SAMMEN ER VI BARE GO'E”

”SAMMEN ER VI BARE GO’E” 

fESTSKRIfT I ANLED- 

NING Af fORENINGEN Af 

fOLKETINGSANSATTES 

100-ÅRS JUBILÆUM

2 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 

– sammen er vi bare go’e 

Festskrift udgivet i anledning af Foreningen af 

Folketingsansattes 100-års jubilæum 

Artiklerne i skriftet er udarbejdet af nuværende og 

tidligere medarbejdere i Folketinget 

Teksterne i margenen stammer bl.a. fra "En kåbe 

af sproglig elastik" 1 og 2 og fra Folketingets 

årsrapporter og oplysninger fra foreningens 

medlemmer 

redaktion 

Henrik Hagemann og Finn Holle 

fotos 

Forside og side 61-62: Mogens Bech 

Side 46: Vittus Nielsen 

Side 73: Pamela Juhl 

Øvrige fotos: Foreningens medlemmer og 

Folketingets arkiver 

layout 

Mary Imer Sørensen 

oplag 

1.500 

tryk 

Rosendahls-Schultz Grafisk A/S 

E-bog 

Kan hentes på www.ft.dk 

isBn 

978-87-7982-147-7 

Januar 2013 

541 TRYKSAG 457

INdhOld 

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 

forord – Foreningen af Folketingsansattes bestyrelse 5 

uanset spørgsmålet… – direktør Carsten U. Larsen 7 

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år – fhv. generalsekretær Henrik Hagemann 11 

fra familievirksomhed til offentlig arbejdsplads – fhv. chefkonsulent Ingrid Sylvest Nielsen 15 

arbejdet i folketingssalen – folketingssekretær og vicedirektør Claus Dethlefsen 33 

teknologiens indtog – it-chef Ole Søndergaard 37 

fagre, aktuelle verden – talegenkendelse i folketinget – redaktionssekretær Anne Jensen 43 

100 år med fuldt tryk på – afdelingsleder Tommy Kruse, Rosendahls-Schultz Grafisk A/S 49 

folketingets lokaler under forandring – chefkonsulent Jens Chr. Jacobsen 51 

Back to Basics, administrationens opbygning og opgavefordeling – personalechef John Baastrup 57 

gruppebillede af folketingets medarbejdere 2012 60 

sikkerhed og åbenhed – overinspektør og sikkerhedschef Kim H. Pedersen 63 

folketingets tv – EU-koordinator Richard Mongin Forrest 65 

folketinget – en levende organisme – fhv. folketingsmedlem Ole Stavad 67 

omvisninger i folketinget – servicechef Bente Anderson 71 

Personalets blad ’Bag grebningen’ – kontorfuldmægtig Channe Bjerringgaard 73 

folketingets revy – kontorfuldmægtig Channe Bjerringgaard 75 

folketingets Kunstforening – systemkonsulent Annelise Romme 77 

folketingets idrætsklub – overinspektør og sikkerhedschef Kim H. Pedersen og 

fhv. inspektør Frank Mollerup Sørensen 79 

Christiansborgkoret – fhv. folketingsmedlem Bente Dahl 81 

festskriftets forfattere – fhv. generalsekretær Henrik Hagemann 83 

foreningsformænd gennem årene – fhv. redaktionssekretær Finn Holle 85 

Personregister – fhv. redaktionssekretær Finn Holle 86 

3

4 fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

FORORd 

100 år er et langt spand af tid for en forening. For 

Foreningen af Folketingsansatte er der derfor god 

grund til at fejre 100-års jubilæet den 21. januar 

2013 med dette festskrift. 

Foreningen har som sin fornemste opgave i dag at 

virke for fællesskab i vid forstand for alle ansatte i 

Folketingets administration. Derfor har vi i bestyrelsen 

fundet det naturligt at få udarbejdet en 

bred beskrivelse af noget af alt det, der er sket i 

Folketingets administration, siden vi fik jubilæumsskriftet 

ved 75-års jubilæet, en periode i dansk 

politik fra statsministrene Poul Schlüter til Helle 

Thorning-Schmidt, fra Folketingets formænd Svend 

Jakobsen til Mogens Lykketoft – og i vor forening 

fra Bente Andersen til Channe Bjerringgaard. Den 

beskrivelse omfatter bl.a. den organisatoriske 

udvikling, den tekniske udvikling med it og telefoni, 

lokaleforhold og meget andet godt; alt det 

kan man læse om på de følgende sider. 

Festskriftet er et stykke kulturhistorie om en 

administration, der ikke har til opgave at promovere 

sig selv, men har sin berettigelse som diskret 

og effektiv støtte til det danske folkestyre. 

Foreningen begyndte i 1913 som Foreningen af 

Rigsdags-Tjenestemænd og Rigsdags-Referenter. 

Den udviklede sig sammen med de andre medarbejdergrupper 

efterhånden også til at blive en 

regulær forhandlingspart for Folketingets og 

Landstingets ansatte i forhold til de to tings 

præsidier. Som man kan læse i dette skrift, blev 

den mere fagforeningsprægede del af virksomheden 

overtaget af netop fagforeningerne, da der 

blev indgået hovedaftaler og overenskomster i 

1997. Også den overgang beskriver vi. 

I 2005 var foreningen tæt på at blive opløst. 

Grunden til det var, at det årlige tilskud, som 

Foreningen af Folketingsansatte havde modtaget i 

mange år, nu skulle deles med de seks nye faglige 

foreninger, der var blevet stiftet i forbindelse med 

Folketingets første hovedaftaler. Dette betød, at 

alle faggrupper fik hver sin forening samt egen 

tillidsrepræsentant. Det var indlysende, at disse 

foreninger ønskede deres eget tilskud til egne 

forord 

arrangementer. Den daværende formand mente 

ikke, at foreningen kunne køre videre med så små 

penge, så derfor blev det indstillet til generalforsamlingen, 

at man opløste foreningen. 

Som alle kan se, skete dette ikke; i stedet blev den 

nyvalgte bestyrelse opfordret til at prøve at samle 

alle foreningerne i foreningen. Denne proces tog et 

helt år. Det er jo et politisk hus, vi arbejder i, så der 

var mange spørgsmål, forbehold og usikkerhed om, 

hvad det ville betyde. Det var nemt at få Viftens og 

AC-Klubbens accept, da de var medlemmer i forvejen. 

Det nye var så, at hver forening skulle betale 

et kontingent på kr. 25 om året for hvert af deres 

medlemmer. På den måde kunne Foreningen af 

Folketingsansatte stadig lave arrangementer og 

udflugter til glæde for alle medarbejderne i administrationen. 

Der blev også tilføjet den mulighed, 

at pensionister kunne blive medlem, også for kr. 25 

om året, hvilket må siges at være et billigt medlemskab 

af en så gammel og historisk forening. 

Og det lykkedes! Der blev lavet nye vedtægter, som 

blev vedtaget på generalforsamlingen den 13. 

marts 2006. Det er med meget stor glæde, at man 

siden har kunnet konstatere, at bestyrelsen har 

bestået af et medlem fra hver af de faglige 

foreninger, og at vi alle i administrationen derfor 

den 21. januar 2013 kan fejre vores forenings 

100-års jubilæum. 

For bestyrelsen er det her på sin plads at takke for 

det gode og brede samarbejde med Folketingets 

politiske og administrative ledelse, med folketingsmedlemmerne 

og deres sekretærer og med 

partigruppernes sekretariater, med pressen og 

ikke mindst vor egen kreds af kolleger på tværs af 

faggrupperne gennem årene. 

Det er en udelt glæde, at der har været så stor 

opbakning til udarbejdelsen af festskriftet. Vi 

takker for støtte og opbakning fra Folketingets 

formand Mogens Lykketoft, fra direktør Carsten U. 

Larsen og fra de tidligere folketingsmedlemmer og 

alle de kolleger, der har brugt tid og kræfter på at 

skrive, redigere, tilrettelægge osv. En del af 

5

6 

forord 

navnene fremgår af indholdsfortegnelsen, men 

bag de fleste af artiklerne gemmer der sig 

adskillige kolleger, der har påtaget sig at supplere 

og kommentere eller på anden vis sikre, at indholdet 

har kunnet blive så informativt og lødigt, 

som tilfældet er. 

En særlig tak til Rosendahls-Schultz Grafisk A/S, 

som har hjulpet os med råd, vejledning og trykning. 

Uden denne hjælp havde udgivelsen ikke været 

mulig. Hjertelig tak! 

Med dette ønsker vi foreningens medlemmer til 

lykke med de 100 år. 

Foreningen af Folketingsansattes bestyrelse 

Januar 2013 

PS Titlen på festskriftet, ’Sammen er vi bare go’e’, stammer fra en meningsundersøgelse blandt Folketingets 

ansatte i 1992. Resultatet blev dengang præsenteret for medarbejderne med en forside, der havde 

teksten: ’Du er okay, jeg er okay. Sammen er vi bare go’e!’

UANSEt SpøRGSMålEt… 

… er medarbejderne svaret. Sådan kunne man med 

god ret udtale sig om Folketingets Administration. 

En institution, som tager sig af alle driftsforhold i 

et parlament, må beskæftige rigtig mange faggrupper, 

og hver gruppe, hver medarbejder, er et 

hjul i et velsmurt maskineri. Medarbejderne er 

administrationens råstof, og hver dag skal for dem 

fremstå som god, tryg og forudsigelig, men også, 

selv om det lyder lidt modsatrettet, med en 

arbejdsdag, som kræver og udfordrer. 

Vi kan godt lide at kalde vor arbejdsplads for unik. 

Forstået på den måde, at der kun findes ét parlament 

i Danmark. Den lovgivende magt er ikke, som 

regeringsmagten, stor i antal hoveder, men dog er 

vi fuldt ligestillet med den udøvende magt; mange 

citerer endog gerne Viggo Hørups ord fra 

1870’erne om, at ingen er over eller ved siden af 

Folketinget. Folketinget har eneret på at lave 

landets love, og selv om vi ikke er de eneste, som 

kontrollerer regeringen, det gør f.eks. pressen også, 

så er vi dog nok den kontrollant, som regeringen 

har mest respekt for. Og endelig er vi den eneste 

arbejdsplads i landet, hvor der arbejder 179 

heltidspolitikere. Kun i kommunerne og regionerne 

og ganske få andre steder findes der politisk 

ledede administrationer, men den politiske 

tilstedeværelse gennemsyrer ikke på nær samme 

måde hverdagen der som på Christiansborg. 

som andre – og dog specielle 

Ligeledes er vor arbejdsplads unik i forhold til pres 

udefra. Andre arbejdspladser med politisk ledelse 

har et tæt forhold til borgerne. Enhver minister, 

borgmester eller regionsrådsformand, og dermed 

også deres administrationer, udøver myndighed 

over for borgerne, regulerer deres liv. Styrelser, 

sundhedsvæsen og socialmyndigheder griber ofte 

direkte ind i den enkelte medborgers liv og udløser 

lige så ofte utilfredshed og kraftige bebrejdelser 

mod de offentlige institutioner, administrationer 

og politiske ledelser. 

Dette udefrakommende pres findes kun i ringe 

grad i Folketingets Administration, og det adskiller 

os i væsentlig grad fra andre offentlige arbejds- 

uanset sPørgsmålet... 

pladser. Vi er således på den måde en privilegeret 

arbejdsplads, mens vi med hensyn til presset 

oppefra, den politiske ledelse, deler hverdag med 

resten af de offentlige institutioner. 

Basalt set er Folketingets Administration nok en 

af de mest anonyme offentlige arbejdspladser i 

landet. Mange kolleger kender formentlig den 

situation, at man skal forklare, at der i det hele 

taget er en administration i Folketinget. 

Man hører nemlig sjældent om os. Og det selv om 

vi tit bliver testet i pressen. Hvis der er tvivl om, 

hvorvidt det offentlige, som hele betragtet, lever 

op til lovgivningen, er det altid, og fuldt berettiget, 

Folketinget, som først skal bestå lakmusprøven. 

Har Folketinget implementeret dette eller hint 

it-påbud vedrørende cookies, overholder Folketinget 

arbejdsmiljøloven, hvordan er det med sikkerheden 

på Christiansborg, bryder man rygeloven på 

Borgen, ansætter Folketinget udenlandske 

medarbejdere for at spare penge? Men eksponeringen 

af administrationen er slet ikke, langtfra, hvad 

offentligt ansatte oplever i ministerier, på 

hospitaler og i undervisningsverdenen. 

SelverkendelSe 

Men når alt det er sagt, og mere kunne siges om 

vor enestående stilling i den danske stat, så er 

Folketingets Administration alligevel ikke så 

forskellig fra andre arbejdspladser. Som på alle 

andre store arbejdspladser – ca. 1.000 mennesker 

har deres daglige arbejde på Borgen – skal der 

gøres rent, pc’erne og telefonerne skal virke, 

vinduerne skal pudses, forhandlingerne i salen skal 

planlægges og dokumenteres, papirerne skal deles 

ud, tv-optagelserne skal sendes, stolene ompol- 

Carsten U. Larsen 

Direktør 

”VI ER I lEdElSEN hElt klAR OVER pROBlEMEt, 

MEN SAGEN ER jO, At VI dESVæRRE IkkE hAR 

REt MANGE BRIkkER At FlyttE RUNdt MEd.” 

7

8 uanset sPørgsmålet... 

Carsten U. Larsen, Folketingets 

direktør, i samtale med en 

medarbejder 

stres, lovene skrives, arkiverne vedligeholdes, 

væggene males, budgetter og regnskaber 

afstemmes, dørene repareres, pensioner udbetales, 

møbler flyttes (og dét i en uendelighed!), 

it-værktøjerne udbygges, demokratiet forklares, 

rejser forberedes, politikere serviceres tete-a-tete, 

sikkerheden tjekkes… 

Mange flere daglige opgaver kunne nævnes, og 

alle ville være sammenlignelige med andre 

institutioners arbejde, så når vi befinder os i det 

daglige arbejde, er vi på langt de fleste måder ikke 

så forskellige fra andre. Og slet ikke, når man taler 

om medarbejderne. Vi er af kød og blod som alle 

andre, og vi vil gerne behandles ordentligt, overenskomsterne 

og aftalerne skal overholdes, og vi 

vil meget gerne være stolte af vor arbejdsplads. 

Hos os er det som andre steder. Vi finder et andet 

arbejde, hvis vi bliver udsat for dårlig ledelse, har 

dårligt samarbejde med kolleger, eller hvis vi ingen 

udfordringer eller udvikling møder. Modsat elsker 

vi, at der bliver vist os tillid, at udførelse og ansvar 

for arbejde følges ad, og at der med jævne mellemrum 

udbetales en løn, som kan matche, hvad 

man får andre steder i samfundet. 

Hvor mange er vi? 

Antallet af medarbejdere har gennem de sidste 10 

år været omtrentlig det samme, godt 390 årsværk 

fordelt på godt 400 medarbejdere. Vor gennem- 

snitsalder har været svagt stigende i den samme 

periode, fra ca. 43 år til ca. 45 år, ligesom ansættelsesancienniteten 

er steget fra ca. 10 år til 11 år. 

Disse tal er meget lig tallene for den øvrige stat, og 

det samme gælder for udskiftningen af medarbejderstaben, 

mens tallene for sygefravær indtil for 

nylig har været ringere hos os end i staten. 

Alle tegn i den demografiske udvikling fortæller os, 

at der i årene fremover vil blive færre potentielle 

ansøgere til vore ledige stillinger, og at der derfor 

vil blive kamp om de bedste medarbejdere. Hidtil 

har vi i Folketinget kunnet tiltrække gode medarbejdere, 

men i takt med arbejdsmarkedets 

udvikling bliver det i stigende grad vigtigt at kunne 

fastholde de dygtige medarbejdere – og kunne 

tiltrække nye dygtige medarbejdere. 

en fremtid med plan 

Der var alene på den baggrund for nogle år siden 

grundlag for at se nærmere på, hvorledes Folketingets 

Administration skulle tackle fremtidens 

udfordringer. Derudover har en hvilken som helst ny 

direktør, undertegnede inkluderet, en irriterende 

tendens til absolut at skulle sætte fingeraftryk på 

sin institutions arbejde. Derfor satte jeg kort efter 

min ansættelse for små 5 år siden gang i en 

proces, hvor vi skulle genopfriske vort eksistensgrundlag, 

og hvor medarbejderne, cheferne og 

politikerne medvirkede til at udlægge mål og 

retning for administrationens virke i de næste 5 år. 

For eksistensgrundlagets vedkommende enedes 

man relativt hurtigt – ikke overraskende – om den 

kendsgerning, at administrationen skal sørge for, 

at folketingsmedlemmerne kan koncentrere sig om 

deres politiske arbejde. Det har sådant set været 

hensigten med Folketingets Administration siden 

grundlovens givelse, men skiftende tider har 

indimellem ikke lagt samme vægt på eksistensgrundlaget, 

så det kan være sundt højt i kor at 

gentage, at vort arbejde skal fokusere på medlemmerne, 

ikke deres politik, men alt det, som ligger 

rundt om deres politiske arbejde – naturligvis 

under behørig hensyntagen til økonomi. 

For fremtidens vedkommende blev det først og 

fremmest understreget, at administrationen altid 

skal have sine driftsopgaver for øje. Endvidere blev 

det anset for hensigtsmæssigt, hvis man desuden 

satsede kræfter på medlemsorientering, helhedstænkning 

og selvledelse – ikke, at disse tre områder 

ikke allerede var en del af administrationens 

fokus, men forstået som en intensivering af indsatsen. 

Medlemsorienteringen rettede sig mod 

større fokus på administrationens væsentligste 

opdragsgivere, helhedstænkningen var en indsats 

på tværs af institutionen for at skabe bedre samarbejde, 

og selvledelse var det individuelle tiltag.

Hvorfor selvledelse? 

Lad mig her fortælle lidt om indsatsen på selvledelsesområdet, 

som har betydet den største 

indsats nogensinde inden for administrationens 

efter- og videreuddannelse af personalet. 

Baggrunden for at satse på selvledelse er ønsket 

om at skabe en arbejdsplads, hvor arbejdsglæden 

er i top. Sådanne arbejdspladser beholder sine 

ansatte og tiltrækker gode nye kolleger. Og så er 

det da heller ikke en ubetydelig faktor, at større 

arbejdsglæde formentlig også medfører bedre 

ydelser. 

Større arbejdsglæde kan skabes på mange måder, 

men man kan meget praktisk se på, hvilke forhold 

medarbejderne skatter mest, og søge at fremme 

disse, samtidig med eliminering af de forhold på 

arbejdspladsen, som er mest ødelæggende for god 

trivsel. 

Mange teoretiske og empiriske undersøgelser har 

vist, at et af de væsentligste forhold for at have 

det godt på sit arbejde er en stor sammenhæng 

mellem at udføre et stykke arbejde og have ansvar 

for det – det sidste i såvel planlægnings- som 

udførelsesfasen. Vi satte os for at flytte sammenhængen 

mellem arbejdets udførelse og ansvaret 

for det så langt ud i organisationen som muligt, og 

vi erkendte tidligt, at det ville skabe en ny balance 

i administrationens chef-medarbejder-forhold og i 

forlængelse heraf en nyvurdering af, hvorledes 

samspillet mellem de to parter tilrettelægges, og 

hvorledes begge parter udvælges, udvikles, dyrkes, 

fejres og honoreres. 

Tillid er en overordentlig vigtig sag, når vi taler om 

selvledelse. På alle leder af organisationen skal der 

være forståelse for, at alle gør deres bedste ud fra 

de ressourcer, som de har til rådighed. Der er ikke 

nogen, som prøver at snyde på vægten! Tro på, at 

dine kolleger gør deres bedste individuelt, og tro 

ligeledes på, at hver eneste af de organisatoriske 

enheder er der af en grund, og at den gør sit 

arbejde professionelt. Tillid er ikke noget, man kan 

kræve, men noget, man kan opnå og give, og indledningsvis 

bliver mange overrasket over, i hvor høj 

grad man faktisk kan forbedre samarbejdstemperaturen 

ved at vise sine kolleger den tillid, som de 

fortjener. 

Men der er ingen grund til at være naiv. Alle ved vi, 

at tillid en gang imellem bliver brudt, og at det i så 

fald er væsentligt, at vi alle er i stand til at udtrykke 

vor kritik på en ikke fornærmende, men saglig 

måde – og modsat er i stand til at modtage konstruktiv 

kritik uden at gå i defensiven. 

Ud over denne helt overordnede indstilling bør hver 

uanset sPørgsmålet... 

medarbejder finde løsninger på de problemer, som 

opstår i vedkommendes nærhed, altid med tankerne 

på tværs af organisationen, på helheden og på, 

om vi styrker medlemsorienteringen. Og det er et 

personligt ansvar at opsøge relevant information 

og anvende den hensigtsmæssigt. 

Med disse enkle færdselsregler – det lyder lettere, 

end det er – vil organisationen langsomt opnå en 

større gensidig forståelse for andres arbejdsområder, 

kombineret med fornemmelse af, at man gør 

en forskel, arbejdsglæden vil vokse. 

ledelse og kontrol 

Fra ledelsesside må der nødvendigvis udføres 

mindre kontrol. Hvis medarbejderne selv skal tage 

ledelsen af deres arbejdsopgaver (selvledelse), 

duer det jo ikke, hvis chefen dikterer, hvorledes 

arbejdsopgaven skal løses. Chefen må træde et 

skridt tilbage og opfordre medarbejderen til at løse 

opgaven med den mængde rådgivning, som medarbejderen 

efterspørger. I stedet for selv at anvise 

veje til opgaveløsninger, måske endda selv løse 

opgaven, skal chefen i en selvledende organisation 

i højere grad virke som personaleleder og overlade 

det faglige til medarbejderne, hvilket de i de fleste 

tilfælde ved mest om. Man vokser med ansvar. 

Hvis der skal udføres mindre kontrol, er der tilsvarende 

brug for færre regler. Mange af reglerne 

for ansatte i administrationen er resultatet af fornuftige 

beslutninger i Folketingets Præsidium eller 

Udvalget for Forretningsordenen – de regler kan vi 

ikke bare ændre på. Men de fleste regler er faktisk 

skabt gennem årene af os selv i administrationen 

med det formål at regulere vor adfærd i forhold til 

hinanden. Politikker om orlov, ferie, uniformer, 

faggrænser, alkohol, tidsregistrering… har gennem 

de sidste par år været under revision, allerhelst 

afskaffelse, med det formål at frigøre de ansatte 

fra det åg, som fælles opførselsstandarder ofte er. 

Et eksempel: Administrationens alkoholpolitik var 

ret omfangsrig og beskrev grundlæggende, at 

nydelse af alkohol ikke måtte finde sted i arbejdstiden 

– efterfulgt af en række undtagelser, f.eks. 

ved receptioner, hvor man altså efterfølgende ikke 

skulle på arbejde. Jeg er ikke sikker på, hvornår og 

hvorfor denne alkoholpolitik blev vedtaget, men 

mon ikke et godt gæt er, at der på et tidspunkt har 

været en medarbejder eller nogle stykker, som ikke 

havde et sundt forhold til alkohol, og at man derfor 

lavede en regel, som gælder for alle. Et sædvanligt 

ledelsestrick, som i virkeligheden gør det muligt 

for cheferne at krybe uden om ansvaret for at 

træde i karakter, når tilliden bliver brudt. Nu er 

alkoholpolitikken, at vi nyder spiritus i administrationen 

på en sådan måde, at vi altid kan repræsentere 

institutionen værdigt. 

9 

Ved udgangen af 2011 var der 

ansat 414 medarbejdere i 

Folketingets Administration. 

De fordelte sig med 106 

kontorfunktionærer, herunder 

referenter, kontorelever og 

praktikanter, 91 AC’ere, der 

også omfatter bibliotekarer, 

86 folketingsbetjente, 44 husbetjente, 

26 it-medarbejdere, 

26 studentermedhjælpere, 19 

chefer og 16 håndværkere. 

Heraf var 15,7 pct. tjenestemænd 

og 84,3 pct. overenskomstansatte.

10 uanset sPørgsmålet... 

Chef og selvledelse 

Cheferne har uden tvivl haft det sværest i forløbet 

med at skabe større arbejdsglæde gennem selvledelse. 

Det er svært at skifte fra den helt normale 

chefkontrol til tillid, og i mange tilfælde kan det 

synes som at miste fodfæstet. Der er mange ting 

at være opmærksom på som chef i en selvledende 

institution, herunder de få medarbejdere, som 

forveksler selvledelse med selvbestemmelse. De 

sidste er ofte soloryttere, som prøver at dreje 

selvledelse til egen vinding og dermed skaber 

jalousi, fedteri og grænseanarki. Her er det også 

chefens opgave at træde i karakter og hjælpe dem, 

som har svært ved at kombinere medlemsorientering 

og helhedstænkning med selvledelse. 

Alle medarbejdere har været på selvledelsesseminar 

i 2 dage, hvor vi prøver at skabe en fælles 

forståelse for, hvad selvledelse er, og hvorledes det 

skal implementeres i Folketingets Administration. 

Jeg har været med til omtrent 20 seminarer, hvor 

jeg prøver at forklare, at selvledelse ikke er et 

normalt kursus, hvor hver især bliver dygtigere til 

den faglige del af sit job. Selvledelse er en 

personlig udviklingsproces med styrkelse af (selv) 

tilliden og ansvarligheden – men med begge ben 

fast plantet på jorden, så projektet ikke nærmer 

sig en religiøs vækkelse. 

Er der så nogen resultater af indførelsen af selvledelse? 

Ja, det vil jeg mene, selv om det er svært 

at måle. Men vi kan se det på mængden af sager 

på direktionens bord, hvor der helt tydeligt nu er 

færre sager fra de organisatoriske enheder, idet 

disse udfordringer nu bliver løst, hvor de opstår, 

gerne i tillidsfuldt samarbejde på tværs i institutionen. 

Direktionen kan nu med glæde gradvis 

veksle tid fra driftsbeslutninger til beslutninger 

om administrationens udvikling på længere sigt. 

Herudover foretager vi med 2 års mellemrum 

undersøgelser af medarbejdertilfredsheden. Vi 

gjorde det i 2009, og vi kunne i 2011 konstatere 

en lille stigning i tilfredsheden med at arbejde i 

Folketingets Administration. Vi glæder os til at se, 

hvad undersøgelsen vil vise i 2013. Og endelig, hvis 

tegnet tages med forsigtighed, er sygefraværet 

faldet betragteligt. 

Det er mit håb, at vi sammen kan udvikle administrationen 

til at kunne imødekomme fremtidens 

krav til en effektiv ramme for Danmarks folkestyre 

– og virke for, at Danmarks folkestyre forstås, 

værdsættes og respekteres nationalt og internationalt. 

Smag og tænk over ordene – det er et stort 

og værdifuldt arbejde, som kræver de bedste 

medarbejdere. Det har vi nu, og det vil også gælde 

i fremtiden. 

Tillykke med jubilæet!

FRA dENGANG tIl NU 

– lIdt OM dE FøRStE 75 åR 

Det har altid været noget særligt at være ansat på 

Christiansborg. Det er et privilegium at få lov at 

virke for en lovgivende myndighed, der nyder så 

stor og solid opbakning i befolkningen. I Danmark 

står det repræsentative demokrati uantastet 

stærkt – se bare på, hvor mange der stemmer ved 

folketingsvalgene. De kræfter, der måtte ønske en 

anden styreform, er meget, meget svage, heldigvis. 

dydens smalle sti 

Det er den internationalt set strålende baggrund, 

vi som medarbejdere i Folketinget virker på. Det er 

ikke så ringe endda. Og derfor er det også rimeligt, 

at vi vil fejre de første 100 år af levetiden for medarbejdernes 

forening. Til daglig er det selvfølgelig 

folketingsmedlemmerne, der skal fremtræde 

offentligt – de har ret, pligt og ansvar – men vi skal 

som medarbejdere gøre vort bedste for at bistå 

dem i deres arbejde. Somme tider også rådgive 

dem med at holde sig på dydens smalle sti med 

det praktisk-administrative, når det måtte være 

nødvendigt. 

Til vor forenings 75-års jubilæum i 1988 havde 

bestyrelsen fået udarbejdet et fortrinligt jubilæumsskrift, 

som bl.a. rummede en foreningshistorisk 

oversigtsartikel, forskellige fornøjelige 

erindringer og en fremtidsrettet artikel om den 

kommende it-tidsalder. Med artiklerne herfra 

rækker de direkte personlige erindringer helt 

tilbage til 1929. Interessant læsning. 

turbulente tider 

Og vil man forstå en forenings historie, må man 

naturligvis medtænke de rammer, foreningen har 

haft at virke inden for gennem årene. Vi nævner 

bare første verdenskrig, genforeningen i 1920, 

besættelsen 1940-45 og grundlovsændringen 

1953 med overgang til etkammersystemet og 

dermed afskaffelsen af Landstinget. Og så hele 

den administrative og tekniske udvikling fra 

håndskrevne tekster til papirløs (næsten) 

administration. 

manglende jubilæumsskrift 

De følgende linjer har vi skamløst benyttet 

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 11 

jubilæumsskriftet fra 1988 som baggrund for, især 

daværende fuldmægtig Ingrid Sylvest Nielsens 

historiske redegørelse. Desværre findes der ikke 

noget jubilæumsskrift fra 50-års jubilæet; det ville 

ellers have været en dejlig kilde. Ak ja. 

foreningens stiftelse 

Folketingets medarbejderes forening hedder i dag 

Foreningen af Folketingsansatte. Det er et pænt 

neutralt og rent beskrivende navn. Da foreningen 

blev oprettet, var det såmænd lige så beskrivende, 

men med den tids terminologi: Foreningen af 

Rigsdags-Tjenestemænd og Rigsdags-Referenter. 

11 medarbejdere i Rigsdagen (indtil 1953 betegnelsen 

for landets lovgivende instans, Folketinget 

og Landstinget i forening) indbød til en stiftende 

generalforsamling; den blev afholdt tirsdag den 21. 

januar 1913 kl. 8 i Landstingets udvalgsværelse nr. 

5 og havde deltagelse af omkring 40 medarbejdere. 

Bemærk: Rigsdagen havde fra 1884 til 1918 

domicil i det gamle operahus, senere sø- og 

landkadetakademi og infanteri- og ingeniørka- 

Henrik Hagemann 

fHv. generaLsekretær norDisk råD 

Landstinget den 3. juni 1915, da 

det logerede i det lavloftede rum i 

Fredericiagade. Denne dag var der 

3. behandling af Forslag til 

Danmarks Riges Grundlov, der blev 

vedtaget med 51 stemmer for og 

12 imod. Den 5. juni 1915 blev 

forslaget vedtaget af Folketinget 

med 111 stemmer for og 1 imod. I 

formandsstolen sidder Anders 

Thomsen (V), og til højre ses 

stenografer og protokolsekretærer.


serne, på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. I 

dag rummer huset Østre Landsret. 

Rigsdagsreferenterne var ikke ansat af Rigsdagen, 

men derimod avisernes faste medarbejdere 

tilknyttet Rigsdagen. Dengang dækkede aviserne 

rigsdagsdebatterne grundigt. Rigsdagstjenestemændene 

var fastansatte medarbejdere ved 

Bureauets Ekspeditionskontor, Tidendes Redaktion, 

Arkiv, Bibliotek og Kassererkontor. 

I de vedtægter, der blev godkendt den 21. januar 

1913, hed det i § 1, at foreningen, der var upolitisk, 

havde til formål at samle sine medlemmer til 

foredrag, diskussionsmøder, studierejser o.l. 

Dermed var linjen lagt. Og kontingentet var sat til 

2 kr., vel at mærke i kvartalet. Men det kunne vel 

også gå, for præsidierne havde bevilget 400 kr. af 

Rigsdagens kasse til støtte for den kulturelle og 

selskabelige forening. 

det ville han heller ikke Slippe godt fra 

”jEG hVERkEN kAN EllER VIl SkjUlE MIN 

AFGRUNdSdyBE UVIdENhEd OM dE EMNER, VI 

tAlER OM I øjEBlIkkEt.” 

foredrag og souper 

Foreningens første arrangement blev afholdt allerede 

i februar 1913 på Hotel Fønix – med damer. 

Her holdt Thorvald Jørgensen, det tredje og 

nuværende Christiansborgs arkitekt, et foredrag 

om parlamentsbygninger; det har givetvis været 

interessant, for alle længtes jo efter, at genopbygningen 

skulle blive færdig, så man kunne komme 

’hjem’ fra Fredericiagade. Efter foredraget var der 

souper. 

Ved den stiftende generalforsamling valgte man 

naturligvis også en bestyrelse. Til formand valgtes 

ekspeditionssekretær Axel Lauesgaard, senere 

bureauchef (svarer til dagens direktørstilling), og 

til kasserer bibliotekar Victor Elberling. Dem har 

man åbenbart sat pris på, for de fratrådte først i 

1940 efter godt 27 år på posterne. 

Foreningen nød stor anseelse lige fra begyndelsen. 

Trafikministeren indbød således foreningen til at 

bese byggeriet af det nye Christiansborg og til 

efterfølgende frokost på det ret nye Palace Hotel, 

og foreningen fik bevilget frirejse med DSB til 

sommerens studietur til Lolland-Falster og Femern 

for at blive sat ind i den projekterede Rødby-Femern 

færgeforbindelse. I denne rejse deltog 28. De 

27 betalte, men rigsdagsbud H. Diderichsen skulle 

ikke betale, for han var med som hjælpende ånd. 

I 1919-21 var der lidt uro om pressemedarbejdernes 

medlemskab i foreningen, og fra 1921 hed 

foreningen så Foreningen af Rigsdags-Tjenestemænd. 

Og man fortsatte linjen som kulturel og 

selskabelig forening. 

Besættelsesårene fik naturligvis også betydning 

for foreningen. Priserne var steget, så man måtte 

hæve kontingentet til 15 kr. årligt, og ved sammenkomsterne 

med spisning måtte medlemmerne 

medbringe rationeringsmærker. 

en fagforening på Christiansborg! 

Af større betydning internt var det imidlertid, at 

generalforsamlingen i 1943 traf beslutning om en 

vedtægtsændring, så foreningen ikke alene skulle 

være en selskabelig forening, men også varetage 

de aktive medlemmers tjenestemandsinteresser. 

Fagforening på Christiansborg! Generalforsamlingen 

udså også to af bestyrelsens medlemmer til 

sammen med formanden at udgøre et forhandlingsudvalg. 

Rigsdagsformændene godkendte, at 

foreningen nu var en forhandlingsberettiget 

tjenestemandsorganisation; alle medlemmer var 

dog ikke lige begejstrede. En følge af denne 

ændring var naturligvis, at foreningens formand 

siden 1940, bureauchef Eigil Olsen, trak sig tilbage 

som formand. Han kunne jo ikke i forhandlingssituationer 

sidde på begge sider af bordet. 

