Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

herunder evt. justere vægten til det sociale
kriterium. Men uanset det, vil der givetvis i
udgangssituationen være betydelige forskelle.
Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt at
vurdere dette byrdefordelingsproblem isoleret
område for område. I stedet bør der fokuseres
på byrdefordelingsvirkningen af den
samlede reform. Nogle af de kommuner, der
taber på det sociale område, vil sikkert vinde
på nogle af de andre områder.
Den politiske aftale om kommunalreformen
indeholder en garanti for, at ingen kommune
samlet vil opleve en byrdeforøgelse på
mere end 0,2 procentpoint pr. år. Det kan
godt vise sig at blive en betydelig udfordring
for teknikkerne bag udligningsmodellen at
finde tilstrækkeligt mange »stilleskruer« til
at leve op til dette mål.
Den anden fordelingsvirkning vedrører
konsekvensen af meget dyre enkeltsager.
Her indføres en kommunalt finansieret refusionsordning
som en slags forsikring. Denne
ordning giver den enkelte kommune et tilskud
på 25% til den del af udgiften, der
overstiger 800.000 kr. årligt, og et tilskud på
50% af den del af udgiften, der overstiger
1,5 mio.kr. årligt. Det betyder, at den enkelte
kommune bliver betydeligt mere »selvforsikret«,
end tilfældet er i dag. Det er primært
et problem for små kommuner, og ændringen
må derfor ses i forhold til, at de fleste
små kommuner bliver sammenlagt til væsentligt
større kommuner. Men der bliver
nogle få små kommuner tilbage også i den
nye struktur og for dem kan disse dyre enkeltsager
blive synlige på skatteprocenten.
Det er ikke blot et økonomisk problem, at
borger Hansen får en hjerneskade, der koster
kommunen 0,1 skattepoint – det er i høj grad
også et etisk problem, at en navngiven bor-
ger kan få så stor og synlig en plads i den
kommunale økonomi. Der kan derfor være
grund til at overveje en bedre forsikringsordning
for de mindste kommuner.
Virkninger på aktivitet og
omkostninger
Endelig er der spørgsmålet, om reformen vil
påvirke aktivitetsniveau og omkostninger på
dette område. Her er der grund til at understrege
nok engang, at der ikke er noget sikkert
grundlag for at vurdere effekt på tilbuddenes
indhold og omkostninger.
Men som udgangspunkt er der næppe
grund til at vente nogen ændring i antallet af
tilbud. Det skyldes, at det så godt som aldrig
vil være til diskussion, om der skal gives et
tilbud i disse svære sager.
For så vidt angår ændringer i tilbuddenes
indhold, kan man tage afsæt i, at incitamentet
til at økonomisere for den myndighed, der
træffer afgørelsen om tilbuddets indhold i
princippet ikke ændres (myndigheden bærer
lige som i dag hele den marginale udgift).
Men derfor kan det godt tænkes, at adfærden
ændres – at de ca. 100 nye kommuner vil
have en adfærd, der afviger fra de nuværende
amters adfærd.
Derimod ligger der en mere sikker potentiel
udgiftsbesparelse i, at den dobbelte sagsbehandling
af ca. 10.000 enkeltsager årligt
afskaffes. Det burde give grundlag for lavere
administrationsomkostninger.
Den væsentligste ubekendte faktor ligger i
dynamikken på institutionsområdet på længere
sigt, hvilket kan få betydning for udgiftsniveauet.
Umiddelbart kan kommunerne
næppe opnå en bedre økonomi ved at overtage
driften fra regionerne eller selv oprette
nye institutioner. Snarere tværtimod, idet der
må formodes at være stordriftsfordele med
akf Nyt nr. 2 2005 27