Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

24 Af anonymitetshensyn omtaler jeg alle sagsbehandlere som “hun”. Der er så få
mandlige sagsbehandlere, at en angivelse af kønnet nemt kunne risikere at identificere
sagsbehandleren.Til gengæld omtaler jeg så klienten som “han”, når jeg ikke
taler om en specifik klient. Heri ligger intet andet, end at forskellen letter læsningen,
hvor der anvendes stedord.
34 Læsevejledning til samtaleudskrifterne:
Feedback – de små kommentarer til den andens tale, som mest angiver, at man lytter,
men hvor man ikke overtager ordet – står i parenteser inde i den anden parts
replik dér, hvor de forekommer.
– (tankestreg) angiver en lille pause, der er lidt længere end en almindelig vejrtrækning.
(pause) angiver en lidt længere pause.
(*) angiver, at deltagerne afbryder eller taler i munden på hinanden.Tegnet er placeret
på det sted i den talendes replik, hvor den andens næste replik starter.
/ angiver den talendes selvrettelser(f.eks.: “Men jeg har jo/vi har jo hele tiden
(…)”.
Kursiv angiver et særlig markant tryk.
(…) angiver at noget er udeladt i et citat.
44 Dette sker naturligvis inden for meget forskellige rammer og begrænsninger af
lokalpolitisk og organisatorisk art. Om end disse niveauer naturligvis også er afgørende,
har jeg af forskellige grunde valgt ikke at inddrage dem i undersøgelsen.
Uanset disse rammers betydning mener jeg endvidere, at en betragtelig del af definitionen
af socialpolitikken nødvendigvis må ligge hos sagsbehandlerne.
Begrundelsen for dette uddybes længere fremme i artiklen.
54 Teorien er oprindelig formuleret af H.L. Zetterberg i artiklen “Compliant
Actions” i: Acta Sociologica,Vol 2. fasc 4, 1957. Med begrebet “Compliant Man”
– som kan oversættes til: det eftergivende/føjelige menneske – ønskede
Zetterberg, ifølge Asplund, at formulere sociologiens modstykke til økonomiens
“Economic Man”.
64 En nærmere beskrivelse af det intentionelle motivationsbegreb findes især i
Østerberg (1986), men også i Asplund (1980) og Carstens (1998).
74 Min fremstilling af principperne i det følgende bygger i væsentligt omfang på
Rothsteins (1994) diskussion af de to principper i forhold til velfærdssystemernes
indretning, men også på Doyal & Gough (1991) og Østerberg (1986). Rothstein
tager især udgangspunkt i John Rawls: “A Theory of Justice”, 1971 og en del af
hans efterfølgende værker, og en række andre forfattere inden for politisk filosofi
bl.a. Ronald Dworkin, Amartya Sen og Martha Nussbaum. – Robert A. Dahl anses
dog normalt for at være ophavsmand til den klassiske formulering af autonomiprincippet
i: Democracy and its Critics (1989). Ingen af de nævnte forfattere behandler
dog fænomenet aktivering. Brugen af begreberne og eksemplificeringerne på
dette område står således helt for min egen regning.
8 Robert A. Dahl: Democracy and its Critics. Yale University Press, 1989: pp 100-101.
94 Bl.a.: Danmarks Statistik (1995); Finansministeriet (1995); Goul Andersen (1995);
Velfærdskommissionen (1995); Den alternative velfærdskommission (1995).
58