Fynske kystmiljøer Ole Mortensøn for Fyns Amt - Assens Kommune

Behov for planlægning.
Hvorfor skal der planlægges?
Om kystens ændrede status samt
den eksisterende planlægning.
Kysten er en ressource akkurat som skov, ager og
eng – og lige siden stenalderen har mennesket udnyttet
denne ressource.
Fyns Amt er det amt i Danmark som har den længste
kyststrækning og samtidig et af de mest havnerige
amter. Sammenholdt med f.eks. Ringkøbing amt, arealmæssigt
Danmarks største, har Fyns amt en relativ
kystlængde på 0,33 kilometer pr. kvadratkilometer og
13 større havneanlæg mod Ringkøbings 0,09 km pr.
kvadratkilometer og 5 større havne. Den gennemsnitlige
relative kystlængde i Danmark som helhed er
0,17 kilometer pr. kvadratkilometer. Fyn har en meget
rig kystkultur og den har en betydelig alder, mens
havneanlæggene i Ringkøbing amt for størstedelen er
af nyere dato. Det er denne kulturarvs sidste 200 års
byggeri og anlægsvirksomhed, med hovedvægten på
1850 -1950, som nu er undersøgt med henblik på
planlægning, så der kan tages højde for bevaring og
genbrug af det bedste af det overleverede.
Hvorfor skal der nu også planlægges for kystkulturen?
Det skal der fordi kystens erhvervsliv er under
stærk forandring. Søfarten på mange småhavne er
ophørt og fiskeriet er i tilbagegang målt i antal enheder
og personer som fisker. Der er med andre ord opstået
et tomrum i mange trafikhavne og fiskerihavne.
I løbet af de sidste 50 år er der sket en total omvæltning
i forholdet søtransport contra landtransport. Udviklingen
i disse 50 år, som set fra kysten ikke er en
udvikling men en afvikling, har forandret den 1000årige
gamle infrastruktur i Danmark, hvor havet har
været den vigtigste transportvej for passagerer og
gods. Søvejen er stort set afskaffet til fordel for biltrafik.
Hvis man ser på Fyn, som antager cirkelform, kan
øens bebyggelseshistorie kort beskrives med et byog
administrationscentrum i Odense samt langs kysten
en lang række søkøbstæder med en vis indbyrdes
afstand. Øens forbindelse til det øvrige Danmark og
omverden gik i høj grad via havnene i søkøbstæderne.
Da kystkulturen blomstrede havde alle fynske
kystbyer travle havne og de fleste en flåde af skibe i
fart indenrigs, såvel som udenrigs og et stort skibsbyggeri.
Sejlskibe blev erstattet af dampskibe og siden
motorskibe. Bygningen af Lillebæltsbroen ændrede
infrastrukturen i retning af en forøgelse af landevejstransporten
og en vægtning af linien Middelfart
– Odense – Nyborg. Efter 2.verdenskrig fortsatte
vægtningen af landevejstrafikken. Nye veje blev anlagt
og eksisterende udvidet og broer blev bygget til
Tåsinge og Langeland. Samtidig blev banestrækninger
nedlagt og indenrigsskibsfarten gik hastigt til-
5
bage. I løbet af 1960-erne ophørte alle paket- og passagerruter
(paketfart betyder faste fragtruter med
stykgods og lejlighedsvis passagerer), ligesom flere
færgeruter blev indstillet.
I perioden 1960-2001 er lukket tre store skibsværfter
nemlig Odense Stålskibsværft, der dog genopstod
som Lindø, H.C.Christens værft og Svendborg værft.
10 færgeruter er forsvundet. Sidste trin i afviklingen af
brugen af søvejene betegnede byggeriet af Storebæltsbroen
i 1997. Kysten og øerne, som før lå centralt
placeret for erhvervsvirksomhed og handel, er nu
blevet periferi og som helhed betragtet kan man sige
at Fyn med de lange kyststrækninger er blevet et udkantområde
og især gælder det Sydfyn og øerne.
Det bevarede færgeleje i Nyborg Færgehavn.
Af 12 fynske havne er 3 ophørt som trafikhavne –
nemlig Bogense, Faaborg, Kerteminde og godsmængden
er meget lille på flere af de igangværende,
så det må forventes at også de vil lukke. Kun udenrigstrafikken
holder nu liv i havnene. Der er et håb om
at synspunkter om mere miljøvenlig og mindre ressourcekrævende
og dyr transport vinder frem – de
findes i mange europæiske lande og EU-komissionen
har netop anbefalet betaling for lastbiler på de europæiske
motorveje som et middel til en mere differentieret
godstransport. Med de givne magtstrukturer bliver
det svært, at ændre lastbilernes næsten totale dominans.
En ændret transportpolitik på europæisk plan
vil kunne puste nyt liv i søfarten og tage noget af
presset af vejnettet. Det er derfor vigtigt at holde erhvervstrafikken
i de fynske havne i live, hvor det er
muligt – det kan næsten kun gå fremad nu. (Bilag 1).
I fiskeriet har brugen af store enheder, mere effektivt
grej samt kvotering og dalende fangster resulteret i
reduktion af fiskeriet på Fyn. Først og fremmest har
det ramt kystfiskerpladserne, men også fiskerihavnene
er ramt hårdt af krisen. Adskillige fynske byer
som tidligere havde erhvervsfiskeri er i dag uden. Det
gælder Rudkøbing, Svendborg, Assens, Ærøskøbing
og Middelfart. Fiskeristærke lokaliteter som Lundeborg,
Lohals, Bøjden, Dyreborg, Brunshuse, Thorøhuse,
Bregnør har nu ringe betydning. Og rækken af
uddøde kystpladser er lang: Tårup Strand, Skårup-