Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

4 

Anmeldelser af ny litteratur 18. årgang dec. 2004 kr. 60 

Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø 

Karen Duve Jonas Hassen Khemiri Pedro Rosa Mendes 

Forfatterskolens Afgangsantologi Klaus Rifbjerg

2 

Legitim 

national kultur 

I sidste nummer af Standart behandlede 

vores temasektion, »Stand In«, litterær 

kanon, og de fleste af bidragene havde 

direkte berøring med den igangværende 

kanondebat. I mellemtiden er kanonudvalgets 

rapport så blevet offentliggjort. 

Rapporten rækker ud over den gængse 

danske tradition på området og også ud 

over udvalgets oprindelige retningslinjer 

ved at indeholde en obligatorisk liste 

over forfattere, der skal læses både i folkeskolen 

og i gymnasiet. På trods af en 

del offentlig opmærksomhed og undervisningsministerens 

beslutning om at 

inkorporere rapportens anbefalinger i 

bekendtgørelsen for folkeskolen og i 

gymnasiets læreplaner, har kanonen ikke 

skabt de store konfrontationer. Det skyldes 

primært listens begrænsede omfang 

og rimeligt ukontroversielle indhold. 

Tilhængerne har jublende set den obligatoriske 

liste som et opgør med 68’erpædagogikken, 

og skeptikerne har med 

et skuldertræk kunnet konstatere, at den 

nye formelle kanon modsvarer den uformelle 

liste, der eksisterer i forvejen. Der 

er generelt set ikke den store modstrid 

mellem, hvad man mener, man bør læse, 

og hvad der rent faktisk læses, hvilket er 

dokumenteret i de empiriske undersøgelser, 

der bl.a. danner grundlag for 

udvalgets arbejde. Det kan imidlertid 

være interessant at spørge til, hvorfor 

kanonen kom på dagsorden? Og hvad er 

signalværdien af den foreliggende liste? 

Bag debatten og det vurderede behov 

for en obligatorisk liste må ligge en opfattelse 

af, at litteraturlæsningen og de 

institutioner, den er knyttet til, er udfordret. 

I sin rapport peger kanonudvalget 

på to sådanne udfordringer: Der sker 

dels »et intensiveret kulturmøde«, og 

dels er litteraturen »i hård konkurrence 

fra umiddelbart mere appellerende medier«. 

Den første udfordring vedrører 

globalisering og især påvirkningen fra 

amerikansk kultur. Heroverfor skal 

kanonlæsningen indfange »det særlige 

ved dansk kultur«, og kanonen skal stå 

som »et fælles tanke- og refleksionsafsæt«. 

Selv om udvalget også påpeger vigtigheden 

af at stifte bekendtskab med 

NR. 4 DECEMBER 2004 

»stof fra andre kulturer«, betyder den 

obligatoriske liste en accentuering af det 

nationale. Kanonen er en lukket fest. 

I forhold til de konkrete valg af forfatterskaber 

kan den nationale accent også 

forklare, hvorfor det er forfatteren til 

»Der er et yndigt land«, der er foretrukket 

frem for f.eks. Baggesen eller Staffelt. 

Det hører øjensynligt med til Oehlenschlägers 

berettigelse i kanonen, at 

»Hver gang tv sender fodboldkamp fra 

Parken med afsyngelse af nationalsangen, 

bliver eleverne mindet om, hvorfor 

de altid har syntes, at synet af et fjordlandskab 

med lysegrønne bøgekroner 

bare er så flot«. Måske skulle man snarere 

koncentrere sig om at sikre sig, at eleverne 

forstår, at i litterær, åndshistorisk 

og politisk sammenhæng er en lukket 

fest ingen fest. 

I forhold til udfordringen af litteraturen 

fra andre medier, så udtrykker rapporten 

flere sympatiske ambitioner, og 

kanonlæsningen skal bl.a. indgå i et 

samlet forsøg på at øge litteratur- og læsefærdigheder. 

Det er en god pointe, at 

elevernes færdigheder udvikles ved at 

møde tekster, der er svære i den forstand, 

at de yder modstand i forhold til 

en umiddelbar afkodning, og specielt i 

folkeskolen kan det måske være nødvendigt 

med en regulering, der giver læreren 

støtte til at udvælge og præsentere eleverne 

for stof, der ikke umiddelbart 

appellerer til dem. Spørgsmålet er imidlertid 

om udvalgets liste er særlig velegnet 

til det formål. Ifølge udvalget er det 

et spørgsmål om pædagogik, at eleverne 

ikke sidder »gysende og venter på den 

dag, de virkelig skal læse Holberg, 

Oehlenschläger eller H.C. Andersen«. 

Dansktimerne som »Døde poeters klub«. 

Man ser det for sig — eller gør man? 

Disse udfordringer peger i retning af 

en tredje udfordring, som det i meget høj 

grad også drejer sig om. Litteraturens 

status er i det hele taget i krise i uddannelsesinstitutionerne. 

En kommentar i 

bladet Gymnasieskolen nr. 21/04 anslår 

følgerne af de nye læreplaner, der ledsager 

gymnasiereformen, til at betyde en 

beskæring af litteraturlæsningen i dansk 

fra ca. 85 % til ca. 40% af tiden (Det 

betyder så også, at den del af litteraturundervisningen, 

der skal gå med kanonlæsning, 

proportionelt bliver større). 

Selv om man sikkert kan slås om tallene, 

er der ikke tvivl om, at litteraturens status 

nedprioriteres, og at litteraturen dermed 

må afgive en del af sin kulturelle 

kapital til andre områder. Litteraturundervisningen 

er presset og rapporten 

kan derfor netop ses som et svar på dette 

pres og som et led i kampen om den kulturelle 

kapital. Implementeringen af 

udvalgets anbefalinger sikrer en opdateret 

statslig anerkendelse af litteraturundervisning 

som »kulturbærende« og 

som forvalter af »det særlige ved dansk 

kultur«. Kanonen får dermed den funktion, 

at den foreløbigt beskytter den kulturelle 

kapital, som litteraturinstitutionerne 

besidder, mod yderligere beskæringer. 

Ved at kanonisere en række af 

forfattere har man sikret sig statens 

garanti for, at disse anerkendes som legitim 

national kultur. 

Med staten som garant gennemtvinges 

dermed nogle objektive strukturer i form 

af en obligatorisk liste, og det erklærede 

mål er, at disse objektive strukturer skal 

modsvare de subjektive strukturer inde i 

hovederne på eleverne i form af oplevelsen 

af en bestemt form for kultur. Det er 

bl.a. det, der ligger i de »fælles litterære 

referencer«, kanonudvalget vil sikre. Det 

er imidlertid værd at huske på, at denne 

liste ikke bare uproblematisk er udtryk 

for en »fælles arv«, som alle danskere 

slæber rundt på. Udgør Martin A. Hansen 

f.eks. en bærende del af fundamentet 

for dansk kultur eller for dansk litteratur? 

Man kan frygte, at det i og for sig er 

ligegyldigt, om man svarer ja eller nej på 

det spørgsmål, for sandsynligheden for, 

at Martin A Hansen bliver en bærende 

del af dansk kultur, er øget betragteligt, 

simpelthen hen fordi den næste generation 

(nu med statsgaranti) vil have læst 

ham både i folkeskolen og i gymnasiet. 

Kanonen reflekterer ikke udelukkende 

en eksisterende »fælles arv«. Den er 

muligvis »kulturbærende«, men dens 

institutionalisering er også en progressiv 

kulturskabende handling, der vil indstifte 

en bestemt »fælles arv« og som dermed 

søger at præge opfattelsen af litteratur 

og kultur i en bestemt retning. 

Kanonudvalget har spillet ambitiøst 

ud for at sikre litteraturens overlevelse i 

undervisningsinstitutionerne. Nu savner 

vi et lige så ambitiøst modsvar. 

Anders Hedegaard Kristiansen 

LITTERATURMAGASINET STANDART. 18. årgang nr. 4, december 2004. REDIGERET AF Brian Andreasen, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders 

Hedegaard Kristiansen, Line H. Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Frida Hansen. FORSIDE: Mikkel Lundsager Hansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABON- 

NEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: redaktion@standart.nu. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 

1602-2246. SATS: Kalligraf v. Søren Kappel Schmidt, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. 

UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 17. januar 2005. Udkommer næste gang primo marts 2005.

Jonas Hassen Khemiri 

Et øje rødt 

(Ett öga rött) 

Oversat af Benni Bødker 

240 sider, 225 kr. 

Gyldendal 

Nils Malmros 

med et twist 

Anmeldt af Martin Deichmann 

Den norske litterat Erik Vassenden 

skrev for nyligt i Morgenbladet, at 

hvis man altid skal læse værker på 

deres egne præmisser, vil man 

hurtigt komme til at kanonisere en 

litteratur, som slet ikke har kvaliteten 

til det. En sober betragtning, 

synes jeg, som blev yderligere 

aktualiseret ved mødet med Jonas 

Hassen Khemiris debutroman »Et 

øje rødt« i dansk oversættelse. 

Svenskfødte Khemiri blev sidste 

år belønnet med Borås Tidnings 

debutantpris — Sveriges største af 

slagsen —, og »Et øje rødt« er i 

hjemlandet blevet solgt i mere end 

80.000 eksemplarer. Imponerende 

efter alle nordiske målestokke og 

særligt af en debutant. Men »Et 

øje rødt« er heller ingen gennemsnitlig 

Svensson-roman. Den er 

— Khemiri er ikke lige min perka 

fortalt på ’rinkebysvensk’ eller 

’shobresvensk’, som denne særlige 

sprogbrug kaldes. En sociolekt, 

der tales af beboere i en række forstæder 

til svenske storbyer — Rinkeby 

ved Stockholm og Rosengården 

i Malmø f.eks. —, men samtidig 

knytter den sig til en meget udbredt 

hiphopinspireret ungdomskultur. 

Shobresvensk tales af unge 

med såvel ensproget som flersproget 

baggrund — præcis som det 

billede, der tegner sig i Voldsmose, 

på Blågårds Plads eller i aftentimerne 

på Axeltorv foran Scala. 

I Benni Bødkers oversættelse er 

det naturligvis blevet til ’kioskdansk’: 

»I dag det var sidste dag i 

sommerferien og derfor jeg hjalp 

far i butikken«. Som det lyder i 

bogens allerførste sætning. Temmelig 

hjælpeløst på tryk. Måske 

endda en anelse irriterende for 

den, som har de fedtede kritikerkassebriller 

på. Forlagsstemplet — 

i det her tilfælde Gyldendal — 

garanterer naturligvis for kvaliteten, 

hvorfor konfrontationen mellem 

massive syntaks- eller grammatiske 

fejl og indbunden tryksag 

indikerer ’litterært eksperiment’. 

Omslag af Ida Balslev-Olesen 

Men det er et sjældent ufarligt ét 

af slagsen ghettomotivet til trods. I 

»Et øje rødt« er der ingen fart over 

feltet, ingen rappe replikker og 

stort set ingen skarpe kanter i skildringerne. 

Det er en dagligdagsfortælling 

— netop så monoton og 

almindeligt ualmindelig, som dagligdagen 

er. 

Bogens fortæller, teenageren 

Halim, bor sammen med sin far i 

en forstad til Stockholm. Her går 

han i skole med de andre forstadsbørn 

— Alonzo, Hristo, Stefan og 

Carina osv. — til fuldefest med de 

udvalgte og plages af et gennemsnitligt 

udvalg af pubertetsskavanker. 

Han bilder sig ind at være en 

’tankesultan’, en revolutionsperker, 

som med sit enorme vid og sin 

gedigne fysik kan sætte enhver 

Svensson-kartoffel på plads. Halim 

tænker og fortæller på rinkebysvensk, 

men behersker også almin- 

(roman) 

delig svenssonsk. I en konfrontation 

med en tjener i et indkøbscenter 

får Halims sprogbrug næsten 

et arkaisk strøg — »Men i så fald 

undskylder jeg« —, som jeg har 

svært ved at forestille mig i munden 

på en nutidig teenager. Gad 

vide, om det er en svipser hos forfatteren 

eller den danske oversætter. 

I hvert fald er det en måde at 

tale autoriteter efter munden, og 

samtidig en mulighed for at gøre 

nar af samme. Ligesom denne anmeldelse, 

der både taler værket 

efter munden og i samme bevægelse 

gør grin af dets verden og 

sprogbrug. Jeg kan ikke gøre mig 

fri af følelsen af, at Khemiri ikke 

har ydet nok for at fortjene den 

megen hæder. Nok har han overtrådt 

en sproglig grænse, men han 

har ikke fået andet end banaliteter 

ud af det. »Et øje rødt« er Nils 

Malmros på rinkebysvensk. Uden 

tempo og egentlig slang og med et 

replikskifte, som aldrig bliver farligere 

end Malmrosklassikeren, 

»Mona, ved du hvad en TRL er for 

en...?« Rundt omkring i fortællingen 

har Khemiri drysset lidt metaspor 

og morsomheder. Familiens 

nye nabo hedder »Jonas Khemiri« 

og har omtrent samme baggrund 

som forfatteren. Og i en passage 

midtvejs i bogen henvender forfatteren 

sig — i skikkelse af den 

skrydende gangsta perka & tankesultan 

— direkte til læseren: 

Måske du som læser teksten synes 

den er totalt latterlig. Hvad kan 

jeg sige? Jeg skriver ærligt og hvis 

du hellere vil læse falskhed du 

kan læse en eller anden svenssonfilosof. 

Desuden hvis du synes, jeg 

lover jeg skider på dig (og hele din 

familie). Jeg ejer dig! 

Måske ærlighed er bogens største 

problem. At den så tydeligt gør 

opmærksom på sine præmisser og 

blotlægger sit potentielle materiale. 

Et problem er det i hvert fald, at 

læseren så nemt køber bogens præmisser. 

At en fortælling på rinkebysvensk 

altid i læserens bevidsthed 

vil være gennemsyret af ghetto, 

selvom det blot er en gammel århushistorie 

om igen. »Et øje rødt« 

er sympatisk, fint tænkt, men tenderer 

også i retning af det kedsommelige. 

Og det er synd, når der nu 

vitterligt var et helt nyt sprogområde 

at aktivere litterært. 

Stand In udgår i dette nummer, men vender tilbage i 

nr. 1, 2005. 

Redaktionen 

NR. 4 DECEMBER 2004 3

(roman) 

4 

Blandet vasketøj 

Kristian Himmelstrups debutroman bliver et nemt bytte for sig selv 

Kristian Himmelstrup 

Dinosaurens sidste tango 

96 sider, 229 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Jørgen Falkesgaard 

Om mennesker gælder det, at de 

er »skalløse, sårbare og et nemt 

bytte for sig selv«, hævder vores 

hovedperson — en ung mand på 

(dannelses)rejse i Sydamerika, 

hvor han har blik for mere, end 

hvad der er normalt, og hvor han 

bliver et nemt bytte for diverse 

dødsbesættelser, skalløs og sårbar 

som han er i mødet med en kultur, 

der er større, ældre og mere grusom 

end den, han kender til fra sit 

Netto-hjem i Danmark. Han møder 

»Du ser mig og lider« 

DBC Pierre 

Vernon G. Little 

Sort satire om USA i Booker-vinderen fra 2003 

(Vernon God Little) 

Oversat af Jan Hansen 

346 sider, 198 kr. 

Hr. Ferdinand 

Anmeldt af Søren Frank 

DBC Pierre er et kunstnernavn og 

pseudonym for Peter Finlay, der 

med sin debutroman vandt »Man 

Booker Prize« i 2003. DBC står for 

»Dirty But Clean« og mere end 

antyder forfatterens blakkede baggrund 

som pengebedrager og stofmisbruger. 

Pierre blev født i 

Australien, voksede op i Mexico 

og USA, men er nu bosat i Irland. 

Valget af »Vernon G. Little« som 

vinder var kontroversielt, ikke 

mindst på grund af forfatterens 

kriminelle fortid; ydermere, kunne 

man tilføje, er det jo ikke Commonwealth-stof, 

romanen behand- 


et bruttosamfund, der vil og kan 

det hele live — og mere til. 

Det er Borges´ kontinent, hvad 

forfatteren da også i et indlagt selvironisk 

kursivstykke minder os 

om, hvor forvandlingen er fuldstændig 

og tiden ophævet. Mere 

magisk end realistisk og mere 

mystisk, end godt er. For denne 

forvandling fortælles i nogle 

spredte dagbogsblade, som en indledning 

fortæller, at en palæontolog 

finder i et havareret fly og 

præsenterer for os, og romanen 

afsluttes med et moderat civilisations- 

og forbrugskritisk afsnit, der 

(vel?) fortæller om den dagbogsskrivendes 

liv i Danmark. Hvordan 

vi skal få forbundet de tre 

afsnit, står ikke klart. Men også 

det ironiserer forfatteren over i det 

ler, da den foregår i Texas og 

Mexico. Men Pierre kvalificerer 

sig formelt til prisen gennem sine 

australske rødder og nuværende 

irske bopæl — og han kvalificerer 

sig rent kvalitativt, fordi han har 

skrevet en helvedes god og morsom 

roman, hvis sproglige vitalitet 

Jan Hansen flot har bevaret i sin 

oversættelse. 

Som undertitlen antyder, er der 

tale om en komedie. Forud for 

komedien har der dog fundet en 

tragedie sted: Hovedpersonen 

Vernon Gregory Littles bedste og 

eneste ven, mexicaneren Jesus, har 

skudt og dræbt 16 af sine klassekammerater, 

hvorefter han har 

begået selvmord. Romanen begynder 

altså efter denne tragiske begivenhed, 

og dens handling kan 

med en vis ret karakteriseres som 

komisk, på trods af det tragiske 

udgangspunkt. Massakren er for så 

vidt et overstået kapitel, kun 

selvransagelsen resterer, hvad den 

Kristian Himmelstrup 

(Foto: Robin Skjoldborg) 

omtalte kursivstykke: »Og hvorfor 

disse blandede indslag? Fordi der 

DBC Pierre 

lille by Martirio i Texas imidlertid 

ikke evner. I stedet går jagten ind 

på en syndebuk, for Jesus var vel 

ikke alene om forbrydelsen? En 

sådan spektakulær begivenhed 

kan ikke være overstået på få 

sekunder med ofre og skyldig 

identificerede, årsager og virknin- 

ikke skal være kronologi endsige 

almindelig sammenhæng?« Svaret 

blafrer i vinden… »Blafrer« er 

måske den bedste karakteristik af 

denne debutroman. Den blafrer. 

Og den vil gerne være meget intertekstuel 

med skjulte citater fra litteratur 

og filosofi og med en masse 

matematisk og biologisk factsdropping, 

som det er blevet så moderne. 

Lidt kulturvasketøj, hængt til 

tørre i vinden efter en mandevask. 

Mest kulørtvask. 

Som med så mange debutanter 

må man om Kristian Himmelstrup 

klicheagtigt konkludere: Han kan 

godt skrive, nu skal han bare finde 

noget at skrive om. Noget, der er 

ham magtpåliggende, og som han 

derfor vil formidle til læserne, 

ikke forholde dem. Det behøver 

ikke at komme fra hjernen; det er 

fint nok, hvis det kommer fra den 

bule i bukserne, som han et sted 

påstår lægger beslag på 75 % af 

hans dagbogsfortællers tankevirksomhed. 

Oftest er liderlighed 

bedre end fortænkthed — i hvert 

fald som litterær generator. At 

noget kommer fra hjertet kan man 

vel ikke forlange af en ung mandlig 

forfatter? 

ger afdækkede, for hvad skulle 

medierne så skrive om de næste 

mange uger? Vernon mistænkes 

straks, da han ikke formår at redegøre 

for sin færden i minutterne 

omkring massakren (han har måttet 

forrette sin nødtørft — altså 

den store af de to slags — ret 

pludselig, men det er han for flov 

til at indrømme). Begivenhederne 

antager mere og mere grotesk 

karakter, bl.a. møder vi en wannabe 

tv-journalist ved navn Eulalio 

Ledesma, der egentlig er tv-reparatør, 

og som ikke skyr nogen midler 

for at få Vernon til at fremstå som 

skyldig i forsøget på at skabe sig 

sin egen tv-karriere. 

DBC Pierre leverer en sønderlemmende, 

men vittig kritik af et 

samfund, hvor husmødrene æder 

sig fede midt i deres evindelige 

slankekure og ikke taler om andet 

end deres nye køleskabe og seneste 

indkøbsture, alt imens deres 

sønner er anklaget for mord, eller 

deres naboers børn er myrdede. 

Det er ligeledes en sort satire over 

et samfund, hvor en tragisk begivenhed 

som en skolemassakre 

straks forvandles til et mediecirkus, 

hvor sandheden glider i baggrunden 

til fordel for iscenesatte 

begivenheder, der kan fastholde et 

publikum, og hvor plattenslagere 

uden samvittighed scorer kassen

på andre folks sorg. Virkeligheden 

er blevet en film. 

Dét, der fastholder romanen i 

noget mere end blot og bar postmoderne 

tomhed og overflade, er 

Vernon som fortæller. Han er 

anderledes intelligent end det 

øvrige tomhjernede, medieliderlige 

persongalleri. Ikke at han er 

enhver svigermors drøm, nej, han 

er også barn af sin tid og sine 

omgivelser (hans perspektiv er 

således gennemsyret af de selv 

samme referencer og virkelighedsfiltre, 

som romanen faktisk kritiserer), 

men han har substans, et 

(selv)ironisk blik på begivenhederne 

og et fandens dynamisk og 

levende sprog at formidle igennem. 

Måske er Vernon inficeret 

med et mexicansk livssyn gennem 

vennen Jesus, i hvert fald optræder 

Mexico som et paradisisk sted 

i hans drømme, og da han flygter 

over grænsen befinder han sig 

godt i selskab med nogle mexicanere, 

han møder, og som tager 

ham til sig. Det er en af disse mexicanere, 

der giver Vernon det 

motto, som han til slut lader sig 

tatovere med: »Me ves y sufres», 

»Du ser mig og lider«. Dette verdenssyn, 

som kunne bringe mindelser 

frem om Octavio Paz’ 

»Ensomhedens labyrint«, står i 

skarp kontrast til den amerikanske 

syge, dvs. den ukuelige optimisme, 

der blot viser sig at være grundet 

på hjernedød forbrugerisme og 

uvidenhed. 

For Vernon er livet noget lort, 

og verden hænger ikke sammen: 

Guderne skal vide, at jeg har gjort, 

hvad jeg kunne, for at finde hoved 

og hale på verden, og endda gik 

rundt med en mistanke om, at 

mennesket måske var en storslået 

skabning; men efter det, der er 

sket, er den mistanke forsvundet 

fuldstændig. Jeg mener — hvad 

fanden er det her for et liv? 

hedder det f.eks. allerede på første 

side af romanen. Denne indignation 

over et så voldeligt, overfladisk 

og mediestyret samfund placerer 

DBC Pierres roman i åndeligt 

slægtskab med den unge Nick 

McDonells »Twelve« (»Vernon G. 

Little« er dog bedre), men selvfølgelig 

også med Michael Moores 

»Bowling For Columbine« og Gus 

van Sants »Elephant«. Men for at 

opsummere: DBC Pierre er et 

naturtalent, romanen er bidende 

satirisk, humoristisk, sort, tragikomisk 

og djævelsk underholdende. 

Kontoret som 

krigsskueplads 

Stor romankonstruktion fra Christian Jungersen 

Christian Jungersen 

Undtagelsen 

619 sider, 298 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Søren Pold 

Dansk Center for Information om 

Folkedrab er et mindre informationscenter 

med en håndfuld kvindelige 

kontoransatte og en mandlig 

leder. Centret, som hører til 

den slags regeringen forsøgte at 

nedlægge efter sidste valg, forholder 

sig til folkedrab og flygtningekatastrofer 

verden over. Kort sagt 

et tilsyneladende fredeligt og lettere 

støvet kontor i det indre København 

besat med moderat venstreorienterede 

humanister, som 

bag deres pc bevæbnet med bøger 

bestræber sig på at redde verden. 

Virkeligheden og verden uden for 

kontoret trænger sig imidlertid 

voldsomt på, da flere af hovedpersonerne 

modtager dødstrusler per 

e-mail og derefter begynder at mistænke 

hinanden. Først går det ud 

over romanens bipersoner; den 

sidst ansatte bibliotekar som mobbes 

til sammenbruddets rand, og 

sekretæren med de dunkle serbiske 

forbindelser. Men langsomt 

trænger en breche ind mellem de 

to hovedpersoner og perleveninder, 

kontorets dronninger den 

kloge Iben og den smukke Malene, 

hvilket destabiliserer magtbalancen 

på kontoret. 

Kontoret kan være et grimt 

sted, hvor mange dramaer udkæmpes 

blandt papirclips, og potteplanter, 

og som bekendt er bureaukrati 

noget af det ondeste, der findes. 

Romanen er opbygget omkring 

en spejling mellem det kontoret 

beskæftiger sig med, nemlig 

folkedrab, og de intriger som 

udspiller sig på kontoret. På den 

ene side er der en verden til forskel 

på de civiliserede forhold på 

et halvstatsligt informationskontor 

(og hvad er mere civiliseret?) og 

de beskrivelser af ondskabens psykologi, 

som vi får, når vi får lov at 

læse med i Ibens artikler til »Nyt 

om folkedrab«. På den anden side 

er det uhyggeligt tydeligt, hvordan 

overvejelserne over folkedrabets 

motivation også fungerer som 

reflekterende kommentarer til 

kontorets psykosociale indretning. 

Langsomt, men sikkert trænger 

virkeligheden sig mere og mere 

på. Der trænger bogstaveligt talt 

blod ind i biblioteket, og computernetværkene 

viser sig at rumme 

mørke og kryptiske sandheder. 

Som en trold ud af en æske vælter 

krigsforbryderne pludselig frem i 

det indre København, og nogle af 

dem har gedulgte forbindelser til 

kontorets indsatte. Men til hvem? 

Som læser sidder man på skødet 

af de forskellige kontormus 

gennem konsekvente synsvinkelskift, 

som med al ønskelig tydelighed 

demonstrerer, hvordan intriger 

og antipatier bygges op af 

næsten intet i kraft af selvforstærkende 

kredsløb af overfortolkninger. 

Det der fra den ene person 

tilsyneladende var en tilfældig 

kommentar, bliver af den anden 

fortolket som en ondsindet stikpille. 

Eller måske var det alligevel 

ikke en tilfældig kommentar, men 

et instinktivt benspænd fra den 

indre blodhund? Ibens artikler til 

»Nyt om folkedrab« bliver i hvert 

fald mere og mere tilspidsede i 

deres tro på, at folkedrabet ligger 

som en potentiel mulighed i 

(roman) 

enhver kedelig kontormus, hvilket 

romanen vel langt hen ad vejen 

støtter hende i, hvis det da ikke er 

hende, der er forrykt? 

Romanen slutter spændende og 

fører i stigende grad sin læser ind 

et narrativt jerngreb. Inden plottet 

strammer til, beskriver den kontorets 

(usædvanligt mange) intriger 

på en måde, der kan få en til helt 

at frygte sin egen kontorarbejdsplads. 

Romanen kaster et velkomment 

lys over mobning og intriger 

på arbejdspladsen, selvom tingene 

vist vokser ud over kanten på en 

måde, der trods alt ikke er hverdag, 

selv i bureaukratiets indre 

snirklede magtcirkler. 

Men romanen er altså en meget 

stor konstruktion, og der er flere 

sprækker, som knirker. For det 

første virker det hele lidt for konstrueret. 

Spejlingen mellem ondskabens 

psykologi i Jugoslavien og 

på et lille kontor i København bliver 

lidt for bastant. Tiøren falder 

længe og hårdt. Selv kvindelige 

humanister kan da ikke være så 

onde og endimensionale? Synsvinkelskiftene 

fungerer på den ene 

side som et flot fortællemæssigt 

greb — en slags cliff-hanger, der er 

med til at forskyde plottets retning 

og perspektivere personernes 

handling ind i et hermeneutisk 

helvede. På den anden side lider 

persontegningerne under det. Selv 

i så lang en roman kniber det med 

først at gøre dem troværdige og tilstrækkeligt 

sympatiske for derefter 

at vende bøtten, perspektivet og 

fortegnene, således at den samme 

person bliver set som en plageånd. 

De ender simpelthen med at være 

for sølle, skrøbelige eller kyniske, 

ensporede og maniske, for at ligningen 

skal kunne gå op. Og bag 

fortællerkonstruktionen aner man 

forfatterens kolde ånde, som en 

lidt tør og moraliserende iscenesætter, 

der flytter rundt med sine 

små kontormus som en anden feltherre. 

Endelig kan romanen ikke 

helt finde ud af, om den vil være 

et kontor-realistisk kammerspil 

eller blodtørstig thriller. Lige som 

støvet lægger sig velgørende, og 

man tager sig i at hygge sig, sniger 

uhyggen sig ind mellem papirbunkerne, 

hvilket til gengæld får de 

619 sider til at vendes i en vis fart. 

Slutfacit er, at jeg egentlig godt 

kan forstå, at romanen er så stor 

en succes både blandt publikum 

og anmeldere. Jungersen er en 

dygtig forfatter, som har bygget en 

stor roman med flid og indsigt. 

Måske han næste gang skulle prøve 

at skrive den lille lette roman, 

han i flere interviews har koketteret 

med? 


(artikel) 

Af Jesper Storgaard Jensen 

»Jeg hader den bog«. Således lagde 

Umberto Eco ud, da han i 2002 

forestod præsentationen af den 

kendte italienske historiker og litteraturkritiker 

Alberto Asor Rosas 

bog »L’alba di un mondo nuovo« 

(En ny verdens daggry). Forfatteren 

selv sad på første række, og 

det fortælles, at det gav et synligt 

gib i ham, da Eco fyrede sin indgangsreplik 

af. Derefter tilføjede 

Eco imidlertid: »Jeg hader den 

bog, for den er forbandet godt 

skrevet, og den omhandler en tidsperiode 

— 30’erne og 40’erne — 

og en række emner som barndom 

og opdragelse, fascisme, krig og 

modstandsbevægelse, som jeg selv 

har lyst til at skrive om«. Herefter 

rettede Eco blikket direkte mod 

Asor Rosa og tilføjede: »Men jeg 

lover dig, at jeg før eller siden vil 

skrive en lignende bog«. 

En rejse tilbage i tiden 

Eco holdt ord, og den 16. juni 

2004 udkom »La misteriosa fiamma 

della Regina Loana« (Dronning 

Loanas mystiske flamme), der er 

noget så sjældent som en illustreret 

roman. Romanen har taget 

navn efter en italiensk tegneserie 

fra 1936. 

Handlingen er henlagt til Piemonte 

i 1991, hvor hovedpersonen, 

antikvarboghandleren Giambattista 

Bodoni (samme navn som 

den berømte italienske typograf og 

opfinder af skrifttyper), kaldet 

Yambo, efter en ikke nærmere defineret 

ulykke har mistet hukommelsen. 

Vel at mærke den del af 

hukommelsen, der vedrører personlige 

forhold og facts. Glemt er 

alle detaljer vedrørende konen, 

Paola, Yambos to døtre og tre børnebørn 

samt gamle elskerinder, 

som han i ny og næ møder på 

gaden. Ligeledes ligger Yambos 

minder om forældre og barndom 

indhyllet i en tyk uigennemtrængelig 

mental tåge. Kun den såkald- 

6 

Hukommelsens Eco 

Umberto Eco har i sin seneste roman taget 30’ernes og 40’ernes Italien 

under behandling. Resultat: En nyskabende multimedieroman 


te semantiske hukommelse er forblevet 

intakt, dvs. evnen til bl.a. at 

huske historiske facts. 

Paola sender derfor sin mand 

til familiens gamle landsted i 

landsbyen Solara i håbet om, at 

hukommelsens tåger vil lette efter 

Yambos gensyn med det sted, hvor 

han tilbragte en stor del af sin 

barn- og ungdom. På et stort og tilstøvet 

loftsrum i familieejendommen 

begynder Yambo således sin 

rejse tilbage i tiden. Her genser 

han for første gang i mange år sin 

barndoms tegneserier (italienske 

såvel som udenlandske), opdager 

gamle skolehæfter, genhører 

musik, der for længst var gået i 

glemmebogen, samt læser sine 

ungdomsdigte. 

Langsomt og omstændeligt 

kommer hver tegneserie, hvert digt 

og hver barndomssang og -melodi, 

som Yambo støder på, til at udgøre 

en lille sten i en mindemosaik, der 

næsten umærkeligt begynder at 

tage form at et liv. Minderne begynder 

at dukke op af tågen: Skolegang 

under fascismen, hovedrollen 

i skoleteatret, en chokerende 

oplevelse med en italiensk modstandsgruppe 

under den tyske 

besættelse, der sætter en brat stopper 

for ungdom og uskyld samt, 

ikke mindst, ungdommens første 

forelskelse. 

Koma og genvundet hukommelse 

Yambos opdagelsesrejse tager 

imidlertid en brat drejning. I lutter 

befippelse over at have opdaget 

en ægte og særdeles værdifuld 

Shakespeare-bog i folioformat fra 

1623 sendes Yambo i koma af et i 

forvejen for højt blodtryk. Skæbnens 

bizarre ironi medfører imidlertid, 

at komaen indtræder i samme 

periode, som Yambos hukommelse 

langsomt er ved at vende 

tilbage. Pacificeret og ubevægelig, 

men med tankevirksomheden 

intakt, fortsætter Yambo med at 

søge de sidste brikker til sine minders 

mosaik, de brikker, der skal 

åbenbare Lilas — hans ungdoms- 

forelskelses — smukke og harmoniske 

ansigt. 

I et spændings- og følelsesmæssigt 

crescendo — hvor hele romanens 

persongalleri effektfuldt defilerer 

ned ad en trappe i gymnasiets 

forhal — ser Yambo som i et 

drømmesyn sig selv stå og vente 

neden for trappen for at gense det 

ansigt, han siden har søgt i både 

konen Paola og elskerinden Sibilla. 

Denne åbenbaring, dette 

åsyn, der for altid skal give ham 

fred i sindet. 

Kvindeansigtet, der skulle komme 

til syne, når imidlertid aldrig 

frem. De sidste rester af tåge bliver 

hængende. Mosaikken forbliver 

ufærdig. 

Fascinerende og svært tilgængelig 

Ecos femte skønlitterære publikation 

indeholder et stort antal 

smukke og fint tekstunderbyggende 

illustrationer, som f.eks. forsider 

af gamle rejsemagasiner, Sherlock 

Holmes i hyggelig samtale 

med Dr. Watson, et ark med billeder 

af 30 diabolske torturmetoder, 

en plakat med små sortskjortede 

fascistdrenge, der vokser op og bliver 

til rigtige soldater, sirligt ordnede 

frimærker, Mussolini i en 

drømmecollage, italienske avisforsider 

fra 2. verdenskrig, en halvnøgen 

Josephine Baker samt — 

især — masser af tegneserieforsider 

og -illustrationer (lige fra 

Anders And over Buffalo Bill til 

Flash Gordon). Illustrationerne 

udgøres samtidig af tekstark af 

30’ernes og 40’ernes folkelige, italienske 

sange og melodier, samt 

fascistiske sange og hymner fra 

samme tid. Og som om det ikke 

kunne være nok, har der også hist 

og her indsneget sig digte og poetiske 

tekststykker. 

Der er dermed næsten tale om 

en ’multimedieroman’, der mikser 

flere forskellige genrer. Som en 

italiensk anmelder noterer: »Jeg 

har ikke kun læst Ecos roman. Jeg 

har også set den og sunget den, til 

stor forundring for de, der befandt 

sig omkring mig«. Ja, sågar kærlighedshistorien 

har sneget sig med 

ind på Ecos livsboblende sider. 

Bl.a. lader han hukommelsesproblematikken 

omfavne kærligheden 

i udsagnet om, at »det smukke ved 

at have elsket, består i mindet om 

at have gjort det«. Kærlighedshistorien 

— vel at mærke den 

ulykkelige af slagsen — tager 

udgangspunkt i hovedpersonens 

første ungdomsforelskelse, den der 

pr. definition varer hele livet uden 

nogen sinde rigtigt at begynde. 

Nok er Eco blevet 72 år, men 

han virker på ingen måde gammel. 

Livsglæde, passion og nysgerrighed 

kommer rigt til udtryk i 

»Dronning Loana«. Det samme gør 

legebarnet Eco, når han f.eks. 

siger: »Det gode ved hukommelsestab 

er, at man møder en masse 

nye mennesker hver dag!«. 

Tegneserielidenskab 

I »Dronning Loana« har Eco forkælet 

sig selv, idet han på det 

nærmeste giver frit løb for sin 

store tegneseriepassion, der som 

bekendt blot af én af hans mange 

intellektuelle sysler. Ecos kærlighed 

til den del af litteraturen 

fremstår i romanen som en slet 

skjult kærlighedserklæring og subtil 

livline til såvel barndommens 

fantasi og virkelighedsflugt som til 

barn- og ungdommen selv. Ecos 

roman er både lige så velskrevet, 

fascinerende, fængslende og tankevækkende, 

som den i visse passager 

er svært tilgængelig, hvilket 

ikke er synderligt overraskende, 

når man har ’den store italieners’ 

betydelige intellektuelle kaliber in 

mente. 

Der er, som altid med Eco, hyppige 

referencer til verdenslitteraturen, 

pænt med italienske ordlege, 

en del citater og indskud på bl.a. 

fransk og latin samt mange kulturelle 

referencer til 30’ernes og 

40’ernes Italien og til en fascistisk 

kontekst. Alligevel benægter Eco, 

at der skulle være tale om en generationsroman. 

Han har tværtimod 

udtalt, at han med romanen 

også har ønsket at videregive et 

vidnesbyrd om en bestemt periode 

af Italiens historie til et yngre publikum. 

»Dronning Loana« indeholder 

ikke så få selvbiografiske træk. 

Yambo har samme alder som Eco, 

og handlingen er som nævnt ovenfor 

henlagt til Piemonte, hvor Eco 

selv voksede op. Eco har imidlertid 

høfligt, men bestemt understreget, 

at der ikke er tale om en selvbiografi. 

Han har så at sige »lånt 

sine erindringer ud« til den hukommelsesplagede 

hovedperson,

hvilket er et kløgtigt fortælleteknisk 

greb: Jeg skriver ikke om mig 

selv, men begrænser mig til at låne 

mine egne erindringer ud, hvorved 

jeg undgår at »involvere mig 

100%«. Altså selvbiografi og prosa 

i skøn forening. Præcist hvilke 

dele af romanen, der er mere eller 

mindre selvbiografisk, er det selv 

sagt vanskeligt at gisne om, selv 

om de italienske anmeldere i sommerens 

løb lystigt har gættet løs. 

Svært oversættelig 

Der er ikke tvivl om, at Eco har 

skrevet en meget italiensk roman, 

hvilket han også selv understreger. 

I et interview i forbindelse med 

romanens udgivelse siger han: 

Allerede på et tidligt tidspunkt 

sagde jeg til min forlægger: »Den 

her roman bliver uoversættelig. 

Den er alt for italiensk. Jeg bliver 

på ingen måde fornærmet, hvis 

den ikke bliver oversat«. Alligevel 

har flere lande købt rettighederne. 

Stakkels oversættere. De vil bl.a. 

skulle oversætte folkeviser fra 

30’erne, der på deres eget sprog 

skal beholde den samme lethed, 

samtidig med at oversættelsen 

skal bære præg af at udspringe af 

et italiensk miljø. 

Trods Ecos advarsel har Forlaget 

Forum meldt sig på banen, og der 

venter således Ecos danske oversætter, 

Thomas Harder, en betragtelig 

opgave inden den forventede 

danske udgivelse i april 2005. 

Da Eco i 1981 — i en alder af 

49 år — skrev sin første roman, 

»Rosens navn«, der som bekendt 

blev en verdenssucces, forklarede 

han over for en journalist: »Som 

50-årig stikker man enten af med 

en ung danserinde, eller også skriver 

man en bestseller«. Ikke meget 

tyder på, at Ecos lyst til sentimental 

eskapisme er steget — hvis den 

vel at mærke nogensinde har eksisteret 

— i de seneste 23 år. Derimod 

bekræfter Ecos roman tesen 

om, at der i en forfatter omkring 

de 70 år ofte viser sig en uimodståelig 

lyst til litterært at gå i barndom. 

Eco er med »Dronning Loana« 

på ingen måde stukket af. Han er 

snarere gået tilbage i eget spor for 

at mindes barndommen, krigen og 

kærligheden. Og, hvem ved, muligvis 

også for at minde sig selv 

om døden. Således fortsætter livet. 

I et smukt og rungende ekko af 

hukommelse. 

Umberto Eco: »La misteriosa fiamma 

della Regina Loana«, 451 

sider, Bompiani 

Erling Jepsen 

Frygtelig lykkelig 

231 sider, 229 kr. 

Borgen 


Overskriften betyder: Forsigtig 

med vinduerne. Det er lidt det 

samme som at slå koldt vand i 

blodet eller klappe hesten, forklarer 

lokalkoloritklientellet den 

nyansatte landbetjent i Højer, men 

som retfærdig og noget naiv tilflytter 

falder det ikke Robert let. Og 

da slet ikke, da han bliver mere 

end lun på den lokale sexbombe 

Ingerlise, som han i embeds medfør 

møder som offer for hustruvold. 

Men Robert lærer at være 

forsigtig med vinduerne, hvilket 

vil sige, at han bliver lige så rå, 

løgnagtig og virkelighedsblind 

som det vestsønderjydske lokalsamfund, 

der i »Frygtelig lykkelig« 

afsløres med manisk sarkasme 

og sort humor. For at være forsigtig 

med vinduerne nødvendiggør 

spionage gennem vinduerne, at slå 

koldt vand i blodet betyder så sandelig 

ikke at styre sine lyster. Og 

at klappe hesten betyder ikke at 

se tiden lidt an, men at udnytte 

den til egen fordel og »Slå først, 

Frede!« 

Robert bliver virkelig frygtelig 

lykkelig, som han selv kalder det 

med romanens sidste ord. Og han 

mener rigtig meget lykkelig — så 

lykkelig, at han slet ikke vil forflyttes, 

selv om han får muligheden 

af sin københavnske chef, 

hans ekskones far, der med sin 

begrundelse for forflyttelsen viser 

sig at være lige så kynisk som det 

vestsønderjydske lokalsamfund og 

således inden for romanens rammer 

peger på, at dette lokalsamfund 

— er det ikke dernede i 

nærheden af, at Søren Krarup er 

præst? — ikke er en kræftknude i 

det danske samfund, men at there 

is something rotten in the State of 

Denmark. Der er noget frygteligt 

galt — ikke kun i grænselandet. 

For vi kan ikke sætte grænser, er 

romanens budskab. Moralske 

grænser. Lovens vogter bliver 

lovløshedens helt. 

Som i naturalistiske romaner 

sættes Robert med en given fortid 

ind i et givet samfund med henblik 

på, hvad der mon sker i dette 

tekstlaboratorium. På nær et par 

fatale steder nøjes vores fortæller 

med at være den personbundne 

registrator af forsøget. Og det betyder, 

at vi som læsere både tvinges 

til at identificere os med Robert og 

får mulighed for at tage afstand fra 

ham. Og til slut forstå frygtelig 

Omslag af 

Lars Rosenquist Bech-Jessen 

Sinne med æ vinne 

En marskcowboy bliver/ slår til i Erling Jepsens nye roman 

(roman) 

som forfærdelig. Robert er ved 

eksperimentets slutning lykkelig, 

og det er forfærdeligt. For undervejs 

er alle moralske grænser overskredet, 

og et lidt ynkeligt pjok er 

blevet legitim morder. Der er 

mange pjok i den danske romanog 

fortælletradition, og Erling 

Jepsen føjer med »Frygtelig lykkelig« 

endnu et eksemplar af denne 

særligt danske (anti)helt til galleriet, 

der tog sin begyndelse med 

Hamlet. »Frygtelig lykkelig« er 

frygtelig læseværdig og frygtelig 

aktuel. 

Og at Erling Jepsen virkelig har 

ønsket at give et Danmarksbillede, 

fremgår af hans kronik i Politiken 

24. oktober 2004. Hér er det ikke 

den særlige marskjord, hvor vandet 

ligger og skvulper under alting, 

der portrætteres, men — som i titlen 

— Jorden under København. 

Og det i relation til sumpen, både 

den virkelige og den moralske, 

under den nye DR By, ligesom den 

under Riget. Med indirekte citater 

fra romanen fortæller han, at vi 

ikke er på sikker grund i Danmark. 

Vores menneskelige undergrund er 

uhyyyyyyyyyggelig, frygtelig 

uhyggelig i al sin uhyggelige 

Frygt. 


(roman) 

Julia Butschkow 

Lunatia 

132 sider, 199 kr. 

Samleren 

Herman Melville 

Bondefangeren 

(The Confidence-Man: His 

Masquerade) 

Oversat af Flemming Chr. Nielsen 

320 sider, 248 kr. 

Bindslev 

Anmeldt af Tore Rye Andersen 

»En roman er det ikke, med mindre 

en roman er ensbetydende med 45 

samtaler om bord på en hjuldam- 

8 

I læ for torden, regn og vind 

»Lunatia« er 132 sider lang og rummer kun ét eneste punktum 

Anmeldt af 

Sanne Graakjær Damm-Jakobsen 

Nu er det ikke fordi denne grammatiske 

særegenhed er det væsentligste 

ved denne bog, men så alligevel. 

For når der overhovedet 

ikke figurerer noget punktum 

undervejs i Julia Butschkows lille 

roman, så skyldes det, at både indhold 

og form klarer sig meget 

bedre uden. Det ser man allerede 

på forsiden. 

