Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

opnå belønning.Ud fra Faureholms vurdering skal klienterne ikke blot agere
hjælpeløse, men gøre det under en så kvalificeret form, at det ikke virker
stødende og generende på socialarbejderne.
I engelsk og amerikansk litteratur taler visse forfattere direkte om en form
for læretid som klient – eksempelvis Dean ogTaylor-Gooby (1992) samt
Alcabes og Jones (1993).Ifølge Dean ogTaylor-Gooby begynder de fleste
klienter karrieren gennem ansøgning om økonomisk støtte. I forbindelse
med kravene til ansøgningerne og eventuelle bevillinger opridses en række
pligter, hvorved den specifikke disciplinering iværksættes. Denne disciplinering
skaber ikke afhængighed af enkelte personer,men nærmere af systemet
som sådan,og den opridser forholdsvis klart linierne for de egenskaber,
man bør besidde eller acceptere, hvis man fortsat skal modtage offentlig
støtte (Dean &Taylor-Gooby, 1992).
Alcabes og Jones (1993: 56) taler om 3 faser i disciplineringen af klienterne:
1) Ansøgerfasen som den første kontakt,hvor klienterne får beskrevet og
vænner sig til regler og normer i systemet, 2) læretidsfasen hvor den mere
gennemgribende socialisering iværksættes og accepteres,og 3) klientfasen
hvor man er “udlært”klient.
Selvom Alcabes og Jones hermed nærmest beskriver et manipulerende
disciplineringsforløb,er der formentlig i højere grad tale om en betragtning
hos forfatterne om,at man ikke er klient,blot fordi man henvender sig på en
forvaltning eller møder en socialrådgiver. Man er klient, når man efter
ansøgningsfasen har gennemgået “læretiden”.Der er sket en tilpasning til og
accept af systemets menneskesyn og rammer – og derved også en tilpasning
til det usynlige spil om magten.Det er ifølge Alcabas og Jones i virkeligheden
ikke afhængigheden,som skaber klientkulturen,idet alle mennesker er
afhængige af familie, venner, arbejdsgivere – menneskeliv består af afhængighedsforhold.
Det er disciplineringen og underkastelsen som er central –
accepten af at man ikke selv har indflydelse,men er underlagt andres magt.
Den “accepterede” rolleovertagelse kan således hænge sammen med en
forholdsvis ubevidst socialisering og oplæring til klient. Den kan dog også
hænge sammen med et mere bevidst spil,hvor klienterne – tvunget af rammerne
– forsøger at indgå i magtspillet gennem en “taktisk underdanighed”
eller skintilpasning (Goffman, 1967). Denne tilpasning karakteriserer Goffman
som overfladisk og tilsyneladende. Goffmans synspunkt bygger på,at
mennesker spiller et sæt af roller.Herved er ingen født professionel hjælper,
ingen er født klient,ingen er kun professionel,ligesom ingen kun er klient.
Både socialarbejderen og klienten har således flere roller i livet.Socialarbej-
96