Kaffe med cigaretter 

Begivenhederne den 29. august 1943 betød, at 

Rigsdagen undlod at holde møder, og det satte 

også en foreløbig stopper for foreningens virke, 

både på grund af de usikre forhold og spærretiden. 

Den sorte humor trivedes også; et medlem foreslog 

således på en generalforsamling under besættelsen, 

at man omdøbte foreningen til ’Koste- og 

kranseforeningen’. 

I januar 1944 gennemførte man dog et arrangement, 

hvor folketingssekretær Jens Møller talte 

om ’Hvorfor gik Krabbe som Folketingets formand?’. 

I foreningens protokol skrev sekretæren, senere 

chef for Folketingets Bibliotek Magnus Sørensen, 

at ’Spærretiden kl. 20 og de vanskelige Trafikforhold 

medførte, at Tiden ved det efterfølgende 

Kaffebord – med cigaretter! (under krigen) – føltes 

alt for kort af Deltagerne, der syntes glade for atter 

at mødes i en Tid, hvor det daglige Arbejde er 

suspenderet for en stor Del af Rigsdagens 

Tjenestemænd’. 

Lige efter befrielsen blev et bestyrelsesmedlem 

anholdt af Frihedsbevægelsen og senere fængslet. 

Han blev afskediget med halv pension. Året efter 

blev foreningens formand suspenderet og anholdt, 

sigtet for bedrageri og underslæb.

I 1946 kom foreningens nye sigte for alvor frem. 

Bestyrelsen forhandlede sig med Rigsdagens 

formænd frem til en aftale om lønningsbestemmelser 

for de ansatte i Rigsdagen svarende til den 

nye lov om statens tjenestemænd (juni 1946). De 

fleste medlemmer var tilfredse. Med forhandlingsretten 

fulgte også, at der nu ikke uden videre 

kunne foretages lønændringer, sådan som det fx 

var sket i 1933 – her satte Rigsdagen lønningerne 

ned. 

Foreningen afholdt på det, man troede var 40-års 

dagen for foreningens stiftelse, 21. januar 1952, 

en middag i Rigsdagens restaurant. Det blev 

hurtigt opdaget, at man var 1 år for tidligt ude, 

men sket var sket, og ’jubilæet’ blev fejret som 

planlagt under mottoet ’Da vi var 39 eller færdig 

med fyrre?’, som en af festsangene hed. 

landstinget blev afskaffet 

Med grundlovsændringen i 1953, hvor Folketinget 

erobrede betegnelsen for den lovgivende forsamling 

fra betegnelsen ’Rigsdagen’, kom foreningens 

medlemmer også på ekstraarbejde. En række 

rutiner skulle ændres, medarbejdere skulle flyttes 

til andre opgaver, lokaler skulle ombygges osv. 

Også foreningens egen virksomhed ændrede 

gradvis karakter. Den selskabelige del af virksomheden 

fik mindre og mindre tilslutning, mens det 

fagforeningsmæssige voksede i betydning. Ved 

foreningens generalforsamling i 1958 sagde 

formanden, Kr. D. Spanggaard, således med et suk, 

at foreningen var lidt vanskelig at drive med en 

formålsparagraf, der krævede, at man både skulle 

fremme samhørigheden mellem medlemmerne og 

varetage de aktive medlemmers tjenestemandsinteresser. 

Det holdt stik, medarbejdergruppernes interesser 

var jo ikke altid helt sammenfaldende, og tjenestemandsinteresserne 

blev det helt dominerende, lige 

indtil Folketinget i begyndelsen af 1990'erne fik 

hovedaftaler og overenskomster med de relevante 

fagforbund – og tjenestemænd er der ikke ret 

mange af mere i Folketinget. Siden 1996 har 

Foreningen af Folketingsansatte alene varetaget 

kollegiale samværsopgaver; løn- og arbejdsforhold 

aftales med de relevante fagforbund. Den overgang 

bliver der fortalt om senere. 

en blandet medarbejderskare 

I beskrivelsen af de første 75 år af vor forenings 

historie hører det med, at vore medlemmer var en 

meget broget skare, ikke bare når det drejer sig om 

forskelligartede opgaver, men også når det drejer 

sig om medarbejdernes baggrund. I jubilæumsskriftet 

fra 1988 fortæller en af bidragyderne 

således om, hvor forskellig en uddannelsesmæssig 

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 13 

baggrund tjenestemændene havde i årene efter 

krigen: 

’For en dels vedkommende så det nærmest ud, som 

om det beroede på en tilfældighed, at de netop 

havde fået ansættelse her. Der var absolut ikke 

overvægt af jurister og polit.er. En kemisk ingeniør 

kunne være bibliotekar, en journalist protokolsekretær, 

og blandt stenografer og korrektører kunne 

man træffe studerende eller færdiguddannede 

teologer, cand.mag.er i historie, engelsk, tysk, 

fransk og slaviske sprog eller en magister i 

sammenlignende sprogvidenskab samt en 

fremragende oversætter af fransk litteratur. Sådan 

havde det tilsyneladende været lige fra Folketingets 

første tid, og det var vist ikke så tosset 

endda; det skabte i hvert fald et bredt felt af viden 

og interesser og en kreds af ikke så få interessante 

personligheder.’ 

Man ansatte åbenbart folk mere efter, om de 

ansås for egnede til at løse opgaverne, end efter 

eksamensbevisernes art. 

originaler i gamle dage 

Vi, der engang var unge i huset, anså dengang 

mange af vore spændende ældre kolleger for at 

være en slags originaler – som også kunne deres 

kram i huset! I nutiden er medarbejderkredsen 

måske lidt mindre farverig – og dog. I hvert fald har 

entusiastiske kolleger haft held til sammen med 

enkelte folketingsmedlemmer at samle folk til at 

spille revy, til fornøjelige idrætsarrangementer og 

til et sangkor. Måske er det bare sådan, at man 

som medarbejder altid synes, der var flere spøjse 

kolleger i gamle dage end nu. Gad vide, hvad man 

vil sige om os ved 200-års jubilæet! 

Dette billede bør afløses af et 

billede af en computer. Folketingets 

arbejde er snart helt papirløst.

14 

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads 

FRA FAMIlIEVIRkSOMhEd tIl 

OFFENtlIG ARBEjdSplAdS 

organisationsændringen 1989-93 

Baggrunden for organisationsændringen i 1990 

var et ledelsesinitiativ til i forbindelse med 

indførelse af ”edb” i Folketinget at få undersøgt 

administrationens forhold. Dette skete for at sikre, 

at der i Folketingets administration præsteredes 

den bedst mulige service med optimal udnyttelse 

af ressourcerne og tilfredsstillende arbejdsvilkår 

for de ansatte. Initiativet fandt støtte hos personaleforeningerne 

(Tjenestemandsforeningen, 

Betjentforeningen, Håndværkerklubben samt 

Husbetjentene), ligesom Folketingets Præsidium 

bakkede op omkring initiativet på flere møder i 

foråret 1989. 

H.P. Clausen (KF) var Folketingets formand under 

hele organisationsudviklingsprojektet. De 4 

næstformænd var Henning Rasmussen (S), Lilli 

Gyldenkilde (SF), Povl Brøndsted (V) og Kristen 

Poulsgaard (FP). Folketingets bureauchef var Helge 

Hjortdal. Det havde han været siden 1966, og han 

blev også Folketingets første direktør i 1990, før 

han gik på pension i 1994. 

7 konsulentfirmaer afgav tilbud, og i 1989 fik konsulentfirmaet 

T. Bak-Jensen A/S (senere overtaget 

af PA Consult) opgaven med i samarbejde med 

Præsidiet, Folketingets ledelse og personaleforeningerne 

at skabe en tidssvarende organisation. 

Konsulentfirmaet tog udgangspunkt i Rigsdagens 

første samling i 1850 med ansættelse af en bureauchef, 

en landstingssekretær, en folketingssekretær 

og senere nogle protokolsekretærer. Konsulentfirmaet 

konstaterede, at organisatoriske ændringer 

siden da havde været pragmatisk begrundede med 

en gradvis tilpasning til nye krav og situationer. De 

organisatoriske ændringer fandt primært sted i 

løbet af 1970’erne med indførelse af faste udvalg. 

Tidligere ændringer var sket i forbindelse med 

Landstingets afskaffelse i 1953 og ansættelse af 

administrative medarbejdere til betjening af ad 

hoc-udvalgene i stedet for medlemmer, der 

tidligere selv havde haft denne tjans. 

I modsætning til i dag gik der førhen lang tid 

mellem de organisatoriske ændringer og altid ved 

”knopskydning”. Bortset fra at alt går hurtigere i 

dag, og at den teknologiske udvikling m.v. til 

stadighed kræver omstilling, skyldes det måske 

også, at bureauchefer/direktører dengang holdt 

lidt længere end i dag, og derfor var der ikke på 

samme måde behov for, at nye direktører for at 

vise deres værd også skulle have en ny organisation. 

Den daværende organisation bar som nævnt præg 

af ”knopskydning” efter behov med mange små 

enheder, af dobbeltarbejde (f.eks. ”de røde bøger”, 

som var håndførte oversigter over fremsatte lov- og 

beslutningsforslag) og af en ikke altid helt logisk 

grænsedragning mellem det parlamentariske 

arbejde og de administrative funktioner – mellem 

Folketingssekretariat og Bureau. De personalepolitiske 

opgaver havde ikke nogen fremtrædende 

plads i den daværende organisation. Men ikke 

mindst indførelsen af edb i 1987 havde aktualiseret 

behovet for en ny og mere tidssvarende 

organisation. Også Præsidiets rolle skulle der 

fokuseres på i konsulentundersøgelsen. Nordisk 

Råds Danske Sekretariat, Folketingets Ombudsmand 

og Statsrevisoratet var ikke med i organisationsomlægningen. 

Rigsrevisionen blev først i 

1991 en institution under Folketinget og var derfor 

heller ikke med. 

I det følgende er der lagt vægt på personaleforeningernes 

– og især den daværende Tjenestemandsforenings 

– deltagelse i organisationsudviklingsprojektet 

og de konsekvenser, organisationsændringen 

fik for medarbejderne. Dog skal 

resultatet af organisationsudviklingsprojektet for 

Præsidiet lige nævnes, da det naturligvis også 

havde indflydelse på medarbejdernes hverdag. 

Resultatet, som blev til efter indgående drøftelser, 

blev, at Præsidiet fremover skulle være en aktiv og 

synlig politisk ledelse, der fra ”overvejende at 

behandle enkeltsager, når de blev præsenteret af 

administrationen eller ønskedes taget op af 

medlemmerne”, nu især skulle være planlæggende 

og initiativtagende over for organisationen. I 

konsulentsprog blev det formuleret således: 

ingriD syLvest nieLsen 

fHv. CHefkonsULent 

15 

Folketingets Administration 

gennemførte i 1999 en trivselsundersøgelse. 

Resultatet viste, 

at medarbejderne var tilfredse 

med at arbejde i Folketinget, men 

at der var forhold, der kunne 

forbedres.

16 fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads 

Vi passer godt på møblerne. 

Tapetserer Frauke Kruse i arbejde. 

Stolene i Folketingssalen bliver 

ompolstret hvert 25. år. En del af 

de originale birketræsmøbler på 

gangene er blevet forsynet med 

nyt hestehårsbetræk. 

”fra reaktiv til proaktiv ledelse”. Set fra administrationens 

side skulle Præsidiets opgave i fremtiden 

være at udstikke de overordnede rammer for 

administrationens virksomhed og så i mindre grad 

interessere sig for konkrete sager. Før som nu er 

det jo ikke altid den letteste opgave – slet ikke for 

politikere. 

status før omlægningen 

Projektet blev gennemført i flere faser, hvor den 

første rapport fra konsulentfirmaet T. Bak-Jensen 

A/S, ”Situation og perspektiv”, blev afgivet i 

december 1989. Om personaleforeningerne hed 

det i rapporten, at ”Tjenestemandsforeningerne i 

Folketinget er stærkt integreret i personaleledelsen 

med stor indflydelse på konkrete og individuelle 

ledelses- og personspørgsmål. Dette er i sig 

selv usædvanligt, ligesom foreningerne på den 

anden side er uden den ensidige interessepolitiske 

forankring, som normalt gælder de faglige systemer 

på det offentlige og private arbejdsmarked. 

For tiden skyder imidlertid mere klassiske faggruppekonflikter 

frem (mellem især betjente og 

HK’ere og i mindre grad jurister), bl.a. om relevante 

”kvalificerede” arbejdsopgaver i administrationen, 

hvor f.eks. betjentkorpset af visse andre grupper 

opfattes som særligt begunstiget i normeringsog 

stillingsforhold.” 

Kulturen i Folketinget var efter konsulenternes 

opfattelse præget af en række subkulturer. Der 

var en (stands)forskel på Folketingssekretariat og 

Bureau, ligesom en klassisk juristtradition var 

fremherskende. Medarbejderne var indstillede på 

at indrette arbejdsindsatsen efter de skiftende 

behov mod til gengæld at have en udstrakt frihed 

på andre tidspunkter og for nogle gruppers vedkommende 

ligefrem fritid ud over de normer, der i 

almindelighed var gældende på arbejdsmarkedet. 

Desuden oplevedes servicementaliteten generelt 

ikke som tilstrækkeligt fremherskende i huset. 

Dette var efter konsulenternes opfattelse 

realiteter. 

Derimod var det en udpræget myte, at Folketingets 

administration var så speciel, at alt krævede specielle 

løsninger. En anden myte var, at administrationen 

havde 179 mere eller mindre besværlige 

arbejdsgivere, som altid skulle imødekommes, 

hvilket hindrede enhver form for sund fornuft i tilrettelæggelsen 

og udførelsen af det administrative 

arbejde. Som konsulenterne så det, var der behov 

for et kulturskifte og en selvopfattelse, der i stedet 

sagde, at ”vi er en ganske almindelig serviceorganisation 

med permanent uklare og skiftende brugerrelationer”. 

En sådan selvopfattelse ville efter 

deres opfattelse ligge tættere på virkeligheden. 

Det er jo fristende at kigge på dagens kultur og 

selvopfattelse i administrationen og se – måske 

ikke om, men hvor den har ændret sig. Dette overlades 

til læseren. Dog skal lige nævnes, at Lilli 

Gyldenkilde (SF) allerede i marts 1991 i Præsidiet 

sagde, at tidl. miljøminister Lone Dybkjær (RV) 

over for hende havde udtrykt stor respekt for de 

ændringer i Folketingets administration, som var 

resultatet af organisationsanalysen. Hun havde 

kunnet mærke stor forandring, efter at hun var 

kommet tilbage fra Miljøministeriet. 

Ledelsesstrukturen fik også ”på puklen” af konsulenterne. 

Den var kun svagt udviklet og karakteriseret 

ved mange ledere, hvis opgaver ikke var 

tydeligt fastlagt, men virkede dog nogenlunde i 

forhold til det politiske system på trods af en vis 

”bikubeadfærd” med hektisk aktivering af mange 

personer, når systemet kaldte, f.eks. ved præsidiemøder. 

Organisationen var præget af en hierarkisk 

ledelsesstil, der gav en oplevelse af en topvendt og 

sagsorienteret beslutningsproces med utilstrækkelig 

delegering og kommunikation, samt et generelt 

lavt informationsniveau. De personalepolitiske 

opgaver var i øvrigt heller ikke prioriteret tilstrækkelig 

højt, og varetagelsen af disse opgaver skete 

ikke i en formaliseret organisatorisk sammenhæng. 

Så også her var der nok at tage fat på. 

forslag til ny organisation 

I februar 1990 fremkom T. Bak-Jensen A/S så med 

yderligere en rapport om organisatorisk hovedstruktur 

i Folketingets administration. Der var tale 

om en markant forenkling af administrationens 

opbygning og en styrkelse af især formandens 

overordnede ledende rolle. Til afløsning af de 

mange enheder blev der etableret 7 afdelinger/ 

sekretariater i den nye struktur, nemlig Ledelsessekretariatet, 

Lovsekretariatet, Informations- og 

Dokumentationsafdelingen, Udvalgsafdelingen,

International Afdeling, Medlemsafdelingen og 

Driftsafdelingen. Ledelsessekretariatet skulle 

foruden formands- og præsidiebetjening tage sig 

af edb, personale, løn og økonomi samt protokol, 

der imidlertid blev uddelegeret til International 

Afdeling. 

Nyskabelserne var Medlemsafdelingen med et 

Brugercenter, så medlemmerne kun skulle 

henvende sig ét sted for at få service og løst de 

daglige, praktiske opgaver fra hele huset, samt 

International Afdeling med fokus på den stigende 

globalisering. Medlemsafdelingen og International 

Afdeling blev udpeget til ”vækstområder”. Eneste 

nye stilling i organisationen var en stilling som 

personalekonsulent. Dette understregede den 

øgede vægt, der skulle lægges på personalepolitikken. 

I marts 1990 forelå konsulenternes rapport 

”Strategi og struktur” med idégrundlag og 

generelle mål og strategi(er) for Folketingets 

administration og en overordnet beskrivelse af 

den nye struktur, der skulle udfyldes nærmere i 

en række interne arbejdsgrupper med deltagelse 

af medarbejdere og med inddragelse af brugersynspunkter 

og eksterne faglige krav. Flere end 

50 medarbejdere deltog i arbejdet med at udfylde 

rammerne for de enkelte enheder og klargøre 

grænsedragningsproblemer. 25 medlemmer var 

blevet interviewet. Arbejdet skulle afsluttes inden 

sommerferien, og den sidste konsulentrapport 

”Funktioner og opgaver” blev afleveret til Præsidiet 

i juni. Tilbage stod chefbesættelser i de enkelte 

afdelinger, hvor konsulentfirmaet også skulle medvirke. 

For første gang i Folketingets historie skulle 

de nye funktionschefer testes inden udnævnelse. 

Desuden stod processen med stillingsvurderinger 

og bemanding af de forskellige enheder tilbage. 

Præsidiet og efterfølgende Udvalget for Forretningsordenen 

(UFO) godkendte den nye organisation 

på to møder i juni 1990. Den nye organisation 

skulle træde i kraft 1. oktober 1990. De lokalemæssige 

rammer og samling af de forskellige 

enheder var vigtige for projektets succes. 

Konsulentundersøgelsen var også blevet drøftet på 

flere møder i Samarbejdsudvalget (SU), og det 

fremgik, at konsulenterne var imponeret over den 

engagerede måde, medarbejderne i Folketinget 

havde arbejdet på. Der var udvist samarbejdsvilje 

og en stor evne til at løse problemer. Arbejdet var 

for en stor del udført ud over almindelig arbejdstid. 

Indførelse af tidsregistrering og fælles arbejdsnorm 

blev der efterfølgende brugt megen tid på. 

Foreningerne havde fået løfte fra ledelsen om, at 

ingen ville blive fyret i forbindelse med organisati- 

fra familievirKsomHed til offentlig arBeJdsPlads 17 

onsomlægningen, og dette løfte gentog bureauchef 

Helge Hjortdal på flere præsidiemøder, idet 

Præsidiet lagde vægt på, at den nye organisation 

ikke fik flere medarbejdere end den gamle, men 

også på sigt ønskede en ”slankning” af organisationen. 

Sådan er det jo ikke gået. Tværtimod. I 1990 var 

personaleforbruget 248 årsværk, i 1995 290, i 

2000 372, i 2005 394, det samme som i 2010, for 

så at falde til 382 årsværk i 2011. I de første 

mange år kom der hele tiden nye arbejdsopgaver 

til, mens udviklingen de seneste år har betydet, at 

nogle opgaver nu ikke længere løses i huset. 

Dengang var der mange, der gav udtryk for en vis 

utryghed ved situationen, men personaleforeningerne 

holdt fast i ledelsens tilsagn om, at ingen 

ville miste deres arbejde som følge af omlægningen. 

det vil være vanSkeligt 

”hVIS MAN VIl cItERE MIG FOR NOGEt, jEG 

IkkE hAR SAGt, VIl jEG SættE pRIS på, At MAN 

cItERER MIG kORREkt.” 

foreningernes medvirken 

Der var tale om et fælles ønske fra både ledelse og 

personaleforeninger om behovet for at få en mere 

tidssvarende organisation, ikke mindst aktualiseret 

af it-udviklingen, selv om øvelsen nok blev lidt 

mere omfattende, end foreningerne havde forestillet 

sig. Der var dog ingen tvivl hos foreningsrepræsentanterne 

om behovet for en organisationstilpasning, 

der gjorde op med den stedfundne 

”knopskydning”. 

Foreningernes interesse i organisationsudviklingsprojektet 

gik især på en styrkelse af personalepolitikken, 

herunder efteruddannelse, på arbejdsopgavernes 

fordeling på de enkelte afdelinger, på 

processen for udnævnelse af funktionschefer og 

bemanding af de enkelte afdelinger, på medlemskab 

af foreningerne, på vurdering af de enkelte 

stillinger og på, hvem der kunne søge hvilke 

stillinger. 

Foreningerne var i den indledende fase repræsenteret 

i den nedsatte styregruppe, senere i koordineringsgruppen, 

og Tjenestemandsforeningen 

deltog i alle de 7 arbejdsgrupper, der blev nedsat 

til at udfylde de nye afdelingers opgaver og afklare 

snitflader til andre afdelinger. En af de snitflader, 

der tog tid, var afklaringen af formaliakontrollens 

placering i enten Lovsekretariatet eller Udvalgsafdelingen.

18 

1991: 

Sovjetunionen opløses. 

Danmark anerkender de tre 

baltiske stater som selvstændige 

republikker. 

Bygning af broforbindelse over 

Øresund vedtages i Folketinget. 


Undervejs var der i Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse tvivl om, hvorvidt foreningen fortsat 

skulle deltage i Styregruppen pga. risikoen for at 

blive taget som gidsel for beslutninger, foreningen 

ingen indflydelse havde på, da der foregik en 

række aktiviteter uden for Styregruppen, og hvis 

det senere viste sig, at de egentlige forhandlinger 

ikke kom til at foregå i Styregruppen. Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse valgte dog at blive 

og tage et medansvar for den nye organisation, 

men det blev i den senere nedsatte Koordineringsgruppe 

og ikke i Styregruppen. Der var dog enighed 

i Tjenestemandsforeningens bestyrelse om, at 

foreningen trods alt fik tilgodeset flere af sine 

synspunkter ved at være med end ved at stå 

udenfor. F.eks. var det et ønske fra foreningerne, at 

konsulenterne skulle medvirke i hele processen 

med udpegning af chefgruppen, samt at medarbejderne 

skulle vide, hvem der blev chef i de nye 

afdelinger, før de selv skulle søge en stilling i den 

nye organisation. 

Ledelsen havde taget disse ønsker noget unådigt 

op. Derimod vakte de en vis genklang hos Folketingets 

formand, H.P. Clausen. Dette var vel også 

årsagen til, at Tjenestemandsforeningens ønsker 

blev imødekommet. Bortset fra stillingen som chef 

for Medlemsafdelingen blev alle chefstillinger 

besat med interne ansøgere. 

Der blev som nævnt kun oprettet én ny stilling i 

den nye organisation, og det var stillingen som 

personalekonsulent. Dermed imødekom ledelsen 

et stærkt ønske fra foreningerne om, at personalepolitikken 

blev styrket, så foreningerne hilste 

denne opprioritering velkommen. Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse havde lagt stor vægt på 

at komme med i den arbejdsgruppe, der skulle 

beskæftige sig med Ledelsessekretariatet og 

dermed personalepolitikken, idet foreningens 

interesse i undersøgelsen i første række havde 

været og var en styrkelse af personalefunktionen. 

Foreningen kom med, og det var bestyrelsens 

repræsentanter, der udarbejdede oplægget til 

personalepolitikken. Der blev bl.a. lagt vægt på 

at få udarbejdet retningslinjer for efteruddannelse 

og personalevelfærd, indførelse af medarbejdersamtaler, 

introduktion for nyansatte, sprogundervisning, 

karriereplanlægning, herunder mobilitet 

og seniorpolitik, personaleudvikling, frivillige 

moduler og meget mere. 

Organisationsudviklingsprojektet kostede i alt 

mere end 2 mio. kr. til konsulentbistand. Hertil kom 

de mange timer, medarbejdere og ledelse havde 

lagt i projektet. Endelig var der de menneskelige 

omkostninger, der ikke umiddelbart kunne gøres 

op, for medarbejdere, der af den ene eller anden 

grund havde svært ved at finde sig selv i den nye 

organisation, eller som havde fået en anden 

placering i organisationen, end de tidligere havde 

haft eller havde håbet på at få i den nye struktur. 

Kun ganske få forlod Folketinget efter organisationsomlægningen 

i 1990 – en enkelt med ventepenge 

i 5 år, ligesom enkelte meldte sig ud af 

Tjenestemandsforeningen pga. utilfredshed med 

foreningens indsats. Et enkelt kritisk indlæg mod 

ledelsen blev optaget anonymt i personalebladet 

”Bag Grebningen”. Det er dog indtrykket, at de 

fleste medarbejdere tog godt imod organisationsomlægningen, 

da de havde forståelse for behovet 

for at ændre strukturen, ikke mindst på baggrund 

af indførelse af ny teknologi i huset. 

stillingsvurdering og stillingsbesættelse 

122 forskellige stillingskategorier svarende til 295 

stillinger i den ny struktur blev vurderet. Formålet 

var at placere stillingerne i forhold til hinanden 

inden for den enkelte afdeling og i relation til den 

samlede organisation for at skabe ”en indre 

balance”. Foreningerne deltog med formand og 

næstformand sammen med ledelsen og konsulenterne 

i denne proces. Desuden deltog den chef, der 

havde kendskab til indholdet i den pågældende 

stilling. Tjenestemandsforeningen havde også 

forudsat, at den enkelte medarbejder var med til at 

udarbejde sin egen stillingsbeskrivelse, idet han/ 

hun selv bedst vidste, hvad de lavede. Der blev 

givet et løfte om, at stillinger efter behov kunne 

tages op til fornyet vurdering, når den nye organisation 

havde fungeret i et års tid, da man måtte 

se, hvordan stillingerne udviklede sig. 7Det skete 

også, idet en håndfuld stillinger blev genvurderet, 

primært inden for kontorgruppen. 

Tjenestemandsforeningens repræsentanter i 

stillingsvurderingsudvalget udtrykte også 

betænkelighed ved foreningens deltagelse, men 

også her var der enighed om, at det var rigtigst at 

deltage for at få den indflydelse, der fulgte, dog 

med risiko for en gidselfunktion. Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse var enig om at søge den 

størst mulige åbenhed om stillingsvurderingerne i 

forhold til deres medlemmer. 

Medarbejderne skulle søge den stilling, de gerne 

ville have i den nye organisation. Det gjaldt dog 

ikke husbetjente, inventarbetjente, håndværkere 

samt flere stillinger i Edb-kontoret. Men alle andre 

skulle søge i alt 3 stillinger i prioriteret rækkefølge. 

De fleste søgte den stilling, de havde i forvejen, og 

fik den. 4 ud af 5 medarbejdere fik deres første 

prioritet. Der var dog også en række medarbejdere, 

der gerne ville prøve kræfter med nye områder og 

fik lov til det. Størst søgning var der til Ledelsessekretariatet, 

dernæst til International Afdeling og 

Udvalgsafdelingen.

Alle, der ikke havde fået deres første prioritet, 

havde fået lovning på en samtale med nærmeste 

chef for en begrundelse for, hvorfor de ikke havde 

fået den. Dette blev ikke overholdt i alle tilfælde, 

og ledelsen indrømmede, at det var gået lidt vel 

stærkt. I de fleste afdelinger forløb stillingsbesættelserne 

uden større problemer. Der havde dog 

været en del uro de steder, hvor de gamle afdelinger 

var skåret ned, da nedskæringerne først var 

kommet på plads meget sent, og medarbejderne 

også først sent havde fået besked om, at udgangspunktet 

var en nulløsning. 

Enkelte steder var der stor utilfredshed. Det gjaldt 

Finansudvalgets sekretariat, dels med kontorbemandingen, 

dels med sekretariatslederstillingens 

lønramme, og Folketingstidende. Utilfredsheden 

hos Tidende gjaldt også stillingsvurderingerne. 

Tjenestemandsforeningens bestyrelse prøvede at 

løse problemerne, men det lykkedes ikke helt at 

undgå udmeldelser af foreningen. Bestyrelsen 

havde også ønsket, at nogle af de stillinger, som 

traditionelt var besat med betjente (Posthus, 

Rejsekontor m.fl.) på sigt skulle overgå til Tjenestemandsforeningen, 

men det kom der ikke noget ud 

af ved den lejlighed. 


Ændring af lønforhold 

Det var som nævnt en forudsætning, at den nye 

organisation ikke måtte koste ekstra – i hvert 

tilfælde ikke på lang sigt. Ingen medarbejdere gik 

ned i løn i forbindelse med organisationsomlægningen, 

men en række medarbejdere, der tidligere 

havde været chefer i en højere lønramme, fik en 

lavere lønmæssig indplacering i den nye organisation, 

selv om de altså beholdt deres hidtidige løn. 

Denne gruppe blev døbt eller rettere døbte sig selv 

”hybridgruppen” (den rigtige betegnelse havde 

været ”fagspecialistgruppen”). ”Besparelsen” blev 

dog først realiseret, når en fagspecialist forlod 

Folketinget. Den sidste i denne gruppe gik på 

pension efter mere end 20 år, så besparelsen var 

længe undervejs. Andre medarbejdergrupper tog 

forskud på glæderne, da ”besparelsen” blev brugt 

med det samme til en række opnormeringer. Ikke 

mindst kontorgruppen nød godt heraf. Tjenestemandsforeningens 

udgangspunkt havde været 

status quo mht. løn plus flere stillinger i en højere 

lønramme. 

For fuldmægtiggruppen foreslog Tjenestemandsforeningen, 

at der blev givet et tillæg til 1-2 

medarbejdere i de relevante afdelinger, men fra 

19 

Samråd i Finansudvalgets mødeværelse 

i 2007. Til højre for transportminister 

Carina Christensen (KF) sidder 

formanden for Finansudvalget, Kristian 

Thulesen Dahl (DF). Til venstre sidder 

sekretariatschef Peter Bohlbro og 

kontorfuldmægtig Sonia Westall.


Driftsenheden i Folketinget renser 

om året ca. 17.000 m2 gulvtæpper, 

tager sig af ca. 5.000 fejlmeldinger 

og flytninger og istandsættelser af 

kontorer, sender 330 t papir og pap 

samt 6 t it-udstyr og elartikler til 

genbrug og bortskaffer 25 t køkkenaffald. 

chefside blev det fremført, at det var chefernes 

opfattelse, at Tjenestemandsforeningen ikke 

skulle føre personalepolitik. Det skulle ledelsen. 

Desuden kunne fuldmægtiggruppen ikke i alle 

afdelinger blive enige om, hvem der i givet fald 

skulle have et tillæg. Der var fortsat langt til 

individuel løn. 

arbejdstid og tidsregistrering 

Ikke mindst arbejdstiden og registrering af denne 

kom på dagsordenen. Konsulenterne havde gjort 

opmærksom herpå i deres rapport, og Præsidiet 

havde også interesseret sig for arbejdstiden i 

Folketingets administration for at finde ”skjulte 

reserver” og nærme sig det øvrige arbejdsmarked i 

størst muligt omfang. Ledelsen ønskede også at få 

gjort op med medarbejdernes mistro til hinanden 

med hensyn til forskellige arbejdstider og tilstedeværelse 

i de forskellige afdelinger. Medarbejdernes 

årlige arbejdstid lå gennemgående under det timetal, 

som gjaldt på arbejdsmarkedet, herunder det 

offentlige arbejdsmarked. Minimumsarbejdstiden 

var 33 timer om ugen i mødeperioder for kontorgruppen, 

mens den var noget højere for AC-gruppen. 

Der var også store forskelle i arbejdstiden mellem 

afdelingerne og inden for den enkelte afdeling. 

Således blev der i en arbejdstidsundersøgelse, der 

dækkede perioden 1.12.1989-30.11.1990, konstateret 

forskelle i den gennemsnitlige ugentlige 

arbejdstid på fra 28,5 til 42,1 timer i mødeperioder 

og fra 14,1 til 35,4 timer i mødefri perioder. Inden 

for en enkelt afdeling var der konstateret forskelle 

på op til 28 timer i den ugentlige arbejdstid. 

Præsidiet og ledelsen ønskede ligesom en del 

medarbejdere, at der blev sigtet mod en ensartet 

arbejdstid på årsbasis for alle ansatte. Det endte 

efter langvarige forhandlinger med, at der blev 

indgået aftale om en ugentlig arbejdstid på 35 

timer og om tillæg for arbejdstid i weekender og 

om aftenen. Desuden fik medarbejderne mulighed 

for i arbejdstiden at bruge 1½ time om måneden til 

at foretage småærinder i. Arbejdstiden blev gjort 

op en gang om måneden for de fleste medarbejdergrupper, 

men ”afregnet” en gang om året. Alle 

skulle stemple, inkl. direktøren. Og urene blev 

nulstillet 1. oktober. Ledelsen indgik først aftale 

med Tjenestemandsforeningen om arbejdstid og 

stempelure; senere blev der indgået aftale med 

Betjentforeningen. 

Stempelurene mødte i starten modstand hos 

husets foreninger, hvis ikke de blev kombineret 

med en flekstidsordning. Stempelurene kunne 

opfattes som udtryk for mistillid til personalet. 

Ikke mindst AC-gruppen var utilfreds. Tjenestemandsforeningen 

skrev til Præsidiet umiddelbart 

efter indførelsen af stempelurene pr. 1. oktober 

1991 og udtrykte sin utilfredshed med beslutningen. 

Afslutningsvis hed det i brevet: ”Som stemningen 

er nu rundtomkring i huset, kan det være 

svært at få øje på den korpsånd og arbejdsglæde, 

der var. Det er synd for huset og alle dets brugere”. 

Foreningernes medlemskreds var dog delte i 

spørgsmålet, og med tiden har de fleste vist lært 

at leve med urene, og alle stempler nu igen efter 

en periode, hvor chefer og nogle grupper af 

ansatte var fritaget for tidsstempling. Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse gjorde opmærksom 

på, at foreningens forhandlingsudvalg havde 

fundet forhandlingerne meget belastende og i 

perioder dybt frustrerende. Det havde præget 

forhandlingerne, at ingen af parterne var professionelle 

forhandlere, men forhandlingsudvalget 

havde samtidig fået nogle erfaringer, som for-

håbentlig kunne komme foreningen til gode ved 

kommende forhandlinger. 

meningsundersøgelsen 

I december 1992 blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse 

blandt Folketingets medarbejdere 

om, hvor langt man var kommet i forhold til de 

mål, der blev sat ved organisationsændringen. 

Ledelsen havde foreslået, at konsulentfirmaet PA 

Consult skulle gennemføre undersøgelsen, men 

foreningerne ville have nogle andre. Konsulentfirmaets 

tid var efter foreningernes opfattelse forbi. 

