Fynske kystmiljøer Ole Mortensøn for Fyns Amt - Assens Kommune

Kulturmiljø og kystkultur.
Hvad er et kulturmiljø?
Et af 1990-ernes nye ord var ordet kulturmiljø. Et kulturmiljø
er et geografisk afgrænset område, der afspejler
væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling
og menneskets virke i en kortere eller længere
periode inden for det pågældende område. Ordet afspejler
også en ny situation i lovgivnings- og planlægningsarbejdet,
nemlig den situation at man er blevet
klar over de forandringer og det særpræg, som menneskelig
virksomhed og bebyggelse føjer til et landskab
eller et område. Det er jo ingen nyhed, at menneskelig
virksomhed omskaber de naturgivne forhold,
men det nye er menneskets næsten ubegrænsede
mulighed for at forandre omgivelserne drastisk i løbet
af forholdsvis kort tid.
For et par generationer siden krævede det store ressourcer
og organisation at bygge en havn eller anlægge
nye veje. Sådan forholder det sig stadigvæk,
men de tekniske forbedringer gør det i dag muligt for
en enkelt entreprenør at foretage endog meget store
indgreb i omgivelserne. I takt med den tekniske udvikling,
befolkningsvæksten og bilismen er der sket
voldsomme fysiske ændringer i omgivelserne. På et
lille landområde som Danmark har denne proces været
meget følelig og f.eks. resulteret i et pres mod det
eksisterende landskab og bebyggelsen dér. Man bruger
fremmedordet urbanisering for at beskrive denne
proces. Urbaniseringsgraden er vokset. Byens moderne
bebyggelse rykker ud i landskabet – nye brede
veje, indkøbscentre, servicestationer, parkeringspladser,
parcelhuskvarterer, boligblokke, lysregulering, fabrikker,
kontorer o.s.v. Op mod 85% af den danske
befolkning bor i dag i bymæssig bebyggelse.
I lyset af denne udvikling er behovet for mere planlægning
og bedre viden opstået. For det første kan
man konstatere at der er vældig mangel på natur i
Den nye Storebætsbro taget i brug i 1998. Nok det største bygningsværk
i Danmark i vor tid.
3
Danmark – vi lever i et kulturlandskab – og for det andet
må vi notere, at dette kulturlandskab er under forandring.
Det har det altid været, men hastigheden og
omfanget af forandringer øges. Det er her ordet kulturmiljø
bliver aktuelt, nemlig i forbindelse med
spørgsmålet, hvad er det for en slags bebyggelse og
anlæg som vi står over for? Hvilken historie og hvilken
betydning og kvalitet har vore menneskeskabte omgivelser?
Heldigvis eksisterer der i Danmark en lang tradition
for at beskæftige sig med bebyggelsens historie og
bevaring. Vi har en bygningsfredningslov, hvis kerne
strækker sig tilbage til 1918, men det må bemærkes
at opmærksomheden har været stærkt fokuseret på
bestemte bygningstyper og miljøer som for eksempel
herregårde, møller og bindingsværkshuse på land og
i by. I 1970-erne og 80-erne er dog også andre anlæg
og bygninger blevet omfattet med bevaringsinteresse
– det gælder f.eks. industriens bygninger og stationsbyerne.
På det seneste er også kystens bebyggelse
blevet inddraget i debatten om kulturmiljøer.
Hvad forstår vi ved kystkultur?
Til at betegne menneskers liv, bosættelse og udnyttelse
af kystens og havets ressourcer benyttes ordet
kystkultur. Den sidste tilføjelse med udnyttelse af havets
og kystens ressourcer er vigtig. Det betyder at
fiskerlejet, hvis eksistensgrundlag er havet, er kystkultur
– at havnen, havnepakhuset og navigationsskolen
er kystkultur, at sommerhusbebyggelsen og badehotellet
er kystkultur, mens omvendt supermarkedet eller
autoværkstedet på havnen eller hønseriet eller lysestøberiet
tæt ved kysten ikke er det. Det er klart at
der altid vil være grænsetilfælde, hvor man kan diskutere
om noget tilhører kystkulturen eller ej. Kystkultur
er et nyt begreb, som samler og forklarer tilstedeværelsen
af en række aktiviteter og fysiske levn i kystområdet
og som ved alle nye begreber diskuteres
indhold og grænser.
Det er almindeligt accepteret at bruge ord som landbrugskultur
og bykultur og på samme måde skal ordet
kystkultur anvendes. I vore nordiske nabolande er ordet
kystkultur og kystbygd velkendt. Herhjemme er
kysten imidlertid aldrig blevet opfattet som et særligt
erhvervs- og boligområde, men snarere som en del af
henholdsvis landsbyernes og byernes interessesfære.
Det kan ikke nægtes at kystkulturen hører hjemme som
delmængde i henholdsvis den rurale og urbane kultur,
men det giver god mening, at betragte de erhverv, der
har haft havet som grundlag, under ét.
På samme måde har fiskerne og søfolkene haft et erhvervsfællesskab,
som tillod folk uden større proble-