstre kind. Udtrykket bliver derved lidt
skummelt.«
»Jeg må sige, det er sandelig et godt portræt,« sagde madame leende. »Han skal
blive indregistreret i morgen.«
De trådte ind i vinboden, som var lukket, for det var midnat, og her satte madame sig
straks ved sin pult og talte de småskillinger, der var kommet ind, medens de var borte,
undersøgte lageret, efterså posterne i regnskabsbogen, gjorde selv et par notater,
kontrollerede manden, der vartede op, på alle mulige måder og sendte ham så omsider
i seng. Derpå tømte hun skålen med penge for anden gang og begyndte at knytte
mønterne ind i sit lommetørklæde i en række knuder, som en sikkerhedsforanstaltning
for natten. Imidlertid vandrede Defarge op og ned med sin pibe i munden og beundrede
hende uden at blande sig i noget af, hvad hun foretog sig, hvilket var hans sædvanlige
holdning både i ægteskabet og i forretningen.
Natten var varm, og luften i boden tung og ligesom hele kvarteret ildelugtende.
Monsieur Defarges lugtesans var aldeles ikke sart, men vinlageret lugtede langt
stærkere, end det nogen sinde smagte, og det samme gjaldt forsyningerne af både rom
og cognac. Han viftede alle disse dunster fra sig, idet han lagde piben bort.
»Du er træt,« sagde madame og så op, medens hun knyttede en knude i
lommetørklædet. »Her lugter ikke anderledes end ellers.«
»Ja, jeg er lidt træt,« indrømmede hendes mand.
»Du er også lidt nedtrykt,« sagde madame, hvis hurtige øjne ikke havde været så
optaget af regnskabet, at de ikke havde haft tid til at se på ham. »Åh, I mænd, I mænd!«
»Men kæreste,« begyndte Defarge.
»Men kæreste,« gentog madame og nikkede bestemt. »Du er modløs i aften, min
ven.«
»Nå ja,« svarede Defarge, som om tilståelsen blev fravristet ham, »det varer nu
også forfærdelig længe.«
»Det varer længe,« gentog hans kone. »Og når varer det ikke længe? Hævn og
gengældelse kræver lang tid. Det er en fast regel.«
»Det varer da ikke længe at ramme en mand med lynet,« sagde Defarge.
»Hvor lang tid tager det så,« spurgte madame rolig, »at lave og oplagre lynet? Sig
mig det!«
Defarge så eftertænksomt op, som om den tanke slog ham.
»Det tager ikke ret lang tid for et jordskælv at sluge en by,« sagde madame. »Men
kan du sige mig, hvor lang tid det tager at forberede et jordskælv?«
»Jeg formoder, det tager lang tid,« sagde Defarge.
»Og når det endelig er parat, så kommer det og knuser alt på sin vej. I mellemtiden
er det stadig under forberedelse, skønt man hverken ser eller hører noget til det. Det
må være din trøst. Hold dig til den.«

Side 121
Hun knyttede en knude, og hendes øjne spillede, som om hun var ved at kvæle en
fjende.
»Jeg siger dig jo,« sagde madame og rakte højre hånd ud for at understrege sine
ord, »at skønt det er længe undervejs, så er det undervejs, og det kommer. Jeg siger
dig jo, at det aldrig står stille og aldrig går tilbage. Jeg siger dig, at det altid går fremad.
Se dig om og betragt den tilværelse, som alle, vi kender, har. Se på de ansigter, vi er
omgivet af, se den harme og misfornøjelse som vokser frem hos de sammensvorne
for hver time, der går. Kan forhold som disse vare ved? Vær nu ingen tåbe.«
»Min tapre hustru,« svarede Defarge, der stod foran hende med let bøjet hoved og
hænderne på ryggen som en lydig og opmærk som elev foran sin eksaminator. »Jeg
benægter jo ikke alt dette. Men det har allerede varet så længe, og det kan være ... du
ved jo selv, kære kone, at det er muligt ... at det slet ikke kommer i vor levetid.«
»Nå, og hvad gør så det?« spurgte madame og knyttede endnu en knude, som om
hun kvalte en fjende til.
»Ja,« sagde Defarge halvt beklagende og halvt undskyldende, »men så ser vi jo
ikke sejren.«
»Men vi har hjulpet med til den,« svarede madame og gjorde en voldsom bevægelse
med den udstrakte hånd. »Intet af alt det, vi gør, er forgæves. Jeg tror af hele min sjæl,
at vi skal opleve sejren. Men selv om det ikke sker, selv om jeg bestemt vidste, at vi
ikke oplever det, så vis mig en aristokrats og tyrans hals, og jeg vil ...«
Madame bed tænderne sammen og knyttede en aldeles forfærdelig knude.
»Vent lidt!« råbte Defarge og rødmede, som om han var blevet beskyldt for fejhed.
»Jeg viger heller ikke tilbage for noget, min kære.«
»Nej. Men det er din svaghed, at du somme tider trænger til at se dit offer for at kunne
holde modet oppe. Bevar modet også uden det. Når tiden kommer, så slip tigeren og
djævelen i dit indre løs; men indtil da må du holde både tigeren og djævelen lænket ...
de må ikke ses ... men de skal altid være parat.«
Madame understregede disse råd ved at slå i sin lille disk med tørklædets knuder,
som om hun ville knuse den. Så stak hun på sin rolige maner det tunge tørklæde under
armen og sagde, at det var på tide at komme i seng.
Næste formiddag sad denne beundringsværdige kvinde på sin vante plads i
vinboden og strikkede energisk. Foran hende på disken lå en rose, og skønt hun af
og til så på den, forandredes hendes åndsfraværende udtryk ikke. Der var nogle få
gæster i butikken. Nogle drak vin og andre ikke, nogle sad ned og andre slentrede om.
Vejret var meget varmt, og der var masser af fluer, som absolut ville undersøge de
små klæbrige glas, der stod i nærheden af madame, og endte med at falde døde ned
i bunden. Deres død gjorde intet indtryk på de andre fluer. De så blot overlegent på
dem, som om de selv var elefanter eller dyr af lignende format, indtil de led samme
skæbne. Det er mærkeligt at se, hvor uforsigtige fluer er! Måske tænkte de det samme
ved hoffet den dag.
En skikkelse kom ind ad døren, og da hans skygge faldt hen på madame, følte hun
straks, at den var hende fremmed. Hun lagde sit strikketøj fra sig og begyndte at fæste
rosen på sit hovedtørklæde, inden hun så på 'den fremmede.
Det var højst mærkværdigt! I samme nu, som madame tog rosen, holdt alle gæsterne
op at snakke og begyndte at forlade boden.
»God dag, madame,« sagde den nyankomne.

»God dag, monsieur.«
Side 122
Det sagde hun højt, men ved sig selv tilføjede hun, idet hun atter tog fat på
strikketøjet: »God dag, god dag! Alder omkring fyrre, højde omkring hundrede og
halvfjerds, sort hår, ganske kønt ansigt, mørk hudfarve, mørke øjne, langt, gustent
ansigt, buet næse, der ikke er lige, men drejer hen mod venstre kind, hvilket giver
ansigtet et vist skummelt udtryk. God dag, god dag, min ven!«
»Vær så venlig at give mig et lille glas gammel cognac og et glas koldt vand,
madame.«
Madame opfyldte høfligt hans ønske.
»En aldeles fortræffelig cognac, madame!«
Det var første gang, den nogen sinde var blevet rost, og madame kendte
tilstrækkeligt til dens oprindelse til at vide, at rosen var ufortjent. Hun svarede blot,
at cognacen sikkert følte sig smigret, og tog fat på strikketøjet igen. Gæsten så
lidt på hendes rappe fingre og benyttede lejligheden til at studere omgivelserne i al
almindelighed.
»De er meget dygtig til at strikke, madame.«
»Jeg har også megen øvelse.«
»Det er et nydeligt mønster!«
»Synes De det?« sagde madame og så smilende på ham.
»Ja, absolut. Må det være tilladt at spørge, hvad det skal være?«
»Tidsfordriv,« sagde madame og så atter smilende på ham, medens fingrene gik
behændigt.
»Skal det ikke bruges til noget?«
»Måske. Det kan jo være, at jeg får brug for det med tiden. Får jeg det . .,« sagde
madame og nikkede med et vist højtideligt koketteri, »ja, så bruger jeg det.«
Det var virkelig mærkværdigt, men Saint Antoines smag lod til at være imod rosen
i madame Defarges hovedtørklæde. To mænd var kommet ind hver for sig og skulle
netop til at bestille deres drikkevarer; da de fik øje på rosen, betænkte de sig, lod som
de så sig om efter en ven, som ikke var der og gik deres vej. Af dem, der havde siddet
derinde, da den ny gæst kom, var der ikke en eneste tilbage. Spionen havde øjnene
med sig, men havde ikke kunnet opdage noget tegn mellem dem. De var alle sammen
slentret bort på en fattig, formålsløs, tilfældig maner, som virkede ganske naturlig.
»John,« tænkte madame og talte maskerne på sit strikketøj, hvorpå hun så på
gæsten. »Bliver du her længe nok, skal jeg få strikket »Barsad« inden du går.«
»Har De en mand, madame?«
»Ja.«
»Og børn?«
»Nej, ingen børn.«
»Det lader til, at forretningen ikke går videre godt?«
»Nej, den går meget dårligt. Folk er så fattige.«
»Ja, de arme, ulykkelige mennesker! Og så forkuede de er ... som De meget rigtigt
sagde.«

Side 123
»Som De sagde,« svarede madame irettesættende og strikkede behændigt et ekstra
tegn ved hans navn, der ikke betød noget godt.
»Undskyld, ja, det var jo mig, der sagde det. Selvfølgelig har De ret; men De tænker
vel som jeg?«
»Jeg tænke,« bemærkede madame højlydt. »Jeg og min mand har såmænd nok at
gøre med at holde vinboden her i gang uden at skulle bruge tiden til at tænke. Alt, hvad
vi tænker på her, er at holde os i live. Det er det eneste, vi beskæftiger os med, og
det tager vor tid fra morgen til aften, så vi kan ikke tænke på andre. Skulle jeg måske
tænke på andre? Nej, nej!«
Spionen, som var kommet for at samle de krummer, han kunne finde, viste ikke,
at han følte sig taget ved næsen, men stod lænet ind over madame Defarges disk og
konverserede galant, medens han nippede til sin cognac.
»Det var virkelig en trist historie med Gaspard, der blev hængt, madame. Arme,
ulykkelige Gaspard!« Han sukkede deltagende.
»Nej, ved De nu hvad!« svarede madame overlegent. »Når folk bruger kniven på
den måde, så må de undgælde for det. Han vidste jo i forvejen, hvad denne luksus ville
koste ham, og nu har han betalt.«
»Jeg tror,« sagde spionen og sænkede fortroligt stemmen, medens hvert træk i
hans onde ansigt røbede revolutionære sympatier. »Jeg tror, der er megen harme og
medfølelse her i kvarteret angående den stakkels fyr. Mellem os sagt, giver De mig
ikke ret?«
»Er der det?« spurgte madame åndsfraværende. »Ja, er der ikke?«
»Åh, der kommer min mand!« sagde madame Defarge.
Da ejeren af vinboden trådte ind, hilste spionen ham ved at løfte en finger til
hatteskyggen og smilende sige: »God dag, Jacques!«
Defarge stod stille og så på ham.
»God dag, Jacques!« gentog spionen men med mindre sikkerhed end første gang
og forsøgte at smile til monsieur.
»De tager fejl, monsieur,« svarede værten. »De tager mig vist for en anden. Mit navn
er ikke Jacques. Jeg hedder Ernest Defarge.«
»Ja, det spiller jo ingen rolle,« sagde spionen halvt overlegen, halvt bragt ud af
fatning.
»God dag!«
»God dag!« svarede Defarge tørt.
»Jeg stod netop og sagde til madame, som jeg havde den ære at passiare med, da
De kom, at jeg hører, der er megen harme og deltagelse her i Saint Antoine kvarteret
i anledning af den stakkels Gaspards skæbne. Og det kan man såmænd ikke undre
sig over.«
»Det har ingen sagt noget til mig om,« sagde Defarge og rystede på hovedet. »Det
kender jeg ikke noget til.«
Han gik om bag disken, stillede sig med den ene hånd støttet på ryggen af madames
stol og så på den mand, som de begge var fjendtligt stemt imod, og som de begge
med glæde ville have skudt.
Spionen var vant til denne slags arbejde, så han blev ved med at være lige
overlegen. Han tømte sit cognacglas, drak en mundfuld koldt vand og bad om en

Side 124
cognac til. Madame Defarge skænkede den for ham, tog sit strikketøj igen og nynnede
en lille sang.
»Det lader til, at De kender kvarteret her godt,« bemærkede Defarge. »Bedre end
jeg selv gør.«
»Nej, det gør jeg såmænd ikke, men jeg håber, jeg skal lære det at kende, for jeg
er meget interesseret i den arme befolkning.« »Jaså,« mumlede Defarge.
»Fornøjelsen ved at træffe Dem, monsieur Defarge,« fortsatte spionen, »minder mig
om, at jeg har hørt Deres navn nævne i en meget interessant forbindelse.«
»Virkelig?« sagde Defarge ligegyldigt.
»Ja, jeg har såmænd. Da doktor Manette blev løsladt, var det jo Dem, hans
forhenværende tjener, der tog Dem af ham. Han blev jo udleveret til Dem. De ser, at
jeg er inde i forholdene.«
»Ja, det er rigtigt nok,« sagde Defarge. Hans kone havde, medens hun strikkede,
givet ham et lille puf med albuen, der sagde ham, at det var klogest at svare, men
stadig så kort som muligt.
»Det var jo til Dem, hans datter henvendte sig,« fortsatte spionen, »og det var herfra
hun førte ham bort til England, ledsaget af en sirlig ældre herre i brunt ... hvad var det nu
han hed? Han gik med en lille paryk ... åh, nu husker jeg ... Lorry, fra Tellsons Bank.«
»Ja, det er rigtigt nok,« gentog Defarge.
»Det er meget interessante minder!« sagde spionen. »Jeg har truffet doktor Manette
og hans datter i London.«
»Jaså,« sagde Defarge.
»De hører vel ikke ret meget om dem nu?« spurgte spionen.
»Nej,« sagde Defarge.
»Sandheden er såmænd den,« sagde madame og så op fra sit strikketøj, »at vi aldrig
hører fra dem. Vi fik et brev om, at de var vel ankommet til deres bestemmelsessted,
og senere har vi haft et eller måske to breve. Men efter den tid har de levet deres liv
og vi vort, uden at høre fra hinanden.«
»Ja, det vil jeg tro, madame,« svarede spionen. »Hun skal for resten snart giftes.«
»Snart?« gentog madame. »Hun var da ellers så køn, at man kunne vente, hun var
blevet gift for længe siden. I englændere må være temmelig kolde, synes jeg.«
»Nå, så De ved, jeg er englænder?«
»Jeg kan jo høre, at Deres tunge er engelsk,« svarede madame, »og så går jeg ud
fra, at resten af Dem også er det.«
Han følte sig aldeles ikke smigret ved at være opdaget, men røbede det ikke og slog
det hen med en lille latter. Da han havde drukket sin cognac, fortsatte han:
»Ja, miss Manette skal giftes, men ikke med en englænder. Hendes fremtidige mand
er franskmand ligesom hun selv. Og det er i grunden pudsigt, at vi lige har talt om
den stakkels Gaspard og hans tragiske skæbne, for det er netop monsieur le Marquis'
nevø, hun skal giftes med. Han lever helt ukendt i London og bruger ikke sin titel, men
kalder sig mr. Charles Darnay. D'Aulnais er hans mors pigenavn.«
Madame Dafarge strikkede støt videre, men nyheden havde gjort synligt indtryk på
hendes mand. Hvor meget han end søgte at skjule det, så rystede hans hånd, da han

Side 125
stod ved disken og tændte sin pibe. Spionen ville ikke have været spion, hvis han ikke
havde lagt mærke til det og senere husket det.
Efter at have gjort denne ene opdagelse, hvis værdi foreløbig var tvivlsom, betalte
mr. Barsad for sine drikkevarer, og da der stadig ikke kom nye kunder, sagde han farvel
og meddelte, inden han gik, at han glædede sig til igen at træffe monsieur og madame
Defarge. I nogle minutter efter at han havde begivet sig ud i Saint Antoines gader, blev
monsieur og madame hvor de var af frygt for, at han skulle komme tilbage.
»Kan det virkelig være sandt, hvad han sagde om mademoiselle Manette?« sagde
Defarge dæmpet til sin kone.
»Da det er ham, der fortalte det,« sagde madame og trak øjenbrynene i vejret, »så
er det sandsynligvis løgn. Men det kan jo naturligvis være sandt.«
»Hvis det er ...« begyndte Defarge, og tav så.
»Hvad så?« spurgte hans kone.
»... og hvis det kommer i vor levetid, så håber jeg for hendes skyld, at skæbnen ikke
sender hendes mand til Frankrig.«
»Hendes mands skæbne,« sagde madame med sin vanlige ro, »vil føre ham derhen,
hvor han skal være og vil give ham den død, han skal have. Det er alt, hvad jeg ved.«
»Men det er da forunderligt ... synes du ikke også, det er forunderligt ...« sagde
Defarge bedende, som om han tiggede hende om at indrømme det, »at når vi nu har
så megen sympati for mademoiselle og hendes far, så står hendes mands navn på
samme liste som navnet på den kæltring, der lige er gået?«
»Der vil ske mærkeligere ting end det, når tiden kommer,« svarede madame. »Det
er rigtigt nok, at jeg har dem begge her, og de fortjener det. Mere er der ikke at sige
om den ting.«
Så rullede hun sit strikketøj sammen og trak rosen ud af det tørklæde, der var bundet
om hendes hovede. Enten havde Saint Antoine på fornemmelsen, at den irriterende
pryd var forsvundet, eller også havde han holdt øje med den, for kort efter begyndte
hans børn at slentre ind i vinboden, der helt antog sit vante præg.
Om aftenen, når kvarterets beboere kom ud og satte sig i dørene og vinduerne
eller stod samlet i klynger på gadehjørnerne for at få en mundfuld frisk luft, plejede
madame Defarge med sit strikketøj i hånden at vandre fra gruppe til gruppe. Hun var
en missionær - og der var mange som hun - men man må håbe, at verden aldrig mer
må se deres lige. Alle kvinderne strikkede. De strikkede ganske værdiløse ting, men
det mekaniske arbejde var en mekanisk erstatning for mad og drikke.
Men samtidig med at fingrene gik, var også øjne og tanker i bevægelse. Og
når madame Defarge gik om mellem dem, arbejdede alle tre dele hurtigere og
voldsommere i hver lille gruppe kvinder, hun havde talt med.
Hendes mand stod henne ved vinbodens dør og så beundrende på hende. »Hun er
en vidunderlig kvinde,« sagde han.
Mørket faldt på, og så begyndte kirkeklokkerne at kime. Fra den fjerne slotsgård
hørtes der trommehvirvler, medens kvinderne blev siddende og strikkede i mørket.
Et andet mørke rykkede også nær, og når det kom, ville både kirkeklokkerne og
mangen et slankt kirketårn i Frankrig blive smeltet om til larmende kanoner. Så ville
trommehvirvlerne snurre for at overdøve en fortvivlet stemme, der endnu den aften
repræsenterede magt og rigdom, frihed og liv. Der var så meget, som trak sammen om
de evigt strikkende kvinder, og deres egne tanker var ved at trække sig sammen om

Side 126
en endnu ufærdig genstand, ved hvis fod de skulle sidde og strikke, medens de talte
hovederne, der rullede.

En nat
Side 127
Aldrig gik solen skønnere ned og kastede et mere strålende lys over hjørnehuset i
Soho, end den mindeværdige aften da doktoren og hans datter sad sammen ude under
platantræet. Aldrig sendte månen et mildere lys over London end den aften, da den så
dem sidde under træet, og lod sine stråler falde gennem løvet ned på deres ansigter.
Lucie skulle have bryllup næste dag. Denne sidste aften ville hun helt vie sin far, og
nu sad de alene ude under træet.
»Er du lykkelig, kæreste far?«
»Ja, mit barn.«
De havde ikke sagt mange ord, skønt de havde siddet der længe. Medens det endnu
var lyst nok til at sy og læse, havde hun hverken beskæftiget sig med sit håndarbejde
eller læst højt for ham. Det havde hun gjort så mange gange før, men i aften lignede
ikke andre aftener, og det kunne ikke være anderledes.
»Jeg er også så lykkelig i aften, kæreste far. Jeg er lykkelig over, at himlen har
velsignet min kærlighed til Charles og hans kærlighed til mig. Men hvis jeg ikke stadig
kunne vie dig mit liv, eller hvis mit giftermål ville skille dig og mig, selv om det kun var en
adskillelse på nogle få gader, så kan jeg ikke sige dig, hvor ulykkelig og brødebetynget
jeg ville være. Selv sådan som det er nu ...«
Hun mistede herredømmet over sin stemme.
I det vemodige månelys lagde hun sine arme om hans hals og Isnede hovedet mod
hans bryst. Månelyset er altid trist ligesom sollyset er det og som det lys, vi kalder
menneskets liv, når det kummer, og når det svinder.
»Min kære, kære far! Vil du for allersidste gang sige mig, at du føler dig helt sikker
på, at min nye kærlighed og mine nye pligter aldrig vil gribe forstyrrende ind mellem os
to? Jeg selv ved det jo så godt, men ved du det også? Føler du dig ,ganske overbevist
om det i din inderste sjæl?«
Hendes far svarede med en munter bestemthed, der umuligt kunne være påtaget.
»Det er jeg fuldstændig sikker på, min lille pige. Og hvad mere er,« fortsatte han og
kyssede hende kærligt, »min fremtid forekommer mig langt lysere, Lucie, ved tanken
om dit giftermål, end den kunne have været ... end den nogen sinde har været ...
tidligere.«
»Hvis jeg blot kunne håbe det, lille far ...«
»Du skal og må tro det, min skat. Prøv selv at se, hvor naturlig og rimeligt, det er. Du
er så ung og så kærlig mod mig, at du vist aldrig rigtig har kunnet fatte min ængstelse
for, at dit liv skulle blive spildt ...«
Hun lagde sin hånd over hans mund, men han fjernede den og gentog:
»... spildt, min kæreste, og at du skulle blive berøvet livets naturlige goder for min
skyld. Du kender ikke til egenkærlighed, og derfor kan du ikke helt forstå, hvor meget
mine tanker har syslet med dette emne. Men spørg engang dig selv, hvordan min lykke
kunne være fuldkommen, hvis din ikke var det?«
»Men hvis jeg aldrig havde truffet Charles, ville jeg have været fuldkommen lykkelig
alene med dig, far.«
Han smilede ad hendes ufrivillige tilståelse af, at da hun først havde truffet Charles,
ville hun have været ulykkelig uden ham.

Side 128
»Ja, men du traf ham jo, min ven. Og så blev det Charles. Var det ikke blevet Charles,
var der kommet en anden. Var der ikke det, så havde jeg været årsagen, og så ville
den mørke del af mit liv have kastet sin skygge længere end over mig selv og også
have ramt dig.«
Det var første gang med undtagelse af den dag i retten, at hun nogen sinde havde
hørt ham tale om sine lidelsesår. Det vakte en underlig følelse hos hende, og hun
huskede det længe efter.
»Se!« sagde doktoren og løftede sin hånd mod månen. »Den så jeg på fra mit
fængselsvindue, da jeg næsten ikke kunne tåle dens lys. Jeg har set på den, da det
var ren tortur at vide, at den også skinnede ned til det, jeg havde mistet, og jeg i
min fortvivlelse slog panden mod min celles væg. Jeg har betragtet den så sløvt og
ligegyldigt, at det eneste, der beskæftigede mig, var, hvor mange vandrette streger jeg
kunne trække over den, når den var fuld, og hvor mange lodrette streger jeg kunne
trække på tværs af den.« Han tilføjede i en tankefuld tone, medens han så op på månen:
»Det var tyve hver vej, husker jeg, og det var meget svært at få plads til den tyvende.«
Den mærkelige betagelse, der havde grebet hende ved at høre ham mindes den tid,
blev stærkere jo mere han talte om den, men der var ikke noget uhyggeligt i hans ord.
Han sammenlignede blot sin nuværende lykke med de pinefulde år, der var forbi.
»Jeg har set mindst tusinde gange på den og tænkt på det ufødte barn, jeg var revet
bort fra. Mon det levede? Var det mon født levende og så død på grund af den arme,
unge mors sammenbrud? Var det en søn, der ville hævne sin far? Jeg skal nemlig sige
dig, at der var en tid i fængslet, da mit ønske om hævn var ligefrem overvældende. Eller
ville min søn aldrig høre sin fars historie? Ville han ikke leve længe nok til at grunde
over, om hans far var forsvundet af egen fri vilje? Eller var det maske en datter, der
ville vokse op og blive kvinde?«
Hun flyttede tættere ind til ham og kyssede hans kind.
»Jeg tænkte mig ofte, at min datter helt havde glemt mig ... eller rettere sagt ikke
vidste noget om mig og ikke anede, jeg levede. År efter år har jeg regnet ud, hvor
gammel hun nu var. Jeg tænkte mig hende gift med en mand, der heller ikke vidste
noget om min skæbne. Jeg var helt forsvundet fra de levendes rækker, og for den
næste generation stod min plads tom.«
»Kæreste far, blot at høre dig tale om sådan en datter, der aldrig har eksisteret, gør
mig helt fortvivlet, som om jeg selv havde været sådan.«
»Du, Lucie? Det er jo den helbredelse og trøst, du har bragt mig, der gør, at disse
minder nu dukker op og udveksles mellem månen og os på denne sidste aften ... Hvad
var det, jeg lige sagde?«
»At din datter ikke vidste noget om dig eller holdt af dig.«
»Det er rigtigt! Men der var andre aftener, da sorgen og stilheden greb mig på en
helt anden måde og fyldte mig med en vemodig fred trods den stadige understrøm af
smerte. Så tænkte jeg mig, at hun kom til mig i min celle og førte mig tilbage til livet. Jeg
har så ofte set hende i månens skær lige så tydeligt, som jeg ser dig nu, men jeg har
blot aldrig holdt hende i mine arme, for hun stod altid uden for vinduets jerntremmer.
Men du forstår jo nok, at nu er det ikke barnet, jeg taler om?«
»Var skikkelsen ikke den samme som drømmebilledet?«
»Nej. Det var noget helt andet. Skikkelsen stod foran mig uden nogen sinde at røre
sig. Det genfærd, min hjerne beskæftigede sig med, var et langt mere virkeligt barn.

Side 129
Om hendes ydre ved jeg kun, at hun lignede sin mor. Den anden havde også denne
lighed ... ligesom du selv har ... men var måske alligevel ikke den samme. Kan du forstå
alt dette, Lucie? Måske ikke. Jeg tror næsten, man må have været en ensom fange for
at forstå disse mærkelige fantasier.«
Trods hans rolige, beherskede væsen følte hun sit blod stivne ved at høre ham
således drøfte sin tidligere tilstand.
»I den mere fredelige stemning syntes jeg, at hun kom imod mig i månelyset og tog
mig med ud for at vise mig, at hendes og hendes mands hjem var fuldt af minder om
hendes tabte far. Mit billede hang i hendes stue, og jeg var daglig i hendes bønner.
Hun levede et lykkeligt, virksomt liv, men min livshistorie fulgte hende overalt.«
»Det var mig, der var det barn, far. Jeg var blot ikke halvt så god, men min kærlighed
til dig var den samme.«
»Og hun viste mig sine børn,« sagde lægen fra Beauvais. »De havde også hørt om
mig og lært at føle medlidenhed med mig. Når de kom forbi et statsfængsel, holdt de
sig fjernt fra dets skumle mure, så op på de tilgitrede vinduer og talte ganske sagte.
Hun kunne ikke befri mig. Jeg syntes, at hun altid førte mig tilbage til cellen, når hun
havde vist mig sit hjem. Men så lettedes min sjæl ved gråd, og jeg knælede ned og
velsignede hende.«
»Kæreste far, jeg håber, at jeg er det barn. Kære, vil du velsigne mig lige så varmt
i morgen?«
»Lucie, jeg fortæller dig netop om alle disse gamle sorger i aften, fordi jeg elsker dig
højere end ord kan udsige, fordi jeg takker Gud for min store lykke. Når mine drømme
var mest fantastiske, nåede de aldrig den lykke, jeg har følt her hos dig, og heller ikke
den, som vi nu har at se frem til.«
Han omfavnede hende, bad himlen beskærme hende og takkede Gud, der havde
skænket ham en sådan datter. Lidt efter vendte de tilbage til huset.
Der var ikke bedt andre gæster til brylluppet end mr. Lorry og der skulle ikke være
andre brudepiger end den kejtede miss Pross. Det unge par skulle bo i hjørnehuset,
hvor man havde sikret sig nogle af de værelser, der før havde været beboet af de
usynlige lejere, og mere ønskede de sig ikke.
Doktor Manette var i udmærket humør ved aftensbordet. De var kun treved bordet,
og den tredje var miss Pross. Han beklagede sig over, at Charles ikke var der og lod
til ikke at synes om den lille, kærlige sammensværgelse, der holdt ham borte. De drak
hans skål.
Omsider sagde han Lucie god nat, og hver gik til sit. Men omkring klokken tre listede
Lucie sig ned ad trappen og ind i hans værelse, for hun var fuld af bange anelser.
Alt lå imidlertid på den vante plads. Der herskede dyb stilhed i værelset, og doktoren
sov trygt med det hvide hår mod puden og hænderne fredeligt foldet på tæppet. Hun
stillede lyset fra sig, hvor det ikke kunne genere ham, listede sig hen til hans seng og
kyssede ham. Så stod hun længe bøjet over ham og så på ham.
Hans smukke ansigt var furet af de lange år i fængslet, men han skjulte disse spor
med så stærk en energi, at energien end ikke svækkedes, når han sov. Den stilfærdige,
viljestærke kamp prægede ham, så der ikke fandtes et pragtfuldere ansigt i det ganske
rige den nat.
Hun lagde varsomt sin hånd på hans bryst og bad om hjælp til altid at være ham så
tro, som han fortjente det efter alle sine lidelser. Så trak hun hånden til sig, kyssede

Side 130
ham igen og gik bort. Da stod solen op, og platantræets blade kastede sine skygger
lige så sagte over hans ansigt, som Lucies læber havde bevæget sig i bøn for ham.

Ni dage
Side 131
Vejret var strålende på bryllupsdagen, og de tre stod sammen parat uden for den
lukkede dør til doktorens stue, hvor han talte med Charles Darnay. De skulle af sted
til kirken om et øjeblik - den smukke brud, mr. Lorry og miss Pross, der efterhånden
havde forligt sig med det uundgåelige og ville have været henrykt over begivenheden
- hvis det blot havde været hendes broder Salomon, der var brudgommen.
»Nå, min kære Lucie, det var altså for dette, jeg bragte dig over Kanalen, da du var
en lille en!« sagde mr. Lorry, der ikke kunne blive træt af at beundre bruden og var
gået rundt om hende for rigtig at se hende fra alle sider. »Du godeste Gud, jeg anede
åbenbart ikke, hvad jeg gjorde dengang. Jeg tænkte overhovedet ikke på, at jeg gjorde
min ven mr. Charles en tjeneste med det!«
»De agtede overhovedet ikke at gøre ham en tjeneste,« sagde den prosaiske miss
Pross, »så hvordan kunne De så ane det? Vås!«
»Gjorde jeg ikke det? Nå, men græd nu ikke!« svarede den sagtmodige mr. Lorry.
»Det er ikke mig, der græder,« sagde miss Pross. »Det er Dem.«
»Gør jeg, min kære Pross?« Mr. Lorry kendte hende efterhånden så godt, at han nu
og da tillod sig denne familiære tiltaleform.
»De gjorde det da for et øjeblik siden. Jeg så det selv, og det er der såmænd ikke
noget mærkeligt i. Det flotte sølvtøj, De har foræret hende, kan såmænd få enhver til
at græde. Jeg græd såmænd over hver gaffel og hver ske i går, da det kom, til jeg
næsten ikke kunne se dem.«
»Det er mig virkelig en stor tilfredsstillelse,« sagde mr. Lorry, »skønt jeg ikke havde
ventet, at min lille gave skulle have den virkning. Ak ja, en dag som denne får mig til at
filosofere over alt det, jeg er gået glip af. Tænk blot, at der kunne have været en mrs.
Lorry i de sidste halvtreds år.«
»Nej, såmænd kunne der ej!« erklærede miss Pross.
»Mener De, at der aldrig kunne være blevet en mrs. Lorry?« spurgte han.
»Pyt,« sagde miss Pross. »De var jo pebersvend allerede da De lå i vuggen!«
»Ja,« sagde mr. Lorry og rettede smilende på sin lille paryk, »det lyder højst
sandsynligt.«
»Og De var forudbestemt til at være pebersvend,« fortsatte miss Pross, »allerede
inden De lå i vuggen.«
»Så synes jeg ærlig talt, jeg er blevet dårlig behandlet,« sagde mr. Lorry, »for jeg
burde da selv have haft et ord at sige i den sag. Men lad os ikke tale mere om det!
Min kære lille Lucie,« han lagde beroligende armen om hendes liv, »jeg kan høre, de
begynder at røre på sig inde i den anden stue, og miss Pross og jeg, der er to korrekte
forretningsmennesker, vil gerne benytte lejligheden til at sige dig noget, som vi ved, du
gerne vil høre. Du efterlader din kære far i hænder, der er lige så gode og ivrige efter at
tjene ham som dine egne. Der skal blive passet godt på ham. I de næste fjorten dage
vil banken komme i anden række, og når den tid er gået, og han slutter sig til dig og din
kære mand på den lille rejse til Wales, skal du se, at han er både rask og i godt humør.
Nu hører jeg at de kommer hen mod døren, så lad mig give dig et kys, kære barn, og
tag en ,gammel vens velsignelse, inden en vis person kommer og gør fordring på dig.«
Et øjeblik holdt han det smukke, unge ansigt ud fra sig og så på det velkendte udtryk
over pande og øjne, så trykkede ban de gyldne lokker ind mod sin lille paryk med

Side 132
en ømhed og finfølelse, der anses for gammeldags og har eksisteret siden tidernes
morgen.
Døren til doktorens værelse gik op, og han trådte ud sammen med Charles Darnay.
Han var ligbleg, og det havde han ikke været, da de gik derind, men hans væsen var
stadig lige roligt, så det var kun mr. Lorrys skarpe blik, der så, at en svag skygge af
den gamle angst og uro for nylig var gået hen over ham som en iskold vind.
Han gav Lucie sin arm og førte hende ned til kareten, som mr. Lorry havde lejet i
dagens anledning. De andre fulgte efter i en anden vogn, og i en lille kirke i kvarteret,
hvor ingen nysgerrige øjne så det, blev Charles Darnay og Lucie Manette viet.
Nogle tårer funklede ind imellem smilene, da vielsen var forbi, og på brudens hånd
funklede nogle brillanter, der lige var kommet frem fra mr. Lorrys lomme, om Lap med
dem. De tog hjem og spiste frokost. Alt forløb udmærket, og så lagde de gyldne lokker
sig igen ind mod det hvide hår, som de en gang havde gjort i et parisisk tagkammer,
inden de to skiltes ved hjørnehusets dør.
Det var svært at sige farvel, skønt det ikke var for ret lang tid. Men Lucies far prøvede
at opmuntre hende, og sagde til sidst, idet han frigjorde sig for hendes arme: »Tag
hende, Charles! Nu er hun din!«
Hendes lille hånd viftede til dem fra bærestolen, og så var hun borte.
Da huset lå fjernt fra alle dagdrivere og nysgerrige, og forberedelserne havde været
få og enkle, var doktoren, mr. Lorry og miss Pross ganske alene tilbage. Det var, da
de trådte ind i den gamle, kølige forhal, at mr. Lorry så, der var sket en stor forandring
med doktoren. Det forekom ham, at den gyldne arm derude havde ramt ham dødeligt.
Naturligvis havde han holdt sine følelser i ave, så man kunne ikke vente nogen
reaktion, men det var det gamle, skræmte udtryk, der gjorde mr. Lorry ængstelig, og
da han så doktoren tage sig til hovedet og vandre op og ned i værelserne, huskede
han Defarge, værten i vinboden og den lange køretur i den stjerneklare nat.
»Jeg tror,« hviskede han til miss Pross, »at vi gør bedst i ikke at tale til ham nu
eller overhovedet at forstyrre ham. Jeg må se ind om i banken, men jeg kommer snart
tilbage, og så kan vi tage ham med på en lille køretur og spise middag ude på landet.
Det vil sikkert bringe det hele i orden.«
Det var nemmere for mr. Lorry at se ind om i banken end at se ud ad den. Han blev
opholdt i hele to timer. Da han kom tilbage, gik han op ad den gamle trappe uden at
have talt med stuepigen, og da han var på vej ind i doktorens værelse, standsede han
ved lyden af en svag banken.
»Du gode Gud!« udbrød han forskrækket. »Hvad er dog det?«
I det samme stod miss Pross ved hans side og hviskede Ȍh Gud! Det hele er
ødelagt. Hvad skal vi dog sige til min mariehøne? Han kender mig ikke mere, og han
syr sko!« Hun vred fortvivlet sine hænder.
Mr. Lorry gjorde hvad han kunne for at berolige hende og gik så ind i doktorens
værelse. Den lave bænk var stillet hen ved vinduet, akkurat som den havde stået
første gang, mr. Lorry så ham beskæftiget med skomagerarbejde, og han sad travlt
beskæftiget og bøjede sig over en sko.
»Doktor Manette! Kære gamle ven!«
Doktoren så et øjeblik op på ham halvt spørgende, halvt irriteret ved at blive forstyrret
- så bøjede han sig igen over arbejdet.

Side 133
Han havde taget jakke og vest af, skjorten stod åben i halsen, som før når han
arbejdede, og selv ansigtets sløve udtryk var kommet tilbage. Han arbejdede flittigt,
nervøst, som om han havde følelsen af, at han var blevet forsinket.
Mr. Lorry så på den sko, han sad med, og lagde mærke til, at den var af den gamle
type og størrelse. Han tog den anden sko, der lå ved siden af doktoren, og spurgte,
hvad det var.
»Det er en ung dames spadseresko,« mumlede doktoren. »Den burde have været
færdig for længe siden. Lad den ligge!«
»Doktor Manette, se på mig!«
Han adlød på den gamle, mekaniske måde uden at standse arbejdet.
»Kender De mig dog ikke, kære ven? Tænk Dem om. Dette er jo ikke Deres virkelige
arbejde. Tænk Dem om, doktor Manette!« Det var umuligt at få ham til at svare. Han
så af og til op, når han blev bedt om det, men det var ikke muligt at få ham til at sige et
eneste ord. Han arbejdede og arbejdede i tavshed, og ord gjorde ikke ringeste indtryk
på ham. Det eneste glimt af håb, som mr. Lorry fik, var, at han af og til så op, uden at
der blev talt til ham. Deri lå der maske en svag antydning af interesse og usikkerhed
- som om han prøvede at finde løsningen på en tvivl i sin sjæl.
Der var to ting, som frem for alt slog mr. Lorry. Det ene var, at dette måtte holdes
hemmeligt for Lucie, og det andet var, at ingen, der kendte doktoren, måtte få dette at
vide. I forening med miss Pross tog han straks forholdsregler til at meddele patienterne,
at doktor Manette ikke var rask og måtte have nogle dages fuldstændig ro. Desuden
aftalte de, at miss Pross skulle skrive til hans datter og fortælle, at doktoren var blevet
kaldt ud på landet til en konsultation, samtidigt med at hun talte om et par linjer, doktoren
skulle have sendt Lucie med samme post.
Mr. Lorry traf disse foranstaltninger i håb om, at doktoren ville komme til sig selv
igen. Hvis det skete, havde han bestemt, at han ville søge en vis dygtig læge og få
ham til at udtale sig om doktorens tilfælde.
I håb om, at der snart ville vise sig en bedring, besluttede mr. Lorry at holde
omhyggeligt øje med patienten, uden at han mærkede det. For første gang i sit liv
ordnede han, at han fik orlov fra banken og slog sig ned ved vinduet inde i doktorens
værelse.
Det varede ikke længe, inden han opdagede, at det var ganske håbløst at tale til
doktoren, for han blev straks nervøs og urolig, hvis man tvang sig ind på ham. Han
opgav altså disse forsøg allerede den første dag ug besluttede blot til stadighed at
opholde sig inde hos doktor Manette som en tavs protest mod de drømmesyner, der
var kommet over ham. Han sad derfor henne ved vinduet og læste eller skrev og
småsnakkede af og til for at vise doktoren, at det ikke var et fængsel, han opholdt sig i.
Doktor Manette spiste og drak, hvad de gav ham, og den første dag arbejdede han,
indtil det blev for mørkt - det vil sige mere end en time efter at mr. Lorry ikke mere
kunne se at læse og skrive. Da doktoren omsider lagde værktøjet fra sig, rejste mr.
Lorry sig og sagde:
»Har De lyst til at gå ud?«
Doktoren så ned mod gulvet til begge sider ligesom i gamle dage, løftede så hovedet
og sagde:
»Ud?«
»Ja, var det ikke en god ide at gå en lille tur?«

Side 134
Han gjorde intet forsøg på at svare, men da mr. Lorry så ham sidde i tusmørket med
albuerne støttet på sine knæ, havde han alligevel indtryk af, at han uklart sagde til sig
selv: »Ja, hvorfor ikke?« I dette faktum så den kloge forretningsmand et støttepunkt,
som han agtede at gøre brug af.
Miss Pross og han delte nattevagten mellem sig og så med passende mellemrum
ind til ham fra naboværelset. Han vandrede længe op og ned, inden han omsider gik i
seng og faldt i ,søvn. Om morgenen var han tidligt oppe, satte sig straks på sin bænk
og tog fat på arbejdet.
Den anden dag hilste mr. Lorry ham muntert god morgen, kaldte ham ved navn og
talte til ham om ting, der i den sidste tid havde været ham velkendte. Han svarede
ikke men hørte åbenbart, hvad der blev sagt, og tænkte over det, selv om hans tanker
var meget uklare. Dette opmuntrede mr. Lorry til at få miss Pross derind med et
håndarbejde flere gange i dagens løb. De talte stilfærdigt om Lucie og om hendes far,
skønt han sad derinde. De gentog dette flere gange, men ikke så ofte at det plagede
doktoren, og det lettede mr. Lorrys bekymrede sind, at doktor Manette ofte så op under
disse ,samtaler, og lod til at føle, at der var noget forkert i situationen.
Da mørket faldt på, sagde mr. Lorry igen:
»Kære doktor Manette, har De ikke lyst til at gå ud?«
»Ud?« sagde doktoren.
»Ja, skal vi ikke gå en lille tur?«
Denne gang lod mr. Lorry, som om han gik ud alene, da det ikke lykkedes ham at
få,svar, og efter en times forløb vendte han tilbage. I mellemtiden havde doktoren flyttet
sig hen i stolen ved vinduet og sad og så ud på platantræet, men da mr. Lorry kom ind,
vendte han tilbage til sin skomagerbænk.
Tiden gik meget langsomt. Mr. Lorrys håb svandt, og han blev meget tungere om
hjertet for hver dag, der gik. Den tredje dag svandt, den fjerde og så den femte. Der
gik seks, syv, otte og ni dage.
Stadig blev mr. Lorry mere bekymret og tung om hjertet.
Hemmeligheden blev omhyggeligt bevaret, og Lucie anede intet, men nød blot
sin lykke. Imidlertid kunne mr. Lorry ikke undgå at se, hvordan skomageren, der i
begyndelsen havde taget lidt kejtet på arbejdet, efterhånden blev uhyggeligt øvet.
Aldrig havde han været så fordybet i, sit arbejde, og aldrig havde hans hænder taget
så behændigt på skoen som den niende aften.

En konsultation
Side 135
Udmattet af vagttjenesten faldt mr. Lorry i søvn på sin post. Den tiende morgen vågnede
han ved, at solen skinnede ind i stuen, hvor der havde været bælgmørkt, da han faldt
i søvn.
Han gned øjnene og rettede sig op, men et øjeblik efter var han ikke sikker på, at han
virkelig var vågen. For da han gik hen til doktorens dør og så ind, var skomagerbænken
og værktøjet stillet til side, og doktoren sad henne ved vinduet og læste. Han var iført sin
sædvanlige morgendragt, og hans ansigt, som mr. Lorry kunne se tydeligt, var endnu
blegt, men roligt og fordybet i det, han læste.
Selv da det var gået op for mr. Lorry, at han virkelig var vågen, følte han sig et øjeblik
usikker på, at skomagerarbejdet ikke var en drøm, for sad ikke hans ven derhenne og
så ud ganske som ellers og læste som han plejede? Og var der allermindste tegn på,
at han i mange døgn havde været en helt anden?
Det var kun i sin første forvirring, at han spurgte sig selv om alt dette, for i grunden
var svaret jo ganske soleklart. Hvis indtrykket ikke var skabt af en ganske åbenbar
årsag, hvorfor var han, Jarvis Lorry, så overhovedet i huset? Hvordan gik det til, at
han fuldt påklædt var faldet i søvn på en sofa og nu tidligt på morgenen stod udenfor
doktorens dør?
Et par minutter efter stod miss Pross ved hans side og udtrykte hviskende sin
forbavselse. Hvis der havde været den ringeste tvivl tilbage i hans sjæl, ville hendes ord
have ophævet den, men på det tidspunkt var hans hjerne ganske klar. Han foreslog, at
de skulle vente til det sædvanlige tidspunkt for morgenmaden og så møde doktoren,
som om der ikke var noget usædvanligt på færde. Hvis han så var i sin normale
sindstilstand, ville mr. Lorry varsomt prøve at foreslå den konsultation, han før havde
været så ivrig efter at opnå.
Miss Pross føjede sig efter hans ønske, og planen blev omhyggeligt drøftet. Mr.
Lorry havde rigelig tid til sit omhyggelige morgentoilette og mødte op ved morgenbordet
med rent skjortebryst og fine strømper. De kaldte på doktoren, der straks kom.
Så vidt man kunne forstå uden direkte at spørge ham om ting, som mr. Lorry
behandlede med stor diskretion, troede han, at hans datters bryllup havde fundet sted
dagen i forvejen. En bemærkning som mr. Lorry med vilje kom med angående ugedag
og dato, gjorde åbenbart doktoren urolig og nervøs. Men i alle andre retninger var
han så rolig, at mr. Lorry besluttede at gøre alvor af at søge hjælp. Og hjælpen skulle
komme fra doktoren selv. Da morgenmåltidet var forbi, og der var taget af bordet, og
doktoren og han sad alene tilbage, sagde mr. Lorry derfor:
»Min kære Manette, jeg er meget ivrig efter i dyb fortrolighed at høre Deres mening
om et højst mærkværdigt tilfælde, som jeg er dybt interesseret i. Det vil sige, sagen
forekommer mig mærkværdig, men for Dem, der ved mere om den slags ting, er den
muligvis ganske ligetil.«
Doktoren så bekymret ned på sine hænder, der var mørke af skomagerarbejdet og
lyttede interesseret til mr. Lorry. Han havde allerede flere gange før set på sine hænder.
»Doktor Manette,« sagde mr. Lorry og lagde venligt sin hånd på hans arm, »det
drejer sig om en meget god ven af mig. De må endelig høre opmærksomt på mig og
råde mig så godt De kan både for hans skyld og først og fremmest for hans datters.«
»Hvis jeg forstår Dem ret,« sagde doktoren sagte, »er det spørgsmål om et nervøst
chok ... ?«

»Ja.«
»Fortæl mig det hele og udelad ingen enkeltheder.«
Side 136
Mr. Lorry indså, at de allerede forstod hinanden, og fortsatte: »Min kære Manette,
det drejer sig om gamle og nærmest permanente virkninger af et chok, der på forskellig
måde angriber ... ja, mon De ikke ville kalde det sindet? Det drejer sig om et chok,
der bevirkede, at patienten brød sammen, og dette sammenbrud varede meget længe
- hvor længe kan jeg ikke sige, for han ved det ikke selv, og jeg har ingen muligheder
for på anden måde at skaffe mig det at vide. Patienten kom sig imidlertid fra dette
chok på en måde, han ikke selv forstår, og det har jeg engang hørt ham selv erklære
offentligt. Han er kommet sig så fuldstændigt, at man nu må regne ham for en
overordentlig intelligent mand, der kan koncentrere sig om sit arbejde, tåle store
legemlige anstrengelser og stadig kan føje nye kundskaber til sin i forvejen store
viden. Men ulykkeligvis har der været ...« Han tav og trak vejret dybt, »... et mindre
tilbagefald.«
»Hvor længe har det varet?« spurgte doktoren med sagte stemme.
»Ni døgn.«
»Hvordan viste det sig? Jeg går ud fra,« doktoren så igen på sine hænder, »at han
tog et eller andet arbejde op, som stod i forbindelse med choket?«
»Ja, det er netop sagen.«
»Har De nogen sinde set ham før i tiden,« spurgte doktoren roligt, men med sagte
stemme, »når han var beskæftiget med dette arbejde?«
»Ja, én gang.«
»Og da tilbagefaldet kom, var han så i de fleste retninger ... akkurat som han var
den gang?«
»Ja, jeg tror, man kan sige i alle retninger.«
»De talte om hans datter. Ved hans datter om dette tilbagefald?«
»Nej. Det er blevet holdt skjult for hende, og jeg håber, hun aldrig får det at vide. Det
er kun mig, der ved det og et menneske til, som jeg kan stole på.«
Doktoren greb hans hånd og hviskede: »Det var smukt gjort. Det var meget
betænksomt!« Mr. Lorry trykkede doktorens hånd, og det varede lidt, inden nogen af
dem talte igen.
Så sagde mr. Lorry på sin venlige, hensynsfulde måde: »Ser De, min kære doktor
Mariette, jeg er jo kun en almindelig forretningsmand og egner mig aldeles ikke til at
beskæftige mig med den slags indviklede sager. Jeg mangler de fornødne kundskaber,
jeg er ikke begavet nok, jeg trænger til råd og støtte og derfor henvender jeg mig til Dem.
Der findes ingen anden mand i hele den vide verden, som jeg kunne tale til om dette
tilbagefald. Sig mig, hvordan er det sket? Er det muligt, at der kommer gentagelser?
Kan det forhindres? Hvordan skal man optræde, hvis der kommer et tilbagefald? Hvad
kan jeg gøre for min ven? Intet menneske kan nære et varmere ønske om at hjælpe,
hvis jeg blot vidste, hvordan det skal gribes an. Men jeg forstår mig som sagt ikke på
den slags tilfælde. Hvis Deres kundskaber og erfaring kan sætte mig på den rette vej,
så kan jeg muligvis udrette en hel del, men uden hjælp formår jeg intet. Gør mig den
tjeneste at drøfte sagen med mig, så jeg lærer at forstå situationen bedre og sig mig,
hvordan jeg kan være til nytte.«
Doktor Mariette sad længe og tænkte sig om efter at have lyttet til disse hjertelige
ord, og mr. Lorry prøvede ikke at tvinge ham til at svare.

