Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

I flere kommuner var der en vis resignation over for lovens krav om at give
relevante tilbud til alle. Det betød,at man accepterede, at der i lange perioder
ikke skete noget med de klienter,man havde svært ved at placere,uanset
om det skyldtes manglende kvalifikationer, uvillighed eller sociale problemer.Eller
det betød,at man placerede dem i en slags “rest”-projekter,som er
kendetegnet ved,at klienterne blot er til stede i et givet tidsrum på dagen.I
en kommune var der f.eks.et “rest-projektet”,som både skulle tage sig af de
uvillige,de ukvalificerede og især de socialt udsatte.Det resulterede i et sted
præget af fravær, manglende planer for aktiviteterne og manglende mål for
deltagerne (Ebsen, 2001a;Jensen & Pless, 1999).
KLASSIFICERINGSTEKNIKKER
Foucault beskriver disciplinering som en række teknikker, som skaber forskellige
underordningsforhold. Det er herigennem, magten bliver synlig og
tilstedeværende i hverdagen, selv om den ikke udspringer fra et centralt
sted eller er udtryk for personers eller gruppers måder at sætte deres interesser
igennem på (Hede, 1997; Lindgren, 1996). I det følgende vil vi se på,
hvordan klassificeringen fremkommer, og dermed på nogle særlige former
for disciplinering. Vi har ovenfor givet nogle eksempler på, hvordan
arbejdsløse oplevede, at klassifikationen fik betydning og satte et bestemt
handlerum op for deres handlinger. De arbejdsløse bestemte således ikke
selv, hvad der skulle ske, og måtte kæmpe for, at deres beretninger og strategier
fik betydning. Men eksemplerne viste også, at det var muligt at føre
denne kamp og få indflydelse. Hermed understreges Foucaults pointe, at
magt altid følges af en modmagt (Foucault, 1994). I det følgende vil vi give
nogle eksempler på, hvilke teknikker man bruger til at klassificere og disciplinere
de arbejdsløse.
Den første teknik handler om organiseringen af det fysiske rum, som
møder klienten. Det kunne f.eks. se således ud (Guldager & Ebsen, 2001):
Revalidering- og aktiveringsgruppen i en kommune har til huse på 2. sal i
en lang tre etager høj bygning. Man kommer derop af en trist udseende og
noget nedslidt trappe, der næppe har været vedligeholdt de sidste mange år,
og ind i et lille venterum,der er beregnet til rygere.Derfra er der en dør,der
fører ind til et lidt større venterum for ikke-rygere. Der er en skranke, hvor
man kan henvende sig. Også i dette rum er der en aflåst dør, og denne fører
ind til aktiverings- og revalideringsgruppens kontorer. Der kan man komme
ind efter henvendelse ved skranken, hvor sekretæren elektronisk åbner
69