GUARANI-FOLKET I BOLIVIAS LAVLAND - UNESCO Samlingerne

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne - Bolivia D 

BOLIVIA D 

GUARANI-FOLKET I BOLIVIAS LAVLAND 

Indsamlet af Angel Yandura og Annie Oehlerich 2000-2001. 

Etableret af Erna Andersen 2001. 

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på: 

www.moesmus.dk/unesco 

Seneste opdatering: juni 2011 

Introduktionsark ...............................................................................................................................................2 

Manden og kvindens roller...............................................................................................................................3 

Indfødte folk .....................................................................................................................................................4 

Historie .............................................................................................................................................................6 

Befolkning........................................................................................................................................................8 

Religion ............................................................................................................................................................9 

Intellektuelle rettigheder.................................................................................................................................10 

Plancheserie 1: Fremstilling af pomade mod hudsvamp ................................................................................13 

Plancheserie 2: Guarani-folkets hverdag ........................................................................................................15 

Genstandsliste.................................................................................................................................................18 

Dansk litteratur om Bolivia ............................................................................................................................28 

Litteraturliste ..................................................................................................................................................29 

Introduktion til rollespil..................................................................................................................................33 

Side 1 af 39 - Indhold


Introduktionsark 

Bolivia-samlingerne består af 4 samlinger, der kan bruges hver for sig eller indgå i et samlet 

undervisningsforløb. 

Genstandene er indsamlet af Annie Oehlerich de Zurita samt tre medlemmer af Guarani-indianernes 

organisation CABI 

Bolivia-samling D, Guarani-folket i Bolivias lavland, består af 4 kasser med i alt 145 genstande fordelt 

på følgende emnegrupper: 

Kvindens verden: 

Husholdning 

Vævning 

Beklædning 

Mandens verden: 

Håndværk 

Fiskeri 

Jagt 

Barnets verden: 

Skole og leg 

Åndens verden: 

Religion og musik 

Naturmedicin 

Information 

Dansk litteratur om Bolivia: 

Bøger, blade, artikler og video 

To plancheserier: 

1. Fremstilling af pomade mod hudsvamp, 8 plancher. 

2. Bredt om dagliglivet blandt guarani-indianerne, 49 plancher. 

Tekstmateriale: 

Introduktionsark med lærervejledning 

Generel tekst 

Genstandsliste med uddybende forklaringer 

Tekst til plancheserie 1 

Tekst til plancheserie 2 

Beskrivende litteraturliste 

Side 2 af 39 - Introduktionsark


Manden og kvindens roller 

Guaranifolkets verden er opdelt efter køn. Kvinderne tager sig af husholdning, børnepasning og 

vævning, mændene laver stole og redskaber. Desuden jager og fisker de. Børnene opdrages gennem 

leg og hjælper de voksne. Visse områder er fælles, som markarbejde og indsamling af brænde; men 

generelt er begge køn meget omhyggelige med ikke at overtræde grænserne. 

Kvindeverden 

Kvinderne bærer de små børn på armen og ammer dem indtil de er 3- 4 år. De lærer at lave mad ved 

at iagttage de ældre kvinder. Når pigerne kommer i puberteten, begynder de at drømme om ’den 

hellige slange’, og så er de modne til at begynde at væve. De starter med små tasker og bælter, 

senere væver de ponchoer og hængekøjer. De indsamler vild brun og hvid bomuld og spinder den til 

en fin tråd. Kvinderne drømmer deres mønstre og sætter dem op i trenden. 

Når pigerne får deres første menstruation, bliver de gemt væk for omverden. Før i tiden klippede de 

håret helt kort, og pigen måtte ikke komme ud igen, før håret var vokset langt. I dag gemmer de kun 

pigerne væk fra et par dage til et par måneder, da det ellers giver for store problemer i forhold til 

skoleundervisningen. Imens pigen er i menstruationshytten, må hun kun se de ældre kvinder, som 

kommer med mad til hende. Hun lærer alle de huslige sysler, og når hun forlader hytten, er hun blevet 

til kvinde. 

Kvinderne starter hver dag med at drikke poro-te, en form for urtete, som suges op med et metalrør. 

Dagen igennem mødes kvinderne over en kop te. De putter sukker, te og kogende vand i kalabaskruset. 

Værtinden suger først sit kalabaskrus tomt, så kruset er drukket til. Derefter fyldes 

kalabaskruset på ny og værtinden byder nu gæsterne på poro-te. Kruset går på omgang. Dagen 

igennem laver kvinderne mad over åben ild, gryderne er derfor godt sodet til. Indianerne spiser 

fiskesuppe, røget fisk eller ris og majs suppleret med fangst af skovens dyr. Maden krydres med 

planter fra skoven. Majs og maniok stødes i morteren; af melet bager de brød i en lerklinet ovn. Det er 

tabu for mænd at røre kvindernes husgeråd. 

Mandsverden 

Drengene lærer at lave fælder og jage af deres fædre, fra de er små. Hver morgen går de ud og 

skyder småfugle til morgenmaden med deres slangebøsser, inden de går i skole. Mændene tager ofte 

afsted på jagt i grupper, flere dage i træk hvor de bl.a. jager tapirer, vildsvin, bæltedyr, hjorte og fugle. 

De fanger også aber og papegøjer som de sælger videre, alt andet kød spiser de selv. De fisker om 

natten med fiskenet eller krog afhængig af årstiden. Det er tabu for kvinderne at tage på jagt eller 

natfiskeri med mændene eller røre deres fangstredskaber. Men kvinderne fisker ofte småfisk om 

dagen, når de er nede ved floden. 

Før i tiden fik drengene lavet et hul i hagen, når de kom i puberteten. Hullet smykkede de f.eks. med 

en tom haglpatron eller sten. I dag er dette overgangsritual fra barn til voksen afløst af 

militærtjenesten. 

Skole 

Børnene går i skole fra de er 5 år til de er mellem 15 og 17 år. I gamle dage gik pigerne ikke i skole, 

men i dag undervises de på lige fod med drengene. Skolerne i Izozog underviser børnene i Guarani, 

skolebøgerne er på spansk og guarani. Mange tager studentereksamen, men de har sjældent råd til at 

læse videre i byen, hvis ikke de har familie. Det koster penge at bo i byen. 

Side 3 af 39 - Mandens og kvindens roller


Indfødte folk 

Der findes i dag (år 2001) mere end 350 millioner indfødte folk rundt omkring på Jorden, fordelt på 70 

lande. De lever ofte i områder, der er rige på naturressourcer så som olie, tømmer og biodiversitet, og 

de trues derfor af multinationale selskaber, som ønsker at udnytte rigdommene, for selvom de har boet 

på deres landområder i mange generationer, ejer de ikke ressourcerne. 

De indfødte folk er efterkommere af mennesker, som beboede et område, før der blev dannet en stat. 

Under koloniseringen blev de fortrængt eller dræbt. Mange lande blev skabt med kunstige 

landegrænser, og folkene blev delt. Da kolonierne gjorde sig uafhængige, fik de ikke selvstyre. Derfor 

kræver de indfødte folk i dag ret til at leve i fred på deres egen jord og ret til at bestemme over deres 

eget liv. 

De indfødte folk kaldes også for 4. verdens-folk eller oprindelige folk. 

Side 4 af 39 - Indfødte folk


Izozog 

Guarani-indianerne tilhører den sprogligt baserede TUPI-guarani gruppe, der ved opdagelsen af 

Sydamerika, dominerede de østlige regnskovsområder. I dag lever de spredt over Argentina, 

Paraguay og Bolivia, ca. 100.000 i alt - heraf bor 60.000 i Bolivia. De er delt i tre sproggrupper; Ava, 

Simba og Izoceño. Det er den sidste gruppe, som samlingen om Guarani-folket handler om. 

Området er en del af Gran Chaco (et stort lavland), der breder sig over Paraguay og Argentina. El 

Chaco er dækket af skov, og det regner kun mellem to og tre måneder om året. I tørkeperioderne kan 

det blive op til 40 grader om dagen, hvorimod det kan være koldt om vinteren. 

I Izozog bor der ca. 9000 guarani-indianere i nationalparken Kaa-Iya, landet ingen ejer. 

Økonomi 

Indianerne er de eneste, som har lov til at jage i nationalparken. Her skyder de som nævnt bl.a. tapirer, 

vildsvin, bæltedyr, hjorte og fugle, som de supplerer med fisk fra floden. Kødet og fiskene tørrer de i 

vinden, fiskebenene maler de til mel. På den måde kan maden opbevares året rundt. I skoven dyrker 

de majs, bønner og maniok. Kvinderne væver tasker, som de sælger inde i byen for at supplere 

økonomien, og mændene tager sæsonarbejde på sukkerrørsplantagerne. Endelig fanger mændene 

også aber og papegøjer, som de sælger videre. 

Samfundsopbygning og organisering 

Guaranifolkets samfund er præget af deres traditionelle kultur og organisation. Indianerne ledes af en 

konge Muravicha, som leder området sammen med sine rådgivere, shamanen og ældrerådet. Titlen 

går i arv. Den nuværende leder hedder Bonifacio Barrientos. Han arvede embedet fra sin far, La 

Sombra Grande, (Store Skygge), som var den største leder, Guaranifolket nogensinde har haft. Under 

hans embedsperiode kom der fred, og indianerne fik skøder på deres territorium. Det var også hans 

visioner, som samlede lavlandsindianerne at dannede deres paraplyorganisation i 1982, CIDOB. 

Derfor kaldte de ham Store Skygge. I et land hvor solen altid brænder, bringer skyggen svale og lise. 

I dag er 38 etniske grupper i Bolivias lavland samlet i CIDOB, som varetager indianernes politiske 

interesser. De fører forhandlinger med Bolivias regering og udtænker strategier for at beskytte 

territorieområderne, naturressourcerne, den traditionelle viden, osv. CIDOB har været støttet af 

ulandsorganisationen Ibis siden 1992. 

Hver landsby ledes af sin egen muravicha. Siden 1997 har hver landsby både en kvindelig og en 

mandlig Muravicha, som løser interne stridigheder, fører forhandlinger med folk udefra (som 

kvægavlerne f. eks), og sørger for folkets ve og vel. 

Større problemer løses gennem La Asamblea folkeforsamlingen, som lederen indkalder til. Når der er 

Asamblea, deltager alle indianerne, og taler indtil de er enige. 

Et eksempel på konfliktløsning er flg. lille historie: 

To mænd kom op at slås, efter at have indtaget for meget majsvin. Under håndgemænget kom den 

ene til at dræbe den anden. Muravicha indkaldte til Asamblea, for at høre hvad folket syntes, han 

skulle gøre ved den skyldige. Hvis de afleverede ham til militæret eller politiet inde i byen, ville han 

komme i fængsel – og så havde to familier mistet deres forsøger. Efter lang tids snak blev 

folkeforsamlingen enige om, at den skyldige i stedet skulle arbejde dobbelt, både jage og fiske til sin 

egen familie samt til den dræbtes. 

Side 5 af 39 - Izozog


Historie 

Historien om guaranifolket er en historie, der er blevet fortalt videre fra generation til generation. En 

historie fuld af myter og forklaringer på verdens begyndelse. Indianerne selv erindrer ikke, hvor længe 

de har boet i Izozog, kun at de tilhører IVI IYAMBAE - folket ingen ejer. 

Guaranifolket har aldrig boet fast samme sted i længere tid, men altid vandret efter landet-uden-ondt, 

når problemerne trængte sig på. Vandringerne blev til store historiske migrationer, der skyldtes en tro 

på, at det eneste tilflugtssted, der var tilbage på jorden for mennesket, var Landet-Uden-Ondt, de 

mytologiske forfædres bolig, der er karakteriseret ved ar være et paradisisk sted, rigt på 

jagtmuligheder, afgrøder og frugter og hvor man lever i evig lykke. 

I starten levede de ’langt mod solens fødsel, ved bredden af en flod så stor, at man ikke kunne se den 

anden side’. De tidligste spanske krøniker beretter om tupi-guarani indianere, som boede ved den 

brasilianske østkyst. Det stemmer overens med folkets erindring om ’floden så bred, at man ikke kan 

se den anden side’… af Atlanterhavet. Portugiserne tog slaver blandt indianerne, med efterhånden 

som slavejægerne trængte sig på, flygtede indianerne ’mod solens død’. De vandrede gennem 

skoven, levede af dets frugter og dyr, indtil de fandt et sted ved Parapetiflodens bredder i Izozog, hvor 

de kunne leve i fred. Undervejs bekrigede de andre stammer og giftede sig med kvinderne. De indgik 

aldrig alliancer med de andre folk, men tog dem til fange og lod dem assimilere sig under den 

herskende kultur. 

Den spanske kolonimagt og katolske missionærer forsøgte at trænge ind på området, men blev smidt 

ud gang på gang. Guaranifolket holdt stand indtil midten af det 1800 århundrede, hvor en ond spiral 

startede. Slavehandlen blev afløst af gummibaroner og kvægdrift. De første hvide kvægavlere 

etablerede sig i Izozog for 100 år siden, men da guarani-folket ville smide dem ud, allierede 

kvægavlerne sig med militæret. Der blev bygget en kaserne i Izozog, og militæret truede med vold, 

hvis indianerne gjorde oprør. Kvæget gjorde stor skade på afgrøderne, og indianerne var meget bange 

for køerne, for dem var det rene uhyrer. Mange flygtede til Argentina, på jagt efter landet-uden-ondt. 

I 1892 blev guarani-folket udsat for en massakre begået af bolivianske regeringstropper, som havde 

hørt rygter om, at indianerne ville begå oprør for at få jord. Ca. 5000 indianere blev myrdet, kun en 

soldat blev såret. Mange af de overlevende blev taget til fange og brugt som arbejdskraft på godserne. 

I 1894 blev Izozog indlemmet administrativt i Bolivia. Nationalstaten sendte sine øvrighedspersoner til 

Izozog. Guarani-folket besluttede at forlange garantier og rettigheder - det blev et vendepunkt. I stedet 

for at flygte længere ind i skoven, begyndte de at forhandle. I 1923 vandrede de hele vejen igennem 

Bolivia til La Paz, en fodrejse på over 1500 km, for at gøre regeringen opmærksom på deres 

rettigheder. Mange døde undervejs, men i 1932 fik de skøder på de første landsbyer. Den bolivianske 

stat anerkendte deres ret til at leve med deres egen kultur og blandede sig ikke i de interne 

stridigheder. 

