ON TOP OF THE WORLD - Jan Lyngdorf

Tag med til “Guddiernes” land
On Top Of The World
Af Jan Lyngdorf
1

ON TOP OF THE WORLD
Af Jan Lyngdorf, Station Sirius Nord. Hold 1.
Puha, hvem der bare sad på et isbjerg.
For jeg sad der i Afrika's brændende sol.
Det var bare varmt, omkring de 45 o C i skyggen.
Når jeg tænker tilbage på de dage dengang fra den 21. juli til den
4. august 1975, hvor jeg igen var på en tur ned til det nordligste
af Sahara omkring det sydligste af Tunesien.
Det skete med jævne mellemrum, at jeg blev sendt ned omkring
Middelhavs landene for at fange forskellige krybdyr, padder samt
diverse fugle, hjem til vores forskellige zoologiske haver.
Jeg var nu klar til hjemrejsen, godt belæsset, da turen var gået
over al forventning, så nu skulle jeg bare hjem til Danmark og
slappe af.
Havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved nu, - ja, så havde jeg nok
sat pris på varmen på en anden måde, end jeg på daværende
tidspunkt gjorde.
Nå, det må være på sin plads at præsentere mig selv:
Jeg hedder Jan Lyngdorf og var i 1975 sergent ved SAR
(Sjællands Artilleri Regiment) i Holbæk. Da jeg så samtidig
boede nær ved kasernen, blev jeg ofte udtaget til, at overtage
vagterne som vagtkommandør, hvis nogle af de andre befalingsmænd
ikke var mødt op, var blevet syge eller lignende.
Det betød så til gengæld for mig, at jeg fik en masse fridage, som
jeg så brugte på diverse mini safarier rundt om i verden.
Det, der personligt var sket for mig var desuden, at jeg havde et
brudt forhold bag mig. Når sådanne ting sker tænker mennesket
nogle gange urationelt og det gjaldt også mig, for jeg skulle bare
væk fra ”damen”.
2

Så jeg havde søgt om overflyttelse til enten Cyperns fredsbevarende
styrker på Cypern eller til Sirius Patruljen, der opererede på
Nordøstgrønland.
Dette var nu over et halvt år siden og lykkeligt glemt, for jeg
havde jo også fundet mig en ny, super dejlig kvinde.
Som sagt, det var mandag den 4. august, sent på aftenen.
Jeg var landet i Kastrup lufthavn.
Alt var forløbet godt, tolderne havde ikke fattet mistanke til mine
store kufferter, med alle de forskellige dyr pakket godt ned, i
dobbelt rummene.
Mine aftagere til dyrene, dem fra zoologisk have, var mødt op for
at overtage dyrene. Så mit arbejde var nu vel overstået.
Så nu var det bare hjem og se dyner, samt min nye veninde.
Hun overnattede!
Klokken 10 den næste dag, - om morgenen! blev jeg vækket af
en irriterende dørklokke, desværre min egen. Og den blev bare
ved at kime.
Så til sidst væltede jeg mig ud af sengen, kravlede ned og åbne
døren, og ved dette lykkedes det da til sidst endeligt at få standset
kimeriget. For udenfor døren stod der en soldat der bare havde
anbragt sin finger på ringknappen, og han meddelte; - at jeg
straks og øjeblikkeligt skulle melde min person, personligt på
personalekontoret på kasernen.
Jeg bad ham gå ad h...... til, hjem til kasernen, for jeg viste, at jeg
endnu havde 3 afspadseringsdage til gode. - Godnat.
Klokken 12 vækkede min mø mig for at spørge, om det nu ikke
lige var bedst at gå op på kasernen. Sådan bare lige for at få at
vide, hvad det egentlig var, de høje herrer ville mig.
Damen havde gode overtalelses evner, så jeg bevægede mig nødtørftigt
kun iført en hawaiiskjorte, badebukser samt klipklapper
op på kasernen.
Således gjorde jeg min anderledes entre på SAR’s (Sjællandske
Artilleri Regiment) personalekontoret.
3

Majoren her blev helt blåviolet i hovedet, da han brølte:
- Hvor i hede hule helvede har De været mand, i de sidste tre
uger har vi prøvet at telegrafere til Dem nede i Afrika uden
resultat, og var De mødt her på kontoret kl. 10,00 havde De nu
siddet i et af militærets C-130 Herkules transportfly på vej til
Grønland, men det er for sent nu. De møder her igen mandag den
11. august, kl. 8,00 klar til at tage af sted, forstået, træd af !-
Føj for en led, det havde jeg jo totalt svedt ud, det med Grønland
og Sirius Patruljen. Og det værste af det hele var nu, - ja, prøv at
forestil Jer, at man nu kommer hjem og skal prøve at forklare
hende den nyforelskede langhårede derhjemme problemet, pyha!
Da jeg så igen kom hjem fra kasernen, stod hun jo der i det
næsten ingenting
og tog imod mig som en anden smigrende kælen kattekilling. Ja
så var det godt nok svært at få fremstammet: - Ja, skat øh - du
ved jo godt øh, - at man som soldat, - hvordan skal jeg forklarer
dig det øh, sådan kan blive sendt sådan øh, - på øvelser og sådan
noget, du ved.
Ingen problemer min egen skat, svarede hun så og så på mig
med sine store varme kærlige brune øjne, jeg glæder mig allerede,
til du kommer hjem til mig igen min elskede.
Øh ja, svarede man så, og synker et par gange ekstra, men det
kan altså godt være, at det måske godt kan komme til at tage lidt
længere tid denne her gang.
Hvor lang tid regner du med, at jeg skal undvære dig min elskede?
spurgte hun så. Nåee, bare sådan omkring en 2 års tid, svarede
man så.
Da røg det forhold.
Der gik nu et par ugers tid, hvor cirkus milli brugte min ventetid
på, at jeg skulle tilkører nogle nye Magius Dutz, militære lastvogne,
som firmaet lige havde fået fra Tyskland.
Samt køre ind til møder på Holmen, for at få udleveret forskelligt
4

udstyr, angående mit snarlige Grønlands trip.
Herinde fik jeg endvidere at vide, at grunden til at jeg var blevet
udtaget var, at jeg jo i en periode havde været falckredder.
Så det skulle jo være en smal sag for mig, - f.eks. at foretage en
blindtarms operation eller trække en tand ud !!!
Desuden fik jeg også at vide, at alt imens jeg havde drønet rundt
dernede i Sahara's gloende varme ørken, havde mine fire andre
kollegaer været på diverse overlevelseskurser både i Norge og
her på Holmen i København.
Jeg forespurgte, hvorfor der kun skulle 5 mand af sted ? For jeg
havde da på et eller andet infomøde, for lang tid siden, fået at
vide, at der i alt skulle en 8-10 mand af sted til de forskellige
slædehold.
Da fik jeg chokket, for vi skulle op og prøve at genåbne en
nedlagt vejrstation, Station Sirius Nord, oppe i det aller Nordøstligste
af Grønland, og det skulle være noget af det barskteske,
man kunne forestille sig, for det var ensomhed i første potens.
På vej til Grønland.
Tiden sneglede sig af sted.
Endelig oprand dagen på afgangen fra flyvestation Værløse.
Datoen var torsdag den 21. august 1975, der var danmarksrekord
i luften den dag, for der måltes 36 o C varme i skyggen.
Så lad mig så komme op i kulden.
Kors hvor sådan et C-130 Herkules transportfly larmer, og hvor
var det koldt ombord i transportrummet, og flyet var fyldt godt
op med forskelligt gods, der skulle op til Station Sirius Nord. På
et meget hårdt og meget ubehageligt sæde blev jeg så anbragt.
Det var noget af et gedemarked, for hver gang man skulle på tønden
eller bare for at få bevæget sig en lille smule for at få
blodcirkulationen i gang igen, så var der alle de her stropper, der
blev brugt til at surrer godset fast med, man måtte kravle over.
Så jeg var meget glad, da jeg hørte at på grund af en kommende
5

storm, var vi nød til at skulle mellemlandede i Keflavik på Island.
Det foregik på Keflavik Air Base, der dengang var en amerikansk
militær flyvebase.
Her begyndte det rigtig nok at storme. Stormen blev så kraftigt,
så vi måtte ligge standby her til lørdag den 23. august.
Det jeg husker bedst derfra, var nok maden.
På de der amerikanske flyvebaser, - ja, der kunne man om morgenen
vælge imellem morgen-, middags-, eller aftensmad. Til
middag kunne der vælges imellem morgen-, middags-, eller
aftensmad, samt til aften vælge imellem, - ja, du har nok allerede
gættet det, nemlig, - morgen-, middags-, og aftensmad. Det skal
lige fortælles, at det altid var frisk lavet, med friske råvarer.
Et skønt sted at leve for et madører (udtales gourmet) som jeg. -
Åh det var dage, de dage kommer aldrig tilbage, luftbasen er nu
nedlagt, suk - !
Station Sirius Nord.
Nå, tidlig lørdag morgen var det stilnet så meget af, at vi igen
kunne lette, og kursen blev så sat, og så gik det atter mod Station
Sirius Nord.
Sikken en udsigt der er fra sådan et fly.
På det tidspunkt gik det op for mig, hvorfor det hedder Island og
Grønland, for hele vejen rundt om Island, - husk lige på at
sydspidsen af Grønland ligger på samme længdegrad som Oslo
og Stockholm -, mens Island ligger op til 900 km. Nordligere, ca.
midt imellem syd og midt Grønland, - var det hvidt af is, men så
man fra det sydligste af Grønland, og derefter langt op ad den
sydøstlige del af Østkysten, var Grønland bare grøn, et fantastisk
syn!
Så pludselig var vi ved målet, en lille klynge træhuse og nogle
forskellige radiomaster, samt en, i mine øjne, meget kort landingsbane.
- Men ingen problemer for en så god og dygtig flykaptajn.
6

Grønland og Nordpolen
7

Prinsesse Dagmars Halvø med Station Nord
8

Flyet blev lige så elegant landet på under halvdelen af banens
længde.
Jeg fik at vide, at banen var ca. 2.500 meter lang, og at de bare
skulle have en ca. 900 meter af banen for at lande, så den var
rigelig lang for dem.
Da vi så var landet, opstod der vild panik, for flyet skulle losses,
så hurtig som muligt, da der igen var dårligt vejr i anmarch.
Jeg følte mig lidt tilovers.
Der var som før omtalt en stor mængde gods, der skulle ud. Og
da det var overstået, kom en mængde folk over og sagde farvel
og godt ophold til mig, - f.eks. Orla Møller, forsvarsministeren,
en general Blixenkrone-Møller, han var forsvarschefen, en major
Gunnar Jensen, som jeg senere skulle komme til at kende meget
mere positivt til og hans kone, - samt en hel del andre militær
folk og diverse teknikere.
Flyet lettede igen få timer efter, at det var landet, nu er det lørdag
morgen, og kl. er 10.15.
Så jeg stod der og kunne ikke andet.
Der foran mig, stod der så fire andre mænd i de mest mærkelige
uniforms antræk, man kan tænke sig. - En lille mand, i en alt for
stor polarfrakke og nogle enorme støvler, det var stationslederen.
Næstkommanderende, med et stort smil og solbriller, polarjakke,
cowboybukser og træsko. Dernæst to mand i normal tjenesteuniformer,
det var de to mekanikere.
De fire stod nu og betragtede mig sådan lidt på afstand, efter at
de dog først havde præsenteret sig.
Vi blev enige om, at de sidste ankommende forsyninger, hurtigst
mulig skulle lægges på plads, og så skulle der bare holdes
afslapper fest. For det var bare det, de andre trængte mest til. Det
hele skulle have været som på et persisk marked. For hvilke ting
skulle man huske at bestille med op ved denne flyvning.
9

Alt skulle jo bare være gjort klart hjemmefra, - således, at intet
manglede de næste mange, mange måneder.
Så dette var altså overvintringsholdet det her:
- On Top Of The World -.
Oprydningen gik hurtigt, og så blev der rå hygget, kors hvor vi
åd.
Hen ad ved 23’ tiden, ville jeg lige ud for at få lidt frisk luft, og
da var det, at det gik op for mig, at der var noget galt, solen stod
højt på himmelen, hvad var det her for noget, nå jo, midnatssolen
dansede naturligvis heroppe ca. 900 km. fra Nordpolen. En
fantastisk oplevelse, man gad jo ikke gå i seng, når solen skinnede
hele tiden.
Jeg fik nu anvist det rum, der skulle være mit værelse i de næste
mange måneder i en bygning, der blev kaldt Bygning 3, et meget
lille værelse på kun 3.40 x 2.10 det var bare lidt over 7 m 2 , og
det var bare helt tomt.
Jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage de ting, jeg kunne bruge, i
nogle af de andre bygninger, og så ellers bare gå i gang med at
indrette mig så godt jeg kunne, det gjorde jeg så.
Som sagt, set fra luften lignede det en lille klynge træhuse, men
ved nærmere øjesyn, viste det sig, at være en hel lille by, bestående
af mindst 30 bygninger. Husene var fordelt over et større
område, med stor afstand imellem hinanden, blandt andet for at
forhindre en storbrand, - meget smart.
Jeg tog nu en runde omkring min nye by, de 10 af husene var
beboelses huse.
Herfra organiserede jeg så de ting, jeg mente at kunne få brug
for.
Jeg fik indrettet mig et overlækkert værelse.
Forestil Jer et værelse, hvor væggene var postkasserøde, et
højskab, hvor rammerne var lysegrå og med teaktræsfinerede
10

døre. En egetræs sofa med grøn- og gråternet stof, her under to
store magasinkasser, en rød og en blå !
Imellem højskabet og væggen fik jeg anbragt en tyk plade, som
jeg havde skåret ud af en gammel spisebordsplade, den brugte jeg
til skrivebord.
I ydervæggen var der to mindre vinduer, hver især på 60 x 80 cm.
med termoruder og derunder en rødmalet radiator på 180 x 70
cm.
Overalt på de frie vægge fik jeg så anbragt hylder, blandt andet
for at få dækket de meget røde vægge.
Hele søndagen gik med at få indrettet mig og hen imod den lyse
nat, synes jeg selv, at der var blevet meget hyggeligt.
Dagligdagen begynder.
Den dag spiste vi resterne fra alt det, der var tilovers fra de
mange fine gæsters besøg. - Bare rolig, når jeg siger rester, så
skal I ikke have ondt af os, for vi nedsvælgede mængder af
canadisk taskekrabbekød, - centimeter tykke skiver flæskesteg, -
blødkogte æg med ægte kaviar, - lune frikadeller, - bøf med
bløde løg, samt fiskefileter, - bare lige for at nævne lidt af dette
bordets glæder, som pirrede vores ganer de første par dage, hvor
jeg var her, højt oppe mod nord.
Mandag oprand, og nu blev det dagligdag.
Da de andre fik opsnuset, at jeg var snedker / tømrer uddannet,
fik jeg til opgave at indrette et køkken i den bygning, hvor vi
havde indretter beboelse. Således, at det hele kunne foregå i
Bygning 3, - for her var der også indrettet radiorum, baderum og
som sagt beboelse, således at alt nu var under et tag, ganske
smart udtænkt, vil jeg nok have lov til at mene!
Hvis jeg lige skal prøve at beskrive Bygning 3, så er det en lang
bygning på 34 meter, der er 6 meter bred, så altså et lille hus på
lidt over 200 m 2 . Der i alt 34 rum i forskellige størrelser. bl.a. kan
11

der nævnes, at der i hver ende af bygningen er et rum med
brusebad og et med toilet. Rum var der jo nok af.
Jeg måtte igen ud på en organiserings eller kannibaliserings tur,
for der skulle på den ene sidevæg laves et 3 m. langt køkkenbord
med tilhørende underskabe, + på vægen overfor, et 2 m. langt
stabilt gulv til at monterer et fra gulv til loft køkkenskab på, og i
denne side var der desuden også en dør.
En fantastisk udfordring, man smutter jo ikke lige hen til byggemarkedet,
for at hente de materialer man skal bruge.
- Nej, man måtte rundt i de forskellige bygninger og så lige hente
en front her og et skuffesæt der, for så at finde en plade et helt
syvende sted, for ikke at tale om skabslågerne. Bare det at finde
nogle, der tilnærmelsesvis passede sammen i fineren, det var
noget af en opgave
Så jeg gik i krig, der var jo ikke andet at gøre, end at gå alle
bygningerne på stationen igennem endnu engang, og så bare
samle alt det sammen, som jeg mente at kunne få passet sammen
til noget brugbart og på en eller anden måde lykkedes det
nogenlunde.
På min rundtur kom jeg til et snedkerværksted, hvor der stod en
stor båndsav. Hvor spændende, mon den virkede? - Det, var der
kun en måde at finde ud af på. Først tjekker man båndsavs
hjulene, hvor båndsavsklingen sidder på. Fint, de kunne dreje
rundt. Dernæst, - hvordan gik selve klingen ? Flot, den centrerede
som den skulle. Hvor er så kontakten ? - og så vrider man
kontakten. Der skete ikke en skid, nul strøm. Fat i mekkerne.
Efter et par timer melder de; - power på, prøv så !
Vrider kontakten, - den brummer, - hjulene begynder at kører
rundt.
Vrider kontakten op i anden gear.
Hold da kæææft, et drøn det giver, når sådan en båndsavklinge,
den springer! Undersøger nogle af stumperne fra klingen, der nu
12

lå overalt, der var heldigvis ingen af os, der var blevet ramt.
Masser af revner i klingestykket, metaltræthed !
Klingen havde ikke kunne tåle at sidde der på plads på hjulene i
spændt tilstand i de meget forskellige temperaturer, i jeg ved ikke
hvor mange år.
Men jeg fandt en helt ny, der aldrig havde været pakket ud. På
med den, startede forsigtigt, jeg havde denne gang gemt mig bag
en stor krydsfinersplade, der var jo ingen grund til at tage nogen
chancer vel?
- Men, ingen problemer. Så nu kunne der arbejdes. Og det blev
der.
Ud af en stor 22 mm. spånplade, blev der skåret en køkkenbordsplade.
Og ud af forskellige ukorrekte køkkenbordselementer, blev der
skabt et funktionsdueligt køkkenbord, hvori der også blev indsat
køkkenvask med indlagt varmt / koldt vand samt afløb.
Det var meningen, at bordpladen skulle beklædes med en tynd
formika plade, da sådan én jo ville være meget lettere at holde
ren.
Formikaen fandt jeg skam også, der var bare det problem, at den
kontaktlim, der var i depotet, som jeg skulle bruge til at lime
pladen på med. Ja, den havde også overvintret på stedet i mange
år, så den duede ikke, det endte så med, at bordpladen måtte
males, der var frit valg af farver i depotet, når blot man valgte
mørkeblå. Nå, pyt - det viste sig senere, at de eneste vægfliser,
der fandtes her på stationen, var - lyseblå.
Det virkede næsten som om, at det eneste brugbare, der var
levnet fra stationens storhedstid, var alt det, de ikke selv havde
kunnet lide.
Så torsdag den 4. september oprandt dagen, hvor vi nu endelig
havde fået et køkken, og hvilket køkken, prøv at se køkkenet for
Jer, - hvor bordpladen var mørkeblå, fliserne ovenover var lyse-
13

lå, - resten af køkken væggene var vissen grønne, - skabsrammerne
var sorte, - alle skabsdørene var i teakfiner og gulvet var i
store sorte og hvide pepitatern. Der var ikke et øje tørt.
Enhver indretningsarkitekt ville garanteret havde sat det i Bo
Bedre, til efterlevelse af et helt anderledes farvevalg.
- Men, - det fungerede, og var det i grunden ikke det aller vigtigste?
Da den første uge var gået, - og det pludselig til min store
overraskelse, var det blevet søndag, oplevede jeg min første
storm.
Egentlig en uhyggelig oplevelse, - fra flot solskin til i løbet af 20
minutter storm på ca. 30 knob, - Husk over 30 knob = orkan.
For at I ligesom kan følge med i, hvad 30 knob brise er, så er det
sådan, at tomme 200 liters jerntromler fløj igennem luften.
Og så efter tre timer, var det næsten vindstille igen.
Derefter måtte der ske noget, jeg tog på tur ned til stranden, hvor
jeg fandt forskellige sten med aftryk af planter, - bl.a. nogle med
bregnelignende blade.
Den næste uge gik med at færdiggøre køkkenet, installerede
køleskab, komfur samt Mathilde. Mathilde var en maskine, der
skulle kunne forsyne os med sødmælk. (Så vidt jeg husker, kom
den aldrig rigtig i brug ).
Overraskelser i fritiden.
Nu må man ikke tro, at det hele bare var arbejde, der var også tid
til afslapning og oplevelser. Noget af det jeg vovede mig ud i var,
at der på området stod en 85 m. høj radiomast.
Jeg havde i et par dage gået og fået den idé, at der oppe fra
toppen af den mast, måtte man da kunne få nogle flotte billeder
af hele stationen. For mig er der sjældent langt fra tanke til
handling. Så en flot solskins eftermiddag, klatrede jeg op i
masten. Det skal måske lige fortælles, at man klatre inden i sådan
en, da denne er en gittermast.
14

Oversigtskort over Station Nord
15

Et vue ned af 85 meters masten
16

Landingsbanen øverst i billedet
17

Mere af landingsbanen midt i billedet
Lidt mere landsby stemning
18

Det tog ca. 30 min., at nå toppen og det er ikke for folk med
klaustrofobi eller højdeskræk, masten er en trekantet mast med
en diameter på ca. 70 - 80 cm., og trådstiverne er skrå.
Jeg var godt træt, da jeg nåede op til mastens top, men sikken en
fantastisk udsigt. Jeg gik i gang med at fotografere.
MEN, HUSK; - kik altid på barometeret før opstigningen af
denne mast.
Dette gjorde jeg ikke, og masten har kun barduner 2/3 op, så de
sidste 25-30 m. står den bare frit.
Det der skete var, at som jeg før har fortalt, så kommer stormene
jo meget hurtigt og overraskende heroppe.
Så mens jeg sad der, højt hævet over alt og nød skønheden
nedover stationen, der lå badet i solskin, opdagede jeg slet ikke,
at det var blevet meget mørkt bagud til venstre for mig.
Først da jeg begyndte at føle den kolde blæst, gik det op for mig,
at der vist var et eller andet i anmarch. I de første minutter holdt
jeg bare fast, og nød de svage duvninger, men da det så til sidst
gik over til svingninger, ja da begyndte jeg for alvor at svede.
Prøv at forestille jer, at der sidder 100 kg. her oppe i toppen af en
85 m. høj mast, hvor toppen svinger ca. 10-12 m.. Man føler, at
man i næste øjeblik bliver slynget ud i intetheden.
Som før fortalt, tog det mig ca. 30 min. at kravle derop, men kun
ca. 7 min. at komme ned. Det kunne være gået meget hurtigere
med et skridt ned, men jeg tog nu alligevel de indvendige, man er
vel lidt af en tøsedreng, I forstår?
Siden hen, har jeg flere gange være deroppe i masten, men altid
først efter, at have tjekket barometeret !
Vejrstation Nords historie.
På min vej rundt på stationen, havde jeg i mange af bygningerne,
fundet forskellige beskrivelser af Station Nord’s historie, samt
beliggenhed.
Hvor mange af Jer har mon fantasi til at forestillet Jer, at det aller
19

nordøstligste af Grønland, består af koralrev og hævet havbund
op i 100 m. højde?
Eller, at der kun er 930 km. til Nordpolen.
Endvidere, at det er heroppe at Grønlands næststørste gletscher
findes, - I ved, isbjergenes fødested, - man siger, at gletscheren
kælver.
Samt, - at i 10 af årets månederne, er stationen dækket af op til
1½ m. sne, men at i juli og august er der oftest snefrit. Det
forekommer, at fjordisen i en kort periode er drevet til havs, (det
passede, for jeg var en dag en tur nede ved stranden, hvor jeg
bl.a. fandt et par haleknogler fra en hval ). Endvidere fik jeg også
læst, at temperaturen snildt kunne nå op på, +15 o C om somme-
ren, men helt ned på, ÷ 50 o C om vinteren.
Puha, og jeg der næsten lige var kommet fra Afrika.
Der finde også meget flotte navne på udvalgte områder heroppe
nordpå.
Hvad mener I om:
- Det store Pyramide Plateau, De Fynske Alper, Sjællands
Fjeldene, Den Jyske Ås eller De Sjællands Sletten?
De fleste går jo nok og tror, at Grenen ligger på toppen af Jylland,
forkert, det er jo kun en lille kvist. Nej, den rigtige Grenen
ligger da selvfølgelig også heroppe.
Eller kunne I forestille Jer, at man i fremtiden ville sende danske
turister på en badeferietur, her op til Herlufsholm Strand?
Endvidere kan jeg da også oplyse Jer om, at der heroppe også
findes rigtige bjerge på over 2.000 meters højde. Og ikke som
vores hjemlige Himmelbjerg på 151 meters højde, hvor der
engang var en amerikansk bjergbestiger, der fik noget af et chok.
For efter at han havde læst i en brochure, at der i Danmark
fandtes et bjerg, med det poetiske navn Sky Mountain. Ja, så
måtte han da altså bare lige bestige dette bjerg, så han mødte op
ved Silkeborgsøen med hele sit alpine bjergbestiger udstyr ved
foden af Himmelbjerget.
20

Her ser han så alle de her skolebørn, der render op og ned ad
”The Sky Mountainet”. Han må have følt sig rigtig godt flov.
Stakkels mand, eller også var han bare utrolig dum, for med et
ordentligt forarbejde var dette jo aldrig sket, men så havde vi jo
heller ikke haft noget at smile en lille smule af.
Jeg fik også læst, - at i 4 måneder, fra maj og til og med august,
står solen på himmelen døgnet rundt. Så er der 2 mdr. september
og oktober, hvor der er mere normal dag / nat.
For så i månederne november til og med februar, bare lige er nat
hele tiden.
For så, at slutte med engang dag / nat i marts og april.
Ud fra oplysningerne var den bedste dato den 28. februar.
Hvorfor nu det ? Jo, fordi, - da viste solen sig igen, efter en fire
måneders lang nat !
Men før da havde der virkelig været go på, - f.eks. fra en oversigt
fra april 1971, havde der fra året i forvejen, været modtaget ca.
40 forårs fly, samt 20 efterårs fly. Desuden skulle der altid kunne
modtages mindst 60 personer til overnatning ved eventuelle
nødlandinger, og disse personer skulle naturligvis også kunne
bespises. Alle disse gæster + stationens egne 30 mand !
Stationen blev jo nedlagt i juli 1972. Når vi nu er ved 1972, så
læs lige dette.
Posthuset.
Det kunne nu være meget sjovt og interessant at gå rundt på
sådan en nedlagt og forladt station, der nu igen var blevet prøvet
åbnet. For i sine gode velmagtsdage havde station Nord også haft
sit eget posthus, og jeg er sikker på, at der igennem de sidste år er
mange, der har gået dette posthus igennem i sømmene for at
finde et stempel eller et brev med Station Nord’s poststempel, og
selvfølgelig skulle jeg da også lige derind for at prøve lykken.
Efter et par timeres megen systematisk eftersøgning, måtte jeg
21

give op, som nok også så mange andre før mig, det mest morsomme
var nu nok en seddel med et opslag med en mobiliseringsplan
fra det nuværende Etiopien, men fra den forhenværende
Kejserlige Abessinienske hær, og den så ud som følger:
From: Head Quarter
1937
Imperial Abyssinian Army
MOB PLAN
“Every one will now be mobilized and all boys old
enough to carry a spear will be sent to Addis Abeba.
Married men will take their wives to carry food and
to cook.
Those without wives will take any woman without a
husband.
Women with small babies need not go.
The blind, those who cannot walk, or for any reason
cannot carry a spear are exempted.
Anyone found at home after receipt of this order will
be hanged”. (Så kort kan det bare siges og gøres)
Men lige da jeg skulle til at lukke og låse posthus døren, fik jeg
øje på en mindre sammenknuget papirskugle, ovre i det fjerneste
hjørne af huset, og da jeg forsigtigt fik foldet papirskuglen ud,
viste det sig minsandten at være,
En sidste dags konvolut -, der var blevet krøllet hårdt sammen,
fordi der var skrevet forkert modtager på, nemlig at Station Nord
var modtager, og det er jo lidt svært at sende en konvolut til sig
selv, fra samme adresse til samme adresse, men de havde nået at
22

Så smuk kan en sidste dags kuvert være
23

Grønland udgiver et nyt frimærke i år
24

Sønderstrøm Fjord byder velkommen
25

Holbæk Kommune havde svært ved at finde mig
26

sætte frimærke på konvolutten, og de havde også nået at få
stemplet frimærket, med det flotteste poststempel, man kan tænke
sig, med stempeldatoen, den 30. – 6. – 1972, før end at de
havde opdagede miseren, og så i bar irritation, havde Hr. Stempel
quist krøllet konvolutten hårdt sammen, og så havde smidt det
over skulderen, hvor det så landede ovre i hjørnet og var glemt i
flere år, indtil der så en skønne dag kom en meget nysgerrig
soldat forbi og endelig fandt konvolutten, sådan!!
Ja, ja foreløbig skinnede solen jo fortsat fra en skyfri himmel, så
jeg forlod dette lille dejlige posthus, der pludselig havde givet
mig en meget fin historie. Nå ja, med den interesse I læsere indtil
nu allerede har vist, kunne det måske være interessant, at gå lidt
mere i detaljer om den hedengangne Station nord. Så okay, I har
fået mig overtalt, her kommer historien så: -
Beliggenhed og vejrforhold.
Station Nord var en radio-, og vejrstation beliggende i
Nordøstgrønland, på Prinsesse Ingeborgs Halvø ved mundingen
af Danmarksfjord.
Positionen er: 81 o (grader) 36 ’ (minutter) og 11 ’’ (sekunder) N,
16 o (grader) 41 ’ (minutter) og 20 ’’ (sekunder) W.
Og afstanden til Nordpolen er godt 900 km.
Terrænet omkring stationen er temmelig fladt, og består af hævet
havbund, sammensat af grus og sten. Syd for stationen hæver et
gammelt koralrev sig til ca. 100 meters højde, og langt ude i
horisonten ses de sneklædte fjelde i Glückstats Land på den anden
side af Danmarksfjorden. Mod nordøst ses Flade Isblink, der
er Grønlands næststørste gletscher.
I 10 af årets måneder er området dækket af indtil 1½ meter sne,
men i juli og august måned er landet ofte snefrit, og det forekommer,
at fjordisen i en kort periode driver væk til havs.
Temperaturen kan om vinteren snildt falde til ÷50 o C, for så om
27

Vil du ud i verden så bare følg pilene
28

sommeren nå helt op til +15 o C.
I 4½ måned står solen på himlen døgnet rundt, og i andre 4½
måned kommer solen ikke over horisonten. I de to mellemliggende
perioder, (hver på ca. 6 uger) veksler døgnet på normal
måde mellem dag og nat. Solen forsvinder den 17. oktober og viser
sig igen den 28. februar.
Forudsætningen for stationen.
Stationen er anlagt som et led i det grønlandske vejrobservationsnet.
Man kan ikke sejle til denne del af grønland, og det var derfor
ikke muligt at anlægge stationen, før der inden for en rimelig
afstand byggedes en flyveplads. Disse betingelser var til stede, da
Thule Air Base blev anlagt, og der blev i 1950 truffet aftale
mellem den amerikanske og den danske regering om anlægget af
Station Nord.
Stationens anlæg og drift betales af Danmark, og der skal kun
være dansk personale, medens USA har påtaget sig lufttransporten
af alt materiel og personale fra Thule Air Base til Station
Nord samt anlæg og vedligeholdelse af landingsbanen ved stationen.
Anlægsperioder.
1951 - Ministeriet for Grønland begyndte projektering og
udsendelse af bygningsmaterialer med skib til Thule Air Base.
1952 - Efter rekognoscering i marts - april anlagdes en interimistisk
radio-, og vejrstation, der begyndte normal tjeneste den
13. maj. Endvidere byggedes den nuværende stationslederbolig,
der tjener som overvintringshus for fire mand, samt 2 af stationens
andre bygninger, der ikke vil blive taget i brug før til næste
år. De første landsætninger på stedet blev foretaget af fly med
påmonterede ski-meder. Det tunge gods, heriblandt bulldozere og
andre bæltetrukne køretøjer, blev nedkastet fra fly ved hjælp af
kæmpestore faldskærme.
29

Under udnyttelse af den nu hurtigt etableret landingsbane ankom
de resterende bygningsmaterialer.
1953 - Følgende bygninger er nu blevet opført:
1 radiosender-, og elværksbygning
1 telestation
2 bygninger til meteorologisk tjeneste
4 garager
3 pakhuse
2 mandskabs-, og indkvarteringshuse
2 reserveindkvarteringshuse
3 mindre bygninger til materiel
4 antennemaster 35 meter høje for sendeanlæg
3 antennemaster 20 meter høje for modtageranlæg
1 antennemast 25 meter høj for radiofyr
3 olietanke med 35 m 3 . indhold
Der blev endvidere anlagt en telefoncentral med 20 abonnenter,
og stationspersonalet er forøget til 17 mand.
1954 - Stationen blev udbygget med:
1 elværk
2 pakhuse
og tankkapaciteten forøges med:
4 stk. 300 m 3 . tanke til olie og benzin
2 stk. 50 m 3 . tanke til flybenzin
Personalet er forøget til 28 mand.
1955 - En nedbrændt garage med reservedele til
snerydningsmateriel erstattedes ”midlertidigt” af en garage
bygget af tomme 200 liters olietromler af personalet. Denne
garage anvendes endnu.
1956 - Et nyt elværk byggedes, fordi man overgik fra
olieopvarmning til elopvarmning, og der opførtes en ny garage.
Telefoncentralen udvidedes til 30 abonnenter og automatisk
brandmeldesystem blev indført i alle bygninger.
Af nye anlæg blev der dette år opført:
30

1 elværk
2 garager
1 autoværksted
1 senderbygning
1 mandskabshus med 7 værelser
2 antennemaster en på 58 meter og en på 85 meter
1957 - I en nyopført bygning installeredes en seismograf for
Geodætisk Institut og et nordlyskamera for Meteorologisk
Institut
1958 - Ingen oplysninger for dette år!
1959 - Elbelysning installeredes på landingsbanen og
tilkørselsvej, og der byggedes et generatorhus. Personalet
forøgedes til 30 mand.
1960 - Reservekabler blev udlagt mellem generatorhus og
elværket, således at landingsbanens belysningsanlæg blev sikret
ved to strømkilder.
1961 - Den forøgede passagertrafik på nordpolsruterne
nødvendiggjorde udvidelse af flyvesikkerhedstjenesten, hvorfor
yderligere to telegrafister blev ansat. Køkkenpersonalet forøges
med en ungkok, hvorefter personalet nu består af 33 mand.
1962 - Elværkets maskinpark forøges med en BW - diesel
generator på
170 kVA.
1964 - En ny og tidssvarende messebygning opført. Bygningen
rummer foruden køkken og spiselokale en stor opholdsstue med
billard, bibliotek, administrationskontor, vaskeri og lagerrum.
Elværkets maskinpark forøges med et BW – diesel generatorsæt
på 200 kVA.
En ny seismisk station, indrettet i en nyopført bygning blev taget
i brug.
1965 - 3 af de eksisterende mandskabshuse saneres.
Den ældre messebygning er ombygget til mandskabsindkvartering.
31