Side 137
»Jeg tror, det er sandsynligt,« tvang doktoren sig omsider til at svare, »at det
tilbagefald, De har beskrevet, kære ven, ikke kom helt uventet bag på patienten.«
»Frygtede han det?« dristede mr. Lorry sig til at spørge.
»Ja, i høj grad,« sagde doktoren gysende. »De aner ikke, hvor sådan en angst, kan
virke knugende på patienten, og hvor svært ... hvor næsten umuligt det er for ham at
sige et eneste ord til andre om alt det, der tynger hans sind.«
»Ville det for ham føles som en lettelse,« spurgte mr. Lorry, »hvis man kunne
overtale ham til at betro sig til en eller anden, når disse ting plager ham?«
»Ja, det tror jeg. Men det er, som jeg allerede har sagt Dem, praktisk talt umuligt.
Jeg tror næsten, at jeg i visse tilfælde kan sige, det er helt umuligt.«
»Sig mig nu,« sagde mr. Lorry, idet han varsomt igen lagde sin hånd på doktorens
arm, efter at de en stund begge havde siddet tavse, »hvori ligger efter Deres mening
årsagen til dette anfald?«
»Jeg tror,« sagde doktor Manette, »at tanker og minder fra det første sygdomsanfald
i den sidste tid er blevet genoplivet i meget høj grad. Nogle tankeforbindelser af meget
levende art har vistnok trængt sig ind på ham. Det er muligt, at han længe har følt
en stærk angst for, at disse minder skulle dukke op ... vi kan jo sige under visse
omstændigheder ... ved en særlig lejlighed. Forgæves prøvede han at forberede sig
på dette chok, og måske har anstrengelsen derved gjort ham mindre skikket til at bære
det.«
»Tror De, han husker, hvad der skete under tilbagefaldet?« spurgte mr. Lorry
tøvende.
Doktoren så sig forpint om i stuen, rystede på hovedet og svarede: »Nej,
overhovedet ikke.«
»Og hvad nu fremtiden angår?« fortsatte mr. Lorry.
»Ja, hvad fremtiden angår,« sagde doktoren bestemt, »så er jeg meget
fortrøstningsfuld. Da himmelen har været så nådig at gøre anfaldet kort, mener jeg,
det ser lyst ud. Han har givet efter for et pres af forskellige ting, som han længe har
forudset og gruet for og har rettet sig, efter at skyen er gledet forbi, så jeg håber, det
værste er overstået.«
»Ja, det er unægtelig en stor trøst, og det er jeg meget glad over,« sagde mr. Lorry.
»Og jeg er dybt taknemmelig,« svarede doktoren.
»Der er to ting til, jeg gerne vil spørge Dem om,« sagde mr. Lorry. »Må jeg fremsætte
dem?«
»De kan ikke gøre Deres ven en større tjeneste,« svarede doktor Mariette og
trykkede hans hånd.
»Så tager jeg fat på det første. Han læser overordentlig meget og med stor energi.
Han er meget interesseret i alt angående sit fag. Eksperimenter og den slags ting. Sig
mig, tror De, han arbejder for meget?«
»Nej, det tror jeg ikke. Det kan jo være hans natur at trænge til den slags intens
koncentration, og jo mere hans sind beskæftiges med normalt arbejde, jo mindre er
der fare for, at det vender sig mod unormale ting. Det er ikke utænkeligt, at han selv
har lagt mærke dertil og handler derefter.«
»De er altså sikker på, at han ikke arbejder under for stærkt et tryk?«

»Jeg tror, jeg er ganske sikker på det.«
»Min kære Manette, hvis han var overanstrengt ...«
Side 138
»Min kære Lorry, det er praktisk talt utænkeligt. Der har været et stærkt pres i en
retning, og det krævede en modvægt.«
»Undskyd at jeg som forretningsmand beder om nøjagtige oplysninger. Hvis han nu
var overanstrengt, ville det så ikke fremkalde et nyt nerveanfald?«
»Det tror jeg ikke. Jeg tror overhovedet ikke,« sagde doktor Manette med
overbevisningens styrke, »at noget udover tankeforbindelser med selve fortiden kan
fremkalde anfaldene. Jeg tror, at i fremtiden vil kun et chok af usædvanligt art, der
berører netop de strenge i hans sind, kunne forny dem. Efter det, der er sket, og efter
at han er kommet sig, kan jeg overhovedet ikke tænke mig, hvad der skulle fremkalde
dem. Jeg håber og tror, at der ikke mere findes noget, som kan have den virkning på
ham.«
Han udtalte sig med en forsigtighed, som er karakteristisk for den, der ved, hvor
lidt der skal til for at forstyrre den åndelige balance og dog med den tillid, som røber
manden, der langsomt har arbejdet sig frem gennem lidelser til denne sikkerhed. Hans
ven ville ikke for alt i verden rokke ved denne tillid. Han erklærede sig mere lettet og
beroliget, end han i virkeligheden var, og vendte sig derpå mod sit sidste spørgsmål.
Han følte, at det var det vanskeligste af dem alle, men når han mindedes sin samtale
med miss Pross hin søndag eftermiddag og det, han havde været vidne til i de sidste
ni dage, så indså han, at det ikke var til at komme udenom.
»Den beskæftigelse, han hengiver sig til under det anfald, han nu lykkeligvis
har overstået,« sagde mr. Lorry og rømmede sig, »kan vi jo for eksempel kalde
smedehåndværk ... ja, smedehåndværk. Vi kan jo sætte, at han i sin ulykkelige fortid
har betjent sig af en lille esse, og at han nu ganske uventet gav sig til at arbejde med
denne esse igen. Er det ikke uheldigt, at han fremdeles har denne esse hos sig?«
Doktor Manette lagde sin hånd over øjnene og trommede nervøst i gulvet med sin
ene fod.
»Han har altid haft den hos sig,« fortsatte mr. Lorry med et ængsteligt blik på sin
ven, »men ville det ikke være bedre, om han skilte sig af med den?«
Doktoren blev siddende i samme stilling og trommede stadig i gulvet med foden.
»De finder det måske vanskeligt at råde mig på dette punkt?« sagde mr. Lorry. »Jeg
forstår så godt, at det er et lidt pinligt emne. Men alligevel tror jeg . .« Han tav og rystede
på hovedet.
»Ser De,« sagde doktor Manette og vendte sig mod ham efter en lidt trykkende
pause, »det er overordentligt vanskeligt at give en klar fremstilling af, hvad der
foregår i den arme mands hjerne. Han længtes en overgang så voldsomt efter denne
beskæftigelse, og den betød så meget for ham, da han omsider fik lov til at give sig af
med den. Der er ingen tvivl om, at det lindrede hans smerte meget at erstatte hjernens
tågede virksomhed med fingrenes famlende virksomhed og efterhånden som han blev
mere øvet, at erstatte den sindrige åndelige tortur med hændernes sindrige arbejde, så
derfor har han aldrig kunnet udholde den tanke helt at fjerne værktøjet fra sin nærhed.
Selv nu da han ser lysere på sit helbred end nogen sinde før, kan han gribes af rædsel,
når han tænker på, at han måske kunne få brug for sin gamle beskæftigelse og så ikke
have det fornødne værktøj. Det er en følelse, der ligner den, som griber et barn, når
det er faret vild.«

Han lignede selv det barn, da han så hen på mr. Lorry.
Side 139
»Men er det ikke tænkeligt ... husk på, jeg spørger kun som en forretningsmand, der
udelukkende forstår sig på pund, shillings og pence ... er det ikke tænkeligt, at synet
af dette værktøj kan fremkalde mindet om den triste fortid? Hvis tingene forsvandt, min
kære Manette, ville angsten så ikke samtidig forsvinde? Kort sagt, er det ikke at støtte
faren, hvis essen bliver stående?«
Der blev påny en pause.
»Men De forstår jo nok,« sagde doktoren med skælvende stemme, »at det er sådan
en gammel ven.«
»Jeg ville ikke beholde den,« sagde mr. Lorry og rystede på hovedet, for han blev
mere og mere bestemt, jo mere ængstelig doktoren var. »Jeg ville råde ham til at bringe
dette offer. Jeg ønsker kun at få Deres samtykke, for jeg er overbevist om, at den volder
skade. Vær nu rar og giv mig Deres samtykke. For hans datters skyld.«
Det var forunderligt at iagttage den kamp, der foregik i doktorens sjæl.
»Ja, lad det så ske for hendes skyld. Jeg giver mit samtykke. Men jeg ville ikke fjerne
tingene, medens han er til stede. Lad det ske, når han er borte. Lad ham savne sine
gamle kammerater, når han kommer hjem.«
Det lovede mr. Lorry beredvilligt, og dermed sluttede samtalen. De tilbragte dagen
ude på landet, og doktoren var helt sig selv. De tre næste dage havde han det
udmærket, og dagen derpå rejste han af sted for at møde Lucie og hendes mand.
Mr. Lorry havde forklaret ham, hvad der var blevet gjort for at give hans datter en
tilfredsstillende forklaring på hans lange tavshed, og doktoren skrev et par breve, der
understregede denne forklaring, så Lucie anede intet.
Om aftenen den dag, doktoren var rejst, gik mr. Lorry ind i hans værelse med en sav
og en økse fulgt af miss Pross, der bar et lys. Bag lukkede døre tog mr. Lorry nu fat på
at hugge skomagerbænken op, og miss Pross holdt lyset med en mine, som om hun
overværede et mord - hvilket hendes dystre udseende egentlig også passede godt til.
De gik straks efter i gang med at brænde liget - der først var hugget i passende
stykker - ude i komfuret, og værktøjet, skoene og læderet blev gravet ned ude i haven.
Så frygtelig forekommer ødelæggelse og hemmelige gerninger ærlige sjæle, at medens
mr. Lorry og miss Pross udførte arbejdet og bagefter udslettede alle spor efter det, følte
de sig og så ud, som om de var beskæftiget med en grufuld forbrydelse.

En bøn
Side 140
Da det nygifte par kom hjem, var Sydney Carton den første, der mødte op for at
gratulere dem. De havde ikke været ret mange timer i hjemmet, da han kom. Han havde
ikke forbedret sig, hvad ydre og vaner angår, men der var en vis barsk hengivenhed
hos ham, som Charles Darnay ikke før havde bemærket.
Sydney fandt lejlighed til at trække Darnay hen i en vinduesfordybning, hvor han
kunne tale med ham uden at andre hørte det.
»Mr. Darnay,« sagde Carton, »jeg ville ønske, vi to kunne blive venner.«
»Jeg håber da, at vi allerede er venner.«
»Det er meget pænt af Dem at sige det, men det er jo kun talemåder, og det er ikke
sådan, jeg mener det. Når jeg siger, jeg ønsker, vi kunne blive venner, så udtrykker det
måske heller ikke rigtig, hvad jeg mener.« -
Charles Darnay spurgte ham på sin sædvanlige elskværdige måde, hvad han da
mente.
»Jeg har min sandten lettere ved at føle det end ved at få det sagt,« svarede Carton
med et smil. »Men lad mig i hvert fald prøve at forklare Dem det. De husker måske en
vis mindeværdig aften, da jeg var mere beruset end ... end jeg plejer?«
»Jeg husker en vis mindeværdig aften, da De tvang mig til at indrømme, at De havde
drukket.«
»Ja, og den husker jeg også. Forbandelsen ved disse begivenheder hviler tungt på
mig, fordi jeg altid husker dem bagefter. Jeg Håber, det faktum vil blive regnet mig
til gode, når mine dage er omme! Men vær ikke bange - jeg agter ikke at holde en
præken.«
»Jeg er aldeles ikke bange. Det skræmmer mig ikke at høre Dem tale alvorligt.«
Carton gjorde en bevægelse med hånden, som om han viftede den bemærkning til
side. »Den aften da jeg var fuld ... det var for resten kun en af mange lignende aftener,
som De jo ved ... udtalte jeg mig meget uforskammet om, hvorvidt jeg kunne lide Dem
eller ej. Jeg ville ønske, at De kunne glemme det.«
»Det har jeg allerede for længe siden glemt.«
»Igen talemåder! Men, mr. Darnay, jeg selv glemmer ikke så let, som De vil give det
udseende af, at De gør. Jeg har nemlig absolut ikke glemt det, og talemåder hjælper
mig heller ikke nu til at glemme det.«
»Hvis mit svar lød overfladisk,« svarede Darnay, »så beder jeg Dem tilgive mig. Det
var blot min hensigt at skyde den bagatel til side, da jeg mærkede, at den pinte Dem.
Jeg giver Dem mit æresord på, at jeg for længe siden har strøget den af mine tanker.
Du godeste Gud, det var jo en ren ubetydelighed. Var det måske ikke rimeligere, at jeg
huskede den store tjeneste, De gjorde mig den dag?«
»Hvad den store tjeneste angår, så må jeg, når De taler om den på den måde,
indrømme, at den var et rent og skært juridisk kneb. Jeg tror ikke, jeg på det tidspunkt
interesserede mig for, hvordan det gik Dem. Men læg vel mærke til, at jeg nu taler om
fortiden.«
»De vil gøre det, De udrettede, til intet,« svarede Darnay, »men jeg skal ikke kives
med Dem, når De bruger talemåder.«

Side 141
»Tro mig, mr. Darnay, det er virkelig sandt. Men jeg er kommet bort fra mit
oprindelige emne - nemlig hvorvidt vi kunne blive venner. Nu da De kender mig, ved
De jo, at jeg ikke egner mig til de højeste og bedste ting her i livet. Og hvis De ikke ved
det, så spørg Stryver. Han vil bevidne, at jeg har ret.«
»Jeg foretrækker ærlig talt at danne mig min mening uden hans hjælp.«
»Nå, men i hvert fald ved De da, at jeg er en fordrukken fyr, der aldrig har gjort spor
af gavn og aldrig kommer til at gøre det.«
»Jeg ved ikke, om De aldrig kommer til det!«
»Men det ved jeg, og De må tage mit ord for det. Nå, men hvis De kan udholde at
have en fyr med dårligt rygte i Deres hjem, så vil jeg bede om lov til fremdeles at have
min gang her i huset. Jeg ville ønske, at De ville betragte mig som en unyttig og - hvis
det ikke var for ligheden mellem os, ville jeg sige - lidet dekorativ genstand, der bliver
tålt, fordi den har været der så længe, og som ingen tager nogen notits af. Jeg tror ikke,
jeg ville misbruge en sådan tilladelse. Måske vil jeg højst benytte mig af den fire eller
fem gange om året. Men det ville glæde mig at have tilladelsen.«
»Kom De bare!«
»Det er jo en anden form for at sige, at jeg er placeret på den måde, jeg selv
antydede, og jeg takker Dem, Darnay. De har vel ikke noget imod, at jeg kalder Dem
sådan?«
»Nej, det synes jeg, vi har kendt hinanden længe nok til, Carton.«
De gav hinanden hånden på det, og Sydney vendte sig bort. Inden der var gået et
minut, var han tilsyneladende sit gamle sarkastiske selv.
Da han var gået, og miss Pross, doktoren og mr. Lorry sad sammen med det unge
par, kom Charles Darnay med et par vage bemærkninger om sin samtale med Sydney
Carton og talte om, hvor ligegyldig og sløv han var. Han mente ikke at være hård i sin
dom, men talte blot om Carton, sådan som han forekom folk i almindelighed.
Det faldt ham ikke et øjeblik ind, at hans unge hustru ville lægge særlig vægt på
disse udtalelser, men da de senere blev alene i deres egne værelser, vendte hun sig
mod ham med sit gamle, smukke, stolte udtryk i ansigtet.
»Vi ser lidt tankefuld ud i aften!« sagde Charles.
»Ja, kæreste Charles.« Hun lagde begge hænder mod hans bryst og så spørgende
og undersøgende på ham. »Vi er lidt tankefulde i aften, for vi har noget på hjerte.«
»Og hvad er så det, min egen Lucie?«
»Vil du love mig ikke at komme med spørgsmål, hvis jeg beder dig derom?«
»Om jeg vil? Findes der overhovedet noget, jeg ikke vil love dig, min elskede?«
Han strøg det gyldne hår fra hendes pande og så ind i de blå øjne, der lyste af
kærlighed til ham.
»Kæreste Charles, jeg synes, at mr. Carton fortjener mere hensyn og agtelse, end
du viste ham i dine udtalelser før.«
»Synes du, min skat? Og hvorfor det?«
»Det er netop det, du ikke må spørge mig om. Men jeg tror .. nej, jeg ved, at han
fortjener det.«
»Hvis du ved det, så er det mig nok. Hvad vil du da have, jeg skal gøre?«

Side 142
»Jeg beder dig altid være god og hensynsfuld, når du ser ham og meget
overbærende med hans fejl, når han ikke er til stede. Du må tro mig, han har et hjerte,
som han meget sjældent lader andre se, og det bløder af dybe sår. Jeg ved det, fordi
jeg selv har set det.«
»Det gør mig forfærdelig ondt, hvis jeg har gjort ham uret,« sagde Darnay forbavset.
»Det havde jeg aldrig tænkt mig om ham.«
»Men sådan er det nu. Desværre kan vi vist ikke redde ham, for der er næppe håb
om bedring i hans forhold. Men jeg er overbevist om, at der er meget godt i ham, og at
han kunne udføre mange gode, ja, ligefrem ædle handlinger her i livet.«
Hun var så smuk i sin tillidsfulde tro på stakkels Carton, at hendes mand stirrede
betaget på hende.
»Og husk så på, kæreste,« fortsatte hun og lagde sit hoved mod hans skulder, »hvor
stærke vi er i vor lykke, og hvor svag han er i sin ulykke.«
Han blev dybt rørt over hendes ord. »Ja, det vil jeg altid huske, min egen ven. Jeg
vil huske det, så længe jeg lever.«
Han bøjede hovedet og kyssede hendes røde mund. Hvis en ensom vandringsmand
i Londons mørke gader kunne have hørt hendes kærlige ord og set de tårer, som
hendes mand nu kyssede bort, ville han sikkert have hvisket som så ofte før:
»Gud velsigne hende for hendes hjertevarme medlidenhed.«

Ekko af fodtrin
Side 143
Der var, som allerede før omtalt, et mærkværdigt ekko ved doktorens hjørnehus. Lucie
sad i det stille hus travlt beskæftiget med at knytte den gyldne tråd, der bandt hende,
hendes mand og hendes far tættere sammen i deres lykkelige tilværelse, og imens
lyttede hun til ekkoet af årenes fodtrin.
Skønt hun var en lykkelig, ung hustru, kunne der i begyndelsen være øjeblikke, da
sytøjet gled ud af hendes tænder, og hendes blå øjne fyldtes med tårer. For der var
noget i ekkoet - noget fjernt og let, som næsten ikke kunne høres, men som alligevel
greb hende om hjertet, fordi det talte til hende om håb og angst. Håb om en ny slags
kærlighed og angst for, at døden skulle hindre hende i at nyde den lykke, hun nu
ventede på.
Men den tid svandt også bort, og hun holdt den lille nye Lucie i sine arme. Nu hørtes
hendes trippende fødder og muntre pludren ind imellem ekkoet af det, der nærmede
sig. Hvor kraftigt ekkoet af større begivenheder end blev, så overdøvede det aldrig den
lyd i den unge mors øre.
Lucie havde altid travlt med at spinde den gyldne tråd, der bandt hendes kære
sammen, men årenes ekko rummede kun fred og harmoni. Hendes mands fodtrin var
faste og lykkelige, hendes fars jævne og sunde, og miss Pross travede iført et seletøj
af sejlgarn tilfreds omkring ude under platantræet og prustede og stejlede som en rigtig
væddeløbshest.
Og når sorgens fodtrin hørtes mellem de andre, var de ikke hårde og grusomme.
Selv da et lille drengehoved med gyldne krøller som hendes egne lå mat og træt på
puden, og en lille stemme hviskede:
»Jeg ville gerne blive hos jer alle sammen, men Vorherre vil have mig hjem,« var
det ikke blot smertenstårer, der faldt fra den unge mors øjne. Lad de små børn komme
til mig, var ord, der bragte hjertet trøst.
Nu hørte Lucie også sus af en engels vinger ind imellem ekkoet af fodtrin, medens
lille Lucie havde travlt med at lege, at hun gjorde rent eller med at klæde sin dukke på
og ind imellem snakkede løs i de to byers sprog, som forenedes i hendes lille person.
Ekkoet af Sydney Cartons skridt hørtes kun sjældent undtagen i Lucies tanker. Højst
seks, syv gange om året gjorde han brug af sin ret til at komme uanmeldt og tilbragte
så aftenen hos dem, som han så ofte havde gjort før. Han var aldrig påvirket af vin, når
han kom. Og der var også en anden ting om ham, som ekkoet hviskede og har hvisket
gennem tiderne om mange som ham.
Ingen mand har nogen sinde virkelig elsket en kvinde og mistet hende, men dog
stadig bevaret sin rene kærlighed til hende, selv efter at hun var blevet hustru og
mor, uden at hendes børn følte en mærkelig sympati for ham - en instinktiv, varm
medlidenhed. Intet ekko kan sige os, hvori denne hemmelige forståelse består, men
den er der, og sådan var det også i dette tilfælde. Carton var den første, som lille
Lucie rakte sine buttede arme ud imod, og han bevarede sin plads i hendes hjerte,
efterhånden som hun blev større. Den lille drengs sidste ord var også: »Kys Carton
fra mig!«
Mr. Stryver borede sig frem i juraen som en stor maskine, der maser sig gennem et
oprørt hav, og Hans nyttige ven fulgte i hans kølvand som en lille slæbebåd. Da den
slags både ikke har det let og ofte er helt under vand, førte Sydney et temmelig fugtigt
liv. Men vanen var så nem og stærk - ulykkeligvis så langt nemmere og stærkere hos

Side 144
ham end skam og viljestyrke, så hans liv blev ikke anderledes, og det faldt ham ikke
mere ind at hæve sig fra sin stilling som sjakal, end det falder en virkelig sjakal ind at
prøve på at blive løve. Stryver var rig. Han havde giftet sig med en enke, der havde
formue og tre sønner, der ikke havde noget strålende ved sig undtagen det velfriserede
hår på deres runde hoveder.
Disse tre håbefulde poder havde mr. Stryver, som udstrålede den mest utiltalende
overlegenhed fra hver eneste pore, taget med sig hen til det stille hjørnehus i Soho
og foreslået Lucies mand at undervise med de taktfulde ord: »Her har De tre klumper
smør til hjælp ved Deres ægteskabelige skovtur, Darnay!« Tilbudet blev høfligt afslået,
og det forargede mr. Stryver i højeste grad, men senere benyttede han det som
illustration i sine opdragende foredrag ved at præke for de tre poder, at de måtte
vogte sig for fattigstolthed som den, de havde set hos denne skolelærer. Når han om
aftenen sad ved sin vin, havde han også den vane at fortælle sin kone om, hvordan
mrs. Darnay tidligere havde »været ude efter ham«, og om hvor snedigt han selv
havde undgået at »blive fanget«. Nogle af hans juridiske kolleger, der somme tider
overværede disse løgnehistorier, undskyldte ham med, at han havde fortalt dem så
ofte, at han efterhånden selv troede dem - hvilket jo i virkeligheden kun gør sagen så
meget værre, at han burde være ført til et afsidesliggende sted og klynget op der.
Det var ekkoet af alt det, som Lucie lyttede til somme tider eftertænksom og somme
tider med smil og latter, indtil hendes lille pige var seks år gammel. Det behøver næppe
at siges, hvor kært ekkoet af barnets fodtrin var hende, og at de sammen med hendes
mands og hendes fars skridt dannede hele hendes lykke. Hun glædede sig over sit
stille, hyggelige hjem, som hun styrede så økonomisk og klogt, over at høre sin far sige,
at hun var ham en endnu bedre datter efter sit giftermål og over sin mands gentagne
bemærkninger om, at ingen kunne være ham en bedre og kærligere hustru, end hun.
»Hvad er det for en magisk evne hos dig, kæreste, som gør, at du er alt for os alle?«
sagde han ofte. »Som om hver enkelt af os var den eneste ene, men alligevel har du
aldrig travlt og bliver aldrig træt.«
Men der lød andre slags ekko fra det fjerne, og de rullede truende frem mod
gadehjørnet netop på den tid. Det var kort efter lille Lucies seks års fødselsdag, at
ekkoet fra Frankrig begyndte at lyde som et vældigt uvejr med brølende bølgeslag.
En aften midt i juli 1789 kom mr. Lorry hen til dem direkte fra Tellsons Bank og satte
sig ved vinduet sammen med Lucie og hendes mand. Det var en lummerhed aften,
og de kom alle tre til at tænke på den søndag aften for lang tid siden, da de havde
betragtet uvejret fra det selvsamme vindue.
»Jeg begyndte næsten at tro, jeg måtte blive hele natten i banken,« sagde mr. Lorry
og rettede på sin paryk. »Vi har haft så meget at gøre lige siden i morges, at vi hverken
vidste ud eller ind. Der er så megen ængstelse i Paris, at vi ligefrem har haft run på
banken af folk, der vil deponere deres værdier hos os! Vore klienter derovre kan ikke
hurtigt nok få betroet os deres ejendele. De har en ren mani for at sende alt herover
til England.«
»Det ser uhyggeligt ud,« sagde Darnay.
»Synes De, det er uhyggeligt, kære Darnay? Men vi ved jo i grunden slet ikke, hvad
årsagen er. Folk er så urimelige. Nogle af os i banken er jo ved at blive gamle, og
vi kan virkelig ikke påtage os alt det arbejde, hvis der ikke er god grund til al denne
ængstelse.«
»Ja,« svarede Darnay, »men De ved da nok, hvor truende det ser ud.«

Side 145
»Selvfølgelig ved jeg det,« sagde mr. Lorry, der gerne ville give det udseende af, at
han var gnaven, »men jeg er nu irriteret over alt det slid, vi har haft. Hvor er Manette
henne?«
»Han er her,« sagde doktoren, som kom ind i den mørke stue.
»Jeg er virkelig glad over, at De er hjemme, for alt det jageri og al den utryghed, jeg
har været omgivet af i dag, har gjort mig meningsløst nervøs. De skal da vel ikke ud?«
»Nej, jeg havde tænkt at spille triktrak med Dem, hvis De har lyst,« svarede doktoren.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg helst være fri, for i aften ville jeg ikke være
Dem en værdig modstander. Er tebordet herinde endnu, Lucie? Her er så mørkt, at
jeg ikke kan se det.«
»Naturligvis har vi ladet det stå til Dem.«
»Tak, min ven. Min lille veninde ligger vel allerede trygt og godt i sin seng?«
»Ja, og sover fast.«
»Sådan skal det være. Alt trygt og roligt! Jeg ved sandelig heller ikke, hvorfor alt
her ikke skulle være trygt og roligt. Men jeg har været så nervøs hele dagen, og jeg
er jo heller ikke så ung, som jeg har været! Er det min te? Tusind tak, min ven. Kom
nu og sæt dig her hos os, og lad os alle sammen lytte til dit ekko, som du jo har din
egen mening om.«
»Det er ikke en mening, men blot drømmerier.«
»Så kald det drømmerier, kæreste barn;« sagde mr. Lorry og klappede hendes hånd.
»Men der er mange skridt i aften, og de gør sådan en støj, ikke sandt? Hør blot!«
Det var vanvittige, hurtige, farlige fodtrin, der ville tvinge sig ind i andre menneskers
liv. Fodtrin, der ikke let kunne vaskes rene igen, når de først var farvet røde. Medens
den lille vennekreds sad sammen i London genlød Saint Antoine i Paris af den slags
fodtrin.
Om morgenen havde Saint Antoine været et bølgende hav af fugleskræmsler, og
over dette hav for hastige glimt, når sollyset faldt i bajonetter og sabler. Et mægtigt brøl
lød fra Saint Antoines strube, og nøgne arme hævedes højt til kamp som nøgne grene,
der svajede for vinterstormen. Fingre krummede sig om våben eller ting, der kunne
bruges som våben og nu pludselig blev draget frem fra dybet.
Hvem uddelte dem, hvor kom de fra, hvordan begyndte de at dukke op, hvem
slyngede dem ud over mængdens hoveder som lyn på en solklar dag? Ja, alt det kunne
ingen opdage. Men der blev uddelt muskedonnere og patroner og krudt og kugler,
jernstænger, knive, økser, hakker, alle slags genstande, der overhovedet kunne bruges
som våben. Folk, der ikke kunne få fat i andet, sled hænderne til blods for at rive sten
løs fra murene. Hvert hjerte i Saint Antoine bankede som i feber. Hvert levende væsen i
kvarteret havde mistet al respekt for menneskeliv og var grebet af en vild, lidenskabelig
trang til at ofre sit eget.
Som boblende hvirvler i vand, der koger, har et centrum, således sydede hvirvlerne
her om Defarges vinbod, og hver eneste dråbe i malstrømmen søgte hen mod Defarge,
der sodet af krudt og sved stod og gav ordrer, uddelte våben, skubbede den ene mand
tilbage, trak den anden frem, tog våbnet fra en for at give det til en anden, arbejdede
og råbte, hvor larmen og trængselen var størst.
»Hold dig i nærheden af mig, Jacques Tre,« råbte Defarge. »Og I, Jacques Et og
To, gå hver jeres vej og stil jer i spidsen for så mange patrioter, som I kan få samlet.
Hvor er min kone?«

Side 146
»Her har du mig!« svarede madame på sin sædvanlige, rolige maner. I dag havde
hun lagt strikketøjet fra sig. I højre hånd holdt hun en økse, og i bæltet bar hun en pistol
og en uhyggelig kniv.
»Hvor går du hen, kone?«
»Foreløbig går jeg med dig,« svarede madame. »Senere skal du se mig i spidsen
for kvinderne.«
»Så kom!« råbte Defarge med rungende stemme. »Patrioter og venner! Nu er vi
rede! Af sted til Bastillen!«
Med et brøl, som om hele Frankrigs åndedræt samlede sig om det ene hadede
ord, rejste menneskehavet sig i bølge efter bølge, dal efter dal og brød ind over byen.
Alarmklokker lød, trommehvirvler smældede, menneskehavet slog larmende ind mod
sin nye kyst - angrebet var begyndt.
En dyb grav, en dobbelt vindebro, massive stenmure, otte mægtige tårne, kanoner,
muskedonnere, ild og røg. Gennem ilden og gennem røgen bar menneskehavet
Defarge hen mod en kanon, han overtog straks rollen som kanoner og kæmpede som
en tapper soldat i to frygtelige timer.
En dyb grav, en enkelt vindebro, massive stenmure, otte mægtige tårne, kanoner,
muskedonnere, ild og røg. Vindebroen er nede! »Hæng i, kammerater! Hæng i!
Tag fat, Jacques Et, Jacques To, Jacques Tusind, Jacques Totusind, Jacques
Femogtyvetusind i alle engles eller djævles navn ... det må I selv om ... men hæng
i!« Sådan råbte Defarge, medens han stod ved sin kanon, der allerede forlængst var
løbet varm.
»Denne vej, kvinder!« råbte madame. »Kan vi måske ikke slå ihjel lige så godt
som mændene, når fæstningen først er erobret?« Og med skingre, blodtørstige skrig
stimlede kvinderne sammen om hende med deres mangeartede våben, men alle besat
af sult og hævnlyst.
Kanoner, muskedonnere, ild og røg. Men stadig var der den dybe grav, den enkelte
vindebro, de massive stenmure og de otte mægtige tårne. Nu og da blev der tomme
pladser i menneskehavet, når de sårede faldt til jorden. Blinkende våben, blussende
fakler, rygende vognlæs af våd halm, hårdt arbejde med at bygge barrikader i alle
retninger, skrig, eder, skud, forbandelser, grænseløs tapperhed, smæld og raslen
og det evige brøl fra menneskehavet. Men stadig stod den dybe grav, den enkelte
vindebro, de massive stenmure og de otte mægtige tårne, og stadig var Defarge fra
vinboden på sin post ved kanonen, der nu var dobbelt så varm efter fire timers rasende
kamp.
Et hvidt flag blev hejst på fæstningen, og der blev parlamenteret, men alt hørtes
og sås kun dunkelt gennem larm og røg. Pludselig hævede menneskehavet sig i en
mægtig bølge og bar Defarge fra vinboden over den sænkede vindebro, forbi massive
stenmure ind mellem de otte mægtige tårne. Fæstningen havde overgivet sig!
Det var fuldkommen håbløst at kæmpe mod strømmen. Han kunne hverken få vejret
eller vende hovedet. Det var ligesom han kæmpede mod sydhavets bølgeslag, til han
omsider havnede i Bastillens ydergård, hvor han hagede sig fast i et hjørne af muren
og så sig om. Jacques Tre var næsten ved siden af ham. Madame Defarge var stadig
i spidsen for kvindernes skare. Han kunne se hende lidt forude med kniven i sin hånd.
Overalt var der uro, øredøvende larm, sindssvag forvirring og vilde gebærder.
»Fangerne!«

»Journalerne!«
»De hemmelige celler!«
»Torturredskaberne!«
»Fangerne!«
Side 147
Af alle råbene var ordet »fangerne«! det, som hørtes over alle andre. Skaren
stormede frem, som om det var en uendelighed af mennesker i en uendelighed af tid
og rum. Da de første bølger skyllede tilbage, førte fængslets embedsmænd med sig og
truede dem med døden, hvis en eneste hemmelighed forblev uafsløret, greb Defarge
en af disse mænd i brystet med sine to stærke hænder - det var en gråhåret mand,
som havde en fakkel i hånden - skilte ham ud fra flokken og skubbede ham ind mellem
sig selv og muren.
»Vis mig nordtårnet!« sagde Defarge. »Hurtigt!«
»Ja, det skal jeg,« svarede manden, »hvis De vil følge med. Men der sidder ingen
der.«
»Hvad betyder Ethundrede og fem, nordtårnet?« spurgte Defarge.
»Svar hurtigt!«
»Hvad det betyder, monsieur?«
»Betyder det en fange eller et fangehul? Vil du have, at jeg skal slå dig ned her på
stedet?«
»Dræb ham!« kvækkede Jacques Tre, som var kommet hen til dem.
»Monsieur, det er en celle.«
»Vis mig den!«
»Så kom med denne vej.«
Jacques Tre var besat af sin sædvanlige grådighed og følte sig åbenbart dybt skuffet
over, at samtalen ikke endte med blodsudgydelse, han holdt fast i Defarges arm, mens
denne holdt fast i fangevogterens arm. De tre hoveder havde været tæt ved hinanden
under denne korte samtale, men det var kun med nød og næppe, de kunne høre
hinanden, så voldsom var larmen fra menneskehavet, der strømmede ind i fæstningen
og fyldte gårde, gange og trapper. Også uden for murene hørtes det dybe, hæse brøl,
og over det hævede sig af og til skrig, der stod som skumsprøjt fra menneskebølgen.
Gennem mørke hvælvinger, hvor dagens lys aldrig var trængt ind, forbi hæslige døre
ind til skumle celler og bure, ned ad fugtige trapper og op igen ad ujævne stentrin,
der snarere lignede udtørrede vandfald end trapper, vandrede Defarge, fangevogteren
og Jacques Tre arm i arm så hurtigt, de overhovedet kunne. I begyndelsen mødte de
ofte store menneskeskarer, der strømmede dem forbi, men da de var nået højere op
i bygningen og krøb op ad tårnets vindeltrappe, var de alene. Her bag de tykke mure
hørtes stormen inde i fængslet og udenfor kun svagt, som om deres hørelse havde
taget skade af al den larm, de havde været igennem.
Fangevogteren standsede ved en lav dør, stak nøglen i en raslende lås, skubbede
langsomt døren op og sagde, idet de alle tre bukkede sig og gik ind:
»Ethundrede og fem, nordtårnet!«
Højt oppe i muren var der en lille vinduesåbning uden ruder men med svære
jernstænger for, og der var bygget en stenskærm foran vinduet, så man kun kunne se
himlen ved at bøje sig langt, langt ned og derpå se op. Der var en lille kamin med svære

Side 148
jernstænger et lille stykke oppe i skorstenen, og inde på ildstedet lå der en lille bunke
fjerlet træaske. Der var en taburet, et bord og en briks med strå. Der var fire sodede
vægge, og i den ene af dem var der fastgjort en rusten jernring.
»Før din fakkel langsomt hen langs væggene, så jeg kan se dem,« sagde Defarge
til fangevogteren.
Manden adlød, og Defarge fulgte efter med blikket rettet mod muren.
»Stands! Se her, Jacques!«
»A. M.!« kvækkede Jacques glubsk.
»Alexandre Manette,« hviskede Defarge ham i øret og lod sin krudtsværtede
pegefinger glide hen over bogstaverne. »Og her har han skrevet 'en ulykkelig læge'.
Det er sikkert også ham, der har ridset en kalender på stenen her. Hvad er det, du står
med i hånden? Et koben? Giv mig det!«
Han selv stod endnu med luntestokken fra sin kanon. Nu byttede han våben med
Jacques, vendte sig mod den ormædte taburet og det lige så skrøbelige bord og knuste
dem med nogle få slag.
»Hold faklen højere!« sagde han vredt til fangevogteren. »Undersøg omhyggeligt
træstykkerne, Jacques. Og se her, tag min kniv,« han kastede den hen til ham, »og
spræt madrassen op, så du rigtig kan gennemsøge halmen. Hold faklen højere, du
der!«
Efter at have sendt fangevogteren et truende blik, krøb Defarge ind i kaminen, så
op i skorstenen, stak kobenet ind hist og her og rykkede i jernstængerne, der sad på
tværs derinde. Efter et øjebliks forløb begyndte lidt kalk og sod at drysse ned, så han
måtte vende ansigtet bort for at undgå at få det i øjnene. Derpå undersøgte han de
nedfaldne kalkstykker og stak forsigtigt hånden ind i et hul, som kobenet enten havde
lavet eller afdækket.
»Er der ikke noget i træet eller i madrassen, Jacques?«
»Nej, intet.«
»Lad os samle både træ og halm midt på gulvet ... Sådan! Stik så ild i dem, du der!«
Fangevogteren holdt faklen ned til den lille bunke, og flammerne slog straks i vejret.
De tre mænd bøjede hovederne for at kunne komme igennem den lave dør, lod bålet
brænde og vendte tilbage til gårdspladsen. Efterhånden som de gik, lod det til, at de
fik deres hørelse tilbage, til de atter stod ude i den sydende og larmende heksekedel.
Det viste sig, at folk løb frem og tilbage og søgte efter Defarge. Saint Antoine var ivrig
efter at have sin vinhandler forrest i det vagthold, der skulle bevogte kommandanten,
der havde forsvaret fæstningen og skudt på folket. Ellers ville kommandanten ikke blive
ført til rådhuset for at få sin dom. Man kunne jo risikere, at kommandanten undslap og
folkets blod - der pludselig var kommet så højt i kurs - ville være uhævnet.
I denne hylende skare, hvis harme og lidenskaber rasede omkring den alvorlige,
gamle officer i grå uniform med et rødt ordensbånd på brystet, fandtes der kun et
eneste menneske, som var fuldkommen rolig, og det var en kvinde. »Se, der kommer
min mand!« råbte hun og pegede hen på ham. »Se, der er jo Defarge!« Hun stod
ubevægelig ved siden af den alvorlige, gamle officer og veg ikke fra ham - heller ikke
da Defarge og de andre førte ham gennem gaderne. Hun var stadig ved hans side, da
de nærmede sig deres bestemmelsessted, og folk begyndte at slå ham bagfra, og hun
var ham så nær, da han segnede død om, at hun kunne sætte foden på hans bryst cg
med den skarpe kniv hugge hans hoved af.

Side 149
Timen var kommet, da Saint Antoines frygtelige plan skulle blive til virkelighed, og
mennesker blev hejst op i gaden som lygter for at vise alle, hvad der kunne præsteres.
Saint Antoines blod var kommet i kog, og tyranniets og herskesygens blod skulle blive
koldt som blodet fra guvernørens lig, der flød ned over rådhusets trappe og farvede den
skosål, madame Defarge havde sat på hans bryst for at holde legemet fast, medens
hun huggede hovedet af. »Hejs lygten derhenne ned!« råbte Saint Antoine efter at have
set sig om efter nye dødsmåder. »Her har vi jo en af hans soldater, der passende kan
holde vagt over ham!« Soldaten blev klynget op, og mængden styrtede videre.
Det var et havs mørke, truende vande, hvor bølge skyllede over bølge med en kraft
og dybde, som ingen endnu kunne måle. Det var et ubarmhjertigt hav af evigt urolige
skikkelser, stemmer, der råbte på hævn, og ansigter så hærdede i lidelsernes esse, at
medlidenhed ikke kunne sætte ringeste spor i dem.
Men i dette ocean af hadefulde og vrede ansigter var der to små grupper - hver
på syv - som skilte sig stærkt ud fra alle de andre, og aldrig har et hav ført mere
mindeværdige vrag med sig. Det var syv fanger, som denne orkan havde befriet fra
deres grav og båret med sig i triumf. Deres ansigter var skræmte og forvirrede og
uforstående. De så sig omkring, som om dommens dag var kommet, og de, der jublede
til alle sider, var de fortabte sjæle.
Der var syv ansigter til, der blev båret endnu højere end de befriede fanger, syv
døde ansigter, hvis halvt lukkede øjenlåg og brustne blik ventede på dommens dag.
Udtryksløse ansigter, der dog havde noget forventningsfuldt over sig, som om de en
gang skulle slå øjnene op og med blodløse læber vidne: »Du gjorde det!«
Syv løsladte fanger. Syv afhuggede hoveder på stager. Nøglerne til den forbandede
fæstning med de otte mægtige tårne. Nogle fundne breve og andre minder om fortidens
fanger, der forlængst var døde af knuste hjerter ... Det var, hvad fodtrinene fra Saint
Antoine fulgte gennem Paris' gader en dag midt i juli 1789. Himmelen beskytte Lucie
Darnay og hendes drømmerier og holde disse fødder fjernt fra hendes liv! For de er
skånselsløse, vanvittige og farlige, og nu, så mange år efter at vinankret blev knust
uden for Defarges vinbod, er fødderne ikke nemme at rense, når de først en gang er
blevet farvet røde.

Havet stiger stadig
Side 150
Den hulkindede Saint Antoine havde kun haft en strålende uge til at forsøde sin magre
ration af hårdt og surt brød ved hjælp af broderlige omfavnelser og lykønskninger, da
madame Defarge atter sad ved sin disk og præsiderede over gæsterne. Hun havde
ingen rose i sit hovedtørklæde, for spionernes store broderskab var i løbet af denne ene
uge blevet umådelig forsigtige med at betro deres liv til Saint Antoines nåde. Lygterne
i kvarterets gader havde sådan en uhyggelig måde at svinge frem og tilbage på.
Madame Defarge sad med korslagte arme i den klare varme morgenluft og
betragtede vinboden og gaden udenfor. Begge steder stod der klynger af mænd,
som alle var magre og usselt klædt, men trods deres elendighed var de præget af
magtfølelse. Den usleste nathue på det magreste hoved havde over sig et vist præg
af: »Jeg ved, hvor svært det er blevet for mig, bæreren af denne nathue, at opretholde
mit eget liv. Men ved I andre, hvor let det er blevet for mig, bæreren af denne nathue, at
tilintetgøre alt liv i jer?« Hver mager, nøgen arm, der før havde været arbejdsløs, havde
altid arbejde nok nu, da den kunne slå fra sig. De strikkende kvinders fingre dirrede i
bevidstheden om, at de kunne sønderrive. Saint Antoine havde skiftet udseende. Saint
Antoine havde arbejdet på dette i hundreder af år, og de sidste afgørende hammerslag
havde haft stor virkning på udtrykket.
Madame Defarge sad og iagttog alt dette med passende tilbageholdt tilfredshed,
som det sømmede sig for lederen af Saint Antoines kvinder. Et medlem af søsterskabet
sad ved hendes side og strikkede. Det var en udhungret urtekræmmers lille, buttede
kone. Skønt hun var mor til to børn, havde denne adjutant allerede vundet sig det
hæderfulde navn »Hævnen«.
»Hør!« sagde Hævnen. »Hør blot! Hvem er det, der kommer?« Der lød pludselig en
hvirvelvind af mumlen, som om en stribe krudt var lagt fra udkanten af Saint Antoine
hen til vinbodens dør, og der nu var sat en lunte til den.
»Det er Defarge,« sagde madame. »Stille, Patrioter!«
Defarge kom åndeløs ind, rev den røde hue af sit hoved og så sig om. »Hør efter
alle sammen!« sagde madame. »Hør på ham!« Defarge stod forpustet i døråbningen
mod en baggrund af ivrige øjne og åbne munde. Alle inde i vinboden var sprunget op.
»Tal, min husbond! Hvad er det?«
»Nyt fra den anden verden!«
»Hvad for noget?« udbrød madame med dyb foragt. »Fra den anden verden?«
»Kan I ikke alle sammen huske gamle Foulon, der sagde til det udhungrede folk, at
de kunne æde græs, og så døde han og røg lige ned i helvede?«
»Jo, ham husker vi alle sammen,« svaredes der i kor.
»Det er ham, jeg har nyheder om. Han er her iblandt os.«
»Iblandt os?« råbte koret. »Og han er død?«
»Nej, han er ikke død. Han var så bange ... og det med god grund ... at han lod
udsprede det rygte, at han var død og iscenesatte en pragtfuld begravelse. Men nu
har de fundet ham spillevende ude på landet, hvor han holdt sig skjult, og har ført ham
herind. Jeg har selv set ham for et øjeblik siden, da han som fange blev ført til rådhuset.
Jeg sagde før, at han havde grund til at være bange. Svar mig alle sammen! Havde
han grund til det?«

Side 151
Hvis den elendige, gamle synder på over halvfjerds aldrig havde vidst det før, så
ville han have fået det at vide, dersom han havde kunnet høre det råb, der var svaret.
Der fulgte et øjebliks dyb stilhed. Defarge og hans kone så fast på hinanden.
Hævnen lænede sig frem, og man hørte hende rumstere med trommen ved sine fødder
nede bag disken.
»Patrioter!« råbte Defarge med fast stemme. »Er vi rede?«
Straks sad madame Defarges kniv i hendes bælte, trommen lød ud i gaden, som
om den og trommeslageren havde fundet hinanden ved et trylleslag, og Hævnen
udstødte frygtelige skrig, slog armene sammen over sit hoved og løb fra dør til dør for
at sammenkalde kvinderne.
Der var et uhyggeligt udtryk på mændenes ansigter, når de i blodtørstig harme
kastede et blik ud ad vinduet, greb de våben, der var for hånden og skyndte sig ned ad
gaden. Men synet af kvinderne kunne få blodet til at isne selv hos den allermodigste.
De forlod husgerningen i de fattige hjem, børnene, de gamle og syge, der i usle laser
lå sultende på gulvet, og løb af sted med flagrende hår, idet de med høje skrig hidsede
sig selv og andre op til vilde, afskyelige, vanvittige handlinger. Slubberten Foulon er
fanget, søster! Gamle Foulon er fundet, mor! Kæltringen Foulon er taget, datter! En
lille skare løb om mellem de andre, slog sig for brystet, rev sig i håret og skreg, at
Foulon var i live. Foulon, der havde rådet det sultende folk til at spise græs! Foulon,
der sagde til min gamle far, at græs var godt nok til ham, da jeg ikke havde brød at give
ham! Foulon, der sagde, mit lille barn kunne sutte på græs, da jeg ikke havde mælk i
mine bryster til det! Ah, barmhjertige Guds moder! Denne Foulon! Himmel, hvor har vi
lidt! Hør mig, min døde far og mit døde barn! Jeg sværger, at nu skal I blive hævnet!
Mænd og brødre, giv os Foulons blod! Giv os Foulons hoved. Riv hans lemmer fra
hinanden, og grav ham ned i jorden, så der kan gro græs over ham! Kvinderne hidsede
sig sådan op ved disse skrig, at de for løs på deres egne veninder i vildt raseri, til de
sank bevidstløse om og af deres egne mænd måtte reddes fra at blive trampet ihjel.
Alligevel blev ikke et eneste øjeblik spildt. Denne Foulon var nu på Rådhuset, men
man kunne risikere, han blev løsladt, hvad øjeblik det skulle være. Saint Antoine glemte
dog ikke sine lidelser, så det skulle ikke ske! Væbnede mænd og kvinder strømmede
så hurtigt ud af kvarteret, at inden der var gået ti minutter, fandtes der kun grædende
børn og et par mimrende oldinge tilbage.
Nej! Nu samledes de alle sammen i forhørssalen, hvor den stygge, onde, gamle
mand stod, eller fyldte pladsen uden for og de omliggende gader. Monsieur og madame
Defarge, Hævnen og Jacques Tre stod i første række, så de var ham ganske nær.
»Se!« råbte madame og pegede på ham med sin kniv. »Se, den gamle kæltring
bundet og bastet! Det var virkelig en god ide at binde ham en tot græs på ryggen. Haha!
Det var en god ide. Nu har han jo det at æde!« Madame stak sin kniv under armen
og klappede begejstret.
De, der stod lige bag madame Defarge, forklarede årsagen til hendes begejstring til
dem, der stod bag dem, og de lod igen meddelelsen gå videre, indtil der lød klapsalver
helt ud på gaden. På samme måde blev madame Defarges mishagsytringer taget op,
da forhandlingerne trak ud i flere timer - særlig fordi nogle behændige mænd var kravlet
op, så de kunne se ind ad vinduerne, og de kendte madame godt, så de optrådte som
telegraf mellem hende og folkemængden udenfor.
Omsider stod solen så højt, at den sendte stråler af håb og beskyttelse ned over
den gamle mands hoved. Men det var mere end folket kunne finde sig i, og i samme
nu kastede Saint Antoine sig over ham.

Side 152
Inden der var gået ret mange sekunder var nyheden nået ud til mængdens bageste
rækker. Defarge var sprunget over en jernstang og et bord og havde grebet den
elendige mand i et dødeligt favntag. Madame Defarge var fulgt efter og havde stukket
sin hånd ind i et af de reb, fangen var bundet med. Hævnen og Jacques Tre var endnu
ikke nået hen til dem; mændene ved vinduet havde ikke nået at springe ned i salen
som rovdyr fra deres høje stade, da der pludselig lød et råb over hele byen: »Før ham
herud! Klyng ham op ved lygten!«
Han blev løftet op og kastet på hovedet ned ad Rådhusets trappe. Nu lå han
på knæene. Nu stod han op. Nu lå han på ryggen. Han blev trukket af sted, slået,
sparket, næsten kvalt af de græstotter, som hundreder af hænder stak ham i ansigtet.
Forslået og mishandlet, som han var, tiggede han dog uafbrudt om barmhjertighed.
Snart trængtes mængden om ham, snart blev der skabt en tom plads omkring ham,
for at alle skulle kunne se ham, et øje blik efter blev han slæbt ind mellem en skov af
menneskeben. De førte ham hen til det nærmeste gadehjørne, hvor der hang en lygte,
og der slap madame Defarge ham, som en kat slipper en mus, og så stille og roligt på
ham, medens de andre traf forberedelserne, og han uafbrudt tiggede hende om nåde.
Kvinderne skreg uophørligt, og mændene forlangte, at han skulle have en tot græs i
munden, når han blev hængt. Første gang han blev klynget op, brast rebet, og de greb
den skrigende mand. Anden gang brast rebet igen, og de greb ham på ny. Omsider
var rebet så barmhjertigt, at det holdt, og inden der var gået et øjeblik var hans hoved
sat på en stage, hans mund var stoppet fuld af græs.
Men dermed var dagens misgerninger ikke endt, for midt under dansen rygtedes
det, at Foulons svigersøn, der også var en af folkets fjender, var blevet ført til Paris af
en folkeskare, der blandt andet bestod af fem hundrede ryttere. Saint Antoine nedskrev
hans forbrydelser på flagrende papirslapper, greb ham, en hel hær kunne ikke have
beskyttet ham, satte hans hoved og hjerte på stager og bar dagens tre trofæer i triumf
gennem byen.
Først efter at mørket var faldet på, vendte mænd og kvinder tilbage til deres sultne,
skrigende børn. Så blev bagerbutikkerne belejret af lange køer, der tålmodigt ventede
på at kunne købe brød. Og medens de ventede, halvt syge af sult, fordrev de tiden med
at omfavne hinanden i begejstring over dagens resultater og gennemgå hver eneste
enkelthed. Efterhånden skrumpede køen ind, og folk forsvandt ind i husene, hvor lyset
blev tændt, eller der blev gjort små bål i gaderne, så alle i fællesskab kunne koge
aftensmaden, som bagefter blev fortæret uden for hjemmenes døre.
Maden var sparsom, og kød var der ikke noget af. Men alligevel gjorde fællesskabet
maden mættende og muntrede dem alle op. Fædre og mødre, der havde taget del i
dagens værste ugerninger, legede nu kærligt med deres små, magre børn, og trods de
uhyggelige begivenheder elskede og håbede de unge forelskede par.
Det var næsten morgen, da de sidste gæster forlod Defarges vinbod, og monsieur
Defarge satte slå for døren og sagde til sin kone:
»Endelig er det kommet, min kære.«
»Åh ja!« svarede madame. »Næsten.«
Saint Antoine sov. Ægteparret Defarge sov. Selv Hævnen sov hos sin udhungrede
urtekræmmer, og trommen var stum. Dens stemme var ellers den eneste, som blod og
hastværk ikke havde ændret. Hævnen, der var trommens vogter, kunne have vækket
den til dåd og fået den til at lyde, som inden Bastillen faldt, og Foulon blev arresteret.
Men de hæse røster, der lød fra mænd og kvinder i Saint Antoine kvarteret, havde fået
en ny klang.