»Lunatia« står der øverst på 

omslaget, men ordet får ikke lov at 

stå alene. Det er skarpt efterfulgt af 

et komma og så den spiralformede 

sætning: »et smukt hvidt hus, som 

jeg kan høre havets brusen i, når 

jeg tager det op til et af mine ører; 

den fine mørke linie, der udgør 

spiralen, minder mig om en lang 

sætning, skrevet på et sprog jeg 

ikke kender«. 

Det er, som om romanen ikke 

kun kan hedde »Lunatia«. 

Spiralen som kompositorisk princip 

har kæmpet sig vej helt ud på 

omslaget og efterladt et bogstavomrids, 

et grafisk aftryk, af det 

sneglehus, titlen refererer til, og 

Maskerade på narreskibet 

Det er ikke kun skibet Fidèle, der flyder i Melvilles roman 


per«. Sådan beskrev anmelderen 

ved »The Literary Gazette« Herman 

Melvilles roman »Bondefangeren« 

ved udgivelsen i 1857. Melvilles 

anmeldere er i dag herostratisk 

berømte for deres hårdhændede og 

uforstående behandling af hans 

værker, men alligevel er denne 

karakteristik af Melvilles sidste 

store roman egentlig ganske rammende. 

Forlaget Bindslev følger med 

den første danske oversættelse af 

»Bondefangeren« op på sidste års 

Omslag af Lars Højbjerg 

udgivelse af »Pierre«. Endnu en 

gang har Flemming Chr. Nielsen 

leveret en glimrende oversættelse, 

foruden et fint forord og et godt og 

informativt noteapparat, der tjener 

som en slags dåseåbner for Melvilles 

encyklopædiske univers. 

Sådan skal en klassiker udgives! 

Ordrigt maskespil 

Romanens handling (hvis man da 

kan tale om en sådan) udspiller 

sig i løbet af én dag — narrenes 

dag, 1. april — om bord på 

som fortælleren har fået af sin plejefar. 

Og det er netop denne far, 

der danner afsæt for fortællerens 

talestrøm. 

Neja, hedder hun, og hun kan 

ikke rigtigt beslutte sig for hverken 

et nej eller et ja til livet. Hendes 

historie fortælles imidlertid fra en 

hospitalsseng, fordi hun en dag 

valgte nejét, og derfra indvier hun 

nu læseren i sit liv. Et liv med 

kærlighed til sin far, selvom han 

har efterladt spermklatter på hendes 

lille maveskind — og med et 

had til sin mor, hvis blodrøde, 

malede læber hun en nat har 

skimtet omkring den »blåviolette 

liderlighed« på den »cowboybukseprins«, 

hun var og er forelsket i. 

Hun kværner om et liv med 

væmmelse ved at indtage anden 

føde end cornflakes med masser af 

sukker, som så alligevel bliver 

kastet op, og om et liv, der trøster 

sig ved igen og igen at blive mishandlet 

af en fremmed mand i en 

fremmed kælder. Og hun gør det 

godt, fortælleren, og meget overbevisende. 

Vi kommer hele vejen ind 

og hele vejen ud igen, og forfatteren, 

som er født i 1978 og debuterede 

med digtsamlingen 

»Lykkekomplex« i 1997, efterlader 

sin læser evigglad, ude i lyset, 

efter det sidste og eneste punktum. 

Mississippi-damperen Fidèle. For 

tilhængere af »Moby-Dick«s hæsblæsende 

actionscener vil »Bondefangeren« 

sandsynligvis udgøre 

lidt af en skuffelse. Der sker nemlig 

ikke rigtig noget i bogen. Hvor 

»Moby-Dick« var fuld af digressioner 

fra det underliggende plot — 

kaptajn Ahabs vanvittige jagt på 

den hvide hval — har »Bondefangeren« 

ikke noget plot at afvige 

fra. Først og fremmest består den 

af en række tableauer (’hændelser’ 

ville være for handlingsmættet et 

ord), der alle er karakteriseret ved, 

hvad romanen selv med en mild 

underdrivelse kalder »temmelig 

megen snak«. Fidèle er fyldt med 

et prægtigt galleri af svindlere, 

lurendrejere, taskenspillere, plattenslagere, 

kvaksalvere, eller slet 

og ret bondefangere, der med 

udsigten til nogle få, lettjente (og 

sandsynligvis falske) dollars

prøver at dreje hinanden en knap 

eller to, alt imens de filosoferer 

over verdens sande tilstand. 

Det er bevidst umuligt at afgøre 

præcis, hvor mange bondefangere 

der vandrer ind og ud af romanens 

scene. Mange af taskenspillerne 

bedriver nemlig sandsynligvis 

også maskespil og ifører sig forskellige 

mere eller mindre vellykkede 

forklædninger. Romanens 

fortæller er ikke nogen hjælp i forsøget 

på at afgøre, hvem der er 

hvem: Personerne beskrives oftest 

ved deres påklædning eller ved 

andre ydre, let udskiftelige kendetegn. 

Således møder vi bl.a. »manden 

med sørgefloret«, »manden 

med kvasthuen«, og i flere tilfælde 

beskrives personer slet og ret som 

»den fremmede« — en noget indholdstom 

beskrivelse på et skib 

fuldt af fremmede. Gennem denne 

konsekvent overfladiske personskildring 

pirker Melville ved forestillingen 

om menneskets identitet 

som en uforanderlig essens. I 

»Bondefangeren« kan man skifte 

identitet lige så let som tøj eller 

paryk, og bogens personer er i 

bogstaveligste forstand ’self-made’. 

I kapitel 14, et af bogens tre 

metalitterære kapitler, argumenterer 

fortælleren for, at hans inkonsistente 

personskildring paradoksalt 

nok er konsistent med virkeligheden, 

hvor vi finder meget få 

uomskiftelige personligheder. I 

vores navigation gennem tilværelsen 

trækker vi til stadighed på et 

repertoire af forskellige roller, og 

identiteten bliver derfor en flygtig 

størrelse. Det er et meget amerikansk 

tema, Melville slår an her, 

og romanens mange bondefangere 

indskriver sig i en lang tradition af 

amerikanske figurer, der bestandig 

opfinder og genopfinder sig selv: 

Virkelighedens Benjamin Franklin 

går hånd i hånd med fiktionens 

Jay Gatsby, Rinehart og Henry 

Burlinggame, og tilsammen udgør 

de sindbilledet på nationen Amerika, 

der også har skullet opfinde 

sig selv fra grunden. »Bondefangeren« 

udgør én lang maskerade, 

men da maskerne falder afsløres 

ingen sande ansigter, blot nye 

masker. 

Litterært kviksølv 

Men hvad handler romanen så 

om, eller rettere: hvad taler den 

om? De mange åndrige samtaler 

mellem romanens snydetampe er 

mestendels variationer over forholdet 

mellem tillid og mistro, 

mellem naivitet og kynisme. Midt 

i al bondefangeriet og mellem alle 

de falske pengestykker synes 

romanen at være fortaler for, at et 

minimum af tillid er nødvendigt 

for at få samfundet til at hænge 

sammen. Uden tillid til sine medmennesker 

og til de fremmede, 

man selv er en fremmed iblandt, 

slynges det hele fra hinanden i 

mistroens centrifugale baner, og 

selv om man risikerer at blive 

taget noget så grusomt i røven, må 

man insistere på at holde fast i en 

vis grad af blåøjethed. 

Romanen og dens fortæller kan 

imidlertid ikke hænges op på en 

endegyldig morale. Hos Melville 

står intet mejslet i sten, og hans 

roman har — som hjuldamperen 

Fidèle — ingen kaptajn, ingen 

final autoritetsinstans, der kan 

udgøre målestokken for det skrevne 

og sagte. Synspunkterne må i 

stedet måles op imod hinanden, 

med det resultat, at vi ikke kan 

afgøre, hvad der er sandt eller 

falskt, hvad der er lort eller lagkage. 

Det kan være en bitter nok 

pille at sluge i dag, og den har 

været endnu sværere at sluge i 

1857. 

Uafgørligheden kondenseres af 

Melville i en lille scene, hvor en 

mand bladrer i Bibelen og klager 

over, at apokryferne er bundet ind 

mellem det Gamle og det Nye 

Testamente. Han så gerne, at de 

ikke-kanoniske apokryfer var bundet 

i et separat bind, så deres 

dubiøse status ikke kunne kaste et 

skær af tvivl over testamenternes 

sandheder. Melville har imidlertid 

ikke meget tilovers for forsøget på 

at dele verden op i klart afgrænsede 

kategorier — sort eller hvidt, 

sandt eller falskt. Den monomane 

higen efter Sandheden er for Melville 

et ahabsk projekt, en hvaljagt 

der ender med at trække os ned i 

dybet. 

Melvilles opgør med puritanismens 

enten/eller og den monomane 

jagt på monstre er kompromisløst 

gennemført og ikke så lidt 

forud for sin egen tid. På sin vis er 

det også forud for vor tid, i hvert 

fald hvis man ser på, hvad der er 

foregået i Amerika de sidste fire 

år. »You’re either with us, or against 

us«, lyder det kategorisk og 

binært fra Det Hvide Hus. Det er 

endnu usikkert, om Bush-regeringens 

jagt på den hvide hval vil 

trække verden med sig i dybet, 

men efter det nyligt overståede 

amerikanske præsidentvalg synes 

ét ganske vist: Der er stadig plads 

til bondefangere i USA, og og med 

blikket rettet mod de kommende 

fire år kan man med ængstelse tilslutte 

sig »Bondefangeren«s sidste 

ord: »Måske følger der mere af 

denne maskerade«. 

Hvem 

hvad hvor 

Bent Haller 

Først ved livets ende 

222 sider, 269 kr. 

Høst og Søn 

Eksperimentel fortælleteknik med 

store spørgsmålstegn 

Anmeldt af Anne Marie Dinesen 

Et plejehjem har fået den idé, at 

de ældre skal fordrive tiden med 

at skrive, i hvilken anledning et 

antal computere er anskaffet. 

Desværre har Bent Haller fået 

den idé at lade beboerne fortælle i 

en slags ’stream of consciousness’ 

uden tydelig markering af, hvem 

der fortæller, og desuden indlægge 

beboernes historier i teksten, igen 

uden at markere, hvem der egentlig 

er i gang med at skrive. Man 

læser og pludselig opdager man, at 

der er skiftet fortæller, og at ’ham’, 

der refereres til pludselig er en hel 

anden, end den ’ham’, der optræder 

i afsnittet lige før. Hvilket 

udvirker, at de oplysninger man 

har, pludselig skal knyttes til en 

anden person, og fortællerstemmen 

ligeså. Det er umådeligt irriterende, 

og det er så godt som umuligt 

at fatte interesse for personer 

uden identiteter. 

Eneste undtagelse er en kvinde, 

der dog trods alt markeres ved et 

’hun’ og sit had til den afdøde 

mand, som desværre nåede at dø 

en naturlig død, inden hun fik lejlighed 

til at slå ham ihjel. Men når 

beboernes fortællinger indlægges i 

teksten og kun markeres med cita- 

(roman) 

tionstegn, tror man, at den ’hun’ 

man lige har læst om, er den 

samme, som fortalte i afsnittet før. 

For at få den mindste smule idé 

om, hvem der egentlig fortæller 

om hvem og hvad, skal man altså 

holde gevaldigt øje med citationstegnene, 

hvilket igen forstyrrer 

læsningen, idet man flyttes fra 

indholdet til formen og dermed får 

et sært ’professionelt’ forhold til 

teksten. 

Beboernes indlagte fortællinger 

handler om ’han og hun–krigen’. 

Og denne terrorkrig er Bent Haller 

ufattelig god til at fortælle. Man 

kunne have ønsket sig, at forfatteren 

ganske enkelt havde skrevet 

en ’gammeldags’ roman med dette 

tema. 

For eksperimenterne med fortælleteknikken 

forstyrrer, og personerne 

er utroværdige. Det er 

svært at tro på, at en pensioneret 

politibetjent, udelukkende i kraft 

af at han har skrevet rapporter, har 

udviklet et fortælletalent og en 

skriveteknik, der er på højde med 

en professionel forfatters. Desuden 

er stilen i de enkelte beretninger, 

skrevet af de forskellige beboere, 

ret ens, således at man ikke kan 

lade være med at tænke på, at de 

er skrevet af forfatteren alle sammen. 

Man tror ganske enkelt ikke 

på de fiktive personer, og det er 

synd, når forfatteren faktisk skriver 

strålende og burde lade os få 

fornøjelse af dette uden forstyrrende 

eksperimenter. 


(roman) 

10 

Skønheden og udyret 

En saga om en vanskabnings kærlighed — godt krydret med splatter 

Carl-Johan Vallgren 

Den vidunderlige kærligheds 

historie 

(Den vidunderliga kärlekens 

historia) 

Oversat af Hans Christian Fink 

296 sider, 329 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Marianne Bugge 

»Den vidunderlige kærligheds 

historie« efterstræber at være en 

saga-lignende roman om kærlighedens 

dybe og dybt uforklarlige 

væsen. Det er en roman bedrevet 

af den 40-årige svenske forfatter 

(og musiker) Carl-Johan Vallgren. 

En roman, han i Sverige har modtaget 

Augustprisen for. 

Romanen slår de helt store 

skæbnestrenge an. Og optakten og 

rammen for fortællingen er da 

også yderst appetitvækkende: Et 

brev skrives hen over Atlanten. 

Fra én slægtning til en anden — 

de har samme forfader: nemlig 

den vanskabte, ja monstrøse og 

EU-ret og narkohandel 

En jurists fantasier 

Juli Zeh 

Ørn og engel 

(Adler und Engel) 

Oversat af Aino Roscher 

354 sider, 299 kr. 

Samleren 

Anmeldt af 

Steen Klitgård Povlsen 

I 2001 debuterede den tyske jurist, 

Juli Zeh, med en roman, der fik i 

alt fald visse kritikere til at spærre 

øjnene op. »Adler und Engel« hed 

den, og året efter indbragte den 

hende den eftertragtede tyske debutantpris. 

Anmelderreaktionerne 

strakte sig fra lovprisning af dette 


Omslag med maleri af Caspar David Friedrich 

døvstumme dværg Hercule Barefuss 

(med overnaturlige evner og 

et absolut veludviklet kønsorgan). 

stramt fortalte bidrag til en tysk 

’politthriller’ over sammenligninger 

med Salingers pubertetsskildringer 

i »The Catcher in the Rye« 

til nedsablende kritik af Zehs 

kolde figurskabeloner og uoverskuelige 

handlingstråde. Men læserne 

var begejstrede, og hurtigt 

avancerede Zeh på bestsellerlisterne. 

Bogen blev oversat til flere 

europæiske sprog, og nu er den 

også kommet på dansk i Aino Roschers 

brugbare oversættelse. Nu 

må det så vise sig, om den også 

kan bjergtage et dansk publikum. 

Juli Zeh er ekspert i international 

folkeret og har siden debuten 

foruden en novellesamling, en rejsebog 

og her for nylig endnu en 

Hans historie er ret 

usædvanlig. Og den 

fortælles i romanen. 

Hercule fødes en 

mørk og stormfuld nat 

på et bordel på Königsberg 

i 1813. Moderen 

dør: hendes 

bækken splintres af 

vanskabningens kolossale 

hoved. Samme 

nat, på samme bordel 

fødes en velskabt pige, 

Henriette Vogel. Hun 

og Hercule vokser op 

sammen på bordellet 

— og forelsker sig i 

hinanden. Ved skæbnens 

ugunst skilles 

deres veje, og de næste 

mange år lever Hercule 

på jagt efter sin 

elskede, og selv jaget 

af sine fjender: Hercules 

overnaturlige evner 

vækker kirkens mistro. 

Man mener, at ’monstrets’ evner 

stammer fra den onde selv. 

Hercule oplever en sjælden 

roman, »Spieltrieb«, i 2002 udgivet 

en jura-fagbog om EU-ret: 

»Recht auf Eintritt?«. Heri plæderer 

hun for, at de daværende ansøgerlande 

havde et retsligt krav 

på at blive optaget i Unionen, fordi 

et politisk afgivet løfte i denne 

retstradition har juridisk gyldighed. 

Sådan som Tyrkiet efter hendes 

argumenter så må have det i 

dag. Når det skal nævnes her, er 

det, fordi det faktisk går stik imod 

ånden i »Ørn og Engel«. Den handler 

også om en EU-jurist, Max, 

mandlig ganske vist og afhængig 

af narko, men miljøet kender Zeh. 

Afhængig er han blevet under 

påvirkning af en ungdomskæreste, 

Jenni, som har fungeret som nar- 

kærlighed. Men han oplever også 

at frarøves den elskede. Dette tab 

udløser et voldsomt had og et 

blodbad, der fuldt ud lever op til 

sagaernes; Hercule bliver en hævner: 

»Blodet sprøjtede i tykke stråler 

som fra et springvand«; og 

videre: »midt i dette kaos, i dette 

orgie af død...«. Midt i dette orgie 

står i hvert fald jeg af! 

Kærligheden og hadet drukner i 

ordene, der skal beskrive dem. 

Med det resultat, at de bliver ligegyldige 

størrelser. 

Men plottet er godt, og det 

begyndte i god, højstemt stil. Juhu, 

ny Blixen, tænkte jeg. Grænsen 

mellem det højstemte og det opstyltede 

er dog hårfin, og Vallgren 

træder af og til ved siden af — 

også i kraft af gentagelser af ellers 

fine udtryk. Jeg er eksempelvis 

vild med alvorsfulde vendinger 

som »i sit livs efterår«, og »en vis 

abbed Johan Kippenberg«, men 

efter femte gentagelse bliver det 

lidt monotont. 

Med klange af Pär Lagerkvists 

»Dværgen«, hvor vi netop også 

møder en dværg, der helt bevidst 

skildres så indlevelse ikke er rigtig 

mulig, har Vallgrens bog allerede i 

Sverige fundet rigtig mange læsere. 

Og mon ikke samme skæbne — 

trods alt — også venter »Den vidunderlige 

kærligheds historie« i 

Danmark? 

kokurér for sin far, og som opsøger 

Max efter flere år, da han er blevet 

etableret embedsmand og trækker 

ham tilbage i stofmisbruget. Da 

hun ender med at begå selvmord, 

ringer han i fortvivlelse til et natligt 

talkshow på en radiostation i 

Leipzig, hvor han er udstationeret, 

og taler med en værtinde dér, 

Clara. Hun er imidlertid også psykologistuderende 

og spotter i Max 

et interessant tilfælde, som det 

lykkes hende at få til at tale sin 

historie ind på en båndoptager. 

Det er så den historie, der udgør 

romanen, klippet sammen med 

Max’ forsøg på at få gjort Clara lige 

så stofafhængig som ham selv. 

Hvad det ender med, skal jeg selvfølgelig 

ikke afsløre her, for det er 

både spændende og overraskende 

og lever helt op til kravene for en 

velfungerende krimi. 

Om det så også er en god ’politkrimi’, 

er jeg straks mere forbeholden 

over for. Pointen er, at det 

grundlag som EU-udvidelsen finder 

sted på, tjener den internationale 

narkomafias interesser og gør 

det muligt for den at flytte sin

indbringende Balkan-traffik til 

Polen. Ja, det EU-kontor, Max arbejder 

for, er direkte allieret med 

mafiabossen og har i øvrigt under 

Balkan-konflikten arbejdet snævert 

sammen med krigsforbryderen 

Arkan og andre skumle typer. 

Hvabehar? Tror vi på den, eller er 

det noget, Juli Zeh har siddet og 

fantaseret sammen efter arbejdstids 

ophør? Et officielt folkeretsorgan, 

der direkte modarbejder domstolen 

i Haag, og som i øvrigt medvirker 

til, at møjsommeligt indsamlede 

data om etableringen af 

nye narkoruter bliver reddet over i 

det udvidede EU. Vi ved alle, at 

der foregår omfattende svindel i 

EU — men det her? Undertegnede 

står i alt fald af. 

Og historien om den psykologistuderende 

Clara med et faderligt 

forhold til sin vejleder, der udsætter 

sig for dødelige farer og narkoafhængighed 

for at få en case story 

til et speciale (’Diplomarbeit’ på 

tysk — det kan være lidt mere end 

et speciale i Danmark, men alligevel)? 

Også det er for usandsynligt 

til, at det kan blive motor i en god 

krimi. Men Jenni da? Den rørende, 

gribende teenager, der på linie 

med så mange forsømte børn i ny 

tysk litteratur, ender med at blive 

kværnet ned i denne magtmølle? 

Jo, hun er en ægte skikkelse, tragisk 

i sin undergang, flot i sit 

stædige oprør til det sidste. Historien 

om, hvordan Max først indleverer 

hende på et sindssygehospital 

og så henter hende igen, har 

den nådesløshed, som mange 

anmeldere fandt i »Ørn og Engel«. 

Men der er noget intellektuelt og 

’begavet’ over skildringerne af 

både hendes og Max’ syreflip. Der 

mangler enten en direkte sproglig 

assimilation med den tågede 

bevidsthed eller en klar ironisk 

fortællerdistance til det fortalte. 

Juli Zeh bliver hængende i det 

uafgørlige, og det er ikke her en 

dyd. Jeg kan ikke lade være med 

at sammenligne med Alexa Hennig 

von Langes anderledes vitale 

og sprogligt kraftfulde gengivelse 

af narkomiljøet i »Relax. Ein 

Drogenroman« fra 1999. Hvornår 

tager et dansk forlag sig dog sammen 

til at få oversat den. I forhold 

til den er »Ørn og Engel« fad konstruktion. 

Men »Ørn og Engel« har gode 

sekvenser, og Juli Zeh har tæft 

for en god og salgbar historie. 

»Spieltrieb« er om seksuelt udfordrende 

gymnasieungdom, lad os 

se, hvad hun derefter finder på. 

Kofi Annans forbindelse med al- 

Qaeda? 

Betyder parforhold 

den ene parts død? 

Selma Lagerlöf 

Hr. Arnes penge 

Et eviggyldigt drama afviklet med stilistisk brillans 

(Herr Arnes Penningar) 

Oversat af Anne Marie Bjerg 

144 sider, 169 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Martin Deichmann 

Opført som opera, filmatiseret to 

gange og omsat til teater af blandt 

andre danske Johannes Larsen. 

Den måske første thriller på 

svensk, og efter sigende blandt forfatterens 

personlige favoritter. Og 

alligevel er Selma Lagerlöfs »Hr. 

Arnes penge« ikke synderligt 

kendt for en dansk læserskare. 

Bogen udkom i 1904 — i øvrigt 

samme år som den danske Lagerlöfepigon 

Astrid Ehrencron-Kidde 

udgav sine »Skumringshistorier 

fra det gamle hus« — og blev til 

som en pludselig raptus, et afbræk 

i arbejdet med »Nils Holgersson«. 

En roman om fattigfolk på den 

svenske vestkyst, om nedslagtningen 

af den velhavende præst, Hr. 

Arne og hushold, samt om en 

overlevende jomfrus forelskelse i 

sin husbonds og elskede fostersøsters 

morder. 

»Skrevet i et stykke, et eneste 

stykke. Den har ingen stilfejl. Noget 

jeg selv bemærker, men ikke 

læserne«, skal Lagerlöf selv have 

sagt om bogen. Og det kan hun jo 

have ret i. »Hr. Arnes penge« glider 

raskt og ubesværet ned. Den er 

spændende, kortfattet og direkte i 

tiltalen og rummer for mig at se 

ikke psykologiske eller moralske 

aspekter ud over det trivielle. 

Romanens tonefald er arkaisk — 

på en gang gennemført og næsten 

umærkeligt — og kun hvor dramaet 

spidser til omtrent en tredjedel 

inde i bogen, slår fortællingens 

jævne takt lidt knuder for forfatteren. 

Som om det pludselig ikke 

kan gå hurtigt nok med at nå frem 

til romanens klimaks og moralske 

pointe. 

Vi afslører ikke noget ved at 

gengive den her, fordi romanen 

rummer ingen egentlig mordgåde. 

Det er spørgsmålet om jomfru 

Elsalils skæbne, der interesserer. 

Kan hun virkelig elske sine elskedes 

morder? Og kan hun elske en 

mand, hvis hele eksistens er en 

trussel mod hendes egen? Eller 

med en let opdatering af spørgsmålet: 

Betyder parforhold altid 

Omslag af Lise-Lotte Holmbäch med maleri af 

Albert Edelfelt 

den enes død? I al sin lagerlöfske 

enkelhed når bogen sit højdepunkt 

to tredjedele inde, hvor Elsalil 

erindrer en samtale med fostersøsteren 

ved et nedhugget birketræ: 

(roman) 

Det er en stor synd at fælde et træ 

i løvspringet, når det er så fuldt af 

kraft at det ikke kan dø. Det er forfærdeligt 

for en død når han ikke 

kan få ro i sin grav. De der er 

døde, kan ikke vente sig meget 

godt, de kan hverken nås af kærlighed 

eller lykke. Det eneste gode 

de stadig begærer, det er at få lov 

til at sove i stille ro. Jeg må da 

græde når du siger at birken ikke 

kan dø, fordi den tænker på sin 

morder. Det er dog den hårdeste 

skæbne for en der er blevet 

berøvet livet, ikke at få 

lov til at sove i ro, 

fordi han er nødt til at 

forfølge sin morder. De 

døde har ikke andet at 

stræbe efter end at få 

lov til at sove i ro. 

Og derfor, er man fristet 

til at konkludere, 

går fostersøsteren så 

mangen sti vild. Fordi 

Elsalil ikke kan træffe 

sit valg, men hele 

tiden vakler mellem 

før og nu, det nære og 

det fjerne og ikke 

mindst mellem næsteog 

egenkærlighed. »Hr. 

Arnes penge« er som 

alle andre fortællinger 

af Selma Lagerlöf baseret 

på en blanding af 

folkesagn og historiske 

hændelser. Personerne 

er tegnet fladt, og kan 

med deres få fremtrædende 

egenskaber forskydes 

problemfrit 

gennem tiden. Et eviggyldigt 

drama som i al 

sin delikate banalitet afvikles med 

stilistisk brillans af Lagerlöf. Og 

som utvivlsomt kunne tiltvinge sig 

føljetonplads i såvel Euroman som 

Familiejournalen. 


(roman) 

Jakob Vedelsby 

Du og jeg 

127 sider, 229 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Kristian Mørk 

Man vil virkelig gerne holde af 

Jakob Vedelsby anden roman »Du 

og jeg«. Fra første side springer en 

sikker og medrivende stil i øjnene, 

hvor det skarpe og observerende 

jævnligt bliver punkteret af afstemte 

drømmesekvenser og uventede 

metaforer. Vedelsby kan skrive; 

man ser det straks og får mod 

på mere. 

På den måde lærer man hurtigt 

hovedpersonen at kende som en 

stræbsom ung mand, hvis hele 

eksistens har drejet sig om at skrabe 

en rund million sammen, for 

derefter at lægge reklamejob og 

hverdagsrutiner bag sig og drage 

ud i verden på eventyr. Misantropi 

og meningsløshed til trods er han 

endelig ved at nå sit mål og møder 

oven i købet en dejlig pige, som 

gerne vil med til London. Om hun 

er lykkeridder eller rigtig forelsket 

står hen i det uvisse, men hovedpersonen 

er glad, indtil hun en 

12 

Mindre håndværk, 

mere historie 

Stilen sidder så tungt i højsædet hos Vedelsby, 

at det går ud over fortællingen 


dag forsvinder sporløst i den 

engelske hovedstad. Som ethvert 

fornuftigt menneske alarmerer fortælleren 

relevante myndigheder, 

og da det ikke bærer frugt hyrer 

han en privatdetektiv. 

Og hvad så? Ja, så ikke så meget. 

Krimiplottet forbliver antydet 

og spændingen siver langsomt ud, 

efterhånden som det bliver klart 

for læseren, at plottets funktion 

først og fremmest er en fast ramme 

for vekslende formgreb. Dermed 

fremstår romanen i stigende grad 

som et narcissistisk projekt, der 

har sin egen form som både indhold 

og formål. Det kan man lide 

eller lade være alt efter tekst og 

temperament. I dette tilfælde vælger 

jeg at gøre det sidste, for 

Vedelsby formår, stilsikkerhed til 

trods, ikke helt at styre uden om 

klichéer og kedelig tomgang, og 

den æstetiske oplevelse kompenserer 

dermed ikke for fraværet af 

fortælling. Titlens implicitte løfte 

om forståelse og udveksling mellem 

læser og forfatter udebliver. 

Det er tydeligt, at Vedelsby kan 

sit håndværk. Men hans romaner 

ville nok blive bedre, hvis han 

tænkte lidt mindre på det og lidt 

mere på selve historien. 

Omslag af Harvey Macauley/ Imperiet 

Almindeligheder 

At skrive om hverdagen er jo ikke 

en kvalitet i sig selv 

Christina Englund 

På den sikre side 

240 sider, 248 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg 

Christina Englunds nye roman »På 

den sikre side« er en såkaldt selvstændig 

fortsættelse af romanen 

»Løse ender« fra 2002. »På den 

sikre side« består af tre overordnede 

kapitler, hvis titler fortæller, at 

handlingen udspiller sig i henholdsvis 

1992, 1993 og 1994, og i 

de mange korte afsnit, som hvert 

kapitel er inddelt i, følger vi på 

skift Martha, hendes søn Mikkel 

og barnebarnet Amalie. 

Martha bliver forladt af sin 

kæreste, og hendes sorg over svigtet 

blander sig med sorgen efter en 

anden og tidligere kæreste, faderen 

til børnene Mikkel og Sarah, 

som ligeledes svigtede og forlod 

hende. Da Martha får at vide, at 

han kommer på besøg til Danmark 

fra Australien, hvor han ellers har 

bosat sig, lægges der op til konfrontation. 

I hvert fald inde i 

Marthas hoved, hvor de to svigtende 

mænd bliver ved med at spøge, 

mens hun med skiftende held forsøger 

at få sit liv til at hænge sammen. 

Mens de indre kampe står 

på, er den stillestående hverdag 

præget af handlingslammelse og 

klaustrofobi: 

Der var en lyd inden i Martha, 

som når et insekt farer vild mod 

Christina Englund 

(Foto: Lena Paaske) 

en rude. Af at slå mod glasset og 

ikke kunne komme ud (…) Martha 

følte sig lammet. Noget i hendes 

hoved var gået i stykker, hendes 

tanker revnede, og noget nyt kom 

til syne. 

Børnene lever deres eget liv, og 

det er svært for Martha at slippe 

dem, især når nu hendes eget liv 

er blevet tømt for indhold. Sarah 

har stiftet egen familie med datteren 

Amalie som omdrejningspunkt. 

Mikkel derimod flygter fra 

klaustrofobien med en rejse til 

Cuba, hvor tilfældige møder og 

salsamusik dog ikke for alvor er i 

stand til at ændre ved hans sindstilstand. 

Handling er der ikke meget af. 

Romanens grundsubstans er tanker, 

der strømmer frem og tilbage, 

og de skiftende synsvinkler supplerer 

blot hinanden i stedet for at 

skabe modstand i teksten. Den 

minimale udvikling udfolder sig 

først til slut, hvor Martha og 

Mikkel endelig formår at tage lidt 

initiativ, så bogen kan slutte med 

en fornemmelse af, at det hele nok 

skal gå i orden. 

Christina Englund besidder et 

godt og beskrivende sprog, men 

jeg savner en strammere fortællestil 

og en selektion af begivenheder 

og beskrivelser, som kan give 

hverdagsskildringen bid. Her bliver 

det hele lagt frem på bordet, 

og alt er tilsyneladende lige vigtigt 

og derfor egentlig ret ligegyldigt.

Af Anton Koch-Nielsen 

den engelske krimi er det sikre valg, 

når man søger en gedigen kombination 

af spænding, underholdning 

og præcis virkelighedsskildring. 2004 

bød på oversættelser af nye romaner fra 

fem af de forfattere, der pt. ligger forrest, 

og det kan der være grund til at fremhæve 

op til jul, hvor det måske er svært at hitte 

på den rette present. 

Nærmest den traditionelle skabelon 

kommer P. D. James. I »Mordsalen« tegner 

hun med intensitet miljøet og menneskene 

omkring et privat museum i London, der 

er helliget mellemkrigstidens kunst og litteratur 

— og dens berygtede forbrydelser. 

En af dem bliver uhyggeligt kopieret i 

nutiden. Adam Dalgliesh og hans stab fra 

Scotland Yards afdeling for ’følsomme 

sager’ sættes på opgaven, fordi en af de 

implicerede i al anonymitet er en vigtig 

medarbejder i efterretningstjenesten. Og 

det er kun den første af de hemmeligheder, 

som skal trevles op. De noble facader 

krakelerer. Mord er »en forbrydelse, der 

bringer forurening med sig«. 

Ruth Rendell fører i »Forvildede sjæle« 

nok en gang læserne til sin fiktive provinsby 

Kingsmarkham. Byen er ramt af 

omfattende oversvømmelser, og to teenagebørn 

er borte, en pige på 13 år og en 

dreng på knap 16. Forældrene var på 

weekend, og ved tilbagekomsten fandt de 

huset tomt. Moderen tror hysterisk, at børnene 

er druknet. Eftersøgningen i nærområdet 

er forgæves, og kriminalkommissær 

Wexford er i vildrede. Hvordan kan mennesker 

forsvinde totalt? Hvorfor er der 

ingen, der har set noget? Ruth Rendell 

lægger med sikker hånd de kryptiske spor 

ud, og hun præsenterer en række interessante 

personer, ikke mindst en fundamentalistisk 

sekts forkrampede medlemmer. 

Opklaringen er lidt mindre plausibel end i 

hendes tidligere politiromaner, stemningen 

og spændingen til gengæld så stærk 

som nogensinde. 

Der er trængsel i Reginald Hills historie 

om »Våben og kvinder«. Både nordirske 

terrorister, colombianske frihedskæmpere, 

krimihjørnet 

Rule, Britannia 

narkohandlere sammestedsfra og endog de 

formummede knægte fra Hendes 

Majestæts efterretningstjeneste. Hver gruppe 

har sin dagsorden, men de er fælles om 

barske metoder. I orkanens øje står kriminalassistent 

Peter Pascoes kone Ellie, der 

udsættes for et groft bortførelsesforsøg. 

Kriminalkommissær Andy Dalziel gennemskuer 

snart, at det ikke er pression 

mod Yorkshire-politiet — der er mere på 

spil. De overordnede politimyndigheder 

forsøger at bremse Dalziel, og det skulle 

de ikke have gjort. Den blodrige kriminalchef 

accepterer ikke, at hans nærmeste 

anvendes som brikker i tjenesternes kyniske 

spil. Hans taktik er enkel: Han »pisser 

i hovedafbryderen og ser, hvad der sker«. 

Og der sker så sandelig en del. Ellie må 

omvurdere Dalziel (som hun inderligt har 

afskyet), og det er blot én af en række vitser, 

der sikrer, at læsningen ikke bliver for 

dyster. Dalziel må »trække vod i hjernekisten«, 

og den ellers sobre Pascoe skal 

overskride et par af sine anstændige 

grænser. Læseren sidder tilbage med en 

gæv historie, der hele tiden overrasker. 

Skotske Ian Rankins niende danske 

udgivelse — »I indviet jord« — følger på 

ny kriminalinspektør John Rebus i hans 

farlige Edinburgh, »en forslået by, der 

aldrig holdt sig for god til at slå igen. En 

ung kvinde er forsvundet, og de vage spor 

er ikke gennemskuelige. Rebus kan ikke 

finde mening med de miniaturekister, der 

dukker op i sagens periferi, og hans itkyndige 

kollega har svært ved at følge 

med, da hun forsøger at komme ind i det 

virtuelle spil, som den forsvundne havde i 

gang med en ukendt quizmaster. Rankin 

lever ikke helt op til sit ry som plotlægger, 

men han kan formidle den tætte atmosfære, 

der har gjort Rebus-seriens forudgående 

fire bind til klassikere. 

Senest er Minette Walters kommet til. 

Modsat de fire nævnte forfattere skriver 

hun enkeltstående thrillers, senest »Syge 

sind«. Her blandes ingredienserne. 

Rammen er traditionel krimi: To engagerede 

mennesker prøver at finde ud af, hvad 

(klumme) 

der virkelig skete i en 35 år gammel sag 

om drab, voldtægt og en forsvunden teenagepige. 

Temaerne er aktuelle: svigtede 

børn og muligvis incest og pædofili. Måden 

at fortælle på er helt moderne, prosaafsnit 

veksler med e-mails, avisklip og 

rapporter om vidneafhøringer. Resultatet 

er fremragende. Efterforskningen udføres 

af en ung universitetsforsker, der samtidig 

kæmper med sine mindreværdsfølelser på 

grund af hudfarve og social baggrund. Han 

samarbejder med en midaldrende kvindelig 

kommunalpolitiker. Hun indeholder en 

hel del mere end det (under en frisure, der 

»lignede bivirkningerne efter kemoterapi«). 

Det er rasende spændende at følge, 

hvordan de to sammenstykker småbidder 

af indicier og beviser, før de sent kan præsentere 

politiet for et materiale, der nødvendiggør 

genåbning af den (de) længst 

afsluttede sag(er). 

Fem romaner i mesterklassen — af forfattere, 

der i årenes løb har vundet Det 

danske Kriminalakademis Rosenkrantzpris. 

Romaner, der er spændende uden at 

være hårrejsende, voldelige uden at være 

for brutale. Forfatterne behersker deres 

virkemidler, personskildringen er overbevisende 

og plottet er gennemtænkt, så læseren 

ikke til slut føler sig snydt. Politiromanerne 

har dannet grundlag for populære 

tv-serier, men den ægte vare er bedre 

endnu. Man er i gode hænder, når Englands 

førstehold stiller op. 

Reginald Hill: Våben og kvinder — en 

Ellieade. Oversat af Søren K. Barsøe. 433 

sider, 399 kr., Klim 

P. D. James: Mordsalen. Oversat af Ole 

Steen Hansen. 402 sider, 299 kr., Forum 

Ian Rankin: I indviet jord. Oversat af 

Klavs Brøndum. 409 sider, 395 kr., Klim 

Ruth Rendell: Forvildede sjæle. Oversat af 

Asta Smith-Hansen. 323 sider, 299 kr., 

Forum 

Minette Walters: Syge sind. Oversat af 

Hanne Tang. 469 sider, 398 kr., Samleren 


(artikel) 

Af Rigmor Kappel Schmidt 

Hun kommer ikke til prisuddelingen, 

nej, Elfriede Jelinek bliver 

hjemme, for hun er syg. Hun lider 

af social klaustrofobi. Men når jeg 

ser, hvordan hun har alle antenner 

ude, hvordan hun skriver om 

David Lynch’s film Lost Highway, 

hvor det post-Brechtiansk gælder 

om at reducere virkeligheden, 

hvordan hun går installationskunstnere 

i møde og åbner sig 

poetologisk, hvordan hun forholder 

sig politisk til sin omverden, 

hvordan hun generøst deler ud af 

sine værker, der bare ligger og flyder 

i det vældige overflødighedshorn, 

som hendes hjemmeside er, 

så fornemmer jeg, at hendes klaustrofobi 

angår de konventionelle 

møder med konventionelle mennesker, 

der konventionelt hælder 

forudsigelige floskler af sig. For 

når hun har et intenst mellemværende 

med en kunstner, med et 

poetisk projekt, med et møde mellem 

kunstarter, bliver verden stor 

og uklaustrofobisk. 

Stemmer og modstemmer 

Jamen, så må man da kunne læse 

Jelinek med Mikhail M. Bakhtin 

og hans ideer om det dialogiske og 

karnevaliske! Både ja og nej. Svaret 

er nej, hvis man forbinder 

Bakhtin med en varm, livsbekræftende 

karnevalisme, hvor liv 

mødes med død i samme figur, 

men altid så livet vinder over 

døden. Åh jo, livet møder også 

døden hos Jelinek. Det møder 

døden, det bygger på døden, det 

lever oven på grave, har ikke 

andet end død i vente, så hvordan 

nogen kan bilde sig ind, at livet 

kan vinde over døden, det er en 

enfoldighed, der ikke levnes 

nogen plads i Jelineks køligt-analytiske 

univers. Når Gudrun, den 

unge, smukke pige, der studerer 

til mannequin, møder sin morder i 

»Die Kinder der Toten«, ser den 

kølige fortælleinstans hende som 

endnu en død i landet af døde. 

Blot en død, men efter hendes død 

har hendes ørering været på en 

kort tur med sporvognen uden 

14 

På nakken af de døde 

— et essay om Elfriede Jelineks stemmer 


hende. Den kølige fortælleinstans 

er hverken implicit eller impersonal. 

Åh nej, den træder frem, bliver 

til et jeg, der forestiller sig, 

hvordan øreringen er kommet 

videre. Men blot fordi der kommer 

et jeg til, skal man ikke tro, at det 

begynder at føle eller blive personligt. 

Køligt registrerende opretholder 

det sin distance, betragter 

dødsfaldet som blot endnu et 

dødsfald og undrer sig diskret 

over, at netop dette dødsfald får så 

megen opmærksomhed, kommer i 

avisen på forsiden og på lokalsiderne, 

er på alles læber i ugevis, 

som om der ikke var millioner af 

døde, så hvorfor netop denne 

døde. Det fører over i alle de sovjetiske 

døde, som nu ikke engang 

hører til i noget land, eftersom 

Sovjetunionen er ophørt med at 

eksistere. Og når man kommer 

dertil, forstår man, at Jelinek ikke 

slet og ret var den betonkommunist, 

som de hadske fundamentalister 

fra USA beskylder hende for 

at være, hende og Nobelpriskomitéen 

og Sverige og Europa, 

der ikke deltager i Irakkrigen, selv 

om Bush siger, at vi skal, og i den 

sammenhæng tæller Danmark 

ikke. Men Jelinek skriver ikke om 

Irakkrigen i »Die Kinder der 

Toten«, med mindre man tager 

hendes erklæring helt bogstaveligt 

om, at hun i virkeligheden kun 

behøvede at have udsendt romanen 

»Die Kinder der Toten« 

(1995), for i denne roman er indeholdt 

alt, hvad hun har skrevet i 

sine andre værker. Irakkrigen 

kommer senere til. I teaterstykket 

»Bambiland« fra 2003, som er det 

stykke, der får de amerikanske 

fundamentalister til at kaste sig 

over Jelinek og Nobelpriskomitéen 

og Horace Engdahl, der er sekretær 

og har den opgave at udtale 

sig til alle, der gider spørge, selv 

om ingen, i hvert fald ikke i USA, 

rigtig tror ham, når han hævder, at 

tildelingen af Nobelprisen til 

Jelinek ikke er politisk og i hvert 

fald slet ikke har noget at gøre 

med hendes kritik af Irakkrigen i 

»Bambiland«, for de var allerede 

begyndt at tænke på at give hende 

prisen, da »Bambiland« havde 

premiere d. 12. december 2003 på 

det hæderkronede Burgtheater i 

Wien. Men egentlig var jeg ved at 

fortælle, hvorfor man ikke kan 

læse Jelinek med den bakhtinske 

karnevalisme i baghovedet, med 

mindre man en gang for alle vedtager, 

at Bakhtins livsbekræftende 

karnevalisme gælder frem til 

romantikken og herfra bliver så 

kølig og unheimlich, som netop 

Jelinek kan være, som Jelinek altid 

er. For netop den køligt distancerede 

fortælleinstans er en forudsætning 

for, at der kan danne sig 

en bakhtinsk polyfoni eller flerstemmighed 

med stemmer og 

modstemmer, og det er jo netop 

stemmer og modstemmer, som 

Nobelpriskomiteen fremhæver i 

deres begrundelse for at give Jelinek 

prisen. Men nu er der nok en 

og anden, der råber vagt i gevær, 

for i en ægte bakhtinsk polyfoni 

må der ikke danne sig en holdning 

på bekostning af andre holdninger, 

og sker det, er det ikke længere 

dialogisk, men noget så forbandet 

monologt eller monolithisk. Og 

hvis Jelinek i den grad kan hidse 

amerikanerne op, må det jo være, 

fordi hun har ment noget, holdt 

med de andre, for Bush har jo selv 

sagt, at enten er I med os eller 

også er I imod os. Men det er slet 

ikke sådan, Jelinek skriver, det er 

bare de fundamentalistiske kristne, 

der har monolithisk beton i 

hovedet. For ganske vist lægger 

Jelinek kølig distance til magt, 

men hun lægger også kølig distance 

til alt muligt andet, så selv om 

hun siger, at hun holder med de 

svage, dissekerer hun alligevel 

den stakkels Gudrun, der blev 

slået ihjel på vej hjem fra biografen 

og kom i aviserne i ugevis i 

træk. Så de svage ofre, der ikke 

har mæle at protestere med, får 

også deres bekomst. Men Jelineks 

tekstmaskine kværner ubarmhjertigt 

videre, for den ser ikke 

Gudrun, men Gudruns unge kød, 

som pressen har lært den unge 

mand at begære, så da han springer 

på hende som en ulv, der sikkert 

er hentet fra Rødhætte og 

Ulven, vælter den unge pige omkuld 

som et stativ med aviser. For 

sådan er Jelineks metode. Hvis 

pressen udstiller kvinder som genstande, 

unge mænd uden videre 

kan se sig lystne på, bliver den 

unge pige, som bliver voldtaget og 

dræbt af en mand sidst i tyverne, 

selvfølgelig sammenlignet med en 

avisstander i Jelineks poetiske 

tekstmaskine. Og når pressen og 

medierne og mediernes frontfigurer 

begynder at poppe op, begynder 

det spørgsmål langsomt at 

melde sig, om der alligevel er 

mere end en stemme, om ikke det 

er hele verdens mange stemmer, 

der fuldstændig monolithisk bliver 

vævet let og tæt ind i den 

køligt distancerende og dissekerende 

fortællestemme, der ganske 

vist kun er én stemme, men som 

alligevel rummer en sær dobbelthed, 

idet den på en gang distancerer 

og dissekerer, for distancen 

kræver afstand og dissektionen 

fører os pludselig tæt på. Måske er 

det netop denne dobbelthed, der 

gør Jelinek så optaget af at skrive 

til teatret. Her kan hun så klart 

arbejdet med at udstille sine figurer 

som figurer og ikke som mennesker. 

