Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

14 akf Nyt nr. 2 2005
Men manøvrefriheden i regionernes skatteudskrivning
(de såkaldte grundbidrag fra regionens
kommuner) begrænses af både statslig
og kommunal vetoret. Reelt må man sige,
at finansieringen af regionernes virksomhed
bliver et statsligt ansvar.
Dermed brydes et ellers fasttømret princip
for opgave- og ansvarsfordelingen i den danske
offentlige sektor, nemlig princippet om
sammenhæng mellem beslutningskompetence
og økonomisk ansvar. Det princip har
været holdt i hævd, fordi det tilskynder til en
vis økonomisk ansvarlighed hos de besluttende
myndigheder.
I fremtidens sundhedsvæsen får regionerne
beslutningskompetencen, mens regningen
betales af staten. Hvilke incitamensvirkninger
indebærer det? Sundhedsvæsenet
er jo populært i befolkningen, og i
læge- og sygeplejerskeverdenen er der også
ofte ønsker om yderligere ressourcer. I dag
må amtspolitikerne afveje ønskerne om serviceforbedringer
over for den ubehagelige
ting, at amtsskatterne i så fald må sættes op.
Det lægger formentlig en vis dæmper på
ekspansionstrangen. Fremover bliver regionspolitikerne
ikke sat i dette ubehagelige
dilemma. Det bliver gratis at flytte om på
den anden side af bordet til sundhedspersonalet
og presse på for yderligere ressourcer.
For det er jo i givet fald staten, der skal betale.
Ændringerne af finansieringssystemet
giver altså en tilskyndelse til at danne nye –
og formentlig stærkere – sundhedspolitiske
udgiftsalliancer end i det bestående system.
Det afgørende spørgsmål, set fra et udgiftspolitisk
synspunkt, bliver dermed, hvor
god staten vil være til at modstå udgiftspresset.
Eller måske er spørgsmålet snarere, om
staten egentlig har nogen interesse i at modstå
presset. For sundhedsområdet er jo popu-
lært, ja det er vel ligefrem en mærkesag for
både regering og opposition. Og givet statens
uigennemskuelige indtægtssystem,
hvem kan så gennemskue, om en ekstrabevilling
indebærer en reel belastning?
De økonomiske konsekvenser af ændringerne
i kommuneinddelingen
Kommunerne skal lægges sammen til nye
storkommuner. Mange mener, at man hermed
kan indhøste betydelige stordriftsfordele.
Men ser man på de udgiftstunge områder
i den kommunale verden, vil man hurtigt
opdage, at det er områder, hvor de kommunale
ydelser leveres af institutioner – daginstitutioner,
folkeskoler, ældrecentre mv. Dermed
er der en toniveauproblematik på spil.
Stordriftsfordele må i første omgang være et
spørgsmål på institutionsniveauet. Kan store
institutioner drives mere effektivt end små?
Hvis ja, kan blikket rettes mod kommuneniveauet.
Er der en sammenhæng mellem
kommune- og institutionsstørrelse? For stordriftsfordele
på kommuneniveauet må jo så
skyldes, at de store institutioner findes i de
store kommuner. Svaret på disse spørgsmål
er, at det faktisk ser ud til, at store velfærdsinstitutioner
kan drives mere omkostningseffektivt
end små. Men kæden hopper af i andet
led. For der er ingen særlig sammenhæng
mellem kommune- og institutionsstørrelser.
De store institutioner findes ikke i
de store kommuner. De findes snarere i de
store byer. Men fire små landkommuner bliver
som bekendt ikke til en stor bykommune
af at blive lagt sammen. Derfor skal man
nok ikke budgettere med et finansieringsbidrag
til sammenlægningsprocessen fra stordrift
på institutionsområderne.
Det er en skam. For kommunesammenlægningerne
indeholder en række udgiftsdri-