Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

munerne under ét gør regnskabet op i forhold
til staten under ét og amterne under ét.
Afregningen sker via bloktilskuddet, som justeres
for de økonomiske virkninger af opgaveændringerne.
På den ene side kan man her
sige, at det er »business as usual«. For her er
der jo tale om en afregningsform, alle partnerne
kender fra de årlige DUT-forhandlinger,
hvor bloktilskuddet justeres for de økonomiske
konsekvenser af statens nye regler.
På den anden side kan man sige, at situationen
grundlæggende er ny. For man har aldrig
i DUT-regi forhandlet om så store beløb.
Spørgsmålet er, om DUT-systemet bliver
spændt for hårdt. I hvert fald er det fristende
for regeringen at få afsluttet forhandlingerne
i god ro og orden. Også hvis det skulle koste
lidt ekstra. For hvem i omgivelserne kan
gennemskue, hvad de rette beløb er? Hvad
skal man fx præcis beskære kommunernes
bloktilskud med for afgivelsen af skatteopgaven?
Den farlige fristelse for regeringen er
her at uddele »hold kæft-bolsjer« for at få
tingene på plads.
Næste led i afregningen er fordelingen af
kompensationsbeløbene mellem de enkelte
kommuner. Bloktilskuddet fordeles mellem
kommunerne efter beskatningsgrundlag.
Dvs. de rigeste får mest. Der bliver dog evt.
anvendt en anden fordelingsnøgle i forbindelse
med kommunalreformen. Men den
grundlæggende problemstilling vil være den
samme, for man er nødt til at anvende en generel
fordelingsnøgle for at få systemet til at
køre. Og det er det samme som at sige, at ingen
kommune får korrekt kompensation i
den enkelte sag. For de enkelte opgavers belastning
fordeler sig ikke mellem kommunerne
på samme måde som nogen generel
fordelingsnøgle. Derfor vil nogen få for me-
get og andre for lidt. Og derfor kan man
være bekymret for en asymmetrisk reaktion
som skitseret ovenfor.
Men afregningen er ikke slut endnu. For
tredje led er det mellemkommunale udligningssystem.
Skævheder i afregningen i andet
led kunne fanges op her. Det er faktisk
en del af hensigten med udligningssystemet.
Men for det første udlignes der ikke fuldt
ud. Derfor vil der altid være forskelle tilbage
selv efter udligning. For det andet er der ingen,
der ved, hvordan udligningssystemet ser
ud i fremtiden. Regeringen har stillet en
større reform i udsigt. Men indholdet afventer
kommunalreformen. Kommunerne famler
derfor i blinde nogle år endnu.
Alt i alt er der – set fra den enkelte kommunes
synspunkt – en betydelig økonomisk
usikkerhed omkring ændringerne i opgavefordelingen.
Og mon ikke de kommuner, der
modtager for lidt, vil sikre sig finansiering
på anden vis? Og mon ikke de kommuner,
der modtager for meget, vil lægge overskuddet
til side og henvise til usikkerheden omkring
udligningssystemets fremtidige indretning
som begrundelse for ikke at sænke
skatteniveauet? Til disse mekanismer kan
man så lægge fristelsen til »hold kæftbolsjer«
i de centrale forhandlinger.
De økonomiske konsekvenser af ændringerne
i det kommunale finansieringssystem
Amterne finansierer i dag hovedsagelig deres
udgifter ved direkte skatteudskrivning.
Det system gør kommunalreformen op med.
Den selvstændige amtslige skatteudskrivningsret
ophæves. I stedet indføres et svært
gennemskueligt system af statstilskud og indirekte
skatteudskrivning via kommunerne.
akf Nyt nr. 2 2005 13