De taler ikke som psykologisk 

realistiske personer, men som 

bærere af sproglige kompositioner, 

hvor ordenes sprogspil og rytmik 

bliver virkeligere end personerne. 

Netop det sproglige og rytmiske 

spil, hvor ordene glider så grusomt 

let ned. Her er Jelinek fascineret 

af Thomas Bernhard, der 

kan tale-skrive, så hans skrift drager 

ånde og gradvis flyder sammen 

med tilhørerens egen ånde, 

så det ikke er hvad der bliver sagt, 

men hvordan det bliver sagt, der 

indfanger tilhøreren. Peter Handke 

tænke-skriver derimod, men selv 

om der tilsyneladende er stor forskel 

mellem ham og Jelinek, kan 

hun alligevel på en sær måde 

finde sig til rette med Peter 

Handke. Han er ganske vist positiv, 

hvor hun er destruktiv, men 

når hun ser på, hvordan han har 

måttet kæmpe sig ud af en sprogløs 

tilstand blandt landproletariat 

og småborgerskab, forstår hun 

godt, at han betragter sproget som 

noget helligt. Men selv kommer 

hun fra et kulturstærkt storbyborgerskab 

og har derfor en destruktiv 

eller måske snarere uimponeret 

legende tilgang til sproget. Som 

teatermonologen i »Bambiland«, 

hvor sproget flyder af sted med 

gentagelser, omvendte, kiastiske 

gentagelser, rim, hvor det strømmende 

sprog fører os hurtigt af 

sted til herrens udvalgte skare, 

hvad der altid og også her fører til 

etablering af vi og de. Vi, der ikke 

hader, men har følelser, som vi

lader os lede af, men hvorhen, 

hvor fører de os hen? Og monologen 

udvikler sig, lader os retorisk 

indkapsle den andens ytring: 

Wollen nicht frei sein? Og dette vi 

roder sig ud i selvmodsigelser, 

men kan alligevel hævde Wir sind 

echt. Og mens olien brænder, 

toner endnu et billede frem: nytteløst. 

Olien brænder til ingen verdens 

nytte, så nytte må være nøgleord. 

De må brænde vore huse og 

vore gudebilleder, men ikke vor 

olie og heller ikke vort fjernsyn, 

det må ikke forsvinde sporløst, for 

det er jo sporet. Og samtidig med 

at monologen er monologisk, 

undermineres den af sin egen sar- 

Scenebillede fra "Bambiland" af Elfriede Jelinek: 

(Foto: Christian Brachwitz) 

kasme, så det dialogiske slet ikke 

er at finde som en dialog mellem 

stemmer, men i spaltningen af 

monologen, så det selvretfærdige 

vi’s udradering af de andre udstilles, 

bliver unheimlich, selv om 

dette vi netop er hjemme. Og billedet 

kommer til uden at nævne 

de andres billedforbud, for vi tænder 

altid for billedet, når vi kommer 

hjem, og når vi får fjernet de 

andre fra troen kan vi tilbyde dem 

billedet på den lysende skærm, og 

mon ikke vi her skal tænke på 

dansen om guldkalven i forhold 

til den rigtige tro, så modstemmerne 

måske er de forestillinger, som 

de strømmende ord vækker i tilhørerne, 

men vi hører ikke kun de 

lærde allusioner, men også de små 

bemærkninger, der sprogligt 

karakteriserer vi, der ikke rigtig 

kan orientere sig i navnestoffet: 

jetzt kommen all die Namen, die 

wir kennen oder nicht, egal, Arabien 

oder wie es heißt. Men selv 

om der i starten af teksten står, at 

Das Rest ist aber auch nicht von 

mir. Er ist von schlechten Eltern. 

Er ist von den Medien, hører man 

ikke kun mediernes stemmer, heller 

ikke kun de ulærde stemmers 

reaktion på medierne, men også 

den implicitte, distante fortælleposition, 

der håndplukker netop 

de bemærkninger, der skal til for 

at skitsere et billede, ikke af krigen, 

men af den krig, der iscenesættes 

i medier. For det er ikke 

længere modernitetens entertainment, 

det drejer sig om. Det er 

heller ikke postmodernitetens 

infotainment, hvor information og 

entertainment danner et smukt 

samlebegreb til det nye fritidssamfund. 

Næh, her drejer det sig om 

wartainment, krigen som underholdning, 

hvor Bush, Rumsfeld og 

Cheney kommer på banen og gradvis 

tager form af en hellig treenighed, 

med Bush, Jesus W. Bush, 

som sønnen. Sohn ist in den semitischen 

Sprachen sowieso ein 

äußerst vager, freier Begriff, habe 

ich gehört, doch nur von einem 

einzigen, bitte, vielleicht stimmt 

das ja gar nicht. Det fører over i 

Tomahawk krydsermissiler, der 

gennemgås i alle detaljer, så vi rigtig 

kan forstå, at tinsoldaterne i 

»Bambiland« må kunne indgå i 

den næste kære Disney-film. Blod, 

sved og tårer lige til at stikke i 

indkøbskurven, for ligesom Jelinek 

fremskrev en forbindelse mellem 

kvindekød som vare og kødtilbud 

i supermarkedernes kølediske 

i romanen »Lyst« (1989), 

kan hun nu se Tomahawk krydsermissilerne 

som en del af varesamfundet. 

Men også Guds Rige, som 

nu har holdt sit indtog i »Bambiland«, 

er indskrevet i vort nutidige, 

liberale varesamfund, for i 

Guds Rige er der altid åbent, det 

lader sig ikke begrænse af åbningstider. 

Og nu vi taler om 

åbenhed, kunne man med Bakhtin 

og Umberto Eco spørge, om Jelinek 

i sin sociale klaustrofobi har 

skabt sig en distant fortælleposition 

for ikke at blive antastet hverken 

af vi eller af de, for måske 

prøver hun at lukke biksen og fjerne 

sin talende krop fra almindeligt 

offentligt samkvem, for ikke at 

blive forulempet, besmudset. Men 

just som jeg spørger, om hun har 

skabt sig en ophøjet, distant position, 

melder den vildt anarkistiske 

aktionskunstner Christoph Schlingensief 

sig på banen, for ham er 

det, der har iscenesat »Bambiland«, 

selv om alle diskuterer, om 

han er superprofessionel eller ren 

charlatan, men Jelinek har selv 

bedt om, at netop han skulle iscenesætte 

»Bambiland«, så det er nu 

blevet en del af stykket, at han har 

mutileret det for åbent tæppe, og 

hermed kan ingen sige, at Jelinek 

skaber en distant, urørlig, lukket 

udsigelse, for hun sender jo sin 

monolog i frit fald, når hun lader 

Christoph Schlingensief banke 

hendes monolog ind i et medierigt 

sansebombardement, hvor man på 

Burgtheaters hjemmeside kan se et 

svagt genskær af forestillingen 

»Angst ist geil!« Og jeg ved godt, 

at alle siger, at det ikke er »Bambiland«, 

men teaterstykket lige før 

dette, der er hendes mesterværk, 

(artikel) 

og det er netop titlen på dette 

stykke, altså ikke mesterværk, 

men bare »Werk«. Og når der er så 

stor opmærksomhed omkring 

dette stykke, er det, fordi Jelinek 

med »Werk« ophævede det spilleforbud, 

hun havde udstedt for 

sine stykker i Østrig, for de skulle 

ikke spilles, så længe Jörg Haiders 

parti sad med ved regeringsbordet. 

Men »Werk« er ikke kun et værk, 

det handler også om et vandkraftværk, 

Østrigs stolthed, og om det 

vand, der dermed ikke kan strømme 

frit, men dæmmes op for at 

omdannes til en ny energiform, 

strøm. Selv om vand kan vaske 

meget smuds væk, bevarer sproget 

imidlertid sin forurening og 

husker, hvordan tvangsarbejderne, 

der opbyggede Østrigs stolthed, 

døde som fluer. Og snakker løs 

med de små talesproglige udtryk, 

der fjerner det fra selvtilstrækkelig 

intellektualisme. Men jeg er altså 

faldet for »Bambiland«, der oven i 

købet får en fortsættelse i 2005 

med »Babel«, hvor Jelinek graver 

dybere i de kulturelle forudsætninger 

for den skinbarlige magt, 

som krigen er udtryk for. Selv om 

jeg oprindelig bare havde tænkt 

mig at skrive om »Lyst«, der nu er 

blevet genoptrykt af Tiderne 

Skifter, for forlæggeren Claus 

Clausen havde næse nok til at 

opdage Jelinek over ti år før nogen 

tænkte på Nobelpriser til hende, 

og nu er han på vej med »Klaverspilleren«, 

der udkommer til 

næste år. Men engang, så langt tilbage 

i Standarts historie, at det 

ikke ligger på nettet, har jeg skrevet 

en artikel om Jelinek, der ud 

over »Lyst« kredser om »Totenauberg« 

(1991). Og det er ikke, 

fordi jeg er visionær som Claus 

Clausen, men bare fordi jeg opdagede 

Jelinek, da han var visionær 

nok til at udgive hende på 

dansk. 

Peter von Becker: Wir leben auf 

einem Berg von Leichen und 

Schmerz. Theater heute, 9, 1992 

Rigmor Kappel Schmidt: 

Sarkasme, Standart, 7. årg. nr. 2, 

1993 

Elfriede Jelineks hjemmeside: 

http://ourworld.compuserve.com/ 

homepages/elfriede/ 

Østrigsk hjemmeside med en 

masse godt stof om Jelinek: 

http://derstandard.at/?id=1817342 

Bemærk, at Elfriede Jelineks store 

gennembrudsroman »Lyst« just er 

blevet genudgivet på Tiderne 

Skifter og at »Klaverspilleren« vil 

være på gaden i 2005 


(roman) 

Elsebeth Gynther 

Alt er godt 

272 sider, 275 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Marianne Bugge 

»Alt er godt« er Elsebeth Gynthers 

debutroman. En sen debut — men 

mange kvindelige forfattere debuterer 

først efter, at det værste halløj 

(børn) er overstået, hvor der så 

levnes tid til kreativitet og forfølgelse 

af ikke realiserede drømme: 

Iselin C. Hermann, Fay Weldon, 

Jean M. Auel... Og »Alt er godt« 

lover virkelig alt godt for forlagsredaktøren 

og fagbogsforfatteren 

Elsebeth Gynther. 

Romanen er (vel)skrevet i dagbogsform. 

Let, underholdende og 

genkendelig. Vi følger den modne 

kvinde Elinor fra nytår (med forsætter) 

til nytår: med dagbogen 

som skriftestol gennem sorger og 

glæder med mand, eksmand, halvvoksne 

børn og bonusbørn, stress, 

veninder, arbejde, drømme, selvbebrejdelser, 

flirt med det alterna- 

16 

Alt er godt 

for damerne 

Damebladsdagbogsroman, hvor titlen 

siger det hele 

Elsebeth Gynther 

(Foto: Lisbeth Thorlacius) 


tive; overskydende kilo, kreativitet, 

indretning (feng shui naturligvis), 

gammel mor med demens, 

skyld, tilgivelse, skæbnetro, 

begyndende hedeture osv. Altså 

ting, der optager kvinder. Ting vi 

genkender. Ting vi læser om i 

damebladene — og sigende nok 

arbejder Elinor også ved et dameblad. 

Og på mange måder er »Alt 

er godt« faktisk et dameblad i 

romanform. Alene titlen! Og som 

med dameblade er romanen fornøjelig 

og fængende — på den 

lette og lidt forudsigelige måde. 

Man overraskes ikke over Elinors 

smag, valg eller tanker. 

Romanen er (vil være) romanen 

om ’tidens kvinde’. En samtidsroman. 

»Jeg vil helst høre en historie 

om mig selv« som Peter Plys siger, 

og således er der nok rigtig mange 

læsere til »Alt er godt«. På samme 

måde som Herdis Møllehaves trilogi 

om Le, Lene og Helene står 

som litterære støtter om kvinden i 

70’erne og 80’erne, kunne »Alt er 

godt« vel blive bogen om den 

modne kvinde i dag. Dagbogsformen 

er velegnet til bekendelser 

(tænk lige på Bridget Jones) og 

genial til selvironi — som titlen 

også peger på, for hver gang lokummet 

virkelig brænder, messer 

Elinor mantraet »Alt er godt. Alt 

er godt«. Og så kan man være temmelig 

sikker på, at det er det ikke. 

Der er mange eksempler på 

Elsebeth Gynthers mesterlige 

(selv-)ironi — hun kan virkelig 

være sjov: »I mylderet på Regent 

Street ser jeg pludselig Troels gå 

og tale vildt gestikulerende med 

en spadseredragt og nogle højhælede 

sko, udsat for en slank mørkhåret 

skønhed omkring de tredive« 

(Troels er hendes mand, forstås). 

Så Elsebeth Gynther er god til 

ord: »mit livs hektiske stilstand«. 

Hendes roman vidner om, at der 

ikke er stilstand i hendes forfatterliv. 

Mere af det, tak! 

Happy Endings 

Politiske omvæltninger spejles i et barns 

skæbne i Zsuzsa Bánks rørende debutroman 

Zsuzsa Bánk 

Svømmeren 

(Der Schwimmer) 

Oversat af Aino Roscher 

212 sider, 229 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Loa Brix 

Tysk/ungarske Zsuzsa Bánks 

»Svømmeren« handler om en 

ungarsk families skæbne omkring 

oprøret i 1956. Moderen Katalin er 

flygtet fra Ungarn og har efterladt 

sine to børn, Kata og Isti, hos den 

ansvarsløse fader Kálmán, som 

Omslagsfoto af Marut Lührs 

ikke bekymrer sig om andet end at 

lære sine børn af svømme. I sin 

vildrede begynder Kálmán at 

slæbe børnene med på en formålsløs 

odyssé rundt i landet, hvor de 

slår sig ned på må og få hos familie 

og venner. Der er lagt op til en 

skæbnetung og følelsesladet fortælling, 

og jeg skal med det samme 

garantere for, at forventningerne 

indfries til fulde. 

Gennem datteren Katas fortællerstemme 

forsøger romanen at 

indkredse den smerte og det 

afsavn, som moderens forsvinden 

har skabt i børnene. Men tomheden 

og rodløsheden, som plager

de to børn, rækker ud over deres 

skæbne, for hele landet er præget 

af en usikkerhed efter oprøret og 

de kampe, hvor tusindvis af ungarer 

har mistet livet. Katalin er flygtet 

netop for at komme væk fra de 

voldsomme kampe og den usikre 

fremtid. Så børnene deler følelsen 

af tomhed med hele landet, og 

deres skæbne synes at være en 

spejling af nationens smerte. 

Men på trods af denne kobling 

mellem opstanden og børnenes 

afsavn nævnes de konkrete historiske 

begivenheder stort set ikke i 

romanen. Det skyldes Bánks glimrende 

evne til at skildre situationen 

fra barnets begrænsede, men 

også berigende synsvinkel. De 

ydre, politiske begivenheder kender 

læseren kun gennem Katas 

sporadiske gengivelser af de voksnes 

tale, mens fortællingen bevarer 

sit fokus på børnenes univers. 

Som et forsvar mod rodløsheden 

har Kata og Isti skabt et næsten 

symbiotisk forhold præget af 

underlige lege og ritualer. Og Kata 

er tydeligvis den eneste, der forstår 

sin skrøbelige lillebror, og 

som ikke ryster på hovedet af, at 

han kan høre sneen, der falder, og 

træværket, der skriger. 

»Svømmeren« er trist og melankolsk 

og har et skær af den tidligere 

østbloks tungsind og gråtoner 

over sig. Men det grålige bliver 

konstant piftet op af de farverige 

og nuancerede personskildringer. 

Romanens kapitler har navne 

efter dens karakterer, som alle 

tager form efter de fortællinger, 

som Kata hører om dem. Som 

f.eks. Zoltán, der engang var den 

flotteste fyr i en radius af mindst 

50 km., men som i dag tager tabletter 

og har mistet dele af sit 

hoved, eller Zsófi, der drømte om 

at blive lærerinde, så alle ville 

hilse på hende med et sænket blik, 

men som i stedet blev gift med 

Pista, som hun mødte i et skydetelt. 

For Kata er mennesker fortællinger, 

og tragisk nok er de fleste 

fortællinger — hvor farverige de 

end er — triste. Men kvinden Ági 

lærer Kata, at historier faktisk kan 

ende lykkeligt. Og det er, hvad der 

trods alt gør »Svømmeren« til en 

opløftende og glad roman: Læserens 

håb om, at fortællingen om 

Kata og Isti — som også er en fortælling 

om Ungarn — er af den 

slags, der ender godt. Om håbet 

indfries skal selvsagt ikke røbes 

her, men jeg vil afsløre, at denne 

smukke, rørende og vedkommende 

roman i hvert fald sætter spørgsmålstegn 

ved, hvor lykkelige lykkelige 

slutninger egentlig er. 

Janne Teller 

Kattens tramp 

384 sider, 298 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Morten Kyndrup 

Janne Tellers nye roman, »Kattens 

tramp«, er en ordentlig moppedreng 

på næsten fire hundrede 

sider. Den er noget så usædvanligt 

som en roman skrevet af en kvinde, 

men med en 100 % mandlig 

synsvinkelbærer. Manden er oven 

i købet sort og henvender sin 

beretning direkte til en kvinde, til 

den kvinde han elsker. Romanen 

er beretningen om denne kærlighedshistorie, 

men alt andet end 

straight fra begyndelse til slutning: 

den består af små afsnit, der tidsmæssigt 

er placeret vidt forskellige 

steder på den ’virkelige’ tidsakse. 

På den måde klippes der frem og 

tilbage; ofte forstår man ikke før 

langt senere, hvad der foregår i en 

bestemt sekvens, og noget kommer 

man muligvis slet ikke til at forstå. 

Kærlighedshistorien er det ene 

gennemgående tema, og den består 

ikke kun af kærligheden mellem 

fortælleren og hans elskede. Han 

har også erotiske forhold til hendes 

døtre og til flere andre. Sex 

spiller i det hele taget en stor rolle 

i romanen. Teksten kunne uden 

skade have været en anelse mere 

eksplicit i sine erotiske beskrivelser. 

Men alligevel damper den velgørende 

af sanselighed — kvinde, 

mand, sort, hvid eller ej. 

Det andet tema, der tegner romanens 

placering i tid og rum, 

udgøres af borgerkrigene i Eksjugoslavien. 

Det står til gengæld 

underligt svagt og samtidig postulerende. 

Denne historisk ’virkelige’ 

placering bliver afgjort en svaghed, 

fordi den ved at trække 

kærlighedshistoriens fiktive begivenheder 

ind i et dokumentarisk 

rum skaber en uhensigtsmæssig 

farvning, der kommer til at svække 

både kærligheden og dokumentationen. 

Den bemærkelsesværdige 

overflod af netop danske forfattere, 

der har benyttet eksjugoslavienkonflikten 

til oppustet selviscenesættelse 

og bedrevidende 

meningsmageri, gør bestemt ikke 

sagen bedre. 

Ikke at Janne Tellers roman er 

radikal udi meningsmageriet. Men 

der ligger en undertone af dommedagsagtig 

skæbnetyngde i beskrivelsen 

af krigsbegivenhederne, 

som blandt andet i kraft af en 

række bastante gentagelser (»der 

er børn Europa ikke har plads til«, 

som det hedder igen og igen) kommer 

til at fremstå ulideligt selvs- 

Janne Teller 

(Foto: Morten Holtum Nielsen) 

Krig og kærlighed 

Nok en dansk forfatter (mis)bruger Eksjugoslavien som 

skæbnetung kulisse. Tellers konstruktion bliver dog stående 

(roman) 

magende og prætentiøs på den 

ufede måde. I det hele taget er der 

elementer af hele konstruktionens 

kunstighed, der peger i samme retning. 

Så man undgår ikke en vis 

irritation som læser. 

Men oplevelsen er heldigvis 

sammensat. For teksten har også 

dybt fascinerende træk. Alene den 

omtalte synsvinkelkonstruktion 

skaber en særlig vertikal spænding. 

Derudover kører romanen de 

fleste af de små tekststykker i et 

tæt sanset sprog, alt holdt i grammatisk 

nutid og henvendt til dette 

kvindelige ’du’, der på én gang er 

tekstens absolutte centrum og forbliver 

uoplyst, bortvendt. Det ’du’ 

som nok er tekstens modtager, 

men — fornemmer man — i grunden 

nok tættest på dens afsender. 

På denne måde væves afsender og 

modtager, begærsopfyldelse og livstab, 

mand og kvinde ind i en 

sammenfiltret konstruktion, som 

alt i alt er ganske velskabt. Var 

man sluppet for den patetiske og 

pletvis selvhenførte ramme med 

’autentiske’ prætentioner, kunne 

det ligefrem have været vellykket. 

Nu må man nøjes med at konstatere, 

at »Kattens tramp« trods alt 

demonstrerer sin forfatters utvetydige, 

gnistrende opfindsomme 

talent. Det gør den alligevel værd 

at læse. 


(artikel) 

18 

»Det eneste farlige 

i dette hus er poesi« 

Om Pablo Neruda, politisk digtning og 100 års kropslighed 

Af Anne Marie Dinesen 

I 1904, altså for 100 år siden, blev 

Pablo Neruda født d. 12. juli i 

Chile og fik navnet Neftalí Ricardo 

Reyes y Basoalto, hvilket han ændrede 

allerede som ung poet. I 

anledning af de 100 år har der været 

afholdt højtideligheder rundt 

omkring i verden, en af dem i regi 

af Politiken, som d. 26. oktober 

havde inviteret Nerudas danske 

oversætter Peer Sibast samt undertegnede 

til en dialog om Neruda, 

baseret på oplæg fra os begge. Jeg 

vil ikke påtage mig at referere 

Sibasts fremragende oplæg, kun 

hans bidrag til mit. 

Den engagerede kunst 

I samme uge udkom Sibasts seneste 

oversættelse af Nerudas digte, 

ganske enkelt betitlet »Sidste 

digte« (anmeldes i næste nummer 

af Standart, red.) De fleste ved, at 

Neruda var medlem af det kommunistiske 

parti, og nogle ved 

måske også, at Nerudas indmeldelse 

bl.a. skyldtes hans ophold i 

Spanien under den spanske borgerkrig 

fra 1936 til 39. Men allerede 

som ung poet udtalte han i forbindelse 

med en folkelig opstand, 

som han og hans studenterkammerater 

støttede, at »fra denne tid 

blandede politik sig med mellemrum 

i min digtning og mit liv. Jeg 

kunne ikke lukke døren til gaden 

for mine digte, ligesom jeg heller 

ikke kunne lukke døren til kærligheden, 

til livet, til glæden og sorgen 

for mit unge digterhjerte.« 

Neruda tilhører den retning, 

som litterater benævner ’den engagerede 

kunst’ over for ’kunst for 

kunstens skyld’, hvis mest kendte 

latinamerikanske repræsentant er 

den argentinske forfatter J. L. 

Borges. Retninger, der ofte er blevet 

opfattet som ’politisk kunst’ og 

(verdensfjern) kunst, der kun 

interesserer sig for æstetiske problemstillinger. 

Neruda har sagt om 

Borges, at han har en hjerne som 

en dinosaur, der ikke forstår noget 

af den moderne tid og tilføjede så, 


at det gør jeg vistnok heller ikke 

selv, så på den måde er vi ret ens. 

Men hvis man opfatter dem 

som repræsentanter for de to retninger, 

forekommer det mig, at 

den store forskel mellem de to 

ikke så meget bestod i en modsætning 

mellem et politisk og et æstetisk 

projekt, men snarere bestod i 

to helt forskellige personligheder 

og måder at forholde sig til omverdenen 

på; Borges var en forfatter 

’uden krop’ så at sige, og man skal 

jo have en krop for at kunne forholde 

sig til verden, engagere sig i 

den, kæmpe og forandre. 

En prøvetur i høet 

Jeg tror det var på dette tidspunkt 

under mit oplæg, at Sibast brød 

ind og kommenterede, at det 

netop var typisk; da Neruda og 

Lorca mødte hinanden i Buenos 

Aires i 1933, skete det ved en fest, 

hvor Neruda og en dame lå oppe i 

et tårn i en have og kneppede, 

mens bøssen Lorca blev sat til at 

holde vagt nedenfor. 

Faktisk havde jeg et eksempel 

med, men man var jo blandt pæne 

mennesker, så jeg sprang det over. 

Men sagen er, at Neruda om bord 

på et skib på vej til posten som 

konsul i Rangoon i 1927 som 23årig 

lå i med en yndighed, der 

viste sig at være prostitueret, hvilket 

ikke generede ham; og at 

Borges, engang han var blevet 

romantisk interesseret i en dame, 

blev aldeles chokeret og trak sig, 

da hun insisterede på en prøvetur 

i høet inden et eventuelt ægteskab. 

I min opfattelse er det måden at 

forholde sig til verden på, der primært 

adskiller de to digteres stil, 

og ikke så meget en eventuelt politisk 

eller apolitisk stil i deres digtning. 

Men ikke desto mindre forsøgte 

man, anfører den daværende 

leder af det chilenske kommunist- 

parti, Luis Corvalán, at diskvalificere 

Nerudas værker ved at sige, 

at politikken kvalte poesien. 

Enhver, der har kastet et mere 

end overfladisk blik på Nerudas 

digte ved, at dette ikke er tilfældet. 

Det var snarere således, at 

mindre talentfulde kolleger 

anvendte dette som våben, ganske 

enkelt fordi Nerudas storslåethed 

som digter skabte en intens misundelse. 

I juli 2004 skriver Carlos 

Fuentes i den spanske avis El País, 

at alle var misundelige på Neruda. 

Uden Neruda, skriver han, ville vi 

ikke have moderne poesi i Latinamerika. 

Neruda, fortsætter Fuentes, 

frigjorde os fra det formelle og 

udsøgte, den gode smag, han førte 

os til glemte områder af vores 

sprog, han lærte os at spise og 

drikke igen. Han hev os ud fra de 

sterile haver i vores litterære 

Versailles og fik os ud på gaderne 

og ud på sletterne. Han viste os 

vores nøgenhed i ørkenen og vores 

De fleste fotos af Neruda viser, som Carlos Fuentes har karakteriseret det, ham som én med tunge 

skildpaddeøjenlåg. På dette billede fra forsiden af »Sidste Digte» er han dog mere frisk i det 

(Foto: Luis Poirot) 

lidenhed i bjergene. 

Neruda selv anfører, at stilen i 

den spanske digtning ikke passer 

til latinamerikanere. Den spanske 

digtning er påvirket af Góngora, 

påpeger Neruda, men hans frosne 

skønhed passer ikke til vore breddegrader. 

Vort amerikanske lag er 

af stenstøv, af søndermalet lava, af 

ler og blod.

Mod folket og blodet 

Sibast anførte her, at Neruda alligevel 

heller ikke er egentlig latinamerikansk. 

Der er absolut intet i 

hans digtning, der vedrører den 

oprindelige befolkning, Neruda er 

faktisk påvirket af den iberiske og 

europæiske tradition. 

Det er nok ikke et spørgsmål 

om national digtning, men netop i 

højere grad et spørgsmål om, at 

Neruda fornyr poesien ved at forlade 

traditionens sterile haver og 

drage ud til havet, til bjergene, ud 

i gaderne og inddrage hverdagen 

og naturens storslåethed i digtningen. 

Det store digt »Ode til havet« 

viser denne stil; det former sig 

som en påkaldelse til »fader hav« 

og dets umådelige kræfter, en bøn 

om ikke at være så voldsom, ikke 

slå sig for brystet og gentage sit 

navn: 

lad være med at ruske sådan 

hjælp os 

vi er de bittesmå 

fiskere 

menneskene på bredden 

vi fryser og er sultne 

du er vores fjende 

slå ikke så hårdt 

lad være med at råbe på denne 

måde 

luk din grønne æske op 

og giv os alle 

i hænderne 

(...) 

giv hver mand 

og hver kvinde og hvert barn 

en stor fisk eller lille 

hver dag 

(…) 

Når man betænker denne stil, er 

det ikke så mærkeligt, at Neruda 

og Lorca blev særdeles gode venner; 

Neruda sagde om Lorca: 

»Denne storslåede digter, der droges 

uimodståeligt mod folket og 

blodet...« 

Som nævnt mødtes de første 

gang i Buenos Aires i 1933, da 

Lorca satte stykket »Blodbryllup« 

op og fik så stor succes, at han faktisk 

for første gang tjente sine egne 

penge og blev uafhængig af familien. 

Neruda og Lorca mødtes igen i 

1935, da Neruda blev konsul i 

Madrid. I august 1936 blev Lorca 

henrettet i Granada. Bortset fra det 

helt uantagelige i at angribe en 

lovligt valgt regering, og bortset fra 

borgerkrigens umådelige barbari, 

er det sikkert ikke svært at forestille 

sig, hvilken effekt det fik på 

Neruda at høre om kammeratens 

henrettelse. 

En såret due mellem fingrene 

I 1939 udførte Neruda det, som 

han selv benævnte »Mit bedste 

digt«: han organiserede, at cirka 

2000 republikanske spanske flygtninge 

blev udskibet fra Sydfrankrig 

og sejlet til Valparaíso i 

Chile. Jeg tror, at vi, der ikke har 

oplevet en krig, har svært ved at 

forstå, hvad en sådan gør ved folk. 

Og måske derfor også har svært 

ved at forstå de polariseringer, 

som opstår efter en krig. For slet 

ikke at tænke på vores specielle 

uvidenhed om den historiske situation 

i Latinamerika og her specielt 

Chile med dets umådeligt store 

minedrift og rovdrift på minearbejderne. 

Sibast nævnte, at i hans opfattelse 

var Nerudas kommunisme en 

slags ’urkommunisme’. Og jeg vil 

tilføje, at Neruda netop altid var 

på de svage og undertryktes side, 

han havde intet talent for at blive 

til en stalinistisk bureaukrat, men 

så sig nødsaget til at melde sig på 

folkets side. Faktisk var Neruda en 

af de få digtende kommunister, 

der senere beklagede sin uvidenhed 

om Stalins forbrydelser. Flere 

af hans kolleger lod, som om de 

aldrig havde været kommunister. 

Men disse forbrydelser fik ikke 

Neruda til at opgive troen på et 

bedre samfund, et retfærdigt samfund. 

Vi opgiver jo heller ikke 

troen på kærligheden, selvom vi 

har haft dårlige oplevelser. 

Jeg tror, at følgende ord udtalt 

af Lorca om Neruda i 1934 bedst 

dækker et fundamentalt forhold i 

Nerudas stemme: 

Pablo Nerudas poesi [rejser sig] 

med en tone, som ikke har sin lige 

i Amerika, en passioneret, blid og 

ærlig tone. Han bevarer den over 

for verden, den er fyldt med ægte 

forundring, og han mangler de to 

elementer som så mange falske 

digtere har levet med: hadet og 

ironien. Når han vil afstraffe og 

han hæver sværdet, opdager man 

pludselig en såret due mellem 

fingrene. 

Neruda var kærlighedens digter, 

ikke hadets, ikke krigens, han 

kunne ikke lukke døren til kærligheden, 

til livet, til glæden og sorgen. 

Neruda døde d. 23. september 

1973, tolv dage efter kuppet mod 

Allende, en gentagelse af det, der 

skete i Spanien i 1936, et kup mod 

en lovligt valgt regering. Da 

Pinochets soldater ankom til huset 

i Isla Negra, udtalte Neruda: »Det 

eneste farlige, der er i dette hus, er 

poesi.« 

(roman) 

Ofre og bødler 

Effektfuld lille roman om hævn og forsoning 

Alessandro Baricco 

Uden blod 

(Senza sangue) 

Oversat af Jytte Lollesgaard 

96 sider, 148 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Birgit Eriksson 

»Uden blod« hedder den italienske 

forfatter Alessandro Bariccos 

lille roman eller lange novelle. 

Første del af den er ellers alt andet 

end blodfattig. I sine effekter 

minder den snarere om en splatterfilm, 

når den detaljeret beskriver, 

hvordan Manuel Roca og hans 

søn brutalt bliver myrdet af tre 

mænd, der en dag kommer til 

hans ensomt beliggende gård. 

Hans lille datter Nina overlever 

kun, fordi han har gemt hende 

under en lem i gulvet, og fordi 

den yngste af drabsmændene ikke 

siger noget til de andre, da han 

finder hende. Nina hører alt, hvad 

der foregår, mens vi som læsere 

også får de visuelle udpenslinger 

af, hvordan Rocas knæ eksploderer 

som et råddent æble, og hvordan 

sønnen ser ud, når han flænset 

af maskingeværkuglerne ligger 

med bagoverbøjet hoved med to 

rækker små sunde, hvide tænder. 

Hvad baggrunden for nedslagtningen 

er, bliver ikke helt klart. 

Der er åbenbart tale om et opgør 

efter en krig, men hvor og hvornår 

historien udspiller sig, får vi ikke 

at vide. En krig er slut og så alligevel 

ikke. Der er stadig et regnskab, 

som skal gøres op, og Roca skal tilsyneladende 

bøde for grusomheder, 

han selv har begået under krigen. 

Forholdet mellem offer og bøddel 

er i det hele taget det centrale 

i den lille roman. Anden del af 

den udspiller sig således mange år 

efter, hvor datteren Nina, der nu 

er en ældre kvinde, opsøger den 

mand, som skånede hendes liv, 

men var med til at dræbe hendes 

bror og far. Hun har også et regnskab, 

der skal gøres op, eller 

måske rettere et traume, der skal 

konfronteres og gennemleves i en 

art gentagelsestvang. 

Alessandro Baricco 

(Foto: Chico De Luigi) 

Ligesom Nina benytter Baricco 

sig af gentagelsen. Da den unge 

mand finder Nina i hendes skjul, 

ser han hende ligge perfekt sammenrullet 

med benene trukket op 

under sig, »med lårene samlet 

blødt, anklerne en anelse adskilt, 

knæene balancerende det ene på 

det andet som et par kopper«. I 

denne barnlige måde at ligge på 

genkender han sig selv og skåner 

pigen, og den samme positur genfindes 

i romanens slutning, hvor 

den på én gang gentager barndommens 

oplevelse og betyder noget 

helt andet. Nu er vi nemlig ikke 

længere i splattergenren, men i en 

fortælling, hvor de forgængelige 

kroppe kan røre hinanden på blidere 

måder. 

»Uden blod« er en fin lille fortælling, 

og Alessandro Baricco, 

som vi på dansk kender fra bl.a. 

»Oceanhavet«, har skruet den 

sammen af effektfulde kontraster, 

perfekte symmetrier og elegante 

gentagelser med variationer. Han 

kan sit håndværk, og det samme 

kan Jytte Lollesgaard, som har 

oversat hans præcise sprog. Er der 

noget at indvende mod romanen, 

er det måske, at den næsten er for 

elegant, og at både den traumatiske 

barndomsoplevelse og de etiske 

dimensioner i forholdet mellem 

offer og bøddel er tæt på at 

blive overskygget af den effektfulde 

litterære konstruktion. 


(roman) 

Kristian Bang Foss 

Fiskens vindue 

128 sider, 175 kr. 

Gyldendal 

Péter Esterházy 

Harmonia Cælestis 

(Harmonia Caelestis) 

Oversat af Peter Eszterhàs 

848 sider, 499 kr. 

Rosinante 

Anmeldt af Ole Nyegaard 

Péter Esterházy har ry for at være 

forfatter i Nobelpris-klassen, men 

det er der jo så mange, der er. 

Imidlertid har han nu fostret en 

sværvægter, »Harmonia Cælestis«, 

som vejer godt til — ikke blot rent 

fysisk; den er også tung at læse og 

optager meget plads i læserens tilværelse, 

fordi den yder kompetent 

modstand og kræver en lang koncentreret 

læseindsats. 

Esterházy-slægten har op igennem 

Ungarns historie udfyldt skiftende 

roller som hovedpersoner i 

diverse dramaer, som ministre, 

embedsmænd og aristokrater — 

altid tæt ved eller på magten. I det 

tyvende århundrede kom således 

krig, revolution og et kommunistisk 

diktatur til at præge familien 

og forfatterens skæbne. Gennem 

sin herkomst har Péter Esterházy 

20 

Appel til forlaget 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

»Fiskens vindue« er Kristian Bang 

Foss’ debut. Jeg ved ikke, hvad 

forlaget har at sige til sit forsvar? 

— eller er det ikke en selvfølge at have flere læsere 

på et manuskript? 

Esterházys barokke himmellegeme 

Péter Esterházys solide »Harmonia Cælestis« er et saftigt og svulstigt bæst af en roman, 

hvis verdensklasse truer med at mase sin læser 


Selvom det på samme måde skulle 

være den givne redaktørs debut, 

har der vel også været andre læsere 

på manuskriptet. 

»Fiskens vindue« handler ikke 

om noget, men fremstiller ureflekteret 

den ene almindelighed efter 

den anden i fortællerens almindelige 

liv. Ifølge bagsideteksten skulle 

pointen være, at karaktererne 

»overser det væsentlige eller bli- 

fået historien at føle på egen krop. 

»Harmonia Cælestis« fortæller 

landets, slægtens og familiens 

historie. Men ikke blot Ungarns, 

Esterházys eller forfatterens egen 

private historie. Romanen 

omhandler, gennem sin udformning, 

alt fra det (øst)europæiske 

kaos i det tyvende århundrede, 

slægtens ud- og afvikling, og familiens 

rolle i forhold til individet. 

Det lyder som Mann, det lyder af 

meget. Måske for meget. 

Min fader 

Ikke desto mindre formår 

Esterházy gennem sin formbeherskelse 

at koge alt dette ned til en 

bouillonterning på størrelse med 

en mursten. Bogen falder i to dele, 

hvor de første 400 sider udgør en 

kakofoni af stemmer, der i 371 

afsnit med frasen »min fader« som 

ledemotiv fortæller anekdoter fra 

1500-tallet, under kommunismen 

eller et uvist sted midt imellem. 

»Nummererede satser fra familien 

Esterházys liv« hedder disse, og 

gennemgående beretter en søn en 

historie om sin fader. Sådan 

kunne man tro, at værket er den 

sædvanlige freudianske suppe på 

ver selv overset«. Sagen er, at 

romanen overser, at den bliver 

nødt til at handle om noget selv i 

den måde, den ikke handler om 

noget på. Det burde nogen faktisk 

have fortalt Foss og hans redaktør, 

før det kom så vidt som til en 

udgivelse. 

den ødipale pølsepind, men som 

fortælleren henkastet siger »uden 

detaljer er alting så banalt!«. Og 

detaljer forefindes i overtal. Eller 

rettere, et af bogens spændingsfelter 

findes i kontrasten mellem det 

store historiske overblik i slægtens 

perspektiv, og den detaljemættede 

oplevelse af verden set fra en søns 

vinkel. I en bog som denne bliver 

detaljen central, og dens fravær 

ladet med mening. 

Efter at min fader var blevet slået 

ihjel, sendte kontoret, som tilsyneladende 

var ansvarlig for dette 

såkaldte overgreb, et telegram til 

familien, af en eller anden grund 

ikke adresseret til min moder, men 

til min moders søn, som da han jo 

stadig var spæd, ikke kunne læse. 

Telegrammet lød: Vi har slået 

deres fader ihjel. Der er sket en 

beklagelig misforståelse. Undskyld. 

Min moder læste telegrammet, 

så på det, læste det igen, de 

kunne godt have skrevet lidt fyldigere, 

sagde hun endelig. 

Gennem de mange anekdoter bliver 

et utal af fædre arresteret, forhørt, 

tæsket og myrdet, så det bli- 

Kristian Bang Foss 

ver fyldigt. Den ene families tragedie 

bliver herved både enestående, 

som en ulykke man ikke fatter, og 

til en enkelt hændelse blandt et 

utal af lignende dødsfald, noget 

næsten hverdagsagtigt normalt. 

Bureaukratiseringen af det uhyrlige 

er helt à la Kafka. 

Bogens første halvdel har andre 

ledemotiver og kræver udholdenhed, 

fordi der ikke findes én fast 

historisk ramme eller ét fast fortæller-jeg 

fra den ene anekdote til 

den anden. Men bliver man ved, 

danner der sig gennem temaerne 

og ledemotiverne et bagvedliggende 

system, som det nok ikke er en 

anmelder forundt at få afdækket i 

én gennemlæsning. De fragmentariske 

anekdoter hænger sammen 

indbyrdes, og hovedpersoner går 

igen som bipersoner andre steder, 

fortalt fra en anden vinkel. 

Min familie 

Bogens anden halvdel, med undertitlen 

»En Esterházy-families 

bekendelser«, virker mere fokuseret, 

mere traditionel — tilsyneladende. 

Historisk er vi med fra 

tiden op til første verdenskrig og 

frem, til fortælleren bliver en ung

mand under det kommunistiske 

regime. Men fortællingen er arrangeret 

i en spiralstruktur, der kredser 

om en episode, forlader den 

ved at springe i kronologien til en 

anden, så noget tredje, for dernæst 

at returnere til udgangspunktet. 

Dog bliver de forskellige episoder 

udviklet undervejs, og det tilsyneladende 

tilfældige indtryk er en 

del af hensigten. Hvis livet og 

historien var forvirrende for personerne, 

så bliver den det også for 

læseren: 

Min fader og hans familie betragtede 

også det fragmenterede som 

en helhed, idet de vidste, at et 

fragment ikke er et fragment på 

grund af det, der mangler, men på 

grund af det der findes i det. 

Mamis familie led under det fragmenterede, 

de beklagede alt, som 

ikke var fuldkomment, som var 

rester, affald, splinter, trevler, 

brudstykker, detaljer, vragdele, 

stumper, spåner, fraktaler, torsoer, 

og hjemme hos Papi fandt man alt 

dette interessant 

Bemærk opremsningen. Som i 

Georges Perecs »Livet. En Brugsanvisning« 

finder man hos Esterházy 

en forkærlighed for kataloget. 

Under det kommunistiske intermezzo, 

Rådsrepublikken, i 1919 

må en Esterházy hjælpe til med at 

lave en inventaropgørelse over 

familiens kunstgenstande. 

Kommunisterne virker mere interesserede 

i genstandenes pekuniære 

værdi, mens greven finder 

dette vulgært, og på et tidspunkt 

samles al det rørlige gods »som en 

kæmpe bunke kul, som en stor 

sammenhængende uadskillelig 

masse, der var ophørt med at være 

enkelte genstande, fordi deres 

historie var ophørt, fordi de var 

revet ud af tid og rum«. Greven 

betragter det som »kvalmende 

opkast«. Igen polariseringen: fragmentet 

og det personlige på den 

ene side, historien og slægten på 

den anden side. 

Spiller bold med Mann 

Er bogen så indsatsen værd? Også 

i den grad. Romanen er velkonstrueret, 

og selv i den efter alt at 

dømme kompetente danske oversættelse 

(og denne læser kan ikke 

ét ord ungarsk) virker sproget. 

Man kommer omkring i det danske 

sprogs kringelkroge. Esterházy 

har udtalt, at det var umuligt at 

skrive en slægtsroman efter 

Thomas Manns »Buddenbrooks« 

— det har han hermed modbevist. 

»Harmonia Cælestis« indskriver 

sig blandt den ypperste europæiske 

litteratur, og ikke bare 

samtidslitteratur, som ingen 

husker om tyve år, men blandt 

de litterære sværvægtere, som 

bogen også spiller bold med: 

Kafka, Musil, Proust og Mann 

med flere. 

Omslag af Camilla Jørgensen 

Fitte jyder 

Robert Zola Christensen 

Jysk Fitness 

264 sider, 275 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

Det er vist meningen med Robert 

Zola Christensens hovedperson 

Kenneth Kirkholt, at han skal fremstå 

som en slags rimelighedens 

mellemvare i det stormfulde møde 

mellem københavnerne og det 

jyske. Vist har han fordomme om 

de bondesnu og fantasiløse koldingensere, 

men han omgås dem 

alligevel med tålmodig velvilje. 

Til gengæld er det næppe 

meningen, at han selv skal fremstå 

som en ren parodi på et menneske. 

Hverken københavner eller 

jyde, men en hulbrystet, vattet og 

aldeles intetsigende figur, der 

lader alting passere igennem, ved 

siden af og hen over sin egen slappe 

bevidsthed. 

Omslag af Ida Balslev-Olesen 

(roman) 

Robert Zola Christensens hovedperson får 

velfortjente, jyske øretæver 

Kenneth Kirkholt er taget til 

Kolding for at arbejde som regnskabsansvarlig 

i motionscentret 

Jysk Fitness. Men miljøet er mere 

råt, end han egentlig er indstillet 

på. Det fører personlige kampe 

med sig, som han ikke kæmper, 

men hvor han ganske enkelt tager 

mod de drøje hug, som de seje og 

brutale jyder tilføjer ham. Der 

kommer også et lig ind over historien 

og en godt spændstig og fordringsfuld 

Liselotte. Det er svært 

at sige, hvad Liselotte finder i 

ham, mens det er ganske forståeligt, 

hvorfor de andre finder ham 

så øretæveindbydende. 