Man ville ikke have ”ræve til at vogte gæs”, som 

det hed. Ledelse og foreninger enedes derfor om, 

at Dansk Institut for Personalerådgivning (IP) 

skulle bistå med spørgeskemaet m.v. Tjenestemandsforeningen 

og Betjentforeningen havde på 

forhånd udarbejdet et fælles spørgeskema, som 

indgik i det videre arbejde i den nedsatte projektgruppe. 

Formandskabet i projektgruppen var 

delt mellem ledelses- og medarbejderrepræsentanter. 

Der blev sendt 295 spørgeskemaer ud og returneret 

259 skemaer – en meget høj besvarelsesprocent 

(88 pct.). Spørgeskemaundersøgelsen var 

anonym og med mulighed for at komme med personlige 

kommentarer. Af de 69 spørgsmål, der blev 

stillet, blev de 58 besvaret negativt. De positive 

svar vedrørte egne arbejdsopgaver, ny teknologi, 

samarbejde med kolleger i egen afdeling og 

nærmeste overordnede. 85 pct. svarede, at de i 

høj grad eller i nogen grad var glade for at gå på 

arbejde. De mest tilfredse grupper – eller mindst 

utilfredse – var håndværkerne, inventarbetjentene 

og vinduespolererne samt husbetjentene og, ikke 

overraskende, cheferne, mens de mest utilfredse 

var referenterne og betjentene. 59 pct. var nu 

tilfredse med tidsregistreringen, mens 36 pct. 

var utilfredse. 

De negative svar gik i øvrigt på, at den nye organisation 

ikke fungerede hensigtsmæssigt, den 

ændrede ledelsesform var ikke slået mærkbart 

igennem, beslutningshastighed og -niveau var 

utilfredsstillende, samt at den overordnede ledelsesinformation 

ikke var tilstrækkelig. 

Der var enighed om, at viderebehandlingen af 

resultaterne fra meningsundersøgelsen skulle ske 

i et åbent samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. 

Højest prioriteret blev udarbejdelse af 

2-årige handlingsplaner i afdelingerne og i Chefgruppen, 

en intern evaluering i Chefgruppen, der 

bl.a. omfattede snitfladeproblemer og ressourcefordeling 

samt en opprioritering af ledelsesinformationen, 

bl.a. med udgivelsen af ”Chefgruppens 

Nyhedsbrev”. SU-referater fra perioden viser, at der 

blev lagt meget arbejde både i afdelingerne og i 


Chefgruppen for at gennemføre initiativer, der 

kunne imødekomme de ønsker, der var kommet 

frem i meningsundersøgelsen, og bruge de 

fremførte kritikpunkter på en konstruktiv måde. 

Ledelsen havde været meget glad for personalets 

indsats og engagement og den udviste professionelle 

indsats. 

Den del af ledelsen, som foreningerne i det daglige 

havde kontakt med, påskønnede den seriøsitet og 

fælles ansvarsfølelse, foreningsformændene og de 

øvrige bestyrelsesrepræsentanter altid lagde for 

dagen, og oplevede et gensidigt tillidsforhold. 

Tidligere foreningsformænd har også givet udtryk 

for, at selv om der var tale om hårde forhandlinger, 

ikke mindst i en periode, hvor velerhvervede 

rettigheder stod på spil, var der et godt arbejds- og 

forhandlingsklima. På mange områder var der en 

stadig involvering af foreningsrepræsentanter og 

andre medarbejdere, så selv om der blev givet 

udtryk for utilfredshed og frustration, var der også 

et ønske om i fællesskab at finde konstruktive 

løsninger. 

Sideløbende med meningsundersøgelsen havde 

ledelsen gennemført en undersøgelse blandt 

Folketingets brugere. Denne undersøgelse blev 

lavet i samarbejde med konsulentfirmaet ScanTest 

MarkedsDialog. Blandt de 43 serviceydelser, 

undersøgelsen omfattede, var der 9 ydelser, hvor 

undersøgelsens resultater indikerede, at tilfredsheden 

ikke var helt så optimal, som den kunne 

blive. Disse ydelser var spredt på stort set hele 

administrationen, så også her var der plads til 

forbedringer. 

Hovedaftaler og overenskomster 1993-97 

Som det fremgår ovenfor, fandt Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse, at der efter organisationsomlægningen 

og den gennemførte meningsundersøgelse 

blandt medarbejderne herskede et 

ømtåleligt samarbejdsklima rundtomkring i 

organisationen. Bestyrelsens forhandlingsudvalg 

oplevede de ”psykologiske faktorer” som det 

væsentligste problem. Ledelsen gav til gengæld 

udtryk for, at medarbejderne var utroligt forkælede. 

Organisationsomlægningen havde flere 

steder i huset efterladt en dårligere stemning, og 

der var sket en række ”opstramninger”, herunder 

reduktion af visse traditionelle friheder, afskaffelse 

af en række betalingsordninger samt indførelse 

af en 37 timers arbejdsuge pr. 1. oktober 

1993. Dette stillede andre krav til Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse, når der skulle forhandles. 

Foreningens formand konstaterede, at hverken 

bestyrelsen eller ledelsen var professionelle nok, 

når der skulle forhandles. Det betød, at bestyrelsen 

kom på kurser, og at ledelsen kom på kurser. 

21 

1992: 

Anders Fogh Rasmussen går 

af som økonomi- og skatteminister 

og afløses af Peter 

Brixtofte. Poul Nyrup Rasmussen 

vælges til formand for 

Socialdemokratiet i stedet 

for Svend Auken. 

Fodbold: Danmark vinder i 

Göteborg europamesterskabet 

med en finalesejr på 2-0 

over Tyskland.


Folketingets EU-Oplysning fik 

7.553 forespørgsler i 2010. 

www.eu-oplysningen.dk blev samme 

år besøgt 1.467.326 gange, og i 

gennemsnit blev der læst 550.700 

sider hver dag. 

Det blev mere og mere klart, at tiden var inde til at 

indgå hovedaftaler og overenskomster, og at 

husets personaleforeninger måtte have de 

professionelle foreninger ind i huset. COII og DJØF 

kom på banen. ”De gode, gamle dage” var ved at 

være forbi, hvor foreningerne og ledelsen kunne 

blive enige om tingene uden indblanding udefra 

og ofte – set fra foreningernes side – med et bedre 

resultat end uden for Folketinget. Men der var sket 

– ved at ske – en tilpasning af forholdene i 

Folketinget til verden udenfor. Og på en række 

områder oplevede Tjenestemandsforeningens 

bestyrelse, at det ville være til fordel for medarbejderne 

at få de professionelle organisationer ind i 

huset, ikke mindst hvad angik personalepolitik og 

efteruddannelse, men også når det gjaldt om at 

få faste regler for honorering af overarbejde, når 

arbejdstiden nu var normaliseret. Formelle regler 

for afgørelse af konflikter blev ligeledes oplevet 

som en mangelvare. 

Der var desuden et tillidsproblem og en fornemmelse 

af, at modparten optrådte uprofessionelt. 

forhandlinger om hovedaftaler 

I foråret 1993 henvendte DJØF og COII sig til Folketingets 

formand, Henning Rasmussen (S), som i 

januar 1993 havde afløst H.P. Clausen (KF) på 

formandsposten, om indgåelse af hovedaftaler og 

overenskomster for Folketingets administration. 

Henvendelserne blev forelagt foreningerne, og 

Tjenestemandsforeningen meddelte ledelsen, at 

indgåelse af hovedaftaler for alle parter ville være 

den bedste løsning. Foreningen mente, at de 

senere års stramninger havde medført et stigende 

ønske blandt personalet om, at udgangspunktet 

for ansættelsesforholdene i Folketinget blev, at 

tjenestemandslovgivningen og de relevante faglige 

overenskomster fandt direkte anvendelse, medmindre 

de var fraveget ved aftaler mellem ledelsen 

og de ansattes forhandlingsberettigede organisationer. 

Manglen på formelle regler om mægling og 

voldgift havde gjort de seneste års forhandlinger 

utilfredsstillende og frustrerende for alle parter. 

Betjentforeningen var af samme opfattelse, mens 

Håndværkerklubben og Husbetjentene ikke havde 

noget specielt ønske herom. De to foreninger ville 

dog tilslutte sig Tjenestemandsforeningens og 

Betjentforeningens stillingtagen i spørgsmålet. 

Præsidiet og UFO var indstillet på at imødekomme 

foreningernes ønske, som i øvrigt også blev delt af 

ledelsen. Præsidiet fandt det i forbindelse med en 

nyordning naturligt at opsige de indgåede protokollater 

(om arbejdstid), kutymer og særordninger 

for Folketingets ansatte, og det blev de i juni 1994. 

I UFO var der en vis skepsis, dels fordi Præsidiet og 

UFO skulle afgive kompetence til ensidigt at fastlægge 

medarbejdernes arbejdsvilkår, dels fordi 

man frygtede, at aftalerne ville medføre forøgede 

lønudgifter. Det blev ligeledes tilkendegivet, at det 

ville være uacceptabelt, hvis Folketinget ikke 

kunne fungere som følge af arbejdsnedlæggelser. 

Der blev med andre ord stillet krav om en ubegrænset 

fredspligt. Aftaler m.v. skulle i øvrigt som 

udgangspunkt have samme indhold som overenskomster 

og aftaler på det statslige område. 

Og så gik forhandlingerne i gang. I efteråret 1995 

var der opnået enighed om forslag til hovedaftaler, 

som så vidt muligt svarede til de statslige hovedaftaler, 

dog med enkelte væsentlige fravigelser, 

nemlig at ingen medarbejdere lovligt kunne 

etablere arbejdsstandsninger på noget tidspunkt. 

Opsigelsesbestemmelserne i hovedaftalen blev 

udformet således, at i tilfælde af at der ikke kunne 

opnås enighed om indgåelse af en ny hovedaftale, 

kunne Folketingets formand beslutte at udstede et 

lønregulativ, hvorved hovedaftalen bortfaldt. 

Tvister skulle afgøres ved faglig voldgift, men 

Folketinget kunne ikke idømmes nogen bod. Folketingets 

forretningsorden skulle også ændres, så at 

Folketingets direktør fik hjemmel til at indgå 

hovedaftaler og overenskomster efter bemyndigelse 

fra Folketingets formand. Det lykkedes 

ledelsen at skabe forståelse for, at det var nødvendigt 

at opretholde en situation, hvor medarbejderne 

ikke havde strejkeret, og at en sådan 

særordning var uafviselig. 

På tjenestemandsområdet blev der opnået 

enighed med de to centralorganisationer COII og 

AC om en hovedaftale for Folketingets tjenestemænd, 

mens der på overenskomstområdet skulle 

indgås aftale på tre centralorganisationers vegne, 

nemlig COII, Statsansattes Kartel (StK) og AC. Der 

blev indgået stort set enslydende hovedaftaler 

med COII og StK og én aftale på AC-området.

Undervejs var der opstået problemer især mellem 

StK og COII om, hvem der skulle repræsentere 

hvilke medarbejdergrupper. Dette bidrog også til at 

trække forhandlingerne i langdrag. 

Det blev Folketingets nye formand, Erling Olsen (S), 

der blev formand i 1994, og Folketingets nye 

direktør, Ole Stig Andersen, der tiltrådte i 1995, 

der fik det formelle ansvar for indgåelse af såvel 

hovedaftaler som overenskomster i Folketingets 

administration 

forhandlinger om overenskomster 

og lokalaftaler 

Forslagene til hovedaftaler blev lagt til side, indtil 

overenskomster og lokalaftaler var blevet forhandlet 

på plads. Ledelsen gav udtryk for, at man 

naturligvis ikke bare kunne tage det bedste fra 

begge ordninger – det statslige system og de 

lokale aftaler. Medarbejderne kæmpede naturligvis 

for at bevare velerhvervede rettigheder og få 

rettet op på de mangler, de mente der var på en 

række områder. 

Den økonomiske ramme for forhandlingerne blev 

fastsat som på det statslige område for 1995-97. 

Overenskomster og lokalaftaler var på plads i foråret 

1997, så det var et meget langt forhandlingsforløb, 

inden Folketinget blev en del af det offentlige 

arbejdsmarked, dog fortsat med hensyntagen 

til de særlige arbejdsforhold i Folketingets administration. 

Folketingets direktør fik tillagt den 

kompetence, Finansministeriet havde ifølge de 

tilsvarende aftaler, der var indgået på det statslige 

område. En model, der senere blev brugt af kongehuset. 

Der blev indgået en fællesoverenskomst for alle 

COII- og StK-ansatte, hvori alle fælles forhold – 

med undtagelse af arbejdstidsforhold – var reguleret. 

Hertil kom tre organisationsaftaler, hvori de 

forhold, der var specifikke for hver af grupperne, 

blev beskrevet. Der blev indgået én aftale for 

kontorgruppen, én for betjentene og én for 

StK-området, dvs. husbetjente, håndværkere, 

vinduespolerere, planlægningsmedarbejdere og 

kontorelever. 

Ikke mindst arbejdstidsaftalen og rejsetidsreglerne 

tog tid at færdigforhandle. Der blev aftalt 

gruppevise omklassificeringer (primært inden for 

COII-området), afsat midler til seniorpolitiske 

foranstaltninger og gennemført visse pensionsmæssige 

forbedringer på overenskomstområdet. 

Desuden skete der justeringer i arbejdstidsreglerne. 

De indgåede aftaler indebar, at der på visse 

områder var sket stramninger, mens der på andre 

var udvist en vis imødekommenhed. 


De hidtidige protokollater om arbejdstid blev 

sammenskrevet til én arbejdstidsaftale. Denne 

betød bl.a. afskaffelse af tidsregistreringen for 

AC-medarbejderne og mellemledergruppen. De 1½ 

timer om måneden til småærinder blev afskaffet 

igen. Der skete en mindre forbedring af belastningsfaktorerne 

for aftenarbejde og for arbejde på 

søn- og helligdage. Rejsebestemmelserne for rejser 

med medlemmer i ind- og udland blev justeret. For 

medarbejdersiden var der samlet set tale om en 

mindre forringelse, idet den beregnede rejsetid på 

lørdage, søn- og helligdage blev reduceret, mens 

rejsetiden i indland med medlemmer blev forhøjet. 

Fritid under rejser kunne ikke medregnes i tidsregistreringen. 

Efteruddannelsesdage indgik med 

7,4 timer i tidsregistreringen i stedet for de hidtidige 

10 timer. Arbejdstidsaftalen fik virkning fra 

1. juni 1997. Forhandlingsresultaterne blev godkendt 

af foreningerne, dog med en vis modstand 

hos AC-Klubben. Folketingets forretningsorden blev 

justeret i januar 1998 . 

I forelæggelsen for Præsidiet i foråret 1997 hed 

det, at såvel Folketingets administration som 

organisationerne var af den opfattelse, at det ville 

være en væsentlig forbedring for det fremtidige 

arbejde og samarbejde vedrørende løn- og 

ansættelsesvilkår i Folketingets administration, 

at der nu var aftalt et fælles, nedskrevet arbejdsgrundlag. 

Der var i forhandlingerne, så vidt det 

overhovedet var muligt, taget udgangspunkt i de 

tilsvarende aftaler på det statslige område. De 

særlige forhold og traditioner i Folketingets administration 

var dog som udgangspunkt bevaret, 

specielt mht. regulering af arbejdstid. 

Med hovedaftaler og overenskomster havde Folketinget 

taget det sidste og afgørende skridt væk fra 

en familievirksomhed med en ”pater familias” i 

23 

Folketingets Bibliotek blev 

etableret i 1848 med 1.800 bøger. 

I dag har det 250.000 bøger og 

abonnement på 400 tidsskrifter. 

Der indkøbes 1.000 nye bøger og 

udlånes 4.500 bøger om året. 

Biblioteket udarbejder elektronisk 

baggrundsmateriale til ca. 350 

lovforslag m.m. om året. Folketingets 

Oplysning informerer om 

arbejdet i Folketinget historisk og 

aktuelt og om den parlamentariske 

proces, og man modtager ca. 1.000 

henvendelser om måneden


Vinduespudseren har sikkerhedsbælte 

på. Christiansborg Slots og 

Provianthusets ca. 1.200 fag 

vinduer bliver pudset 2-3 gange 

årligt. 

spidsen til en offentlig arbejdsplads med klart definerede 

roller for ledelse og medarbejdere – på godt 

og ondt. 

olsenplanen 1995 

Mens forhandlingerne om hovedaftaler og overenskomster 

stod på, tog Folketingets daværende 

formand Erling Olsen (S) initiativ til en plan for 

styrkelse af Folketingets arbejde – den såkaldte 

Olsenplan. Den fik stor betydning for folketingsgrupperne 

og dermed indirekte for Folketingets 

medarbejdere. Planen indeholdt forslag om 

forhøjelse af tilskuddet til folketingsgrupperne 

med henblik på mere sekretær- og eksperthjælp til 

medlemmer og grupper, forslag om mere ekspertbistand 

fra Folketingets administration til udvalg 

og medlemmer, forslag om etablering af et Lovråd, 

forslag om bedre hjælpemidler til Folketingets 

medlemmer og ansatte – først og fremmest i form 

af anvendelse af mere teknologi som f.eks. 

bærbare pc’er, pligt for ministerierne til elektronisk 

overførsel af alle dokumenter til Folketingets 

udvalg, elektronisk overførsel af forslag til 

EU-lovgivning til Folketinget samt udvidelse af 

Edb-kontorets uddannelseskapacitet – forslag om 

brug af udlandsrejser som arbejdsredskab, forslag 

om styrkelse af Folketingets arbejde med udenrigspolitiske 

spørgsmål samt forslag om turnus- og 

rokeringsordninger og karriereveje for Folketingets 

medarbejdere. 

Flere af planens elementer havde Folketingets 

administration allerede selv taget hul på tidligere, 

men de fik med Olsenplanen en økonomisk saltvandsindsprøjtning. 

Planen indebar merudgifter på 

23,2 mio. kr. i 1995, 60,0 mio. kr. i 1996 og 49,5 

mio. kr. i 1997. 

Efter at Olsenplanen var udarbejdet, tiltrådte Ole 

Stig Andersen som ny direktør for Folketinget. 

Planen betød mulighed for ansættelse af 104 

ekstra medarbejdere til grupperne og en udvidelse 

af personalenormeringen på 31 til Folketingets 

administration, især i Edb-kontoret og i Driftsafdelingen. 

Den største personaleudvidelse fandt dog 

sted i Udvalgsafdelingen med i alt 7 AC-fuldmægtige 

og 3 assistenter. Udvalgsafdelingens 

personale blev opdelt i 5 grupper, hvor udvalg med 

emnemæssige berøringsflader udgjorde én 

udvalgsgruppe med en konsulent som gruppekoordinator. 

Kontormedarbejderne blev ligeledes 

knyttet fastere til de enkelte udvalg. Lovsekretariatet 

blev styrket med en stilling som juridisk konsulent. 

Betjentkorpset blev opdelt i fire enheder: 

Serviceenheden, Dokumentenheden, Logistikenheden 

samt Sikkerhedsenheden; piccoloordningen 

stammer i øvrigt også fra Olsenplanen. Sekretariatsfunktioner 

for de udenrigspolitiske udvalg, 

Forsvarsudvalget og de faste delegationer blev 

samlet i ét sekretariat i International Afdeling. 

Stagiaireordningen er ligeledes en følge af Olsenplanen. 

Endelig blev det besluttet at styrke samarbejdet 

med informationspolitik og informationsteknologi 

i Folketinget. 

Lokalemæssigt forestillede man sig en løsning i 

tre etaper, hvor første etape var at ”klemme sig 

sammen på den mindre plads”, mens anden etape 

var ibrugtagning af Landbrugs- og Fiskeriministeriets 

tidligere lokaleområde (Christians Brygge nr. 6), 

når ministeriet var flyttet til den tidligere 

ØK-bygning i Holbergsgade i København. Tredje 

etape var overtagelse af Rigsarkivet, som man 

forestillede sig kunne tages i brug omkring år 

2000. Vi venter stadig.

de politiske partiers stillingtagen til planen 

Der var fra de politiske partiers side opbakning til 

alle dele af planen bortset fra punktet om etablering 

af et Lovråd. Partierne forholdt sig til planen 

efter det kendte mønster: Partier, der ikke kunne 

påregne regeringsdeltagelse, kunne støtte alle 

dele af planen, også dem, der styrkede Folketinget 

over for regeringen, og dem, som styrkede Folketingets 

administration, mens regeringspartier og 

oppositionspartier, der håbede på at komme i 

regering på et senere tidspunkt, især støttede 

initiativer, der styrkede partierne selv. Dog var der 

flertal for en styrkelse af udvalgsbetjeningen med 

en opprioritering af udvalgsbistanden, af rejsevirksomheden 

og behandlingen af udenrigspolitiske 

spørgsmål. 

Konsekvenser af planen 

Turnus- og rokeringsordninger m.v. for Folketingets 

ansatte betød først og fremmest, at der kom flere 

medarbejdere fra ministerierne som udvalgssekretærer 

i en begrænset periode. De fik så kendskab 

til arbejdet i Folketingets udvalg for derefter at 

vende tilbage til ministerierne med ny viden om 

Folketinget og samspillet mellem Folketinget og 

centraladministrationen. Den modsatte vej havde 

ordningerne ikke samme tiltrækningskraft, og de 

enkelte medarbejdere, der forsøgte sig i den 

ministerielle verden, fik ikke rigtig godskrevet 

initiativet, når de vendte tilbage til Folketinget. 

Styrkelsen af medlemssekretærordningen og 

eksperthjælp til grupperne aktualiserede grænsedragningsproblemer 

for fordeling af arbejdsopgaver 

i det daglige mellem partiansatte og Folketingets 

administration. Man søgte hver især at undgå 

de mere trivielle arbejdsopgaver. 

Olsenplanen betød også en samling af store dele 

af Folketingets administration i Landbrugsministeriets 

tidligere lokaleområde (L-bygningen). Den 

positive effekt heraf var bedre muligheder for et 

tættere samarbejde om bistanden til den parlamentariske 

proces, herunder betjening af udvalg 

og delegationer. De åbenbare ulemper var de lange 

afstande til udvalgsværelser og møderum for 

mange ansatte. For at denne udflytning af administrationen 

skulle ”glide” lidt lettere ned, besluttede 

Folketingets formand Erling Olsen, at han selv og 

direktør Ole Stig Andersen også skulle flytte til 

L-bygningen. Da Ivar Hansen (V) blev formand for 

Folketinget efter valget i 1998 efter lodtrækning 

med Birte Weiss (S), flyttede han dog tilbage til 

Christiansborg igen. Da Henrik Tvarnø blev Folketingets 

direktør i 2001, flyttede han også tilbage 

til Christiansborg. 

I forlængelse af Olsenplanen blev Lovsekretariatet, 

der nu hed Lov- og Parlamentssekretariatet, place- 


ret med reference til direktør Ole Stig Andersen i 

parlamentariske sager af mere principiel og udviklingsmæssig 

karakter og med fortsat reference 

til folketingssekretær Jørgen Bang Jespersen i 

daglige parlamentariske spørgsmål. Endvidere var 

Personalesekretariatet blevet udskilt fra Ledelsessekretariatet 

med en personalechef i spidsen, og 

Nordisk Råds Danske Delegations Sekretariat var 

blevet fuldt integreret i Folketingets administration. 

Senest var der etableret en stabsfunktion på 

it-området til at formulere og fastholde Folketingets 

informationspolitik og koordinere en samlet 

indsats på området. 

serviceeftersyn 1997-98 

I efteråret 1997 besluttede Folketingets formand 

Erling Olsen at lave et ”serviceeftersyn” af Folketingets 

administration, bl.a. under henvisning til de 

fortsatte udvidelser af medarbejderstaben. Han 

havde i en artikel i Jyllands-Posten med den lidt 

provokerende overskrift ”Stop for frås i Folketinget” 

luftet sine foreløbige tanker. Overskriften skulle 

efter sigende ikke være formandens. Serviceeftersynet 

skulle bl.a. afdække, om organisationen 

havde den rigtige struktur, om der var mulige 

rationaliseringsområder, og om der var overflødige 

serviceopgaver osv. Erling Olsen understregede 

dog, at formålet ikke var at gennemføre besparelser 

eller afskedigelser. Parallelt hermed besluttede 

Folketingets direktør Ole Stig Andersen med formandens 

indforståelse at se på den overordnede 

struktur med inddragelse af konsulentbistand 

udefra – denne gang Lisberg Management, hvor en 

af de tidligere konsulenter fra T. Bak-Jensen A/S 

nu slog sine folder. 

SU var på flere møder blevet orienteret om både 

serviceeftersyn og organisationsomlægning, men 

der var her stor utilfredshed med forløbet. På et 

ekstraordinært SU-møde i maj 1998 var der dog 

positive tilkendegivelser til beretningen om 

serviceeftersynet. Direktør Ole Stig Andersen 

sagde, at rapporten om serviceeftersynet var hans 

beretning til den politiske ledelse med bidrag fra 

de enkelte funktionschefer. Formålet med strukturændringen 

var efter Ole Stig Andersens opfattelse 

at etablere en enhedsorganisation, der også 

omfattede det parlamentariske område, at tømme 

Ledelsessekretariatet for driftsopgaver samt at 

finde en måde at håndtere it-udviklingen på i 

Folketingets administration fremover. 

På et nyt ekstraordinært møde ugen efter udtrykte 

B-siden utilfredshed med den lukkethed, ledelsen 

havde udvist over for B-siden om processen. Det 

var den overvejende opfattelse, at hensynet til de 

enkelte chefer var blevet tilgodeset i stedet for 

hensynet til personalet og opgavernes hensigtsmæssige 

placering. B-siden mente ikke, at 

25 

Personaleomsætningen i 

Folketinget i 2011 var 11,1 pct. 

mod 12,1 pct. i staten. Sygefraværet 

var 8,9 sygedage pr. 

medarbejder; i staten var det 8,7 

sygedage. Gennemsnitsalderen 

var i 2011 44,9 år. I 2010 var den 

44,6 år. Blandt cheferne var der i 

2011 47 pct. kvinder og 53 pct. 

mænd.

26 


Ledelsessekretariatet var blevet tømt for driftsopgaver 

(Journalen og Sagsarkivet var fortsat 

placeret her). Folketingstidende kunne ikke 

umiddelbart forstå, at de fremover skulle placeres i 

Medlemsafdelingen. B-siden opfordrede endvidere 

til, at medarbejderne i den nye Kommunikationsog 

It-Afdeling blev inddraget i drøftelserne om 

arbejdsopgavernes fordeling. COII-foreningen var 

bekymret pga. nedlæggelsen af stillingen som 

personalechef. Betjentforeningens formand mente 

under henvisning til den måde, organisationsomlægningen 

var gennemført på, at den var direktørens 

omlægning, hans kompetence og hans ansvar. 

B-siden tog herefter strukturændringen til efterretning. 

Til de lidt ældre læseres erindring var det også ved 

den lejlighed, at den daværende vicedirektørstilling 

blev nedlagt, og at Løn- og Økonomikontoret 

blev flyttet fra Ledelsessekretariatet til en nyoprettet 

Administrationsafdeling. Driftsafdelingen 

samt dele af Personalesekretariatet blev også 

overflyttet hertil. Edb-kontoret blev rykket til en 

nyoprettet Kommunikations- og It-Afdeling 

sammen med dele af Informations- og Dokumentationsafdelingen. 

Folketingets Bibliotek blev 

udskilt herfra til en selvstændig enhed med direkte 

reference til direktøren, mens Informations- og 

Dokumentationsafdelingen blev nedlagt. Der blev 

også oprettet et egentligt Formandssekretariat 

som del af Ledelsessekretariatet, der også 

fremover skulle varetage overenskomstforhandlingerne. 

Denne opgave var overtaget fra det tidligere 

Personalesekretariat. Endelig skulle kompetencedelingen 

mellem direktør og folketingssekretær 

tages op, når den daværende folketingssekretær, 

Jørgen Bang Jespersen, gik på pension. Det skete 

i 2001. 

ny vin til gamle toner 

”dEt kENdER VI GOdt. dEt ER EN GAMMEl 

MElOdI på NyE FlASkER. dEt ER dER IkkE 

NOGEt Nyt I.” 

Inden da havde direktør Ole Stig Andersen forladt 

Folketinget, idet Folketingets Præsidium i september 

2000 havde tilkendegivet, at samarbejdet ikke 

kunne fortsætte. På denne baggrund var det blevet 

aftalt, at direktøren fratrådte sin stilling, og kompetencespørgsmålet 

blev ikke drøftet yderligere. I 

medierne blev direktørens afgang beskrevet som 

en fyring på gråt papir pga. samarbejdsvanskeligheder. 

organisationsændringer 1998-2008 

I 1999 blev Folketingstidende flyttet fra Medlemsafdelingen 

til Lov- og Parlamentssekretariatet i 

forbindelse med et chefskifte. B-siden i SU syntes, 

at det ville være en god idé ved samme lejlighed at 

flytte overenskomstforhandlingerne tilbage til 

Administrationsafdelingen, men det skete ikke på 

det tidspunkt. 

I 2001 tiltrådte Henrik Tvarnø som ny direktør 

for Folketinget. Han startede sit virke med at 

gennemføre en strukturændring med bistand fra 

konsulentfirmaet Mercuri Urval. Overvejelserne 

om organisationsændringen var dog allerede 

påbegyndt inden den nye direktørs tiltræden efter 

ønske fra Folketingets formand Ivar Hansen og det 

øvrige Præsidium. Fra september 2000 havde folketingssekretær 

Jørgen Bang Jespersen fungeret 

som direktør efter Ole Stig Andersens fratræden. 

I løbet af sommeren 2001 blev organisationen så 

ændret for at sikre enhedsledelse og enhedsstruktur 

i administrationen. Præsidiet gav i den forbindelse 

udtryk for følgende målsætninger 

• Der skulle skabes en sammenhængende 

organisationsudvikling 

• Der skulle opnås forenkling, enhed og synergi i 

kraft af afdelingssammenlægninger 

• Der skulle sikres beslutningsdygtighed og faglig 

kompetence i organisationen 

I SU var opfattelsen den, at det skulle undgås, at 

organisationen blev for ledelsestung og kommandovejene 

for lange som følge af de yderligere 

ledelseslag, som omstruktureringen resulterede i. 

Som det blev udtrykt af en repræsentant for 

B-siden: ”Der var allerede langt nok til ”himlen” i 

dag.” AC-repræsentanten havde fået mange 

tilkendegivelser fra sine medlemmer, dels om 

utilfredshed med den seneste udvikling, dels om 

frustration og demotivation hos medarbejderne. 

Folketingets formand Ivar Hansen, som deltog i en 

række ekstraordinære SU-møder i denne periode, 

sagde, at ”hvis der var en dårlig stemning i huset, 

var det en fælles opgave at få denne vendt i 

positiv retning. Processen havde været meget 

længere, end nogen havde troet, den ville blive. 

Man kunne være enig eller uenig i de beslutninger, 

der var truffet, men da de stod ved magt, burde 

man i stedet for vælge at se det som en spændende 

udfordring at få den nye organisation til at 

fungere”. Formanden så gode muligheder for at 

drøfte mere fleksible arbejdsstrukturer i de nye 

afdelinger. Med henvisning til en holdning om, at 

medarbejderne i administrationen udgjorde et A-, 

B- og C-hold, som han ofte var stødt på, opfordrede 

formanden medarbejderne til at få drøftelser i 

gang, der kunne vise, at alle administrationens

medarbejdere havde en vigtig funktion, og at alle 

bidrog på hver sin måde til at få organisationen til 

at fungere. En større bevidsthed herom og accept 

ville være positiv for organisationen som helhed. 

I sommeren/efteråret 2001 gennemførtes så en 

større proces med nedsættelse af i alt 8 arbejdsgrupper, 

der havde til formål at implementere og 

forankre den nye struktur. Der blev ligeledes nedsat 

en styregruppe med ledelses- og medarbejderrepræsentanter. 

B-siden i SU lagde vægt på så stor 

medarbejderinddragelse som muligt. I øvrigt gav 

B-siden udtryk for, at man opfattede det nuværende 

Samarbejdsudvalg som et orienteringsudvalg. 

Man håbede dog, at SU fremover ville blive 

brugt til at drøfte problemstillinger, inden de blev 

til konflikter. 

Modsat den organisationsændring, der blev gennemført 

i 1990, var der nu fungerende chefer til at 

styre processen i de enkelte afdelinger, selv om 

ikke alle afdelingschefer og dermed direktionsmedlemmer 

endnu var ansat. 

Den ny struktur trådte i kraft pr. 1. oktober 2001, 

selv om ikke alle forhold var helt afklarede på dette 

tidspunkt. Der var nu tre afdelinger: Parlamentarisk 

Afdeling, Administrations- og Serviceafdelingen 

samt Kommunikations- og It-Afdelingen. Det 

betød, at de afdelingschefer – 6 i alt – der ikke blev 

ansat i direktionen i den nye organisation, skulle 


have andre funktioner og ansvars- og arbejdsområder. 

Det fik de, men flere af dem forlod relativt 

hurtigt herefter Folketinget eller fik ikke deres 

åremålsansættelse forlænget. 

I Parlamentarisk Afdeling blev Udvalgsafdelingen 

og International Afdeling samlet under én afdelingschef, 

og der blev i stedet for de to tidligere 

afdelinger etableret tre udvalgssekretariater og 

et EU-sekretariat og senere oprettet tre stillinger 

som sekretariatschefer. Også Nordisk Råds Danske 

Delegations Sekretariat, Lovsekretariatet og 

Folketingstidende blev lagt ind under Parlamentarisk 

Afdeling. Protokollen forblev indtil videre i 

afdelingen. En anden ændring var, at folketingssekretæren 

samtidig blev vicedirektør. Stillingen 

blev således hverken nedlagt eller udfaset, således 

som planen tidligere havde været – tværtimod. 

Claus Dethlefsen blev i øvrigt ny folketingssekretær 

efter Jørgen Bang Jespersen. 

Administrations- og Serviceafdelingen blev organiseret 

i tre enheder: en Planlægningsenhed inkl. 

Journalen, en Personale- og Økonomienhed og 

Brugerservice, der foruden betjentkorpset, der blev 

opdelt i en Serviceenhed og en Sikkerhedsenhed, 

også kom til at omfatte Rengørings- og Vedligeholdelsessektionen. 

Desuden blev der oprettet et 

Brugercenter i Brugerservice med det formål, at 

brugerne kun skulle henvende sig ét sted for at få 

en ydelse (fortrinsvis ydelser inden for Bruger- 

27 

Tjenestemandsforeningens 

medlemmer fotograferet i 1987 på 

trappen op til Folketingssalen


Ved Folketingets åbning den første 

tirsdag i oktober pyntes der op i 

anledning af kongefamiliens besøg 

services eget arbejdsområde). Reduktionen i 

ledelseslagene betød, at en stilling som kontorleder 

i Brugercentret blev nedlagt, hvilket B-siden 

gjorde indsigelse imod i SU. 

