Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

55%). I den forstand sker den største omfordeling
mellem de relativt bedst stillede kommuner
i landet, og det skyldes den såkaldte
hovedstadsudligning, som kun gælder for
hovedstadskommuner, og dermed ikke omfatter
de kommuner i provinsen, som har det
relativt laveste indtægtsgrundlag. Udligningen
mellem kommunerne sker i praksis primært
på baggrund af forskelle i kommunernes
indtægtsgrundlag, hvis relative betydning
er 90% af den samlede omfordeling,
mens udgiftsbehovet kun omfatter 8% af
omfordelingen. Dette skyldes i stor udstrækning,
at der ikke er den store forskel på
det standardiserede udtryk for udgiftsbehov,
som anvendes i udligningen.
I den forbindelse kan det godt undre, at
der faktisk, ifølge udgiftsbehovet, ikke er
større sociale forskelle mellem kommunerne,
som kunne berettige en udligning. Vi
ved jo, at befolkningssammensætningen er
relativt forskellig i kommunerne, fx så bor
mange etniske indvandrere ofte i de samme
kommuner, og dette må forventes at afstedkomme
særlig store udgifter i disse kommuner.
Men i det eksisterende udligningssystem
giver det anvendte »objektive« mål for beregningen
af sociale udgifter sig kun udslag
i en relativt lille udligning mellem kommunerne.
En anderledes vægtning, fx af udgifter
til indvandrere eller socialt belastede lokalområder,
vil skabe store ændringer i det
relative billede af kommunernes situation og
med hensyn til, hvilke kommuner som har
behov for udligning. Afslutningsvis kan det
konstateres, at staten gennem udligningssystem
giver 42 mia.kr. i støtte til kommunerne,
heraf gives de 41 mia.kr. proportional
med beskatningsgrundlaget pr. indbygger i
kommunen, dvs. jo større beskatningsgrundlag,
des større tilskud. Så i denne forstand
er det kun 1 mia.kr. af det samlede
statstilskud, som gives (§ 18-tilskuddet), der
skaber en økonomisk omfordeling mellem
kommunerne.
akf Nyt nr. 2 2005 39