1967 - Ved rationel omlægning af tjenesten er driftspersonalet
reduceret til 30 mand.
1971 - Driftspersonalet er reduceret til 27 mand.
1972 - 30. juni reduceret til 00 mand, Station Nord blev nedlagt.
Men lidt mere historie fra Station Nords storheds tid.
Administration.
Stationen administreres af teleafdelingen under Grønlands
Tekniske Organisation. Stationslederen er direktoratets repræsentant
på stedet.
Administrationskontoret udfører bogholderi, lønningsregnskab,
rekvisitioner og korrespondance med grønlandske og danske
myndigheder. Endvidere udfører kontoret postekspedition,
godsekspedition, billetbestilling, og man kan tegne visse forskellige
forsikringer på kontoret.
Personalet.
Station Nord er en ”ensomt beliggende” station, hvilket medfører,
at personalets familier ikke kan medtages.
Som kompensation for de ulemper og afsavn man må affinde
sig med på denne station, modtager man under selve opholdet
på stationen (fra ankomstdato til afrejsedato) et såkaldt stationstillæg
på ca. 15.000 kr. pr. år, der bliver pristalsreguleret, og
hvis man forbliver på stationen et år udover det første år, der
giver ret til fri hjemrejse, modtager man yderligere 3.750 kr. i
tillæg for det andet år. Det er derfor ikke ualmindeligt, at personalet
bliver 2-3 år ad gangen på stationen.
I 1971 bestod personalet af:
1 stationsleder 1 stationslederassistent
1 telegrafleder 5 telegrafekspedienter
1 teletekniker 1 1’ste maskinleder
32

1 2’den maskinleder 1 maskinarbejder
1 elektriker 3 automekaniker
1 maskinfører 1 medhjælper (tømrer)
1 1’ste kok 1 kok
1 bager 2 messemedhjælpere
1 radiosondeleder 3 radiosondeassistenter
Og som før fortalt blev det hele opgivent i 1972!
Men lad os få lidt mere historie, fra stationens storhedstid.
Stationens funktioner.
Meteorologi - Hver tredje time foretages meteorologiske
”overfladeobservationer”: - måling af luftens temperatur, tryk
og fugtighed og vindens retning og hastighed. To gange i døgnet
foretages tilsvarende målinger i forskellige højder over jorden
ved opsendelse af balloner, der medfører selvregistrerende
måleapparater. Disse afsender resultaterne pr. radio til en modtager
på jorden (radiosondemåling). Herudover foretages forskellige
videnskabelige målinger og observationer, der bidrager
til at udbygge kendskabet til klimaet i de arktiske områder m.v.
Teletjeneste. - Vejrmeldinger og andre meteorologiske observationer
afsendes 10 gange i døgnet, og telestationen udfører
flyvesikkerhedstjeneste for militære luftfartøjer og for civile
maskiner på polarruterne.
Når flyvemaskiner ankommer til, eller starter fra stationens
landingsbane, virker radiostationen som flyveleder med formidling
af oplysninger til navigatøren om forholdene på jorden,
og med meldinger fra fly pr. radio til flyvepladsens jordbetjeningspersonale
om klargøring af landingsbanen, landingsbelysning
og lignende.
Stationen fungerer i øvrigt som offentlig telegrafstation med afsendelse
og modtagelse af tjenstlige og private telegrammer,
33

ekspedition af pengeanvisninger, gavetelegrammer og festtelegrammer.
Elforsyningstjeneste. - I stationens elværk er installeret fire
BW - diesel generatorsæt - hvert på 50 kVA. Vekselspændingen
er på 3 x 220/380 volt og periodetallet 50 Hz.
Derudover findes et særligt diesel generatorsæt med periodetal
60 Hz til nødforsyning af landingsbanebelysning. Elværkets
personale vedligeholder alle stærkstrømsinstallationer samt stationens
rør-, og tankanlæg.
Værkstedstjeneste. - Vedligeholdelsen af stationens mange
køretøjer og maskiner beregnet til reparation og snerydning af
landingsbanen udføres på et moderne autoværksted med et velforsynet
reservedelslager.
Af det mangeartede rullende materiel skal nævnes: - Sneblæsere,
sneplov, graders, dozere, scrapere, wesels, lastvogne, gaffeltrucks,
jeeps, flygeneratorer og flyheatere.
Udendørstjeneste. - Et udendørsspecialarbejderhold, hvori
findes en tømrer, udfører følgende funktioner:
Vedligeholdelse og snerydning af landingsbane og landingsområdet.
Ekspedition af fly, der benytter pladsen.
Afmærkning og rydning af stationens vejnet.
Transport af gods inden for stationens sektioner.
Kørsel af vand, skrald og renovation m.v.
Rensning og daglig vedligeholdelse af det rullende materiel.
Vedligeholdelse og reparation, herunder maling af bygninger
og anlæg.
Vedligeholdelse af forskellig art. - Stationen råder over specialværksteder
for radio-, og elektroteknisk-, samt tømrer-, og
malerværksted.
34

Nødindkvartering. - For at kunne betjene eventuelt nødlandede
flybesætninger og passagerer, råder man over to indkvarteringshuse
med 54 sengepladser. Herudover har stationen et
betydeligt antal sammenklappelige stålsenge og tilhørende madrasser,
som i en nødsituation kan opstilles i andre bygninger.
Kantinen. - I spiselokalet er der plads til ca. 50 personer, og
maden svarer til dansk norm og smag. Frisk kød, grøntsager og
frugt indkøbes på Thule Air Base, så ofte som flyforbindelse
foreligger.
Forsyningstjeneste. - Som før nævnt foregår alle forbindelser
ad luftvejen, hvorfor den 2.500 km. lange landingsbane er stationens
livsnerve.
Landingsbanen, der som også før nævnt, tjener som nødlandingsplads
for fly, skal derfor så vidt muligt altid være ryddet
for sne og klar til brug.
Ud over amerikanske maskiner benyttes landingsbanen jævnligt
af danske militære maskiner. Transportmaskiner fra Thule
Air Base besøger stationen for udbringning af post og frisk
proviant og udskiftning af personel. Endvidere modtager stationen
hvert forår 30-40 flylaster brændselsolie og benzin. Om
efteråret modtages yderligere 15-20 flylaster proviant og materiel,
der med sommerens forsyningsskibe er ankommet til Thule
Air Base.
Forhold under opholdet på stationen.
Indkvartering af personalet. - Hver mand indkvarteres i enkeltmandskammer
i forskellige mandskabsbygninger med fælles
vaske-, og toiletforhold. Stationslederen har dog rådighed
over egen bolig.
Indkvarteringsfaciliteterne er efter ombygning og sanering i
1965 moderne og tidssvarende. Hvert kammer er udstyret med
en seng, to indbyggede skabe, et arbejdsbord, en stol, en væg-
35

eol, et gulvtæppe samt gardiner, loftlampe og læselampe. I
vaskerummet er der brusebad med koldt og varmt vand hele
året.
Rengøring. - Hver mand renholder eget værelse, og beboerne
i hver mandskabsbygning renholder (som reglen efter en aftalt
turnus) de fælles gange og vaskerum samt foretager den nødvendige
snekastning foran husets døre og vinduer. Ved stationens
foranstaltning foretages renholdelse af fælles opholdslokaler
i messebygningen samt renovation og vandtilbringning til
indkvarteringshusene.
De enkelte lokaler på telestationen, radiosondestation, i værkstedet
og på lagre, renholdes af det personale, der normalt er
beskæftiget de pågældende steder. Reserveindkvarteringshusene
(B-7, B-19 og B-20) i standholdes af stationslederassistenten,
der ligeledes sørger for vask og renholdelse af sengetøj til
disse bygninger.
Tøjvask og reparation. - Stationen stiller vaskemaskiner og
vaskemidler til rådighed for personalet, der vasker og reparerer
eget tøj, sengetøj, håndklæder og udleveret (udlånt) udrustning,
medens stationens øvrige beholdninger af linned, viskestykker
samt kokkens og bagerens arbejdstøj vaskes ved stationens
foranstaltning.
Fra beklædningsdepotet udleveres sygrejer og der udlånes symaskine
til større reparationer.
Fritidsbeskæftigelse og sport - På stationen kan man i begrænset
omfang låne skiudstyr, og efter aftale med stationslederen
vil man eventuelt kunne låne et hundespand og foretage
mindre udflugter med overnatning i stationens rejsehytter. Der
er kun små muligheder for jagt, men man må dog til enhver tid
være forberedt på at møde en isbjørn, hvorfor man altid skal
være bevæbnet, når man forlader det egentlige stationsområde.
36

Gevær og ammunition udleveres til låns fra stationens depot.
I opholdslokalerne vises film, og der er mulighed for kortspil,
billard og bordtennis. Når der er tilslutning dertil, arrangeres
turneringer i bridge, skak, billard, og ved særlige lejligheder
arrangeres fester og sammenkomster i opholdslokalerne.
Biblioteket er velforsynet, og der udlånes grammofonplader og
sprogkurser med grammofonplader og lærebøger i forskellige
sprog. Til fotointeresserede findes et udmærket mørkekammer,
men man må selv medbringe kemikalier og fotopapir og andre
fornødenheder.
Spiritus, øl og tobak. - Stationens kostforplejning forsynes af
direktoratet med et passende kvantum spiritus og øl, der forvaltes
af stationslederen.
Det er almindeligt, at lørdagsbordet ”forstærkes” med en pilsner
og en snaps, og at der ved festlige lejligheder og højtider
serveres vin til middagen.
Personalet må ikke under nogen form til stationen indføre
(modtage) private forsyninger af spiritus, vin og afgiftspligtigt
øl.
Tobak, cigarer, cigaretter, chokolade, lyst øl og mineralvand er
belagt med samme afgifter, som er gældende overalt i Grønland.
Disse varer kan af personalet bestilles hos Den Kongelige
Grønlandske Handel og udleveres gennem stationslederen, der
efter en særlig ordning kan dele udleveringen og dermed betalingen,
hvis det ønskes.
Lægehjælp. - Der findes ikke læge på stationen, men i alvorligere
sygdomstilfælde kan det under gode vejrforhold forventes,
at en læge fra Thule Air Base vil kunne ankomme med fly,
der eventuelt kan evakuere patienten til sygehuset på basen.
En samarit klarer almindelige sygdomstilfælde og råder over et
velforsynet og altid ajourført medicindepot.
37

Indtjeningsmuligheder. - På grund af stationens afsides beliggenhed
og den deraf følgende kostbare rejse til og fra stationen
har man i anlægsperioden i mange tilfælde udnyttet driftspersonalets
arbejdskraft, hvorved personalet i perioder har haft
mulighed for indtjening af ret betydelige beløb ved udførelse af
overarbejde.
Stationen er nu udbygget, og organisationen er fastlagt således,
at arbejdet normalt skal kunne afvikles inden for normalarbejdstiden.
Man kan derfor ikke regne med at have andre indtægter
ved stationen end de i kontrakten fastsatte.
At erindre før udrejsen til Station Nord.
Tandundersøgelse. - Det er meget vigtigt, at tænderne er
grundigt undersøgt, og at alle forebyggende behandlinger er
foretaget i Danmark før udrejsen.
På stationen kan normalt kun foretages midlertidige præventive
behandlinger af akutte tandsmerter, og man kan normalt ikke
påregne at blive sendt til behandling på tandklinikken i Thule
Air Base.
Folkeregister, postframelding. - Adresseforandring til folkeregister
og posthus anmeldes til: - navn, 3972 Station Nord.
Grønland.
Tilmeldingsblanket til folkeregistret afleveres før udrejse til
lønningskontoret i direktoratet. Derfra afleveres tilmeldingsblanketten
til Ministeriet for Grønland, der fører folkeregister
for personale på ensomt beliggende stationer på Grønland.
Skat. - Det tilrådes at træffe en fast aftale med skattevæsenet
om betaling af skyldige skatterater og at sikre sig, at man under
opholdet i Grønland opnår den mest fordelagtige, økonomiske
ordning.
38

Sygekasse og sygeforsikring. - Man skal melde fraflytning til
sygekasse og sygeforsikring. I henhold til ”Direktoratet for
sygekassevæsenets” cirkulære af den 15. juni 1967, der udleveres
til alle nyansatte, har man efter nugældende bestemmelser
ret til optagelse i anerkendt sygekasse uden ventetid efter
hjemkomst til Danmark, såfremt man fremsætter begæring herom
inden 6 uger fra hjemkomsten.
Forsikringer i øvrigt. - Direktoratet er ikke erstatningspligtig
ved tab af private ejendele i Grønland på grund af brand eller
tyveri. Det tilrådes derfor, at man tegner de nødvendige forsikringer,
eller hvis man allerede har sådanne forsikringer, at man
ved tillægspåtegning på policen sikrer sig, at forsikringen også
er gældende i Grønland.
Brandforsikring kan i øvrigt tegnes på stationen ved henvendelse
til stationslederen.
Inden for visse grænser afholder direktoratet udgifterne ved
forsikring af sendingsgods og luftfragtgods, men det påhviler
den pågældende, såvel at indgive begæring om forsikring, som
at overbevise sig om, at denne er i kraft før afrejsen. Direktoratets
udsendte personale er rejseulykkesforsikret for et beløb på
100.000 kr. til udbetaling ved død eller fuld invaliditet, for ikke
forsørgende dog kun ved invaliditet.
Håndbagage er gratis transportforsikret for indtil 3.000 kr. i
tilslutning til fri befordring med fly.
Penge og lønningsforhold. - I direktoratets lønningskontor,
Hauserplads 20, 1127 København K, skal man før udrejse afhente
lønmappen, der ved ankomst til Station Nord skal afleveres
til stationslederen.
Før udrejsen skal man endvidere anmode lønningskontoret om
at få en del af sin løn udbetalt hver måned til en adressat i
Danmark (trækseddel). Resten af den indtjente løn kan man få
udbetalt af stationslederen på Station Nord.
39

Personlig udrustning m.v. - Til låns i ansættelsesperioden
modtager hver mand på stationen nedennævnte udrustning.
Brugeren er ansvarlig for sagerne, der skal erstattes ved bortkomst
eller ødelæggelse, som ikke kan henføres under normal
slitage.
Den del af udrustningen, der skal anvendes under udrejsen fra
Danmark, udleveres fra Grønlands Tekniske Organisations
lager, Njalsgade 19, 2300 København S., medens resten udleveres
ved ankomsten til Station Nord.
- Det udleverede er som følger:
6 par svære sokker 3 sæt uld undertøj
2 stk. kaki skjorter 1 par skibenklæder
1 færøtrøje 1 strikket hue
1 skindhue 1 sæt foret vindtøj
1 par vindluffer m/teddybear 2 par fingervanter
1 parka m/hætte 1 par snebriller
1 par skistøvler 1 par gummistøvler
2 par skumgummisåler 1 dundyne
2 dynebetræk 1 hovedpude
2 hovedpudebetræk 2 lagner
1 uldtæppe 3 almindelige håndklæder
3 frottéhåndklæder 1 køjesæk m/bøjle og lås
Godsforsendelse. - Hver mand har ved udrejse ret til fragtfrit
som sendingsgods med skib via Thule Air Base at lade udsende
indtil 300 kg. samt ved hjemrejse fra Station Nord via Thule
Air Base fragtfrit med skib at lade hjemsende indtil 300 kg.
sendingsgods. Det er dog en forudsætning for fragtfri hjemsendelse
af sendingsgods, at betingelsen for fri hjemrejse er til
stede.
Dersom udrejse eller hjemrejse finder sted på et tidspunkt, hvor
sendingsgodset ikke kunne forventes at ankomme til henholdsvis
Station Nord eller Danmark indenfor en måned efter ved-
40

kommendes ankomst de nævnte steder, kan der yderligere vederlagsfrit
afsendes indtil 75 kg. luftfragtgods.
Luftfragtgods til fragtfri befordring indleveres 6 dage før afrejsen
til GTO-lageret, der udfylder forsendelsespapirerne og sørger
for forsendelse af godset til Thule Air Base og Station
Nord.
Både sendingsgods og luftfragtgods kan transportforsikres for
direktoratets regning inden for rimelige grænser, hvilket normalt
vil være den pågældendes brandforsikringssum, dog maksimalt
10.000 kr..
Indkøb af tobak og andre fornødenheder. - Da der ikke findes
butik på stationen, må man gennem Den Kongelige Grønlandske
Handel bestille tobaksvarer, konfekture, toiletartikler
og tilsvarende afgiftsbelagte varer.
Af hensyn til transportudgifterne tilrådes det at lade et årsforbrug
afsendes med årets skib til Thule Air Base i juli måned,
for derefter resten af året kun at betale den dyre luftfragt mellem
København og Thule Air Base for supplementsendinger.
Betaling for privat opsendte varer finder normalt sted ved postanvisning
eller giro, når varerne er modtaget i god stand på
stationen. Særordning kan træffes mod betaling af afgiftspligtige
varer.
Afhentning af billetter m.m. - Efter meddelelse fra Den Kongelige
Grønlandske Handel skal man på handlens passagerkontor
i Strandgade en af de sidste dage før afrejsen afhente:
Flyvebillet med dato og klokkeslæt for afrejsen fra Karup,
”Kostbevis” til brug under eventuelt ophold på handlens hotel i
Søndre Strømfjord.
Kvittering for transportforsikring af sendingsgods og eventuelt
luftfragtgods.
41

Ved pakning af rejsegodsbagagen må man være opmærksom
på, at man uden ekstrabetaling kun må medtage 20 kg., hvorfor
det tilrådes at iføre sig det tungeste tøj og fodtøj på rejsedagen.
I lufthavnens afgangshal kan man på afrejsedagen købe afgiftsfri
tobaks varer, hvoraf hver passager til Grønland uden afgift
må indføre:
400 cigaretter, eller 50 cigarer, eller 100 cerutter, eller 1.000
gr. tobak.
MEN, - det gentages, at det ikke er tilladt at medføre spiritus,
vin og afgiftspligtigt øl til stationen.
Forhold under ophold på forsvarsområdet Søndre Strømfjord.
Såfremt udrejsen undtagelsesvis finder sted via Søndre Strømfjord
gælder følgende: - Det fra Den Kongelige Grønlandske
Handel modtagne kostbevis er betalingshjemmel for både forplejning
og indkvartering på hotellet i Søndre Strømfjord. Indkvarteringen
må påregnes at blive primitiv. Den danske forbindelsesofficer
vil være underrettet om ankomsten, og han vil
give oplysning om bevægelsesfrihed i området og om afrejsetidspunktet
for den videre rejse til Thule Air Base. Forbindelsesofficeren
vil endvidere udlevere en ”Travel Order”, der er
rejsehjemmel til de amerikanske militærmaskiner på den videre
rejse til Station Nord.
Såfremt man har afsendt luftfragtgods fra København til speditøren
i Søndre Strømfjord, må man huske at få godset udleveret
og selv sørge for den videre transport med amerikanske fly.
Forhold under ophold på forsvarsområdet Thule Air Base.
Den danske forbindelsesofficer, eller dennes repræsentant, vil
være tilstede ved ankomsten til Thule Air Base. Forbindelsesofficeren
vil lade anvise kvarter og forplejningssted under opholdet
der. Til dækning af kostudgifter vil der for tiden blive
42

udbetalt 3,75 US-dollar, medens udgifter til eventuel overnatning
betales ved forbindelsesofficerens foranstaltning.
Opholdet vil til tider kunne blive langvarigt, da der ikke er regelmæssig
flyforbindelse til Station Nord, og de enkelte planlagte
forbindelser vil kunne blive stærkt forsinkede på grund af
ustabilt flyvevejr.
I Thule Air Base er der imidlertid adgang til et godt bibliotek
og til biograf, sportshal og klubber. Hver dag kan Den Kongelige
Grønlandske Handel’s repræsentant træffes i det danske
posthus ved havnen, og personalet til Station Nord har tilladelse
til at handle i det amerikanske forsvars butik kaldet BX.
Ved ankomst til Station Nord. - Lønningsmappen afleveres til
stationslederen, der vil anvise kvarter og give oplysning om de
stedlige forhold samt udlevere husordensbestemmelser.
Når man har indrettet sig og har modtaget den supplerende
udrustning, påbegyndes det nye arbejde. Som tidligere nævnt
vil arbejdet normalt være tilrettelagt således, at det udføres
inden for normalarbejdstiden, hvorfor overarbejde kun forekommer
i ringe udstrækning.
Ankomstdatoen er beregningsdato for tidspunktet for opnåelse
af fri hjemrejse efter ét års ophold på stationen samt beregningsdatoen
for opnåelse af ”andet års tillægget”, der i henhold
til kontrakten kommer til udbetaling efter to års uafbrudt ophold
på stationen.
Ankomstdagen er endvidere beregningsdatoen for stationstillægget,
der kommer til udbetaling fra den dato, og som ophører
på afrejsedatoen fra stationen. Tillægget udbetales således ikke
ved ophold i Thule Air Base under eventuelle besøg hos læge
eller tandlæge.
Stationstillægget er et afsavnstillæg for skifteholdstillæg, nattillæg,
smudstillæg, tillæg for forskudt arbejdstid og alle lignende
tillæg, medmindre sådanne tillæg særligt er fastsat ved overenskomst
med Ministeriet for Grønland. Tillægget ydes endvi-
43

dere som kompensation for afsavn af familie og de særlige levevilkår,
man må indrette sig under på en ensomt beliggende
station, hvoraf blandt andet kan nævnes: - Tvungen deltagelse i
kostforplejning, deltagelse i renholdelse af fælles beboelseshus,
vask af eget tøj, forbud mod besiddelse af privat spiritus, vin
og afgiftspligtigt øl, begrænset bevægelsesfrihed og begrænset
adgang til adspredelser..
Det var så lige lidt, som jeg fik opsnuset ved at gå og læse i
mange af de forskellige optegnelser, der lå forskellige steder i
de forskellige bygninger.
Så nu vil jeg gå videre med min dagligdag.
Vinteren banker på.
Et andet lille problem vi pludselig stod overfor var, at da vi alle
nu var flyttet over i Bygning 3, gik det op for os, at vinteren
faktisk stod og bankede på.
Jeg indså, at det nok ikke var så særlig smart, at yderdørene, der
var jo en i hver gavl, at de begge to lukkede udad.
For i det tilfælde, at vi røg ind i en snestorm med snedrivedannelse
til følge, ville det jo være totalt umuligt for os at få åbnet
dørene og komme ud.
Vi besluttede da, at jeg demonterede døren med karm i den
sydlige ende af huset, for så derefter at montere det hele igen blot
med den lille ændring, at jeg først måtte lave en helt ny dør, da
den gamle simpelthen var for dårlig, da det så var tilendebragt, ja
nu kunne døren minsandten åbnes indad. Således, at skulle vi sne
inde, kunne vi bare grave sneen ind i gangen, og derefter grave os
ud igennem sneen, for så at grave al sneen i gangen ud igen.
Det lyder nok umiddelbart molboagtigt, men vi fik brug for ideen
op til flere gange i den tid, jeg var der. Andre oplevelser med
den megen sne, der til tider kom, var egentlig et flot naturskue,
for bare på en nat kunne der falde over 1½ meter sne.
44

Det var jo lidt af en slat, som så også indvirkede på andre ting i
lejren f.eks. havde vi også fået et par snescootere, de skulle
bruges til at komme rundt i lejren på, da det efter snefald var
temmelig besværligt at færdes i den høje løse sne. Så her var de
jo fortrinlige, der var bare det problem at disse scootere, kun var
omkring 90 cm. høje, og de kunne godt være lidt svære at starte
op, når først de havde været dækket helt af sne.
Så jeg gik i gang med at bygge en fin smart garage til vores
snescootere. Igen en tur rundt og kannibaliserer, til sidst havde
jeg så fundet, det der skulle nu bruges til garagen, den blev så
bygget lige ved siden af huset til vores 18 m 3 store isolerede
vandtankebeholder. Det tog hele tre dage, mest fordi det nu frøs
÷ 15 o C og det vanskeliggjorde arbejdet en hel del. Det er altså
temmelig vanskeligt at stå og hamrer søm i med store polarvanter
på, skal jeg lige hilse at sige, men det lykkedes da til sidst, at få
skabt en lille smuk garage efter datidens principper og
overskydende materialer, der igen var blevet fundet rundt om i
lejren. Men snescooterne kunne nu heller ikke lide de nu lavere
temperaturer, så jeg måtte i gang med at isolerer deres garage, og
satte desuden også en varmelampe derinde, for nu nåede frosten
ned på ÷ 26 o C, så det kniber at få startet dem, det er et helvedes
arbejde, at stå der og hive i startsnoren. Men sne kan også være
andre ting. Det jeg så oplevede på egne ben og fødder var, at når
det frøs de her ÷25 o - ÷30 o C, og det så begyndte at blæse, så
blev sneen fin som melstøv. Jeg havde ellers tapet mine
vinduesrammer helt til. Men en nat vågnede jeg ved, at jeg frøs
så forbandet om mine fødder og underben. Da jeg så fik tændt
lyset, så jeg at der lå en pæn snebunke i fodenden af sengen, og
oppe i vindueskarmen kunne man tydeligt se, hvordan
gardinernes folder havde hængt, for her var det også nu pæne
snegardiner. Ved nærmere eftersyn opdagede jeg et lille hul på en
tændstik-tykkelses i tapen og det var så igennem dette lille hul at
45

Farvel sol vi ses om fire måneder
46

Lille hul stor virkning, nederst i højre hjørne
47

al denne fine sne var kommet ind, da det var begyndt at storme
kraftigt. Nå ned i en spand med sneen, tape hullet til og så var det
bare at skrue op for varmen, sådan!
Varme og strøm var jo egentlig ikke noget problem, for strøm
havde vi rigeligt af, for i en af nabo bygningerne havde vi to BW
- strøm generatorer og nede i den store værksteds hal havde vi et
par endnu større Consolidated generatorer stående. Når de bare
blev vedligeholdt og efterset regelmæssigt, så havde vi altid
overskud af strøm, og det er nu meget rart for nu er det bare sort
døgnets 24 timer, der er godt nok stadig en tynd stribe lys ude i
østlige horisont.
Men om få dage er det også slut, vi går nu ind i en fire måneders
mørke periode, skulle man gå i hi ligesom isbjørnene? – Nej da!
Der er jo altid rigeligt at lave, når man sådan er på campingtur,
for eksempel:
Vand afhentning.
Det at hente vand var også et kapitel helt for sig selv.
Oppe ved Bygning 3, havde vi en 18 m 3 vandbeholder, der var
isoleret efter alle kunstens regler. Derfra var der så ført et rør ind
i bygningen, således, at vi altid havde rent vand i huset, når vi
altså bare lige huskede, at holde vandbeholderen fyldt. Det
foregik som reglen på følgende måde: - Et par mand kørte ud til
en ferskvandssø, der lå få kilometer fra stationen, og i en dertil
indrettet vandtankvogn, hvorpå der var monteret en kraftig vandpumpe,
og der skete så følgende, at ude ved søen blev der så
påmonteret en brandslange på pumpen, der så sugede vand op fra
søen og op i tankvognen. Når tankvognen så var fyldt, kørte man
hjem og op til vandbeholderen og fyldte så vandet derover i, ved
hjælp af samme pumpe, der nu blot blev sat til at køre baglæns,
så den pumpede i stedet for at suge, smart !
Men, - jo koldere det blev, jo mere vanskeligt blev det så også for
os at hente vand. Så da søen begyndte at fryse til, prøvede vi alle
48

mulige snedige kneb med bl.a. at hakke et 30 cm. hul i isen og
derefter sætte et 1½ m. langt rør af flamingo (styropor), med et
15 cm. hul derned i. For så, at lade det fryse sig fast i isen,
således, at der var 1 m. af røret nede i det endnu ikke frosne vand.
Det hjalp i en kort tid, for vandet inden i flamingorøret frøs nu
kun til en tykkelse af 3 - 4 cm., men den gik nu ikke i mange
uger, for med frost grader helt ned på omkring de ÷ 25 o - ÷ 40 o
C, blev isen meget hurtig over 1½ m. tyk på vandsøen, og så frøs
det bare inden i røret også. Så det hjalp lige fedt.
Så den gode gamle metode med, at have nogle specielle isspyd.
Der så samtidig gav én varmen, når man var et par timer om at få
hugget det hul igennem isen, således at vandet kunne pumpes op
derfra, det var bare sagen !
Det her med vores ca. månedlige vandtransport, som jeg husker
bedst, var nok, da vi engang var 3 mand af sted efter vand.
Det var pisse koldt, (hvorfor hedder det i grunden det?) nå, men
vi sad ude i førerhuset og ventede på, at pumpen skulle fylde
tanken op.
Som regel kunne vi høre den fløjte, der var anbragt i overløbsrøret,
som indicerede, at tanken var ved at være fyldt. Men netop
denne dag skete der det, at da pumpemanden ville ud, for at
stoppe for pumpen, var tanken allerede fyldt. Han fik en ordentlig
skylle fra overløbsrøret ned over sig og blev drivende våd.
Kors hvor vi andre grinede, indtil det gik op for os, at han bare
stod der med arme og ben ud til siderne, og at han overhovedet
ikke kunne bevæge sig. For det frøs jo omkring de ÷ 35 o C. Det
kan nok være, at vi fik travlt. Der var ikke noget med, at få
pakket slanger og pumpe sammen. - Nej, dem kunne vi jo altid
hente og få tøet op, - næ, nu var det bare med at få ham anbragt
på lastvognens trinbræt i passagersiden med hans ryg imod
døren. Ned med sideruden, mig fat omkring hans bryst og så med
tredje manden som chauffør gik det så bare hurtigt hjemad.
Vel hjemme i lejren var det bare med at få ham, der nu lignede et
49

frosset fugleskræmsel, bakset fra bilen og ind i bygningens mellemgang,
og så hurtigt gå i gang med at få lavet noget varmt at
drikke til ham. Det hele var slet ikke så slemt, som vi i første omgang
havde troet. Få så snart vi havde fået ham stablet ind i
gangen, ja, så gik der højest en 5 minutters tid før end, at varmen
fra rummet begyndte at tø det hele op. Da parkacoaten hurtigt
var tøet op kunne den jo nemt skrælles af ham. Det første han
gjorde, da vi havde fået ham fri af ispanseret var, at skraldgrine.
Hold da kæft, hvor så I dumme ud, da jeg stod der helt
stivfrossen, var det første han sagde.
Vi andre besluttede lynhurtigt, at han blev dømt til at smøre madder
og dække bord til os. Hvilket han gjorde uden at brumme. Alt
imens vi hurtigt, med hjælp af et par snescootere, fik hentet
slanger og pumpen hjem ude fra vandsøen af, og efter at havde
fået det tøet op, kunne vi snart få læsset vandet fra tankvognen
over i vandbeholderen, da det ikke måtte stå ret længe i tankvognen,
da frosten jo så kunne sprænge denne.
Den aften gik med, at fortælle om og om igen, hvordan han
havde stået der, med arme og ben ud til siderne i stivfrossen
tilstand. Nej, der er ingen billeder, desværre.
Landingsbanen.
Det meste af tiden, den vinter, gik jo nok med, at holde landingsbanen
ryddet.
Mange opfindelser blev der også gjort, for at gøre dette arbejde
lettere og bedre.
Vi havde bl.a. det problem, at hver gang det havde sneet, skulle
landingsbanen tromles. For der skulle altid kunne landes på banen
24 timer i døgnet.
Problemet var, at tromlen var en slæbetromle, der havde 6 dæk
uden mønster både for og bag, og dækkene var ca. 25 cm. bredde,
og imellem hvert dæk var der så ca. 5 cm. afstand. Når vi så i
dagtimerne havde tromlet banen, hvor det måske kun frøs ÷ 10 o
50

C, var der jo kommet de her mellemrumsspor, som tromlens
gummidæk havde lavet og som stod op som 10 – 15 cm. høje
trekantsspor. Men om natten kunne det snildt fryse ÷ 30 o C, ja så
stod de her frosne trekantsspor nu som skarpe knive i stedet. Vi
havde fået at vide, at det var noget, vi virkelig skulle passe meget
på at undgå. Da det skulle kunne forsage dækeksplosioner både
på vores køretøjer, men så sandelig også ved eventuelle fly landinger.
Det jeg så til sidst fandt frem til, var at spænde 3 stk. 3 meter
lange kraftige træ bjælker, der så igen blev trukket efter tromlen i
jernkæder. Så ved hjælp af disse træ bjælker på tværs af issporene,
fik vi smadret disse farlige isknivespor, det virkede, ganske
som det skulle, fikst når jeg selv skal sige det!
Racervognen
Når jeg sad i sneploven og kørte de der 2½ km frem og tilbage
hele tiden for at holde landingsbanen snefri, så den altid var
landings- og startklar, kom den tanke lige pludselig til mig, at
denne her lange bane måske også kunne bruges til noget andet,
nemlig til en 2½ km. lang racerbane. Der var bare lige det lille
problem, at der desværre ikke havde været nogle af de forrige
beboere, her på stationen, der havde efterladt en racerbil og det
der med at drøne frem og tilbage med en snescooter, - joe, det
havde jeg da prøvet, men det var ikke lige så ophidsende endda.
Nå, hvad søren, det har da aldrig afholdt mig fra at få anderledes
tanker. Så jeg fik fat i Mekkerne og fik forelagt dem min nye
fuldkommende fantastiske ide, syntes jeg da selv, men Mekkerne
var i starten ikke helt så sikker på ideen, men det endte da med, at
de til sidst indså, at der da godt kunne gå mange dejlige timer her
i denne mørketids periode med dette projekt.
Så vi tre tog i en weekend ned på dumpen, og her fandt vi en
masse ting, vi regnede med, at vi ville kunne få brug for.
51

Alt det vi regnede med at kunne få brug for, transporterede vi så
tilbage til den store værkstedsgarage til optøning i et par timer.
For i mellemtiden havde vi i en af de andre garager allerede
fundet en gammel smadret snescooter, der var gemt af vejen.
Den fik vi nu frem, og Mekkerne gik i gang med at afmonterer
motoren, alt imens jeg gik i gang med at få målt og skåret jernrør
ud i forskellige længder efter en hurtigt nedkradset tegning, som
vi havde lavet ud fra det princip, at vognen skulle være lidt i stil
med en Gokart. Så inden weekenden var ovre, havde vi svejset en
meget stærk jernrørsramme sammen og fået påmonteret styretøj
med rat og forhjul og det hele, plus nogle andre hjul, som
trækhjul bagpå, som vi også havde fundet nede på dumpen.
Mekkerne fik så lavet en smart transmission fra motoren og ned
til baghjulene, for så til sidst at få lavet et godt sæde og en
styrtbøjle. Og så var vi ellers klar, det hele virkede perfekt, hvis
altså bare lige der ikke havde været det lille problem med, at når
man har en røvskubber (hækmotor) Gokart, hvor motoren og
chaufførens tyngdepunkt er, lad os bare sige det, en lille smule
bagud og man så kører på en meget sneglat bane, ja når man
virkelig har fået god fart på vognen, og den så bare skrider en
lille smule ud , kører man pludselig ved centrifugalkraften
virkning mere baglæns end forlæns, og her var det godt, at der
var monteret denne her gode kraftige styrtbøjler. For når man
pludselig drønede ind i landingsbanens snevolde, som vi med
sneploven havde fået presset ud i siderne i en 3-4 meters højde,
så uden styrtbøjlen kunne det nu nok have været gået grueligt
meget galt. Men, nok noget af det vigtigste ved hele denne
historie var, at vi fik en masse dejlige timer til at gå, i denne her
fire måneders sorte nats dagtimer, for timerne fløj bare så utrolig
hurtigt af sted ved denne anderledes dejlige udfordring, det var at
bygge og lave dette stykke tidsfordrivs fritidsarbejde og det gav
os en masse grin, og nok især det med, at der bare ikke var noget,
der hed køreregenskabers rutine for nogen af os knægte, nej her
bestemte naturen, men herligt det var det.
52

