Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

sundhedsfremme. Det er især den tertiære
forebyggelse, der omtales i det foreliggende
materiale. Målet – øget kommunal involvering
i forebyggelse og sundhedsfremme – er
godt. Det har været efterlyst i mange år, og
nogle amter har haft held med det, fx Nordjyllands
og Århus Amter. Problemet er, om
midlet – aktivitetsbaseret kommunal medfinansiering
– er velvalgt.
Ordningen er baseret på simpel kom-munalt
købmandskab. Hvis en kommune fx kan
»forebygge« en somatisk sygehusindlæggelse
ved hjælp af et sundheds-mæssigt
ligeværdigt kommunalt alter-nativ, fx en
akutstue, en aflastningsplads på et plejehjem
eller patientskoler i et sundhedscenter, kan
kommunen fx spare kr. 4.000 i betaling til
regionen. Dette beløb kan så bruges til at finansiere
det kommunale alternativ med.
I forligsteksten fra juni 2004 er begrundelsen
klar. Det hedder, at med et delvist betalingsansvar
for egne borgeres behandling i
sundhedsvæsenet, får kommunerne en tilskyndelse
til at yde en effektiv forebyggelses-,
trænings- og plejeindsats. Derefter gås
der over til at fokusere på sygehusindlæggelser.
Det noteres, at de kommuner, der nedsætter
behovet for sygehusbehandling, belønnes
ved, at de skal betale mindre til borgernes
sygehusindlæggelser. Borgerne får gavn af,
at flere behov meningsfyldt kan opfyldes i
nærmiljøet – tæt på eget hjem og egen læge.
I begrundelsen i det fremlagte lovforslag
neddæmpes dette, og nu tales der om, at det
også skal fremme samarbejde. Det er et typisk
eksempel på begyndende målforskydning:
opdager man, at en oprindelig begrundelse
ikke holder, forsøger man at finde andre.
Desværre har begrundelsen om det sam-
arbejdsfremmende en række indbyggede
selvmodsigelser.
Indhold
Lovforslaget for sundhedsområdet indeholder
de takster, kommunerne i fremtiden skal
betale til regionen for deres borgere. Nogle
få eksempler kan illustrere, hvad der tænkes
på. For somatiske indlæggelser er det 30% af
DRG-taksten, dog maksimalt kr. 4.000. Ambulatoriebesøg
betales også med 30% af
DRG-taksten, dog maksimalt kr. 200 pr. besøg.
Psykiatriske indlæggelser betales med
60% af sengedagstaksten, dog maksimalt kr.
6.398 pr. indlæggelse. For praktiserende speciallæger
skal kommunerne betale 30% af
regionens udgifter til takster, dog maksimalt
kr. 256 pr. konsultation (af hensyn til substitutionen
med sygehusenes ambulatorier).
For alment praktiserende læger skal kommunerne
betale 10% af regionernes udgifter til
grundhonorarer. Der er p.t. ikke angivet nogen
øvre grænse.
De administrative detaljer er endnu ikke
fastlagt, men det bliver næppe sådan, at der
sendes en regning fra regionen til kommunen,
hver gang en borger fx har konsulteret
en praktiserende speciallæge. Derfor skal
man ikke på nuværende tidspunkt dæmonisere
de administrative omkostninger, men
det er ubestrideligt, at det vil medføre øget
bureaukrati.
Alle sygehusindlæggelser – somatiske og
psykiatriske – er omfattet. Tilsvarende for
konsultation hos alment og specialpraktiserende
læge. Der er ikke et kriterium, der siger,
at kun ydelser, hvor kommunerne har en
reel mulighed for substitution, er omfattet,
jf. hvad Strukturkommissionen fremhævede
som vigtigt.
akf Nyt nr. 2 2005 17