Side 153

Flammerne slår i vejret
Side 154
Der var sket forandringer i landsbyen, hvor Fontænen randt, og vejarbejderen drog
dagligt ud for at fravriste skærverne de usle krummer brød, der holdt hans stakkels
uvidende sjæl og hans arme, magre krop sammen. Fængslet oppe på klippen virkede
ikke længere så dominerende. Der var endnu soldater, som vogtede det, men de var
få i tallet. Der var også officerer, som vogtede over soldaterne; men ikke en eneste af
dem anede, hvad de menige ville gøre - det eneste, de var sikre på, var, at de ikke
ville adlyde ordrerne.
Så langt øjet rakte lå landet øde hen. Hvert grønt blad, hvert græsstrå, hvert aks var
vissent og magert ligesom befolkningen. Alt var nedbøjet, trist og underkuet. Boliger,
gærder, husdyr, mænd, kvinder, børn og jorden, der fødte dem, var udsugede.
Monseigneur, der som enkeltperson kunne være et udmærket menneske, var en
national velsignelse, gav stedet et fornemt præg, og var et lysende eksempel på,
hvordan man skulle leve livet bekvemt og alle den slags ting, men Monseigneur som
klasse var alligevel skyld i disse tilstande. Det var mærkeligt, at verden, der jo var
skabt specielt for monseigneurs bekvemmelighed, så hurtigt kunne løbe tør! Det måtte
mangle på forudseenhed hos det evige forsyn! Men sådan var det nu en gang, og da
den sidste dråbe blod var presset ud af stenene, og da tommelskruerne havde fået den
sidste omdrejning, var der ikke mere at stille op, så Monseigneur foretrak at forlade en
egn, hvor forholdene var så besynderlige og utilfredsstillende.
Men det var ikke det, der skabte forandringen i landsbyen og i mange andre
landsbyer af samme sort. I mangfoldige år havde monseigneur udpint stedet og
sjældent beæret det med sin nærværelse undtagen i jagttiden, hvor man af og til jagede
vildtet og af og til menneskene. Nej. Forandringen bestod mere i, at der dukkede nye
ansigter af underklassen op end i, at ansigterne af overklassen forsvandt.
For medens vejarbejderen ensom sled ude i landevejens støv uden ret ofte at
tænke på, at af støv var han kommet, og til støv skulle han blive, men snarere tænkte
på at der ikke var ret meget at spise til aften, så han ofte ud over landskabet og
fik øje på en eller anden dårligt klædt person, der kom gående. Før i tiden havde
sådan en vandringsmand været en sjældenhed, men nu kom der ret mange. Når
vandringsmanden kom nærmere, så vejarbejderen uden større forbavselse, at han
havde ukæmmet hår, så næsten barbarisk ud, var høj og bar træsko, der var så
klodsede, at selv vejarbejderen lagde mærke til det. Den fremmede var dækket med
mudder og støv, tøjet var klamt efter ophold i moser og enge, og der var vissent løv,
som hang fast efter nætter tilbragt i skovene.
Sådan en mand dukkede pludselig op ved hans side som et spøgelse, da han en
varm julidag ved middagstid sad bag en skærvebunke og søgte ly mod en regnbyge.
Manden så først på ham, så på landsbyen nede i dalen, derefter på møllen og
fængslet oppe på klippen. Da han havde taget kending på alt dette, sagde han i en
dialekt, som vejarbejderen knap forstod:
»Hvordan går det, Jacques?«
»Alt vel, Jacques.«
»Så giv mig håndslag!«
De trykkede hinandens hånd, og manden satte sig ned på skærvebunken.
»Ingen middagsmad?«

»Nej, nu har vi kun aftensmad,« svarede vejarbejderen.
Side 155
»Sådan er det altid,« brummede manden. »Jeg kommer aldrig et sted, hvor jeg kan
få middag.«
Han trak en gammel pibe frem, stoppede den, tændte den ved sit fyrtøj og bakkede
på den, til den brændte klart. Så holdt han pludselig piben ud fra sig og dryssede noget
i den med to fingre. Det blussede op, gik så ud og efterlod en lille røgsky.
»Så giv mig håndslag!« Nu var det vejarbejderens tur til at sige ordene efter at have
set på, hvad manden foretog sig. Igen trykkede de hinanden i hånden.
»I aften?« spurgte vejarbejderen.
»Ja, i aften,« svarede manden og stak piben i munden.
»Hvor?«
»Her.«
De to mænd sad på skærvebunken og så tavse på hinanden, medens haglene slog
ned mellem dem som små bajonetter, indtil bygen trak bort og himmelen blev klar.
»Vis mig vejen,« sagde den fremmede og gik op på bakkens top.
»Se der!« svarede vejarbejderen og pegede. »Du går derned lige gennem
hovedgaden, forbi brønden . .«
»Fanden i vold med alt det!« afbrød den anden ham og så ud over landskabet. »Jeg
går hverken gennem landsbyen eller forbi brønden. Nå?«
»Ja, så er det et kvarters gang på den anden side af bakken derovre bag landsbyen.«
»Godt. Når holder du fyraften?«
»Ved solnedgang.«
»Så væk mig, inden du går. Jeg har gået hele to nætter uden at sove. Når jeg nu har
røget min pibe ud, falder jeg straks i søvn og sover som et barn. Vil du så vække mig?«
»Ja, selvfølgelig.«
Da vandringsmanden havde røget sin pibe ud, stak han den ind på brystet, skubbede
sine tunge træsko af og lagde sig på ryggen på skærvebunken. I samme nu sov han
som en sten.
Vejarbejderen tog atter fat på sit arbejde. Haglskyerne forsvandt og lyspletterne
på himmelen tændte tilsvarende lyspletter ude i landskabet, men den lille mand, der
nu havde ombyttet sin blå hue med en rød, var kun optaget af manden derhenne på
skærvebunken. Han brugte sit værktøj helt mekanisk og uden at gøre større gavn,
mens blikket hele tiden hvilede på den sovende. Det solbrændte ansigt, det pjuskede,
sorte hår og skæg, den grove, røde uldhue, den mærkelige dragt af hjemmevævet
tøj, den kraftige skikkelse, hvis magerhed røbede fattigdom, og læberne, der selv i
søvne var presset fast sammen, indgav vejarbejderen ærefrygt. Manden var kommet
langvejs fra, hans fødder var ømme, og anklerne var hovne og blødte. Hans store
træsko, der havde hø i bunden, måtte være tunge at gå i, og hans klæder hang i
laser. Vejarbejderen bøjede sig ned over ham og prøvede at opdage, om han havde
hemmelige våben på sig, men han kunne intet se, for manden lå med de korslagte
arme trykket mod brystet. Det forekom vejarbejderen, at befæstede byer med volde,
vagthuse, porte, grave og vindebroer var lettere at besejre end denne sovende mand,
og da han løftede hovedet og så ud over landskabet, tænkte han på, at der nu fandtes
mænd af samme sort, som ikke lod sig standse af noget, overalt i Frankrig.

Side 156
Manden sov videre uden at lade sig forstyrre hverken af haglbyger eller solstrejf,
indtil Solen sank i vest, og himmelen farvedes luende rød. Da vejarbejderen så havde
samlet sit værktøj og var rede til at gå hjem, vækkede han manden.
»Godt!« sagde den fremmede og rejste sig op på albuen. »Altså et kvarters gang
på den anden side af højen derovre?«
»Ja, så omtrent.«
»Godt!«
Vejarbejderen gik hjem, og blæsten rejste små støvskyer foran ham. Snart var han
ved Fontænen og klemte sig ind mellem det magre kvæg, der var drevet herhen for at
blive vandet. Det så næsten ud, som om han hviskede til kreaturerne samtidig med, at
han hviskede til hele landsbyen. Da befolkningen havde spist den usle aftensmad, gik
ingen i seng som ellers, men kom ud igen og blev stående ved brønden. De hviskede
stadig indbyrdes, og da mørket faldt på, stirrede de alle sammen mod himmelen i
samme retning. Monsieur Gabelle, landsbyens øverste myndighed blev urolig og så
også i den retning. Så kiggede han ned på de mørke ansigter ved brønden og sendte
bud til sakristanen, der havde nøglen til kirketårnet, at der muligvis snart ville blive brug
for at ringe til brandalarm.
Mørket tog til. Træerne omkring det gamle slot bøjede sig for nattevinden, som om
de truede den store bygning, der lå mørk og lukket. Regnen slog mod terrassens trappe
og mod den store indgangsdør, som om den var et bud, der havde hastværk og ville
vække beboerne. Stærke vindstød trængte ind til forhallens gamle spyd og jagtknive,
fo'r hylende op ad trapperne og ruskede i gardinerne om den seng, som den sidste
marquis havde sovet i. Fra nord, syd, øst og vest i skovene trængte fire skikkelser
frem gennem krat og buske for sluttelig at mødes på den store gårdsplads. Fire fakler
tændtes, skikkelserne bevægede sig bort i hver sin retning, og alt lå atter stille hen i
mørket.
Men det varede ikke ret længe, inden slottet begyndte at dukke op, som om det var
blevet selvlysende. En flakkende stribe gled henover facaden, viste alle gennemsigtige
steder og markerede balustrader, buer og vinduer. Så steg skæret opad og bredte sig,
snart slog flammerne ud af de høje vinduer, stenansigterne fik liv og stirrede ud fra ilden.
Der lød en dæmpet mumlen fra de få mennesker, der endnu boede i slottet. Heste
blev sadlet, og mænd red bort i galop. Man hørte hovslagene inde i mørket; den
skummende hest blev holdt an i nærheden af brønden ved monsieur Gabelles dør. »Til
hjælp, Gabelle! Til hjælp alle sammen.« Kirkeklokken kimede utålmodigt, men anden
hjælp kom der ikke. Vejarbejderen og to hundrede og halvtreds af hans specielle venner
stod med korslagte arme henne ved brønden og så på ildskæret, der farvede himmelen
rød. »Den flamme må være mindst fyrre fod høj!« sagde de og flyttede sig ikke ud af
stedet.
Rytteren fra slottet på den skummende hest forlod landsbyen og red op til fæstningen
på klippen. Ved porten stod en gruppe officerer og så på ildskæret. Lidt fra dem stod en
gruppe menige. »Hjælp os, mine herrer! Slottet brænder! Værdifulde genstande kan
reddes, hvis hjælpen kommer i tide. Hjælp os!« Officererne så hen på de menige, men
de så kun på ilden og de overordnede gav ingen ordrer men svarede kun: »Vi må lade
det brænde!«
Da manden kom ned fra fæstningen og red gennem landsbyen, var den illumineret.
Vejarbejderen og hans to hundrede og halvtreds intime venner havde fået ideen fra
en kone ved brønden og havde skyndt sig hjem til hytterne for at sætte en lysestump i

Side 157
hvert eneste vindue. Da der var mangel på lys, gik de til monsieur Gabelle og forlangte
at låne. Et øjebliks betænkning førte til, at den før så ydmyge vejarbejder gjorde en
bemærkning om, at vogne var gode til at lave bål af, og at heste kunne steges og spises.
Slottet blev overladt til flammerne. En voldsom blæst kom til, og det så ud, som
om den førte hele bygningen bort med sig. I ildens flakkende skær så det ud, som
om stenansigterne fortrak sig i frygtelige lidelser. Da stenmasserne styrtede sammen,
kunne man ikke længere se ansigtet med de to gruber over næsefløjene, men kort efter
dukkede det frem igen inde i røgen og så ud som den onde marquis, der blev brændt
på en stage og kæmpede imod ilden.
Slottet brændte. De nærmeste træer tålte ikke varmen, så de blev afsvedne og visne.
Forskellige træer lidt længere borte havde de fire skumle personer sat ild i, så nye
røgbølger vældede fra dem frem mod slottet. Smeltet bly og jern sydede i Fontænens
kumme, så vandet fordampede. Lyseslukkertagene på tårnene forsvandt som sne for
heden og løb ned i fire strømme af flammer. Der kom brede spalter i de svære mure.
Skræmte fugle blev blindede af røgen og styrtede ned i ilden. De fire skumle skikkelser
travede bort mod deres næste mål i nord, syd, øst og vest ad de dunkle veje i skæret
af det bål, de selv havde tændt. I den illuminerede landsby trængte befolkningen ind
i kirketårnet, afsatte klokkeren, der ringede alarm, og sendte glædeskimen ud over
egnen.
Men ikke nok med det. De udhungrede mennesker tabte helt sans og samling i
denne rus af ildebrand og klokkeringning og kom til at huske på, at monsieur Gabelle
havde noget at gøre med indkassering af skatter og leje - skønt det snart var længe
siden, Gabelle havde fået penge ind - de forlangte derfor at få ham i tale, omringede
huset og kaldte ham ud til personlig konference, hvorpå Gabelle slog den tunge jernslå
for sin dør og trak sig tilbage for at overveje situationen. Resultatet af disse overvejelser
blev, at han krøb op på taget mellem skorstenene og besluttede, hvis mængden
trængte ind i hans hus, at kaste sig ned, så han knuste et par mennesker i faldet.
Sandsynligvis tilbragte monsieur Gabelle hele natten deroppe med lys og varme fra
det brændende slot, medens klokkerne kimede, og der blev hamret på hans dør. Lige
nedenfor på landsbygaden hang en lygte og dinglede ildevarslende, og den røbede
befolkningen en stærk trang til at erstatte med hans krop. Det har ikke været hyggeligt
at tilbringe så lang tid parat til spring! Men omsider gryede dagen, festlysene i vinduerne
brændte ned, folk gik hjem, og monsieur Gabelle steg ned fra taget glad over, at hans
liv var reddet for denne gang.
I omegnen var der den nat mange andre ildebrande, og funktionærerne var ikke
alle sammen så heldige som monsieur Gabelle, for Solens første stråler fandt dem
dinglende oppe over de før så fredelige gader. Der var også andre beboere i landsbyer
og købstæder, der ikke var så heldige som vejarbejderen og hans kammerater, for over
for dem gik soldater og funktionærer til angreb, og det blev dem, der blev klynget op.
Men de skumle personer vandrede støt mod nord, syd, øst og vest, og selv om folk blev
hængt, så blussede ildebrandene alligevel op. Det var umuligt at beregne, selv efter de
mest indviklede matematiske regler, hvor høje galger der skulle til for at slukke ilden.

Tiltrukket af den magnetiske klippe
Side 158
Ilden og havet steg. Jorden rystedes af oceanets vilde brus, der ikke kendte til ebbe,
men stadig hævede sig højere og højere til skræk for tilskuerne inde på kysten. Og
sådan gik hele tre år. Tre gange fejrede lille Lucie sin fødselsdag, der vævedes ind i
den gyldne tråd, som dannedes af hendes lykkelige hjem.
Mangen en dag og nat havde hjemmets indvånere med bange hjerter lyttet til ekkoet
af mange fodtrin. For i deres tanker var de blevet en helt anden nations fodtrin, en
nation, der larmende samledes under de røde banner, en nation, hvis land var i fare,
en nation, der var blevet omskabt til vilde dyr af den forbandelse, der stadig hvilede
over den.
Monseigneur, som stand betragtet, havde indset, at han ikke blev vurderet efter
fortjeneste, at der ikke var brug for ham i Frankrig, og at der var fare for, at han enten
blev smidt ud af landet eller ud af tilværelsen i det hele taget. Ligesom bonden i fablen,
der med uhyre besvær tilkaldte djævelen og blev så forfærdet ved synet af ham, at han
ikke kunne rette noget spørgsmål til ærkefjenden, men hurtigst muligt løb sin vej, sådan
løb monseigneur også hurtigst muligt, da han så den onde i al sin vederstyggelighed,
efter at han i mange år havde læst Fadervor baglæns og brugt alle mulige andre
trylleformularer for at tilkalde ham.
Den strålende hofstab var forsvundet, da den ellers ville have været mål for de
nationale kugler. Hoffet var helt og holdent forsvundet lige fra den eksklusive indre
kreds til den rådne yderring af intriger, korruption og humbug. Den kongelige familie
var forsvundet efter at have været belejret i paladset og derefter afsat.
I august 1792 var monseigneur og hans lige spredt over hele verden. Som rimeligt
var, blev Tellsons Bank samlingsstedet for monseigneur i London. Det hedder sig jo,
at de afdødes ånder søger det sted, hvor deres legemer mest har opholdt sig, og
da monseigneur ikke ejede en skilling, søgte han det sted, hvor hans skillinger før
havde været. Desuden var banken det sted, som den bedste franske intelligens hurtigst
tyede til Tellsons Bank var ikke smålig, men viste stor rundhåndethed over for gamle
kunder, der var kommet i forlegenhed, og den havde truffet fordelagtige ordninger for de
mennesker, der i tide havde forudset konfiskation og anden form for plyndring, så folk,
der intet ejede, kunne få besked hos Tellsons om deres mere velstillede landsmænd.
Dertil kom, at næsten hver eneste flygtning fra Frankrig meldte sig og aflagde rapport i
banken som noget ganske selvfølgeligt. Af alle disse grunde var Tellsons Bank i de år
en slags nyhedsbørs. Det vidste alle, og der kom somme tider så mange forespørgsler,
at man foretrak at slå plakater op i vinduerne ud mod Temple Bar.
En varm, diset eftermiddag sad mr. Lorry ved sin pult, og Charles Darnay stod lænet
mod den og talte dæmpet med ham. Den lille, uhyggelige celle, der før havde været
brugt til fortrolige konferencer, var nu nyhedsbørs, og der var fuldt af mennesker. Det
var en halv time før lukketid.
»Men skønt De er en af de ungdommeligste mænd, jeg kender,« sagde Charles
Darnay lidt betænkelig, »så synes jeg alligevel ...«
»Jeg forstår, hvad De mener. At jeg er for gammel, ikke sandt?« sagde mr. Lorry.
»Vejret er så uroligt for tiden, rejsen er lang, landet er i oprør, og selv for Dem kan
der være fare i byen.«
»Min kæreste Charles,« sagde mr. Lorry muntert og tillidsfuldt, »de grunde, De der
nævner, er jo netop årsagerne til, at jeg rejser. Der er absolut ingen fare for mig. Folk
bryder sig ikke om en gammel fyr, der nærmer sig de firs, når der er så mange yngre

Side 159
mennesker, de kan kaste sig over. Og hvad byen angår, så ville der jo ikke være nogen
grund til at sende mig derover til vor filial, hvis alt var fredeligt og i orden. Det er desuden
rimeligt, at banken vælger mig, der kender både byen og filialen og har bankens tillid.
Hvad den lange rejse og det dårlige vejr angår, så må jeg desuden sige, at hvis jeg
ikke var rede til at bringe det offer for firmaet, hvem skulle så være det?«
»Jeg ville ønske, jeg selv skulle derover,« sagde Charles Darnay nervøst, som om
han tænkte højt.
»Nå, så det ville De? Ja, De er sandelig den rette til at råde og advare,« udbrød
mr. Lorry. »De ønsker, at De selv skulle derover? De, som er franskmand! Ja, det ville
være en nydelig historie!«
»Men kære mr. Lorry, det er netop, fordi jeg er franskmand, at den tanke så ofte
falder mig ind ... skønt jeg må indrømme, at det ikke var min hensigt at sige det højt.
Man kan jo ikke lade være at tænke over begivenhederne og føle medlidenhed med det
arme folk. Det kunne jo også være,« han talte igen på den nervøse eftertænksomme
måde, »at da jeg har gjort noget for dem før i tiden, så ville det måske lykkes mig nu
at overtale dem til at vise lidt selvbeherskelse. Endnu i går aftes efter at De var gået,
da talte jeg om det til Lucie . .«
»Da De talte om det til Lucie!« gentog mr. Lorry. »Jeg synes, De skulle skamme
Dem ved blot at nævne Lucie i denne forbindelse. At De overhovedet kan ønske at
komme til Frankrig under disse forhold!«
»Ja, men jeg rejser jo heller ikke,« sagde Charles Darnay smilende. »Det, vi skulle
tale om, er jo, at De siger, De vil rejse.«
»Jeg ikke blot siger det, men agter også at gøre det. Sagen er den, min kære
Charles,« Mr. Lorry så hen til det sted, hvor chefen sad, og sænkede stemmen, »at De
ikke gør Dem begreb om, hvor vanskeligt det er at gøre forretninger for tiden, og vore
papirer og bøger ovre i filialen er virkelig i stor fare. Guderne skal vide, at masser af
mennesker ville komme i en meget kompromitterende situation, hvis vore papirer blev
beslaglagt eller tilintetgjort, og det, ved De nok, kan ske når som helst, for man aner
jo ikke, hvad dag Paris bliver plyndret eller stukket i brand! Det er derfor af vigtighed,
at disse papirer snarest muligt bliver sorteret og gravet ned et eller andet sted eller på
anden måde bliver bragt i sikkerhed, og hvis det arbejde overhovedet kan udføres, så
er jeg den eneste, som vil kunne få det gjort. Skulle jeg så holde mig tilbage, når firmaet
er klar over det og ønsker, jeg skal rejse, blot fordi jeg er lidt stiv i lemmerne? Jeg er jo
dog en ren dreng i sammenligning med flere af mine kolleger her.«
»Hvor jeg dog beundrer Deres ungdommelige vovemod, mr. Lorry.«
»Passiar, passiar, kære ven. Og min kære Charles,« mr. Lorry så igen hen til chefen,
»husk så på, at for tiden er det praktisk talt umuligt at få noget ud af Paris, ligegyldigt
hvad det så er. Endnu i dag har vi fået dokumenter og værdipapirer overdraget ... ja,
dette er en dyb hemmelighed, som jeg slet ikke burde betro Dem ... og disse sager er
blevet bragt af de mærkværdigste personer, som alle sammen var fuldt på det rene
med, at deres liv hang i en tråd, da de passerede Paris' byporte. Før i tiden blev alt
afsendt og ankom lige så sikkert som her i vort kære, gamle England, men nu ser det
ganske anderledes ud.«
»Så rejser De altså virkelig i aften?«
»Ja, jeg rejser virkelig i aften, for sagen haster, så enhver udsættelse kan blive
skæbnesvanger.«
»Og får De ingen ledsager?«

Side 160
»Man har foreslået mig alle mulige; men jeg har nu i sinde at tage Jerry med. Han
har været min livvagt om aftenen i mange år, og ham er jeg vant til. Ingen vil mistænke
Jerry for at være andet end en engelsk buldog, hvis eneste opgave det er at fare løs
på enhver, der vover at røre hans herre!«
»Jeg må sige, jeg beundrer Deres mod!«
»Jeg siger igen: Passiar, kære Charles! Når jeg har udført min mission, kan det godt
være, jeg tager mod bankens tilbud og trækker mig tilbage på pension. Men indtil da
har jeg ikke tid til at tænke på min alder.«
Medens denne samtale fandt sted ved mr. Lorrys pult, vandrede monseigneur ud
og ind lige ved og pralede af, hvordan han ville hævne sig på proletarrakket i en nær
fremtid. Både den landflygtige monseigneur og de ortodokse englændere havde i alt
for høj grad den vane at omtale revolutionen som den eneste høst, der nogen sinde
havde eksisteret, uden at der var gået en såning forud. Det var ligesom ingen havde
gjort noget eller undladt at gøre noget, som var skyld i dette resultat. Det var ligesom
folk, der havde iagttaget den arme millionbefolkning i Frankrig og alle de misbrugte eller
ubrugte ressourcer, som kunne have gjort dem velstillede, aldrig nogen sinde havde
forstået, hvordan forholdene virkelig var, og hvad de uvægerligt måtte føre til. Denne
sorgløshed i forening med monseigneurs anstrengelser for at genindføre forhold, der
havde overlevet sig selv, var svær at bære uden protest for de normale mennesker, der
klart så, hvordan tilstandene var. Og det var netop denne sorgløshed, der summede
Charles Darnay om ørerne og havde gjort ham rastløs.
Mellem alle disse snakkehoveder var også mr. Stryver, der i en nær fremtid ventede
forfremmelse og derfor var meget talende. Over for monseigneur fremsatte han sine
planer om, hvordan underklassen kunne tilintetgøres, så den helt forsvandt fra jordens
overflade, og hvordan man ville kunne klare sig uden den. Han syntes at ville udrydde
ørnene ved at strø salt på halen af dem. Det irriterede Darnay ganske særligt at høre
på ham, og han kunne ikke rigtig bestemme sig til, om han skulle gå sin vej eller sige
mr. Stryver imod, da spørgsmålet pludselig ordnede sig af sig selv. Chefen nærmede
sig mr. Lorry, lagde et snavset, uåbnet brev foran ham og spurgte, om mr. Lorry havde
haft held med sig i forsøgene på at finde adressaten. Chefen havde lagt brevet lige ved
det sted, hvor Darnay stod, så han kunne ikke undgå at se, hvad der stod på det - og
det viste sig at være hans eget navn. I oversættelse lød brevets udskrift sådan:
»Haster meget. Til monsieur forhenværende marquis d'Evrémonde fra Frankrig.
Adresse: Tellsons Bank, London, England«. På bryllupsmorgenen havde doktor
Manette indtrængende og bestemt krævet af Charles Darnay, at hans virkelige navn
skulle forblive en hemmelighed mellem dem, med mindre doktoren selv gav ham løftet
tilbage. Hans hustru Lucie havde ingen anelse om, hvad hans virkelige navn var, og
heller ikke mr. Lorry vidste det.
»Nej,« svarede mr. Lorry sin chef, »jeg har spurgt alle, som kom herind, men ingen
aner, hvor den herre er.«
Viserne nærmede sig det klokkeslet, der var bankens lukketid, og der gled en
jævn strøm af mennesker forbi mr. Lorrys pult. Han rakte spørgende brevet frem,
monseigneur så på det i forbifarten, og flere gange hørtes både på fransk og på engelsk
mindre anerkendende bemærkninger om den marquis, der ikke kunne findes.
»Jeg tror nok, han er en nevø ... men i hvert fald en højst uværdig arving og
efterkommer ... af den elegante marquis, der blev myrdet,« sagde en. »Det glæder mig
at kunne sige, at jeg aldrig har kendt ham.«

Side 161
»En kryster, der forlod sin post,« sagde en monseigneur, der var sluppet ud af Paris
begravet i et hølæs. »Han forsvandt allerede for flere år siden.«
»Han var blevet smittet af de nye doktriner,« bemærkede en anden og så på brevet
gennem Sin stanglorgnet. »Han satte sig op mod den sidste marquis, forlod godserne,
da han havde arvet dem, og overlod dem helt til pøbelen. Nu håber jeg, han får den
belønning, han fortjener.«
»Nej, det siger De ikke?« råbte mr. Stryver. »Er han sådan en fyr? Lad os se på
hans forbandede navn, den kæltring.«
Det var Darnay umuligt at beherske sig længere. Han berørte mr. Stryvves skulder
og sagde:
»Jeg kender manden.«
»Ved Jupiter! Det er da ikke muligt?« sagde Stryver. »Det gør mig sgu ondt.«
»Hvorfor det?«
»Men mr. Darnay, hørte De ikke, hvad han har gjort? Så kan De da ikke komme
med sådan et spørgsmål i disse tider.«
»Men jeg spørger nu alligevel: Hvorfor?«
»Og så svarer jeg igen, at det gør mig ondt, De vil være bekendt at komme med
sådan et højst mærkværdigt spørgsmål. Her hører vi om en fyr, som er smittet af
de mest modbydelige, blasfemiske ideer, der nogen sinde er opstået, overlader sine
godser til det ledeste proletar-rak, der myrder folk i massevis, og så spørger De, hvorfor
jeg beklager, at en mand, der er lærer for ungdommen, kender ham! Nå, men så skal
De få mit svar. Jeg beklager det, fordi jeg er overbevist om, at den slags ideer er
smitsomme. Der har De grunden.«
Darnay huskede i tide sit løfte til doktor Manette og nøjedes med at svare: »Det er
jo tænkeligt, at De ikke forstår den omtalte herre.«
»Jeg forstår i hvert fald, hvordan jeg skal sætte Dem til vægs,« sagde mr. Stryver
pralende, »og De kan være sikker på, at jeg skal gøre det. Hvis denne fyr er en
gentleman, så forstår jeg ham ikke. Det kan De hilse ham fra mig og sige. Og De kan
også fortælle ham, at når han først har overladt hele sin ejendom til rakket, så undrer
det mig, at han ikke fører an i dette rak nu. Men nej, mine herrer,« sagde mr. Stryver,
så sig om og knipsede med fingrene, »jeg kender sandelig den menneskelige natur, og
De kan stole på, at folk som denne fyr kunne ikke hitte på at give sig sine bedårende
protegeer i vold. Han smører naturligvis haser, straks det går løs, og holder sig derefter
på afstand fra sine meningsfæller.«
Med disse ord borede mr. Stryver sig ud i Fleet Street under sine tilhøreres
begejstrede anerkendelse, og mr. Lorry og Charles Darnay blev alene tilbage ved
pulten.
»Vil De tage Dem af brevet her?« sagde mr. Lorry. »De ved måske, hvor det skal
afleveres?«
»Ja, det ved jeg.«
»Vil De forklare, at vi formoder brevet er sendt hertil i håb om, at vi kunne
videresende det, og at det har ligget her nogen tid?« »Ja, det skal jeg. Rejser De direkte
herfra til Paris?«
»Ja, klokken otte.«

»Så kommer jeg herhen og siger Dem farvel.«
Side 162
Misfornøjet med sig selv, med Stryver og med de fleste andre mennesker her i
verden gik Darnay ind i det stille Temple, åbnede brevet og læste det.
Abbaye fængslet, Paris, 21. juni 1792.
Monsieur forhenværende marquis.
Efter længe at have været i livsfare i landsbyen er jeg blevet brutalt og
uværdigt anholdt og har måttet gå hele vejen til Paris. jeg led meget under
vandringen, og det værste er, at mit hjem er blevet ødelagt og jævnet med
jorden.
Den forbrydelse, jeg er sigtet for, monsieur forhenværende marquis, og som
jeg vil blive stillet for tribunalet og dømt til døden for (hvis De ikke ædelmodigt
frelser mig) er, efter hvad man siger mig, forræderi mod folkets majestæt, idet
jeg har handlet ilde mod dem som repræsentant for en emigrant. Det er helt
omsonst, at jeg har forklaret, at jeg efter Deres ønske kun har handlet i folkets
interesse. Det nytter ikke, jeg siger, at allerede inden emigranters ejendomme
blev beslaglagt, havde jeg eftergivet de afgifter, de var ude af stand til at
betale, ligesom jeg ikke krævede nogen husleje eller gik til domstolene. Det
eneste svar, jeg fik, var, at jeg havde repræsenteret en emigrant, og hvor var
den emigrant henne?
Ak, nådigste monsieur forhenværende marquis, hvor er den emigrant? Selv
i søvne råber jeg: »Hvor er han?« jeg anråber himmelen om at sende ham
hertil, så han kan frelse mig, men jeg får intet svar. Nu sender jeg mit nødråb
over havet og håber, det vil nå Dem gennem den store Tellsons Bank, der
også er kendt i Paris!
For himmelens skyld, i retfærdighedens og barmhjertighedens navn
bønfalder jeg Dem, monsieur forhenværende marquis, om at komme mig til
hjælp og frelse mig. Det, man anklager mig for, er, at jeg har været Dem tro,
og nu trygler jeg Dem om til gengæld at være tro mod mig!
Fra dette frygtelige fængsel, hvor ødelæggelsens time stadig rykker
nærmere, sender jeg Dem, monsieur forhenværende marquis, forsikringen
om min smertefyldte underdanighed.
Deres fortvivlede
Gabelle.
Den slumrende uro i Darnays sind vaktes for alvor til live ved dette brev. Den
gamle, tro tjener var i fare, og hans eneste forbrydelse var dog, at han havde tjent
slægten ærligt og redeligt. Nu syntes Darnay, at han så hans bebrejdende ansigt for
sig, medens han vandrede op og ned i Temple og overvejede, hvad han skulle gøre,
og han skammede sig næsten for at se de forbipasserende i øjnene.
Han vidste så udmærket godt, at i sin afsky for de slette handlinger, der blev
begået i hans fædrenehjem, i sin mistanke til onklen og i sin foragt for det system,
som man ventede, han skulle opretholde og støtte, havde han ikke udført sine pligter.
Han vidste også udmærket godt, at optaget af sin kærlighed til Lucie havde han ikke
ordnet forholdene på godset på en tilfredsstillende og ansvarlig måde. Han burde have
gennemtænkt alt nøje og sørget for, at de planer, han så længe havde haft, var blevet
systematisk gennemført, men det havde han ikke gjort.
Lykken i det hjem, han havde valgt sig i England, nødvendigheden af altid at
være beskæftiget, de hurtigt på hinanden følgende begivenheder, havde gjort det så
vanskeligt at lægge fremtidsplaner. Han havde ganske vist følt sig urolig ved at give

Side 163
efter for disse stadig skiftende forhold og havde spejdet efter et passende tidspunkt,
hvor han kunne skride til handling, men dette tidspunkt var aldrig kommet. Derimod var
den franske adel søgt til England ad alle veje, deres ejendomme var blevet konfiskeret
eller tilintetgjort, og selv deres navne udslettede. Han vidste, at han havde forpasset
tiden, og de nye magthavere i Frankrig ville muligvis sætte ham under anklage ligesom
andre aristokrater, hvis der blev lejlighed til det.
Men han havde aldrig underkuet noget menneske, aldrig sat nogen i fængsel. Det
var langtfra, at han havde krævet skatter og afgifter. Han havde tværtimod frivilligt givet
afkald på dem. Han havde slået sig ned i et land, hvor han ingen protektion havde og
tjente sit brød ved eget arbejde. Monsieur Gabelle havde bestyret det forarmede gods
og havde skriftlige ordrer til at skåne godsets folk og lade dem få det lidet, der var at
give dem - den smule brændsel, som kreditorerne ville afse til dem om vinteren og lidt
korn og grøntsager, der kunne reddes fra de samme strenge herrer om sommeren - og
alt dette havde monsieur Gabelle uden tvivl påberåbt sig og bevist, så det ville tale til
fordel for ham nu.
Denne tanke understøttede den desperate plan, der nu skød frem i Charles Darnays
sind - nemlig at han ville rejse til Paris.
Ja. Ligesom sømanden i den gamle legende havde vind og vejr drevet ham hen
imod den magnetiske klippe, og nu tiltrak selve klippen ham, så han måtte af sted.
Alle de tanker, der fyldte ham, drev ham stadig hurtigere mod det frygtelige mål. I den
sidste tid havde hans bekymringer drejet sig om, at dårlige elementer i hans ulykkelige
fædreland forfulgte slette mål, og at han selv, som vidste, at han var bedre end de,
ikke var derovre og prøvede at gøre noget for at standse blodsudgydelserne og sætte
menneskelighed og barmhjertighed i højsædet. Hans bekymring var ikke blevet ringere,
da han sammenlignede sig selv med den tapre, gamle mr. Lorry, der havde en så
udpræget pligtfølelse, og da monseigneur og Stryver var kommet med deres sårende
bemærkninger, havde det ikke hjulpet på hans sindsstemning. Dertil kom så Gabelles
brev - den uskyldige fange tryglede ham om hjælp til at undgå en forsmædelig død ved
at appellere til hans æresfølelse, hans retfærdighedssans og hans gode navn.
Hans beslutning var taget. Han måtte rejse til Paris. Ja. Den magnetiske klippe drog
ham, og han måtte sejle, indtil han stødte mod den. Han anede knap klippens eksistens,
drømte ikke om fare. De redelige hensigter, han havde haft over for godsets indvånere,
måtte jo tale hans sag, når han vendte tilbage til Frankrig. Og så var der trangen til at
hjælpe andre, som så ofte besætter gode mennesker. Han så sig allerede i stand til at
lede denne vilde revolution ind i et bedre og fredeligere leje.
Da beslutningen var taget, og han stadig vandrede op og ned, sagde han til sig selv,
at hverken Lucie eller hendes far måtte få noget at vide om den, før han var rejst. Lucie
ville blive skånet for smerten ved afskeden, og hendes far, der altid så vidt muligt undgik
at mindes de gamle, forbigangne tider, ville først høre om hans plan, når den var bragt
til udførelse, så der ikke var anledning til betænkeligheder og drøftelser. I hvor høj grad
vanskelighederne i hans situation stod i forbindelse med doktoren, som han nødigt ville
minde om hans gamle forbindelse med Frankrig, tog han ikke med i sine overvejelser.
Men alligevel havde det indflydelse på hans beslutning.
Han vandrede om fordybet i sine tanker, indtil det var på tide at vende tilbage til
Tellsons Bank og sige farvel til mr. Larry. Så snart han kom til Paris, ville han opsøge
sin gamle ven, men i øjeblikket måtte han ikke få noget at vide om planen.
En vogn med postheste holdt uden for bankens dør, og ved den stod Jerry med
lange støvler på og udrustet til rejse.

Side 164
»Jeg har afleveret Deres brev,« sagde Charles Darnay til mr. Larry. »Og jeg ville
ikke gå med til, at De skulle tage et skriftligt svar med, men måske vil De påtage Dem
et mundtligt bud?«
»Ja, med glæde,« sagde mr. Lorry, »hvis det da ikke er farligt.«
»Nej, det er det ikke, skønt beskeden er til en fange i Abbaye fængslet.«
»Hvad hedder manden?« spurgte mr. Lorry og tog en notesbog frem.
»Gabelle.«
»Gabelle. Og hvad skal der siges til den arme Gabelle i fængslet?«
»Kun at han har fået brevet og kommer.«
»Skal der nævnes noget tidspunkt?«
»Sig, at han rejser herfra i morgen aften.«
»Skal der gives noget navn?«
»Nej.«
Han hjalp mr. Lorry med at pakke sig ind i frakke og rejsekappe og fulgte ham fra
de varme banklokaler ud i Fleet Streets klamme luft. »Hils både Lucie og lille Lucie,«
sagde mr. Lorry ved afskeden, »og pas godt på dem, til jeg kommer tilbage.« Charles
Darnay rystede smilende på hovedet, da vognen satte sig i bevægelse.
Den aften - det var den fjortende august - sad han længe oppe og skrev to dybtfølte
breve. Det ene var til Lucie og i det forklarede han hende, at han følte sig forpligtet til
at rejse til Paris og sagde, at han var sikker på, at han ikke løb nogen risiko ved det.
Det andet brev var til doktoren, og i det betroede han Lucie og barnet til hans varetægt
og skrev roligt og tillidsfuldt om sin rejse. Til dem begge sagde han, at han ville skrive
til dem straks efter sin ankomst til Paris for at berolige dem.
Det var svært for ham at tilbringe næste dag sammen med dem og for første gang
have en hemmelighed for dem. Det var svært at skulle skjule noget for dem, når de
var så fuldstændig uden mistanke. Men da han så sin hustru så rolig og tilfreds, blev
han bestyrket i sit forsæt om ikke at sige noget til hende, skønt han et øjeblik havde
haft mest lyst dertil, og dagen gik hurtigt. Tidligt på aftenen omfavnede han hende og
hendes lille navne, lod som han snart ville komme tilbage, tog den håndtaske han i al
hemmelighed havde pakket og vandrede af sted med tungt hjerte.
De usete kræfter drog ham til sig, og vind og vejr førte ham hastigt af sted. Han
overgav de to breve til et pålideligt bybud med ordre til at aflevere dem klokken halv
tolv om natten, men ikke tidligere, lejede så en hest og red af sted mod Dover. »I
retfærdighedens og barmhjertighedens navn,« havde den arme fange anråbt om hans
hjælp, og det gav ham kraft og mod, da han med tungt hjerte lod sig drage mod den
magnetiske klippe.

Tredie bog
Uvejrets spor
Side 165

Enecelle
Side 166
Den, der rejste fra London til Paris i efteråret 1792, kom kun langsomt af sted. Det
havde været galt nok at blive sinket af dårlige veje, dårlige heste og dårlige vogne,
den gang den arme franske konge endnu sad på sin trone i pragt og herlighed, men
de ændrede forhold havde skabt mange andre vanskeligheder. Hver byport og hver
accisebod ved landsbyerne havde sin flok af borgerpatrioter med nationale geværer
parat, og de standsede alle, der kom eller gik, tog dem i forhør, undersøgte deres
papirer, så efter om deres navne fandtes på de lister, de selv havde, sendte dem tilbage
eller lod dem drage videre eller standsede dem og satte dem i arrest, akkurat som det
passede dem, eller som de mente, det bedst tjente den eneste udelelige republik for
frihed, lighed, broderskab eller død.
Charles Darnay havde ikke rejst ret langt i Frankrig, før det begyndte at gå op for
ham, at der ikke var ringeste håb om, at han fik lov at vende tilbage, før han var blevet
erklæret en god borger i Paris. Hvad der end skete nu, så måtte han gennemføre
rejsen. Der var ikke en eneste vejbom, som sænkedes bag ham, og ikke en landsby
han var kommet igennem, uden at han indså, det var en ny jerndør, som spærrede
ham vejen tilbage til England. Han var til den grad bevogtet overalt, at hvis han havde
været fanget i et net eller var blevet sendt til sit bestemmelsessted i et bur, kunne han
ikke have følt sig mere som fange.
Denne vagtsomhed standsede ham ikke blot tyve gange i løbet af et par timer, men
den forsinkede hele rejsen, fordi borgerpatrioterne enten kom ridende efter ham og
førte ham tilbage eller red foran ham og standsede ham eller fulgte ham til næste
kontrolsted. Alene i Frankrig havde rejsen varet flere dage, da han dødtræt kom til en
lille by og stadig havde lang vej til Paris.
Kun Gabelles fortvivlede brev fra fængslet havde fået ham til at fortsætte rejsen. De
vanskeligheder, han havde ved vagten i denne lille by, havde været så store, at han
indså, situationen var blevet kritisk, og han blev derfor ikke det mindste forbavset, da
han midt om natten blev vækket i den lille kro, hvor han var blevet anbragt.
Han blev vækket af en forskræmt, lokal funktionær og af tre bevæbnede patrioter
med grove, røde huer på hovedet og piber i munden. De satte sig alle tre på sengen
og funktionæren sagde:
»Emigrant, jeg agter at sende dig til Paris under eskorte.«
»Borger, der er intet, jeg ønsker højere end at komme til Paris, men jeg kan godt
undvære eskorten.«
»Stille!« brummede en af mændene med rød hue og slog i sengen med
geværkolben. »Ikke et ord, aristokrat!«
»Det er rigtigt nok, hvad denne gode patriot siger,« bemærkede den forskræmte
funktionær, »du er aristokrat og må have eskorte ... og du må selv betale for den.«
»Jeg har jo intet valg,« sagde Charles Darnay.
»Valg! Hør bare på ham!« råbte manden med den røde hue. »Som om det ikke var
en nåde at blive beskyttet mod lygtesnorene.«
»Den gode patriot har ret igen,« sagde funktionæren. »Stå op og klæd dig på,
emigrant.«
Darnay adlød og blev så ført tilbage til vagtlokalet, hvor andre patrioter med røde
huer sad og røg og drak eller sov ved vagtilden. Her måtte han betale en høj pris for sin

Side 167
eskorte, og så begav han sig ledsaget af den ud på de dyngvåde veje klokken tre om
natten. Eskorten bestod af to ridende patrioter med røde huer og trefarvede kokarder.
De var bevæbnet med sabler og geværer, og der red en på hver side af ham. Darnay
styrede selv sin hest, men en line var anbragt i hestens hovedtøj og fastgjort om den
ene patriots håndled. Regnen piskede dem i ansigtet, da de travede over den lille bys
ujævne brolægning og videre ad sølede veje. Af og til skiftede de heste, men ellers red
de sådan hele vejen til hovedstaden.
De red om natten, standsede en time eller to inden solopgang og lå skjult til
tusmørket kom. De to mænd var så usselt klædt, at de snoede halm om benene og også
dækkede skuldrene med et helt lille halmtag for at holde regnen ude. Bortset fra genen
ved denne eskorte og fra faren ved, at den ene patriot hele tiden var fuld og omgikkes
sit gevær meget uforsigtigt, lod Charles Darnay sig ikke skræmme af situationen, han
befandt sig i, for han tænkte ved sig selv, at den ikke kunne have nogen forbindelse
med hans private forhold, som fangen i Abbaye fængslet ville kunne udtale sig om.
Men da de nåede byen Beauvais ved aftentide, kunne han ikke længere skjule for
sig selv, at sagernes udvikling efterhånden var temmelig alvorlig. Der blev stort opløb
for at se ham sidde af i postgården, og mange stemmer råbte: »Ned med emigranten.«
Han blev siddende i sadlen, fordi han mente, det var det sikreste sted, og sagde:
»Emigrant, mine venner? Er jeg måske ikke kommet til Frankrig af egen fri vilje?«
»Du er en fordømt emigrant!« råbte en beslagsmed og trængte sig frem med sin
hammer i hånden, »og du er en forbandet aristokrat!«
Postholderen stillede sig imellem beslagsmeden og Darnays hest og sagde
beroligende: »Lad ham være, lad ham være! Han kommer jo for retten i Paris og bliver
dømt der!«
»Dømt!« gentog beslagsmeden og svang sin hammer. »Ja, dømt som forræder.«
Hvorpå mængden brølede begejstret.
Postholderen agtede åbenbart at trække hesten ind i gården - den drukne patriot
sad sløv på sin egen hest med linen om håndleddet - men Darnay standsede ham, og
så snart han kunne komme til orde, sagde han:
»Venner, I tager fejl, eller man har bildt jer noget ind. Jeg er ikke forræder.«
»Han lyver!« råbte smeden. »Han er forræder, siden dekretet blev udstedt. Hans liv
tilhører folket. Hans forbandede liv er ikke hans eget!«
I samme nu så Darnay et glimt i mængdens øjne, som sagde ham, at de agtede at
kaste sig over ham, men postholderen trak hurtigt hans hest ind i gården, de to mænd,
der eskorterede ham, fulgte efter, porten blev lukket og slåen sat for. Beslagsmeden
slog et par slag på den med sin hammer, og mængden brummede, men mere skete
der ikke.
»Hvad er det for et dekret, smeden talte om?« spurgte Darnay postholderen, da han
havde takket ham og nu stod ved hans side i gården.
»Dekretet om salg af emigranters ejendom.«
»Når blev det udstedt?«
»Den fjortende.«
»Altså den dag jeg forlod England!«
»Alle siger, at det kun er begyndelsen, og at der kommer mange flere ... hvis de
da ikke allerede er kommet ... så alle emigranter er landsforviste, og de, der vender

Side 168
tilbage, bliver dømt til døden. Det var, hvad han mente, da han sagde, at Deres liv ikke
er Deres eget.«
»Men de dekreter er jo ikke udstedt endnu?«
»Det ved jeg skam ikke noget om,« sagde postholderen og trak på skuldrene. »De
kan være kommet, og i hvert fald kommer de. Det kommer alt sammen ud på et. Hvad
er der at gøre ved det?«
De lå i halmen oppe på et loft til et stykke hen på natten, og da alle i byen sov,
red de videre. En af de forandringer, man ikke kunne undgå at lægge mærke til, var,
hvor lidt der blev sovet. Efter at have redet længe ad øde veje kom de ofte til nogle
få fattige rønner, men de lå ikke mørke hen som i gamle dage. Nej, nu var der lys
i alle vinduer, og i nattens mulm og mørke dansede befolkningen i rundkreds om
et ynkeligt lille frihedstræ eller stod sammen og sang frihedssange. Lykkeligvis sov
befolkningen i Beauvais dog den nat, så de slap helskindet bort og red atter ud i mørket
og ensomheden. I den kolde, klamme natteluft kom de forbi usle marker, der ikke havde
givet nogen afgrøde det år. Ind imellem lå der forkullede rester af nedbrændte huse,
og ved korsvejene var der over alt patruljer af patrioter på vagt.
Ved daggry nåede de Paris' mure. Bommen var lukket og omhyggeligt bevogtet, da
de red hen til den.
»Hvor er fangens papirer?« spurgte en myndig mand, der åbenbart havde
kommando på stedet og var blevet kaldt ud af vagten.
Charles Darnay syntes selvfølgelig ikke om udtrykket og gjorde manden
opmærksom på, at han var en rejsende og fransk borger, og at blot de urolige tilstande
i landet havde nødvendiggjort, at han fik denne eskorte med sig, som han selv havde
betalt for. »Hvor er fangens papirer?« spurgte manden igen uden at tage ringeste notits
af Darnays ord.
Den berusede patriot havde dem gemt i sin hue og tog dem nu frem. Da manden
havde gennemlæst Gabelles brev, rynkede han misfornøjet brynene og så skarpt på
Darnay.
Derpå forlod han både eskorten og den eskorterede og gik ind i vagtstuen, medens
de blev siddende på deres heste uden for bommen. Darnay så sig om og opdagede, at
porten blev bevogtet dels af soldater, dels af patrioter, men de sidste var i stærkt overtal,
og at medens bøndernes kærrer med grøntsager og andre madvarer og lignende trafik
frit kunne køre ind, så fik selv de jævneste mennesker ikke lov til at forlade byen. En
talrig skare af mænd og kvinder, for ikke at tale om dyr og køretøjer af alle slags,
ventede på tilladelse til at gå ud; men den undersøgelse, de blev underkastet, var så
grundig, at de kun langsomt slap gennem bommen. Nogle af disse mennesker vidste,
at det ville vare længe, inden det blev deres tur, så de lagde sig ned på jorden og sov
stille eller røg deres piber, medens andre snakkede sammen eller drev omkring. Alle
havde røde huer, og den trefarvede kokarde blev båret af både mænd og kvinder.
Da Darnay havde siddet i sadlen en halv timestid og set på det liv, der rørte sig
omkring ham, kom den mand, der havde taget hans papirer, ud og gav vagten ordre til
at åbne bommen. Derpå gav han de to mænd en kvittering for afleveringen af Darnay
og anmodede ham om at sidde af. De to patrioter vendte hestene og red bort uden at
have været inde i byen. De førte hans trætte hest med sig.
Darnay fulgte manden ind i vagtstuen, hvor der lugtede af gammel vin og tobak, og
hvor adskillige soldater og patrioter - nogle sovende, andre vågne, nogle ædru, andre
fulde - sad, lå eller stod. Lyset i rummet kom dels fra en søvnig olielampe, dels fra det

Side 169
svage grå dagslys, der faldt ind gennem vinduerne. På et bord lå åbne protokoller, og
en officer af en mørk, grov type sad og læste i dem.
»Borger Defarge,« sagde han til den mand, der havde ført Darnay ind, »er dette
emigranten Evrémonde?«
»Ja, det er manden.«
»Din alder, Evrémonde?«
»Syv og tredive.«
»Gift, Evrémonde?«
»Ja.«
»Hvor blev du gift?«
»I England.«
»Ja, naturligvis. Hvor er din kone, Evrémonde?«
»I England.«
»Ja, naturligvis. Du vil blive anbragt i La Force fængslet, Evrémonde.«
»Du godeste Gud!« udbrød Darnay. »Men efter hvilken lov og for hvilken
forbrydelse?«
Officeren så et øjeblik op fra den lille seddel, han havde i hånden.
»Vi har fået ny love, Evrémonde, og ny forbrydelser, siden du var her sidst,« sagde
han med et hårdt smil og skrev videre.
»Jeg beder Dem indstændigt Lemærke, at jeg er kommet hertil af egen fri vilje efter
at have modtaget et brev med bøn om hjælp fra en landsmand ... det brev, der ligger
foran Dem nu. Det eneste, jeg ønsker, er omgående at få lov til at yde ham denne
hjælp. Er det måske ikke min ret?«
»Emigranter har ingen ret, Evrémonde,« var det tvære svar. Officeren skrev videre
og rakte så papiret til Defarge med ordet: »Hemmeligt.«
Defage gjorde tegn med den hånd, der holdt papiret, at fangen skulle følge med
ham. Fangen adlød, og to bevæbnede patrioter eskorterede dem.
»Er det Dem,« spurgte Defarge sagte, da de var kommet ud af vagtstuen og gik ind
mod byen, »er det Dem, der er gift med en datter af doktor Manette, som engang var
fange i Bastillen, der nu ikke eksisterer mere?«
»Ja,« svarede Darnay og så forbavset på ham.
»Mit navn er Defarge, og jeg har en vinbod i Saint Antoine kvarteret. De har muligvis
hørt tale om mig.«
»Min hustru kom til Dem og hentede sin far, ikke sandt?« Ordet hustru vakte
åbenbart triste tanker hos Defarge, og han sagde irriteret: »I den nyfødte kvinde
guillotinens navn, hvorfor rejste De dog til Frankrig?«
»De hørte mig jo sige, hvorfor jeg er kommet, for et øjeblik siden. Tror De ikke, jeg
talte sandhed?«
»Det er en meget uheldig sandhed for Dem,« svarede Defarge med rynkede bryn
og stirrede ret frem for sig.
»Jeg føler mig helt fremmed her. Alt er så forandret ... så uretfærdigt, at jeg føler
mig helt fortabt. Vil De ikke hjælpe mig lidt?«
»Nej.« Defarge blev ved med at stirre frem for sig.

»Vil De besvare et eneste spørgsmål?«
Side 170
»Måske. Det kommer an på, hvad det er. Men De kan jo fremsætte spørgsmålet.«
»Får jeg lejlighed til at sætte mig i forbindelse med omverdenen fra det fængsel,
som jeg nu så uretfærdigt føres til?«
»Det vil De få at se.«
»Jeg skal da vel ikke spærres inde der uden dom og uden lejlighed til at forsvare
mig?«
»Det vil De få at se. Men var der i grunden så meget at sige til det? Andre har før
i tiden været begravet i lignende fængsler.«
»Men aldrig ved min hjælp, borger Defarge.«
Defarge sendte ham et mørkt blik til svar og gik videre i tavshed. Jo tavsere han var,
jo mindre blev håbet om, at hans hjerte kunne blødgøres, tænkte Darnay.
»Det er af yderste vigtighed for mig ... ja, De ved jo endnu bedre end jeg, hvor vigtigt
det er ... at jeg får lejlighed til at underrette mr. Lorry fra Tellsons Bank, der for tiden
er i Paris, om, at jeg er blevet kastet i fængsel og er i La Force. Vil De sørge for, at
det bliver gjort?«
»Jeg vil overhovedet ikke gøre noget for Dem,« svarede Defarge stædig. »Jeg har
mine pligter over for mit land og folket. Jeg har aflagt ed på at tjene dem begge imod
Dem, så jeg vil intet gøre for Dem.«
Charles Darnay indså det håbløse i at bede ham mere, og desuden forbød hans
stolthed ham det. De gik altså videre i tavshed, og det slog ham, hvor vant pariserne
åbenbart var til at se fanger blive ført gennem gaderne. Selv børnene så knap på ham.
Nogle få forbipasserende så efter ham og løftede hånden truende ved synet af en
aristokrat, men ellers var det ikke mere bemærkelsesværdigt, at en velklædt mand var
på vej til fængsel, end at en arbejdsklædt mand var på vej til arbejde. I en snæver,
mørk, snavset gyde, de kom igennem, var en ophidset taler steget op på en stol og talte
til folkemængden om kongens og den kongelige families forbrydelser mod folket. Det
var gennem de få ord, Darnay hørte, da han gik forbi, at han erfarede, at kongen var
i fængsel, og at de udenlandske gesandter alle havde forladt Paris. På vejen gennem
Frankrig havde han intet hørt undtagen i Beauvais, for eskorten og den vagtsomhed,
han hele tiden havde været omgivet af, havde holdt ham fuldstændig isoleret.
Naturligvis var han efterhånden klar over, at landet nu var langt farligere for ham,
end det havde været, da han forlod England. Og endnu farligere kunne situationen
efterhånden blive; han måtte indrømme over for sig selv, at havde han vidst, hvordan
forholdene ville udvikle sig, var han sandsynligvis slet ikke taget af sted. Men alligevel
så han ikke så mørkt på fremtiden, som disse sidste begivenheder kunne berettige
ham til. Selv om den så truende ud, så anede han jo intet om de forfærdelige myrderier,
der ville begynde om nogle få timer og vare mange døgn. Det »nyfødte skarpe,
kvindelige væsen, der hed guillotinen«, havde han kun akkurat hørt nævne, og selv
folket vidste ikke stort mere om det. De rædselsgerninger, der snart skulle udføres, var
sandsynligvis endnu ikke spiret frem i hjernen på dem, der skulle gennemføre dem, og
hvordan kunne en god og ædel mand så forudse dem?
Han følte sig temmelig sikker på, at han ville få en uretfærdig behandling under
opholdet i fængslet og komme til at lide under adskillelsen fra hustru og barn, men
udover det følte han ikke særlig ængstelse. Under disse tanker nåede han frem til La
Force og blev ført ind på den triste gårdsplads.

