Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Den første overordnede klassifikation blev afspejlet i organiseringen af
forvaltningen i to afdelinger. I nogle tilfælde blev klienterne allerede efter
den første samtale visiteret videre til afdelingen for arbejdsmarkedsparate
eller til afdelingen for ikke-arbejdsmarkedsparate. I en kommune havde
man lavet en enhed, som skulle placere klienterne i arbejdspraktik eller
arbejde i private virksomheder (Ebsen, 2001a).I denne gruppe samlede man
de bedst kvalificerede,de mindst socialt udsatte og de arbejdsvillige.I samme
kommune havde man oprettet et projekt,der tog sig af dem,som man havde
svært ved at finde relevante tilbud til.Der blev de mindst kvalificerede, de
mest socialt udsatte og de mest uvillige placeret.
Når den overordnede klassificering var foretaget, skete der en yderligere
klassificering for at afklare,hvilket tilbud den enkelte kunne modtage.Hvert
tilbud forventede at få klienter,som passede til,hvad de kunne.Sagsbehandlerne
havde således til opgave at sortere klienterne i overensstemmelse med
tilbuddenes specialiteter.I de fleste tilfælde foretog sagsbehandleren klassificeringen.
Men det kunne også ske gennem “ansættelsessamtaler” til det
enkelte projekt. Derved kunne projekter, som blev ledet af professionelle
fagpersoner, sikre, at de ikke fik sendt de “forkerte”. Der var ofte en udgrænsning
fra særlige problemgrupper som f.eks.misbrugere. De blev i stedet
sendt ud i de frivillige foreninger (Ebsen,Guldager & Hagen, 1999).
KLASSIFICERING OG KLIENTER
Klienterne var opmærksomme på,at de blev klassificeret.De vidste, at der
var krav om at de skulle deltage i et tilbud, og at de skulle have bestemte
karakteristika for at komme i de respektive tilbud. Men det var ikke altid,
klienten forstod klassificeringen.Et eksempel herpå er Ole,som er i midten
af 30’erne. Da han bliver arbejdsløs,begynder han at drikke. Kommunen
klassificerer ham som ikke-arbejdsmarkedsparat pga. drikkeriet. De sender
ham i en aktivering med andre, som er socialt udsatte. Dér holder han efter
et år op,fordi han oplever,han er fejlplaceret.Han vil have et arbejde,og det
lykkes med parat-afdelingens hjælp at få et vikariat som pedel på en skole.
Men da det ikke fører til arbejde, ender han med en aktivering,hvor han
banker maling af i en skøjtehal (Ebsen,Guldager & Hagen, 1999).
Ole beretter, at han i begyndelsen havde forståelse for, at han var placeret
som ikke-arbejdsmarkedsparat på grund af drikkeriet. Da han i et års tid
ikke havde drukket,ønskede han et arbejde på almindelige betingelser.Sagsbehandlerne
så ikke, at hans misbrug var ophørt,så han henvendte sig selv i
65