Også Kommunikations- og It-Afdelingen kom til at 

omfatte tre enheder: Information & Kommunikation, 

Folketingets Bibliotek, Arkiv & Oplysning og It 

& Tele. Opfølgningen på organisationsændringerne 

blev drøftet på et præsidiemøde i september 

2001, men uden for referat. 

Elektrikerne blev i 2002 overflyttet fra Planlægningskontoret 

til It & Tele. 

I 2002 oprettedes Folketingets Oplysning som 

pendant til EU-Oplysningen. Samtidig blev Lovbutikken 

nedlagt. Lovbutikken havde eksisteret 

siden 1. april 1994, hvor EU-Dokumentationscentret 

(senere EU-Oplysningen) også så dagens lys. 

Parlamentarisk Afdeling foretog en omstrukturering 

i 2002, idet EU-enhederne blev samlet i én 

enhed, EU-Sekretariatet. 

I 2003 blev det i Kommunikations- og It-Afdelingen 

besluttet at lave en ny struktur med oprettelse 

af en ny enhed, Parlamentariske Systemer, med 

medarbejdere fra den daværende planlægningsgruppe 

i It & Tele samt webmaster og tv-medarbejder 

fra Information & Kommunikation. 

I 2003 blev organisationsstrukturen så justeret 

igen, idet en forberedelsesgruppe med deltagelse 

af ledelses- og medarbejderrepræsentanter havde 

udarbejdet et debatoplæg til SU om en evaluering 

af organisationsændringen i 2001. Forberedelsesgruppen 

var enig om, at det endnu var lidt for 

tidligt at drage endelige konklusioner af organisationsændringen, 

idet mange af de initiativer, der 

var igangsat på det organisations- og personaleudviklingsmæssige 

område, endnu ikke var 

afsluttet eller havde vist deres effekt. 

Alligevel justerede direktionen strukturen inden 

det nye folketingsårs start. Direktionen ønskede 

ganske vist at fastholde den eksisterende 

afdelingsstruktur med en Parlamentarisk Afdeling, 

Administrations- og Serviceafdelingen samt 

Kommunikations- og It-Afdelingen, men reducerede 

kommandovejene til to ledelseslag. Baggrunden 

for ændringen var bl.a., at antallet af ledere 

var ret højt som følge af organisationsstrukturen, 

og at afstanden fra den enkelte ansatte til den 

øverste ledelse og omvendt var meget lang. Som

direktør Henrik Tvarnø sagde på et SU-møde: ”De 

gentagne bemærkninger fra medarbejderne om 

ledelseslag har gjort indtryk”. 

Der blev derfor igen en række chefer/mellemledere 

i overskud. Der ville ikke ske afskedigelser, og de 

pågældende ville ikke få forringet deres lønvilkår. 

Der var heller ikke kritik af de personer, som nu 

mistede deres ledelsesopgaver. Det drejede sig 

primært om nedlæggelse af kontorleder- og 

skrivelederfunktionerne i Parlamentarisk Afdeling 

og gruppelederstillingerne i Kommunikations- og 

It-Afdelingen. I Administrations- og Serviceafdelingen 

blev stillingen som chef for Brugerservice 

”udfaset”. Vedligeholdelsen og Rengøringen blev 

sammenlagt under én chef. Planlægningskontoret 

blev nedlagt og de pågældende medarbejdere 

knyttet til to af de tre afdelingschefer som en 

slags stab. Journalen blev dog flyttet til Personalekontoret. 

Direktør Henrik Tvarnø valgte i 2004 at nedlægge 

afdelingschefstillingen for Parlamentarisk Afdeling 

(de tre udvalgssekretariater, EU-Sekretariatet og 

Folketingets Protokol) for selv at overtage området. 

Folketingstidende blev flyttet igen og blev nu forankret 

hos den vicedirektør, der også var hovedansvarlig 

for It & Tele, Parlamentariske Systemer, 

Kommunikation samt Bibliotek, Arkiv & Oplysning. 

Direktøren sagde på et møde i UFO i juni 2004, at 

sigtet med ændringen i ledelsesstrukturen var i 

højere grad at gøre direktionsmedlemmerne 

ansvarlige for funktionsområder frem for en 

afdeling. Den foreslåede ændring af ledelsesstrukturen 

var i øvrigt en videreførelse af den ansvarsfordeling, 

der også hidtil var foregået i direktionen 

f.s.v. angår projekter. Ændring af ansvaret for en 

enhed skulle naturligvis ikke ske for hyppigt, men 

man kunne forestille sig en cyklus på 2-3 år. 

På mødet i UFO sagde et præsidiemedlem, at efter 

hans opfattelse var administrationen bedst, når 

der ikke var grund til at diskutere den. Det var 

kendetegnende for administrationen, at den var 

præget af gensidig loyalitet og uden de mange 

modsætninger, den pågældende så ofte havde 

stødt på i andre organisationer. Den første 

sætning kan man vel ikke være uenig i, men den 

sidste sætning må præsidiemedlemmet da vist 

ha’ lov at ha’ helt for sig selv. 

Chr. Mejdahl (V), der var blevet formand for Folketinget 

efter Ivar Hansens død i foråret 2003, konkluderede, 

at der var tilslutning til den skitserede 

overordnede ledelsesstruktur, og at der skulle ske 

en orientering af Præsidiet og i et vist omfang af 

UFO om vigtigere ændringer. 


Det har ikke været muligt at finde yderligere 

materiale til belysning af denne organisationsændring. 

den seneste større organisationsændring 2009 

I 2008 fik Folketinget så igen ny direktør, Carsten 

U. Larsen. Da han havde sat sig lidt ind i husets 

funktioner, herunder haft en samtale med de 

enkelte chefer, besluttede han i 2009 sammen 

med den øvrige direktion efter en fortrolig orientering 

af Folketingets formand Thor Pedersen (V) 

og det øvrige Præsidium og gruppeformændene 

at ændre på især Brugercentrets organisering ved 

at flytte medlemmernes sprogundervisning til 

Personalekontoret og flytte rejseområdet til Lønog 

Økonomikontoret, der samtidig måtte aflevere 

lønområdet til Personalekontoret; Løn- og 

Økonomikontoret fortsatte derfor alene som 

Økonomikontor. Bygninger, vedligeholdelse m.v. 

overgik ligeledes til Økonomikontoret. Posthus, 

Brugercentrets ekspeditionskontor og telefonomstilling 

blev slået sammen med it-servicefunktionerne 

m.v. til et nyt servicecenter. Folketingets 

Protokol blev fysisk flyttet fra det parlamentariske 

område til Ledelsessekretariatet, og den internationale 

enhed fik tilført Nordisk Råds Danske 

Delegations Sekretariat. Journalen og Sagsarkivet 

blev flyttet fra Personalekontoret til Biblioteket, 

der nu ikke længere også hed Arkiv & Oplysning. 

Der var desuden overvejelser om ændringer i 

betjentkorpsets organisering, men det hele endte 

med, at betjentkorpsets opdeling i et sikkerhedskorps 

og et servicekorps blev bibeholdt, dog med 

fortsat mulighed for at hjælpe hinanden efter 

behov. Personalekontoret skulle fungere som 

backup for sikkerhed, mens overinspektøren skulle 

tage sig af sikkerhedskorpset i ”frontekspeditionen”. 

Direktøren overlod det parlamentariske område til 

den vicedirektør, der også var folketingssekretær. 

Under det parlamentariske område blev der så 

etableret et internationalt sekretariat og et 

udvalgssekretariat. Lovsekretariatet, Folketingstidende 

og Biblioteket blev også placeret her. 

Vicedirektørernes antal blev reduceret fra tre til 

to, således at der nu var én vicedirektør for det 

parlamentariske område, som nu hed Folketingssekretariatet, 

og én for det administrative område, 

som nu hed Service- og Administrationsafdelingen. 

Store skiftedag var 1. juni 2009, selv om dele af 

ændringerne, især vedr. Servicecenteret, først 

faldt på plads i efteråret 2009, da den tredje vicedirektør 

var fratrådt. Efter en drøftelse i SU tog 

udvalget justeringen til efterretning. Mange fandt, 

at organisationsændringen stort set var en tilbagevenden 

til 1990. Frem og tilbage er lige langt – eller 

er det? 

29 

Hvert år på en fredag i oktober 

åbner Folketinget dørene under 

Kulturnatten. Det har vi gjort 

siden 1996. I 2004 kom ikke færre 

end 17.985 på besøg, og det er 

det højeste tal nogen sinde. Siden 

har vi desværre af sikkerhedsmæssige 

grunde måttet 

begrænse adgangen væsentligt, 

og det resulterede i, at der i 2012 

kun kom 6.605 gæster.


Der er tradition for, at afgåede 

formænd for Folketinget bliver malt 

af en kunstner efter eget valg; 

Folketinget har siden 1948 betalt 

kunstneren. Her ophænges portrættet 

af Folketingets formand 

2007-11, Thor Pedersen, foran 

Folketingssalen ved siden af 

portrætter af de tidligere formænd 

Gustav Pedersen og Julius Bomholt. 

Igen blev der chefer tilovers, og medarbejdere 

skiftede enhed og/eller fik tilbudt nye arbejdsopgaver, 

ikke alle efter eget ønske. Som ved tidligere 

organisationsomlægninger: Ingen blev fyret, og 

ingen gik ned i løn. Nogle af dem, der ikke fik lov til 

at fortsætte i den hidtidige funktion, blev i Folketinget 

og tilpassede sig den nye organisation på 

deres egen måde; andre valgte at forlade Folketinget, 

enten for at finde nye udfordringer uden for 

huset eller for at gå på tidlig pension. For nogle 

forhandlede DJØF og COII med Personalekontoret 

om fratrædelsesordninger; andre valgte selv at 

finde en løsning med Personalekontoret, evt. med 

foreningsbistand, og atter andre forlod ”bare” 

Folketinget. 

De fleste kunne dog glæde sig over fortsat at være 

med på holdet og bidrage til betjeningen af det 

danske demokrati. 

Efter at direktør Carsten U. Larsen i 2012 havde 

udskiftet vicedirektøren for det administrative 

område, foretog han en mindre organisationsændring, 

idet Kommunikationsenheden, som han 

havde haft under sig, blev flyttet til Service- og 

Administrationsafdelingen. Fra dette område 

flyttede han til gengæld Personalekontoret over 

under sig. Dette skete bl.a. for, at direktøren 

fortsat kunne have fokus på selvledelse som et 

personalepolitisk værktøj i Folketingets administration, 

mens Kommunikationsenheden blev lagt 

ind under det administrative område, nu hvor 

tv-projektet m.v. ikke længere krævede direktørens 

fulde bevågenhed. Ændringen var godkendt af 

Folketingets formand Mogens Lykketoft (S), der var 

blevet formand efter valget i 2011. 

fremtiden 

Som ovennævnte viser, har der været mange 

organisationsændringer siden 1990, og det bliver 

der nok også fremover. Det, der adskilte organisationsomlægningen 

i 1990 fra senere tilpasninger 

og justeringer, var den store medarbejderinddragelse. 

Siden har organisationsomlægningerne i 

højere grad været et ledelsesanliggende, hvor 

ændringerne, når de var besluttet, blev meldt ud 

med større eller mindre inddragelse af SU. Det 

gælder dog ikke strukturændringen i 2001, hvor 

medarbejderinddragelsen var rigtig stor. 

Ingen medarbejder har mistet sit job i Folketinget 

i forbindelse med organisationsændringer. For 

chefgruppen ser det lidt anderledes ud: En enkelt 

direktør har måttet forlade Folketinget i utide, og 

et par vicedirektører er forsvundet. Det samme 

gælder en række andre chefer. De fleste har alene 

søgt hjælp hos deres faglige organisation, da 

cheferne ikke har haft en lokal repræsentant. 

Organisationsændringerne har som nævnt især 

berørt chefer og deres antal og dermed arbejdsområder. 

Men når chefer skifter og arbejdsområder 

fordeles på en ny måde, betyder det også ændringer 

for medarbejdere. Mange medarbejdere har 

fået nye udfordringer og nye arbejdsopgaver og 

har været glade for det og måske også oplevet en 

større sammenhæng i måden at organisere huset 

på. 

Andre har ikke haft denne oplevelse, men har 

tilpasset sig forholdene, som de nu engang var, 

eller de har valgt Folketinget fra på samme måde 

som i 1990. Alle med de menneskelige omkostninger, 

som sådanne forandringer nu engang medfører 

for de berørte. 

Men ét er givet: Organisationsændringer er 

kommet for at blive, og det kan være på sin plads 

her til slut at citere Folketingets daværende 

formand, H.P. Clausen, da han præsenterede den 

endelige rapport om organisationsomlægningen i 

juni 1990. Formanden sagde, ”at det var vigtigt, at 

man var klar over, at formålet med at vedtage den 

nye struktur ikke var at få indført et fastlagt 

system, der skulle stå uforanderligt i en årrække. 

Der var netop tale om en strukturindretning, som 

skulle være udtryk for fleksibilitet og være åben 

for løbende justeringer”. Og man må jo sige, at 

skiftende ledelser har gjort disse ord til deres 

egne. 

efterskrift 

En stor tak for hjælp til udarbejdelse af artiklen 

rettes til: Bente Andersen, Ninna Auvinen, Jenni 

Birklund, Simon Dyngbo, Eva Esmarch, Astrid

Hendrup, Erik Juul, Kim H. Pedersen, Kasper 

Skov-Mikkelsen, Carsten Søndergaard og Majken 

Thykier. 

Samtidig vil jeg sige tusind tak til alle, jeg har 

mødt i Folketinget, mens jeg indsamlede materiale 

til artiklen – både medlemmer og ansatte. Jeg 

indrømmer gerne, at jeg genoplevede Folketinget 

som i ”de gode, gamle dage”. 

Øverst Rigsdagens Bureau i 1918, kort tid efter at 

Rigsdagen var flyttet fra det midlertidige domicil i 

Fredericiagade til det nybyggede Christiansborg Slot. 

Yderst til højre står bureauchef Axel Lauesgaard. 

I midten efterfølgeren, Folketingets Brugercenter, i 2008. 

Nederst Folketingets Servicecenter i 2012. 


31


arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater 

ARBEjdEt I FOlkEtINGSSAlEN 

– AFStEMNINGSANlæG, dEBAt- 

FORM OG REFERAtER 

Sekretariatsbistanden til medlemmerne udviklede 

sig kun langsomt efter den nye grundlov i 1953. 

Medlemmerne forudsattes helt op i 1970’erne at 

følge med i tidens aktuelle sager, finde alt relevant 

materiale til de enkelte møder og skrive egne 

indlæg uden medhjælp. Deres situation var for så 

vidt ikke unik på Slotsholmen. Også højesteretsdommerne 

i Christiansborgs anden sidefløj måtte 

nøjes med et fællesbibliotek som arbejdsværelse, 

hvor de egenhændigt måtte finde relevant 

baggrundsmateriale. 

Som udvalgsformand og -næstformand måtte man 

selv sørge for at holde rede på udvalgsarbejdet og 

samle bidragene til udvalgsbetænkningerne. 

Administrationens bistand omfattede nærmest 

kun renskrivning og omdeling. Først med udvalgsreformen 

i 1972 blev der ansat så mange nye 

administrative udvalgssekretærer, at alle udvalg 

kunne serviceres. 

For så vidt angår salen begyndte folketingssekretær 

E. Hansen-Salby omkring 1970 at skrive 

et manuskript til formanden om de enkelte møder 

med ordførernavne, udvalgshenvisning og afstemningsforløb. 

Formanden skulle ikke længere sidde i 

stolen og improvisere. Med valget i december 1973 

måtte bistanden til udvikling og fortolkning af 

forretningsordenen udvides, ikke mindst på grund 

af Mogens Glistrups (Fremskridtspartiet) opfindsomhed 

med hensyn til jura og sprog. Arbejdet i et 

særligt arbejdsgangsudvalg (et underudvalg til 

UFO, Udvalget for Forretningsordenen) førte i fire 

etaper fra 1972 til 1981 til meget vidtgående 

ændringer af Folketingets arbejdsform. Udviklingen 

førte til oprettelsen af en protokolsekretærstilling 

(konsulentstilling) som assistent for folketingssekretæren 

i 1983 og oprettelsen af 

Lovsekretariatet i 1990. 

forslag om motiveret dagsorden 

(fra 1997-98: forslag til vedtagelse) 

Den alvorligste processuelle udfordring under 

Schlüterregeringen (1982-93) var afstemningsrækkefølgen 

for dagsordensforslag fremsat under 

de mange forespørgsler. De alternative flertal i bl.a. 

sikkerhedspolitiske sager gjorde det til en rimelig 

stor øvelse at rådgive formanden om afstemningsrækkefølgen, 

der ofte var afgørende for resultatet, 

og at sikre en almindelig forståelse blandt 

partierne herfor. Tidligere kom oppositionens 

dagsordensforslag ikke til afstemning. Hertil kom 

sekretariatsbistanden til opfølgning af de mange 

kommissionsundersøgelser, herunder Tamilsagen. 

dagsordenspuslespil 

Planlægningen af folketingsarbejdet og sikringen 

af, at alle sager kom på dagsordenen, blev et 

stadig større puslespil. Siden regeringsskiftet i 

1968, hvor Det Radikale Venstre, Det Konservative 

Folkeparti og Venstre dannede regering, blev det 

sædvane også at førstebehandle private forslag, 

og med ændringen af forretningsordenen i 1981 

kunne forslagsstillerne også regne med en endelig 

afstemning i salen. Tidligere kom oppositionens 

forslag overhovedet ikke til behandling i salen. 

Også den generelle stigning i antallet af forslag 

har givet større udfordringer. 

Der er lang tradition for inddragelse af gruppeledelserne 

og udvalgssekretærerne ved udarbejdelse 

af Folketingets dagsorden. De sidste 5-10 år er 

endvidere private forslagsstillere i vidt omfang 

blevet inddraget i placeringen af egne forslag, og 

ordførerne er også fremkommet med ønsker om 

placeringen af regeringens forslag. 

Mon nogen har opdaget det? 

frister for fremsættelse af forslag 

Medlemmernes meget store aktivitetsniveau såvel 

inden for som uden for Borgen gør planlægning til 

en større diplomatisk øvelse. Planlægningen 

foregik tidligere i folketingssekretærens forkontor, 

nu i Lovsekretariatet. Den bliver påvirket af mæng- 

CLaUs DetHLefsen 

foLketingssekretær og viCeDirektør 

”UNdSkyld, At jEG SpIldtE FOlkEtINGEtS tId 

MEd dEt, jEG IkkE hAR SAGt.” 

33

34 

Sådan ser et folketingsmedlems 

plads i Folketingssalen ud i 2012 

med moderne it-udstyr med touchscreen 

til brug ved afstemninger og 

til at bede formanden om ordet og 

tale fra pladsen 


den af sager og af løbende aftaler med regeringen 

om årets fremsættelsestakt. Formålet hermed er 

at formindske den hektiske travlhed i maj, som 

først rigtig blev reduceret, da udvalgssekretærerne 

i 1990'erne indførte og (på vegne af udvalgsformanden) 

håndhævede en tidsplan for alle henviste 

forslag. Tilsvarende havde det forslag om 30 dage 

som minimum for folketingsbehandlingen af lovforslag, 

der vedtoges til ikrafttræden ved begyndelsen 

af folketingsåret 2000-01, til formål at 

begrænse travlheden i december, hvor følgelove til 

finansloven ofte blev behandlet i løbet af 14 dage i 

december. 

indredigering af ændringer 

En vigtig opgave i forbindelse med arbejdet i 

salen er optryk af lovforslag vedtaget ved anden 

behandling med vedtagne ændringsforslag 

indredigeret. Det er typisk sidste del af administrationens 

indsats inden færdigbehandlingen og 

efter omdeling af betænkninger, ændringsforslag 

uden for betænkning og dagsordenen for mødet i 

salen. De pågældende medarbejdere har vist ofte 

følt sig lidt alene, når alle andre var gået hjem. 

Nødvendigheden af 100 pct. sikkerhed i opgaveløsningen 

har gjort, at man først nu – som et af de 

første europæiske lande – har turdet gå i gang med 

overvejelser om anvendelse af ny teknik. 

åbne samråd 

Blandt de nye opgaver, udvalgssekretærerne har 

fået de senere år, skal nævnes at arrangere de 

mange åbne samråd, at ekspedere det støt 

stigende antal udvalgsspørgsmål specielt på 

almindelig del, at arrangere udvalgsrejser samt at 

øge den individuelle bistand til udvalgsmedlem- 

merne. Fra 1990 opholder den pågældende 

udvalgssekretær sig i salen under behandlingen af 

vedkommendes forslag, både for at kunne hjælpe 

medlemmerne under debatten og for at kunne 

forberede de spørgsmål, der senere ønskes stillet 

af medlemmerne. 

tre generationer af det elektroniske 

afstemningsanlæg 

Folketingets indgang i it-verdenen skete med 

afstemningsanlægget af 1982, der blev planlagt 

af daværende chef for Folketingstidende, Erik 

Jacobsen, og Mogens Seneberg fra husinspektørens 

afdeling. De tog på en 4-dages tur til en række 

parlamenter og skrev undervejs en kravspecifikation, 

som Chr. Rovsing viste sig bedst til at opfylde. 

Anlægget kom til at sætte tilliden hos medlemmer 

og ansatte til ny teknik på en alvorlig prøve. Ikke 

nødvendigvis altid, fordi teknikken fejlede, om end 

statisk elektricitet i salen og medlemmernes håndfaste 

omgang med pultene af og til indvirkede på 

anlægget. Snarere fordi det afslørede en til tider 

svækket disciplin hos medlemmerne i forbindelse 

med afstemninger – noget, som tingsekretærerne 

havde været bedre til at skjule. Operatører var 

daværende chef for Tidende, Arne Hansen, og 

undertegnede, der begge havde en del at lære om 

datidens ny teknik. Der var i begyndelsen mange 

situationer, hvor vi kom til at opfatte systemet 

som en noget selvkørende modspiller. 

Næste generations afstemningsanlæg kom i 1992. 

Da var såvel medlemmer som embedsmænd blevet 

noget mere afslappede over for den nye teknik. 

Største problem var af æstetisk karakter: De to

store tavler i salen var sammensat af små 

kvadrater med lysdioder. Folketingets arkitekt, 

Stork, var dybt utilfreds med deres ujævne flade 

og krævede dem ombygget. Som noget nyt vistes 

ordførernes navne på tavlerne. Det blev styret fra 

folketingssekretærens plads, hvor opgaven ikke 

blev modtaget med udelt begejstring. 

Den tredje og nuværende generation afstemningsanlæg 

blev indviet i 2010 efter 1 års forsinkelse. 

Det var integreret med et dataflow mellem 

afstemningsanlæg og TingDok/hjemmesiden. Vor 

største bekymring var medlemmernes modtagelse 

af, at afstemningsknapperne var erstattet med et 

touchscreenfelt. Men som så mange andre bekymringer 

blandt parlamentsansatte viste denne sig 

også ubegrundet. En væsentlig fordel ved det nye 

afstemningsanlæg er, at medlemmerne trykker sig 

ind, når de ønsker ordet, hvorefter deres navn 

figurerer på formandens og sekretærens skærme. 

Tidligere var det en stor udfordring at identificere 

og nedskrive 20-30 medlemmers navne – helst i 

den rækkefølge, de havde meldt sig. 

afstemning ved håndkraft 

Med mellemrum har alle tre afstemningsanlæg 

svigtet, og Lovsekretariatet har måttet gennemføre 

en lynoplæring af de nye generationer af 

tingsekretærer (typisk gruppesekretærer), så de 

kunne gennemføre en stemmeoptælling – efter 

behørig tid til at konsultere deres kollegaer om 

aktuelle clearinger. 

Enkelte gange har der også været navneopråb, 

f.eks. engang under en afstemning om et privat 

ændringsforslag under en finanslovbehandling. 

Afstemningsanlægget viste et resultat, som 

ændrede alle forudsætninger for finanslovforslaget. 

Der blev bedt om navneopråb, men sammentællingen 

gav forskelligt resultat hos de to 

tingsekretærer (en fra hver blok) og hos Lovsekretariatet. 

Nyere medlemmer blev mistænkt for at 

have råbt ja alene for at vise deres tilstedeværelse. 

Herefter forsvandt de to tingsekretærer ind i 

ministrenes læseværelse. Da de kom ud 5 minutter 

senere, kunne de i enighed melde formanden det 

resultat, der havde været forventet – og finansloven 

blev vedtaget inden jul! 

Høringer 

Siden 2000 foreligger der nu næsten undtagelsesfrit 

før 1. behandling af regeringsforslag et righoldigt 

høringsmateriale med kommentarer fra 

alle berørte institutioner og sammenslutninger og 

ministerens bemærkninger hertil. Mange ordførertaler 

drejer sig i det væsentlige herom. 


Korte bemærkninger 

Den store forandring er sket med hensyn til gennemførelsen 

af de korte bemærkninger. Allerede i 

K.B. Andersens tid som formand (1978-81) var der 

opsat mikrofoner på medlemmernes pladser til 

anvendelse i spørgetiden. I bemærkningerne til 

ændringen af forretningsordenen herom anførtes 

det, at det kunne komme på tale også at anvende 

dem til korte bemærkninger. Den revolution blev 

dog først gennemført i 2004. 

Det fik konsekvenser for den gammelkendte dialog 

på korte bemærkninger, som det altid havde været 

svært for formanden at styre og for offentligheden 

at følge med i. Ordvekslingen efter en ordførertale 

førte viden om med indlæg fra flere medlemmer 

før et svar, som ordføreren ikke altid følte behov for 

at levere, hvad dog ikke forhindrede fortsættelse 

af dialogen mellem de øvrige medlemmer. Med den 

seneste ordfører fortsat placeret på talerstolen og 

maksimering til 2 korte bemærkninger pr. medlem, 

der skulle følge umiddelbart efter hinanden, blev 

det lettere at fastholde tanken om en opfølgning 

på en ordførertale i form af spørgsmål og kommentarer 

fra de øvrige medlemmer. 

At også de korte bemærkninger blev taget fra 

pladserne, medførte i øvrigt et mærkbart pres på 

Folketingstidendes medarbejdere, idet der ikke 

længere i det enkelte møde opstod pauser, mens 

medlemmerne gik op og ned af talerstolen. I 2004 

indførtes i øvrigt maksgrænser for den tid, en 

minister kunne stå på talerstolen og besvare korte 

bemærkninger eller onsdagsspørgsmål. Under de 

store debatter var taletiden dog fortsat betragtelig 

for statsministeren: 2½ time (efter sommeren 

2012 1½ time). 

forsøg med spørgetiden og spørgetimen 

De seneste 15 år er der gennemført forsøg med 

spørgetiden og de spontane spørgsmål i spørgetimen. 

Endvidere har man eksperimenteret med 

eller overvejet diverse hastedebatter om aktuelle 

sager, herunder om at forbeholde en sådan debat 

for partiledere og statsminister. Dette er sket for 

at fastholde offentlighedens interesse for det, der 

foregår i salen. Det har f.eks. også medført 

opstilling af en særlig talerstol for spørgetimen 

med front mod ministerpladserne afspejlende 

Socialdemokratiet i opposition dengang og den 

skæve dialog mellem en socialdemokrat på sin 

plads og en minister på ministerpladserne, så 

betjentene i salen må ommøblere hver onsdag. 

Det skete efter ønske fra tidligere vicedirektør 

Per Anker Hansen, der som chef for Folketingets 

tv-kanal havde ansvaret for øget opmærksomhed 

på performance i salen. 

35 

1993: 

Tamilrapporten fører til 

statsminister Poul Schlüters 

(KF) afgang og Poul Nyrup 

Rasmussens (S) tiltræden. 

Henning Rasmussen (S) 

afløser H.P. Clausen (KF) som 

formand for Folketinget. 

Fhv. justitsminister Erik 

Ninn-Hansen (KF) stilles for 

Rigsretten. 

Politiet skyder med skarpt 

mod aktivisterne på Nørrebro.

36 arBeJdet i folKetingssalen – afstemningsanlÆg, deBatform og referater 

ekstra mødedage 

Det har ofte vakt forundring, at årsplanen for 

folketingsarbejdet kunne udsendes flere måneder, 

før regeringen gik i gang med udarbejdelsen af 

lovkataloget for samme år. Årsplanen er til tider 

blevet suppleret med nogle ekstra mødedage i 

november eller april, for at Folketinget kan komme 

igennem førstebehandling af forslag, der skal 

gennemføres inden jul eller grundlovsdag. Men det 

har været småjusteringer. Størst pres har der 

været i dagene før jul og grundlovsdag, men netop 

på de tider har ønsket om at fastholde den planlagte 

sidste mødedag været størst. 

slutspurten 

Den sidste mødedag før grundlovsdag, hvor 

afstemning følger afstemning fra kl. 9 morgen, og 

alle medlemmer er til stede i salen – i hvert fald 

indtil de får lagt pres på formand og sekretær for 

at få slukket midlertidigt for A'et (= Afstemning) i 

urene på Christiansborg – har altid været den mest 

uberegnelige. I 2001 gennemførtes på forsvarlig 

måde 45 dagsordenspunkter og i 2000 80 på den 

sidste dag. 2002 ved afslutningen af det første år 

efter regeringsskiftet blev undtagelsen. Af de 37 

dagsordenspunkter blev man færdig med punkt 22 

lige omkring kl. 21, og det på trods af, at der ikke 

havde været meget diskussion om de første 5 

punkter, og at regeringspartiernes ordførere kun 

i begrænset omfang tog ordet. Formanden 

afsluttede mødet og indkaldte til nyt møde med 

de resterende sager den følgende uge. Det kom 

til at vare 4-5 timer. 

I 1981 gennemførte formand K.B. Andersen på 

en tilsvarende uforudsigelig sidste mødedag 

afstemning om, hvorvidt der skulle holdes 

frokostpause, og det blev forkastet. Det afholdt 

dog ikke skatteordførerne fra senere på eftermiddagen 

at kaste sig ud i lange skattedebatter. Det 

fik K.B. Andersen til at bruge en gammel bestemmelse 

i forretningsordenen fra før taletidernes 

indførelse i 1930'erne, hvorefter Tinget kan 

stemme om afslutning af en debat. Kollegaerne 

besluttede uden tøven at standse skatteordførernes 

taleiver. Bestemmelsen er dog ikke siden 

blevet brugt. 

Forhandling om statsministerens åbningstale 4. oktober 

2012. I formandssædet sidder Mogens Lykketoft, på 

talerstolen står Magnus Heunicke (S), og til venstre ses 

folketingssekretær Claus Dethlefsen; foran sidder referent 

Karsten Skawbo-Jensen.

tEkNOlOGIENS INdtOG 

Et parlament er et slaraffenland for teknologi. Få 

virksomheder har som Folketinget kunnet byde på 

så mange kryptiske indretninger, der angler efter 

moderne teknologi. 

Hvilken anden virksomhed har på én gang brug for 

at kunne registrere og fremsøge uendelige 

mængder af facts og flyvske holdninger i form af 

data, tekst og billeder, brug for at kunne optage og 

transmittere tv-billeder fra stadig flere møder, og 

for med digitale hjælpemidler at omsætte samme 

lydoptagelser til forståelig tekst, brug for på nænsomste 

vis at indlægge moderne mødestyringsteknologi 

i landets smukkeste mødelokaler, brug 

for et megastort computerspil for at tiltrække sig 

skoleungdommens opmærksomhed, og som den 

overordnede røde tråd: Brug for at gøre Borgens 

medlemmer og ansatte stadig mere uafhængige 

af tid og sted? 

alle bruger samme system 

Teknologiens indtog i Tinget startede for alvor i 

sidste halvdel af 1980’erne, nu for mere end 25 år 

siden. Disse fremmedelementers indtrængen i en 

organisation, der ellers er udrustet med et stærkt 

’immunforsvar’, blev budt indenfor med de gode 

værdier, som har præget Folketinget gennem 100 

år. F.eks. at man i Folketinget kan deles om de 

samme ressourcer i bevidstheden om, at ingen vil 

forgribe sig på noget, der tilhører andre. Hele den 

teknologiske infrastruktur, opbygget siden 1986, 

er således skabt ud fra princippet om, at alle 

partier og administrative enheder benytter ét og 

samme fælles system. Dette princip er ingen 

selvfølge. Mange andre parlamenters udgangspunkt 

har været at opbygge isolerede systemer til 

hver gruppering, ofte med besværlig kompleksitet 

og manglende brugervenlighed til følge. 

En anden af husets nyttige værdier er det uhøjtidelige 

forhold folketingsmedlemmer og ansatte 

imellem og medlemmernes parathed til at gøre sig 

selvhjulpne. Disse medlemsholdninger har været et 

stort aktiv for indførelsen af den nye teknologi. 

Hvor andre parlamenter har haft svært ved at få 

deres medlemmer i tale og til tasterne og til at 

teKnologiens indtog 

tage imod hjælp fra husets it-medarbejdere, har 

Folketingets medlemmer haft en ukompliceret og 

direkte kontakt til it-folkene. I 2004 førte bestræbelserne 

i retning af selvhjælp til en naturlig 

beslutning om at overgå til ’single-pc-konceptet’. 

Medlemmer såvel som ansatte fik stillet én, og kun 

én, bærbar computer til rådighed, som medbringes 

overalt. Til gengæld blev stationære computere 

såvel på Borgen som i hjemmene udfaset. 

nem adgang til service 

Teknologiens betydning for medlemmernes 

hverdag er taget til siden 1987, hvor den nylig 

tiltrådte edb-chef, Erik Jepsen, blev suppleret af 

2 it-medarbejdere og en sekretær. Her et kvart 

århundrede efter er antallet af it-medarbejdere 

steget til over 30. Den fysiske placering af 

it-hjælpen er rykket fra Borgens udkant til lige ind 

i hjertekulen. Kun 10 meter fra Folketingssalen er i 

Vandrehallen indrettet et Servicecenter. Her kan 

man få hjælp til alt inden for it og telefoni. 

Teknologiens nu centrale rolle i medlemmernes 

hverdag er nok tydeligst efter et valg. Nu om dage 

er det it-medarbejdere, der som de første dagen 

efter valgnatten tager telefonisk kontakt til nye 

folketingsmedlemmer for at invitere dem til 

omgående privatundervisning i Servicecenteret i 

husets brug af it og telefoni. Ti dage efter valget 

har alle nye medlemmer fået deres it- og telefoniudstyr 

af den it-mentor, der er udset til at stå dem 

bi, dag og aften, de første par måneder. 

oLe sønDergaarD 

it-CHef 

Z88, en af de første bærbare 

computere fra 1989 

37

38 teKnologiens indtog 

En af de første VAX minidatamater 

fra ca. 1988 

et georg gearløs-projekt 

Uafhængighed af tid og sted har som nævnt været 

i fokus. Før mobiltelefonien blev indført i 2004, 

udrustedes medlemmerne med søgere til at spore 

dem med. Medarbejderne i telefonomstillingen 

kunne få søgeren til at bippe, hvis et medlem 

skulle indfanges på Christiansborg. Med en 

bippende søger kunne man spurte til nærmeste 

gangtelefon eller en bordtelefon på et tilfældigt 

kontor. Telefonomstillingen kunne derudover på 

store tavler aflæse, om en søger var taget eller sad 

i sin holder i porten, og på den måde oplyse, om et 

medlem befandt sig inden eller uden for Borgen. 