”Storm P” racervognen
53

Racerbanens snebander 3-4 meter høje
54

”Polarpilen” med 4 personers kabine
55

Det specielle fjedredne ski system
56

”Polarpilen”.
I den samme periode fik vi desuden opsnuset, at i nærmeste
fremtid ville der komme fint besøg hos os. Det var generalmajor
N. Holst-Sørensen, major G. Jensen, presseofficer major S. Wissum,
samt et par journalister fra Reuters Bureau og Familie
Journalen.
Det besøg skulle gøres festligt. De skulle modtages med stil, så
jeg byggede den berømte, "POLARPILEN”. Den stod færdig
den 17. november.
En kabine bygget over 2 par ski med plads til 4 personer, og så
var den malet i de stolte Dannebrogs farver, - jo, vi havde fået ny
maling sendt op. Men, da gæsterne ankom den 20. november,
blev den ved dette besøg udelukkende brugt til at kører proviant
og post med, da det var vigtigere at få alt dette indendørs så
hurtigt som muligt, end det var at fragte vores fornemme gæster.
Hvad disse selvfølgelig havde den fulde forståelse for.
Der kom senere billeder af den i de førende store danske ugeblade
og aviser. Et flot køretøj der var en dronning værdig.
Mine ”Guddies”.
I samme periode havde jeg fået den strålende idé, at jeg ville i
Guinness rekordbog, med verdens første polarræveslædespand.
Ja, alene det at finde på navnet burde i rekordbogen.
Jeg havde jo opdaget, at der indimellem havde været besøg af
polarræve på stationsområdet.
Da jeg forlagde min ide for de andre, rystede de bare medlidende
på deres hoveder. For stationschefen og næstkommanderende
havde jo begge boet på Grønland før i tiden, og det var altså ikke
noget, man bare lige gjorde.
Det viste de alt om, men vær så god, prøv du bare, sagde de
smilende til mig.
57

Nå ja, tænkte jeg så, - hu intet vover, intet taber.
Så jeg kreerede en smart rævefælde, synes jeg da selv, der bestod
af 2 termoruder som sider. Top, bund og endestykke var af spånplade.
Man skal stadig lige huske på, at der jo næsten ingen
materialer var at bruge af, så man måtte bruge det der var, og det
gjorde jeg så.
Faldlågen var lavet med et hængsel i toppen, så når lågen blev
lukket udad op, var der heri en øsken, der gik op igennem et hul i
låget. Her igennem blev der nu ført et søm, hvori der var bundet
en snor, der så blev ført opover og ned i et hul i endestykket, hvor
det så endte inde i fælden.
I snoren inde i fælden, blev der så bundet en udpakket pakke
smør, der jo er en stivfrossent firkantet klods.
Meningen med det hele var jo den, at når en sulten ræv gik ind i
fælden, - tog fat i smørret og ville gå baglæns ud med det. Ja, så
trak den jo sømmet ud af øskenen, hvorved falddøren så faldt ned
og gav den et los i røven ind i fælden igen. Og, vupti, ræven var
fanget.
Jo, jo den virkede da, for det lykkedes mig faktisk at fange 7 stk.
polarræve i denne misfoster af en rævefælde.
Til jer to gamle garvede Grønlandsfarer vil jeg bare lige sige jer,
undskyld at jeres ord blev gjort til skamme af en ung fløs, der
ikke havde den mindste forstand på de stolte traditioner om,
hvordan man bedst fanger de grønlandske polarræve, som I to jo
havde, endnu engang undskyld! Gnæk, gnæk.
Men som jeg senere nød at fortælle de to, var der ikke ret meget
for mig der er umuligt, måske lige bortset fra det med at stryge en
tændstik på et stykke vådt sæbe.
Jeg kaldte rævene for mine GUDDIES og var godt i gang med at
gøre dem tamme, da vi fik det her meget fornemme fine besøg.
Det der så desværre skete var, at jeg igen var taget med på en tur
med transportflyet C-130’en, til Thule Air Base.
Derovre skulle jeg proviantere lidt til vores søde tand, samt holde
forbindelsen ved lige til nogle af de dejlige danskere, der arbejde-
58

Den meget tillokkende polarrævefælde
59

Nogle af mine ”Guddier” i efterårets pels mode
60

Et rigtigt skødebarn og kælepot
61

Men den kunne også gå pænt i snor
62

de der, for af dem fik vi blade, aviser og des lignende. Det lykkedes
over al forventning.
Det var måske også på grund af nogle amerikanske sygeplejersker,
at jeg også gerne ville derover, for her lykkedes det også
over al forventning. Disse dejlige kvindelige sygeplejersker
havde jo hørt så meget om de der mærkelige danske vikinger, der
kun kunne gå og se på isbjørne i stedet for rigtige damer i et par
år. Så det ville de da meget gerne råde bod på, og det gjorde de
så!
En general skideballe.
Men, da flyet med besætning og lille mig, så kom tilbage til
Station Nord, blev jeg kaldt ind til generalmajor Niels Holst
Sørensen. Nå ja, tænkte jeg, det var nok det der, de kaldte os over
radioen med, at jeg skulle sørge for at have en tale klar til
radioen, for de ville have, at vi fem skulle indtale en julehilsen
allerede nu, for så ville Danmarks Radio transmitterer vores
julehilsner til det ganske Danmark. Så jeg havde jo gået / siddet
og øvet på min hilsen i flyet på tilbageturen, og den kom til at
lyde som følgende:
- Så er den eventyrslystende vendt tilbage til Sirius Nord fra
Thule, og også derfra skulle jeg ønske alle Dem, der har pårørende
og bekendte på Grønland en rigtig glædelig jul, samt et
godt Nytår. Det samme gælder til Det Danske Flyvevåben, som
er skyld i, at disse hilsner kan nå frem. Og fra mig personligt, vil
jeg ønske alle mine venner og bekendte, samt hele min familie og
sidst, men ikke mindst, min dejlige pige, der trofast går og venter.
En rigtig glædelig jul, samt et endnu bedre Nytår. Og alt dette
ønskes I af Jan Lyngdorf - !!
Jeg fik senere at vide at denne indtaling, samt de fire andres var
blevet udsendt, som om vi direkte heroppe fra op til jul, havde
sendte vores hilsner til vores familier der hjemme.
MEN, men – men!! - Det var slet ikke det, der var det vigtigste,
opdagede jeg, for da jeg havde fået indtalt min julebesked på
63

åndet og slappede af på stolen, nikkede generalen over imod
mig og sagde, at det da var udmærket, det jeg der havde fået øvet
mig på, men så en meget lang pause, hvor generalen bare sad og
så mig direkte ind i øjnene. Nå ja, det generede mig jo ikke så
meget, så jeg gloede så bare ham ind i øjnene, men da han så
spurgte: - Hvad var det for noget med de der ræve, De har?
- Øh, siger man så, og det kan nok være, at man slog øjnene ned.
For hvor fan’en vidste han det fra, tænkte jeg desperat?
Kommer, kommer bare rolig. Det, der var sket var følgende:
- Disse her journalister, der var med, ville jo gerne høre lidt om
dyrelivet heroppe i verdens største naturreservat, som det nu var
lagt ud til af Prins Henrik.
Efter at vi andre var fløjet mod Thule, var der blevet taget hul på
et par kartoner øl og et par flasker af de lidt mere skarpe, så var
tungerne bare begyndt at løbe løbsk på mine medlogerende. På et
eller andet tidspunkt var de begyndt at fortælle gæsterne om min
ide til mit rekordforsøg med mine polarræve.
Journalisterne ville jo gerne selv havde set nogle af alle de dyr,
der levede heroppe, men dette var på nuværende tidspunkt helt
umuligt, da det jo stadig væk var midnatsmørkt døgnet rundt
heroppe.
Mine kammesjukker var pludselig kommet i tanke om, at jeg da
havde en masse billeder af mine GUDDIER, og dem havde de så
hentet.
Alle syntes, at de var utrolig søde, og at det var fantastisk, at jeg
havde kunne tæmme dem.
Dette var så fortsat lige til det pludselig gik op for dem, at det jo
egentlig var totalt forbudt, det de der sad og så på og talte om.
Så nu fik jeg altså lige en lodret ordre fra generalmajoren om: -
At jeg bare lige havde at udsætte de der polarrævene øjeblikkeligt,
om det var forstået!?
Ja, den var nu meget god.
Man siger selvfølgelig bare; - Javel, hr. Generalmajor.
64

Den næste dag tog jeg så ud til stationens fjerneste hytte, hvor jeg
havde gemt mine polarræve, mine dejlige Guddies.
Jeg havde taget nogle tørfisk med, for at få lokket dem med ud
over isen og de fulgte trolig med mig, som en flok kåde glade
hundehvalpe.
Da vi havde gået et par kilometer stoppede jeg op, gav dem hver
en tørfisk og sagde farvel til hver enkelt, det var som sagt stadig i
den periode, hvor det var nat døgnet rundt.
Da jeg havde nusset dem hver især bag ørene, hvilket de bare nød
i fulde drag selv midt i madtiden, begav jeg mig med vemod
tilbage imod stationen.
Rævene havde nu spredt sig i hver sin retning med hver deres
godbid.
Men inden jeg nåede stations området, kunne jeg fornemme 3
små skygger følge efter mig i nattens mørke.
Jeg vente mig om og råbte til dem, at de skulle forsvinde.
Det hjalp ikke meget, 2 af skyggerne løb 20 - 30 m. væk og satte
sig så og ligesom ikke rigtig vidste, hvad de så skulle. Men den
tredje, det var den første, jeg fangede. Den var blevet så utrolig
tam, at jeg dagligt plejede at gå tur med den i halsbånd og
hundesnor.
Den kom nu forsigtigt hen til mig og satte sig ned lige foran mig.
Jeg kunne fornemme, at den tænkte: Hvad er det dog, der er galt.
Hvad er det, vi har gjort, siden du nu er så sur på os. Først giver
du os lækkert mad, for så straks efter at skælde os ud og jage os
væk. Jamen, hvorfor dog ?
Puha, hvor gjorde det ondt.
Jeg tog hende op i min favn og bar hende tilbage til det sted, hvor
de andre havde fået deres tørfisk, satte hende ned og prøvede så
igen at jage hende af sted ud til de andre, som jeg kunne
fornemme var tæt ved os.
Dette gentog sig 5-6 gange, men intet hjalp. Til sidst så jeg ingen
anden udvej end, at jeg tog min pistol frem, jagede hende en 25
65

meter væk, hvorefter jeg affyrede et skud henover hoved på
hende. Da forstod hun til sidst, at det var forbi og løb bort. Jeg
tror nok, jeg gik grædende hjem den nat.
De næste 3 nætter (døgn) kunne jeg høre en ræv, side derude, et
eller andet sted og tude, hvor gjorde det ondt, men efter det fjerde
døgn hørte jeg ikke mere til nogen af mine små ”GUDDIES”.
Farlig omgang med sne.
Nå, livet skulle jo gå videre, og det gjorde det da også, for det var
for resten under samme besøg, at det var ved at gå galt for en af
vore gæster.
Der var kommet to hold slædefupper, hundeslædepatruljefolk,
mens vi havde dette fine besøg.
Så den ene aften blev der holdt en god mik (drukfest) i HQ, -
(Hoved Quarteret). På et eller andet tidspunkt, hvor der var blevet
udryddet megen væske, af den meget skarpe på flasker, kom
en af slædefupperne, med et stort grin i ansigtet, glad hen og
fortalte mig, - at nu var det sgu endelig lykkedes ham, at komme
af med den fulderik af en journalist, der var begyndt at være ham
meget irriterende, så han havde sendt ham ud til vandsøen, så nu
kunne vi feste igen - !
Stille og roligt gik det op for mig, hvad det i grunden var, han
stod der og fortalte. Han havde gud hjælpe mig, sendt ham ud i
den visse død.
Jeg var selv lige kommet ovre fra Bygning 3, hvor jeg havde
måttet stride mig frem, da det var begyndt at blæse ret så kraftigt,
en fin lille stor storm var i anmarch.
Da jeg havde fået forklaret slædefuppen det, gik det pludselig
meget stærkt. Jeg har aldrig set én blive så hurtig ædru, som ham.
Ind til de andre og i løbet af no time, havde vi fået forklaret de
andre om den farlige situationen, der var opstået, var det bare slut
med at feste, for nu skulle der handles meget hurtigt.
66

På med det varme polartøj, kun 5 minutter efter var vi alle 15
mand ude af Hoved Quarteret, hvorefter vi så dannede et levende
bælte på ca. 30 meters bredde med ca. 1,5 meter imellem os.
Sneen føg nu i 1 meters højde, så alle sporene fra den forsvundne
vandrefalk var allerede helt dækket.
Da vi havde stredes os frem igennem snefygningen en ca. 300
meter, var der en, der kom til at jogge på ham. Han var allerede,
på bare et lille kvarter, blevet dækket af sne fra snefygningen!
Og der i sneen, der var han bare væltet om og havde så lagt sig til
at sove, han havde så meget sprit i blodet, at han end ikke engang
frøs, og han nåede heller ikke at få sig en kraftig forkølelse.
Så man skal passe på for små ubetydelige ting i andre sammenhæng,
kan lynhurtigt heroppe blive livsfarlige.
Jo, jo da, Station Sirius Nords genåbningshistorie
kom skam da på tryk.
Her kommer så et lille udpluk af forskellige artikler fra førende
ugeblade og aviser, efter det besøg vi havde sidst i november.
De første var:
Reuters Bureau.
Hvorfra Holbæk Amts Venstrebladskrev lørdag den 29.
november 1975 skrev:
Aktuel rapport fra et besøg hos slædehundepatruljen
Sirius i Østgrønland.
Holbæksergent med god fysik.
Den tidligere Holbæksergent Jan Lyngdorf, er en af de soldater,
der har fysik nok til at arbejde på Station Sirius Nord.
Han blev indkaldt til militæret i 1971, blev kort efter korporal i
militærpolitiet og i 1975 blev han forfremmet til sergent.
67

Han har gjort tjeneste på Holbæk kaserne fra juni 1974 til afrejsen
til Grønland 12. august i år.
Forinden har han været på skole, hvilket er nødvendigt, for at
hans foresatte kan afgøre, om han er egnet til den hårde Siriustjeneste.
Sådan er livet på Danmarks nordligste
militær station.
De fem soldater, der alene hævder Danmarks suverænitet over
området ved Danmarks arktiske forpost, Station Sirius Nord i
Nordøstgrønland, har fået deres julegaver. Samtidig har chefen
for flyvevåbnet, generalmajor Niels Holst-Sørensen, inspiceret
den kolde station.
”Polarpilen”, en sammenflikket minitaxi på størrelse med et
stort hundehus på ski, var kørt frem for at modtage generalmajoren,
da han i sidste uge landede på inspektionsbesøg med et
af flyvevåbnets tunge transportfly, C-130 Herkules.
Flyvechefen overlod dog pladsen til forsyninger, julepost og
andet gods, som hurtigt skulle bringes i hus i det klare, men
bidende frostvejr med ÷ 31 o C.
Forud for landingen gik nogle hektiske minutter for stationens
fem soldater, alle befalingsmænd. Et radiosignal om ankomsten
nåede forvasket frem, og de havde lagt sig for at få en eftermiddagslur
i den tro, at flyet først ville komme dagen efter.
De blev vækket af flystøjen i luften og fik i al hast stillet et
køretøj hen for hver ende af den 2.400 meter lange landingsbane,
som dog på forhånd ved hjælp af en sneplov var ryddet for
et læs sne.
Kun vejledet af lyskeglerne fra de to køretøjer og af den lille
barakbys natriumlamper i baggrunden satte piloten hårdt men
sikkert sit store Herkules fly ned på den sneglatte landingsbane
midt i polarmørket.
68

Forsvarskommandoens ”Operation Brilliant Ice” havde vist sin
duelighed under vanskelige forhold. Det er et rekognosceringsprogram,
der indledtes i fjor for at finde en egnet patruljestation
med tilhørende landingsbane i det nordlige Grønland. Forsvarskommandoen
valgte den i 1972 nedlagte Station Nords
landingsbane.
Siden 1953 har stationen fungeret som vejrstation.
Foruden at skulle holde landingsbanen fri for sne, med henblik
på lejlighedsvis beflyvning, skulle de fem mand ved deres tilstedeværelse
hævde dansk suverænitet i området. De er udstyret
med politimyndighed og skal holde et vågent øje med de
ekspeditioner, der om sommeren udforsker det nordligste
Grønland både rent videnskabeligt og for at finde mulige forekomster
af olie, uran og mineraler.
Godt kammeratskab, teknisk snilde og en robust fysik præger
forsvarets arktiske enhed på den 81. nordlige breddegrad. De
fem befalingsmænd er omhyggeligt udvalgt.
Et af de problemer, de har at slås med, er vandforsyningen.
Udstoppet som rummænd i tykke polardragter henter de to-tre
gange om måneden vand i en nærliggende sø. de hugger hul i
isen og pumper vand op. Deres vandtank kan rumme 18 kubikmeter,
og de har rindende vand. Den alternative mulighed er
smeltning af sne, men det er en langsommelig proces, som kun
vil blive anvendt som sidste udvej.
Stationen forsynes med strøm fra et mindre elværk, hvis ene
generator for en måned siden blev sat ud af kraft, da et olierør
sprang læk og sprøjtede olie ud over udblæsningen. Der opstod
brand, men den slukkede dels sig selv og blev grundigt efterslukket
af befalingsmændene med skumslukkere. Den anden
generator er i drift, og stationen har desuden to feltgeneratorer
samt en minigenerator ved kvarterbarakken, så de altid skulle
kunne få livsnødvendig elektricitet.
69

Er altid bevæbnet.
De fem soldater er ikke taget til forposten i Nordøstgrønland
for eventyrets og den eventuelle romantiks skyld. De ser opholdet
som en udfordring, nemlig: - At få stationen til at fungere
med beskedent materiel og personel under barske klimatiske
forhold.
De er altid bevæbnet med pistol, når de færdes ude. Ganske
vist er området, Peary Land, fredet som naturpark, men skulle
de en dag stå ansigt til ansigt med en isbjørn, kan det gælde
livet.
Foreløbig har de kun set polarræve, mens stationslederen anslår,
at tre isbjørne vil passere stationen om året.
Station Sirius Nord rummer et depot for Sirius patruljen, og
der findes også et såkaldt UGO - anlæg. Det er et Ubemandet
Geofysisk-meteorologisk Observatorium, som leverer en række
meteorologiske data bl.a. lufttemperatur, jordtemperatur, vindstyrke
m.v. Disse observationer sender stationens folk to gange
om dagen videre pr. radio til den sydligere liggende vejrstation
i Danmarkshavn. Via Angmagssalik og Island går observationerne
ud i et verdensomspændende meteorologisk net.
Generalmajor Niels Holst-Sørensen var tilfreds med forholdene
på stationen, og mandskabet kan allerede nu planlægge julen.
Med flyet op var der juletræer, julepost og ænder samt en kalkun
fra admiralen på den amerikanske Keflavik-flådebase på
Island.
Det næste fly fra Danmark kommer først i februar.
De 13 vejrfolk i Danmarkshavn må derimod undvære deres
julepost.
Under flyvningen mod Station Sirius Nord fik de nedkastet
forsyninger, men et uheld bevirkede, at den sidste pakke med
juleposten ikke kunne nedkastes, og på hjemturen til Flyvesta-
70

tion Værløse var det på grund af tåge ikke muligt at lokalisere
Danmarkshavn.
Et mindre transportfly fra flyvevåbnet skal i de nærmeste dage
nedkaste julepost og forsyninger til de sydlige stationer på østkysten
i Danneborg, Mestersvig og Kap Tobin.
Billede Bladet skrev:
Han foretrak at gå.
Nej, det er ikke en gammeldags badekabine på Rømø strand.
Det er et specielbygget køretøj til at hente gæster i på toppen af
jordkloden – nærmere bestemt Station Sirius Nord ved Grønlands
Nordøstrunding kun ca. 600 kilometer fra Nordpolen.
Chefen for flyvevåbnet, generalmajor Niels Holst-Sørensen var
for nylig på besøg hos de fem ensomme mænd, der overvintrer
deroppe (for bl.a. at holde flyvepladsen fri for sne, så den altid er
operationsklar), og han blev naturligvis afhentet af ”Polarpilen”.
Køretøjet, som mandskabet har fornøjet sig med at snedkerere i
fritiden, er bygget op på to par ski og kan lige spændes efter en
snescooter. Der kan sidde to mand i den. Og det er som reglen
tilstrækkeligt, for det vrimler ikke ligefrem med gæster på de
breddegrader.
Men ved denne lejlighed kom ”Polarpilen” dog kun til anvendel-
se som bagagevogn. Selv om det frøs ÷ 35 o C og var blæksort nat
midt på dagen, foretrak generalen at gå på sine ben de 400 meter
fra landingsbanen til mandskabshusene. Man havde glemt at tage
i betragtning, at han er tidligere Europamester i 400 meter løb!
Udstoppet som en rumpilot i sit polartøj er Holst-Sørensen her
fotograferet foran gæstekareten.
71

Se & Hør skrev den 27. februar 1976:
TVs ”Landet Rundt” på Grønlandsfærd.
Stoffet hentes hjem på hård ekspedition.
TVs ”Landet Rundt’s” - redaktion lever op til sit navn. Netop
hjemkommet fra det nordligste Danmark kan Lars Herluf Jensen
med rette sige, at han bringer stof fra hele landet. Til på mandag
har han planlagt et Grønlandsindslag.
Med et af flyvevåbnets nyerhvervede Herkules fly drog Lars
Herluf Jensen til Station Sirius Nord på Grønland sammen med
filmfotograf John Carlsen og lydmand Erik Wagner. Via
Keflavik på Island gik turen til Mestersvig, hvor flyet skulle
samle seks af Siriuspatruljens folk, tre slæder og 33 hunde, op for
at transporterer dem til Station Sirius Nord. Hele turen var
beregnet til fire døgn, men på grund af hårdt vejr, og en masse
sne, tog det 8 dage. På vejen op sad de fast på den amerikanske
base i Keflavik, men tiden blev ikke spildt af den grund. I et lejet
fly tog man til Vestmanneøerne og lavede en reportage om,
hvordan det går her, tre år efter det voldsomme vulkanudbrud. På
Station Sirius Nord sneede man inde i fire døgn, og her gik tiden
med kortspil, masser af kriminalromaner og huslige pligter.
Fotografen John Carlsen afslørede store talenter for det
kulinariske. Ikke alene sætter han stor pris på bordets glæder,
men er også meget dygtig i køkkenet, hvad alle fik gavn af.
Lars Herluf Jensen og Erik Wagner blev forment adgang til
køkkenet, mens madlavningen stod på, hvorimod de klarede
opvasken uden at slå én eneste tallerken i stykker.
Tre meget forskellige artikler, der omhandler den selv samme
tur!!!???
72

En isbjørnemoders kamp.
Det var nu blevet tirsdag den 13. april, og vi havde nu fået
midnatssol, og det var blevet min tur til at opleve livet
farligheder.
Jeg var som sædvanlig stået op kl. 7, for at bage morgenbrød til
hele styrken, som jeg jo plejede, når, ja - det skal måske lige
indskydes, at da jeg var færdig med at tømrer og snedkerer
køkkenet, der engang i september og det var taget godt i brug,
havde vi jo den der uskrevne regel, der handlede om, at man ikke
måtte kritiserede den, der havde den ugentlige køkkentjans, for
madlavningen gjorde man jo altid efter ens bedste evne. Kom
man til at gøre det, skulle man selv overtage den resterende tid.
En udmærket regel, hvis altså bare maden smagte derefter, men
det gjorde den sjældent. Så der gik ikke ret lang tid, førend at jeg
overtog dette job ganske frivilligt, for jeg synes, at det var synd
for den gode mad. Nå, men jeg havde gjort mig det til en vane, at
lave friskbagt morgenbrød hver morgen tidligt, da jeg alligevel
ikke kunne sove så længe om morgnerne.
Jeg havde fundet en god gammel opskrift i en af de andre
bygninger på 10 stk. tebirkes, så den stod bare på friskbagte
tebirkes hver morgen.
Men efter en uges tid kom det spagt fra de andre fire, at de altså
ikke kunne spise 2 stk. tebirkes hver.
De var da ellers bare sådan en rimelig (læses stor) størrelse, synes
jeg. Hvad gør en klog så, jeg havde jo kun denne ene slump
opskrift.
Jo, af den samme portion dej lavede jeg så bare 5 stk. tebirkes i
stedet for de 10 stk. og alle var igen glade, for 1 stk. morgenbrød
kunne de sagtens spise.
Tilbage til den morgen det nu handler om.
Da jeg nu stod der med hele morgenbordet dækket op, klart og
færdigt, kom næstkommanderende farende ind og råbte, at vi
73

havde haft isbjørne på besøg på stationen i nattens løb. Det er jo
midnatssol nu.
Normalt ville dette opråb straks få alle mand af huse, men ak nej,
ikke denne morgen. Så da jeg jo var færdig med min del af
morgenpligterne, tog jeg da bare alene af sted, for at se på de
isbjørnespor, som han havde set.
Den var god nok, ovre ved den gamle messebygningen var der et
sæt store og 2 sæt små spor, altså en isbjørne mor med 2 unger.
Efter sporene at dømme, kunne man se, at de var gået rundt om
messebygningen, hvor de jo nok havde kunne lugte vores
fødevarer, som vi opbevarede derinde, da hun isbjørnen så
muligvis samtidig har kunnet lugte os mennesker, har hun af
frygt for sine unger fortsat sin færd. For i min kikkert kunne jeg
følge sporene, der var fortsat ud imod havisen. Havisen her var
dækket af et godt lag sne, så sporene stod meget tydeligt, ligeså
langt som kikkerten kunne række. Nu startede eventyret, jeg
måtte og ville bare eje et billede af dem. En hel isbjørnene
familie på en gang, den måtte bare forfølges og foreviges.
Så jeg klædte mig varmt på, fik tjekket mine våben, sat skiene
fast på snescooteren og mit kamera ind på maven, så var jeg klar.
Det gik nu i fuld fart ud over sneen.
Efter en tur på omkring 6 km. i isbjørnenes spor, så jeg pludselig
et firkantet hul ca. 50 meter foran mig. Jeg kørte så lidt tættere
på, og en ca. 20 meter fra hullet standsede jeg snescooteren og
gjorde kameraet klar til at tage et billede, albuerne godt ind i
siderne og så lige et par skridt til højre; - og væk var jeg!
Jeg stod nu dybt nede i en isrevne med en lille åbning oven over
mig. Jeg havde været heldig, for havde jeg ikke haft mine arme
ind langs siderne, var det nok ikke gået så godt.
Nå, men jeg sad altså der og kunne ikke andet, for mine skistøvler
havde kilet sig godt fast der nede i bunden af isrevnen.
Langt om længe lykkedes det mig, at få lirket mine støvler fri af
isrevnen.
74

Tre skridt til siden og væk var jeg
75

Bemærk hvor tæt hullerne er på hinanden
76

Selvom det frøs omkring de ÷ 30 o C, drev sveden bare af mig.
Det mest uhyggelige lige nu var jo nok, at jeg et par dage i
forvejen havde læst Alistair Maclean's "Bjørneøen" - der bl.a.
handlede om 2 mænd, der var faldet ned i en dyb isrevne, hvor de
så på et eller andet tidspunkt havde kunnet høre, at isen var
begynde at give sig, for så til sidst at have mast dem!
Er der så noget at sige til, at jeg svedte ?
Da jeg nu endelig havde fået støvlerne og benene fri, var det jo
ikke så svært, at få drejet kroppen rundt, således at jeg nu kunne
stemme knæ og ryg imod isen, så jeg på samme måde som man
gør, når man kravler indeni en af de store skorstene nede i
Danmark. Det var en stor lettelse, jeg begyndte at slappe lidt
mere af. M e n! - Da jeg så var nået næsten helt op, blev jeg
først rigtig bange, jeg havde glædet mig for tidligt.
For hvad med isbjørnemoderen, lå hun nu på lur for at slå
hovedet af mig. eller bare tage fat med sine tænder og klør, som
jeg havde læst et eller andet sted, at det var den måde, de jagtede
og dræbte sælerne på ved sælernes åndehul. Jeg havde også set
en film om, hvordan isbjørnen havde kunnet høre eller lugte, at
der lå en sælunge i en hule, der nede under en ½ meter sne og så
bare banke sine forpoter ned igennem sneen og dræbe ungen med
et enkelt bid i hovedet.
Jeg tog min polarhue af og kravlede nu op til en ½ m. fra kanten,
hvorefter jeg anbragte huen på min venstre hånd (jeg er
højrehåndet), og stak hurtig hånden op og ned med det samme,
dette gentog jeg nogle gange, intet skete. Derefter, hovedet op,
først imod Nord så Øst, Syd og endelig Vest. Hvorpå jeg for op
som skudt ud af en kanon, over til snescooteren og fat i min
riffel. Det var først nu, at jeg rigtig havde tid til at begyndte at
ryste, da det endeligt gik op for mig, hvad det i grunden var, at
jeg havde været i gang med.
Da der så var gået nogle minutter, og jeg nu var faldet lidt til ro,
og hjertet var kommet ned på den sædvanlige plads, oppe fra
77

Spor fra isbjørne moderens tænder og klør
78

Alle tre sæt spor fortsætter
79

halsen af, og nu igen slog lidt mere normalt. Begyndte jeg bare at
grine, for jeg kunne levende forestille mig situationen: - Først
med polarhuen og dernæst mit meget bange fjæs op over iskanten
fire gange. Det må have set så fuldstændigt komisk ud, kors
hvor var det bare flovt. Jeg stod nu der med min riffel i favnen
og fik hjernen i gang igen, for der var jo slet ingen isbjørne at se
nogen steder omkring mig.
Hullet, som jeg først bare havde antaget for at være indgangen til
deres hule (isbjørne har ikke deres huler på havisen), som jeg
havde stået og betragtede i min kikkert, viste sig nu at være et hul
på ca. 60 x 150 cm. og minsandten om ikke sporene fortsatte
videre ud over isen derfra hullet.
Jeg tog nu den ene skistav frem og begyndte at stikke den ned i
sneen, og ganske rigtig, min formodning var god nok, isrevnen
fortsatte direkte fra mit hul over imod isbjørnehullet.
Jeg startede snescooteren op og kørte derover. Hvilke et skue,
sikken en historie dette hul nu gav mig, for en af ungernes spor
var gået direkte henover den sneskjulte isrevne, og på grund af
ungens vægt var det tynde lag sne så bristet. Således, at ungen
var faldet ned i revnen, nøjagtig som jeg selv havde gjort for en
halv time siden.
Det der så må være sket, som jeg fik ud af, at læse i de spor, der
var efterladt, var følgende: - Isbjørnemoderen med de 2 legesyge
unger, ser pludselig sin ene unge forsvinde igennem sneen og ned
i isrevnen, på dette sted er revnen "kun" 3 meter dyb.
De blodige spor, der var efterladt på isrevnens sider viste, at hun
desperat havde kradset og gnavet i isen omkring hullet, for her
var der mange blodige spor efter hendes klør og tænder.
Det hul jeg havde lavet, da jeg faldt igennem var kun ca. 60 x 60
cm.
Så hun havde virkelig kæmpet for sin unge, når hun sådan havde
fået lavet et stort hul på de der ca. 60 x 150 cm..
80

Men alt i alt må man jo sige, at for os begges vedkommende,
endte det som en rigtig solstråle historie.
For jeg kunne se, at alle tre isbjørnes fodspor fortsatte, og at det
kun var i moderens forlabbers aftryk, at der var lidt blod, der
vidnede om hendes tapre kamp for sin unge, før sin videre færd,
ud over den snedækkede hav is.
Denne historie vil jeg så lige afslutte med, at da jeg kom tilbage
til stationen, stod den igen på skideballe, for jeg kunne da nok
forstå at det var helt og aldeles totalt forbudt, at tage alene af sted
ud over havisen. Nå ja OK, da så. Men de andre var nu alligevel
blevet nysgerrige trods alt, for alle mand foretog senere på dagen
en ekspedition ud til nedstyrtningsstedet.
Det viste sig senere, at jeg havde stået fastklemt 18 meter nede i
isrevnen. Så, de andre måtte da indrømme, at lidt spændende var
det trods alt, alligevel for alle parter, at få historien at vide.
Mad, mad, mad.
Noget af dagligdagens arbejde bestod jo også i at lave mad. Og
som før omtalt endte det med, at blive min hovedbeskæftigelse.
For jeg nød det.
En uges kostplan fra f.eks. den 22. til den 28. september 1975,
kunne se ud som følgende, for den varme aftensmad med dessert,
samt lækkerier til senere på aftenen:
Ugemenu for uge 37
Mandag d 22. Æbleflæsk + Jordbærmousse
Aftenkaffe med Vandbakkelser
Tirsdag Hjerteragout m/kartoffelmos +
Chokoladesuppe m/kammerjunker
Aftenkaffe med Æblekage
Onsdag Omelet m/grøntsager + Hamburgerryg, spinat
81

og brunede kartofler
Aftenkaffe med Æblehorn
Torsdag Boeuf Bourguignon m/flutes
Champignonsuppe
Aftenkaffe med Pandekager
Fredag Tarteletter + Fløderand
Aftenkaffe med Tærte m/flødeskum
Lørdag Wienerschnitzel + Risalamande
Aftenkaffe med Vandbakkelser
Søndag d. 28. 400 g. Steak + Æblekage
Aftenkaffe med Æblekage (rester fra
middagsbordet)
Der var ingen af os, der fattede, at vi alle i snit tog 10-15 kg. på
deroppe, bare på et år!
Men, - det blev nu også engang smalkost selv heroppe.
Jeg kan huske, at vi på et eller andet tidspunkt var udgået for
kartofler. Og det var i den samme periode, at vi havde haft nogle
gevaldige snestorme heroppe, men ok, det var jo også Fandens
fødselsdag, så vi havde vindstyrker oppe på 50-60 knop og ÷ 25 o
C, det var rent ud sagt et godt gedigent lortevejr. For så at gøre
det endnu værre, var jeg gået over til, at det nu havde været på
tide med en periode, hvor der skulle leves sundt heroppe, det vil
sige at menuen stod den på pasta-, eller risretter, og den havde
varet i en måneds tid og det måtte være nok nu. For der skal
meget af den slags fyldestoffer til at gøre sultne frysende mænd
mætte. Så var det, jeg fik ideen til at ville kreerer noget, der bare
mindede om kartofler. Så jeg for over (kravlede og stred mig
igennem orkanen) i proviantrummet for at lede, men det eneste,
der lugtede lidt af kartofler var, da jeg fandt ud af at vi havde en
stor mængder af kartoffelmospulver i nogle metalbøtter. Jeg tog
et par kilo ind under polarfrakken, og så ellers den seje lange
kamp med at komme tilbage til køkkenet, hvad gør man ikke for
sine sultne venners skyld, for jeg havde nemlig fået en lys idé.
82