Kvægavlerne dannede deres egne landsbyer, og mange indianere begyndte at arbejde for dem. De 

indgik i et patron-klient forhold, hvor de blev afhængige af de hvide, fordi de satte sig i gæld til dem. De 

hvide blev en vigtig kilde til gryder, ammunition og andre ting, som det var svært for indianerne at 

skaffe. 

Indianernes kamp for frihed blev sat på prøve endnu engang. I 1932 udbrød Chaco-krigen mellem 

Bolivia og Paraguay. Guarani-folket tilhørte begge nationer. Indianerne i Paraguay kaldte Izozog for 

”det lille Paraguay”, og de ønskede ikke at kæmpe mod hinanden. I 1934 blev 2.500 izozeños taget til 

fange og deporteret, fordi de ikke ville kæmpe. Det var et stort indhug i befolkningen. Godsejerne 

udvidede deres jordbesiddelser, de plyndrede de indfødtes jord og tvang mange guaranier til at 

arbejde for sig. Andre flygtede længere ind til sværere tilgængelige egne. 

Guarani-folket forsatte deres kamp for retten til jorden. For at få råd til skøderne, supplerede kvinderne 

økonomien med salg af væverier, og mændene begyndte at arbejde som sæsonarbejdere på 

sukkerrørsplantagerne i Santa Cruz eller i minerne. De blev gældsslaver. Et system der stadigvæk gør 

sig gældende. Den dag i dag drager de afsted i perioder af året for at supplere familiens økonomi. 

Inden de starter på arbejdet, får de lønnen udbetalt uden at kende forholdene. Arbejdet er hårdt, 

underbetalt og plaget af sygdom, men når de opdager dette, sidder de i gæld, og der opstår et 

afhængighedsforhold til plantageejerne. 

Side 6 af 39 - Historie


I 1952 fandt en gennemgribende samfundsændring sted i Bolivia. Der udbrød revolution, og de 

undertrykte minearbejdere i Bolivias bjerge tog magten. De afsatte regeringen, minerne blev 

nationaliseret, og en stor landsbrugsreform blev gennemført. Godsejervældet så sin slutning. Inden 

jordreformen ejede 6 % af befolkningen 92 % af den opdyrkelige jord, og landbrugssektoren var 

præget af manglende effektivitet. 

Guarani-folket fik imidlertid ikke fred. De religiøse sekter var de næste udefrakommende som truede. 

Under Chacokrigen trængte de første evangelister sig på, de udnyttede interne konflikter og 

grundlagde en bevægelse med skole og kirke, hvor de unge blev opdraget med andre værdier. 

Missionærerne skabte splittelse i samfundsstrukturen og opdelte Izozog i en traditionel og 

evangelistisk del. De traditionelle indianere ærer f.eks. majshøsten, hvor man danser for de afdøde. 

Denne fest deltager evangelistiske indianere ikke i, da det er ikke i overensstemmelse med deres tro. 

Globaliseringen betyder at verden er mindre og trænger sig på. I 1995 slog den religiøse sekt 

menoitter fra Mellemeuropa sig ned udenfor Izozog . De isolerer sig i deres egne landsbyer og 

opdyrker jorden i plantagebrug, som truer med at erodere området. Kolonien truer med at ekspandere 

og indianerne kæmper i dag mod at flere menoitter slår sig ned. 

I 1994 blev den bolivianske grundlov revideret. De indfødtes rettigheder er anerkendt af staten og en 

lov om folkelig deltagelse er vedtaget. Siden 1995 har guaranifolket administreret forvaltningen af en 

3.441.114 hektar stor park i samarbejde med det bolivianske miljøministerium, og i dag ligger der 23 

landsbyer som en perlerække langs floden Parapeti, men med års mellemrum vandrer folket stadig på 

jagt efter lykke. I skolen lærer børnene om hvert et slag, sejr eller massakrer, som har sin egen 

mindedag. 

Guaranifolket har vandret og kæmpet længe for deres område og frihed. Og de er stolte af deres 

historie og kultur, stolte over at være IVI IYAMBAE – folket ingen ejer. 

Side 7 af 39 - Historie


Befolkning 

Gennem årtusinder af år har der levet mennesker i Andesbjergene og jungleområderne i Bolivia. Vi 

kalder dem for indianere og skærer dem over een med de store civilisationer, der lever i resten af 

Amerika. Ordet indianer er den betegnelse søfareren Columbus gav menneskene, da han troede 

søvejen til Indien var fundet. Den misforståede titel har hængt ved dem siden, som en forudanelse om 

den triste skæbne der gik indianerne i møde. Død, trældom, krig, fattigdom; 500 års undertrykkelse og 

negligering af deres kulturelle værdier. 

Indbyggerne i Amerika er ligeså forskellige, som vi er det i Europa. Geografisk spænder kontinentet 

over urskov til storbyer, stillehavskyster, ørken og bjergkæder. De indfødte kalder sig selv for guarani, 

aymara, aztekere, alt efter hvilket folk de stammer fra. Som vi andre er danskere, svenskere eller 

hollændere. Ordet indio er et skældsord, som de rige slynger ud, når de fattige indianere drager til 

byen og slår sig ned som tiggere i slumkvarterne, selv bruger de det ikke. 

Fra Chile i syd til Ecuador i nord strækker andesbjergkæden sig; i dens folder lever mange små 

befolkningsgrupper der alle som én blev besejret og underlagt de krigeriske inkaer, der erobrede 

andesbjergkæden inden spanierne. Colla’erne, de nuværende aymaraindianere, kæmpede mod 

overmagten, først mod inkaerne, siden mod de spanske erobrere, men bevarede deres oprindelige 

sprog og levevis. Kolonimagten forbød højlandsindianerne deres tro, klædedragt og sange. Gennem 

kongelige gesandter, europæiske lykkerejsende og Guds udvalgte fik de ridset ind i deres hud, at de 

var indianere, et kulturløst folk, der intet var værd som mennesker. 

I lavlandet levede de indfødte folk videre i fred et par århundrede mere, kun forstyrret af påtrængende 

missionærer og slavejægere. Mange bukkede under for vestlige sygdomme som mæslinger og 

influenza, som de ingen modstandskraft havde overfor. Guldgravere og tømmerfirmaer fortrængte dem 

fra deres oprindelige områder og de var tvunget til at flygte længere ind i junglen. I dag er de truet af 

olieselskaber og nybyggere. Historien er smertefuld, men på trods af hundrede års lidelser har de 

bevaret deres kulturers forskellighed. 

I dag er de indfødte folk ved at rejse sig igen, de organiserer sig gennem politiske organisationer og 

mødes til konferencer med andre, for at kæmpe for retten til selvbestemmelse. Til trods for den 

kulturelle mangfoldighed taler de med samme stemme. Et paradoks er at en succesrig grad af politisk 

og økonomisk selvstyre forudsætter, at de indfødte folk kan tænke, føle og handle som 

embedsmændene og hele den verden de ønsker at isolere sig fra. 

Side 8 af 39 - Befolkning


Religion 

En del indianere er evangelister, men troen på shamanismen er stadig den mest udbredte og den 

traditionelle religion blandt Guaranifolket. Ifølge indianernes naturopfattelse afhænger deres liv af de 

gode ånder, IYA i naturen, det er dem som passer på menneskene, som giver dem jagt eller 

fiskelykke. I det daglige ærer man IYA, og overholder en lang række tabu, som opretholder verdens 

orden. Kvinder må f.eks. ikke fiske eller jage, det er forbeholdt mændene som træder ind i en åndelig 

symbiose med skovens eller flodens ånder. Før man jager, beder mændene til skovens ånder og 

ønsker sig jagtlykke, før man fisker beder fiskerne til flodens hersker. Man må aldrig fange mere end til 

dagen og vejen, ellers bliver ånderne fornærmet. Der skal være nok til alle. Hvis ikke mændene fanger 

noget, er det ikke fordi de ikke er dygtige jægere eller fiskere, men fordi ånderne ikke gav – og så må 

man ransage sig selv og overveje, om man har fornærmet ånderne på et tidspunkt. 

Shamanen besidder særlige evner til at komme i kontakt med naturens ånder. Gennem sine drømme 

ser han de gode jagtsteder og vejleder mændene. Han er også den lokale medicinmand og helbreder. 

I Izozog er der fire medicinmænd tilbage i dag, den ene af dem er Don Miguel, som plancheserie 1 og 

filmen ’Det Grønne Guld’ handler om. Han kender over 300 forskellige planter, som han laver salve og 

omslag af. Shamanen kan aflæse det onde og det gode i samfundet og er en stor autoritet. 

I den traditionelle religion tror man også på hekseri. Indianerne forklarer de uforståelige hændelser 

med at nogen sender ondt, som for eksempel hvis der er museplage i afgrøderne eller hvis mennesker 

dør pludseligt og uden varsel. 

Side 9 af 39 - Religion


Intellektuelle rettigheder 

De vilde vil vide, hvad de hvide vil... 

Der er penge i biodiversiteten - mange. De grønne blade er blevet gyldne, men det er ikke de indfødte, 

som spinder guld, selvom den biologiske rigdom hentes ud af deres territorier. Det tog tid inden de 

indianske organisationer blev bevidst om deres rettigheder; først var det spanierne og missionærerne 

som trængte sig på, mens rigdommene forsvandt, så var det jorden, de stjal. Historien taler for sig 

selv. I det daglige slås lavlandsindianerne mod kvægpatroner, store jordejere, 

regeringsrepræsentanter og Gud og hver mand. Deres sidste fjende er de moderne forskere 

Indianerne i Amazonas er trætte af, at forskere kommer rendende i tide og utide, uden forhåndsaftaler, 

trætte af at de aldrig leverer nogle af de mange inputs tilbage. Det vidner debatten om intellektuelle 

rettigheder og beskyttelse af den traditionelle viden om. I Bolivias lavland er de indianske 

organisationer begyndt at beskytte den traditionelle viden gennem kontrakter og reglementer 

“Vores viden er vores sjæl, det er den visdom vores forfædre gav os. Kendskabet til planterne, dyrene, 

stjernerne, floderne, det er rummets samlede klogskab”. Vidensbegrebet er omgivet af mystik for 

indianerne. Det er kendskabet til planterne, forholdet til sproget, dansene, kunsthåndværket, 

svedjebruget, dyrkningssystemerne, udarbejdelse af fiske- og jagtredskaber; alt sammen traditioner, 

der er relateret til hinanden gennem adfærdsmønstre i en større kosmologisk orden. 

De omtaler derfor denne viden med en dyb respekt, ligesom når vi danskere diskuterer folkekirken og 

registreret partnerskab. Det er følelsesladede argumenter, hvor det religiøse islæt ligger og ulmer 

under overfladen. Et sakralt forhold der er vanskeligt at følge i den moderne vestlige videnskab. Den 

farmaceutiske industri lader hånt om medicinmandens drømme og troldkundskab, de er kun 

interesseret i den givtige del af hans kundskaber; hans herbarium, med et potentielt økonomisk 

udbytte. Videnskaben jager genernes aktive principper. Biodiversiteten er et grønt skatkammer, og den 

traditionelle medicinmand sidder inde med data, som kan være guld værd for forskerne. 

Indianernes planter bliver patenteret uden at deres indsats nævnes. Quinua, der er en kornsort, og 

Ayahuasca, en regnskovsplante, er blevet patenteret. De menneskelige gener er kortlagt gennem 

indsamling af indianske blodprøver, som USA forsøgte at tage patent på; dette er eksempler på 

moderne biopirateri. 

Mange indianske ledere giver udtryk for, at de ønsker at bidrage kulturelt med deres viden til 

menneskeheden, men ikke at blive bedraget. I de sidste par år er der sket en bevidstgørelsesproces 

om de intellektuelle ophavsrettigheder, og samtidig har de vestlige forskere fået besked om at 

indianerne ikke længere finder sig i hvad som helst. 

Strategierne er mange: De går lige fra at lukke forskere ude af områderne, lave regler for færden i 

områderne, til at tage lovgivningen til sig og udnytte det politiske spillerum det giver. Der er ikke tvivl 

om, at indbyrdes aftaler bliver vejen frem for at få lov til at studere og opholde sig i de indianske 

territorier. Den bolivianske regering er ved at udarbejde nationale love, i samarbejde med CIDOB, som 

varetager indianernes interesser. Den svage økonomi gør indianerne til nemme ofre, når de fremmede 

tilbyder et par dollar pr. plante eller 100 dollars for en sprøjte blod. Der mangler internationalt 

bindende regler for overholdelse af de etiske koder, og der eksisterer ingen retningslinier for 

omgangen med indianernes viden. Derfor må de etniske grupper selv føre kontrol med de fremmede. 

Det er baggrunden for indianernes nye adfærdskodeks, hvori det understreges en række krav, som 

forskere fremover skal følge, for at få adgang til de indianske områder. 

I Izozog er Guarani-indianerne trætte af altid at være undersøgelsesobjekter og forsøgskaniner. “Det 

vrimler altid med udenlandske forskere; antropologer, biologer og musiketnologer i vores territorium. 

De studerer snart alt; vores medicin, kommunikationssystemer, musik, sprog”, siger Justo Yandura fra 

indianerorganisationen CABI. Han er medlem af det tekniske råd, som bedømmer forskernes arbejde, 

inden det udføres. I gennemsnit modtager CABI fire nye ansøgninger om forskningsprojekter hver 

måned. Guaraniindianerne er interessante, fordi de er meget traditionelle og bevidste om deres kultur, 

samtidig med at de koordinerer deres kamp for jord og rettigheder med moderne midler. 

Side 10 af 39 - Intellektuelle rettigheder


Et besøg hos indianerorganisationen i Santa Cruz viser, hvordan indianernes traditionelle kampmidler 

er byttet ud med e-mail, fax og computere. I et stort kontor sidder 20 indianere og teknikere, som 

koordinerer de mange projekter i området og i Izozeño-indianernes nationalpark. I rummet ved siden af 

står deres radio. Hvert samfund, comunidad, i Izozog har egen sendetid, og CABI sender dagligt 

bulletiner ud til regionerne. Organisationen kombinerer nyt og gammelt, de værner om shamanernes 

viden. Som den første indianske organisation forsøger de at tage et kollektivt patent på shamanernes 

planteviden samtidig med, at de udarbejder handlingsplaner, som skal beskytte den traditionelle viden. 

Det er de vilde i det 21. århundrede, der tæmmer den moderne videnskab. 