Ved overgangen til mobiltelefoner i 2004 udtænkte 

konsulenter et tilsvarende tavlesystem med 

placering af avancerede sensorer ved husets 

indgange og ved dørene til Folketingssalen. Det var 

planen, at telefonomstillingen skulle kunne aflæse, 

om et medlem og hans eller hendes mobiltelefon 

befandt sig i salen, et sted på Christiansborg eller 

helt uden for Borgen. Det var og blev et Georg 

Gearløs-projekt, og det fungerede som vinden 

blæste. Konceptet blev heldigvis opgivet, da man 

kom i tanke om, at ingen ville have nævneværdig 

glæde af at vide, hvor et medlem befandt sig, og 

også i tanke om, at mobiletelefonen og dens 

telefonsvarer jo netop var opfundet for at gøre 

denne viden helt overflødig. 

varmekanaler kom til nytte 

Folketingets første it-systemer kørte i slutningen 

af 1980’erne på såkaldte VAX-minidatamater fra 

firmaet Digital og skærmterminaler med gule eller 

grønne tegn. Altså endnu ikke noget med billeder 

og grafik. Christiansborgs oprindelige varmekanaler 

i de op til 2 meter tykke mure blev i stor stil 

anvendt til at trække kabler til de mange VT220terminaler. 

Undervejs i kablingsarbejdet stødte 

man desværre på en del asbestforurening, og 

større reparationsarbejder måtte sættes i gang 

med tilsvarende store forsinkelser til følge. 

I hold på 8-10 stykker blev i første omgang kontormedarbejdere 

undervist i tekstbehandlingssystemet 

WPS+, der var en del af en kontorpakke ved 

navn All-in-1. Langsomt blev brugerskaren udvidet 

til også at omfatte akademiske medarbejdere og 

folketingsmedlemmer. Skærmterminalerne 

erstattede skrivemaskinerne for dem, der 

benyttede systemet. 

Der blev gjort meget ud af arkivstrukturen. 

Medlemmerne fik egne personlige arkiver, som de 

kunne dele med deres sekretærer, og alle i en 

folketingsgruppe fik adgang til en stribe fællesarkiver 

til brug for den indbyrdes videndeling. Disse 

arkivstrukturer fra for 25 år siden kan man stadig 

genfinde konturerne af i de dokumentarkiver, der 

benyttes i 2013. 

Samtidig med undervisningen i All-in-1 var der 

gang i udviklingen af de første parlamentariske 

registreringssystemer kaldet FTU (Folketingets 

Udvalgsaktdatabase) og FTR (Folketingets 

Registreringssystem). Disse søgedatabaser var 

forbeholdt administrationen. 

I 1989 indledte Folketinget sin bærbare æra 

En lille skare nørdede medlemmer ønskede at gøre 

forsøg med nogle bærbare tekstbehandlingscomputere, 

de havde hørt om. Folketingets nuværende 

formand, Mogens Lykketoft, tilhørte gruppen af 

nørder, og han medbragte sin Z88’er på flere lange 

ture i udlandet til at skrive manuskripter på. Det 

centrale All-in-1-system var gearet til at kunne 

overføre dokumenter til og fra Z88’eren med en 

hjemmelavet brugergrænseflade fyldt med et hav 

af 'Vent-et-øjeblik’er'. Men det krævede akkuratesse 

og koncentration at bruge en Z88. Ét forkert 

tryk, og lagerklodsen var tømt for mange timers 

skriverier. Hjemkommet fra en af sine lange rejser 

i det russiske stirrede Mogens Lykketoft efter et 

sådant fejltryk ganske fortabt på sin tømte Z88. 

Edb-kontorets popularitet steg markant, da det 

med agent 007-metoder lykkedes at genskabe 

manuskriptet. 

Det er værd at nævne Ritt Bjerregaard og Uffe 

Ellemann-Jensen, når talen er om folketingsmedlemmer, 

der har taget et medansvar for it-udviklingen. 

Begge deltog de frem til deres udtræden i den 

såkaldte Edb-styregruppe, hvor medlemmer fra 

forskellige partier gav deres besyv med om 

retningen for den teknologiske satsning. Til trods 

for, at de i den politiske debat begge var skarpe og 

indimellem hårdtslående debattører, var det 

karakteristisk for dem begge, at de – også når de

teknologiske landvindinger viste sig at være 

sumpede områder – opretholdt en positiv og om 

nødvendigt overbærende dialog med administrationens 

it-medarbejdere. 

folketingstidende i spidsen 

Tilbage til 90’erne og de nye muligheder for at 

producere tekst i store mængder med det nye 

WPS+-tekstbehandlingssystem. Mod al sund 

fornuft blev det Folketingstidende, der måtte tage 

førertrøjen på og udnytte alle det nye systems 

mest avancerede muligheder. Kun få af Tidendes 

nok mestendels teknologisk relativt konservativt 

indstillede medarbejdere var drevet af lysten til at 

bruge den nye teknologi. Men det gik alligevel over 

al forventning. Dels var der som nu tale om højt 

begavede kolleger, dels gjorde Tidendes medarbejdere 

deres bedste for at glæde deres nye unge 

kolleger i det nyoprettede Edb-kontor. På en 

indforstået og respektfuld måde opstod et smukt 

makkerskab mellem den gamle garde af Tidendemedarbejdere 

og de nye og velmenende edb’ere. 

Det er skæbnens ironi, at det igen var Folketingstidende, 

der stod for skud, da de i 2007 gik i gang 

med at arbejde med det måske mest avancerede 

stykke teknologi, der er taget i brug i Folketinget. 

Systemet, der fik navnet Edixi, gør det muligt for 

Tidendemedarbejderne at omsætte digitale 

lydoptagelser af medlemmernes taler i Folketingssalen 

til redigerede referater i computerne ved 

hjælp af tale-til-tekst. Denne præstation fra 

Tidendes side har gjort Folketinget til et foregangsparlament, 

hvad angår produktionen af 

referater fra møderne i salen. Siden 2009-10 har 

referaterne i lighed med lovforslag m.v. alene 

foreligget i elektronisk form på en dertil særskilt 

indrettet hjemmeside, www.folketingstidende.dk . 

samspilsramte systemer 

Det er i stigende grad samspillet de mange 

systemer imellem, der har gjort, at Folketinget 

fungerer mere og mere åbent, effektivt og korrekt. 

De første skridt udi samspil blev taget i 1990, da 

overførslen af Tidendes referater til Folketingets 

trykkeri, J.H. Schultz Grafisk A/S, skete elektronisk. 

Den elektroniske post havde dermed samtidig 

taget sine første skridt i Folketinget, om end 

Edb-kontoret var meget tvivlende over for, om 

e-post på længere sigt havde sin gang på jorden. 

Siden da er behovet for systemernes samspil øget i 

en sådan grad, at man må se i øjnene, at alt dette 

samspilleri også kan føre til komplikationer. Det er 

blevet daglig kost, at man ikke uden videre kan 

sætte gang i udbygningen af ét system, fordi 

det er samspilsramt i forhold til et andet system, 

der venter på, at et tredje system bliver opgraderet. 


Det er her værd at nævne det særlige samspilsresultat, 

der er opnået i forhold til ministerierne. 

Næsten al udveksling af dokumenter med ministerierne 

foregår nu elektronisk, og lovforslag publiceres 

elektronisk på Folketingets hjemmesider i 

stedet for at blive omdelt i trykt form. Man har 

tilmed taget konsekvensen af virkelighedens 

verden derhen, at kravet om ministrenes fyldepensunderskrift 

nu er begrænset til et krav om, at den 

elektroniske signatur hidrører fra en betroet 

medarbejder i ministeriet. 

e-mailens debut i folketinget 

I 1992 blev det at maile internt til alvor. Men det 

var dengang stadig så epokegørende at modtage 

en mail, at Edb-kontoret udviklede en særlig 

adviseringsmekanisme, der med en morsekode 

signalerede til den heldiges søger, at en mail var 

tilgået Indbakken. 

Tiden var også inde til fysisk at gøre det muligt at 

have edb-arbejdspladser også uden for Borgen. 

Den første hjemmearbejdsplads med brug af 

Olivetti pc’er blev skabt. Der var stadig ingen grafik 

på skærmene. Man måtte nøjes med de samme 

tegn og gerninger, som VT220-skærmene i 

forvejen viste på Christiansborg. Men der var nye 

trillende lyde fra de modemmer, der med 200-300 

karakterer i sekundet skabte dengang imponerende 

højhastighedsforbindelser mellem hjem og 

de store VAX-maskiner i Folketinget. 

hvor Så? 

”MAN SkAl IkkE GRAVE GRøFtER, hVOR dER 

INGEN GRøFtER ER.” 

I 1994 blev mails en mere gængs foreteelse, idet 

Folketinget nu også kunne udveksle mails med 

verdenen uden for murene. Det første store skridt 

fra edb-system til kommunikationssystem var 

Den første fladskærm på 

formandspladsen 

39

40 teKnologiens indtog 

It-supporterne i arbejde 

taget. Men ingen kunne naturligvis forestille sig, 

hvad det i fremtiden ville føre til af omvæltninger. 

afstemningssystemet 

Men der var også nok af andet at tænke på. Chr. 

Rovsings bedagede afstemningssystem med 

glødelamper til at vise afstemningsresultaterne 

var tjenligt til fornyelse. Der fandtes intet på 

markedet, der bare lignede det, vi skulle bruge. 

Alt skulle igen bygges fra bunden. De monstrøse 

diodetavler, der vejede flere ton, kom med kraner 

og dårlige nerver ind gennem vinduerne i salen. 

Det var absolut ikke noget kønt syn, der mødte en, 

da tavlerne blev monteret mod væggen. De lignede 

fejlplacerede, slidte skakbrætter. Efter en større 

omgang finjustering endte det hele dog heldigvis 

med, at afstemningssystemet gjorde den ønskede 

lykke og holdt til mosten i mere end 15 år. 

Pc’ens indtog 

I 1995-96 skete springet til pc-verdenen for alvor. 

Det havde af mange grunde trukket ud. Folketinget 

var på det punkt bagud i udviklingen. Alle på 

Christiansborg fik deres VT220-skærm skiftet ud 

til en pc med styresystemet Windows 3.1 og i 

tilgift masser af børnesygdomme. Via en 1 

megabitforbindelse fik husets brugere for første 

gang kendskab til internettets World Wide Web. 

Edb-chefen var noget skeptisk over for fænomenets 

fremtid. I skrivende stund må imidlertid 

nøgternt konstateres, at der nu med Telias 

mellemkomst er anlagt en internetkraft med mere 

end det 500-dobbelte af den kraft, vi startede 

med. 

det nordiske it-samarbejde 

I forhold til hvem var vi da indimellem bagud? Lige 

siden 1988 har de nordiske landes parlamenter 

hvert andet år holdt et it-træf. Landerapporterne 

har berettet om parlamentslivets gang på it- og 

telefronten, og der er blevet holdt mange foredrag 

om de fælles udfordringer. I den gode nordiske 

broderskabsånd har vi både på kort og på lang 

afstand kunnet bruge hinanden til at måle eget 

niveau og altså også finde ud af det, når vi 

sakkede agterud. 

folketingets hjemmeside 

Folketingets hjemmeside havde premiere i 1997. 

Det var mere end et teknologisk gennembrud. Det 

var et opgør med tanken om, at udvalg var for sig, 

og at sal var for sig. Offentligheden havde brug for 

at se helheder frem for at forstå Folketingets 

kryptiske organisationsdiagram. Tidslinjen for en 

lovs tilblivelse blev opfundet og de organisatoriske 

skel dermed udvisket i den måde, Folketinget 

præsenterede sig udadtil på. 

Hjemmesiden viste med al tydelighed, at rendyrkede 

fritekstdatabaser havde deres begrænsninger. 

Søgeresultaterne fra hjemmesiden afhang 

meget af, at stamdata var indskrevet med samme 

stavemåde alle steder. Og det var ikke fremmende 

for fuldstændigheden af et søgeresultat, hvis et 

medlem tillod sig at gifte sig og dermed skifte 

efternavn midt i valgperioden. 

årtusindeskiftet 

År 2000 nærmede sig, og Folketingets it-systemer 

skulle som resten af verden tjekkes for evnen til at 

overleve et årtusindeskift. It-firmaet CSC, det 

tidligere Datacentralen, som fra starten havde 

været med til at skabe grundlaget for Folketingets 

parlamentariske it-systemer, fik til opgave at spore 

eventuelle sårbarheder. Overgangen til det næste 

årtusinde endte med at foregå fuldstændig 

udramatisk. 

nye registre 

De sidste 10 års teknologiske udvikling i Folketinget 

er gået over stok og sten. Lige efter årtusindeskiftet 

vandt Mærsk Data en udbudsforretning, der 

gik ud på at udskifte de gamle parlamentariske 

databaser, FTU og FTR, med et tidssvarende 

informationshåndteringssystem. Folketinget 

afviste i 2001 resultaterne af de første leverancer 

fra Mærsk Data som utilfredsstillende, og det blev 

med rettidig omhu besluttet at stoppe samarbejdet 

med virksomheden. 

Efter en revurdering af projektet i 2002 og ny 

udbudsforretning vedrørende et lidt mindre 

omfattende system gik opgaven til det norske 

Software Innovation, og i 2004 blev TingDok, der 

erstattede de tidligere parlamentariske systemer, 

bragt til verden. De mange fritekstdatabaser var i 

TingDok nu suppleret med masser af kontante 

registreringer og relationer. Alt blev fra nu af

hægtet på rette kroge og relateret til rette 

sammenhænge. Det var nu muligt at levere 

komplette søgeresultater. 

Bærbare og smartphones 

Den bærbare epoke med single-pc-koncept og 

mobiltelefoner fra 2004 førte til yderligere krav fra 

medlemmerne om det mobile. Med Svend Auken 

som bannerfører indtog de bærbare computere i 

2005 Folketingssalen. Der blev installeret strømkabler 

i pultene og trådløse routere i væggene. Og 

i dag er alle Folketingets lokaleområder gearet til 

trådløs kommunikation. Den mobile trend er siden 

fortsat, idet alle medlemmer og mange ansatte i 

2008 fik smartphones med mulighed for at læse 

mails. I 2010 overgik alle til iPhones, og i 2011 har 

alle medlemmer yderligere fået stillet en iPad til 

deres rådighed. 


fremtiden 

Det er ikke godt at vide, hvad der på teknologifronten 

i Folketinget skal ske de næste 25 år. Noget 

tyder på, at papiret, der i printmængder reduceredes 

med 75 pct. efter indførelsen af elektroniske 

‘dueslag’ i 2010, nu for alvor bliver truet af 

elektroniske alternativer. Måske er begrebet A4 en 

anakronisme om bare 5 år. Måske bliver hjemmesiden 

som eksistens truet af de apps, der mere 

ligner fjernbetjeninger end applikationer i gængs 

forstand. Det får vi se, når nogen om 25 år i det 

næste jubilæumsskrift tager stafetten op … 

41 

I 2011 fik alle folketingsmedlemmer 

stillet en iPad til rådighed


fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget 

FAGRE, AktUEllE VERdEN – 

tAlEGENkENdElSE I FOlkEtINGEt 

Referatet af Folketingets forhandlinger er siden 

efteråret 2007 blevet fremstillet ved hjælp af talegenkendelse, 

dvs. et system, der omsætter tale til 

tekst. Hvorfor valgte Folketingets Administration 

at indføre talegenkendelse, og hvordan fungerer 

tale til tekst-systemet? 

fra stenografi til talegenkendelse 

Siden indførelsen af grundloven i 1849 er talerne i 

Folketinget (og tidligere også i Landstinget) blevet 

refereret i deres fulde længde. Frem til midten af 

det 20. århundrede sørgede stenografer for at 

fastholde politikernes ord og sætninger. Da det 

blev svært at rekruttere stenografer, der kunne 

arbejde i det høje tempo og med den kvalitet, der 

krævedes, gik man i 1968 over til at optage 

forhandlingerne i Folketingssalen på spolebånd, 

som blev skrevet ud på elektrisk skrivemaskine – 

fra 1985 på computer – og derefter redigeret. 

I 2000 blev spolebåndoptagelserne erstattet af 

et digitalt optagelsessystem, og frem til 2007 blev 

referatet produceret i to tempi: En medarbejdergruppe, 

tekstbehandlerne, skrev ordret af, hvad 

der blev sagt på Folketingets talerstol; desuden 

opdelte de teksten i afsnit og satte komma, punktum 

m.v. En anden medarbejdergruppe, referenterne, 

redigerede talerne; det vil sige, at de bl.a. 

omsatte talesproget til talesprogsnært skriftsprog. 

I starten af 2000-tallet skulle man udskifte det 

daværende it-system til indskrivning og redigering, 

fordi det var baseret på en forældet teknik. I den 

forbindelse valgte Folketingets Administration i 

2003 at indhente viden om tale til tekst-systemer 

anvendt i andre parlamenter, der er sammenlignelige 

med det danske. Baggrunden var bl.a., at det 

blev stadig sværere at rekruttere og fastholde 

kvalificerede tekstbehandlere under de gældende 

ansættelsesbetingelser. 

Dengang var der endnu ikke udviklet et dansk tale 

til tekst-system, og man kontaktede derfor Videnskabsministeriet, 

som i samarbejde med Kulturministeriet, 

DR og TV2 stod for udviklingen af et 

dansk system. Desuden fik man Center for Sprog- 

teknologi, Københavns Universitet, til at foretage 

en afdækning af markedet. Konklusionen var, at 

det ville være muligt at få leveret og implementeret 

et dansk tale til tekst-system af tilfredsstillende 

kvalitet inden udgangen af 2007. 

På den baggrund besluttede Folketingets Præsidium 

i 2005, at referatet af forhandlingerne for 

fremtiden skulle produceres ved hjælp af et tale til 

tekst-system, der skulle udvikles til Folketinget. 

Systemet blev taget i brug ved fremlæggelsen af 

finanslovforslaget i efteråret 2007. 

udviklingen af folketingets system 

Vores system er udviklet og implementeret af 

Sirius IT i samarbejde med Prolog Development 

Center A/S og Max Manus A/S. De to sidstnævnte 

firmaer har specialiseret sig inden for bl.a. talegenkendelse 

og indgår i partnerskab med Philips 

Speech Recognition Systems, der har leveret 

software til systemet. 

I opstillingen af krav til systemet, herunder brugervenlighed, 

kunne vi trække på de erfaringer, som 

Vejle Sygehus, DR og TV2 havde gjort sig med 

udviklingen af de tale til tekst-systemer, de tidligere 

havde indført som de første i Danmark. Derudover 

er brugerne af systemet blevet inddraget i 

udviklingen af vores system for at sikre, at brugergrænseflader 

o.a. på den bedst opnåelige måde 

imødekommer brugernes behov. Systemet er 

integreret med Folketingets digitale lydoptagelsessystem, 

Folketingets dokumentbehandlingssystem, 

Folketingets hjemmeside, ordbøger og andre 

arbejdsredskaber. 

tale til tekst-systemets opbygning 

Folketingets talegenkendelsessystem består af tre 

komponenter: 

• en akustisk profil af referenten 

• en ordbog 

• en sprogmodel 

Den akustiske profil er en statistisk model/ 

matematisk repræsentation af sprogets lyde. 

anne Jensen 

reDaktionssekretær 

Den samlede varighed af 

møderne i Folketingssalen 

eksklusive pauser var 724 

timer i 2003-04, 593 timer i 

2006-07 og 514 timer i 

2010-11 

43

44 fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget 

Systemet er leveret med en standardmodel for 

dansk, som tilpasses den enkelte referent, ved at 

han/hun indtaler 1 times tekst, inden systemet 

tages i brug. Referentens udtale af fonemerne i 

dansk gemmes i den statistiske model, og derved 

bliver den akustiske profil specifik for den enkelte 

referent. Den forbedres, i takt med at referenten 

bruger systemet. 

Ordbogen indeholder ca. 110.000 ord og er opbygget 

på baggrund af de sidste 10 års referater; den 

er fælles for alle brugere. Vi opdaterer løbende 

ordbogen med nye ord, f.eks. rødvinsreform og 

CO2-udslip og navne på nye folketingsmedlemmer. 

Hvert ord er opført i skrevet form og i en fonetisk 

transskription (lydskrift), og alle nødvendige 

former af et ord skal lægges ind i ordbogen, hvilket 

f.eks. betyder, at vi både opfører rødvinsreform, 

rødvinsreformen og rødvinsreformens. 

formandenS trængSler 

”Taleren: kUkkUk! 

Formanden: jEG FORStOd IkkE, At dEt VAR EN 

tAlE, MEN dEt FORStåR jEG NU.” 

Sprogmodellen er en statistisk baseret beskrivelse 

af, hvordan ord kan følge efter hinanden, dvs. sandsynligheden 

for, at et bestemt ord følger efter et 

andet. Den er udviklet ved at træne systemet på 

de sekvenser af ord, som forekommer i de sidste 

10 års folketingsreferater. Der er således ingen 

syntaks i sprogmodellen, og det betyder, at der 

ikke indgår nogen som helst information om, hvilken 

ordklasse et ord tilhører, og hvilken syntaktisk 

funktion et ord har i en given streng af ord. Det 

betyder, at systemet ikke skelner mellem, at ordet 

lærer er et verbum bøjet i nutid og udsagnsled i 

sætningen De unge lærer ikke nok matematik, og 

at ordet lærer er et navneord og indgår i grundleddet 

i sætningen En ung lærer har lang forberedelsestid. 

Sprogmodellen forbedres, efterhånden som man 

anvender systemet, dvs. systemet lærer af at 

behandle nye strenge af ord. 

Hvordan omsætter systemet tale til tekst? 

5 minutter efter at en tale er blevet holdt på Folketingets 

talerstol, kan referenten lytte til den og 

begynde indtalings- og redigeringsarbejdet. Referenten 

lytter til en eller flere sætninger og indtaler 

derefter sætningen, samtidig med at han/hun 

redigerer den. 

Den dikterede tale omsættes til tekst, ved at 

systemet sammenligner strengen af lyde i de 

dikterede ord med lydene i den akustiske model. 

Systemet finder den streng, der bedst svarer til 

den dikterede lyd, og sammenligner så med de 

fonetiske transskriptioner af ord, der ligger i systemets 

ordbog, for at finde ord, der bedst svarer til 

de dikterede. Derefter bruges sprogmodellen til at 

finde den mest sandsynlige tekststreng. Gennem 

de processer finder systemet altså den mest sandsynlige 

overensstemmelse mellem det dikterede 

og det, der ligger i ordbogen og i sprogmodellen; 

og systemet omsætter så det indtalte til en tekst 

på referentens skærmbillede. 

Hvis udtalen af det dikterede ord er enslydende 

med et andet ords udtale som f.eks. hver og vejr, 

finder systemet flere ord i ordbogen, hvis transskription 

svarer til det dikterede ords. Ordene 

forekommer måske med forskellig frekvens, så 

systemet bruger derfor også sprogmodellen til at 

finde den mest sandsynlige tekststreng, som de 

fundne mulige ord kan indgå i. Systemet afstemmer 

så de sandsynligheder med hinanden, finder 

den mest sandsynlige sekvens af ord og omsætter 

talen til tekst. 

ukendte ord 

Det forekommer af og til, at medlemmerne af 

Folketinget i deres taler bruger ord, som ikke ligger 

i systemets ordbog. Dem kan systemet naturligvis 

ikke genkende. I stedet omsætter systemet ordet 

til det ord i ordbogen, hvis udtale ligger tæt på det 

indtalte ords. Et par eksempler på det er følgende: 

Referenten indtalte … kommunikere via Facebook, 

systemet omsatte det til … kommunikere via fisk. 

Referenten indtalte Undtagelse fra reglen gælder 

tvangskonvertering, mens systemet genererede 

teksten Undtagelse fra reglen gælder Tange Sø og 

Beijing. Hverken Facebook eller tvangskonvertering 

lå på det tidspunkt i systemets ordbog, så referenten 

måtte taste de rigtige ord ind i teksten. 

Sammensatte ord, der ikke ligger i ordbogen, men 

hvis led ligger i ordbogen, omsættes til to ord, 

f.eks. blev ordet porteføljeaktier omsat til 

sekvensen portefølje aktier. 

systemet lærer 

Som omtalt ovenfor sker der en forbedring af både 

den akustiske profil og sprogmodellen, i takt med 

at systemet anvendes. Forbedringen foregår på 

den måde, at systemet sammenligner den genkendte 

tekst og den eventuelt rettede tekst, dvs. 

rettelser, der er sket ved indtaling. Nye sekvenser 

af kendte ord vil derefter indgå i den statistiske 

sprogmodel. Ord, som systemet ikke har genkendt, 

fordi de ikke ligger i dets ordbog, og som referenterne 

derfor har rettet ved indtastning, opføres

automatisk på en liste og kan derefter lægges ind i 

ordbogen. 

Problemer ved talegenkendelsen 

På trods af at tale til tekst-systemet fortløbende 

lærer nye sekvenser af ord, er der nogle problemer 

med genkendelsen. Det gælder især på følgende 

områder: 

1. Homofoner, dvs. ord, der udtales ens, men som 

har forskellig betydning. 

Referenten dikterer f.eks. Det har hverken fremmet 

samarbejdet eller de resultater, man har opnået… 

Er den tanke ministeren fremmed? Den korte 

tillægsform fremmet og tillægsordet fremmed 

udtales på samme måde, og systemet genererer 

teksten Det har hverken fremmed samarbejdet 

eller de resultater, man har opnået… Er den tanke 

ministeren fremmed? 

Ved de udsagnsord, hvis rod ender på vokal efterfulgt 

af -r, f.eks. køre, udtales navneformen køre og 

nutidsformen kører på samme måde. Nogle gange 

danner systemet den forkerte form som i Vi kan 

ikke se, hvordan det skal kunne kører godt og Det 

gælder om, at alle lære at følge reglerne. 

De to forholdsord af og ad udtales begge a, og 

systemet omsætter af og til dikteret ad til af som i 

Det bringer os ingen vegne at gå videre af den vej. 

Dette problem kan til en vis grad undgås, ved at 

man udtaler ad med såkaldt blødt d. Men referenterne 

skulle gerne kunne bruge systemet uden at 

lægge deres udtale radikalt om. 

Også infinitivpartiklen at og bindeordet og kan 

udtales ens, nemlig å, så vi kan opleve, at systemet 

danner teksten Og komme videre i debatten synes 

ikke muligt nu, selv om der blev dikteret At komme 

videre i debatten synes ikke muligt nu. Problemet 

kunne imødegås ved altid at bruge udtalen åw af 

ordet og; også det ville gøre indtalingen mindre 

ubesværet, for den udtale af og ligger ikke lige på 

tungen hos de fleste sprogbrugere. 

Systemet skelner ikke altid mellem næstenhomofoner 

som f.eks. ven og vend, hvis udtale kun 

adskiller sig ved, at vend udtales med stød og ven 

uden. Det skyldes, at stød ikke indgår i systemets 

akustiske model, og transskriptionen af ordene i 

ordbogen omfatter derfor ikke angivelse af stød. 

2. Sekvenser af enstavelsesord, hvoraf flere er 

ubetonede. 

Af og til bliver ikke alle enstavelsesord i en sekvens 

omsat til tekst. Der dikteres f.eks. Vi har jo lige haft 

en lignende oplevelse, som genereres til Vi lige 


haft en lignende oplevelse. Mest problematisk er 

det, hvis ordet ikke mangler i teksten: Sundhedsministeren 

har ikke haft området i lang tid omsættes 

til teksten Sundhedsministeren har haft 

området i lang tid. 

3. Ord, der efterfølges af ord med initialt s-. 

Referenten dikterer f.eks. Hr. Peter Christensen 

sagde det så tydeligt, mens systemet omsætter 

det til Hr. Peter Christensens sagde det så tydeligt. 

Eller der bliver indtalt Ministerens svar lader meget 

tilbage at ønske, som omsættes til teksten Ministeren 

svar lader meget tilbage at ønske. 

De ovennævnte problemer med genkendelsen 

eksisterer stadig, 2 år efter systemet blev taget i 

45 

Foran statsminister Helle 

Thorning-Schmidt på talerstolen 

sidder referenten, der registrerer i 

systemet, når en ny taler begynder. 

Referenten skal i det hele taget 

være hurtig på fingrene, for hvis der 

ikke er afstemninger, kommer der 

ca. 8.000 ord i timen over 

tændernes gærde.

46 fagre, aKtuelle verden – talegenKendelse i folKetinget 

EKSAMEN TIL STENOGRAF-ØNSKEJOB 

Der blev i gaar paa Christiansborg holdt eksamen til en af de mest 

eftertragtede stillinger, en stenograf kan faa – jobbet som folketingsstenograf. 

Der er hvert aar langt flere ansøgere, end man har 

anvendelse for – til gengæld kan man udsortere sig de allerbedste 

stenografer. Folketingets formand har med mellemrum talt om, at 

man af økonomiske grunde skulle gaa over til optagelse af Folketingets 

forhandlinger paa lydbaand, men det bliver altsaa ikke foreløbig. 

Nu er et nyt hold stenografer antaget. Her ses i forreste 

række eleverne Edith Lillian Nielsen og Aase Henny Nielsen, samt 

i anden række Kitty Kling og Finn Holle. Bureauchef Eigil Olsen 

staar tilhøjre og dikterer, og i forgrunden sidder censor, overstenograf 

Lund. I baggrunden folketingssekretær Johs. Thorborg. 

Stenografien i Folketinget blev 

afskaffet i 1968, men næsten lige 

indtil da blev der hvert efterår 

afholdt eksamener, når der var 

stenografstillinger ledige. Dette 

udklip stammer fra Berlingske 

Aftenavis fra den 19. september 

1959. 

brug, og altså på trods af at systemets sprogmodel 

har haft 2 år til at lære de omtalte ordsekvenser at 

kende. 

Fejlene i den tekst, systemet genererer, skal selvfølgelig 

rettes, inden referatet sættes på Folketingets 

hjemmeside. Dog er netop de ovennævnte 

fejltyper lette at læse henover, og derfor kræver 

arbejdet med tale til tekst-systemet en større 

grad af koncentration og omhu af referenterne 

end tidligere. 

Helt ny arbejdsmetode 

I Folketingstidende findes der ikke mere tekstbehandlere, 

men udelukkende referenter. Før vi 

indførte talegenkendelsessystemet, redigerede 

referenterne ved at læse den udskrift af den rå 

tekst, som tekstbehandlerne havde fremstillet. 

Nu skal referenterne først lytte til sekvenser af 

en tale, og mens de lytter til en sekvens, skal de 

samtidig redigere for derefter at indtale det 

redigerede. Det er dermed en ganske anden og 

ny arbejdsmetode, som referenterne har måttet 

lære sig selv gennem at arbejde med systemet 

og udveksle erfaringer. 

Arbejdsmetoden kan nemlig ikke sammenlignes 

med, hvordan en simultantolk arbejder, for referenten 

skal ikke blot videregive indholdet af, hvad 

en taler har sagt fra Folketingets talerstol, nej, 

referenten skal holde sig så tæt som muligt til de 

sproglige udtryk, som folketingsmedlemmerne har 

anvendt, og omsætte talesprog til talesprogsnært 

skriftsprog. Desuden skal referenten bryde talestrengen 

op med punktummer og sætte komma 

og andre tegn, mens han/hun dikterer. Oftest kan 

referenten ud over syntaksen bruge intonationen 

(sætningsrytmen) til at afgøre, hvor en helsætning 

slutter. Andre gange er det ikke så klart, hvor 

taleren slutter en helsætning, eller hvordan en 

ledsætning hænger sammen med et efterfølgende 

sætningsfragment, og referenten skal så overveje, 

hvordan der kan skabes syntaktisk sammenhæng i 

talen. Derudover skal referenten rette faktuelle fejl 

og fortalelser i talerne. 

Hvorfor indtaler politikerne ikke direkte i tale til 

tekst-systemet? Der er flere grunde til, at systemet 

ikke kan anvendes i Folketingssalen, så folketingsmedlemmer 

ville kunne indtale deres taler direkte. 

For det første kræver opbygningen af en akustisk 

profil, at man indtaler mindst 1 times tekst, og en 

forbedring af profilen forudsætter, at man løbende 

indtaler i systemet. Nogle folketingsmedlemmer er 

sjældent på talerstolen, hvilket ville betyde, at 

systemet ikke ville kunne omsætte deres tale til 

tekst med et tilfredsstillende resultat. 

For det andet begynder opbygningen af den 

akustiske profil med, at den mikrofon, man indtaler 

i, indstilles til lydforholdene i det lokale, man 

arbejder i, og den lydstyrke, man taler med. Hvis 

lydforholdene og lydstyrken for indtalingen 

ændres, skal man igen justere mikrofonen. Det vil 

ikke være muligt i Folketingssalen, hvor lydforholdene 

ikke kan holdes konstante, f.eks. står talerne 

ikke i samme afstand fra mikrofonen, og hvor 

talerne taler med forskellig lydstyrke. 

For det tredje opnås den optimale genkendelse, når 

man taler tydeligt og ikke alt for hurtigt, man skal 

nærmest tale som en nyhedsoplæser. Det kan man 

hverken forlange eller forvente at folketingsmedlemmer 

skal. Eftersom der er taletidsregler under 

Folketingets forhandlinger, vil en taler udnytte sin 

taletid så effektivt som muligt, og det kan betyde, 

at han/hun taler meget hurtigt. Det kan også 

betyde, at han/hun afbryder sig selv og starter på 

en ny sætning, laver fortalelser eller kommer til at 

bruge et forkert ord. 

For det fjerde nævner politikerne selvfølgelig ikke, 

hvor der skal være punktum, komma m.v. i deres 

taler.

Af disse fire grunde kan systemet ikke anvendes af 

folketingsmedlemmerne i Folketingssalen. Og selv 

om de opbyggede en akustisk profil og lydforholdene 

kunne holdes konstante m.v., skulle deres 

taler redigeres, herunder rettes for faktuelle fejl og 

fortalelser, inden de kunne lægges på Folketingets 

hjemmeside. 