Nordøstgrønlands populære the-birkes
83

Hjemmelavet grill mad
84

Forårsrullerne blev lynfrosset uden for døren
85

Rigtige mande bøffer og brød er så sundt
86

Hvad er en rigtig jul uden gløgg?
87

Der blev råhygget juleaften
88

Først fat i en stor skål og heri hældte jeg et par liter vand, og deri
blandede jeg et par kilo af kartoffelmospulveret. Jeg fik nu lavet
en rimelig stor portion meget tør kartoffelmosdej, og den fladede
jeg så ud på køkkenbordet.
Med nogle fantastiske flotte kageforme jeg fandt til julesmåkager,
gik jeg nu i gang med at standse "dejen" ud. Disse kartoffelkager
i form af juletræer, sole, halvmåner, nisser, og grise og
jeg ved ikke hvad, blev så anbragt spredt ud på et stort langt
stykke smørrebrødspapir.
Da dette arbejde var endt, var det bare at få fat i den store pande,
masser af smør på panden og så på med mine kartoffelmoskager.
Der gik ikke lang tid førend, at hele køkkenet duftede af de dejligste
brasede kartofler, og de smagte af ?
- Ja, rigtig gættet, rigtig lækre brasede kartofler.
I skulle have set de andre, da de trådte ind i Bygning 3.
De styrtede bare ud i køkkenet for at se om det virkelig kunne
være sandt, at der duftede af brasede kartofler, og det måtte jeg jo
så indrømme, at det var det, hele hytten duftede af. Den aften
blev der bare svineædt i brasede kartofler, alt imens orkaner
hylede og skabte sig udenfor, indenfor var der bare vild luksus.
Når vi nu alligevel er ved det med maden, så oprandt der på et
eller andet tidspunkt pludselig, onsdag den 24. december.
Jamen, jamen det var blevet jul. Og jeg kan roligt fortælle, at her
hos os var der snegaranti juleaften, vi havde sne op til tagene og
÷ 30 o C frost, det var bare så romantisk at kunne gå ud og så høre
den knasende frosne sne.
Ved det sidste besøg, der sidst i november, havde vi fået et flot
juletræ, samt et par frosne ænder, og julegaverne fra familierne
der hjemme, men nu var det altså blevet jul i Nordøstgrønland.
Igen havde der været en ekspedition rundt i de forskellige
bygninger, og minsandten om ikke det var lykkedes at finde en
elektrisk juletræskæde og diverse juletræs pynteting, men det var
straks lidt sværere med julestjernen.
89

Så der måtte håndværkeren igen i gang, ved hjælp af noget pap
og noget stanniol fik vi alle en meget flot julestjerne.
Men så snart det ene var blevet løst, meldte der sig hurtigt det
næste, for der var jo heller ikke nogen juletræsfod, Den blev så
lavet af et stykke 2 tomme rør, hvorpå der var påsvejset tre metal
flanger som ben, og den virkede.
Selve juleaften, blev der serveret andesteg, brune kartofler, rødkål,
og her må man jo heller ikke glemme de 3 liter Risalamande.
- Ja simpelthen hele svineriet, uhmm!!.
Det hele var så overdådigt, at ingen af os kunne få en bid ned til
julefrokosten den 25. december.
Så først den 26. holdt vi den traditionelle julefrokost.
Efter at jeg først havde været ude at nyde det dejlige julevejr,
totalt skyfrit ÷ 36 o C, selv om det var i mørkeperioden, virkede
månelyset fantastisk, og den her lyd når man satte sine støvler
ned i den hårde frosne sne, jamen man bliver bare så romantisk.
Det var her, at den der historie med kalkunen, som var blevet
sendt herop til os, fra min gode ven admiralen nede fra Keflavik,
må være på sin plads.
For da han havde hørt fra nogle af C-130’ens flyofficerer, da de
havde været sneet inde i et par dage på hans base, at der ”kun”
var tiltænkt to stykker hel and til os fem heroppe på Station Nord,
juleaften. Var han jo kommet til at tænke på ham den her store
dansker (mig), der jo havde den helt rigtige forståelse af, hvordan
man spiste når man er et rigtigt madører. Så han ville ikke have
siddende på sig, at vi deroppe nord på måske kom til at sulte på
en højhellig juleaften. Så han var bare straks gået over til deres
messe, og her havde han fået udleveret en lille kalkun på 15
pound, altså sådan ca. 7-8 kilo.
Jo, han var et dejligt menneske, denne amerikanske admiral.
90

Kalkunen blev jeg så enig med de andre om, at den skulle
fortæres 2. juledag. Jeg prøvede at se i forskellige kogebøger,
men der var ikke noget med kalkuner, jeg var jo godt klar over, at
der var store chancer for, at den ville blive meget tør, hvis jeg
ikke passede godt på. Så der var jo ikke andet for mig at gøre end
at improviserer. Jeg gjorde op med mig selv, at fjerkræet det
skulle i hver tilfælde farseres, og det blev det godt og grundigt.
Det gøres lettest med 2 kilo æblemos og 1 kilo smør, (altså 4
normal pakker). Smørret skæres ud i 1 cm. tykke stænger, og så
blander man ellers kærligt æblemos og smør. Når kalkunen så er
godt fyldt igennem indføringshullet, der før var udføringshul,
skal dette nu gerne lukkes, dette gøres bedst ved hjælp fra en
stoppenål + kinesertråd og så ellers korssting.
Så skulle fjerkræet jo også steges, men ovnen var for lav. Der var
ikke andet at gøre end at give dyret én på brystbenet, så dette
brækkede, og nu kunne fuglen glide lige så fint ind i ovnen.
Bruges denne metode, så garanteres for saftighed når man husker
at overhælde fuglen jævnligt med den eget fedt. Men sådan 7 kilo
kalkun rækker altså omkring en uge, og det er meget lang tid at
spise kalkun, man bliver træt af at spise kalkunkød, selvom jeg
serverede det var på mange forskellige måder, så velbekomme!!
Fra min selv samme gode ven, Admiralen nede fra Keflavik, fik
også følgende lille søde historie fortalt, den er egentlig en slags
gammel country / soldater fortælling, men da den i 1960 blev
udgivet på en LP-plade med country-, og western sangeren Tex
Ritter, blev den alle tiders hit i USA. Så her er historien om:
Et gammelt slidt spil kort.
Under Den amerikanske Borgerkrig, havde der været en gruppe
unge soldater, der havde været ude på en lang udmarvende
march. De var nu endelig ankommet til en by, der blev kaldt
Bersærk byen og her skulle de nu slå lejr for natten. Den næste
91

dag var en søndag, og derfor havde nogle af de unge soldater
ytret ønske om, at få lov at gå til gudstjeneste i den nærliggende
kirke. En sergent blevet sendt med de unge soldater ind i
kirken for at holde øje med dem, og under gudstjenesten, hvor
der blev læst op fra Biblen, var der flere af de unge soldater,
der hjemmefra deres familie havde fået udleveret en lille lommefeltbibel,
og i den sad de nu og fulgte flittigt med i teksterne.
Men der var en af drengene, der var forældreløs og meget fattig,
så han havde ikke haft råd til at købe en Bibel, men han ejede
dog, et gammelt slidt spil kort, og det tog han forsigtigt frem og
nu begyndte han at lægge kortene ud på sædet ved siden af sig.
Sergenten så det øjeblikkeligt og befalede den unge fattige soldat
til straks at få fjernet kortene.
Da gudstjenesten var overstået, blev den fattige unge soldat
anholdt og blev under eskorte ført tilbage til militærområde.
Her blev han stillet for en krigsret og fremstillet for Obersten,
der var den øverst myndighed for lejren.
Obersten spurgte så sergenten, - om hvorfor og for hvad, denne
unge mand var blevet anklaget, siden Sergenten havde bragt
ham her ind. Sergenten svarede, - at det var fordi, den unge
soldat havde tilladt sig at sidde og været ved at spillet kort, der
inde i kirken under selve gudstjenesten.
Hvad har du at sige til dit forsvar, spurgte Obersten bøst den
unge soldat.
En hel del, Hr. Oberst, svarede soldaten.
- Ja, det håber jeg da så sandelig også, at du har, sagde Obersten.
For hvis ikke du har en aldeles fremragende og god forklaring,
vil jeg straffe dig hårdere, end nogen endnu er blevet
straffet, for sådan en gang blasfemi, men lad det gå lidt stærkt,
lad mig så hører din forklaring.
Den unge soldat svarede: - Hr. Oberst, jeg har, som det nok er
Dem bekendt, sammen med de andre i delingen, været på en
lang hård march de sidste 6 dage, og jeg glædede mig virkelig
til søndags gudstjenesten. Men jeg er fattig og har derfor hver-
92

ken råd til en bønnebog eller en Bibel, men jeg behøver egentlig
heller ikke nogle af dem. Så jeg håber nu, at kunne give
Dem en tilfredsstillende forklaring herpå, på min helt egen måde.
Om hvorfor jeg mener, at jeg ikke behøver disse dejlige,
men dyre bøger, hvis Hr. Obersten vil tillade mig at fortælle.
Obersten gav nu den unge fattige soldat lov til at begynde på
sin forsvars fortælling.
- Ser de Hr. Oberst, når jeg ser på Esset, her i mit gamle slidte
spil kort, så får det mig til at huske, at der kun findes én Gud.
Og 2’eren, fortæller mig, at biblen er delt op i to dele,
Det gamle -, og Det nye Testamente.
Når jeg ser på 3’eren, så tænker jeg på,
- Faderen, Sønnen og Hellig Ånden.
Ser jeg på en 4’er, tænker jeg på, De fire Evangelister,
der var Lukas, Mattæus, Marcus og Johannes.
Når jeg ser på 5’eren, mindes jeg, de fem kloge jomfruer, som
rensede og tændte olielamperne. - Ja, der var egentlig 10 af
dem, men der var kun fem af dem, der var kloge og som blev
reddet, mens de andre fem, der var dumme, og ikke gad lave
noget, de blev udstødt.
Når jeg ser på en 6’er, ved jeg,
at på seks dage skabte Gud denne fantastiske himmel og jord.
Og 7’eren, fortæller mig, at på den syvende dag, der hvilede
Gud sig og kaldte den for Helligdag.
Når jeg ser på en 8’er, tænker jeg på, de otte udvalgte personer,
som Gud reddede, da han lod Syndfloden rase på Jorden,
der var: - Noah og hans kone, deres tre sønner og deres koner.
Når jeg ser 9’eren, tænker jeg på de spedalske, som Jesus helbredte,
og ni ud af ti takkede ham end ikke for det.
Med det samme jeg ser en 10’er, tænker jeg selvfølgelig på de
ti bud. Disse 10 bud, der blev nedskrevet på stentavler, som
Gud gav til Moses der på bjerget.
Og Knægten, er jo Jesus, Guds søn.
93

Når jeg ser på Dronningen, tænker jeg på den velsignede jomfru
Maria, Himlens dronning.
Ser jeg på Kongen, ved jeg, at der kun er en konge i Himmelen,
Gud Fader den Almægtige.
Og endelig Jokeren, - ja, den er jo i sig selv, selve Djævlen.
Jeg får tallet 365, - hvis jeg lægger alle talværdierne på mine
kort sammen, og der er 365 dage på et helt år.
Der er i alt 52 kort, (her regner jeg ikke Djævlen med),
det er det samme antal, som der er uger på et helt år.
Der er 13 kort, i en farve,
det samme som der er uger i et kvartal.
Der er 4 forskellige farver,
det samme antallet som der er uger i en måned.
Og der er 12 billedkort,
det samme antal som der er måneder på et år.
Som de selv lige har set, - Hr. Oberst !!
- Tjener mit gamle slidte spil kort mig, ikke alene som en Bønnebog
og en Almanak, men i sandhed også som en Bibel!!
Den er så smuk denne fortælling.
Tilbage til hverdagen og det var hårdt, for i de her tre dage hvor
vi havde holdt jul, ja så var landingsbanen bare føget til, så nu
var det igen i døgndrift med at få banen ryddet. Og det var noget
af en opgave, for sneen var nu blevet meget hård og tyk, så det
tog lang tid, og når man endelig havde fået fræset 5oo meter så
føg det hele bare til igen. Til sidst brugte vi naturens egne
kræfter, vi fræsede simpelthen på tværs af banen, og lod storm og
blæst fører den opblæste fræsede sne med vinden langt bort. Det
hjalp, men det tog lang tid, men det var jo det, vi havde mest af .
Der er ikke så meget, der hedder Nytårsaften i år, for vejret er
bare imod os, så det lyder på arbejde døgnet rundt.
Den ene dag går bare efter den anden, men efter den 4. januar
94

egynder vejret faktisk at hjælpe os, for nu blæser / stormer det
fra syd af, det vil sige at nu blæses banen ren for sne, nu er
problemet bare, at der danner sig 3 – 4 meter høje snedriver i
siderne og på vejene op til bygningerne, så nu er det med
håndkraft. Det hele er ved at virke uoverkommeligt, men det er jo
det, vi skal se, om vi kan, - holde det hele klart således at vi altid
kan modtage op til 60 nødstedte mennesker og indkvarterer, samt
bespise dem, så vi fortsætter.
Fritiden.
Nu var det jo heller ikke bare arbejde hele tiden, selvfølgelig var
der også en masse fritid. Jeg brugte det meste af min, når der var
mulighed for det, til at fotograferer. Jeg tegnede også en hel del.
Jeg fik også nogle tomat frø til at spire og gro ved hjælp af et par
gamle højfjeldssole, og de fik små, men spiselige tomater.
Og så var der det med radioen.
Nu skal vi lige have det på det rene, det skal forstås sådan, at det
var ikke, den vi brugte, når vi skulle sende de daglige vejrmeldinger.
Nej, jeg havde været heldig at finde en gammel Eltra
radio i et af husene, og den havde jeg taget med over på mit
værelse. Jeg kendte skam udmærket dette dejlige mærke, da det
var samme mode, vi brugte nede i Danmark, dengang da jeg var
hippie flipper, langt hår og alt det der, sidst i de glade 60’er.
De andre lo lidt af mig, da jeg meget stolt kom bærende på den
gamle radio. Forsigtig spurgte de mig, om hvad jeg dog ville
bruge den til.
Jo, jeg ville da høre musik og radio, svarede jeg. Så var det, at de
spurgte, hvordan jeg dog ville bære mig ad med det, da der jo
ikke var nogle antenner her i omegnen, der kunne trække
radiosignaler helt herop. Den der havde jeg nu ikke lige tænkt på.
Nå, men jeg havde jo ikke så meget forstand på de dele, men jeg
havde da lært, og kunne huske fra en eller anden skoletime et
95

eller andet sted, at en radiobølgelængde var omkring 147 cm. –
det er da hvis også samme afstand, der er imellem de danske
jernbaneskinner, og når man bare brugte det som udgangspunkt
til en antenne, kunne det vel ikke gå helt galt.
Så jeg gik lystigt i gang med at få rigget noget antenneværk op.
Det var lige ved, at jeg måtte give de andre ret, det var kun en
forfærdelig skratten, der kom ud af den fine gamle radioen.
Pludselig slog der en lille satan ned i mig, for i mine flipper dage
havde vi jo altid lyttet til ”Radio Luxemburg”, og den gik altid
klart og tydeligt igennem på mellembølgebåndet. Så jeg prøvede
at tune den over på frekvensen og minsandten, den lifligste pop
musik kom ud af højttalerne. Jeg skruede op for styrken, og få
minutter efter stod de fire andre bare der, med åben mund og
gloede og lyttede.
Det var alligevel satans, så lykkedes det alligevel for dig, var det
eneste, de sagde. Så derefter kunne vi følge med i, hvad der
skete rundt omkring i den store verden, for hver time var der jo
også nyheder på engelsk.
En af de store nyheder var at de store atomisbrydere langsomt,
men sikkert brød isen nord om Murmansk, for at handelsskibene
nu kunne komme den vej rundt til Det Fjerne Østen. Krigen i
Beirut blusser kraftig op. Og nu er Portugal igen på randen af en
borgerkrig. Fra nabolandet kom glædesnyheden om, at endelig
var Spaniens diktator Franco død. Hurtigt herefter indsættes Juan
Carlos som den nye spanske konge.
Libanon er i borgerkrig. I Nordirland er terroristerne, der kalder
sig IRA i fuld gang med deres ugerninger. Også i USA er der
problemer, her prøver de at ophæve apartheiden, så sorte og
hvide kan køre i de samme busser, især i sydstaterne, hvor Ku-
Klux-Klan har vind i sejlene, er der store problemer.
I Danmark sker der også noget nyt, her har en ung kvinde meldt
sig på Hærens Officersskole, og går alt vel vil hun engang i 1979
blive udnævnt til Danmarks første kvindelige premierløjtnant, og
hvilken mandlig dansk soldat ville ikke gerne ligge under sådan
96

en kvindelig officer, jeg spørger bare.
Sverige kan også, Kong Carl Gustav skal snart forloves med sin
Silvia Sommerlath. Samtidig er en i mine øjne lille i krop, men
meget stor mand død, den svenske troubadour Edvert Taube er
død i en alder af 86 år.
”Bondehæren” er nu genopstået i Danmark, nærmere bestemt i
Christiania i København, her kom den Jyske bondehær over for
at støtte de såkaldte ”Christianitter”. I januar 1976 åbnes en ny
hurtig flyrute, den engelsk / franske Concord, der kan flyve med
en fart af 2.300 km. i timen.
USA begynder at sælge våben til Israel, bl.a. missiler, der kan
fremføre atomladninger, fordi landene omkring Israel bliver
forsynet fra Sovjetunionen. Kan en ældre tidligere filmstjerne
blive USA’s næste præsident, muligvis for en Ronald Reagan vil
prøve at vippe den nuværende præsident Gerald Ford af pinden.
En for Danmark meget berømt soldat, er den 24. marts 1976 død,
manden, der sagde de berømte ord i 1945, ” - At Danmark atter
var frit - ”, Feltmarskal Montgomery, er død i en alder af 88 år.
I Thailand har der været store demonstrationer imod USA for at
få dem til, at trække deres mange soldater hjem, der er stadig
over 4.000 mand derovre.
Mens vi er ved USA, så er, Den Amerikanske Hemmelige Udenrigstjeneste,
populært kaldet CIA, sat under kontrol, bare fordi de
har brugt over 60 mio. kr. på er år!!!
Uden at have dokumentation for, hvad pengene er brugt til.
I juni sker det så endeligt, det som hele Sverige har gået og ventet
på, de har endelig fået deres dronning Silvia.
Det var så lidt af alt det, jeg fik opsnappet fra ”Radio
Luxemburg”, så I kan jo nok forstå, at når vi engang imellem fik
fly besøg hjemmefra, og de begyndte at fortælle om de forskellige
naturkatastrofer eller de krige, der var udbrudt rundt omkring
i verden, kunne vi da bare sige, at det vidste vi da udmærket godt.
Der gik nogen tid før de fattede, hvordan det gik for sig.
97

En af de anden ting som jeg før har beskrevet, at jeg jo
indimellem var en tur over på Thule Air Base for at provianterer,
men her fik jeg da sandelig også nogle meget gode venner ovre,
og der var jo nok især nogle danske brandfolk, med Mikkel i
spidsen, fra Barak 432, som jeg fik et helt fantastisk godt forhold
til. Hver gang jeg nåede over til dem, og der var tid til det, så
skulle jeg altid med over i deres hule, det var deres messe, og der
gik aldrig lang tid, før end at der blev fortalt historier. For som de
sagde, på et eller andet tidspunkt kommer du jo hjem til
civilisationen igen, og så er det altid en god ide, at kunne holde
en festtale og den lyder som følger:
Kære kolleger, - mine damer og herrer - !
I dette herlige øjeblik føler jeg lyst til at sige et par ord. Det er
naturligvis altid risikabelt at gøre det, for som bekendt begynder
den menneskelige hjerne jo først at fungerer umiddelbart efter
fødslen, og holder først op i det øjeblik, man rejser sig op for at
holde en tale.
Lad mig støtte mig til den gamle filosof, der sagde – ”at
munterhed er visere end visdom” - , idet jeg syntes, at denne
sentens siger noget rammende om netop dette selskab.
Forleden, da jeg gik og lagde fliser i min carport, slog det mig,
at kvinder egentlig på mange måder minder om huse, - jo da!
Der findes store huse, fikse huse, klodsede huse, og indimellem
saneringsmodne ejendomme.
Nogle foretrækker, en smart lille bungalow med spændende
markiser, og andre syntes bedst om en strandvejsvilla.
De fleste køber hus til eget brug, men der findes jo også
udlejningsejendomme, som giver løbende indtægter.
Nogle huse tager sig bedst ud i de bare mursten, mens andre
helst skal være dækket med et godt lag puds, som dog giver
problemer ved afskalning, der kan afsløre eventuel byggesjusk
eller tidens tand.
Og tænk på noget så aktuelt, som husets isolering, hvor man i
98

disse sparetider kan komme ud for, at der i stedet for de
godkendte isoleringsmaterialer, kan være anvendt skumgummi
som hulrumsfyld, - der især kan komme som en overraskelse
for de nybagte og mere umodne husejere.
De fleste huse har tagetage, men langt fra alle er udnyttede og
ligger blot hen, som såkaldte disponible rum, uden at det i
øvrigt behøver, at gå ud over husets udseende, - ofte tværtimod.
Nogle huse har smukt placerede altaner, - små fikse franske,
eller store balkoner, der syntes at bære en risiko for en snarlig
nedstyrtning, og som derfor ofte må understøttes ret så kraftigt.
Husets sokkel er et helt kapitel for sig selv, fundamentet må
være absolut i orden, skæve sokkelsten, - ud-, eller indadvendte
kan spolere helhedsindtrykket, og det er i det hele taget af stor
vigtighed at sikre sig, at proportionerne er rigtige og at
installationerne er i orden. Jeg tænker her ikke mindst på, at
varmeanlægget skal have tilstrækkelig kapacitet.
Ikke alle er lige heldige i valget af hus, og der er da også
enkelte, der anskaffer sig et lille lysthus ved siden af
helårsbeboelsen, men det må her understreges, at det er vigtigt
at sætte sig grundigt ind i emnet og besøge forskellige
byggeudstillinger, før den endelige beslutning skal træffes, og
kontrakten skal underskrives, og som sagt: - Munterhed er
visere end visdom - !!!
Når vi nu har proppen af, var de også helt pjattede med at
fortælle om en lille forsikringssag, og som de var helt sikker på,
også havde kunnet fundet sted, her hos dem, her på Thule Air
Base, og den lyder som følgende:
En murerarbejdsmands skadesanmeldelse til sit
forsikringsselskab.
Jeg tillader mig igen at skrive til Dem, fordi De udbeder Dem
yderligere oplysninger vedrørende min ulykke.
99

Jeg har på skadesanmeldelsen i rubrikken, ”Hvorledes skete
ulykken?” anført: - Dårlig planlægning! – Som årsag til mit
ulykkedes tilfælde. Og efter som De ønsker, at jeg skal forklare
det mere indgående, håber jeg, at følgende detaljer vil være
Dem tilstrækkelige!
Jeg er murerarbejdsmand, og på ulykkedelsdagen arbejdede jeg
alene på et fladt tag, på en ny 6-etagers ejendom. Da jeg havde
afsluttet mit arbejde, havde jeg ca. 50 mursten til overs
(omkring ca. 110 kg.). I stedet for at bære dem ned i hånden,
besluttede jeg mig for, at sænke dem ned i en træbalje ved at
bruge en talje, der heldigvis var anbragt på bygningens side,
oppe på taget.
Efter at have bundet rebet godt fast nede ved jorden, gik jeg op
på taget, svingede træbaljen ud og læssede murstenene. Så gik
jeg ned igen og løste rebet, idet jeg holdt godt fast, for at sikre
en langsom og forsigtig nedsænkning af de ca. 110 kg.
mursten. Bemærk, venligst at jeg på skadesanmeldelsen har
anført, at jeg vejer 71 kg. På grund af min overraskelse over, at
blive revet væk fra jorden så pludselig, mistede jeg
åndsnærværelsen og glemte at give slip på rebet.
Det er vel unødvendigt at sige, at jeg i pæn fart, fræsede opad
langs hussiden. Omkring 3. sals højde mødte jeg træbaljen, der
var på vej ned.
Det forklarer kraniebruddet og det brækkede kraveben. Dette
møde nedsatte kun farten lidt, så jeg fortsatte min hurtige
opstigning og standsede ikke, før end at fingrene på min højre
hånd var to knoer dybt inde i taljen. Heldigvis, - på dette
tidspunkt, havde jeg generhvervet min åndsnærværelse og var i
stand til at holde godt fast i rebet, trods mine store smerter.
Omtrent samtidig nåede træbaljen med murstenene jorden med
et brag, og bunden gik ud af træbaljen. Således befriet for sin
vægt fra bund og murstenene vejede træbaljen nu kun ca. 20
kg. Jeg refererer høfligt igen til min vægt, som jeg har anført
100

på skadesanmeldelsen. - Som De jo måske nok nu kan forstå,
begyndte jeg nu en hastig nedtur langs bygningens side.
I 3. sals højde mødte jeg så træbaljen, der nu var på vej op.
Dette ligger så til grund for de 2 brækkede ankler og
hudafskrabningerne på benene og den nederste del af kroppen.
Mødet med træbaljen nedsatte jo hastigheden tilstrækkeligt til
at mindske skaderne, da jeg faldt ned og landede i
murstensbunken, og heldigvis brækkede jeg kun 3 ryghvirvler.
Jeg er nu desværre ked af, at være nød til at indrømme, at da
jeg lå der på murstenene i store smerter og ude af stand til at
rejse mig, og da jeg lå der og betragtede den tomme balje, der
svævede 6 etager over mig, ja, der mistede jeg igen
åndsnærværelsen for . . . - Jeg, gav slip på rebet!!
101
Slut!!
For nogle af dem, der har boet på Thule Air Base i så mange år,
er jeg af den overbevisning, at de aldrig ville kunne finde sig
tilpas i det sydlige Danmark igen, så deres liv var her i Grønland.
Der var altså også nogle af de her brandmænd, med deres fine
historier, der havde lavet et lille hold, der var begyndt at indsamle
oplysninger om selve Grønlands historie, som de havde hørt fra
forskellige steder, og nogle af disse gode historier, eller
fortællinger, som jeg således fik fortalt, brugte jeg så megen af
min fritid om aftnerne til at stykke en historie / fortælling om
Grønland sammen, og den følger så her, det skal dog lige
fortælles, at mange af disse rapportoptegnelser havde de fået fra
militærfolk, der har været udstationerede rundt om på Grønland,
og nogle at rapporterne fra dem, er skrevet på et meget fint
militært kancellisprog, og det har jeg ikke nænnet at omskrive
helt til nydansk, så god fornøjelse!!

Vores smukke taxa til Thule Air Base
102

Så smuk kan en nat flyvning se ud
103

Amerikanerne har også fly der vil frem
104

Jeg syntes det ser ondt ud
105

Grønland
Er reklamens magt opfundet af vikingerne?
Historien om, - Det Grønne Land – !
Grønland, klodens største ø, er geografisk set en del af den
amerikanske polarverden. Afstanden til Ellesmere Island er
således flere steder kun 30 til 40 km. Grønland strækker sig fra
59 grader 46 minutter N (Kap Farvel) til 83 grader 39 minutter N
(Kap Morris Jessup). Den totale udstrækning fra syd til nord er
ca. 2.600 km. og største bredde er ca. 1.200 km.
Det samlede areal er 2.175.600 kvadratkilometer, hvilket er ca.
50 gange større end det sydlige Danmark. Imidlertid er
størstedelen af landet dækket af indlandsisen, nemlig 1.833.900
kvadratkilometer. Kun langs kysten er der isfri bræmmer, som
tillige, med de udenfor liggende øer udgør 341.700 kvadratkilometer,
eller et areal 8 gange så stort som det sydlige Danmark.
Indlandsisen når mange steder en højde af 3.000 meter, og
det er beregnet, at dersom al isen smelter, ville vandstanden i
samtlige verdens have stige med op til 6 meter.
Grønland er et bjergland, hvis toppe mange steder når op over
2.000 meter i adskillige tilfælde endog 3.000 meter. De største
højder findes nær østkysten noget indenfor indlandsisens rand,
hvor Gunnbjørns Fjeld måler 3.700 meter, noget lavere er Mont
Forel, nord for Angmagssalik med 3.440 meter og Petermann
Fjeldet ved bunden af Franz Joseph Fjord med 2.800 meter.
På vestkysten ligger de største højder, begge steder ca. 2.240
meter, i egnen om Kap Farvel og på Nugssuak Halvøen.
Karakteristiske er de dybe smalle og vidt forgrenede fjorde, som
overalt skærer sig ind i landet, mange steder helt ind til indlandsisens
rand. Ud for kysten ligger utallige øer og skær. Derved
bliver kystlinien så lang i forhold til landets flademål, som kun få
106

steder på jorden. Man har uddelt dens længde mellem Kap Farvel
og Melville Bugten til ca. 20.100 km. Mellem Melville Bugten
og Nordostrundingen til ca. 7.630 km.. Og mellem Nordostrundingen
og Kap Farvel til ca. 11.360 km..
Altså i alt på denne måde omkring 39.090 km.
Jamen det svarer jo til ca. 1/10 del af afstanden til månen.
Den strategisk betydning, som Grønland indtager i flyvningens
og raketternes tidsalder, fremgår klart, når man betragter en
globus eller et kort i polarprojektion. Man vil da se, at et meget
stort antal af storcirkelruterne, den korteste vej, fra Sovjetrusland
til Nordamerikas mest vitale egne, dvs. de industrielle, de østlige
stater, byen New York og hovedstaden Washington.
Foruden andre store og vigtige byer i Middle-West, jo netop går
over Grønland.
Hele det østlige Canada, og de nord for liggende arktiske øer,
udgør et vældigt urfjeldsområde kaldet Det Canadiske Skjold, et
tilsvarende finder man i det nordlige Europa, hvor Den
Skandinaviske Halvø og Finland har en lignende opbygning.
Imellem ligger Grønland, hvis kerne ligeledes består af bjergarter
fra jordens urtid.
Geografisk og geologisk viser Grønland sig således helt som
hørende til det Nordamerikanske kontinent.
Klimaet er trods store forskelligheder mellem nord og syd alle
vegne arktisk, dvs. at middeltemperaturen for den varmeste
måned overalt ligger under 10 o C.
Befolkningen. - Grønlands indfødte befolkning er eskimoer,
som er indvandret fra Ellesmere Island, antageligt over isen fra
Smith Sound, men det er også muligt, at nogle er indvandret
længere nordpå, over Robeson Kanal. Tidspunktet for denne
indvandring kan ikke fastslås med sikkerhed, men det kan næppe
107

være længe før Erik den Rødes ankomst til landet, da
Sydøstgrønland var folketomt ved hans ankomst i år 982.
Eskimoerne har fra de nordlige egne bredt sig ned lands vestkysten,
rundt om Grønlands sydspids, og op langs østkysten til
det nuværende Angmagssalik.
Sprogligt udgør eskimoerne en enhed. Eskimoisk tales fra Østgrønland
til Stillehavet, og selv om der findes dialektforskelle, er
disse forbavsende små i betragtning af det uhyre område, der her
er tale om. I visse henseender er eskimoisk et primitivt sprog,
hvad der f.eks. fremgår af mangelen på abstrakte betegnelser og
af sammenhobningen af ideer i et ord.
Man kan derimod ikke kalde det et fattigt sprog. Det mangler
naturligvis ord for mangfoldige begreber og ting, der er forbundet
med moderne industrikultur, men når det drejer sig om
eskimoernes egen verden, er deres sprog endog særdeles rigt.
Racemæssigt er eskimoerne lidt vanskelige at placere. Det er
fastslået, at alle eskimoer tilhøre samme race, men det er denne
races slægtskaber, med andre racer, der er genstand for
diskussioner. På den ene side kan man ikke komme uden om
visse lighedspunkter med de asiatiske mongolider, men på den
anden side er disse i reglen kortskallede, medens de fleste
eskimoer er langskallede.
Uden at komme nærmere ind på problemet skal det blot nævnes,
at eskimokraniet har mange lighedspunkter med kranier hos en
gammel, amerikansk mennesketype, den såkaldte Lagoa Santa
race, der blev opdaget i Brasilien for 150 år siden, og som har
vist sig at have en meget vid udbredelse i den nye verden.
Størstedelen af den grønlandske befolkning er dog nu så blandet
med europæere, at man ikke mere, med rette, kan betegne dem
som eskimoisk, hvorfor også betegnelsen, Grønlænder er den
mest benyttede. Den kultur, de indvandrende eskimoer bragte
med sig, var baseret på jagt på havets pattedyr, og der er al mulig
grund til beundring af disse mennesker for deres evne til at leve
under ekstreme forhold, som de arktiske områder byder på.
108

Befolkningstal. - For så vidt angår befolkningstallet vækst,
giver nedenstående tal en fornemmelse af udviklingen.
Indbyggerantallet i år 1805 6.046.
- - 1901 11.893.
- - 1945 21.412.
- - 1962 35.499.
- - 1969 45.639.
- - 1972 50.000.
Personer på danske og amerikanske forsvarsområder i Grønland er
ikke medregnede.
Den historiske baggrund. - Vi har hørt, at Grønland geografisk
og geologisk hører til det nordamerikanske kontinent. Jeg vil nu i
det følgende forsøge kort at gøre rede for, hvorledes Grønlands
historisk høre til Europa, nærmere betegnet Skandinavien, og
hvorfor Grønland i dag er en del af Danmark.
Allerede omkring år 800 blev Island kendt af nordboerne, og i år
982 sejlede Erik Thorvaldssøn også kaldet Erik den Røde, som var
blevet dømt fredløs i tre år for drab, vesterud fra Island med den
hensigt at opsøge Gunnbjørns Skæret. Det fortaltes nemlig, at
nordmanden Gunnbjørn havde set dette skær, da han på vej fra
Norge til Island var blevet slået ud af kurs og var drevet langt
vestpå. Erik nåede velbeholden det nye land i vest og kaldte det
Grønland. I de følgende tre år rekognoscerede Erik den Røde langs
Grønlands vestkyst i næsten hele den udstrækning, der kunne være
tale om at koloniserer.
Om han straks havde planer herom, er uvist, men da han kort efter
sin ankomst til Island på ny blev indblandet i stridigheder, lå
vejen ham klar, og det var ikke vanskeligt at skaffe følgeskab, for
Island var på dette tidspunkt fuldt bebygget og måske endog
overbefolket, og det var ikke få, der som Erik den Røde selv havde
juridiske vanskeligheder.
109