Hans tilbageholdenhed virker 

hverken civiliseret eller intelligent 

i mødet med de handlekraftige 

koldingensere. Den bringer ham 

blot i et sært misforhold til de 

voldsomme begivenheder, og heri 

mister Zola Christensens historie 

en hel del troværdighed. 


(roman) 

Karen Duve 

Ingen sang om kærlighed 

(Dies ist kein Liebeslied) 

Oversat af Anneli Høier 

255 sider, 298 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af 

Steen Klitgård Povlsen 

I 1999 udsendte den da ret ukendte 

tyske forfatterinde Karen Duve 

en roman med titlen »Regnroman«, 

der hurtigt gik sin sejrsgang over 

hele verden, og som i dag anses 

for et af den nye tyske litteraturs 

absolutte hovedværker. Et gnistrende, 

fabulerende sprog fortalte 

en historie, der havde dybe refe- 

22 

 

Kan man afslutte George W. med en kugle? 

Nicholson Baker taler pro(paganda) et contra 

i en snakkeroman, der ikke rammer plet 

som litteratur 

Nicholson Baker 

Checkpoint 

(Checkpoint) 

Oversat af Ninna Brenøe 

128 sider, 168 kr. 

Tiderne Skifter 

Anmeldt af Henrik Varmark 

På helltshirts.com sælger de trøjer 

med trykket . Jeg troede, 

det var subtil republikansk propaganda, 

indtil webmosteren på mit 

arbejde forklarede, at hun i htmlkoder 

markerer begyndelsen af en 

sekvens med og, nok så 

vigtigt, afslutter den påbegyndte 

sekvens igen med . Uden 

det afsluttende kan systemet 

ikke fungere. 

Denne anti-Bush merchandise 

solgte nok bedst inden præsidentvalget, 

der udskød virkelighedens 

Den groteske krop 

Udslag af et overvægtigt (tekst)korpus 


Omslagsdesign af 

Peter Mendelsund 

til 2009, og det samme 

tror jeg gælder for Nicholson 

rencer til den aktuelle debat i det 

forenede Tyskland og gav et bud 

på kønnets skæve placering i dette 

samfund. Karen Duve blev hurtigt 

en fremtrædende person i det, den 

tyske kritiker Volker Hage i 1999 

kaldte »das literarische Fräuleinwunder«, 

en betegnelse alle de 

kvindelige forfattere, den bliver 

brugt om, kraftigt tager afstand fra, 

men som alligevel har sat sig fast 

som betegnelse for de forbavsende 

mange talentfulde kvinder, der i 

dag befolker den nye tyske litteratur. 

Karen Duves anden roman, 

»Dies ist kein Liebeslied« fra 

2002, der nu foreligger på dansk, 

har vel ikke helt den samme kompleksitet 

og rækkevidde som hen- 

Bakers spritnye dialogroman 

»Checkpoint«. Baker blev verdenskendt 

i litterære kredse for sin 

telefonsex-dialogroman »Vox« 

(1992), og »Checkpoint« finder tilbage 

til den intime stemmeføring, 

fordi romanen forløber som en 

båndudskrift af en snak mellem to 

venner. Jay har sat Ben stævne tæt 

på Det Hvide Hus, hvor han af 

moralske grunde vil bryde ind og 

skyde George W. Bush. Samme 

dag. Vi skriver maj 2004, og over 

en eftermiddag bliver facts og 

følelser (som, er pointen, ikke kan 

adskilles) om Irak, Abu Ghraib, 

Dick Cheney og antikapitalisme 

blandet op med småsnak om rosastegte 

bøffer fra roomservice, mens 

Ben vil overtale Jay til at opgive 

planerne. 

Som samtidsdiagnostisk debatbog 

er »Checkpoint« god til at 

pendle mellem pro(paganda) et 

contra i en amerikansk og global 

debat, der domineres af ekstremer. 

Bør man skyde en umoralsk præsident 

— og hvordan gør man det 

som lone ranger? Romanen taler 

indstændigt om det nationale 

fadermord som en personlig pligt, 

men hvis man ikke bestyrtes over 

den blotte tanke, forbliver »Checkpoint« 

som litteratur betragtet 

jævnt uinteressant. Der sker for 

lidt med sproget, figurerne og 

handlingen. Forlaget sammenligner 

den rettelig med Becketts 

»Mens vi venter på Godot«; en 

des debutroman. Alligevel er det 

en kvalificeret opfølgning på 

mesterværket. Jeg-fortælleren, en 

ung hamburgerinde (som Duve 

selv), Anne, skriver om sin 

opvækst, problemer med familie, 

kærester, udseende og ikke mindst 

vægt, og om sin ulykkelige forelskelse 

i en af drengene fra gymnasieklassen, 

som hun nogle år efter 

studentereksamen opsøger i 

London, hvor han er ved at skabe 

sig en yuppie-tilværelse. Det bliver 

ikke noget triumferende møde, 

men alligevel: Lige så grotesk og 

sørgmuntert usikkert som hele 

Annes hidtidige liv slutter hun sin 

beretning, der ikke har »Regnroman«ens 

episke fylde og symbolske 

koncentration, men dog i 

anden absurd dialog om et håb, 

der ikke kan forløses. Begge værker 

er mest interessante som samtidssymptomer. 

Bakers titel viser 

det selv ved at henvise til en massakre/tragisk 

ulykke (ethvert ordvalg, 

er en anden pointe, indbefatter 

også et sidevalg) på civile 

irakere ved en militær kontrolpost, 

og Bakers roman udpeger det 

Checkpoint — og dermed sig selv 

— til centralsymbolet på krigens 

kolde absurditet, som også Charlie 

var det på Den kolde Krig i Berlin. 

Uden at afsløre slutningen får 

den vordende attentatmand angrebet 

sit billede af Bush, uden at 

verden dog ændrer sig nævneværdigt. 

Det gode omslag viser, at 

man godt kan ramme plet med et 

lille våben, og sådan et vil bogen 

også selv være politisk. Tiderne 

Skifter nåede at få den ud — og 

dermed dagbladsanmeldt — ugen 

inden valget i november, fordi 

»Checkpoint«s aktualitet stod og 

faldt med Bush. Baker må nu 

trøste sig med, at hans anti-Bushværk 

lever videre sammen med 

det regime, bogen protesterer mod 

og dermed næres af, ligesom 

Michael Moores »Fahrenheit 

9/11«. Moore viser, at et politisk 

udsagn lever længst i en kunstnerisk 

interessant indpakning, og 

derfor anbefaler jeg at bruge pengene 

på helltshirt.com, og ikke 

»Checkpoint«. 

lange passager den samme vitale 

energi og komiske fabuleringsrigdom. 

Romanen vil mange ting på én 

gang: Den er et generationsportræt 

af en ungdom vokset op i kritik af 

forældrenes småborgerlighed, med 

blasert omgang med stoffer, mode 

og musik — meget af disse unge 

menneskers opmærksomhed går 

som i pop-romanen med at overveje 

musik, tøj og livsstil. Men 

først og fremmest er den et billede 

af en ung kvinde med et forkvaklet 

forhold til kroppen, såvel i forhold 

til sex som til mad. Bogen er 

først og fremmest blevet læst som 

et skræmmende dokument om en 

spiseforstyrret patient, hvor selvfortællingen 

virker som det medium, 

hun anvender for at holde de 

dæmoniske kræfter så nogenlunde 

på afstand. Når hun ikke lige går 

til forskellige former for kiksede, 

men koncentreret og morsomt 

beskrevne former for terapi. 

Nogenlunde, for på romanens 

nutidsplan vejer Anne 117 kilo og 

kan vel siges at være i akut livsfare. 

Hvor det store kødbjerg i

»Regenroman« havde en livsbekræftende 

funktion og i sidste 

instans var del af den sump, der 

slugte de Hamburgske machotyper, 

kæmper fortælleren her en 

øjensynlig forgæves kamp mod 

fedmen. Den groteske humor er 

derfor i denne anden roman mindre 

et overskudsfænomen, den er 

mere beslægtet med galgenhumor. 

Til gengæld slutter den sig til 

den gruppe af romaner om det 

sårede og sårbare barnlige sind, 

som fylder så meget hos forfatterne 

i ’das Fräuleinwunder’. Der er 

tydelige ligheder mellem denne 

Anne og det anonyme barn i 

Jenny Erbenbecks »Die Geschichte 

vom alten Kind« og Jo i Zöe 

Jennys »Das Blütenstaubzimmer«. 

Ingen af dem er egentlig misrøgtede, 

men de er følelsesmæssigt forarmede, 

forsømte af forældre, der 

midt i karriereræs og velstandsboom 

glemmer nærhed og naturlighed. 

Annes liv mellem en hysterisk 

mor og en mystisk, bortvendt 

far er gribende skildret. Det er 

banale historier, disse piger fortæller, 

men smertelige, og Karen 

Duves fortællers saloppe blaserthed 

bidrager bare yderligere til 

smertefuldheden. Det er forældrenes 

uforstand og betænkningsløshed, 

der sårer, ikke deres hårde 

opdragelsesmetoder. Duve beskriver 

en ungdom, der er misrøgtet af 

mangel på forståelse. Den autoritære 

families normer findes ikke 

mere, nogle nye har ikke rigtigt 

indfundet sig. I dette tomrum flakker 

den barnlige følsomhed forvildet 

rundt. 

Bogens problem kan være, at 

den på en måde tager lige så uforholdsmæssigt 

på som sin hovedperson. 

Det er, som om den er et 

tekstflip på linie med Annes ædeflip, 

det virker for så vidt logisk, 

men gør, at man kan trættes 

undervejs. Nogle af afsnittene om 

gymnasieliv og ungdomsliv i 

Hamburg i 1970’erne og 1980’erne 

er for lange. Duve vil også gøre sin 

roman til en tidsroman, der minutiøst 

opregner politiske begivenheder, 

populære bands og musikgenrer, 

og også tegner et billede af forstadsmiljøet 

i en nordtysk storby. 

Det er pålideligt nok, men omstændeligt. 

Bedst er hun, når hun 

samler sine skildringer i kortere, 

koncentrerede scener, f.eks. om 

Annes komisk-groteske oplevelser 

med erotisk uformående fyre. Her 

mødes det morsomme og smertelige 

i den blanding, Karen Duve 

mestrer. 

Hun er en af de virkeligt betydelige 

forfattere fra vort sydlige 

naboland. 

Bedre på hjemmebane 

Jonny Halberg 

En uskyldig tid 

— for mange bolde i spil i Jonny Halbergs seneste roman 

(En uskyldig tid) 

Oversat af Janus Kramhøft 

333 sider, 298 kr. 


Anmeldt af Astrid Fosvold 

Norske Jonny Halbergs seneste bog 

på dansk »En uskyldig tid« indfrier 

ikke forventningerne efter 

»Oversvømmelse«. Den skæmmes 

af at have for mange bolde i luften, 

og ingen af dem havner i mål. 

Som bund ligger en ægteskabstragedie; 

Jan Jacobsen, jeg-fortæller 

og den ene hovedperson, er gift 

med Julie, og de mister deres eneste 

søn i en trafikulykke, da han er 

fem år. Det fører ægteskabet ind i 

en fimbulvinter, og ind vandrer en 

mystisk skikkelse, som bliver en 

slags skytsengel for Jan, som til 

stadighed havner i problemer. 

Romanen er delt i to, første del 

foregår i lillebyen Moss på østlandet 

i Norge, anden del udspiller 

sig på en rejse nedover Europa og 

i Prag. Den starter med druk og 

utroskab og ender med, at Julie 

sidder i fængsel, og Jan har overtaget 

kammeratens identitet. Lyder 

dette som et forvirret spil? Det er 

det sandelig også, og ingen af de 

temaer, som lanceres, følges til 

dørs. 

Rein Skåde er bogens anden 

hovedperson. Mens Jan er realisten, 

som bare forsøger at få sit liv 

til at hænge sammen, er Rein 

Skåde idealisten, som vil leve for 

noget, som er større end sig selv. 

Han dukker op ud af det blå, redder 

Jan og har altid en replik klar. 

Rein Skådes budskab til menneskene 

går ud på, at man skal være 

sand og ægte. Men samtidig er han 

med i en international organisation, 

som planlægger attentater mod 

McDonalds han er madterrorist. 

Når Rein Skåde sætter ord på sit 

engagement: »McDonalds svindler 

og røvpuler og udnytter jer. McDo- 

nalds udnytter jer på det groveste 

og et eller andet sted på det man 

kalder for toppen, sidder der folk 

og bliver rige på jeres bekostning«, 

lyder han som en forvirret attenårig. 

Samtidig forsøger romanen 

at rumme samfundskritik, bl.a. om 

sexhandel med østeuropæiske 

piger, men samfundskritikken holder 

ikke, fordi den bliver lagt i 

munden på personer, som ikke er i 

stand til at formulere den på en 

måde så den bliver interessant og 

relevant. 

Enkelte træk ved årets Halbergroman 

på dansk er karakteristiske 

for forfatterskabet. Forfaldstemaet 

og tabstematikken, som vi også 

finder i »En uskyldig tid«, er gennemgående, 

ligesom alle Halbergs 

helte er opvokset i en norsk østlandsbygd 

med et nært forhold til 

naturen og specielt til at fiske 

som. Det nye er den åbenlyse civilisationskritik, 

som forsøger at 

beskrive globale sammenhænge, 

men de fremsættes næsten som 

konspirationsteorier, og dermed 

(roman) 

falder temaet tungt til jorden. 

Endvidere er fortællestemmen 

meget lidt udviklet, fordi fortællingen 

er lagt i munden på Jan. 

Tidligere i forfatterskabet har forskellige 

karakterer ført ordet i romanerne, 

og dette er interessant i 

forhold til de litterære konventioner, 

som er knyttet til den realistiske 

roman og dens fortællemåder. 

Halberg er en af dem, som eksperimenterer 

med den realistiske 

romans form og gør det godt. Også 

i hans helt ferske roman »Gå til 

fjellet« er beskrivelsen af norsk 

bygdeliv anno 2004 slående, så jeg 

drager den konklusion, at Halberg 

rammer bedst på hjemmebane. 

Skal jeg trække et positivt træk 

ved teksten frem, må det blive 

beskrivelsen af sammenbruddet 

hos ægtefællerne efter sønnens 

død, og dens fokusering på skyld 

og soning. Ved romanens afslutning 

sidder Julie i fængsel for at 

have dræbt den, som kørte sønnen 

ned, og det giver en slags håbløs 

mening. 


(roman) 

Santiago Gamboa 

Bedragerne 

(Los impostores) 

Oversat af Iben Hasselbalch 

286 sider, 299 kr. 

Samleren 

Anmeldt af 

Rigmor Kappel Schmidt 

I pressemeddelelsen foreslår 

Samleren, at »Bedragerne« er en 

slags efterkommer efter Gabriel 

García Márquez. Det er der nok en 

og anden anmelder, der er hoppet 

på, skønt den colombianske forfatter 

Santiago Gamboa selv prøver 

at få sparket Vargas Llosa og 

Borges på banen i den hyppige, 

24 

Latinamerikansk 

bestseller 

Genkendelig underholdning til korte flyveture 


litterære namedropping. 

Arvtagerne efter det latinamerikanske 

boom deler sig i damerne, 

der skriver en noget mere kulørt 

magisk realisme, og mændene, der 

bruger Vargas Llosa og Borges som 

forbilleder for deres noget mere 

kulørte leg med skrift, litteratur og 

hvad der ellers skal til for at virke 

lidt mere intelligente end kvinderne. 

Næste generation af spansksprogede 

forfattere (m/k) mødes 

dog i en bred bestseller-stil, men 

vandene skilles igen, når kvinderne 

søger kærlighed, mens mændene 

foretrækker spænding og halvintellektuel 

udfordring. Santiago 

Gamboa sætter ord på i starten, da 

skriverkarlen skal have læsestof 

på flyveren til Hongkong: »en god 

Krykhusarer 

På rå, poetisk tur gennem lande med 

Smerter uden Grænser 

Pedro Rosa Mendes 

Tigerbugten 

(Baía dos tigres) 

Oversat af Ole Eistrup 

368 sider, 325 kr. 


Anmeldt af 

Rigmor Kappel Schmidt 

Hæng på, så skal jeg prøve at forklare, 

hvorfor »Tigerbugten« er 

værd at læse. Virkelighedens verden, 

hvor krige udgør et konstant 

baggrundstæppe, der klippes ind i 

den postmoderne, fragmenterede 

strøm af nyheder, underholdninger, 

underligheder og underværker, 

burde måske præsenteres 

gammeldags og sammenhængende, 

men hvad nu hvis virkeligheden 

er så brutal, at den ikke længere 

afgiver gammeldags, sammenhængende, 

realistisk mening? Hvis 

nu virkeligheden består af sideordnede 

bipersoner, hver med sin 

personlige tragedie, ville det så 

ikke være at gøre vold på den, 

hvis man fremhævede den ene tragedie 

på bekostning af den anden? 

Derfor tror jeg, at den portugisiske 

journalist Mendes har valgt en 

fragmenteret, afsnuppet, postmoderne 

fremstilling for at vise ikke 

bare enkelte knæ, der splintres af 

landminer, men hele, små lokale 

virkeligheder, der splintres i stumper 

og stykker, så virkelighedens 

grundlag: tid og sted, der udgør 

Omslag af Neel Dich Abrahamsen 

bog, der hverken må være for tung 

eller for let, men noget, der fænger 

uden at trætte, og som kan holde i 

mange timer«. Så er tonen slået an. 

Stilen flyder let af sted med 

mange digressioner i starten for at 

få spektakulære detaljer med om 

de meget forskellige personer 

uden forankring i ret meget andet 

kulissen om menneskers liv, ikke 

længere hænger stabilt sammen. 

For virkeligheden selv er jo bare 

en konstruktion. Det opdager 

Mendes, da han ser den brase 

sammen i sit lands tidligere kolonier, 

Angola og Moçambique, »på 

en tur, der ingen steder førte hen«. 

Omslag af Michala C. Bendixen med 

foto af John Vink/ Magnum 

end dem selv. Et stk. forsker, 

et stk. forfatter, et stk. journalist, 

der alle præsenteres i et 

spændingsfelt mellem forestillingen 

om egen storhed og 

oplysninger om manglende 

samme. Første tredjedel af 

romanen går med at introducere 

dem og få dem fragtet til 

Beijing, hvor den egentlige 

handling kan tage sin begyndelse. 

De har hver deres 

ærinde i den kinesiske 

hovedstad, men bliver snart 

opslugt af plottets forvekslinger, 

bokseropstand, hemmelige 

sekter og jagten på originalmanuskriptet 

af Wang 

Mians digtsamling »Luftens 

dybe transparens«, samt selvfølgelig 

en enkelt russisk 

luder og en flot cubansk 

dame. 

Det er, som om man har 

hørt det før, men genkendeligheden 

gør, at det er nemt 

at læse, mens man underholder 

sig i flyveren over Atlanten eller 

til Beijing. Og det er jo netop fidusen 

ved den slags romaner. De 

skal være underholdende og så tilpas 

forudsigelige, at det ikke gør 

noget, man ikke får slutningen 

med, hvis flyet lander, før man når 

at blive færdig. 

Somme tider er jeg ikke helt 

sikker på, hvem der taler. Men 

hvad gør det, hvis det er et jeg, der 

færdes i selskab med tiden, der er 

ved at gå i stå, der gik i stå. Et jeg, 

der fortaber sig, mister sig selv i 

tiden, mærker hukommelsestabet 

brede sig, æde hans navne, de 

dyrebare navne, som identiteter 

er knyttet til. Det jeg, der 

nu har begivet sig på rejse 

ind i ’no man’s land’, tænker 

ikke selv over betegnelsen 

’no man’s land’, men jeg, 

altså anmelderen, kan ikke 

lade være med at tænke på, 

hvor sigende det er, at slagmarker 

og frontlinjer ikke er 

noget menneskes land. Og 

mens jeg’et, bogens jeg, fabulerende 

opløser sig selv i den 

opløste tid for at flakke af 

sted gennem et rum, der kun 

flygtigt danner steder, begynder 

han lige så stille at minde 

mig om Ib Michaels mest 

spændende momenter, hvor 

tid og rum bliver elastiske i 

»Mayalandet« og »Kejserfortællingen«. 

Så er han parat til de 

lemlæstede landområder, 

hvor manglende benstumper 

er så almindelige, at man

ikke taler om Læger uden Grænser, 

men Smerter uden Grænser. 

Men når virkeligheden ikke slår 

til, kan der opstå profeter som 

Joaquim, der har udviklet sit helt 

eget blandingssprog, sinesisk, et 

universelt sprog, der skulle føre til 

den samme fred og forsoning, som 

esperanto stiller i udsigt. Joaquim 

skriver på en profetisk bog med 

titlen »Det tomme udtryk«. 

I andre afsnit vokser minerne 

frem som en besættelse, de miner, 

som man aldrig kan se, men som 

man alligevel bestandig er på 

udkig efter, indtil man til sidst får 

dem på hjernen. Så meget er der 

kæmpet her, at: 

det blev til en jord af krigere, hvor 

der ikke kunne vokse andet. De 

begyndte så at fødes ud af den, 

mænd med luftrødder […] Rødder 

i stedet for ben, frodige i den jord, 

som lemlæstede dem. […] De 

toner frem som vidnesbyrd om 

mareridt og mirakler, de klamrer 

sig til træernes silhuetter, de går i 

ét med træerne, mens de bevæger 

sig fremad oppe over deres rødder-knogler-stammer-træstumperproteser: 

krykker — De er en ny 

art, halvt menneske, halvt plante, 

halvdelen liv og halvdelen kunstigt. 

Spændende er til gengæld beretningen 

om to ’pombeiros’, to slaver, 

der som de første, jovist, de 

første, krydsede det afrikanske 

kontinent. Den ene, Pedro João 

Baptista, skrev dagbog fra hele 

turen, gebrækkeligt, men også en 

poetisk rå, første kortlægning. Han 

skriver i en anarkistisk grammatik, 

lader tegnsætningen følge 

åndedrættet og blander lærde 

udtryk med ord, der ikke findes i 

nogen ordbog. Baptista finder ikke 

den Anden, som europæeren altid 

jagter, men bare en Anden, der 

kan være fremmed, fjendtlig eller 

mystisk, men aldrig eksotisk. Det 

er fordelen ved at rejse som ’pombeiro’, 

som en slave, der på en 

gang er afrikaner og har tilegnet 

sig dele af den hvides kultur. 

Pedro João Baptista kommer 

selv til orde i det følgende afsnit, 

som oversætteren Ole Eistrup giver 

os på det fineste gamle dansk, 

hvor Kjerligheed blander sig med 

Guds Villie. Men bortset fra det 

har han oversat den bemærkelsesværdige 

bog så tæt og afsnuppet, 

rå og poetisk, at det er en fryd, der 

er lige så paradoksal som dette, at 

man kan opleve fred i et land i 

krig. Læs selv. Du kan kun blive 

klogere af det. 

Samsansning 

Arthur Krasilnikoff 

Hvalens øje 

307 sider, 298 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Anders Bay 

Stykkeroman om en drengs tilbliven 

»Som koldt vand i skiver«, sådan 

skærer skolelærerindens stemme 

gennem luften i klasseværelset i 

Arthur Krasilnikoffs fænomenale 

skildringer af en drengs første år i 

livet. Barndomsbillederne er samlet 

i bogen »Hvalens øje« med 

undertitlen »En roman i 111 stykker«, 

og så er vi jo ovre i den fiktive 

genre, men ikke desto mindre 

synes det oplagt at kalde stykkerne 

erindringer. Mest påfaldende er 

selvfølgelig navneligheden mellem 

forfatteren og stykkernes hovedperson, 

Astur, hvortil kommer, at 

enkelte (dele) af stykkerne, f.eks. 

»Børnelokker«, findes i Krasilnikoffs 

essaysamling »Hurtigløberen« 

(2001) med personlige erindringer. 

I første omgang kan man dog 

bare glemme alt det med genren 

og i stedet svømme hen i Krasilnikoffs 

supersensible sproglige neddyk 

i barndommen og derved selv 

komme til at huske, hvordan det 

var, når »solen bare lå i vindueskarmen 

og summede«, og den tidlige 

søndag eftermiddag var »lidt 

søvnig, lidt afventende [...] og lugter 

svagt af vanilje«. Det er barndommen 

set, hørt, smagt, lugtet, 

følt — formidlet af den voksnes 

sprog. Men ikke nok med det, som 

de anførte eksempler viser, er 

Krasilnikoff en mester i at blande 

sanserne, ’samsansning’ som Krasilnikoff 

selv rammende kalder det 

i essayet »Hvorfor skriver jeg 

dog?« (i »Skriv din satan. 25 forfattere 

om at være forfatter«, anmeldt 

i sidste nummer af Standart) 

, hvor han taler om, at han 

som forfatter er bedst, når han kan 

rense både ører, øjne og næse hos 

folk, så læserne selv kan opleve 

virkeligheden, som den er. Denne 

tanke er eksplicit udtrykt i titlen 

på et af de 111 stykker: »Lyden af 

lys«, men også i en af Asturs tidligste 

erfaringer: »Astur føler at 

lydene er som skygger, han vil 

kunne få øje på, hvis han kunne se 

med ørerne. Det kan han ikke 

endnu«. Men det kommer han til, 

så sandt som den senere Arthur jo 

kan. Og slår sprogets almindelige 

gloser ikke til, så ved fortælleren 

(Krasilnikoff) også råd herfor, som 

f.eks. når han med hidtil ukendte 

(roman) 

Omslag af Sven Reiner Johansen med 

akvarel af Zacharias Heinesen 

ord fremmaler lyden af en bil, der 

hastigt kører hen over brosten 

efter et regnskyl: »Bilens dæk 

flæntrede og smatsede ad de våde 

veje«. 

Bogens stykkeform betyder, at 

»Hvalens øje« hverken er eller 

skal være en traditionel, fremadskridende 

fortælling om Asturs 

opvækst på Færøerne (med en 

enkelt udflugt til Danmark) fra 

han er fire år gammel, til han fylder 

ni. Det står dog klart, at tiden 

er kort efter 2. verdenskrig, og 

plads til lidt rumlen fra den store 

historie bliver der også, f.eks. passerer 

selvstyreforkæmperen 

Jóannes Paturssons dødsfald revy 

ligesom afstemningen om færøsk 

selvstændighed i 1947 også dukker 

op i kulissen. Men den slags 

begivenheder opleves af Astur, i 

sagens natur, kun i den udstrækning 

de direkte berører Astur selv 

og hans familie. For Astur er det 

en mindst lige så central livserfaring, 

at brædderne i den nye butik 

i Tórshavn er »gul[e] i træet som 

hestetænder«, blot endnu én af de 

mange sansninger, der i det præcise 

og smukke sproglige billede gør 

at »Hvalens øje« på kornet fanger, 

hvordan en dreng bliver til. 


(roman/kortprosa) 

Camilla Stockmarr 

Noras tredje alder 

262 sider, 249 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Mette Bentholm 

Havde jeg været Camilla Stockmarr, 

havde jeg valgt en anden 

titel. Der er noget moden-kvindemed-god-købekraft-bog 

over titlen 

»Noras tredje alder«, der sammen 

med bagsidens tekst om Nora, 

hendes antikvariat og hendes to 

voksne børn, gjorde mig en anelse 

træt, inden jeg overhovedet havde 

åbnet bogen. Jeg blev dog hurtigt 

glædeligt overrasket. Stockmarrs 

(f. 1966) første roman — hun 

debuterede med novellesamlingen 

»I det skjulte« i 2001 — er en 

26 

Antihelte 

Velskrevet og anbefalelsesværdig roman om 

den moderne families genvordigheder 

— nu tilsat litterære navne 


sand fornøjelse at læse. En lille 

roman, der skarpt, for ikke at sige 

kynisk, og utroligt velskrevet 

beskriver nogle mennesker, der 

rastløst og uden mål eller egentligt 

drive, ikke engang til at være rigtig 

ulykkelige, driver rundt i livet fra 

barn til gammel. Antihelte. 

Datteren Rebecca er 38 år og 

har aldrig kunnet gøre noget færdigt, 

den evige elskerinde, bange 

for at binde sig til andet end ting 

og dameblade (hun burde have 

heddet Emma). Hendes storebror 

Ulysses føler sig utilpas og trynet 

af sin kone, den smukke Helena 

(hun burde have heddet Molly), 

den mislykkede forfatter, der både 

frygter og drømmer om at sidde i 

en slidt liggestol på en strand i 

Venedig. Og Nora, der drømte om 

(dukke)hjem og fik et antikvariat. 

Hendes børn har skuffet, og hun 

selv er ved at blive gammel og kattetislugtende. 

Rebecca, Ulysses og Nora er 

romanens fortællere, der på skift 

beretter både bagud og i romanens 

tid. Vi ender således med en fortælling 

om en mærkelig og, i hvert 

fald på overfladen, følelseskold familie 

i tre generationer; en familie, 

hvis liv har været brugte bøger. 

Symbolikken er temmelig tyk, og 

det er da heller ikke i selve plottet, 

at Stockmarrs roman har sin 

største styrke. Styrken findes i 

personernes tanker og i små, 

stramme og meget morsomme scener, 

der tilsammen giver karaktererne 

liv og gør, at vi tror på dem. 

Som da Rebecca er hos sin psykolog; 

hun fortæller, han nikker og 

brummer og skriver indimellem 

noget ned i sin lille notesbog — 

spidsfindige konklusioner, går hun 

ud fra. Da han på et tidspunkt forlader 

konsultationen, har han 

glemt bogen. Rebecca smugkigger i 

den: »Det jeg så var til min overraskelse 

en temmelig primitiv tegning, 

en mand og en kvinde, der 

parrede sig som et par hunde. På 

siden efter var det den samme tegning, 

der viste sig, side efter side, 

og ved at lade siderne glide hastigt 

imellem fingrede kunne man få de 

Rifbjergs spanske Ulysses 

Man er i nærværende selskab fra morgen til aften i 

forfatterens yderste land 

Klaus Rifbjerg 

Mojácar — miniaturer 

Fotografier af Georg Oddner 

128 sider, 250 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Henrik Bach 

Enhver ved, at Klaus Rifbjerg er 

ramt af den spanske syge. Dette 

yderste, barske land lige før Afrika 

har bidt sig fast i forfatteren, og 

går — som hos Hemingway — 

igen i forfatterskabet, både i digte 

og romaner, samt ikke at forglemme 

»Til Spanien« fra 1971, som er 

noget af det ypperste rejselitteratur 

der er skrevet — overhovedet. I et 

interview i dette magasin for tret- 

Omslag af Georg Oddner 

to mennesker til at bevæge sig«. 

Hun burde føle sig vred eller skuffet, 

men sandheden er, at tegningen 

»gjorde ham så forbandet menneskelig, 

og det forekom mig, at den 

tegning, med lidt god vilje havde 

en vis lighed med ham og mig«. 

Det er måske ikke særligt origi- 

Camilla Stockmarr 


nalt (længere) at skrive en roman 

om den moderne familie, om rastløshed, 

længsel og hverdagens 

antihelte. Men Camilla Stockmann 

gør det skarpt, sørgmuntert og stilsikkert. 

Man tror på personerne, 

og det er en fornøjelse. 

ten år siden kom Rifbjerg ind på 

sin fascination af landet: »Det er jo 

det sidste vilde land i Vesteuropa, 

og nu er det stærkt under forandring. 

Da jeg var der første gang i 

1951 var det som at komme til en 

anden verden; jeg blev ’hooked’ på 

Spanien…« 

Det er — som i rejsebogen — 

Georg Oddner, der har leveret 

fotografierne. 14 styks plus forsiden 

i skarpe farver i denne her 

miniaturebog, som kun er mini i 

format, ej i indhold. Et par af dem 

går op i en højere enhed med forfatterens 

ord og giver et fortrinligt 

billede af dette stykke andalusiske 

Spanien, der bider sig fast i enhver, 

der har været der. Et på én 

gang dragende og trist landskab, 

der også minder om Amager 

Fælled og omegn, efter én har sat 

en tændstik til. I den henseende 

har/havde visse sider af fødeøen 

Amager og Mojácar de samme 

postmodernistiske, landskabelige 

træk, der bliver til dette mystiske 

grænseland mellem civilisation og 

ødeland. Og måske netop her ligger 

fascinationen. 

»Terrains vague« er titlen på 

Rifbjergs digtsamling fra 1998 — 

hvilket, med et udtryk af Victor

Hugo, er denne mellemzone, som 

både er det bizarre og grimme og 

ligesom skabt af to forskellige 

naturer. I en af miniaturerne 

»Skrald« beskrives en losseplads 

og det ’terrains vague’, »hvor der 

er plads til det overflødige, det 

utilpassede, som ikke kan være 

nogen steder ikke engang inden i 

sig selv«. Og lidt senere kommer 

vi til en ucharmerende og meget, 

meget tiltrækkende strand: »Måske 

eksisterer der et begreb, man 

kunne kalde grimhedens æstetik. 

Måske befinder man sig bedst 

blandt det ufuldkomne, fordi man 

selv er det«. 

Der er meget langt fra Solkystens 

tarvelighed til det stykke 

Spanien, vi præsenteres for i disse 

miniaturer fra forfatterens sommerresidens 

Mojácar. De små stykker 

strækker sig fra tre-fire linjer 

til tre-fire sider, og er skrevet i en 

slags poetisk prosa-stil af den 

slags man måske nok kan tænke 

sig til, men ikke formulere, med 

mindre man er alfabetmester som 

Rifbjerg. Det er en kompakt blanding 

af partikularisme og universalisme, 

der på sin fremadskridende 

måde får en til at tænke på 

Joyces »Ulysses«. Rifbjerg optræder 

ikke som en Bloom, men her 

får vi en hel dag fra morgen til 

aften med Mojácars Rifbjerg, dets 

beboere og steder. Telefoncentralen 

med dens strikkende, omstillende 

damer, lossepladsens liv 

mellem forgængelighed og råddenskab, 

kirkegården med de døde 

linet op og fiskeforretningen med 

den sensuelle fiskekone, som får 

liderligheden i kog når hun slagter 

fiskene, og Rifbjerg nede i bukserne 

mærker, at han ikke er bøsse. 

Og som denne anmelder ved 

læsningen mærker, han heller ikke 

er. Det hele bliver så nærværende 

i dette yderste land, hvor døden 

altid er nærværende på den ene 

eller anden måde. I menneskene 

og i landskabet. I tyrefægterarenaen. 

Og som dagen skrider frem 

mod aften og nat og den lille eller 

store søvn. 

García Lorca siger et sted, at i 

alle lande er døden en afslutning. 

Den kommer og tæppet går ned. 

Men ikke i Spanien. I Spanien bliver 

det trukket op. Rifbjerg viser 

formidabelt en miniature, at livet 

også er her og nu i det ufuldkomne 

grænseland: »Løfter hovedet og 

ser i solfaldets guld mellem træerne 

bjergenes karavane og mærker 

mit hjertes slag.« 

Rachel Seiffert 

Sent forår 

(Field Study) 

Oversat af Neel Rocco 

242 sider, 249,95 kr. 

Cicero 

Anmeldt af Ida Klitgård 

Originaltitlen på Rachel Seifferts 

(f. 1971) novellesamling er »Field 

Study« — altså noget i retning af 

’feltarbejde’ på dansk. Det er en 

underfundig og sigende titel, som 

helt forsvinder bag det danske forlags 

valg af det mere sentimentale 

»Sent forår«, som dog er titlen på 

én af de 11 noveller. En ledetråd 

igennem bogen er de forskellige 

personers følelsesmæssigt opsøgende 

arbejde, deres både iagttagende 

og deltagende undersøgelser 

af det område, de befinder sig i og 

de elementer, de beskæftiger sig 

med. De arbejder i en ofte knugende 

ensomhed, men finder hen ad 

vejen enkelte sten, der glimter. 

Den unge engelske forfatter 

Rachel Seiffert, der i 2001 debuterede 

med romanen »Mørkekammeret«, 

og som omgående blev 

shortlistet til den berømte »Man 

Booker Prize«, kom to år efter med 

på litteraturmagasinet »Grantas« 

liste over de 20 mest lovende britiske 

forfattere i selskab med f.eks. 

Monica Ali, Hari Kunzru og Zadie 

Smith. Nærværende novellesamling 

er bestemt ikke et trin ned ad 

rangstien, men noget gigantspring 

mod tinderne er den nu heller 

ikke. 

Feltarbejdet slås an i samlingens 

første novelle. Den tyske biolog 

Martin er rejst til Polen for at 

tage vandprøver i den flod, der 

deler de to lande. Der er mistanke 

i Tyskland om kemisk affald i vandet 

fra en fabrik i øst. Gennem sirlige, 

men jordbundne beskrivelser 

af landskabet, den enkle levevis i 

området, og især Martins møde 

(kortprosa) 

Følelser på feltarbejde 

Rachel Seifferts 11 feltstudier er både grænsesøgende 

og grænseoverskridende 

britiske steder. Vi 

møder en damefrisør 

og hendes både meningitis- 

og samspilsramte 

datter, vi møder en 

flygtende familie, en 

desertør fra anden verdenskrig, 

en død sæl, 

en arkitekt på deroute, 

en gammel kommunist 

og en gammel biavler, 

hvis historie ikke er 

meget ulig den engelske 

George Eliots klassiske 

roman »Silas 

Marner«. 

De mest interessante 

fortællinger er for mig 

at se de mere bizarre 

uden udpræget historisk-geografiskgrænsetematik. 

En sand perle 

er »Vinkelvej« om en 

lykkelig familie med 

mor, far og barn. De 

planlægger at skifte 

Omslag af Tadashi Ono/ Photonica arbejde og flytte fra den 

lille vinkelvej, der ind- 

med den enlige polske mor Ewa til videre har været verdens navle 

og hendes søn Jacek, kommer en for dem alle. Det vil den lille dog 

banal kærlighedshistorie til også at ikke finde sig i. Han vil ikke rok- 

handle om et tilbagestående Østkes fra sit lille ’felt’ på bykortet, og 

europas møde med den tyske et sandt overflødighedshorn af 

’Ordnung’ i form af reagensglas, hysteriske anfald og mislykkede 

beskyttelseshandsker og videnska- forsøg på at nå ned for enden af 

belige rapporter. 

gaden finder sted. Om de når ud 

Smukke, men uformulerede og over grænsen skal ikke røbes her, 

kantede studier i menneskelige men historien må få det til at løbe 

relationer, som i Martins tanker — koldt ned ad ryggen på alle, der 

»Venter mens drengen kløjes i har haft trodsige 3-årige børn 

grammatikken, betragter den lyt- inden for rækkevidde. 

tende mor, tænker: Jacek og Ewa« Jeg skal ikke komme ind på 

— binder over med knitrende flere enkeltstudier her. Samlet set 

tørre, flade studier i geografiske er hver eneste novelle et nøje af- 

relationer, som de uforløste knugrænset felt, både på det ydre og 

der mellem Øst og Vest. Disse pro- det indre landkort, men sættes de 

blemfelter udgør i store træk det sammen, dannes der et yderst 

historisk prekære og psykologisk præcist grænseoverskridende 

intrikate feltstudie, som udøves mønster, der nøje udstikker, hvor 

igennem hele bogen. 

tætte relationer der i virkeligheden 

Novellerne tager os med til er mellem vidt forskellige menne- 

Polen, det tidligere Østtyskland, skers isolerede livsvilkår. Små for- 

New York og flere uidentificerede tællinger i en lille verden. 


(kortprosa) 

28 

Gåseskroget 

Klip i ventetiden 

Sven Holm 

Dronning Margrethes hår 

og 33 andre klip 

188 sider, 225 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Lis Norup 

»Dronning Margrethes hår og 33 

andre klip« er Sven Holms femogfyrretyvende 

værk siden debuten 

med novellesamlingen »Den store 

fjende« i 1961. Bogens i alt 34 klip 

består af erindringsfragmenter, 

begravelsestaler, digte, forfatter- og 

venskabsportrætter, allergiske opstød, 

opsatser om søelefanter, 

essays om sanser, musik og trafikkunst, 

prædikener over hverdagslivets 

banaliteter samt poetologiske 

overvejelser om, hvordan den 

intelligente, skrøbelige, voldsomme, 

banale, dialektiske, humoristiske, 

barnlige, kyniske forfatter med 

de androgyne øjne og dovenskabens 

nådegave venter på »at det 

rigtige øjeblik skal indfinde sig«. 

. Med genrebetegnelsen ’klip’ 

angives, at der her er tale om tekster, 

der ikke af nødvendighed 

eller hensigt lader sig underordne 

bogværkets helhed eller — for 

enkeltteksternes vedkommende — 

Climbing up (and down) Mount Ego 

Nyeste kuld bekender (og bekymrer) sig blå og gule i de private ansigter 

Forfatterskolens Afgangsantologi 

2004 

100 sider, 129 kr. 

Basilisk 

Anmeldt af 

Jakob Østergaard Nielsen 

Skønlitterære antologier er altid 

mærkværdige. Hvad enten de 

peger frem eller tilbage, afslører de 

kun forfatterens ryg eller måske 

højest et ansigt, og de kan tilsyneladende 

kun indeholde to ting: nyt 

og gammelt materiale eller materiale 

i transformation. Under alle 


Sven Holm (Foto: Søren Hartvig) 

en om sig selv sluttet og afsluttet 

narration. Der er i stedet tale om 

sidestillede tekster, der nok er 

rubriceret under en af bogens syv 

dele, men i realiteten er og bliver 

fritsvævende og sammenhængsløse. 

Men betegnelsen ’klip’ retter 

i ligeså høj grad opmærksomheden 

mod den hånd, der klipper: 

Mod det, der klippes fra, det, der 

klippes til, og mod de hak, indsnit 

omstændigheder deltager både 

anmelder og kunstner i en yderst 

ædruelig form for skyggeboksning, 

specielt når hver forfatter kun er 

blevet tildelt 10-15 sider. 

Når det gælder Forfatterskolen 

plejer der at være et vist fælles 

fodslag, hvad angår udgangspunkt 

og stofområde. Denne gang er det 

virkeligheden, og det er tilmed 

den virkeligt virkelige ’virkelighed’ 

(i egen genkendelige og private 

person), som skolen førhen er 

blevet beskyldt for netop ikke at 

beskæftige sig med. Dermed er 

antologien overvejende fyldt med 

(selv)biografisk, nært (familie, 

og brudflader, der skiller klip fra 

fraklip. 

At verden ikke lader sig samle 

til en helhed, ej heller som tekst, 

men alene lader sig gribe i disparate 

fragmenters sammenstilling, 

udfoldes smukkest og paradoksalt 

mest sammenhængende i de 

småstykker, der er samlet under 

overskriften »Dengang verden var 

ny. Om at erindre«. Således i fragmentet 

»Gitteret«, der som de 

øvrige erindringsbilleder består af 

en vekseltale mellem barnets oplevelse 

og den voksnes bevidsthed: 

»Jeg går og løber og kravler i korridoren. 

[…] Der er meget mørkt. 

Eller er det min følelse af forladthed, 

der får det til at virke mørkt?« 

Her er verden set gennem barnets 

blik — ny og frisk, kaotisk og farlig 

— men forstået og kommenteret 

gennem den voksnes bevidsthed, 

der i nedskrivningen, formningen, 

fremstillingen af de isolerede 

erindringsfragmenter forholder 

sig til dem som på én gang 

konstruktion, fiktion og oplevet 

sandhed: »Står jeg en dag ved en 

rundkørsel med RAF-huen på 

hovedet? Kommer der en tysker 

forbi, som giver mig besked på at 

tage den af? Har jeg oplevet det 

eller været så bange for at opleve 

det, at det er blevet hængende 

som en erindring?« 

Ind i denne relativering af 

sandheden i barndomsglimtenes 

intensitet — »Det eneste der er 

sandt, er at jeg husker begivenheden« 

— er indfældet bogens 

smukkeste og mest fortættede 

stykke, den tre tryksiders lange 

»Gåseskroget«. På en klangbund af 

en bedstemoders forstenede sorg 

venner, kærester) og ’virkeligt’ 

materiale destilleret ud i enten 

romanuddrag (Dennis Gade Kofod, 

Morten Søkilde) eller snakkesalige 

digte og større eller mindre biografismer 

(fiktiv/non-fiktiv) og optegnelser 

(Martin Glaz Serup, Dy 

Plambeck, Anders Abildgaard 

Nielsen, Christina Wendelboe — 

og til sidst placerer Helle 

Thornvig Christensen sig i begge 

lejre). 

Kofod beskriver jordnært livet i 

storbyen med udgangspunkt i 

kæreste og intriger på stamcafeen, 

Thornvig Christensen skriver 

novelle om en sær, forkommen og 

tematiseres i 3.-personfortællingens 

objektivering og med en konsekvent 

fastholdelse af barnets 

synsvinkel den voksnes destruktive 

ulyst ved barnets forrettighed: 

det forunderliges tilstedeværelse. 

Drengen ser længe på sin far. Han 

kan ikke forstå at faren ikke har 

kræfter til at tie stille om Julemanden. 

Det er kun to eller tre 

timer siden flyvemaskinen startede 

ude fra pladsen og drengen og 

hans lillesøster kunne have troet 

på historien helt til næste julemorgen 

og længere endnu, hvis de 

voksne havde haft styrke nok til at 

holde igen. 

