Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

ment, at kommunerne skal have kapacitet til
at få tilført nye opgaver. Hertil kommer den
særlige argumentation vedrørende amterne
og sygehusopgaven. Alt i alt står spørgsmålet
om stordriftsfordele centralt. Kommunerne
og regionerne skal være så store, at de
kan udnytte stordriftsfordelene, herunder
sikre faglig bæredygtighed, og da kravene til
ydelserne til stadighed er vokset, skal der
også større enheder til eksempelvis at tilrettelægge
en hensigtsmæssig specialisering.
Argumentationen går altså på, at strukturreformen
har til formål at sikre muligheden
for produktionseffektivitet i kommunerne
under nye vilkår.
Reformudspillet forholder sig ikke til det
mere grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt
sættet af forudsætninger for kommunal
overlegenhed i løsningen af effektivitetsopgaven
i dens helhed stadig har gyldighed.
Det kritiske spørgsmål vedrører her kommunernes
forhold til allokeringsopgaven. Ej
heller forholder udspillet sig til, hvorvidt reformen
vil understøtte argumentationen for
decentraliseringens overlegenhed i løsningen
af allokeringsopgaven, eller om reformen vil
have den stik modsatte konsekvens.
Regel 1 i Håndbog i politik for viderekomne:
Dunkelt talt kan være klart
tænkt
Den nye strukturreforms fædre har altså ikke
fundet anledning til at fremhæve overlegne
egenskaber hos kommunerne, sådan som det
blev gjort i 1970, hvor velfærdsstaten var i
voldsom vækst, som slet ikke kunne overskues
og håndteres centralt i staten. Der er
god grund til denne tilbageholdenhed, for
dels forekommer det indlysende, at forudsætningerne
for decentraliseringens overlegenhed
i løsning af effektivitetsopgaven,
som var gældende i 1970, siden er skredet.
Dels er den nye strukturreform udformet, så
den i sig selv bidrager til yderligere underminering
af disse forudsætninger.
Skredet i forudsætninger kommer til udtryk
på flere måder:
Kravene til kommunernes opgaveløsninger
er blevet stadig større, og det har trukket
i retning af, at lokal nærhed har fået vanskeligere
ved at sikre gennemskuelighed og dermed
effektivitet. Strukturreformen begrænser
yderligere nærheden og dermed decentraliseringens
evne til gennemskuelighed.
I de senere år er fremkommet en række benchmarkinganalyser
af kommunernes effektivitet,
eksempelvis PISA på folkeskoleområdet.
Det er gennemgående i disse analyser, at
de afdækker endog meget betydelige effektivitetsforskelle
mellem kommunerne. Det har
yderligere understøttet en ny forståelse i retning
af, at decentralisering ikke (længere) i
sig selv indebærer garanti for effektivitet.
Med strukturreformen begrænses også
den effektivitetsfremmende kraft, som ligger
i borgernes muligheder for valg mellem
bostedskommuner, når de med en given arbejdsplads
skal vælge ny bolig. I særdeleshed
i den vestlige del af landet dannes
mange steder kommuner, som er så store, at
de udgør hele pendlings- og arbejdsmarkedsoplande.
Her dannes noget, som minder om
en monopoltilstand, og borgernes mulighed
for at vælge mellem forskellige skat-/servicepakker
bliver illusorisk.
Forudsætningen om, at kommunerne udgør
afgrænsede lokale samfund, hvor dispositionerne
ikke har nævneværdige (negative)
konsekvenser for omverdenen, anfægtes
også stadig stærkere. Kommunerne demonstrerer
selv dette, når de eksempelvis tager
foranstaltninger til at sikre, at de ikke mod-
akf Nyt nr. 2 2005 41