Videnskabsfolkene indgår ofte kontrakter med de lokale universiteter og NGO´er, der bliver brugt som 

mellemled i undersøgelserne. Det er indianerne trætte af, for der er ingen af dem, som bliver spurgt til 

råds. “ Vi besluttede os til sidst for at lave en form for reglement for forskere, hvor vi stiller dem til 

regnskab for deres forskningsprojekt, inden de starter. Vi vil gerne have kontrol med, hvem det er, der 

render rundt på vores sletter, hvad de vil og hvorfor. Det er ikke nok, de har et stempel fra regeringen, 

det er vores område”. At kontrollere adgangen er ikke det samme som at sige, at de indianske 

organisationer skal lukke sig inde og ikke dele deres viden med nogen som helst. “Vi vil gerne bidrage 

med vores viden til menneskeheden, men på vores egen måde”. 

Strategien er den første af sin art i Bolivia, inspireret af Kunaindianere i Panama, der i 1988 lavede en 

kæmpe manual med retningslinjer for forskere, som søgte om adgang, til deres ø i Panama. Ligesom 

blandt Kunaerne skal forskere, som tager til Izozog, først have deres projekt anerkendt af 

indianerorganisationen og siden inkorporere en indfødt medforsker i projektet. Alle resultater skal 

tilbagegives i form af kursus, rapporter m.m. og alle ophavsrettigheder til plantemateriale, som er 

hentet ud fra området, skal diskuteres med CABI først. Izozeñoindianerne mener det alvorligt, den 

første forsker er allerede afvist, fordi projektplanerne overtrådte etikken. Han var i gang med en 

tværgående kulturel analyse af indianske drømme og ville gerne have analyseret shamanernes 

drømme i Izozog. Men netop i drømmene modtager medicinmændene stammens vigtigste budskaber 

og at give grønt lys for en analyse af dem, ville være det samme som at sælge ud af deres sjæl. Det 

nyvedtagne reglement giver CABI et vist råderum og kontrol med de videnskabsmænd og 

medicinalfirmaer, som trænger ind på territoriet. 

Overalt på kloden sidder de indfødte organisationer og kæmper med strategier, for at beskytte deres 

områder. Diskussionerne om de indfødtes intellektuelle rettigheder er ret ny, og startede med den 

første kongres om indfødte folks kulturelle og intellektuelle rettigheder, der blev holdt i Mataatua, New 

Zealand, i 1993, i anledning af FN´s internationale år for indfødte folk. Over 60 lande deltog på 

kongressen og vedtog en deklaration, som siden er blevet flittigt brugt. Den indeholder 

rekommandationer både til de indfødte grupper, nationalstaterne, FN, NGO, miljøgrupper om etik og 

handlingsstrategier for at beskytte den indfødte viden. Debatten om intellektuelle rettigheder har været 

meget etnocentrisk og drejer sig om en individuel opfattelse af ejendomsret, der ligger fjernt fra de 

indfødte traditioner. Et af hovedtemaerne i Mataatua-deklarationen var derfor at vise, at indfødte folk 

godt kan bruge de legale systemer hvis de sættes i en kontekst, hvor de kollektive rettigheder 

anerkendes, og hvis de indfødte organisationer har kontrol over processen. 

Sidenhen er der holdt et væld af internationale og regionale kongresser, i Malaysia og Fijiøerne i 1995, 

hvor organisationerne forsøger at etablere strategier; den vigtigste blev arrangeret af COICA i Bolivia i 

1994, hvor de sydamerikanske organisationer vedtog en række handlingsplaner. For COICA er det 

ikke et spørgsmål om at udnytte de eksisterende love, men at beskytte sig imod dem. De anser al 

viden for at være kollektiv og siger direkte i deklarationen, at ingen indianer har ret til at sælge ud af 

sin viden. Den er nedarvet og tilhører ikke individet, men gruppen som helhed. For COICA 

repræsenterer patentsystemet imperialismens forlængede arm. 

Viljen på de store kongresser er god, men der er langt fra talerstolen og til junglen. Det kniber for de 

indianske ledere at følge op på deres strategiplaner. De indianske strategier er et kapløb med tiden. 

Mens de indfødte organisationer leder efter nye måder at beskytte deres traditionelle viden på, vinder 

medicinalindustrien ind på områderne, og på internettets flimrende skærme kan de moderne indianere 

følge patentindustriens succes og egne fiaskoer. De multinationale selskaber undlader ikke kun at 

betale royalties til indianere, som er ophavsmænd til størstedelen af viden, de tager også patent på 

selvsamme viden. 

“Vi kan ikke bare sidde og se til”, siger den indianske leder Leonardo Vitiri, fra Ecuador. “Hver landsby 

og organisation bør være sig sit ansvar bevidst og skabe sit eget kontrolsystem. De kan ikke bare 

sætte sig ned og vente på, at lederne gør det for dem. De indianske ledere flyver og farer omkring og 

bruger al sin tid på verden udenfor. Folk må tage initiativet selv. Vi ønsker ikke at den kollektive viden 



skal gå på private hænder, så andre tjener tykt på vores viden. Så vi må beskytte os. Den indfødte 

kultur er oral og vi har ikke tradition for at holde tingene for os selv. Hvad shamanen ved, deler han 

med de andre i landsbyen. Han er specialisten og har den største indsigt, men alle familier bliver 

opflasket med kendskab til skoven. Når der kommer udenlandske gæster, deler folk glade ud af deres 

erfaringer, uden at ane at det ofte er forskere med skumle bagtanker, som ønsker at slå mønt. Vi er 

presset til at styre vores viden med større diskretion”. 

Mange indianske ledere udtrykker lignende tanker. Beskyttelse af de intellektuelle rettigheder og 

biodiversiteten er det store trækplaster på kongressernes plakater i dette årti, men for indianerne er 

kampen for jord og rettigheder det centrale. Mange gange er der ikke tid til at tage sig af mindre sager 

som beskyttelse af genetiske ressourcer, når det er retten til territoriet, som står på spil, selvom den 

biologiske mangfoldighed er nok så vigtig. Der vinder de multinationale selskaber endnu et skridt, de 

skal ikke både deltage i landets politik, sikre sig ejendomsretten til konsortiet, og forhandle 

ressourcerettigheder samtidig. 



Plancheserie 1: Fremstilling af pomade mod hudsvamp 

Alle guarani bruger medicinplanter, men shamanerne i Izozog er specialister. Fra Santa Cruz er det 

bare et døgns rejse ind i Bolivias lavland, man drejer af ved det store tørre flodleje ved Río Seco, hvor 

vejen er god, resten er vildnis, mudderhuller og jungle. Længere fremme på den øvre side af floden 

Parapeti, bag det hvide sandbjerg, bor den store shaman, Miguel Cuellar, der bliver kaldt Don Miguel, 

med sine hustruer, børn og 15 børnebørn, midt på Izozogs store sletter, hvorfra han er i kontakt med 

skovens ånder og planter. Don Miguel er en shaman, der kurerer sygdomme, uddriver hekse og 

mægler i konflikter. Han blev udvalgt som kommende shaman af sin onkel, da han var fem år gammel. 

I dag kender han over 300 forskellige planter mod hudsvamp, diarré, betændelser m.fl. og fremstiller 

38 forskellige salver. Disse salver har påkaldt sig mange fremmedes interesse, men Don Miguel har 

klog af skade lært ikke at viderebringe alle sine hemmeligheder. 

Der kommer mange forskere fra hele verden for at lære hans viden, derfor er CABI begyndt at 

beskytte deres oprindelige viden gennem adfærdskoder for forskere, samarbejdsaftaler og ved at 

deltage i den nationale lovgivning om adgangen til de genetiske ressourcer. 

“Jeg vil gerne have besøg af fremmede, men jeg ønsker kontrol med, hvem der render rundt i min 

jungle”, siger medicinmanden. “Der kommer hele tiden fremmede, og de spørger og spørger. Jeg 

fortæller alt, hvad jeg ved, og en dag siger de: “Vi har ikke brug for dig mere, Don Miguel, nu har vi 

skrevet alt ned, hvad du ved”. Bagefter udgiver de tykke bøger baseret på min viden, uden jeg får 

noget til gengæld.” Måske står der lige gracias – tak – til Don Miguel med små bogstaver et sted, men 

det er ikke nok. Nu vil han og de andre indianere i Bolivia selv have rettighederne til deres 

plantemedicin. 

Guirakillo-planten har været brugt altid af guarani både til madlavning og som medicin. Don Miguel har 

eksperimenteret med en pomade mod hudsvamp ved brug af jaguar- og slangefedt og 

guirakilloplanter. 

Siden 1992 har universitetet i La Paz indsamlet 48 planter med medicinske indikatorer fra Guaraníindianerne 

i Izozog. Planteprøverne er fløjet til laboratoriet i La Paz, hvor der er forsket i deres 

kvaliteter. Af de 48 prøver har 2 planter vist sig at være interessante, bl.a. guirakillo-planten der 

indeholder aktive enzymer mod hudsvamp. Planten er sendt til Frankrig med henblik på videre 

laboratorieundersøgeler for at finde de aktive principper. I samarbejde med forskerne fra universitetet i 

La Paz prøver de nu at beskytte denne naturmedicin for uden kendskab til de aktive principper, kan 

man ikke tage patent på planten. De bolivianske forskere fik ikke 48 ligegyldige planter med sig hjem til 

La Paz, idet deres prøver var udvalgt i henhold til medicinmanden Miguel Cuellars viden. Den enes 

viden er guld værd for den anden. 

Som noget helt nyt søger CABI at mønsterbeskytte den salve, som Don Miguel har udviklet mod 

svamp. Planen er at søge en kollektiv ophavsret, og faktisk er det lidt af en revolution, for lovene i 

Bolivia skal ændres først, før det kan lade sig gøre. På internationalt plan arbejder CABI igennem 

COICA (amazonindianernes paraplyorganisation) og den danske u-landsorganisation Ibis for at 

beskytte deres intellektuelle rettigheder. 

Opskriften på salven er naturligvis en hemmelighed, men Don Miguel kan afsløre, at han skal bruge 

ikke mindre end 80 kilo tigerfedt til den store ordre ind til byen, han skal til at producere. “Men det er 

trods alt nemmere end at skulle gå hele den lange vej ind til apoteket for at købe vaseline, som også 

kan bruges”, siger shamanen. “Med en smule jagtheld har jeg det hurtigt ved hånden.” 

Nr. 1 

Medicinmanden i Izozog, Don Miguel, plukker guirakillo-planten i naturen, hvor den lever vildt. Planten 

er også god mod diarré og betændelse. 

Nr. 2-3 

Don Miguel henter den hjem til sit hus, hvor han selv forarbejder planten. 

Side 13 af 39 - Billedserie 1


Nr. 4 

Til fremstillingen af pomaden brugtes oprindeligt jaguar- og slangefedt. I La Paz stiftede Don Miguel 

dog kendskab til vaselinen, som han siden 1983 istedet for dyrefedtet har brugt til pomaden. 

Nr. 5-6 

Vaselinen koges sammen med den stødte, friske guirakillo-plante. 

Nr. 7 

Den færdige pomade kommes i dåser. 

Nr. 8 

Pomaden har indianerne givet navnet “Aguaratimi”, som ligeledes er navnet på deres landsby. 

Det følgende er uddrag af de væsentligste krav i CABIs adfærdskodeks for forskere, der ønsker 

adgang til det indianske territorie. 

• Alle forskningsprojekter skal anerkendes først af den indianske organisation. 

• Enhver forsker skal derfor fremsende sit projektforslag til den indianske organisation i det område, 

hvor undersøgelserne er planlagt gennemført. 

• Alle undersøgelser skal inkludere en indiansk medforsker som en del af kapacitetsopbygningen. 

• Den indianske medforsker er ansvarlig for, at de kulturelle koder ikke bliver overtrådt under 

interviews, optagelse af lyd og billeder m.m. 

• Forskeren forpligter sig til ikke at overtræde de kulturelle koder eller forvolde fysisk og moralsk skade 

under sit ophold. 

• Forskeren forpligter sig til at tilbagelevere undersøgelsesresultaterne gennem kursus med 

lokalbefolkningen, resumé af udenlandske opgaver på spansk m.m. 

• I tilfælde af udgivelse af audiovisuel materiale baseret på traditionel viden, skal ophavsrettighederne 

diskuteres igennem først med den indianske organisation. 

• Et eventuelt senere økonomisk udbytte, som stammer fra et projekt baseret på den traditionelle 

viden, skal fordeles på en retfærdig måde mellem forskeren og di indianske grupper eller 

organisationer, som er involveret. 

• Der er totalt forbud mod at udtage humanistiske genetiske prøver, der stammer fra den indianske 

befolkning. 

• I tilfælde af eksport af genetisk materiale skal forskeren fremvise kopier af officiel tilladelse fra de 

rette myndigheder. 



Plancheserie 2: Guarani-folkets hverdag 

Husholdning 

Nr. 1 

Kvinderne laver traditionelt mad over et bål antændt på jorden. Brændestykkerne lægges ind på skrå 

og brænder først i den ene ende, man skubber dem så længere og længere ind, eftersom ildstedet 

brænder. 

Nr. 2 

Her ses en nyere udgave af et ildsted. Det ligner mere et komfur, som vi kender det. Det er bygget op 

af ler, men gør at kvinderne ikke længere skal bøje sig så langt ned. 

Nr. 3 

Husene bruges fortrinsvist til at sove i. Derfor er de meget små, og resten af indianernes aktiviteter, 

såsom at spise, væve, lege foregår udenfor omkring huset. Når der kommer gæster sætter man en 

stol ud foran huset og byder dem på Poro, en gæst kommer aldrig ind i soverummet. 

Nr. 4 

Kvinderne hjælper hinanden i husholdningen og madlavningen. Her skærer de kødet af et dyreben. 

Nr. 5 

Her skænker en kvinde kogende vand i kruset til poro-teen. 

Nr. 6 

Det er de unge piger, der maler majsmelet. De har flere kræfter end de ældre kvinder. 

Nr. 7 

Der kan stå op til seks piger omkring morteren. De har en helt speciel teknik med at støde i en fast 

rytme efter tur, så går det hurtigt og tager kun et øjeblik at male majsen til mel. 

Nr. 8 

Børn og voksne samles for at drikke poro-te og snakke om løst og fast. 

Nr. 9 

Den lerklinede ovn ligner dem, man i Danmark har fundet fra jernalderen. 