Allerede år 985 eller 986 forlod Erik den Røde Island i spidsen for
en udvandrerflåde, bestående af 25 skibe medførende 6-700 mennesker,
samt deres husdyr og ejendele. Af disse 25 skibe nåede 14
frem til Grønland.
Det oplyses ikke med sikkerhed, om de andre 11 skibe er forlist
eller vendte tilbage til Island. Da udvandrerflåden ankom til det nye
land, som Erik den Røde havde døbt Grønland, for som han skal
have sagt, det ville lokke folk til, dersom landet havde et smukt
navn, - allerede dengang kendte man til reklamens magt.
Styrede man ind i Tunugdliarfik Fjorden, hvor Erik den Røde
byggede sin gård Brattahlid på den store slette, som grønlænderne
senere kaldte Quagssiarsuk, lige overfor Narssarssuaq. Andre fulgte
efter, og nordboerne trivedes i begyndelsen godt, således at man
regner med, at befolkningstallet på et tidspunkt har nået omkring
ca. 5.000 individer. De grønlandske produkter, særlig bjørneskin,
valrostand og narhvaltand samt hvid jagtfalke, spillede en ikke
ubetydelig rolle i Europa, og af fund i grønlandske grave får man
indtryk af et ganske velstående samfund i livlig forbindelse med
omverdenen.
Fra omkring år 1000 optages Grønland som skatteland under den
norske krone. Derfra stammer det statsretslige tilhørsforhold, som
føres videre til dobbelt monarkiet Danmark-Norge.
Efter år 1410 satte udviklingen i Skandinavien imidlertid en
stopper for besejlingen, og i de følgende år, op til slutningen af
århundredet, må nordboerne være gået tilbage i antal for til sidst
helt at uddø. Denne hurtige tilbagegang for en ellers hårdfør race
må skyldes et sammenspil af flere faktorer, og de følgende er blot
tilfældigt nævnt: - Epidemier blandt folk og fæ. - Misvækst. -
Klimaforandringer, eller stridigheder med eskimoerne.
Man kan ikke sige , at det skyldes nogen egentlig svaghed i
Norden, at forbindelsen med Grønland blev afbrudt. Store
begivenheder og udvikling på alle områder fandt sted hjemme,
110

og dette bevirkede, at interesse og foretagsomhed samlede sig om
mere nærliggende og mere lønnende opgaver, det ser nemlig
også ud til, at de grønlandske eksportvarer omkring denne tid
faldt i pris på det europæiske marked.
Først i 1605 udsendtes der atter skibe til Grønland. Denne gang
af Christian den 4., som udsendte tre skibe fra København.
Hermed gives så stødet Grønlands generhvervelse. Ganske vist
gik det langsomt, og det var først gennem præsten Hans Egede
og hans kone Gertrud Rask’s idealistiske og udholdende arbejde
fra det øjeblik de i 1721 steg i land ved Håbets Ø, ved Godthåb,
og her oprettede først en missionærstation, og senere en koloni, at
hele kolonisationen af Vest Grønland rigtig tog fart.
De fleste kolonier på vestkysten lige fra Nanortalik i syd til
Upernavik i nord, blev anlagt i løbet af det 18. århundrede. Thule
på den nordlige vestkyst blev dog først anlagt i 1910, medens
Angmagssalik og Scorebysund på østkysten anlagdes i henholdsvis
1894 og i 1925.
I 1841 da det dansk/norske monarki efter Napoleonskrigene
sprængtes ved freden i Kiel, blev Grønland bevaret for Danmark,
hvilket bl.a. medførte, at den internationale domstol i Haag i
1933, efter at forskellige krav fra norsk side var afvist, tildømte
Danmark suveræniteten over hele Grønland.
Endelig blev Grønland optaget som integreret del af riget ved en
revision af Grundloven dateret den 5. juni 1953. Den grønlandske
befolkning er repræsenteret i Danmarks folketing med to
medlemmer, og Grønlands indre anliggender ordnes af et på
parlamentarisk valgt landsråd, der samles i Godthåb.
I årene fra 1823 og til vor tid har en række dristige opdagelsesrejsende
berejst og kortlagt Grønland. Først flere danske søofficerer,
senere andre, både danske og udlændinge, hvoraf de mest
kendt er amerikaneren Peary, nordmanden Nansen, og danskerne
Holm Garde og så Knud Rasmussen.
111

I vor tid fortsættes kortlægningen både til søs og til lands, såvel
fra søværnets opmålingsskibe som fra flyvevåbnets luftfartøjer.
Handlens udvikling. - Handlen på Grønland blev på grund af
forholdene i Grønland og på grund af den indstilling til handlens
udførelse, der var fremherskende i Europa i det 17. og 18.
århundrede, naturligt en på monopol baseret handel. Efter
forskellige private monopoler, som i den tidlige periode måtte
kæmpe imod hollandske forsøg på at drive handel, oprettedes i
1776, Den Kongelige Grønlandske Handel. Rettesnoren for,
hvorledes handlen skulle foregå, og hvorledes behandlingen af
grønlænderne skulle være, blev nedfældet i ”Instruksen af 1782”.
Denne instruks er baseret på det klare moralske bud:
- Alt skal gøres til det bedste for grønlænderne.
Denne instruks er et centralt dokument i Grønlands historie.
De varer, som blev tilbudt grønlænderne, var hovedsagelig
sådanne, som fandt anvendelse i udførelsen af deres erhverv,
f.eks. våben og ammunition, værktøj og fiskeriredskaber, medens
der blev vist tilbageholdenhed overfor indførelse af luksusvarer.
Efter anden verdenskrig er der sket en liberalisering af handlen
på Grønland, idet en del handel er overgået på private hænder,
men endnu en rum tid vil der være behov for den virksomhed,
som udøves af: - Den Kongelige Grønlandske Handel.
Uddannelse og kultur - Sideløbende med handelsvirksomheden
og missionsvirksomheden er der blevet arbejdet på at give
grønlænderne en skolemæssig uddannelse. I 1845 oprettedes
seminarier i Godthåb og i Jacobshavn til uddannelse af grønlændere
som kateketer og lærere, og i 1850 fandt udgivelsen af det
første blad på grønlandsk sted. Denne udvikling har bidraget til at
gøre grønlænderne sig deres nationalitet og egenart bevidst og
har bidraget til at gøre dem egnede til at deltage i ledelsen af det
grønlandske samfund.
112

Netop i denne tid sker der en omlægning af det grønlandske
skolevæsen, som har til hensigt at bringe dette op på samme
niveau som i den øvrige del af riget.
Dansk militær virksomhed før 2. verdenskrig - Fra Hans
Egedes landgang på Håbets Ø i 1721 og til slutningen af det 19.
århundrede var det danske militæres indsats kun sparsomt. Vel
var der af og til et af flådens skibe ved den grønlandske vestkyst,
men det var for at holde de nærgående skotske og hollandske
hvalfangerbåde på afstand og vel bidrog da også armeen med en
”Soldatesque”? - Til koloniernes forsvar mod anfald, men det
var alt sammen i lille målestok. Vi ved således fra nedskreven
kilde om størrelsen på ”Soldatesque’en” der var ved hvalkogeriet
på Nipisat syd for det nuværende Holsteinsborg, at her var der 1
sergent og 12 menige, da stationen i midten af 17’ hundred tallet
blev erobret og afbrændt af udenlandske hvalfangere.
Dette bevirkede i øvrigt det nuværende Holsteinsborgs
grundlæggelse, idet dette sted var lettere at forsvare.
Efterhånden som besejlingen bedredes udsendtes ekspeditioner,
hvoraf de fleste ledes af søofficerer, for at kortlægge østkysten af
Grønland. En enkelt af disse nåede i en konebåd fra Nanortalik så
langt som til Angmagssalik, hvor man overvintrede.
Med den stigende udnyttelse af de store grønlandske fiskebanker
i det 20. århundrede steg kravene til fiskeriinspektionen, og
flådens besejling af de grønlandske farvande blev øget i dette
øjemed.
Naturligt knyttet til den øgede besejling sattes også mere kraft
ind i opmålings-, og kortlægningsarbejdet. Der anskaffedes
specialbyggede inspektions skibe, og –kuttere til flåden og
geodætisk institut og i 1932 optrådte marinens flyvevæsen for
første gang på Grønland, hvor de indgik i kortlægningsarbejdet
med luftfotografering for Geodætisk Institut, der havde påbegyndt
en triangulering af den store ø, baseret for vestkystens
vedkommende på en astronomisk position ved Holsteinsborg, og
113

for østkystens vedkommende på en station ved Scorebysund.
Det kan imidlertid ikke undre, de begrænsede ressourcer i
pengemateriel og mandskab taget i betragtning, at man ved
udbruddet af 2. verdenskrig ikke var nået længere end til at have
skabt et brugbart grundlag for en nøjagtig og detaljeret
kortlægning og opmåling, i nævnte rækkefølge, så vidt som
ingen opmåling på havet kan få nogen værdi for søfarten med
mindre der eksisterer nogle pålidelige landkort at knytte søopmålingen
til.
Arbejdet udførtes som sommerarbejde, idet såvel geodætholdet
som opmålingsskibe var på Grønland i perioden maj-september,
hvorefter kutterne lagdes op for vinteren på stedet og inspektionsskibet
afgik til Danmark med alt personel. Krigsudbruddet
og Danmarks besættelse i 1940 fandt således sted så Grønland
var uden danske militære styrker. Der befandt sig kun to oplagte
orlogskuttere, der dog snart blev taget i brug af Grønlands
styrelsen og sat i fart med en civil besætning.
2. verdenskrig - Allerede ved Monroe doktrinen, fra 1820
fastslog USA tydeligt, at man opfattede Grønland som hørende
til den vestlige verden, og ikke ville tillade, at nogen tredje magt
fik indflydelse i Grønland.
Danmarks besættelse og sommeren 1940 - Ved den tyske
okkupation af Danmark den 9. april 1940, havde den danske
ambassadør til USA og Canada således grund til at antage, at et
andragende til de to landes regeringer om logistik og
forsvarsmæssig støtte i tilfælde af isolation fra moderlandet og /
eller overgreb af fremmed magt, ville blive imødekommet.
Henrik Kauffmanns henvendelse til USA og Canada på selve
besættelsesdagen resulterede da også omgående i, at de to lande
påtog sig det fulde ansvar for at forsyne og beskytte Grønland.
Der blev hurtigt oprettet et særligt kontor (indkøbskontor) i New
114

York, hvis opgave blev, at administrere indkøb og forsendelse af
proviant og forsyninger til Grønland samt at forestå afsætningen
af Grønlandske produkter.
En særlig rolle spillede i denne forbindelse kryolitproduktionen i
Ivigtut, idet dette sjældne mineral nemlig indgår som en vigtig
faktor (katalysator) ved aluminiumsfremstilling, og på forslag fra
Canada besluttedes det omgående at iværksætte sådanne foranstaltninger,
som skønnedes påkrævet for at beskytte kryolitminen
mod et ”kommandoraid” f.eks. fra en tysk undervandsbåd.
Bemærkning: - Canada var efter forhandling med England
indstillet på, at besætte Grønland umiddelbart efter den 9. april,
men USA henholdt sig til Monroe doktrinen, der sagde status
quo i europæiske områder på den vestlige halvkugle og USA
frygtede desuden, at Japan skulle benytte en besættelse af
Grønland, til at besætte Hollandsk Ostindien.
USA’s første diplomatiske repræsentant til Grønland, James K.
Penfield, som afgik med USCG-cutter ”Commanche” i maj
1940, fik derfor som sin første opgave sammen med chefen på
”Commanche”, at udarbejde et forslag vedrørende Ivigtuts
forsvar, og derefter skulle han så forsætte til Godthåb for der at
oprette et konsulat.
1. juni 1940 ankom der et canadisk skib til Ivigtut, som ligeledes
medførte en diplomat. Efter at denne havde forsikret sig om, at
den amerikanske forsvarsplan for Ivigtut tilgodeså Canadas
ønsker, fortsatte skibet til Godthåb, hvor der også blev etableret
et canadisk konsulat.
I løbet af juni blev de fremsendte forsvarsplaner godkendt i
Washington og Ottawa, og i juli ankom USCG ”Campbell” med
et antal kanoner, ammunition og anden udrustning til Ivigtuts
forsvar.
På Havana konferencen den 30. juli 1940 formulerede præsident
115

Roosevelt USA’s stilling på følgende måde:
The USA will hold itself responsible for the defence of the
Western. Hemisphere and the transfer of any territory (land or
sea) from one European state to another will not be tolerated . .
Allerede I sommeren 1940 iværksatte USA derfor afpatruljering
af de grønlandske farvande med US COAST GUARD skibe,
”Northland” rapporteredes således at ligge for anker ved
Torkildsbu i Lindenowsfjorden i tidsrummet fra 30.- 31. august
1940.
Men i løbet af vinteren 1940-41 skærpedes den amerikansk /
canadiske frygt for, at tyskerne skulle have til hensigt at sætte sig
i besiddelse af baser i Østgrønland.
Således rapporteredes der i februar og marts om overflyvninger
af det Østgrønlandske territorium, af tyske bombe-, og rekognosceringsfly,
og den 10. februar 1941 udstedtes der særlige bestemmelser
for sejlads på Arsuk Fjord, ligesom der stationeredes en
amerikansk styrke på ca. 20 mand i Ivigtut til at bistå Ivigtuts
ledelse med at håndhæve disse bestemmelser.
17. marts 1941 udsendte endvidere fra USA den såkaldte ”South
Greenland Survey Expedition” med USCG ”Cayuga” med det
formål at lokalisere
og undersøge områder i Grønland som egnede sig for anlæg af
flyvepladser, radiostationer og meteorologiske stationer.
Anlæg af flyvepladser m.v. - ”Cayuga” anløb først Godthåb,
for der med administrationen at drøfte, hvor man burde begynde
at søge efter et egnet sted til at anlægge en flyveplads i
Sydgrønland. Da ekspeditionen ikke selv rådede over egnede
fartøjer til at rekognoscere i de uopmålte farvande blev det
danske marine skib ”Ternen”, som havde været oplagt i
Godthåb nu udrustet og bemandet. Med ”Ternen” rejste nogle af
ekspeditionens medlemmer med til Julianehåb, hvor koloni-
116

estyreren anbefalede dem til at se på den store slette ved Narssarssuaq
i den inderst del af Tunungdliarfik.
Endvidere skulle ekspeditionen tilvejebringe visse hydrografiske
oplysninger specielt fra på Østkysten.
Den 26. marts 1941, kundgjorde den tyske regering, at
farvandene omkring Island indtil 6 km. fra Grønlands kyst, ville
blive betragtet som krigsskueplads hvor fjendtlige og neutrale
handelsskibe ville blive sænket uden varsel af tyske sø-, og
luftstridskræfter. Amerikanske handelsskibe ville dog, indtil
videre, ikke blive angrebet inden for dette område.
Allerede dagen efter blev et tysk bombefly set over Østgrønland,
og dagen efter igen den 28. marts, blev et tysk rekognosceringsfly
iagttaget over det samme område.
Omtrent samtidig tilgik der amerikanske myndigheder oplysninger
om at Tyskland forberedte stationering af en eskadrille
langdistancefly på østkysten af Grønland og at de nødvendige
forsyninger m.v., var påtænkt at blive bragt frem med undervandsbåde.
Dette medførte at USA fandt det nødvendigt at tage yderligere
skridt til at bringe Grønland inden for rammerne af den vestlige
halvkugles forsvar, og den 9. april 1941 blev ”The agreement
relating to the defence of Greenland” underskrevet i
Washington af Henrik Kauffmann og USA’s udenrigsminister
Cordell Hull. Samme dag blev ”US-marines”, amerikanske
marinesoldater, landsat i Grønland for at varetage forsvaret af
landet.
For så vidt angik for Nord-Atlanten og de grønlandske farevande
blev forsvaret delegeret til chefen for den amerikanske atlanterhavsflåde
Admiral King, som i sin operationsbefaling af 18.
april 1941 fastsætter demarkationslinien mellem den østlige og
vestlige halvkugle til 26 grader W.
Som særlig bevogtningsstyrke i Østgrønland beordredes under
kommando af Comander Smith formeret en særlig USCG-styrke,
117

Task Force ll, bestående af krigsskibene ”Northland”, ”Northstar”
og ”Bear”.
På grundlag af de store undersøgelser som både ”South
Greenland Survey Expedition” og Task Force ll, foretog i april
og maj, besluttede USA samme år at iværksætte anlægget af en
flyveplads ved Narssarssuaq og Søndre Strømfjord, sølandingspladser
ved Ivigtut, Godthåb og Angmagssalik og meteorologiske
stationer forskellige steder på øst-, og vestkysten, men med
hovedstation på Akiaq nær Kapisako ved Julianehåb.
De danske og norske vejrstationer indordnedes i den amerikanske
vejrtjeneste og rapporterede resten af krigen regelmæssigt deres
observationer dertil. Året efter suppleredes de omtalte flyvepladser
med yderligere to pladser, en i Angmagssalik distrikt BE-
2, Ikateq, og en i Godthåb distrikt BW-4, Teague.
Den 7. juni 1941 approberede præsident Roosevelt så en plan for
forsvaret af Grønland, The bacis joint army and navy plan for the
defence of Greenland.
”Task Force ll” fik herefter betegnelsen ”The north east Greenland
patrol”. Den 6. juli 1941 blev der så landsat amerikanske
militære styrker ved Narssarssuaq, deriblandt ingeniørtropper til
anlæg af startbaner m.v. og i den nærmeste tid herefter blev
amerikanske styrker landsat og stationeret de øvrige steder til
anlæg og forsvar af flyvepladser, radiostationer og meteorologiske
stationer.
I løbet af sommeren 1941 blev det efter samråd mellem danske
og amerikanske myndigheder besluttet at evakuere alle fangstfolk
m.v. i Nordøstgrønland dels af hensyn til de pågældende selv, og
dels fordi amerikanerne ikke mente at kunne påtage sig at forsyne
de ensomt beliggende fangststationer på den uhyre kyststrækning
fra Scorebysund og til Danmarkshavn.
Fangstfolkene på nær 6, blev i juli evakueret med ”Northland”.
De omhandlende tilbageblevne 6 fangstfolk blev tillige med
mandskabet fra Lauge Kocks stationer på Ella Ø og Eskimonæs
118

og Eigil Knuths station i Mørkefjord, samt et antal grønlændere
fra Scorebysund. Blev 1. august 1941 formeret i en slædepatrulje,
”The Northeast-Greenland Sledge Patrol”, hvis opgave det blev
at afpatruljere kyststrækningen fra Kap Dalton til Ile de France,
og herunder inspicere området for tysk virksomhed.
Patruljen fik hovedstation i Scorebysund, på Ella ø og på
Eskimonæs.
Allerede i august 1940 havde tyskerne jo gjort direkte forsøg på
at vinde fodfæste i Nordøstgrønland. De forsøgte ganske vist at
sløre deres egentlige formål ved at lade en norsk sælfangerbåd
landsætte en tilsyneladende uskadelig dansk fangstekspedition,
men ved en nærmere undersøgelse blev hele sagen optrevlet.
Tyskerne forsøgte igen i 1941, denne gang under dække af en
norsk fangstekspedition, at vinde fodfæste i Østgrønland og da
USA fra den 7. december 1941 trådte aktivt ind i krigen, blev der
hvert år gjort regulære tyske militære forsøg på at oprette
meteorologiske stationer.
Bemærkning. - Kommandomyndigheden på de omhandlende
rent tyske ekspeditioner, var som oftest delt i tre.
Kaptajnen på ekspeditionsskibet var ansvarlig for at få
ekspeditionen bragt frem til bestemmelsesstedet og for at få
personel og materiel m.v. landsat.
En yngre officer var udpeget som ekspeditionens leder i militær
henseende.
En videnskabsmand var udpeget som leder af ekspeditionens
egentlige formål, nemlig tilvejebringelse af meteorologiske
data.
For imidlertid at anskueliggøre hvor megen vægt Tyskland lagde
på vejroplysninger fra det grønlandske område, viser de enkelte
tyske og tysk inspirerede forsøg på at vinde fodfæste i
Nordøstgrønland, som udgjorde de eneste regulerer fjendtlige aktioner
rettet mod selve Grønland.
119

Det følgende vil nu blive fortalt i summarisk orden:
Det frie norske skib, fregatten ”Fritjof Nansen” fik den 8. august
1940 ordre fra det britiske admiralitet om at afgå til Østgrønland
for at undersøge karakteren af to norske undsætningsekspeditioner,
der var udsendt af det norske Svalbard-, og
ishavskontor med fangstfartøjerne ”Veslekari” og ”Ringsel” til
henholdsvis ”Myggbukta” og ”Torkilsbu”, hvor der var radio og
vejrstation og den 18. august opbragte ”Fritjof Nansen” så
”Veslekari” ude i Antarctis Sund og konstaterede at skibet bl.a.
medførte en fotograf en ”Kaptajn Coll”, der var ansat af
”Deutsche Illustrierte Zeitung in Norwegen”. Skibets fører en
Kaptajn Brandal og ekspeditionens leder John Giæver
protesterede skriftligt, men ”Veslekari” blev beslaglagt og
sendtes senere med prisemandskab ombord til Reykjavik. ”Fritjof
Nansen” gik derpå videre sydover mod ”Torkilsbu”, men nåede
ikke frem før ”Ringsel” havde nået at udfører sin mission og var
sejlet igen.
”Fritjof Nansen” fik så den 4. september 1940 på ny en ordre af
det britiske admiralitet, om igen at gå til Nordøstgrønland.
Denne gang for at undersøge om efterretningsmeddelelsen om at
det norske ishavsfartøj ”Furesnak” den 15. august havde forladt
Ålesund, med Grønland som bestemmelsessted.
”Fritjof Nansen” havde erfaret fra stationslederen på Jan Mayen,
at omhandlende skib havde anløbet øen den 27. august på vej til
Nordøstgrønland, og at der bl.a. havde været 5 danske mænd
ombord.
Den 7. september observerede ”Fritjof Nansen” så inde i Kong
Oscars Fjord, kort efter passage af Kap Biot, at en ny hytte var
blevet opført og fire telte rejst på stranden i Flemmingsfjord.
En mindre styrke blev landsat og fandt et enormt udstyr til
oprettelse af meteorologiske stationer omfattende bl.a. instrumenter
m.v. til fire vejrstationer. Dette viste sig ved følgende
afhøringer, at ekspeditionens leder havde været den danske nazist
120

Charles Hansen, der dog var rejst tilbage til Norge med
”Furesnak” dagen før. Tilbage var den nuværende leder, en
anden dansk nazist, radiotelegrafist Jørgen Børresen, samt 3
mand, hvilke sidste var mere eller mindre lokket med på
ekspeditionen under falske forudsætninger. Mandskabet samt alt
udstyret blev taget ombord i ”Fritjof Nansen” hvorpå hytten blev
stukket i brand. ”Fritjof Nansen” afleverede de fire danskere til
de britiske myndigheder i Island. Senere blev de tre mand
frigivet, hvorefter de meldte sig som frivillige i Canada, mens
Jørgen Børresen blev interneret på øen Isle of Man, hvorfra han
blev udleveret til de danske myndigheder efter krigen.
Ca. den 20. september 1940 blev et tysk fly sendt til området fra
Norge for at undersøge, hvad der var blevet af ”Den danske
Ekspedition” til Flemmingfjord. Flyet nedkastede bl.a. en forespørgsel
herom over Ella Ø, men lederen af stationen, svarede
ikke herpå.
I begyndelsen af marts 1941 begyndte tyske langdistancefly at
overflyve Østgrønlandsk territorium, således fløj f.eks. et tysk
rekognosceringsfly så lavt over hustagene i Scorebysund, at man
tydeligt fra jorden kunne se, at byen blev fotograferet fra flyet.
Overflyvningerne fortsatte i hele marts måned hvor bombe-, og
rekognosceringsfly blev iagttaget over store dele af Østgrønland.
Slædepatruljen, som var blevet oprettet i august 1941,
observerede under depotudlægning i Tyrolerfjorden den 10.
september 1941 et lille norsk sælfangerskib ”Buskø” på vej ind i
fjorden. Iagttagelsen blev omgående rapporteret til den amerikanske
kystbevogtningsstyrke Task Force ll, og som det rapporteres:
”At efter en spændende jagt” blev ”Buskø” så bordet
den 12 september i Mackenzie bugten. Det viste sig at skibets
fører var den tidligere, nok så bekendte, norske fangstmand
Halvard Devold. Skibet var lastet med moderne radioudstyr, som
var blevet bragt ombord af tyske gestapofolk i Lofoten.
121

Af de pågældende afhøringer fremgik det, at der allerede var
landsat personel og radioudstyr m.v. længere nordpå i Peter
Bunden ved Hochstetter Forland.
På dette grundlag blev ”Buskø” beslaglagt og med prisemandskab
om bord og under eskorte af ”Bear” bragt til Boston.
USCG ”Northland” satte omgående kursen mod Peter Bunden,
og natten mellem den 13. og 14. september blev en væbnet styrke
landsat udenfor fangststationen. 3 mand blev fundet sovende i
hytten, og de blev overmandet inden de nåede at ødelægge deres
radioudstyr og de hemmelige meteorologiske koder. Radiotelegrafisten
viste sig at være medlem af Quislings parti, National
samling, mens de to andre slet og ret var fangstfolk, der var taget
med på ekspeditionen i god tro. Radiostationen blev herefter
ødelagt og de tre mand ført til USA. De fleste af ”Buskø’s”
besætning og de to fangstfolk blev senere frigivet og kom som
frivillige ind i de norske styrker i Canada.
Foråret 1942 bragte nye tyske overflyvninger af Nordøstgrønland,
og nu udvistes der særlig interesse for de to patruljestationer
på Ella ø og Eskimonæs. Amerika var den 9. december
trådt aktivt ind i krigen på de allieredes side, og Tyskland havde
følgelig ikke længere politiske hensyn at tage med hensyn til
Grønland.
Den 12. august 1942 afgik det tyske vejrobservationsskib
”Sachsen” med Leutnant zur See, Herman Ritter som chef, fra
Warnemünde til Tromsø.
Her blev skibet udrustet til ekspedition, og den 22. august
fortsatte ”Sachsen” under kodenavnet: ”Operation Holzauge”
mod Østgrønland. Den 26. august nåede skibet frem til Kap
Philip Broke og forsøgte at trænge igennem isen mod
Danmarkshavn, men forsøget mislykkedes og den 27. august gik
”Sachsen” i stedet sydover og ankrede op i Hansabugten ved
Sabine Ø.
Som kuriosum kan nævnes at ”Sachsen” samme dag blev
122

overfløjet af et amerikansk rekognosceringsfly fra USCG
”Northland”, som kun lå ca. 120 km. Sydligere ved Eskimonæs.
Den 30 august var den nyoprettede tyske station i stand til at
påbegynde afsendelser af vejroplysninger til Tyskland hver tredje
time, hvilket fortsatte de næste 6 måneder.
Stationen og skibet var så godt kamufleret, at de amerikanske fly,
som jævnligt området intet bemærkede. Først da Korporal
Marius Jensen, fra slædepatruljen den 13. marts 1943 på den
rutinemæssige forårsinspektion af yderkysten af Wollaston
Forland ved Kap Wynn, overraskede et tysk jagtselskab,
begyndte begivenhederne at tage fart. Tyskerne gik samme nat
til angreb og erobrede 1 hundespand mens Marius Jensen
undslap og til fods og i skjorteærmer begav sig op over
Wollaston Forland for at advare kammeraterne på Eskimonæs.
Ved en fantastisk præstation lykkedes det ham at nå frem og
aflægge rapport, og samme aften blev hændelsen vidererapporteret
til administrationen i Godthåb. Den 23. marts angreb
tyskerne Eskimonæs og besatte stationen uden at det lykkedes
besætningen at yde nævneværdig modstand. I ly af mørket
lykkedes det dog patruljens medlemmer at redde sig op i fjeldene
og senere nåede de frem til Ella Ø. Tyskerne afbrændte derefter
Eskimonæs.
Under tyskernes tilbagetur til Hansabugten, kom det ved
Sandodden til en træfning med 3 mand fra slædepatruljen, hvorved
Korporal Eli Knudsen blev dræbt af tyske kugler, de to
andre, Marius Jensen og Peter Nielsen blev taget til fange.
Den 5. april 1943 sendte løjtnant Ritter 4 mand til Ella Ø, for at
undersøge forholdene der, men da de nåede frem blev stationen
fundet forladt så de fortsatte ikke længere, men returnerede til
Hansabugten, som de nåede den 15. maj.
På fantastisk måde var det imidlertid atter lykkedes Marius
Jensen at flygte fra tyskerne, og ikke nok med det, han havde
præsenteret at tage den tyske chef løjtnant Ritter med sig som
fange til Scorebysund.
123

Den 25. maj lykkedes det endelig amerikanerne at afse fly til at
bombe tyskernes installationer. Angrebet bestod af 4 stk. B-24
Liberator, longrange bombefly, under kommando af nordmanden
Colonel Bernt Batchen, som var basecommander på Søndre
Strømfjord. Hansabugten og Eskimonæs blev angrebet i to timer
med bomber og maskingevær, ingen tyskere blev dræbt, og
”Sachsen” blev ikke beskadiget overhovedet, men radio /
vejrstationen i land, blev skudt i brand og således ødelagt.
Allerede dagen efter bragte tyskerne nye forsyninger til
Gearmanihavn med en F.W.-Kondor, der var startet fra Värnes i
Norge, og den 17. juni evakueredes basen med en Dornier 26,
idet man forinden sænkede ”Sachsen” ved at åbne skibets
bundventilerne.
Den 20. juli nåede ”Northland” og ”North Star” frem til Hansabugten,
hvor de ødelagde stationen og bjergede forsyningerne.
Medens fartøjerne lå der i Hansabugten, skete der noget
ejendommeligt, for pludselig kom en enlig tysker gående, det var
Dr. Rolf Senssen, som havde været ude at søge efter den forsvundne,
nu fangetagende løjtnant Ritter, og derfor var blevet
agterudfløjet, da de øvrige var blevet evakueret den 17. juni.
Til erstatning for den således tilintetgjorte meteorologiske
station, afsendte tyskerne så trawleren ”Coburg” fra Narvik til
Nordøstgrønland den 27. august 1943 med en ny ekspedition
under kodenavnet: ”Operation Bassgeiger”.
Ekspeditionens leder var Heinrich Schwartz, den militære leder
løjtnant Helmuth Zacher og skibets fører Statsobersteuermann
Rodebrugger. Besætningen var på 18 mand og desuden medfulgte
6 meteorologer og radiotelegrafister.
”Coburg” frøs imidlertid fast i isen ved nordspidsen af Shannon
Ø. ca. 12 km. fra Kap Sussi, før det lykkedes at få landsat
ekspeditionens mandskab og udstyr. Man oprettede derfor en lejr,
som man kaldte ”Eislager” der lå ca. 3 km. fra fartøjet. Den 18.
november blev ”Coburg” under en nord/veststorm, så stærkt beskadiget
af isskruninger, at ekspeditionens vejrobservatører samt
124

de 12 mand af besætningen flyttede over i ”Eislager” mens
Rodebrugger blev tilbage med 6 mand.
Vejrobservationerne blev herefter udarbejdet ved ”Eislager” men
afsendt fra ”Coburg”.
I slutningen af november 1943 påbegyndte man opførelsen af en
radiostation i land på Shannon, men på grund af mørket, de
meget hyppige snestorme og vanskelige isforhold, blev dette
arbejde ikke afsluttet før i februar 1944.
Den 12. februar 1944 blev der nedkastet nye forsyninger til
ekspeditionen fra tyske fly.
I slutningen af februar 1944 opdagede et af de danske slædehold,
den tyske station på Shannon, og der blev herefter givet ordrer til
alle slædepatruljens medlemmer om at samles i Dødemandsbugten,
for at fortage et samlet angreb på den tyske station.
Dækket af dårlig sigtbarhed, rykkede den lille danske forpoststyrke
om formiddagen den 11. april, frem mod stationen på
Shannon, og åbnede ild mod den med gevær og maskingevær.
Under angrebet blev løjtnant Zacher dræbt. Tyskerne gik imidlertid
til modangreb og drev angriberne tilbage. Da det havde vist
sig, at tyskerne var overlegne både i antal og bevæbning, blev det
danske angreb ikke gentaget.
Efter at Zacher var faldet overtog Statsobersteuermann Rodebrugger
stillingen som militær leder af ekspeditionen, som kort
tid efter fik ordre fra den tyske Marineoverkommando, om at
forberede sig på at blive evakueret med fly. Den 3. juni 1944
hentede en Junker 290 samtlige 26 medlemmer og bragte dem til
Tronhjem.
Først den 30. juli 1944 kom ”Northland” og ”Storis” frem til kap
Sussi. En landgangsstyrke fandt den tyske station evakueret, men
kunne bjerge diverse forråd af brændsel, proviant og ammunition
samt en del radioudstyr.
8 km. fra stationen fandt de også ekspeditionens fartøj ”Coburg”,
som stadig var indefrosset i isen.
125

Allerede i foråret 1944 begyndte tyskerne at forberede en ny
ekspedition ”Operation Edelweis”, der skulle afløse ”Operation
Bassgeiger”.
Operationens leder var Dr. Weiss, som tidligere havde deltaget
”Operation Holzauge”, ”Sachsen’s” togt, og løjtnant Hans Alleweldt
var den militære leder. Herudover bestod ekspeditionen af
9 meteorologer og telegrafister.
Ekspeditionen forlod Tromsø den 26. august 1944 med Trawleren
”Kehdingen” ført af Steuerman E. Polski og med en 15 mands
besætning. På turen over Atlanten blev trawleren eskorteret af en
undervandsbåd.
Den 31. august nåede de to fartøjer frem til iskanten, men tidligt
den følgende dag, da man nærmede sig land, fik besætningen på
”Kehdingen” det amerikanske inspektionsskib ”Northland” i
sigte. Trawleren satte straks ind i isen, mens undervandsbåden
dykkede og holdt sig i nærheden i neddykket tilstand.
Bare 45 minutter senere affyrede undervandsbåden 2 torpedoer
mod ”Northland”, som var ved at vinde ind på ”Kehdingen”, men
begge torpedoer ramte en isflage og eksploderede.
Da ”Northland” var kommet på skudhold af den tyske trawler,
åbnede de ild imod den, og kort efter kl. 12.00, blev
”Kehdingen”, ved åbning af bundventilerne, sænket af sin egen
besætning efter at de hemmelige koder m.v. var blevet kastet
overbord.
Positionen var da ca. 200 meter fra sydspidsen af Store Koldewey.
Tyskerne roede i trawlerens redningsbåd over til ”Northland”
og overgav sig.
Undervandsbåden gjorde ikke yderligere forsøg på at torpedere
”Northland”, men satte kurs tilbage til Tromsø.
Medens disse begivenheder udspillede sig ved Nordøstgrønlands
kyst, var tyskerne i fuld gang med forberedelserne til den næste
meteorologiske ekspedition, ”Operation Goldschmid”, som skulle
landsættes på Franz Josefs Land.
126

Forberedelserne foregik i Tromsø under ledelse af løjtnant Dr.
Karl Schmidt. Endvidere indgik der denne gang 11 meteorologer
og telegrafister.
Efter at have modtaget de sørgelige meddelelser om ”Operation
Edelweiss” skæbne besluttede den tyske marines overkommando,
at denne ekspedition i stedet skulle sendes til Nordøstgrønland,
fordi vejroplysningerne derfra trods alt blev anset
for vigtigere for de tyske operationer til søs og i luften. Samtidig
blev kodenavnet for ekspeditionen ændret til ”Operation
Edelwiess II”.
Ekspeditionen forlod Tromsø den 26. september 1944 med
trawleren ”Exsternstein” på 800 tons, som blev eskorteret af en
undervandsbåd. Trawlerens fører var Gerhard Rother, og der var
en besætning på 18 mand. Ud på eftermiddagen den 1. oktober
kom fartøjet frem til Lille Koldewey, og samme dag blev den
meteorologiske ekspedition landsat på øen. Imidlertid observerede
et amerikansk rekognosceringsfly, der var sendt op fra
USCG ”Eastwind” allerede den følgende dag, den tyske
virksomhed på Lille Koldewey. ”Eastwind” satte omgående kurs
mod positionen, og den 4. oktober blev 2 delinger landsat med
ordre om at storme de tyske hytter.
Den amerikanske styrke kom sejrsrige tilbage med 3 officerer og
9 menige i uniform, som havde overgivet sig uden kamp. Endvidere
havde de bjerget en mængde radioudstyr og meteorologisk
udstyr, proviant til mindst 2 år, samt en mængde våben og
ammunition, heraf 500 landminer.
Trawleren ”Exsternstein” var den 2. oktober afgået fra lille
Koldewey med kurs mod Norge, men den 15. oktober blev den
fra ”Eastwind” observeret i bekneb i isen på en position 3 km. fra
Kap Borgen, Chefen på ”Eastwind” tilkaldte straks ”Southwind”
og sent om aftenen samme dag nærmede de to amerikanske
isbryderkrydsere sig den tyske trawler, som var løbet ubehjælpelig
fast i isen.
127