Side 171
En mand med rødt, oppustet ansigt åbnede den stærke gitterport, og Defarge sagde:
»Emigranten Evrémonde.«
»Så for satan! Hvor mange flere kommer der mon?« udbrød manden med det
rødskjoldede ansigt.
Defarge tog imod kvittering for fangen uden at svare på dette udbrud og gik så sin
vej sammen med de to andre patrioter.
»Jeg gentager: Så for satan!« sagde arrestforvareren til sin kone. »Hvor mange flere
kommer der mon?«
Arrestforvarerens kone havde ikke svar på det spørgsmål, så hun nøjedes med at
sige: »Man må være tålmodig, kære ven!« Tre fangevogtere, som hun havde ringet på,
var kommet ind og gav hende ret i denne udtalelse. En af dem tilføjede: »For frihedens
skyld,« hvilket lød lidt komisk i disse omgivelser.
La Force var et mørkt og trist fængsel; luften var ligefrem forpestet af alle de sovende
mennesker, da der aldrig blev gjort rent!
»Og oven i købet i hemmeligt fængsel!« sagde arrestforvareren og så på sedlen.
»Som om her ikke allerede var helt besat!«
Han stak irriteret sedlen på en krog med andre papirer, og i en halv time ventede
Charles Darnay på, hvad der nu skulle ske. Af og til vandrede han op og ned i rummet,
af og til satte han sig på en stenbænk - og sådan huskede arrestforvareren og hans
underordnede ham senere.
»Kom så med mig, emigrant!« sagde arrestforvareren omsider.
I fængslets triste halvmørke vandrede de gennem gange og op ad trapper. Mange
døre blev åbnet og så låst efter dem, til de trådte ind i et stort, lavt rum med hvælvet loft,
som var overfyldt med fanger af begge køn. Kvinder sad ved et langt bord og læste,
skrev, strikkede eller broderede. Størsteparten af mændene stod bag deres stole eller
vandrede op og ned i rummet.
I sin instinktive afsky for fanger, der havde svære forbrydelser på samvittigheden,
veg Charles Darnay uvilkårligt tilbage fra disse mennesker, men det mærkeligste på
hele hans rejse var det øjeblik, da de alle sammen rejste sig for at tage imod ham med
al den ynde og høflighed, som var den tidsalder egen.
Denne forfinelse passede så dårligt til omgivelserne, alle skikkelserne virkede så
blege og spøgelsesagtige efter alt, hvad de havde gennemgået, at Charles Darnay
fik følelsen af at befinde sig mellem lutter døde. Gengangere var de! Gengangere
af skønhed og værdighed, gengangere af elegance og stolthed, gengangere af
letsindighed, vid, ungdom, alderdom, der alle ventede på at kunne forlade disse øde
kyster og nu betragtede ham med øjne, der var præget af den død, de havde lidt, da
de kom til La Force.
Han stod som lammet. Arrestforvareren ved hans side og de forskellige
fangevogtere, der gik omkring derinde, ville have set meget almindelige ud under andre
forhold, men her virkede de så utrolig simple og grove mellem disse sørgende mødre
og blomstrende unge døtre - mellem kokette, unge skønheder og fornemme, ældre
damer - at det yderligere understregede det forunderlige i scenen. Ja, de måtte være
spøgelser alle sammen! Der måtte være sket noget på det lange, uvirkelige ridt, som
førte ham ind blandt disse triste skygger!
»I alle mine forsamlede lidelsesfællers navn,« sagde en fornem herre, idet han trådte
Darnay i møde, »har jeg den ære at ønske Dem velkommen til La Force og beklage de

Side 172
omstændigheder, der har ført Dem herind. Gid alt snart må ende lykkeligt! Under andre
forhold ville det være en næsvished, men tør jeg under disse ekstraordinære forhold
spørge om Deres navn og stand?«
Charles Darnay tog sig sammen og gav de ønskede oplysninger i så velvalgte ord,
som det var ham muligt.
»Men jeg håber da,« fortsatte herren og så hen på arrestforvareren, der gik gennem
stuen, »at De ikke skal i hemmeligt fængsel?«
»Jeg aner ikke, hvad det betyder, men jeg har hørt dem sige, at det skal jeg.«
»Åh, det er en skam! Det beklager vi i allerhøjeste grad. Men tab ikke modet. Flere
af selskabet her har været i hemmeligt fængsel i begyndelsen, og det varede kun en
ganske kort tid.« Så tilføjede han, idet han hævede stemmen: »Jeg beklager at måtte
meddele Dem, mine damer og herrer, at det er ... hemmeligt fængsel.«
Der hørtes en deltagende mumlen, da Charles Darnay gik over til den jernbeslåede
dør, hvor arrestforvareren stod og ventede. Mange stemmer, de fleste bløde, forfinede
kvindestemmer, udtrykte medlidenhed og søgte at indgyde ham mod. Han vendte
sig om, da han stod i døren og søgte at udtrykke sin taknemmelighed, inden
arrestforvareren lukkede døren, og synet forsvandt for stedse.
De stod ude på en stentrappe. Da de var gået op ad fyrre trin - skønt Charles Darnay
kun havde været fange i en halv time, talte han dem - åbnede arrestforvareren en lav,
sort dør, og de kom ind i en enecelle. Luften var klam og kold, men der var ikke mørkt.'
»Her skal du være,« sagde arrestforvareren.
»Hvorfor skal jeg spærres inde alene?«
»Det aner jeg virkelig ikke.«
»Kan jeg købe pen, blæk og papir?«
»Det har jeg ikke fået besked om. Men du vil få lejlighed til at spørge om det. I
øjeblikket kan du kun købe mad.«
I cellen var der en stol, et bord og en halmmadras. Da arrestforvareren gik rundt
og inspicerede disse genstande, inden han forlod cellen, slog det Darnay, at både
hans ansigt og krop var så oppustede, at det så ud, som om han var druknet og helt
gennemtrukket af vand. Da arrestforvareren var gået, tænkte han på samme vage
måde: »Nu er jeg ladt tilbage her, som om jeg var død.« Han stod et øjeblik stille og
så ned på madrassen, vendte sig så bort med væmmelse og sagde til sig selv: »Og alt
det, der kryber rundt dernede, er legemets første opløsningsstadium.«
»Fem skridt langt og fire et halvt skridt bredt, fem skridt langt og fire et halvt skridt
bredt.« Fangen vandrede frem og tilbage i sin celle, talte skridtene og lyttede til den
dæmpede larm fra byen derude. »Han syede sko, han syede sko, han syede sko.«
Fangen gik hurtigere til og tvang sig til at glemme de sidste ord.
»Spøgelserne forsvandt, da døren blev lukket. Der var et iblandt dem ... en dame
klædt i sort. Hun stod henne i vinduesnichen og lyset faldt på hendes gyldne hår, og
hun lignede ... lad os for Guds skyld ride videre gennem de oplyste landsbyer, hvor alle
beboerne er vågne! ... Han syede sko, han syede sko, han syede sko ... Fem skridt
langt og fire et halvt skridt bredt.« Medens dette virvar af tanker gik gennem fangens
hjerne, vandrede han stadig hurtigere op og ned i cellen og talte og talte skridtene.
Larmen ude fra byen lød stadig som fjerne trommeslag, men gennem den hørte han
velkendte stemmer jamre og klage.

Slibestenen
Side 173
Tellsons Filial i Saint Germain kvarteret i Paris havde til huse i en fløj af et stort palæ.
Man nåede til det ved at gå over en stor gårdsplads, der var adskilt fra gaden ved en
høj mur og en stærk port. Huset tilhørte en fornem adelsmand, som havde haft sit hjem
der, indtil han flygtede fra alle vanskelighederne iført sin egen koks klæder og slap
over grænsen. Skønt han nu kun var et jaget dyr, der flygtede fra sine forfølgere, var
han i sind og skind stadig den monseigneur, der i gamle dage ikke kunne drikke sin
chokolade uden at blive opvartet af tre lakajer.
Da monseigneur var flygtet, blev hans hus først beslaglagt og derefter konfiskeret,
medens de tre lakajer rensede sig for den synd at have tjent en høj løn ved at være
mere end villige til i frihed, lighed, broderskab eller dødens navn at skære halsen over
på deres tidligere herres ligemænd.
Alt gik jo så umådeligt hurtigt. Det ene dekret kom lige efter det andet, og nu den
tredje september om aftenen havde lovens patriotiske udsendinge taget monseigneurs
hus i besiddelse, hejset det trefarvede flag over det og satte sig så til at drikke cognac
oppe i salonerne.
Hvis Tellsons Bank i London havde været indlogeret i lignende lokaler som filialen
i Paris, var chefen sikkert hurtigt kommet på en galeanstalt og firmaet gået fallit. For
hvad ville de hæderlige, ansvarsbevidste klienter have sagt til en bank, der havde
orangetræer voksende i træbaljer foran indgangen og en hvidkalket amorin over
skranken? Men sådan var der nu en gang. Tellsons havde kalket amorinen over, men
man kunne alligevel se ham svæve deroppe på loftet i meget let antræk og med blikket
rettet mod pengene fra morgen til aften. I London ville denne unge, hedenske person
uvægerligt have ført til fallit, og en alkove med forhæng bag den udødelige dreng
og et stort spejl fældet ind i væggen ville ikke have gjort sagen bedre. Desuden var
kontoristerne aldeles ikke gamle, og de gik ud og dansede på offentlige steder, så snart
de kunne komme til det. Men alt dette skadede aldeles ikke Tellsons franske afdeling,
og så længe tiderne blot var nogenlunde normale, blev ingen af klienterne ængstelige
eller trak deres penge ud.
Hverken mr. Lorry eller noget andet menneske her på jorden kunne den aften sige
noget om, hvor mange penge der ville blive trukket ud af Tellsons Bank i fremtiden, og
hvor mange der ville blive liggende glemt, hvilke sølvgenstande og smykker der ville
blive anløbne i Tellsons gemmesteder, medens ejerne sad i fængsel eller led døden,
hvor mange konti hos Tellsons der aldrig mere skulle gøres op i denne verden men
måtte overføres til den næste. Alt dette sad mr. Larry og tænkte på foran det nylig
tændte bål i kaminen - for vejret var unaturlig koldt det år - og der var en dybere skygge
over hans gamle hæderlige ansigt end hængelampen kunne præstere, en skygge, der
rummede rædsel.
I sin trofasthed mod det firma, han havde tjent hele sit liv, havde han slået sig
ned i nogle værelser i selve banken, og tilfældigvis blev sikkerheden større ved den
patriotiske besættelse af hovedbygningen, hvilket den tapre, gamle herre i øvrigt
aldeles ikke tænkte på. Alle den slags omstændigheder var ham komplet ligegyldige,
han gjorde blot sin pligt. Ovre i gårdens modsatte side var der holdeplads til vogne inde
under en kolonnade, og der stod for resten endnu nogle af monseigneurs køretøjer.
To store fakler var anbragt i jernringe på søjlerne, og i deres skær stod ude i gården
en stor slibesten, der åbenbart var hentet fra en eller anden smedje i nærheden og
hastigt stillet op her. Mr. Lorry rejste sig, så ud ad vinduet på den harmløse genstand,

Side 174
gøs og søgte hurtigst muligt tilbage til sin plads ved ilden. Han havde ikke alene åbnet
ruden, der gik indad, men også tremmeskodden, der gik udad, og han rystede over
hele kroppen, da han fik dem begge lukket igen.
Uden for den høje mur og den solide port hørtes byens sædvanlige larm, men nu og
da havde den en ubeskrivelig uhyggelig klang, som om nye lyde af en gruopvækkende
art hævede sig mod himmelen.
»Gud være lovet, at ingen af mine kære er i denne frygtelige by i aften,« sagde mr.
Lorry og foldede sine hænder. »Gid Han vil tage alle dem, der er i fare, i sin varetægt.«
Kort efter ringede klokken ude ved den store port, og mr. Larry tænkte: »Nu kommer
de tilbage!« Men der lød ilske trampen og råb derude. Han hørte porten blive smækket
i, og så var alt stille.
Mr. Lorrys nervøsitet og angst skyldtes bekymringen for banken, som ganske
naturligt måtte opstå i så urolige tider. Der var et stærkt vagthold i lokalerne, og han
rejste sig netop for at gå ud til de pålidelige mænd, da døren til hans stue blev revet
op, og han stirrede forfærdet på de to mennesker, der kom styrtende ind.
Lucie og hendes far! Lucie med armene strakt ud imod ham og det velkendte
alvorlige ansigtsudtryk så forstærket, at det så ud, som om det oprindeligt var blevet
skabt i hendes træk for at give dem kraft og styrke i denne hendes livs krise.
»Hvad er dog dette?« udbrød mr. Lorry stakåndet og forvirret. »Hvad er der på
færde? Lucie! Manette! Hvad er der sket? Hvorfor er I her?«
Med blikket rettet mod hans ansigt kastede hun sig bleg og skælvende i hans arme
og stønnede bedende: »Ah, kære ven, hvor er min mand?«
»Din mand, Lucie?«
»Ja, Charles.«
»Hvad er det med Charles?«
»Han er her.«
»Her i Paris?«
»Ja, han har været her i nogle dage ... tre eller fire ... jeg husker ikke rigtig hvor
mange, for jeg kan ikke samle mine tanker. Uden at vi vidste det, rejste han herover
for at hjælpe et menneske, der var i fare. Han blev standset ved byporten og sendt i
fængsel.«
Den gamle mand udstødte et skrig. Næsten i samme øjeblik ringede det igen på
klokken ved porten, og der hørtes råb og trampen ude i gården.
»Hvad er det for en støj?« spurgte doktoren og vendte sig mod vinduet.
»Se ikke ud!« råbte mr. Lorry. »Se endelig ikke ud! Manette, om De har Deres liv
kært, så åbn ikke skodden.«
Doktoren havde allerede lukket vinduet op, men nu vendte han sig mod mr. Lorry
og sagde med et roligt, koldt smil:
»Min kære ven, i denne by er jeg ikke i fare. Jeg har jo været fange i Bastillen. Der
findes ikke en patriot i Paris ... eller rettere sagt i hele Frankrig, der ville vove at røre
mig, når han hørte, jeg havde siddet fanget i Bastillen, undtagen for at omfavne mig og
bære mig i triumf. Mine tidligere lidelser har givet mig en magt, der har ført os uhindret
forbi bommen, skaffet os oplysninger om Charles og hjulpet os herhen. Jeg vidste, at
sådan ville det være. Jeg vidste, at jeg kunne hjælpe Charles ud af al fare. Det sagde
jeg straks til Lucie ... Hvad er det så for en støj?« Han stod igen med hånden på vinduet.

Side 175
»Se ikke ud!« råbte mr. Lorry helt ude af sig selv. »Nej, kæreste Lucie, du må heller
ikke.« Han lagde sin arm om hende og holdt hende tilbage. »Vær dog ikke så angst,
kæreste barn. Jeg sværger, at jeg ikke har hørt, der er tilstødt Charles noget ondt, og
at jeg ikke engang anede, han var i denne frygtelige by. Hvilket fængsel er han i?«
»La Force.«
» La Force! Lucie, mit barn, du, der altid har været så tapper og praktisk, må også
være rolig nu og gøre akkurat, hvad jeg siger, for langt mere afhænger deraf, end du
aner, og jeg kan sige dig, du selv kan intet gøre nu i aften, og der er ikke tale om, at du
kan gå ud. Jeg nævner dette, fordi hvad jeg må bede dig om at gøre for Charles' skyld,
er det sværeste af alt. Du må være lydig og ganske, ganske stille. Du må lade mig føre
dig ind i et værelse bag ved dette, så din far og jeg kan tale alene sammen i et par
minutter, og du må gøre det straks, så sandt som der er liv og død i denne verden.«
»Ja, jeg skal gøre alt, hvad De siger. Jeg kan se på Deres ansigt, at De ved, der
ikke er andet, jeg kan udrette. Jeg ved, De ikke vil svigte mig.«
Den gamle mand kyssede hende, førte hende hurtigt ind i sit soveværelse og låsede
så begge dørene. Derpå skyndte han sig tilbage til doktoren, lukkede vinduet op og
åbnede skodden på klem, lagde sin hånd på doktorens arm, og sammen så de ud i
gården.
Derude stod en flok mænd og kvinder, som ikke tilnærmelsesvis fyldte gårdspladsen
- der var vel fyrre eller halvtreds i alt. De mænd, der havde taget hovedbygningen i
besiddelse, havde lukket dem ind, og skaren var straks styrtet hen til slibestenen, som
åbenbart var anbragt der til deres brug, fordi stedet var bekvemt og isoleret.
Men det var uhyggelige arbejdere og et uhyggeligt arbejde, de havde for!
Slibestenen havde to håndtag, og de to mænd, der drejede dem, havde ansigter,
der, når det lange hår faldt bort fra dem, var mere vilde og rå og brutale end selv
de vildeste urfalks i deres mest barbariske krigspragt. De havde forlorne øjenbryn og
overskæg klistret 'på, deres hæslige ansigter var oversmurt med blod og fortrukne af
at hyle og stirre og af mangel på søvn. Medens disse kæltringer drejede og drejede
slibestenen, så deres lange hår skiftevis faldt ned ad ryggen og frem over ansigtet,
stod nogle kvinder og holdt vin til deres læber, så de kunne drikke. Vin og blod randt
ned over hagerne, og gnisterne fra slibestenen øgede hele scenens gru. Man kunne
ikke se en eneste i flokken, der ikke var oversmurt med blod. Mændene, der trængtes
om slibestenen for at komme til, var alle nøgne til bæltestedet og både deres krop
og arme og deres lasede klæder var røde. Mænd havde røvet sløjfer og bånd fra
kvinder og pyntet sig med dem, men pynten var helt gennemtrukket med blod. Økser,
knive, bajonetter, sabler, der skulle slibes, var alle røde af blod. Nogle af sværdene var
bundet til bærerens håndled med klude af linned eller kjoletøj, men alle kludene havde
den samme røde farve. Næppe var disse våben blevet skærpet på slibestenen, før
mændene snappede dem ud af gnistregnen og styrtede ud på gaden. I deres vanvittige
blik lyste den samme røde glød - det var øjne, som ethvert sobert menneske vilde have
givet tyve år af sit liv for at affyre en bøsse imod.
Alt dette opfattede de to ved vinduet i et eneste nu, ligesom et druknende menneske
ser hele sit liv. De trak sig tilbage fra vinduet, og doktoren så spørgende på sin vens
askegrå ansigt.
»De er i færd med at myrde fangerne,« hviskede mr. Larry og så sig ængstelig om
i det aflåsede værelse. »Hvis De er sikker på, at De virkelig har så megen magt ... og
det tror jeg for resten også selv, at De har ... så lad disse banditter få at vide, hvem De

Side 176
er, få dem til at føre Dem hen til La Force. Muligvis er det allerede for sent, det ved jeg
jo ikke, men i hvert fald må det ikke udsættes et eneste minut.«
Doktor Manette trykkede hans hånd og ilede barhovedet ud af værelset, så han
allerede stod ude i gården, da mr. Lorry nåede hen til vinduet.
Hans flagrende, hvide hår, karakterfaste ansigt og den myndighed, hvormed han
skubbede de blodige våben til side henne ved slibestenen, gjorde straks indtryk på
hele skaren. Et øjeblik blev der stille, man hørte en dæmpet mumlen og så lød
doktorens klangfulde stemme. I samme nu så mr. Lorry ham omringet af hele flokken,
og mændene løftede ham højt på deres skuldre. Luften genlød af råbene: »Længe leve
fangen fra Bastillen! Hjælp fangen fra Bastillens slægtning i La Force! Plads for fangen
fra Bastillen der forude! Frels Evrémonde fra La Force!«
Med bankende hjerte lukkede mr. Lorry vinduet, trak gardinerne for, skyndte sig ind
til Lucie og fortalte hende, at hjulpet af folket var hendes far gået ud for at søge efter
Charles. Han fandt lille Lucie og miss Pross inde hos hende, men det var først længe
efter, at det faldt ham ind at undre sig over deres komme, da han sad og betragtede
dem så fredeligt, som man kunne have det en aften som denne.
Lucie lå da i en døs ved hans fødder med hans hånd i sin. Miss Pross havde lagt
barnet til ro på hans egen seng og efterhånden var hendes hoved sunket ned på puden
ved siden af lille Lucies. Natten var uendelig lang, og man hørte kun Lucies suk og
klage. Timerne gik, og hendes far kom stadig ikke med bud om Charles.
To gange i nattens løb blev der igen ringet på porten, og slibestenen spruttede og
hvæsede. »Hvad er dog det?« råbte Lucie angst. »Stille! Soldaterne sliber blot deres
sabler derude,« sagde mr. Lorry. »Palæet er en national ejendom og bliver brugt som
et slags arsenal.«
To gange kom de altså, men ved det sidste besøg blev der arbejdet meget lidt
og uden ret megen energi. Kort efter begyndte dagen at gry, så han frigjorde sin
hånd, listede hen til vinduet og kiggede forsigtigt ud. En mand, der var så tilsølet med
blod, at man kunne have taget ham for en hårdt såret soldat, der var ved at komme
til bevidsthed ude på slagmarken, rejste sig op fra fliserne ved siden af slibestenen
og så sig sløvt om. I det svage morgenlys fik den udmattede morder øje på en af
monseigneurs kareter, vaklede hen til den, krøb ind i den, lukkede døren efter sig og
lagde sig til at sove på de silkebetrukne hynder.
Den store slibesten, jorden, havde vendt sig et stykke, da mr. Larry igen så ud, og
Solen kastede sit røde skær over gårdspladsen. Men den mindre slibesten stod forladt
i den stille morgenluft med røde pletter, som Solen hverken havde givet den eller nogen
sinde ville kunne fjerne.

Skyggen
Side 177
Noget af det første, der faldt mr. Lorry ind, da tiden nærmede sig, hvor banken skulle
lukke op, var, at han ikke havde ret til at udsætte Tellsons filial for fare ved at give husly
til en arresteret emigrants hustru. Sine private ejendele, sin sikkerhed og sit liv havde
han gerne ofret for Lucie og hendes barn, men banken havde krav på, at han viste
forsigtighed, og i den retning var han først og fremmest forretningsmand.
I begyndelsen gik hans tanker til Defarge, og han tænkte på at opsøge vinboden
og bede ejeren om råd angående et sikkert opholdssted. Men ved nærmere eftertanke
faldt det ham ind, at Defarge boede i det mest oprørske kvarter og sikkert var med i
alle de revolutionære planer og handlinger.
Da klokken var blevet tolv, uden at doktoren vendte tilbage, og hvert minut øgede
faren for, at banken skulle blive kompromitteret, tog mr. Lorry Lucie med på råd. Hun
sagde, at hendes far havde talt om at leje en lejlighed der i kvarteret for en kort tid for at
være i nærheden af banken. Da denne ordning ikke kunne volde firmaet nogen fortræd,
og mr. Lorry indså, at det ville vare en rum tid, inden Charles kunne forlade landet,
selv om han kom på fri fod, gik den gamle herre ud og fandt en passende lejlighed i en
stille sidegade højt oppe i et hus, hvor nedrullede gardiner i de andre etager fortalte,
at hjemmene stod tomme.
Her anbragte han straks Lucie, hendes lille pige og miss Pross og trøstede dem så
meget han kunne, og langt mere end han kunne trøste sig selv. Han lod Jerry blive hos
dem, fordi han ville fylde godt i døråbningen og kunne tåle adskillige slag i hovedet, og
vendte så tilbage til sine forretninger. Med trist, bekymret sind tog han fat på sit arbejde,
og timerne slæbte sig langsomt af sted. -
Han var dødtræt, da det blev lukketid, og han igen sad i sin stue fordybet i tanken
om, hvad han nu skulle gøre. Lige med et hørte han skridt uden for på trappen, og et
øjeblik efter stod en mand foran ham og så undersøgende på ham, idet han nævnede
hans navn.
»Ja, det er mig,« svarede mr. Lorry. »Kender De mig?«
Det var en kraftig mand med sort, krøllet hår. Han kunne vel være mellem fem og
fyrre og halvtreds år gammel, og i stedet for at svare gentog han mr. Lorrys spørgsmål:
»Kender De mig?«
»Ja, jeg har set Dem før.«
»Måske i min vinbod?«
Mr. Larry blev meget ophidset og udbrød: »Kommer De fra doktor Manette?«
»Ja, jeg kommer fra doktor Manette.«
»Og hvad besked har De? Har De brev med fra ham?«
Defarge rakte ham en lille seddel, hvorpå der stod med doktorens håndskrift:
»Charles er i sikkerhed, men jeg tør endnu ikke forlade stedet her. Jeg har opnået
tilladelse til, at budet kan aflevere en lille skriftlig hilsen fra Charles til hans hustru. Lad
budet selv aflevere den til hans hustru.«
Sedlen var dateret La Force en time tidligere.
»Vil De gå med mig hen til det sted, hvor hans kone bor?« spurgte mr. Lorry glad
efter at have læst sedlen højt.
»Ja,« svarede Defarge.

Side 178
Mr. Larry lagde ikke mærke til den korte, reserverede måde, hvorpå Defarge talte,
men tog sin hat, og de gik sammen ned i gården. Her stod to kvinder. Den ene strikkede.
»Men det er jo madame Defarge!« udbrød mr. Larry, der havde set hende
beskæftiget på selv samme måde for mange år siden. »Ja, det er hende,« svarede
hendes mand.
»Går madame med os?« spurgte mr. Lorry, da hun begyndte at gåsamtidigt med
dem.
»Ja, hun går med for at kunne genkende disse personer. Det er af hensyn til deres
sikkerhed.«
Nu begyndte mr. Lorry at blive slået af Defarges væsen og så lidt betænkelig på
ham. Begge kvinderne fulgte med. Den anden var Hævnen.
De gik så hurtigt som muligt gennem gaderne og op ad trappen til Lucies nye hjem,
hvor Jerry lukkede dem ind, og de fandt Lucie alene og grædende. Hun blev lykkelig
over meddelelsen, mr. Lorry bragte hende, og trykkede taknemmelig den hånd, der
rakte hende Charles' lille brev, uden at ane hvor nær denne hånd havde været ham
natten igennem, og hvad den ville have gjort ved ham, hvis ikke hendes far var kommet
til hjælp.
»Kæreste, tab ikke modet. Jeg har det godt, og din far har indflydelse på mine
omgivelser. Du kan ikke sende mig svar på dette. Kys vort barn fra mig.«
Det var alt hvad der stod, men det betød så uendelig meget for Lucie, at hun vendte
sig fra Defarge til hans hustru og kyssede den hånd, der holdt på strikketøjet, men
hånden reagerede ikke, den sank tung og kold ned og tog så igen fat på strikningen.
Der var noget ved berøringen med denne hånd, som gav Lucie et rhok. Hun var
i færd med at stikke Charles' brev inden for sin kjole, men stod pludselig stille med
hænderne presset mod brystet og stirrede forfærdet på madame Defarge. Madame
Defarge betragtede hende med et koldt, lidenskabsløst blik.
»Min kære,« sagde mr. Lorry forklarende, »der er så ofte uroligheder i gaderne, og
skønt det er lidet sandsynligt, at de vil genere dig, vil madame Defarge gerne se dem,
hun har evne og magt til at beskytte ved den slags lejligheder, så hun kan kende dem ...
og identificere dem. Jeg tror,« sagde mr. Lorry, der efterhånden følte sig mindre sikker
ved at se de tre andres iskolde miner, »at jeg har skildret forholdet rigtigt, ikke sandt,
borger Defarge?«
Defarge skulede hen til sin kone og mumlede en bekræftelse.
»Jeg tror, min kære Lucie,« sagde mr. Lorry med et forsøg på at formilde ægteparret,
»at du hellere må kalde på barnet og vor gode miss Pross. Miss Pross, Defarge, er en
engelsk dame og taler ikke fransk.«
Den omtalte dame, der var overbevist om, at hun kunne tage kampen op og sejre
over en hvilken som helst udlænding, var aldeles ikke rystet af bekymringer og farer og
mødte op med korslagte arme. Da hendes blik mødte Hævnens, sagde hun på engelsk:
»Nå, jeg må sige, De ser fræk ud! Jeg håber, De befinder Dem godt!« Hun hilste også
stift på madame Defarge, men ingen af de to kvinder tog ringeste notits af hende.
»Er det hans barn?« spurgte madame Defarge og holdt for første gang op med at
strikke for at pege på lille Lucie med sin strikkepind, som om den var skæbnens finger.
»Ja, madame,« svarede mr. Lorry, »dette er vor stakkels fanges eneste og
højtelskede barn.«

Side 179
Den skygge, der hvilede over madame Defarge og hendes ledsagere, forekom Lucie
så truende nu, da barnet var til stede, at hun uvilkårligt knælede ned og slog armene
om sin lille pige.
»Nu er det nok, Defarge,« sagde madame. »Jeg har set dem, og vi kan gå.«
Men der var noget så truende i hendes væsen, noget usynligt og tilbageholdt, at
Lucie blev forskrækket, greb fat i madame Defarges kjole og sagde:
»Vil De ikke nok være god mod min stakkels mand? De vil da ikke gøre ham fortræd?
Og hvis De kan, vil De så ikke skaffe mig tilladelse til at besøge ham?«
»Det er ikke for Deres mands skyld, jeg er her,« sagde madame koldt. »Det er Deres
fars datter, jeg er kommet for at se.«
»Men vær så for min skyld barmhjertig mod min mand. Og for barnets skyld! Hun vil
ligesom jeg bede Dem om nåde. Vi er mere bange for Dem end for de andre.«
Dette optog madame Defarge som en kompliment og så hen på sin mand. Defarge
havde stået forlegen og bidt sig i sin tommelfinger, men nu anlagde han en streng mine.
»Hvad er det, Deres mand skriver i det lille brev?« spurgte madame med et lumsk
smil. »Indflydelse ... jeg synes, han skrev noget om indflydelse?«
»Han skriver, at min far har indflydelse på hans omgivelser,« sagde Lucie og tog
hurtigt brevet frem uden at flytte blikket fra madames ansigt.
»Så vil den indflydelse nok befri ham!« sagde madame Defarge. »Og lad den kun
det!«
»Som hustru og mor bønfalder jeg Dem om at have medlidenhed med mig og ikke
bruge den magt, De har, mod min stakkels mand,« sagde Lucie bedende. »Brug den
til at redde ham. De er da også kvinde. Hjælp mig som hustru og mor!«
Madame så stadig iskoldt på Lucie og sagde så henvendt til Hævnen
»De hustruer og mødre, vi har været vant til at se, siden vi var så små som barnet
der ... og mindre endda ... har ikke mødt ret megen medlidenhed. Og deres mænd er
såmænd ofte nok blevet taget fra dem og kastet i fængsel. Hele livet igennem har vi
set vore medsøstre lide under armod, nøgenhed, sult, tørst, sygdom, underkuelse og
al slags mishandling.«
»Ja, vi har aldrig set andet,« svarede Hævnen.
»Alt dette har vi længe fundet os i,« fortsatte madame Defarge og så igen hen på
Lucie. »Tror De så, at en enkelt hustrus lidelser kan gøre meget indtryk på os nu?«
Hun gav sig igen til at strikke og forlod værelset fulgt af Hævnen. Defarge gik til sidst
og lukkede døren efter sig.
»Tab ikke modet, min kære Lucie,« sagde mr. Lorry og hjalp hende op. »Tab endelig
ikke modet. Foreløbig går det jo godt for os ... så langt bedre end det i den sidste tid er
gået så mange arme sjæle. Vær nu tapper og taknemmelig.«
»Jeg håber da ikke, jeg er utaknemmelig, men det forekom mig, at den skrækkelige
kvinde kastede en skygge over mig og over alt, hvad jeg håber på.«
»Nej, nej, sådan må et tappert, lille menneske ikke tale,« sagde mr. Lorry. »Hvor
kan du tale om en skygge? Den er jo ikke noget virkeligt, Lucie!«
Men skyggen af ægteparret Defarges væsen hvilede alligevel også tungt over ham,
og i sit hjerte var han, dybt bekymret.

Stille under stormen
Side 180
Doktor Manette vendte først tilbage om morgenen på den fjerde dag. Mangt og meget
af alt det frygtelige, der var sket i de dage, blev holdt så omhyggelig skjult for Lucie, at
det først var længe efter, da hun levede fjernt fra Frankrig, at hun hørte om de elleve
hundrede forsvarsløse fanger af begge køn og alle aldre, der var blevet myrdet af
folket, og fik at vide, at disse rædselsgerninger havde varet i hele fire døgn, så luften
omkring hende havde været forpestet af alle disse lig. Hun vidste kun, at der havde
været et angreb på fængslerne, og at nogle af fangerne var blevet trukket ud på gaden
af folkemængden og myrdet der.
Til mr. Lorry fortalte doktor Manette under et - for resten ganske overflødigt
- tavshedsløfte, at folkeskaren havde ført ham forbi de blodigste myrderier til La Force.
Der havde han fundet en selvbestaltet domstol, som fangerne en for en blev fremstillet
for, hvorpå de enten blev sendt ud for at blive myrdet eller blev sat på fri fod. Kun i
ganske få tilfælde blev fangen sendt tilbage til sin celle. Den flok, der havde ført ham
derhen, havde ledsaget ham ind i retssalen, hvor han havde meddelt de selvbestaltede
dommere sit navn, sin profession og sagt, at han i atten år havde siddet i Bastillen uden
hverken anklage eller dom. En af dommerne havde så rejst sig og bekræftet hans ord,
og denne mand var Defarge.
Gennem protokollerne, der lå åbne på bordet, havde doktoren så overbevist sig om,
at Charles Darnay var i live endnu, og han havde derpå henvendt sig til dommerne
og bønfaldet dem om at skænke hans svigersøn livet og friheden. Doktoren fortalte, at
nogle af dommerne sov og andre var vågne, nogle var blodbestænkte efter mordene
og andre var rene, nogle var ædru og andre berusede.
I den første begejstrede hyldest til ham som offer for det nu omstødte system var
det blevet ham tilstået, at Charles Darnay blev stillet for denne lovløse ret og forhørt.
Han havde været lige ved at blive løsladt, da stemningen pludselig vendte sig imod
ham - uden at doktoren kunne forklare, hvordan det var gået til - og der var blevet
afholdt en hemmelig konference. Derpå havde den mand, der optrådte som præsident,
meddelt doktor Manette, at fangen ikke kunne løslades, men at han for doktorens skyld
skulle være i fuldkommen sikkerhed. Fangen var derefter straks blevet ført op i fængslet
igen, men doktoren havde tigget og bedt om lov til også selv at blive i fængslet for at
overbevise sig om, at hans svigersøn ikke ved en fejltagelse blev udleveret til morderne.
Omsider havde han fået tilladelsen og var blevet i dette blod-orgie, til faren var forbi.
De ting, han havde været vidne til der - med små pauser til søvn og spisning, skal og
kan ikke genfortælles. Den vanvittige begejstring over de fanger, der blev frelst, havde
ikke været mere mærkværdig end den vildskab, hvormed andre blev sønderrevet.
Der var en fange, som var blevet løsladt, men idet han trådte ud på gaden, havde
en af bødlerne ved en fejltagelse jaget et spyd igennem ham. Doktoren var blevet
anmodet om at gå ud og forbinde ham, og da han trådte ud af porten, havde han fundet
den sårede i armene på en flok barmhjertige samaritanere, der sad på ligene af de
mennesker, de for lidt siden havde dræbt. Med en mangel på konsekvens, der virkede
ligeså uhyggelig som alt andet i denne heksesabbat, havde de hjulpet lægen og passet
den sårede med den ømmeste omhu. De havde lavet en båre til ham og varsomt båret
ham bort - for straks efter at vende tilbage, gribe deres våben og tage del i myrderier
så forfærdelige, at doktoren holdt hænderne for ansigtet og sank besvimet om i alle
rædslerne.
Medens mr. Lorry sad og lyttede til disse betroelser, betragtede han sin nu to og
tresårige vens ansigt og tænkte med bekymring på, om disse frygtelige oplevelser mon

Side 181
ville kalde det gamle onde til live. Men han havde aldrig set sin ven, som han var nu.
For første gang følte doktoren, at der var magt og styrke i hans lidelser. For første gang
følte han, at han i sine lidelsers ild havde smedet det våben, der kunne bryde hans
svigersøns fængselsdør og give ham friheden tilbage. »Det har alligevel ført til noget
godt, kære ven. Det har ikke været lutter kraftspild og ødelæggelse. Mit elskede barn
hjalp mig til at blive mig selv igen, og nu kan jeg hjælpe hende ved at redde det liv,
der er hende mest dyrebart her i verden. Himmelen hjælpe mig, så det lykkes.« Sådan
talte doktor Manette. Og da Jarvis Lorry så de klare øjnes energiske udtryk og rolige
optræden hos den mand, hvis liv forekom ham gennem mange år at være gået i stå
som et ur og så sat i gang igen ved den energi, der hele tiden havde ligget slumrende
i hans karakter, fattede han nyt mod.
Vanskeligere opgaver end dem, doktoren stod overfor, ville have kunnet løses
gennem hans urokkelige energi. Han holdt sig strengt til sin gerning som læge og
hjalp alle - fangne og frie, rige og fattige, onde og gode - men samtidigt brugte han
sin personlige indflydelse så klogt, at han snart blev inspicerende læge ved hele tre
fængsler, deriblandt La Force. Han kunne nu berolige Lucie med, at hendes mand
ikke længere sad i enecelle, men var sammen med de andre fanger. Han traf Charles
en gang om ugen og bragte kærlige hilsener hjem til hende. Af og til sendte Charles
hende også et brev, men aldrig ved doktorens hjælp. Hun fik derimod aldrig lov at
skrive til ham, for mellem de mange vanvittige former for mistanke fandtes også den, at
emigranter, der havde, forbindelser i udlandet, stadig søgte at lave oprør i fængslerne.
Den nye tilværelse var ganske vist ikke uden bekymringer for doktoren, men den
klartseende mr. Lorry lagde mærke til, at han følte stor stolthed ved sin gerning, en
naturlig og værdig stolthed, der i høj grad tiltalte den gamle bankmand. Doktoren vidste
godt, at hidtil havde både hans datter og hans gamle ven kun tænkt på hans fængselstid
i forbindelse med hans personlige lidelser, savn og sygdom, men nu var dette helt
forandret, og han vidste, at fortidens ulykker gav ham en magt, som de begge ventede
skulle hjælpe til Charles' frelse. Nu var det ham, der tog ledelsen og var den stærke,
medens de andre var de svage, der støttede sig til ham. Forholdet mellem ham og Lucie
var blevet helt omvendt, men det var kun den varmeste taknemmelighed og kærlighed,
der skabte denne forandring, for det var hans største glæde at hjælpe hende, der havde
været til så stor hjælp for ham.
»Det er så mærkeligt at se,« tænkte den kloge mr. Lorry »men naturligvis er det
både rigtigt og naturligt. Når min kære ven sådan tager ledelsen, kunne den ikke være
i bedre hænder.«
Men skønt doktoren stadig forsøgte at få Charles Darnay sat i frihed eller i det
mindste få ham stillet for retten, var den offentlige mening ham for stærk på det
tidspunkt. En ny æra begyndte. Kongen blev dømt og henrettet. Frihedens, lighedens
og broderskabets republik erklærede, at det gjaldt sejr eller undergang i kampen mod
hele den væbnede verden. Det sorte flag vajede dag og nat fra Nåtre Dames store
tårne, tre hundrede tusind mand sammenkaldtes fra alle egne i Frankrig for at kæmpe
mod tyrannerne. Det var, ligesom dragesæden havde været udsået overalt og bragte
lige stor afgrøde i bjerge og på sletter, på klipper og land, under sydens blå himmel
og nordens grå skyer, i skov og på ager, i vinmarker og olivenskove, ved de frugtbare
flodbredder og havets sandede kyst. Hvor kunne private bekymringer have håb om at
modstå oversvømmelsen og vinde gehør i frihedens år et - for oversvømmelsen kom
nedefra og ikke fra oven. Himmelens luger var lukkede og stod aldrig åbne!

Side 182
Der var ingen pause, ingen medlidenhed, ingen ro, intet fredfyldt mellemrum, ingen
tidsfrist. Skønt dag fulgte nat ligeså regelmæssigt som i tidernes begyndelse, da
morgen og aften dannede den første dag, fandtes der ingen tidsregning. Den rasende
nation mistede alt hold på tiden, ligesom andre feberpatienter mister den. Et øjeblik
brødes en unaturlig stilhed i hele byen ved, at bødlen viste folket en konges afhuggede
hoved, og man syntes, det næsten var i samme nu, at han fremviste hans dronnings
lyse hoved, skønt otte måneders enkestand havde grånet hendes hår.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller
ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem
forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære
råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og
bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker.
Fængslerne var overfyldt med mænd og kvinder, der ikke havde begået nogen
forbrydelse, men ikke kunne få lejlighed til at forsvare sig. Alt dette blev efterhånden
tingenes orden og sådan, som det skulle være, og inden der var gået ret mange uger,
syntes man, det aldrig havde været anderledes. Fremfor alt var der en genstand, som
blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det
var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen.
Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod
hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den
var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede
gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige
races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på
brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på
den, samtidig med at man fornægtede korset.
Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod.
Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for
den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og
smukke. To og tyve højt begavede og fortjente mænd - hvoraf en og tyve var levende og
en død - kappede den hovederne af i ligeså mange minutter. Det gamle Testamentes
stærke mand havde måttet give sit navn i arv til manden, der passede guillotinen, og
han var stærkere end sin navne og mere blind, for han rev dørene ned i Guds eget
tempel hver eneste dag.
Mellem alle disse rædsler og den yngel, som de avlede, vandrede doktoren rolig i
tillid til sin magt, forsigtigt arbejdende henimod sit mål og overbevist om, at det tilsidst
skulle lykkes ham at redde Lucies ægtefælle. Og dog var tidens strøm så dyb og bred
og førte månederne så hurtigt med sig, at Charles Darnay havde været i fængslet et
år og tre måneder, uden at doktorens tro og tillid begyndte at vakle.
Revolutionen var blevet så langt mere ond og grusom i den december måned, at
floderne dernede sydpå var fyldt med lig af de mennesker, der blev druknet om natten,
og fangerne blev stillet op i geled og skudt under sydens vintersol. Og dog vandrede
doktoren rolig om mellem alle disse rædsler. I Paris var ingen mand bedre kendt end
han på den tid, og ingen mand havde en mærkeligere stilling. Tavs, menneskekærlig,
uundværlig i hospitaler og fængsler, udnyttede han sin viden både til fordel for skyldige
og uskyldige. Hans oplevelser i Bastillen og hans egenartede ydre skilte ham ud fra alle
andre læger. Han blev ligeså lidt mistænkt eller forhørt nu, som han ville være blevet
det, hvis han, havde været en ånd, der færdedes mellem de dødelige.

Brændehuggeren
Side 183
År et og tre måneder. I al den tid havde Lucie aldrig i en eneste time, der gik, været
sikker på, at hendes mands hoved ikke ville falde for guillotinen den næste dag. Hver
eneste dag rullede kærrerne nu gennem gaderne fyldt med dødsdømte. Skønne unge
piger, begavede kvinder med brunt, sort eller gråt hår, ynglinge, mænd i deres bedste
alder, oldinge, adelsmænd og bønder - de var alle rød vin for guillotinen, og hver
eneste dag blev de trukket frem fra mørke kældre, uhyggelige fængsler og ført gennem
gaderne for at slukke dens evige tørst. Frihed, lighed, broderskab eller død - det sidste
var langt det letteste at skænke mennesker.
Hvis den pludselighed, hvormed ulykken var kommet, og den lange ventetid havde
lammet doktorens datter, så hun i sløv fortvivlelse så frem til, hvad skæbnen ville bringe,
var det blot gået hende ligesom så mange andre. Men ligefra det øjeblik, da hun havde
taget det hvidhårede hoved i sine arme oppe på kvistkammeret i Saint Antoine, havde
hun aldrig svigtet sine pligter. Og hun var mest trofast imod dem i svære tider, sådan
som alle stilfærdige, loyale og gode mennesker altid er.
Så snart de var installeret i deres ny bolig, og hendes far havde begyndt sit arbejde,
ordnede hun den lille husholdning, akkurat som om hendes mand havde været der.
Alt havde sin bestemte plads, og alt foregik på bestemt klokkeslet. Hun underviste lille
Lucie ligeså regelmæssigt, som da de var i deres engelske hjem.
Den eneste måde, hvorpå hun lettede sit tunge hjerte, var ved i små handlinger
at foregive, at hun snart ventede Charles hjem. Hun ordnede hans ejendele og hans
bøger og bad hver aften særligt for en enkelt af de mange fanger, der levede i dødens
skygge.
Hendes ydre forandredes ikke ret meget. De enkle, mørke kjoler, der næsten lignede
sørgedragter, som hun og hendes lille pige bar, var ligeså sirlige og velholdt, som
de mere brogede klæder havde været i de gamle, lykkelige dage. Hun blev blegere
og det intense udtryk var nu altid i hendes ansigt, men ellers var hun ligeså smuk
og indtagende som før. Somme tider, når hun kyssede sin far godnat, brast den
selvbeherskelse, hun levede under dagen igennem, og hun erklærede hulkende, at
hun satte al sin lid til ham. Han svarede hende altid meget bestemt: »Der kan ikke
ske ham noget, uden at jeg ved det, og jeg er ganske overbevist om, at jeg kan frelse
ham, Lucie.«
De havde ikke levet ret mange uger i deres ny lejlighed, da hendes far kom hjem
en aften og sagde:
»Kæreste Lucie, der er et lille vindue øverst oppe i fængslet, som Charles nu og da
kan komme hen til ved tretiden om eftermiddagen. Naturligvis ved han aldrig, når han
kan komme derop, men han siger, at han vil kunne se dig fra vinduet, hvis du står et
ganske bestemt sted, som jeg kan vise dig. Du vil imidlertid ikke kunne se ham og selv
om du så ham, ville det være meget farligt at gøre tegn til ham.«
»Det sted må du endelig vise mig, far, og så vil jeg gå derhen hver eneste dag.«
Så gik hun da for fremtiden derhen hver dag, hvordan vejret end var, og stod der
i to timer. Når klokken slog to, var hun på pletten, og klokken fire gik hun resigneret
sin vej. Hvis vejret ikke var for dårligt, havde hun sin lille pige med, men ellers gik hun
derhen alene og forsømte aldrig en eneste gang. -
Det var et mørkt, smudsigt gadehjørne i en smal, kroget gade. En mand, der savede
brænde, havde sit arbejdsskur der, men ellers var der kun en blind mur. Den tredje
gang hun kom, lagde brændehuggeren mærke til hende.