Nr. 10 

Her brygges majsøl, chicha, i de store spande. 

Nr. 11 

I husholdningen er det blandt kvindernes pligt at malke køerne. 

Vævning 

Nr. 12 

Den store væv bruges af kvinderne i vævekooperativet til at væve større ting, såsom hængekøjer, 

tæpper og ponchoer. 

Nr. 13 

Træstangen i væveriet bruges til at fastholde mønstret, når trådene er taget fra. 

Nr. 14 

Kvinderne tæller og sorterer hver tråd fra, for at lave mønstret. De drømmer mønstret og henter det 

frem fra deres tanker når de væver. 



Nr. 15 

De to væve, den store og lille, står uden for huset under et halvtag, hvor lyset kommer om morgenen, 

når kvinderne begynder at væve. Senere er halvtaget dejligt svalende at sidde under, når det bliver 

rigtigt varmt. 

Barnets hverdag 

Nr. 16 

Læreren uddeler papir til eleverne. 

Nr. 17 

Barn med blikkrus. 

Nr. 18 

To børn ved vandbrønd. 

Nr. 19 

Unge piger der pumper vand op af brønden. 

Nr. 20 

To børn på muldyr, moderen går bagefter med et lille spædbarn. 

Nr. 21 

Hjemmeidyl på lerstampet gulv. 

Nr. 22-24 

Yderligere børnebilleder. 

Natur 

Nr. 25 

Toborochi –træet er typisk for området og bruges bl.a. til træmaskefremstilling, idet det er et meget let 

træ. 

Nr. 26 

Mangotræ. Mangofrugterne er endnu grønne og umodne. 

Nr. 27 

Bomuld. De hvide totter er bomulden, som plukkes af grenene. 

Nr. 28 

Ara-fugl, der lever i fangenskab. 

Jagt 

Nr. 29 

Mand, der holder en slagtet hjort. 

Nr. 30 

Mand, der hænger dyrehud op på toborochi-træ. 

Fest 

Nr. 31 

Fremstilling af farvepulver. Det er en kemisk fremstilling med yuca-mel. 

Yuca er en stor og hård rodfrugt, der smager lidt ligesom kartofler. Som regel spises de kogte, men 

kan også steges efter kogningen. Så bliver de sprøde, og smager næsten som pommes frites. 

Nr. 32 

Fremstilling af farvepulver. 



Nr. 33 

Farvepulver smøres i ansigtet når festen indledes. 

Nr. 34 

Fuglemasken uden fjer. Laves af blikspande, dekoreres med almindelig og farvet papir. 

Nr. 35 

Mand, der hæfter hele storkevinger på fuglemasken. 

Nr. 36 

Færdige masker der tages i brug. Det er kun mænd, der bærer dem under maskefesten, der er til ære 

for forfædrene. 

Nr. 37 

Hjortemaske. 

Nr. 38 

Fremstilling af ring til tromme. 

Nr. 39 

Fremstilling af tromme. 

Nr. 40 

Gedeskind dækker hver ende af trommen, og holdes fast med lædersnor. Begge ender på trommen 

bruges til at slå på. 

Nr. 41 

Dobbelt bambusfløjte. 

Nr. 42 

Stemningsbillede fra forberedelserne til maskefesten. 

Nr. 43 

Mænd i procession. Pga. af farverne i ansigterne er festen begyndt. 

Nr. 44 

Børn fordybede i skolearbejde. 

Nr. 45 

Medlemmer af den lokale organisation af traditionelle ledere. 

Nr. 46 

På CABI’s kontorer i Santa Cruz og i Izozog-området kommunikerer de ansatte med en 

kortbølgeradio. Her sidder en kvinde i Santa Cruz og taler. 

Nr. 47 

På CABI’s kontor bruger de ansatte højteknologiske redskaber i det daglige arbejde med at varetage 

indianernes rettigheder og forhandlinger med regeringen og udenlandske organisationer. På billedet 

ses en del af kontoret samt nogle af de ansatte. 

Nr. 48 

Lavlandsindianernes march for opnåelse af jordrettigheder. 

Nr. 49 

En indianer der deltog i marchen, der foregik fredeligt. Han går med et boliviansk flag. 



Genstandsliste 

Kvindens verden 

Husholdning 

1a-b. Kedel med låg 

Kedel af metal. At den er godt sodet til bevidner, at den flittigt er blevet brugt over ildstedet. Den 

bruges sædvanligvis til at koge vand til den traditionelle te, poro. Det første, en gæst bliver budt på 

blandt guaraní, er en kop poro-te. Det er kvindernes privilegium at invitere på poro-te. Dagen igennem 

mødes kvinderne over teen, udveksler nyheder og støtter hinanden i sorger og glæder. En kvindes 

arbejdsdag starter med, at hun henter brænde i skoven, tænder bål og sætter kedelen over til 

morgenens poro-te. Når vandet koger kalder hun på sin nabo og byder hende på te. 

2-3 Kalabas 

Kalabassen er en frugt, som ikke kan spises. De vokser på et træ, og kan blive til mange størrelser. 

Frugterne høstes, udhules og tørres. Oftest bliver de brugt i husholdningen, da de kan holde på vand, 

og ofte bliver de pænt dekoreret. Den traditionelle poro-te drikkes af små kalabasfrugter. Først putter 

man sukker i kalabassen, derefter grøn te og til sidst kogende vand. Teen suges op af kalabasfrugten 

gennem et metal- eller træsugerør, der er indrettet med et lille filter for enden, der bruges til at filtrere 

vandet fra urterne. Kalabasfrugten går på omgang. Hver gang en kvinde har tømt sin kop, fylder 

værtinden koppen på ny og giver den videre til den næste kvinde. 

4. Grydeske 

Mændene fremstiller alle husholdningsmateriel i træ, men det er kvinderne der bruger dem i 

madlavningen. 

5. Spartel 

Denne spartel er lavet af appelsintræ. 

6. Olielampe 

Når der ikke er indlagt strøm, fremstiller indianerne olielamper som bruges om aftenen sammen med 

stearinlys. Denne olielampe er lavet af en gammel blikdåse. 

10. Te-sæt 

De to brugte øldåser er sat sammen til et kombineret te- og sukkersæt. Dåserne stammer fra det 

lokale ølbryggeri i Santa Cruz, som er Guaraní-folkets nærmeste storby. 

11. Morter 

Den udhulede træstamme bruges til at male tørrede majskorn i. Majs er en vigtig ingrediens i 

indianernes mad, majsmelet bruges til brødbagning, varme retter og majsøl, chicha. 

12. Støder 

Træstøderen bruges til at slå i majskornene, så de pulveriseres. Det er mest de unge piger, der maler 

majsen. Der kan stå op til seks piger omkring morteren, og de støder i deres egen, tilpassede rytme. 

13. Bærenet 

Kvinderne bærer tunge byrder, som brænde, majs, rodfrugter og af og til småbørn i sit bærenet, 

añapöka. Manden knytter nettet af aloverafibre til sin kone, hun bærer det på panden. 

Vævning 

14. Rå bomuld 

Sådan ser bomulden ud, når den bliver høstet på marken. De findes i to forskellige farver i naturen; 

hvid og brun. Skallerne sorteres fra. 

15. Kartet bomuld 

Bomulden bliver møjsommeligt mellem to fingre kartet til en lang pølse. Det er kvinderne, der 

behandler bomulden. 

Side 18 af 39 - Genstandsliste


16. Bomuldsfrø 

Når kvinderne er færdige med at karte bomulden, bliver frøene kasseret. 

17. Håndten 

Den kartede bomuld bliver derefter på håndtenen spundet til garn. Den brede ende af tenen støttes på 

gulvet, og kvinderne er så dygtige, at de kan gå og spinde på samme tid. Ofte, når de er på vej til 

marken eller går efter vand, går de og spinder på samme tid. 

18. Håndten 

Det spundne garn spindes endnu engang til dobbelt tråd, så det bliver stærkere. 

19. Garnnøgle 

Et færdig garnnøgle, der er klar til at blive sat på væven. At dyrke, høste og forarbejde bomuld er et 

fysisk og tidsmæssigt krævende arbejde. Der skal ligeledes store mængder bomuld til at væve, så 

Guaraní-kvinderne køber ofte bomuldsgarnet på markederne, det er billigt og meget lettere. 

20. Rå fåreuld 

Guaraní-kvinderne væver også i fåreuld. Ulden spindes også på en håndten. 

21 a-c. Væv med vævenål og vævepind. 

Der væves på en opretstående væv. Mønstret sættes op fra begyndelsen, og kvinderne plukker 

mønstret ud tråd for tråd. Denne lille væv bruges af de unge piger og de voksne kvinder til at væve 

tasker og mindre tæpper. Der findes større væve, som kun bruges af de voksne kvinder til bl.a. 

vævning af hængekøjer og større tæpper samt ponchoer. De unge piger må først bruge den store 

væv, når de er blevet voksne kvinder. Trænålen bruges til at føre islætten gennem trenden. Trenden 

slås med en lille spids kæp af zoto-træ, iyuka. Kæppen føres ind mellem trenden og med håndkraft 

presses den nedad, så mønstret bliver stramt. 

22. Væveprøve 

De unge piger væver små stykker tekstiler som led i deres opdragelse. De skal lære de forskellige 

teknikker og mønstre. Først lærer den unge pige at væve Kara kara pepo. Mønstret repræsenterer 

himlen, rummet, alt det der er relateret til uendeligheden, livets fortsættelse og det, som kommer efter 

den fysiske død. Denne stil er en af de allerhelligste i indianernes kultur. Gennem denne teknik 

fortæller kvinderne deres personlige historie. 

Pigerne drømmer om slangen, når de er modne til at lære at væve. De bliver oplært af deres mor og 

ældre søstre. 

23. Bælte 

Væves på den lille væv, og bruges af mænd eller sælges på markedet. 

Sumbi kaldes det at væve. I væverierne er der tre dimensioner tilstede; den kosmiske, som er relateret 

til indianernes spirituelle verden. En dimension som er relateret til planterne, dyrene, regnen og en 

menneskelig dimension, som er relateret til samfundet og indianernes daglige liv. 

24. Tæppe 

Det vævede er fuld af minder; et klædestykke er som et brev, hvori kvindens sindsstemning kan 

læses. Hver tråd har en betydning. Væveriet er en del af kvindernes daglige liv, ligesom det bringer 

budskaber om forfædrene, fortiden og nutiden. 

25. Tæppe 

Vævet af fåreuld. Jovaiso mbae -stilarten er en teknik, hvor man væver X, --, /, >


Vævet af bomuld og kunststof. Det er konernes pligt, at mændene har nogle gode og flotte ponchoer. 

29. Skuldertaske 

Den sort/hvide skuldertaske er typisk for Guaraní. De bruges af mændene, når de skal ud på markerne 

eller på jagt. De bliver også solgt på markederne, idet de er eftertragtet hos turister. 

30. Dametaske 

Denne moderne dametaske sælges fortrinsvist på markeder inde i byen. Den er med til at vise skiftet i 

kvindernes væverier fra traditionelle produkter til bl.a. moderne tasker. De gamle væveteknikker og 

mønstre bevares dog flittigt. 

31. Lille skuldertaske 

Der er mange måder hvorpå man kan se, at indianerne har tilpasset deres håndværk efter 

omverdenens ønsker og krav om design og kvalitet. Traditionelt brugte man ikke så farverige mønstre, 

idet det er en lang proces at farve bomulden med naturlige farver. Derfor bruger man nu ofte kunststof, 

der kan købes billigt og farvestrålende på markedet inde i byen. 

I 1985 dannede kvinderne deres eget vævekooperativ, Sumbi Regua. Her har de forbedret 

væveteknikken og eksperimenteret med nye former, som bordløbere, der har højnet salget. Tingene 

sælger de i en butik inde i byen sammen med andre indianske kooperativer. Hver gang de sælger en 

taske eller hængekøje, lægger de et beløb i en roterende fond, der går til indkøb af råmateriale og 

geder. 

Kvinderne har også været i stand til at oprette små butikker, hvor de sælger fødevarer og dyrker deres 

eget lille stykke jord. Arbejdet har rustet kvinderne bedre til mødet med det moderne samfund, som 

trænger sig på og har gjort dem i stand til at organisere sig. 

I 1998 fik de gennemført kvindelige autoriteter, som i dag sidder side om side med de mandlige 

autoriteter og styrer administrationen af naturparken. 

Beklædning 

32. Herrebukser 

Bukserne hører til mændenes almindelige beklædning. Disse er fabriksfremstillede, men før brugte de 

dyreskind som kunne bindes omkring benene, hvilket de nogle gange stadig gør, når de skal på jagt. 

33. Herreskjorte 

Fabriksfremstillede skjorter tilhører også mændenes almindelige beklædning. Oven på skjorten og 

bukserne bæres ponchoen til de kølige aftener. 

34. Stråhat 

Stråhatten med den brede skygge beskytter manden mod den brændende sol under arbejdet på 

markerne og vandringen i naturen. 

35. Damekjole 

Den tætvævede kjole udgør et rør, som bliver holdt sammen med sikkerhedsnåle ved kvinden skuldre. 

Traditionelt brugte kvinderne vævede bomuldsdragter, men den blev udskiftet med denne lettere 

udgave. I dag bliver den oftest brugt til fest, idet kvinderne til dagligt bruger tøj, der er 

fakbriksfremstillet. 

36. Halskæde 

Halskæden laves af frø og bær som kan findes i regnskoven og lavlandet. Den bruges til den 

traditionelle kvindedragt og kjole. 

37. Nederdel 

Kvinderne bruger til dagligt damekjoler, som er fabriksfremstillede og kan købes på markedet. 

38. Overdel 

Overdelen passer til nederdelen nr. 37. 

39. Bluse 

Moderne damebluser som denne bruges til dagligt af mange indianske kvinder. 

40. Drengeskjorte 

Skjorten bruges til barnedåb. 



41. Drengebukser 

Bruges sammen med skjorten til barnedåb. 

42. Pigehat 

Bruges af de små piger sammen med en kjole til barnedåb. 

43. Pigekjole 

Den elegante lille pigekjole bruges sammen med hatten til dåb. 

44. Skoleuniform 

I de fleste bolivianske skoler bruger eleverne uniform. Uniformerne er meget forskellige fra skole til 

skole. Denne hvide kittel bruges af pigerne i de fattigere indianske skoler ude på landet. Inde i byerne 

findes uniformer i todelte sæt, som kan være meget elegante. 

