Betænkning 631 om den fremtidige fordeling af ... - Krim

Kapitel V.
Nærmere om det nuværende organisatoriske forhold mellem
direktoratet for fængselsvæsenet og Dansk forsorgsselskab.
Det fremgår af kapitel IV, at forholdet mellem
Dansk forsorgsselskab og direktoratet
for fængselsvæsenet har udviklet sig på en
sådan måde, at forsorgsselskabet administrerer
et budget på omkring 15 mill, kr., hvoraf
noget over 95 pct. hidrører fra statstilskud.
Det er tidligere, side 6 og 9, om den
principielle relation imellem direktoratet for
fængselsvæsenet og forsorgsselskabet anført,
at direktoratet har det centrale statslige ansvar
for tilrettelæggelsen og gennemførelsen
af den samlede kriminalforsorg, men at der
for så vidt angår den frie kriminalforsorg foreligger,
hvad der kan betegnes som et delegationsforhold
imellem direktoratet og
Dansk forsorgsselskab. Direktoratet har bemyndiget
forsorgsselskabet til at udøve en
række tidligere omtalte funktioner. Dette er
senest sket ved justitsministeriets godkendelse
af selskabets vedtægter ved ministeriets
skrivelse af 18. april 1961*).
Det nævnte delegationsforhold er imidlertid,
sammenlignet med den stilling, der
inden for den almindelige sociale forsorg tilkommer
private foreninger og institutioner,
af særlig karakter, for så vidt som der ikke
ved ministeriets godkendelse af selskabets
vedtægter er taget forbehold med hensyn til
indflydelse fra ministeriets side på selskabets
virksomhed. Det er i vedtægternes § 8
med henblik på at sikre kontakt mellem selskabet
og direktoratet for fængselsvæsenet
bestemt, at en tjenestemand i direktoratet
for fængselsvæsenet og en fængselsinspektør
skal være medlemmer af selskabets bestyrelse,
men principielt er direktoratet for
fængselsvæsenet ikke repræsenteret i selskabets
ledelse, og de to nævnte tjenestemænd
udpeges ikke af direktoratet, men vælges af
selskabets repræsentantskab. Den teoretiske
mulighed for udøvelse af statsmyndighed i
forhold til forsorgsselskabet har beroet på
muligheden for ensidig ophævelse af delegationen
og for at begrænse pengebevillingerne,
og udnyttelsen af disse muligheder i
kriminalpolitisk øjemed har været urealistiske,
fordi intet praktisk alternativ til forsorgsselskabet
har eksisteret.
Selskabet er således i realiteten frit stillet
med hensyn til valg af principielle kriminalpolitiske
retningslinier for selskabets arbejde.
Det er eksempelvis selskabet, der
afgør, hvorledes selskabet skal være opdelt i
afdelinger på sagsmæssigt og geografisk
grundlag, hvorledes forholdet skal være mellem
faste medarbejdere og private tilsynsførende
og personundersøgere, og hvilke samarbejdsaftaler
der skal indgås med andre sociale
myndigheder; det er endvidere selskabet,
der bestemmer sin rekrutterings- og uddannelsespolitik.
Den tidligere omtalte anordning af 1933
om tilsyn og personundersøgelser er ophævet
ved lov nr. 253 af 4. juni 1969 om ændringer
i retsplejeloven (§ 2, stk. 2). Dette er
sket i overensstemmelse med en indstilling
af 12. juni 1967 fra kriminalforsorgsudvalget
(optaget som bilag 2 i udvalgets betænkning
nr. 519/1969 om vilkår ved betingede
domme og prøveløsladelser). Det tilsynsnævn,
der var omtalt i anordningen, jfr.
ovenfor s. 12, og som oprindelig var tiltænkt
en betragtelig kontrollerende funktion,
havde inden for de sidste 15 år kun haft 5
sager og således mistet reel indflydelse på
forsorgsselskabets arbejde. Det fremgår af
justitsministeriets skrivelser af 28. april 1955
og 13. oktober 1969 (Bestemmelser vedrørende
fængselsvæsenet i Danmark 1969.
side 47-48), at en person, der er undergivet
tilsyn, kan klage til justitsministeriet, men
som anført i kriminalforsorgsudvalgets
") I 1964 skete i realiteten en ændring af vedtægterne, idet forsorgsafdelingerne ved ungdomsfængslerne —
for så vidt angår efterforsorgsarbejdet — blev tilknyttet Dansk forsorgsselskab.