»God dag, borgerinde.«
»God dag, borger.«
Side 184
Denne tiltaleform var blevet beordret ved lov. I begyndelsen havde de mest
energiske patrioter brugt den frivilligt, men nu skulle den benyttes af alle.
»Spadserer du nu her igen, borgerinde?«
»Ja, som du ser, borger.«
Den lille mand, der engang havde været vejarbejder, gjorde en malende
håndbevægelse, så hen mod fængslet, holdt så alle ti fingre op for ansigtet, som om
de var jernstænger og kiggede polisk gennem dem.
»Men det kommer for resten ikke mig ved,« sagde han og tog igen fat på at save
brænde.
Næste dag ventede han hende og talte til hende, straks da hun kom.
»Hvad for noget? Spadserer du nu her igen, borgerinde?«
»Ja, borger.«
»Nå, og du har et barn med. Er det din mor, lille borgerinde?« »Skal jeg sige ja,
mor?« spurgte lille Lucie og holdt sig tæt ind til hende.
»Ja, min skat.«
»Ja, borger.«
»Nå, det kommer jo ikke mig ved. Det er mit arbejde, der kommer mig ved. Se på
min sav! Jeg kalder den min lille guillotine. Ritsch, ratsch! Så ryger hans hoved af!«
Træstykket faldt på jorden, medens han talte, og han kastede det op i kurven.
»Mig selv kalder jeg brænde-guillotinens Samson. Nu skal du se en gang til! Ritsch,
ratsch, så ryger hendes hoved! Nu kommer der et barn. Ritsch, ratsch! Og så ryger
dets hoved. Nu er hele familien ekspederet!«
Lucie gøs, da han kastede endnu to brændestykker op i kurven, men det var umuligt
at opholde sig på stedet, når brændehuggeren var i arbejde, uden at blive set af ham.
For at sikre sig hans velvilje hilste hun fra den dag altid først på ham og gav ham ofte
penge til et glas vin, som han meget beredvilligt tog imod.
Han var en nysgerrig fyr, og somme tider, når hun helt havde glemt ham og stod
og stirrede over på fængslet og tænkte på sin mand, opdagede hun pludselig, at han
havde holdt inde med sit arbejde og iagttog hende. »Det kommer jo for resten ikke mig
ved!« plejede han at sige ved den slags lejligheder, og så savede han videre igen.
I vinterens sne og kulde, i forårets skarpe blæst, i sommerens hede og efterårets
regn og så igen i vinterens kulde tilbragte Lucie hver dag nogle timer på dette sted,
og inden hun gik, kyssede hun fængselsmuren. Fra sin far fik hun at vide, at Charles
så hende henved en gang af seks - nu og da var det to eller tre gange i træk, og så
kunne der gå fjorten dage, uden at han kunne komme til vinduet. Men det var hende
nok, at han så hende af og til, og for at gøre ham den glæde havde hun gerne stået
der hele dage ugen igennem.
Denne beskæftigelse varede ved til det anden gang blev december, og imedens
vandrede hendes far rolig om mellem alle rædslerne. En eftermiddag, da det sneede
lidt, kom hun til sin sædvanlige plads ved gadehjørnet. Det var en eller anden festdag,
og Lucie havde hørt larm i gaderne og set, at husene var pyntet med små pinde,

Side 185
hvorpå der sad små, røde huer og trefarvede bånd. Desuden var der på mange af
facaderne skrevet med trefarvede bogstaver: Den eneste udelelige republik, frihed,
lighed, broderskab eller død.
Brændehuggerens bod var så lille, at der ikke var ret megen plads til inskription på
facaden. Han havde dog fået en eller anden til at skrive det for sig, men det havde
voldt stort besvær at få ordet »død« med. Oppe på taget havde han anbragt pinden
med den røde hue, og i et vindue havde han stillet sin sav med en plakat, hvorpå der
stod: »Lille Sankt Guillotine« - for det store, skarpe kvindfolk var efterhånden blevet
kanoniseret af folket. Boden var lukket, og brændehuggeren selv var der ikke, hvilket
var en stor lettelse for Lucie.
Han var imidlertid ikke ret langt borte, for et øjeblik efter hørte hun larm og råb,
og efterhånden som støjen kom nærmere, blev hun bange. En skare mennesker
drejede nu om hjørnet ved fængselsmuren, og midt i den så hun brændehuggeren
hånd i hånd med Hævnen. Der var mindst fem hundrede mænd og kvinder, og de
dansede som fem tusind djævle. Musik var der ikke, men de sang selv til. Det var en
velkendt revolutionssang og nogle markerede takten med en lyd, der lød som om de alle
sammen skar tænder. Mænd og kvinder dansede sammen, kvinder dansede sammen
og mænd dansede sammen, alt efter som de stod hinanden nærmest. I begyndelsen
virkede de kun som et uvejr af grove, røde huer og grove, uldne laser, men efterhånden
som de fyldte gaden og standsede for at danse rundt om Lucie, var det ligesom et
danse-vanvid greb dem. De for først frem og så tilbage, slog efter hinandens hænder,
greb fat i hinanden, hvirvlede rundt alene, greb atter fat i hinanden og hvirvlede rundt
parvis, indtil mange af dem faldt om. Inden parrene kunne komme på benene igen,
sluttede de andre kreds og dansede rundt, så brødes kredsen og dannede tre eller
fire mindre kredse, der hvirvlede rundt, til de alle pludselig standsede på en gang for
et øjeblik efter at begynde helt forfra med at fare først frem og så tilbage, slå efter
hinandens hænder, rive i hinanden, men denne gang hvirvlede kredsene den modsatte
vej. Pludselig standsede de igen, dannede en procession så bred som hele gaden og
med sænkede hoveder og oprakte arme styrtede de skrigende bort. Ingen kamp kunne
virke halvt så uhyggelig som denne dans. Den var så udpræget en udartet forlystelse
- noget der en gang havde været smukt og uskyldigt, men nu var gået over til at blive
det rene djævelskab - et sundt tidsfordriv, som nu hidsede blod og sanser og gjorde
hjertet hårdt. Den smule ynder, der fandtes i den, gjorde den kun hæsligere og viste,
hvor forvrænget alt, hvad der af naturen var godt, nu var blevet. En ung kvindebarm
blottet i denne vildskab, et smukt, næsten barnligt ansigt fortrukket af lidenskab, en
spinkel fod, der dansede i blod og søle var typisk for denne opløsningstid.
Dette var Carmagnolen. Da den var forbi, og Lucie stod skræmt og forvirret i døren
til brændehuggerens bod, faldt sneen så fjerlet og stille, som om dansen kun havde
været en ond drøm.
»Åh, kæreste far!« Han stod ved hendes side, da hun så op efter at have strøget sig
over øjnene med hånden. »Det var sådan et uhyggeligt og frygteligt syn!«
»Jeg ved det, mit barn, jeg ved det! Jeg har selv set det mange gange. Men vær
ikke bange, ingen af dem ville drømme om at gøre dig fortræd.«
»Jeg er ikke bange for min egen skyld, far. Men når jeg tænker på, at Charles er
afhængig af disse menneskers nåde . .«
»Vi vil snart hæve ham over disse menneskers nåde. Da jeg forlod ham, var han
ved at krybe op til vinduet, og jeg gik herhen for at sige dig det. Her er ingen, som ser
os, så du kan kysse på fingeren op til det høje skrå tag derovre.«

»Ja, far. Og jeg sender ham hele min sjæl i det kys.«
Side 186
Der hørtes skridt i sneen. Det var madame Defarge. »Jeg hilser dig, borgerinde,«
sagde doktoren. »Jeg hilser dig, borger,« svarede hun, idet hun gik forbi. Mere blev
der ikke sagt. Madame Defarge forsvandt som en skygge henad den hvide gade.
»Giv mig din arm, kære barn. Se munter og tapper ud, når du går herfra, for
hans skyld. Det var flinkt,« tilføjede han, da de havde forladt stedet, »og nu kommer
belønningen: Charles er tilsagt til at møde for retten i morgen.«
»I morgen?«
»Ja, der er ingen tid at spilde. Jeg er vel forberedt, men der er visse
forsigtighedsregler, som må tages og ikke kunne ordnes, før han virkelig var tilsagt til at
møde for Tribunalet. Han har endnu ikke fået meddelelsen selv, men jeg ved, det bliver
i morgen, og så bliver han overflyttet til conciergeriet. Jeg har fået underretningen i al
hemmelighed. Du er da ikke bange?«
Hun kunne knapt hviske: »Jeg sætter min lid til dig.«
»Det kan du også roligt gøre. Den lange ventetid er snart forbi, min skat, og om
nogle få timer er din Charles hos dig igen. Jeg har sikret ham al mulig beskyttelse. Og
nu må jeg tale med Lorry,« sagde doktoren og førte hende ned ad en sidegade.
Den modige, gamle herre var stadig på sin post og havde overhovedet ikke forladt
den. Både han og hans bøger blev ofte udspurgt angående beslaglagt ejendom, der
nu tilhørte staten. Hvad han kunne redde til ejerne, reddede han. Der fandtes ingen
mand i verden, som bedre kunne holde på, hvad Tellsons Bank havde i sin varetægt
og samtidig tie.
En grumset, rød og gul himmel og tågen, der steg op fra Seinen, meldte, at mørket
nærmede sig. Det var næsten helt mørkt, da de nåede banken. Monseigneurs statelige
bolig var nu helt ødelagt og forladt. Over en bunke støv og aske på gårdspladsen stod
der på en plakat: National Ejendom. Den eneste og udelelige republik. Frihed, lighed,
broderskab eller død.
Hvem kunne det være, som var inde hos mr. Lorry og ikke måtte ses? Hvem tilhørte
den ridefrakke, som lå derhenne på stolen? Hvem var det, der lige var kommet og
gjorde, at mr. Lorry var så urolig og nervøs, da han kom ud og tog sin yndling i sine
arme? For hvis skyld hævede mr. Lorry stemmen, vendte sig mod den dør, han lige
var kommet ud af og gentog Lucies ord: »Flyttet til Conciergeriet og tilsagt til at møde
i retten i morgen?«

Sejr
Side 187
Det frygtede tribunal, der bestod af fem dommere, den offentlige anklager og en
målbevidst jury, havde møde hver dag. Listerne blev udsendt hver aften og læstes
op for fangerne i de forskellige fængsler af arrestforvarerne, der altid indledede
oplæsningen med de vittige ord: »Kom herud og hør aftenavisen, I derinde!«
»Charles Evrémonde, kaldt Darnay!«
Sådan begyndte langt om længe aftenavisen i La Force.
Når et navn blev råbt op, trådte dets ejer hen i en krog, som var reserveret dem, der
blev udmærket på denne uhyggelige måde. Charles Evrémonde, kaldet Darnay, havde
al mulig grund til at kende skikken - han havde set hundrede forsvinde på denne måde.
Den oppustede arrestforvarer, der brugte briller, når han skulle læse, så over
på dem for at overbevise sig om, at Darnay var på plads, så læste han de øvrige
navne med en passende pause efter hvert. Der var tre og tyve navne, men kun tyve
besvarede opråbet, for en af fangerne var død i fængslet og glemt, og to var allerede
guillotineret og glemt. Listen blev oplæst i det store rum, hvor Darnay havde set
fangerne forsamlede den aften, han ankom til fængslet. Alle de, som opholdt sig der
den gang, var omkommet under myrderierne. Alle de, han senere havde lært at kende
og var kommet til at holde af, var døde på skafottet.
Der veksledes nogle hastige ord til farvel, men det var hurtigt overstået. Den scene
gentog sig jo hver aften, og forsamlingen i La Force havde travlt med panteleg og
med en lille koncert, der skulle afholdes den aften. De flokkedes om udgangsdøren
og fældede tårer, men tyve af de optrædende havde nu fået forfald og måtte hurtigst
muligt erstattes med andre. Tiden var jo i bedste fald knap, inden enhver skulle gå
i seng, og opholdssalene blev overladt til de store hunde, der holdt vagt derinde
om natten. Fangerne var hverken udeltagende eller ufølsomme, men deres opførsel
skyldtes udelukkende forholdene. Det var sikkert i visse retninger den samme slags
feberrus, der fik nogle mennesker til ganske unødvendigt at trodse guillotinen og dø
for dens kniv - ikke af trang til sensation, men fordi de var besat af det vanvid, der
havde grebet hele nationen. Under en pestepidemi føler nogle af os sig forunderligt
tiltrukket af sygdommen - gribes af en pludselig lyst til at dø af den. Og vi bærer alle
lignende skjulte, besynderlige ideer i vort indre, men de kommer kun frem under særlige
omstændigheder.
Turen til conciergeriet var kort og mørk, natten i den utøjbefængte celle lang og kold.
Næste dag blev femten fanger stillet for retten, inden Charles Darnays navn blev råbt
op. Alle femten blev dømt til døden, og forhørene varede kun halvanden time.
»Charles Evrémonde kaldet Darnay,« blev omsider kaldt for skranken.
Hans dommere sad på deres pladser med fjerprydede hatte på hovederne,
men de grove røde huer med trefarvede kokarder var ellers den almindeligste
hovedbeklædning. Når han så sig om i salen, kunne han let få indtryk af, at der var
vendt op og ned på tingenes orden, så forbryderne forhørte de hæderlige mennesker.
Byens værste og ondeste bærme var den ledende ånd i denne scene. De gjorde højlydt
bemærkninger, applauderede, misbilligede, foregreb begivenhedernes gang og lod sig
overhovedet ikke bringe til tavshed. De fleste af mændene var væbnet på forskellig
måde, medens nogle af kvinderne bar knive eller dolke, nogle spiste og drak under
retsmødet og mange strikkede. En af de strikkende kvinder havde et færdigstrikket
stykke under armen. Hun sad på forreste række ved siden af en mand, Darnay ikke

Side 188
havde set, siden han ankom til byporten, men som han straks genkendte. Det var
Defarge. Han så, at hun en gang hviskede ham noget i øret, og det faldt ham ind, at hun
vistnok var Defarges kone, men hvad der især slog ham var, at skønt de sad ganske
tæt ved ham, så de ikke en eneste gang på ham. Det lod til, at de tålmodigt ventede på
et eller andet, og deres blik var kun rettet mod juryen. Lige neden for retsformanden sad
doktor Manette som sædvanlig klædt i en enkel, mørk dragt. Såvidt fangen kunne se,
var doktoren og mr. Lorry de eneste med undtagelse af dommeren, der bar almindelige
klæder og ikke havde anlagt Carmagnolens grove dragt.
Charles Evrémonde, kaldet Darnay, blev af den offentlige anklager tiltalt som
emigrant, der havde sit liv forbrudt i følge den lov, der under dødsstraf forbød alle
emigranter at vende tilbage til Frankrig. Det betød intet, at loven først var trådt i kraft
efter, at han var kommet til landet. Han var her altså, og loven var her. Han var blevet
arresteret i Frankrig, og nu måtte han betale med sit liv.
»Kap hovedet af ham!« råbte tilskuerne. »Han er republikkens fjende!«
Præsidenten ringede med sin klokke for at få råbene til at forstumme og spurgte
fangen, om det ikke var rigtigt, at han havde boet mange år i England.
Jo, det var rigtig nok.
Var han så måske ikke emigrant? Hvad kaldte han sig da?
Han håbede i hvert fald ikke, han kunne kaldes emigrant i lovens betydning.
Hvorfor ikke? Ønskede præsidenten at vide.
Fordi han frivilligt havde givet afkald på en titel, der var ham modbydelig, og en
social rang og stilling, der var ham ligeså meget imod, og havde forladt sit fædreland
- på et tidspunkt, da staten ikke benyttede ordet emigrant i dets nuværende betydning
- for at leve i England og ernære sig ved sit eget arbejde i stedet for at udsuge det
forpinte franske folk.
Hvilke beviser havde han for disse påstande?
Han opgav navnene på sine to vidner Théophile Gabelle og Alexandre Manette.
Men han havde da giftet sig i England, sagde retspræsidenten.
Ja, men ikke med en englænderinde.
Var hans hustru måske fransk borgerinde?
Ja. Fransk af fødsel.
Hvad var hendes navn?
»Lucie Manette, eneste datter af den gode doktor Manette, som er her til stede.«
Dette svar havde en overordentlig gunstig virkning på tilhørerne. Salen genlød af
begejstrede råb til ære for den velkendte, hjertensgode læge. Så lunefuldt var folket, at
der sås tårer i mange øjne, som for et øjeblik siden havde stirret så ondt på fangen, at
man kunne se, hvor stor lysten var til at slæbe ham ud på gaden og rive ham i stumper
og stykker.
Darnay fulgte nøje doktor Manettes instrukser; det gjaldt om at udvise den største
forsigtighed.
Retspræsidenten spurgte, hvorfor han var vendt tilbage til Frankrig på det tidspunkt
og ikke tidligere.
Darnay svarede, at når han ikke var kommet før, var det simpelt hen af den grund,
at han ikke havde midler til at leve for i Frankrig, medens han i England levede af

Side 189
at undervise i det franske sprog og fransk litteratur. Når han vendte tilbage, var det
fordi en fransk borger havde skrevet og tryglet ham om hjælp, da hans liv var i fare,
fordi han opholdt sig i udlandet. Han var kommet for at redde en borgers liv og uden
hensyn til eventuel fare aflægge et sandfærdigt vidnesbyrd om forholdene. Var det efter
Republikkens mening en forbrydelse?
Tilhørerne råbte begejstret: »Nej!« og præsidenten ringede med sin klokke for at
bringe dem til tavshed. Men det hjalp ikke, for de blev ved med at råbe »Nej!« til det
passede dem at holde op.
Retspræsidenten udbad sig navnet på den omtalte borger. Fangen forklarede, at
borgeren var hans første vidne. Han henviste også tillidsfuldt til borgerens brev, der
var blevet taget fra ham ved byporten, men som han var overbevist om lå mellem de
papirer, retspræsidenten nu havde foran sig.
Doktoren havde sørget for, at det var der - han havde endogså personligt overbevist
sig derom - og det blev nu taget frem og læst op. Borger Gabelle blev kaldt som vidne
og bekræftede brevets indhold. Borger Gabelle antydede meget taktfuldt og høfligt, at
tribunalet havde haft så meget at gøre med at straffe republikkens fjender, at han selv
var blevet glemt i sit fængsel til for tre dage siden, da han var blevet stævnet for retten
og sat i frihed efter at juryen havde erklæret beskyldningen mod ham ophævet, ved at
han havde skaffet dem borger Evrémonde, kaldet Darnay, i hænde.
Derefter blev doktor Manette afhørt. Hans overvældende personlige popularitet og
hans klare svar gjorde stærkt indtryk på forsamlingen. Han forklarede, at den anklagede
havde været hans første nye ven efter løsladelsen fra Bastillen, at den anklagede
var blevet i London og havde været en trofast støtte for ham selv og hans datter i
deres landflygtighed, at anklagede langtfra havde sympati med aristokrat-regeringen
derovre, men tværtimod var stillet for den engelske ret som Englands fjende og ven
af De forenede Stater. Efterhånden som han roligt og ærligt fremkom med alle disse
oplysninger, blev juryen og tilhørerne ganske enige. Da han tilsidst kaldte mr. Larry
ved navn, fortalte at den engelske herre, der var her til stede, ligesom han selv havde
været vidne i den engelske retssag og kunne bevidne, at doktorens fremstilling i alle
retninger stemte overens med sandheden, erklærede juryen, at yderligere oplysninger
var overflødige, og at de var rede til at afgive deres stemmer, hvis retspræsidenten
ville høre dem.
Hvert enkelt medlem af juryen afgav personlig sin stemme med høj røst, og hver
gang lød der bifaldsråb fra forsamlingen. Alle stemmerne var i fangens favør, og
retspræsidenten endte med at erklære ham fri.
Så begyndte en af disse mærkværdige scener, hvormed befolkningen af
og til understregede sin vankelmodighed eller indre hang til ædelmodighed og
barmhjertighed, eller som de betragtede som et vederlag for grusomhedernes
overvægt. Ingen kan nu bedømme hvilke af disse følelser, der var skyld i den scene,
der fulgte, men det er sandsynligt, at den bundede i en blanding af dem begge. Næppe
var frifindelsesdommen afsagt, før tårer flød ligeså rigeligt, som blod havde flydt ved
andre lejligheder, og fangen blev omfavnet af alle de mænd og kvinder, der kunne nå
frem til ham. Hans lange, usunde fængselstid havde taget så meget på hans kræfter,
at han var lige ved at besvime, og han vidste desuden så udmærket godt, at hvis de
samme mennesker havde været i et andet lune, ville de med ligeså stor begejstring
have revet ham i stumper og stykker og spredt dem ud over gaden.
Han blev foreløbig frelst fra alle disse kærtegn ved, at man førte ham bort for at
gøre plads for de næste anklagede. Fem af dem blev forhørt samlet som republikkens

Side 190
fjender, fordi de ikke havde støttet den hverken i gerning eller med ord. Retten var så
ivrig efter at skaffe både sig selv og folket erstatning for det bytte, der var undsluppet
dem, at de fem kom ned til porten, inden Darnay forlod bygningen, og de var alle
sammen dømt til at dø, inden der var gået fire og tyve timer. Den forreste af dem fortalte
det til Darnay med det sædvanlige tegn - en løftet finger - og de andre tilføjede »Længe
leve republikken.«
De fem havde ikke haft en tilhørerskare, der kunne trække underhandlingerne i
langdrag, for da Darnay og doktor Manette kom ud ad porten, stod der en mægtig
folkeskare, i hvilken han genkendte alle de ansigter, han havde set i retssalen
- undtagen to, som han specielt spejdede efter. Mængden kastede sig straks over ham
og omfavnede ham under tårer. og høje råb, indtil strømmen i den flod, ved hvis bred
scenen udspilledes, ikke brusede stærkere end menneskestrømmen inde på land.
De anbragte Darnay i en stol, de havde hentet enten i selve retssalen eller i et af de
tilstødende lokaler. Den var dækket med et rødt flag, og til ryggen havde de bundet en
pind med en rød hue på toppen. Selv doktorens bønner kunne ikke hindre, at de bar
Darnay helt hjem i denne triumfstol omgivet af et hav af røde huer og med så uhyggelige
ansigter løftet mod ham, at han flere gange troede, han havde mistet forstanden og i
virkeligheden stod i en kærre på vej til guillotinen.
Videre blev han båret som i en drøm af processionen. Mængden omfavnede enhver
de mødte, sneen farvedes rød af skæret fra den republikanske farve, som gaden
nedenunder var farvet af et dybere rødt, og sådan førte de ham ind i gården til den
ejendom, hvor han boede. Lucies far havde skyndt sig i forvejen for at forberede hende,
og da Charles omsider slap ned fra stolen, sank hun halvt bevidstløs om i hans arme.
Han knugede hende ind til sig og bøjede hovedet over hende, så den larmende
hob ikke så hans tårer eller lagde mærke til, at deres læber mødtes, og i det samme
begyndte nogle af de forreste at danse. Inden der var gået ret mange sekunder,
dansede hele skaren Carmagnolen. Så løftede de en ung kvinde op i stolen og bar
hende som frihedsgudinde gennem de omliggende gader, langs floden og over broen.
Carmagnolen havde hvirvlet dem alle bort.
Darnay trykkede sin svigerfaders hånd, da han sejrrig og stolt stod ved sine børns
side. Så trykkede han mr. Lorry i hånden, efter at den gamle herre forpustet havde
trængt sig frem gennem den vilde, dansende skare. Han kyssede lille Lucie, der blev
løftet op, så hun kunne slå armene om hans hals, og da han havde omfavnet den tro
og pålidelige Pross, der løftede barnet, tog han sin hustru i sine arme og bar hende
op til deres værelser.
»Lucie, min elskede! Jeg er frelst!«
»Åh, kæreste Charles, lad mig knæle ned og takke Gud, ligesom jeg har bønfaldet
ham så ofte.«
De bøjede ydmygt deres hoveder og deres hjerter.
Da hun atter hvilede i hans arme, sagde han:
»Og nu må du takke din far, kæreste. Ingen anden mand i hele Frankrig kunne have
gjort, hvad han har gjort for mig.«
Hun lagde sit hoved mod sin fars bryst, ligesom hun havde lagt hans stakkels hoved
mod sit bryst for længe, længe siden. Han var lykkelig over at have kunnet gengælde
hendes godhed, han havde fået belønning for sine lidelser, han var stolt af sin styrke.
»Du må ikke sådan give efter, kære barn,« protesterede han. »Ryst ikke sådan. Jeg
har jo frelst ham.«

Side 191

Der bliver banket på døren
Side 192
»Jeg har frelst ham!« Det var ikke en af de drømme, han så ofte havde haft. Han var
her virkelig. Og dog hvilede der en uklar, men knugende angst over hans hustru.
Luften omkring dem var mørk og tung, folket var hævngerrigt og lunefuldt, de
uskyldige blev så ofte dømt til døden på en vag mistanke af ren og skær ondskab, at
det var hende umuligt at glemme alle de mange, der var ligeså uskyldige som Charles
og ligeså højt elskede af hustru og børn, men hver dag fik den skæbne, som han var
frelst fra, og derfor kunne hun ikke være så let om hjertet, som hun følte, hun burde
være. Vintereftermiddagen var næsten forbi, mørket faldt på og netop nu rullede de
frygtelige kærrer gennem gaderne. I tankerne fulgte hun dem, spejdede efter Charles
mellem de dødsdømte og knugede sig så skælvende ind til ham.
Hendes far prøvede at opmuntre hende og viste denne kvindelige svaghed en
vidunderlig overbærenhed. Nu var der ikke noget, som hed skomagerarbejde eller et
hundrede og fem, Nordtårnet! Det mål, han havde sat sig, var fuldført, han havde holdt
sit løfte og frelst Charles. Nu kunne de alle sammen støtte sig til ham.
De levede meget beskedent - ikke alene fordi det var klogest ikke at irritere folket,
men også fordi de ikke var velhavende, og Charles havde måttet betale meget for sin
dårlige kost i al den tid, han sad fængslet. Desuden havde han måttet give penge til
fangevogterne og hjælpe de fattigste af sine medfanger. Dels for at spare og dels for
ikke at få en spion i huset, havde de ingen tjenestepige. Den borger og borgerinde,
der var portnere i huset, gav dem af og til en håndsrækning, og mr. Lorry havde helt
overladt dem Jerry, der arbejdede og sov i lejligheden.
Den eneste udelelige republik, frihed, lighed, broderskab eller død, havde forordnet,
at der på døren eller dørkarmen i hvert hus skulle opslås en liste med navne på alle
husets beboere skrevet med letlæselig skrift i en bestemt størrelse, og plakaten skulle
anbringes i passende højde fra jorden. Mr. Jerry Crunchers navn smykkede derfor
gadedørens karm, og netop da mørket var ved at falde på, dukkede navnets ejer op
efter at have holdt øje med den maler, som doktor Manette havde engageret til at føje
navnet Charles Evrémonde, kaldet Darnay, til listen dernede.
Den angst og mistillid, der prægede tiden, havde bragt mange forandringer i det
daglige liv. I doktorens lille hjem, ligesom i talløse andre, blev fødevarerne købt hver
aften i små portioner i forskellige små butikker. Alle ønskede at undgå misundelse.
I de sidste måneder havde miss Pross og mr. Cruncher besørget indkøbene
sammen. Miss Pross bar pungen og mr. Cruncher kurven. Hver eftermiddag ved den
tid, da lygterne blev tændt, begav de sig af sted og bragte de varer hjem, som der var
brug for. Skønt miss Pross havde været så længe i en fransk familie, at hun kunne have
lært at tale deres sprog ligeså godt som sit eget, hvis hun havde haft lyst, så havde hun
åbenbart ikke haft lyst, og resultatet var, at hun ikke kunne tale mere af »det sludder«
- som hun kaldte det - end mr. Cruncher kunne. Hendes metode ved indkøbene bestod
derfor i at slynge et substantiv i hovedet på ekspedienten uden ringeste indledning, og
hvis ordet ikke var det rigtige for det, hun ville have, så hun sig om i butikken, greb
varen og slap den ikke, før handelen var sluttet. Hun tingede altid om prisen ved at
række en finger mindre i vejret, end købmanden gjorde, hvad hans antal end var.
»Nå, mr. Cruncher,« sagde miss Pross, hvis øjne var helt røde af glædestårer, »hvis
De er parat, så er jeg det også.«
Jerry erklærede hæst, at han stod til miss Pross' disposition. Han havde forlængst
slidt al rust af fingrene, men intet i verden kunne slide de stive hårtotter af hans hoved.

Side 193
»Der er en mængde forskellige ting, vi skal købe,« sagde miss Pross, »så vi får nok
at gøre. Blandt andet skal vi have vin. Det er sikkert en nydelig skål, de rødhoveder
sidder og drikker, hvor vi så går ind for at købe den!«
»De vil jo ikke forstå ret meget af det, skulle jeg tro,« svarede Jerry, »enten de så
drikker Deres skål eller den gamles.«
»Hvem er han?« spurgte miss Pross.
Mr. Cruncher forklarede lidt forlegen, at han mente fanden.
»Ja,« udbrød miss Pross, »man behøver såmænd ikke en tolk for at få de bæsters
ord forklaret. Det eneste, de beskæftiger sig med, er falskhed, fortræd og forræderi.«
»Hys, kæreste! Vær dog endelig forsigtig!« udbrød Lucie.
»Ja, ja, ja, jeg skal såmænd nok være forsigtig,« sagde miss Pross. »Men
herhjemme kan jeg vel nok sige, at jeg håber, der ikke bliver nogle af disse
løgstinkende, tobaksosende omfavnelser på gaden. Nu bliver du roligt siddende her
ved kaminen, Mariehøne, lige til jeg kommer hjem! Pas godt på din kære mand, nu du
har fået ham tilbage, og flyt ikke dit lille, kønne hoved fra hans skulder, sådan som det
ligger nu. Doktor Manette, må jeg have lov at gøre Dem et spørgsmål, inden jeg går?«
»Ja, jeg synes, De kan tage Dem den frihed,« svarede doktoren smilende.
»For alt i verden nævn ikke ordet frihed. Den synes jeg sandelig, vi hører nok om,«
sagde miss Pross.
»Kære, begynder du nu igen?«
»Ja, ja, min skat,« sagde miss Pross og nikkede energisk. »Sagen er jo den, at jeg
er Hans Majestæt kong Georg den Tredjes undersåt,« miss Pross kniksede, da hun
nævnede majestæten, »og derfor er mit motto:
Confound their politics
Frustrate their knavish tricks
On him our hopes we fix.
God save the King!
I et anfald af loyalitet gentog mr. Cruncher brummende ordene efter miss Pross.
»Det glæder mig, at De føler Dem så engelsk,« sagde miss Pross anerkendende,
»men jeg ville nu ønske, De ikke var så hæs. Men det var spørgsmålet, doktor Manette.
Er der tale om, at vi snart kan slippe bort herfra?«
»Desværre ikke endnu. Det ville være farligt for Charles at forlade landet så hurtigt.«
»Ja, ja, da!« sagde miss Pross og undertrykte et suk, medens hun så hen på sin
Mariehønes gyldne hoved, »så må vi vel væbne os med tålmodighed, andet er der ikke
at gøre. Vi må holde hovedet højt og ramme lavt, som min broder Salomon plejede at
sige. Kom så, mr. Cruncher! Bliv hvor du er, lille Mariehøne!«
De gik, og Lucie, hendes mand, lille Lucie og doktoren sad sammen omkring
kaminen. De ventede, at mr. Lorry snart skulle komme henne fra banken. Miss Pross
havde tændt lampen, men havde stillet den i en krog af stuen, så de kunne nyde skæret
fra kaminen. Lille Lucie sad ved siden af sin bedstefar med hænderne foldet om hans
arm, og han fortalte hende ganske sagte en historie om en god og mægtig fe, der havde
åbnet fængslets døre og hjulpet en fange ud, fordi han en gang havde gjort hende en
stor tjeneste. Der var så fredeligt i stuen, og Lucie begyndte at falde til ro.
»Hvad var det?« råbte hun pludselig.

»Kæreste barn!« sagde hendes far og afbrød sin fortælling.
Side 194
»Tag dig nu sammen. Hvor er du dog nervøs! Der skal intet til, før du farer sammen.
Er du din fars datter?«
»Jeg syntes, jeg hørte skridt ude på trappen, far,« søgte Lucie at undskylde sig.
»Kære Lucie, der er ikke en lyd på trappen.« I det samme blev der banket hårdt
på døren.
»Åh, far, far, hvad kan det være? Skjul Charles! Frels ham!« »Kære Lucie,« sagde
doktoren, idet han rejste sig og lagde sin hånd på hendes skulder. »Jeg har jo frelst
ham. Hvad er der dog i vejen med dig? Lad mig gå hen og lukke op.«
Han tog lampen, gik gennem de to yderste værelser og åbnede entredøren. Man
hørte grove sko trampe mod gulvet, og fire grove mænd med røde huer og bevæbnede
med sabler og pistoler trådte ind.
»Borger Evrémonde, kaldet Darnay?«
»Hvem søger ham?« spurgte Darnay.
»Jeg søger ham. Vi søger ham. Jeg kender dig, Evrémonde. Jeg så dig i retssalen
i dag. Du er igen republikkens fange.«
De fire mænd omringede ham, medens hans hustru og barn klyngede sig til ham.
»Sig mig, hvad skal dette betyde? Hvorfor er jeg igen fange?«
»Det må være nok, at du straks skal tilbage til conciergeriet, og at du får grunden
at vide i morgen.«
Doktor Manette var så overvældet af denne ny ulykke, at han stod som en statue
med lampen i hånden, men da de sidste ord blev sagt, stillede han lampen fra sig på
bordet, vendte sig mod manden, tog fat i hans røde, uldne skjortebryst og sagde:
»Du siger, at du kender ham. Kender du så også mig?«
»Ja, jeg kender dig, borger doktor.«
»Vi kender dig alle sammen, borger doktor,« sagde de andre tre.
Han så åndsfraværende fra den ene til den anden, inden han sagde med dæmpet
stemme:
»Vil I så svare mig på det spørgsmål, han rettede til jer? Hvad skal dette betyde?«
»Borger doktor,« sagde manden betænkelig, »han er blevet anklaget ved Saint
Antoine sektionen. Denne borger,« han pegede på den mand, der var kommet ind i
stuen som nummer to, »er fra Saint Antoine.«
Manden nikkede og sagde:
»Han er anklaget af Saint Antoine.«
»Hvad er han anklaget for?«
»Borger doktor,« sagde den første mand tøvende, »spørg ikke. Hvis republikken
kræver ofre af dig, vil du sikkert som god patriot bringe dem med glæde. Republikken
går forud for alt andet. Evrémonde, vi har hastværk.«
»Endnu et ord. Vil du sige mig, hvem der har meldt ham?«
»Det er imod reglerne,« svarede manden, »men spørg ham, der er fra Saint
Antoine.«

Side 195
Doktoren så hen på manden, der nervøst flyttede fødderne, strøg sig over sit lille
skæg og omsider sagde:
»Ja, det er rigtigt nok, at det er imod reglerne. Men anmeldelsen, der er meget
graverende, kommer fra borger og borgerinde Defarge. Og så en til.«
»Hvem er det?«
»Og det spørger du om, borger doktor?«
»Ja.«
Manden fra Saint Antoine sendte ham et underligt blik.
»Det vil du få at vide i morgen,« sagde han. »Indtil da er jeg stum!«

En hånd i kortspil
Side 196
I lykkelig uvidenhed om den ny ulykke i hjemmet vandrede miss Pross gennem de
smalle gader og gik over Pont Neuf, medens hun i tankerne gennemgik de ting,
hun skulle købe. Mr. Cruncher gik ved hendes side med kurven på armen. De så
både til højre og venstre ind ad de butiksruder, de kom forbi, og holdt øje med de
snakkende grupper, som de omhyggeligt gik udenom. Vejret var så råt, og tågen gjorde
lysene uklare og fyldte øret med lyde fra prammene, hvor der smededes våben for
republikkens hær. Ve den mand, der prøvede at snyde den hær eller skaffede sig
ufortjent forfremmelse i den! Det ville have været bedre for ham, om han aldrig havde
fået skæg, for den nationale barberkniv var skarp og gik tæt.
Efter at have købt nogle kolonialvarer og olie til lampen, huskede miss Pross, at
de også skulle have vin. Hun kiggede ind i forskellige vinboder og standsede omsider
ved en, der hed: »Den gode republikaner Brutus fra oldtiden.« Den lå ikke ret langt
fra National-Paladset, tidligere Tuilerierne, og hun syntes, den så ganske tiltalende
ud. Den var i hvert fald mere stilfærdig end de andre vinboder, og selv om der var
adskillige røde huer derinde, var der ikke så rødt, at det virkede generende. Hun
drøftede spørgsmålet med mr. Cruncher, der var enig med hende, så miss Pross begav
sig inden for i »Den gode republikaner Brutus fra oldtiden« ledsaget af sin opvartende
kavaler.
Luften derinde var tung af røg, for de fleste mænd bakkede på deres piber, nogle
spillede med snavsede kort og andre sad fordybet i Domino. En snavset arbejder med
blottet bryst og bare arme læste højt af en avis og nogle andre hørte til. En del af
gæsterne bar våben, andre havde lagt dem fra sig, så de hurtigt kunne gribe dem
igen. To, tre mænd i grove, uldne, strikkede trøjer var faldet i søvn med hovedet på
bordpladen og lignede sovende bjørne eller hunde. Men alt dette så de to udenlandske
kunder kun ganske flygtigt, da de gik hen til disken og gjorde værten begribeligt, hvad
de ville have.
Medens vinen blev målt op til dem, tog en mand henne i krogen afsked med sin
ledsager og rejste sig for at gå. På vej hen til døren kom han ansigt til ansigt med
miss Pross, og næppe havde hun set ham, før hun udstødte et skrig og slog hænderne
sammen.
I samme nu sprang alle i boden op for at se, hvad der var sket. Det mest sandsynlige
var jo, at en eller anden havde myrdet en person, der havde en anden mening end
han selv, så alle ventede at se et menneske styrte til jorden. Men det eneste, de så,
var en mand og en kvinde, der stod og stirrede på hinanden. Manden så ud til at være
franskmand og en god republikaner. Kvinden var åbenbart englænderinde.
Hvad der blev sagt af den gode republikaner Brutus fra oldtidens disciple i anledning
af denne skuffelse var fuldkommen uforståeligt både for miss Pross og mr. Cruncher,
men de hørte heller ikke efter, for miss Pross kunne ikke komme sig af sin overraskelse
og ophidselse, og mr. Cruncher så også - for egen regning - yderst forbløffet ud.
»Hvad er der?« spurgte manden, som var årsag til miss Pross' skrig. Han var
åbenbart vred, men talte ganske sagte og på engelsk.
»Åh, Salomon, kæreste Salomon!« udbrød miss Pross og slog igen hænderne
sammen. »Tænk, at jeg skal møde dig her efter ikke at have set dig i så lang tid!«
»Lad være med at kalde mig Salomon. Vil du tage livet af mig?« spurgte manden
sagte og nervøst.

Side 197
»Min egen broder!« udbrød miss Pross og brast i gråd. »Har jeg måske nogen sinde
været så ond mod dig, at du har ret til at komme med sådan et spørgsmål?«
»Så hold din forbaskede mund,« sagde Salomon, »og kom udenfor, hvis du ønsker
at tale med mig. Betal din vin og kom med. Hvem er den mand?«
Miss Pross rystede vemodigt, men ømt på hovedet ad sin langtfra kærlige broder
og sagde grædende: »Mr. Cruncher.«
»Lad ham komme med udenfor,« sagde Salomon. »Mon han tror, at jeg er et
genfærd?«
Det troede mr. Cruncher åbenbart, hvis man skulle dømme efter hans ansigtsudtryk.
Han sagde imidlertid ikke et eneste ord, medens miss Pross rodede rundt i sin taske,
fandt sin pung og betalte for vinen. Imens vendte Salomon sig mod gæsterne i Den
gode republikaner Brutus fra oldtiden og sagde et par forklarende ord på fransk, hvorpå
de vendte tilbage til deres tidligere beskæftigelse.
»Nå,« sagde Salomon og standsede på det mørke gadehjørne, »hvad vil du mig
så?«
»Hvor kan en broder, som jeg aldrig har gjort noget ondt, dog være så kold og
hjerteløs?« hulkede miss Pross.
»Åh, for pokker!« udbrød Salomon og kyssede hende hastigt. »Er du så tilfreds?«
Miss Pross rystede blot på hovedet og blev ved med at græde.
»Hvis du ventede, at jeg skulle blive forbavset ved at se dig, så tager du fejl,« sagde
hendes broder. »Jeg vidste, at du var her. Jeg ved besked med næsten alle, der er
her. Og hvis du ikke ønsker at udsætte mit liv for fare ... men det skulle man såmænd
tro, du gjorde ... så gå din vej hurtigst muligt og lad mig gå min, for jeg har travlt. Jeg
er embedsmand.«
»Er, min engelske broder Salomon, der havde chancer for at blive en stor mand i
sit fædreland, blevet embedsmand mellem disse forfærdelige udlændinge?« jamrede
miss Pross og så på ham med sine tårefyldte øjne. »Jeg ville næsten foretrække at se
den kære dreng ligge i sin ...«
»Sagde jeg det ikke nok?« afbrød Salomon hende. »Jeg vidste det jo! Du ønsker at
blive min død! Jeg bliver mistænkeliggjort af min egen søster. Og det netop som det
er begyndt at gå mig godt!«
»Det forbyde den nådige himmel!« råbte miss Pross. »Så ville jeg langt foretrække
aldrig at se dig mere, skønt jeg altid har elsket dig højt, og det vil jeg blive ved med.
Sig blot et eneste kærligt ord til mig, og lad mig føle, at vi stadig er gode venner, så
skal jeg lade dig gå.«
Gode, rare miss Pross! Som om hun var skyld i, at de var kommet bort fra hinanden!
Havde mr. Lorry ikke vidst allerede for mange år siden i det stille hjørnehus i Soho, at
den dyrebare broder havde brugt alle hendes penge og derefter forladt hende!
Han sagde imidlertid det kærlige ord på en langt mere nedladende måde, end han
kunne have tilladt sig, hvis forholdet mellem dem havde været omvendt, og ville netop
til at gå, da mr. Cruncher rørte ved hans skulder og ganske uventet kom med følgende
besynderlige spørgsmål:
»Undskyld, men vil De være så venlig at sige mig, om Deres navn er John Salomon
eller Salomon John?«
Embedsmanden vendte sig mod mr. Cruncher, der hidtil ikke havde sagt et ord.

Side 198
»Nå,« sagde mr. Cruncher, »svar mig nu. Er det Salomon John eller John Salomon.
Hun kalder Dem Salomon, og hun må jo vide, hvad De hedder, siden hun er Deres
søster. Og jeg ved, De hedder John, skal jeg sige Dem. Hvilket af de to navne kommer
først? Og så angående navnet Pross! Det hed De ikke ovre i England.«
»Hvad mener De med det?«
»Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg mener, for jeg kan ikke huske Deres navn derovre.«
»Ikke det!«
»Nej, men jeg tør sværge på, at det var et navn på to stavelser.«
»Jaså!«
»Ja. Og fornavnet havde kun en stavelse. Jeg kender Dem nemlig. De var stikker
ved Old Bailey. Hvad i helvedes navn var det dog nu, De hed den gang?«
»Barsad!« sagde en stemme pludselig.
»Ja for satan, der har vi jo navnet!« udbrød mr. Cruncher. Det var Sydney Carton, der
havde blandet sig i samtalen. Han holdt hænderne bag sig inde under sin ridefrakkes
skøder og stod så rolig ved mr. Crunchers side, som om han befandt sig i Old Bailey.
»Bliv ikke bange, min kære miss Pross. Til mr. Lorrys store forbavselse dukkede jeg
op hos ham i går eftermiddag, og vi blev enige om, at jeg ikke skulle opsøge nogen,
før alt var i orden, medmindre jeg kunne være til hjælp og nytte. Nu viser jeg mig her
for at udbede mig en lille samtale med Deres broder. Jeg ville ønske, at De havde en
broder, der var bedre beskæftiget end mr. Barsad. For Deres skyld ville jeg ønske, at
mr. Barsad ikke var 'får' i fængslerne.«
Får var på den tid et øgenavn på spioner, der hjalp fangevogterne. Spionen, der
havde været bleg i forvejen, blev endnu blegere og spurgte, hvor han turde vove . .
»Det skal jeg såmænd sige Dem,« sagde Sydney. »Jeg fik øje på Dem, da De for
en god timestid siden kom ud af Conciergeriet, hvis mure jeg stod og betragtede. De
har et ansigt, man ikke glemmer, og jeg har en særlig god hukommelse for ansigter.
Jeg blev nysgerrig ved at se Dem på det sted, og da jeg havde gode grunde, som
De ikke er uvidende om, til at sætte Dem i forbindelse med en af mine gode venners
ulykker nu for tiden, fulgte jeg efter Dem. Jeg gik efter Dem ind i vinboden her og satte
mig lige i nærheden af Dem, og det faldt mig ikke vanskeligt at hitte ud af, hvori Deres
virksomhed består, da jeg havde lyttet lidt til Deres åbenhjertige samtale. Og ser De,
mr. Barsad, det der til at begynde med havde været en ren og skær tilfældighed blev
efterhånden til et bestemt mål for mig.«
»Og hvad er det for et mål?« spurgte spionen.
»Det ville være besværligt og kunne muligvis blive farligt at forklare det herude på
gaden. Kunne De give mig nogle få minutter af Deres tid ... for eksempel i Tellsons
Banks lokaler?«
»Er dette en trussel?«
»Men dog! Har jeg sagt det?«
»Hvorfor skulle jeg så gå ind på det forslag?«.
»Ærlig talt, mr. Barsad, når De ikke selv ved hvorfor, kan jeg ikke sige Dem det.«
»De mener altså, at De ikke vil?« spurgte spionen betænkelig.
»De har ganske ret, mr. Barsad. Jeg vil ikke.«

Side 199
Cartons skødesløst overlegne væsen var en stor støtte for hans hurtighed og
behændighed i sager som den, han nu havde planlagt og over for en mand som ham,
han her havde at gøre med. Hans øvede øje så det straks, og han udnyttede det til
det yderste.
»Sagde jeg det ikke nok?« bemærkede spionen og så bebrejdende på sin søster.
»Får jeg ubehageligheder af dette, er skylden din.«
»Nej, ved De hvad, mr. Barsad!« udbrød Sydney. »Nu må De ikke være
utaknemmelig. Hvis jeg ikke havde sat så stor pris på Deres søster, ville jeg måske
ikke have været så elskværdig, da jeg fremsatte forslaget, som jeg håber vil være til
vor fælles fordel. Går De så med mig hen i banken?«
»Jeg går med Dem, så jeg kan høre, hvad De har på hjerte.«
»Så foreslår jeg, at vi først følger Deres søster til hjørnet af den gade, hvor hun bor.
Må jeg byde Dem min arm, miss Pross? Det er ikke rigtigt, at De færdes alene i denne
by på denne tid af døgnet, og da Deres ledsager kender mr. Barsad, vil jeg foreslå, at
han går med os hen til mr. Lorrys bolig. Er De parat? Kom, så går vi!«
Miss Pross kom bagefter til at tænke på - og glemte det aldrig hele resten af sit liv
- at da hun med begge hænder greb om Sydneys arm og tryglede ham om ikke at
gøre Salomon fortræd, var der en forunderlig, bevidst viljestyrke i armen og et ligefrem
inspireret udtryk i hans øjne, der ikke blot modsagde hans lette, frivole væsen men
forandrede og højnede hele manden. Hun var imidlertid på det tidspunkt så optaget
af bekymringen for den broder, der så dårligt fortjente hendes omhu, og så glad over
Sydneys venligt beroligende ord, at hun ikke havde tid til at gennemtænke dette nye
indtryk af Sydney Carton.
De tog afsked med hende ved gadehjørnet, og Carton satte kursen mod mr. Lorrys
bolig, der lå nogle få minutters gang derfra. John Barsad eller Salomon Pross gik ved
hans side.
Mr. Larry havde lige spist sin middag og sad foran en hyggelig, lille brændeild i
kaminen. Måske gik hans tanker tilbage til den ungdommelige, ældre mand fra Tellsons
Bank, der for adskillige år siden havde siddet i Royal George Hotellet i Dover og stirret
ind i de glødende kul. Han drejede hovedet, da de kom ind.
»Dette er miss Pross' broder, mr. Barsad,« sagde Sydney.
»Barsad?« gentog den gamle herre. »Barsad ... jeg synes, jeg husker både navnet
og ansigtet.«
»Sagde jeg Dem ikke, at De havde et bemærkelsesværdigt ansigt, mr. Barsad?«
bemærkede Carton roligt. »Sæt Dem ned.«
Idet Carton satte sig, gav han mr. Lorry den oplysning han forgæves granskede sin
hjerne for at finde. »Han var vidne i den sag.« Så huskede mr. Lorry ham straks og
betragtede ham med et blik fuldt af afsky.
»Mr. Barsad er blevet genkendt af miss Pross som den kærlige broder, De nok har
hørt om,« sagde Sydney, »og han har selv anerkendt slægtskabet. Nu går jeg over til
dårligere nyheder. Darnay er blevet arresteret igen.«
Den gamle herre udbrød forfærdet: »:vad er det dog, De siger? Det er jo ikke mere
end et par timer, siden jeg forlod ham glad og fri, og jeg skulle netop derhen igen!«
»Han er nu alligevel blevet arresteret. Når var det, arrestationen fandt sted, mr.
Barsad?«
»For et øjeblik siden, hvis det overhovedet er sket.«

Side 200
»Mr. Barsad er den bedst mulige kilde,« sagde Sydney henvendt til mr. Lorry, »og
jeg har min viden fra mr. Barsads egne betroelser til en ven, et medfår, ved en flaske vin.
Han fortalte, at arrestationen lige havde fundet sted. Han havde selv fulgt mændene
til Darnays gadedør og set portneren lukke dem ind. Der er ingen tvivl om, at de har
arresteret ham igen.«
Mr. Lorrys erfarne blik læste i Cartons ansigt, at det var tidsspilde at fordybe sig i
dette emne. Trods sin forvirring havde han følelsen af, at noget vigtigt stod på spil i
denne samtale, så han tog sig sammen og var tavs, men opmærksom.
»Jeg håber nu ganske vist,« sagde Sydney til ham, »at doktor Manettes navn og
indflydelse vil hjælpe ham i morgen ... De sagde jo, han igen skulle stilles for retten i
morgen, ikke sandt, mr. Barsad?«
»Jo, det tror jeg nok.«
»... at det altså vil hjælpe ham i morgen. Men det kan jo tænkes, at det ikke bliver
sådan. Jeg må tilstå, mr. Lorry, at jeg er dybt rystet over, det ikke er lykkedes doktor
Manette at hindre denne arrestation.«
»Det kan jo være, at han ikke har vidst noget om den i forvejen,« sagde mr. Lorry.
»Men selve den omstændighed ville være ængstende, når man husker på, hvor nøje
hans navn er knyttet til svigersønnens.« »Ja, det er sandt,« sagde mr. Lorry, idet han
strøg sig om hagen og så bekymret på Carton.
»Kort sagt, vi lever i en desperat tid, hvor desperate spil spilles om desperate
gevinster. Lad kun doktoren spille for at vinde; jeg spiller for at tabe. intet menneskeliv
er værd at købe. Enhver, der er blevet båret hjem i triumf af folket i dag, kan blive dømt
til døden i morgen. Den gevinst, jeg imidlertid har bestemt mig til at spille for, hvis det
værste skulle ske, er at skaffe mig en ven i Conciergeriet. Og denne ven skal være
mr. Barsad.«
»Så må De have gode kort på hånden,« sagde spionen.
»Jeg skal lige se på dem og tage et overblik over deres værd ... mr. Lorry, De ved
jo, hvor umulig jeg er, og jeg må bede Dem give mig lidt cognac.«
Flasken blev stillet foran ham. Han tog sig et glas ... og et til og skubbede så
åndsfraværende flasken fra sig.
»Mr. Barsad,« sagde han med et tonefald, som om han virkelig så på sine kort,
»fårene i fængslerne er udnævnt af de republikanske komiteer. De optræder snart
som fangevogtere, snart som fanger, men de er altid spioner og hemmelige anklagere.
Naturligvis er de langt mere værdifulde her, når de er englændere, for en englænder
bliver ikke så let mistænkt for at tage mod bestikkelser. Men denne englænder melder
sig til arbejdet under et falsk navn. Se, det er et udmærket godt kort. Mr. Barsad, der
nu er ansat af den franske, republikanske regering, var før ansat af den aristokratiske,
engelske regering, der er Frankrigs og frihedens fjende. Det er et fortrinligt kort. Deri
ligger nemlig soleklart en mistanke om, at mr. Barsad fremdeles er i den aristokratiske,
engelske regerings sold, spion for Pitt, en forræderisk fjende af revolutionen, der har
skylden for al den fortræd, der tales så meget om, men som er så svær at finde til bunds
i. Det kort kan overhovedet ikke stikkes. Har De fulgt mine kort, mr. Barsad?«
»Ikke så jeg forstår Deres udspil,« svarede spionen kendelig nervøs.
»Jeg spiller mit es ud ... det er anmeldelse af mr. Barsad til den nærmeste
sektionskomite. Se på Deres egen hånd, mr. Barsad. Hvilke kort sidder De med. Tag
det bare med ro ... De behøver aldeles ikke at skynde Dem.«

Side 201
Han trak flasken hen til sig, skænkede sig et glas cognac og skyllede det ned. Han
så, at spionen var bange, han skulle drikke sig så fuld, at han straks gik hen og meldte
ham, og derfor skænkede han sig endnu et glas og drak det.
»Se kortene godt igennem, mr. Barsad. Giv Dem god tid.«
Hånden var dårligere, end Barsad havde ventet. Han så tabskort, som Sydney
Carton ikke anede noget om.
Han var blevet smidt ud af sit ærefulde hverv i England på grund af for mange uheld i
sin overdrevne iver efter at aflægge falsk ed - ikke fordi man ikke havde brug for ham, for
vore engelske grunde til at prale af, at vi føler os hævet over hemmelighedskræmmeri
og spionage, er af meget ny dato. Han vidste, at han var rejst til Frankrig og havde virket
som spion og frister mellem sine egne landsmænd der og efterhånden også blandt den
indfødte befolkning. Han vidste, at han under den gamle, nu omstødte regering havde
været spion i Saint Antoine kvarteret og særlig i Defarges vinbod. Fra politiet havde
han fået alle de oplysninger om doktor Manettes fangenskab, løsladelse og øvrige
livshistorie, der skulle tjene ham som indledning til fortrolige samtaler med ægteparret
Defarge. Han havde prøvet at bruge dem på madame, men var kommet ynkelig til kort.
Han mindedes altid med frygt og bæven, at den forfærdelige kvinde havde strikket,
medens de talte sammen, og at hendes fingre ikke havde været i ro et øjeblik, skønt
hendes blik gennemborede ham. Han havde senere set hende mangfoldige gange i
Saint Antoine sektionen tage sine strikkede lister frem og anklage folk, som så straks
blev guillotinens sikre bytte. Han vidste, som alle i det erhverv, at han aldrig var i
sikkerhed, at flugt var udelukket, at han var lænket i bøddeløksens skygge, og at selv
om han tjente terror-regimet med al det anklageri og forræderi, han kunne præstere,
så var et ord nok til at ødelægge det for ham. Var han først en gang blevet anklaget og
oven i købet for så alvorlige forseelser, som Carton havde antydet, så forudså han, at
den frygtelige kvinde, hvis ubarmhjertighed han havde set talløse beviser på, ville tage
de uhyggelige, strikkede lister frem og tilintetgøre hans sidste mulighed for at redde
livet. Desuden er folk i den hemmelige tjeneste altid lette at skræmme, og der var så
mange dårlige kort på hans hånd, at man ikke kunne undre sig over, hvor askegråt
hans ansigt blev, da han så på dem.
»Det ser ikke ud til, at De er videre tilfreds med Deres kort,« sagde Sydney roligt.
»Agter De at spille?«
»Jeg tillader mig at henvende mig til Dem,« sagde spionen underdanigt og vendte
sig mod mr. Lorry, »og bede Dem, som en ældre og elskværdig mand spørge Deres
langt yngre ven, om han virkelig finder det passende for en herre af hans stand at spille
det es ud, som han før talte om. Jeg indrømmer, at jeg er spion, og at det regnes for
en uhæderlig beskæftigelse ... men nogle mennesker må jo påtage sig det arbejde.
Den herre er imidlertid ikke spion, og hvorfor skulle han så nedværdige sig til at gøre
en spions gerning?«
»Jeg spiller mit es ud, mr. Barsad,« sagde Carton, der foretrak selv at svare. Han
så på sit ur. »Jeg spiller det ud om nogle få minutter.«
»Jeg havde håbet, at begge de herrer,« spionen prøvede stadig at drage mr. Lorry
med ind i diskussionen, »af hensyn til min søster ...«
»Jeg kan ikke tænke mig en bedre måde at tjene Deres søster på end for bestandig
at skaffe hende af med en broder som Dem,« sagde Sydney Carton.
»Mener De det?«
»Ja, ganske afgjort.«

Side 202
Spionens høflige væsen, der passede så dårligt til hans overdrevent folkelige dragt
og sandsynligvis også var helt forskellig fra hans sædvanlige optræden, kunne aldeles
ikke holde stand over for Cartons uigennemskuelighed - som var, og blev en gåde for
mange, der var både klogere og hæderligere end Barsad - og han brød nu helt sammen.
Medens han søgte efter ord, lod Carton, som om han på ny gennemså sine kort.
»Og nu, da jeg rigtig tænker mig om, så har jeg det indtryk, at der er endnu et godt
kort, som jeg ikke har omtalt. Det medfår der omtalte, at han søgte sine græsgange i
fængslerne ude i landet, hvem var han?«
»En franskmand. De kender ham ikke,« svarede spionen hurtigt.
»Nå, så han var franskmand,« sagde Carton langsomt. »Ja det er jo muligt.«
»Ja, det forsikrer jeg Dem,« sagde spionen, »men det spiller jo for øvrigt ingen rolle.«
»Skønt det ikke spiller nogen rolle,« gentog Carton mekanisk. »Skønt det ikke spiller
nogen rolle ... nej, det gør det ikke. Nej ... og dog kender jeg hans ansigt.«
»Det tror jeg ikke. Det er ganske umuligt,« sagde spionen.
»Det ... kan ... vel ... ikke ... være ...« mumlede Carton og fyldte igen sit glas, der
heldigvis var lille. »Han talte jo godt fransk. Men jeg syntes dog, der var lidt accent?«
»Dialekt fra provinsen,« sagde spionen.
»Nej, det var en udenlandsk accent!« råbte Carton pludselig og slog i bordet med
den flade hånd. »Det var Cly! Han var forklædt, men det var alligevel ham. Han optrådte
også i Old Bailey.«
»Nu forregner De Dem,« sagde Barsad med et smil, der gjorde hans krumme næse
endnu skævere. »Der giver De mig virkelig et overtag over Dem. Jeg indrømmer gerne
nu så længe efter, at Cly var en slags kompagnon af mig, men det er flere år siden,
han døde. Jeg var hos ham under hans sidste sygdom, og han blev begravet i London
fra Saint Pancras-in-the-Fields. Det bredere samfundslags had til ham hindrede mig i
at følge hans båre, men jeg var med til at lægge ham i kisten.«
I det samme opdagede mr. Lorry en højst mærkelig skygge på væggen, og da han så
nøjere til, var det alle de stive hårbørster, der havde rejst sig på mr. Crunchers hoved.
»Lad os nu være fornuftige,« sagde spionen, »og lad os være retfærdige. For at
vise Dem, at De har taget fejl, vil jeg forelægge Dem Clys begravelsesattest, som jeg
tilfældigvis har her i min lommebog.« Han tog den hurtigt frem og åbnede den. »Se,
her er den. Se bare på den! De må gerne tage den og se nøje til, for den er ægte nok.«
Nu så mr. Lorry, at skyggen på væggen voksede, og mr. Cruncher trådte frem i
stuen. Hans hår kunne umuligt stritte mere, end det gjorde.
Uden at spionen så det, gik mr. Cruncher hen til ham og rørte ved hans skulder.
»Angående denne her Cly, herre,« sagde mr. Cruncher sammenbidt, »så var det
altså Dem, der lagde ham i kisten?«
»Ja, det var mig.«
»Og hvem tog ham så ud af den?«
Barsad lænede sig tilbage i sin stol og stammede: »Må jeg spørge, hvad De mener?«
»Jeg mener,« svarede mr. Cruncher, »at han aldrig havde været i kisten. Nej,
såmænd havde han ej. Jeg vil lade mig halshugge, om han var der.«
Spionen så hen på de to herrer, der begge stirrede i stum forbavselse på Jerry.

