Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Et eksempel på en klassificering,som trods uenighed bliver accepteret,er
Peter,som er 50 år og bor alene.Han er musiker og holdt efter 30 års alkoholisme
op med at drikke.Halvandet år efter får han flere blodpropper,som har
gjort ham fysisk svag og dårligt gående. Sagsbehandleren klassificerer ham
som ikke-arbejdsmarkedsparat og kan heller ikke finde aktivering til ham.
Han kommer ikke i aktivering,men får lov til at bruge tre måneder på at
hjælpe sin datter til rette på en efterskole. (Ebsen, Guldager, 2001). Peter
ønskede selv at komme på førtidspension på grund af helbredet,og fordi han
ikke troede,at aktivering ville føre ham i arbejde.
Han blev imidlertid klassificeret anderledes af kommunens lægekonsulent,
som ikke anså ham for tilstrækkelig handicappet til førtidspension.
Kommunen forventede, at han kunne påtage sig et arbejde, og at sagsbehandleren
efterfølgende burde forsøge at mobilisere ham i den retning.Hun
var imidlertid ikke enig i lægens vurdering,og accepterede,at han ikke skulle
noget de næste tre måneder. Hun havde ikke nogen idé om, hvad hun
efterfølgende kunne tilbyde ham,da han ikke havde tilstrækkelige kvalifikationer
og samtidig var socialt udsat. Han vil sandsynligvis være permanent
demobiliseret i forhold til arbejdsmarkedet, selv om han ikke vil modtage
førtidspension.
Klienter kan imidlertid også være istand til selv at bestemme klassificeringen
ved at konstruere en selvstændig position.Det er Sofie et eksempel
på.Sofie er i begyndelsen af trediverne og enlig mor. Hun har levet et relativt
“almindeligt liv” med familie, skolegang, venner og mange udadvendte
interesser. Hun har i imidlertid også i en periode levet med sit barn på
gaden, haft langvarige boligproblemer og i perioder været arbejdsløs. Efter
deltagelse som ansat i et projekt for særligt udsatte unge udvikler hun selv et
projekt for enlige mødre, som hun får støtte til fra Socialministeriet. Kommunen
accepterer det som hendes aktivering.(Ebsen & Guldager & Hagen,
1999).
Sofie berettede, at hun oplevede sig som arbejdsmarkedsparat, men ikke
var villig til at arbejde med hvad som helst.Hun forventede ikke,at kommunen
ville give hende et relevant tilbud,og var bevidst om,at temaet om villighed
kunne blive problematisk. Det håndterede hun ved at lave sit eget
projekt,hvor hun blev klassificeret som ikke-arbejdsmarkedsparat.Efter en
periode på fem år trak hun sig ud af projektet og blev optaget på en uddannelsesinstitution.
Hun blev da omklassificeret til arbejdsmarkedsparat og
modtog revalideringsydelse.
Det gælder for alle fire ovennævnte og mange andre langvarige klienter,at
67