På de amerikanske skibe blev det hørt, at ”Exsternstein” sendte
farvel signaler til Tyskland i klart sprog: ”- Heil Hitler – alles
gutes – danke schön –”! Herefter kom 20 tyskere gående fra
skibet over isen og overgav sig. Et prisemandskab fra ”Eastwind”
blev sat ombord i ”Exsternstein”. Fartøjet blev højtideligt
omdøbt til ”South Breeze” og herefter ført til USA.
Med denne hændelse sluttede så kampene om vejrobservations
stationerne i Nordøstgrønland under den anden verdenskrig. Der
var ikke flere tyskere tilbage i området, og på grund af den
tilspidsede militære situation i vinteren 1944-45 havde tyskerne
ikke kræfter til at gøre nye forsøg på at oprette nye vejrstationer i
Østgrønland.
Efter krigens afslutning forblev de amerikanske styrker i Grønland.
Enkelte vejrstationer og flådebaser blev nedlagte, ligesom
også IKATEQ flyvepladsen ved Angmagssalik, BE-2 og
Teaguefield i 1946 blev forladt, men hele det opsving lufttrafikken
over Atlanterhavet havde fået under krigen, og som nu
blev fortsat af de civile luftfartsselskaber var nøje betinget af, at
såvel flyvepladser, som landingshjælpemidler og navigationshjælpemidler
så som radiofyr og vejrstationer i Grønland forblev
i drift.
Selvom man fra dansk side genoptog virksomheden med
besejling, beflyvning, opmåling, luftfotografering, kortlægning,
patruljetjeneste og fiskeriinspektion, havde man slet ikke midler
til at overtage og drive de amerikanske installationer.
Grønlands Marinekommando blev oprettet i april 1946 og fik
hjemsted i Godthåb.
Denne kommandomyndighed varetog forbindelsen til de
amerikanske styrker i Grønland ligesom man også samarbejdede
nøje med de øverste civile myndigheder i Grønland, hvilket til
sidst i høj grad lettedes ved at man befandt sig i samme by.
128

For USA’s vedkommende forblev de amerikanske baser i
Grønland underlagt henholdsvis US-Army Flying Corps og US-
Navy.
Efter at Danmark den 4. oktober 1949 var blevet medlem af
NATO undertegnede Danmark og USA den 27. april 1951 en ny
overenskomst om forsvaret af Grønland.
I denne overenskomst, som er udformet i overensstemmelse med
principperne i NATO-traktaten, fastslås Danmarks suverænitet i
Grønland i henhold til gældende NATO-planer.
Overenskomsten fastsætter endvidere bestemmelser for opretholdelse
og drift af forsvarsområderne, og overdrager i denne forbindelse
driften af USN Marinestation Grønnedal til Danmark.
Allerede den 10. august 1950 var Søndre Strømfjord Air Base,
Blue West 8, blevet overtaget af Danmark, som havde
udstationeret en beskeden styrke for at holde base åben som
nødlandingsplads.
I foråret 1951 medførte ændrede strategiske og taktiske doktriner
i USA og Canada, at man fik yderligere behov for flyvepladser i
polaregnene. Canada påbegyndte anlægget af Alert og Eureka,
mens USA efter forhandlinger med Danmark, påbegyndte
anlægget af den kæmpemæssige Thule Air Base.
Dette medførte imidlertid, at man atter fik brug for Søndre
Strømfjord Air Base, bl.a. som mellemlandingsplads og alternativ
for Thule Air Base, og den 11. september 1951 blev BW-8
officielt tilbageleveret til amerikanerne, som da allerede havde
stationeret tilstrækkelige styrker til at overtage basen, og
begyndte udvidelsen af startbanen.
Den 10. august 1951 blev flådebasen i Grønnedal overdraget til
Danmark, og Grønlands Marinekommando blev samtidig flyttet
fra Godthåb til Grønnedal.
For USA’s vedkommende blev hele området sammen med
129

aseområder i Canada og Island, efter at USAF i 1951 var udskilt
som et særligt værn, henlagt under North Eastern Air Command,
NEAC.
NEAC opretholdt Narssarssuaq, BW-1 som hovedbase, mens
Thule gradvis blev udbygget. På Narssarssuaq Air Base
stationeredes bl.a. en redningseskadrille udstyret med Albatross,
C-47 på ski og S-51 helikoptere.
Søndre Strømfjord var stadig kun mellemlandingsplads på vej til
Thule og alternativ for Narssarssuaq Air Base og Thule Air Base,
så derfor var der kun stationeret et par L-18 forbindelsesfly. På
Thule stationeredes hurtigt såvel intercopter jagere, som eftersøgnings-,
og redningsfly og helikoptere.
I de nærmeste følgende år passerede hundredvis af luftfartøjer
igennem Narssarssuaq på vej til og fra Europa, således bl.a.
jagerfly der som led i våbenhjælpen til NATO landene blev
leveret fra USA og Canada.
Luftfartøjer af typen F-80, F-84, F-86, T-33 og den Canadiske
Saber MK-V blev i store formationer, på 40-80 fly på denne
måde leveret til modtagerlandene i Europa. Den benyttede rute
over Atlanten var hver gang: - Goose Bay, Labrador – Narssarssauq,
Grønland – Keflavik, Island – Prestwick, Skotland.
Ledsagerfly med teknisk personale såvel som eftersøgnings-, og
redningsfly, blev i hvert enkelt tilfælde stillet til rådighed.
I årene 1954-55, hvor det blev mere og mere øjensynligt, at USA
besad en virkelig fredsbevarende magtfaktor i sine strategiske
bombestyrker, lykkedes det chefen for Stratetic Air Command,
General Curtiss Le May, at overbevise bevilligende myndigheder
i USA om, at der i de kommende år måtte afsættes uhyre summer
til Stratetic Air Command, såfremt denne magtfaktor skulle
bevares og styrkes. Som et plaster på såret, mente General Le
May imidlertid samtidig, at der kunne nedlægges et antal
oversøiske baser.
130

Dette blev Narssarssuaqs skæbne, da North East Air Command’s
gamle område i 1956 blev underlagt Stratetic Air Command, der
som mål så stillede operative krav, om en fuldt udbygget
flyveplads højt mod nord i Thule.
Endvidere som 2 alternativer, en mod Nordøst, den på Station
Nord, og en mod syd, den i Søndre Strømfjord.
Der blev i 1956 indledt forhandlinger med Danmark om overtagelse
af Narssarssuaq og dertil knyttede funktioner, men ingen
af de der fagministerierne, - Ministeriet for Grønland, Forsvarsministeriet
og Trafikministeriet -, fandt man havde den fornødne
baggrund for at overtage denne kæmpebase.
Resultatet blev derfor, at man med støtte af bl.a. ”National
Bureau of Standards” overtog visse meget begrænsede funktioner
på pladsen, så som vejrobservations-, og sondetjeneste, samt
ionosfæremålinger, plus en beskeden radiostation, på i alt 10
mand. Mens inventar og installationer m.v. blev solgt gennem
Den Kongelige Grønlandske Handel til de norske opkøbere, og
beflyvning af pladsen blev indstillet. Flyvevåbnet som siden
1951 havde stillet luftfartøjer til rådighed for Grønlands
Kommandoen, var herefter henvist til, at stationere disse
luftfartøjer på Søndre Strømfjord, som netop samtidig i 1956-57,
var under kraftig ekspansion.
Foruden de tidligere omtalte funktioner som landingsplads og
alternativ til for Thule, var der nu ved at opstå behovet for en
forsyningsbase ved opførelsen af DYE-stationerne.
Dette var stort set status, da Grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”, den
30. januar 1959 forliste efter at have været kollideret med et
isbjerg i farvandet syd for Kap Farvel.
Katastrofen medførte nedsættelsen af det såkaldte, -Vedeludvalg-
med Viceadmiral Vedel som formand og repræsentanter for de
berørte myndigheder og styrelsen m.v. Udvalgets kommissorium
var at fremsætte forslag om forbedring af ismeldetjeneste, samt
andre foranstaltninger til betryggelse af sejladser ved Grønland.
131

Vedeludvalgets betænkning, som forelå i løbet af sommeren
1959, konkluderedes det bl.a. i forslag om at:
Genåbning af, Narssarssuaq flyveplads som base for luftfartøjer
til varetagelse af isrekognoscering, samt eftersøgnings-, og
redningstjeneste.
Tilvejebringelse af, sådanne luftfartøjer.
Tilvejebringelse af, egnede inspektionsskibe udstyret med
helikopter til brug i disse farvande.
Dette bringer os så stort set frem til statusen i dag, altså i år 1965.
Idet det dog lige skal nævnes, at det grønlandske område for
USA’s vedkommende siden 1962 på grund af ændrede
strategiske doktriner, med henvisning til de nye BMEWS-
Langdistanceraketter, der har været henlagt under Air Defence
Command, mens det islandske område fra samme tidspunkt er
henlagt under US-Navy.
Dette var så enden på fortællingerne og rapporterne fra mine
brandmandsvenner på Thule Air Base, og vi er så igen tilbage til
årene 1975-76.
Nordøstgrønlands fjeldartilleri.
I vores natteperiode, den hvor der er nat i 24 timer, var det med
holde den daglige døgnrytme. Jeg gjorde det, at jeg altid havde to
vækkeure i drift, for at være sikker på, at komme op om
morgenen.
For det var lige før, man følte, at man ligeså godt kunne gå i hi i
den periode.
De daglige rutiner kunne de andre næsten gøre i søvne, for så
bare at gå ind og lægge sig igen, men det ville jeg ikke. Så jeg
tvang mig selv til at være i aktion i de perioder på dagen, der
normalt var dagtimer.
Mekkerne havde fået en gammel drejebænk til at virke, og efter
132

Så gik kanonmageren i gang
133

Det færdige resultat
134

en kort instruktion var jeg også blevet dus med den.
Jeg havde fundet nogle korte stykker messing stænger i forskellige
længder. Sådanne fra en 2o – 40 cm’s længde og nu skulle
jeg i gang med at lave noget.
Det skulle ikke være de traditionelle lysestager, det var jeg helt
sikker på, så hvad skulle en ”gammel” artillerist som jeg så lave.
En kanon selvfølgelig og det gik jeg så i gang med. Det blev nu
til en stor og tre mindre.
Den store blev lavet, så den stod på en lavet med hjul, lidt i stil
med de gamle hestetrukne kanoner, mens de tre mindre kanoner
blev anbragt på hver sin hjulløse lavet, der så igen blev sat på et
stykke Grønlands fjeld. Jeg håber på et eller andet tidspunkt, at
en af de små kan komme op på Station Sirius Nord og stå. For
det var jo her, at Nordøstgrønlands fjeldartilleri opstod en sort nat
engang i 1975.
Alt træet, der blev brugt til lavetterne, var fra gamle teaktræs
bordben, der så blev skåret i passende stykker og limet sammen.
Således at de passede til hver enkelt kanon.
Dette arbejde gik der mange dejlige timer med at lave.
Efterskrift: - Den store kanon står nu oppe i KAR’s (Kronens
Artilleri Regiment) officersmesse, som en evigt vandrende
præmie for årets bedste batteri. Der bliver hvert år udkæmpet
drabelige kampe, for at vinde eller genvinde denne
særprægede Nordøstgrønlandske fjeldartillerikanon, som det
nok så stolt står, på en flot messing plakette på kanonlavetten.
Noget af det de forrige beboer på St. Nord, havde fået deres fritid
til at gå med var at havde oprette en Githa Nørby pinup klub, for
de havde skam også sunde fritidsinteresser. I et af de store
overbringningshuse var de to langvægge overbroderet med ugebladsbillede
af vores alle sammens Githa Nørby. Jo efter et par år
heroppe kunne hun jo stadig væk få ethvert mandehjerte til at slå
lidt hurtigere end ellers.
135

En anden ting vi også fik megen tid til at gå med var, at hente
nogle gamle Jeep op nede fra dumpen, affaldspladsen, hvor der
igennem tidens løb, fra opstarten i 1951 og frem til i dag, var
blevet læsset det mest utrolige affald ned, alt, der ikke mere
kunne bruges, blev bare dumpet derned på det sted, der var
anbragt et par kilometer fra selve stationslandsbyen, således at
den ikke var så skæmmende og lugtende af hvad det nu måtte
være for beboerne, for det var ikke noget kønt syn at skulle se på.
Alle disse gamle nu udrangerede køretøjer, titusindvis af tomme
brændstoftromler, gamle bygningsdele, der ikke kunne brændes
af, og jeg ved bare ikke hvad, nå ja, lokumsspandene var også
blevet tømt dernede, og det var vi jo også nødt til at gøre.
Nå, men tilbage til det sjove, for hernede hentede vi så nogle
gamle udrangerede Jeeps for derefter at kannibalisere dem og så
bruge stumperne.
Det kostede tre Jeep at få én, der kunne kører, men tiden gik ret
hurtigt på denne måde, og jeg fik også prøvet at få sorte hænder,
samt lært at svejse.
Vi har fundet ud af, at det er skudår i år, jo for der er sket noget
glædeligt her den 29. februar 1976, for solen er vendt tilbage, og
vi har hver især fået udleveret Polarcertifikat, og der blev holdt
solfest med kyllingesteg og hvidvin, for nu kan man vel tillade
sig at kalde sig. - En ægte nordbo viking.
For som der står i certifikatet:
Station Nord!
Polarcertificat.
- Vi kong Boreas nordenvindens egenmægtige hersker,
136

Polarcertificatet
137

Men der fandtes også et polar Diplom
138

enerådende regent udi alle arktiske territorier, gør vitterlig
for folk og fæ, at vor gode veldædige undersåt:
Oversergent Jan Lyngdorf, haver vinteren 1975-76 udstået,
udsat for hårde storme og ulidelig kulde!
BOREAS, REX.
I kan lige tro, at det var noget, der varmede, at få dette certifikat
og hvorfor nu det. – Jo, for vejret er noget underligt noget i
øjeblikket. For lige at orienterer Jer læserne lidt om hvad jeg mener,
så tjek lige følgende:
Fredag den 27. februar ÷ 40 o C
Mandag den 1. marts ÷ 26 o C
Onsdag den 3. marts ÷ 39 o C
Onsdag den 10. marts ÷ 32 o C
Torsdag den 11. marts ÷ 1 o C
Fredag den 12. marts ÷ 7 o C
Søndag den 14. marts ÷ 23 o C
Det er da noget, der vil noget, prøv at forestille Jer det nede i
Danmark, den ene dag er det 0 o C, og den næste er det +30 o C
ups!
Ombygning af bygning 3.
Noget vi også brugte megen tid på var, at få gjort Bygning 3 så
funktionel, som det overhoved var os muligt.
Da dagene endelig engang midt i marts var blevet normale med
dag og nat tiderne. Havde vi fået den geniale ide, at gå i gang
med at rydde tre ubrugte beboelsesrum i tilknytning til køkkenet,
plus mellemgangen imellem disse, for så at slå det hele sammen
til en stor dejlig vinkelspisestue. Det kom vi nu også til at få
meget sjov ud af, med de høje herrer i ledelsen derhjemme.
139

Især dem i Flådens Bygningstjeneste. For sådan et stort ombygningsarbejde,
måtte vi da sandelig ikke bare sådan lige gå i gang
med gøre. Det måtte vi da virkelig vente med til sommerholdet,
med alle håndværkerne kom herop. For vi kunne da nok tænke,
at der skulle være faglig tømrer ekspertise, til sådan et stort
ombygnings arbejde. Så måtte vi jo lige melde tilbage til dem, at
vi skam havde faglig ekspertise, idet jeg er uddannet tømrer, og
at jeg stod for ombygningen. Nå ja, så måtte de da til sidst bøje
sig, og vi gik i gang med beregningerne.
Vi skulle bare aldrig have forespurgt dem derhjemme først, men
sådan er det jo med disse berømte kommandoveje.
En ting, der er helt sikkert er, at det tager forbandet lang tid, at få
lov til, at lave noget om og især når det skal gå igennem nogle,
der overhoved ingen håndværksmæssig baggrund eller forståelse
har. For pludselig står de jo dernede og skal tage en beslutning og
et ansvar. Det var meget svært at få dem til at forstå, at det virkelig
er vigtigt, når man sætter fem mand sammen på et meget lille
område, hvor der indimellem kan komme mange mennesker så
som de arkæologiske -, og geologiske ekspeditioner, der udgik og
ankom til Stationen i sommerens løb, og de skulle jo også
bespises, og vi havde jo kun de her små 12 m 2 små værelser at
gøre godt med.
Så er det altså bare meget vigtigt at få det til at virke så optimalt,
som det overhoved er muligt.
Så kan det altså bare ikke nytte noget, at der sidder nogle gamle
mænd nede i flådens bygningstjeneste i Danmark og ligesom fornemmer
og tror, at det er deres egne penge, det går ud over.
Havde vi ikke haft Major Gunnar Jensen til at slå i bordet for os
en masse gange, når de andre høje herrer blev lidt for trekantede
dernede, ja så havde vi nok alle opgivet det hele for længe siden.
En af de andre ting, der lige kan nævnes var også, at da vi endelig
havde fået tilladelsen til ombygningen og havde fået revet alle de
gamle skillevægge ned og fået dem kørt væk, ned på dumpen og
brændt så meget det nu var muligt, da var det for resten også
140

Et af de gamle rum før tømreren tog fat
141

Lidt større blev det da
142

under dette store arbejde, at jeg opdagede, at det var en af mine
gamle lærerpladser, Asmussen og Weber i Holbæk, der havde
stået for byggeriet af Station Nord først i 50’erne, ja verden er
lille.
For da vi var ved at rive mellem væggene og skillerum ned, var
det jo det letteste at skære store fag ud af væggene, for så derefter
at køre faget bort, men på et eller andet tidspunkt var der
pludselig et forkert bid i saven, der var noget kraftigt inden i
mellemrummet i væggen. Så jeg brækkede vægbeklædningen fra
hinanden, og der kom der en 4 x 4 bom, et stk. 10 x 10 cm. tyk
firkantet stykke tømmer frem, og på den ene var der stemplet: -
Asmussen & Weber. Om man fik hjemve overhovedet ikk!!! Nå
men tilbage til arbejdet. Da vi nu så de fantastiske muligheder,
der pludselig var opstået i dette store dejlige rum, fandt vi jo snart
på, at det ville være meget pænere med noget Japanel krydsfinersplader
på væggene, da de tillige ville være meget lettere for
os at holde rene, når der som forventet ville komme mange
besøgende i de kommende sommerperioder.
Jeg målte så op på, hvor mange plader der skulle bruges, og
vores stationsleder bestilte så det anslåede antal til ankomst med
det næste fly, der afgik hjemmefra og herop til.
Så var den gal igen der hjemme fra. Hvad skulle vi dog med
sådan nogle fine plader heroppe. Og det kunne slet ikke lade sig
gøre, for nu skulle der i det tilfælde en snedker med op, til at
sætte sådan nogle op, og det var der bestemt ikke råd til. For det
første lød det ikke til at være nødvendigt heroppe, og for det
andet kunne de da ikke bare sådan uden videre bevilge penge til
sådan noget, dernede fra Flådens Bygningstjenesten.
Så måtte vi til det igen.
Vi kunne ikke uden ironi meddele dem, at vi skam allerede havde
en snedker heroppe, for jeg var heldigvis uddannet både snedker
og tømrer. Nå ja, havde vi nu også det, kunne det nu også være
rigtigt, det skulle man altså lige undersøge, for det kunne da ikke
være rigtigt.
143

Men så tog vores gode ven Major Gunnar Jensen fat. Han
befalede dem nede på Flådens Bygningstjeneste, at for eftertiden
skulle Flådens Bygningstjeneste bare sende det op til os, som vi
bad om. For de kunne da for fanden da nok regne ud, at vi heroppe
ikke kunne omsætte det til anden side, hvis det var det, der
bekymrede de høje herrer så meget.
Det hjalp, så derefter var det næsten ligesom, at bestille det vi
skulle bruge i et byggemarked, bare med den forskel, at leverings
tidspunkterne var bestemt af Flyerkommandoens flyvninger nord
på. Men det var til at leve med.
Vi fik så, synes vi selv, en overdådig flot og stor vinkelstue, som
vi derefter nu stolte kunne modtage og bespise vores mange
gæster i.
En af disse gæster viste sig at være, den kendte Grønlandstegner
og - maler Kaj Walther, han var kommet herop med et af de
mange forsyningsfly, der nu var begyndt at anflyve Station Sirius
Nord. Hos os blev han så et par dage, for at renskrive nogle
beretninger om sin tur herop, og samtidig havde han en hen del
skitser, som han havde tegnet ud fra de natur ting, han havde set
ud ad fly vinduerne, og disse skulle han nu i fred og ro, her hos
os, rentegne til sine berømte tusch- og akvareltegninger fra
Grønland.
På et tidspunkt kom han meget nedtrygt ind på mit kammer med
sin meget fine Olivetti rejseskrivemaskine under armen, den var
bare lige pludselig gået udu, som han sagde. Om det var noget,
jeg eventuelt havde lidt forstand på. Jeg kiggede lidt på maskineriet
og fandt lige så stille og roligt ud af, at hele miseren bare
skyldtes, at farvebåndet var opbrugt og at den lille fjeder, der ellers
automatisk selv skulle kunne få båndet til, når det var ved
denne position, at kører baglæns, - ja, den fjeder havde så ment
bare sat sig i klemme.
Da jeg lige så stille fik aktiveret fjederen, spillede hele maskineriet
igen som en drøm. Og Kaj Walther var lykkelig, for nu
144

Tusch tegning af Kaj Walther
145

Akvarel med hilsen fra Kaj Walther
146

Der var også andre der kunne male
147

Sælfangeren Jakob Danielsen (1888- 1938)
148

kunne kan blive færdig med sine naturberetninger, som han
havde været i gang med.
Den dag da Kaj Walter så igen skulle videre for at tage hjemad,
kom han lige så stille over til mig med en kuvert, som han lagde
ned i min hånd, samtidig med at han sagde, at jeg først måtte se i
på indholdet, når han var højt oppe i luften igen.
Hans ønske efterkom jeg selvfølgelig, og da tiden så var inde,
viste det sig at kuverten indeholdt, 2 akvareller og 2 tuschtegninger,
hvor der også var et par specielle hilsner, bl.a. til:
- Nordøstgrønlands bedste Olivetti reparatør -, samt: - En meget
stor tak for den store gæstfrihed han havde oplevet her -,
jo jeg følte mig lidt trykket, men alligevel stolt over, at have
kunnet hjælpe denne dejlige, men meget generte dygtige Grønlandsmaler
/ tegner.
En sandørken på Grønland.
En anden af de ting jeg blev meget betaget af heroppe var den
fantastiske skønne natur. I den korte periode hvor det var snefrit,
da eksploderede naturen simpelthen. Der var de yndigste små
blomster over alt, man kunne i hvert tilfælde ikke kalde området
for at være goldt.
En anden ting, der overraskede mig var, at der heroppe i det
nordligste af Grønland findes en kæmpe sandørken. Og hvor ved
jeg så det fra.
Jo, for en nat, da midnatssolen stod højt på himmelen, kom der
kl. 3, et lille sportsfly og fløj over stationen et par gange.
Det kan nok være, at radioen blev bemandet. Det viste sig at
være en lille norsk polarmaskine, hvor piloten bad om landingstilladelse,
og det fik hun.
Ja, kære læsere I har læst rigtigt, det er ikke en skrivefejl eller
polarkulleren, der spiller kispus med mig, fordi vi ikke havde
hørt kvindestemmer i land tid.
Nej, det var en kvindelig pilot og ikke nok med det.
149

Fru pilot ved at tanke
150

Radiosenderen som blev sat på isbjerget/flagen
151

Hun var minsandten også dejlig rødhåret.
Desværre for os kan man så sige, for hun var sammen med sin
mand.
Deres arbejde bestod i at flyve rundt imellem Svalbard og Nordøstgrønland.
De fik så her øje på et særligt stort isbjerg eller isflage, der senere
kunne være til gene for skibsfarten på dets vej ned langs kysten
imod Norge, - ja så landede fruen lige så stille og elegant på
denne kæmpe isflage, der kan være flere hundrede meter lang
eller tæt ved isbjerget, herpå blev der så anbragt en radiosender.
Således afmærket kunne de norske vejrstationer nu hele tiden
følge og holde øje med isbjergets vandring sydover.
Dette fortalte de imens, de stod / sad og tankede op.
Da de så havde fået tanket maskinen op og derefter selv var
blevet godt bespist, spurgte de om nogle af os måske havde lyst
til en lille flyve tur. Der var kun næstkommanderende og jeg, der
havde lyst, de andre syntes at maskinen så lidt lille ud, så de ville
hellere blive på stationen. Så af sted med os andre.
Vi fandt hurtigt på, at vi meget gerne ville ind for at besøge de 2
radiofupper, der var udstationerede inde på Kap Harald Molkte.
Her skulle de to så holde radiokontakt med de forskellige
ekspeditioner, der i forvejen havde fået den officielle tilladelse til
at måtte være i området i sommermånederne, hvis der skulle ske
dem noget og de havde brug for hjælp.
Det var så her i netop dette område, at jeg gjorde den store opdagelse,
at der var masser af sandørkener i den nordlige del af
Grønland.
Det var desuden også der, jeg fandt nogle pragtfulde sandblæste
gennemhullede klippestykker. Som jeg har tænkt mig at tage med
hjem til Danmark, som et minde om Grønlands utrolige
ørkennatur.
De 2 radiofolk var nu også nogle herlige nogen. For det første
havde de kreeret en meget fin skulptur, der var dannet ved, at de
havde tisse på det samme sted igennem hele deres periode, meget
152

Den smeltede is skulptur
153

Naturens egen skulptur
154

Ørkenen på Nordøstgrønland
155

Farvel venner og tak for en dejlig oplevelse
156

kunstnerisk. Om end at på det tidspunkt, da vi var der, var tisseisskulpturen
begyndt at lugte ret kraftigt, da det var blevet tøvejr,
og den var nu begyndt at smelte. Men hvad, det var jo dem, der
til dagligt skulle bo lige op og ned af deres lugtende kunstværk.
For det andet havde de haft det lidt svært med at få hentet sne,
som de så ville kunne smelte til drikkevand. Den bedste sne
havde de måttet hente overe på den anden side af den frosne
fjord, hvor de boede, det var en tur på 400 - 500 meter. Problemet
havde bare været, at den budcykel de ville bruge til at få transporteret
sneen henover fjordisen på. Ja, den hele tiden var
skredet ud på den glatte fjordis for dem. Hvad gør man så ?
Disse her to snedige radiofolk tog da bare noget kontaktlim og
som den største selvfølgelighed, limede de da bare grus på
dækkene. Så nu var der ingen problemer med at hente sne til
drikkevand mere.
Det var en skøn og dejlig oplevelse, den lille tur over til disse to
ensomme radiomænd, i deres orange campingvogn.
Det blev til mange flere turer, nu hvor det var lyst hele døgnet,
der var jo et fantastisk naturlandskab lige uden for døren, og den
måtte også undersøges.
For den gamle Station Nord havde jo haft en hel del udflugtshytter,
som stationens beboere havde kunnet tage ud til, disse
blev også brugt af Sirius fubberne, hvis de røg ind i dårligt vejr,
således at det ville være for besværligt at nå ned til os, men det
var sjældent, for maden var bedre her, i stedet for dåsemad, og så
kunne de endelig få et velfortjent bad efter flere måneders
etagevask.
Men når der var mulighed for det, tog vi en tur rundt til de
forskellige hytter for at holde dem klar, i tilfælde af at de skulle
bruges af fupperne eller af nogle af de forskellige ekspeditioner,
eller bare for os til at slappe af i.
157

Det er en af disse ture, jeg nu vil fortælle om.
I juni er det jo højsommer heroppe, så stationslederen og jeg
havde planlagt en afslapnings hygge naturtur rundt nordvest på.
For at tage på en inspektion af området den vej rundt. Jeg havde
lavet en stor anhænger til snescooteren, den var 2,50 meter lang,
1,20 meter bred og 50 cm. høj og den var lavet i en bund og en
top del, hvor top delen kunne gå udover bunddelen, så teoretisk
kunne den blive 1 meter høj, så hvis der blev ballade med at nå
frem til de forskellige hytter, var den så stor at den kunne bruges
til at overnatte i.
Dette blev dog ikke nødvendig, men den var utrolig god til at
have alt det udstyr i, vi havde med og det var dejligt overskueligt,
og ikke som på hundeslæderne, hvor det hele altid skulle surres
godt fast, hver gang man skulle på tur.
I vores slæde var det bare at sætte det hele i kasser og så bare
sætte kasserne ned i slæden. Det var for resten den samme
slædebund, som jeg også brugte til ”Polarpilen”, altså den
undervogn med de fire ski under. Den gled som en drøm med
den store skioverflade og samtidig et meget lille tryk på sneen.
Det hjalp jo også slæden på en anden måde, for slæden sank
heller ikke så dybt ned i sneen, så den var meget let at trække for
snescooteren.
Jeg havde afprøvet slæden mange gange i dagene i forvejen og
lavet et par små justeringer, så nu var alt klar til at tage af sted.
Torsdag den 3. juni kl. 10.30 startede vi ud på vores inspektions
tur.
Første dag gik det bare nordud til Prinsesse Dagmars Ø, hvor vi
først så til Syd Hytten. Det der skulle ses efter, var om der var
ødelagte vinduer eller døre.
Dernæst skulle der så kontrolleres om petroleumsovnen / kakkelovnen,
var brugbar, her var det også vigtigt at kakkelovnsrøret
var i orden, således at røgen nu også kunne trække ud.
Og så nok det vigtigste, at der på selve kakkelovnen stod en lille
spand, hvor i der var hældt en god sjat petroleum. Her i skulle
158

Man føler sig lille
159

Millioner af år gammel havbund
160

Naturen er bare så smuk
161

Men uden mad og drikke
162

Meget fin hytte, velkommen
163

Undskyld, men vi ventede ikke gæster
164

der så stå nogle tynde optændingspinde. Og lige ved siden af
denne spand skulle der så ligge en tændstikæske med stormtændstikker,
hvor det var livsvigtigt at huske, at der altid skulle være
nogle tændstikker, der var sat ned i tændstikæskeskuffen, således
at de havde svovlet stående op / udaf. Dette var fordi, i det
tilfælde, som vi aldrig ønskede skulle opstå, at der på et eller
andet tidspunkt skulle komme nogle stakkels mennesker, der
havde fået forfrosne fingre, så det i det tilfælde ville være meget
svært for dem at få åbnet en tændstikæske, men nu hvor
tændstikkerne sad på denne måde, kunne de med deres frosne
fingre, få tændstikkerne op og få de petroleumsvædede optændingspinde
tændt, så de kunne få ild i kakkelovnen, så denne kunne
give dem den livs givne varme i kroppen tilbage, men som
sagt lad os aldrig håbe at det nogen sinde skulle ske, for det
skulle være noget så smertefuldt at få varmen tilbage i frosne
legemsdele.
Det var så en lille beretning om, hvorfor det altid var meget
vigtigt at holde hytterne i top stand.
Efter Syd hytten gik turen til Nord hytten, hvor der heller ikke
var noget at bemærke, bortset fra at der var noget proviant, der
skulle efterfyldes. Disse ting havde vi jo også med i slæden, vi
var næsten ligesom købmænd, hvor kunden havde bestilt dagligvarer,
for de forskellige ekspeditioner, der havde brugt hytterne i
sommerperioden.
De havde jo aflagt beretning og fortalt hvad og hvilke ting, der
var blevet brugt i sommerens løb, og som reglen blev disse forbrugsting
kørt eller fløjet ud til hytterne inden mørketiden satte
ind, men vi havde lige lidt, der skulle fordeles.
Fra Nordhytten begav vi os til sydspidsen af Prinsesse Thyras Ø.
Derfra tog vi over til hytten på en af de nordlige af Prins
Frederiks øerne. Da denne inspektion var vel overstået, gik det
bare i fuld fart ned ad Danmarks Fjorden, og jeg mener i fuld
fart, sådan en snescooter med en stor slæde bagefter, kommer
165

snildt op på en fart af 70 km. i timen på denne isbelagte fjord,
men det blev nu lidt koldt om næsen og klokkeværket, og man
skulle jo også se denne fantastiske natur, så ned i adstadigt tempo
igen.
Det er her, på den nordlige side af fjorden, at Peary Land Fjeldet
ligger, og for mig har området de herligste stednavne som f.eks. :
- Pyramide Plateauet, Kjovesletten, Herlufsholm Strand -,
eller hvad med :
- Kap København, Kap Vårbrud eller Kap Kronborg -.
Så er der jo også fjeldene:
- De Fynske Alper, Sjællands Fjeldene, Den Jyske Ås -,
og så lige ned igen til, - Sjællandssletten -.
Og helt inde i bunden af Danmarks Fjorden ligger selvfølgelig.
- Admiralens Højland -. Og sådan kunne jeg blive ved, men vi
havde jo et arbejde, der skulle gøres.
Så nu var det blevet tid til, at vi tog ind til det sydligste af den
største af Prins Frederiks øerne, og her fandt vi en forladt
Weseel, det vil sige et slags bæltekøretøj, der så trak en stor
kabine efter sig.
Den så faktisk helt ny ud, men var bare blevet efterladt her.
Det var måske en ide til senere adspredelse, at få den transporteret
til Station Sirius Nord og derpå få den gjort køreklar til
andre ekspeditions turer rundt i dette store natur område.
Det var jo noget af en mundfuld, den kunne tage hen ved 10 personer
ad gangen i bagkabinen + 2 i førerkabinen. Det var måske
lige noget, der skulle forelægges de høje herrer, dernede sydpå,
så det lugtede jo allerede af problemer, for vi havde jo ingen
Falckreddere til at transporterer den herfra og til Station Sirius
Nord, og det ville de med garanti bruge som et meget vægtigt
argument denne gang.
Nå, men tanken er nu meget sjov alligevel, det kunne være, at vi
denne gang bare skulle gå direkte til Major Gunnar Jensen, for
ham er der jo gud ske lov stadig noget knægt i. Så han ville nok
166

med det samme kunne se sagen fra vores side af, og så er det
muligt, at vi får lov til selv, at prøve at bjærge den på en eller
anden måde, måske ved hjælp af en af de amerikanske helikoptere,
det var i alt fald nogle af de tanker, der for igennem mit
hoved her ude i midten af
- On top of the world -
Herfra tog vi til det nordligste af Alexandrine Bjerget, der med
sine fjeldtoppe, på fra 700 til 1.100 meters højde, var et flot skue.
Herfra passerede vi Bræ gletscheren for at se til Bræhytten, (den
skulle måske have navneforandring til Hønsehuset, på grund af
sin størrelse), her måtte vi virkelig arbejde hårdt. For den skulle
vi først tømme for sne, da døren havde været blæst åben ved en
af vinterens storme, så det var noget der gav varmen, men den
var som blæst da vi forlod den. Fra Bræhytten gik det videre til
Deltahytten, (det var så afgjort den pæneste og den bedste af alle
de hytter, vi var ude for at inspicere på denne runde).
Herefter var det bare østover, til vi var ved Flade Isblinkhytten.
Flade Isblink på Prinsesse Dagmars Halvø, hvis højeste punkt er
1.400 meter, og hvis nogle af Jer læsere tror, at den rigtige
Grenen ligger på Jyllands nordspids, så må I tro om, for det er
kun en lille kvist i forhold til den Grenen, der ligger her på
østsiden af Prinsesse Dagmars Halvø.
Men tilbage til Flade Isblink, for ude ved ishavskanten kunne
Flade Isblink smukt leve helt op til sit navn, denne gletscher, der
er Grønlands næst største og her bevægede den sig ud i
Antarctics Bugten, hvor den i solskinnet bare glinsede som en
stor flot blinkende hvid diamant. Wow!
Ja, ja alt godt har jo også en ende, og vi måtte desværre videre
over til den sidste hytte på denne tur, som var Fiskebækhytten,
hvor alt selvfølgelig også var som det skulle være.
167