Side 203
»Nej, det, De begravede, var brosten og jord,« fortsatte Jerry. »Andet var der ikke
i kisten, så De skal ikke komme her og fortælle mig, at De begravede Cly. Det var det
rene snyderi, og der er to foruden mig, som ved det.«
»Hvordan ved De det?«
»Det kommer ikke Dem ved,« brummede Cruncher. »Men jeg er godt gal i hovedet
på Dem for den måde De snød forretningsfolk på. Jeg skulle med største glæde kvæle
Dem for en halv guinea!«
Sydney Carton, der ligesom mr. Lorry havde været stum af forbavselse over den
vending, sagerne havde taget, bad nu mr. Cruncher moderere sine udtryk og forklare
sig nærmere.
»Forklaringen kan De få en anden gang,« svarede han undvigende. »Øjeblikket er
ikke så heldigt valgt netop nu. Hvad jeg påstår er, at han så udmærket godt ved, at Cly
overhovedet ikke har været i kisten. Hvis han med et eneste ord prøver at påstå, at
han var der, så skal jeg med fornøjelse kværke ham for en halv guinea.« Mr. Cruncher
dvælede med velbehag ved dette ædelmodige tilbud. »Eller også går jeg ud og melder
ham.«
»Hm, ja. En ting ser jeg i hvert fald klart, mr. Barsad,« sagde Carton, »nemlig at
jeg har endnu et godt kort på hånden. Det vil være ganske umuligt for Dem at komme
fra det med livet, hvis De under de nuværende forhold her i Paris bliver meldt for
at stå i forbindelse med en anden spion fra aristokraterne, der oven i købet har det
mysterium på sin samvittighed, at han har spillet død og er kommet til live igen! En
sammensværgelse i fængslerne mod republikken lavet af udlændinge! Det er et godt
kort .. et sikkert guillotine-kort! Vil De så spille?«
»Nej!« svarede spionen. »Jeg kaster kortene. Jeg tilstår, at vi var så hadet af folket,
at jeg kun reddede mig ud af England med fare for at drukne. Og Cly blev forfulgt overalt,
så han var aldrig sluppet bort, hvis vi ikke havde lavet det nummer med begravelsen.
Men hvordan manden der har opdaget, at det var et nummer, er mere end jeg kan
begribe.«
»De skal såmænd ikke spekulere over, hvad »manden der« ved,« svarede den
stridbare mr. Cruncher. »De må hellere tage Dem af, hvad herren der har på hjerte.
Og jeg vil bare sige Dem engang til ...« Mr. Cruncher var så forelsket i tanken, at det
var umuligt for ham at opgive den, ». . at jeg med glæde ville kværke Dem for en halv
guinea.«
Spionen vendte sig mod Carton og sagde med større sikkerhed end hidtil: »Vi må
se at komme til en afgørelse. Jeg skal på vagt snart og kan ikke komme for sent. De
sagde, De havde et forslag at gøre mig. Hvad er det? Det nytter ikke, at De forlanger
for meget af mig. Hvis De beder mig gøre noget i mit embede, og det udsætter mig for
stor fare, så foretrækker jeg risikoen ved at lade Dem udføre Deres trusler. De taler om
desperation. Vi er alle sammen desperate her, husk det. Og husk også på, at jeg kan
melde Dem, hvis det passer mig, og jeg kan sværge gennem tykt og tyndt, og det er
der også andre der kan. Hvad er det så, De vil mig?«
»Det er ikke store sager. De er jo fangevogter i Conciergeriet?« »Jeg siger Dem en
gang for alle, at flugt derfra er ganske udelukket.«
»De behøver ikke at fortælle mig noget, jeg aldeles ikke har spurgt om. Er De
fangevogter i Conciergeriet?«
»Ja, somme tider.«

»Kan De være det, når De selv vil?«
»Jeg kan gå ind og ud, som det passer mig.«
Side 204
Sydney Carton fyldte glasset med cognac og hældte det langsomt ind i ilden. Han
stod og stirrede på det, indtil de blå flammer var slukket, så rejste han sig og sagde:
»Hidtil har vi talt sammen i disse to vidners overværelse, fordi det var bedst, at
bedømmelsen af kortene ikke kun blev afgjort af Dem og mig. Kom nu med ind i det
mørke værelse her og lad os tale et øjeblik sammen alene.«

Spillet begynder
Side 205
Medens Sydney Carton og spionen var inde i det mørke værelse, hvor de talte så
sagte, at man ikke kunne høre en lyd, betragtede mr. Lorry Jerry med stor usikkerhed
og mistillid. Den ærlige forretningsmands udtryk var absolut ikke tillidvækkende. Han
rokkede så ihærdigt fra det ene ben til det andet, at man skulle tro, han havde mindst
halvtreds og ville prøve dem alle. Han studerede sine negle meget omhyggeligt, og
når hans blik mødte mr. Lorry's, fik han et hosteanfald, så han måtte holde hånden for
munden, hvilket ikke er en svaghed, der særligt tyder på åben karakter.
»Jerry,« sagde mr. Lorry, »kom herhen.«
Mr. Cruncher kom med den ene skulder skubbet frem.
»Hvad har du været foruden bybud?«
Efter at have sendt sin chef et undersøgende blik fik mr. Cruncher en lys ide og
svarede: »Jeg har beskæftiget mig med jorden.«
»Jeg er alvorligt bange for,« sagde mr. Lorry og truede vredt med en løftet
pegefinger, »at du har benyttet den fornemme bank som et skalkeskjul og har drevet
et ulovligt erhverv af højst utiltalende art. Hvis det er rigtigt, så skal du ikke vente hjælp
fra mig, når vi vender tilbage til England. Og du skal heller ikke vente, at jeg forholder
mig tavs, for jeg finder mig ikke i, at Tellsons Bank bliver misbrugt.«
»Jeg håber da,« tiggede den bekymrede mr. Cruncher, »at en fin herre som Dem,
som jeg har haft den ære at tjene, til jeg blev gammel og grå, vil betænke sig, inden
han gør mig fortræd, selv om det var sådan ... og det siger jeg jo ikke, at det er. Og hvis
det nu var sådan, så var fejlen jo ikke udelukkende på en side. Der ville være to sider.
Der kunne endnu i denne time være fornemme læger, der tjente store penge, hvor
en stakkels, ærlig forretningsmand kun tjente småskillinger ... og disse læger kunne
være klienter i Tellsons Bank og blinke i al hemmelighed til den ærlige forretningsmand,
når de steg ud og ind af deres private køretøj. Se, det ville jo også være at misbruge
Tellsons Bank. For der må jo være den samme regel for høj og lav. Og så er der
min kone ... eller var i hvert fald før i tiden i gamle England, og hun ville være der
igen, hvis lejlighed gaves, og smide sig ned og bede imod forretningen, så det var
helt ødelæggende for den. Men disse doktorers koner de smider sig ikke ... nej, se
om de gør! Og hvis de overhovedet smider sig, så er det om, at deres mænd må få
flere patienter, og man kan da umuligt have det ene uden det andet. Og når man så
regner med, hvad bedemænd og kontorister og gravere skal have, så kunne en mand
såmænd ikke tjene meget på den forretning, selv om han tog den op. Og det lidt, han
tjente, ville ikke være til nytte for ham, mr. Lorry. Han ville blot hele tiden ønske, at han
var vel ude af den forretning ... hvis han da altså var i den.«
»Uha!« udbrød mr. Lorry, hvis hjerte dog var lidt blødgjort af denne tale, »jeg synes
ligefrem, det er skrækkeligt at se på dig.«
»Ser De, hvad jeg i al ydmyghed ville foreslå Dem,« fortsatte mr. Cruncher, »hvis
det altså var sådan, hvilket jeg ikke siger, at det er ...«
»Lyv nu ikke,« sagde mr. Lorry.
»Nej, det skal jeg ikke,« svarede mr. Cruncher, som om intet var ham fjernere ...
»men jeg siger altså ikke, at det er det, så ville jeg altså i al ydmyghed tilbyde Dem
følgende ordning. På denne hersens taburet ved banken, der sidder min dreng, og han
er oplært og trænet til at løbe ærinder for Dem og besørge den slags ting, hvis De
har brug for det. Hvis det altså virkelig var sandt, og jeg siger stadig ikke, at det er

Side 206
det, så lad drengen beholde sin fars plads og lad ham sørge for sin mor. Men fortæl
ikke noget om hans far, og så kan han blive rigtig graver og sone, at han ulovligt har
gravet dem op, ved at grave dem pænt ned og passe på, at de får lov til at ligge i fred
og ro for fremtiden. Ser De, mr. Lorry,« sagde Jerry og tørrede den svedige pande
med frakkeærmet, »det er, hvad jeg i al ydmyghed vil tilbyde Dem. Man ser jo ikke
alt det skrækkelige foregå omkring sig .. sådan med folk, der får hovedet kappet af,
så markedet i min branche helt må blive ødelagt ... uden at man kommer til at tænke
alvorligt over tingene. Og så må De også huske på, at det jeg før sagde, det sagde jeg
for at hjælpe Dem, skønt jeg godt kunne have tiet stille med det.«
»Ja, det er da i hvert fald sandt,« sagde mr. Lorry. »Nu taler vi foreløbig ikke mere om
det. Det kan jo være, at jeg alligevel bliver ved at være din ven, hvis du gør dig fortjent
til det og ikke blot angrer i ord, men også i gerning. Men ikke et ord mere om dette nu.«
Mr. Cruncher førte en finger op til panden, og i det samme vendte Sydney Carton
og spionen tilbage fra det mørke værelse. »Farvel, mr. Barsad,« sagde Sydney, »så
er vor aftale i orden, og De har intet at frygte fra mig.«
Han satte sig i en stol ved kaminen lige overfor mr. Lorry, og da de var blevet alene,
spurgte mr. Lorry, hvad han havde ordnet.
»Det er ikke store sager. Hvis dommen går fangen imod, har jeg sikret mig, at jeg
kan komme en gang ind og tale med ham.« Mr. Lorry så skuffet ud.
»Mere kunne jeg ikke opnå,« sagde Carton. »Krævede jeg for meget, ville manden
selv miste hovedet, og som han selv sagde, værre kunne det ikke gå, hvis jeg meldte
ham til øvrigheden. Deri ligger det svage punkt i det hele. Men det er der ikke noget
at gøre ved.«
Mr. Lorrys blik søgte ilden. Hans deltagelse for Lucie og skuffelsen ved, at Darnay
var blevet fængslet igen, gjorde ham svag. Han var en gammel mand nu og havde haft
mange bekymringer i den sidste tid, så det var ikke så underligt, at tårerne løb ned
ad kinderne.
»De er en god mand og en trofast ven,« sagde Carton med en ny klang i stemmen.
»Tilgiv mig, at jeg ikke kan undgå at se, hvor bevæget De er. Jeg ville ikke kunne se
min far græde, uden at det gjorde indtryk på mig, og jeg kunne ikke ære Deres sorg
mere, hvis De var min far. Men den ulykke er De jo forskånet for.«
Skønt de sidste ord blev sagt på Cartons sædvanlige overlegne måde, var der så
megen dyb følelse både i hans ord og i hans berøring, at mr. Lorry, der aldrig før havde
set den bedre side af hans karakter, var fuldstændig uforberedt på disse ord. Han rakte
sin hånd frem, og Carton trykkede den varmt.
»For at vende tilbage til spørgsmålet om stakkels Darnay,« sagde Carton, »så fortæl
ikke hende om denne samtale eller om den ordning, jeg har truffet. Hun ville ikke kunne
komme til at tale med ham, og hun kunne nemt tro, at jeg havde truffet denne aftale for
at give ham midler til at tage sit eget liv, hvis dommen skulle lyde på døden.«
Det havde mr. Lorry slet ikke tænkt på, og han så hen på Carton for at finde ud af,
om det var, hvad han agtede at gøre. Carton gengældte blikket og det så ud, som om
han bekræftede mr. Lorrys mistanke.
»Der er tusind forskellige muligheder, som kunne falde hende ind, og de ville kun
øge hendes sorg. Tal ikke til hende om mig. Som jeg sagde til Dem, straks da jeg
kom, er det bedst, at jeg ikke træffer hende. Jeg kan måske gøre hende mange små
tjenester, selv om jeg ikke ser hende. Nu agter De forhåbentlig at gå hen til hende. Hun
er sikkert fortvivlet i aften.«

»Ja, jeg går nu med det samme.«
Side 207
»Det glæder mig, for hun holder af Dem og har stor tillid til Dem. Hvordan ser hun
ud?«
»Bekymret og ulykkelig, men meget smuk.«
»Ah!«
Det var en klagende lyd som et dybt suk - eller måske en hulken. Mr. Lorry så hen på
Cartons ansigt, der var vendt mod kaminilden. Et lys eller en skygge - mr. Lorry kunne
ikke rigtig afgøre hvilken af delene det var - gled henover det, som lyset af og til skifter
over en bakkeskrænt på en klar solskinsdag. Carton løftede foden og skubbede et
brændestykke ind, der var ved at falde ud. Han bar endnu sin hvide ridefrakke og lange
støvler, som den gang var på mode, og i skæret fra kaminen så det ud, som om han var
meget bleg. Det lange, brune hår faldt løst om hans ansigt. Den uforsigtighed, hvormed
han omgikkes ilden, fik mr. Lorry til at protestere. Han sad endnu med støvlerne inde
i gløderne, der var blevet knust under vægten af hans fod.
»Jeg glemte den helt.«
Mr. Lorry så igen på hans ansigt. Da han opdagede det forpinte udtryk i de ellers så
smukke træk, slog det ham, hvor stor ligheden var mellem ham og Darnay.
»Og nu er altså Deres arbejde her sluttet?« sagde Carton og vendte sig mod ham.
»Ja. Som jeg var ved at fortælle Dem i aftes, da Lucie så uventet kom, så er der ikke
mere, jeg kan udrette her. Jeg havde håbet at kunne efterlade dem begge i sikkerhed
her i Paris. Jeg har allerede min udrejsetilladelse og var rede til at rejse.«
De sad lidt i tavshed.
»Det er et langt liv, De har at se tilbage på, mr. Lorry,« sagde Carton vemodigt.
»Ja, nu fylder jeg snart otte og halvfjerds.«
»De har været et nyttigt menneske hele Deres liv, altid travlt beskæftiget, agtet og
set op til.«
»Jeg har været forretningsmand, lige siden jeg blev voksen. Ja, jeg kan såmænd
næsten sige, at jeg var forretningsmand allerede i mine drengeår.«
»Og tænk så blot, hvilken plads De indtager nu, da De er næsten otte og halvfjerds!
Der er mange, som vil savne Dem, når den en gang bliver tom.«
»En ensom, gammel pebersvend!« sagde mr. Lorry og rystede på hovedet. »Der er
såmænd ingen, som vil græde over mig.«
»Hvor kan De dog sige det? Vil hun måske ikke sørge over Dem? Og hendes lille
pige?«
»Jo, jo, Gud være lovet. Jeg mente heller ikke helt, hvad jeg sagde.«
»Det er da noget at takke Gud for, ikke sandt?«
»Jo vist er det så, vist er det så.«
»Hvis De med sandhed kunne sige til Dem selv i aften: 'Jeg har ikke sikret mig et
eneste menneskes kærlighed og hengivenhed, taknemmelighed og agtelse, jeg har
ikke fundet et eneste hjerte, der banker varmt for mig, jeg har ikke gjort noget godt
eller nyttigt, som andre vil mindes,' ville så ikke Deres otte og halvfjerds år være otte
og halvfjerds tunge forbandelser?«
»Jo, De har ret, mr. Carton, det ville de.«
Sydney sad igen og så ind i ilden, og lidt efter sagde han:

Side 208
»Jeg vil gerne have lov til at spørge Dem om noget ... Forekommer Deres barndom
Dem meget fjern? Synes De, det er meget længe siden, De sad på Deres mors skød?«
Mr. Lorry blev smittet af Cartons mærkelige mildhed og sagde:
»For tyve år siden ja, men ikke nu. For efterhånden som jeg nærmer mig mit
livs ende, vandrer jeg i en cirkel og rykker begyndelsen nærmere og nærmere. Det
forekommer mig, at på den måde gøres vejen lettere og bekvemmere. Jeg bliver ofte
rørt nu over minder om min smukke, unge mor, der længe har slumret i mit sind, og af
mange oplevelser fra den tid, da den store verden var mig fremmed, og mine fejl ikke
havde vokset sig fast hos mig.« »Den følelse forstår jeg så godt!« udbrød Carton, og
blodet fo'r ham op i kinderne. »Og gør disse tanker Dem til et bedre menneske?«
»Ja, det håber jeg da.«
Her sluttede Carton samtalen ved at rejse sig og hjælpe den gamle herre frakken
på. »Men De er jo ung endnu,« sagde mr. Lorry, hvis tanker endnu ikke havde forladt
emnet.
»Ja,« svarede Carton, »jeg er ikke så gammel, og det bliver jeg heller aldrig med
det liv, jeg fører. For resten skal vi ikke tale om mig.«
»Nej, og heller ikke om mig,« sagde mr. Lorry. »Skal De ud?« »Jeg følger Dem hen
til hendes gadedør. De kender jo mine urolige, vagabonderende vaner. Hvis jeg bliver
ved at vandre om i gaderne, så vær ikke ængstelig for mig. Jeg dukker op en gang i
morgen tidlig. Skal De i retten i morgen?«
»Ja, desværre.«
»Jeg kommer også, men blot som en af tilhørerskaren. Min spion har lovet at skaffe
mig en plads. Vil De ikke tage min arm?«
Mr. Lorry tog den, og sammen gik de ned ad trappen og ud på gaden. I løbet af
nogle få minutter nåede de mr. Lorrys bestemmelsessted. Her forlod Carton ham, men
han ventede et lille stykke nede i gaden, til porten var lukket. Så vendte han tilbage og
strøg over den med sin hånd. Han havde hørt, at hun var gået hen til fængslet hver
dag. »Her kom hun ud,« sagde han og så sig om, »gik denne vej og trådte på disse
brosten. Lad mig nu følge i hendes fodspor.«
Klokken var ti om aftenen, da han stod uden for La Force fængslet, Hvor hun havde
stået de hundrede gange. En lille brændehugger havde lukket sin bod og sad nu på
dørtrinet med sin pibe.
»God aften, borger,« sagde Sydney Carton og standsede, for manden så spørgende
på ham.
»God aften, borger.«
»Hvordan går det med republikken?«
»Mener du guillotinen? Det går ikke så ilde. Tre og tres i dag. Nu når vi snart op
på hundrede om dagen. Samson og hans folk klager somme tider over, at de bliver
overanstrengt. Hahaha! Han er en pudsig fyr, den Samson! Sikken en barber!«
»Er du ofte henne og ser på ham ...«
»Ser ham barbere? Ja, altid. Hver eneste dag. Hvor er han dog en storartet barber!
Har du set ham arbejde?«
»Nej, aldrig.«
»Gå hen og se ham en dag, når han har en god flok. Tænk dig bare, borger, han
barberede tre og tres i dag i kortere tid end to piber! På ære, længere var han ikke
om det!«

Side 209
Den lille mand rakte leende sin pibe frem for at forklare, hvordan han målte tiden,
og Carton følte en så uimodståelig trang til at myrde ham, at han vendte sig bort.
»Men du er da ikke englænder,« sagde brændehuggeren, »skønt du går i engelsk
tøj?«
»Jo,« sagde Carton og vendte sig mod manden igen.
»Du taler da som en franskmand.«
»Det er, fordi jeg har studeret herovre.«
»Nå, så er du jo en rigtig franskmand. God nat, englænder.«
»God nat, borger.«
»Men gå nu alligevel hen og se den sjove fyr,« råbte manden efter ham. »Og tag
din pibe med.«
Sydney havde ikke gået ret længe, før han standsede under en lygte midt ude i
gaden og skrev noget på et stykke papir. Så gik han med sikre skridt, som en, der
kender vejen godt, gennem flere mørke, snavsede gader - de var langt mere snavsede
end før, for under terroren blev gaderne ikke fejet - og standsede ved et apotek, hvis
ejer var ved at lukke skodderne. Det var en lille snusket butik i en gammel gyde, og
ejeren var også lille og snusket.
Carton sagde godaften til denne borger og lagde det lille stykke papir foran ham.
»Nåda,« sagde apotekeren og fløjtede sagte, medens han læste. »Hihihi!«
Sydney Carton tog ingen notits af det, og apotekeren sagde:
»Er det til dig, borger?«
» Ja, det er til mig.«
»Du passer da endelig på at holde dem hver for sig, for du ved vel, hvad der sker,
hvis du blander dem?«
»Ja, det ved jeg udmærket godt.«
Apotekeren lavede nogle små pakker og gav ham dem, hvorefter Carton stak dem
en for en i brystlommen på sin frakke, betalte og forlod butikken.
»Nu er der ikke mere at gøre før i morgen,« sagde han og så op på månen. »Men
jeg kan ikke sove.«
Der var ikke noget ligegyldigt i den måde, hvorpå han sagde ordene højt derude
under de drivende skyer, og heller ikke var der trods i hans stemme. Han talte snarere
som en træt mand, der har vandret langt og kæmpet sig frem og er gået vild, men nu
omsider har fundet den rette vej og ved, han er nær ved målet.
For mange år siden, da han var berømt mellem sine jævnaldrende for sin begavelse,
og de løfter han gav for fremtiden, havde han fulgt sin far til graven. Hans mor var død
allerede flere år forinden. Medens han nu vandrede om i de mørke gader, mindedes
han de ord, som havde lydt ved hans fars båre: »Jeg er opstandelsen og livet; den,
som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og hver den, som lever og tror på mig,
skal i al evighed ikke dø.«
Når man ved nattetid vandrede ene om i en by, der beherskedes af øksen, hvor
luften dirrede af sorg over de tre og tres mennesker, der var myrdet den dag, og over de
nye ofre, der ventede deres dødsdom i fængslerne og for næste dags og atter næste
dags ofre, var den tankeforbindelse, der kaldte disse ord frem, nem nok at finde.

Side 210
Han gik over Seinen og nåede ind i de bedre oplyste gader, hvor han så interesseret
på de oplyste vinduer, bag hvilke folk var ved at gå i seng for i nogle timer at glemme
de rædsler, der omgav dem. Han så på kirkerne, hvor der ikke længere blev bedt, for
omvæltningerne inden for folket havde også medført den form for selvtilintetgørelse
efter mange års præste-tyranni, bedrageri og plyndring. Han tænkte på de fjerne
begravelsespladser, hvor der nu stod skrevet på portene, at de var forbeholdt den
evige søvn, på de overfyldte fængsler og på de gader, som kærrerne rullede igennem
med de tre og tres, der nu skulle møde den død, som var blevet så almindelig og
materialistisk, at guillotinens arbejde ikke skabte legender blandt folket om sørgende
sjæle, der vandrede om på disse steder. Han følte en dyb interesse for livet og døden
i denne by, der nu søgte en kort nattehvile midt i alt dette vanvid.
Der var kun meget få vogne at se, for folk, der kørte, kunne meget let blive mistænkt,
og overklassen tog røde huer på hovedet, tykke sko på fødderne og gik. Men alle
teatrene var fulde, og folk strømmede muntre ud af dem, da han kom forbi, og begav
sig snakkende på hjemvejen. Ved udgangen fra et teater stod en lille pige med sin mor
og spejdede efter et sted, hvor hun kunne komme gennem mudderet. Han bar barnet
over, og inden den lille arm slap taget om hans hals, bad han om et kys.
»Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og
hver den, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.«
Nu da der blev stille på gaderne, og nattens timer gik, genlød ordene i hans egne
skridt og blev stående i luften. Roligt og fast sagde han dem af og til selv, men han
hørte dem hele tiden.
Natten var næsten forbi, og han stod på broen, lyttede til vandets pjasken mod
bredden af Isle de Paris, hvor de maleriske huse og den mægtige katedral tegnede
sig klart i månelyset, medens dagen dukkede frem som et koldt, dødt ansigt oppe på
himmelen. Så blegnede efterhånden måne og stjerner og sov hen, og en lille stund så
det ud, som hele verden var blevet dødens rige.
Men den pragtfulde sol hævede sig, og det forekom ham, at dens lange, lysende
stråler prentede de varme, skønne ord, der havde fulgt ham hele natten, ind i hans
hjerte. Med hånden skyggede han for øjnene og så nu strålerne danne en bro af lys
mellem ham og solen, og nedenunder funklede floden.
Den stærke, hastige, dybe, sikre flod var som en fortrolig ven i den stille morgen. Han
vandrede langs den bort fra alle husene og faldt i søvn på bredden midt i solskinnet.
Da han vågnede og rejste sig op, blev han stående lidt og så på en strømhvirvel, der
ustandselig snurrede rundt uden mål og med, til floden bar den med sig og førte den
ud i havet. »Ligesom mig selv!«
En fragtbåd med sejl i samme bløde farve som vissent løv kom til syne, gled ham
forbi og var borte. Da dens stille spor i vandet forsvandt, udløstes den bøn om tilgivelse
for synder og fejl, der var groet frem i hans hjerte, med ordene. »Jeg er opstandelsen
og livet.«
Mr. Lorry var allerede gået ud, da Sydney kom tilbage, og det var ikke svært at gætte
sig til, hvor den gode, gamle herre var gået hen. Carton drak kun lidt kaffe, spiste et
par stykker brød, og da han havde vasket sig og klædt sig om for at forfriske sig lidt,
gik han hen til det sted, hvor retsmødet skulle afholdes.
Der var uro og summen af stemmer, da det sorte får - som mange ængsteligt veg
til side for - førte Sydney ind i en halvmørk krog mellem tilhørerne. Mr. Lorry var der.
Doktor Mariette var der. Hun var der og sad ved siden af sin far.

Side 211
Da hendes mand blev ført ind sendte hun ham et blik så opmuntrende og tillidsfuldt,
så rigt på beundrende kærlighed, medlidende ømhed og dog så tappert for hans skyld,
at det jog blodet op i hans kinder, gjorde hans øjne klare og fik hans hjerte til at banke
hurtigere. Hvis nogen havde lagt mærke til virkningen af dette blik på Sydney Carton
ville de have set, at den var nøjagtig den samme som på Darnay.
Der var liden eller ingen orden i retsgangen ved denne domstol, så den anklagede
havde kun ringe chance for at kunne udtale sig. Der kunne overhovedet ikke være
opstået en sådan revolution, hvis love, regler og ceremonier ikke først var blevet så
skammeligt misbrugt, at revolutionens selvmorderiske hævnfølelse spredte dem for
alle vinde.
Alle blikke var rettet mod juryen, der bestod af de samme energiske patrioter og
gode republikanere som i går og i forgårs og alle dage forinden. Den ivrigste og mest
iøjnefaldende blandt dem var en mand med et grådigt ansigt, hvis fingre uafbrudt
bevægede sig henover hans mund. Hans tilsynekomst vakte stor jubel hos tilskuerne.
Et morderisk menneskeæder-agtigt, blodtørstigt medlem af juryen var denne Jacques
Tre fra Saint Antoine. Hele juryen lignede en flok hunde, der skulle sidde til doms over
et rådyr.
Alle blikke rettedes derefter mod de fem dommere og den offentlige anklager. I dag
var der ingen velvillig indstilling hos dem. De så stejle, morderiske og ubønhørlige ud
alle sammen. Nu søgte tilskuerne hinandens blikke, nikkede anerkendende og lænede
sig interesseret frem.
Charles Evrémonde kaldet Darnay. Løsladt i går. På ny sigtet og arresteret i går.
Anklage mod ham indleveret i aftes. Mistænkt og anklaget som fjende af republikken,
aristokrat, medlem af en slægt af tyranner, tilhørende den proskriberede race, der
havde brugt deres nu ophævede privilegier til skammelig undertrykkelse af folket.
Charles Evrémonde kaldet Darnay var i følge proskriptionen på forhånd dødsdømt.
Således omtrent lød de ord, som den offentlige anklager udtalte.
Præsidenten spurgte, om anklagen var åben eller hemmelig.
»Åben, præsident.«
»Og hvem har anklaget ham?«
»Tre personer. Ernest Defarge, vinhandler fra Saint Antoine.«
»Godt.«
»Thérèse Defarge, hans hustru.«
»Godt.«
»Alexandre Manette, læge.«
Der blev voldsomme tumulter i retssalen, og midt i dem så man doktor Manette stå
bleg og skælvende ved sin stol.
»Præsident, jeg nedlægger den skarpeste protest og erklærer, at dette er falskneri
og bedrag. De ved jo, at den anklagede er min datters mand. Min datter og dem, hun
elsker, er mig kærere end mit eget liv. Hvor og hvem er den falske løgner, som påstår,
at jeg anklager min datters mand?«
»Borger Manette, vær rolig. Hvis du krænker tribunalets myndighed, stiller du dig
selv uden for loven. Og hvad angår det, der er dig kærest i livet, så kan intet være en
god borger så kært som republikken.«

Side 212
Høje bifaldsråb hilste denne irettesættelse. Præsidenten ringede med sin klokke og
fortsatte:
»Hvis republikken krævede, at du skulle ofre endogså din datters liv, ville det være
din pligt at adlyde. Hør nu på, hvad der kommer og forhold dig tavs!«
Atter genlød salen af bifaldsråb. Doktor Manettes læber skælvede, da han satte sig
ned og så sig om. Hans datter flyttede sig tættere ind til ham. Det grådige jurymedlem
gned sig i hænderne og begyndte så igen at fingerere ved sin mund.
Defarge blev kaldt frem, da der var blevet så stille i salen, at man kunne høre,
hvad han sagde. Han fortalte kort og hurtigt, at han som ung mand havde været tjener
hos doktor Manette, at doktoren havde siddet fængslet i mange år. Derpå beskrev
han, hvordan doktoren var blevet løsladt og overdraget til ham. Der fulgte nu nogle få
spørgsmål og svar, for retten arbejdede hurtigt.
»Du udførte jo godt arbejde ved erobringen af Bastillen, borger?«
»Ja, det håber jeg.«
Her råbte en ophidset kvinde blandt tilhørerne: »Du var en af de bedste patrioter
der. Hvorfor ikke sige det ligeud? Du affyrede kanonen, og du var en af de første, der
trængte ind i det forbandede fort, da det faldt. Patrioter, jeg taler sandhed!«
Det var Hævnen, der under mængdens bifald således ydede sit bidrag til forhøret.
Præsidenten ringede med sin klokke, men Hævnen var blevet opmuntret af bifaldet
og råbte. »Jeg tager intet hensyn til den klokke!« Hvilket også fik stor tilslutning fra
forsamlingen.
»Fortæl retten, hvad du foretog dig den dag inde i Bastillen, borger.«
»Jeg vidste,« sagde Defarge og så ned på sin hustru, som stod ved foden af den
trappe, der førte op til vidneskranken og så fast på ham. »Jeg vidste, at denne fange,
jeg før fortalte om, havde siddet indespærret i en celle, der kaldtes et hundrede og fem,
Nordtårnet. Det havde jeg fået at vide af ham selv. Han kendte ikke sig selv ved noget
andet navn end et hundrede og fem, Nordtårnet, da han boede hos mig og syede sko.
Medens jeg stod og affyrede kanonen den dag, besluttede jeg at undersøge hans celle.
Sammen med en medborger, der sidder i juryen i dag, og en fangtvogter, der viste os
vej, begav vi os op til cellen, som jeg undersøgte meget grundigt. I et hul inde i selve
skorstenen, hvor en sten var revet løs og sat på plads igen, fandt jeg nogle beskrevne
papirer. Her er de. Jeg har sammenlignet skriften med doktor Manettes og konstateret,
at dette dokument er skrevet af ham. Nu overgiver jeg det i præsidentens hænder.«
»Lad det blive læst højt.«
Der herskede åndeløs stilhed i salen. Fangen så kærligt på sin hustru, og hun vendte
kun nu og da blikket fra hans ansigt for at se bekymret på sin far. Doktor Manette
så hele tiden på manden, der læste op, madame Defarges øjne veg ikke fra fangens
ansigt, Defarge stirrede på sin triumferende kone, og alle andre blikke var rettet mod
doktoren, der ikke så nogen af dem. Her følger dokumentets ordlyd.

Hvad skyggen bestod af
Side 213
»Jeg, Alexandre Manette, en ulykkelig læge, der er født i Beauvais og senere bosat
i Paris, skriver denne triste beretning i min uhyggelige celle i Bastillen i den sidste
måned af året 1767. Jeg skriver det hemmeligt og under store vanskeligheder. Det er
min hensigt at skjule det i skorstensmuren, hvor jeg langsomt og med stort besvær
har lavet et skjulested til det. En medlidende sjæl finder det måske en gang, når mine
lidelser er endt.
Disse ord er skrevet med et rustent søm dyppet i sod og trækul fra kaminen blandet
med blod, i den sidste måned af mit tiende år her i fængslet. Jeg har mistet alt håb.
Jeg ved af frygtelige symptomer, jeg har konstateret hos mig selv, at jeg ikke ret meget
længere vil bevare min forstand, men jeg erklærer højtideligt, at jeg nu for tiden har mine
åndsevners fulde brug, at min hukommelse er god og nøjagtig, at jeg taler sandhed og
at jeg er rede til at stå til ansvar for mine ord på dommens dag - enten dette dokument
bliver læst af andre eller ej.
En skyet måneaften i den tredje uge af december - vistnok den to og tyvende - i
året 1757 gik jeg på et ensomt sted ved Seinekajen og nød den klare frostluft. Jeg var
omtrent en times gang fra mit hjem ved lægekollegiet, da jeg blev indhentet af en vogn,
der kørte overordentlig hurtigt. Jeg var bange for at blive kørt over og trådte derfor til
side, men i det samme var der en, som stak hovedet ud af vinduet og gav kusken ordre
til at holde.
Vognen standsede, så snart kusken kunne holde hestene an, og den samme
stemme råbte mit navn. Jeg svarede. Vognen var på det tidspunkt så langt forude, at
to herrer nåede at åbne vogndøren og stige ud, inden jeg kom hen til den. Jeg så, at de
begge var indhyllet i lange kapper og søgte at holde sig skjult. Da de stod side om side
ved vogndøren bemærkede jeg også, at de begge så ud til at være på min alder eller
måske lidt yngre, og at de lignede hinanden påfaldende både i højde, væsen, stemmer
og - så vidt jeg kunne se - også i ansigtstræk.
»Er De doktor Manette?« spurgte den ene af herrerne.
»Ja.«
»Doktor Manette, der før boede i Beauvais,« sagde den anden, »den unge læge,
der oprindelig var en dygtig kirurg og i de sidste par år har skabt sig et kendt navn
her i Paris?«
»Ja, mine herrer,« svarede jeg, »jeg er den doktor Manette, De omtaler så
elskværdigt.«
»Vi har opsøgt Dem i Deres hjem,« sagde den herre, der havde talt først, »og da vi
desværre ikke traf Dem hjemme og hørte, at De var gået en tur langs floden, kørte vi
efter Dem. Vil De være så elskværdig at stige ind i vognen?«
Deres tone var bydende, og medens de sidste ord blev udtalt, flyttede de sig begge,
så jeg stod mellem dem og vognen. De var bevæbnede, og det var jeg ikke.
»Undskyld mig, mine herrer,« sagde jeg, »men jeg plejer altid at udbede mig navnet
på dem, der søger min bistand samt oplysninger om, hvad den patient fejler, som man
kalder mig til.«
Det var ikke den herre, der havde talt til mig først, som nu svarede: »Doktor, Deres
klienter er folk af stand. Og hvad patientens sygdom angår, så stoler vi på, at De med
Deres dygtighed vil kunne konstatere, hvori den består, langt bedre end vi kan beskrive
den. Men lad os ikke spilde tiden med diskussioner. Vil De stige ind i vognen?«

Side 214
Der var intet andet at gøre end at adlyde, så jeg gik tavs op i vognen. De fulgte begge
efter mig - den sidste med et langt spring, efter at have slået vogntrinet op - vognen
vendte og rullede af sted med samme fart som før.
Jeg, gengiver denne samtale ganske nøjagtigt og tror endogså, at gengivelsen er
helt ordret, ligesom jeg beskriver alt, hvad der skete og tvinger min hjerne til at samle
sig om emnet. Når jeg sætter en række prikker som her, betyder det, at jeg holder op
at skrive og foreløbig gemmer mit manuskript i dets skjulested ...
Vognen rullede gennem gaderne ud til den nordlige byport og kørte videre ad
landevejen. Et par mil fra porten - jeg tænkte ikke videre over afstanden den gang,
men først, da jeg kørte tilbage - drejede vi af fra hovedvejen og holdt kort efter ved
et ensomt beliggende hus. Vi steg ud alle tre og gik ad en blød, fugtig sti gennem en
have, hvor en forsømt springvandskumme var flydt over, til vi nåede indgangsdøren.
Der blev ikke straks lukket op, efter at en af herrerne havde ringet på klokken, og da
en mand omsider åbnede døren, slog en af mine ledsagere ham i ansigtet med sin
svære ridehandske.
Der var ikke noget i denne handling, som specielt vakte min opmærksomhed, for
jeg var mere vant til at se folk af underklassen blive slået end hunde. Men den anden
af mine ledsagere, der åbenbart også var vred, slog manden med sin hånd, og både
deres bevægelser og udtryk var så fuldstændig ens, at. det gik op for mig, de måtte
være tvillinger.
Lige fra vi standsede uden for gitterparten, som den ene af brødrene åbnede med
en nøgle og låste igen efter os, havde jeg hørt skrig fra et værelse oppe på første sal.
Jeg blev ført direkte op til dette værelse, og skrigene tiltog i styrke, medens vi gik op
ad trappen. Derinde lå en patient med et voldsomt anfald af hjernebetændelse.
Patienten var en meget smuk kvinde. Hun var ganske ung - sikkert omkring tyve år.
Håret hang tjavset og uordentligt om hendes ansigt, og hendes arme var bundet ind til
kroppen med nogle skærf og lommetørklæder. Jeg lagde mærke til, at disse genstande
hørte til en fornem herres klædedragt. På et skærf, der åbenbart hørte til en galladragt,
var, der broderet et adeligt våben og bogstavet E.
Dette opdagede jeg straks efter min ankomst, for patienten havde kastet sig så
uroligt om i sengen, at hun lå helt ude ved kanten med ansigtet nedad og havde fået
et stykke af skærfet i munden, så der var fare for, at hun skulle blive kvalt. Min første
handling var derfor at fjerne skærfet, og derved faldt mit blik på broderierne.
Jeg vendte hende varsomt om på ryggen, lagde mine hænder på hendes bryst for
at berolige hende og holde hende nede og så hende ind i ansigtet. Hendes øjne var
opspilede og vilde, og hun udstødte stadig gennemtrængende skrig og gentog ordene.
»Min mand, min far og min broder!« Så talte hun til tolv, sagde: »Hysss!« lyttede et
øjeblik og skreg så atter, hvorpå hun igen råbte: »Min mand, min far og min broder!«
talte til tolv og sagde: »Hysss!« Dette gentog hun i det uendelige, men der var altid en
lille pause, når hun havde sagt: »Hysss!«
»Hvor længe har dette varet?« spurgte jeg.
For at skelne mellem brødrene vil jeg kalde dem den ældste og yngste. Ved den
ældste mener jeg ham, der lod til at være den myndigste. Det var ham, der nu svarede:
»Siden i aftes ved denne tid.«
»Har hun en mand, en far og en broder?«
»Hun har en broder.«

»De er altså ikke denne broder?«
Der var dyb foragt i hans stemme, da han svarede. »Nej.«
»Har hun for nylig haft nogen særlig forbindelse med tallet tolv?«
Den yngre broder svarede: »Ja, med klokkeslættet tolv.«
Side 215
»Nu ser De vist selv, mine herrer,« sagde jeg uden at flytte mine hænder fra hendes
bryst, »hvor liden nytte jeg er til. Hvis De havde sagt mig, hvad der var i vejen med
patienten, kunne jeg have medbragt det fornødne. Nu vil der i hvert fald gå megen tid
til spilde, for jeg kan jo ikke købe noget på dette ensomme, afsidesliggende sted.«
Den ældste broder så hen på den yngre, der hovmodigt svarede: »Der er et
medicinskrin her.« Han gik hen til et skab, tog skrinet frem og stillede det på bordet ...
Jeg tog proppen af nogle af flaskerne, lugtede til indholdet og førte så proppen til
mine læber. De var alle narkotiske midler, der i sig selv var giftige.
»Er De bange for dem?« spurgte den yngste broder.
»De ser jo, monsieur, at jeg agter at bruge dem,« svarede jeg.
Med stort besvær lykkedes det mig at få patienten til at synke den medicin, jeg
ønskede, hun skulle have, og da jeg agtede at give hende en ny dosis senere, og det
desuden var nødvendigt at iagttage virkningen på hende, satte jeg mig ved sengen.
Der var en sky, underkuet kvinde, som passede den syge - hun var gift med manden,
der lukkede os ind - og hun sad nu henne i en krog af værelset. Huset var fugtigt
og forfaldent, møblerne tarvelige, og det så ud til, at det hele kun blev midlertidigt
benyttet. Nogle gamle, tykke gardiner var slået op med søm foran vinduerne, for
at skrigene ikke skulle trænge ud. Den syge fortsatte med den evige gentagelse af
ordene: »Min mand, min far, min broder!« talte til tolv, sagde: »Hysss!« og udstødte
så nogle gennemtrængende skrig. Febervildelsen var så voldsom, at jeg ikke kunne
fjerne båndene om hendes arme, men jeg havde overbevist mig om, at de ikke voldte
hende smerter. Det eneste lyspunkt i hendes tilstand var, at når jeg lagde min hånd
på hendes bryst, havde det en beroligende indflydelse på hende, så hun lå stille. Men
skrigene fortsatte med et urs regelmæssighed.
Det var vel på grund af denne beroligende virkning, at jeg havde siddet ved sengen
over en halv time, medens brødrene så til, inden den ældste sagde:
»Der er en patient til.«
Jeg blev forskrækket og spurgte: »Er det et tilfælde, der kræver øjeblikkelig
behandling?«
»Det må De hellere selv bedømme,« svarede han og tog et lys.
Den anden patient lå i et værelse, der vendte ud mod husets bagside - en slags stort
loftsrum over stalden. En del af rummet havde stukloft, medens det øvrige var åbent
helt op til tagstenene, så man kunne se alle spærene. Her lå en hel del halm og hø,
pindebrænde og en bunke æbler i sand. Jeg måtte gennem denne del af rummet for
at nå ind under stukloftet. Alle enkeltheder står ganske klart i min erindring. Selv her i
min celle, hvor jeg nu har levet i næsten ti års fangenskab, ser jeg dem ligeså tydeligt
for mig, som jeg så dem den nat.
En bunke hø var anbragt på gulvet, og på den lå med en pude under hovedet en
smuk, ung bondedreng - han var næppe mere end sytten år. Han lå på ryggen med
sammenbidte tænder og den knyttede højre hånd presset mod brystet. Det stive blik
var rettet mod loftet. Jeg kunne ikke se, hvor han var såret, men da jeg knælede ned
ved hans side, kunne jeg se, at han var ved at dø af et sår fra et spidst våben.

»Jeg er læge, min stakkels dreng,« sagde jeg. »Lad mig undersøge såret.«
Side 216
»Jeg vil ikke have det undersøgt,« svarede han. »Lad mig være.« Såret var under
hans knyttede hånd, og jeg talte beroligende til ham, så jeg omsider kunne fjerne
hånden. Det var frembragt med en kårde og var henved et døgn gammelt, men selv
om han var blevet behandlet straks, ville han ikke have kunnet reddes. Døden kunne
indtræde, hvad øjeblik det skulle være. Da jeg så op på den ældste af brødrene, lagde
jeg mærke til, at han så på den smukke, døende dreng, som om han var en såret fugl
eller hare og ikke, som om han var et menneske.
»Hvordan er dette sket, monsieur?« spurgte jeg.
»Han er en halvgal, ung hvalp! En livegen! Min broder blev tvunget til at trække sin
kårde mod ham, og han faldt for hans hånd ... som om han havde været en af vore
ligestillede.«
Der fandtes hverken medlidenhed, sorg eller anden menneskelig følelse i hans svar.
Han fandt det åbenbart kun ubelejligt, at fyren døde her, og ville have foretrukket, at
han var død på den for hans klasse sædvanlige usle måde.
Drengen havde langsomt vendt sit blik mod ham, medens han talte, og nu vendte
han det langsomt mod mig.
»Doktor, de er meget stolte, disse adelsmænd. Men vi usle hunde er også somme
tider stolte. De plyndrer os, mishandler os og dræber os, men alligevel har vi dog nu
og da lidt stolthed tilbage. Hun ... har De set hende, doktor?«
Man kunne høre skrigene herop, men afstanden dæmpede dem en hel del. Han
hentydede til dem, som om hun var derinde i det samme rum.
»Ja, jeg har set hende,« svarede jeg.
»Hun er min søster, doktor. Gennem mange år har de krævet deres skammelige ret
over vore søstre, men vi har mange gode, unge piger blandt os. Hun var forlovet med
en prægtig, ung mand, der også var bonde. Vi var alle hans undergivne ... ham der står
der. Den anden er hans broder og den ondeste af en ond slægt.«
Det var kun med største besvær, at drengen samlede legemlige kræfter, så han
kunne tale, men hans ånd talte med stor styrke.
»Vi blev plyndret af manden, der står der, sådan som alle vi usle hunde bliver
plyndret af disse ophøjede væsener - ubarmhjertigt beskattet, tvunget til at arbejde for
ham uden løn, tvunget til at male vort korn i hans mølle, tvunget til at lade hans høns
gå på vore elendige marker, men vi fik ikke lov til selv at have en eneste høne. Vi blev
udplyndret i den grad, at hvis vi en sjælden gang havde et lille stykke kød, spiste vi
det i angst og bæven bag låsede døre og lukkede skodder, for at hans folk ikke skulle
se det og tage det fra os ... Jeg siger Dem, vi blev sådan pint og plaget, at min far
sagde, det var en frygtelig synd at sætte børn i verden, og vi måtte bede til, at vore
kvinder blev golde.«
Jeg havde aldrig før set følelsen af underkuelse sådan bryde ud i lys lue. Det var
måske nok faldet mig ind, at den lå i folkets sind hist og her, men først hos denne
døende dreng så jeg den for alvor blusse op.
»Alligevel giftede min søster sig, doktor. Han var allerede syg på det tidspunkt,
stakkels fyr, og hun giftede sig med ham for at kunne pleje og passe ham i vor hytte ...
vort hundehus, som manden der ville kalde det. Hun havde kun været gift nogle få uger,
da mandens broder så hende og fandt hende køn, så han bad herren om at måtte låne
hende ... for hvad rolle spiller en ægtemand blandt os? Herren var villig nok, men min

Side 217
søster var en god, dydig kvinde, og hun hadede mandens broder ligeså meget, som
jeg hader, ham. Hvordan bar disse to sig ad for at overtale ægtemanden til at bruge
sin indflydelse hos hende og få hende til at give efter?«
Drengens blik, der havde været rettet mod mig, vendtes nu langsomt mod de to
tilhørere, og jeg kunne se på deres ansigter, at alt, hvad han sagde, var sandt. Selv nu
her i Bastillen kan jeg se de to slags stolthed stå over for hinanden. Den skødesløst
overlegne, adelige stolthed og bondens underkuede følelser og hævntørst.
»De ved jo nok, doktor, at en af de rettigheder, disse adelsmænd har, består i, at de
kan spænde os arme hunde for kærrer og køre os. Så spændte de da ham for en kærre
og kørte ham som en hest. De ved jo også nok, at de kan tvinge os til at blive i deres
park hele natten igennem for at hindre frøerne i at kvække og derved forstyrre deres
søvn. De holdt ham ude i den usunde tåge om natten og spændte ham for kærren om
dagen, men han lod sig alligevel ikke overtale. Nej! En dag da de tog seletøjet af ham
ved middagstid for at han kunne spise - hvis han da havde noget at spise - hulkede
han tolv gange, en gang for hvert slag af kirkeuret, og døde så med hovedet lænet
mod hendes bryst.
Med sin broders tilladelse og endogså med hans hjælp førte manden hende så med
sig. Til trods for, hvad hun sagde - og hvis De ikke ved det endnu, doktor, så vil De snart
få det at vide - tog han hende med sig for en lille tid at bruge hende til sin fornøjelse og
underholdning. Jeg så hende køre forbi på landevejen. Og da jeg kom hjem og fortalte
det til min far, brast hans hjerte. Han sagde ikke et ord om sin sorg. Jeg førte min lille
søster - for jeg har en søster til - bort til et sted, hvor hun er uden for denne mands
rækkevidde, så hun i hvert fald ikke kan blive hans slave. Så søgte jeg efter manden,
indtil jeg fandt ham her, og i aftes krøb jeg ind i huset ... en ussel hund, men med sværd
i hånden. Hvor er loftsvinduet? Det var et sted her i nærheden.«
Det var begyndt at blive mørkt for hans øjne, og verden snævrede sig ind omkring
ham. Jeg så mig om og opdagede, at halm og hø var trampet ud over gulvet, som om
der havde fundet et slagsmål sted.
»Hun hørte mig og kom løbende. Jeg sagde, hun skulle holde sig borte, til han var
død. Han trådte ind og kastede først nogle penge til mig, og bagefter slog han efter
mig med en pisk. Men skønt jeg kun er en ussel hund, langede jeg ud efter ham med
sværdet, til han blev nødt til at trække blank. Lad ham så bryde det i så mange stykker,
han vil, den kårde har han plettet med mit bondeblod. Han måtte dog trække blank til
forsvar og bruge al sin behændighed for at værne sit liv.«
Et øjeblik forinden havde jeg set, at der lå en brækket kårde mellem halmen. Det var
en adelsmands våben. Lidt længere borte lå et gammelt sværd, der så ud til at have
været en soldats.
»Løft mig op, doktor, løft mig op. Hvor er han?«
»Han er her ikke,« sagde jeg, for jeg troede, han mente broderen.
»Nej han! Hvor stolte disse adelsmænd end er, så er han bange for at se mig. Men
hvor er manden, der var herinde? Vend mit ansigt mod ham!«
Jeg løftede drengens hoved og støttede det mod mit knæ. Men i det samme blev
han besat af en overnaturlig styrke og rejste sig op, så jeg også måtte rejse mig for
at kunne støtte ham.
»Marquis,« sagde drengen og vendte sig mod ham med vidt opspilede øjne og højre
hånd løftet, »når den dag kommer, da regnskabet for alt dette skal gøres op, så stævner
jeg dig og alle dine til det sidste skud på din onde stamme til at svare for, hvad I her

Side 218
har gjort. Jeg mærker dig med dette kors af blod til tegn på, at jeg stævner dig. Når
de dage kommer, da regnskabet skal gøres op, stævner jeg dig og din broder til hver
for sig at stå til ansvar for dette. Og jeg mærker nu ham med dette kors af blod til tegn
på, at jeg stævner ham.«
To gange førte han hånden ind til såret på sit bryst og gjorde korsets tegn i luften
med sin blodige pegefinger. Så blev han stående et øjeblik med løftet hånd, og da den
sank ned, faldt hans legeme sammen. Da jeg lagde ham ned, var han død ...
Da jeg vendte tilbage til den unge kvinde lå hun stadig og gentog de uhyggelige
ord afbrudt af skrigene. Jeg vidste, at dette kunne vare ved i mange timer, og at det
sandsynligvis ville ende i dødens stilhed.
Jeg gav hende en ny dosis af medicinen og satte mig ved sengen, hvor jeg blev
siddende til langt hen på natten. Ikke et eneste øjeblik var hun tavs, og ikke en eneste
gang var der forandring i rækkefølgen af de klart udtalte ord: »Min mand, min far, min
broder! En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv. Hysss!«
Dette varede ved i seks og tyve timer efter at jeg var kommet. Jeg havde måttet
forlade hende og vende tilbage to gange, men jeg sad hos hende, da hendes kræfter
begyndte at ebbe ud. Jeg gjorde for hende, hvad jeg kunne og efterhånden lå hun stille
hen, som om hun var død.
Det virkede, som om storm og regn pludselig var løjet af efter et frygteligt uvejr. Jeg
løste båndene om hendes arme og tilkaldte konen, for at hun kunne hjælpe mig med
at rette hendes lemmer ud og ordne den iturevne natdragt. Det var først da, jeg så, at
hun skulle have et barn, og i samme nu svandt mit sidste håb om at redde hendes liv.
»Er hun død?« spurgte marquis'en, som jeg stadig vil beskrive som den ældste. Han
var kommet ridende og trådte netop ind i stuen med ridestøvlerne på.
»Ikke endnu,« svarede jeg, »men jeg tror ikke, hun kan reddes.«
»Det er utroligt, de kræfter der er i disse bønder!« sagde han og så lidt nysgerrig
ned på hende.
»Sorg og fortvivlelse giver altid kræfter,« svarede jeg.
Først lo han ad mine ord, men straks efter rynkede han brynene. Med foden
skubbede han en stol hen ved siden af min og befalede så konen at forlade værelset.
»Doktor, da jeg hørte om de vanskeligheder, min broder var kommet ind i med disse
bønder, anbefalede jeg, at vi skulle søge Deres bistand. De har så godt et navn og er
en ung mand, der selv skal skabe Dem en stilling og formue, så jeg gik ud fra, at De
ville tage hensyn til Deres egne interesser. Alt hvad De har set her, må aldrig omtales
til andre.«
Jeg lyttede til patientens åndedrag og undgik at svare.
»Herte De, hvad jeg sagde, doktor?«
»Monsieur,« svarede jeg, »i min profession bevarer man altid en patients betroelser
som en dyb hemmelighed.« Jeg var forsigtig med mit svar, for alt, hvad jeg havde set
og hørt, hvilede tungt på mit sind.
Patientens åndedrag var så svagt, at jeg omhyggeligt undersøgte puls og hjerteslag.
Der var liv endnu, men det var også alt. Da jeg vendte tilbage til min stol, opdagede
jeg, at begge brødrene stod og iagttog mig ...
Det falder mig meget svært at skrive, for her er så koldt i cellen, og jeg er bange for
at blive opdaget, så man anbringer mig i en underjordisk celle i fuldstændig mørke. Jeg