Men måske er betegnelsen ’klip’ 

mindre en poetik end en angivelse 

af, at mange af teksterne tidligere 

har været trykt i aviser, tidsskrifter 

og antologier, og derfra er blevet 

klippet ud af deres dagsaktuelle 

sammenhæng og ind i bogens 

anderledes krævende totalitet. Det 

ville have tjent mange af teksterne, 

hvis forfatteren havde ladet saksen 

blive i skuffen, og efterladt dem, 

hvor de var. Det ville have tjent 

forfatteren selv, hvis han nøjere 

havde annammet sit budskab i 

»Øvelser i dovenskab« og givet sig 

til »at vente, at være forberedt, at 

lade som ingenting, at knuse øjeblikkets 

fristelse, at lade dovenskaben 

florere.« Ventetiden ville 

være det værd, for en aften ville 

der have ligget »måske to sider på 

bordet foran mig. Måske tre eller 

fire. Eller seks.« Det er alt, der 

trænges. »Gåseskroget« ville da 

have været en blandt mange perler. 

lidt skræmmende morfar, plus 

nogle nuancerede kortprosastykker 

om virkelighedens (indre og 

ydre) små fænomener, såsom 

Afrika, notesbøger og ens egen 

stemme (noget af antologiens stærkeste), 

Glaz Serup skriver langdigt 

(materiale i transformation) om en 

tur til Mexico, kærestens graviditet 

og det løse, Plambeck skriver 

åbne og snakkesalige digte om 

hjemegnen, dens særlinge og familien 

(i tråd med Lone Hørslev), 

Abildgaard Nielsen og Wendelboe 

skriver sarte (og bekymrede) biografismer 

og optegnelser om relationerne 

til andre og omverden,

grænser og det indre. Til sidst skiller 

Søkilde sig voldsomt og tappert 

ud med et barokt romanuddrag 

om en mindre katolsk menighed 

i København. 

Som altid og som sådan kan 

man ikke pege på en manglende 

formel eller æstetisk kunnen hos 

de nye, men indholdssiden kan i 

denne omgang arresteres, fordi der 

i så høj grad lige præcis arbejdes 

med det biografiske. Rigtig gode 

biografismer (hvad enten de er 

små eller store, gamle eller nye) 

skal helst indeholde en vis form 

for nødvendighed eller uopdragen 

løsagtighed, som altid knækker og 

udstiller det formelle (her peges 

nærmest udelukkende tilbage på 

de tidlige 70’eres avantgardistiske 

biografismer: Laugesens rodede og 

måske private »Guds ord fra landet« 

f.eks.), og det kan de nye tilsyneladende 

ikke — enten fordi 

de ikke vil, eller fordi de ikke tør 

(og det er måske egentlig rimeligt 

nok). Men alligevel er der ikke 

meget ved en pæn og artig biografisme 

(her sigtes primært efter 

poeterne), der nærmest og næsten 

uden at blinke med øjnene eller 

identiteten nemt og bekvemt glider 

over i optegnelser, fordi optegnelser 

jo nærmest er defineret som 

genre igennem sin mangel på farlighed 

og løben hjemmefra, og de 

kan sagtens opleves som et 

kitschet opkog på den gamle (og 

goe), avantgardistiske 70’erbiografisme; 

kitschet fordi de formelt 

piller alle forstyrrende elementer 

ud af biografismen og reducerer 

den (næsten) til tom gestus. Og det 

er også faren hos de nye (og den 

helt oplagte fare, skolen altid skal 

og tilsyneladende må leve med), 

men på den anden side kan et 

massivt stofområde jo ikke lige 

opdyrkes, men så kunne man da i 

det mindste lære dem at ødelægge 

de tekster, de selv havde medbragt. 

Til sidst skal der i sagens natur 

spørges: Indeholder antologien 

den nye litteratur? Peger den 

frem? Og til det må man nok 

svare, at den falder nok cirka lige 

midt i; det biografiske er jo ikke 

længere guds store dyr i åbenbaringen, 

Lars Frost har arbejdet 

med det i længere tid, og Anders 

Søgaards seneste roman tager også 

udgangspunkt der. Hvorvidt skolens 

afgangselever har potentiale, 

kan være forholdsvis svært at vurdere 

på baggrund af den tildelte 

plads, men om ikke andet har de i 

hvert fald vist ryg, bekendt kulør 

og hejst et ansigt (osv.). 

Livsstudier som 

knivskarpe snapshots 

Morten Blok 

at bære væslerne hjem 

102 sider, 199 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Dag Heede 

Der er ikke meget kød på Morten 

Bloks sublime samling med den 

lakoniske genreangivelse ’skrift’. 

Skeletterne rasler i skabene, og der 

skæres helt, helt ind til benet. 

Teksterne virker som raderinger, 

tilværelsesglimt ætset ned på 

hukommelsens zinkplade. Sygdom, 

sindssyge, svigt, aldring, forgængelighed 

og død er ledemotiver 

i samlingens 38 prosastykker, 

alle af to eller tre siders omfang. 

Kun glimt fra en søns fødsel og 

opvækst minder om, at livet også 

fortsættes og fornyes; næsten på 

trods af den følsomme mands 

grublen, kærlighedssorger og eksistenskvaler. 

Glimtene udgør bittesmå fragmenter 

af en biografi: en ung 

mands opvækst i en sydfynsk 

landsby; forældrenes skilsmisse; 

flytningen til Svendborg; den vanskelige 

kontakt med faderen og 

dennes nye kæreste; moderen og 

hendes suicidale ven; den maniodepressive 

mormoder og den stoiske 

morfaders sociale deroute og 

sygdomsforløb; et højskoleophold 

og en række kærester; møder med 

religionen; arbejdsløshedsperioder 

og skrivetrang; rejser, parforhold 

og faderskab. 

Kvinderne fylder en del, men 

hverken en forelskelse i en langt 

ældre kvinde, en nat med en tilfældig 

pige eller en middag med 

en somalisk prostitueret fuldbyrdes 

seksuelt. Et sorgarbejde fører 

fortælleren i armene på ekskærestens 

veninde, men hun anvender 

blot hans lår til at onanere. 

Samtlige stykker har bestemte 

navneord som titler (»Væselen«, 

»Brillerne«, »Junglen«, »Blæren«, 

»Læreren«, »Biddet«, »Ringmusk- 

len« for blot at nævne de første), 

og er forsynet med steds- og personangivelse 

(»Amager, M.«, »Næstved, 

Far«, »Svendborg, Mormor«, 

»Lissabon, A«.). Ud over fortællerens 

biografi bindes de elegant 

sammen af ledemotiver; således 

dukker det kyllingeben, der skærer 

mormoderens hals op og bløder 

ned i hendes lunger, op igen 

på uhyggelig vis; men også natlige 

insekter i et badeværelse knytter 

tråde og en afsluttende sløjfe om 

de præcist sansede og frysende 

(kortprosa) 

Sylespids pen fremskriver det menneskeliges tynde, tynde streg i mørket 

Omslag af Neel Dich Abrahamsen med foto af 

Frank Sebastian Hansen 

smukke livsstudier: »Det tænkte 

jeg på, da jeg trådte ud på badeværelset 

i Lissabon og en natsværmer 

blafrede rundt i den dybe 

vask. Den tætte lyd da vingerne 

ramte porcelænet, som den uafskærmede 

pære i loftet trak en 

hinde lys udover. Vingerne lodne 

og fyldige, gennemstukket af et 

spind som ligner mit liv med dig 

hvor følelserne er spundet så tæt, 

så enkelt og alligevel mørkt og 

uigennemskueligt. Fødsel uden 

aske.« 


(kortprosa) 

30 

Sikre virkemidler og 

klassisk fortællekunst 

Hanus Kambans noveller kredser om eksistentielle vilkår i færøsk kulisse 

Hanus Kamban 

Pilgrimme 

(Pílagrímar) 

Oversat af Kirsten Brix 

131 sider, 178 kr. 

Fiskers Forlag 

Anmeldt af Pernille Hermann 

Novellesamlingen »Pilgrimme« 

var færøsk kandidat til Nordisk 

Råds Litteraturpris 2003. Nu findes 

den i dansk oversættelse. 

Pilgrimmen er en fremmed, der 

lever i eksil i det dennesidige, og 

som er henvist til en uegentlig tilværelse. 

Pilgrimsrejsen mod et 

fastsat mål udgør et helligt rum i 

det dennesidige, hvori længslen 


efter den sande hjemstavn kan 

imødekommes. Titelordet pilgrim 

har sådanne religiøse associationer, 

men i disse noveller, hvor det 

moderne menneske står i centrum, 

er det private eksistentielle problemer, 

der sender ensomme randeksistenser 

på vandring efter mere 

diffuse mål. 

Samlingens ni noveller kan 

tidsfæstes i perioden fra midten af 

1800-tallet til nutiden, men stederne, 

hvor de foregår, på bakken, 

hvor det altid blæser, på fjeldvæggen, 

på vandring gennem byen 

og på havet, skriver på sin vis 

novellerne ind i en særegen tidløs 

verden. Novellerne er konstruerede 

med afsæt i europæisk litteratur, 

bl.a. af Chaucer, Baudelaire og 

Virkeligheden 

som kuriosum 

Tugt og utugt i underholdende genrehybrid 

Viggo Madsen 

Patent på tilværelsen 

141 sider, 238 kr. 

Hovedland 

Anmeldt af Dag Heede 

»Udgydelser« er undertitlen og 

den uprætentiøse genrebetegnelse 

på denne samling prosatekster. 

Beskedenheden er klædelig og 

delvist på sin plads, for denne 

lille, hyggelige bog er begavet 

underholdning til en råkold vinterdag 

med te på kanden og ild i 

pejsen; en snurrig sag med stof til 

mild eftertanke samt masser af 

underfundige sproglige småvrid. 

Bogens fire afdelinger repræsenterer 

hver sin genre: science 

fiction, hverdagsfortælling, pornografi 

og fabulering. Første og 

største dels fremtidsfortællinger 

sætter tid og rum på komedie. 

Titelnovellens geniale plattenslager, 

fupprofessoren Osmos, tager 

patent på samtlige evighedsmaskiner 

og får dermed kontrol med alt 

liv i solsystemet. Men en rebelsk 

laboratorieassistent, der skal vogte 

over nogle usynlige hermafroditiske 

rumvæsener fra asteroiden B 

345, får opsnuset ’livsgåden’. Men 

hun fortæller den hverken til sin 

griske chef eller til læseren. 

I »Ansigtet er en bortforklaring« 

går det galt i et laboratorium, hvor 

fremragende forskere pludselig 

’går abe’, ’gør hund’, ’formerer 

chipmunk’; selv fortælleren går i 

krampe og ’mesmeriserer’. Resultatet 

bliver splat. »Baglænsdrengen 

« er en absurd historie om en 

tyveknægt, der ender som motiv 

(et fremmedelement!) i et storslået 

Blixen, men er samtidig rodfæstet 

i en færøsk kultur, hvis lukkethed 

giver udsatheden særligt gode 

betingelser. 

»Den hvide mand«, den længste 

af novellerne, er en fortælling i 

klassisk stil. Dávur befinder sig på 

et skib på vej til at afsone straffen 

for en forbrydelse, han ikke har 

begået. Efter hans husbond omkom 

i en arbejdsulykke, overtog 

Dávur både afdødes kone, som 

han allerede før ulykken — eller 

drabet? — var erotisk tiltrukket af, 

og husbondens jord. På skibet fortæller 

Dávur sin historie til en 

medpassager, samtidig med at en 

ombordværende præst læser brudstykker 

af »Les Misérables«. Gennem 

sin fortælling frigøres Dávur: 

Omslag af Søren Melchior 

maleri, og »Det springende punkt« 

er endnu en version over den gale 

videnskabsmand, der søger et 

stævnemøde med sin skaber. 

»Elendigheden er en orm« er 

en historie om et gennemkontrolleret 

disciplinsamfund, hvor et par 

trodser reglerne for at realisere 

deres kærlighed. Denne historie er 

Han undslipper straffen og kommer 

til Canterbury — hans længslers 

mål. Men ligesom Hugos Jean 

Valjean har Dávur fortidens begivenheder 

lige i hælene. Som barn 

blev Dávur voldtaget af en ældre 

kammerat, og han hjemsøges til 

stadighed af synderens genfærd. 

Ved novellens slutning indhentes 

han bogstavelig talt af fortidens 

spøgelse, og gengangermotivet 

giver denne — som andre af novellerne 

— en magisk dimension. 

Også i »Angels Place« indhentes 

den kvindelige hovedperson, 

luksusluderen Liselott, der lever 

en ensom tilværelse i København, 

af sin fortid. I og med moderens 

død genoptages kontakten med 

den familie, hun ellers havde 

vendt ryggen, og en voldtægt begået 

af broderen dukker frem af 

fortrængningens tåger. Erkendelsen 

af at leve uegentligt bliver 

skæbnesvanger for Liselott. Retrospektion 

giver denne novelle det 

fortælletekniske raffinement, som 

kendetegner de bedste af novellerne. 

Novellerne fungerer godt og 

kompletterer hinanden, når de 

læses i sammenhæng, uagtet at enkelte 

af novellerne isoleret set synes 

mærkeligt betydningsløse. 

nu — som flere af de 

øvrige — fortalt før og 

bedre, ikke mindst af 

Madsens navnefælle 

med fornavnene Svend 

Åge, en forfatter, Viggo 

med sin sproglige legesyge, 

sin frække fantasi 

og sine dristige genreblandinger 

minder en 

hel del om. 

Anden del består 

af fine, små hverdagsfortællinger, 

hvor 

især »Slagteren«, et 

glimt fra et svineslagteri 

set fra barnehøjde, er 

et foruroligende livtag 

med liv og død. Tredje 

del er ganske vellykkede 

eksperimenter 

udi pornografien, hvor 

især »Via Dolorosa« er 

en effektiv skildring af 

jomfruelige ynglinges 

kollektive møde med 

en ældre, erfaren repræsentant for 

det andet køn. 

»Patent på virkeligheden« er på 

trods af og på grund af sin ujævnhed, 

sine genreblandinger og sin 

utæmmede fabuleren både en absolut 

undværlig bog og en bog, der 

er ganske rar at have (læst).

Af Line Beck Rasmussen 

så kom invitationen endelig på dansk. Invitationen til filosofisk 

drikkegilde i Villa Villekulla i form af de to norske filosoffer 

Jørgen Gaare og Øystein Sjaastads bog »Pippi og Sokrates«. 

I rammefortællingen besøger Sokrates Pippi Langstrømpe, 

og de udveksler synspunkter, mens de hører forskellige kapitler 

som »Antropolog i bagvendtland«, »Sørøver og virkelig fin dame — 

om Pippis dannelsesbegreb«, »Tragikomediens fødsel«, »Om 

’spunk’ og sprog«, »Pippi Rødstrømpe« med videre. Og dette symposion 

går ikke stille af. At føre de to sammen er oplagt. Begge er 

blevet beskyldt for at fordærve ungdommen. Begge har røde fletninger. 

Undtagen Sokrates. Eller som Margareta Strömstedt skriver i 

bogens forord: Pippi og Sokrates lig hinanden, fordi ingen af dem 

har deres lige. 

Indbegrebet af filosoffen i den vestlige tradition er Sokrates. 

Ironisk foregav han at være blottet for viden for at fremprovokere 

andres meninger. Hvad han ved, er, at han ikke ved. Ligeledes foregiver 

Pippi at være uvidende. I hendes mund bliver Sokrates’ credo 

til »For resten kan man aldrig vide!« 

Når Sokrates først skulle genfødes i det 20. århundrede, så blev det 

ikke som en gammel, fyldig, hvidskægget mand, men som en ni år 

gammel, spinkelt bygget pige med stive, røde fletninger. 

Forfatterne til »Pippi og Sokrates« ved, at det er blandt børnene, 

man finder de mest aktive filosoffer. Det er børn, der hele tiden 

spørger »Hvorfor?« og undrer sig, hvilket ifølge Aristoteles er det, 

der driver mennesket til at filosofere. Hvem er jeg, hvad er virkeligt, 

hvad er sandt, hvorfor skal jeg spise min havregrød, hvem har fundet 

på alle ordene, hvorfor hedder det strøsukker, når man ikke må 

strø det på gulvet? Nysgerrigheden er drivkraften for filosoffen — 

og for Pippi. Gennem »Pippi og Sokrates« afprøves hun som antropolog, 

magtmenneske, feminist, ironiker og sprogfilosof. Hun læses 

i sammenhæng med Nietzsche, Rousseau, Hamsun, Simone de 

Beauvoir. Og resultatet er meget underholdende og tankevækkende. 

Det gælder om at holde tungen lige i munden, men man behøver 

ikke være Pippi-ekspert for at følge forfatternes kobling mellem børnelitteratur 

og filosofi. 

Børnelitteratur er ofte præget af en kredsen om livets spørgsmål. 

Gennem hele sit forfatterskab tematiserer Lindgren om nogen 

udtrykkeligt store spørgsmål om retfærdighed, ord, nytte og kærlighed. 

I »Pippi og Sokrates« støder vi derfor også på Ronja og Platon, 

Mio og Marx, Karlsson og Kierkegaard, Emil og Grisepjokket. Den 

første og betydeligt længere udgave af »Pippi og Sokrates« kom på 

norsk i 2000 med titlen »Pippi og Sokrates. Filosofiske vandringer i 

Astrid Lindgrens verden«. Den stærkt forkortede og reviderede 

udgave kom i 2002, hvor den lagde navn til Astrid Lindgren-konferencen 

samme år om børn og filosofi. En konference, der endnu 

engang slog fast, hvor mageløs en forfatter Lindgren er, hvormed 

hun jo ligner såvel Pippi som Sokrates — og verdens andre store 

filosoffer. 

»Vokseværk« 

Den barnligt undrende tilgang til verden er noget, man mere eller 

mindre vokser fra. Pippi ønsker ikke at blive voksen med, hvad det 

Lines cirkel 

Symposion 

(klumme) 

indebærer af ligtorne, komminale skatter og giftbægre, hvis man bliver 

for sokratisk. Til slut spiser hun filurikuspiller. Dermed slipper 

hun for samme kvaler som drengen i Thomas Oldrups fine billedbogsdebut. 

Godt hjulpet på vej af Rasmus Juuls groteske illustrationer 

fortæller Oldrup om, hvor slemt det kan være at have vokseværk 

i benene. Drengen forsøger ikke som Pippi at bryde med voksenverdens 

orden, men konstaterer, at man jo skal vokse, ellers 

ville voksne ikke være større end nyfødte børn, og det ville se sjovt 

ud. Drengen forestiller sig, hvad der ville ske, hvis vokseværket 

ikke holdt op, og han blev ved med at vokse. Det ville være godt at 

blive stor nok til at komme på basketballlandsholdet, men ikke så 

stor, at man ikke kan være i huset. Men det gør ondt, og måske er 

det alle de tårer, man ikke må græde som dreng i voksealderen, der 

samler sig i benene. Et par enkelte stille tårer under dynen letter 

trykket, så han kan falde i søvn. Næste dag er vokseværket vokset 

væk, og han er igen klar til at spille fodbold og have det lidt sjovt 

— mens han alligevel går og venter på at blive voksen. 

»Tinhjerte og ællingefjer« 

Som filosof må man populært sagt holde kontakt med det undrende 

barn i sig selv. En anden, der formåede dette — og sikkert også 

græd et par tårer eller ti under dynen, når kroppen eller livet modarbejdede 

ham — er H.C. Andersen. I anledning af 200 året for hans 

fødsel har Louis Jensen skrevet en bog om H.C. Andersen med den 

fine titel »Tinhjerte og ællingefjer«. Bogen er udformet som et 

bidrag til grundskolens undervisning i forbindelse med jubilæet, 

men dette pædagogiske tilsnit gør den ikke uegnet for voksne. Med 

en stor viden har Jensen skabt en dejlig bog, der også vel kan læses 

uden for skolen og af andre interesserede. Bogen er bygget om en 

dreng, der arbejder med H.C. Andersen i skolen og hans far, som 

ved meget om digteren. Gennem drengens undersøgelser og overvejelser 

og farens forelæsninger og anekdoter fortælles historien om 

H.C. Andersens liv og bøger rigt illustreret af malerier, billeder, 

fotografier og H.C. Andersens egne papirklip. En meget medlevende 

fortolkning af H.C. Andersen som menneske og kunstner, hans tid 

og betydning for denne. Og hvorfor han fortsat bliver læst: 

Det er det samme med ordene. De skal sættes smukt sammen. Vi 

har alle de samme ord inden i hovedet, men nogle bruger dem på 

en særlig måde. Det gjorde H.C. Andersen. Og selvom han kun skriver 

om en grøn mark og en blå himmel, så kommer alt andet i verden 

også med, og man bliver så glad, at det gør ondt helt ind i hjertet. 

Louis Jensens ord er også sat sammen på den rigtige måde, så læs 

bogen som en indføring eller en opfrisker til den store digter. Og 

hermed ønskes alle en glædelig jul og et rigtig godt H.C. Andersenår. 

Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad: Pippi & Sokrates. Et filosofisk 

drikkegilde i Villa Villekulla. 240 sider, 269 kr., Klim 

Louis Jensen: Tinhjerte og Ællingefjer — en bog om H.C. Andersen, 

142 sider, 199 kr., Høst & Søn 

Thomas Oldrup, ill. Rasmus Juul: Vokseværk, 32 sider, 189 kr., 

Gyldendal 


(lyrik) 

Homers hymne til Apollon 

Oversat af Otto Steen Due 

36 sider, 198 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Brian Andreasen 

Efter at have afsluttet oversættelsen af de fire 

store antikke eposer, Homers »Iliade« og 

»Odyssé«, Vergils »Aeneide« samt Ovids 

»Forvandlinger« har Otto Steen Due nu kastet 

sit fordanskende blik på samlingen af tekster, 

der går under navnet ’de homeriske hymner’. 

Af de i alt 33 homeriske hymner har Due indtil 

videre valgt at oversætte de tre længste, 

hymnen til Hermes (der udkom i 2003), den 

foreliggende hymne til Apollon og hymnen til 

Demeter (der udkommer i 2005). 

At tillægge hymnerne og de to eposer Homer 

er en metaforisk tilsnigelse, der rækker 

helt tilbage til oldtiden, hvor man simpelthen 

tillagde Homer al græsk episk digtning. Hymnerne 

såvel som eposerne er blevet fremført af 

såkaldte rapsoder — professionelle, formodentlig 

analfabetiske sangere, der lærte dem udenad 

— og de er blevet opført ved festlige eller 

kultiske lejligheder. Vores versioner af dem er 

således blot vilkårlige nedskrivninger, der er 

32 

Omslagsillustration af Peter Brandes 

Homer jo bedre! 

Digtningens guddom æres af såvel Homer som af 

Dues oversættelse 


blevet foretaget i perioden 7.-5. årh. f. Kr., hvor 

skriften vinder frem, og samme værker har 

fandtes i et hav af variationer tilvirkede ved 

den enkelte lejlighed. 

Ved hymne forstås en lovprisning af den 

pågældende guddom. Det sker som regel gennem 

en episodisk fortælling om gudens herkomst 

og bedrifter — og således også her. Vi 

hører, hvordan Leto må lede efter et sted, hvor 

hun i skjul for den skinsyge Hera — Leto er ét 

af Zeus’ utallige sidespring — kan føde sine 

tvillinger, Apollon og jagtgudinden Artemis. 

Hymnen beskriver også, hvorledes Apollon 

udvalgte sig beliggenheden af sit berømteste 

kultsted, Delfi, hvor han grundlagde sit orakel, 

og vi får også forklaringen på, hvorfor ordet 

Delfi minder så slående om ’delfin’. Endelig 

forklarer hymnen os, hvoraf betegnelsen pythisk 

kommer — kendt fra blandt andet stednavnet 

Pytho og Apollons omtågede præstinde 

Pythia (hun sad efter sigende oven på en 

sprække, hvorfra underjordiske gasser steg op, 

og udtalte sine derfor mildt sagt gådefulde orakelsvar). 

Men som det var tilfældet med den 

tidligere oversættelse af Hermeshymnen, er der 

også ved denne hymne et grundlæggende problem. 

I modsætning til oversættelserne af 

»Iliaden« og »Odysséen« følger der med 

hymnerne ingen kommentarer. Det betyder, at 

en anseelig række realoplysninger, der kunne 

tydeliggøre teksterne, mangler. Heri ligger på 

den ene side en tro på, at poesien kan overleve 

alligevel — hvad der jo er en smuk tanke — 

men også en insisteren på, at oversættelsen af 

poesi — for slet ikke at tale om 3000 år gammel 

poesi — kan foregå i forholdet én til én 

(man vil jo nødig tro, at denne disposition 

skyldes ugidelighed eller indifferens). Det kan 

den ikke. 

Et eksempel er forklaringen på ’pythisk’. 

Apollon dræber en menneskeplagende drage, 

der bor dér, hvor han vil grundlægge sit kultsted. 

Efter drabet fortsætter hymnen: 

Snart var den bare en pyt under solens hellige 

stråler. 

Pytho hedder da stedet deraf, og man kalder 

Apollon 

Pythisk derefter fordi det var dér han dræbte 

Pythonen 

og lod den rådne til pyt under solens brændende 

hede. 

En sådan etymologisk redegørelse, hvor det 

græske ord finder en nok lydlig, men ikke 

semantisk dansk slægtning, kan være fiffig 

nok, hvis man tillige oplyses om den egentlige 

sammenhæng — f.eks. i en kommentardel. Due 

holder sig nemlig meget nøje til den græske 

tekst, for så vidt at hvert et dansk vers svarer 

til det liniemæssigt identiske græske, hvorfor 

der naturligvis ikke bliver plads til yderligere 

redegørelser for bl.a. uoverførbare etymologier. 

Det kunne utvivlsomt være oplysende for 

læseren at vide, at verbet kata-pytho, som bruges 

her om dragen i betydningen ’at rådne 

bort’, faktisk er ordet ’pythisk’s egentlige etymologi. 

Idéen om monstrets forrådnelse og stanken 

forbundet hermed danner efter al sandsynlighed 

baggrunden for den allerede i oldtiden 

grundfæstede antagelse om, at præstinden 

Pythia udtalte spådomme i gaståger og -stank, 

mens arkæologer nu om stunder dog mener at 

have bevist, at der aldrig i området har været 

gas i undergrunden. At endnu andre i oldtiden 

forbandt det pythiske med verbet pynthánomai 

(at spørge; at erfare) og en helt tredje gruppe 

lagde verbet peítho (at overtale) til grund, 

bidrager blot yderligere til nuanceringen af 

dette så centrale sted for oldtidens grækere — 

det danske ’pyt’, selvom den er rådden, yder 

ikke ganske retfærdighed til denne kultur- og 

sproghistoriske kompleksitet. 

Og hvad vikingerne har at gøre i en Apollon-hymne 

fra oldtiden, er et kapitel for sig — 

hvad det også passende kunne have været i en 

kommentar. 

Beklagelsen over den poetiske forsimpling 

skyldes mest af alt min glæde over nyoversættelsen 

af en mindre kendt antik tekst og mit 

deraf følgende ønske om dens formidling. 

Versene flyder smukt med Dues vanlige sans 

for det finurlige og mundrette. Jeg nyder desuden 

den pragt, i hvilken de præsenteres: lækkert, 

tykt kvalitetspapir med ni smukke træsnit 

af Peter Brandes indeni og to på det nydelige 

omslag. En ekstra korrekturlæsning kunne have 

perfektioneret oplevelsen, men det nås forhåbentlig 

til genoptrykket.

Peter H. Olesen 

Jack Kerouac i Jylland 

78 sider, 125 kr. 

Adressens Forlag 

Peter H. Olesen 

Jeg vil være hvor jeg ikke er 

48 sider, 100 kr. 


Anmeldt af Rasmus Hastrup 

Peter H. Olesen er mest kendt som den ene 

halvdel af den musikalske duo Olesen-Olesen, 

som gennem fem albums har udforsket den 

kollektive danske resignation. Disse plader er 

vel værd at lytte til, og deres afdæmpede, 

semiakustiske univers egner sig ualmindelig 

godt til aleneaftner med rødvin og regnvejr. Nu 

udkommer så Olesens samlede tekster i bogform, 

med titlen »Jack Kerouac i Jylland«. 

Kronologisk opstillet, således at bogen starter 

med »Indenlands Udenbys« fra 1997 og slutter 

med »Hårdnakket Idyl« fra 2003. Skal sangtekster 

i bogform stadig bedømmes som sangtekster, 

eller skal man anvende litterære parame- 

Omslag af Svend-Svend 

Zendrægtigt vemod 

Peter H. Olesens sangtekster savner musikalsk opbakning, 

men sætter ting på plads uden at sætte dem på spidsen 

tre? Skal man bevæge sig ind på populærmusikkens 

territorium, eller skal man hive teksterne 

op med rode og tvinge dem ind i et tyst 

lokale uden musik for at se, hvad de kan på 

egne fødder? 

Når sangtekster udkommer som bog, forekommer 

det mest rimeligt at bedømme dem 

som litteratur — nogen må have haft en formodning 

om, at teksterne kan klare sig uden 

musikalsk ledsagelse. Men det er et risikabelt 

forehavende. Det er der, tror jeg, én primær 

grund til. Som oftest går tekst og musik på en 

plade op i en højere enhed, så resultatet bliver 

større end summen af faktorerne. Som nævnt 

er det svært for ordene at være alene, og samtidig 

er instrumental rock- eller popmusik sjældent 

særlig spændende. Af samme grund kan 

man bedre tillade sig klicheer og lyriske tilsnigelser 

i populærmusikkens rum, hvorfor et 

fåtal af plader vil kunne tåle at udkomme som 

digtsamlinger. Et decideret skrækeksempel så 

vi for nylig med Jokerens raptekster. 

Dermed ikke sagt, at Peter H. Olesens tekster 

er dårlige. Ind i mellem er de endog temmelig 

tæt på at kunne fungere som indenadslæsning. 

De befinder sig et eller andet sted 

under de himmelstrøg, hvor også C.V. 

Omslag af forfatteren 

(lyrik) 

Jørgensen, Lars H.U.G. og Souvenirs strejfer 

omkring og kvæder. Teksterne er præget af en 

skønsom blanding af melankolsk jysk amerikanisme 

og både ind- og udlængsel. De minder 

(heldigvis) meget lidt om titlens Kerouac, hvis 

uskolede og selvsmagende vildskab er svær at 

fordøje i ret store doser, og skulle man nævne 

en amerikansk forfatter fra den periode, er 

Gary Snyder et mere oplagt valg. 

Samtidig udgiver Olesen også en lille samling 

strøtanker, digte og eftertænksomheder, en 

anelse fortænkt betitlet »Jeg vil være hvor jeg 

ikke er«. Af de deciderede digte og bittesmå 

fragmenter er sidstnævnte sjovest. Under overskrifterne 

»Syv begyndelser til kommende 

sange«, »Yderligere syv begyndelser« og 

»Endnu syv begyndelser« demonstrerer Peter 

H. Olesen, at han kan pakke ganske mange kalorier 

ned i en enkelt frase: »Sidder ved langbordet 

med munden fuld af stuk« og »Jeg krydser 

gaden fordi jeg kan« er eksempler på præcise 

og skarptslebne iagttagelser, der sætter ting 

på plads uden at sætte dem på spidsen. Men 

alt i alt er der grund til at undre sig lidt over, 

at man har fundet det nødvendigt at lave bøger 

ud af Olesens tekster. Jeg savner musikken. 

Køb pladerne i stedet. 


(lyrik) 

Marius Nørup-Nielsen 

Alle tiders barn 

64 sider, 169 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Peer S. Høgsbro 

Digtsamlingens tre afsnit markerer en udvikling 

fra barndom over vred ungdom til manden 

i parforholdet, men uden at indskrive sig uproblematisk 

i denne velkendte strukturs ofte 

(mono-) kausale personlighedstolkninger; barnet 

forbliver barn, som titlen antyder. På den 

ene side. Denne tolkning af titlens flertydighed 

understøttes af beskrivelsen af seksualiteten, 

der virker sygeligt infantil lige fra beskrivelserne 

af hjemmesider med sadistisk undertvingelse 

af såvel arabiske kvinder som små drenge til 

beretningen om naboens analfiksering. 

I »Mit første interview« taler en pige om sin 

pornokarriere, der startede efter 8. klasse og 

blev hjulpet på vej af »en embedsmand ved 

kommunen«, fordi hun var »fast i kødet« 

accepterede han »pikskyldigt« hendes ønske 

om at blive ældre i registret. Pornoens frigørelsesmyte 

er ikke på banen her. Tværtimod synes 

34 

Næste rimer 

på forpeste 

Ironisk selvbiografiske og samtidskritiske digte præger Marius 

Nørup-Nielsens opfølger på den roste debut »Karakteristikon« 


Marius Nørup-Nielsen 


denne volds- og pornoinvasion af nutidsmenneskets 

bevidsthed og følelsesliv at være en del 

Hvem siger fedt er skidt? 

Morten Søndergaard 

Fedtdigte 

28 sider + 1 stk. original radering, 500 kr. 

Gammel Mønt 

Anmeldt af Thomas Thomsen 

Morten Søndergaards erotiske digte er fedtede på den fede måde 

I sommer udgav den efterhånden meget produktive 

digter Morten Søndergaard i næsten 

ubemærkethed den eksklusive bog: »Fedtdigte«. 

Bogen er kun trykt i 200 eksemplarer 

og er blevet til i samarbejde med kunstneren 

Christian Lemmerz. For udgivelsen står restauratøren 

Claus Christensen fra Restaurant Gammel 

Mønt i København. Der er virkelig kredset 

for detaljerne i denne udgivelse. Forrest i alle 

eksemplarer er indlagt en original radering af 

Christian Lemmerz, der har produceret 28 forskellige 

af slagsen, én for hvert digt. 

Det er også Lemmerz, der har lavet bogens 

forside, et tryk, der træder ud af papiret, og 

som kan forestille et åbent kvindeligt kønsorgan 

eller måske en klump fedt, der blævrende 

står som indgangsport til en bog fyldt med sanselige, 

dryppende, fede digte. Digtene, der er 

trykt på tykt, fedt papir, står som små skæve 

fedtperler, i en bog, der er virkelig flot boghåndværk. 

Bogen består af en række erotiske digte, der 

leverer en sprogligt koncentreret udforskning 

af kroppen og seksualiteten. Fedt er den overordnede 

metafor, der står for det bevægelige, 

det kropslige, dét, der giver smag, dét, man 

både frastødes og tiltrækkes af, og for livskraften, 

der knyttes sammen med seksualiteten. 

af en væsentlig hæmsko for opnåelse af 

»kærlighed og forståelse, kaos og åbenhed«. En 

anden væsentlig del findes i de sammenhænge 

mellem individets manglende modning og 

politisk og kulturel stupiditet, der mere end 

antydes i flere bredsider mod statsministerens 

nedsættende udtalelser, Pia, Ulla, Pastor 

Krarup, Langballe, Bertel og den »paranoide, 

racistiske foragt,/jeres ’os-selv-nok-pagt’«. 

Næste rimer på forpeste, har vi lært, fordi vi 

grundlæggende har en følelse af at være besat. 

Vi er de børn, der er alletiders. De andre er 

knap så vellykkede. Det er en anden af titlens 

facetter. 

De lange associative, ekspansive passager i 

bogens midterdel er således fulde af politisk 

satire, der svinger mellem den let ordinære og 

ofte hørte kritik af tidsånd og politisk virkelighed 

og nogle mere grænsesøgende provokationer. 

Der er under alle omstændigheder en tydelig 

verdensvendthed og stillingtagen i digtene. 

Flere steder skiftevis benyttes og parodieres 

rapteksten med alt fra dårlige enderim over fladpandede 

udgydelser til velfungerende passager 

af morsomme ordsammensætninger. Samlet 

set er digtene associative og prosalignende — i 

stedet for et koncentreret udtryk får vi en ekspansiv 

form, hvor der tales ud i bevidsthedens 

afkroge. 

Når det er bedst berøres smertepunkter, der 

løfter hele samlingen langt over det ligegyldige. 

Desværre møder vi i digtene elementer af 

det klichéprægede, flere steder i den lidt sniksnakkende 

og let distancerede holdning til egen 

fingeret dialog. Til gengæld er der stor originalitet 

og humor i gennem- og omskrivninger af 

hverdagens talemåder (et fællesskab med rapog 

stand-up-comedy-tekster) og i de pludselige 

indslag af eksistentielt-filosofisk stof, der løfter 

ellers almindelige iagttagelser og almenmenneskeligt 

erfaringsgods ud af det banale. 

Digtene er ganske korte på mellem 1 og 11 

vers. De fylder ikke meget på de store sider, 

men de sprutter og syder af krop, nærvær og 

sprogligt overskud: 

floder af gult talg 

kærtegn af brusk og 

hinder 

en sav i indvoldenes søle 

sæd smurt over ansigt 

i kødsenge 

ligger vi på fedtlameller 

slikker sekreter. 

Læseren konfronteres med liderlige, blødende, 

dryppende og frem for alt levende kroppe, der 

kopulerer, formerer sig, skæres op og bliver til 

i sproget. Et sprog, der er nøgternt og krystal-

klart. Digtets verber er stærkt handlingsmættede, 

og ofte er de rykket frem forrest i verset, 

hvor de skaber den dirrende bevægelse, der er 

karakteristisk for digtene: 

gnider knogler mod knogler 

slider brusk til slim 

knuser ord i gult mørke 

gennembryder honninghinder 

og 

læg dig i min hånd 

gennempulet 

brændt dybere 

ord som piske 

denne 

membranbrand 

synker du spyt 

læg dig 

slik mig 

åbn dig 

luk mig 

Verberne er katalysatorer, der skaber bevægelser 

og glider mellem at være ødelæggende og 

opbyggende. Kroppens hinder overskrides og 

forandrer sig. Hårdt bliver til blødt, fast bliver 

flydende. Digtene skifter konstant position, 

snart er man inde, snart er man ude af kroppen. 

Blodårer, nervetråde og celler, der deler 

sig, sæd, blod og sekreter minder hele tiden 

om, at kroppen er et lystfyldt væsen, men også 

om den forgængelighed og smerte, der er kroppens 

vilkår. 

Antydninger af sygdom, »virus springer/ fra 

krop til krop«, og en »ambulance lydløs i det 

klæbrige mørke« knytter døden og erotikken 

sammen, som to sider af samme sag. Døden og 

smerten bliver i digtene til en stærk og kraftfuld 

kontrast til kroppens vitale udfoldelser. 

Med »Fedtdigte« har Morten Søndergaard 

og co. begået en lille genialitet af en bog. Det er 

en nydelse at gå på opdagelse i digtenes erotiske 

univers, og jeg må give bogen 6 ud af 6 

fedtpletter for den gode oplevelse. En oplagt 

julegave til den, man synes skal have den fede 

julegave. 

OBS: Alle Lemmerz’ raderinger er udstillet 

sammen med digtene i Restaurant Gammel 

Mønt, Gammel Mønt 41, 1117 København K 

Radering af Christian Lemmerz 

Knud Steffen Nielsen 

Toppilot 

64 sider, 148 kr. 

After Hand 

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen 

Nogle digtere (oftest ikke den eneste styrthjelm 

de bærer) har deres helt egne vise evne til at 

skrive sig både igennem, forbi og en del ved 

siden af den mulige kontekst, de måske kunne 

optræde i. For det meste er forudsætningerne 

simpelthen bare nogle andre; skriften er oftest 

placeret i helt andre kontekster, tit en mere æterisk 

forsvunden (Carstensen, Grotrian) eller 

mere en brugbar deskriptiv (Kirkeby, Leth, Laugesen); 

nogle gange skriver de sig ud i deres eget 

territorium eller måske bare ud i det helt blå, 

og her besynger de tit deres egne indre helte og 

anti-helte, eksistentialerne, poetik eller bare 

den forsvundne himmel og dens solsorte. 

En af dem er Knud Steffen Nielsen, og han 

er på mange måder sin helt egen heroiske 

(top)pilot, maskeret til tænderne (måske egentlig 

lidt at sammenligne med Laugesens trashpilot 

der krænger, vrænger og cirkler forbi, ind i 

og hinsides kulturens læderede ansigter; begge 

er store retorikere) og manøvrerende i sproget 

med alle sine spraglede idiosynkrasier: halve 

ordsprog (»Den døde er fuld af løgn. For 

enhver kommer hjem,/ når de/ bliver sultne 

nok«), outrerede punchlines (»De kører de vildeste/ 

ruter. De tilbydes tvillinger de fleste/ 

steder, de går ind./ De kan få mink, hvis de vil 

(lyrik) 

Vi er nogen der hilser 

med lange hænder 

Alt kan tilsyneladende voldknækkes uudgrundeligt (og syes 

sammen igen) i Knud Steffen Nielsens nye digte 

give prisen./ Deres ægteskab trænger.«) og masser 

af stift forblommet lir. Det der overvejende 

betager, er digterens evne til i rivende tempo at 

få sagt noget i et væld af udflugter (indflugter?), 

ikke at få sagt noget, fastholde mening, 

vrøvle opløseligt og hele ramasjanget (her 

optræder ordet voldsomt prægnant og onomatopoietisk) 

med meget sikker stemme og rytme; 

hele tiden en flig af mening, der enten hvirvles 

op imod eller kædes sammen med næste semipoetikalske 

sætning: 

Snart ved 

heller ikke du, hvem der er bjørn, og hvem 

der er 

trækker. 

Det er jo ikke det muntre, honningkrukken, 

men vildskabens unatur, jeg har reddet dig fra. 

Publikum forlanger det bedste. mest livagtige. 

Og de skal få det. 

Fagets autentiske sved, også den hvæser. 

Der skal kun bruges de mest myge og 

bevægelige af 

styrvolter. 

Det handler om opbyggelighed. Bryd 

ned, byg op, mine Damer 

og Herrer. Passionen, med forlov. Den 

vil, at vi skal lære 

det hele forfra, på en måde, der er tæt på 

det umulige. Jeg sagde kvalitet, og det 

koster. 

Her vrøvles manisk, retningsløst og åbenbarende 

konsekvent, kort sagt: Der skrives (med eller 

uden styrthjelm). 


(lyrik) 

Niels Lyngsø 

Morfeus. Digt & poetik 

196 sider, 300 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Dan Ringgaard 

Schack Staffelt beskriver i en forrygende sonet 

en drypstenshules vildt vekslende stenformationer 

som en kilde til angst, som »Vanvidslabyrinter«, 

»Forvandlingssvimlen« og »en sønderreven 

Verdens Splinter«. Digteren må til sidst 

bede tankens engel om at udfri sig, men den 

egentlige redningsmand bliver sonetten selv. I 

dens stramme form mejsler digteren afgrundserfaringen 

i nøje udmålte ord. »Konstens underfulde/ 

Guddommelige bliv«, som Staffelts 

beundrer Emil Aarestrup kaldte det et par tiår 

senere, klarer skærene og danner kontrast. Tilbage 

står Staffelts fascination af at selve stenen, 

dette indbegreb af alt som er fast, vidner om 

forvandlingens lov. Fascinationen deler Niels 

Lyngsø i et omfang så han, i sit nye bogværk 

»Morfeus«, bygger en hel sonetkrans op over 

Staffelts digt. Angsten derimod er hos Lyngsø 

vendt til en hymne til metamorfosen og dens 

personifikation, guden Morfeus. Verden morfer! 

Sonetkransen er en af en lang række teksttyper 

som snor sig igennem bogen. Lyngsø-læsere 

vil kende til måden fra den forrige digtbog 

»Force majeure« hvor tre slags digte blev kombineret. 

I forhold til »Morfeus’« fulde symfoniske 

orkester er »Force majeure« kammermusik. 

»Morfues« består af syv sektioner på hver 28 

sider hvoraf den ene er delt i en intro og outro. 

De fleste af tekstyperne optræder én gang i 

hver sektion. Syvtallet er omdrejningspunktet i 

en systemdigtning som har lært af bl.a. forbilledet 

Inger Christensen. Mens den rige systemiske 

orkestrering minder om »det«, gør sonetkransen 

og forvandlingstemaet gestus til 

»Sommerfugledalen« hvor Morfeus optræder 

som sommerfugl og i en mere dyster udgave 

end hos Lyngsø. Christensens tiltro til at verden 

former sig ordentligt er — i lighed som 

Sophus Claussen som på sine ældre dage gjorde 

sig tilsvarende tanker — mindre end 

Lyngsøs. Hans begejstring over at verden overhovedet 

former sig overskygger ofte ængstelsen. 

Eller måske er det rigtigere at sige at den 

mere distante eller diskrete rolle som han til- 

36 

All You Need Is Morf 

Niels Lyngsø udskifter Orfeus med Morfeus 

i universalpoetisk megasatsning 


deler sig selv, giver mindre plads til ængstelse 

og begejstring. 

Blandt de mange teksttyper finder man erindringer, 

erfaringer med at digte plus to-tre 

andre poetikspor, figurdigte, spejldigte, digte 

omkring bogstaverne i Morfeus, anagramdigte, 

drømmedigte i fede former, dna- eller gopledigte, 

digte med indskudte metriske tegn, salmesamplende 

raketdigte, grundstofdigte hvor de 

delvist staffeltske grundord »glimt«, »sten«, 

»dryp«, »brand«, »klang«, »storm« og »ord« 

vælter, drypper, hagler, ramler ind over siderne 

— og et par stykker til. Mest iøjnefaldende er 

de grå ordlister, en associerende, ordspillende 

strøm af ord kun forbundet med &. De står som 

ind- og udfadninger af hver sektion og en enkelt 

liste med et interfererende digt eller 

ordstykke findes undervejs i hver sektion. 

Udsnit af omslag af forfatteren og 

Harvey Macauley/ Imperiet 

Dette digt eller ordstykke kan betragtes som en 

frekvens man rammer i en radiosøgning, ligesom 

alle digtene kan ses som radiosignaler der 

bryder igennem støjen fra listerne. Det er som 

en gråtonet strøm der ind imellem bliver til 

klar og kompleks sort skrift. 