Så alt i alt efter denne dejlige tur, på en lille uges tid, kan jeg kun
sige, at efter en så herlig tur med masser af fantastiske store
naturoplevelser, der bare står så stærkt indprentet på ens nethinde
eller i baghoved på en, at det næsten er for overvældende.
Så der er en masse indtryk, der lige skal have lov til at lægge sig.
Det jeg har mest brug for lige nu, når jeg kommer hjem til Station
Nord, er at få sovet, og så se om det hele blot har været en stor
dejlig drøm, eller om det virkelig er den skinbarlige sandhed, at
jeg virkelig har været ude på denne tur i pagt med naturen, og når
jeg så vågner op igen, efter et døgns søvn, ja så skal det hele
bearbejdes, det ene skønne indtryk efter det andet.
Når men chefen kalder nu, han siger, at jeg ikke har tid til at
sidde der og dagdrømme, for vi skal hjem til dagligdagens
rumlen igen. Det var ellers bare skønt, at få lov til at flippe ud og
beruse sig i denne dejlige natur her.
Sprængstoffer!
Mine venner i Barak 432 overe i Thule, ville på et af vores alt for
få diskussions / debat møder, have at vide om sådan en soldat
som jeg, nu også vidste hvordan krudt og sprængstof og sådan
noget var blevet opdaget.
Jo, jeg mente da nok, at have lært, at det nok var kineserne, der
var mestre for denne kunst. Men, nej for de havde fået tilsendt et
manuskript fra en artikel, der var blevet skrevet af en
landsretssagfører ved navn Tage Lasson, og som han havde
brugt i et af sine foredrag, som han havde holdt i, - ” Vaabenhistorisk
Selskab ” -, om de salpeterholdige sprængstoffer. Og
selvom det er mange år siden, at den nu afdøde landsretssagfører
holdt sit foredrag, syntes jeg stadig den dag i dag, kan give
spekulation til eftertanke, så værsgo!
168

Teorien om de salpeterholdige sprængstoffer
og deres anvendelse omkring midten
af det 2. årtusind før Kristi fødsel.
Af Tage Lasson.
De af medlemmerne, som Selskabets meddelelse venter, at jeg
skal tale om krudt, vil blive skuffet, for mit foredrag handler
næsten ikke om krudt, men for størstedelen om salpetersprængstoffer
og deres mulige oprindelse. Jeg vil derfor snarere
have kaldt foredraget, -
”Teorien om de salpeterholdige
sprængstoffer og deres anvendelser omkring
midten af det 2. årtusind før Kristus”!
Der er måske endnu nogle medlemmer, der erindrer den
skydning, der var sidste sommer på skydebanerne, og som i
øvrigt af Præsidiet betegnedes med det gådefulde navn:
”Påtændingsprøve”. Dengang anvendte jeg almindelig kantet
jagtkrudt til de gamle skydere. Det er senere blevet besluttet at
fortsætte disse svage eksperimenter og bringe dem så nær til
virkeligheden som muligt, derved at anvende tidssvarende krudtblandinger.
Historien plejer at afslutte Middelalderen eller at indlede den
nyere tid i 3 opfindelser: - 1.) Kompasset, - 2.) Bogtrykkerkunsten,
og - 3.) Krudtet.
Naturligvis formår disse tre vigtige opfindelser ikke straks at jage
middelalderens barbari og åndelige mørke på flugt, og pludselig
lade en ny tid indtræde, men hver for sig har de været vigtige
værktøjer i den historiske udvikling.
Krudtet fik heraf sin andel af den store kulturmission. De støtter,
som middelalderens samfund byggede på var ridderne, som med
øvet arm og gode våben med lethed kunne sprede den gemene
hob, hvis den fandt på at tale for højt om sine rettigheder. Men
169

overfor den mægtige kraft, der ligger gemt i krudtet, formåede
riddernes kraft så uendeligt lidt, og der er ingen tvivl om, at
krudtet i høj grad bidrog til at gøre ende på riddervæsenet.
Hvem der har opfundet krudtet, ved man ikke. Når historien lader
munken Bertold Schwartz fra Freiburg i året 1313 under
alkymistiske forsøg opfinde det, har den afgjort ikke ret. Den
mindestøtte, som man i Freiburg har rejst for Schwartz, må
nærmere opfattes som et ærbødighedstegn fra menneskeheden
overfor en stor opfindelse, men ikke overfor en stor opfinder.
Krudtets historie går så langt tilbage, og den når, som jeg om lidt
skal søge at overbevise Dem om, måske op til Moses.
De gamle grækere og romerne har ikke kendt krudtet, thi de
syntes ikke at have kendt salpeteret.
Dette stof, som er sprængstoffets vigtigste bestanddel synes, i det
5. århundrede efter Kristi fødsel, at være kommet fra Indien eller
Kina til Konstantinopel. Her fandt man på, at når man satte
salpeter til stoffer, der var meget brandbare, og man derefter
antændte blandingen, kunne denne ikke slukkes før det hele var
brændt op. Idet man gik videre, udfandt man en særlig god
blanding, som i historien blev kendt under navnet,
- ”Den græske ild” -.
Den græske ild fremstilledes af salpeter, svovl, beg og harpiks,
der sammensmeltes med brandbare olie, og når den antændtes,
fremkom der en stærk røg som fulgtes af et knald og en stor
flamme, der ikke kunne slukkes, end ikke i vand. Ved hjælp af
dette enestående brandvåben opretholdtes det affældige græske
kejserdømme i en årrække. Tilberedningen af ilden blev bevaret
som en statshemmelighed, som i næsten 500 år ikke blev røbet. I
tidens løb gennemgik den græske ild mange ændringer, og
mindede til sidst i sin sammensætning noget om krudtet, hvilket
man ved fra en bog, som fremkom omkring år 1200, nemlig Narcus
Græcus: - Bogen, der handler om ild, hvormed man kan
opbrænde fjender -. Blandingen angives her til at indeholde:
11% svovl, 22% kul, og 67% salpeter, altså omtrent som krudt.
170

Hidtil har vi kun set salpeterblandingerne anvendt til brandstiftende
virksomhed, men den store betydning af krudtet kommer
først rigtig frem, da man opdager, hvilke umådelig kraft, der
udvikles, når krudtet antændes og salpeterblandingen bliver en
sprængblanding. Denne opdagelse har man hidtil ment ligger
omkring begyndelsen af det 14. århundrede, men ved studier i
anledning af de i begyndelsen af foredraget nævnte eksperimenter,
er jeg stødt på optegnelser og beskrivelser af den tyske
nationaløkonom Geesell, som synes at pege meget stærkt på, at
allerede på Moses tid, altså ca. 1500 år før Kristus, har man været
klar over salpeterblandingens sprængkraft og anvendt den med
dette formål. Ved gennemlæsning af Bibelens beretninger om
Moses’s mirakler og de efterfølgende begivenheder med en våbenhistorikers
øjne, ser man, at miraklerne i betænkelig grad
minder om anvendelsen af et endog overordentlig stærkt
sprængstof, og da selskabets medlemmer er opfordret til at lade
sådanne opdagelser gå videre ved møderne, har jeg besluttet at
lade Dem erfare om mine undersøgelser.
Især 3., 4. og 5. Mosebog viser os Moses som jødernes befrier
fra trældommen i Ægypten. Grundlæggeren af Israels religion og
som den store mirakelmager. Den brændende tornebusk i
ørkenen. Moses mærkelige stav, hvilken der udgår ild og hagl
fra, og som kan slå vand af klipperne, forklarelsen på bjerget,
tilintetgørelsen af religionens fjender. Jeriko’s indtagelse og de
efterfølgende kampe, som især i Josvas bog synes at vise os, ikke
alene anvendelsen af en salpeterblanding som sprængstof (altså
ikke sprængstof), men tillige hvad der er langt interessantere,
anvendelsen af et ildhåndvåben, som har det formål, ikke at antænde,
men at dræbe med kugler.
Bibelens beretning er de eneste kilder til disse mirakler og
fremstiller dem da også som Guds værk. For et nutidsmenneske
er det vanskeligt at opfatte sådanne begivenheder som Guds
direkte indgriben til fordel for sit udvalgte folk, men der er jo
heller ikke noget i vejen for, endsige anstødene i, at bevise eller
171

sandsynliggøre, at miraklerne er menneskeværk. Thi guddommelig
indgriben kan lige så vel tænkes indirekte ved et menneske
som redskab, som direkte. Mit foredrag er derfor intet angreb på
Bibelens beretninger og bør ikke give anledning til nogen kritik
af religionen, jeg vil kun søge at vise, at Moses sikkert har kendt
og benyttet et sprængstof, men at man ved beretningens nedskrivning,
der sikkert finder sted langt senere, ikke har kendt til
noget sådant, hvorfor man har forklaret fænomenerne anderledes,
og til dels gjort hele fremstillingen meget uklar.
Den politiske situation, da Moses begynder sin virksomhed, er
kort den, at jøderne var i trældom i Ægypten, hvor de var slet
behandlede, men var en billig arbejdskraft for de af indenrigspolitiske
og udenrigspolitiske stridigheder optagende ægyptere,
som derfor ikke ville tillade jøderne at vandre ud af landet.
Hvilket sprængstof kan Moses tænkes at have anvendt? Hvis vi
går ud fra, at det var en krudtblanding, må vi se, om han havde
haft de fornødne råstoffer til rådighed. Som bekendt består krudt
af ca. 12% svovl, 13% trækul og 75% salpeter. Svovl har man
sikkert ikke haft vanskeligt ved at skaffe sig, det findes bl.a. hvor
der er vulkaner og f.eks. Sinaihalvøen er meget vulkansk
Trækul har man ikke haft vanskeligt ved at fremstille, og som jeg
senere skal komme tilbage til, har Moses efter Geesells mening
haft trækulsmidler i anvendelse (så langt tør jeg personlig ikke
gå, men trækul er ingenlunde nødvendig til et salpetersprængstof),
og salpeter, - kaliumnitrat-, findes flere steder i naturen,
men hvor det ikke findes, kan det let skaffes, nemlig ved hjælp af
de såkaldte salpeterhaver. I jordbunden findes særlig en bakterie,
salpeterbakterien,, der er særlig virksom ved 20 o - 37 o C, altså
ved almindelig subtropisk temperatur. Kvælstofholdige dyriske
affaldsprodukter, som navnlig fedt, blod, urin, og gødning vil
gerne give salpeter, når salpeterbakterien er der til stede og
virksom i jorden, i salpeterhaverne. Har Moses haft salpeterhaver?
Svaret må for mig blive et ubetinget – Ja, og han har ved
alle til rådighed stående midler, - dødsstraf og andre trusler inklu-
172

sive - , forstået at skaffe sig råstofferne til sine salpeterhaver.
Jeg skal straks gennemgå hvorledes.
Salpeter er jo, - som nævnt - , langt den vigtigste del af sprængstofferne
med krudtlignende sammensætning. Selvom jeg går ud
fra, at De alle ved, hvorledes det virker i krudt, skal jeg alligevel
sige det. Ved forbrænding afgiver salpeteret ilt til kullet, som da
bliver til luftformig kultveilte, samtidig afgiver salpeteret frit
kvælstof, og de to luftstoffer, kulsyre og kvælstof udvider sig
voldsomt på grund af den stærke varmeudvikling og fylder et
rum, der er flere hundrede gange så stort som det rum, krudtet
indtog. Man kan meget vel, - ligeledes som før nævnt, blande
salpeter med mange andre brandbare stoffer, f.eks. mel (som for
resten i sig selv er eksplosivt). Prøv blot engang selv at lave
denne blanding derhjemme, (ikke i køkkenet) og sæt ild til, eller
tag salpeter og fosfor, og jeg skal love Dem, at De bliver
forbavset, hvis De i øvrigt kommer fra det med sanser og lemmer
i behold.
Altså mine herrer, salpeter er grundstoffet ved fremstilling af
disse sprængblandinger.
2. Mosebog 29. kapitel, vers 12-13: - Her omtales, hvad jøderne
skulle ofre til helligdommen:
- ”Og du skal tage alt fedtet, som skjuler indvoldene og hinden
over leveren og begge nyrerne med fedtet, som er på dem og alt
blodet” -!
3. Mosebog 3. kapitel, vers 3, gentager det, som i øvrigt gentages
mere end hundrede gange. - ”Alt fedtet hører Herren til” - (vers
17), hvilket vil sige, at det skulle afleveres til kongen, ypperstepræsten
dvs. Moses. Der fastsattes dødsstraf, (i 3. Mosebog
3. kapitel), for ikke at aflevere alt fedt og blod.
Når man ser med hvilken iver, Moses sikrer sig fedtet og blodet
spørger man: - Hvad vil han med det? Thi når man ved juridiske
straffe kan kræve i sig selv unyttige offergaver udleveret og ikke
nøjes med, at true med de himmelske hævnstraffe, da er vi inde
på forhold, der har andre formål end netop det religiøse.
173

Jeg vil nu gøre et sidespring. Allerede på det tidspunkt, altså
inden udvandringen til Ægypten er påbegyndt, hører vi beretningen
om, - ”den brændende tornebusk”. Det var kun moses,
der så dette fænomen, så det er muligt, at han herved kun har
villet forberede jøderne på, at ”Herren” ville åbenbare sig for
dem ved ild. Vi hører også om en mærkelig stav, som Moses
havde, fra hvilken der udgik ild, og som han påstod at have fået
af Herren til at gøre mirakler med, en stav, som vistnok Aaron
havde magen til. Det hebraiske ord, fra hvilket stav er oversat,
kan imidlertid, efter hvad jeg har erfaret, lige så vel oversættes
ved ordet rør, men når det er blevet oversat med ordet stav, er det
ganske simpelt, fordi det faldt oversætteren rimeligt, at en mand
gik med en stav i hånden frem for et rør.
Om staven hører vi i 2. Mosebog 9. kapitel, vers 23:
- ”Moses rakte sin stav op mod himlen, og Herren lod tordne og
hagle, og der for ild ned på jorden” -.
Dette er ligeså meget beskrivelsen af anvendelsen af et ildrør, i
hvert fald mere end beskrivelsen af en almindelig stav.
Den tyske nationaløkonom Geesell, der har behandlet det samme
emne, mener, at beskrivelsen af samtalen mellem Herren og
Moses i 2. Mosebog 4. kapitel vers 1-2 er en undervisning i
brugen af ildrøret, den gives således, at den slange, som De
erindrer nævnt i forbindelse med staven, skulle have været en
lunte, men det er nu en for dristig slutning, og jeg skal ikke
komme nærmere ind på den.
Da Farao så dette fænomen, bad han for ægypterne, og Moses
lod tordenen, ilden haglregnen høre op. Nu vil De sikkert spørge,
hvorfor ikke de ægyptiske præster, fra hvem Moses sikkert har
fået i hvert fald grundlaget for sin viden, sagde, - ”Det kan vi
også gøre” -, men her vil jeg sige, at det kan være muligt, at de
ikke har været så drevne som Moses, og at det fremgår af de
historiske beretninger fra Ægypten fra samme tid, at Farao
vistnok var ved at gå over til jødernes tro. Derfor tav præsteskabet,
hvis stilling herved ville være stærkt truet, da de så
174

Moses’s mirakler, thi præsterne ønskede jøderne ud af landet
snarest. Medens regeringen og Farao holdt på dem. Efter store
genvordigheder, som alle kender fra deres Bibelhistorie, fik
jøderne da endelig lov til at drage af sted, og det er da et meget
betegnede træk, at Moses ifølge 2. Mosebog 10. kapitel vers 25,
sikrer sig råmaterialer til sine salpeterhaver:
- ”Og du skal og medgive os slagteofre . . .” -. Moses ønskede
ikke undervejs, at være afskåret fra at skaffe sig salpeter, thi til
hvad andet skulle han ellers bruge disse ting? At slæbe rundt
med en masse slagteriaffald på vej ud af Ægypten var der næppe
nogen mening i uden netop den. I særdeleshed, da jøderne
medbragte store mængder af levende kvæg.
Jøderne var på den tid et råt og krigerisk nomadefolk, og med en
vis stolthed står der i 2. Mosebog 13. kapitel vers 18:
- ”Israels børn drog bevæbnede ud af Ægyptens land” -.
Biblens beretning om de forskellige byer, der faldt i israelitternes
hænder, er da også beretninger om blodige kampe med massemyrderier
af kvinder og børn, unge og gamle og total udslettelse
af hele befolkninger.
Under vandringen hører vi, at ifølge 2. Mosebog 13. kapitel vers
21, gik
- ”Herren foran dem, om dagen i en skystøtte over arken, for at
lede dem, om natten, når de hvilede, i en ildstøtte, for at lyse
dem” -.
Dette lys, og den omtalte rørstøtte kom fra arken. Det kan have
været en slags græsk ild, Moses har brugt for at få folket til at
følge arken, men det kan også, som Geesell hævder, have været
lys og den svage røg fra en trækulsmile. Arken var, må jeg
indskyde, ikke et lille skab eller kiste, man bar af sted med, men
en meget stor indretning, der måtte slæbes eller bæres af mange,
mange mennesker. Læser vi senere hen i beretningerne, om på
hvilken måde man stablede brændet op i helligdommen, når det
skulle antændes, hvorom jeg senere skal berette, tør man ikke
skubbe den tanke fra sig, at der kan have været tale om en mile,
175

som Geesell mener.
Som De sikkert erindrer, fortrød Farao, at han havde ladet jøderne
drage bort, og han lod sin hær sætte efter dem. Som De ved,
gik man over, - ”Det røde Hav” -, rimeligvis ved et vadested og
under gunstige vandstandsforhold, men det er interessantest, da
Moses opdager, at ægypterne er i hælende på dem, lader han ikke
helligdommen, arken, bringe først over, hvad der var det naturligste,
men folket går over, medens arken og Moses går sidst
over. Den Herrens engel gik altså nu ikke i spidsen, men bagved
toget, og arken blev stående natten over på samme kyst som
ægypterne. Om natten, - ”ruller Moses sig ud efter noder” -, for
at bruge et københavnerudtryk..
For som 2. Mosebog 14. kapitel vers 20 siger: - ”Den (arken)
kom mellem ægypternes hær og israelitternes hær, og den var
sky og mørke for hine . . ”, og i vers 24 står der: - ”Og det
skete, da morgenvagten kom, da så Herren i ildens og skyens
støtte til ægypternes hær og forfærdede dem, og han stødte
hjulene af deres vogne og lod dem rykke frem med besvær og
Herren styrtede ægypterne i havet” - . Alene det, at hjulene
rives af vognene, inden Moses lader vandet, som trænger ind, da
han antagelig sprænger vadestedet, synes at vise os en
eksplosion. Israelitterne nåede over, og hvad der var det vigtigste
for Moses: - ”og de troede på Moses” - , vers 31.
Hans magt var yderligere grundfæstet.
I 2. Mosebog 17. kapitel vers 5, da folket tørster, slår Moses vand
af klipperne med sit vidunderlige rør, sikkert ved sprængning.
Israelitterne var nu kommet ind i ørkenen og begyndte at blive
utilfredse med den lange, trælsomme vandring, der som bekendt
varede mange år, og Moses var blevet klar over, han måtte styrke
sin magt ved et særligt fint mirakel for at vise, at det var Herren,
der stod bag ham for at føre sit folk frelst tilbage til hjemlandet.
Dette mirakel indtraf på Sinai bjerget. Moses gik alene op på
bjerget, og folket skulle vente nedenfor, indtil ifølge, 2.
Mosebog 19. kapitel vers 13: - ”Basunen lyder langsomt” -,
176

(det er interessant at se, at hver gang, der skal ske noget særligt,
optræder Moses altid alene, i tilbørlig afstand fra folket). Moses
går op på bjerget, og den næste morgen ser man fra bjergets top
lyn og torden, og på det sted, Moses var, - ”ser man røg (vers
16) og hører en såre stærk basuns lyd” -. Denne basun lyd
bliver stærkere og stærkere, og folket forstod, at - ”Moses talte
med Herren” -, (19. kapitel vers 19). Jeg beder Dem lægge
mærke til denne særlige stærke basun lyd, som jeg senere skal
vende tilbage til. Da Moses kommer ned fra bjerget med
stentavlerne med de ti bud, som Moses sikkert selv har hugget,
ser folket tordenen, blussene og basunens lyd, - ”og det flyede
og stod langt borts”
(20. kapitel vers 18). Øjeblikkelig benytter Moses anledningen til
at minde folket om, at:
- ”Herren har pålagt det at bringe tak og brændeofre” –
(20. kapitel vers 24) og i 24. kapitel indskærpes i 3. og følgende
vers: - ”Og Moses kom og fortalte folket alle Herrens ord” -, I
6. kapitel hører vi, at
- ”af det blod og fedt, der ofres som takofrer, bruges kun den
ene halvdel, og den anden halvdel kom Moses i bækkener” -.
Derpå går han så op på bjerget sammen med de ældste, der dog
ikke måtte komme helt op. Da Moses alene er kommet op på
bjerget, - ”bedækkede en sky igen bjerget” - , og man så, - ”en
fortæret øverst på bjerget” . . ”og midt i skyen kom Moses til
syne” -. Da Moses kom ned igen, hører vi det mærkelige, (34.
kapitel vers 29), at – ”Moses ansigt strålede deraf at han havde
talt med Herren” og ”folket frygtede at komme ham for nær” -
(vers 31). Jeg kunne tænke mig, at den gode Moses har været lidt
uforsigtig denne gang med fyrværkeriet og er blevet forbrændt,
thi vi hører i vers 31 i samme kapitel, at han,
-”lagde et lin over sit ansigt. Kun når han var alene i
helligdommen tog han linet af” -, (vers 34).
En af de meddelelser Moses bragte folket fra Herren var, at der
skulle bygges en helligdom, som tilsyneladende var Moses labo-
177

atorium og krudtfabrik.
I 2. Mosebog 27. kapitel læser vi om dens indretning, med kobberkar,
gryder, ildskovle og ildkar (ikke særligt kirkeligt inventar),
med en lukket forgård med jordvolde, hvor salpeterhaverne
kunne være osv.
I det allerhelligste skulle der altid brænde en olielampe. Kun
Moses, israelitternes konge og ypperstepræst, og hans broder
Aaron og dennes sønner havde adgang til de hellige rum. Moses
alene dog til det allerhelligste.
I 35. kapitel hører vi om Moses eksperimenter i helligdommen,
de var så slemme, at efter vers 9-11, var der så megen røg, at -
”Moses måtte stå i døren, når han talte med Herren -.
(Svovldampe har antagelig gjort ham opholdet indendørs
umuligt). Ved hjælp af denne helligdom blev Moses også herre
over, hvornår folket skulle rejse videre, thi kun, - ”når Herrens
sky viste sig over helligdommen” -, rejste man, og det afgjorde
Moses jo sikkert selv (40. kapitel vers 35-38).
3. Mosebog indledes med en interessant beskrivelse af, hvorledes
ofringer skulle foregå, hvor de forskellige dele skulle
afleveres osv. Om brændofrene står beskrevet, hvorledes vedet
skulle lægges til rette på altrene, som var af jord, nemlig ned i
disse, og dette minder meget om en trækulsmiles opbygning, tæt
opstablet træ dækket af jord, med en åbning foroven og antænding
forneden.
Dette er også Geesells teori, selv om jeg ikke tør gå så vidt.
Nu kommer en anden interessant ting. Moses sikrede sig aflevering
af store mængder mel (3. Mosebog 2. kapitel vers 1) og som
tidligere nævnt, tørret mel og salpeter blandet i rette forhold, er
ikke til at spøge med, hvilket jeg ved lejlighed skal demonstrere
for Dem. I næste kapitel indskærper Moses igen:
- ”Alt fedt og blod hører Herren til” -,
og fastsætter dødsstraf for overtrædelser.
Nu kommer en sørgelig historie. Et par af den før omtalte Aarons
sønner var gået ind i det hellige med åben ild, men ifølge 3.
178

Mosebog 10 kapitel vers 2:
- ”foer der ild ud af Herrens ansigt og fortærede dem” -.
De har åbenbart i beruselse været uforsigtige og er kommet for
nær salpetersprængstofferne med den åbne ild, thi i samme kapitel
vers 6, indskærper Moses overfor Aaron og hans tilovers
blevne sønner: - ”I skulle ikke drikke vin og stærk drik, når I
går ind i forsamlingens Paulun på det I ikke skulle omkomme
som disse” -.
Alt tyder på, at det er i en krudtfabrik og ikke i en helligdom.
Fra Moses regeringstid har vi endnu kun tilbage en enestående
interessant begivenhed, der i virkeligheden siger spar to til alt,
hvad vi hidtil har hør om. Der var selvfølgelig nogen, der var
utilfreds med Moses og hans førerskab, bl.a. Korah og hans
tilhængere. De synes på et vist tidspunkt at have fået folket i tale
og at vinde tilhængere. Da besluttede Moses sig til at vise sin
guddommelige beskikkelse. Nogle af tilhængerne forsvinder på
den mystiske måde, at - ”Herrens ild” -, ifølge 2. Mosebog 11.
kapitel vers 1, fortærer nogle af dem. Derpå forsamler Moses alt
folket (vers 5), og siger: - ”I morgen (jeg beder Dem lægge
mærke til, at han altid siger i morgen, for hans planer kræver en
vis forberedelse) skal Herren tilkendegive, hvo der er hans og
den som hellig er” -. Om natten dvæler Moses i helligdommen
alene, dvs. han arbejder i sit laboratorium, og den næste dag siger
han til folket: ”Gå langt væk fra Korah, Datans og Abirams boliger”
og tilføjer:
- ”Dersom disse dø som alle mennesker dø, da har Herren ikke
sendt mig, men dersom disse dø, Herren skaber noget helt nyt,
at jorden oplader sin mund . . , da er det mig . .” -, (4. Mosebog
16. kapitel vers 28) og ifølge samme kapitel vers 31, skete det,
”at jorden revnede, som var under det sted, hvor de tre var
henne . . og der for en ild ud . og opslugte Korah og alle hans” .
Moses har simpelt hen sprængt dem alle i luften. Moses var nu
gammel, og han måtte snart vente at dø. Som bekendt kom han
aldrig selv til Palæstina, men inden han dør, betror han sig til
179

Nun’s søn Josva, - ”der fyldes med visdommens ånd af Moses”
-, (5. Mosebog sidste kapitel vers 9), thi Moses var klar over, at
han ikke før folket var kommet frelst tilbage, turde han lade
hemmeligheden med miraklerne dø.
Med Moses døde en højt begavet folkefører, en politiker af
verdensformat og en stor feltherre og en streng, men retfærdig
dommer, der kun kendte en lov, nemlig den der tjente til at føre
det udvalgte folk tilbage til hjemstavnen.
Hvorledes går det nu med hemmeligheden efter moses død. I den
følgende Josvas bog 6. kapitel, hører vi om, hvorledes jøderne
vandrer videre til deres land. Undervejs nærmer de sig Jeriko,
som lukker sine porte for dem. Belejringen begynder. Josva meddelte
folket, at når de hørte fuldtonede basuner, skulle de storme
staden, thi da ville murene falde. Vers 6 siger: - ”så kaldte Josva
ad præsterne og sagde til dem . . bærer pagtens ark hid, bærer
de syv fuldtonede basuner frem foran dem . . da gik præsterne
frem og blæste i de syv fuldtonede basuner og Herrens ark (det
vil sige krudtlageret) fulgte efter dem.. og (i vers 20) folket
skreg, da de blæste i basunerne . . og muren faldt lige ned” -.
Det må da slå enhver, at mure således pludselig falder ned, fordi
man blæser i nogle basuner.
Nu hører De jo nok alle, at disse var ikke almindelige basuner,
men fuldtonede basuner, de må altså have haft en særlig stærk
lyd. Man fristes til at antage dem for en slags skyts, men beskrivelsen
er så utydelig, fordi nedskriveren antagelig ikke har
forstået et ord af det hele.
Geesell betragter det som givet, at basunerne har været en slags
feltskyts, som har skudt brescher i muren, og at muren er faldet
ved sprængning er vel ikke utvivlsomt, hvad skulle arken ellers
have at gøre der under belejringen. Det er også interessant at
bemærke, når basunerne lyder, da skriger fjenden af rædsel, hvad
der ikke er grund til, dersom der ikke skete noget særligt. Det er
lydindtrykkene, de fuldtonede basuner og rædselsskrigene, der er
gået over i historien.
180

Det er i det 10. kapitel samme bog, der fortæller os mere om
basunerne som kampvåben, ja vi hører, at Josva ifølge vers 11, i
kampen med de fjendtlige konger,
- ”dræbte flere ved haglstene end ved sværd” -.
I dommernes bog hører vi det samme, men meget udførligere
beskrevet, der var store kampe igen . . – ”Herren sagde til
Gideon (7. kapitel versene 7, 17, 20 og 21), Med de tre
hundrede mand vil jeg frelse Jer, men alt andet folk må gå hver
til sit sted . . og han delte de 300 mand i tre hobe og gav dem
alle trompeter i deres højre hånd, og tomme krukker med blus
midt i krukken i deres venstre hånd, og når jeg kommer til det
yderste af lejren og de blæste i trompeterne og sønderslog
krukkerne, som var i deres hånd . . så blæste de tre hobe i
trompeterne og sønderbrød krukkerne, men de holdt blussene
fast i deres venstre hånd til at blæse ud i. Da løb den ganske
lejr, og de skreg og flyede . . der var flere der døde af haglsten
end ved sværdet (10. kapitel vers 11).
Denne beskrivelse er jo ganske beskrivelsen af en drabelig
ildkamp, hvorfor skulle man ved højlys dag, tidspunktet var
nemlig angivet i beretningen, gå med blus i hånden og basuner
og få fjenden til at flygte i rædsel for de fra himlen faldende,
dræbende ”haglstene”. Hertil kommer trompeternes udseende, et
langt rør, fortil udvidet, har naturligvis for nedskriveren, som
intet kendte til hemmeligheden, kun kunnet blive til en trompet; -
for os, som kender formen på gamle ildrør, synes det klart, at det
i virkeligheden må have været regulært skyts, der er omtalt.
Efter at israelitterne var kommet tilbage til Palæstina, bliver
kampene sjældnere, men alligevel ofrer man stadig fedt og blod
til kongen.
Optrin hvor ild og røg og torden forekommer bliver sjældnere og
sjældnere, og sidste gang man hører om disse fænomener er hos
Elias. Han synes at være den sidste konge, der har kendt og benyttet
salpetersprængstoffer, men til gengæld på en original
181

måde. Efter i mange år at have holdt stillingen ved hjælp af
mirakler, der minder om Moses’s mirakler, bliver han af en eller
anden grund upopulær, må flygte, og der udsættes en pris på hans
hoved. Vi hører da i kongernes bog 2. kapitel, at han - ”foer til
himmels i en ildvogn med gloende heste for”-. Dette kan være
den gode Elias, som ved uforsigtighed er røget i luften med samt
sit fyrværkeri, men det kan også have været et dramatisk
selvmord. Han vidste, at han ville blive dræbt, dersom han blev
fanget, og derfor har han måske tænkt at skaffe sig en
virkningsfuld sortie, der viste, at Herren var med ham, (resultatet
udeblev heller ikke, idet israelitterne kanoniserede ham).
At han omkom ved en eksplosion synes klart, og at denne har
været voldsom, fremgår af beretningen om, at man kun fandt et
enkelt af hans klædningsstykker. Hvis himmelfarten var fri
fantasi, ville man næppe have ladet et klædningsstykke blive
tilbage; - der synes derfor at ligge en virkelig begivenhed til
grund.
Med Elias synes salpeterfænomenerne at være forbi i de Bibelske
beretninger, han har åbenbart taget hemmeligheden med sig i
døden, og først 2.500 år senere genoptages anvendelsen af
salpetersprængstoffet.
Til slut skal jeg kun tilføje, at dette foredrag aldrig kan blive
andet end gisninger og fortolkninger af Bibelens ord, men jeg
synes, det er sandsynliggjort, at det kan være foregået, som jeg
har fortalt, thi hvis man overhovedet mener, at Bibelens beretninger
ikke er det pure opspind, kan man med et moderne menneskes
indstilling kun på denne måde få nogen mening i det hele,
og at Bibelens beretning bygger på historiske fakta, er gang på
gang bevist af den moderne forskning.
Tak fordi de deltog.
Slut
182

Mit oplæg til bomærke tegnet i tøsejod
183

To meget smukke mærker
184

Nej det er ikke brædder, det er tørfisk
185

Omvendt negative fodspor
186

Lad os komme af sted, for det er koldt i r….
187

Yes, ud på nye eventyrer
188

De nye slædevapper er klar
189

Tid til at nyde højfjeldssolen
190

Grønland,
jeg har, tabt mit hjerte til dig!
Nå, men alting har en ende, og det havde mit ophold på Station
Sirius Nord også. Nu hedder den kun St. Nord og ligger i Kronprins
Frederiks Land.
En dag kom der pludselig afløsning, og man måtte igen sydpå,
men med en oplevelse for livet. Deroppe hvor intet rådner.
Toiletspandene, der blev tømt nede på dumpen.
Fangstmandshytterne med dagbøger fra en længst svunden tid.
Hytter, der havde haft besøg af en isbjørn, der ikke vidste, hvad
en dør bruges til, - nej, den var bare gået lige igennem væggen.
Ædt det den havde haft lyst til, betalt for det den havde ædt, ved
at overskide det meste af gulvet, for så derefter, - at gå ud igennem
den anden væg, for det var jo den vej, den skulle, da den
havde vejret mad i den mærkelige ting der, som en hytte må være
for den.
Varderne, disse store eller små stensætningerne, der var
menneskerejst, så de kunne virke som vejskilte eller retningspunkter,
men som samtidig også var en slags postkasser med
deres små skrevne budskaber, der kunne være gemt i små gamle
blikæsker eller i tomme patronhylster, der så var stukket ind i
varden, fra andre, der tilfældigvis eller bevidst var kommet denne
vej forbi. De var altid synlig, hvis blot man lige gav sig lidt tid til
at kigge efter dem.
Stilheden, der ind imellem kunne være noget så larmende.
Den fantastiske friske luft.
Stormenes frygtelige pludselige rasen.
Snefnuggenes stille glidende ballet.
Kjovernes, disse halvstore sorte havfugle med deres styrtdyks
angreb med deres forbandede spidse næb, og de angreb altid
bagfra, og på deres skælden ud kunne man næsten forstå dem
191

sige: - Hvad gør sådan en tobenet skabning dog her, i mit
territorium - ?
Her i den barske natur hvor mennesket altid vil blive den lille, for
naturen er jo den stærkeste med millioner af års erfaring, som den
ikke er bange for at vise.
Et lille eksempel, som da nogle dygtige arkitekter og bygherrer
ville vise, at de nok vidste, hvad det drejede sig om, da de engang
i 1964, ville bygge et præstige byggeri, nemlig en ny stor tidssvarende
messe i moderne cafeteria stil, med et flot åbent køkken
og dertil en stor spisesal. I forbindelse med spisesalen skulle der
være en stor lækker opholdsstue, med bibliotek og billardbord,
og selvfølgelig skulle der da også være både vaskeri og lagerrum.
Der blev intet sparet, for man var jo nytænkende, men det går jo
bare ikke at være nytænkende i danske byggeforhold og så bare
tro, at man kan indføre dem på en Nordøstgrønlandsk permafrost
grund. Alle andre, der havde bygget i kolde egne, havde for
længst lært, at bygningerne skal stå på en trærem (træfundament)
på en permafrossen grund. For tænk bare på alle de norske
og canadiske bjælkehytter der igennem hundrede af år er blevet
bygget og som holder endnu. Men nej, der skulle nytænkning til,
så man støbte et beton fundament, og minsandten om ikke også
man støbte et stort flot beton gulv.
Oven på dette byggede man så den føromtalte store flotte
messebygning.
Men så blev det til alles overraskelse vinter på Station Nord, der
meget tæt på Nordpolen og det blev minsandten også frostvejr.
Da man så rigtig begyndte at åbne for den dejlige varme inde i
denne store bygning, skete der minsandten det, at denne dejlige
varme nu også begyndte at trække ned igennem betongulvet. Ja,
den trak helt ned i den før så permafrosne undergrund, der bestod
af frossen ler, og her begyndte varmen så ganske langsomt, at tø
undergrundsleret under den halve bygningen så meget op, at
bygningen stille og roligt begyndte at synke, med det resultat at
192

det fine betonfundament og betongulv revnede flere steder, bare
fordi at denne kæmpebygning nu var blevet lidt tung i rø…, øh i
den ene ende, så den sank med ca. 90 cm. Ups!
Hvis de der dygtige arkitekter og byggeherrer, da bare havde
gidet bevæge sig ud i landsbyen, så havde de med egne øjne
kunnet se, at alle de andre, nogen og tredive, bygninger, ja på
hver og en, at de var hver især, sat på en trærem, altså et træfundament
og dette var så igen hævet ca. ½ meter op over jorden,
således at varmen fra gulvet, - hvis der da skulle komme nogen,
da husene var fantastiske godt isolerede -, aldrig ville kunne tø
noget som helst under husene.
Så det er derfor, jeg bare vil sige, at naturen er og bliver altid den
stærkeste. Det er den, der har givet mig de store oplevelser, jeg
aldrig vil kunne glemme.
Har man som jeg engang tabt sit hjerte til Grønland, er der bare
ikke noget at gøre. Man vil altid gå og ønske sig derop igen,
ikke i 2 år måske, men så bare lige denne her lille smuttur derop
på en månedstid, for drømmen vil altid være der, fornemmelsen
af igen bare at kunne indsnuse atmosfæren, - mærke
luftens renhed fylde helt ned og ud i sine udpinte begærlige
lunger, - nyde dette naturskue med midnatssolen, og se den
kraft den har med de livsgivende stråler, der får alt, selv de
mindste små frø, til at spirer og blomster, i dette ellers så golde
landskab, - at få lov at mærke at man lever livet bare en gang
til.
For har man engang været i Grønland,
- forstår man meget bedre H.C. Andersen's finurlige udtryk:
" At leve er at rejse " !
Jeg takker ærbødigst for, at jeg fik lov !
Jan Lyngdorf.
193