Side 219
må derfor gøre min beretning så kort som muligt. Min hjerne er fuldstændig klar, og jeg
kan nøjagtigt huske hver detalje og hvert ord, der blev vekslet mellem tvillingbrødrene
og mig.
Hun levede endnu en uge. Henimod slutningen kunne jeg opfatte nogle få ord, hun
hviskede, når jeg holdt mit øre helt hen foran hendes mund. Hun spurgte, hvor hun var,
og jeg sagde hende det. Hun spurgte, hvem jeg var, og jeg sagde hende det. Forgæves
spurgte jeg om hendes slægtsnavn. Hun rystede blot på hovedet og bevarede sin
hemmelighed, ligesom drengen havde gjort.
Jeg fik først lejlighed til at komme med dette spørgsmål, da jeg havde underrettet
brødrene om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hende, og hun ikke kunne leve
dagen til ende. Indtil da havde en af dem altid siddet på vagt bag gardinet ved sengens
hovedgærde, når jeg var der, skønt det kun var konen og mig, der vidste, at hun var
ved bevidsthed. Men da enden var nær, interesserede det dem åbenbart ikke, om jeg
kunne tale med hende. Den tanke for igennem min hjerne, at det var, ligesom jeg også
var døende.
Jeg mærkede stadig, hvor meget deres stolthed led under, at den yngste broder
havde krydset sværd med en bonde, der oven i købet kun var en dreng. Det eneste, de
tænkte på, var, at dette var en stor skam for familien og helt latterligt. Hver gang mine
øjne mødte den yngste broders, slog det mig, at han ligefrem hadede mig for det, den
døende dreng havde fortalt mig. Han var høfligere mod mig end den ældste broder,
men alligevel så jeg, hvor han hadede mig. Og det gjorde den ældste også.
Min patient døde to timer før midnat - næsten nøjagtigt på det klokkeslæt, jeg første
gang havde set hende. Jeg var alene med hende, da hendes smukke, unge hoved stille
faldt ned mod den ene skulder, og alle hendes sorger og lidelser var forbi.
Brødrene ventede nede i stueetagen og var meget utålmodige efter at kunne ride
bort. Medens jeg sad alene ved sengen, havde jeg kunnet høre dem vandre op og ned
og smække med ridepisken mod deres støvler.
»Er hun endelig død?« spurgte den ældste, da jeg trådte ind.
»Ja, hun er død,« svarede jeg.
»Jeg lykønsker dig, min broder,« var hans ord, idet han vendte sig mod den yngre.
Han havde før tilbudt mig penge, som jeg havde undgået at tage imod. Nu rakte han
mig en rulle guldmønter. Jeg tog den, men lagde den fra mig på bordet, for jeg havde
gennemtænkt sagen nøje og bestemt, at jeg ikke ville have noget honorar.
»Jeg beder Dem undskylde mig,« sagde jeg, »men under disse omstændigheder
vil jeg helst ikke have noget.«
De vekslede et blik, bøjede hovederne til hilsen, ligesom jeg bøjede mit, og vi skiltes
uden at veksle et eneste ord til ...
Jeg er så inderlig, inderlig træt ... og knuget af sorg. Jeg kan ikke læse, hvad jeg'har
skrevet med disse forfrosne, stive fingre.
Tidligt næste morgen blev rullen med guldmønterne afleveret ved min dør i en lille
æske med mit navn på. Lige fra første færd havde jeg grundet over, hvad jeg skulle
gøre. Samme dag bestemte jeg mig til at skrive til ministeren og fortælle ham om de to
patienter, jeg havde tilset, og hvor huset lå - kort sagt give ham alle oplysninger. Jeg
vidste jo nok, hvor stor hoffets indflydelse var, og til hvilken grad adelen var uangribelig,
så jeg ventede ikke at høre mere om sagen, men ønskede blot at lette min egen
samvittighed. Jeg havde holdt hele sagen hemmelig endogså for min hustru, og dette

Side 220
besluttede jeg også at nævne i mit brev. Det faldt mig overhovedet ikke ind, at jeg selv
kunne være i fare, men jeg var på det rene med, at andre kunne blive kompromitteret,
hvis de vidste det samme som jeg.
Jeg havde så meget at gøre den dag, at jeg ikke fik brevet færdigt, så jeg stod næste
morgen tidligere op, end jeg plejede, for at skrive slutningen. Det var årets sidste dag.
Brevet lå færdigt foran mig, da det blev meldt mig, at en dame ønskede at tale med
mig . .
Det falder mig sværere og sværere at fuldføre det arbejde, jeg har foresat mig. Her
er så koldt og så mørkt, og mit sind er så tungt.
Damen var ung, indtagende og smuk, men hun så ikke stærk ud. Hun var i en meget
oprevet sindstilstand. Hun forestillede sig for mig som marquis St. Evrémondes hustru.
Jeg huskede den titel, jeg havde hørt den døende dreng bruge, da han talte til den
ældste af brødrene og bogstavet E på skærfet, så det faldt mig ikke vanskeligt at regne
ud, at jeg havde truffet den herre for nylig.
Min hukommelse er stadig lige klar, men jeg kan ikke nedskrive vor samtale, for
jeg har en følelse af, at jeg bliver omhyggeligere bevogtet end før, og jeg ved aldrig,
når man ser herind. Hun havde dels gættet, dels hørt hovedtrækkene i den tragiske
historie, vidste, hvad hendes mands andel i den var, og at jeg var blevet tilkaldt, men
hun anede ikke, at den unge kvinde var død. Hun blev meget fortvivlet og sagde, det
havde været hendes håb i hemmelighed at kunne vise hende sin deltagelse og ved
at hjælpe hende afværge himmelens straf over den slægt, der så længe havde bragt
lidelse til andre.
Hun havde grund til at tro, at en yngre søster til den afdøde endnu var i live, og det var
hendes højeste ønske at hjælpe denne søster. Det eneste, jeg kunne sige hende, var,
at den unge pige levede, men mere vidste jeg ikke. Grunden til, at hun havde opsøgt
mig, var, at hun håbede, jeg kunne sige hende den unge piges navn og adresse. Men
lige til denne stund er jeg uvidende om begge dele ...
Jeg har snart ikke mere papir. Et stykke blev taget fra mig i går, og jeg fik en advarsel,
så jeg må slutte min beretning i dag.
Hun var et godt, medfølende menneske og ikke lykkelig i sit ægteskab. Hvor
skulle hun også kunne være det? Hendes svoger hadede og mistænkte hende og
modarbejdede hende, så hun var ligeså bange for ham som for sin mand. Da jeg fulgte
hende ud, sad der en smuk, lille dreng på to eller tre år i vognen.
»For hans skyld, doktor,« sagde hun grædende og pegede på barnet, »ville jeg gøre
alt, hvad jeg kunne, for at bøde på de ulykker, der er sket. Ellers vil hans arv aldrig
bringe ham lykke. Jeg har en forudfølelse af, at hvis der ikke nu bliver gjort afbigt, vil
han en gang komme til at undgælde for det. Hvad jeg selv ejer - det er kun værdien af
nogle få smykker - vil jeg overdrage ham at give med sin døde mors dybeste sorg og
deltagelse til denne hårdt prøvede familie, hvis den unge søster kan findes.«
Hun kyssede barnet og sagde, idet hun trykkede ham ind til sig: »Det er for din egen
skyld, min elskede dreng. Du vil være tro, ikke sandt, min Charles?« Og barnet svarede
bestemt: »Jo.« Jeg kyssede hendes hånd, hun tog drengen på skødet og kørte bort.
Jeg har aldrig set hende siden.
Da hun havde nævnt sin mands navn i den tro, at jeg vidste det, tilføjede jeg det ikke
i mit brev til ministeren. Jeg forseglede det og afleverede det personlig samme dag.
Samme aften - det var altså nytårsaften - henved klokken ni ringede en sortklædt
mand på min dør, forlangte at tale med mig og fulgte lydløst op ad trappen efter min

Side 221
tjener, Ernest Defarge. Da tjeneren kom ind i stuen, hvor jeg sad sammen med min
hustru ... min yndige, unge, engelske hustru ... så vi, at manden, som skulle have ventet
nede, stod lige bag ham.
Han sagde, det drejede sig om en patient i Rue Saint Honore, der var meget alvorligt
syg. Det ville ikke tage mig ret lang tid, og han havde en vogn udenfor, som ventede
på mig.
Den førte mig hertil. Den førte mig til min grav. Da vi havde forladt huset, blev et sort
tørklæde bagfra bundet over min mund, mine arme blev holdt som i en skruestik. De
to brødre trådte frem fra skyggen og identificerede mig med et eneste blik. Marquis'en
tog fra sin lomme det brev, jeg havde skrevet, viste mig det og satte derpå ild i det ved
at stikke det ind i en lygte, som en tjener bar. Derefter trampede han på asken med sin
fod. Der blev ikke sagt et eneste ord. Jeg blev ført herhen. Jeg blev levende begravet.
Hvis det havde behaget Gud at indgive en af brødrene den tanke i løbet af alle
disse år at lade mig få lidt at vide om min elskede hustru - blot en meddelelse om,
hvorvidt hun levede eller var død - kunne jeg måske have troet på, at Han ikke helt
havde forladt mig. Men nu tror jeg, at korset af blod har været skæbnesvangert for
dem, og at Han ikke en gang vil bruge dem som sine redskaber. På denne sidste
aften i året 1767 anklager jeg, Alexandre Manette, en ulykkelig fange, dem og deres
efterkommere for den domstol, der en gang vil komme, og hvor de skal stå til ansvar
for deres forbrydelser. Jeg anklager dem både for den himmelske og den jordiske
domstol!«
Da oplæsningen var sluttet, genlød retssalen af en forfærdende lyd, der var fuld af
vildskab og had og ikke havde noget menneskeligt ved sig. Beretningen havde vakt
alle tidens frygteligste lidenskaber, og der fandtes ikke et hoved i hele landet, som ikke
måtte falde, hvis denne horde begærede det.
Det hjalp ikke under disse omstændigheder at prøve på at anføre, at Defarge ikke
havde ladet dette dokument blive offentliggjort sammen med de andre, der var fundet
i Bastillen, men havde skjult det og ventet, til det passede ham selv at fremdrage det.
Det hjalp ikke at henvise til, at dette hadede familienavn længe havde været dømt i
Saint Antoine og strikket ind i den mærkelige liste. Der fandtes ikke det menneske her
på jorden, hvis dyder og godhed kunne redde Darnay mod en sådan anklage.
Endnu værre var det for Darnay, at anklageren var en kendt borger og hans egen
svigerfar. For et af befolkningens mest brændende ønsker var at efterligne antikkens
tvivlsomme, offentlige dyder og villigt bringe ofre på folkets alter. Da derfor præsidenten
erklærede - og hans eget hoved ville have været i fare, hvis han havde sagt andet - at
republikkens gode læge sikkert ville være stolt ved at udrydde en led aristokrat-familie,
gøre sin datter til enke og sit barnebarn faderløs, var der vild, patriotisk jubel og ikke
et eneste stænk af menneskelig deltagelse.
»Han har jo så megen indflydelse på sine omgivelser, denne doktor?« hviskede
madame Defarge smilende til Hævnen. »Frels ham nu, doktor, frels ham nu!«
Efterhånden som hver af juryens medlemmer afgav sin stemme, lød der et brøl
fra forsamlingen. Brøl efter brøl. Dommen var enstemmig. Fangen var i sit hjerte og
ved sin afstamning en aristokrat, republikkens fjende, folkets undertrykker. Tilbage til
Conciergeriet med ham! Og til skafottet, inden der var gået et døgn!

Tusmørke
Side 222
Hustruen til den uskyldige mand, der således skulle lide døden, sank sammen, som
om hun var ramt af lynet, da hun hørte dommen. Men hun sagde ikke et ord, og så
stærk var den stemme, der talte i hendes indre og manede hende til at støtte ham i
hans ulykke, at hun hurtigt rettede sig efter det forfærdelige chok.
Da dommerne skulle deltage i et demonstrationstog, blev retten hævet. Lyden af de
mange mennesker, der fjernede sig, var endnu ikke forstummet, da Lucie stod med
armene strakt ud mod sin mand og et ansigt, der lyste af kærlighed og mod.
»Åh, hvis jeg blot måtte omfavne ham! Blot kysse ham en eneste gang! Åh, gode
borgere, vis os dog blot den smule medfølelse!«
Der var kun én fangevogter til stede sammen med to af de mænd, der havde hentet
ham i går, og så Barsad. Folket havde skyndt sig ud for at deltage i processionen.
Barsad sagde til de andre: »Lad hende bare omfavne ham, det varer jo kun et øjeblik!«
Det blev stiltiende bevilget, og de hjalp Lucie over nogle rækker bænke hen til det sted,
hvor fangen ved at læne sig frem kunne tage hende i sine arme.
»Farvel, min dyrebare, min sjæls elskede. Tag min sidste velsignelse. Vi mødes
igen, der hvor de trætte finder hvile.«
Sådan hviskede Charles, medens han holdt hende i sine arme.
»Jeg skal være tapper, kæreste Charles. Gud vil hjælpe mig. Sørg ikke for min skyld.
Giv mig din velsignelse med til vort barn.«,
»Jeg sender hende min velsignelse ved dig. Jeg kysser hende ved dig. Jeg siger
hende farvel ved dig.«
»Min elskede! Nej! Endnu et øjeblik!« Han var ved at rive sig løs fra hendes arme.
»Vi vil ikke være adskilt ret længe, for jeg føler, at dette efterhånden vil knuse mit hjerte.
Men jeg skal gøre min pligt, så længe jeg kan, og når jeg forlader hende, vil Gud give
hende venner, ligesom han gav mig dem.«
Hendes far var fulgt efter hende og ville have knælet for dem begge, men Darnay
rakte sin hånd ud mod ham og sagde:
»Nej, nej! Hvad har du gjort, at du skulle knæle for os! Vi ved nu, hvilke kampe du
har måttet gennemgå. Vi ved, hvad du må have lidt, da du fik mistanke om, hvilken
slægt jeg tilhørte og da du senere fik at vide, at din mistanke var berettiget. Vi ved nu,
hvor megen modvilje du har måttet bekæmpe for Lucies skyld. Vi takker dig og giver
dig al vor trofaste kærlighed. Gud bevare dig.«
Doktorens eneste svar var at gribe sig med begge hænder i sit hvide hår og udstøde
et smertensskrig.
»Det kunne ikke være anderledes,« sagde fangen. »Alt har forenet sig om at føre
til dette. Det var mine forgæves forsøg på at opfylde min stakkels mors bøn, der først
bragte mig i berøring med dig og Lucie. Der kunne aldrig komme noget godt ud af så
megen ondskab. Man kunne ikke tænke sig, at noget, der begyndte så dårligt, kunne
ende godt. Trøst dig, og tilgiv mig. Gud velsigne dig!«
Han blev trukket bort. Hans hustru stod og så efter ham med hænder foldet som til
bøn og et forklaret udtryk i ansigtet, der endogså lyste af et trøstende smil. Idet han
forsvandt gennem fangernes dør, vendte hun sig mod sin far, lagde kærligt sit hoved
mod hans bryst, prøvede at tale til ham og sank besvimet om.

Side 223
Fra den mørke krog, hvor han havde stået hele tiden, trådte Sydney Carton nu frem
og løftede hende op. Kun hendes far og mr. Lorry var hos hende. Hans arme skælvede,
da han støttede hendes hoved. Og dog var det ikke blot medlidenhed, der prægede
hans træk - men også et glimt af stolthed.
»Skal jeg bære hende ud til en vogn? Hun er slet ikke tung.« Han bar hende ud på
gaden og lagde hende varsomt i en vogn. Hendes far og hendes gamle ven satte sig
ind hos hende, og Sydney tog plads på bukken.
Da de nåede til den port, som han havde stået ved i mørket for ikke ret mange timer
siden og tænkt på, hvor hendes fødder havde trådt, løftede han hende ud og bar hende
i sine arme op ad trappen til deres lejlighed. Der lagde han hende på en sofa, og miss
Pross og lille Lucie bøjede sig grædende over hende.
»Prøv ikke at bringe hende til bevidsthed,« sagde han dæmpet til miss Pross. »Hun
har det bedre nu. Lad hende være bevidstløs, så længe hun kan.«
»Åh Carton, kæreste Carton!« råbte lille Lucie og slog grædende armene om hans
hals. »Nu, da du er kommet, finder du nok på noget, så du kan hjælpe mor og frelse
far! Se dog på hende! Kan du udholde at se hende sådan? Du, der holder så meget
af hende!«
Han bøjede sig ned over barnet og lagde hendes kind mod sin. Så slap han hende
varsomt og så på hendes bevidstløse mor.
»Kan jeg få lov at kysse hende ... inden jeg går?«
De huskede senere, at da han bøjede sig ned og berørte hendes ansigt med sine
læber, hviskede han nogle ord. Barnet, der stod ham nærmest, sagde bagefter - og
fortalte til sine børnebørn, da hun var en statelig, gammel dame - at hun hørte ham
sige: »Et menneske, du elsker.«
Da han var kommet ind i værelset ved siden af, vendte han sig pludselig mod mr.
Lorry og doktoren.
»De havde megen indflydelse endnu i går, doktor Manette,« sagde han, »så det er
i hvert fald et forsøg værd. Både dommerne og alle de mænd, der har magten, er Dem
jo taknemmelige for de tjenester, De har vist dem, ikke sandt?«
»Intet, der angik Charles, blev holdt skjult for mig, og jeg modtog talrige forsikringer
om, at jeg ville kunne frelse ham. Det gjorde jeg jo også.« Doktoren talte langsomt og
havde svært ved at få ordene frem.
»Så forsøg igen. Der er ikke mange timer fra nu til i morgen eftermiddag, men prøv
alligevel.«
»Det agter jeg også at gøre, og jeg vil straks tage fat.«
»Det er udmærket. En energi som Deres har før kunnet gøre mirakler .. skønt aldrig,«
tilføjede han med et smil og et suk, »så stort et mirakel som dette. Men prøv alligevel!
Selv om livet ikke er meget værd, når vi misbruger det, så er sådan en anstrengelse
dog berettiget. Ellers var det jo ikke værd at ofre.«
»Jeg vil opsøge præsidenten og den offentlige anklager,« sagde doktor Manette,
»og derefter går jeg til andre, hvis navne det er bedre ikke at nævne. Desuden vil jeg
skrive et par breve ... men det er sandt! Der er jo en procession, så jeg kan ikke få fat
i nogen før efter mørkets frembrud.«
»Det er rigtigt. Nå, det er vel i bedste fald kun et forlænget håb, så det gør ingen
forskel, om De må vente, til det er blevet mørkt. Jeg vil gerne høre, hvordan det går

Side 224
Dem, skønt jeg siger Dem rent ud, at jeg ikke venter noget. Når mener De at kunne
træffe disse strenge herrer, doktor Manette?«
»Så snart det er blevet mørkt. Om et par timer, tænker jeg.«
»Mørket falder på ved firetiden, og så må De vel have et par timer til samtalerne.
Hvis jeg kommer hen til mr. Lorry nu i aften, kan jeg så få at vide, hvordan det er gået
Dem, enten fra mr. Lorry eller fra Dem selv?«
»Ja.«
»Gid det må lykkes Dem.«
Mr. Lorry fulgte Sydney ud og lagde sin hånd på hans skulder, så han vendte sig.
»Jeg har intet håb,« sagde mr. Lorry i en sagte, vemodig hvisken.
»Det har jeg heller ikke.«
»Hvis en eller flere af disse mænd var tilbøjelig til at skåne ham ... hvilket er højst
usandsynligt, for et enkelt menneskeliv betyder ikke noget for dem, så tror jeg ikke, de
ville turde gøre det efter den demonstration i retssalen.«
»Det er også min mening. Jeg hørte øksens fald i den lyd.«
Mr. Lorry støttede sin arm mod dørkarmen og skjulte sit ansigt mod den.
»Tab ikke modet,« sagde Carton venligt, »og sørg ikke. Jeg støttede doktor Manette
i hans plan, fordi jeg tænkte mig, at det en gang med tiden vil være hende en trøst.
Ellers kunne det ske, at hun sagde til sig selv: 'Hans liv blev kastet bort, uden at det
var nødvendigt'. Og det ville pine hende.«
»Ja, ja, ja,« svarede mr. Lorry og tørrede sine øjne. »De har ganske ret. Men han
står ikke til at redde. Der er intet håb.« »Nej, han star ikke til at redde. Der er intet håb,«
gentog Carton og gik med faste skridt ned ad trappen.

Mørke
Side 225
Sydney Carton stod stille nede på gaden og vidste ikke rigtigt, hvor han skulle gå hen.
»I Tellsons Bank klokken ni,« sagde han eftertænksomt. »Vil det være klogt, om jeg i
mellemtiden lader mig se? Ja, det tror jeg. Det er bedst, disse personer får at vide, at
der er et menneske som jeg her i byen. Det er en god forsigtighedsregel og måske en
nødvendig forberedelse. Men det må gøres meget snedigt. Lad mig nu tænke mig om.«
Han var begyndt at gå mod et bestemt mål, men drejede nu ned ad en sidegade.
Tusmørket var ved at falde på, medens han langsomt gik videre og i tankerne vejede
forskellige muligheder. Han fandt sin første ide rigtigst: »Det er bedst, disse personer
får at vide, at der findes et menneske som jeg her i byen.« Han satte kurs mod Saint
Antoine.
Defarge havde i retten beskrevet sig selv som vinhandler i Saint Antoine, så det
var ikke vanskeligt for en, der kendte Paris godt, at finde hans bod uden at behøve at
spørge sig for. Da Carton havde overbevist sig om, hvor Defarge boede, gik han til et
andet kvarter i byen, spiste middag på en restaurant og faldt i søvn straks efter. For
første gang i mange år nød han ikke spiritus. Siden den foregående aften havde han
kun drukket lidt let, hvid vin, og da han langsomt hældte cognac'en ind i mr. Lorrys
kamin, gjorde han det som en mand, der er færdig med den vare for bestandig.
Klokken var allerede blevet syv, da han vågnede styrket og gik ud på gaden igen. På
vejen til Saint Antoine standsede han ved en butiksrude, hvor der var et spejl, rettede
på sit halstørklæde og sin frakkekrave og glattede sit hår. Da det var gjort, gik han
direkte hen til Defarges bod og trådte ind.
Der var tilfældigvis ikke andre kunder i lokalet end Jacques Tre med den kvækkende
stemme. Denne mand, som han havde set mellem jurymedlemmerne, stod ved disken
og talte med ægteparret Defarge. Hævnen tog også del i samtalen, men hun hørte nu
til i forretningen.
Da Carton kom ind, satte sig og på meget mangelfuldt fransk bad om en lille kande
vin, så madame Defarge ligegyldigt på ham, men straks efter blev hendes blik skarpere
og skarpere, hun gik hen til ham og spurgte, hvad det var, han havde forlangt.
Han gentog sin ordre.
»Engelsk?« spurgte madame og trak sine sorte øjenbryn i vejret.
Efter at have set på hende, som om selv et eneste fransk ord voldte ham besvær,
svarede han med stærk accent: »Ja, madame, ja, jeg er englænder.«
Madame Defarge vendte tilbage til disken for at hente vinen, og da han tog en
Jacobiner-avis fra bordet og lod som om han besværligt forsøgte at finde ud af, hvad der
stod i den, hørte han hende sige: »Jeg forsikrer dig, det er som man så Evrémonde.«
Defarge bragte ham vinen og sagde godaften.
»Hva'?«
»Godaften.«
»Åh! Godaften, borger,« svarede Sydney og fyldte sit glas. »God vin. Jeg drikker
for republikken.«
Defarge vendte tilbage til disken og sagde: »Ja, det er rigtigt nok, at der er lidt
lighed.« Madame svarede strengt: »Jeg siger dig, der er megen lighed.« Jacques Tre
bemærkede: »Han er jo så meget i Deres tanker, madame!« Hvorefter den elskelige

Side 226
kvinde, Hævnen, tilføjede: »Ja, og det kan nok være, du glæder dig til at se ham i
morgen!«
Carton fulgte linjerne i sin avis med pegefingeren og så ud til at være fordybet i sit
forsøg på at forstå, hvad der stod. De andre stod alle fire med armene på disken og
talte sagte sammen. Efter at de havde set lidt på ham, uden at han derfor afbrød sit
studium af avisen, fortsatte de deres samtale.
»Det er sandt nok, hvad madame sagde,« bemærkede Jacques Tre. »Hvorfor
standse? Der er stor styrke i den ide. Hvorfor standse?«
»Javel,« ræsonnerede Defarge, »men en gang må man jo standse. Spørgsmålet
er blot: når.«
»Ved den fuldstændige udryddelse,« sagde madame.
»Pragtfuldt!« kvækkede Jacques Tre, og Hævnen gav også sit bifald til kende.
»Udryddelse er en udmærket doktrin, kære kone,« sagde Defarge lidt betænkelig,
»i hvert fald sådan i al almindelighed. Men denne doktor har gennemgået store lidelser.
Du så ham jo i dag. Du lagde vel mærke til hans ansigtsudtryk, da dokumentet blev
læst op?«
»Om jeg lagde mærke til hans udtryk?« gentog madame vredt og hånligt. »Ja,
det kan du tro, jeg gjorde. Jeg lagde mærke til hans ansigt, og det var ikke en sand
republikaners. Han må hellere passe lidt på det ansigt!«
»Og du så vel også, kære kone,« sagde Defarge i en undskyldende tone, »hvor
fortvivlet hans datter var. Det må have været frygteligt for ham at se.«
»Ja, jeg holdt også øje med hans datter,« sagde madame Defarge. »Hende har jeg
holdt øje med adskillige gange både i dag og før i tiden. Jeg har holdt øje med hende
i retssalen og på gaden uden for fængslet. Og jeg behøver blot at løfte en finger ...«
Hun løftede den åbenbart - men Carton turde ikke se op fra avisen - og lod den falde
mod disken med et smæk, som om det var en økse.
»Borgerinden er storartet!« kvækkede Jacques Tre.
»Hun er en engel!« sagde Hævnen og omfavnede hende.
»Og hvad dig angår,« sagde madame hårdt til sin mand, »så ville du såmænd frelse
manden selv nu, hvis det stod til dig ... hvad det dog heldigvis ikke gør!«
»Nej!« protesterede Defarge. »Ikke om det kunne gøres ved at løfte glasset der.
Men jeg ville ikke gøre mere ved sagen. Jeg synes, vi kan lade den hvile nu.«
»Der kan I se, Jacques, og du, min lille Hævn!« udbrød madame vredt. »For andre
forbrydelser såsom tyranni og underkuelse har jeg længe haft den familie på mine lister
dømt til udslettelse og død. I kan bare spørge min mand, om det ikke er sandt!«
»Jo, det er rigtigt nok,« sagde mr. Defarge.
»I de første store dage, da Bastillen faldt, fandt han de papirer og tog dem med hjem.
Om natten, da boden var lukket, og vi var alene, læste vi dem på det selv samme sted,
hvor vi står nu. Spørg ham, om det ikke er rigtigt!«
»Jo, det er rigtigt nok,« bekræftede Defarge.
»Den nat, da papirerne var læst, og lampen brændt ud, og lyset begyndte at falde
ind gennem skoddernes sprækker, sagde jeg, at jeg havde en hemmelighed at betro
ham. Spørg ham, om det ikke er rigtigt.«
»Jo, det er rigtigt nok,« bekræftede Defarge igen.

Side 227
»Så betroede jeg ham hemmeligheden. Jeg slog mig for brystet med begge mine
hænder, ligesom jeg gør nu, og sagde: 'Defarge, jeg er vokset op blandt fiskerne
ude ved havet, og den bondefamilie, der blev så skammeligt mishandlet af brødrene
Evrémonde, var min familie. Defarge, den søster som den døende dreng var kommet
for at hævne, var min søster. Manden, hun kaldte på, var min svoger, og det ufødte
barn var deres barn. Broderen var også min broder, og faderen var min fader. Alle disse
døde er mine døde, og retten til anklage mod slægten Evrémonde er gået i arv til mig!'
Spørg ham, om det ikke er rigtigt.«
»Jo, det er rigtigt,« sagde Defarge igen.
»Så I kan prøve at sige til ild og vind, hvor de skal standse,« fortsatte madame,
»men ikke til mig.«
Begge hendes tilhørere nød i fulde drag hendes uhyggelige harme og bifaldt den
højlydt. Carton kunne ligefrem føle, hvor bleg hun var, uden at turde se hen på hende.
Defarge, der dannede en svag minoritet, indskød et par ord om, hvor medfølende
marquis'ens hustru havde været, men opnåede kun, at hans hustru gentog sin sidste
replik: »I kan sige til ild og vind, hvor de skal standse, men ikke til mig!«
Der kom nogle kunder ind, og samtalen blev afbrudt. Den engelske gæst betalte
for sin vin, talte omhyggeligt de penge, han fik igen, og spurgte om vejen til
Nationalpaladset. Madame Defarge gik hen til døren med ham, lagde sin hånd på hans
arm og pegede i den retning, han skulle gå. Den engelske gæst følte en brændende
lyst til at løfte hendes arm højere op og jage en kniv dybt ind i armhulen.
Men han gik sin vej og blev snart opslugt af fængslets skygger. Ved den aftalte tid
dukkede han atter frem og gik hen til mr. Lorrys lejlighed, hvor han fandt den gamle
herre vandrende rastløs op og ned. Han fortalte, at han havde været hos Lucie lige til
for et øjeblik siden. Hendes far havde ikke vist sig, siden han forlod banklokalerne ved
firetiden. Hun havde et svagt håb om, at han ville kunne frelse Charles ved sin forbøn,
men det var kun meget svagt. Nu havde han været ude i over fem timer. Hvor kunne
han dog være henne?
Mr. Lorry ventede til klokken ti, men doktor Manette kom stadig ikke, og da han nødig
ville lade Lucie være længere alene, aftalte de, at han skulle komme tilbage til sine
værelser i banken ved midnat. I mellemtiden ville Carton blive siddende ved kaminen
og vente på doktoren.
Han ventede og ventede, men klokken slog tolv, og doktoren var stadig ikke kommet.
Mr. Lorry vendte hjem og havde heller ikke hverken hørt eller set noget til doktor
Manette. Hvor kunne han dog være henne?
De sad og drøftede dette spørgsmål og prøvede at håbe på, at hans lange
fraværelse betød håb, da de hørte hans skridt på trappen. I samme nu, han trådte ind
i stuen, vidste de, at alt håb var ude.
Om han virkelig havde opsøgt de mænd, der havde indflydelse, eller om han blot
havde vandret om i gaderne, fik de aldrig at vide. Da han stod der og stirrede på dem,
kom de ikke med spørgsmål, for hans ansigt sagde dem alt.
»Jeg kan ikke finde den,« sagde han, »og jeg må have fat i den. Hvor kan den være
henne?«
Hans hoved og hals var blottede, og medens han talte, så han sig hjælpeløst om.
Så tog han sin frakke af og lod den falde på gulvet.
»Hvor er min bænk? Jeg har søgt efter den alle vegne, og jeg kan ikke finde den.
Hvor har du gjort af mit værktøj? Tiden er knap, og jeg må have de sko færdige!«

De så på hinanden, og deres hjerter blev tunge som bly.
Side 228
»Hør nu,« fortsatte doktoren med klynkende stemme, »lad mig komme i gang med
arbejdet! Giv mig mit arbejde!«
Da han intet svar fik, rev han sig i håret og stampede i gulvet som et arrigt barn.
»I må ikke pine et stakkels, ulykkeligt væsen på den måde,« råbte han og udstødte
et frygteligt skrig. »Giv mig mit arbejde! Hvad skal der blive af os, hvis de sko ikke er
færdige i aften?«
Sindssyg, fuldstændig sindssyg!
Det ville åbenbart være ganske håbløst at prøve på at tale ham til fornuft. Ved en
fælles indskydelse tog de hans arm og fik ham til at sætte sig ved kaminen, idet de
lovede ham, at han skulle få sit arbejde senere hen. Han sank ned i stolen, så ind i ilden
og græd. Det var, ligesom alt, hvad der var foregået siden fængselstiden, kun havde
været et øjebliks drøm, og mr. Lorry så ham synke sammen til at blive den samme
skikkelse, han havde set i Defarges loftskammer.
Hvor forfærdede de end begge følte sig ved dette tragiske syn, var der ikke tid til at
give efter. De tænkte på hans ensomme datter, der nu var berøvet alt håb om støtte.
Igen så de på hinanden med et forstående blik, og det var Carton, der først tog ordet:
»Nu er det sidste håb ude, og det var under alle omstændigheder ikke meget værd.
Ja, han må hellere føres hjem til hende. Men inden De går, vil jeg bede Dem høre
nøje efter, hvad jeg har at sige. Spørg ikke, hvorfor jeg stiller den betingelse, jeg agter
at stille, eller hvorfor jeg kræver det løfte, jeg agter at kræve. Jeg har en grund ... en
meget god grund til at kræve det.«
»Det tvivler jeg ikke om,« svarede mr. Lorry. »Tal kun frit.«
Skikkelsen henne i stolen sad hele tiden og rokkede frem og tilbage og jamrede
sagte. De talte i samme dæmpede tonefald, som de ville have brugt, hvis de havde
siddet ved en sygeseng.
Carton bøjede sig ned og tog frakken, der lå ved hans fødder. I det samme faldt
en lille lommebog ud, som doktoren plejede at bruge til at notere dagens sygebesøg
i. Carton tog den op og så, at der lå et sammenlagt papir i den. »Dette bør vi vist se
på!« sagde han, og mr. Lorry nikkede bifaldende. Han foldede papiret ud og sagde:
»Gud være lovet!«
»Hvad er det?« spurgte mr. Lorry ivrig.
»Et øjeblik. Jeg skal senere komme tilbage til dette papir.« Han stak hånden ind i
sin brystlomme og tog et andet papir frem. »Her er nu for det første et dokument, der
giver mig tilladelse til at forlade Paris. Se på det. De ser, at det lyder på Sydney Carton,
englænder?«
Mr. Lorry stod med papiret i hånden og så ind i Cartons alvorlige ansigt.
»Vil De gemme det for mig til i morgen? Jeg får jo lov at tale med ham i morgen, og
det er ikke værd, jeg tager det med mig.«
»Hvorfor ikke?«
»Jeg ved ikke rigtig ... men jeg foretrækker, at De har det. Tag nu også dette papir,
som doktor Manette plejer at bære på sig. Det er et lignende dokument som mit og
giver ham, hans datter og hendes barn tilladelse til at forlade Paris, når de vil, og det
gælder også som passerseddel ved grænsen. Forstår De mig?«
»Ja.«

Side 229
»Måske har han skaffet sig det i går som en garanti mod yderligere vanskeligheder.
Hvad dato bærer det? Men det kan for resten være det samme, spild ikke tiden med
at se efter, men læg det omhyggeligt sammen med min passerseddel og Deres egen.
Og hør nu godt efter! Indtil for et par timer siden faldt det mig ikke ind, at han ikke ville
kunne få sådan et papir, hvad øjeblik han ønskede det. Det er gyldigt, indtil det bliver
tilbagekaldt. Men det kan hurtigt blive tilbagekaldt, og jeg har al mulig grund til at tro,
at det vil blive det.«
»De er da ikke i fare?«
»Jo, de er i stor fare. De er i fare for at blive anklaget af madame Defarge. Jeg ved
det fra hendes egen mund. Jeg har i aften hørt den kvinde komme med udtalelser, der
tydeligt viste mig, hvor stor faren er. Jeg har ikke spildt tiden siden, men har talt med
spionen, og han bekræftede mine anelser. Han ved, at en brændehugger, der bor lige
ved fængslet, er under ægteparret Defarges kontrol og er blevet udspurgt af madame
Defarge angående de gange, han har set hende« - han nævnede aldrig Lucie ved navn
- »gøre tegn til fangen. Det er let nok at forudse, at anklagen vil blive den sædvanlige:
en sammensværgelse i fængslet, og at hendes liv vil være i fare ... og måske også
hendes barns og hendes fars liv, for de er begge set sammen med hende på stedet.
Se ikke så forfærdet ud. De vil kunne frelse dem alle!«
»Gud give, at jeg kan det, Carton! Men hvordan?«
»Det skal jeg forklare Dem. Alt afhænger af Dem, og det kunne ikke være i bedre
hænder. Denne ny anklage vil i hvert fald ikke blive indgivet før i morgen, muligvis først
to eller tre dage senere. De ved jo nok, at der er dødsstraf for at sørge over dem, der
er blevet guillotinens ofre. Hun og hendes far vil utvivlsomt begå denne forbrydelse, og
denne kvinde - hvis hadefuldhed ikke kan beskrives - vil vente, til hun også har den
ting at anklage dem for, så hun kan føle sig sikker på sin sejr. Forstår De mig?«
»Ja, jeg følger så omhyggeligt og tillidsfuldt Deres ord, at jeg endogså i øjeblikket
glemmer sorgen over ham,« sagde mr. Lorry og lagde hånden på doktorens stol.
»De har jo penge, så De kan skaffe Dem mulighed for at nå ud til kysten så hurtigt,
som det overhovedet er muligt. Deres egne forberedelser til at rejse til England blev jo
truffet allerede for flere dage siden. Sørg straks i morgen tidlig for at bestille heste og
vogn, så De kan være parat til at starte klokken to om eftermiddagen.«
»Det skal blive ordnet!«
Sydneys væsen var så energisk og inspirerende, at mr. Lorry blev besat af
ungdommelig iver.
»De er et prægtigt menneske. Sagde jeg ikke, at vi kunne ikke have en bedre mand
til vor hjælp? Sig hende allerede i aften, at De ved, ikke blot hun selv, men hendes
barn og far er i fare. Understreg dette, for hun ville med glæde lægge sit eget hoved
på blokken ved siden af Darnays.« Hans stemme skælvede, men han tog sig hurtigt
sammen og fortsatte: »Sig hende, at for barnets og hendes fars skyld må hun for enhver
pris forlade Paris med dem klokken to. Sig, det er hendes mands udtrykkelige ønske.
Sig hende, at langt mere end hun tør vente og håbe afhænger deraf. Tror De ikke, at
hendes far, selv i sin nuværende tilstand, vil rette sig efter hende?«
»Jo, det er jeg sikker på.«
»Det tænker jeg mig også. Lad i dybeste stilhed og hemmelighed en vogn holde her
i gården. Tag endogså selv plads i den. I samme nu som jeg kommer, tager De mig
ind i vognen og kører bort.«

»Jeg skal altså under alle omstændigheder vente på Dem?«
Side 230
»De har jo min passerseddel sammen med de andres og vil reservere plads til mig.
Vent ikke, så snart min plads er optaget, men skynd Dem af sted mod England!«
»Nå, men så afhænger det hele jo ikke af mig gamle mand,« sagde mr. Lorry og
greb Sydneys stærke, rolige hånd. »Jeg får en ung, energisk mand ved min side!«
»Ja, det får De med Guds hjælp! Lov mig højtideligt, at intet vil få Dem til at ændre
det mindste i den plan, vi nu er blevet enige om.«
»Det lover jeg Dem, Carton.«
»Husk i morgen på disse ord: Hvis De i mindste måde ændrer eller udsætter noget
af det, vi her har aftalt, så vil mange menneskeliv uundgåeligt være fortabt.«
»Jeg skal huske det. Og jeg håber at kunne udføre min del af arbejdet helt
tilfredsstillende.«
»Ligesom jeg håber at udføre min del. Og nu farvel!«
Skønt han sagde ordene med et alvorligt smil og endogså førte den gamle mands
hånd til sine læber, skiltes han ikke straks fra ham. Han hjalp mr. Lorry med at få
den sammensunkne skikkelse henne ved kaminen bragt på benene og iført kappe og
hat. Derpå lokkede de ham med sig under påskud af, at de skulle ud og søge efter
skomagerbænken, som han stadig klynkende spurgte efter. Carton fulgte dem hen til
det hus, hvor den ulykkelige, unge hustru gennemvågede denne forfærdelige nat. Han
gik alene ind i gården og stod nogle minutter og så op mod hendes vindue. Inden han
gik, hviskede han en velsignelse og et farvel.

To og halvtreds
Side 231
I Conciergeriets mørke fængsel ventede dagens dødsofre på deres skæbne. Deres
antal var det samme som årets uger. For to og halvtreds skulle denne eftermiddag
rulle hen over byens levende strøm til det uendelige, evige hav. Inden de endnu havde
forladt deres celler, var deres efterfølgere udnævnt. Inden deres blod blandede sig med
det blod, der var udgydt i går, var det blod, der i morgen skulle blande sig med deres,
allerede udpeget.
To og halvtreds vår dømt. Fra overskatteforpagteren på halvfjerds, hvis rigdomme
nu ikke kunne købe ham livet, til den lille tyveårige syerske, hvis armod og ukendthed
ikke kunne frelse hende. Legemlige sygdomme, der opstår ved menneskets laster og
forsømmelighed, finder deres ofre i alle samfundsklasser, og den frygtelige, åndelige
sygdom, der var opstået ved uanede lidelser, uudholdelig underkuelse og hjerteløs
ligegyldighed ramte også uden at spørge om rang og stand.
I den ensomme celle havde Charles Darnay ikke følt ringeste håb, siden han kom
tilbage fra retssalen. Hvert ord i den beretning, han havde hørt, sagde ham, at han var
fortabt. Han havde fuldtud forstået, at ingen personlig indflydelse kunne redde ham, at
hans dødsdom var afsagt af nationens millioner og at intet enkelt individ kunne komme
ham til hjælp.
Og dog var det ikke let med sin unge hustrus træk så friske i erindringen at se det,
der skulle komme, roligt i møde. Han elskede livet, og det var svært at skulle slippe
taget i det. Når han ved stor kraftanstrengelse løsnede grebet et sted, så strammedes
det uvilkårligt et andet sted. Hans hjerne og hans hjerte arbejdede lige febrilsk, og det
var ham umuligt at affinde sig med sin skæbne. Hvis han et øjeblik faldt til ro i tanken
om det, der skulle komme, så forekom det ham, at hans hustru og barn, der skulle leve
videre uden ham, protesterede og gjorde denne ro egenkærlig.
Men sådan var det kun i begyndelsen. Inden der var gået ret lang tid, blev han hjulpet
af den tanke, at der ikke var noget nedværdigende i hans skæbne, og at mange ufortjent
måtte vandre den samme vej og vandrede den dagligt med faste skridt. Dernæst faldt
det ham ind, at hans kæres sindsro i fremtiden for en stor del var afhængig af, med
hvor rolig styrke han mødte sin lod. På denne måde lykkedes det ham efterhånden at
hæve sine tanker op i en højere sfære og finde trøst i dem.
Inden mørket faldt på den dag, da han havde fået sin dom, var han nået langt ad
denne vej. Han havde fået lov til at købe papir, pen, blæk og et lys, og satte sig nu til
at skrive, indtil det tidspunkt kom, da lyset skulle slukkes i fængslet.
Han skrev et langt brev til Lucie og forklarede hende, at han intet havde vidst om
hendes fars lange fangenskab, før hun selv havde fortalt ham om det, og at han
havde været ligeså uvidende, som hun, om sin fars og sin onkels ansvar for al denne
elendighed, indtil han hørte beretningen blive oplæst i retten. Han havde allerede sagt
hende, at når han havde holdt sit virkelige navn skjult for hende, så skyldtes det, at
hendes far havde stillet det som en betingelse for deres giftermål - hvilket jo nu var fuldt
ud forståeligt - og havde afkrævet ham tavshedsløfte under den samtale, de havde haft
om morgenen på selve bryllupsdagen. Han bønfaldt hende om aldrig at søge at få at
vide, om hendes far havde mistet erindringen om dokumentets eksistens, eller om han
for kortere eller længere tid havde husket det den søndag aften, da de sad ude under
det kære, gamle platantræ, og han hørte historien om fundene i Tower. Hvis han havde
husket, at dokumentet eksisterede, var han sikkert gået ud fra, at det var gået til grunde

Side 232
sammen med Bastillen, da det ikke blev omtalt sammen med de andre minder om
tidligere fanger, som var blevet fundet af folket og senere detaljeret omtalt i aviserne.
Han bønfaldt hende, skønt han vidste, at det ikke var nødvendigt - om at trøste sin
far ved at søge at overbevise ham om, at han ikke havde noget at bebrejde sig, men
tværtimod altid havde gjort alt for at hjælpe dem. Han bad hende først af alt søge at
overvinde sin sorg og vie sit liv til deres barns opdragelse og besvor hende atter om
at trøste sin far.
Til doktoren selv skrev han i samme ånd, men tilføjede, at han betroede sin hustru
og sit barn i hans varetægt. Dette understregede han stærkt, i håb om at hjælpe ham
gennem en tid, hvor de farlige minder kunne angribe hans sind.
Han skrev også til mr. Lorry, bad ham være dem alle til hjælp og støtte og forklarede,
hvordan hans pengesager stod. Da det var gjort, udtalte han sin varmeste tak for trofast
venskab og hengivenhed. Dermed var han færdig med sine breve. Han skænkede ikke
Carton en tanke.
Brevene var færdige, inden lyset blev slukket, og da han lagde sig på sit stråleje,
syntes han, at han havde gjort sit regnskab op med denne verden.
Men verden kaldte atter på ham under søvnen og viste sig i de mest strålende farver.
Fri og glad færdedes han i det gamle hus i Soho - skønt det slet ikke lignede det virkelige
hus - han var lykkelig ved at være hos Lucie igen, og hun sagde ham, at det hele var en
drøm, og at han aldrig var rejst bort. Så forsvandt disse billeder, og snart efter dukkede
nye frem. Han havde gennemgået mange lidelser og var vendt tilbage til hende død og
fuld af fred, men alligevel var han helt den samme som før. Atter forsvandt billederne
og han vågnede i den grå morgen uden at vide, hvor han var, eller hvad der var sket,
før det pludselig slog ned i ham: »Dette er den dag, da jeg skal dø!«
Sådan var han nået frem til den dag, da to og halvtreds hoveder skulle falde. Og
skønt han var rolig og håbede at kunne møde døden med stille værdighed, begyndte
en ny vanskelig tankerække at arbejde sig frem i hans sind.
Han havde aldrig set det apparat, der skulle ende hans liv. Hvor højt det var fra
jorden, hvor mange trin der var derop, hvor han ville blive stillet, hvordan de ville tage
på ham, om de hænder, der greb ham, ville være røde af blod, hvilken vej han skulle
vende sit ansigt, om han ville blive den første eller måske den sidste - alt dette og
mange lignende spørgsmål arbejdede sig mod hans vilje frem i hans hjerne. De havde
intet at gøre med angst. Han følte sig overhovedet ikke bange. De skrev sig snarere
fra en forunderlig trang til at vide, hvad han skulle gøre, når øjeblikket kom - en trang,
der stod i den grelleste modsætning til de få sekunder, det drejede sig om. Det var en
følelse, der nærmest tilhørte en del af hans sind, som han ikke selv kendte eller forstod.
Timerne gik, medens han vandrede op og ned og hørte urene slå timeslag, han
aldrig ville få at høre igen. Ni blev slået for sidste gang, ti for sidste gang, elleve for
sidste gang, og nu ville klokken snart slå tolv. Efter en hård kamp med de tanker, der
sidst havde besat ham, havde han omsider sejret. Han vandrede op og ned og hviskede
sagte sine kæres navne. Den værste kamp var forbi. Han kunne nu bede for dem og
for sig selv, medens han fortsatte sin vandring.
Han hørte et ur slå tolv for sidste gang.
Han havde fået at vide, at henrettelsen skulle foregå klokken tre, og han vidste, han
ville blive hentet noget tidligere, fordi kærrerne rullede så tungt og langsomt gennem
gaderne. Derfor besluttede han at regne med klokken to som det klokkeslæt, hvor han

Side 233
skulle af sted og benytte tiden til at gøre sig så stærk, at han ville kunne være til støtte
for andre.
Den mand, der vandrede op og ned i cellen med armene kors lagt over brystet,
var vidt forskellig fra fangen, der havde vandret op og ned i La Force. Han hørte
uden forbavselse klokken slå et. Timen havde hverken været længere eller kortere end
andre timer. Han var himmelen oprigtig taknemmelig, fordi han havde genvundet sin
sindsligevægt og tænkte: »Nu er der kun en time tilbage,« inden han igen fortsatte sin
vandring op og ned.
Der lød skridt i den flisebelagte gang uden for døren. Han stod stille og lyttede.
Nøglen blev stukket i låsen og drejet om. Lige idet døren blev åbnet, sagde en
mandsstemme dæmpet på engelsk: »Han har slet ikke set mig her, for jeg har holdt
mig borte fra ham. Gå hellere ind alene, så venter jeg herude. Men skynd Dem!«
Døren blev hurtigt åbnet og lukket, og der stod Sydney Carton ansigt til ansigt med
ham med et lille smil i øjnene og fingeren advarende lagt mod læberne.
Der var et så strålende udtryk i hans ansigt, at fangen et øjeblik troede, han så syner.
Men da Sydney talte, var stemmen hans, og da han greb fangens hånd, var det hans
sædvanlige faste håndtryk.
»Af alle mennesker i verden var jeg vel den, De mindst ventede at se?« sagde han.
»Jeg kunne slet ikke tro det, da De kom ind, jeg kan næsten heller ikke tro det nu.
De er da vel ikke fange?« sagde Darnay pludselig bekymret.
»Nej. Jeg havde ganske tilfældigt magt over en af fangevogterne her, og derved er
jeg sluppet ind til Dem. Jeg kommer fra hende ... fra Deres hustru, kære Darnay.«
Fangen trykkede varmt hans hånd.
»Jeg kommer med en bøn til Dem fra hende.«
»Og det er?«
»Det er en alvorlig, indtrængende bøn, som hun retter til Dem med den stemme,
De husker så godt.«
Fangen vendte sit ansigt bort.
»Der er ikke tid til, at De kan spørge mig, hvordan jeg bringer Dem denne bøn, eller
hvorfor. De må blot gøre, som jeg siger ... Tag Deres støvler af og træk mine på.«
Lige bag fangen stod der en stol op mod væggen. Med lynets hast fik Carton ham
skubbet ned på den og stod foran ham på bare fødder.
»Træk mine støvler på. Læg kræfterne i! Skynd Dem!«
»Carton, det er umuligt at slippe bort fra dette sted. Det kan simpelt hen ikke gøres.
Det fører blot til, at De kommer til at dø sammen med mig. Det er det rene vanvid!«
»Ja, det ville være vanvid, hvis jeg bad Dem om at flygte, men det har jeg jo ikke
gjort. Når jeg beder Dem gå med ud ad døren der, kan De begynde at tale om vanvid.
Byt nu halstørklæde med mig, og frakke. Medens De gør det, må De lade mig tage
båndet ud af Deres hår, så det hænger løst ligesom mit!«
Med beundringsværdig hurtighed og en energi og viljestyrke, der næsten var
fantastisk, tvang han Darnay til at foretage alle disse ombytninger. Fangen var som et
rent barn i hans hænder.
»Carton! Kæreste Carton! Det er vanvid. Det kan ikke gøres. Flere har forsøgt, men
det er altid slået fejl. Jeg bønfalder Dem om ikke også at sætte Deres eget liv på spil!«

Side 234
»Min kære Darnay, har jeg måske bedt Dem gå ud ad den dør? Hvis jeg gør det, kan
De jo sige nej. Her står pen og blæk på bordet. Er Deres hånd rolig nok til at skrive?«
»Den var det i hvert fald, inden De kom.«
»Så skriv, hvad jeg dikterer Dem. Men hurtigt, kære ven, hurtigt!«
Darnay tog sig forvirret til hovedet, idet han satte sig ved bordet. Carton stillede sig
ved hans side med højre hånd stukket ind på brystet.
»Skriv nu nøjagtigt, hvad jeg siger.«
»Hvem skal brevet adresseres til?«
»Ikke til nogen.« Carton stod stadig med hånden på brystet.
»Skal jeg datere det?«
»Nej.«
Fangen så op ved hvert spørgsmål, og Carton stod fremdeles i samme stilling og
så ned på ham.
»Hvis De husker,« dikterede Carton, »... de ord vi vekslede en gang for lang tid
siden, vil De straks kunne forstå dette, når De læser det. Jeg ved, at De husker ordene,
for det ville ikke ligne Dem at glemme.«
Han trak hånden ud fra brystet. Fangen så forbavset op fra brevet, og Cartons hånd
lukkede sig hurtigt om noget, han holdt i den.
»Har De skrevet 'at glemme'?« spurgte Carton.
»Ja. Er det et våben, De har i hånden?«
»Nej, jeg er ikke bevæbnet.«
»Hvad er det da, De har i hånden?«
»Det skal De straks få at vide. Skriv nu! Der er kun et par ord til.« Han dikterede
igen: »Jeg er dybt taknemmelig over, at det øjeblik er kommet, da jeg kan bevise, at jeg
talte sandt. At jeg gør det, må ikke volde Dem nogen sorg.« Idet han sagde disse ord
med blikket rettet mod Darnay, lod han langsomt sin hånd glide ned over hans ansigt.
Pennen faldt Darnay af hånden, og han så sig forvirret om.
»Hvad er det for en underlig lugt?« spurgte han.
»Lugt?«
»Ja, den slog mig lige nu.«
»Jeg kan ikke mærke noget. Det må være indbildning. Tag nu pennen og skriv. Men
skynd Dem, skynd Dem!«
Fangens åndsevner var pludselig sløvet, men han anstrengte sig for at samle sine
tanker. Da han så op på Carton med matte øjne og trak vejret hurtigt, stod Carton med
hånden stukket ind på brystet og så roligt på ham.
»Skynd Dem!«
Fangen bøjede sig igen over papiret.
»Hvis det havde været anderledes,« Cartons hånd nærmede sig igen forsigtigt den
skrivendes ansigt. »Hvis det havde været anderledes,« hånden gled igen over fangens
ansigt. »... ville jeg blot have haft endnu mere at stå til regnskab for. Hvis det havde
været anderledes ...« Carton så på pennen; der nu lavede ulæselige streger på papiret.