Man finder sjældent en side med et enkeltstående 

og helt digt. Den for digtsamlinger 

typiske koncentration omkring de få sorte bogstaver 

på den hvide side findes kun i sonetternes 

tilfælde, og de er endda samplinger eller 

Staffelt-podninger idet Staffelts mestersonet 

udgør første og sidste vers, resten er Lyngsøs 

udfyldning. Den fetich-gørelse af digtet som et 

samlet betydningsfuldt udtryk som det sædvanlige 

layout kan signalere, er borte, og tilbage 

står en digtning i lukretske ordatomer. Som 

siden udnyttes og de grafiske ordmønstre varieres 

sættes ordene fri, og deres materialitet bliver 

lige så håndgribelig som den form de indgår 

i, bliver nærværende i al dens forvandlingskraft. 

Det er vel en tilsnigelse at påstå at 

Lyngsø skriver digte; men han skriver poesi. 

Og poesi har at gøre med skabelse. »Fortsat 

formforandring er en grundlov for stoffet: 

Materien morfer« og »Forståelse af tingens 

natur er en forudsætning for forståelsen af poesiens 

og kunstens natur«. Poesiens morfer. 

Verden synes at bestå af analogier, og digtet 

(i det omfang det er et digt) er noget der træder 

frem fra verden sådan som de sorte bogstaver 

og sammenhængende sætninger træder frem 

fra den grå liste: 

Et digt træder ikke med ét ind i verden fra et 

helt andet sted. Det træder frem i verden som 

foreløbig kulmination af en stadigt morfende 

bevægelse der begynder i sansningen — og 

ender der. 

Det helt andet sted Lyngsø taler om, er det 

modernisterne kaldte intetheden. Lyngsø 

udskifter i en velafbalanceret polemik med de 

tre hovednavne i modernistisk dansk 

poetik, Poul la Cour, Per Højholt og 

Søren Ulrik Thomsen, intetheden med 

verden og tiden med rummet. Tanken 

om at digtet holder den kronologiske og 

i sidste instans dødbringende tid stangen, 

eller at det tæller ned til denne 

tids ophør, afvises til fordel for et digt 

uden begyndelse og slutning, et digt 

som i høj grad udfolder sig i rummet og 

på siden, og som altid lader sig læse i 

nye kombinationer. »Morfeus« er af 

den grund udstyret med ringbind så 

man selv kan bestemme rækkefølgen — 

en opfordring der dog modsiges lidt af 

det pæne arrangement i afdelinger med 

uddelegerede digte, og af prosastykkerne 

der fortsætter fra det ene ark til det 

andet. (Jeg ville i hvert fald blive fortvivlet 

hvis jeg tabte de unummererede 

sider på gulvet.) 

»Digte & poetik« hedder undertitlen, 

og hvad poetikken angår, leverer 

Lyngsø et eksakt bidrag til genren. Han 

diskuterer med sine forgængere, siger 

fra og til og fornyr genren. Det gør han 

dels ved at stille poetikken så demonstrativt 

op ved siden af digtene. 

Normalt skelner man mellem en deskriptiv 

poetik som er skrevet forud for digtene og som 

leverer anvisninger til dem, og en retrospektiv 

poetik som gør sig tanker over den overståede 

skriveproces. Den sidste er mest normal blandt 

moderne digtere; men Lyngsøs poetik er begge

dele og noget mere: en simultanpoetik måske, 

hverken før eller efter, men — måske i forlængelse 

af hans fænomenologiske tidsopfattelse 

— udspændt i et nu der langsomt vider sig ud 

imod både fortid og fremtid. Det andet historisk 

vigtige træk ved poetikken er det nævnte 

skift fra intethed og tid til verden og rum, eller 

måske fra Orfeus til Morfeus. Hvor Orfeus sang 

om en verden han var definitivt adskilt fra, og 

på baggrund af et tab i tid, en død som han i 

sin sang på en gang fremhæver og forsøger at 

overskride, der synger Morfeus i Lyngsøs fortolkning 

i verden. Faktisk synger han ikke 

engang om verden, han synger verden fordi 

hans ord ikke henviser til noget andet, men 

betyder idet de kommer i berøring med verden. 

Et sprog som ikke henviser, er selvsagt ude 

over problemet med at beskrive verden. 

Jeg er ikke sikker på at Lyngsø dermed får 

løst fundamentale poetologiske problemer som 

sprogets evne til at dække verden, tidens gang 

og intetheden som den aktive kraft der kommer 

til syne som det verden ikke er. Men vendingen 

bort fra disse modernistiske smertepunkter 

og imod en poesi hvor ordene er indlejrede i 

en langt mere spatial verden, er under alle 

omstændigheder litteraturhistorisk markant. En 

»Tombeau d’Orfée«? 

En anden diskussion man kunne rejse, opstår 

i mødet mellem poesi og poetik. Den morfende 

verden som Lyngsø vil digte og digter, 

foregår på de enkelte ord og bogstavers meget 

konkrete niveau og på metamorfosernes strukturelle 

og meget abstrakte niveau. Hvis digtene 

skal være et udtryk for den sanselighed som de 

ifølge citatet fra før kommer fra og vender tilbage 

til, er det mellemniveau vi almindeligvis 

betragter som det sanselige, kun sparsomt til 

stede. Dette niveau (vi kan kalde det Rifbjergniveauet) 

optræder i erindringsstykkerne og på 

den grå liste, og det fejrer triumfer i det figurdigt 

som mange af os drenge der var teenagere 

sidst i halvfjerdserne husker: edb-pin-up’en 

Eliza hvis yppige former er skabt af bogstaver 

og tal og tegn og printet ud på disse sammenhængende 

papirer med huller i kanten som jeg 

i mellemtiden har glemt hvad hedder. 

Lagt sammen med f.eks. det sublimt kryptiske 

»Le tombeau de Morphée« og det yndefulde 

Morfeus-blæksprutte digt som også findes 

på bogkassens bagside, viser det på den anden 

side noget om bogens imponerende spændvidde 

og grafiske fantasi. 

»Morfeus« er et i bedste forstand sjældent 

værk fordi det i nærmest uset omfang integrerer 

litteraturen i både musikken og billedet, 

både i den serielle kompositions tid og i sidens 

og bogens grafiske spatialitet. Den er universalpoesi 

så det batter. Og den er en af de mest 

konsekvente overskridelser af institutionen 

’digtsamling’ og samtidig en grundig apologi 

for poesien. Bogværket kan passende indtages 

sammen med et andet nyudgivet og sandt for 

dyden fornyende poetisk-poetologisk storværk, 

Niels Franks »Første person, anden person«, 

som i modsætning til Lyngsø ikke adskiller 

med et &, men blander poetik ind i hvad som 

helst. De matcher hinanden i ambition, originalitet 

og generation (cirka) — hvorefter 

enhver lighed ophører. 

»Denne byvirkelighed, 

som en gennemsigtig 

hinde« 

Christian Yde Frostholms nye tekstsamling 

mangler sin bedre halvdel 

Christian Yde Frostholm 

Afrevne ord 

96 sider, 199 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Thomas Thomsen 

Med tekstsamlingen »Afrevne ord« har 

Christian Yde Frostholm skabt endnu et dobbeltværk. 

Sidst med digtsamlingen »Mellem 

stationerne«, der blev ledsaget af en cd med 

oplæsning akkompagneret af komponisten 

Hans Sydows musik og lydsamplinger. Denne 

gang er det forfatterens egne fotografier, der 

supplerer teksterne. Billederne er desværre 

ikke tilgængelige i den trykte udgave af 

»Afrevne ord«, og det er en skam. Men går 

man ind på det fortræffelige elektroniske 

udstillingssted www.afsnitp.dk, får man valuta 

for pengene. Det er ingen hemmelighed, at teksterne 

fungerer bedst på hjemmesidens installation. 

Her spiller teksterne sammen med billederne, 

så de skaber et fragmenteret bybillede, 

der vokser frem på skærmen. Billederne er 

udsnit af gader, vejstriber på asfalt, hajtænder, 

affald, en eksploderet mælkekarton, og hvad 

man ellers ser, hvis man går på byvandring 

med blikket rettet mod jorden. 

Hen over disse billeder dukker teksterne op 

og forsvinder igen, på samme måde som brudstykker 

af samtaler, skilte, avisoverskrifter og 

forskellige sansninger gør, når man bevæger sig 

gennem byen. Det er disse elementer, der 

udgør tekstkorpuset i borgen. Teksterne er en 

undersøgelse og sprogliggørelse af storbyens 

(lyrik) 

pulserende liv. En række samplinger, der tager 

alle indtryk for pålydende og stiller dem sammen 

i højst uventede konstellationer. Rent 

sprogligt understreget af kontrasterne mellem 

det hverdagssproglige og de poetiske abstraktioner, 

der står side om side i teksterne. 

Bogens sider er delt i to med én tekst øverst 

og én, der starter ca. midt på siden: 

»Det var sådan én«, siger han og peger på tiggeren 

på papstykket, »jeg tror faktisk, det var 

ham dér, vi gav billetten«. 

Afrevne ord i forbifarten. 

Uoversætteligheden, som sætter sig fast. 

Det, man ikke kan sige, men som alligevel bliver 

forstået. 

De fleste tekster er korte, ofte kun en linje, hele 

tiden afspejlende storbyens hastige og flimrende 

liv. Det hvide papir mellem teksterne fungerer 

som den tavshed eller vakuum, et sansende 

jeg oplever, når det glider gennem byen og 

opfanger disse fragmenter i farten. De enkelte 

tekststykker er ofte uden egentlig sammenhæng, 

men de fungerer på mærkelig vis og skaber 

en fragmenteret helhed, idet de danner 

meninger på kryds og tværs af siderne. 

Idéen med »Afrevne ord« er både spændende 

og god, men bogversionen skuffer i forhold 

til netudgaven, fordi teksterne er for kedelige 

uden billederne. Var bogen blevet lavet som en 

stor billedbog à la Naja Marie Aidts »Balladen 

om Bianca« eller Tomas Thøfners »Det synkrone«, 

havde der været meget mere stil over 

udgivelsen. 


(lyrik) 

Henrik Nordbrandt 

Pjaltefisk 

64 sider, 150 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Brian Dan Christensen 

»Hvis man udgiver noget hele tiden, bliver det 

jo ikke godt nok,« sagde Henrik Nordbrandt til 

mig, da jeg under en blå septemberhimmel 

brokkede mig over, at han var rejst til Århus 

for at deltage i et eller andet arrangement. For 

så vidt var det jo i orden, at han engagerede sig 

i sin omverden, men jeg ville hellere have ham 

til at sidde et sted i ude Europa og skrive digte. 

Modvilligt måtte jeg give ham ret i udsagnet og 

rakte ud efter hvidvinen for at skylle det ned. 

Jeg havde truffet ham på en århusiansk café, 

og vi drak og talte om løst og fast og andre af 

livets absurditeter, herunder primært monarkiet 

og fodbold. Jeg havde få dage forinden modtaget 

Nordbrandts netop udkomne digtsamling 

»Pjaltefisk« til anmeldelse og var ivrig efter at 

diskutere den med ham. Det kunne vi ikke 

blive enige om. Når jeg forsøgte at dreje samtalen 

over på hans digte, ytrede han et par usammenhængende 

bemærkninger, som snart efter 

blev fulgt op af et: »og så taler vi ikke mere om 

det«. Og hvad er der også at sige, når man lige 

har sagt det hele? Eftersom jeg kun havde gennemlæst 

bogen en hastig, sulten gang, så jeg 

den kun for mig i fragmenter og begrænsede 

mig af samme grund til at citere det korte digt, 

der sad fast et sted mellem mit hjerte og min 

mave: 

Glæden er som et timeglas 

Man vil hele tiden vende den på hovedet 

for at få den til at vare. 

Og så er det sorg, der løber ned. 

Det var irrationelt; at citere digtet for Nordbrandt, 

fordi manden jo selv havde skrevet det. 

Digtet er — foruden komponeret med forbilledlig 

enkelhed — for så vidt meget sigende for 

bogens tematik; tilværelsens ufravigelige vilkår 

perspektiveret, molesteret og modstræbende 

38 

Og så taler vi 

ikke mere om det 

»Dagene bliver ikke kortere og livet bliver ikke 

længere og døden kommer ikke nærmere«. 

Og Henrik Nordbrandt holder heldigvis ikke op 

med at være Henrik Nordbrandt 


Omslag af Sven Reiner Johansen 

accepteret via årenes gang gennem alt forgængeligt 

og forglemmeligt. 

Nye dybder 

Imidlertid er det korte digt ikke symptomatisk 

for bogens tone, som svinger mellem underskudsalvor, 

overskudslængsel og en ikke altid 

lige diskret given fanden i det meste. Tilsyneladende 

er det bestemt ikke blevet lettere at 

være digteren Henrik Nordbrandt, men der 

ulmer dog en moden forsoningsvilje mellem 

linierne. Det tænker man over og læser så 

dette: »Det bliver tidligere mørkt/ end jeg 

huskede./ Mange vinduer trænger sig på/ men 

ingen når frem.« 

Nordbrandt selv når til gengæld helt frem. 

Så vidt jeg husker, var det Thomas Bredsdorff, 

der i sin anmeldelse i Politiken gav et af digtene 

i »Pjaltefisk« prædikatet »Årgangsnordbrandt« 

og det tåler gentagelse, så det stjæler 

jeg lige til lejligheden. Med den tilbagevendende 

længsel efter den døde veninde lægger 

»Pjaltefisk« sig tæt op af hovedværket »Ormene 

ved himlens port« (1995) og dennes 

kompletterende udgivelse, »Drømmebroer« 

(1998). »Pjaltefisk« virker mere helstøbt end 

sin umiddelbare forgænger »Fralandsvind« 

(2001), og måske er det fordi den er mere løssluppen, 

mere ærlig og — dens fortænkte samtid 

taget i betragtning — helt ufortænkt. 

Foruden de klassiske nordbrandtske dyder: de 

forunderligt nok aldrig trivielle variationer 

over fraværets nærvær og omvendt, årstidernes 

anledning til refleksion, og den eneste ene et 

sted i mellem svovlgule geder og koboltblå 

skygger oplever jeg, at Nordbrandt introducerer 

andre toner og når nye dybder. Alderen tynger 

ikke, men skyggerne er ved at blive lange. Hos 

Leonard Cohen kom den erkendelse til at 

hedde »I ache in the places where I used to 

play« (1984), hos Bob Dylan til »It’s not dark 

yet, but it’s getting there« (1997). Hos Henrik 

Nordbrandt bliver sollyset midt på sommeren 

— som ikke er en favoritårstid — påkaldt for at 

præcisere den ultimative og fatale erkendelse, 

som alle med blod i årerne (og årene) må dele, 

men som ikke alle hverken når frem til eller tør 

indse: 

Jeg er kommet til det punktum 

der hedder midsommer. 

Det der begyndte så godt 

slutter her. 

Det der slutter her, var det 

der begyndte så godt. 

Og det var alt. 

Og det er det, som står her. 

Det er som at være alene i verden 

og sige ordet »hjem«. 

Det er som at høre sætningen 

»Din kæreste er død.« 

Solen kan ikke forsvinde 

for der er intet at forsvinde fra. 

Når vinden blæser 

vender træerne det sorte ud af deres kroner. 

Da vi forlod café nummer ét og gik ud for at 

finde bar nummer to med et bord glemt i 

baglokalet, var det blevet sent på aftenen. Vi 

talte uden videre strukturer om de anmeldelser 

af »Pjaltefisk«, vi havde set i løbet af de seneste 

dage. Nordbrandt havde læst hovedparten 

og talte høfligt om de fleste anmeldere. Lars 

Bukdahl havde i mine øjne evnet at begå 

endnu en af de vrøvlende tirader, der — fordi 

han jo mest skriver om sig selv — kunne give 

uopmærksomme læsere af Weekendavisen det 

indtryk, at han anmelder de samme bøger hver 

uge. Men Nordbrandt smilte overbærende og 

sagde, at han faktisk godt kunne lide anmeldelsen. 

Manden Henrik Nordbrandt er en venlig 

mand, der ved hvorfor han skriver, som han 

gør. Så er resten detaljer. 

Meningen med det hele 

Digteren Henrik Nordbrandt befinder sig til 

gengæld i en verden, hvor »dagen varer evigt/ 

ligesom det år, der lige er gået«, og hvis det er

sådan, det er, er det jo ikke så underligt, at han 

har det mærkeligt med ordet mening. »Pjaltefisk« 

går sine steder ud på en sarkastisk, 

næsten skælmsk søgen efter ’meningen med 

det hele’, som et af digtene bærer som titel. 

I et andet digt, hvor både Dante og Homer 

uden hensyn til kronologien dukker op i linierne, 

stiller Nordbrandt spørgsmålet: Hvorfor 

nævne verdenslitteraturen, når man kan lave 

sin egen? Og det gør han. 

Men litteratur er unægtelig en besværlig 

bestræbelse på et sprog, endda på et såkaldt 

modersmål, som ikke giver digteren en følelse 

af ejerskab, og som er tillært i barndommens 

afmagt. »Dette sprog vil altid være de andres 

ejendom/ inderst inde uforståeligt/ blankt og 

afvisende som en bankbygning/ et lån, der 

afdrages på livstid.« 

Der er i digtene en usentimental længsel 

efter ungdommen, der (som bekendt) finder 

sted midt mellem barndommen og alderdommen. 

Men både begyndelse og afslutning 

kunne velkomment undværes, ligesom det 

anføres, at »uden sommer og vinter/ ville vi 

helt sikkert leve en bedre tilværelse.« 

Mellem barndommen og alderdommen huserer 

pulsen og lysten og »hvor hjertet slog/ 

hviler nu erfaringerne.« I både dagens og nattens 

drømme, såvel som i lyset om efteråret, 

ændrer verden form. Erfaringerne er ikke dyrekøbte. 

De er det stof, som livet er gjort af, og 

hvis ikke digteren kunne grine det hele et stykke, 

ville fortvivlelsen tage overhånd. 

Sådan går det ikke. Og Nordbrandt deler 

gavmildt ud af erfaringerne: »Hvor var det 

sjovt/ at være fortvivlet/ da man var ung!« Fra 

sit helt eget sted mellem begyndelse og afslut- 

Replik 

ning siger Nordbrandt tingene, som de er — 

også når det gælder børnene, som ikke er: »Der 

blev aldrig pustet liv i dem/ så de blev heller 

aldrig lagt i jorden«. Ved nærmere eftertanke 

dukker barnet op flere steder, end det har for 

vane hos Nordbrandt. Barnets univers minder 

på mere end én måde om digterens, og de deler 

den samme naive undren over sproget: »De 

ord, der kommer til sidst, holder jeg mest af/ 

for det er dem, jeg mindst forstår./ Sådan er det 

jo at være barn.« 

Paradoksalt, når man betænker Nordbrandts 

statur i de seneste knap fire dekader af danske 

litteratur, virker det mere som om, at det er 

sproget, der holder manden i live, end det er 

manden, der holder sproget i live. Ordene 

lever deres eget liv — og de aparte af slagsen, 

»pærevælling«, »skovl« og »hyttefad«, dukker 

tilsyneladende umotiveret op i digtene, men 

kommer på hver deres måde til at repræsentere 

en del af den mening med det hele, som bogen 

kredser om. 

Unge piger, op jer 

Nordbrandt har med »Pjaltefisk« formået at 

omskabe sig selv igen. Bogen tager de bedste 

takter fra både »Ormene ved himlens port« og 

»Drømmebroer« og indskriver sig med okkerfarvet 

selvfølgelighed i det samlede forfatterskab 

og viser herved, at den modne Nordbrandt 

er i stand til at gøre cirklen større, samtidig 

med at han graver dybere. Erik Skyum- 

Nielsen skrev i Information, at bogen var præget 

af »en befriende lethed, som dog undertiden 

skrider ud i en letbenet tyndhed«, men 

han skal vist have pudset brillerne. »Pjaltefisk« 

ville nemlig underminere sig selv, hvis ikke 

Betydningsløshed — eller: Hvad er meningen? 

Fra Karsten Sand Iversen 

Jørgen Falkesgaard anmeldte i Standart 

3/2004 Per Aage Brandts »Poesi i udvalg«. 

Poesien finder betinget nåde hos den tvivlende 

kritiker. Én ting er han imidlertid ikke i 

tvivl om — at Brandt lod prisen Den Brændende 

Fornuft tildele en uværdig modtager, 

»den ret betydningsløse lyriker Peter 

Nielsen«. 

Betydningsløs? Sagesløs! Peter Nielsen 

har intet som helst med sagen at gøre, men 

skal i forbifarten lige have en på hattepulden 

Undskyld & tak 

Fra Jørgen Falkesgaard 

Karsten Sand Iversen har en pointe. Jeg brugte 

en vurdering af Peter Nielsens lyrik som 

middel til at karakterisere Per Aage Brandts 

af den betydningsfulde kritiker. Hvad ligner 

det også at få en pris og tilmed megen ros af 

poeten Brandt? 

Man spørger sig hvad det højere formål 

med Jørgen Falkesgaards ubegrundede værdidom 

er? Da det ikke er en bog af Peter 

Nielsen der anmeldes, ville det have været 

helt tilstrækkeligt, tilmed etisk forsvarligt, 

blot at skrive »lyrikeren Peter Nielsen«. I stedet 

tilsmudser kritikeren sit fag ved at lade 

hånt, dels om argumentationens anstændighed, 

dels om rette tid og sted. 

Jeg håber at Jørgen Falkesgaard har sat sig 

blik for poesi. Og det skulle jeg ikke have 

gjort — også fordi jeg kun kendte mere perifert 

til Peter Nielsens produktion. 

Men jeg har ladet mig poetisk genopdrage 

og indhentet det forsømte ved at læse den 

anbefalede samling »Medfødte sekunder«. 

Den læsning ændrer imidlertid ikke ved min 

vurdering. Der er ikke tale om noget medfødt 

(replik) 

den netop var i stand til at distancere sig fra 

sin egen alvor og tyngde — og det letbenede 

ser så let ud, men er så svært. 

»Skab intet overflødigt. Der er allerede for 

meget af alt« hedder det i en midsommersonet, 

hvis indhold fortsætter med at ironisere over 

sonettens stramme form for ultimativt at pointere, 

at det hele jo for helvede blev sagt i første 

sætning. Dette meta-spor har altid karakteriseret 

Henrik Nordbrandts digte, hvor det, der 

ikke kan siges, bliver sagt, og hvor »Pjaltefisk« 

er en bog, Henrik Nordbrandt påstår at have 

fået af en gammel kælling, der påstod at hun 

var ham. Men det er en anden historie. 

De to piger i begyndelsen af tyverne, der 

først på natten lagde beslag på de to overskydende 

stole ved vores bord på cafe nummer tre 

anede ikke, hvorfor vi hele tiden talte om digte 

og digtere. Da de spurgte, hvad det egentlig var 

vi lavede til daglig, svarede Henrik Nordbrandt 

ved øjeblikkeligt at forlade bordet uden undskyldende 

fagter. 

Hvad skulle han sige? »Pjaltefisk« siger det 

hele, og unge piger må virkelig til at oppe sig. 

Gyldendal må også oppe sig. På vaskesedlen 

fra forlaget, der følger anmeldereksemplaret, 

skriver de, at »Pjaltefisk« er på 80 sider. Men 

den er kun på 64. Nordbrandt skaber intet 

overflødigt, men jeg føler, at vi har et krav på 

de lovede 16 sider. Dem kunne han så oplagt 

skrive næste gang, han er ude i Europa og så 

bare sende dem hertil. 

Jeg blev ikke klogere på digtene hen over 

hvidvinen den dag i september, men jeg er 

under novemberlæsningerne blevet meget klogere 

på, hvor god poesi der kan skrives. 

godt ind i Peter Nielsens digtning, så han har 

vægtige grunde — der kunne diskuteres — 

bag sin affejende dom, og ikke bare snakker 

Erik Skyum-Nielsens tæppebombning af de 

seneste samlinger efter munden? Skulle 

Jørgen Falkesgaard alligevel vedkende sig et 

underskud i sin læsning, tør jeg trygt anbefale 

en betydningsmættet samling som 

»Medfødte sekunder«. 

talent, og sekunderne vokser til evigheder… 

Jeg har desværre ikke plads hér til at dokumentere 

min bedømmelse. 

Hermed en undskyldning til den (helt) 

sagesløse Peter Nielsen og en tak til den 

(næsten) saglige Karsten Sand Iversen for forsøget 

på at højne anmelderstandens kantianske 

etik. 


(lyrik) 

Jess Ørnsbo 

HOPLA 

105 sider, 249 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Peer S. Høgsbro 

Den ironisk-muntre titel »HOPLA« skrevet i 

versaler (som alle digttitler i samlingen) og 

med o’et hoppende som en lille glad bold — et 

ivrigt o —, så det hæver sig en tredjedel over 

de resterende bogstaver, er på den ene side 

falsk varebetegnelse, fordi digtene, der følger, 

flyder over af vrængende pessimisme og viser 

os en angstfyldt og absurd verden. På den anden 

side er digteren igen i en overskudstilstand, 

hvor humor, sortsyn og en fortsat undren dan- 

40 

Helt i hopla og 

helt hudløst heftig 

Jess Ørnsbo er en suverænt sortsnakkende sortseer 


Omslag af Kasper Holten 

ner grundpillerne. Der følges således op og 

fortsættes fra de foregående samlinger »Undren« 

(2001) og »Tavse digte« (2003). Igen er 

grundtonen aggressivt udfordrende og konfrontativ 

— her kan en læser ikke lulle sig ind i 

æstetisk verdensfjernhed. 

Et interessant nyt indslag, der måske kan 

ses som en kommentar til den i øvrigt udskældte 

kulturelle infantilisering, er forsøgene ud i 

genren børnesang, der bestemt må erklæres 

uegnede for mindreårige, og som jeg vil henregne 

til den del af samlingen, der er præget af 

sort snak. Her er læseren på en vanskelig opgave 

— disse forsøg på at vride nye oplevelser ud 

af det slidte sprog bliver i værste fald meningsløse, 

i bedste fald kan de formidle en absurd 

tilskæring af den oplevende instans’ sansninger. 

Det sidste er tilfældet i »SORT TALE«: 

Åh at bage rosenbed 

at stilke kranier helt igennem 

og træerne fulde af ornesved og 

kollapserende fugle 

Helt ned i neologismerne (’kollapserende’) 

viser disse sortsnakkende digte Ørnsbos vilje 

til at finde nye veje for sproget — og for oplevelsen 

af den verden, der alt for ofte tages for 

selvfølgeligt. Det leder over til de mere ’tilgængelige’ 

digte, hvor der (også) stilles flere 

spørgsmål, end der gives svar: I digtet »SPØR- 

GE JØRGEN«, afsluttes med spørgsmålene: 

»hvor er de voksne til de voksne« og »hvem 

skrev recepten på/ alt dette fravær?«. Her bruges 

det barnlige univers og barnets grundliggende 

undren til at påkalde læserens genoptagelse 

af en måske glemt undren ved at referere 

til en fællestekst. I lyset heraf begynder man 

at acceptere flere af digtenes modernistiske 

metaformærkværdigheder (som i ovenstående 

eksempel), og forstår det som sprogrystelser, 

der skal give os det velkendte i ukendt form 

eller gøre det fortrolige fremmed, så vi altså ser 

det på ny, som barnet. 

De ’99 forskellige digte’ (som det på titelbladet 

angives) har ingen åbenlys sammenhæng 

ud over dette spænd mellem det absurde og 

det verdensvendte, det der undrer sig helt ned 

i en deformering af sproget, og altså over den 

måde, vi udveksler og måske begrænser meninger/betydninger 

på, og det der direkte raser 

over tingenes tilstand. Som i »TILPASNING«: 

Du tænder for kontakten 

men det er et offerbål der slår ud af væggen 

... 

du går ind ad en bildør 

men trafikofferet sidder allerede derinde 

hun siger hun elsker dig 

men det er tænderne på natbordet der taler 

... 

du husker dig selv 

men det er blot en andens liv 

du gentager 

Så selv om titlen giver mindelser om forgangne 

tiders muntre ligegyldigheder, er der langt til 

Otto Leisners tv-shows og anden kulturel tyndskid. 

I indignationen og raseriet blander sig 

dog til tider en let resigneret stemme (helt eksplicit 

i digtet »RESIGNATIONSKURSUS«, hvor 

den resignerede holdning kommenteres), der 

sammen med det lidt outdatede ord hopla og 

en hyppig brug af ’De’ og ’Dem’ giver samlingen 

et præg af noget altmodisch — der tales til 

os fra en position, der er uddøende: Den erfarnes. 

En del af den kultur, der står for skud, er 

også netop præget af hastighed, ungdom uden 

indsigt, politisk kortsynethed — en velkendt 

(post)modernismekritik (og måske især kritik af 

kulturens kompensatoriske modtræk: forbrugerisme, 

stadig bevidstløs påfyldning, opportunisme 

og konformisme) — og opleves og sanses 

ikke fra en ophøjet, men fra et lidt træt og furet 

menneskes position. Fra et sted hvor tingene 

er set før, og hvorfra der insisteres på ellers 

næsten uddøde tiltaleformer. Det skal bare 

siges igen. Og vi tager gerne imod.

Bo Green Jensen 

Den store epoke 

136 sider, 199 kr. 

Rosinante 

Anmeldt af 

Brian Dan Christensen 

Et fly med knækket hale 

Efter syv års digterisk tavshed falder Bo Green Jensen ned fra himlen, helt klædt i sort 

»Jeg ved at jeg fylder fyrre om lidt«, skrev Bo 

Green Jensen i den eminente digtbog 

»Vægtløs« fra 1997. Og her syv år senere hedder 

det »Jeg er næsten halvtreds/ Jeg har set og 

gjort det meste/ Der er ikke ret meget/ jeg 

mangler at føle«. I mellemtiden har der været 

store omvæltninger i digterens liv, og det hører 

vi om i et stof, der med årene ikke er blevet 

mindre selvbiografisk. 

Den nye digtbog kan skrives, fordi epoken 

med den første kone nu er forbi og kan fortælles, 

fortrydes og fortæres. »Den store epoke« er 

lettere at læse end forgængeren »Vægtløs«, 

fordi den er mere trofast over for sit gennemgående 

tema: Tiden, som koger alt ned, men 

ikke selv kan koges ned til noget håndgribeligt. 

Og digterens egne beskrivelser af det levede liv 

bliver utroværdige — for ham selv: »Det er 

som med leksika man selv har skrevet/ Man 

husker hvor usikker sandheden var«. 

Systemet nytter ikke 

Der er sket meget med Bo Green Jensens digte, 

siden den syvfoldige hovedhjørnesten blev lagt 

med de første digtsamlinger fra 1981 til 1986, 

der kom til at udgøre mammutværket »Rosens 

Veje« (udgivet samlet 1998). Han er ikke længere 

så slavisk systematisk, måske fordi erfaringerne 

har afsløret, at systemet ikke nytter og 

heller ikke ændrer noget — og da slet ikke den 

virkelighed, som det godmodigt anmassende 

forsøger at systematisere. 

Forfatteren har dog ikke forlist sin affinitet 

for struktur. Den nye bog har en resumeagtig 

intro, der slår grundtonen an, hernæst fem 

længere afsnit, der breder sig fra det selvbiografiske 

over en række politiske, historiske tekster, 

for at ende med rejsebeskrivelser og et 

Coda til at lukke bogen i — og lukke den ihærdige 

stukkatør inde i det forladte palads: »Nu 

er kun erindringens imperier tilbage«. 

Efter syv år agerer digteren i en virkelighed, 

hvor han bestemt ikke føler sig vægtløs. Konen 

er rejst, datterens veninders mødre bliver skilt, 

selv klasselæreren bliver sygemeldt og må skil- 

les. Hele hverdagen sættes på spil, og erkendelsen 

er bitter: »Man får, hvad man ønsker sig og 

ønsker det ikke. Hvad man har, er man ked af, 

indtil det forsvinder«. Et galleri af tindrende 

banalitet, javist, men kun indtil man selv 

entrerer det med sin krop og sin tid. 

Nu er pagten brudt og epoken forbi. »For tre 

år siden, her i stuen/ var vi lykkelige, hver og 

én. Vi indså det ikke«. Ligesom erfaringer altid 

er dårlige, så er lykken noget, man først føler i 

retrospekt. 

Håb til enker 

Men der kommer også nye steder; der kommer 

andre kvinder og en ny datter, som »løftes ud 

af et sår/ men hun kommer for at læge os«. 

Firsernes digter, der engang erklærede, at han 

Bo Green Jensen (Foto: Robin Skjoldborg) 

hellere ville være en journalist, der bijobbede 

som digter, end det omvendte, sætter sig på 

torvet med sit glas med te »og de blå cigaretter« 

og håber, at han kan arbejde på det nye 

sted, »Jeg tror det nye sted bliver bedre/ Jeg 

kan mærke her blæser en anden vind.« Men 

nye begyndelser indvarsler også nye afslutninger, 

og digteren har svigt og forræderi som 

lurende rejseledsagere. Han prøver på ikke at 

være bitter, prøver på at huske hende og den 

(lyrik) 

store epoke »med gylden hud og stjernehavet/ 

der strømmede fra dit vidtåbne køn/ som floden 

i Anna Livias skød«, men det er som at 

tale håb til »nybagte enker«. 

I »Den store epoke« er det for sent at fortryde 

og for tidligt at give op. Digteren vender i 

tankerne tilbage til dengang, de mødtes, kaster 

blikke på andre kvinder — blikke, der ikke 

længere behøver at være stjålne — og er tilstrækkeligt 

rådvild eller nostalgisk (er der 

nogen forskel?) til også at påkalde en long lost 

love, der slet ikke var en kærlighed, uden at 

han kan lade være med at spørge, hvor hun 

mon er i aften, her tredive år senere. 

Det ligger i epokens natur, at den ikke bare 

afløses af en ny, for en epoke er en ø, og når 

horisonten er endeløs, er der langt til land. 

Digteren kaster sig håbefuldt eller dumdristigt 

ud i en ny struktur og identificerer sig med en 

»salamander«, fabeldyret, der kan tåle hvad 

som helst. Men i digtet med samme titel bliver 

det klart, at digterens selviscenesættelse ikke 

overbeviser hverken skuespilleren eller hans 

publikum: 

Du bliver ældre. Dine dage ender ligesom dine 

digte. Ideerne kommer til verden som stjerner, i 

skummet og ilden hvor formerne mødes, men 

teksterne når aldrig bunden af siden. De smelter 

som is i din datters cola. De går ned i en 

spiral af røg som et fly med knækket hale i en 

sang af Roger Waters. De ender som aborterede 

udkast, sæd der falder forgæves på stien hvor 

en halvt udvisket kridtstreg endnu markerer 

den dræbte mands omrids. 

Ukrukket bog 

Bo Green Jensen har med den første digtsamling 

i syv år skabt et modent værk, som viser 

den tapre kunstner som ikke helt knækket 

mand. Bevares, der er da muntre indslag — 

som f.eks. digtet »Bestseller« om behandlingshjemmet 

for selvfede anmeldere, hvor 

»Kastholm og Metz holder hof« i det frugale 

hjørne, hvor »Bettina Heltberg deklamerer med 

sjæl« og hvor de »ved juletid pynter Laugesen 

op«. 

Men tonikaen er dyster — when something 

is not right, it’s wrong, sang skjalden — og 

uden »dronningen« virker det hele forkert. 

»Den store epoke« er en livsklog, til tider livstræt, 

hudløst ærlig og ukrukket bog med nyt 

om livet, der leves trods alt. 

Og det er det glade budskab. 


(artikel) 

Af Carsten Madsen 

42 

Per Højholt 

1928-2004 

Højholt, hvor er det trist han er 

død! Han var en digter, der satte 

babelstårnhøje krav til sin egen 

digtning og ikke undlod at gøre 

opmærksom på det. Han prangede 

sejl, eller, som der står i »Portræt 

af digteren som inkarneret katamaran«, 

han gjorde sig på litteraturens 

vegne, til »talsmand […] for 

en skyhøj sejlføring«. I 1966 opstillede 

han det som et mål for sit 

poetiske arbejde at skrive »the 

poem to end all poems«, hvorefter 

han indstændigt »sidder ved sin 

dont«, som han insisterede, »og 

prøver at gøre en ende på litteraturen«, 

stift stirrende, kunne man 

vel tilføje, mod en slutning, der 

aldrig indtræffer, en horisont der 

aldrig nås, fordi den jo bestandig 


flytter sig under færden. Men jo 

højere man sigter, desto højere 

rammer man som bekendt, og 

Højholt ramte højt, meget højt! 

Det kan være vanskeligt at 

overskue Højholts værk, fordi han 

har bredt sig over så mange områder. 

Senest har det gennem sommerens 

udstilling på Museet for 

Samtidskunst været overvældende 

at få kortlagt, hvor vidtforgrenet 

hans ihærdighed egentlig strakte 

sig, også ind over audio-visuelle 

udtryksformer, og langt forud for 

sin tid. Måske for en gangs skyld, i 

denne sammenhæng, kunne det 

være på sin plads at minde om 

den høje kvalitet, der generelt 

præger Højholts udtrykspraksis. 

Højholts litterære bedrifter er 

navnkundige, og han er hædret 

med samtlige litterære udmærkelser, 

nationen kan diske op med. 

Havde det ikke været for det 

usædvanligt intime arbejde med 

det danske sprog, ville det formentlig 

have været endnu vanskeligere 

for udenlandske hædersbevisende 

instanser at forbigå 

ham. Men så havde digtningen 

heller ikke været Højholts, og så 

havde han ikke indløst de hårde 

kvalitetskrav, han selv stillede og 

indløste så suverænt. 

Per Højholt og Carsten Madsen i Højholts køkken i Hørbylunde. 

En forandring af sprog- og 

litteraturforståelsen 

Da jeg forleden i offentlig sammenhæng 

skulle gennemreflektere 

Højholts værk, slog det mig, hvor 

vanskeligt det er at gøre rede for 

dets kvalitet uden at forfalde til 

litteraturkritik, dvs. en redegørelse 

med en vis refleksion i behold. 

Højholts værk sætter også standarder 

for, hvad man kan sige om det, 

hvilket naturligvis er en kvalitet i 

sig selv, men hvordan kvalificere 

kvaliteten uden at falde under for 

den med en dom eller en holdning 

og dermed i realiteten diskvalificere 

den? Man kan formentlig blive 

enige om, at i hvert fald to træk 

kvalificerer Højholts værk som 

enestående, nemlig at det er skrevet 

ud fra en allestedsnærværende 

materialebevidsthed og traditionsbevidsthed. 

Begge træk viser imidlertid 

ud over værket: det stringente 

arbejde med sprog og litteratur 

sætter begge områder i bevægelse 

og skaber dermed også en 

kvalitativ forandring i vores almindelige 

sprog- og litteraturforståelse. 

Et særligt træk hos Højholt er, 

at han søger at gøre fælles sag mod 

litteraturens mest forhærdede 

institutioner sammen med sin 

egen kanon af store forfattere, han 

mønstrer ud med den bagtanke at 

gøre allerede mere eller mindre 

suspekte digtere som Rabelais, 

Laurence Sterne, Hölderlin, Hopkins, 

Mallarmé, Pound osv. delagtige 

i sit eget mytteri mod litteraturen. 

»Man kan få den tanke«, 

som han hævder i »Forfatteren 

efter Kafka«, »at ingen forfatter 

med rimelig ambitiøs sejlføring 

kommer af stedet uden sin Joyce, 

sin Kafka, sin Proust, sin Faulkner 

etc., tælles d’herrer ikke blandt 

mandskabet bliver de lig i lasten«. 

Altså, man gør næppe nogen ende 

på litteraturen uden en usædvanlig 

høj grad af traditionsbevidsthed. 

Og Højholts skriven videre på 

traditionen lader ofte helt åbenlyst 

andre forfattere co-signere hans 

tekster. Det betyder, at sproget så 

langt fra er det eneste og ikke det 

væsentligste materiale, som Højholts 

digtning forholder sig bearbejdende 

til, selv om idiomatiske 

udtryk florerer. Der er andre materialer, 

der forekommer vigtigere, 

materialer såsom vores kulturs 

overleverede forestillingsmønstre, 

litterære topoi, poesien og tænkningens 

forhold til sprog, bevidsthed 

og natur, skrivehandlingens 

kreative gestus, gentagelsen, forskellene 

og den stadige dannelse 

af noget nyt. 

Sprogets orden 

Denne i og for sig problematiserende 

og undersøgende tilgang til 

litteraturen får imidlertid ikke kun 

konsekvenser for læsningen af 

Højholts digtning, men den frisætter 

også nye forståelser af og 

betydningspotentialer i de traditioner, 

hans digtning deltager i. 

Ligesom Mallarmé, men utvivlsomt 

mere gennemført, mere nøg-

ternt, søger Højholt at konstruere 

en digtning, der beror på en skarp 

skelnen mellem sprog og skrift. 

Man kan sige, at sproget, i såvel 

Mallarmé som Højholts poetiske 

udtrykspraksis, vedrører verden, 

og måske endda det man letfærdigt 

kalder virkelighed, mens 

skriften ikke har nogen verdensrelation 

eller i det mindste falder 

uden for en verden behersket af 

bevidsthed og domesticeret af fornuft. 

For så vidt synes skriften forstået 

som et rent materiale tættere 

på det, Højholt kalder natur, som 

skulptørens utilhuggede marmorblok, 

malerens ublandede palet. 

Skriften udgør altså en mere rå 

stoflighed end den, man genkender 

fra verdens sprogligt afrundede 

objekter. 

For Højholt er det i og med 

sproget, at der skabes betydninger, 

erindringer og poetiske billeder; 

det er i og med sproget, at der skabes 

kontakt mellem ordene og tingenes 

verden; det er i og med 

sproget, sådan som det strukturerer 

vores tænkning, at der skabes 

forestillinger som jeg, subjekt, 

identitet, selv, bevidsthed, sansning, 

intentionalitet, vilje, frihed 

og så fremdeles, men også forestillinger 

som sprog, skrift, verden, 

natur. Ingen forestilling har en forudgående, 

selvstændig betydning, 

før sproget præciserer den. Det 

betyder naturligvis ikke, at Højholt 

forfægter den overbevisning, at 

verden blot skulle være et sprogligt 

fænomen. Tværtimod, Højholt 

er særdeles lydhør over for de 

mange måder, livet kan give sig til 

kende på uafhængigt af sproget, 

sådan som fænomener melder sig 

for os ubevidst, i vores uopmærksomhed, 

gennem intuitioner når 

vores Jeg-identitet ikke er slået til, 

eller når vi ikke er der, og naturen 

kan komme til sig selv igen. Men i 

sin digtning og tænkning er han 

kritisk over for den glemsel, der 

sætter ind, når vi bearbejder vores 

umiddelbare erfaringer til sprog, 

når vi skaber betydninger og billeder 

af verden, som om den var 

sammenhængende og dermed 

meningsfuld, som om den var 

endelig, som om tiden ikke gik og 

ustandselig føjer små, umærkelige 

forandringer til, ændringer vi altså 

næppe ænser, fordi vi nu engang 

mener allerede at have givet dem 

betydning. 

Denne kritik, der foranlediger 

Højholt til i forlængelse af Cézanne 

at frembringe sin kunst på baggrund 

af et studium af naturen, er 

overmåde vigtig, den rammer ikke 

blot centralt ind i forestillinger, 

der behersker store dele af det, 

man i 

det 

perspektiv 

kunne 

kalde en 

traditionel digtning, 

hvilket da også omfatter 

megen såkaldt modernistisk digtning, 

men den rammer også ind i 

mere intime områder, kritikken 

rammer også dagligsproget nemlig, 

sådan som vi alle betjener os af 

det. Sproget anvender vi i overensstemmelse 

med en relativt simpel 

orden, ordene skal følge på 

hinanden på en bestemt måde for 

at give mening, men vi overser 

som oftest, at sprogets orden og 

tingenes orden tilhører to væsensforskellige 

områder. Blot vi udtrykker 

os tilstrækkelig klart og 

koncist, fatter vi gerne tillid til, at 

verden stemmer overens med 

sprogets orden. Det er vel derfor, 

at Radioavisen for den distræte 

lytter kan indgyde en fornemmelse 

af ro og orden, selv når der beret- 

tes om voldsomme ulykker. 

Men, som det hedder et 

sted i »Turbo« (1968): »bringe 

orden i ordene kan ingen uden 

at standse alt lidt/ og hvem 

siger det standser så ord møder 

ting helt nøjagtigt/ og der kommer 

orden i tingene«. Højholts digtning 

forholder sig altså kritisk til 

sproget, eller rettere, til en bestemt 

sprogbrug der er kendetegnende 

for såvel dagligsproget som en traditionel 

litteratur, fordi sproget i 

og med sin orden får den funktion 

at standse verden i dens tilblivelse 

og i princippet at holde alt samlet 

på ét sted. 

Sprogets afstand 

Men sproget altså ikke blot skaber 

verden, og i denne verden de forestillinger 

vi måtte nære om vores 

eget væsen, sproget gentager også 

verden, det skaber verden ved i én 

og samme gestus at benævne og 

gentage den. Og gentagelsen indstifter 

en forskel, sproget må bringe 

sig på afstand af verden for at 

kunne tillægge den betydning. 

(artikel) 

Fra bagsiden af »6512« 

»Sproget er vores bevidstheds 

nøjagtige afstand til tingene«, som 

Højholt siger i »Intethedens grimasser« 

(1972). Også sprogbrugeren 

bliver derved en figur, der 

bringer sig selv på afstand af verden. 