45. Skjorte 

Drengene skal bruge en hvid skjorte i skolen. 

46. Lange bukser 

Til den hvide skjorte skal drengene bruge mørke bukser; enten sorte eller mørkeblå. 

47. Fodboldshorts 

Bolivianske drenge spiller gerne fodbold i fritiden. Dertil kan man købe fodboldsæt med favoritklubbens 

logo på. 

48. Fodboldtrøje 

Trøjen passer til shortsene i nr. 47. Klubben, som trøjen repræsenterer, er fra Santa Cruz, som er den 

større by, der ligger nærmest indianernes landsbyer. 

49. Fodboldtrøje 

Denne klub er fra Bolivias hovedstad, La Paz. 

50. Fodboldshorts 

Passer til den gule fodboldtrøje nr. 49. 

Mandens verden 

Håndværk 

51. Sæde til klapstol 

Sædet er lavet af hærdet kohud, og fremstilles af mændene. 

52. Ben til klapstol 

Benene bruges til at sætte på sædet nr. 51. 

53. Træstol 

Mændene fremstiller stolene af træ og dyrehud, og bruges af alle i husholdningen. 

54. Reb 

Rebet er fremstillet af fibre fra en aloevera-plante. Mændene samler fibrene i naturen, hvorpå de tørres 

og snos til reb. 

55. Natursi 

Bruges til at sortere kornene fra skallerne. 

56. a-b Sandaler 

Indianerne går ind for genbrug. Sandalerne er lavet af gamle bildæk, og bruges af mænd og drenge. 

57. Lædertaske 



Mændene fremstiller også lædervarer. Denne stive og dekorerede taske bruges af mænd, når de 

eventuelt er på jagt, arbejder som parkbetjente i deres naturpark, Kaa Iya, eller de bliver solgt på 

markeder. 

58. Lædertaske 

Forklaring som ved nr. 57. 

Fiskeri 

59. Fiskenet 

Indianerne fisker hele året; under og efter regntiden, fra januar til juni, fisker de i floderne, som er fulde 

af fisk og vand, fra august til december i de stillestående søer. De bruger flere slags fiskeredskaber: 

fiskenet eller krog, eller diger hvor vandet dæmmes op og fiskene indfanges. Plantegift bruges meget 

sjældent. Både kvinder og mænd fisker, kvinderne og smådrenge fisker fra solopgang til solnedgang, 

mens mændene tager på nattefiskeri under stjernehimlen. 

Mændene benytter en speciel teknik til at knytte fiskenettet med træpinden. Denne er ikke færdig. 

Snoren til nettet lavedes oprindeligt af fibre fra aloevera-planten ligesom rebet (nr. 54), men senere 

begyndte mændene at trævle store melsække op, der er lavet af plasticstrimler. Plasticstrimlerne snos 

og bruges til at knytte med. 

60. Fiskeruse 

Denne fiskeruse holder man ved træstængerne, som adskilles og løber igennem vandet for at 

indfange fiskene. 

61. Fiskespyd 

Der findes ca. 35 forskellige slags fisk, fra sardiner, sabalo og bagres i floderne, til piratfisk og 

krokodiller i søerne. Man må ikke fiske for meget kun til det daglige behov. En god fangst er betinget af 

fiskeherrens gavmildhed og havfruens ynde. Mændene bruger dette fiskespyd til lidt større fisk. 

Jagt 

62. Jagtbue 

I Izozog findes der 48 dyrearter, som indianerne jager; pattedyr som jaguar, hjort, tapir, myresluger, 

vildsvin og bæltedyr, mens aber, ræve og skildpadder er menneskets venner og er fredet. Af fugle 

fanger man fiskehejrer, strudse, papegøjer og tukaner, som man bruger fjerene fra eller sælger. 

Mændene jager med jagthunde, gevær, slangebøsser og fælder. Før i tiden jagede indianerne med 

bue og pil, i dag er buen ofte skiftet ud med en moderne jagtbøsse. 

63. Jagtpil 

Bruges til mændenes jagt med buen. Mændene fremstiller selv jagtvåbnene. 

64. Machete 

For at kunne komme frem i det ofte vilde buskads og høje træer, bruger mændene denne machete. 

Mændene bærer den altid, når de bevæger sig i naturen. 

65. Macheteskede 

Fint dekoreret hylster til macheten som kan spændes i et bælte om hoften. 



Barnets verden 

Skole og leg 

66. a+b Sandaler 

Børnene bruger ofte de hjemmelavede sandaler af gamle bildæk. 

67 a+b Slippers 

Børnene bruger også disse udenlandske gummislippers, som er købt på marked. 

68-70. Snurretoppe 

Blandt drengenes foretrukne legetøj er snurretoppen. 

72-73. Slangebøsse 

Slangebøssen bruges både til leg og alvor. Undervejs til og fra skole medbringer drengene 

slangebøsserne for at kunne forsvare sig mod hunde og andre dyr, der kan true dem under gåturen. 

74. Kalabas 

At lave små håndværk med læder, er en del af drengenes leg, men også en vigtig del af deres 

opdragelse og uddannelse til håndværker. 

76. Bold 

I stedet for at kassere aflagt tøj, har en mor lavet denne bold til sin søn. Drengene bruger også en 

almindelig læderbold til at spille fodbold med, men denne tøjbold er et eksempel på, at det er meget 

lidt, indianerne smider væk. Alt kan genbruges. 

77-78 Kalabasser 

Pigerne begynder som små at lære sig deres kulturs symboler, der gengives i vævekunstens mønstre. 

Mønstrene tegnes på de små kalabasser, som pigerne indprenter sig. Det er et led i deres opdragelse 

og former dem til unge kvinder. 

80. 

Pigerne syr selv deres dukker af aflagt tøj eller stofrester. 

81. a+b Dukke 

Dukkebarnet er lavet af en tørret majskolbe og betrukket med stof. 

82. Hårelastik 

Pigerne har som regel langt hår, og der findes mange pyntegenstande, som de kan sætte i håret. 

83. Hårspænde 

Som nr. 82. 

84. Hårbånd 

Kan også bruges som smykke omkring halsen. 

85. Hårbøjle 

Nettet hjælper med at holde på håret. 

86-88 Perlekæder 

Pigerne laver selv smykker af perler, der kan købes på markedet. 

89. Naturkam 

Lusekammen er lavet af tandstikkere og syet sammen. 

90. Kam 

Lige så ofte køber indianerne de ting, de skal bruge på markedet, i stedet for selv at lave det. 

92. Lygte 



Stearinlygten bruger børnene på vej til og fra skole. “Lygteskærmen” er den øverste del af en gammel 

sodavandsflaske. 

94. Skolebog 

Bogen er skrevet udelukkende på guaraní og handler om deres identitet og kultur. Det er en slags 

geografibog om deres område geografisk, socialt og kulturelt. Undervisningsbogen er udarbejdet med 

støtte fra UNICEF. 

95. Skolebog 

Historiebog, der både er skrevet på spansk og guaraní. 

96. Skolebog 

Da indianerne gennem uddannelsesreformen fik indført tosproget undervisning, blev der udarbejdet 

nyt undervisningsmateriale. Denne bog underviser i guaraní, som fremmer deres egen selvforståelse 

og identitet. 

97. Skolebog 

Undervisningsbog i spansk for guaraní-talende børn. 

98. Skolebog 

Undervisningsmateriale på spansk og guaraní. 

Åndens verden 

Religion og musik 

100-102. Ansigtsfarvepulver 

Til majshøstfesten laver kvinderne ansigtsmaling af yucamel og farver, som de maler deltagerne med. 

Farverne beskytter guaraní-folket mod onde ånder. 

104. Træmaske 

Oldermandsmasken. Stammens ældste erfaring og mange kundskaber kommer til udtryk i 

oldermandsmasken. Inden majsfesten udvælges de indianere, som er værdige til at bære denne 

maske. Maskebærerne er omgivet af stor respekt og spreder munterhed omkring sig. 


Jaguaren repræsenterer styrke, uafhængighed og klogskab. Masken er et symbol på indianernes 

kamp mod spanierne. Den hvide mand førte sig frem som en anden gud og ville kaldes herre, Karai. 

Den betegnelse bruges stadig om de hvide, men i dag ved indianerne bedre, de hvides hensigter var 

ufine og guaranifolket måtte vise stor styrke og klogskab som jaguaren, for at forblive uafhængige. 


Tyren symboliserer invasion og erobring. Spanierne angreb utrætteligt, igen og igen, som en anden 

tyr. Alligevel var de ikke I stand til at erobre guaranifolket, hverken med våben eller bibelen. Først da 

de store kvægavlere trængte sig ind på indianernes land, blev de for alvor truet. 

Godsejerne stjal den bedste jord og legitimerede det gennem republikkens love. I dag er størstedelen 

af indianeres jord på ikke-indianske hænder. 


Ræven er fræk og snu. Masken symboliserer hvordan indianerne sloges mod overmagten. Spanierne 

var stærkere og indianerne måtte være listige som ræven, for at vinde tid . 


Grisen sviner. Under festen kaster maskebæreren med mudder og symboliserer, hvordan karai, de 

hvide, pletter andres ære og dermed deres egen. Grisemasken er for indianerne et symbol på vestens 

etiske forfald. Staten, som spanierne, har altid ringeagtet indianernes kultur og angrebet deres 

værdighed som mennesker, uden at vise indianerne en bedre levevej. 

109. Træskammel 

Til ceremoniel brug. 



110. Tromme 

Guaraní kendte ikke til skriftsprog, deres historie har overlevet mundtligt i århundreder. Gennem 

musik, sang og dans kommunikerer de med det kosmiske univers. Musikken bærer altid et budskab og 

bliver brugt til fest og i krig. Trommen især spiller en central rolle, idet den ifølge indianerne angiver 

hjertets og dermed livets rytme. Musik uden en tromme er som en krop uden et hjerte. 

111 a+b Trommestik 

Bruges til trommen. 

112. Kohorn 

Tidlige beskrivelser fortæller, hvordan guaraní-indianerne angreb under stor larm. Med bue og pil i den 

ene hånd og blæsehorn og fløjter i den anden skræmte de fjenderne. 

113. Maracas 

Maracas af kalabas. Bruges som rytmeinstrument. 

114. Fløjte 

Indianerne bruger tre forskellige slags instrumenter; slagtøj, strengeinstrumenter, og vindinstrumenter. 

Vindinstrumenternes melodier spilles ved hjælp af vinden. Det er fløjter og blæsehorn, som laves af 

fugleknogler, træ, keramik og bambus. De bruges til krig og fest. 

116. Fløjte 

Lille bambusfløjte. 

117. Rosenkrans 

Den katolske bedekrans viser at Guaraní-indianerne er katolske. Med spaniernes indvadering af 

Sydamerika fulgte katolske missionærer, der havde til opgave at omvende indianerne til katolicismen. 

Guaraní-folket modarbejdede længe spaniernes indflydelse, men betragtes nu som tilhørende den 

katolske kirke. Derimod praktiseres religionen nærmere som en blanding af katolske praksisser og 

naturåndernes betydning. 

118. Transistorradio 

Udover den traditionelle musik, Guaraní-folket spiller til deres fester, har de mulighed for at høre 

moderne musik til daglig samt nyhederne fra resten af verden. 

Da der almindeligvis ikke er elektricitet indlagt i de indianske landsbyer, kører radioen udelukkende på 

batterier. Nogle steder er det ikke alle familier, der ejer en radio, så ofte samles flere familier i en hytte 

og lytter radio sammen. 

Naturmedicin 

120. Cokablade 

Den formentligt kendteste anvendelse af cocabladene er som den primære ingrediens til fremstilling af 

kokain. Colombia, Peru og Bolivia er de tre lande med den største produktion af coca, og da der 

internationalt eksisterer et forbud mod kokain, står disse lande øverst på listen til at få udryddet 

cocaplanterne. Problemet er dog, at cocaen ikke kun bruges til fremstillingen af kokain. Dette er kun 

udbredt og anvendt i Europa og Nordamerika. Cocabladene i sig selv er ikke euforiserende, men 

sunde og nærende, idet de i højlandet bliver brugt som te mod højdesyge og dårlig mave. På enhver 

café og restaurant i bjergene kan man få serveret en kop coca-te. Hos indianerne i højlandet har coca 

altid været en hellig plante, som indgår i alle husapoteker, og som medicinmændene bruger til at spå 

fremtiden i. Desuden er coca en fast bestanddel af hverdagen hos alle bønder og minearbejdere i 

højlandet, der dagen lang har cocablade i mundvigen, som de suger på for at indtage den saft fra 

bladene, der giver energi, og stiller den værste sult og tørst. Cocaen bruges også som offergaver til 

bl.a. Pachamama, Moder Jord, for at sikre høsten, og djævelen i sølv- og tinminerne, for at holde sig 

gode venner med ham. 

FN vil i de store coca-producerende områder udrydde alle planter for at mindske fremstillingen af 

kokain, men ved at gøre det, vil man også fjerne mange fattige bønders indtægtskilde, og dermed lede 

dem ind i endnu større fattigdom. Cocabønderne kæmper derfor for at bevare cocaproduktionen, men 

med det formål at eksportere det som coca-te til resten af verden. Dermed kan det undgås at sælge 

det som kokain. Dette kræver dog en ændring i den internationale lovgivning, og at cocaen fjernes fra 

FN’s sorte liste. 



121. Voks 

Naturvoks. Bruges bl.a. til at smøre på lædersnoren, der sidder inde i jaguarkalderen, se nr. 127. 

122. Uña de gato 

Det betyder katteklo, og er en bark fra et træ, der vokser i lavlandet og i regnskoven. Det er et meget 

stærk og helbredende middel som medicin, og styrker bl.a. immunforsvaret. 

123. Tobak 

En rulle tobak som skæres ud og foldes ind i tørrede majsblade til en cigaret. Bruges ofte af shamaner 

når de skal helbrede og udføre ritualer. 

124. Majsblade 

De tørrede majsblade bruges som filter til tobakken i nr. 123. 

125. Majsmel 

Majs høstes i februar og er en af de vigtigste afgrøder. Er høsten god, laver kvinderne majsøl, chicha, 

som drikkes i store mængder til fester og med den foromtalte morter af træ males majskornene til mel. 

Det kan dog også købes i forretninger og markeder. 

126. Gryde 

Denne tilsodede metalgryde vidner om flittig brug over ildstedet. Heri er mange måltider til en guaranífamilie 

blevet tilberedt. 

