Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

egionale fordeling af skatter og serviceniveau
samt udligningen mellem kommunerne.
Udligningen i dag varierer, afhængig
af kommunernes skattegrundlag og socioøkonomisk
betingede belastning mellem
godt 45% og maksimalt 85%. For den typiske
provinskommune uden særlige problemer
er den under 50, for hovedstadskommunerne
(som har indbyrdes udligning) og de
trængte kommuner er den højere, jf. i øvrigt
Carsten Lynge Jensens artikel her i akf nyt.
Sammenlignet med fx Sverige er udligningen
i Danmark lav. Følgelig er de kommunale
skatteprocenter lave i velbjærgede kommuner,
men høje i fattige udkantskommuner.
Omvendt er serviceniveauet højt i hovedstadsområdet,
lavt i udkantskommunerne.
Med de nye opgaver og regeringens øgede
krav til og kontrol af kvaliteten i de kommunale
serviceydelser, kan de fattige kommuner
komme slemt op at køre, medmindre udligningen
øges markant, og det er der intet,
der tyder på vil ske.
Men hvis alle de nye udkantskommuner
skal følge alle statslige forskrifter, kan de få
svært ved at lade skatterne i ro. Og en ond
cirkel kan udvikle sig, hvor udkantsområder,
der i forvejen har det skidt, vil få det værre
og beskæftigelsesmulighederne blive færre,
afvandringen accelerere. Intet tyder på, at regeringen
planlægger en større udligning end
den, vi har.
Rationalet
Kommunalreformen i 1970 byggede på
troen på decentraliseringen, altså på at kommunerne
kunne og måtte selv, bare de blev
store nok til at rumme en moderne folkeskole.
I dag synes rationalet et ganske andet. Tilhængernes
mantra er borgeren i centrum,
bedre service og stordriftsfordele. Men regeringen
og centraladministrationen vil have
bedre tjek på kommunerne via færre, større
kommuner. Der skal mere kontrol af metoder
og resultater. Troen på forskelligheden
og kommunernes egne valg af serviceniveau
og skattesats er erstattet af Folketingets krav
om ensartethed i offentlig service, uanset om
borgeren bor i Gentofte eller på Mors. Og så
ser vi helt bort fra kravet om en todelt offentlig
struktur i stedet for de hidtidige tre
lag. I stedet er statsadministrationen brudt
ud i regionale knopskud, hvor enhver etat
med respekt for sig selv har etableret regionale
hovedkvarterer i Ringkøbing, Aabenraa
og Nykøbing Falster. Var der ikke noget om,
at Danmark var for lille et land til amter?
Tidsplan og politisk forløb
»Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.
Her taler resultaterne for sig selv. Kommunalbestyrelserne
har siden sidste efterår
stået i spidsen for en proces, der i løbet af
ganske få måneder har skabet et helt nyt
kommunalt Danmarkskort – med større og
stærkere kommuner. Et Danmarkskort, der i
vid udstrækning har lokalpolitisk ejerskab.
Et mere robust Kommune-Danmark. Det er
et resultat, vi kan være glade for«. Sådan
sagde formanden for KL i april 2005. Indenrigsministeren
brugte samme ordvalg.
Sandt er det, at udviklingen er gået hurtigt,
og at kommunerne har accepteret ministerens
udspil. Uden at kende opgaverne
fuldt ud og uden at kende finansiering, har
der været frivillige sammenlægninger i et
større omfang, end mange havde forestillet
sig. Som Thorkil Juul har vist i dette nummer
af akf nyt, er der muntre paralleller til
forløbet i 1970.
Det hele startede med en debat om kom-
akf Nyt nr. 2 2005 47