Til Station Nord igen!
Mandag den 26. Juni 2000, klokken 9.30, blev jeg kontaktet pr.
telefon af Arne Mørk-Jensen, der er formand for Station Nord
Foreningen.
Han spurgte, hvad jeg skulle lave den 4., 5. og 6. August.
Jeg viste, at Arne for kort siden var flyttet for sig selv, så jeg
tænkte, at det nok var en invitation til en indvielsesweekend
nede hos ham, han bor nede i Sønderborg på Als, så det var
nok det, han havde i tankerne. Og den var jeg da helt med på,
så jeg spurgte sådan stille og roligt og meget forsigtigt, (for jeg
ville da ikke bare afslører med det samme, at jeg da udmærket
godt vidste, hvad han ville) hvad det da var, det drejede sig om,
samt hvad det var, der skulle ske.
Med den mest ligegyldige stemme spurgte Arne mig så, om jeg
ville med på en tur op til Station Nord?
Ja, selvfølgelig, svarede jeg øjeblikkeligt.
Jamen er du nu sikker, skal du da ikke lige se i din kalender,
om du nu også har tid, spurgte han så.
Nej, nej da, er du da helt vimmer.
For, - for en tur op til Station Nord igen, er alt andet bare aflyst,
kunne jeg som den største selvfølgelighed hurtigt svarer
ham.
Arne fortalte så, at der skulle holdes 25 års jubilæum oppe på
Station Nord på selve årsdagen for åbningen, samt at Station
Nord Foreningen havde fået tildelt seks pladser.
Så bestyrelsen, hvor Arne jo er formand, Finn er kasser og Jørgen
er bestyrelsesmedlem, for Station Nord Foreningen var
inviteret derop, samt Gunnar som den første chef og Lars og
jeg som de første faste deroppe, også var inviteret med derop,
hvis vi altså ville. Det ville vi selvfølgelig.
194

Den 28. Juni 2000, fik jeg så den officielle invitation fra Flyvestation
Værløse, om udsigten til en ca. tre dages tur op til Station
Nord for at være med til selve jubilæums receptionen.
Endvidere stod der i invitationen, at der ville blive arrangeret
ture i omegnen af stationen til fods. Det hele var underskrevet
af Chefen = (Jos), altså Oberst S. Hjort.
Svar udbedes inden den 12. Juli stod der i invitationen, men her
skulle der ikke tages nogen chancer, så jeg ringede der ind med
det samme og takkede ja.
For havde andre prøvet at spørge mig den dag, om jeg glæder
mig til at gense det hele deroppe endnu engang havde svaret
også været. Jo’ da!
Det er jo ligesom at vinde i lotto, for dette har jeg jo gået og
ventet på at få lov til igennem de sidste 23 år.
Den 27. Juli fik jeg så på ny et brev fra Flyvestation Værløse.
Nu var det desværre blevet til kun en 2 dages tur i alt tur/retur
derop.
Samt, at der nu kun kunne blive tid til ca. to timer på selve Station
Nord.
Svaret var igen et stort ja, for hellere lidt tid deroppe end slet
ingen tid overhoved.
Nordøstgrønlands Fjeldartilleri.
Jeg gik så i tænkeboks.
Hvad skulle jeg finde på at give Dem deroppe i jubilæumsgave,
som et minde fra mig.
Jeg er jo ofte rundt omkring i Danmark på tourné for at holde
foredrag angående mine mange forskellige rejser og ture rundt
omkring i verden. Disse forgår bl.a. i forskellige rejseforeninger,
samt i Æventyren Phileas Fogg’s venners Klub. Ved et af
de seneste møder her, havde jeg lige fortalt forsamlingen, at jeg
195

endelig var blevet inviteret op til det gamle Station Sirius Nord
igen. Det var sådan som et lille kuriosum på afslutningen på
mit foredrag om Station Sirius Nord, hvor jeg også havde vist
et lille udpluk af nogle af alle de lysbilleder, jeg havde taget
deroppe fra.
Da var der pludselig en ældre dame blandt tilhørerne, der fortalte
mig, at lige netop den slags kanon, som jeg lige før havde
vist dem billede af, og som jeg havde fortalt dem om, at jeg
havde fået noget af mørkeperiodens dagligdage til at gå med at
lave der oppe på det, der dengang hed Station Sirius Nord. Ja,
sådan en mente hun da ganske bestemt, at hun havde stående
derhjemme, og hvis jeg stadig var interesseret i den, måtte jeg
da gerne få den igen.
Jeg sagde med det samme ja tak til tilbudet, men tvivlede dog
lidt på, at det virkelig skulle kunne være en af de tre kanoner,
jeg havde fremstillet oppe på Station Sirius Nord, og som jeg
senere havde foræret væk som gaver til nogle forskellige mennesker,
som jeg var kommet til at havde holdt af, da jeg var
kommet hjem for 23 år siden.
John Lau, som er flyvestationen Værløses Grønlandskoordinator
og en meget god og fin ven af Station Nord Foreningen,
ringede en dag for at spørge efter mit stelnummer, og under
samtalen løftede jeg ligesom sløret for, at jeg havde tænkt mig
at give Station Nord en af mine gamle Nordøstgrønlands Fjeldartillerikanoner,
hvis jeg altså nåede at få den fremskaffet, samt
mit Polarcertifikat, da det var det første, der var blevet udstedt,
efter at stationen var blevet genåbnet.
John Lau overbeviste mig om, at det ville de virkelig blive meget
glade for oppe på Station Nord.
To dage før afrejse altså torsdag den 3. August, fik jeg så den
før omtalt kanon, og det var virkelig en af mine kanoner.
Det var en rar følelse, men alligevel en lidt mærkelig fornemmelse
igen at stå med noget i hånden, man selv havde skabt for
25 år siden.
196

Samme aften gik jeg så i gang med, ud af nogle pladestykker
akryl, at få skåret og limet, en lille montrer sammen, til at kunne
udstille denne helt specielle og unikke kanonen i.
Så den skulle kunne komme til tage sig så godt ud, som det
overhoved var mig muligt.
Jeg havde jo i tidernes morgen kaldt mine tre kanoner for
”Nordøstgrønlands Fjeldartilleri”. Så jeg gik nu i gang med, at
få lavet nogle baggrunds dekorationer, der med lidt god vilje
skulle kunne illustrerer fjelde, og her inde imellem disse blev
kanonen så anbragt. Og et lille navneskilt blev der også plads
til, dette blev placeret ved foden af det ægte stykke grønlandske
fjeld, kanonen lavetten var anbragt på.
Da alt dette så var vel overstået, blev frontpladen limet på.
Nu skulle hele opstillingen så bare have lov at stå og tørre og
hærde natten over.
Næste morgen, da jeg lige ville se resultatet, blev jeg godt nok
lidt nervøs, for der var kondensvand indvendigt på alle ruderne
i montren.
Nu var gode æg godt nok rådne, for hvordan fik jeg nu al den
fugt ud og helst lidt hurtigt, for afrejsen nærmede sig hastigt.
Der var ikke andet at gøre end at bore nogle små huller, på strategiske
steder, og så sætte en støvsuger til at suge fugten ud
hele dagen.
Hen ad aften var montren helt tør, puha det var lykkedes.
Polarcertifikatet.
Så var turen kommet til Polarcertifikatet.
Jeg havde jo sammen med John Lau besluttet, at Station Nord
også skulle have mit Polarcertifikat. Så jeg satte det i en fin
ramme, men det var ligesom om, at der manglede noget. Det
hele virkede lidt tamt. Så var det, at jeg fik den ide at sætte en
serie danske mønter fra 1975, for neden på certifikatet.
197

Det gav det lige præcis det, der skulle til, for at gøre det lidt
mere spændende.
Så nu kan jeg jo bare håbe på, at dette kan være starten til en
fin tradition fremover, at de følgende 25 års jubilister også vil
skænke Station Nord en møntserie på de fremtidige års polarcertifikater
til stationen, som et minde om, da De selv var deroppe.
De sidste ting jeg vil tage med der op, er en bogserie om diabetesmad.
Altså bøger, der omhandler meget sund mad, da jeg jo
tit havde hørt deroppe fra, at der næsten altid er meget foruroligende
forøgelse på beboernes vægt, at spise al den lækre mad
man får deroppe på Station Nord.
Og som rosinen i pølseenden, har jeg til sidst tænkt mig, at jeg
vil overrække dem det hæfte, som jeg har skrevet om mine
dejlige oplevelser der oppe fra, man må jo trods alt huske på, at
disse foregik i det forrige årtusinde, så lidt oldævl kan måske
interesserer de nye deroppe.
En af de regionale aviser havde også igennem deres kanaler,
fået nys om jubilæet. For en dag blev jeg kontaktet af Bodil
Simonsen, der er journalist ved Venstrebladet i Holbæk, der
forespurgte, om hvad det nu var for noget, at jeg igen skulle til
Grønland. Dette kunne jeg jo kun bekræfte, og Bodil Simonsen
ville i så tilfælde gerne lave en artikel om mig desangående, og
det fik hun jo selvfølgelig lov til.
Og jeg måtte også love fru journalist, at jeg ville mødes med
hende på redaktionen, når jeg igen var kommet hjem, for at
fortælle hvordan turen var gået, hvilke oplevelser og så frem
deles. Hvad jeg så selvfølgelig også lovede.
Så på afrejsedagen den 5. august 2000 var der følgende artikel i
Vestsjællands førende avis og den lød som følger:
198

Til tops i samme radiomast
som kronprinsen.
Jan Lyngdorf, Holbæk, var for 25 år siden med i noget
af Siriuspatruljen, nu er han inviteret med til Station
Nords 25 års jubilæum.
Ligesom kronprins Frederik har Jan Lyngdorf fra Holbæk været
med ved noget ved Sirius patruljen og kørt hundespand, de
har begge været på Station Nord langt oppe i Grønland og er
her, med ca. 25 års mellemrum, klatret op i den samme radiomast.
Man kan sige, at stationen har lokal tilknytning, da det i sin tid
var Holbæk firmaet Asmussen og Weber, som opførte den.
Da Jan Lyngdorf for 25 år siden var med til at genåbne Siriuspatruljens
Station Nord, tog det 10 dage ekstra at nå frem. Han
sneede inde på Island. Når han i dag tager af sted til Grønland
for at deltage i jubilæumshøjtideligheden, kan turen også trække
ud. I indbydelsen står der, at man må regne med, at rejsen
kan trække ud på grund af vejrets indflydelse. Jan Lyngdorf
flyver derop i flyvevåbnets største Herkules fly. Der er god
plads i flyet, men det bliver en kold fornøjelse. I 1975 og 1976
var Jan Lyngdorf i Grønland stationeret på Station Sirius Nord.
- Det, der er kendetegnet for Station Nord, er god mad, god
mad og god mad, siger Jan Lyngdorf og fortæller, at madlavningen
gik på skift mellem mandskabet, men da han havde
været der et par måneder, og eftersom han holder af god mad,
overtog han madlavningen til alles tilfredshed.
Gode oplevelser: - Jan Lyngdorf fik mange gode oplevelser,
mens han var på Station Nord, en tidligere vejrstation, som
havde været lukket i flere år, og som han sammen med fire
andre mænd skulle genåbne. På stationen var der en 85 meter
høj radiomast. Eftersom han er en ivrig fotograf, tænkte han, at
199

fra toppen af masten måtte der være en masse gode motiver, og
en flot solskinsdag klatrede han op. Det tog ham 30 minutter at
nå toppen af gittermasten. Udsigten var fantastisk, og han begyndte
at fotografere.
Men, han havde ikke set på barometeret, før han klatrede op,
og stormene kommer hurtigt på det sted. Pludselig stormede
det. Toppen af masten svingede 10-12 meter. I en beretning,
som han har skrevet om sin tid i Sirius, fortæller han: - Det tog
syv minutter at komme ned.
Det var den samme mast, som kronprinsen under sit besøg klatrede
op i. Men da var vejret godt.
På et tidspunkt fik Jan Lyngdorf den idé, at han ville fange
nogle polarræve og lave et slædespand af dem De andre troede
ikke, at det kunne lade sig gøre. Men det lykkedes for ham at
fange syv polarræve og gøre dem tamme. Det gik godt, indtil
en besøgende Officer hørte derom. Polarræve er fredede, og
han fik besked på at slippe dem løs, hvilket skete med det
samme.
Han har også oplevet farlige situationer. En morgen så man
isbjørnespor ved stationen, en mor med to unger. Jan Lyngdorf
ville have et billede af dem og tog af sted på snescooteren. Han
fulgte sporene 15 kilometer ud på havisen, hvor han så et hul
og troede, at her var bjørnene.
Han standsede scooteren og gjorde klar til at fotografere, pludselig
faldt han ned i en isrevne. 18 meter nede stod han i en
smal revne. Han stemmede ben og ryg mod siderne og kom op.
Isbjørnene var ikke at se, men i nærheden var der et hul, som
skjulte en revne under sneen. Her kunne han af sporene se, at
den ene af ungerne var faldet ned i revnen, men isbjørnemoderen
havde kradset og gravet i isen omkring det dybe hul og til
slut fået reddet sin unge op. Han kunne se sporene fortsætte fra
stedet.
Herom og om mange andre hændelser fortæller Jan Lyngdorf i
en skriftlig beretning, og mange bliver med mellemrum be-
200

kendt med hans oplevelser, når han holder foredrag herom.
I dag udgår en masse ekspeditioner fra Station Nord. Den er
årligt gennemgangslejr for 300 mand, som tager på ekspeditioner.
Det kan være geologer, meteorologer, folk fra Risø og i det
hele taget videnskabsmænd, som skal studere den grønlandske
natur.
De, som er stationeret der, skal først og fremmest sørge for at
holde landingsbanen ryddet, og man skal være parat til redninger
og evakueringer, hvis det er nødvendigt. De fem, som bemander
stationen, skal til enhver tid kunne indkvartere og bespise
60 mand.
Det er flyvevåbnet, som fejrer, at stationen har 25 års jubilæum.
Af dem, som sammen med Jan Lyngdorf var på stationen
for 25 år siden, da den blev genåbnet, er inviteret to. - En af
mekanikerne og min gamle chef er inviteret med, siger han,
som glæder sig umådeligt til gensynet.
Han glæder sig over, at der i det store Herkules fly vil være god
plads til at bringe noget med hjem, for han er meget interesseret
i planter og vil godt have nogle med hjem.
Har minikanon med. - Han har også gaver med til stationen i
anledning af jubilæet, og det er gaver, som man gerne modtager.
Således kommer han med sit eget Polarcertifikat, der var det
første, som blev uddelt, da stationen var genåbnet, med på den
formular, som tidligere blev brugt.
En minikanon, som han har med, fremstillede han, mens han
var på stationen, - jeg fandt noget gammelt messing og drejede
den, og flere andre, siger han og fortæller, at lavetten er
fremstillet af nogle gamle ben fra et sofabord, kuglerne er træperler,
og kanonen står på et stykke grønlands fjeld.
Slut!
201

Endelig af sted.
Det var nu endelig blevet lørdag morgen den 5. august 2000,
og klokken er 7.00. Jeg var på vej fra Holbæk ind til Flyvestation
Værløse.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var næsten
ingen trafik på vejene, så man kunne for engang skyld nyde
naturen langs motorvejen, så efter en lille times kørsel var jeg
inde i Værløse by, men jeg skulle jo lige uden for selve byen.
Så jeg fortsatte ufortrødent.
Fandt så til sidst Lejrvej, og når ned til Nordre vagt. Her stod
der en masse mennesker. En kvinde i uniform gik frem imod
mig, så jeg standsede bilen, steg ud og gik hen imod hende,
hun gav mig et stort smil samtidig med at hun sagde, at det
måtte så være hr. Mosgaard, hvilket jeg smilende benægtede og
spurgte hende så om de også skulle med op til Grønland.
Nej, det skulle de virkelig da ikke, så hun mente, at jeg nok
hellere skulle fortsætte ind i selve lejren, hvilket jeg gjorde.
Når ned til Terminalen ved 8-tiden, efter at have parkeret bilen.
På vej over til terminalbygningen, så jeg over på de to Herkules
C-130 fly, der holdt ude på banen, jo de er nu nogle dejlige
transportmaskiner.
Fortsætter over til en flok mennesker, der allerede stod og ventede,
men der var ingen af de fremmødte, som jeg kendte. Og
hele den næste halve times tid kom der flere og flere, så det til
sidst mest mindede om Københavns Hovedbanegård i myldretiden.
For det viser sig, at der faktisk var temmelig mange passagerer,
der skulle med på denne tur, for selve Sirius patruljen har jo
samtidig 50 års jubilæum i år også. Så der var en hel del fra de
tidligere årgange, der skulle med op til Mestersvig for senere at
flyve til Danneborg, hvor de så skulle fejrer deres jubilæum.
202

Station Nord skulle jo holde sit 25 års jubilæum, og deroppe
skulle der samtidig være en omskiftning af det ene af sommerarbejdsholdene,
der i den lyse midsommer periode var oppe på
Station Nord for at hjælpe til med de store vedligeholdelses
arbejder, der altid foregår der i den periode.
Så alt i alt var vi vel en 50-60 mand, der går ombord på den
gode gamle C-130 Herkules transport fly, der bærer det stolte
nummer 680.
Det var også det selv samme fly, der fløj mig derop dengang i
1975, dette fly har også jubilæum i år, på et stort flot malet
skjold på halen står der, ”25 års jubilæum”.
Klokken 10 lettede vi med kurs op til Mestersvig. Her landede
vi ved 13’tiden, herfra skulle så ca. halvdelen af passagerne
forlade os, for at fortsætte til Danneborg.
Sikke en flot natur de havde her, og sikke nogle flotte store
sorte myg og hvor var de dog sultne. Vi var inviteret til middag,
og vi gæster var de vigtigste, for vi var hovedretten.
Det var strålende solskin, og vi gik rundt og så på flyvepladsen.
Overalt stod faunaen i fuld flor, nogle af områderne var helt
hvide af små bomulds totter af mini Kæruld, og andre steder
stod der tætte tæpper af flotte violette blomster, man må heller
ikke glemme de flotte tykke lysegrønne tæpper af mosser, der
strakte sig overalt, det var virkelig smukt.
Vi måtte også lige ned for at hilse på hundene, de bliver altid så
glade, når man gider nulre dem en lille smule bag ørerne.
Det de trængte mest til var nu nok en ordentlig strigletur, for
pelsen var meget filtret, for det var jo midt i fældningsperioden.
Så efter en halvanden times tid var det igen blevet tid til at tage
af sted, vi havde fået to passagerer ekstra med, det var Jørgen
Bjerre, det er ham der i 1980 skrev en bog om Sirius og en
cheffotograf fra Familie Journalen, jeg mener, at han hed Karl
Ravn.
203

Jørgen Bjerre kunne huske nogle detaljer om mig, da vi havde
mødtes oppe på Station Nord engang i 1975, som ikke bør gentages
her, (mest nok fordi jeg ikke kan huske dem).
Men tros dette, som vi som sagt ikke skal komme nærmere ind
på, var de begge meget rare og dejlige at tale med og havde en
masse historier at fortælle.
På vejen ned fra Mestersvig til Island, fløj vi meget lavt ned
igennem nogle af de store fjorde, det var en fantastisk oplevelse,
blandt andet da vi to og to blev inviteret op i cockpittet,
hvor man rigtig kunne se naturen så langt som øjet rækker. Det
var fantastisk at se hvor utrolig magt solen har haft. Der var
fantastisk mange af fjeldene, der nu var helt snefrie, samt at se
alle store og små smeltevandsløb, det var ligesom om, at en
stor kærlig hånd havde strøet diamanter, så disse nu snoede sig
blinkede omkring i dette flotte eventyrslandskab.
Vores flyverejsemål var denne gang den amerikanske Navel
Air Station Keflavik, en amerikansk flyvebase, hvor vi ankom
ved 18-tiden lokal tid. Så var det ellers bare med at få sig et
bad og få noget andet tøj på og så ned på en stor restaurant nede
i selve Keflavik, her fik vi lidt, men godt.
Jeg bestilte en forret, der bestod af oksefilet med parmesanost,
og til hovedret fik jeg Pasta med hummerstykker, for så at slutte
med et stykke chokoladekage. Til god mad foretrækker jeg
jo sødmælk, så det blev til 2 stk. ½ liters glas mælk. Så hele
menuen kom kun til at stå mig i omregnet 450.- kr. Det hele
var meget godt og alt sammen friskt og velsmagende, men det
var så fint et sted, at det var med de her store tallerkner, med en
lille smule mad arrangeret midt på disse, men meget fint anrettet
i flotte farvenuancer.
Vi forlod stedet ved 23-tiden for at tage hjem til hotellet på
flybasen. For nu skulle der bare soves, så vi kunne være friske
til den store dag i morgen.
204

Ja, ja jeg når det jo nok
205

Den nye maskinpark
206

Polarcertificatet + fjeldartilleri kanon
207

Overrækkelsen
208

Gensyn med Station Nord.
Næste morgen, det er nu blevet søndag den 6. August, var der
afrejse ved 10-tiden og nu var målet så endelig Station Nord.
Her landede vi ved 14-tiden, og igen var det i strålende solskin.
Vi blev modtaget af Station Nord folkene, der havde taget fin
opstilling på et geled, og som så hver især præsenterede sig, da
vi defilerede forbi dem, jo deroppe viste de skam nok, hvordan
man tager imod sine jubilæums gæster.
Man kunne rigtig fornemme, at der var gjort meget, for at vi
skulle føle os velkomne. F.eks. ved HQ (Hoved Quarteret),
havde de hejst Splitflaget, og over alt var der gjort pænt, der
var intet, der lå og flød. Jeg er faktisk sikker på, at var vi gået
ned på dumpen. - Ja, så ville disse her knægte også her have
formået at få rettet hele skidtet ind til højre på et geled.
For på afstand lagde man faktisk ikke mærke til denne Dump,
og det skulle der ellers noget til før i tiden, men det var lykkedes
for drengene.
De havde faktisk fået den til at flyde ud i sig selv, på grund af
fordampningsdisen, så på denne afstand var dumpen næsten
usynlig. Flot gået.
Selv jeres slædehunde så bedre plejede ud, end de hunde vi så
nede på Mestersvig, så husk altid slædehundens bøn:
Kære Station Nord mand
vær god ved mig
Thi mit ønske var jo ej
at være her hos dig
Da modtagelsen var vel til ende, og vi ganske kort var blevet
vist rundt på Stationens området, sluttede vi så af oppe i messebygningen,
der bar det flotte navneskilt ”KØKKEN”. Her
havde kokken været i fuld gang med at tilberede de lækreste
mange retter mad, man overhovedet kunne forestille sig bare
209

for vores skyld, her til Station Nords 25 års jubilæum.
F.eks. kan kort nævnes laksepaté, pastablanding, oksefile med
flødestuvedelkartofler og lune flutes.
Endvidere var der drikkelse af megen forskellig smag, for at
tilgodese enhver af de deltagendes ganernes tilfredshed.
Alt i alt et overflødighedshorn af god mad, som er et sikkert
kendetegn for Station Nord, og det hele til kokkens store fortjeneste.
For mit eget vedkommende, samt især fra min mave må man
sige, at kokkens evner levede helt op til sammenligning for de
fine restauranter renommé nede sydpå.
Men, - desværre må jeg også sige, - med al for kort tid til rigtig
at nyde disse gastronomiske fremtryllelser.
For vi havde desværre fået at vide, at vi kun havde fem kvarter
til det hele. Og der i var jo også med hele gaveoverrækkelses
ræset, og det var virkelig mange gaver, der skulle overrækkes.
Samt, mange taler der skulle overstås. Men der hersker vel
overhovedet ingen tvivl om, at Station Nord stadig er et meget
populært sted at besøge.
Af nogle af gaverne kan i flæng nævnes:
- At fra Flyvestation Værløse fik de af chefen, Oberst S. Hjort
(Jos) overrakt en DVD afspiller, samt diverse DVD-film.
Fra en anden side ville man meget gerne have overrakt Station
Nord en speciel fremstillet klokke, således, at kokken altid
kunne kalde folkene ind til madtiderne. Men klokken kunne
desværre ikke lige findes på daværende tidspunkt.
Det plejer der nu ellers heller ikke at være noget problem med,
heller ikke i min tid heroppe, da maden altid har været og stadigvæk
fremover er og vil være, et meget vigtigt element her
på Station Nord.
210

Et stort lysskilt med diameter på en ca. 80-90 cm. med Station
Nords logo på.
Selve lysskiltet havde i mine øjne udseende af en lyskaster.
Således, at piloterne altid ud i fremtiden skulle kunne finde ned
til Station Nord, selv i den værst tænkelige sorte vinternat, når
bare skiltet blev tændt.
En videofilm om flyvevåbnets historie op igennem tiderne.
En olielampe fra Station Nord Foreningen, i tilfælde af at
strømmen skulle svigte.
Fra Paul E. Ancker (Pol), (der var den første pilot, der landede
en C-130 Herkules transportfly på det, der dengang hed Station
Sirius Nords landingsbane. Oven i købet det selv samme fly,
som vi nu var heroppe med, nemlig 680’ern), fik gutterne hver
især en bog, som han havde skrevet.
Fra mig fik de så, - et eksemplar af en af de originale kanoner
fra Nordøstgrønlands Fjeldartilleri. Mit Polarcertifikat, der var
det første, der blev udstedt, efter at stationen var blevet genåbnet.
Hvorpå jeg havde påsat en årgang af de danske mønter fra
1975. Fem forskellige koge-, mad-, og kage opskriftsbøger,
samt et hæfte som jeg har skrevet og givet titlen;
- On Top Of The World -,
der omhandler mine oplevelser fra min tid på Station Sirius
Nord for 25 år siden, altså kort og godt i det forrige årtusinde.
Så efter denne korte, og meget hektisk gaveregns overrækkelse,
var det desværre ved godt 15-tiden, igen blevet tid til, at tage
afsked med disse dejlige folk deroppe - On Top Of The World.
Hvilket vi gjorde, men jeg fornemmede hos de fleste af os, at vi
syntes, at det nu var lidt synd for dem deroppe.
For de havde lagt et utroligt stort arbejde i, at vi skulle få en så
pragtfuld oplevelse, som det overhoved var dem muligt at give
os. Alt var bare så skinnende rent i de forskellige bygninger,
211

udendørs områderne var så rene, at det bare var en fornøjelse at
færdes der.
Man fornemmede bare rigtigt, at her var der nogle folk, der var
utrolig stolte over, at byde deres gæster velkomne og at her
ville gæsterne virkelig altid kunne føle sig hjemme og velkommende,
også hvis de skulle have været her i flere timer,
dage eller sågar måneder, det var meget tydeligt at mærke, at
heroppe hos Dem var og er gæstfriheden i højsæde.
Så hvis jeg havde haft muligheden for at sige noget til disse
dejlige unge knægte der - On Top Of The World -, så skulle
det blot have været:
- Godt gået drenge, I havde virkelig fået lavet et stort flot stykke
arbejde for at glæde os gamle frontløbere, tak for det!!
For mig selv personligt, vil jeg blot sige undskyld til Jer alle
sammen. Det skyldtes nok især, at vi ikke havde meget mere
tid, således at kunne nyde Jeres store gæstfrihed, og nyde det
kæmpe arbejde I havde lagt i at få netop dette 25 års jubilæums
arrangement til, at blive så uforglemmeligt for os som det var
jer overhoved muligt.
Og bare rolig, I knægte behøver ikke skamme Jer, for det I her
havde formået at få lavet, for at give os en god dag, var lykkedes
over al forventning og til alle os gæsters største tilfredshed.
Så jeg kan kun sige, godt gået drenge, og mange tak for et
uforglemmeligt møde med Jer.
Hjem igen med en mærkelig klump i halsen.
Turen gik så ned til Keflavik igen da der var noget galt med
Herkules maskinen, der ikke kunne fikses på Station Nord,
men som så skulle fikses på Island, hvor vi så igen også skulle
overnatte.
Næste dag, mandag den 7. august klokken 10 lokal tid (det var
212

klokken 12 vores normal tid), gik det så hjemad til Flyvestation
Værløse.
Her landede vi ved 16-tiden. Og nu var det overskyet, og det
var egentlig meget sigende for hele stemningen.
For jeg havde det lidt mærkeligt efter disse utrolige intensive
timer, der var så mange indtryk, der pressede sig på, her stod
man så bare efter endt landing og skulle af sted og spredes hver
til sit og det var lidt svært.
Så det var med et lidt forsagt farvel man fik fremsagt, da vi tog
afsked med hinanden for at drage helt hjem hver for sig.
Jeg havde jo lovet journalisten, Bodil Simonsen, på Venstrebladet
i Holbæk, at efter hjemkomsten ville jeg kontakte hende,
således at hun kunne fortælle omverdenen, hvordan turen derop
nu var gået, og jeg holdt ord. Her er så den artikel, der blev
bragt i Venstrebladet mandag den 21. august 2000:
Med samme fly 25 år efter.
Jan Lyngdorf fra Holbæk var med til
at fejre jubilæum i Grønland.
Et C-130 Herkules transportfly blev brugt da en række gæster
skulle flyve til Station Nord på Grønland, som bruges af bl.a.
Sirius patruljen, for at fejrer stationens 25 års jubilæum.
Blandt gæsterne var Jan Lyngdorf, Holbæk, som for 25 år siden,
var med til at genåbne stationen og nu glædede sig til gensynet.
Transportflyet, som man fløj i til jubilæet, viste sig at
være det samme som det, han i sin tid fløj til Grønland i for 25
år siden.
Herkules flyet fløj gæsterne, 50-60 mand, til Mestersvig, hvorfra
turen fortsatte nogle timer. Der var også, journalisten Jør-
213

gen Bjerre, som i 1980 skrev en bog om Sirius patruljen, med.
Fra Mestersvig gik turen til Island, hvor deltagerne overnattede
på en amerikansk flybase i Keflavik.
Dagen efter fløj deltagerne til Station Nord, hvor de folk, som
bemander den nu, havde sørget for, at alt var i orden, rengjort
og pudset.
Der blev budt på de skønneste retter mad, kokken havde gjort
det godt. En række gaver blev overrakt, blandt andet nogle,
som Jan Lyngdorf havde med, og der blev holdt taler, før turen
gik til Keflavik og senere til Flyvestation Værløse.
Turen havde været en stor oplevelse for deltagerne i jubilæumshøjtideligheden,
og Jan Lyngdorf er imponeret over alt det,
som ”knægtene på Station Nord” havde gjort, for at jubilæet
skulle blive noget særligt.
Slut!!
Slutningen!
Jeg tror, at i manges bevidsthed af os der var deroppe, - ja, der
kredsede tankerne stadig oppe ved knægtene på Station Nord.
For deroppe havde man hele tiden kunne fornemme, at de havde
været så utrolig stolte over, at de havde formået alt dette
bare for at glæde os, og de forstod til stadighed at vise os, at vi
i deres øjne var noget særligt at lave dette jubilæum for.
For uden os intet jubilæum lige her og nu.
Og at vi hele tiden, helt ærligt bare kunne føle, at de virkelig
var rigtig stolte over alt det, de havde formået at fået så stort og
flot op at stå, ”bare” for vores skyld.
Jeg ved godt, at det kan være lidt farligt, men jeg vil alligevel
prøve med et brev, der hængte inde på -
214

- ØSTRE LANDSDELSKOMMANDOEN -
Dag Hammarskjölds Allé 28, København Ø.
Hvor der i indgangs hallen hængte et opslag, der kan forstås på
mange forskellige måder, og der er nok ingen måde, der er den
rigtigste, men den lyder som følger:
” Herre, du ved selv, at jeg bliver ældre, og at jeg en dag vil
være gammel.
Bevar mig fra at blive snakkesaglig og især fra den skæbnesvangre
tro, at jeg absolut skal sige noget om alting og ved
enhver lejlighed.
Fri mig for trangen til at ville ordne andres anliggender.
Bevar mig fra at gå til bunds i detaljer,
giv mig vinger, så jeg kan nå til det væsentligste.
Giv mig hjertelighed nok til at lytte til beretninger om andres
lidelser.
Hjælp mig til at udholde dem med tålmodighed.
Men sæt sejl for mine læber med hensyn, til mine egne smerter
og lidelser - de tiltager, og som årene går,
finder jeg stadig mere behag i at fortælle om dem.
Lær mig den værdifulde lektie, at der er mulighed for, at jeg
lejlighedsvis tager fejl.
Lad mig blive et sødt og rart menneske - inden for rimelighedens
grænser.
Jeg ønsker ikke at blive helgen, nogle af dem er temmelig vanskelige
at omgås, men en gnaven, gammel mand er dog kronen
på djævlens værk.
Gør mig tankefuld, men ikke tungsindig, Hjælpsom, men ikke
dominerende.
Med det uhyre forråd af visdom, jeg besidder, synes det at
være skammeligt, om jeg ikke bruger det, men du ved, Herre,
at jeg jo også gerne vil beholde nogle få venner til det sidste,
Amen ” !
215

216

217