127. Jaguarkalder 

Jaguarkalderen, Llama Tigre, er et fangstredskab. Den er lavet af kalabasfrugten, hvorpå der er 

udspændt et gedeskind og trukket en tynd rem af okselæder igennem et hul midt i skindet. 

Jægeren skjuler fodfælder omkring et højt træ og klatrer derefter op i træet, hvor han lokker jaguaren 

til sig ved at gnide remmen mellem sine fingre. Det imiterer lyden af en jaguar i løbetid og får dyret til 

at tro, at en anden hanjaguar er efter hans mage. Vred dukker han frem for at angribe. Jaguarkalderen 

bruges oftest om natten. 

128. Taske 

Manden bærer tunge byrder, som fangstdyr, brænde eller frugter fra skoven i sin taske, Alforja. 

Kvinden væver tasken af fåreuld eller bomuld til sin mand, den har to lommer, en til foran og bagved. 

Tasken bæres over skulderen. Denne er en drengeudgave. 

129 Te 

Guaraní-indianernes egen drik, poro-teen, drikkes også traditionelt i Argentina, Paraguay og Brasilien. 

Teen fremstilles af maté-busken, Ilex Paraguayensis, som er fra kristtornfamilien og andre arter af 

samme slægt. Prøv selv at lave teen og smag. Kan I lide den? 



Information 

130. Landkort 

Kort over Bolivia, hvor Izozog-området er fremhævet. 

131. Tegning 

Forestiller hvordan man skal holde og bruge jaguarkalderen. 

132. Tegning 

Forestiller hvorledes tobakken udskæres og bliver rullet ind i majsbladene til en cigaret. 

133. Kort 

Kortet er over Izozog og bliver brugt i skolen for at lære børnene om områdets geografi og 

produktionsmuligheder. Der er afbildet skolebørns tegninger på kortet. 

134. Kalender 

Kalenderen viser ansigter fra Bolivias forskellige kulturer. Den er med til at demonstrere diversiteten i 

Bolivias kulturer. 

135. Kunstmaleri 

Maleriet viser billedligt de forskellige dimensioner ved Guaraníkulturen og deres omgivelser samt miljø. 

Produceret i forbindelse med undervisning i miljøbevarelse i skolerne. 

136. Flag 

Bolivias nationalflag. Det officielle rigsvåben er her sat på som klistermærke. Rigsvåbnet viser et bjerg 

til højre og to bakker til venstre. Bjerget symboliserer de høje Andesbjerge, som udgør en stor del af 

landet. Det kunne også symbolisere “sølvbjerget” i byen Potosí, der under kolonitiden forsynede 

spanierne og Europa med kolossalt store mængder af sølv, der i dag endnu pryder mange katolske 

kirker i Europa. Der bliver stadig udvundet mange metaller fra bjerget. 

Til højre for bjerget er der et træ. Til venstre under bakken står en alpaca, som er et dyr i familie med 

lamaen, dog er den mindre af størrelse. Alpacaen er eftertragtet for sin meget fine uld, men er også 

meget sjælden. 

Venstre for bjergtoppen er der en stor gylden sol på en blå himmel. Tegningen er omgivet af et bånd, 

hvor den øverste del er i guld og med inskriptionen, “BOLIVIA”. Den nederste halvdel er lyseblå med ti 

femtakkede stjerner. Både til højre og venstre for tegningen hænger der rød-gul-grøn-farvede bannere. 

Øverst på skjoldet ses en fugl, der angiveligt skal forestille en kondor. Kondoren lever i de høje 

Andesbjerge og hører til blandt de største fugle i verden idet vingefanget kan blive helt op til 2_-3 m. 

Den lever kun i det amerikanske kontinent, og i mange sydamerikanske lande indgår den i myter. 



Dansk litteratur om Bolivia 

Bøger, blade, artikler og DVD 

137. Bog 

I jaguarens spor – på rejse med indianerne i Peru, Ecuador og Bolivia”; Af Vibeke Vinter & Mike 

Kollöffel. L&R FAKTA i samarbejde med Ibis, 2000 

138. Bog 

“De nye indianere”. Af Steffen Knudsen og Mike Kollöffel. L&R FAKTA i samarbejde med Ibis, 1996 

141. Bog 

”DEN HVIDE GUD og mennesker i Latinamerika”. Nationalmuseet 1974. 

142. Hæfte 

”Ibis i Sydamerika”. 

Udgivet af Ibis 1995. 

143. Hæfte 

”ZIGZAG En verden i bevægelse” nr. 26 august 1994. Tema: Ilden der ikke vil dø – indianere i Bolivia 

og Ecuador. Udgivet af Ibis med støtte fra Danida. 

144. Hæfte 

”UDVIKLING” nr. 4 1997. Tema: Bolivia. Udgivet af Udenrigsministeriet, Danida. 

146. DVD 

”Det Grønne Guld” 

147. DVD 

”Det Sorte Guld” 

149. DVD 

”Parkfilm med dansk tale” 

151. CD 

”Yagua Tairari, Musica Y Cantos De Los Guarani”. Guarani-indianerne har i samarbejde med en 

kulturel institution i Bolivia indspillet traditionelle sange og melodier med tilhørende folder, der bl.a. 

beskriver de forskellige instrumenter. 

Side 28 af 39 - Litteratur


Litteraturliste 

“Slaveri i 90erne – gældbundne indfødte”. 

Iwgia 1997 

Jordrettigheder og gæld 

I 1892 blev Guaraní indianerne af regeringstropper udsat for en massakre, som følge af rygter om et 

oprør for jordrettigheder. Guaraní blev efterfølgende arbejdskraft for godsejerne, og med landreformen 

i 1953 mistede endnu mere af deres jord, og er siden blevet trængt længere og længere bort fra de 

områder, de tidligere levede af. I jordproblematikken er der tale om en konflikt mellem den stærke 

lovfæstede private ejendomsret overfor Guaranís tradition for kollektiv ejendom. I 1994 blev der lavet 

en grundlovsændring i Bolivia, hvor indfødte folk som Guaraní lovmæssigt fik anerkendt deres 

rettigheder, men alligevel eksisterer der ikke arbejds- og lønkontrakter hos godsejerne. De arbejder ca. 

12-14 timer daglig, som de bliver betalt 4-8 kr. for i naturalier. Derfor ender de ofte i gæld til godsejerne 

i det øjeblik, de har brug for kontanter, og gælden nedarves og føres ikke til protokol. 

Guaraní bruger deres traditionelle medicin mod sygdomme også af økonomiske årsager, men alligevel 

er sygdomsbekæmpelse også årsag til gæld, eksempelvis vaccinationskampagner. 

Godsejeren opfattes som en beskytter og en person man skal frygte, og denne camouflering af 

uligheder understøttes af godsejerens rolle som gudfader ved religiøse ceremonier. Samfundet er 

opbygget omkring reciprocitet og solidaritet, og godsejeren indgår her som en ven af familien. 

Den økonomiske, sociale og religiøse afhængighed af godsejeren, samt godsejerens modstand, 

forhindrer Guaraní i at organisere sig effektivt. Imidlertid har alfabetiserings-kampagner været 

springbrættet til forbedringer for Guaraní, og der bliver nu valgt Capitanes, den traditionelle øverste 

leder blandt Guaraní. Der føres nu retssager om retten til Bolivias jord, hvoraf godsejerne ejer 94%. 

(Se afsnit om Bolivia, s. 62-72) 

Indfødte folk og organisering 

I FN’s tillægskonvention om afskaffelse af slaveri fra 1956, udpeges gældstrældom og gældsslaveri. 

Alligevel er slaveri skæbnen for masser af indfødte folk, og med slaveri følger ofte nedbrydningen af 

deres kultur og identitet. 

Spørgsmål vedrørende indfødte folk blev første gang rejst i 1921 i ILO, den internationale 

arbejdsorganisation. Konvention nr. 107 stadfæstede, at indfødte folk skal integreres i det større 

samfund og sikres beskyttelse indtil de kan integreres. Denne konvention er imidlertid blevet kritiseret 

og afløst af konvention nr. 169, som i stedet taler om deltagelse og konsultation, selvom de indfødte 

folks rettigheder stadig placeres indenfor en statslig ramme. Staterne beholder altså autoriteten, men 

konventionen medvirker alligevel til beskyttelse af de indfødte folk, og gøre opmærksom på 

overtrædelse af deres rettigheder. 

IWGIA, Work Group for Indigenous Affairs, blev oprettet i 1968 af antropologer, som ville støtte 

indfødte folk i Latinamerika, i deres kamp for jordmæssige og kulturelle rettigheder. Nu arbejder 

organisationen med indfødte folk i hele verden, og har status som en ikke-statslig organisation, NGO, 

ved FN. 

I 1982 stiftedes arbejdsgruppen for indfødte folk i FN, som redegør for indfødte folks situation i forhold 

til menneskerettighederne. Indfødte folk mødes to uger hver sommer i Geneve for at udveksle 

erfaringer og redegøre for deres situationer. Det er organer som dette, der hjælper til med at sætte 

indfødte folks anliggender på dagsordenen for Verdensbanken, FN og ILO. 

Slaveri defineres i Slaverikonventionen, vedtaget af Folkeforbundet 1926, som: status eller betingelser 

for en person over for hvem, der udnyttes al den magt, der er knyttet til ejendom. 

Indfødte folk er koloniserede folk, som er blevet nægtet adgang til og kontrol med ressourcer og hvis 

fundamentale rettigheder ikke er anerkendte. Det er folk, der lever i nationalstater, som ikke er deres, 

og hvis kollektive rettigheder ikke anerkendes af disse nationalstater. 

(se indledning + s. 99) 



”I Jaguarens spor”. Vibeke Vinter og Mike Kollöffel. 

Udgivet af L&R Fakta i samarbejde med Ibis 2000. 

Forfatterne vil med denne bog forsøge at skildre indianernes vilkår i tre sydamerikanske lande; Peru, 

Bolivia og Ecuador. Fælles for indianerne er deres forsøg på at fastholde traditionelle værdier og 

rettigheder i den stærkt globaliserende verden, der hastigt trænger sig ind på indianernes samfund. 

Bogen er interessant, fordi den indeholder mange flotte billeder og er skrevet i et letlæseligt sprog, der 

giver gode stemningsbilleder af indianernes situation. 

Læs især afsnittet, ”Noget at le af”, der handler om en gruppe lavlandsindianere i Bolivia, der kæmper 

for udleveringen af skøderne på allerede tildelt jord. 

”De nye indianere”. Steffen V. Knudsen og Mike Kollöffel. 

Udgivet af Gyldendal i samarbejde med Ibis 1996. 

Bogen fortæller om indianernes situation og metoder for opnåelse af respekt og rettigheder både 

nationalt overfor deres landes regeringer samt internationalt overfor de store organisationer og 

virksomheder, der vil tjene stort på deres naturlige ressourcer, det være sig olie som medicinalplanter. 

Bogen berører emner som fældning af regnskoven, olieboringer, forbud mod dyrkning af cocaplanter, 

guerillakrige, mødet med de hvide, bio-pirateri og ikke mindst indianernes politiske organisering og 

samarbejde med internationale hjælpeorganisationer. 

Bogen er med til at nedbryde omverdenens til tider romantiske forestilling om indianerne som primitive 

mennesker, der uvidende om den moderne verden stadig udelukkende forsørger sig med bue og pil. 

Interessant for denne samlings fremstilling af guaraní-indianerne er afsnittet af bio-pirateri. Det drejer 

sig ikke konkret om guaraní-indianerne, men om en kendt sag om Ecuadors shuar-indianere. 

Eksemplet giver dog et godt billede af guaraní-folkets kamp mod internationale medicinalfirmaer og 

forskere, der vil patentere planter, der igennem årtusinder har været en integreret del af indianernes 

egne helbredelsesplanter og kultur. 

”From principles to practice: 

Indigenous peoples and biodiversity conservation in Latin America”. 

IWGIA Document no. 87. København 1998. 

På baggrund af en konference i byen Pucallpa i Perus regnskov i marts 1997, er denne rapport over 

indianernes situation udgivet. 

Konferencens deltagere var Latinamerikanske indianerorganisationer og vestlige hjælpeorganisationer 

såsom IWGIA, med hvis hjælp bogen er udgivet. På konferencen diskuteredes bl.a. behovet for 

beskyttede og fredede territorier til indianerne, og hvordan samarbejde mellem indianske 

organisationer og ikke-statslige organisationer (NGO’er) skal foregå. 

Interessant er kapitel 4, der handler om Guaraní-folkets nationalpark, Kaa-iya, som er kontrolleret af 

dem selv sammenlignet med et område i Paraguay, der er kontrolleret af private. 

”Den hvide Gud og mennesker i Latinamerika” 

Nationalmuseet 1974. 

Bogen er en artikelsamling af forskellige forfattere, der er en rejse gennem historien, der starter ved 

tiden omkring opdagelsen af Latinamerika frem til nu. Den beskriver samfundsforholdene i Spanien og 

Latinamerika omkring opdagelsen, samt hvilke konsekvenser der opstod ved kulturmødet mellem de to 

verdener. På mange måder ligger spaniernes erobring og undertrykkelse af den nye verdens 

befolkning til grund for nutidens indfødte befolknings til stadighed dårlige vilkår. 

Bogen er derfor interessant i et historisk perspektiv, idet den redegør for den historiske baggrund for 

de kampe og demonstrationer, der i dag oftest kun overfladisk berøres i den globale medieverden. 

“ZigZag En Verden i Bevægelse” Nr. 26, august 1994. 

Tema: Ilden der ikke vil dø – indianere i Bolivia og Ecuador. 

Bladet udgives af ulandsorganisationen Ibis med støtte fra Danida. Dette nummer belyser ligeledes 

indianernes politiske organisation, deres gevinster ved forhandlingsbordet med deres landes 

regeringer, men ikke mindst om de interessekonflikter, der også findes indenfor de forskellige 

indianske grupper. Desuden belyses udviklingstiltag fra mange forskellige sider; fra missionærer til 

udenlandske hjælperorganisationer, der har og har haft forskellige resultater. Problemet opstår når 

oprindelige folks interesser støder sammen med nationale, globale og multinationale interesser. 



“Udvikling” nr. 4, 1997 

Tema: Bolivia 

Udenrigsministeriet, Danida. 