Højholts rutine vedrørende 

denne iagttagelse af sprogets almene 

funktion ironiserer over forestillingen 

om samfundet som et 

fællesskab, som vi der taler om det 

alle skulle være del af. Den sprogbrug, 

der står for skud, er udtrykket 

»ude i samfundet«, hvor det 

altså er Højholts erfaring, at hans 

dialogpartner stiller sig selv på 

afstand af samfundet, isolerer sig 

fra det for at kunne udpege det. 

»Satans også«, replicerer Højholt, 

»så kom jeg for sent igen!« 

Samfundet vil åbenbart ikke være 

i stue med ham. Og samme rutine 

tilføjer lakonisk en erfaring fra de 

mange optrædener ude i forsamlingshuse 

og foreninger, på gymnasier 

og arbejdspladser, altså ude i 

samfundet, nemlig at samfundet er 

fortsættes næste side 


(artikel) 

fortsat fra forrige side 

— på Herning Svineslagteri! for da 

Højholt var dér, talte de slet ikke 

om samfundet. Vi griner af sådanne 

erfaringer med sproget, uanset 

om Højholt fremlægger dem i form 

af show eller i det poetiske udtryk, 

fordi de afslører en paradoksal 

indsigt, vi alle er nødt til at fortrænge 

for at få sproget til at fungere. 

Højholt blotlægger den dobbelthed, 

der er sprogets natur, en 

dobbelthed af skabelse og gentagelse. 

Praktisk omgang med sproget 

Det er dog vigtigt at fastholde, at 

Højholts erfaringer med sproget 

beror på en praktisk omgang med 

det, det er en erfaring der på én 

gang udnytter og udpeger sprogets 

dobbelthed ved selv at udgøre 

eksempler derpå. Højholts æstetiske 

erfaringer er alle knyttet til en 

praksis og en reflekterende bearbejdning 

af praksis; de er ikke, i 

hvert fald i udgangspunktet, udtryk 

for ontologiske grundforhold 

for sproget som sådant. Derfor må 

vi også hele tiden henholde os til 

eksemplerne for at udvinde en 

erfaring deraf, vi må som læsere 

investere os selv i Højholts poetiske 

eksperimenter med sprogbrugen. 

Her et par eksempler, det 

første udgør en passage fra den 

tekst i »Turbo«, der indledes med 

ordene: »garder så den stund for 

vejle dog ikke helt henry et kryds 

no more«. Tekstens sprog sammenholder 

vidt forskellige betydningsplaner 

på en måde, hvor de 

samme ord har væsensforskellige 

betydninger. Et af disse betydningsplaner 

har dog klart nok med 

fodbold at gøre, læseren hvirvles 

midt ind i en fodboldkamp, og ca. 

midt i tekststykket optræder følgende 

passage: » […] vi drøner af 

sted 20 cm oppe set/ fra sproget er 

det enten kønt eller kønt og uden 

forskel om tomt el/ fyldt men her 

omme bag ved ord og garderinger 

flyder det sgu med tom emballage 

ord som ispind og kapsel plasticbægeret 

cellofanstrimmel og/ 

vendinger som det er smukt her er 

tomt og bag ved ordene men mellem/ 

linjerne intet […]«. Vi har her 

med et stærkt opflosset sprog at 

gøre, eller som der står andetsteds 

i »Turbo«, et »rokkende turbobrev 

som/ drøner og blipper dag ud og 

dag ind natvis med en dødhøi fin 

hvinen som et aluminium/ af superlyd 

som sætter strøm til tandsølvet«. 

Ordstillingen i den først 

citerede passage antyder en provisorisk 

bestemmelse af ord som 

»tom emballage«, et metaforisk 

44 


udtryk for ordet som et slags hylster 

for betydning, hvilket straks 

illustreres under henvisning til 

»ord som ispind og kapsel« og 

»vendinger« der gentager, hvad 

der just er blevet omtalt. Men samtidig 

indgår de samme ord i en 

bogstavelig beskrivelse af en fodboldkamp, 

hvilket understreges i 

slutningen af tekststykket, hvor 

kampens linievogter dømmer 

»6512 indkast og han griner og 

vinker med flaget og dømmer 5614 

off/ side og træder til side for 

exprestog af kendelser der i en sky 

af/ ispinde plastikbægre skod kapsler 

aviser kartoner cellofanstrimler 

og/ pølsebakker sugerør og 

blade ustandselig farer forbi og 

hvirvler i m«. Ordene taler tvetunget 

her, på én gang metaforisk om 

sprogets forhold til virkeligheden 

og bogstaveligt om en fodboldkamp, 

hvor et bagvedliggende 

udsagn da eventuelt kunne være, 

at sådan fremtræder virkeligheden 

for os, på én gang som bogstavelig 

og metaforisk betydning, når vi 

forsøger at forholde os til den i og 

med sproget. 

Det er i spaltningen af denne 

dobbelthed, hvor sproget på én 

gang bringes til at henvende sig til 

verden og til sig selv, at Højholt 

skriver. Et andet eksempel, som 

kan få lov at stå for sig selv, er det 

sted i romanen »6512« (1969), 

hvor personen Albinus beklager 

sig til jeg-fortælleren over at blive 

kaldt for Knud af en tredje person, 

der hedder Carl: »»Knud«, hviskede 

Albinus, »Knud, det lyder da 

underligt, jeg troede min far var 

lærer«. »Du hedder Albinus, 

Albinus«, sagde jeg trøstende, jeg 

fik sgu helt ondt af ham. »Hvorfor 

siger du Albinus to gange«, sagde 

Albinus. »Det er sproget«, sagde 

jeg, »det er åndsvagt««. 

Den kreative gestus 

Bag denne kritik af sproget, sådan 

som det fungerer, når det er overladt 

til vores umiddelbare brug af 

det, råder der utvivlsomt et langt 

væsentligere træk i Højholts digtning. 

Det vedrører den forståelse 

af kunstværket som »resterne af en 

skriven uden mål«, som han især 

taler om i »Intethedens grimasser«. 

Det er under henvisning til 

det, han kalder skriven, at Højholt 

præciserer sin forståelse af skriften 

som noget væsensforskelligt fra 

sproget. Sprog består af færdigt 

dannede betydninger, mens skriften 

i sig selv er betydningsløs, så 

dér hvor Højholt lader sin digtningen 

trække over mod skriften opstår 

der en betydningstømning af 

sproget. Han forholder sig i sine 

tekster skrivende og udforskende 

til sproget på en sådan måde, at vi 

kan læse dets betydninger, mens 

de er i færd med at dannes. Betydningerne 

i sig selv er ikke formålet 

med at skrive, men betydningsdannelsen 

er interessant. Dette er 

måske egentlig tydeligst i »Gittes 

monologer« (samlet udg. 1984), 

der fremstiller et talesprog i dets 

rene fungeren, således at man kan 

se, hvordan forestillinger som 

identitet, værdier, holdninger og 

meninger etableres i og med sproget. 

For at denne undersøgelse kan 

komme i stand, må Højholt altså 

samtidig tømme sproget for betydning, 

kortslutte det. Og det er dér, 

skriften står tilbage som et tavst, 

og i for sig betydningsløst vidnesbyrd 

om, at en skriven vil have 

fundet sted! 

Bag Højholts kritik af sproget 

ligger der imidlertid en affirmation 

af skrivehandlingen, som er 

afgørende, fordi anvendelse deraf 

fremtvinger et definitivt brud med 

et ordinært litteraturbegreb og problematiserer 

de i hvert fald mest 

gængse forestillinger om litteratur. 

Det er egentlig forkert at sige 

Højholts skriven, genitiven angiver 

en falsk oprindelse til handlingen. 

Det er handlingen, der kommer 

først, og den skaber, bl.a., forfatteren 

Højholt. I realiteten er 

denne henvisning til skriven udtryk 

for en grundlæggende vitalisme 

i forfatterskabet, som man ikke 

altid har vidst at agte på. Digtningen 

tager udgangspunkt i den skabende 

udvikling, der bestandig 

lader alting blive til: naturen, det 

man kalder verden, menneskene, 

poesien. Egentlig er litteratur inferiør 

i forhold til den stadige tilblivelse, 

men poesien kan give os 

mulighed for at erfare verden som 

sådan, som en skabende udvikling, 

uafhængigt eller på trods af 

os selv. 

Man kan således friste den 

hævdelse, at for Højholt er det 

ikke litteraturen i sig selv, der er 

væsentlig, det er ikke kritikken af 

repræsentationen eller vores omgang 

med metaforer, der er anledningen 

til at skrive, men derimod 

den gestus, hvormed bl.a. litteratur 

frembringes. Nok beror litteratur 

dybest set på en skriven, javist, 

det bekræfter f.eks. Mallarmé også, 

men Højholt starter og slutter ikke 

i litteraturen. Tværtimod, litteraturen 

er et gennemgangsled til bekræftelse 

af den kreative gestus, 

han iagttager i naturen og i Livet. I 

sidste ende er det derfor heller 

ikke fortolkningerne af Højholts 

værk, der er væsentlige, men derimod 

læsningen af det. Som Høj- 

holt siger i slutningen af »Cézannes 

metode« (1967): »Kunsten er som 

alt andet ingen nytte til, men den 

adskiller sig fra alt andet ved at 

den kan udgøre en del af vort liv 

på betingelser vi ikke selv har stillet.« 

Stor forfatter, stort menneske 

Jeg har været i den, forekommer 

det mig i dag, yderst privilegerede 

situation at kende Højholt personligt, 

jeg kendte ham så godt, som 

begges blufærdighed nu engang 

tillod. Vi kunne hjælpe hinanden 

med forskelligt, vi diskuterede 

hans og andres digtning flittigt, 

også mine egne sporadiske forsøg 

med poesi gennemgik han grundigt 

og overbærende, jeg fulgte en 

overgang med ham, når han 

optrådte, jeg inviterede ham til at 

holde foredrag, han bad mig om at 

overveje kvaliteten af den ene 

eller den anden af sine tekster osv. 

I vores samvær udstrålede Højholt 

altid overskud, varme og nærvær, 

han var usædvanlig generøs og 

opmærksom, han tænkte og snakkede 

meget, og der var hele tiden 

et menneskeligt fokus i alle hans 

udtryk. Det er ikke bare en stor 

forfatter, der er død, men også et 

stort menneske. 

Højholts død efterlader et 

kolossalt savn, han har prøvet 

kræfter med det meste, og altid 

særdeles kvalificeret: digtning, 

tænkning, shows, radio- og tv-spil, 

reportager, og han vedblev til det 

sidste med at være nærværende i 

den offentlige debat, selv efter 

kræfterne til at skrive var sluppet 

op. Tilbage står heldigvis hans forfatterskab, 

foruroligende levende, 

utrolig slidstærkt. Og ja! selvfølgelig 

er flere af hans bøger mere end 

værdige til at blive føjet til en 

kanonliste, de har langt flere blivende 

kvaliteter end så meget 

anden litteratur, der til sammenligning 

ofte kan synes skrevet på 

holdninger og meninger uden skelen 

til de litterære værdier, 

Højholt pumpede sit værk fuldt af. 

Nu har han sluppet taget i det, 

men propfuld af skønhed, latter, 

indsigt og musikalitet svæver hans 

bøger nu, helium-lette og stille, 

hen over vores hoveder som store, 

bristefærdige balloner. 

Carsten Madsen er lektor på 

Nordisk Institut, Aarhus 

Universitet. Han forsvarede den 

12. november sin doktordisputats 

»Poesi, tanke & natur. Per 

Højholts filosofi og digtning« 

(Klim 2004). Nærværende nekrolog 

skatter til præces’ indledning ved 

denne handling.

Lars Frost: »Smukke biler efter 

krigen« (298 kr.) 

Den er skrevet til en kultur, der 

kæmper med koncentrationsevnen 

[...] Den fortjener at blive læst af 

så mange som muligt. Frost fortjener 

et gennembrud. Det bedste, 

den nye danske realisme har 

præsteret siden »Radiator«. 

Péter Esterházy: »Harmonia 

Cælestis« (499 kr.) 

Esterházy har udtalt, at det var 

umuligt at skrive en slægtsroman 

efter Thomas Manns 

»Buddenbrooks« — det har han 

hermed modbevist. »Harmonia 

Cælestis« indskriver sig blandt 

den ypperste europæiske litteratur, 

og ikke bare samtidslitteratur, som 

ingen husker om tyve år, men 

blandt de litterære sværvægtere, 

som bogen også spiller bold med: 

Kafka, Musil, Proust og Mann med 

flere. 

Gertrude Stein: »Ømme dupper« 

(129 kr.) 

Peter Laugesen har mesterligt 

oversat mesterværket »Tender 

Buttons«, der siden udgivelsen har 

været [...] en inspiration for så 

godt som alle de avantgarder, der 

har været noget ved [...] Steins litteratur 

er måske det tætteste, man 

kommer en abstrakt litteratur (i 

hvert fald en abstrakt litteratur, 

der kan læses). 

Jonathan Franzen: »Hvordan man 

er alene« (225 kr.) 

Kredser om, hvordan man bør 

insistere på retten til fordybelse — 

først og fremmest i bøger — alt 

imens tv’et tordner ud i stuen [...] 

Franzen skriver i det store hele 

taget som en drøm, og han er 

velskolet i den angelsaksiske 

essaytradition, der ikke — i modsætning 

til alvorestunge tyskere 

som Adorno — udløser øjeblikkelig 

migræne hos læseren. 

10 fede julegaver 

De fleste bøger udkommer til julehandelen. Det betyder ikke, at foråret og sommerens værker må gå i 

glemmebogen, når du skal shoppe efter julegaver. Hvis du gerne vil begave dine kære med en bog, de ikke 

vil glemme, er der råd at hente i Standart. Vi har 10 bud på fede julegaver fra året, der kom og gik. Prisen 

står her også, og alle er hver en krone værd (flere af dem fås også i bogklubber, men så når du ikke at 

bestille dem hjem til jul) 

Redaktionen 

Pia Juul: »Lidt ligesom mig« (100 kr.) 

Intet andet end fabelagtig. Og endda spændende. Det ligner en dagbog, 

med små gentagne overskrifter, og stemmeføringen passer til Juuls helt 

særlige, lyriske lillepigetone, som her finder et nyt hjem [...] Det er en 

lille sensation til kun 100 kr. 

Mads Rosendahl Thomsen: »Kanoniske konstellationer« 

(250 kr.) 

Den første litteraturvidenskabelige undersøgelse af kanonbegrebet på 

dansk [...] Den er uhyre velskrevet; Mads Rosendahl har næsten alt med, 

der er værd at vide om kanonbegrebet og dets teori [...] Den bør blive en 

klassiker i dansk litteraturkritik. 

Caradog Prichard: »En månelys 

nat« (175 kr.) 

Teksten er gennemvædet af salmer 

— men også af passager, der imiterer 

gammel gælisk naturlyrik og 

noget, der må være walisiske heltekvad. 

Det er en forunderlig og 

særpræget roman, Husets Forlag 

her har haft mod til at udsende, 

og en stor oversætterbedrift af 

Karsten Sand Iversen. 

Judith Hermann: »Spøgelser, 

overalt« (229 kr.) 

Det er måske Judith Hermanns 

største talent: evnen til at koncentrere 

en situation eller en stemning 

i et prægnant billede, der 

udstråler en lige så gådefuld, som 

attraktiv symbolkraft […] Hvad 

med et slogan: Lær af tyskerne! 

Niels Lyngsø: »Morfeus« (300 kr.) 

»Morfeus« er et i bedste forstand 

sjældent værk fordi det i nærmest 

uset omfang integrerer litteraturen 

i både musikken og billedet, både 

i den serielle kompositions tid og i 

sidens og bogens grafiske spatialitet. 

Den er universalpoesi så det 

batter. Og den er en af de mest 

konsekvente overskridelser af institutionen 

’digtsamling’ og samtidig 

en grundig apologi for poesien. 

Morten Søndergaard: »Fedtdigte« 

(500 kr.) 

Morten Søndergaards erotiske 

digte er fedtede på den fede måde 

[...] Med »Fedtdigte« har Morten 

Søndergaard og co. begået en lille 

genialitet af en bog. Det er en 

nydelse at gå på opdagelse i digtenes 

erotiske univers, og jeg må 

give bogen 6 ud af 6 fedtpletter for 

den gode oplevelse. En oplagt julegave 

til den, man synes skal have 

den fede julegave. 


(kritik) 

Niels Frank 

Første person, anden person 

420 sider, 349 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann 

Niels Frank er ligesom de fleste 

lyrikere en fremragende prosaist. 

Hans præcision er frapperende, 

hans billeddannelse diskret, original 

og sansbar, hans syntaks variabel 

og levende snarere end et sætningslogisk 

fængsel. Registreringsog 

iagttagelsesevnen er ligeledes 

formidabel. Alligevel udstråler 

den foreliggende bog en dyb mangel 

på nødvendighed. For Franks 

refleksionsprosa er grundlæggende 

uegnet til en stort anlagt, encyklopædisk 

udgivelsesform. 

Ideen har givetvis været at 

skabe et eksperimentarium, hvor 

der indgår fotografier, lidt lyrik, 

endda tegninger og naturligvis alle 

de kortprosa-genrer, man overhovedet 

kan komme i tanke om. Alle 

disse mange forskellige udtryk, 

som hovedsageligt består af tidligere 

offentliggjorte, lettere omarbejdede 

tekster, skal da skabe en 

ny konstellation, et væv, hvor 

stykkerne taler sammen på kryds 

og tværs i en principielt uendelig 

46 

Frankmentarisk 

På trods af spredt brillans og megen tale om åbenhed forbliver 

Niels Franks samlede tænke-prosa en ret lukket mursten 

Katja Teilmann (red.) 

Genrer på kryds og tværs 

258 sider, 225 kr. 

Syddansk Universitetsforlag 

Anmeldt af Svend Erik Larsen 

Ufærdig, det er det pæneste, man 

kan sige om denne bog. Hvad redaktøren 

aktivt har foretaget sig 

med en samling artikler ovenpå en 

konference om genrebegrebet i tekster 

og visuelle medier, står hen i 

det uvisse. Spredningen fra littera- 


kombinatorik. Denne dynamik 

opstår imidlertid kun knebent i 

værket, fordi de enkelte elementer 

er for lukkede (Franks grundform 

er og bliver den selvindeholdte, 

slebne, pointerede aforisme, selvom 

han i egen selvforståelse nok 

skriver ikke-selvidentiske fragmenter), 

og fordi summen af fyndig 

visdom bliver for høj, hvilket 

bogens 420 sider, der oven i købet 

er jumbo-sider i forhold til almindelige 

bogsider, bevidner. 

Det eksorbitante omfang er et 

tveægget sværd: Læseren bliver for 

det første mæt af åndfuldhederne 

(såvel som af de primitiviteter, der 

skal kompensere for dem) og 

mister for det andet fornemmelsen 

for helheden, hvorved de stykker, 

der oprindeligt blev udgivet i og 

behøver sammenhæng, som f.eks. 

»Yucatán«-essaysamlingens (1993) 

komplicerede redegørelse for 

Robert Smithsons begrebsdannelse 

omkring site og non-site, mister 

deres kraft. 

Der er noget in your face-agtigt, 

noget nu-skal-jeg-fandeme-give-jer- 

Frank-skal-jeg over udgivelsen, 

som om den ikke for alvor ønsker 

at komme i samtale med læseren. 

Selvom Franks refleksioner ofte er 

kloge og vigtige, er de fremsat på 

en dulgt kategorisk måde, så læse- 

tur over sagprosa til moderne medier 

er ellers god. Men som man 

vil vide, så bliver en god konference 

ikke af sig selv en god bog. Da 

slet ikke, når princippet er, som der 

står, at »begrebslig forvirring« er 

det »samlende punkt«. Jeg er sikker 

på, at konferencen i Odense i september 

2003 har været spændende 

og haft nogle indlæg af høj kvalitet. 

Der er jo en del solide navne 

med i bogen. Og en konference 

kan sagtens være stimulerende og 

provokerende med produktiv 

begrebslig forvirring. Men en bog! 

Niels Frank 


ren kun kan købe udsagnet kritikløst 

eller desavouere det. Man 

kommer ikke rigtig i dialog med 

bogen, hvilket er paradoksalt, da 

en udialektisk enten-eller-tænkning 

netop er det, forfatterens filosofi 

kritiserer (dog meget ofte ved 

hjælp af dikotomiske modeller). 

Forfatterens selvbeskyttelse 

mod diskussion gentager sig på 

modtager-niveau, hvor han hverken 

kan siges at henvende sig til 

det almindelige boglæsende publikum, 

for dertil er refleksionerne 

for litteraturvidenskabelige og 

kunstfilosofiske, eller til litteratur- 

Bidragene er meget heterogene. 

De skal henvende sig til forskere 

og studerende — og så også til den 

almindeligt interesserede læser, 

uden man ved, hvem der er primær 

læsegruppe. Og det gør jo da 

pokker til forskel på komposition, 

niveau og artikelindhold. Hvis de 

forskelligartede læsere ikke skal 

forvirres af begreberne, så skal der 

sikre redaktionelle principper og 

retningslinier til. Skal artiklerne 

alle henvende sig til alle tre grupper, 

eller skal nogle pege i én retning, 

andre i en anden? Skal alle 

forskere og -kritikere, for dertil er 

hans undersøgelse for uforpligtet, 

ufundamenteret, subjektiv, uanskuelig 

og poetisk. Forfatteren har 

således alene en gruppe ’reflekterende 

kunstnere’, som han selv 

højlydt erklærer sig som en del af, 

som målgruppe. Han immuniserer 

sig da i høj grad mod den kritik, 

han selv er god til at dele ud af. 

Det ejendommelige er, at Franks 

poetik og kunstfilosofi netop 

prædiker åbenhed, brud, negativitet 

og at ingen position er stabil, 

hverken værket eller selvet, hvilket 

man jo kun kan være enig i. 

Hvorfor skal forfatterfiguren da 

være så distanceret og hermetisk, 

og så stabiliseret af sin refleksivitet? 

Man får mistanke om, at den 

frugtbare indsigt om, at et kunstværk 

skal rumme sin egen selvtilintetgørelse, 

blot er en kompensation 

for kunstneren. (Lad mig for 

det tilfældes skyld, at den opmærksomme 

og lidt for smarte 

læser nu tænker ’aha, men anmelderens 

kritik kunne jo netop være 

udtryk for denne selvtilintetgørelse’, 

slå fast, at min kritik desværre 

ikke når højere end til værkets 

’selvifodskydning’.) 

Niels Frank opsøger i »Første 

person, anden person« for sjældent 

det, der er i modstrøm til 

ham og kan erodere hans kunstner-identitets 

ligedannethed med 

sig selv. Derfor finder den enestående 

sans for sproget, som jeg i 

slagord beskrev indledningsvist, 

kun sporadisk sin bestemmelse i 

en kraftfuld, subjekt-suspenderende 

benævnelse af verden. I stedet 

er sproget hovedsageligt preciøst, 

ja ligefrem affekteret, sensibiliteten 

kølig og iagttagelsesevnen nærmest 

navlebeskuende. 

Overflødig bog om vigtigt emne 

Ufærdig redaktion skæmmer bog om genrer 

diskutere genrebegrebet principielt 

i forlængelse af deres synsvinkel 

og materiale, eller skal de bare eksemplificere 

’noget om genre’ med 

det tilfældige stof, de nu har kastet 

sig over? Skal der være håndbogsagtig 

hjælp med bibliografi, ordliste, 

register og en redegørelse for 

redaktionelle principper? 

Alt sammen væsentlige redaktionelle 

spørgsmål, der ingen svar 

får, og som heller ikke besvares indirekte 

gennem de enkelte artikler. 

Redaktøren giver i indledningen 

nogle overflødige genfortællinger

af de enkelte kapitler. Den læge 

læser falder i søvn over disse referaters 

gumpetunge dansk, mens 

forskeren og den studerende godt 

kan læse selv uden vejledning. 

Nul hjælp til selvhjælp som registre, 

samlet bibliografi eller en vis 

garanti for et samlet overblik, eller 

bare kriterier for udvalget af 

emner, eller henvisninger til netressourcer 

eller håndbøger. Og 

brugen af referencer er helt vilkårlig 

med hensyn til udgaver, originalsprog 

og oversættelse. Samme 

forfatter og tekst bliver citeret eller 

får henvisning på dansk, tysk, 

svensk, engelsk, fransk i én pærevælling 

på tværs af bidragene. For 

studerende er bogen ikke bare 

ufærdig, men ubrugelig. Hvordan 

kan dog Statens Humanistiske 

Forskningsråd have bevilget støtte 

hertil?! 

Enkeltartikler er i deres forskellige 

orientering mod målgrupper 

ikke nødvendigvis dårlige, men 

samlet kan de ikke løfte emnet 

eller give retning til en diskussion, 

og de har næppe haft kendskab til 

hinandens indhold, så de kunne 

justeres ind efter hinanden. Minna 

Skafte Jensen skriver kort og klart 

om antikken for den læge læser. 

Hverken forsker eller studerende 

får noget med sig her. Hvilket 

næppe har været hendes hensigt. 

Ebbe Grunwald kortlægger oplysende 

og centralt et journalistisk 

genrefelt. Her er én, der kan selv, 

uden redaktør. 

Lars Ole Sauerberg skriver 

udmærket om den moderne versroman, 

men har vel regnet med, at 

andre tog sig af et bredere genreperspektiv. 

Uden det må man 

spørge redaktøren, hvorfor netop 

denne genre skal have en artikel. 

Bo Kampmann Walther diskuterer 

computerspil på en spændende og 

nytænkende måde, men uden en 

diskussion af genrebegrebet. Jon 

Helt Haarder orienterer sin artikel 

om forfatterportrættet mod et genreproblem, 

men ender med at 

drøfte biografisme i litteraturvidenskaben. 

Sven Halse tager den 

historisk spændende genre idyllen 

op med tysk fokus. Han prøver at 

rejse en principiel genrediskussion 

på den baggrund med sigte på 

at supplere med begrebet model. 

God idé, og relevant for bogen, 

men øjensynlig slap pladsen op, 

for det med modellen snuppes af 

til sidst. Og sådan er der mange 

men’er. 

Genrer på kryds og tværs, 

måske, men bogen er mest på 

tværs. 

Optakt til en god bog 

Thorkild Hansen 

Camus’ død 

88 sider, 98 kr. 

Gyldendal 


Når man læser de to første kapitler 

af Thorkild Hansens forsøg fra 

1979 på at skrive om Camus, ærgrer 

man sig over, det ikke blev til 

mere, men glæder sig over, at Gitte 

Jæger og Lars Peter Rømhild har 

fået stumperne udgivet — et første 

kapitel, der virker færdigt, og et 

andet, der kun er undervejs. 

Ærgrelsen gælder, at her kan der 

skrives med let hånd om de svære 

ting. I modsætning til de alt for 

lange og let klistrede konstruktioner 

af personer og perioder, som i 

romanform for tiden giver salg fra 

boghylderne og mere stiller forfatteren 

end stoffet i front. For slet 

ikke at tale om det løbende biografihysteri 

på alle hylder. 

Som i kampen mod vægten 

gælder det også for skriveri, at det 

er let at blive svær, men svært at 

blive let. I hvert fald ifølge Storm 

P. Men Thorkild Hansen kan det. 

Det er personlig refleksion, der 

aldrig bliver selvpromovering. Der 

er stof nok om Camus, uden det 

bliver overlæsset. Der er fokus nok 

til, at et vidt perspektiv åbnes, 

uden blokering fra private dagsordener. 

Fremstillingen er præget af den 

diskretion og beherskelse, der sørger 

for, at det, der er væsentligt i 

sig selv, fremstår som væsentligt. 

De få steder, hvor pegefingeren 

lister sig frem, som fx når Camus’ 

hus i Loumarin fortolkes som 

udtryk for en personlig dobbelt- 

hed, ville nok være blevet strøget 

under senere redaktioner. 

Og det væsentlige, der gennemtrænger 

de udgivne fragmenter, er 

hverken Camus’ berømmelse, storhed, 

karakterstyrke eller omvendt 

hans eksemplariske lidelse eller 

svigt på hjemmefronten. Det er 

den eksistentielle situation, der 

med ham som filter gennemtrænger 

Thorkild Hansens hele fremstilling 

fra fortællesituationen, 

omverdensskildringen, det antydede 

plot til den elementære selektion 

af stof. Og selekteret, det er der 

blevet, stramt endda. 

I lighed med Camus’ »La 

Chute« åbner og lukker fragmentet 

med fortællesituationen i det lokale 

hotel i Loumarin, hvor Hansen 

får sin daglige dosis lokal rosé, 

mens kromutter udtrykker sig 

anklage mod verdens meningsløshed. 

Midtvejs vender vi kort tilbage 

til situationen, så vi husker 

denne konkrete forankring af selve 

fortællingen. 

Omverdenen skildres gennem 

beskrivelsen af Loumarin — en tør 

(kritik) 

Thorkild Hansens efterladte fragment om Camus kunne være blevet 

mere end læseværdig 

Thorkild Hansen (Foto: Erik Friis) 

og alligevel gavmild, smuk natur, 

hvis eneste berettigelse er, at den 

er, afbrudt af et tilfældigt og tilbagevendende 

omslag gennem den 

iskolde nordenvind og suppleret 

af kirkens latinske påmindelse om 

at bruge tiden og ikke gro fast. Og 

så det nærvær af død og ophør, 

der hører med. En konstruktion, 

javist, ellers var det jo ikke god litteratur. 

Men en konstruktion, der 

åbner stof og realitet til læserens 

medtolkning. Og helt i pagt med 

Camus’ tekster — når de er gode, 

er de, modsat Sartres, konkrete og 

sanselige, før de eksemplificerer 

noget som helst. 

Endelig plottet. Det styrende 

punkt er ikke forståelsen af 

Camus’ hele karakter eller livsværk, 

men hans gådefulde død. 

Derfor åbner kapitlet ikke med 

overhovedet at nævne, at det drejer 

sig om Camus. Det sker først på 

side 18. Og derpå rulles der 

diskrete forvarsler op om bilulykken 

i januar 1960, indtil den så 

indtræffer. Derpå formerer fortolkningerne 

sig med nye gåder og 

gætterier til følge, forankret i den 

dobbelthed af lykke og depression, 

der i sig selv er gådefuld. Den skildrer 

Thorkild Hansen fremragende 

i sin fortolkning af Camus’ seneste 

tv-optræden. Plottet viser således 

diskret den dobbelthed af død og 

meningsløshed, der ligger som en 

undertone og måske drivkraft hos 

Camus selv. Og som kræver fortolkning 

for at blive til liv. 

Om det er fiktion, historie, biografi 

eller essay, vi læser, er ikke 

til at afgøre. Men det er et oplæg 

til kvalitet. Og det må vel være 

nok. 


(kritik) 

Karen-Margrethe Simonsen (m.fl.) 

(red.) 

Reinventions of the Novel. 

Histories and Aesthetics of a 

Protean Genre 

346 sider, 431,25 kr. 

Syddansk Universitetsforlag 

Anmeldt af Henrik Skov Nielsen 

»Reinventions of the Novel« er en 

antologi på engelsk af danske skribenter, 

der alle skriver om aspekter 

af romanens genre- og formhistorie. 

Det gør det til en ret så 

usædvanlig udgivelse både i struktur 

og i målgruppe; man ser sjældent 

større, samlede udgivelser af 

danske forfattere rettet mod et 

internationalt publikum, og man 

kunne have tænkt sig, at antologiformatet 

ville afskrække de fleste 

forlag. Imidlertid er bogen også 

usædvanlig vellykket i den måde, 

hvorpå redaktørerne løser de fleste 

af de vanskeligheder, som netop 

formatet sætter. 

Bogen indledes således af en 

længere, meget anskuelig introduktion 

til romanens historie og 

til forskellige mulige definitioner 

af, hvad en roman er. Derefter følger 

en række tematisk opdelte 

afsnit om bl.a. realisme, tableau og 

avantgarde, som hver især ligeledes 

indledes af en mindre indføring 

i underemnet skrevet i samarbejde 

mellem det enkelte afsnits 

skribenter. Bogen fremstår mere 

sammenhængende og mindre 

modsigelsesfyldt end antologier 

flest, og den giver læseren et solidt 

teoretisk grundlag og adskillige 

48 

Alt det rigtige 

Vellykket udgivelse leverer dansk litteraturforskning 

til internationalt publikum 


fine læsninger, ligesom den er 

ganske lækkert udstyret med resumeer, 

generel og emneinddelt bibliografi 

samt et nyttigt indeks, som 

alt sammen understøtter det forholdsvis 

homogene præg. 

Dobbelt sikkert 

Redaktionen har leveret et arbejde, 

som er professionelt på den sikre 

måde i dobbelt forstand. Der redigeres 

med sikker hånd, men man 

holder sig også til det sikre ved at 

gøre alt det rigtige. Ikke mindst de 

senere års engelsksprogede artikler 

og bøger har lært os at tænke i 

pluraliteter frem for i singulariteter. 

Ingen bog om feminisme undlader 

at gøre opmærksom på, at 

man bør tale om ’feminisms’, 

ingen bog om postkolonialisme, at 

man bør sige ’postcolonialisms’. 

Og det er jo helt rigtigt og udtryk 

for politisk korrekthed (eller; pardon 

me: for politiske korrektheder). 

Titlens flerfoldige flertalsformer er 

i god overensstemmelse hermed 

og med introduktionens og de fleste 

artiklers trendy anti-essentialisme. 

Her skal det blot give anledning 

til den bemærkning, at den 

anti-essentialistiske side også er 

en side. Introduktionens allersidste 

ord lyder: »That the Novel is a 

genre always in conflict with itself 

is a truism, but the real question is 

how?« 

At romanen som genre er i 

splid med sig selv, er formentlig 

sandt, men en truisme er det lige 

netop ikke. Når det gøres til en 

præmis for den spørgende optakt 

til alle de kommende artikler ekskluderes 

på godt og ondt mulighe- 

den for en artikel, der kikser på 

den produktive, sjove, imponerende 

eller blot kiksede måde i et forsøg 

på at spørge til i stedet for fra 

karakteristikken af romanen som 

en genre i splid med sig selv. Det 

er rigtignok en marginal indvending 

og de fleste af artiklerne 

præsenterer da også forskning på 

et højt niveau. 

Fra Freud til Joyce 

Blandt de allerbedste og samtidig 

mest underholdende træder Steen 

Klitgård Povlsens artikel om 

»Finnegans Wake« og Freuds vitsbog 

frem. På imponerende og 

overbevisende måde demonstrerer 

Povlsen, hvordan Joyce både i teknik 

og materialevalg til tider trækker 

meget direkte på Freuds arbejde. 

Til denne kategori hører også 

Mads Rosendahl Thomsens artikel 

om Nicholson Baker og Georges 

Perec og deres respektive kombination 

af aristoteliske og ikke-aristoleliske 

strategier i et forsøg på 

at bringe romanen videre efter de 

mest ekstreme avantgarde-eksperimenter 

samt Marie Lunds meget 

velargumenterede analyse af narrationen 

og ’tonen’ i Henry James’ 

»The Aspern Papers« og den dertil 

hørende nuancerede kritik af 

Booths kritik af James’ roman. 

Lidt mere tvivlsomme forekommer 

adskillige af konklusionerne i 

Kirsten Pedersens artikel om 

»Tristram Shandy«. Dels bliver 

pointerne om forholdet mellem 

intra- og ekstratekstuelle fortællere 

og forfattere tvivlsomme, fordi de 

bygger på uskarpe distinktioner og 

helt savner sammenligning med, 

hvordan det forholder sig i andre 

værker. Således f.eks. i sætningen 

»[…] the ”I” narrating in the present 

tense is not the ”I” narrated in 

the preterite […]« . Når der hverken 

uddybes eller sammenlignes, 

bliver det uklart for læseren, om 

dette er en helt banal pointe om, 

at det fortællende jeg ikke er det 

samme som det fortalte, eller om 

der sigtes på et særligt forhold i 

»Tristram Shandy«. De afsluttende 

ord tenderer ligeledes i deres epokegørende 

udsagn om verden mod 

det intetsigende: »Tristram 

Shandy demonstrates that the 

world is possible although it is not 

real«. 

Illustrativ, ikke -streret 

Rolf Heitmanns artikel er et velargumenteret 

forsøg på at opklare 

den tilsyneladende modsigelse 

mellem realismeintentioner og 

allegoriske resultater hos Hawthorne. 

Heitmann har flere gode 

læsninger, men artiklen svækkes 

sine steder af mærkværdige formuleringer 

som f.eks. på første side: 

»[…] the investigation offers a critical 

approach to the main feature 

of the Novel, namely, its length.«, 

hvor man undrer sig over, om det 

virkelig er længden, som dog ikke 

med nødvendighed adskiller 

romanen fra f.eks. hverken selvbiografien, 

telefonbogen eller virksomhedsregnskabet, 

der udgør 

»the main feature«. Ligeledes 

synes visse argumentationsspring 

forhastede, som det er tilfældet 

mod slutningen af artiklen: »Since 

no one else seems to want to assume 

the responsibility or role of 

being flawless, it is necessarily the 

reader who is posited as complete 

by the incomplete text and author.«, 

hvor der langt fra synes at 

være den af ordet »necessarily« 

angivne nødvendige sammenhæng 

mellem præmis og konklusion. 

Samlet set holder artiklerne 

imidlertid et imponerende niveau 

og læserne finder bl.a. flotte læsninger 

hos Jørn Erslev Andersen 

om »Fru Marie Grubbe«, hos 

Svend Erik Larsen, Frits Andersen 

og hos Frederik Tygstrup og 

Karen-Margrethe Simonsen, der 

skriver henholdsvis vidsynet og 

fokuseret i to meget interessante 

artikler om tableauet. 

Af pressemeddelelsen fremgår 

det, at bogen »er illustreret«. Det 

er den nu ikke, men den er illustrativ, 

bredspektret, ambitiøs og 

nyttig for enhver, der er interesseret 

i romanens historie, æstetik og 

teori.

Carsten Jensen 

Livet i Camp Eden 

339 sider, 279 kr. 

People’s Press 

Metaforer 

i for lang snor 

Jensen kan ikke styre sine billeder af den store verden 

Anmeldt af Anne Marie Dinesen 

Carsten Jensen kan ikke lide danskere, 

han bryder sig virkelig intenst 

ikke om danskere; danskere 

er fordringsløse klynkende tabere 

(af Skåne, Halland og Blekinge, 

samt Schleswig-Holsten!), duknakkede 

og med små forventninger til 

tilværelsen, og dog med den overvundnes 

følelse af moralsk overlegenhed; 

neutraliteten under 1. verdenskrig 

bekræftede danskernes 

bedreværd, og samarbejdspolitikken 

under 2. verdenskrig var beviset 

på »vores moralske førerposition«. 

Det mærkelige er, at Jensen 

opfatter nationalstaten som roden 

til alt ondt, samtidig med at han 

reproducerer selv samme nationalstatslige 

retorik. Alle danskere 

er ens, ligesom alle tyskere: »Det 

var Auschwitz’ kommende arkitekter, 

der besejrede os i 1864 (...)« 

Jensen, det kan du da vel ikke 

mene? Du kritiserer Bertel Haarder 

for at karakterisere mennesket som 

et historisk væsen, samtidig med 

at du laver en analogi mellem 

tyskere i 1864 og tyske nazister i 

næste århundrede. Hvis nazisterne 

i 1930’erne skulle have noget at 

gøre med tyskerne i 1864, så kan 

det vel rent logisk kun være netop 

på grund af en eller anden historisk 

forbundethed? For du mener 

vel ikke, at alle tyskere er nazister 

til alle tider? Sådan pr. nationalitet? 

Eller er det bare metaforerne, 

der er i for lang snor? 

Jensens korttidshukommelse 

»Livet i Camp Eden« består af 59 

essays publiceret i Politiken fra 

september 2001 til nytår 2004, 

samt et nyskrevet længere forord, 

der samler op på de følgende 

essays. Jensen mener, at når den 

danske lejr i Irak hedder »Camp 

Eden«, så er det udtryk for »det 

sprog vi taler i nutidens Danmark. 

Vi er i krig, men kalder det noget 

andet«. »Vi« er naturligvis identisk 

med den nuværende statsminister 

Fogh Rasmussen, og det er 

Omslag af Harvey Macauley/ Imperiet 

da også ganske vist, at den nuværende 

regering har gjort Danmark 

til en krigsførende nation, men 

mon ikke navnet på den danske 

lejr i Irak skal opfattes ironisk? 

Jensen anklager statsministeren 

for ikke at besidde korttidshukommelse, 

fordi han har ændret forklaring, 

hvad angår tilstedeværelsen 

af masseødelæggelsesvåben i 

Irak. Man kan ikke lade være med 

at tænke på, at Jensen gik ind for 

militær indgriben i Kosovo for 

ikke ret lang tid siden, og at denne 

indgriben blev benævnt en »human 

intervention«. Det var næppe 

civilbefolkningens opfattelse, da 

de fredsbevarende styrker blev 

trukket ud af Kosovo, og der blev 

lukket op for uhindret serbisk 

aggression. 

Men dette har Jensen en forklaring 

på: »Da Amerika greb ind i 

Kosovo, var krigsmodstanderne 

dem, der ikke 

ville vide noget om verden. 

I tilfældet Irak må 

protesten komme fra 

dem, der indser, de har 

fået for lidt at vide«. Det 

er mærkeligt, at civilisten 

Jensen har et så stort 

overblik over »verden«, 

når man betænker, at de 

professionelle militæranalytikere 

faktisk var 

imod den »humane intervention« 

i Kosovo. 

Grundtvig på flæskeryg 

På trods af, at Jensen nu 

om dage er mod invasionen 

i Irak, er der alligevel 

en mærkelig indirekte 

heroisering af krigen. 

Jensen ironiserer over, at 

»Det danske demokrati 

blev aldrig kompromitteret 

af lugten af krudtslam« 

efter 1864, han 

håner samarbejdspolitikken 

under 2. verdenskrig, 

selvom man faktisk kan opfatte 

denne som et forsøg på at minimere 

den civile befolknings lidelser, 

og han anfører, at »Den eneste 

revolution, danskeren tillader sig 

selv, er den praktiske, opbygningen 

af brugsforeninger og andelsbevægelse«. 

Jeg ved ikke, hvilken type samfund 

Jensen foretrækker, men jeg 

må indrømme, at jeg foretrækker 

et uden krudtslam og revolutioner. 

Men i virkeligheden anvender 

(kritik) 

Jensen disse eksempler til at bygge 

en national retorik op, der går 

direkte fra Grundtvig — der »kommer 

ridende ind i Danmarkshistorien 

på en flæskeryg« — over de 

kollektive bevægelser til den 

nuværende regering, der opfattes 

som inkarnationen af populisme 

og ’lavdemokrati’ — modsat ’højdemokrati’ 

repræsenteret af ’dannelseseliten’ 

(læs Jensen & Co). 

Lavdemokratiets kulturkamp føres 

ifølge Jensen af en arbejdsløs chefredaktør 

samt mislykkede og 

oversete forfattere, der nu kræver 

anerkendelse. Regeringens kulturpolitik 

er heller ikke min kop te, 

men det er en mærkelig ’dannelseselite’, 

der anvender arbejdsløshed 

som en diskvalifikation og ellers 

bare vrænger og håner anderledes 

tænkende frem for at argumentere 

for egne synspunkter. 

Men det gør den Jensen, der 

påstår at danskeren er bange for 

det fremmede. 

Drøm om Europa 

Jensen er bange for det velkendte, 

så bange at retorikken når dahlerupske 

højder, når han efter en rejse 

finder danske mønter — ikke 

Euro’s — i sin portemonnæ: 

»Normalt siger man at penge ikke 

lugter, men disse mit fædrelands 

mønter gjorde altså. De stank af 

sur komælk, fordærvet flæsk og 

Pia Kjærsgaards harske parfumer. 

De stank af gammelmodig nationalisme, 

hykleri og virkelighedsfornægtelse.« 

Herrestegud, det er jo 

bare en lidt upraktisk ting for de 

mennesker, der rejser meget. Og 

man kan vel bruge sit Visa-kort. 

Men hvilke værdier hylder 

Jensen bortset fra ’det modsatte’? 

Om det så er kærligheden, vrænger 

han af den. Det eneste, jeg er 

faldet over er dette: »I praksis 

betyder det nye højres fremmarch, 

at Europadrømmen er død, at 

Europa igen forvandles til en samling 

af aggressivt selvoptagne 

småstater.« Jensen drømmer om 

Europa (uden at konkretisere), fair 

nok, men jeg tror ikke han har ret 

i, at højrefløjen er imod Europa og 

venstrefløjen for. Det tidligere 

spanske — højreorienterede — 

regeringsparti, Partido Popular, er 

absolut Europa-venligt. I et land, 

der vistnok ikke kan kaldes en 

»småstat« med sine 40 millioner 

indbyggere. 

Men den slags små detaljer kan 

man åbenbart ikke tage sig af, når 

man skal have det ideologiske 

regnestykke til at gå op. Og det gør 

Jensens regnestykke på en nærmest 

uhyggelig måde. 


(kritik) 

Lars Nilsson 

Om Isak Dinesens »Drømmerne« 

310 sider, 350 kr. 

Systime 

Anmeldt af Per Dahl 

Fortællingen »Drømmerne« i 

Karen Blixens »Syv fantastiske 

Fortællinger« fra 1935 er ikke blot 

hendes længste, uden tvivl er det 

også en af de mest indviklede, og 

formentlig tillige dén, der har stillet 

fortolkerne på de hårdeste 

prøver. 