ønsker til et fremtidigt system 

Vores tale til tekst-system genkender hurtigt 

meget tale med bl.a. de undtagelser, der er nævnt 

ovenfor. For at imødegå de fejl kræves et ganske 

andet tale til tekst-system, nemlig et system, som 

er tilpasset det danske lydsystem på den måde, at 

transskriptionen af ordene i systemets ordbog bl.a. 

omfatter stød. Desuden burde der indgå information 

om, hvilken ordklasse ordene i ordbogen 

tilhører, og hvilken bøjningsform de har. Endvidere 

skulle den statistisk baserede sprogmodel trænes 

på et større antal tekster, så den fra starten omfattede 

flere mulige strenge af ord, og sprogmodellen 

skulle kombineres med en regelbaseret 

model, dvs. syntaktisk information om, hvilke 

sætningstyper der findes i dansk, og hvilke(n) 

syntaktisk(e) funktion(er) et ord kan have, f.eks. 

at kun et udsagnsord, der er bøjet i tid, kan være 

udsagnsled i en sætning. 

Et sådant system findes ikke endnu, heller ikke til 

genkendelse af engelsk; men vi har da lov til at 

håbe, at forskning i især kombinationen af en 

statistisk og en syntaktisk baseret sprogmodel, 

men også i udvikling af bedre statistisk baserede 

sprogmodeller vil bringe os nærmere et endnu 

bedre talegenkendelsessystem i en fager og nær 

verden. 

Arbejdsstation 

Lydafspilningsmodul 

Filsystem 

og 

ADO.NET 

MURF-system 


Denne artikel blev første gang publiceret i Mål + 

Mæle for april 2010. Siden har Folketinget 

besluttet at udskifte Max Manus-delen og Word 

med en anden editor, der er RTF-baseret, så man 

ikke længere er afhængig af Microsofts opdateringer 

af Word og Microsoft Office. Samtidig har 

Prolog Development Center overtaget hele 

ansvaret for talegenkendelsessystemet. Selve 

SpeechMagic-systemet er blevet overtaget af det 

USA-baserede Nuance, der er førende inden for 

tale til tekst-genkendelse. 

TransEditor TransPortal Annotationsklient 

Tale til tekstmodul 

Tale til tekstserver(e) 

Forretningslogik og dataobjekter 

Data Access 

NHibemate 

ADO.NET Filsystem 

Indskrivningsdatabase 

TingDoknetværksdrev 

Administration 

TingDokservicefacade 

Systemkald 

47 

Overordnet arkitekturdiagram for 

tale til tekst-systemet i Folketingstidende 

Windowssystem 

Planlægningsmodul 

Active 

Directory 

MURF-server Tale til tekst-server(e) MS SQL 2006 TingDok-server Domæneserver 

SOAP 

Referenten lytter til en taler i 

headsettet og indtaler referatet i 

computeren, der omformer ordene 

til tekst på skærmen 

LDAP


100 åR MEd FUldt tRyk på 

100 år er lang tid. Men faktisk rækker Rosendahls- 

Schultz Grafisks samarbejde med Folketinget mere 

end dobbelt så mange år tilbage. Derfor vil det 

også være forståeligt for de fleste, at vi føler os 

som en del af den fantastiske myretue og 

arbejdsplads, som Folketinget i sandhed er. 

Selv skal jeg hele 43 år tilbage i kalenderen for at 

finde min første arbejdsdag som ung håndsætter 

hos det, der dengang var et komplet trykkeri med 

12 håndsættere, 4 trykkere og en pålæggerske, fru 

Hansen. Jeg afløste senere faktor Axel Hvidberg, 

der nåede at have 50 års jubilæum i trykkeriet. 

Trykkeriet i Folketinget var en satellit af hovedtrykkeriet 

i Møntergade og havde til huse i kælderen 

ud til Rigsdagsgården med indgang til højre for 

hovedtrappen. En af de vigtigste opgaver var den 

daglige produktion af Folketingstidende, som på 

det tidspunkt stadig skete med lange spalter i bly. 

Hver eneste dag bragte lastbiler således bakker 

med blysats frem og tilbage mellem hovedtrykkeriet 

og trykkeriet på Christiansborg, ligesom 

cykelbude sørgede for at bringe korrekturtryk frem 

og tilbage mellem trykkeriet og Folketingets 

”korrektører”. Sådan hed de frem til slutningen af 

1980’erne, hvor de kom til at hedde ”tekstrevisorer”, 

inden de engang i 1990’erne blev til ”referenter”. 

nye tider og ny teknik 

Mod slutningen af 1980’erne skrumpede trykkeriet 

ind, i takt med at ny teknik begyndte at tage over. 

Vi flyttede derfor til andre lokaler med indgang fra 

Kongeporten, hvilket faldt sammen med, at blyet 

blev erstattet med den såkaldte ATMS-teknik, hvor 

Folketingstidende blev trykt i endeløse rækker på 

baggrund af film. Men stadig med daglige 

transporter frem og tilbage mellem trykkeriet i 

Møntergade og Folketinget. 

Senere igen blev ATMS erstattet af disketter. 

Dermed blev transporterne til trykkeriet pludselig 

betydeligt nemmere, hvilket i øvrigt var meget 

bekvemt, da hovedtrykkeriet i mellemtiden var 

flyttet fra Møntergade til Ottiliavej i Valby. Endnu 

100 år med fuldt tryK På 

senere blev også disketterne overflødiggjort, da 

det blev muligt at overføre opsætningen af 

Folketingstidende direkte til trykkeriet pr. kabel. En 

teknik, der holdt ved, indtil Folketingstidende fra 

og med folketingsåret 2009-10 alene udkom som 

onlineversion – og en epoke på flere hundrede år 

og tusinder og atter tusinder af trykte eksemplarer 

fandt sin slutning. 

et livsstilsjob 

Rosendahls-Schultz Grafisk har i dag 3 medarbejdere 

fast stationeret på Christiansborg. Vi holder 

til i Kirkeløngangsbygningen og har absolut ingen 

spruttende trykmaskiner. I stedet er vores opgave 

nu af en karakter, der klares på computer. Det 

gælder eksempelvis korrekturgangen i forbindelse 

med skriftlige fremsættelser af lovforslag og 

koordinationen mellem Lovsekretariatet og vores 

trykkeri i Albertslund. 

Mange af de opgaver, vi er involveret i, har i sagens 

natur en stærk sammenhæng med de ting, der 

sker i Folketingssalen. Det betyder også, at vi 

mange gange ”er på” til langt ud på natten – og at 

49 

tommy krUse 

afDeLingsLeDer, rosenDaHLs-sCHULtz 

grafisk a/s 

Schultz Grafisks håndsætteri ca. 

1950 i kælderen, hvor der nu er 

besøgsindgang.

50 100 år med fuldt tryK På 

Medarbejderne hos Rosendahls- 

Schultz Grafisk A/S, afdelingen i 

Folketinget. Fra venstre er det 

Tommy Kruse, Susanne Jensen og 

Preben Zeuner. 

vores job i det hele taget er af den slags, der i høj 

grad er drevet af interesse og fascination. Og ja, 

der har været mange tålmodighedstest gennem de 

seneste 43 år. Men samarbejdet og dialogen med 

både medarbejdere, embedsmænd og politikere 

har hele vejen igennem gjort, at de fleste arbejdsdage 

ikke alene har været forskellige, men i høj 

grad også sjove. 

romertal blev ikke lært på én dag 

Apropos sjov har de mange år på Christiansborg 

også budt på en perlerække af episoder, der har 

fået smilebåndene på overarbejde. Jeg husker for 

eksempel en episode fra den tid, hvor alle 

lovforslag var nummereret med arabertal, mens 

beslutningsforslag var nummereret med romertal. 

Nu kan specielt de høje romertal som bekendt 

være lidt af en prøvelse at afkode, og sådan var 

det da også for en af de politikere, der i næsten 

20 år var en af de mere markante af slagsen på 

Borgen. En aften mødte jeg ham således på en af 

gangene, hvor han stoppede mig og klagede sin 

nød over, at det var så svært at læse nummereringen 

af beslutningsforslagene. I det samme kom en 

af Folketingets betjente forbi, og han kastede sig 

straks ud i en særdeles pædagogisk forklaring, der 

efterlod den kære politiker begejstret over endelig 

at have fået styr på romertallene. Han takkede 

derfor mange gange, hvorefter betjenten med et 

smil på læben sagde: ”Ingen årsag – og kig endelig 

forbi i morgen, så skal jeg også gerne lære dig 

arabertallene.” Efter en kort tænkepause udbrød 

politikeren nu – i ramme alvor (og på solidt 

vestjysk): ”Nej, hvor er det virkelig pænt af dig. 

Det vil jeg helt sikkert benytte mig af”.

folKetingets loKaler under forandring 

FOlkEtINGEtS lOkAlER UNdER 

FOR A NdR ING 

Siden 1988 er Folketingets lokaleområde vokset 

ganske betragteligt som følge af, at Folketinget 

har overtaget Christian IV’s smukke Provianthus 

samt ejendommen Christians Brygge nr. 6, som 

ligger i forbindelse med Provianthuset ud mod 

havneområdet. Bygningen på Christians Brygge 

har tidligere huset bl.a. det daværende Landbrugsog 

Fiskeriministerium, og det er grunden til, at 

bygningen i folketingsjargon kaldes Land og Fisk 

eller L-bygningen. 

I de sidste 10-15 år har Folketingets lokaler 

gennemgået en større forandring, som indebærer 

udnyttelse af passive kvadratmeter i arkiver og 

depoter, som er blevet omdannet til aktive 

kvadratmeter i form af kontorer. 

Derudover er der sket en gennemgribende modernisering 

samt ændring af farvesætningen på 

gangarealer og i udvalgsværelser, gruppeværelser 

og øvrige mødeværelser. Disse forandringer er 

blevet fremhævet med en moderne lyssætning, 

møblering samt spændende udsmykninger af 

gangarealer og mødeværelser. 

I de sidste 25 år er der kommet mere end 25 

meget spændende rumudsmykninger, der sammen 

med lys og farver har løftet det æstetiske udtryk 

af Folketingets mange mødeværelser, gangarealer 

m.v. Det er Folketingets Kunstudvalg med interne 

og eksterne sagkyndige medlemmer, der har 

rådgivet Folketinget om de mange udsmykninger. 

Denne grundlæggende ændring af udtrykket af 

Folketingets lokaler og gangarealer fra at være grå, 

støvede og lidt kedelige til at være en moderne 

arbejdsplads med respekt for de historiske 

rammer, er blandt de mest synlige forandringer, der 

er sket siden år 2000, og som bliver beundret af 

medlemmer, ansatte, besøgende og tv-seere. 

større sikkerhed 

En anden væsentlig forandring, der er sket i Folketingets 

bygninger, er den forøgelse af sikkerheden, 

som har været nødvendig at gennemføre især som 

konsekvens af terrorangrebet 11. september 2001 

på World Trade Center i New York. Dette har 

medført ombygning af vagtområdet ved Folketingets 

hovedindgang og i Provianthuset samt 

etablering af en besøgsindgang med person- og 

bagagescannere og et publikumsvendt besøgsområde 

i tilknytning hertil. 

Siden 1998 har byggearbejderne været styret af 

Folketingets arkitekter, Henrik Levison og Dorthe 

Andersen. 

Nedenfor gennemgås de vigtigste og mest synlige 

bygningsmæssige ændringer, der er sket i perioden 

1988-2013. 

1991: finansudvalgets mødeværelse 

Grundlæggende istandsættelse af lokalet og 

etablering af den azurblå himmelkuppel, som 

hvælver sig over den venezianske krystallysekrone; 

den har hængt i guvernørboligen på St. Croix på de 

Dansk-Vestindiske Øer, inden de blev solgt til USA i 

1917. Malerierne er udført af Jens Søndergård. 

Jens CHr. JaCobsen 

CHefkonsULent 

51 

Finansudvalgets mødeværelse med 

den smukke himmelkuppel. Det 

skulle oprindelig indgå i den del af 

Christiansborg Slot, som Kong 

Christian X rådede over.

52 folKetingets loKaler under forandring 

Tre gange Bjørn 

I Provianthusets hovedadgangsrum 

bag Den Rosenbergske Trappe har 

professor og billedhugger Bjørn 

Nørgaard lavet nogle fantasifulde 

gulvmosaikker i forskellige sorter 

træ, metal og sten. Desuden har 

han udformet et siddemøbel med 

den lille finurlighed, at man fra en 

bestemt vinkel fra etagen ovenover 

kan få øje på en snerrende bjørn 

med konturerne af en lille bjørn 

ovenpå. Siddemøblet havde intet 

navn, men en konkurrence blandt 

Folketingets medarbejdere i 1994 

resulterede i navnet ’Det gyldne π’ 

(pi). 

1991-92: Provianthuset 

Folketinget var i slutningen af 1991 begyndt at 

flytte ind i de nyetablerede kontorer i Provianthuset, 

som er en del af Christian IV’s flådeanlæg fra 

starten af 1600-tallet. Mellem Provianthuset og 

Tøjhuset (i dag Tøjhusmuseet) lå et havnebassin, 

som gennem et smalt havneindløb, hvor i dag Det 

Kongelige Biblioteks gamle bygning ligger, gav 

adgang til havnen og dermed til Øresund og 

Østersøen. 

Bygningen, der endnu ikke var færdigrenoveret, 

brød i brand i februar 1992, og dette forsinkede 

Folketingets ibrugtagning af bygningen i mange 

måneder. Efter at bygningen var blevet færdiggjort, 

overtog Folketinget hele bygningen bortset 

fra den nordlige halvdel af stuetagen, hvor Rigsarkivet 

har sin læsesal og publikumsekspedition. 

Bygningen rummer på 5 etager kontorer og mødelokaler 

til Folketingets medlemmer, Folketingets 

Administration og Statsrevisorernes Sekretariat. 

Der blev i forbindelse med istandsættelsen af 

bygningen udført en række store udsmykningsopgaver, 

herunder Hans Chr. Rylanders monumentale 

udsmykning i stueetagen, som det tog ham 14 år 

at færdiggøre, Bjørn Nørgaards gulv og siddemøbel 

på 1. sal samt Lars Ravns blomsterskulptur, der 

gennembryder etageadskillelsen mellem 1. og 2. 

sal. 

1995: l-Bygningen 

En del af Erling Olsens ”Olsenplan” (formand for 

Folketinget 1994-98) var at skaffe flere lokaler til 

Folketinget til brug for den forøgede bemanding, 

især i folketingsgrupperne. Ud over Provianthuset 

overtog Folketinget det tidligere Landbrugs- og 

Fiskeriministeriums bygning på Christians Brygge 

nr. 6. Bygningen rummer på 5 etager kontorer til 

Folketingets Administration. De kontorer, som 

administrationen forlod på Christiansborg, blev 

overtaget af folketingsgrupperne. 

1997: montrer i vandrehallen 

Frederik VII – Grundlovens giver – overvåger venligt 

de fire smukke montrer med skudsikkert glas, der 

rummer de danske grundlove og ældre forfatningsdokumenter, 

det meste dog i faksimiler. 

1998-99: ombygning af indre og ydre Hal 

Formålet med ombygning af vagtområdet ved 

Folketingets hovedindgang var forbedring af 

publikumsbetjeningen og den almindelige 

adgangskontrol. Det var her, der i ”gamle dage”

lå en lille kiosk inden for den daværende svingdør, 

hvor kioskdamen med sin lille pekingeser opholdt 

sig, og hvor rørpostanlægget fra Presselogens 

kontorer endte, så deres manuskripter kunne blive 

afhentet af dagbladenes bude. Den gamle kiosk er 

nu blevet erstattet af en mere tidssvarende kiosk 

ved foden af trappen. 

2000: ministergangen 

Navnet ”Ministergangen” kommer af, at der gennem 

den er forbindelse til ministerierne i Slotsholmsgade, 

eller af, at der her hænger fotos af samtlige 

regeringer eller ”ministerier” siden grundloven af 

1849. Gangen blev grundlæggende istandsat i år 

2000 med en dristig gammelrosa farvesætning 

som reference til bygningens oprindelige rokokointeriør. 

2001: 2. sals gang 

Den ny farvesætning i Folketinget tog for alvor fart 

ved renoveringen af det lange gangforløb på 2. sal. 

Her var nogle af korridorerne fyldt op af reoler med 

Berlingske Tidende siden 1852, og der var kedelig 

belysning og ubestemmelige vægfarver. Det var 

meget slidt. Reolerne blev fjernet, vægfarver og 

belysning blev udvalgt i samarbejde med de to 

store tv-stationer, mens Statens Museum for Kunst 

udlånte 30 store malerier. Hele gangområdet blev 

omdannet til en velegnet scenografi for politiske 

interviews, samtidig med at gangene signalerede 

en moderne og dynamisk arbejdsplads. Folketingets 

arkitekter modtog den skandinaviske 

farvepris for renoveringen af gangarealet på 2. sal. 

I tv-serien ”Borgen” er der en del episoder, der 

foregår på ”den røde gang”. Det foregår dog ikke 

live, men i en tro kopi af gangen med den særlige 

”folketingsrøde” farve opbygget i et af Danmarks 

Radios studier. 

2001-03: 3. sals gang 

Også 3. sals gang blev renoveret med en varm gul 

farve. Udsmykningen består af et ”neontapet” 

udført af Astrid Krogh, der tager sit historiske 

udgangspunkt i Vandrehallens berømte skønvirkefrise. 

Herudover er der på 3. sal udstillet kunsthåndværk 

og moderne danske møbelikoner. 

2003: snapstinget 

Snapstinget gennemgik i slutningen af 1980´erne 

en meget omdiskuteret renovering med omvendte 

pyramider i røde og blå farver rundt om søjlerne og 

”S-togsbagagenet”-formede belysningsarmaturer. 

Mange mente, at renoveringen var helt ude af trit 

med ånden på Christiansborg Slot. 

Den renovering af Snapstingsområdet, der blev 

gennemført i 2003, tog derfor udgangspunkt i den 

oprindelige udformning af Snapstinget med 

folKetingets loKaler under forandring 

forsænket gulv midt i medlemmernes spisesal. 

Herudover blev hele Snapstingsområdet moderniseret 

og åbnet op med monumentale glasdøre, 

ny belysning, marmorpuds, akustikregulering, 

buffetområde og tidssvarende møblering. 

Udsmykningen med portrætter af tidligere 

medlemmer af Folketinget og Landstinget skal 

opfattes som en installation, hvor de nuværende 

folketingsmedlemmer m.fl. kan se på deres 

forgængere i faget, som har spist, forhandlet og 

hygget sig i det selvsamme lokale. 

Spisestedet ”Rottehullet” med de populære pizzaer 

eksisterer ikke længere, og lokalet benyttes nu 

som separat kabinet til spisning til frokost og 

aften. 

2005-06: grundlovsværelset, grønlands- og 

færøværelserne. 

Det tidligere direktørkontor i Vandrehallen er 

blevet omdannet til mødelokale udsmykket af Nina 

Sten-Knudsen. 

De to små mørke mødeværelser lige uden for 

Folketingssalen er via lys- og farvesætning, 

møblering og kunstnerisk udsmykning blevet 

omdannet til meget attraktive og spændende 

lokaler. De kaldes nu for Grønlandsværelset og 

Færøværelset. Aka Høegh har udsmykket Grønlandsværelset 

og Tróndur Patursson Færøværelset. 

2007: Pressecenter og ”Brydesen” 

Yderst i ”Sibirien” på 3. sal i Christiansborgs østfløj 

havde bl.a. Biblioteket en række arkivlokaler, og 

herudover var lokaleområdet kun sporadisk 

udnyttet. Arkiverne blev ryddet, skillevægge revet 

ned, og ud af byggestøvet kom et stort område, der 

blev indrettet til kontorer for pressen og til arbejdsstationer 

med et arbejdsbord og internetopkob- 

53 

Den røde gang på 2. sal, også kendt 

fra tv-serien ’Borgen’, blev gennemgribende 

renoveret i 2001

54 folKetingets loKaler under forandring 

Ad disse gange har geheimekabinetsminister 

Johann Friedrich 

Struensee og dronning Caroline 

Mathilde gået i årene før 1772, når 

de skulle i Hofteatret. Struensee 

har måske båret de samme sko, 

som afslørede ham og dronningen, 

fordi træske kammerpiger havde 

strøet mel på gulvet i dronningens 

soveværelse. De tre gangforløb, der 

udgør Ridebanefløjen, består af 

øverst til venstre den lysegrønne 

Runde Stald, nedenunder den 

violette Lave Stald, og til højre den 

rosa Høje Stald, der på et tidspunkt 

blev anvendt som rustkammer, hvor 

kongen opbevarede våben. Alle 

gangene er blevet renoveret i 

2010-11. 

ling, som kunne benyttes af de pressefolk, der ikke 

havde faste arbejdspladser/kontorer på Christiansborg. 

Disse arbejdspladser bruges f.eks. i forbindelse 

med valg, folkeafstemninger og lignende, 

der medfører invasion af den udenlandske presse. 

De nye kontorer betød, at pressen skulle frigive 

kontorer andre steder i Folketingets lokaleområde. 

Det tidligere caféområde på 2. sal, ”Brydesen”, som 

var opkaldt efter den legendariske restauratør Jens 

Brydesen fra Snapstinget, blev istandsat inspireret 

af den klassiske amerikanske diner og med spejle, 

som forstærker rummets intimitet. 

2008: Besøgsindgangen 

Terrorangrebet på World Trade Center i New York 

i 2001 betød, at sikkerheden i Folketinget blev 

skærpet, i første omgang i forbindelse med de 

eksisterende indgange til Folketinget og Provianthuset 

og senere i forbindelse med etablering af en 

ny besøgsindgang for Folketingets gæster. Her 

blev der mulighed for scanning af personer og 

bagage inden adgangen til selve Folketinget. Selv 

om adgangskontrollen til Folketinget er blevet 

skærpet, er der alligevel blevet bedre plads til de 

mange besøgende, ligesom der er kommet 

forbedrede garderobe- og toiletforhold. 

Samtidig med etableringen af besøgsindgangen 

blev hovedtrappen renoveret, og der kom ny 

belægning af bornholmsk granit langs med 

facaden ud mod Rigsdagsgården. 

2009: Biblioteket, 3. sal 

Modsat Pressecentret yderst i sydfløjen på 3. sal 

oppe over Snapstinget havde Biblioteket også en 

række arkivrum. Området er blevet omdannet til 

lyse og luftige kontorer til Bibliotekets ansatte og 

er endnu et godt eksempel på aktivering af passive 

kvadratmeter til kontorbrug. 

2010-11: servicecenter og søndre ridebanefløj 

Der blev i forbindelse med en organisationsomlægning, 

der havde til formål at bringe en række 

servicefunktioner tættere på medlemmerne, 

etableret et helt nyt Servicecenter ud mod Vandrehallen. 

Servicecentret ligger i det lokaleområde, 

hvor tidligere Bureauet og Medlemsafdelingen har 

haft til huse. Her kan medlemmer og ansatte få 

ordnet alt med it og telefoner, adgangskort og 

nøgler, postbetjening, afhentning af rensetøj 

m.m.m. Lokalet er malet med en dynamisk rød 

farve, der spiller op til det mødested med fart over 

feltet, som Servicecentret er. 

Samme år skete en omfattende istandsættelse af 

hele det fantastiske gangareal med tre gangforløb, 

som udgør Ridebanefløjen. Det, der springer mest i 

øjnene, er lys- og farvesætning samt udsmykningen, 

der understreger bygningens rokokointeriør. 

Specielt det midterste gangforløb, ”Høje Stald”, 

med en længde på 63 m, en højde på 8 m og en 

bredde på 3 m med 10 store lysekroner med 256 

LED-pærer i hver er imponerende. Udsmykningen, 

der består af 60 unikaværker på papir i cirkulære 

rammer, er udført af billedkunstneren Niels Erik 

Gjerdevik. Senere fulgte renovering af trapperummet 

til Ridebanen. 

Folketingets arkitekter modtog i 2011 Danske 

Malermestres farvepris for renoveringen af 

Ridebanefløjen og Servicecentret.

2011-12: Besøgsområde i kælderen 

I forbindelse med den nye besøgsindgang er der 

etableret et besøgsområde for Folketingets 

gæster, hvor den besøgende kan få en introduktion 

til Folketinget og den demokratiske proces inden 

besøget i selve Folketingsbygningen. Der er informationsmateriale 

i form af en tidslinje for demokratiets 

historie i Danmark, historiske politiske 

taler, effekter med relation til demokrati og 

folkestyre, fotos af de nuværende medlemmer 

af Folketinget m.v. 

2012: sikkerhed m.v. 

I 2012 skete der en yderligere forbedring af 

sikkerheden ved Folketingets indgange samt en 

forbedring af serveringsmulighederne ud for 

Fællessalen ved nedlæggelse af tre små kontorer 

i stuetagen ud mod Indre Slotsgård. Herved fås et 

stort lysindfald til det ellers lidt skumle område 

foran Fællessalen. 

Hvad bliver det næste? 

I 2013-14 er det planen at indrette de to nederste 

rum i Christiansborgs tårn til spise- og konferencelokaler 

til Folketinget. Det er endvidere planen, at 

offentligheden skal have adgang til tårnet og den 

fantastiske udsigt via en elevator fra Ruinmuseet 

under tårnet. 

Herudover er det efter anbefalinger fra PET planen 

at lukke Rigsdagsgården for gennemkørende trafik 

med biler samt at opsætte lave granitbarrierer med 

bænke rundt om hele Christiansborg Slotsplads – 

alt sammen med det formål at forhindre, at uautoriserede 

køretøjer kan parkeres tæt på Christiansborgs 

mure. Fodgængere og cyklister vil frit kunne 

færdes både på Slotspladsen og i Rigsdagsgården, 

der vil blive omdannet til attraktive byrum til 

glæde for borgerne. 

I horisonten ses konturerne af et projekt, hvor 

Folketinget overtager Rigsarkivbygningen til brug 

for kontorer til Folketingets medlemmer og 

ansatte. Projektet har længe været i støbeskeen, 

men afventer en politisk beslutning om udflytning 

af de sidste dele af Statens Arkiver fra Slotsholmen 

– og det koster mange penge, som endnu ikke 

er prioriteret af de skiftende regeringer. 

Men hvem ved? Måske kan de fremtidige forfattere 

til foreningens 125-års jubilæumsskrift skrive den 

spændende historie om dette store projekt. 

55


BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling 

BAck tO BASIcS – 

AdMINIStRAtIONENS OpByGNING 

OG OpGAV EFOR dElING 

organisationen i 2012 

Et hurtigt blik på organisationsdiagrammet viser, 

at Folketingets administration er delt op i to 

områder, det parlamentariske og det administrative/servicerende 

område. Begge områder leverer 

naturligvis service, men måske skjuler betegnelserne 

en reminiscens fra tidligere tiders opdeling 

i ”parlamentarisk bistand” og ”praktisk service”. 

Det er forsøgt at give de enkelte enheder navne, 

der kort og klart viser, hvad enheden beskæftiger 

sig med, så man alene ved at se på organisationsdiagrammet 

får et ganske godt overblik over 

organisationens opgaver. 

Derfor skal organisationsdiagrammet blot suppleres 

med følgende: 

I Ledelsessekretariatet indgår Protokollen, som 

varetager al tilrettelæggelse af officielle besøg i 

Folketinget. Under Det Internationale Sekretariat 

hører også EU-oplysningen, ligesom der til Folketingets 

Bibliotek er knyttet Folketingets Oplysning. 

Også Folketingets Journal og Arkiv hører under 

Biblioteket. I Driftsenheden befinder sig Arrangementsteamet, 

der varetager driften af Folketingets 

mødelokaler mv. I It-Systemer indgår endelig 

Servicecenteret, hvor medlemmer og andre af 

husets brugere kan henvende sig med alle deres 

problemer. 

Ved den store organisationsændring i 1990 nedlagde 

man Bureauet og Sekretariatet til fordel for 

en opdeling i egentlige afdelinger med chefer, der 

i en chefgruppe skulle koordinere den samlede 

service til medlemmerne. Paradoksalt nok blev 

organisationen relativt hurtigt på det mentale plan 

atter delt op i ”parlamentarisk bistand” og ”administrativ 

service”, trods mange gode hensigter om 

det modsatte. 

Den foreløbige slutsten på udviklingen ”back to 

basics” var genetableringen af Folketingssekretariatet 

i 2009, idet man dog ikke gik så vidt som til 

også at genåbne Bureauet. Noget kunne tyde på, 

at den gamle opdeling er et overordentlig livs- 

kraftigt design, måske fordi denne struktur i 

virkeligheden er så logisk, at det er svært at 

argumentere ædrueligt imod den. 

JoHn baastrUp 

personaLeCHef 

57

58 BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling 

missionen 

Det betyder selvfølgelig ikke, at organisationen 

dermed er vendt tilbage til ”de gode, gamle dage”. 

Tværtimod har de mange ændringer og justeringer 

efterhånden udkrystalliseret administrationens 

raison d´être til klart sprog: 

”Folketingets Administration sørger for, at folketingsmedlemmerne 

kan koncentrere sig om det 

politiske arbejde”, hedder det nu i administrationens 

mission. 

Egentlig uhyre enkelt og indlysende, men ikke 

desto mindre et budskab, som det har taget en del 

tid og kræfter at nå frem til. I forhold til tidligere 

budskaber med stort set det samme indhold (for 

det er jo ikke noget nyt, at organisationen er til for 

medlemmerne) er administrationens mission i dag 

helt uforbeholden. Tidligere tiders forbehold såsom 

”… inden for de givne rammer” og kreativ jonglering 

med begreberne ”bistand” og ”service” er forladt, 

så det nu står helt klart, hvorfor vi overhovedet har 

en administration. 

Freudiansk Fortalelse 

”dISSE MEdARBEjdERSAMtAlER VIl 

FORhåBENtlIG køRE AF SpOREt I løBEt AF 

EFtERåREt.” 

Har denne enkle og næsten selvfølgelige sætning 

så afskaffet alt behov for koordinering, samarbejde 

på tværs og arbejdet med helhedssyn? 

Selvfølgelig ikke. Og den nutidige og stringente 

opdeling i velafgrænsede enheder inden for de to 

store områder løser naturligvis ikke alt. Men det er 

oplevelsen, at enhederne er veldefinerede i forhold 

til opgaveporteføljen, og at tidligere tiders 

”grænsestridigheder” er svundet ind til – som 

oftest – konstruktive diskussioner om, hvor en 

opgave mest hensigtsmæssigt løses. Vel at mærke 

ud fra en diskussion af det hensigtsmæssige set 

fra medlemmernes synspunkt. 

Med opdelingen i de to store områder er der 

desuden skabt tværgående faglige fællesskaber, 

hvor det falder lige for at arbejde sammen om 

opgaveløsningerne. 

en flad ledelsesstruktur 

Karakteristisk for den nuværende opbygning af 

administrationen er, at strukturen er relativt flad. 

Der er ikke lang vej fra ”medarbejderen på gulvet” 

til direktionen. 

Dette bevidste mål – sammenholdt med, at 

chefgruppen løbende er blevet mindre – giver den 

enkelte chef et relativt stort ledelsesansvar i form 

af mange medarbejdere og/eller et stort kompetencespænd. 

Det opleves selvsagt mere udfordrende 

og stiller også krav om nye ledelsesformer, 

ganske enkelt fordi den enkelte chef ikke mere kan 

overskue alt i sin enhed på samme detaljeringsniveau 

som tidligere. 

Det stiller også nye krav til medarbejderne, for selv 

om ledelsesstrukturen er flad, er der selvsagt flere 

medarbejdere i hver enhed, der ønsker chefens 

opmærksomhed eller ligefrem involvering i opgaveløsningen. 

selvledelse 

Bl.a. derfor har det været nødvendigt med andre 

måder at lede på, og her har indførelsen af 

selvledelse på den ene side vist nye veje, og på den 

anden side udfordret både chefer og medarbejdere. 

Målet med selvledelse er at skabe en endnu 

bedre arbejdsplads og dermed bedre serviceydelser 

og mere tilfredse medlemmer. Selvledelse 

beskrives i Folketingets organisation på følgende 

måde: 

"Selvledelse har til formål at understøtte en stabil 

driftsafvikling, medlemsorientering og helhedstænkning, 

idet vi 

• viser tillid og tager ansvar 

• giver frihed til at tage initiativer og beslutte 

• øger samarbejde og videndeling 

• udvikler os selv, vores opgaver og vores 

organisation 

• delegerer under hensyn til kræfter og ressourcer 

og i takt med udvikling af de personlige og 

faglige ressourcer." 

Det lyder jo godt i det flestes ører. For hvem vil ikke 

gerne vises tillid, involveres og tage selvstændige 

beslutninger? Udfordringen er imidlertid at 

bevæge sig fra en traditionel ”regelorienteret” 

kultur, hvor processer reguleres af politikker, 

vejledninger og regler, til en kultur, hvor der i stedet 

stilles krav om kreativitet, initiativrigdom, 

beslutningsdygtighed og konduite – og måske 

nogle gange mod til at bøje reglerne, når hensynet 

til opgaveløsningen taler for det. 

fremtiden? 

Vi har nok ikke set den sidste organisationsændring 

i Folketingets administration. Opgaver 

ændrer sig eller falder bort, og nye kommer til. 

Medlemmernes krav og behov ændrer sig. Og nye 

teknologier giver nye muligheder for opgaveløsning, 

organisering og arbejdstilrettelæggelse.

Det er næsten banalt at pege på it-området som 

eksempel, men it har ikke kun en snæver teknologisk 

betydning. It har influeret på stort set alle 

områder og alle opgaveløsninger. Eksempelvis 

kunne man i de gode, gamle dage, som ikke er så 

fjerne endda, skrive på en sag, lægge den i en brun 

cirkulationskuvert og ved hjælp af en piccolo lade 

den transportere til den anden ende af Christiansborg, 

hvorefter man med sindsro kunne afvente et 

svar den følgende dag. Sådan er det ikke mere. 

Hvor de brune kuverter efterhånden er en sjældenhed 

og piccoloer ikkeeksisterende, udsættes 

man nu i stedet dagligt for et tæppebombardement 

af e-mails. Tempoet er steget voldsomt, og 

forventningerne om hurtigt svar er store hos alle. 

Lovsekretariatet 

Folketingstidende 

BaCK to BasiCs – administrationens oPBygning og oPgavefordeling 

Parlamentarisk Afdeling 

Folketingets Protokol 

Folketingssekretæren 

(vicedirektør) 

1. Udvalgssekretariat 

Finansudvalgets Sekretariat 



Nordisk Råds Sekretariat 

Folketingets administration 

EU-sekretariat 

Organisation pr. 1. februar 2002 







Udvalg og delegationer 






EU-Sekretariatet 

Europaudvalgets 

Sekretariat 

Folketingets 

EU-oplysning 

EU-konsulenten 

Folketingets formand 

Folketingets direktør 

Planlægningskontoret 

Men it har ikke kun betydet noget for tempoet. En 

del egentlige organisatoriske ændringer kan også 

tilskrives ændret teknologi, og vi har helt sikkert 

ikke set det sidste endnu. 

Så også i fremtiden vil vi se ændringer i organisationen 

og i opgaverne. Noget kunne dog tyde på, 

at den nuværende organisationsstruktur med sin 

klassiske opdeling og veldefinerede enheder 

sammenholdt med arbejdet med selvledelse vil 

være temmelig robust over for fremtidens 

udfordringer. 