Bolivia er det land der i Sydamerika modtager den største bistand fra Danmark. I denne udgave 

fokuserer bladet på Bolivias historie, og de udviklingstiltag Danida i tidens løb har sat igang. Bladet 

belyser også de forskellige dimensioner ved Bolivias samfund i dag, det være sig den kulturelle 

diversitet, som efterhånden er blevet anerkendt og implementeret i den bolivianske regerings politik. 

“Det grønne guld – biopirateri og oprindelige folk” 

Udgivet af Ibis 1997. 

Hæftet redegør igennem artikler for forskellige eksempler på biopirateri i Sydamerika. Biopirateri 

betegnes de sager, hvor udenlandske forskere er kommet til indianernes område for at udforske 

planterne uden i første omgang at bede om lov hos den oprindelige befolkning. Biopirateri er det at 

tage prøver af planter ud af området og til de fjerne laboratorier, for derefter at drage nytte og 

fortjeneste af dem uden om de mennesker, der i årtusinder har brugt i deres kulturer. 

Interessant er artiklen “Indianerne vil bestemme over forskerne”, der beskriver Guaraní-indianernes 

krav og metode til at kontrollere forskerne i deres territorie. 

A/V-materiale 

“Det grønne guld” er en produktion Ibis/Easy-film. Det er en film om indianernes kamp for deres 

intellektuelle rettigheder. Hvert år patenterer vestlige forskere indianernes traditionelle viden, 

fortrinsvist medicinplanter, uden deres samtykke. Filmen handler om guaraní-indianerne fra Izozog i 

Bolivia og cofan-indianerne i Ecuadors regnskov og deres kamp for rettighederne. 

“Det sorte guld” er ligeledes en Ibis/Easy-film produktion. Det er en dokumentarfilm om de oprindelige 

folks kamp mod de transnationale olieselskaber. Forurenet drikkevand og miljø er nogle af de 

katastrofale konsekvenser ved olieudvindingen i Amazonas, som giver allergi og sygdomme til de 

mennesker og dyr, der lever i området. Filmen viser indianernes ulige kamp mod de magtfulde og rige 

olieselskaber, for at tage ansvaret for olieforureningen. 

“Tejedoras de sueños” (drømmevæverskerne) er en videofilm, CABI har lavet i samarbejde med 

CIDAC. Guaraní-kvinderne væver deres drømme. Deres traditionelle mønstre reflekterer den verden, 

som omgiver dem; det sociale og politiske liv, det reciprokke naturbegreb der eksisterer mellem 

guaraní og naturen, samt indianernes gudsbegreb og det spirituelle univers. Mange af kvinderne har 

aldrig lært at skrive alfabetet, men de skriver deres budskaber i væverierne. Filmen viser, hvordan 

kvinderne har organiseret sig omkring væveriet og dannet vævekooperativer, som hjælper dem til at 

blive mere bevidste om deres rettigheder. 

“Kaa-Iya” betyder “Skovens hersker”, og er navnet på guaraní-folkets nationalpark. Den blev grundlagt 

i 1995, og indianerne selv fungerer som parkbetjente og beskyttere af parken og dens rige dyre- og 

planteliv. Den strækker sig over 34.000 km2. Filmen tager seeren med på tur i det frodige landskab, og 

fortæller om indianerne og deres bevarelse af området. 

“Yagua Tairari” er titlen på en dans mellem jaguaren og tyren, der gennemføres under maskefesten. 

Det er også titlen på denne videofilm, der tager seeren med ind i guaraniernes univers af myter, 

naturguder, musik, symboler og tanker om fortiden, nutiden og fremtiden. 

I den ovennævnte dans mellem jaguaren og tyren møder vi et levn fra kolonitiden, men ved nærmere 

undersøgelser, kan den spores helt tilbage til perioden, hvor Inkariget udgjorde stor magt. I videoen får 

vi fortalt, at jaguaren og mennesket er én og samme person. Jaguaren symboliserer kraft og mod, og 

dette overføres direkte til guaraniindianeren. Tyren symboliserer de udefrakommende kræfter, der 

forsøger at tyrannisere og udslette indianernes kultur og eksistens. Dansen mellem tyren og jaguaren 

skal derfor i sin symbolik ses som en kamp mellem guaranierne og fortrinsvist spanierne, der både 

med våben og kristendommen erobrede det latinamerikanske kontinent. Det er dog ikke de eneste 

mennesker, guaranierne har måttet kæmpe imod; går man tilbage i historien, finder man ud af, at 

guaranierne også har måttet kæmpe mod Inkarigets magtfulde solkonger, der forsøgte at indlemme 

andre samfund under riget. Går man frem til i dag, forstår man, at guarani-folket stadig kæmper mod 

en overmagt. I dag er det bl.a. forskere, der vil bruge indianernes viden om planter og naturmedicin til 

kommerciel brug, indianerne kæmper imod. Det er også nationale regeringer og herremænd, der 

beslaglægger deres territorie, som indianerne må slås mod. 



“Yagua tairari” skal derfor ses i en bred tidsmæssig kontekst; noget der både hører fortiden og nutiden 

til, og kigger seeren godt efter, vil han/hun erfare, at det altid er jaguaren/ guaraniindianerne, der 

vinder over tyren. 

I modsætning til de andre videoer, der er repræsenteret i samlingen, er denne ikke faktaorienteret. Det 

er derfor en god idé, at læse baggrundsmaterialet, eller se de andre film om guaranierne før denne 

video. Seeren får til gengæld et indblik i indianernes egne tanker og beskrivelser af deres kulturelle 

værdier, både materielt og spirituelt. Vi hører dem tale deres eget sprog, guaraní, og dermed med 

egne ord fortælle hvorledes de vurderer og håndterer den situation, de kulturelt og socialt står i dag. 



Introduktion til rollespil 

(Henvendt til eleverne) 

I skal nu være med i et spil, hvor I alle sammen 

får en rolle som en nicaraguaner, der er et sted 

mellem 14 og 17 år. 

I skal deltage i en skoletime, hvor I skal lære at 

skrive - med venstre hånd - og hvor I skal lære 

et nyt alfabet. 

Hvis I ikke får fat i lærdommen, bliver det 

vanskeligt for jer at løse opgaverne siden hen. 

Spillet slutter med, at I er blevet voksne alle 

sammen, og så skal I finde frem til, hvordan I 

kan forbedre indtjeningen og miljøet i 

landsbyen. 

Før I går i gang, skal I som minimum have læst 

afsnittene om jeres landsby, La Conquista, 

afsnittet om miljø og landbrug og denne side. 

Sted: Vi er i en landsbyskole i et fattigt land i 

Mellemamerika, Nicaragua. Skolen er lavet af 

brædder med blikplader som tag, og der er 

hønsenet for vinduerne. 

De fleste af jer har en skoleuniform på med 

hvid bluse og blå bukser eller nederdel. I 

sveder, for der er tropisk klima med 

temperaturer på ca.350. 

Uddannelse: Mange unge og voksne har aldrig 

lært at læse og skrive, da de som børn altid 

skulle hjælpe deres forældre med at arbejde, 

eller der var ikke råd til skolebøger m.m. De er 

analfabeter; men nogle får senere mulighed for 

at få undervisning. 

Læreren: I Nicaragua bliver børn opdraget til at 

vise respekt for de voksne. Alle skal rejse sig, 

når læreren kommer ind i klassen, og I må 

først sætte sig, når læreren tillader det. 

Eleverne tier stille, indtil de bliver spurgt om 

noget. 

Kooperativ: Mange af familierne er med i et 

kooperativ, hvor bønder ejer jorden i 

fællesskab og dyrker den sammen. 

Forslag til udstyr: 

• I Nicaragua går selv de fattigste lærere meget 

pænt klædt i skolen. Dvs. der skal skaffes en 

kjole til den kvindelige lærer og skjorte og 

mørke bukser til den mandlige lærer. 

• Pegepind til læreren. 

• Stole til eleverne (der skal ikke være borde). 

• Almindelig tavle og kridt. 

• En sangbog med „I Østen stiger solen op." 

• Træplader til eleverne som skriveunderlag. 

• Tøj til hjælperen. 

FORLØB 

(Henvendt til spillederen) 

FØRSTE DEL 

Eleverne får hver deres ungdomsroller. 

Voksenrollrne uddeles senere. 

Disse 19 skal helst være med i timen: 

Ana Rocha, Isabel Rocha, Gloria Ruiz, Luis 

Ruiz, Milagro Sånchez, Rufmo Sånchez, 

Sergio Sånchez, Elena Fuentes, Wilma 

Fuentes, Wiliam Fuentes, Tomasa Morales, 

Daniel Morales, Paulo Morales, Åbner 

Martinez, José Martinez, Roger Martinez 

Miguel Estrella, Susana Estrella, Magdalena 

Santos. 

Det er en god idé at fylde klassen op med børn 

fra familien Santos. Hvis der er færre børn, kan 

man evt. udelade Gloria Ruiz. 

Find en, som skal være medhjælper. 

Medhjælperen har også rollerne som 

lillesøster/lillebror, mor/far, bedstemor/-far. 

En person, evt. en voksen skal være 

nicaraguansk lærer, som styrer undervisningen 

i klasse ved hjælp af arket side 27. 

Saml blyanter ind, så duksene senere kan 

uddele blyanter og papir til klassen. 

Når I går i gang: 

Eleverne går i gruppe med deres familie. 

Rollerne og introduktion til rollespillet læses 

grundigt igennem, inden eleverne går ind i 

„klasseværelset". 

Tag eventuelt en snak med grupperne om 

rollernes indhold. Alle laver et navneskilt, så 

man kan se, hvem de er. 

Udstyr: 

1. I Nicaragua går selv de fattigste lærere 

meget pænt klædt i skolen. Dvs. der skal 

skaffes en kjole til den kvindelige lærer og 

skjorte med mørke bukser til den mandlige 

lærer. 

2. Pegepind til læreren. 

3. Stole til eleverne (der skal ikke være borde). 

4. Almindelig tavle og kridt. 

5. En sangbog med „I Østen stiger solen op". 

6. Træplader til eleverne som skriveunderlag. 

7. Tøj til hjælperen. 

Den nicaraguanske lærer skal bruge: 

Side 33 af 39 - Rollespil


Side 22, hvor der er et billede af skolebørn. 

Side 25, hvor nationalsangen er. Kopieres til 

Wilma Fuentes. 

Side 26, med kodealfabetet, der kopieres til 

klassen. 

Side 27, med forløbet i klassen. 

ANDEN DEL 

Alle elever skal nu løse en opgave, hvor det er 

nødvendigt at bruge kodealfabetet. 

Udstyr: 

1. Materialer: en rulle med små fryseposer, 

saftevand. 

2. For at lave et flag: hvidt og blåt stof, saks, 

lim. Evt. en tyk sort tusch. 

Her skal bruges: 

Side 22, med sætningerne i kode. 

Side 25, med Nicaraguas flag. 

Side 26, med kodealfabetet. 

Opgave: 

Spillederen skriver med kodebogstaver på 

tavlen: 

„Alle, der kan løse denne opgave, har nu tyve 

minutter til at forberede et optog i anledning af 

nationaldagen". 

Når opgaven er løst (det kan jo godt være, at 

nogle af dem med et halvt kodealfabet, kan få 

hjælp fra nogle af de andre) går „de heldige" i 

gang med at forberede optoget, som de skal 

vise for de øvrige. Optoget skal naturligvis 

indeholde oplæsning af nationalsangen. En 

anden mulighed er, at I laver et nicaraguansk 

flag i stof. 

Andre kan hælde saftevand i plastikposer og 

slå en knude på posen. Man drikker saften ved 

at bide i posens ene hjørne. 

José Martinez og Paulo Morales og to andre, 

der også var med på smugkro, skal gå ud og 

øve drabsscenen. 

Landsbyen har nemlig været udsat for en 

tragedie. Paulo Morales er i fuldskab kommet 

til at dræbe José på en smugkro. Familien 

Matinez tror det var overlagt drab, så de svor 

hævn. Denne familiefejde betyder, at Moralesfamilien 

er flygtet fra byen. 

Resten skal bruge tiden på at skrive alle 

klassekammeraternes for- og efternavne med 

venstre hånd. Læreren vurderer resultatet og 

„vurderer", at GLORIA, JUAN og MAGDALENA 

har gjort arbejdet særlig fint. De får udleveret 

resten afkodealfabetet. 

Optoget vises. 

Og derefter det tragiske mord. 

TREDJE DEL 

Der er nu gået en række år, og børnene er 

blevet voksne. De får udleveret deres voksne 

roller. 

Kooperativet eksisterer stadigt; men det går 

skidt. Jorden giver næsten ingen afgrøde, der 

er snart ikke flere træer tilbage i området. 

Banken har smækket kassen i for flere lån til 

kunstgødning og kemiske sprøjtemidler, efter 

at byen har fået en sandinistisk borgmester. 

Alle dem, der stadig bor i byen, kommer til 

stormøde, som ROGER MARTINEZ leder. 

Hæng plakaten med kodebeskeden op. På den 

står følgende: 

INDKALDELSE TIL STORMØDE 

DAGSORDEN: 

1. DEN AKTUELLE SITUATION I 

LANDSBYEN OG KOOPERATIVET. 

2. BESØG AF SERGIO MONTOYA, „BONDE 

TIL BONDE". 

Eleverne må hjælpes ad med at læse 

beskeden. 

På mødet 

Først byder ROGER MARTINEZ velkommen. 

Dernæst præsenterer hver enkelt sin rolle, og 

derefter går de i gang med at diskutere, hvad 

de kan gøre. De øvrige fungerer som 

observatører. 

Efter en tid kommer der en person ind i rollen 

som bonden SERGIO MONTOYA og 

præsenterer landsbyen for „Bonde til Bonde"bevægelsen. 

Han starter med at udlevere 

følgende tekst skrevet i kode, som eleverne 

skal hjælpes ad med at tyde: 

„Bonde til Bonde"-bevægelsen i Nicaragua 

spirede frem i midten af 1980'eme i den lille 

landsby Santa Lucia. Den blev bragt til byen af 

en gruppe mexicanske bønder, der havde 

arbejdet med gamle indianske 

dyrkningsmetoder. 

Jorden i Santa Lucia var så udpint, at 

bønderne havde svært ved at overleve af det 

ringe udbytte. Bønderne blev inviteret til 

Mexico, hvor de fik kendskab til metoderne og 

redskaberne i „Bonde til Bonde"-bevægelsen. I 

dag er over 3.000 nicaraguanske småbønder - 

omkring fem procent - med i ,3onde til Bonde". 



