Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

I kommunerne er der ansat sagsbehandlere til at forvalte loven og den
kommunale politik over for klienterne. Sagsbehandlerne indsamler viden
om den enkelte klient med henblik på at iværksætte en række handlinger,
som lokalt og i loven er tillagt betydning.Hensigten er iflg.loven at give klienten
et tilbud, som forbedrer mulighederne på arbejdsmarkedet. Det kan
være tilbud om uddannelse, praktik, projekter og egentligt arbejde. Sagsbehandlernes
opgave er således at vurdere den enkelte og dermed give det
mest relevante tilbud.
Netop klienternes forskellighed giver anledning til overvejelser om,hvorvidt
sagsbehandlerne kan rumme alle typer af klienter, eller om man skal
fordele dem på forskellige grupper eller med andre ord lave en slags specialisering.Overvejelserne
fører til,at man mange steder opdeler klienterne i
grupper af arbejdsmarkedsparate og ikke-arbejdsmarkedsparate.
Det er en relativ enkel overordnet klassifikation, som gjorde sig gældende
i alle de undersøgte kommuner. Den var ikke særlig præcis. Der var ikke i
nogen af kommunerne klare kriterier for, hvornår man blev placeret det
ene eller det andet sted. I en af kommunerne blev der i løbet af halvandet år
tilbagevisiteret 16 pct. af klienterne fra afdelingen for arbejdsmarkedsparate
til afdelingen for ikke-arbejdsmarkedsparate (Ebsen, 2001a). Der var heller
ikke enighed blandt sagsbehandlere om, hvem der var arbejdsmarkedsparate.
I en anden kommune (Ebsen, Guldager & Hagen, 1999) blev flere klienter
opfattet som arbejdsmarkedsparate i takt med, at flere kom i arbejde, og
med at paratafdelingen manglede klienter at arbejde med. En række af
dem, som tidligere var blevet udelukket fra den arbejdsmarkedsrettede aktivering,
fik nu adgang til den. Det er således et eksempel på, hvordan en
gruppe gennem en ændret klassificering mobiliseres til at deltage i andre
typer af tilbud.
De tre temaer fra lovgivningen danner grundlag for den overordnede
klassificering.De kvalificerede,de socialt ikke-udsatte og de villige hørte til
de arbejdsmarkedsparate og de ukvalificerede, socialt udsatte og uvillige
hørte til de ikke-arbejdsmarkedsparate.Når klienterne kunne karakteriseres
mere blandet,skabte det problemer,f.eks.når de var kvalificerede,men socialt
udsatte f.eks.med et misbrug.Eller når de var kvalificerede og uvillige. I
en kommune tog den arbejdsmarkedsrettede afdeling efterhånden flere af de
socialt udsatte ind.De lavede dermed en mere finmasket klassificering,som
gik på typen af sociale problemer, hvor misbrugere blev udelukket, men
personer med dårligt helbred blev inkluderet.De uvillige blev konsekvent
udelukket og sendt tilbage til ikke-paratafdelingen (Ebsen, 2001a).
64