Det kan imidlertid kun tiden vise. 

Administrations- og Serviceafdeling 

Personale 

og økonomi 

Løn- og Økonomikontoret 

Personalekontoret 

Brugercentret 

Serviceenheden 

Formands- og 

Ledelsessekretariatet 

Brugerservice 


Organisation pr. 1. januar 2002 



Administrationsog 

Serviceafdelingen 


Personale og økonomi 



Brugerservice 

Brugercentret 


Sikkerhedsenheden 

Vedligeholdelsesenheden 

Rengøringsenheden 





Kommunikationsog 

It-afdeling 

It & Tele 

Information & 

Kommunikation 

Bibliotek, Arkiv & 

Oplysning 

Folketingets Administration 



1.Udvalgssekretariat 




Formands- og 


Kommunikations- og 

It-afdelingen 

It & Tele 

Information & 

Kommunikation 


Oplysning 





Personalepolitisk Redegørelse 2005 Bilag 1 

Organisationsplan for Folketingets Administration 

EU-sekretariat 



Administrations- og Serviceafdeling 

Personale 

og økonomi 


Organisation pr. 1. januar 2003 




Brugercentret 


Brugerservice 



Formands- og 



It & Tele 

Kommunikationsog 

It-afdeling 

Parlamentariske 

Systemer 

Information & 

Kommunikation 


Oplysning 

59 

Administrationens organisationsdiagrammer 

fra de sidste 15 år


En stor skare af Folketingets 

medarbejdere samlet på den store 

trappe 23. oktober 2012

fra dengang til nu – lidt om de første 75 år 

61


SIkkERhEd OG åBENhEd 

Folketinget har igennem årtier praktiseret åbent huspolitikken, 

således at alle medlemmer, ansatte, 

brugere og gæster kan føle sig velkomne i huset. 

Det har imidlertid vist sig nødvendigt at skærpe 

sikkerheden i Folketinget i takt med den globale 

udvikling, internationaliseringen og den ændrede 

politik i Folketinget vedrørende Danmarks engagement 

i fredsbevarende opgaver, bl.a. under FN, op 

igennem det sidste årti. Som det fremgår af det 

følgende, har der været en del hændelser, som i 

marts 2003 kulminerede med angreb med maling 

på statsminister Anders Fogh Rasmussen og 

udenrigsminister Per Stig Møller efter et møde i 

Udenrigspolitisk Nævn. 

trusler og risici 

I samme periode har der løbende været henvendelser 

fra medlemmer af Folketinget, medlemssekretærer 

og ansatte, der har modtaget forskellige 

forsendelser og trusselsbreve, som er blevet 

overladt til politiet til nærmere efterforskning. 

Som et eksempel på en henvendelse kan nævnes 

den situation, at en tidligere udenrigsminister stod 

med en lille pakke fra Makedonien; han ventede 

ikke nogen pakker derfra, så han ønskede derfor 

ikke selv at åbne den. Pakken blev overladt til 

sprængningseksperterne fra Farum Kaserne for at 

få kontrolleret, om der var materialer i, som kunne 

forårsage personskade. 

Allerede i midten af firserne blev der ud over den 

fysiske bevogtning af indgangene til Folketinget 

etableret et elektronisk overvågningssystem, som 

primært kunne håndtere brandalarmer og tekniske 

alarmer, som blev overvåget centralt i Portvagten. 

demonstrationer og indtrængen 

Der har dog alligevel været demonstrationer og 

happenings i Folketingets lokaleområder. En af de 

væsentligste grunde til, at der blev etableret 

sluser ved køkkenindgangen og ved den centrale 

indlevering, var besætteres indtrængen. På en 

valgaften formåede de at komme helt ind i 

Danmarks Radios studie i Fællessalen, og senere 

siKKerHed og åBenHed 

under en Christianiadebat i 1988 tiltvang de sig 

adgang til Folketingssalen via køkkenindgangen, 

som på daværende tidspunkt ikke var sikret. 

Dette bevirkede, at den elektroniske overvågning 

blev udvidet til også at omfatte et skalsikringssystem 

for hele Folketingets bygningsmasse, således 

at alle alarmsikrede døre, kameraovervågede døre 

og sikrede områder blev tilsluttet det elektroniske 

overvågningssystem i vagtrummet. 

For at sikre en ensartet håndtering af adgangsforholdene 

i Folketinget, blev der i 1991 udarbejdet 

en beredskabsplan, som beskriver de adgangs- og 

beredskabsniveauer, der gælder i Folketinget til 

daglig og i skærpede situationer. Disse retningslinjer 

følges selvfølgelig af Betjentkorpset. 

Trusselsbilledet har gennem årtier ligeledes 

løbende været drøftet med politimyndighederne 

for at sikre, at det parlamentariske arbejde i 

Folketinget ikke forstyrres. Således er alle planer 

for evakuering ved bombetrusler for Folketinget 

koordineret med politimyndighederne. 

Under Golfkrigen i 1991 blev sikkerhedsniveauet 

for hele centraladministrationen hævet, herunder 

også Folketinget, således at alle medlemmer og 

ansatte skulle være i besiddelse af et adgangskort 

til Folketinget. Herudover skulle de personer, der 

ønskede adgang til Folketingsbygningen, enten 

fremvise adgangskort eller være anmeldt af medlemmerne 

eller partierne til betjentene i Portvagten. 

I midten af halvfemserne lykkedes det en gruppe 

på seks autonome personer at trænge ind i 

Socialdemokratiets gruppeværelse (S-090) og 

hænge bannere ud af vinduerne. De var kommet 

ind i huset under påskud af, at de skulle besøge et 

partisekretariat, 

stramninger af sikkerheden 

På baggrund af et notat af 12. september 1995 fra 

administrationen om skærpelse af sikkerheden 

besluttede det daværende Præsidium en forøgelse 

af det eksisterende sikkerhedsniveau, dels i form 

kim H. peDersen 

overinspektør og sikkerHeDsCHef 

63 

På en mødedag går i gennemsnit 

3.600 mennesker ind i 

Folketingsbygningen – og ud 

igen

64 siKKerHed og åBenHed 

Folketingsbetjent Karina Jarlbæk 

tager imod gæster i besøgsindgangen 

i kælderen 

af en mere restriktiv anvendelse af gældende 

regler og sikkerhedsinstrukser, dels ved en 

ombygning af Indre og Ydre Hal. Dette medførte 

bl.a., at gæster skulle hentes og bringes fra 

indgangene, ligesom der indførtes et krav om, at 

besøgende skulle kunne forevise legitimation på 

betjentes foranledning. Konsekvensen af det var, 

at huset ikke blev opfattet så åbent som før. 

Den 12. juni 1996 trængte tre aktivister under påskud 

af at skulle op på Biblioteket ind i og besatte 

Venstres gruppeværelse (2-090), barrikaderede 

sig, sømmede døren til og smed møbler ud på 

Slotspladsen. Med udgangspunkt i det hændelsesforløb 

blev et nyt notat om skærpelse af sikkerheden 

fremlagt for Præsidiet i august måned. Alle 

sikkerhedsinstrukser og procedurer var blevet overholdt 

af personalet i Sikkerhedsenheden. Konklusionen 

blev, at Præsidiet var tilfreds med det 

eksisterende sikkerhedsniveau og fandt, at 

allerede gennemførte stramninger med hensyn 

til forevisning af legitimation for besøgende til 

Biblioteket og strammere håndtering af sikkerhedsreglementet 

var tilstrækkelige. 

ufrivillige afbrydelser i det daglige arbejde 

I sommeren 1999 blev Folketinget med en måneds 

mellemrum udsat for to bombetrusler, der blev 

indtelefoneret direkte til Københavns Politigård. De 

bevirkede, at Folketingets lokaleområder, Statsministeriet 

og De Kongelige Repræsentationslokaler 

måtte evakueres totalt; politiets indsatsleder 

kunne nemlig ikke udlede oplysninger om 

bombernes placering på slottet. Konsekvensen af 

dette blev et længerevarende ophold i Bibliotekshaven 

for medlemmer og ansatte plus afspærring 

af Indre Slotsgård og Rigsdagsgården på grund af 

faren for bilbomber og en total omlægning af 

trafikken på hele Slotsholmen, indtil politiets 

bombehunde fik afsøgt slottet for bomber. 

Præsidiet besluttede på grundlag af et notat af 

10. november samme år, at de gældende sikkerhedsregler 

skulle opretholdes; dog skulle der til 

stadighed arbejdes med de sikkerhedsmæssige 

forhold, således at beredskabsplanen skulle ajourføres, 

instrukser tydeliggøres, procedurer justeres, 

tekniske installationer forbedres, uddannelsen af 

betjentene udbygges og krisesituationer trænes. 

Ligeledes var der konkrete overvejelser om at 

skabe en endnu bedre sikkerhed ved vareindleveringen 


World trade Center 

I 2000 blev der sat et større udredningsarbejde 

i gang omkring sikkerheden, hvor eksperter fra 

Politiets Efterretningstjeneste (PET), Københavns 

Politi og sprængningseksperter fra forsvaret deltog 

i en møderække. Ud fra konkrete vurderinger 

af retningslinjerne for adgangsforhold, bygningens 

beskaffenhed m.v. blev der udarbejdet et sikkerhedsnotat, 

dateret 14. september 2001. Det blev 

fremlagt til behandling i Præsidiet umiddelbart 

efter terrorhandlingen mod World Trade Center i 

New York den 11. september 2001. På baggrund 

af anbefalingerne fra den nationale sikkerhedsrådgiver 

og i lighed med i centraladministrationen 

blev der gennemført en skærpelse af sikkerheden 


fokus kan blive rettet mod danmark 

Krigen mod terror, der foregår i samarbejde med 

øvrige vestlige lande, og hvor danske soldater og 

kampfly har deltaget i Afghanistan og i en direkte 

konfrontation med Irak i samarbejde med USA og 

Storbritannien uden FN-mandat, vil betyde en 

væsentligt skærpet opmærksomhed mod 

Danmark. Bl.a. har Danmark for nærværende en 

større landstyrke i Irak, hvilket også har den 

konsekvens, at fokus for terrorhandlinger fra 

terrornetværk kan blive rettet mod Danmark og 

herunder Folketinget. 

Bombe- og terroranslag i Stockholm og ikke mindst 

sidst i Oslo den 22. juli 2011 med tragedien på 

Utøya har været meget voldsomme. Center for 

Terroranalyse vurderer også, at lignende anslag vil 

kunne ske i Danmark. 

Det må imødeses, at Danmarks stigende engagement 

i internationale konflikter vil betyde, at 

sikkerhedsniveauet jævnligt må skærpes. Det 

begrænser naturligvis den åbenhed, vi ellers 

ønsker os. Men Folketinget har prøvet at kompensere 

ved til stadighed at forbedre mulighederne for 

besøg og omvisninger, senest ved indretningen af 

en særlig besøgsindgang og smukke informationsog 

undervisningslokaler.

FOlkEtINGEtS tV 

NU kAN AllE FølGE FOlkE- 

StyREtS ARBEjdE dIREktE 

Folketinget har fået sin egen tv-kanal, som giver 

borgerne praktisk talt samme mulighed for at se 

Folketinget i arbejdstøjet, som hvis de mødte op på 

Christiansborg. 

Det er ikke nyt, at debatterne i Folketingssalen 

bliver sendt på tv. Det har faktisk stået på siden 

1990’erne. Først var det DK4, som sendte debatterne 

fra salen direkte på kanalen. I 2004 

begyndte DR2 at sende debatterne, mens vigtige 

høringer fortsat blev sendt på DK4. Men da DR2 

afsluttede de direkte transmissioner kl. 17.00, 

bevirkede det, at seerne ikke altid kunne følge 

debatternes afslutning. For at give borgerne et 

reelt billede af arbejdet i Folketinget, var det 

nødvendigt at etablere en ufiltreret forbindelse 

mellem Folketinget og borgerne. 

folketingets helt egen tv-kanal 

Med medieaftalen 2007-10 fik Folketinget 

mulighed for at etablere sin egen tv-kanal, idet 

partierne bag aftalen besluttede at stille kapacitet 

til rådighed for en egentlig parlamentskanal i 

forbindelse med fordeling af de digitale tv-sendemuligheder. 

De nærmere organisatoriske rammer for kanalen 

blev dog ikke fastsat i aftalen. I vores nabolande er 

det som regel eksisterende tv-stationer, som tager 

sig både af det redaktionelle og det praktiske 

produktionsarbejde med deres parlamentskanaler. 

Denne løsning kunne dog medføre, at Folketinget 

ville risikere at få en begrænset sendeflade stillet 

til rådighed på en kanal sammen med andre, 

ukendte programflader, f.eks. Tv-shop eller det, der 

er værre! 

neutral og objektiv information 

I 2007 blev en projektgruppe nedsat i Folketinget, 

som skulle se nærmere på de muligheder, som 

medieaftalen medførte. For at sikre størst mulig 

tilgængelighed og åbenhed om Folketingets 

arbejde, foreslog projektgruppen, at Folketinget 

disponerede over hele kanalens sendeflade, dvs. 

24 timer i døgnet 365 dage om året. Dette gav 

Præsidiet sin fulde opbakning til. 

folKetingets tv 

Dermed kunne Folketinget sikre sig, at samtlige 

debatter fra salen kunne sendes direkte og i fuld 

længde. Desuden kunne debatterne genudsendes 

om aftenen og i weekenden, således at alle, som 

ønskede det, havde mulighed for at følge med i 

folkestyrets arbejde. Kanalens forankring hos 

Folketingets administration sikrede, at den ville 

blive neutral og objektiv, og at borgerne kunne få 

saglig information og oplysning om arbejdet på 

Christiansborg. 

På grund af Folketingets arbejdsrytme besluttede 

projektgruppen samtidig, at produktionsarbejdet 

skulle udliciteres til et professionelt produktionsselskab. 

Det blev dog fremhævet, at produktionsselskabet 

skulle levere produktioner i overensstemmelse 

med anvisninger fra Folketinget, og at 

samtlige redaktionelle spørgsmål samt tilrettelæggelsen 

af programfladen koordineres af 

Folketingets Tv-Gruppe. Kort sagt skal kanalen 

fokusere på politik og ikke underholdning. 

Projektets overordnede mål er at skabe verdens 

førende parlamentariske transmissionskanal. 

Den nye tv-kanal – som hedder ”Folketinget” – gik i 

luften den 1. november 2009, på samme dag, som 

Danmarks digitale, jordbaserede tv-net blev 

lanceret. 

riCHarD mongin forrest 

eU-koorDinator 

LeDer af tv-proJektet 

Hvem kan modtage kanalen? 

Folketingskanalen kan ses af alle, som modtager tv via egen antenne. Desuden blev 

kanalen gjort til ”must carry” i 2010. Det betyder, at alle kabel-tv-udbydere og 

antenneforeninger i Danmark skal give deres seere adgang til kanalen i digitalt 

format. Man kan desværre ikke modtage kanalen via parabol, da de to danske 

satellit-tv-udbydere, som ikke sender fra Danmark, ikke er omfattet af must carrybestemmelserne. 

Teknik 

For at kunne producere tv i Folketinget, er der blevet udrullet mange kilometer 

lyslederkabel på Borgen. Der er blevet installeret 27 kameraer, der alle kan styres fra 

Folketingets produktionslokaler, der består af fire produktionsbokse og et udsendelseskontrolrum. 

Siden tv-stationens start er der blevet optaget omkring 1.812 timers 

møder om året. I dag har tv-stationen en optagelseskapacitet på i alt 120 TB, som 

kan give plads til ca. 62 millioner MP3-musikfiler. 

65

66 folKetingets tv 

Teknisk koordinator Hans Henrik 

Jensen foran en af de produktionsbokse, 

hvorfra de fleste tv-optagelser 

af møder i Folketingssalen, åbne 

samråd m.m. afvikles 

også tv fra udvalgene 

Kanalen adskiller sig kraftigt fra det, som blev 

bragt på DK4 og DR2, da kanalen ikke alene 

transmitterer møderne i Folketingssalen, men også 

sender fra folkestyrets værksteder – de stående 

udvalg. Mens Folketingets forretningsorden 

foreskriver, at arbejdet i udvalgene skal foregå bag 

lukkede døre, er udvalgenes åbne samråd, hvor en 

minister redegør for en sag i et af Folketingets 

udvalg, åbne for offentligheden. 

Kort før kanalen blev lanceret i 2009, besluttede 

Folketingets Præsidium, at udvalgene selv kunne 

beslutte, om de ønskede de åbne samråd tvtransmitteret 

eller ej. Ikke overraskende tilkendegav 

samtlige udvalg, at de vil tage imod dette 

tilbud. I det sidste år er der blevet sendt over 500 

timer fra de stående udvalg. 

For at sikre større gennemsigtighed omkring 

Folketingets arbejde med EU blev det desuden 

besluttet, at samtlige åbne møder i Europaudvalget 

skulle sendes på kanalen. 

Ud over fra møder i salen, Europaudvalget og de 

åbne samråd sender kanalen også fra høringer og 

temamøder i udvalgene, store begivenheder i 

Tinget dækkes, ligesom udvalgte møder i 

Europaparlamentet kommer på skærmen. 

tv efter ønske 

Det har længe været muligt at se møderne i salen 

direkte på Folketingets hjemmeside. Siden 2011 

kan møderne også ses ”on demand”, og dermed 

kan borgerne se eller gense et møde på et hvilket 

som helst tidspunkt. Tv-optagelserne er også 

integreret i de skriftlige referater, så man både kan 

se og læse forhandlingerne i Folketingssalen. 

Samtlige møder, som Folketingets tv-kanal 

optager, kan man også se på www.ft.dk/tv. Det 

gælder møderne i Folketingssalen, høringer, åbne 

samråd og åbne møder i Europaudvalget. 

Folketinget stiller også samtlige optagelser til 

rådighed for pressen og andre interesserede, som 

bl.a. kan videresende optagelser fra møderne på 

sociale medier som eksempelvis Facebook. 

Tv-produktioner fra Folketinget er bundet til en 

”Creative Commons license”, som betyder, at alle 

kan bruge optagelserne gratis, så længe man ikke 

ændrer, bearbejder eller bygger videre på Folketingets 

tv-produktioner.

FOlkEtINGEt – 

EN lEVENdE ORGANISME 

Så er der gået 25 år, siden Tjenestemandsforeningen 

markerede sit 75-års jubilæum. 25 år er rigtig 

lang tid, når man kigger frem i tiden, men det føles 

meget kort, når man kigger tilbage. Ser vi på de 

forandringer, der er sket de seneste 25 år, er der 

dog ufatteligt meget, der er ændret på den korte 

tid. At Tjenestemandsforeningen i mellemtiden har 

skiftet navn til Foreningen af Folketingsansatte, 

kan ses som et symbol på de mange forandringer, 

men er også udtryk for en realitetsændring med 

flere forskellige personalegrupper og med stadig 

færre tjenestemandsansatte. 

Folketinget er i alle henseender en levende 

organisme. For mig var det et stort privilegium at 

have været en del af ”Huset” i mere end et kvart 

århundrede. På mange måder var det en helt anden 

arbejdsplads, jeg forlod i 2007, end den, jeg 

startede på tilbage i 1980. Dagsordenen skifter 

stadig hurtigere, og pressen spiller en konstant 

stigende rolle med 24 timers dækning i både nye 

og gamle medier. Når man møder til dagens 

arbejde i Folketinget, har man en dagsplan, men 

ganske ofte indtræffer der begivenheder, som 

sætter en helt anden dagsorden end planlagt. 

Det var lidt af et kulturchok, da jeg i 1980 blev 

medlem. Jeg kom fra et job i Privatbanken, som 

anvendte den nyeste teknologi med bl.a. edb. Det 

var der ikke meget af i Folketinget. Vi var tre 

medlemmer, som delte kontor på Ridebanen. Vi 

havde eget skrivebord med telefon, men det var så 

også den luksus, der var til rådighed. Til deling var 

en ældre rejseskrivemaskine, som manglede to 

taster, samt en diktafon. Det var før medlemssekretærordningen 

så dagens lys, så havde man 

vigtige ting, der skulle skrives, kunne man i 

begrænset omfang indtale det på diktafonen, 

hvorefter båndet blev afleveret i gruppesekretariatet. 

Her var ansat et par sekretærer, som havde til 

opgave at betjene den samlede socialdemokratiske 

gruppe, som på det tidspunkt var på 68 

medlemmer minus ministre, der blev betjent i 

ministerierne. 

Der var ikke brugt de store summer på vedligehol- 

folKetinget – en levende organisme 

delse, hverken i Folketinget eller de tilstødende 

ministerier. Jeg husker mit første besøg i Finansministeriet, 

hvor Stengangen mest lignede en 

vandskadet kælder, og hvor den grønne maling på 

væggene flere steder var skallet af. Det har 

heldigvis ændret sig, så vi i dag har et hus, som er 

fulgt med tiden teknologisk, og som i alle henseender 

er smukt, skånsomt moderniseret og meget 

velvedligeholdt. 

Det, der derimod har fungeret gennem alle årene, 

er den betjening, vi medlemmer fik af de ansatte i 

huset. Folketinget er på mange måder en ”sædvanlig 

arbejdsplads” for både ansatte og medlemmer, 

men alligevel vil jeg påstå, at det også er en helt 

usædvanlig arbejdsplads, der har sin helt egen 

sjæl, som kan være svær at beskrive. 

For medlemmer, der bor og er valgt i provinsen, 

bliver Christiansborg på en eller anden måde ens 

andet hjem. Det gjorde det i hvert fald tidligere. For 

mit eget vedkommende betød det, at jeg normalt 

ankom til Folketinget ved ottetiden om morgenen 

og ofte forlod mit kontor på den anden side af 

midnat. Derfor har jeg ”boet” på Christiansborg 

mere end de fleste. Men, som jeg har sagt med et 

smil: "Vorherre er nådig: Os, han ikke har givet så 

mange evner, har han givet et mindre søvnbehov. 

Så kan man kompensere med flid.” 

unægtelig 

mere end en arbejdsplads 

Folketingsbetjentene er en af de helt centrale 

medarbejdergrupper for, at alting fungerer i huset. 

Måske endnu mere i mine første år i Folketinget 

end i dag, hvor hele ”bureaukratiet” er vokset og 

med en mere omfattende organisationsplan. 

67 

oLe stavaD (s) 

meDLem af foLketinget 1980-2007 

”dEt StORE ANtAl ANSAttE, SOM IkkE ER dER, 

tydER I hVERt FAld på, At dER Må VæRE 

NOGEt, MAN MANGlER.”

68 folKetinget – en levende organisme 

Folketingets betjente skal 

bære uniformsjakker fra den 

1. oktober og frem til grundlovsdag, 

hen over sommeren 

kun på eventuelle mødedage. 

Betjentene i Folketingssalen 

skal bære lange skødejakker 

på mødedage og altid ved 

officielle besøg i huset. 

Kvindelige betjente skal være 

iført nederdele ved Folketingets 

åbning og ved officielle 

besøg, hvis vejret tillader det. 

Dengang forekom organisationen at være lidt 

løsere. Tingene fungerede ikke mindst i kraft af 

gode folk, som tog ansvar og løste opgaverne – 

ofte på deres egen måde. 

De gamle betjente var nok også af ”en anden 

skole” end dem, der ansættes i dag. Der var mange 

”typer” eller originaler, sagt i ordets absolut 

positive betydning. Mange havde været der i en 

menneskealder og arbejdede lidt efter deres egne 

regler, men med en stolthed for, at alting skulle 

fungere, og vi medlemmer blev betjent og fik hjælp 

uden smålig skelen til hverken arbejdstid eller 

andre regler. Indtrykket var, at for dem var Folketinget 

meget mere end en arbejdsplads. Her hørte 

de til og følte et stærkt ansvar for, at alting fungerede. 

De var der bare – når der var brug for dem. 

Jeg tror heller ikke, der på det tidspunkt var 

vedtaget nogen form for alkoholpolitik. Så det 

skabte hverken panik eller dybe panderynker hos 

ledelsen, hvis betjentene fik tid til at hygge sig 

med en øl eller to. Udvalgsværelse 34 på 2. sal, 

hvor S-gruppen i dag har sekretariat, gik under 

betegnelsen ”smugkroen”. 

fra øl til danskvand 

Skal man beskrive de seneste årtiers udvikling på 

Christiansborg på en retvisende måde, kommer 

man ikke uden om også at nævne den alkoholkultur, 

der dengang prægede huset. Det gjaldt blandt 

politikere og for visse medarbejdergrupper. 

Herunder ikke mindst hos den faste stab af 

journalister, som ganske vist ikke er medlemmer af 

Foreningen af Folketingsansatte, men som både 

dengang og nu præger huset på rigtig mange 

måder. Der har altid været et ganske tæt samspil 

mellem politikere og journalister. Som noget helt 

unikt har redaktionerne kontorer næsten side om 

side med de folkevalgte og administrationen på 

Christiansborg. Mig bekendt eksisterer noget 

tilsvarende ikke i noget andet parlament. 

På mange redaktioner blev der ofte drukket tæt. 

Også politikere deltog gerne i festlighederne. Det 

medvirkede til relationer og tillidsforhold mellem 

visse journalister og visse politikere, som også har 

spillet en rolle politisk. Man ”brugte” hinanden, 

uden at jeg er i stand til at bedømme, hvem af de 

pågældende, journalisterne eller politikerne, der fik 

mest ud af samarbejdet. Ofte tror jeg, begge parter 

fik det, de gik efter. 

Christiansborgjournalisterne og politikerne har 

stadig et gensidigt afhængighedsforhold på godt 

og ondt. Man kan sige, at de på mange måder er 

hinandens forudsætninger, men relationerne har 

alligevel ændret sig markant over årene. Man 

kommer sjældent så tæt på hinanden som 

tidligere. 

Hvis redaktionerne i dag byder på noget drikkeligt, 

er det enten kaffe eller dansk vand. Øl eller endnu 

stærkere sager er bandlyste i arbejdstiden. Den 

samme udvikling har der været i alle mulige andre 

sammenhænge på Christiansborg og i ministerierne. 

Det mener jeg ikke, der er nogen grund til at 

begræde. Tværtimod. Selv om jeg nok må indrømme, 

at det er blevet lidt mindre festligt, lidt 

mere kedeligt, og at man godt kan savne de ”typer”, 

der skiller sig ud fra ”den almindelige metervare”, 

både hos de ansatte og hos politikerne. 

Jeg kom hjem 

En enkelt begivenhed står for mig som en tydelig 

illustration af, hvordan de ansatte og Folketinget 

viste både omsorg og tager hånd om sine 

medlemmer. 

Den 1. november 1994 stoppede jeg som skatteminister. 

Forud var gået et forløb, hvor jeg en uges 

tid forinden havde bedt statsministeren overveje, 

om det var en god ide, at jeg fortsatte i embedet, 

da der var politisk storm grænsende til orkan om 

Himmerlandsbankens krak og min rolle i den 

forbindelse. Det stod i vejen for regeringens 

daglige arbejde og den finanslov, der skulle 

forhandles på plads i de kommende uger. 

Aftenen forinden min afgang havde Poul Nyrup 

Rasmussen og jeg siddet sammen i Statsministeriet 

og grundigt drøftet tingene igennem. Da vi 

skiltes sent om aftenen, var vi enige om, at jeg 

skulle afgå som minister, indtil stormen havde lagt 

sig og beskyldningerne var blevet undersøgt og 

afvist. Min afgang skulle først meddeles den øvrige 

regering og offentligheden den følgende dag. 

Her mødtes vi igen i Statsministeriet om morgenen 

sammen med S-gruppens formand, Pia 

Gjellerup, og blev enige om, at statsministeren 

skulle opfordre Carsten Koch, som på det tidspunkt 

var direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til 

at indtræde i regeringen som ny skatteminister. 

Både Poul Nyrup og jeg talte i telefonen med 

Carsten Koch, som accepterede opgaven. 

Derefter deltog jeg kort i ministermødet med den 

samlede regering. Jeg skal gerne indrømme, at det 

var en tung beslutning at forlade et spændende 

arbejde og den regering, som jeg selv havde 

kæmpet i over 10 år for at skabe grundlaget for. 

Derfor var min stemme også noget grødet, da jeg 

takkede kollegerne i regeringen for godt samarbejde 

og vistnok også lovede, at jeg gerne ville 

vende tilbage, når stormen havde lagt sig. 

Først klokken 9 om formiddagen den 1. november 

slap nyheden om min udtræden af regeringen ud 

til offentligheden og Folketinget. Herefter skulle

jeg i afskedsaudiens hos dronningen, inden jeg 

kunne byde velkommen til Carsten Koch som ny 

minister og tage afsked med ”mit” ministerium. 

Efter afskedsaudiensen hos dronningen sidst på 

formiddagen vendte jeg tilbage til Folketinget ved 

frokosttid. På det tidspunkt var der gået ca. 3 

timer, siden min afgang var blevet kendt af Folketingets 

ansatte. Derfor var det en utrolig oplevelse 

at møde op på Christiansborg og finde ud af, at i 

den korte tid, der var gået, havde et tæt samarbejde 

mellem forskellige grupper af ansatte i 

Folketinget og medarbejdere i Socialdemokraternes 

Sekretariat fået indrettet et stort, lyst kontor 

med alt det nødvendige på 2. sal i Folketinget, hvor 

der også var taget hånd om en midlertidig 

sekretærhjælp. 

Det gav mig oplevelsen af, at ”jeg kom hjem” efter i 

en periode at have været udlånt som minister. Det 

står stadig for mig som et bevis på den omsorg og 

den utrolige service og hjælpsomhed, medarbejderne 

yder for at betjene de folkevalgte. Det gælder 

i det daglige, men også når der sker uventede 

begivenheder, som kræver hurtig og resolut 

handling. Så får firkantede regler og bureaukrati 

aldrig lov til at stå i vejen for, at tingene fungerer 

og bliver løst. 

et trefoldigt leve for jubilaren 

Folketinget kan sammenlignes med en stor 

maskine, hvor de enkelte medarbejdere og 

medarbejdergrupper er de tandhjul, som får 

maskinen til at fungere. Hvert enkelt ”tandhjul” 

er afgørende for, at maskinen kører. Meget sker 

usynligt indtil den dag, det ikke længere fungerer 

og kan sætte hele maskinen i stå. 

Det samme kan siges om mange andre arbejdspladser, 

men kravene til Folketingets medarbejdere 

er større end de fleste andre steder. Folketingets 

arbejdsform kræver større fleksibilitet end ret 

mange andre steder. Der sker voldsomme skift i 

arbejdsmængden i løbet af et kalenderår. Et folketingsvalg 

eller andre afgørende politiske begivenheder 

stiller krav om, at man med kort varsel er i 

stand til at geare arbejdet fuldstændig om. Man er 

nødt til at kunne handle fra dag til dag og kunne 

levere med timers varsel. Det kræver en fleksibilitet 

hos medarbejderne, som er større end noget 

folKetinget – en levende organisme 

andet sted, jeg kan komme i tanker om. Det leverer 

man. 

Det kræver også noget særligt af huset og 

medarbejderne, at Folketingets medlemmer har 

vidt forskellig baggrund, når de skal betjenes, og 

at ca. en tredjedel af medlemmerne udskiftes ved 

hvert valg – som man ikke ved noget præcist om 

hvornår kommer. 

Efter mere end 25 år i Folketinget kan jeg 

konstatere, at Foreningen af Folketingsansatte 

er befolket af dygtige, flittige, loyale og meget 

hjælpsomme og venlige mennesker. Personlig vil 

jeg gerne takke de mange, mange medarbejdere, 

som jeg har haft glæden af at samarbejde med 

gennem årene. Mange er pensioneret i mellemtiden, 

men de har overdraget ”kulturen” til nye 

generationer af ansatte, som på smukkeste vis 

lever op til den høje standard, som har præget 

Folketingets ansatte gennem alle årene. 

Der er grund til at råbe et trefoldigt leve for 

jubilaren med de 100 år på bagen. Pas på og værn 

om den kultur og de værdier, som gør Folketinget 

til et helt særligt sted, hvad enten man er 

folkevalgt, medarbejder eller bare et tidligere 

medlem, som kommer på besøg. 

69 

Folketingsmedlemmerne Ole Stavad 

(S) og Pia Gjellerup (S) til møde i Det 

Politisk-Økonomiske Udvalg i 2005


omvisninger i folKetinget 

OMVISNINGER I FOlkEtINGEt 

Hvert år besøger ca. 80.000 mennesker Folketinget. 

Det er bl.a. skoleklasser, pensionistforeninger 

og turister fra ind- og udland. Der er også stor 

efterspørgsel på Folketingets kunstomvisninger, 

hvor man kan se den smukke kunst, som Folketinget 

huser. På en omvisning kommer man forbi 

Landstingssalen, statsministerportrætterne, 

Samtaleværelset, grundlovene og Folketingssalen, 

hvis der ikke er møde. 

I april 2012 åbnede Folketingets besøgsareal i 

kælderen. Hensigten med arealet er at afvikle 

logistikken forbundet med de mange besøg bedst 

muligt. Besøgsarealet er indrettet med tre undervisningslokaler, 

som bl.a. anvendes af besøgende 

skoleklasser. I de øvrige dele af arealet fortæller 

billeder, tekst, lyd og film om det danske demokratis 

historie, Folketingets opgaver og Folketingets 

nuværende medlemmer. Der er oven i købet en 

lydoptagelse med indenrigsminister Ove Rode fra 

1913. Formålet med udstillingen er at bidrage til, 

at besøgende i Folketinget får en interessant og 

lærerig oplevelse, der styrker deres kendskab til 

Folketinget og det danske folkestyre. 

Af hensyn til Folketingets arbejde er det begrænset, 

hvor mange mennesker der kan vises om. 

Derfor er der næsten 1 års ventetid på at få en 

bestilt omvisning. 

Politiker for en dag 

I 1997 tog den daværende formand, Erling Olsen, 

initiativet til etablering af et demokratispil for 

skoleelever efter inspiration af Jyllands-Postens 

Mediarium. Man mente, at det nok kunne være 

klart til grundlovsjubilæet i juni 1999. Elise Holt, 

der var chef for Kommunikationsafdelingen, måtte 

melde pas med hensyn til tidshorisonten, da det 

var så kompliceret et spil. Det skal lige nævnes, at 

der så vidt vides ikke fandtes andre demokratispil 

i hele verden, og at spillet udviklede sig til at blive 

et højteknologisk interaktivt læringsspil. 

Der var indlysende forskellige problemer, og i det 

forprojekt, der blev udarbejdet, kunne man snart 

se, at spillet ikke kunne stå færdigt til grundlovsju- 

bilæet. Der var både et spørgsmål om, hvor spillet 

skulle placeres, der skulle nemlig bruges ca. 300 

kvadratmeter, og om et budget, der på baggrund 

af forprojektet skulle forøges betydeligt. 