Dernæst taler SERGIO MONTOYA om 

bevægelsen på baggrund af de læste tekster. 

Der opstår nu en diskussion om bevægelsen, 

hvor eleverne skal forholde sig til 

problematikkerne i forhold til deres roller. 

Vil kooperativet være med i bevægelsen, 

kommer der nye medlemmer til kooperativet, 

vil nogle enkelte være med i bevægelsen, eller 

hvad? 

Slut af med en snak om spillet og sammenlign 

fx med danske forhold. 

Her skal bruges: 

Side 23, plakat om stormødet 

Side 27, Sergio Montoyas rolle 

Side 31, med voksenrollerne 

Papir og blyant. 

ROLLER 

Rollen som den nicaraguanske lærer - forløbet 

i klassen 

Læreren og eleverne kommer ind. Eleverne 

rejser sig op. Start „timen" med at synge en 

morgensang (fx „I Østen stiger solen op")! 

Læreren har under morgensangen set, at ANA 

ROCHAs brødre ikke er kommet, og spørger 

hvorfor. ANA har årsagen skrevet på sin 

seddel og forklarer den til læreren. Læreren 

fortæller, hvor vigtigt det er at komme hver 

dag. 

Læreren fortæller, at der skal være et optog 

gennem landsbyen på nationaldagen, og at 

alle skoleelever skal deltage; men 

betingelserne er, at de har uniformer, 

bestående af blå bukser eller nederdel og hvid 

skjorte. Egentlig skal eleverne altid bære en 

sådan skoleuniform; men man ser gennem 

fingrene med det til daglig. Læreren spørger, 

om alle har uniformer. 

Bl. a. GLORIA og LUIS RUIZ siger, at de ingen 

uniformer har. Læreren foreslår, at de enten 

må låne uniformer eller låne penge til at købe 

dem, ellers må de lade være med at deltage i 

optoget. 

Læreren beder VILMA FUENTES om at 

oplæse nationalsangen, som hun skal recitere 

på nationaldagen. Læreren kan evt. selv læse 

det op bagefter på en overdreven og teatralsk 

måde med store armbevægelser. 

Læreren beder TOMASA MORALES og 

ÅBNER MARTINEZ, der er dukse, om at 

uddele papir og blyanter. 

Læreren starter undervisningen med at 

fremvise fotografiet side til eleverne, der skal 

beskrive, hvad de ser. Brug evt. følgende 

spørgsmål: 

• Hvad laver børnene på billedet? 

• Synes I, det er vigtigt at læse og skrive? 

Hvorfor? 

• Hvorfor er I begyndt at gå i skole? 

• Hvad vil I være? 

• Hvorfor er I først begyndt at gå i skole nu? 

• Kan jeres forældre læse og skrive? 

Nogle elever fortæller, at deres forældre ikke 

kan læse og skrive. 

Hvad læser de forældre, der kan læse? 

Andre giver eksempler på, hvad deres forældre 

læser. 

Hjælperen (som skal forestille at være en 

barbenet lillesøster eller lillebror) kommer 

hæsblæsende ind og japper: 

„ISABEL, ISABEL! Du skal komme hjem med 

det samme; for lillebror har hugget sig i benet 

med macheten, og nu er mor taget på 

sundhedscenteret med ham, og vi er alene 

hjemme, og der er ikke mere vand og mad - 

kom nu." 

Trækker af sted med ISABEL ROCHA, som så 

ikke deltager mere i undervisningen. ELENA 

FUENTES ser sit snit til at stikke af med sin 

veninde og deltager heller ikke mere i 

undervisningen. 

Læreren skriver ordet UNDERVISNING på 

tavlen og beder eleverne læse det højt i kor. 

Derefter skriver han U E I og forklarer 

forskellen på vokaler og konsonanter. Fx kan 

man synge på vokaler. Læreren snakker igen 

om, hvor vigtigt det er at gå i skole; men 

selvfølgelig kan der komme forhindringer. Alle 

synger U E I i kor. Læreren beder eleverne 

komme op til tavlen for at sætte streg under 

vokalerne i ordet UNDERVISNING. Han skriver 

vokalerne med store og små bogstaver på 

tavlen og forklarer, hvornår man bruger store 

bogstaver. 

Hjælperen er nu far (mor), kommer ind i 

klassen og siger: „Vores oksekærre er væltet 

nede i floden. Jeg behøver noget hjælp til at få 

den op igen. WILIAM, RUFINO, MIGUEL og 

JOSÉ, skynd jer at komme." De fire forlader 

undervisningen. MIGUEL er væk med det 

samme. De tre andre når at få udleveret et 

halvt kodealfabet uden yderligere 



kommentarer. Læreren udleverer også halve 

kodealfabeter til de resterende elever. 

Læreren går videre i undervisningen og beder 

eleverne om at skrive vokalerne på ark, mens 

han selv skriver følgende ord på tavlen: 

URSUS, CHILE, LUIS, MIGUEL og INDIEN. 

Han beder en elev om at komme til tavlen og 

sætte en cirkel om de store vokaler og en streg 

under de små. Læreren beder eleverne skrive 

andre ord med disse vokaler i på tavlen med 

venstre hånd. Eleverne læser dem højt i kor. 

Hjælperen er nu bedstemor, der kommer ind i 

klassen og siger: 

„MAGDALENA, du skal hjælpe din farmoder 

med en fødsel, måske skulle MILAGRO også 

gå med. Vi skal også bruge et par drenge til at 

hjælpe med måske at fragte Dona Violeta ind 

til byen på cyklen, hvis det ikke går godt. LUIS 

og DANIEL, vil I lige komme med?" 

Læreren snakker lidt om sundhed og om, at 

alle har et ansvar for at være med til at 

bekæmpe børnesygdomme og 

bømedødeligheden. 

Læreren beder eleverne skrive for- og 

efternavne på tavlen med venstre hånd, og 

læse dem højt. Læreren slutter af og snakker 

om at komme igen i morgen. Han beder 

eleverne om at tale med forældrene om, at det 

er vigtigt at møde op hver dag. 

Læreren giver eleverne lektier for: De skal 

skrive deres eget navn samt navnene på 

kammerater og familiemedlemmer. Han 

udleverer den anden halvdel afkodealfabetet til 

de resterende elever. Han beder duksene, 

ÅBNER MARTINEZ og TOMASA MORALES 

rydde op. 

FAMILIEN FUENTES 

Forældrene hedder Don Jorge og Dona Carla. 

Der er i alt fire søskende, hvoraf den ældste er 

flyttet hjemmefra. Alt vand stammer fra et 

regnvandsbassin, der er fyldt med haletudser. 

Dona Carla passer huset, og Don Jorge 

arbejder i landbruget med at dyrke ris, bønner, 

majs og bananer. 

Familien bor i et lillebitte hus på 20 

kvadratmeter med luft mellem brædderne. Et 

tæppe adskiller soveafdelingen fra 

køkkenafdelingen, hvor ildstedet er. Servicet er 

en ske, et plastikkrus og en plastiktallerken pr. 

næse. 

Tre gange om dagen spiser familien grønne 

kogte bananer, ris og bønner med 

majspandekager til. Der er ingen dyr, for „så vil 

naboerne bare stjæle hønsene". 

Ingen af forældrene kan læse og skrive, og det 

er svært at få pengene fra landbruget til at slå 

til. 

Alligevel er faderen bange for at lave alt for 

meget om på tingenes tilstand, så derfor 

forsøger han at supplere lønnen ved at fælde 

træer, der brændes til trækul i en træmile. Det 

er hårdt arbejde, der giver lidt kontanter. 

ELENA FUENTES, UNG 

Du er 14 år. 

Dudeler en slå-ud-seng med din storesøster 

VILMA. Du er den lille, er altid blevet forkælet 

og behøver sjældent at hjælpe til derhjemme. 

Du er temmelig doven og gider egentlig ikke gå 

i skole. Derfor pjækker du af og til og mødes 

med de store drenge ved smugkroen. I dag går 

du dog i skole; men da ISABEL bliver kaldt 

hjem midt i timen, ser du dit snit til at stikke af. 

ELENA FUENTES, VOKSEN 

Du blev tidligt gravid med en dreng fra 

nabolandsbyen. Senere så du dig nødsaget til 

at gifte dig med Don Cristian for at overleve. 

Don Cristian er en stor og brutal mand, der har 

arvet sin faders skomagerbutik. Sammen har I 

nu tre børn, og du har ikke meget at skulle 

have sagt hjemme. Du må bare sørge for, at 

tingene hænger sammen. Hele familien må 

arbejde i butikken; men det går ikke godt, for 

ingen af jer kan læse eller regne, så I bliver tit 

snydt. 

I dag er der stormøde i landsbyen. 

Kooperativet eksisterer stadig; men det går 

skidt. Jorden giver næsten ingen afgrøde, og 

der er snart ikke flere træer tilbage i området. 

Banken har smækket kassen i for flere lån til 

kunstgødning og sprøjtemidler, efter at 

landsbyen har valgt en sandinistisk 

borgmester. Til stormødet kommer også en 

udsending fra bevægelsen „Bonde til Bonde". 

Din mand vil ikke under nogen 

omstændigheder med til stormødet; men du 

sniger dig med for at hjælpe dine sønner, der 

gerne vil dyrke jorden. Du støtter dig til din 

søster VILMA, der hjælper dig med at læse. 



Himno Nacional de Bolivia 

I 

Bolivianos: el hado propicio 

Coronó nuestros votos y anhelo; 

Es ya libre, Ya libre este suelo, 

Ya cesó su servil condicion. 

Al estruendo marcial que ayer fuera 

Y al clamor de la guerra horroroso 

Siguen hoy, en contraste armonioso, 

Dulces himnos de paz y de union. 

II 

Loor eterno a los bravos guerreros, 

Cuyo heroico valor y firmeza 

Conquistaron las glorias que empieza hoy 

Bolivia feliz a gozar. 

Que sus nombres el mármol y el bronze 

A remotas edades transmitan 

Y en sonoros cantares repitan: 

Libertad, libertad, libertad. 

III 

Aquí alzó la justicia su trono 

Que la vil opresión desconoce, 

Y en su timbre glorioso legose 

Libertad, libertad, libertad 

Esta tiera inocente y hermosa 

Que ha debido a Bolívar su nombre 

Es la patria feliz donde el hombre 

Goza el bien de la dicha y la paz 

IV 

Si extranjero poder algun dia 

Soguzgar a Bolivia intentare, 

Al destino fatal de prepare 

Que amenaza a soberbio invasor. 

Que los hijos del grande Bolívar 

Han ya mil y mil veces 

Jurado morir antes que ver 

Humillando de la parte el augusto pendón. 

Coro 

De la patria el alto nombre 

En glorioso esplendor conservemos 

Y en sus aras de nuevo juremos 

Morir antes que esclavos vivir! 

I 

Bolivianere: forsynets bevågenhed 

Kronede vore løfter og inderlige ønske; 

Allerede fri, allerede fri er denne jord. 

Nu er dens underdanige tilstand ophørt. 

Ved den krigeriske torden som i går forsvandt, 

Og ved den frygtindgydende krigs nødskrig, 

Fortsætter i dag i harmonisk kontrast 

Søde sange om fred og forening. 

II 

Evig hyldest til de brave krigere 

Med deres heroiske værdi og fasthed 

Erobrede de himlens herligheder, 

Som Bolivia i dag lykkelig begynder at nyde. 

At deres navne i marmor og bronze, 

Fra fjerne tider ses og i klingende sange 

gentages: 

Frihed, frihed, frihed. 

III 

Her trådte retfærdigheden op på sin trone 

Som det skændige tyrani underkender, 

Og i sin gloriøse dåd efterlader 

Frihed, frihed, frihed. 

Dette uskyldige og smukke land, 

Som for sit navn står i gæld til Bolivar 

Er det lykkelige fædreland hvor mennesket 

Nyder henrykkelsen og fredens goder. 

IV 

Hvis fremmed magt en dag 

At herske over Bolivia vil forsøge 

Da på den fatale skæbne der truer 

Den overmodige indtrængen sig må berede. 

At sønnerne af den store Bolivara 

Allerede tusinde gange 

Har sværget at dø inden at se ydmyget 

Kor 

Af fædrelandet den ophøjede fane. 

Fædrelandets ophøjede navn vi i gloriøs 

Glans bevarer og ved dets altre sværger vi. 

Hellere at dø end leve som slaver. 



Spilleregler for ‘Tigeren mod hundene’ 

- et indiansk brætspil. 

Antal deltagere: 2 

Alder: fra 6 år og opefter. 

Materialer: 

1 stk. spilleplade. 

1 større tigersten. 

12 mindre hundesten. 

Spillets ide: 

"Tigeren mod hundene" er et brætspil hvor 

kampen står mellem hundene der forsøger at 

fange tigere, og tigeren der forsøger at spise 

hundene. Spørgsmålet er om hundene når at 

fange tigeren inden tigeren spiser hundene. 

Spillets startopstilling: 

Tigeren står alene i midten af trekanten i den 

ene ende af spillet (markeret med en prik). 

Hundene står i de modsatte ende af brættet 

(på de markerede prikker). 

Spilleregler: 

Hundene må flytte et felt frem eller tilbage 

langs linjerne. 

Hundenes mål er at indfange tigeren så denne 

ikke kan flytte eller springe over hundene. 

Tigeren har to muligheder for at bevæge sig: 

1. Tigeren kan flytte et felt frem eller tilbage 

langs linjerne (lig hundene). 

2. Tigeren kan dog også springe. Det sker i 

tilfælde af at tigeren møder en hund, og der 

er et frit felt lige bag ved hunden. Tigeren 

springer over hunden og æder den. 

(Hunden går ud af spillet). Tigerens spring 

kan dog kun ske i lige linjer, så der skal 

være et felt frit bag ved en hund før tigeren 

kan springe. Tigeren kan også springe over 

to hunde hvis der er et frit felt imellem 

hundene og et frit felt efter anden hund. 

Hvert af de to spring skal ske langs en linje, 

men det andet spring kan godt ske i en 

anden retning end det første spring. 

Tigerens mål er at æde alle hundene. 

Spillets afslutning: 

Er det tigeren, der er blevet indfanget (så 

denne ikke kan flytte), eller hundene der er 

blevet spist? 



indrettet med et lille filter på enden, der bruges 

til at filtrere vandet fra urterne med.

GUARANI-FOLKET I BOLIVIAS LAVLAND - UNESCO Samlingerne

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?