Lars Nilssons omfangsrige bog 

inddrager også andre fortællinger 

som »Héloïse«, »Sorg-Agre« og 

»Alkmene«, men det sker en passant 

og blot for at klare forståelsen 

af detaljer i den store novelle, som 

det hele drejer sig om. Omhyggeligt 

— prøvende og langsomt, 

argument for argument — tager 

Nilsson udgangspunkt i nogle af 

de foreliggende læsninger. Og 

lægger dem til side. Det gør han 

ikke for at skaffe plads og påkalde 

sig opmærksomhed med nye og 

glansfulde synteser, men for at forhindre 

kortslutninger. Fremstillingen 

tvinger læseren til hele tiden 

at tænke sig om og til ikke at for- 

50 

Udsnit af omslag ved Lars Nilsson 

En omvendt 

Don Juan 

En kritisk analyse af »Drømmerne« 

rydder af og dækker op 


haste sig med konklusioner og 

generaliseringer. Af interesse for 

den mindst ringe læsning stiller 

Nilsson sig gang på gang i vejen og 

tvinger læseren til at fravælge det 

enkle og fastholde det sammensatte, 

til ikke at liste forbi på harefod, 

hvor indviklet det hele så end bliver. 

Som bekendt er der mange mytologiske 

reminiscenser og intertekstuelle 

referencer i Karen Blixens 

fortællinger, ikke mindst i 

»Drømmerne«. Ofte giver de 

umiddelbart en replik eller en 

relation et længere perspektiv, så 

en konflikt får en dimension, som 

læseren kan fornøje sig ved at se 

bekræftet længere fremme. Lige så 

ofte er der imidlertid tale om en så 

raffineret form for modsigelse eller 

forskydning, at en pointe helt vendes 

om eller viser sig at have 

dybere mening et helt andet sted, 

end den glade læser først troede. 

Man hensættes i et labyrintisk 

spejlkabinet af kinesiske æsker, 

hvor man let fristes, enten af det 

første bud i de mytologiske håndbøger 

eller til biografiske genveje. 

Misvisninger og fejlgreb af den art 

anholder Nilsson ikke få af. Samtidig 

har han bedre bud i kurven. 

Hele tiden åbnes feltet af fortolk- 

ningsmuligheder, og brikkerne 

vendes, så man bliver klar over, 

hvor mange sider de har, og hvor 

mange steder de skal passes ind, 

dvs. med stor respekt for fortællingen 

som en kunstnerisk helhed 

uden tilfældige detaljer. 

Den måde, bogen er skrevet på, 

gør det imidlertid ikke let for læseren. 

Bogen er ikke vanskelig, 

fordi den anvender fremmedord af 

nyeste, litteraturteoretiske støbning. 

Tværtimod er fremstillingen 

omhyggelig og ligetil med sine 

egne forklaringer. Vanskelig er 

bogen først og fremmest, fordi de 

forhold, den tager op, kræver både 

stor og reflekteret viden, og fordi 

de indgår i en utroligt sammensat 

og raffineret, narrativ konstruktion. 

Fremstillingen udreder alle 

disse forhold, ikke kun lag for lag, 

men med ekskurser til allusioner, 

begrebsdannelser og åndshistoriske 

perspektiver — og i en dertil 

svarende syntaks. Tacklingerne, 

driblingerne og de mange åbninger 

efterlader nu og da læseren fortabt 

på grønsværen: Hvor er målet? 

Det er en anke mod den skarpsindige 

fremstilling, at man kun 

ved at læse den i et eneste langt 

stræk kan fastholde dens overordnede 

pointe, og at denne pointe 

først kommer frem efterhånden 

som grunden bliver ryddet. Det vil 

sige efter ca. 200 sider. I stedet for 

den indgående og for så vidt både 

legitime og oplysende kritik af de 

mest nærliggende forgængere kunne 

man ønske sig, at Nilsson havde 

brugt mere plads på at arrangere 

og pointere sin egen læsning og 

dens perspektiver. Hvad vi i den 

langsomme eksponering får, er 

nemlig i sig selv så skarpsindigt, 

oplysende og inspirerende, at den 

kritiske omvej med fordel kunne 

reduceres. 

Overalt i de kritiske dele af 

Lars Nilssons bog forudsættes det, 

at læseren er så interesseret og 

indlæst i »Blixeniana«, at først og 

fremmest to bøger er præsente. Det 

er især Bo Hakon Jørgensen, der 

står for skud. Hans disputats »Siden 

hen –« fra 1999 indeholdt et 

langt, centralt afsnit om »Drømmerne«, 

hvis pointer og begreber 

her lige så stille pilles fra hinanden; 

det gælder den egentlige 

tekstlæsning så vel som den biografiske 

fortolkning af Pellegrina 

Leonis historie. I mindre omfang 

rammer kritikken Dag Heedes 

»Det Umenneskelige« fra 2001 om 

seksualitet, køn og identitet hos 

Karen Blixen, hvor omtrentligheder 

og overstyring påpeges, men 

hvorfra der også hentes ideer. 

For Nilsson selv står Blixens 

syn på kønsroller og det restriktive, 

borgerlige ægteskab centralt. 

Hans hovedpointe — der bl.a. 

henter inspiration hos amerikaneren 

Robert Langbaum, der i 1964 

skrev den første store bog om forfatterskabet 

— er at forstå beretningerne 

om sangerinden Pellegrina 

Leoni som en spejlvendt 

Don Juan-historie. De mandlige 

fortællere, der efter tur kommer til 

orde i fortællingen, er ramt af brud 

og pludselige tab, akkurat som de 

kvinder, Don Juan, lader bag sig, 

så de efter oplevelsen af forelskelsens 

svævende balance kastes ud i 

dyb tvivl om deres egen identitet. 

Fra Mozarts »Don Juan«, der her 

accentueres som selve forførelsens 

spontane naturkraft, er der udløbere 

til Kierkegaards fortolkning i 

»Enten-Eller« og til hans stykke 

om Johanne Luise Heiberg, »Krisen 

og en Krise i en Skuespillerindes 

Liv«. I disse afsnit bliver 

Nilssons egen læsning opmærksom 

og nærværende, og det interesserer 

og fængsler meget mere 

end de kritiske læsefrugter. Her 

skabes der sammenhæng i læsningen, 

og den skulle dispositionen 

have givet mere plads.

Det er hårdt at være køn, 

og Pollock er en nar 

Kaspar Frege 

Almindelighedens Mærkelighed 

— om Jackson Pollock og Idun 

Varvin 

46 sider, 125 kr. 


Anmeldt af 

Jakob Østergaard Nielsen 

Johan de Mylius 

Forvandlingens pris. H.C. 

Andersen og hans eventyr 

384 sider, 299 kr. 

Høst & Søn 

Rolf Dorset 

Paradisbarnet. En bog om H.C. 

Andersens herkomst 

266 sider, 258 kr. 


Anmeldt af Max Ipsen 

Pollock en tur i queermaskinen og så alligevel ikke 

Umiddelbart tager »Almindelighedens 

Mærkelighed« sig ud som et 

essay, men er det egentlig ikke. 

Det er på den ene side en åbenlys 

og alt for åbenbarende og frigørende 

queering af Pollock og al hans 

repressive væsen og malen igennem 

den ukendte Idun Varvin, og 

på den anden side en ekspropriering 

foregående i parenteser, der 

næsten til hver en tid tager brodden 

af det først udsagte. Man kan 

ikke tage Frege til indtægt for ret 

Andersen 

Der er to slags litteratur om H.C. 

Andersen: litteratur om hans forfatterskab 

og litteratur om personen 

H.C. Andersen. Kvantitativt er 

litteraturen om personen den vægtigste. 

Der udgives monumentale 

biografier — f.eks. Jens Andersens 

meget, eller hvert fald ikke helt så 

meget som først antaget. For egentlig 

er Freges tekst mere en interessant 

kobling af forskellige frigørende 

strategier, hvis man som udgangspunkt 

tager de mere skarpt 

optrukne modsætningspar i de to 

værker, såsom mand/kvinde, 

metafor/ metonymi, særegen/anonym, 

kanon/ikke-kanon etc. Det 

siger sig selv, at det er manden 

Pollocks imposante lærreder og 

myte, der bliver sat i relation til 

kvinden Idun Varvins forholdsvist 

ukendte værk »HÅR«, som består 

af enkelte hår fikseret på seks 

hvide krydsfinerplader af 20x20 

cm. Og underforstået er det, at 

kvinden Varvins værk er at foretrække, 

fordi det er metonymt, anonymt 

og ikke-kanon. 

Teksten starter med udgangspunkt 

i Pollock, men udvikler sig 

til en analyse af »HÅR«, men der 

Johan de Mylius har skrevet en fremragende 

bog om Andersens eventyr. Rolf Dorset har 

skrevet en mærkelig bog om hans herkomst 

»Andersen« og Jackie Wullschlagers 

»H.C. Andersen« — og der 

udgives bøger om Andersens besøg 

på herregårdene, om Andersens 

Danmark, om Andersens 

madvaner, om Andersens ditten 

og Andersens datten. Sjældnere 

ser man vægtige bøger om Andersens 

tekster. Derfor kan man 

kun hilse det velkomment når der 

endelig kommer en bog der først 

og fremmest handler om Andersens 

tekster. Det gør Johan de 

Mylius’ »Forvandlingens pris«. Og 

hvad mere er: Den er fremragende. 

I »Forvandlingens pris« behandler 

de Mylius Andersens 

eventyr, og han har et aldeles 

solidt overblik over såvel eventyrene 

som resten af forfatterskabet. 

Det tillader ham at krydse ubesværet 

rundt i forfatterskabet og 

er flere problemer i grundlaget for 

queeringen, bl.a. at Pollocks maleri 

og myte er udtryk for en speciel 

maskulin erfaringsverden og 

gestus og dermed reproducerer en 

i forvejen undertrykkende adskillelse, 

altså adskillelsen af mand/ 

kvinde. Men Pollocks erfaring kan 

ikke afskrives som værende kun 

maskulin, da myten og maleriet er 

et åbent energirum for alle; principielt 

kan Nikki de Saint Phalles 

metaforiske nedskydninger af 

patriarkatet eller Yoko Onos legendariske 

»Cutpiece« sættes i stedet 

som feminine erfaringer, hvilket 

det jo ikke udelukkende er. Både 

Pollock, de Saint Phalle og Ono 

berører nogle ældgamle, universelle 

og kraftfulde grænser i kulturen 

samt al den magt og styrke, der er 

tilknyttet, hvilket ikke kan kategoriseres 

som en kønnet erfaring, 

nærmere en universel menneske- 

pege på forbindelser mellem teksterne, 

og netop perspektiverne ud 

i forfatterskabet er et grundlæggende 

greb i bogen. Et andet grundlæggende 

og helt igennem rosværdigt 

træk i de Mylius’ fremstilling 

er at han tager eventyrene alvorligt 

som litteratur — og læser dem 

som litteratur. Han falder aldrig 

for fristelsen til at give efter for 

biografismens mytedannelser, men 

påpeger præcist, i et opgør med 

den biografiske læsning, hvad teksten 

betyder — som tekst, og det 

er faktisk sjældent i forbindelse 

med H.C. Andersen, desværre. 

Johan de Mylius har et skarpt 

blik for de mørkere sider i Andersens 

forfatterskab og ikke mindst 

for det komplicerede og komplekse 

i det. Det hører også til sjældenhederne. 

Han fremhæver foranderligheden 

som livsnerven i et forfatterskab, 

der er drevet af en dyb 

trang til at eksperimentere i alle 

retninger og genrer, en stædig og 

intens afsøgning af stadig nye 

muligheder. Imidlertid er, viser de 

Mylius, foranderligheden og trangen 

til eksperimentet forankret i 

en konstans. Det gør det muligt for 

de Mylius at belyse en meget stor 

(kritik) 

lig (hermed ikke sagt, at værkerne 

ikke kan læses ud fra en kønnet 

vinkel — det er bare en væsentlig 

forfladigelse). 

Freges overordnede pointe 

omkring den regulære krops frigørelse 

fra den seksualiserede, 

kommercielle og kønnede krops 

igennem værkets og hårets iboende 

almindelighed er sådan set 

interessant, men umiddelbart er 

der mere kraft og både girl-og-boypower 

i en synergisk krop eller et 

værk, såsom Pollocks eller de 

Saint Phalles — altså, et værk (der 

på sin vis også er en krop) der 

overskrider grænser på flere 

niveauer, både psykologisk, kulturelt, 

kunstnerisk og mediemæssigt 

og dermed etablerer kroppen som 

synergisk og frigørende. Freges 

lille tekst vidner endnu en gang 

om, at der altid vil eksistere to former 

for frigørelse: en frigørelse fra 

noget (oftest en teoretisk, mytisk 

og politiserende frigørelse) eller en 

ubetinget fri væren (der som oftest 

tager udgangspunkt i en frigørelse 

fra sig selv, enten på kunstens 

eller individets vegne; en art permanent 

løben hjemmefra). Til den 

første kategori må man nok regne 

»Almindelighedens Mærkelighed«. 

del af eventyrene i lyset af 5 kategorier 

som foranderligheden reflekteres 

i: Fortællingens forvandling 

(ofte skrevet helt ud til opbruddet 

fra fortællingen), forløsningens 

æstetik, en præmodernistisk 

orientering mod byen, forholdet 

mellem den historiske virkelighed 

og den fortalte historie 

samt endelig driften mod genfødsel. 

Johan de Mylius’ bog om H.C. 

Andersens eventyr må blive — 

nej, den bliver en klassiker i 

Andersen-litteraturen. Det er en 

vigtig bog. Den viser at Andersens 

tekster, for nu at bruge en vending 

Andersen selv brugte i et eventyr, 

er Noget ganske udenfor Theevand. 

Rolf Dorsets »Paradisbarnet« er 

en slags antitese til de Mylius’ 

»Forvandlingens pris«. Dorset 

skriver om personen Andersen, 

men bryder sig tilsyneladende 

ikke om ham. Han var, skriver 

Dorset, »så pokkers svær at holde 

af«, og så kan man ikke stole på 

hvad han skrev. Han er en kamæleon, 

han forstiller sig uafladeligt, 

fortsættes næste side 


(kritik) 

fortsat fra forrige side 

og alt han foretager sig, foretager 

han sig af taktiske grunde, minder 

Dorset med fad moralisme læseren 

om. Andersens litteratur er der, 

hvis vi skal tro Dorset, heller ikke 

meget ved. Det er nu også lige 

meget for det er ikke den det 

handler om. Der er, som Dorset 

vedgår, tale om »endnu en bog der 

fokuserer på personen H.C. Andersen 

og kun indeholder lidt om 

hans værker«. Det lidt der er om 

Andersens værker er til gengæld 

højest problematisk. Det er moralske 

vurderinger og ureflekteret 

biografisme af værste skuffe. F.eks 

påviser Dorset »uoverensstemmelser 

mellem værkets udsagn og de 

holdninger og synspunkter, han 

privat giver udtryk for«. Utroværdigheden 

fra privatlivet breder sig, 

som Dorset skriver, ind i digtningen. 

At digtning og liv ikke uden 

videre er to sider af samme sag, og 

at digtning ikke nødvendigvis er 

udtryk for en personlig sandhed, 

ja, det overvejer Dorset ikke. Det 

kommer der svage, irrelevante og 

kvalmende moralske læsninger ud 

af. 

»Paradisbarnet« handler om 

Andersens herkomst, og det er 

kongesønsteorien, dvs. teorien om 

at Andersens biologiske forældre 

skulle være prins Christian Frederik 

(den senere Christian VIII) 

og komtesse Elise Ahlefeldt- 

Laurvig, der nok engang føres i 

marken. Eksperterne er enige om 

at afvise teorien — en uhyrlig 

påstand kalder de Mylius den —, 

men det skal man ikke lade sig 

narre af, for taler man med »såkaldt 

almindelige mennesker om 

Andersen, er kongesønsteorien 

altid noget af det første, de nævner, 

og i ni ud af ti tilfælde er de 

ret sikre på, at noget må der være 

om det«. Og hvorfor skulle almindelige 

mennesker, der, hvis man 

må være så fri, i ni ud af ti tilfælde 

intet har læst om Andersen og 

kun såre lidt af Andersen, ikke 

vide lige så god besked som eksperterne, 

smagsdommerne, om 

den sag? 

Nå, men ret skal være ret. Der 

er interessante pointer i bogen, og 

det er ganske underholdende at se 

Dorset vride og vende sine kilder, 

der altid er indirekte, for der kan 

intet bevises. Der findes intet 

skriftligt belæg for påstanden: 

»Papir på det har jeg ikke«, vedgår 

Dorset. Det er gisninger det hele, 

men ofte leveret så overbevisende 

at man af og til får sin tvivl: Var 

han kongesøn? Tjah, svaret blæser 

fortsat i vinden. 

52 


Begreb 

om tingene? 

»Om litteratur« demonstrerer, hvor 

hundesvært det er at skrive bredt anlagte 

begrebsafklaringer 

Leif Søndergaard (red.) 

Om litteratur. Metoder og 

perspektiver 

315 sider, 268 kr. 

Systime 

Anmeldt af Stefan Iversen 

Det begynder lovende på »Om litteraturs« 

bagside: »Bogen giver 

den første samlede fremstilling i 

Danmark af en række litteraturvidenskabelige 

begreber, der ofte 

bruges, uden at der bliver gjort 

rede for dem«. Leif Søndergaard, 

bogens redaktør, har samlet en 

stribe litterater, som i 16 kapitler 

forklarer fænomener som ’periode’, 

’genre’, ’forfatterskab’, ’litterær 

vurdering’ og ’kontekst’. Begreberne 

forekommer for størstedelens 

vedkommende velvalgte, 

og præsentationen følger en progression 

fra værk til kontekst til 

vurdering. Artiklerne kan derfor 

både læses i rækkefølge og hver 

for sig. 

Behovet for en sådan udgivelse 

er oplagt, og initiativet skal derfor 

i udgangspunktet hilses velkomment. 

Flere af artiklerne demonstrerer, 

hvordan diskussionen af 

det litteraturteoretiske arbejdes 

fundamentale begreber er interessant, 

inspirerende og uomgængelig. 

Det gælder Jørgen Dines Johansens 

artikel om »Forfatterskab«. 

Artiklen forholder sig til 

dele af den omfattende teori om 

emnet, og står stærkt i kraft af personligt 

engagement og evne til at 

trække tydelige grænser. Resultatet 

er et velargumenteret forsvar for 

forfatterskabskategorien. Også 

Anker Gemzøes artikel om »Metafiktion« 

skal fremhæves som et 

velorienteret bidrag. Gemzøe, der 

slutter med en i denne kontekst 

interessant forsikring om, at 

»Dette er en selvstændig artikel« 

(s. 130), genbruger dele af en tidligere 

artikel fra bogen »Metafiktion« 

(2001). 

Desværre demonstrerer »Om 

litteratur« også, hvorfor der er 

langt mellem sådanne bredt anlagte 

begrebsafklaringer. De er ganske 

enkelt hundesvære at skrive. For 

det første er der spørgsmålet om, 

hvilke begreber, der skal med. I 

forhold til »Om litteratur« springer 

flere mangler i øjnene: Hvor er 

’troper og figurer’? Hvor er ’fortælling/historie/plot’? 

Hertil kommer, 

at nogle artikler bliver for detaljerede 

og skriver for meget om for 

lidt (’Paratekst’), mens andre bliver 

for springende og skriver for 

lidt om for meget (’Fiktion’). For 

det andet har hvert af de valgte 

begreber en lang og modsigelsesfyldt 

historie. Skribenten skal derfor 

kombinere et omfattende teoretisk 

overblik med et fagligt stand- 

punkt af en vis tyngde og dertil 

udvise en stor grad af præcision 

og vilje til formidling. 

Sværhedsgraden bliver tydelig, 

når projektet lykkes mindre godt, 

hvilket er tilfældet i flere af 

bogens artikler. Søndergaards 

bidrag om »Fiktion« kan tjene som 

eksempel. Artiklen gengiver i 

punktnedslag hovedpointer fra 

flere af 70’ernes og 80’ernes centrale 

bud på fiktionsdefinitioner, 

men fremstiller intet samlet overblik, 

ligesom en stribe vigtige, 

nyere fiktionsteoretikere glimrer 

ved deres fravær (Dorrit Cohn, 

Lobomir Dolêzel, Ruth Ronen, 

Marie-Laure Ryan). Til artiklens 

uklare struktur føjer sig en uklar 

begrebsbrug. ’Fiktiv’, ’illusorisk’, 

’opfunden’ og ’virtuel’ optræder 

tilsyneladende som synonymer, 

ligesom ’fiktion’ skiftevis og uden 

konsekvens danner opposition til 

’sandhed’, ’virkelighed’, ’non-fiktion’ 

og ’ikke-fiktion’. 

Bogen skæmmes desuden af 

redaktionelt sjusk. Der er ingen 

konsistens i artiklernes brug af litterært 

eksempelmateriale, og der 

optræder i passager en del staveog 

slåfejl (der henvises til ’Svend 

Aage Madsen’, en kapiteloverskrift 

lyder ’Interteksttualitet’). Også bogens 

titel er diskutabel: Det drejer 

sig ikke »om litteratur«, men om 

litteraturteori; det drejer sig om 

’begreber’ snarere end ’metoder’. 

Som helhed kan bogen anbefales, 

men ikke uforbeholdent. Den 

kan således ikke stå alene som 

grundbog i eksempelvis litteratur- 

Omslag af Carsten Lassen 

analyse. Dertil er kvaliteten af 

artiklerne for ujævn og overblikket 

og klarheden flere steder for begrænset. 

Tilbage bliver, at en stor 

del af bogens bidrag er endog særdeles 

velegnede som diskussionspartnere, 

både i og uden for 

undervisning.

Show! 

Af Carsten Puggaard 

Om Højholt som mediekunstner — og som PERformer. 

I anledning af en flerfarvet bog med CD’er 

Samme aften sidst i juni, som 

Danmarks fodboldlandshold ved 

sommerens EM-slutrunde blev 

udspillet 0-3 af Tjekkiet, udspillede 

et anderledes kreativt arrangement 

sig i DR´s P2. Museet for 

Samtidskunst i Roskilde satte scenen 

for tre timers live-radio, der 

markerede åbningen af sommerens 

udstilling »Mellem ørerne — 

PERformer HØJHOLT«. Radiotransmissionen 

blev bl.a. skudt i 

gang af Højholts »TURBO«-digt, 

der rummer et vist fodboldspor: 

»man kan gå frem det er muligt ad 

den højre vej til målet«, hvor 

vejen er læseretningen, og sidste 

ord præcist er placeret for enden 

af linjen. 

Lyden af blandformer 

Højholts sentens peger på centrale 

tendenser som læsning og præcision, 

der spores overalt i forfatterskabet, 

men denne aften var det 

toneangivende hverken fodbold 

eller læsning, men bl.a. lyden, og 

derfor hørtes ordene i en manipuleret 

version fra lp-pladen »Turbo. 

En spacefiction«. Målet var at fokusere 

på den del af Højholts værk, 

hvor brugen af moderne medier og 

æstetiske blandformer er herskende, 

dvs. hans tv-film, radioprojekter 

og forskellige showformer. 

Dette mål er der også kommet 

en bog ud af, om Højholts mediekunst 

fra 1967 og frem — og længere 

bliver den historie som bekendt 

ikke. Højholts nekrolog er at 

læse et andet sted i dette nummer 

af Standart; her holder vi fokus på 

den levende mediekunst, som 

denne bogs redaktører Jacob 

Kreutzfeldt, Karsten Wind Meyhoff 

og Morten Søndergaard udnytter 

til at klarlægge underbelyste, 

men ikke desto mindre tænk- 

Denne bog fås i tre farver, men her er den 

gengivet i sort-hvid. Omslag af Sigrid Gry 

Laursen 

somme og meget humoristiske 

sider af Højholts produktion, og 

det er tilmed med til at definere 

dette felt i dansk kontekst. 

Denne praksis kaldes i bogen 

for mediekunst og bestemmes ved, 

at der eksperimenteres med moderne 

mediers kunstneriske potentiale, 

gerne i en samtidighed af 

flere medier, således at medieanvendelsen 

udvides og integreres i 

kunstneriske produktionsformer, 

der aktivt søger at komme på 

højde med samtiden og et moderne 

publikum. Der inddrages et 

moment af latter, leg og frihedstrang, 

og typisk gennemføres 

mediekunsten i samarbejde mellem 

mediepartnere inden for en 

processuel produktionsramme. 

Eksempler på praksis 

Bogens tre redaktører bidrager 

med hver deres længere tekst. 

Museumsinspektør og udstillingsarrangør 

Morten Søndergaard ana- 

lyserer centrale produktioner 

fra Højholts mediekunstneriske 

praksis, der 

er præsenteret på udstillingen. 

Da de behandlede 

stykker, bl.a. »Show-Bix« 

(1969-71), »Show« (1973), 

tv-stykket »Stockcar« 

(1973) og filmen »Dette 

tab af sted jeg rejser i…« 

(1982) refereres udmærket, 

og da de også sættes 

ind i en teoretisk ramme 

— hovedsageligt vha. 

Højholts egne poetikker 

— står artiklen stærkt, 

også for den eftertid, der 

ikke måtte kende udstillingen. 

Søndergaards 

pointe er, at disse værker 

overskrider det litterære 

produktionsmiljø og gør 

Højholt til ægte mediekunstner, 

hvilket foregribes 

poetologisk allerede i 

»Cézannes metode« (1967). 

Jacob Kreutzfeldt analyserer 

»Turbo. En space-ficering af Per 

Højholts digt«, der udsendtes som 

radiokunst på P2 i 1969, som en 

auditiv gendigtning af digtet fra 

året før, der her blev nyopsat »fra 

det flade papir til radioens grænseløse 

rum«, som det hedder i en 

samtidig pressemeddelelse. Han 

viser, at der gennem gentagelser og 

manipulation skabes mønstre i 

lydmaterialet, som understøtter en 

glidning fra den funktionelle og 

henvisende lyd hen mod det 

abstrakte og undertiden musikalske 

udtryk, og dette ses i lyset af 

Deleuzes tænkning om en potentielt 

kreativ operation, idet en deterritorialisering 

af lyden åbner for 

æstetiske perspektiver på andre 

niveauer end betydningens. 

Gittelatter 

Højholts »Gitte-monologer« blev i 

en årrække hans mest effektive 

(artikel) 

performative strategi. Oplæsningerne, 

der udviklede sig fra små 

radiokommentarer om aktuelle 

emner til store helaftensshows, 

tydeliggør på mange måder væsentlige 

dele af forfatterskabets 

grundlag, og de gjorde desuden 

poeten populær i vide kredse, der 

ikke havde stiftet bekendtskab 

med den hidtidige litterære, endsige 

mediekunstneriske praksis. 

Hører man showet på den ene af 

bogens cdér, fanges man af latteren, 

der ledsager oplæsningerne. 

Karsten Wind Meyhoff har fået 

den svære opgave at beskrive, 

hvad der sker. Han skriver klart 

om mundtlighedens vildtvoksende 

digressioner, og om hvordan Gittes 

ureflekterede tilgang til emnerne, 

hvor virkeligheden vristes løs af 

en vant kontekst, etablerer et latterfuldt, 

intenst nu med publikum, 

der får befriet blikket — eller øret 

— for dets filtre. Det bliver en kreativ 

kritik, der leveres uden moralske 

pegefingre. 

Bogen rummer en del dokumentation 

i form af billeder, 

manuskripter og breve, samt en 

række interviews med Højholts 

mediepartnere: Jørgen Leth, der 

instruerede to Højholt-radiospil, 

og de to øvrige fra kunstnertrioen 

»Show-bix«, fotografen Poul Ib 

Henriksen og komponisten 

Gunner Møller Pedersen. Det er 

højst relevant med disse indslag, 

da det ofte er processen, som der 

her igennem kastes lys over, lige 

så meget som det færdige produkt, 

der er interessant. Kristen Bjørnkjær 

beretter parlando om avantgarde-miljøet 

i Århus, hvor mange 

processer var i gang i 60érne. 

Sidst findes et interview med 

Højholt selv. 

3-0 — og ingen taber 

Men dér, hvor vi for alvor får manden 

selv, er på de to cdér, der 

kompletterer udgivelsen. Lydcollagerne 

og -reportagerne skal 

høres, og derefter kan man gå til 

bogens analyser af dem, glimrende 

foretaget af forskellige skribenter. 

Bogen (fås med rødt, gult eller blåt 

omslag) med dokumentationen, de 

gode tekster og cd-lyden er en vellykket 

udgivelse. 3-0 til redaktørerne. 

Jacob Kreutzfeldt, Karsten Wind 

Meyhoff og Morten Søndergaard 

(red.): 

»Mellem ørerne — PERformer 

HØJHOLT. Mediekunst 1967 « 

208 sider og 2 cdér, 298 kr. 

Informations Forlag 


(tidsskrift) 

Hvedekorn 2, 2004 


Hvedekorn 3, 2004 


Borgen 

Kritik 170 

Isak Winkel Holm og Frederik 

Stjernfelt (red.) 

80 sider, 125 kr. 

Gyldendal 


Det seneste nummer af »Kritik« er 

lidt mere blandede bolcher end 

vanligt. Men bare farve og smag er 

i orden efter hvert greb i posen, så 

er det jo ok. Spændvidden er til 

gengæld så stor, at det kræver en 

54 

Spiredygtige 

svenske hvedekorn 

— og såede danske 


Torben Brostrøm og Poul Borum 

har — også som Hvedekorn-redaktører 

— sørget for, at vi i Danmark 

har kunnet følge med i den svenske 

lyrik, der har så rige traditioner 

og store poeter i forrige 

århundrede. Det er derfor glædeligt, 

at de nuværende redaktører af 

Hvedekorn Morten Søndergaard 

Blandet landhandel med 

gode varer på hylderne 

Tilbuddene i Kritik 170 rækker fra urbaniseret globalisering 

til religiøs fundamentalisme 


og Tomas Thøfner fører traditionen 

videre og udgiver et nummer 

(3/2004) af lyriktidsskriftet, der er 

helliget oversættelser af nyere, 

men etablerede svenske lyrikere. 

Det gælder Katarina Frostenson og 

Stig Larsson, der allerede er kändisser 

herhjemme, den yngre, 

spændende Fredrik Nyberg og den 

noget ældre og afdøde Erik 

Beckman, af hvem slutningen af 

det lange digt »NÆSTEN YNGST« 

i Peter Janssons og Anne-Louise 

Bosmans’ oversættelse her aftrykkes 

til nydelse og gysen. 

Scene: en gammel rose 

og en meget gammel spurv 

meget sammensat smagssans, hvis 

man vil sluge nummeret uden 

pauser. 

Første artikel er et provokerende 

— og i øvrigt fortrinligt oversat 

(Morten Daugaard og Hans 

Mammen) — bidrag af den betydningsfulde 

hollandske arkitekt og 

kulturkritiker Rem Koolhaas om 

det, han kalder den generiske by: 

Den forskelsløse og historieløse 

by, der breder sig på den til enhver 

tid gældende samtids dominerende 

betingelser. Eller rettere: 

Den by, der ikke er forpligtet på de 

Der kom en rosenvind fra rosen 

med et hjerte som en ø i rosenvinden 

Spurven mødte rosenvinden slugte 

hjertet 

og blev belønnet med en ø i døden 

hvor rosens jomfruvinde fra søen 

altid mødes af ridderspurve 

Der er en rosenø en spurveø og en 

hjerteø 

og den ligger dér den ligger midt i 

døden 

Det er uretfærdigt i samme hug at 

anmelde et traditionelt nummer af 

Hvedekorn (2/2004) med danske 

forskelle og den historie, den alligevel 

både skaber og er del af. Den 

redaktionelle klumme både præsenterer 

og imødegår dens synspunkt: 

De mange storbykvarterer à 

la de københavnske brokvarterer 

er muliggjort af denne form for 

urban ekspansion og udgør alligevel 

lokale og særprægede livsrum. 

Man kunne måske derfor snarere 

sige, at de nye byformer hverken 

er mere eller mindre forskelseller 

historieløse end så mange 

andre byformer. Urformen, Hippodamos’ 

gitterstruktur, er jo i selve 

debutanter og endnu ikke udkomne 

poeter. De kan selvfølgelig ikke 

leve op til niveauet fra svenskernummeret. 

Og nummeret som helhed 

lever heller ikke op til standarden 

i det sidste par år. Ingen 

nævnt, ingen glemt. Men heldigvis 

fylder oversættelser ved Rolf 

Steensig (der selv debuterer) og 

den erfarne Peter Laugesen af den 

store Ezra Pound godt i nummeret, 

som afsluttes in memoriam med et 

digt af den nyligt afdøde Klavs 

Bondebjerg, der slutter sådan her: 

»Vi har planer om at tegne et kort 

over skyerne/ og opfinde et ur, der 

undgår tiden./ Jeg vil tro, vi er 

færdige når som helst.« Men at 

undgå tiden kan jo ingen… 

Kunstredaktøren Andreas 

Brøgger har ikke nogen heldig 

hånd i de to anmeldte numre. 

Svenskernummeret har lidt pletter 

rundt omkring samt nogle afsluttende 

klattegninger af Kristofer 

Hultenberg, og det ordinære nummer 

er illustreret med tegninger 

fra Wonderland fra en allerede 

udgivet bog af Julie Nord. Der må 

da være spændende debutanter at 

vælge imellem — eller er 

Hvedekorn ikke længere tidsskriftet, 

hvor grafisk avantgarde holder 

til? 

sin grundidé homogeniserende og 

historieløs ligesom dens talrige 

efterkommere. Og byen har desuden 

altid fundet nogle typiske former, 

der har gjort historisk og 

socialt tværgående identifikation 

mulig, ikke mindst fordi byen simpelt 

hen blev set som prototypen 

på en menneskeskabt manifestation 

af eviggyldige, metafysiske former. 

Afgørende er, at alle disse byer, 

i hver deres epokale fremtoning, 

både skaber forskelle og historie, 

men at de kategorier, hvormed vi 

forstår dem, former dem og tager 

del i dem som kulturelle livsrum, 

ofte er ude af takt med deres historiske 

realitet. Vi kan ikke med 

dem se, hvad der sker, mens det 

sker. Også Koolhaas’ by er fundamentalt 

en transformation af andre 

og forudgående former og dermed 

både historie- og forskelsskabende. 

Brokvartererne er således ret beset 

boulevardkvarterer, transformationer 

af den befæstede by (’boulevarder’ 

betyder ’bolværker’). Dens 

kategorier kan ikke bruges til at 

begribe den nye storby, men alligevel 

er den centrerede fæstningsby 

dens historiske rod i Europa.

Fx Joel Garreaus ’edge city’ er et 

andet relevant begreb om de generiske 

byer som historiske fænomener, 

dog uomtalt af Koolhaas. Det 

samme er Kevin Lynchs, også 

uomtalte, forståelse af ’waste 

land’, som alle artiklens illustrationer 

viser. Historie er ikke sådan 

lige at slippe af med. 

To andre artikler knytter sig til 

den globalisering, som Koolhaas 

indirekte tematiserer. Den ene er 

Mads Rosendahl Thomsens afsluttende, 

øjenåbnende opsats om verdenslitteratur 

som en metodisk 

ramme for beskæftigelse med litteratur 

i dag. Den anden er Yoichi 

Nagashimas introduktion til nyere 

japansk litteratur. Den er inspireret 

af filmiske og elektroniske animationer 

samt den ’remake-tankegang’, 

de giver anledning til, med 

alle de problemer, den rejser i forholdet 

mellem hel- og halvtomme 

både individuelle og kollektive 

værdiuniverser. Denne artikel placerer 

sig smukt i »Kritiks« række 

af introduktioner af ny litteratur 

fra forskellige egne af verden. 

De øvrige artikler i nummeret 

kredser om forskellige former for 

religiøs og metafysisk verdensforståelse, 

med eller uden litteratur. 

Vigtigst er Henrik Bachs nøgterne 

indføring i »Tidehvervs« særegne 

tankeunivers. Her udgør lokal, 

historisk forpligtelse kombineret 

med religiøs overbevisning det 

urokkelige forankringspunkt. Den 

paradoksale tro er en individuel 

anfægtelse og samtidig en alt 

andet end anfægtet, men snarere 

en skråsikker kritik af rationelle 

livstolkninger. Her er humanisme 

pr. definition kun menneskelig 

selvforherligelse. Med den vigtige 

forglemmelse, at oplysningstiden 

og dens efterfølgere ikke kun gav 

anledning til kritik af religionens 

rolle, men også til et lige så fundamentalt 

krav om en aldrig afsluttet 

selvkritik af de rationelt begrundede 

forklaringer og handlinger for 

at imødegå netop selvforherligelse. 

Uden at knytte sig direkte til 

denne præsentation kredser Henrik 

Stampe Lunds, Aage Henriksens, 

Keld Zeruneiths og Jørgen 

Falkesgaards artikler om Botho 

Strauss, Goethe, Kierkegaard, 

Grundtvig, Paulus og den unge 

Malinovski sig til en tematisering 

af selvkritikken, delvis med et 

religiøst perspektiv. 

Så en eller anden sammenhæng 

kan man godt få ud af også dette 

nummer af »Kritik«, selv om dets 

anledning til blandet refleksion 

og bolchespisning såmænd er 

nok. 

Port og 

passepartout 

Den Blå Port. Nr. 64 

Tue Andersen Nexø og Lars 

Skinnebach (red.) 


Arena 

Fra monomedial kedsomhed 

til transmedial livskraft 

Anmeldt af 

Mads Rosendahl Thomsen 

Hvis »Den Blå Port« har et varemærke, 

må det være, at man får 

firs sider i hånden med skrift, der 

flyder delikat, uanset hvilken 

genre man befinder sig i. Det gælder 

også for dette nummer, hvor 

tre små bidrag i sig selv er hele 

nummeret værd: en anmærkning 

om lune fra Kants »Kritik af dømmekraften«, 

et udvalg af steder, 

hvor Goethe omtaler luftballoner 

og så fire digte af Thomas Boberg, 

hvoraf det første slutter: »Foran 

barnet står/ livet med døden i hånden/ 

og smiler med sin gøglerhat./ 

Se det trylle med sine flammer.« 

Men redaktionen vil mere end 

blot at fornøje og tager med en 

overraskende bramfri leder bladet 

fra hånden: »Har litteraturen en 

opgave i dag (som andet end 

sprogornamenter på linje med 

papirklip og den slags uroer, man 

hænger op over sine børns senge, 

så de hurtigt falder i søvn), ligger 

den i at blotlægge forholdet mellem 

individ og socialitet på ny.« 

Ikke så lidt, og da slet ikke, hvis 

man kun har firs sider til rådighed. 

Argumentet er, at det sådan 

set altid har været litteraturens 

styrke, at den har kunnet afdække 

dette forhold, og der henvises til 

både Rilke og Tage Skou-Hansen 

som forfattere, hvis indsigter så at 

sige har sejret sig ihjel ved at blive 

til alment tankegods. 

Men lever bidragene i numret 

så op til lederens ambitioner? 

Både-og, for redaktionen ser gerne 

alle mulige genrer fra lejlighedsdigtning 

og satire til utopier som 

svar på deres fordring til litteraturen. 

Nogle brudstykker fra et uudgivet 

manuskript af Pablo Henrik 

Llambías minder, også med resten 

af forfatterskabet in mente, om en 

litteratur, der vil tænke individ og 

socialitet på ny. Ida Jessens novelle 

»At komme og at gå« om en 

mands møde med en enlig mor og 

hendes datter er en øm og stilfærdigt 

medrivende historie, der skriver 

oven på traditionen fra Tove 

Ditlevsen i bedste forstand, men 

hvis den blotlægger noget nyt, er 

det i de fine detaljer. 

Den franske forfatter Michel 

Leiris’ forord til »L’âge d’homme« 

— med den vidunderlige titel 

»Litteratur forstået som tyrefægtning« 

— giver en god historisk 

vinkel på det redaktionelle forord 

i form af Leiris’ forsøg på at positionere 

sit virke som forfatter hinsides 

det naive ’engageret litteratur’ 

og på, hvordan forfatteren skal 

sætte sig selv på spil, ikke ulig 

tyrefægteren. 

Lars Bukdahl giver en veloplagt 

introduktion til multimennesket 

Henrik Have, der er herlige oversatte 

vrisne bidrag af Juan José 

Saer, mens bidrag af Tone 

Hødnebø og Steinar Opstad står 

lidt svagere. Endelig får Jeppe 

Brixvolds »Europaserie 1-5« og 

Claus Handberg Christensens »Tre 

drømte skulpturer og en vens 

ansigt« en til at overveje, om man 

her finder det redaktionen sigter 

til, eller om bolden stadig hænger 

i luften. Det gør den nok, men i 

sin helhed er dette nummer af 

Porten et flot opspil. 

(tidsskrift) 

Kan du lide at læse om 

god litteratur? 

Så bestil et abonnement 

på Standart. 

For kun 210 kr. får du 

hele årgang 2005 — fire 

lækre magasiner — lige 

ind ad brevsprækken! 

Ring på 8942 5176 — 

eller mail til os på: 

redaktion@standart.nu 

Du kan selvfølgelig 

også sende et ganske 

almindeligt postkort til: 

Standart 

Langelandsgade 139 

8000 Århus C 

Standart bringer anmeldelser 

af ny litteratur — 

i et format, der er lige 

til at gemme. 


Afsender: 

Standart 

Århus Universitet 

Langelandsgade 139 

8000 Århus C 

(roman) 

Nicholson Baker: »Checkpoint« 22 

Zsuzsa Bánk: »Svømmeren« 16 

Alessandro Baricco: »Uden blod« 19 

Julia Butschkow: »Lunatia« 8 

Robert Zola Christensen: »Jysk Fitness« 21 

Karen Duve: »Ingen sang om kærlighed« 22 

Christina Englund: »På den sikre side« 12 

Péter Esterházy: »Harmonia Cælestis« 20 

Kristian Bang Foss: »Fiskens vindue« 20 

Santiago Gamboa: »Bedragerne« 24 

Elsebeth Gynther: »Alt er godt« 16 

Jonny Halberg: »En uskyldig tid« 23 

Bent Haller: »Først ved livets ende« 9 

Kristian Himmelstrup: »Dinosaurens sidste tango« 4 

Erling Jepsen: »Frygtelig lykkelig« 7 

Christian Jungersen: »Undtagelsen« 5 

Jonas Hassen Khemiri: »Et øje rødt« 3 

Arthur Krasilnikoff: »Hvalens øje« 25 

Selma Lagerlöf: »Hr. Arnes penge« 11 

Herman Melville: »Bondefangeren« 8 

Pedro Rosa Mendes: »Tigerbugten« 24 

DBC Pierre: »Vernon G. Little« 4 

Camilla Stockmarr: »Noras tredje alder« 26 

Janne Teller: »Kattens tramp« 17 

Carl-Johan Vallgren: 

»Den vidunderlige kærligheds historie« 10 

Jakob Vedelsby: »Du og jeg« 12 

Juli Zeh: »Ørn og engel« 10 

(kortprosa) 

Morten Blok: »at bære væslerne hjem« 29 

»Forfatterskolens antologi« 28 

Sven Holm: »Dronning Margrethes hår og 33 andre klip« 28 

Hanus Kamban: »Pilgrimme« 30 

Viggo Madsen: »Patent på tilværelsen« 30 

Klaus Rifbjerg: »Mojácar« 26 

Rachel Seiffert: »Sent forår« 27 

(lyrik) 

Christian Yde Frostholm: »Afrevne ord« 37 

»Homers hymne til Apollon« 32 

Bo Green Jensen: »Den store epoke« 41 

Niels Lyngsø: »Morfeus« 36 

Knud Steffen Nielsen: »Toppilot« 35 

Henrik Nordbrandt: »Pjaltefisk« 38 

Marius Nørup-Nielsen: »Alle tiders barn« 34 

Peter H. Olesen: »Jack Kerouac i Jylland« 33 

Peter H. Olesen: »Jeg vil være hvor jeg ikke er« 33 

Morten Søndergaard: »Fedtdigte« 34 

Jess Ørnsbo: »HOPLA« 40 

Nr. 4 december 2004 

Standart udkommer næste gang primo marts 2005 

(kritik) 

Rolf Dorset: 

»Paradisbarnet. En bog om H.C. Andersens herkomst« 51 

Niels Frank: »Første person, anden person« 46 

Kasper Frege: »Almindelighedens mærkelighed« 51 

Thorkild Hansen: »Camus’ død« 47 

Carsten Jensen: »Livet i Camp Eden« 49 

Lars Nilsson: »Om Isak Dinesens »Drømmerne«« 50 

Johan de Mylius: 

»Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr« 51 

Karen-Margrethe Simonsen m.fl. (red.): 

»Reinventions of the novel« 48 

Leif Søndergaard (red.): 

»Om litteratur. Metoder og perspektiver« 52 

Katja Teilmann: »Genrer på kryds og tværs« 46 

(tidsskrift) 

Den Blå Port nr. 64 55 

Hvedekorn 2, 2004 54 

Hvedekorn 3, 2004 54 

Kritik nr. 170 54 

(klumme) 

Krimihjørnet 13 

Lines Cirkel 31 

(artikel) 

10 fede julegaver 45 

»Det eneste farlige i huset er poesi« 

— om Pablo Neruda, politisk engagement 

og 100 års kropslighed 18 

Hukommelsens Eco 

— Umberto Eco har i sin seneste roman taget 30’ernes 

og 40’ernes Italien under behandling 6 

Per Højholt, 1928 - 2004 42 

Show! 

— om Højholt som mediekunstner — og som PERformer 53 

På nakken af de døde 

— Et essay om Elfriede Jelineks stemmer 14 

(replik) 

Betydningsløshed — Eller: Hvad er meningen? 39 

(leder) 

Legitim national kultur 2

Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?