Side 235
Carton førte ikke mere hånden tilbage til sit bryst. Fangen sprang op og så
bebrejdende på ham, men Cartons hånd lukkede sig i det samme om hans næse
og mund, samtidigt med at han lagde venstre arm om livet på ham. Et par sekunder
kæmpede Darnay med den mand, der var kommet for at ofre sit liv for ham, men inden
der var gået et minut, lå han bevidstløs på gulvet.
Med hænder, der var ligeså målbevidste som hans hjerne, iførte Carton sig hurtigt
de klæder, fangen havde taget af, redte sit hår tilbage og bandt det med båndet, som
fangen havde båret og råbte så forsigtigt: »Kom herind!«
Spionen trådte ind.
»Der kan De selv se!« sagde Carton. Han lå på knæ ved den bevidstløse skikkelse
og stak papiret ind på hans bryst. »Er det så en stor risiko, De løber?«
»Mr. Carton,« svarede spionen og knipsede nervøst med fingrene, »dette her er ikke
så stor en risiko, hvis De gennemfører hele aftalen.«
»Vær ikke bange. Jeg skal være tro til døden.«
»Det må De også være, mr. Carton, hvis tallet to og halvtreds skal stemme. Nu, da
De har ordnet spørgsmålet med klæderne, er jeg ikke længere bange.«
»Det har De heller ingen grund til! Det varer jo ikke ret længe, inden jeg ikke mere
kan være en fare for Dem, og til den tid vil de andre med Guds hjælp være i sikkerhed.
Kald nu på hjælp og bær mig ud i vognen.«
»Dem?«
»Nå, så ham, jeg har byttet rolle med. Går De ud ad samme port, De lukkede mig
ind ad?«
» Selvfølgelig.«
»Jeg var jo syg og svag, da De førte mig ind, og jeg er bevidstløs nu, da De fører
mig ud. Afskeden har været for meget for mig. Den slags ting sker jo så ofte. Deres liv
ligger nu i Deres egen hånd. Skynd Dem! Kald på hjælp!«
»Sværger De, at De ikke vil forråde mig?« spurgte spionen, der rystede over hele
kroppen.
»Men mand dog!« råbte Carton og stampede i gulvet. »Har jeg ikke allerede svoret
det? Og nu står De her og spilder den kostbare tid! Før ham selv til den gårdsplads, De
ved, læg ham selv ind i vognen, vis ham selv til mr. Lorry og sig til ham, at han ikke må
give ham andre stimulerende midler end frisk luft. Bed ham huske alt, hvad jeg sagde
ham i aftes og køre bort lige med det samme!«
Spionen gik. Carton satte sig ved bordet og støttede sit hoved i begge hænder. Et
øjeblik efter kom spionen tilbage med to mænd.
»Nåda,« sagde den ene og så på den bevidstløse skikkelse. »Er han så betaget
over, at hans ven har fået gevinst i Sankt Guillotinens lotteri?«
»En god patriot kunne næppe have været mere betaget, hvis en aristokrat havde
trukket en nitte,« sagde den anden.
De løftede den bevidstløse mand, lagde ham på en båre, de havde med og bøjede
sig ned for at bære ham bort.
»Tiden er knap, Evrémonde,« sagde spionen advarende.
»Jeg ved det,« svarede Carton. »Sørg godt for min ven. Og lad mig være alene.«
»Kom så, kammerater,« sagde Barsad. »Løft båren og bær ham bort.«

Side 236
Døren lukkedes efter dem, og Carton var alene. Han anstrengte sig af yderste evne
for at høre, om der var mistænkelige lyde derude, men han hørte kun nøgler blive drejet
om i låsene, døre smække, og skridt forsvinde ned gennem gangene. Der lød ingen
råb eller løben. Alt lod til at være ganske som ellers. Han åndede lettet op, satte sig
ved bordet og ventede, til klokken slog to.
Nu hørtes der lyde, han ikke var bange for, da han gættede, hvad de betød. Flere
døre blev åbnet og omsider også hans egen. En fangevogter med en liste i hånden
stak hovedet ind og sagde: »Kom så, Evrémonde!« Carton gik med ham ind i et stort,
skummelt værelse, der lå et stykke vej fra hans celle. Det var en mørk vinterdag, og
det dunkle lys både ude og inde hindrede ham i tydeligt at kunne skelne de andre,
som blev ført derind for at få armene bundet. Nogle stod op og andre sad ned. Nogle
jamrede og var i ustandselig bevægelse, men det var kun et fåtal. De fleste var tavse
og rolige og stirrede stift mod jorden.
Han stod i en mørk krog lænet op mod væggen, medens de andre blev bragt ind.
En mand standsede og omfavnede ham, som om han kendte ham godt, cg han blev
grebet af rædsel for, at han skulle blive opdaget, men manden gik videre. Et øjeblik
efter rejste en slank, ung pige sig fra bænken, hvor han havde set hende sidde, og
kom hen til ham.
»Borger Evrémonde,« sagde hun og løftede sit ligblege ansigt mod ham, »jeg er
den lille, fattige syerske, der var sammen med Dem i La Force!«
Han svarede sagte: »Ja, nu husker jeg Dem, men jeg har glemt, hvad De er anklaget
for.«
»Sammensværgelse. Skønt himmelen skal vide, at jeg er uskyldig. Hvordan
kunne nogen dog finde på at tage et svagt, lille menneske som mig med i en
sammensværgelse?«
Den vemodige klang i hendes stemme rørte ham så dybt, at han fik tårer i øjnene.
»Jeg er ikke bange for at dø, borger Evrémonde, men jeg har ikke gjort noget
galt. Jeg vil oven i købet gerne dø, hvis min død kan gavne republikken, der skal
bringe os fattige så mange goder. Men jeg kan blot ikke indse, hvordan det kan gavne
republikken, for jeg er jo kun en svag, lille kvinde!«
Den varme og medfølelse, der fyldte ham ved synet af dette lille væsen, var altså
det sidste, han skulle føle her på jorden.
»Jeg havde hørt, at De var blevet frigivet, borger Evrémonde, og jeg håbede så
inderligt, at det var sandt.«
»Det var sandt, men jeg blev arresteret igen og dømt.«
»Hvis jeg får lov at køre sammen med Dem, borger Evrémonde, må jeg så holde
Dem i hånden? Jeg er ikke bange, men jeg er jo så lille og så svag, og det vil gøre
mig modigere.«
Da hun så op på ham med sine tålmodige øjne, opdagede han først et glimt af tvivl
i dem og derpå forbavselse. Han trykkede hendes magre, arbejdsslidte hånd i sin og
førte så en finger op til sine læber.
»Dør De for ham?« hviskede hun.
»Ja, og for hans hustru og barn. Men sig ikke noget.«
»Vil De ikke nok lade mig holde Deres tapre hånd, fremmede?« »Jo, stakkels lille
søster, lige til det er forbi.«

Side 237
De samme mørke skygger, der i den tidlige eftermiddagsstund hviler over fængslet,
falder også over den skare mennesker, der står ved byportens bom, da en vogn, der
skal ud af Paris, holder stille for at blive undersøgt.
»Hvem er det? Hvem har vi derinde i vognen? Kom med Deres papirer!«
Papirerne bliver rakt ud og læst.
»Alexandre Manette. Læge. Fransk borger. Hvem af dem er han?«
Det er ham, den hjælpeløse, gamle mand, der sidder og mumler ved sig selv.
»Borger doktoren har nok mistet forstanden. Har revolutionsfeberen været for meget
for ham?«
Ja, den har været lidt rigelig for ham.
»Hm, sådan går det jo så mange. Lucie, hans datter. Fransk borgerinde. Hvor er
hun?«
Hun sidder der.
»Nå, ja, selvfølgelig. Lucie, Evrémondes hustru, ikke sandt?«
»Jo.«
»Ja, Evrémonde er jo optaget andet steds! Lucie, hendes barn. Engelsk. Er det
hende der?«
»Ja, netop.«
»Kys mig Evrémondes barn. Nu har du kysset en god republikaner, og det er noget
nyt i din familie. Sydney Carton, advokat, engelsk statsborger. Hvor er han?«
Han ligger derovre i hjørnet af vognen.
»Den engelske advokat ser ud til at være besvimet?«
Man håber, han vil komme til sig selv i den friske luft. Han er ikke videre stærk, og
det har taget meget på ham at sige farvel til en ven, der har pådraget sig republikkens
mishag.
»Er det alt? Det er da ikke noget at tage sig nær! Der er så mange, som pådrager
sig republikkens mishag og må stikke hovedet ud ad det lille vindue. Jarvis Lorry.
Bankmand. Englænder, hvor er han?«
»Det er naturligvis mig selv, da jeg er den sidste af selskabet.« Det er Jarvis Lorry,
der har besvaret alle spørgsmålene. Det er Jarvis Lorry, der er steget ud og står med
hånden på dørhåndtaget omgivet af den skare embedsmænd, der spørger ham ud.
De gik rundt om vognen, krøb op på bukken og så på den smule bagage, de rejsende
havde med sig. Bønderne, der stod ved bommen og drev, flokkedes om vognen og
kiggede nysgerrigt ind. En mor med sit lille barn på armen rakte dets hånd frem, for at
den kunne røre ved hustruen til en aristokrat, som var død på guillotinen.
»Her er Deres papirer, Jarvis Lorry. Nu er de påtegnet.«
»Kan vi så køre videre, borger?«
»Ja, De kan køre. Og god rejse!«
»Farvel borgere! ... Og nu er altså den første fare overstået!« Det er atter Jarvis
Lorry, der taler, idet han folder hænderne og hæver blikket mod himmelen. Der er angst
og gråd inde i vognen, og man hører den bevidstløse mands tunge åndedrag.
»Kører vi ikke alt for langsomt? Kan vi ikke bede dem sætte farten op?« spørger
Lucie og klynger sig til den gamle mand.

Side 238
»Så ville det se ud, som om vi flygtede, kæreste barn. Hvis jeg skynder for meget
på dem, kan det vække mistanke.«
»Se tilbage! Er De sikker på, vi ikke bliver forfulgt?«
»Der er ingen bag os, Lucie. Foreløbig bliver vi ikke forfulgt.«
Vejen går forbi små grupper af huse, ensomme bøndergårde, ruiner af bygninger,
farverier, garverier og lignende. Nu er man ude på landet og kører gennem bladløse
alleer. Midt på vejen er der ujævn brolægning og ude ved siderne blødt, dybt mudder.
Af og til kører man ud i mudderet for at undgå larmen og rystelsen ved at køre på
brolægningen, men et øjeblik efter sidder hjulene fast i pløret. De rejsende er så
utålmodige, at de helst vil ud og løbe videre, gemme sig ... blot ikke standse.
Videre går det forbi nye, ødelagte bygninger, ensomme bøndergårde, farverier,
garverier, små grupper af hytter og gennem bladløse alleer. Har kusken narret dem
og kørt dem tilbage ad en anden vej? Har de ikke været her før? Nej, Gud ske lov!
Nu kommer de til en landsby! Se tilbage! Se om vi bliver forfulgt. Hysss, her skal vi
skifte heste!
Sindigt bliver de fire heste spændt fra. Vognen holder ude på den lille landsbygade
uden forspand, og det ser ud, som om den aldrig skal komme videre. De friske heste
bliver ført ud én for én, de ny postilloner følger efter og fletter snerten på deres pisk,
medens de går. De gamle postilloner tæller sindigt pengene, regner forkert og er
misfornøjede. Imedens banker de rejsendes hjerter så voldsomt, at selv de hurtigste
heste ikke ville kunne galopere i takt med dem.
Endelig er de ny postilloner kommet i sadlerne, og de gamle bliver ladt tilbage. Det
går gennem landsbyen, op ad bakke og ned ad bakke og over lavtliggende sumpe.
Pludselig bliver der råbt til postillonen, der straks holder hestene an. Hvad er det? Bliver
vi forfulgt?«
»Halløj, I derinde i vognen! Lad os høre om det!«
»Hvad er der?« spørger mr. Lorry og ser ud ad vinduet.
»Hvor mange sagde de, det var?«
»Jeg forstår ikke . .«
»Jeg mener ved sidste poststation. Hvor mange blev ført til guillotinen i dag?«
»To og halvtreds.«
»Sagde jeg det ikke nok? Et flot antal. Min medborger her påstod det var to og fyrre.
Ti mere er minsandten ikke så dårligt. Guillotinen arbejder storartet. Jeg elsker den.
Nå af sted!«
Mørket falder på. Han begynder at røre sig. Han er ved at vågne. Han begynder at
tale forståeligt. Han tror, de stadig er sammen; han spørger Carton, hvad det er, han
har i hånden.
Åh, hav medlidenhed med os store himmel! Se ud! Se ud! Bliver vi forfulgt?
Vinden suser, skyerne farer hen over himmelen, månen iler efter dem, hele den vilde
nat forfølger dem, men foreløbig er der ingen andre.

Strikningen er forbi
Side 239
På det tidspunkt da de to og halvtreds mennesker ventede døden, holdt madame
Defarge en uhyggelig rådslagning med Hævnen og Jacques Tre fra den revolutionære
jury. Det var ikke i vinboden, at madame Defarge konfererede med sine ministre, men
i brændehuggerens skur - den brændehugger, der før var vejarbejder. Manden selv
var ikke til stede ved mødet, men ventede lidt borte som en underordnet, der ikke tør
udtale sig, før han bliver spurgt.
»Men vor Defarge er dog en god republikaner, ikke sandt?« spurgte Jacques Tre.
»Der findes ingen bedre i hele Frankrig,« erklærede Hævnen med den skarpe
stemme.
»Nu stille, lille Hævn,« sagde madame Defarge og rynkede brynene, idet hun lagde
hånden over sin adjudants mund. »Hør efter, og lad mig tale. Min mand, medborger,
er en god republikaner og en modig mand. Han har gjort sig fortjent af republikken og
har dens fulde tillid. Men min mand har sine svagheder, og det kunne tænkes, at han
ville give efter for denne doktor.«
»Det er en stor skam,« kvækkede Jacques Tre cg rystede betænkelig på hovedet,
medens hans grådige fingre famlede om læberne. »Sådan noget sømmer sig ikke rigtig
for en god borger. Det er højst beklageligt.«
»Ser du, jeg interesserer mig ikke for denne doktor. For min skyld kan han beholde
hovedet eller miste det. Men slægten Evrémonde skal udryddes, så hustruen og barnet
må følge efter manden og faderen.«
»Hun har et pragtfuldt hoved til det,« kvækkede Jacques Tre. »Jeg har før set
gyldent hår og blå øjne der, og de tog sig glimrende ud, når Samson holdt dem i vejret.«
Uhyre, som han var, talte han som en epikuræer.
Madame Defarge slog øjnene ned og tænkte sig lidt om.
»Og så barnet,« bemærkede Jacques og dvælede velbehageligt ved ordet. »Det
har jo også gyldent hår og blå øjne. Desuden har vi så sjældent et barn der. Det er
sådan et nydeligt syn!«
»Kort sagt,« bemærkede madame Defarge, der vågnede af sine tanker, »jeg kan
ikke stole på min mand i denne sag. Ikke blot føler jeg, at jeg ikke tør betro ham mine
planer efter hans udtalelse i aftes, men jeg føler også, at hvis jeg udsætter dem, er der
fare for, at han advarer dem, så de får lejlighed til at flygte.«
»Det må absolut ikke ske,« udbrød Jacques Tre, »ingen må undslippe. Vi har
overhovedet ikke tilnærmelsesvis nok. Vi burde kunne præstere mindst seks snese om
dagen.«
»Med andre ord,« fortsatte madame Defarge, »så har min mand ikke samme grund
som jeg til at forfølge denne familie og få den tilintetgjort. Og jeg har ikke samme grund
som han til at betragte doktoren med sympati. Jeg må derfor handle alene. Kom herind,
lille borger.«
Brændehuggeren, der havde en dødelig respekt for hende, trådte ind med sin røde
hue i hånden.
»Det er angående disse signaler, lille borger, som hun sendte til fangerne,« sagde
madame Defarge strengt. »Er du rede til endnu i dag at aflægge ed på, at du har set
dem?«

Side 240
»Ja, ja, hvorfor ikke?« udbrød brændehuggeren. »Hver eneste dag i al slags vejr
fra klokken to til klokken fire stod hun herude og gjorde tegn. Somme tider havde hun
barnet med og somme tider ikke. Jeg ved, hvad jeg ved, for jeg har jo set det med
mine egne øjne.«
Han gjorde nogle voldsomme håndbevægelser, medens han talte, som om han
efterlignede alle de signaler, han aldrig havde set. »Åbenbart sammensværgelse,«
sagde Jacques Tre. »Det er jo klart som dagen!«
»Man kan altså stole på juryen?« spurgte madame og så på ham med et dystert smil.
»Ja, du kan roligt stole på den patriotiske jury, kære borgerinde. Jeg svarer for mine
kolleger.«
»Lad mig nu se,« sagde madame Defarge eftertænksomt. »Kan jeg for min mands
skyld skåne denne doktor? Jeg personlig er ganske ligeglad. Skulle jeg skåne ham?«
»Det er jo altid et hoved mere,« sagde Jacques Tre dæmpet, »og vi har i
virkeligheden ikke nær hoveder nok, så jeg synes næsten, det ville være en skam.«
»Han stod sammen med hende og signaliserede, da jeg så dem,« sagde madame
Defarge. »Jeg kan dårligt tale om den ene uden at tage den anden med, og jeg kan
ikke lade være at tale, så jeg helt overlader sagen til den lille borger her. Jeg er nemlig
et temmelig godt vidne.«
Jacques Tre og Hævnen kappedes om at erklære, at hun var det mest
beundringsværdige og enestående vidne. Den lille borger ville ikke stå tilbage og kaldte
hende et guddommeligt vidne.
»Han må tage sin chance,« sagde madame Defarge. »Nej, jeg kan ikke skåne ham!
Du er vel optaget klokken tre, for du skal vel se flokken i dag blive henrettet?«
Spørgsmålet var rettet til brændehuggeren, der skyndte sig at svare bekræftende
og benyttede lejligheden til at tilføje, at han var den mest glødende republikaner og ville
være dybt fortvivlet, hvis noget hindrede ham i at ryge sin eftermiddagspibe, medens
han så den pudsige nationale barber i arbejde. Han var så energisk i sine udtalelser,
at han kunne være blevet mistænkt for at være ængstelig for sin egen sikkerhed - og
måske også var mistænkt af madame, der så hånligt på ham med sine sorte øjne.
»Ja, jeg skal også selv derhen,« sagde madame, »men når forestillingen er forbi,
vi kan jo sige klokken otte i aften, kan du komme over til Saint Antoine, så går vi hen
og anmelder dem i min sektion.«
Brændehuggeren sagde, han ville være smigret og stolt ved at ledsage borgerinden.
Da borgerinden så på ham, blev han imidlertid forlegen, undgik hendes blik, ligesom
en hund ville have gjort, trak sig tilbage til sin brændestabel og bøjede sig over sin sav.
Madame Defarge vinkede Hævnen og Jacques Tre hen til døren og fremsatte resten
af sine planer for dem.
»Hun er sikkert hjemme nu og afventer det øjeblik, da han dør. Hun sørger og jamrer
naturligvis, og er i en sindsstemning, der er en krænkelse mod republikken. Jeg er
overbevist om, at hun har stærk sympati for republikkens fjender, så nu agter jeg at
gå hen til hende.«
»Hvor er du dog en herlig, vidunderlig kvinde!« udbrød Jacques Tre begejstret, og
Hævnen omfavnede hende og råbte: »Ah, du dyrebare!«
»Tag mit strikketøj,« sagde madame Defarge og lagde det i sin adjudants hænder.
»Og sørg for at have det parat til mig på min sædvanlige plads, som du må holde til
mig. Gå hellere lige derhen, for der bliver sikkert større tilstrømning end ellers i dag.«

Side 241
»Jeg adlyder med glæde min chefs ordre,« sagde Hævnen henrykt og kyssede
hende på kinden. »Du passer vel på ikke at komme for sent?«
»Jeg skal nok være der, inden det begynder.«
»Og også før kærrerne kommer. Lov mig det, kære veninde,« råbte Hævnen efter
hende, for hun var allerede ude på gaden, »endelig før kærrerne kommer.«
Madame Defarge gjorde tegn med hånden for at vise, hun havde hørt, hvad Hævnen
råbte. Så vadede hun gennem mudderet og drejede om hjørnet ved fængselsmuren.
Hævnen og Jacques Tre stod og så efter hende og beundrede i lige høj grad hendes
statelige skikkelse og hendes vidunderlige, moralske egenskaber.
Der fandtes mange kvinder på den tid, hvis karakter og ydre blev uhyggelig forandret,
men der var ingen, man måtte frygte mere end denne ubarmhjertige kvinde, der nu
vandrede gennem gaderne. Hun havde en stærk og frygtløs karakter, en klar og hurtig
hjerne, stor viljestyrke, den art skønhed, der ikke blot forlener sin ejerinde med fasthed,
men også hos andre vækker en instinktiv følelse af alle disse egenskaber. Det var
derfor givet, at hun i hvert fald ville have opnået en fremskudt stilling i disse urolige tider.
Men da hun desuden lige fra sin barndom havde været besat af et voldsomt klassehad
og en knugende følelse af, at der var begået uret mod hende, havde hun nu udviklet
sig til en sand tigerinde. Hun var fuldstændig blottet for medlidenhed. Hvis hun nogen
sinde havde ejet den egenskab, var den forsvundet nu.
Det rørte hende ikke, at en uskyldig mand skulle dø for sine farfædres misgerninger.
Hun så nemlig ikke ham, men dem. Det rørte hende ikke, at hans hustru blev enke og
hans datter faderløs, for det var kun en utilstrækkelig straf. De var hendes naturlige
fjender, hendes bytte, og derfor havde de ikke ret til at leve. Netop fordi hun ikke
ejede medlidenhed i sig, var det fuldstændig håbløst at appellere til hende. Hun havde
ikke engang medlidenhed med sig selv. Hvis hun var blevet dræbt i et af de mange
gadeoptøjer, ville hun ikke have haft medlidenhed med sig selv. Hvis hun blev sendt
til guillotinen i morgen, ville hun adlyde, og hendes eneste følelse ville have været et
voldsomt ønske om at bytte plads med den mand, der havde sendt hende derhen.
Sådan var det hjerte, der bankede under madame Defarges grove kjole. Hun bar den
skødesløst, men alligevel klædte den hende på en' egen, forunderlig måde, og hendes
mørke hår så godt ud under den grove, røde hue. Inde på brystet bar hun en ladt pistol.
Gemt under bæltet havde hun en skarp dolk. Sådan udrustet vandrede hun nu gennem
gaderne med den faste gang, der røbede hendes karakter, og den smidige ynde, der
var en følge af, at hun i sin ungdom havde gået barbenet i strandens brune sand.
Da mr. Lorry den foregående aften havde ordnet alt til rejsen og lejet den vogn,
der i dette øjeblik ventede på de sidste af sine passagerer, havde han været meget
i vildrede med, hvordan han skulle få miss Pross med. Ikke alene var det vigtigt, at
vognen ikke blev overfyldt, men det var også af den største betydning, at der ikke gik
for lang tid med at undersøge de rejsendes papirer, da deres frelse kunne afhænge af
de få sekunder, som det lykkedes at spare her og der. Efter omhyggelig overvejelse
endte det med, at han foreslog, at miss Pross og Jerry skulle forlade Paris klokken tre
i den letteste vogn, der kunne fremskaffes. Når de ingen bagage havde med sig, ville
de hurtigt kunne indhente den tungere vogn, passere den og bestille heste til den på
vejen, så de andre kom hurtigt frem i løbet af natten, da faren for forsinkelser var størst.
Da miss Pross i dette forslag så de største muligheder for at være til nytte i denne
vanskelige situation, gik hun straks ind på mr. Lorrys ide. Hun og Jerry havde set den
store vogn rulle af sted, havde opdaget, hvem det var, Salomon kom med, tilbragte

Side 242
ti minutter i frygtelig spænding og var netop ved at træffe de sidste forberedelser til
selv at tage af sted, da madame Defarge vandrede gennem gaderne på vej mod den
lejlighed, hvor de drøftede situationen.
»Hvad mener De, mr. Cruncher,« sagde miss Pross, der var så nervøs, at hun knap
kunne tale, stå eller gå. »Synes De, det er heldigt, at vi starter fra gårdspladsen? Det
kunne jo vække mistanke, at der allerede er kørt en rejsevogn ud fra den i dag.«
»Efter min mening har De ganske ret, miss Pross,« svarede mr. Cruncher, »og jeg
er parat til at gøre, som De ønsker, enten det så er rigtigt eller forkert.«
»Jeg er så opfyldt af angst og håb for de kære mennesker,« sagde miss Pross
hulkende, »at jeg er ganske ude af stand til at lægge planer. Kan De lægge planer,
kære, rare mr. Cruncher?«
»Angående fremtiden kan jeg måske nok,« svarede mr. Cruncher. »Men lige i dette
øjeblik tror jeg ikke, mit stakkels gamle hoved er til ret megen nytte. Ville De gøre mig
den store tjeneste at høre to løfter, som jeg ønsker at aflægge i denne her krise?«
»Åh, Gud bevare mig,« råbte miss Pross, der stadig græd voldsomt, »skynd Dem
at fortælle mig, hvad det er for løfter, som den rare mand De er.«
»Når først,« sagde mr. Cruncher, der rystede over hele kroppen og var ligbleg,
»disse stakkels mennesker er vel ude af alt dette, så vil jeg aldrig gøre det mere, aldrig
mere!«
»Det er jeg ganske sikker på, at De ikke vil, mr. Cruncher,« svarede miss Pross, »og
jeg vil bede Dem ikke nøjere at beskrive, hvad De mener.«
»Nej, miss Pross,« sagde mr. Cruncher. »Det skal jeg nok tie stille med. For det
andet vil jeg aldrig mere blande mig i, at min kone smider sig. Aldrig mere!«
»Hvad er nu det for en slags huslige arrangementer,« sagde miss Pross og tørrede
sine øjne, »så er jeg overbevist om, at det er bedst, mrs. Cruncher får lov selv at træffe
sine afgørelser ... Å, mine stakkels, kære børn!«
»Desuden vil jeg gå så vidt, at jeg siger,« fortsatte mr. Cruncher med en stærk
tilbøjelighed til præketone, »og lad mine ord gå videre til mrs. Cruncher gennem Dem,
at min opfattelse af at smide sig er undergået en betydelig forandring, og jeg håber af
ganske hjerte, at mrs. Cruncher er ved at smide sig i dette øjeblik.«
»Så, så, så! Ja, lad os håbe det, min gode mand,« sagde den fortvivlede miss Pross,
»og lad os håbe, det svarer til hendes forventninger.«
»Himmelen forbyde,« fortsatte mr. Cruncher endnu mere højtideligt og åbenbart fast
besluttet på at blive ved med sit foredrag, »at noget, jeg nogen sinde har sagt eller
gjort skulle gå ud over den stakkels familie, der nu er i så store vanskeligheder. Vi ville
såmænd alle sammen gerne smide os, hvis det kunne hjælpe dem. Himmelen forbyde,
at de kommer noget til, miss Pross.« Sådan endte mr. Cruncher omsider sin tale.
Stadig vandrede madame Defarge gennem gaderne.
»Hvis vi nogen sinde kommer tilbage til vort fædreland,« sagde miss Pross, »så kan
De være overbevist om, at jeg skal fortælle mrs. Cruncher så meget, som jeg husker
og kan forstå af alt det, De har sagt nu, og i hvert fald kan jeg bevidne, at De har været
ærlig og tro i denne forfærdelige tid. Men lad os nu tænke os om! Kære mr. Cruncher,
lad os tænke os om!«
Stadig vandrede madame Defarge gennem gaderne og kom nærmere og nærmere.
»Ville det ikke være bedst,« sagde miss Pross, »om De gik i forvejen og hindrede,
at vognen kom herhen, men fik den til at vente på mig et andet sted?«

Jo, mr. Cruncher, mente også, det var bedst.
»Hvor kunne De så vente på mig?« spurgte miss Pross.
Side 243
Mr. Cruncher var så forvirret, at det eneste sted, han kunne finde på, var Temple
Bar. Ak, Temple Bar var langt, langt borte, og madame Defarge var ganske nær.
»Ved Nôtre Dame kirken,« sagde miss Pross. »Ville det være en stor omvej, hvis
jeg mødte Dem ved den store indgangsdør mellem tårnene?«
»Nej, miss Pross,« svarede mr. Cruncher.
»Så vær så rar at skynde Dem hen til vognmanden, og bed ham møde mig der.«
»Jeg ved ikke rigtigt,« sagde mr. Cruncher betænkelig og rystede på hovedet, »jeg
holder ikke af at gå fra Dem. Vi kan jo umuligt vide, hvad der kan ske.«
»Nej, himmelen skal vide, at det kan vi ikke,« svarede miss Pross, »men De skal
ikke være ængstelig for mig. Hent mig ved Nôtre Dame kirken klokken tre eller så nær
ved den tid, som det er Dem muligt. Jeg er sikker på, det vil være bedre at starte derfra.
Gud velsigne Dem, mr. Cruncher! Tænk ikke på mig, men på de menneskeliv, der er
afhængige af, at vi handler rigtigt.«
Denne appel og miss Pross' hænder, der greb om hans, gjorde udslaget. Med et
opmuntrende nik gik han ud for at ordne spørgsmålet om vognen og overlod til hende
at følge efter alene.
Det var en stor lettelse for miss Pross, at denne forsigtighedsregel var ved at blive
gennemført. Desuden var hun glad ved at få sit ansigt lagt i roligere folder, så hun
kunne vise sig på gaden. Hun så på sit ur. Klokken var tyve minutter over to, så der var
ingen tid at spilde. Hun måtte straks gøre sig i stand.
I sin nervøse tilstand var hun bange for de tomme stuer og syntes, der var ansigter,
som så på hende bag hver eneste åben dør. Hun hældte koldt vand op i et vandfad og
begyndte at bade sine øjne, der var meget røde og hovne. Hvert øjeblik så hun sig om
for at opdage, om der var nogen, som iagttog hende. Pludselig udstødte hun et skrig,
for hun så en skikkelse stå inde i værelset.
Vandfadet faldt på gulvet og knustes, så vandet flød helt hen til madame Defarges
fødder, der havde betrådt underlige veje og vandret gennem meget blod, inden de
mødte det vand. Madame Defarge så koldt på hende og sagde: »Hvor er Evrémondes
hustru?«
Det slog ned i miss Pross' hjerne, at alle dørene stod åbne og kunne røbe flugten,
så det første, hun gjorde, var at lukke dem. Der var fire døre, og hun lukkede dem alle.
Så stillede hun sig foran døren til det værelse, der havde været Lucies.
Madame Defarges mørke øjne fulgte hende, medens hun bevægede sig hurtigt
omkring, og veg ikke fra hende, da hun stod stille. Miss Pross var ingen skønhed. Arene
havde ikke tæmmet den vildskab, der var i hendes udseende, og heller ikke blidgjort
hendes træk, men hun var også en viljestærk kvinde på sin måde, og hun målte nu
madame Defarge fra top til tå.
»Efter udseendet at dømme kunne De være selve fandens kone,« sagde miss
Pross dæmpet. »Men De skal nu alligevel ikke få overtaget over mig, for jeg er
englænderinde.«
Madame Defarge så hånligt på hende, men hun havde åbenbart også fornemmelsen
af, at de to var modstandere. Hun så en mager, kraftig, energisk kvinde, ligesom mr.
Larry havde set hende for mange år siden. Hun vidste udmærket godt, at miss Pross var

Side 244
familien umådelig hengiven, og miss Pross vidste udmærket godt, at madame Defarge
var familiens argeste fjende.
»På vejen hen til det sted,« sagde madame Defarge og gjorde en håndbevægelse ud
mod den skæbnesvangre plads, »hvor de har reserveret mig min stol, og mit strikketøj
ligger parat, havde jeg tænkt mig at aflægge hende et besøg. Jeg ønsker at tale med
hende.«
»Jeg ved ganske bestemt, at De har ondt i sinde,« sagde miss Pross, »og De kan
stole på, at jeg nok skal holde stand over for Dem.«
Begge de to kvinder talte deres eget sprog, ingen af dem forstod den andens ord,
de var begge på vagt og prøvede at læse sig til så meget som muligt i den andens
udtryk og bevægelser.
»Det nytter hende ikke at holde sig, skjult for mig i dette øjeblik,« sagde madame
Defarge. »Gode patrioter ved nok, hvad det betyder. Lad mig tale med hende. Gå ind
og sig, jeg ønsker at tale med hende. Hører De?«
»Selv om Deres øjne var rambukke, skulle De ikke få rokket mig ud af stedet. Nej,
De onde, udenlandske fruentimmer, De kan tro, at jeg kan sætte hårdt mod hårdt.«
Det var lidet sandsynligt, at madame Defarge kunne forstå enkelthederne i disse
bemærkninger, men hun forstod dog, at miss Pross ikke agtede at adlyde hende.
»De dumme svin af et fruentimmer!« udbrød hun. »Tror De, jeg finder mig i, at De
svarer mig igen. Jeg forlanger at komme til at tale med hende. Enten siger De hende,
at jeg er her, eller også flytter De Dem fra den dør, så jeg selv kan gå ind til hende!«
Ordene ledsagedes af en vred armbevægelse.
»Jeg havde såmænd aldrig ventet, at jeg skulle ønske, jeg kunne forstå dit
modbydelige sprog,« sagde miss Pross. »Men jeg ville ærlig talt give alt, hvad jeg ejer,
undtagen lige de klæder, jeg har på, for at vide, om du har mistanke om sandheden
eller blot en del af den.«
Ingen af dem havde et eneste øjeblik taget blikket fra den anden. Madame Defarge
stod endnu på samme plet, hvor hun havde stået, da miss Pross fik øje på hende, men
nu gik hun et skridt frem.
»Jeg er brite,« sagde miss Pross, »og jeg er rasende. Jeg bryder mig ikke en sur
sild om, hvad der sker med mig selv. Men jeg ved, at jo længere jeg holder dig her, jo
mere håb er der for min Mariehøne. Der skal ikke blive en eneste tot tilbage af dit ækle,
sorte hår, hvis du rører mig med så meget som spidsen af din lillefinger!«
Miss Pross' øjne lynede, hun rystede på hovedet for hver sætning, hun udtalte. Og
sådan talte hun, der aldrig i sit liv havde slået et menneske.
Men hendes mod var af den stemningsprægede slags, der bragte tårerne frem
i hendes øjne. Den slags mod forstod madame Defarge så lidt, at hun tog det for
svaghed. »Ha-ha!« lo hun, »dit stakkels, usle fjols! Hvad duer du til? Jeg må hellere se
at få fat i denne doktor.« Hun hævede stemmen og råbte: »Borger doktor! Evrémondes
hustru! Evrémondes barn! Enhver, der er her udover det elendige fæhoved, har at svare
borgerinde Defarge!«
Måske var det den dybe stilhed, der fulgte, måske noget hun læste sig til i miss Pross'
ansigt, måske var det en pludselig indskydelse hos hende selv, der sagde hende, at
de var borte. Hun gik hurtigt hen og åbnede de tre døre.
»Alle værelserne er jo i uorden! Her er pakket hurtigt, og der ligger forskellige ting
og flyder på gulvene. Der er vist ingen i værelset bag dig. Lad mig se!«

Side 245
»Aldrig!« erklærede miss Pross, der forstod befalingen ligeså godt, som madame
Defarge forstod svaret.
»Hvis de ikke er inde i det værelse, så er de flygtet og kan blive forfulgt og bragt
tilbage,« sagde madame Defarge ved sig selv.
»Så længe du ikke ved, om de er derinde eller ej, så ved du ikke rigtig, hvad du skal
gøre,« sagde miss Pross ved sig selv. »Og du skal ikke få det at vide, hvis jeg kan
hindre det. Desuden enten du ved det eller ej, så slipper du ikke ud herfra, så længe
jeg kan holde dig tilbage.«
»Jeg har kæmpet i gaderne lige siden revolutionens begyndelse, og intet har
standset mig. Jeg river dig i stumper og stykker, hvis du ikke flytter dig fra den dør,«
sagde madame Defarge.
»Vi er muttersalene i øverste etage af et tomt hus. Der kommer aldrig et menneske
nede i gården, så der er næppe nogen, som hører os, og jeg beder blot til, at mine
legemlige kræfter kan slå til, så jeg kan holde dig her, for hvert eneste minut er en
formue værd for min Mariehøne,« sagde miss Pross.
Madame Defarge gik hen mod døren. Ved en øjeblikkelig inspiration slog miss Pross
begge arme om livet på hende og holdt hende fast. Det nyttede ikke, at madame
strittede imod og slog fra sig, for miss Pross holdt hende med hele kærlighedens styrke,
der altid er langt større end hadets, og i kampens hede løftede hun endogså madame
lidt op fra gulvet. Med begge hænder slog og kradsede madame Defarge hende i
ansigtet, men miss Pross dukkede hovedet og klamrede sig fast til madames talje.
Det varede ikke længe, inden madame Defarge holdt op at kæmpe og begyndte at
famle ved sit bælte.
»Den sidder inde under min arm,« mumlede miss Pross halvkvalt, »og du skal ikke
få fat i den. Himmelen være lovet, at jeg er stærkere end du. Jeg slipper dig ikke, før
en af os dør eller besvimer!«
Madame Defarges hænder søgte nu inde på brystet. Miss Pross løftede hovedet,
så, hvad det var, slog ud efter den, der kom et glimt, hørtes et knald - og pludselig stod
hun alene blindet af røgen.
Det hele varede kun et sekund. Røgen lettede, der var uhyggeligt stille, så bares
den bort af lufttrækket, ligesom livet svandt bort fra den onde, rasende kvinde, hvis
legeme nu lå livløst på gulvet.
I sin første forfærdelse veg miss Pross så langt bort fra liget, som hun kunne komme
og løb så ned ad trappen for at tilkalde hjælp. Lykkeligvis indså hun i tide, hvad følgerne
ville blive for hende selv og andre. Hun betænkte sig og vendte tilbage.
Det var forfærdeligt at gå ind ad døren igen, men hun gik ind og var endogså helt
henne ved liget for at hente sin kysehat og sit overtøj, som hun tog med sig ud på
trappen og iførte sig efter først at have låst døren og taget nøglen med sig. Så satte
hun sig et øjeblik på trappen for at få vejret og græde, men kort efter rejste hun sig
igen og skyndte sig bort.
Lykkeligvis var der et slør på hendes kysehat, ellers kunne hun næppe have gået
på gaden uden at blive standset. Det var også et held, at hun fra naturens hånd havde
så mærkeligt et ydre, at mishandlingerne på hendes ansigt ikke var så synlige, som de
ville have været hos andre. Hun havde nok brug for den hjælp, for der var dybe flænger
i hendes ansigt, håret hang i tjavser, og hendes kjole, som hun med rystende hænder
havde prøvet at bringe i orden, var forrevet og krøllet.

Side 246
Da hun gik over broen, lod hun dørneglen falde ned i vandet. Hun ankom til Nôtre
Dame et par minutter før Jerry og stod og tænkte på, om nøglen var kommet ind i et
fiskenet. Hvad ville der ske, hvis man opdagede, hvor den hørte til, hvis døren blev
åbnet og liget fundet? Tænk om hun blev standset ved byporten og anklaget for mord!
Midt i alle disse tanker kom Jerry med vognen, hjalp hende ind, og de rullede af sted.
»Er der støj på gaden?« spurgte hun ham.
»Ja, akkurat som ellers,« svarede mr. Cruncher og så forbavset ud både over
spørgsmålet og over hendes udseende.
»Jeg kan ikke høre,« sagde miss Pross. »Hvad sagde De?«
Det nyttede ikke, at mr. Cruncher gentog sine ord, for miss Pross kunne ikke høre
ham.
»Så nikker jeg med hovedet,« tænkte mr. Cruncher forbløffet. »Det må hun da kunne
se.« Og det kunne hun.
»Er der støj i gaderne nu?« spurgte hun lidt efter.
Mr. Cruncher nikkede igen.
»Jeg kan ikke høre den.«
»Skulle hun være blevet døv i løbet af en time?« sagde mr. Cruncher bekymret.
»Hvad er der mon hændt hende?«
»Jeg har en følelse, som om der havde været et glimt og et brag,« sagde miss Pross,
»og som om det brag var det sidste, jeg skulle høre i denne verden.«
»Min sandten om hun ikke er i en løjerlig tilstand!« sagde mr. Cruncher mer og mer
betænkelig. »Hvad kan hun have drukket for at holde modet oppe? Hør, nu ruller de
frygtelige kærrer af sted! Kan De høre dem, miss Pross?«
»Jeg kan absolut intet høre,« sagde miss Pross, da hun så, at han talte til hende.
»Åh, kære, gode mr. Cruncher, der lød først et frygteligt brag, og så blev der ganske
stille, og den stilhed lader til at holde sig. Jeg tror aldrig, den vil blive brudt, så længe
jeg lever.«
»Hvis hun ikke kan høre larmen af de skrækkelige kærrer, som snart er ved deres
vejs ende,« sagde mr. Cruncher og så sig tilbage over skulderen, »så vil hun efter min
mening aldrig mere høre noget i denne verden.«
Og det gjorde hun heller ikke.

Fodtrin, der forsvinder for bestandig
Side 247
Dødskærrerne ruller hult og tungt gennem Paris' gader. Seks af dem fører den dags
vin til guillotinen. Alt hvad grådige, umættelige uhyrer har fantaseret om, siden der
overhovedet opstod fantasi, er samlet i en eneste ting, guillotinen. Og dog findes der
ikke i hele Frankrig med dets mangeartede jord og klima et eneste blad, en eneste
rod, en lille kvist eller et eneste frø, der vil vokse og modnes under mere sikre forhold
end dem, der har frembragt dette rædsels-instrument. Hvis man endnu en gang knuser
verden med samme slags hammer, vil den atter antage de samme forvredne former.
Hvis man endnu en gang sår underkuelsens og den tøjlesløse plyndrings frø, vil de
endnu en gang bære samme frugt.
Seks kærrer ruller gennem gaderne. Skab dem om til det, de var før, du mægtige
troldmand tid, og så kommer de til at se ud som enevældige kongers kareter,
godsejeres pragtfulde karrosseri, frække flaners dragter, kirker, der ikke er Vorherres
hus men tyves huler, og millioner af udhungrede bønders hytter! Nej, den store
troldmand, der majestætisk udfører skaberens bud, omskaber aldrig tingene til deres
oprindelige form. »Hvis I ved Guds vilje har fået dette udseende,« siger seeren til
sine ofre i de vise arabiske eventyr, »så behold det! Men hvis I kun har fået dette
udseende ved trolddomsmagt, så vend tilbage til jeres oprindelige skikkelse!« Håbløse
og uforanderlige ruller kærrerne af sted.
Når de seks dystre kærrers hjul drejer sig, ser det ud, som om de pløjer en lang,
ujævn fure gennem folkemasserne på gaden. Rækker af ansigter fejes til side, og
plovene glider støt videre. Beboerne langs deres vej er så vant til synet, at mange
vinduer står tomme, og ofte ser man folk, der ikke slipper deres arbejde, selv om de
kaster et blik på kærrernes menneskelast. Hist og her har beboerne gæster, der er
kommet for at se optoget. Så peger man ud med en turistførers overlegenhed; det ser
ud til, at man fortæller, hvem der i går var i den ene kærre og hvem i den anden.
Nogle af dem, der opholder sig i kærrerne, lægger mærke til dette, ligesom de ser alt
andet på deres sidste køretur, fordi de endnu har bevaret interesse for livets gang og
for mennesker. Nogle sidder med bøjet hoved hensunket i tavs fortvivlelse, og andre
er så optaget af deres egen rolle, at de sender publikum de samme blikke, som de har
set skuespillerne sende i teatrene. Adskillige lukker øjnene og prøver at samle deres
tanker. Kun en - et stakkels, elendigt væsen - er så rystet og så besat af skræk, at han
synger og prøver på at danse. Ingen af ofrene forsøger ved blikke eller bevægelser at
appellere til folkets medlidenhed.
Et vagthold, bestående af adskillige ryttere, rider foran vogntoget, og tilskuerne løfter
ofte deres ansigter mod dem og retter spørgsmål til dem. Det er åbenbart altid det
samme spørgsmål, for bagefter flokkes folkeskaren om den tredje kærre. Et par ryttere
lige foran den vender sig ofte om og peger på en mand med deres sabel. Alle vil vide,
hvilken af fangerne der er ham. Han står bagest i kærren med bøjet hoved for at kunne
tale med en ganske ung pige, der sidder på kærrens kant og holder ham i hånden. Han
interesserer sig overhovedet ikke for, hvad der foregår omkring ham, men taler uafbrudt
til den unge pige. Hist og her i den lange Rue Saint Honore lyder der fjendtlige råb op
imod ham, men hvis han overhovedet hører dem, er hans eneste svar et stilfærdigt
smil, medens han ryster sit hår frem, så det næsten skjuler hans ansigt. Han kan ikke
bruge sine hænder, for de er bundet.
På trappen op til en kirke står spionen og venter på kærrernes komme. Han ser ind
i den første. Der er han ikke. Han ser ind i den anden. Der er han heller ikke. Han

Side 248
begynder ængstelig at spørge sig selv: »Har han mon forrådt mig?« Men i det samme
klarer hans ansigt op, da han får øje på den tredje kærre.
»Hvem af dem er Evrémonde?« spørger en mand lige bag ham.
»Det er ham, der står bagest.«
»Ham, der holder et pigebarn i hånden?«
»Ja.«
Manden råber: »Ned med Evrémonde! Til guillotinen med alle aristokrater! Ned med
Evrémonde!«
»Stille! Stille!« maner spionen ham lidt forlegen.
»Hvorfor dog det, borger?«
»Han skal jo til at betale prisen nu om fem minutter, så lad ham være i fred.«
Men manden bliver ved med at råbe: »Ned med Evrémonde!« og et øjeblik vender
Evrémonde ansigtet mod ham. Evrémonde får øje på spionen, ser undersøgende på
ham og kører videre.
Urene er lige ved at slå tre, og furen, der bliver pløjet gennem folkeskaren gør et
sving, går ind på eksekutionspladsen og standser. Masserne strømmer sammen bag
den sidste kærre, for alle vil helt hen til guillotinen. Foran den sidder på stole - ligesom
i forlystelsesparkerne - nogle kvinder, der alle strikker flittigt. På en af de forreste står
Hævnen og spejder efter sin veninde.
»Thérèse!« råber hun med sin skarpe stemme. »Har ingen af jer set Thérèse
Defarge?«
»Hun har da aldrig svigtet før,« siger en anden af de strikkende kvinder.
»Nej, og hun kommer sikkert også i dag,« udbryder Hævnen ærgerlig. »Thérèse!«
»Råb højere!« anbefaler den anden kvinde.
Ja, råb højere, Hævn, meget højere, og alligevel vil hun næppe høre dig. Råb højere,
Hævn, og føj et par eder til, og alligevel kommer hun næppe. Send en af kvinderne
ned for at se, om hun skulle være blevet opholdt et eller andet sted, men hvor mange
grufulde handlinger kvinden end før har begået, så er det dog tvivlsomt, om hun af
egen fri vilje vil gå langt nok til at kunne finde hende!
»Sikken et uheld!« råbte Hævnen og stampede i stolesædet. »Og der kommer
kærrerne! Nu bliver Evrémonde ekspederet i en håndevending, og hun er her ikke!
Se, her står jeg med hendes strikketøj, og hendes stol er parat. Jeg kunne græde af
ærgrelse!«
Idet Hævnen stiger ned fra stolen, begynder kærrerne at aflæsse deres last. Saint
Guillotines præster er parat og iført deres embedsdragter. - Bum ... et hoved bliver
løftet i vejret, og de strikkende kvinder, der knap løftede blikket for at se på hovedet for
et øjeblik siden, da det endnu kunne tænke og tale, tæller: »En!«
Den anden kærre tømmer sin last ud og kører videre. Den tredje rykker frem. Bum
... de strikkende kvinder fortsætter deres arbejde og tæller: »To!«
Den falske Evrémonde stiger ned, syersken bliver løftet ned bagefter. Han har ikke
sluppet hendes hånd, men holder den stadig i sin, som han har lovet. Varsomt stiller
han hende med ryggen til maskinen, der stadig snurrer i vejret og falder, og hun ser
op på ham og takker ham.

Side 249
»Hvis jeg ikke havde Dem, kære fremmede, ville jeg ikke være så rolig, for i
virkeligheden er jeg kun en lille stakkel, som ikke har ret meget mod. Uden Dem ville
jeg heller ikke kunne have rettet mine tanker mod Ham, der led døden, for at vi kunne
få håb og trøst i dag. Jeg tror, det er Gud, som har sendt Dem til mig i dag.«
»Eller Dem til mig,« siger Sydney Carton. »Se kun på mig, kære barn, og tænk ikke
på andet.«
»Jeg tænker ikke på andet, medens jeg holder Deres hånd. Og jeg kommer heller
ikke til at tænke på andet, når jeg slipper den, hvis de blot er hurtige.«
»De er hurtige, vær ikke bange.«
De to står sammen i den hurtigt svindende flok af ofre, men de taler, som om de var
helt alene. Øje møder øje, stemme møder stemme, hånd møder hånd og hjerte møder
hjerte, medens disse to børn af moder natur, der ellers er så forskellige, vandrer det
sidste lille stykke ad den mørke vej, der skal føre dem hjem, hvor de kan hvile ud ved
hendes barm.
»Kære, tapre ven, må jeg få lov at stille Dem et spørgsmål? Jeg er jo så uvidende
... og der er noget, som piner mig lidt.«
»Fortæl mig, hvad det er.«
»Jeg har en kusine, min eneste slægtning. Hun er forældreløs ligesom jeg, og jeg
holder så meget af hende. Hun er fem år yngre end jeg og bor på en gård nede i de
sydlige distrikter. Vi var så fattige, at vi blev nødt til at skilles, og hun ved intet om min
skæbne ... for jeg kan ikke skrive, og selv om jeg kunne, hvordan skulle jeg så få et
brev sendt. Det er vist også bedst, som det er.«
»Ja, det er bedst, som det er.«
»Men medens vi kørte herhen, tænkte jeg på det samme, som jeg tænker på nu,
medens jeg står og ser op i Deres venlige, stærke ansigt, som hjælper mig så godt.
Jeg tænker på, at hvis republikken virkelig gavner de fattige så meget, og de ikke mere
kommer til at sulte og ikke mere lider så meget, så kan det jo være, at hun lever længe.
Måske lever hun til hun bliver gammel.«
»Og hvad så, kære barn?«
»Tror De,« hendes tålmodige øjne fyldes med tårer og læberne skælver, »at det vil
forekomme mig meget lang tid, medens jeg venter på hende i det bedre land, hvor jeg
håber, at både De og jeg finder et hjem?«
»Nej, det er umuligt, barn, for der findes ikke tid og ikke sorger som her på Jorden.«
»De trøster mig så godt! Jeg er jo så uvidende. Skal jeg kysse Dem nu? Er øjeblikket
kommet?«
»Ja.«
De kysser hinanden og velsigner højtideligt hinanden. Den lille, spinkle hånd skælver
ikke, da han slipper den, og der er et mildt, roligt udtryk i det tålmodige, unge ansigt.
Hun er den sidste før hans tur kommer ... nu er det forbi. De strikkende kvinder tæller:
»To og tyve!«
»Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og
hver den, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.«
Lyden af mange stemmer, mange opadvendte ansigter, mange fodtrin, da mængden
presser sig frem som en mægtig bølge. Alt ses i et eneste glimt. »Tre og tyve.«

Side 250
De sagde om ham ude i byen den aften, at et fredeligere ansigt var aldrig set på det
sted. Mange tilføjede, at det var ophøjet og profetisk.
Et af de mest bemærkelsesværdige mennesker - en kvinde - der døde for den
samme økse kort forinden, havde ved skafottets fod bedt om tilladelse til at nedskrive
de tanker, der fyldte hende. Hvis han havde gjort det samme, ville hans tanker have
været profetiske, og de ville have lydt sådan:
»Jeg ser Barsad, Cly, Defarge, Hævnen, juryens medlemmer, dommeren, lange
rækker af de ny tyranner, der har rejst sig for at tilintetgøre fortidens tyranner, dø for
den samme økse, inden den holder op med at blive anvendt til dens nuværende brug.
Jeg ser en skøn stad og en begavet nation hæve sig op fra denne afgrund, og i deres
kampe for virkelig frihed, i deres sejre og nederlag gennem mange, mange år ser jeg
alt det onde fra nutiden og fra tiden forinden, som så uundgåeligt har skabt nutiden,
efterhånden udsones og forsvinde.
Jeg ser de tilværelser, for hvilke jeg ofrer min egen, blive fredfyldte, nyttige, lykkelige
i det England, som jeg aldrig skal gense. Jeg ser hende med et barn ved brystet, et
barn, der bærer mit navn. Jeg ser hendes far, gammel og bøjet, men ellers sund og
rask, trofast i sin gerning til menneskehedens helbredelse og med fred i sindet. Jeg ser
den gode, gamle mand, der så længe har været deres ven, lukke sine øjne om ti år og
efterlade dem alt, hvad han ejer, når han går ind til den evige hvile.
Jeg ser, at de gemmer mindet om mig i deres hjerter, og det vil blive bevaret af
deres efterkommere i mange generationer. Jeg ser hende som en gammel kvinde fælde
tårer over mig på årsdagen for denne dag. Jeg ser hende og hendes mand, når deres
livsbane er endt, hvile side om side på deres sidste leje, og jeg ved, at den ene ikke vil
holde mindet om den anden mere helligt end mit minde er dem begge helligt.
Jeg ser det barn, der lå ved hendes bryst og bar mit navn, blive mand og vandre
frem ad den bane, der en gang var min. Jeg ser ham være så klog og dygtig, at mit
navn bliver berømt gennem ham. Jeg ser de pletter, jeg satte på navnet, svinde bort.
Jeg ser ham indtage førstepladsen blandt landets retfærdige dommere, og komme til
dette sted med en dreng, der bærer mit navn og har en pande, jeg kender så godt, og
gyldent hår. Til den tid er stedet her stateligt og smukt, og alle spor af det, der nu sker,
er forsvundet. Jeg hører ham fortælle drengen min historie med kærlig, bevæget røst.
Dette er langt, langt bedre end noget, jeg hidtil har gjort. Jeg går til en langt, langt
bedre hvile, end jeg nogen sinde før har kendt.«