Det blev dronningens opbevaringsrum under tårnet 

ved Dronningeporten, man fik øje på, og der indledtes 

forhandlinger med hoffet om et mageskifte, 

hvilket lykkedes. Herefter gik Folketingets arkitekt, 

Henrik Levison, i gang med den meget omfattende 

ombygning af lokalerne. Hele den tekniske installation 

samt programudviklingen blev forestået af 

det norske firma Expology. Der blev nedsat en 

styregruppe med Elise Holt og fuldmægtig Linda 

Kubasiak Johansen, der udviklede det komplicerede 

koncept, og Linda Johansen overtog ansvaret 

for projektet, da Elise Holt gik på pension. 

Man gik ambitiøst i gang med at lave en struktur 

for indholdet af spillet og forsøgte at koge lovgivningsprocessen, 

fra folketingsvalg til fremsættelse 

af lovforslag, første behandling, udvalgsmøder, 

ændringsforslag, anden og tredje behandling, ned 

til 3 timer. 

Det tog 5 år med en omfattende inddragelse af 

skoleelever – gennem årene medvirkede ca. 400 

8.- og 9.-klasses-elever i test af spillet – fra 1998 

og frem til 2003, før Politiker for en Dag var 

færdigt. Det var meningen, at den daværende 

formand for Folketinget, Ivar Hansen, skulle have 

indviet demokratispillet, men han døde desværre 

7 dage før, hvilket på mange måder var trist, også 

fordi det havde ligget ham stærkt på sinde, at 

dette spil blev til noget. Chr. Mejdahl, som derefter 

blev formand, indviede så spillet 18. marts 2003. 

et minifolketing 

Lokalerne er indrettet som et minifolketing med 

genkendelige ting, f.eks. lysekroner og portrætter 

af formænd og statsministre. Der er indrettet en 

Folketingssal, en Vandrehal, medlemskontorer og 

gruppe- og udvalgsværelser. Det er folketingsbetjente, 

der som ’piloter’, som de kaldes, styrer 

eleverne gennem spillet. Der er endvidere 

tilknyttet eksperter fra It-Systemer, som straks 

bente anDerson 

serviCeCHef 

71 

Politiker for en Dag, det 

interaktive besøgscenter for 

de ældste skoleelever, er det 

første af sin art i verden. 

13.053 elever fordelt på 551 

hold deltog i 2011.

72 omvisninger i folKetinget 

Øverst: 'Folketingssalen' i Politiker 

for en Dag. Læg mærke til de to 

lysekroner, der er de originale fra 

Christiansborg Slots opførelse. 

Nederst: 'Bibliotekets Læsesal'. 

træder til, hvis der opstår tekniske problemer. 

Systemet består af flere servere, som eleverne 

kommunikerer med ved hjælp af 45 computere. I 

løbet af et spil på 3 timer sendes der ca. 50.000 

meddelelser mellem de forskellige dele af 

systemet. 

Undervisningsministeriet har støttet initiativet 

fra begyndelsen og har finansieret halvdelen af 

etableringsomkostningerne på 15 mio. kr. 

Politiker for en Dag har været en stor succes. Der 

er mulighed for 14 spil om ugen, og når der åbnes 

for booking hvert år i maj måned, varer det under 

en måned, før alle spil er besat frem til det efterfølgende 

skoleår. Herefter tilbydes skolerne at 

komme på en venteliste.

pER SONA lEtS Bl A d 

»BAG GREBNINGEN« 

I 1982 blev der taget initiativ til at starte et 

personaleblad for ansatte i Folketinget. Initiativtager 

var Hans Peter Hilden, der dengang var 

formand for Tjenestemandsforeningen. Der var 

penge i det dengang, man fik 20.000 kr. om året 

for arbejdet. Redaktørstillingen blev slået op, og 

Lo Folkmann fik jobbet. Dette fortsatte desværre 

ikke – det med de 20.000 kr. 

i stalden 

Navnet "Bag Grebningen" blev til ved en konkurrence, 

hvor Knud Jensen fra Statsrevisorerne 

foreslog dette meget sigende navn. Grebningen er 

den rende bag dyrene i en stald, hvor gødningen 

opsamles, og det har også været øgenavnet for de 

bageste bænke i Folketingssalen, hvorfra medlemmerne 

arbejdede sig op foran. Bladet blev drevet af 

foreningerne, der alle havde en repræsentant siddende 

i redaktionsudvalget. Der var dog stor forskel 

på arbejdsindsatsen, men det gik fint endda. 

Bladets opgave var at informere husets ansatte 

om, hvad der skete. Det kunne være dagsordenen 

for præsidiemøderne, referater fra de forskellige 

foreninger i huset, ja al information var meget 

velkommen, da der ingen var i forvejen. 

Medarbejderne tog begejstret imod bladet, og 

mange bidrog med artikler om udflugter, referater 

fra foreningers generalforsamlinger og holdninger 

i det hele taget. Der blev også sagt nogle ting 

ligeud. Bladet havde ytringsfrihed ligesom alle 

andre medier, kun redaktøren udøvede censur. 

Bladet blev altid revet væk, når det kom, det gule 

omslag lyste langt væk, og alle læste straks 

interesseret det skrevne ord. Jeg var selv en ivrig 

læser, og nogle gange bidrog også jeg med en 

artikel. 

Det, som var så fantastisk, var, at ALT er startet 

i "Bag Grebningen", dagsorden og referater af 

SU-møderne, liste over, hvad der skete i Folketinget, 

billeder af nyansatte. Dette blev sat i helt fra 

starten af bladet, man kunne læse det hele, godt 

redigeret af ansvarshavende, men ikke mere, end 

at bidragydernes egen skrivekarakter blev bevaret. 

Personalets Blad ”Bag greBnigen” 

Penneholderen har sin faste plads 

Da medlemssekretærerne kom til, sendte de også 

artikler. Det blad var et fantastisk samlingspunkt. 

Jeg husker, at jeg lavede en del interview, bl.a. et 

med Jacob Haugaard. Han var ikke særlig morsom, 

da jeg interviewede ham om hans sekretær, Nya 

Strandeng, og det var meget vigtigt for Jacob at 

sige noget godt om hende, det skulle der ikke laves 

sjov med. 

Jeg interviewede også Hans Peter Hilden om, 

hvordan tanken om Folketingets nye hjemmeside 

var opstået, og Benny Høyer om hele den tekniske 

baggrund og til sidst Erling Olsen. Jeg kom til at 

flytte hans penneholder 2 centimeter, og den blev 

straks sat på plads igen. 

frisen i vandrehallen 

Der var også en dag, hvor jeg lagde mærke til, at 

der havde gået en maler ret så længe rundt og 

malet på frisen i Vandrehallen. Jeg inviterede ham 

på en kop kaffe og fik så et interview om hele den 

spændende proces. Han hed for resten Robin Birk. 

Jeg skal komme ind på senere, hvorfor jeg husker 

det. Bl.a. fortalte han mig, at syltekrukken, der er 

malet på tavlen med udvalgsmøder, ikke blev 

CHanne bJerringgaarD 

kontorfULDmægtig 

73 

Kontorfuldmægtig Channe 

Bjerringgaard med Folketingssalen 

som baggrund

74 Personalets Blad ”Bag greBnigen” 

Den omtalte ’Lange Lone’ 

malet over, men kun duppet med brun farve, for en 

syltekrukke kan man ikke ændre på, sagde Robin. I 

forbindelse med denne renovering blev nogle 

paneler fjernet nede ved Folketingssalen. Her var 

der ingen frise, så Robin måtte være kreativ, og 

hvis man kigger efter, så kan man se en lille 

rødkælk (Robin på engelsk) og en stork. Det hed 

den arkitekt, som Folketinget brugte dengang. 

Blondinen med de lange ben 

Til slut bliver jeg nødt til at nævne "Spørg Lange 

Lone". Denne figur opfandt jeg i januar 1996, og jeg 

fik Tommy Kruse fra Schultz Grafisk til at tegne 

denne storbarmede blondine, som var lidt naiv, ja. 

Hun havde det med at spørge ret så ligefremt, når 

der var noget, hun ikke helt forstod. Hun spurgte 

f.eks. om papirforbruget i Folketinget, hvor meget 

vi brugte, hvad vi gjorde med det, om det blev 

sendt til genbrug, hvad man måtte smide i papirkurvene 

og andre spørgsmål. Dette blev der meget 

ballade over; afdelingen blev kaldt sammen og fik 

besked på, at man ikke måtte tale med mig om 

"sådanne ting". Jeg blev sortlistet, men det sker jo, 

når man tilhører verdenspressen og udøver sin 

ytringsfrihed. 

Rigtig mange elskede Lange Lone, og mange 

gættede på, hvem det var, da jeg ikke sagde noget 

om, at hun var kommet ud af det blå. Der var en, 

der hed Lone, en flot, høj husbetjent. Hende var 

mange sikker på, at figuren var opkaldt efter. 

Faktor Tommy Kruse fra Schultz Grafisk bidrog i 

det hele taget med mange tegninger til forsiden 

af bladet. 

nu er det slut 

Bladet blev moderniseret i 2000, og det overlevede 

det desværre ikke. Det sidste nummer udkom i 

2002, hvilket jeg stadig begræder. Der er ikke 

noget som den ærlige og direkte kommunikation, 

hvor man kan sige sin uforbeholdne mening 

(næsten!), og så har "Bag Grebningen" været 

græsrødderne her i huset; al kommunikation kom 

nedefra, og ledelsen overtog den, hvilket jeg kun 

kunne være stolt over.

FOlkEtINGEtS REVy 

Denne tradition startede tilbage i 1984, hvor en 

folketingsbetjent, der hed Bjarne Laursen, fik den 

geniale ide, at Folketinget skulle have en revy. 

Bjarnes ide fik han faktisk fra at kigge på institutioner 

omkring sig. Som han skrev i vores personaleblad 

"Bag Grebningen" i 1984: "TV-byen, Radiohuset, 

Teknikbyen og mange flere kan hvert år 

stille en revy på benene – hvorfor ikke vi, der har 

vores daglige gang her på Borgen?" Og det kunne vi! 

Der har i alt været afholdt 11 revyer siden 1984. 

Den sidste lavede vi i 2012, og den blev afholdt i 

Fællessalen. Revyen lavede også på et tidspunkt 

en afstikker til Hofteateret. Det var et fantastisk 

teater, men der var rigtig mange regler. Alt skulle 

fjernes efter hver forestilling, der måtte ikke være 

brændbart materiale, og så var der bare rigtig lydt. 

Jeg husker, at det år var det uglen (den daværende 

formand, Erling Olsen, havde fået det tilnavn i 

medierne), der var hovedtemaet. Der var blevet 

lavet et rigtig flot hult træ, som "uglen" skulle 

sidde i, men ak og ve. Vi kunne ikke få det ind på 

scenen, og så var det heller ikke lavet af det 

korrekte træ (ikke brændbart), så der blev i hast 

lavet noget andet, som kunne bruges. Tak til vores 

kreative håndværkere! 

alt er hjemmelavet 

Revyer laves af – os selv! Ikke alene teksterne; 

"skuespillerne" kommer fra alle personalegrupper 

i Folketinget, journalister, husbetjente, folketingsbetjente, 

medlemssekretærer, kontorpersonale, 

akademikere, it-folk og folketingsmedlemmer. Man 

er en stor familie. 

Igennem tiderne er der mange medlemmer, der har 

optrådt i revyerne, også nogle, som efterfølgende 

blev ministre, f. eks Ulla Tørnæs og Gitte Lillelund 

Bech. Skuespilleren Jacob Haugaard meldte sig 

selvfølgelig også til at deltage, dengang han var 

medlem af Folketinget. Uffe Ellemann-Jensens far, 

Jens Peter Jensen (hvis nogen husker ham), var det 

helt store hit som "lægprædikant", uden manuskript 

– hver aften, og han lagde hele salen ned, 

han var den fødte skuespiller, men dette ligger helt 

tilbage til starten af revyen. 

folKetingets revy 

De tekster, der bruges, er hjemmelavede og 

hundrede procent aktuelle. Bertel Haarder har ofte 

skrevet tekster til vores revy, men også andre 

begavede tekstforfattere går rundt her på Borgen, 

forklædt som medlemssekretærer, medlemmer og 

ansatte i administrationen. Reglen er, at man skal 

være på Borgen; det fraviges aldrig. Kun med 

musikken har man måttet kapitulere. Der er ikke 

så mange musikere ansat mere, så der hyres indtil 

videre folk udefra. 

Rekvisitterne har også en helt speciel plads. Alt 

laves her i huset af vores egne dygtige håndværkere, 

og jeg må sige, at det er de mest kreative 

løsninger, man kun kan beundre. Vi har haft både 

rygekabine, solarier og slotte, og de sidste par 

CHanne bJerringgaarD 

kontorfULDmægtig 

75 

Et af numrene i Christiansborgrevyen 

2006, ’Børnehaven Borgen’. 

Det var vekselsang, og skuespillerne 

spurgte først: ’Må man godt 

forhøje momsen, må man droppe 

efterlønnen, må man lukke børnehaver, 

må man sige du i salen, må 

man ryg' i Vandrehallen, må ministeren 

få gaver?’ - hvorefter de 

svarede: ’Næ, næ, nix, nix, slut! 

Forbudt!’

76 folKetingets revy 

’Dronningen’ og ’Prinsen’ medvirker 

normalt altid i Christiansborgrevyerne. 

Her er de fremstillet af 

folketingsmedlem Mogens Jensen 

(S) og it-supporter Stephen Skriver 

i 2012. 

gange er også den moderne teknologi blevet taget 

i brug, så medlemmerne nu optræder, godt nok fra 

Folketingets talerstol, men alligevel. 

dronningen 

En anden vigtig figur eller figurer er det royale par 

og ikke mindst dronningen. Det er blevet en 

tradition, at det er en mand, der spiller dronningen, 

og det er også en tradition, at en ting kan man 

være sikker på, og det er et nummer med dronningen, 

men andet kan man ikke være sikker på. 

Revyen bruger meget tid på at lave aktuelle numre, 

især om os selv. Der er altid noget, der trænger til 

at blive sagt! Revyen har engang været ude for, at 

en af tekstforfatterne blev kaldt ind til Folketingets 

formand og fik en kæmpe balle, og personen 

overlevede med nød og næppe. 

En revy kan også bruges til at lave grin med det, 

man sætter pris på, og sandhedsværdien må ofte 

vige for underholdningsværdien. Mig bekendt har 

dronningen aldrig klaget over revyer. 

Det sidste nye er, at revyen har optrådt på 

Kulturnatten, så borgerne kunne få en smagsprøve 

på forestillingen. 

Der er kun én måde at afslutte denne artikel på, og 

det er sådan: 

Lad forestillingen begynde! Rigtig god fornøjelse!

Kunstforeningen i Folketinget afholdt stiftende 

generalforsamling den 15. januar 1986 på initiativ 

af blandt andre medlemssekretær Anna Lise 

Raben, som også blev foreningens første formand. 

Det hverv varetog hun indtil 1996, hvor hun 

afløstes af fuldmægtig Mette Brask og senere af 

bibliotekar René Alslund og systemkonsulent 

Annelise Romme (fra 2008). 

Foreningens oprindelige formål var ”at fremme 

interessen for god kunst gennem udstillingsaktiviteter, 

foredrag og lignende, samt at købe kunst til 

fordeling blandt foreningens medlemmer”. Man kan 

blive medlem af Folketingets Kunstforening, hvis 

man har eller har haft Folketinget som arbejdsplads. 

Kunstforeningens bestyrelse bestod dengang af 

seks medlemmer, og to af bestyrelsesmedlemmerne 

burde ifølge foreningens vedtægter være 

fra hhv. Folketingets Præsidium og Folketingets 

Rådgivende Kunstudvalg. Gennem mange år 

repræsenterede Erling Olsen (S) Præsidiet og 

Mogens Seneberg Folketingets Rådgivende 

Kunstudvalg. 

Til varetagelsen af foreningens indkøb af kunstværker 

var der oprindelig en generalforsamlingsvalgt 

indkøbskomité, der skulle sørge for stor 

bredde i indkøbene. For at sikre foreningens økonomi 

var foreningens kasserer dog fast medlem af 

indkøbskomiteen. I praksis var der stort sammenfald 

mellem bestyrelsen og indkøbskomiteens 

medlemmer. Dette førte senere til, at indkøbskomiteen 

blev nedlagt, og at den samlede bestyrelse 

overtog indkøbsopgaverne. I årenes løb er der 

løbende sket justeringer af foreningens vedtægter. 

Lige siden foreningens start har Folketinget støttet 

foreningens arbejde økonomisk, ligesom det sker 

for andre foreninger i Folketinget. I et enkelt år er 

det også lykkedes bestyrelsen af opnå fondsstøtte 

til foreningens indkøbsarbejde. 

mange udstillinger 

I de første 10 år af foreningens historie gennemførte 

bestyrelsen udstillingsaktiviteter, blandt 

folKetingets Kunstforening 

FOlkEtINGEtS kUNStFORENING 

andet på 3. sal på Christiansborg, hvor skiftende 

kunstnere udstillede. Dette er nu ikke længere 

muligt. 

En af de første udstillinger i 1986 havde temaet 

”Mit kæreste kunstværk”, og det udstillede kunne 

være alt fra maleri, skulptur og kunsthåndværk til 

et eget værk. To folketingsmedlemmer udstillede 

egne værker, nemlig Kristen Poulsgaard (FP) og Ole 

Bernt Henriksen (KF). Kunstforeningen kvitterede 

med at købe et maleri af sidstnævnte. Andre 

medlemmer af Folketinget havde udstillet billeder 

af sig selv og nære familiemedlemmer eller af 

bøger og skulpturer, som betød meget for dem. Et 

medlem udstillede et maleri, han var blevet meget 

glad for, men som han ikke havde haft råd til at 

købe, da han så det første gang. Men han fik det nu 

alligevel ved at udstede 12 lige store fremdaterede 

checks til kunstneren. 

arrangementer 

Kunstforeningens medlemsorienterede aktiviteter 

falder i to dele. For det første besøg hos institutioner, 

ambassader, udstillinger og værksteder og 

anneLise romme 

systemkonsULent 

77 

Den velbesøgte generalforsamling i 

Kunstforeningen i 2011. Chancen 

for et godt kunstværk lokker jo.

78 folKetingets Kunstforening 

Kunstforeningen på besøg i Den 

Russiske Kirke i Bredgade i 2012 

afholdelse af foredrag m.v. Foreningen har stået for 

et imponerende antal arrangementer med meget 

stor bredde, fra besøg på museer, ambassaderesidenser 

og pelsauktioner til besøg hos møbelsnedkere 

og glasværksteder. 

Den anden store aktivitet er den årlige generalforsamling, 

hvor bestyrelsen udlodder de kunstværker, 

der i årets løb er indkøbt for medlemmernes 

penge. Det har gennem alle årene været en festlig 

aften, hvor de store forhåbninger om de højest 

prioriterede gevinster forhåbentlig indfries for de 

heldige vindere. De uheldige får et gevinstlod mere 

til næste års generalforsamling. 

Kunstforeningens budget til indkøb af værker er 

beskedent, men det er alligevel lykkedes at anskaffe 

kunst af høj standard og af store danske navne. 

Fra de seneste år kan nævnes John Kørner, Tal R, 

Per Kirkeby, Michael Kvium, Kehnet Nielsen, Pia 

Andersen, Wilhelm Freddie, Henry Heerup m.fl.

FOlkEtINGEtS IdRætSklUB 

Folketingets Idrætsklub blev oprettet i september 

1983. Ideen var, at medlemmerne af Folketinget og 

de ansatte skulle lære hinanden bedre at kende i 

det daglige, men også at styrke det sociale sammenhold 

i fritiden. På længere sigt skulle det skabe 

en bedre forståelse for vores fælles arbejde i 

Folketinget, samtidig med at det skulle medvirke 

til, at Folketinget blev en af Danmarks bedste 

arbejdspladser. 

FIK blev navnet på idrætsklubben. Der blev dannet 

en bestyrelse, som bestod af en formand, en kasserer, 

tre bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. 

Et af bestyrelsesmedlemmerne skulle være et 

folketingsmedlem. Hvert år skulle der afgives en 

beretning og forelægges et regnskab på foreningens 

generalforsamling, og de skulle også sendes 

til Folketingets Personalekontor, da foreningen fik 

tilskud ligesom de andre foreninger i huset. 

Igennem mange år var Jimmy Stahr (S) og Helge 

Sander (V) medlemmer af bestyrelsen; senere kom 

Erling Christensen (S) og til sidst Kristian Jensen 

folKetingets idrÆtsKluB 

(V) til. Det kan også nævnes, at alle betalte 

kontingent til klubben. 

FIK kunne have haft 25 års jubilæum i 2008, men 

blev nedlagt i 2004, da den tilstrækkelige interesse 

ikke var til stede, og ingen ville påtage sig 

eller havde lyst til dette frivillige arbejde. 

fodbold er favoritten 

Første idrætsgren er og bliver fodbold. Dette blev 

også samlingspunktet for FIK. Der var mange 

stævner igennem årene, f.eks. FIK’s nytårsstævne, 

indendørsfodbold, stævne med Landdagen i Kiel, 

stævne med Schultz Grafisk, 7-mandsfodbold, AB 

Veteraner, stævne mellem Den Dømmende, Den 

Udøvende og Den Lovgivende magt i Kongens Have 

og mange andre fodboldstævner rundtomkring i 

det ganske land. 

Det største arrangement var, da FIK blev inviteret 

til Portugal sammen med 12 andre lande fra EU. 

Arrangementet blev afviklet i sommeren 2000 som 

test i forbindelse med, at Portugal havde ansøgt 

kim H. peDersen 

overinspektør og sikkerHeDsCHef 

frank moLLerUp sørensen 

fHv. inspektør 

Fodboldholdet anno1995 

79

80 folKetingets idrÆtsKluB 

Medarbejdere fra Biblioteket 

deltager i DHL-Stafetten i 

Fælledparken i 2005 

om at måtte afvikle europamesterskabet i 2004. 

Det var et fantastisk arrangement, og stævnet 

varede over 4 dage. Resultatet af stævnet blev, at 

Portugal vandt vores pulje og spillede finale mod 

Italien. FIK kom ind på en flot 6. plads, og det var 

meget heldigt, da det var en pokal, vi lige kunne 

få med i flyet, så stor var den. 

En af de bedste kampe var mod AB Veteraner. 

Knud Lundberg, Bjørn Elmquist (V) og Niels Helveg 

Petersen (RV) var på AB´s hold mod FIK. Kampens 

resultat blev, at FIK vandt 1-0. 

stjerneholdet 

Der blev ligeledes spillet en del kampe mod 

Stjerneholdet, som bestod af gamle landsholdsstjerner. 

En af de bedste kampe, der blev spillet, 

var i 1998 på B93’s stadion på Østerbro, hvor 

Stjerneholdet vandt 7-5 over FIK. I hele kampen 

blev der kun begået ét frispark, og fairplaybegrebet 

blev en del af konceptet for holdet, hvilket blev 

rost meget af de gamle landsholdskæmper. Som 

altid var der en afsluttende tredje halvleg sammen 

med vores modstandere, hvor en god frokost eller 

middag var samlingspunktet. 

Som tiden gik, og vi blev ældre, gled fodbolden i 

baggrunden, og nye idrætsgrene kom til som badminton, 

Amager Rundt, golf, dragebådssejlads, et 

yogahold, en fiskeklub, DHL-stafetløbet i Fælledparken, 

5x5-km-løb osv. Stafetløbet i Fælledparken 

havde en af de største deltagertilslutninger i FIK's 

historie. Det startede med et telt til 50 deltagere, 

men efter få år var vi helt oppe på 200 deltagere, 

som der skulle bruges et stort telt til, og der skulle 

skaffes drikkelse, mad m.m. 

tak til sponsorerne 

FIK vil gerne ved denne lejlighed takke Folketinget, 

partierne, restauranten m.fl. for deres sponsorater 

igennem tiden. Det har altid været dejligt at have 

dem med på sidelinjen. Uden denne støtte kunne 

arrangementerne ikke have været gennemført. 

I dag har Folketingets Personalekontor overtaget 

FIK, der dog stadigvæk forvalter de forskellige 

idrætsgrene med et økonomisk tilskud.

chRIStIANSBORGkOREt 

I Marianne Grøndahls fine bog ”Det danske 

folkestyre” er der et afsnit om ”Sang og andagt”. 

Hun har med kunstnerens skarpe blik fanget 

korsangens intensitet og glæde. Hun har fanget 

korsangernes fornøjelse og optagethed af sangen 

og samværet. 

Ved at tage denne del af Borgens liv med har hun 

skrevet ind i historien, at sang og sangens rum 

hører til som en del af det danske folkestyre. 

I Christiansborgkoret sang hver onsdag omkring 

50 tilmeldte korsangere igennem nogle år. Ikke 

alle kunne komme hver gang, men et godt fremmøde 

gjorde, at vi kunne synge flerstemmige 

satser af Benny Andersen og andre digtere, 

primært nordiske. Vi fik et nyt og godt klaver stillet 

til rådighed samt en af tidens bedste danske 

jazzpianister, Niels Andersson, til akkompagne- 

CHristiansBorgKoret 

ment af korsangerne. Så det lød bare godt – hver 

gang. 

Christiansborgkoret havde en helt unik sammensætning. 

Ansatte af alle slags (næsten), politikere 

fra alle partier (næsten), en professionel korleder 

(som i nogle år opholdt sig som MF i Tinget) og en 

professionel pianist. Det gav et godt musikalsk 

samvær som et glimrende supplement til det 

arbejde, alle i koret i øvrigt ydede i huset. Det gav 

gode kræfter til varetagelse af arbejdet, og det var 

sjovt. 

Christiansborgkoret blev etableret i 2005-06 og 

eksisterede et par år. 

bente DaHL (rv) 

meDLem af foLketinget 2005-11 

81 

Opslag i Marianne Grøndahls bog 

’Det danske folkestyre’, der viser 

Christiansborgkoret under en prøve

FEStSkRIFtEtS FORFAttERE 

Bente Anderson, servicechef, ansat i Folketinget 1980 

Channe Bjerringgaard, kontorfuldmægtig, formand for Foreningen af Folketingsansatte, 

ansat i Folketinget 1977 

John Baastrup, personalechef, ansat i Folketinget 1990 

Bente Dahl, folketingsmedlem (RV) 2005-11 

Claus Dethlefsen, folketingssekretær og vicedirektør, ansat i Folketinget 1978 

Richard Mongin Forrest, EU-koordinator, leder af tv-projektet, ansat i Folketinget 1996 

Henrik Hagemann, fhv. generalsekretær for Danmarks Riges Delegation til Nordisk Råd, 

ansat i Folketinget 1984-2009 

Finn Holle, fhv. redaktionssekretær, ansat i Folketinget 1959-2005 

Jens Chr. Jacobsen, chefkonsulent, ansat i Folketinget 1980 

Anne Jensen, redaktionssekretær, ansat i Folketinget 2006 

Tommy Kruse, afdelingsleder, Rosendahls-Schultz Grafisk A/S, ansat 1969 

Carsten U. Larsen, direktør, ansat i Folketinget 2008 

Ingrid Sylvest Nielsen, fhv. chefkonsulent, ansat i Folketinget 1981-2010 

Kim H. Pedersen, overinspektør og sikkerhedschef, ansat i Folketinget 1983 

Annelise Romme, systemkonsulent, ansat i Folketinget 1996 

Ole Stavad, fhv. minister, folketingsmedlem (S) 1980-2007 

Ole Søndergaard, it-chef, ansat i Folketinget 1987 

Frank Mollerup Sørensen, fhv. inspektør, ansat i Folketinget 1973-2010 

festsKriftets forfattere 

Arbejdsgruppen til forberedelse af festskriftet har bestået af foreningsrepræsentanterne Channe 

Bjerringgaard, Simon Dyngbo, Frauke Kruse og Christina Ringvard suppleret med Henrik Hagemann og 

Finn Holle. 

83

FORENINGSFORMæNd 

GENNEM åRENE 

Listen er baseret på oplysninger fra de respektive 

foreninger 

formænd for foreningen af folketingsansatte 

1987-2013 

Bente Andersen 1987- 91 

Mette Brask 1991-94 

Nelly Terlaak 1994-98 

Knud Erik Petersen 1998-02 

Preben Kjær 2002-05 

Kirstine Green 2005 

Channe Bjerringgaard 2005- 

formænd for viften – ansatte i folketinget 

under Co10 (før 2010: Co ii-foreningen af 

folketingsansatte) 1988-2013 

Solveig Gottfredsen 

Mette Møller Jensen 

Channe Bjerringgaard 

Susanne Bundgaard -2004 

Finn Holle 2004-05 

Jeanette Schultz 2005-06 

Britt Thøgersen 2006-08 

Tove Jordal 2008- 

formænd for aC-Klubben 2004-12 

Nicoline Nyholm Miller 2004-05 

Peder Pedersen 2005-06 

Christian Dubois 2006-07 

Morten Roland Hansen 2007-08 

Jette Nedergaard 2008-09 

Jakob Heltoft 2010-11 

Iben Tybjærg Schacke 2011-12 

formænd for Husbetjentenes forening 1985-2013 

Winnie Nielsen 1985-91 

Lene Sejling 1991-92 

Christa Laustsen 1992-98 

Birgit Gernsøe 1998-2002 

Kirsten A. Larsen 2002-06 

Connie Baagøe 2006-11 

Birgitte Jensen 2012- 

formænd for Prosaklubben 2001-13 

Ole Kornbeck Schröder 2001-09 

Preben Kjær 2009- 

foreningsformÆnd gennem årene 

formænd for Håndværkerklubben 1969-2013 

Villy Wahlers 1969-88 

Benny Lenander 1988-89 

Poul Hjorth 1989-90 

Jørgen Erichsen 1990-92 

Simon Dyngbo 1992-98 

Kirstine Green 1998-2006 

Henrik Herr 2006-09 

Flemming Slabiak 2009-12 

Simon Chrillesen 2012- 

formænd for Betjentforeningen 1956-2012 

Thor Trosborg 1956- 

Svend Jacobsen 

Jens Martensen 

Karl Stauersbøll 1970- 

Jens Martensen 1978-79 

Henning Olsen 1979-81 

John Nybro 1982- 

Max Bruun 

Leif Kjærulff 

Michael Erichsen 1992-94 

Lisa Olufson 1994-96 

Ninna Auvinen 1996-2002 

Jan van der Steen 2002-06 

Helen Arentoft 2006-07 

Troels Stigaard 2007-08 

Jannick Thygesen 2008-12 

formænd for folketingets Kunstforening 

1986-2013 

Anna Lise Raben 1986-96 

Mette Brask 1996-2002 

René Alslund 2002-08 

Annelise Romme 2008- 

formænd for folketingets idrætsklub 

1983-2004 

Jørgen Lindemann Olsen 

Kurt Andersen 

Karl Aage Buch 

Frank Mollerup Sørensen 

Kim H. Pedersen 

85

86 

pERSONREGIStER 

Alslund, René 77 

Andersen, Bente 5 

Andersen, Dorthe 51 

Andersen, K.B. 35, 36 

Andersen, Ole Stig 23, 24, 25, 26 

Auken, Svend 21, 41 

Bech, Gitte Lillelund 75 

Bjerregaard, Ritt 38 

Bjerringgaard, Channe 5, 73 

Bohlbro, Peter 19 

Brask, Mette 77 

Brixtofte, Peter 21 

Brøndsted, Povl 15 

Christensen, Carina 19 

Christensen, Erling 79 

Clausen, H.P. 15, 18, 22, 30, 35 

Dahl, Kristian Thulesen 19 

Dethlefsen, Claus 27, 36 

Dybkjær, Lone 16 

Elberling, Victor 12 

Ellemann-Jensen, Uffe 38, 75 

Elmquist, Bjørn 80 

Folkmann, Lo 73 

Gjellerup, Pia 68, 69 

Glistrup, Mogens 33 

Gyldenkilde, Lilli 15, 16 

Hansen, Arne 34 

Hansen, Ivar 25, 26, 29, 71 

Hansen, Per Anker 35 

Hansen-Salby, E. 33 

Haugaard, Jacob 73, 75 

Henriksen, Ole Bernt 77 

Heunicke, Magnus 36 

Hilden, Hans Peter 73 

Hjortdal, Helge 15, 17 

Holt, Elise 71 

Hvidberg, Axel 49 

Høegh, Aka 53 

Høyer, Benny 73 

Haarder, Bertel 75 

Jacobsen, Erik 34 

Jakobsen, Svend 5 

Jarlbæk, Karina 64 

Jensen, Hans Henrik 66 

Jensen, Jens Peter 75 

Jensen, Knud 73 

Jensen, Kristian 79 

Jensen, Mogens 76 

Jensen, Susanne 50 

Jepsen, Erik 37 

Jespersen, Jørgen Bang 25, 26, 27 

Johansen, Linda Kubasiak 71 

Koch, Carsten 68, 69 

Krogh, Astrid 53 

Kruse, Frauke 16 

Kruse, Tommy 50, 74 

Larsen, Carsten U. 5, 8, 29, 30 

Lauesgaard, Axel 12, 31 

Laursen, Bjarne 75 

Levison, Henrik 51, 71 

Lundberg, Knud 80 

Lykketoft, Mogens 5, 30, 36, 38 

Mejdahl, Chr. 29, 71 

Møller, Jens 12 

Møller, Per Stig 63 

Ninn-Hansen, Erik 35 

Nørgaard, Bjørn 52 

Olsen, Eigil 12, 46 

Olsen, Erling 23, 24, 25, 52, 71, 73, 75, 77 

Pedersen, Thor 29, 30 

Petersen, Niels Helveg 80 

Poulsgaard, Kristen 15, 77 

Raben, Anna Lise 77 

Rasmussen, Anders Fogh 21, 63 

Rasmussen, Henning 15, 22, 35 

Rasmussen, Poul Nyrup 21, 35, 68 

Rylander, Hans Chr. 52 

Sander, Helge 79 

Schlüter, Poul 5, 35 

Seneberg, Mogens 34, 77 

Skawbo-Jensen, Karsten 36 

Skriver, Stephen 76 

Spanggaard, Kr. D. 13 

Stahr, Jimmy 79 

Stavad, Ole 69 

Sten-Knudsen, Nina 53 

Sørensen, Magnus 12 

Thorning-Schmidt, Helle 5, 45 

Tvarnø, Henrik 25, 26, 29 

Weiss, Birte 25 

Westall, Sonia 19 

Zeuner, Preben 50

VELKOMMEN INDENfOR 

pÅ ChRISTIANSBORG 

DENNE BOG hAR INGEN 

KONKURRENTER. DEN 

fORTÆLLER ET STyKKE 

hISTORIE, SOM IKKE ER 

KENDT Af RET MANGE, 

NEMLIG hISTORIEN OM 

hVORDAN DET I TIDENS 

LøB hAR VÆRET AT 

ARBEJDE fOR OG I 

DANMARKS RIGSDAG, 

NU BARE fOLKETINGET.

SAMMEN ER VI BARE GO'E”

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?