ADVARSEL: C'est La Vie indeholder humor, sjov og spas!

C´est La Vie — 11. udgave
Katja G. 2.C
10
Redaktøren Nima Rajabi
Nima går under mange navne på re-
daktionen – redaktøren, lederen,
bossen, Nimse, slavepiskeren, klap-
hatten – hov, det sidste vidste du vist
ikke?
Men bossen her startede med at skrive for bladet i
2008. Dengang var han blot skribent, men han har
formået at stable Nykats skoleblad på benene efter
en alvorlig nedtursperiode sidste skoleår.
Egentlig var det ikke hans ansvar at genrejse bladet,
”men nogen måtte jo tage jobbet” som han siger.
Hans passion for bladet op til udgivelserne har ko-
stet ham og hans nærmeste ’undersåtter’ mange
fraværstimer og en masse søvn, alene til glæde for
de kære læsere, men det har været det hele værd,
hvis du spørger ham.
Dette interview vil åbne mere op for CLV’s redaktør
som person og hans karriere i skolebladet, inden
han takker af for denne gang.
Du startede med at skrive for bladet i 2008. Kan
du bedst lide skolebladet som det er nu, eller var
det bedre dengang?
”Det er faktisk et utrolig godt spørgsmål… Det
gamle C’est La Vie var intet mindre end en genial
opfindelse, jeg ser det lidt som en flintstone-bil,
hvor vi i det nye blad, bare har skiftet benkraften ud
med alufælge og givet bilen en flot lakering. Og ef-
tersom jeg er udlænding, foretrækker jeg helt klart
den nylakerede model med alufælge.”
Hvem udnævnte dig som leder? Og hvordan i al-
verden kunne du rejse bladet, når det havde væ-
ret helt nede og skrabe bunden?
”I C’est La Vie opererer vi ligesom mange andre
hardcore grupperinger med Choosen Blood, altså,
har man knoklet og vist ekstrem potentiale og en-
gagement, så er man selvskreven til at blive leder.
Men når det er sagt, så bliver der med mellemrum
holdt Sit-downs (møder der ikke afsluttes, før alle
parter er nået til enighed) hvor alle CLV-ledere vote-
rer eventuelle kandidater, derfor er det svært at
sætte navn på, hvem der udnævnte mig, men bare
for at namedrop’, så blev bladet officielt overrakt af
Besart Ujkani (Bas).
CLV var personligt, den største og vigtigste opgave
for mig i 2010. Da jeg fik bladet, var alt kørt godt
og grundigt i sænk. En legendarisk sammensætning
af yderst talentfulde journalister var for længst ble-
vet studenter, og med et ekstremt skuffende år,
hvor CLV kun udgav 1 tvivlsomt blad, var opbaknin-
gen til CLV stort set ikke-eksisterende - en hel gene-
ration af nye elever havde ikke den fjerneste anelse
om hvad i alverden CLV var. Jeg prøvede først at
samle det, der var tilbage af det gamle guldhold,
men til stor ærgrelse, valgte meget talentfulde og
rutinerede kræfter i bladet at kaste det hvide hånd-
klæde i ringen. Hvis CLV nogensinde skulle se da-
gens lys igen, så måtte der nye boller på suppen, så
jeg rekrutterede helt ny rygrad i bladet, og der gik
ikke længe før vi pludselig havde stablet et yderst
fornuftigt og lovende crew sammen. De nye ansig-
ter i redaktionen var et friskt pust, og der var ingen
tvivl om, at det var startskuddet for en hel ny gene-
ration af yderst talentfulde og engagerede journali-
ster, men ligesom alle andre nye hold, havde vi
brug for at bruge et par kampe til at spille vores
hold sammen, og efter en meget tvivlsom 1. udga-
ve af vores blad, har vi siden hen overgået os selv
gang på gang, noget som i den grad også kan ses
på opbakningen, populariteten, og interessen for at
være en del af CLV.”
Hvem synes du har været den bedste redaktør på
C’est La Vie?
”Det er utrolig svært at svare på, hver redaktør har
jo haft sine årgangs-kriterier at kæmpe med, men