Hent hele AKF Nyt nr. 2, 2005 i pdf-format - Amternes og ...

10 akf Nyt nr. 2 2005
tiltag denne gang. Det drejer sig dels om at
lægge begrænsning på kommunernes forbrugs-
og indtægtsmuligheder i 2005 og
2006, dels om at give sammenlægningsudvalg
m.fl. mulighed for at gribe ind over for
økonomiske dispositioner i de gamle enheder.
Også for 2007 er der lagt op til styring af
kommunernes forbrugsmuligheder i form af
et skatteloft i de nye kommuner. Erfaringer
både fra sidste kommunalreform (med indførelse
af kildeskat) og fra udlandet (poll
tax) viser, at omlægninger i finansieringssystemet
kan benyttes af kommunerne til en
mere eller mindre kamufleret skatteforhøjelse
med efterfølgende udgiftsvækst.
Den fremtidige udgiftsudvikling –
økonomiske incitamenter
Det har været fremført, at en af de store økonomiske
risici ved reformen er, at man i de
sammenlagte kommuner vil harmonisere
serviceniveauet på det højeste niveau. Det er
netop denne risiko, som søges imødegået
ved en særlig styring af skatteindtægterne i
2007. Da kommunerne samtidig kan forudse,
at et skattestop også i de kommende år
vil blive håndhævet, om end med mere fleksible
instrumenter, må det vurderes, at der
hermed er lagt et stærkt økonomisk incitament
ind for de nye kommunalbestyrelser til
at finde andre løsninger og i øvrigt indhøste
synergibesparelserne og fordelene ved den
mere entydige opgaveplacering.
Økonomisk »robusthed«
Endelig kan nævnes, at der også har været
bekymring for, om de nye kommuner vil
være tilstrækkeligt robuste til navnlig at
løfte den fulde finansiering af socialopgaven.
Til dette kan siges, at det af Struktur-
kommissionens analyser kunne uddrages, at
den økonomiske »risiko« ved finansieringsansvar
på socialområdet ville være nogenlunde
den samme for en fremtidig kommune
på godt 30.000 indbyggere med fuldt finansieringsansvar
som for en kommune på
10.000 indbyggere i dag under det nuværende
grundtakstsystem.
Der vil fremover komme kommuner med
under 30.000 indbyggere, men der er jo faktisk
i dag også mange kommuner under
10.000 indbyggere, herunder 17 kommuner
med under 5.000 indbyggere.
De nye større kommuner bør derfor være i
stand til at løse den fulde finansieringsopgave,
men som en ekstra sikring er der indlagt
en særlig statslig refusionsordning for
de dyreste enkeltpersoner.
Var det bedre i 1970?
Som deltager i arbejdet med den nye kommunalreform
bliver man ofte mødt med det
synspunkt, at der ikke denne gang er anvendt
samme grundige forberedelse som ved den
forrige kommunalreform . Det må anerkendes,
at der på inddelingssiden var et meget
grundigt forarbejde forud for 1970-reformen,
startende med nedsættelse af Kommunallovskommissionen
i 1958 og videre med
Kommunalreformkommissionen. Men det er
vel værd at erindre om, at processen også indebar
nogle ret hårdhændede (om end velbegrundede)
beslutninger tæt op mod 1970,
navnlig omkring kommuneinddelingen i de
større byer. Også den regionale inddeling
blev først fastlagt meget sent i forløbet, nemlig
cirka et år før ikrafttræden.
På økonomisiden førte den lange forberedelsestid
heller ikke til tidlige beslutninger,
og der var på ingen måde tale om politisk
konsensus. VKR-regeringen fremsatte den