Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Anledningen til samtalen er, at hjælpen er stoppet. Sagsbehandleren har
indkaldt Jette. I løbet af samtalen ændrer sagsbehandleren som nævnt sin
vurdering af Jettes vilje, og stemningen bliver helt god og hyggelig.Der er
harmoni og enighed om det forhandlingsresultat,de er kommet frem til.
Samtalen er nu ved at nå slutningen:
S: Nå.(pause) Men øh skal vi gøre det sådan?
J: Ja.Du snakker med lægen først,og
S: Ja
J: Får jeg så – nærmere besked om det dér?
S: Vi skriver lige øh på handlingsplanen,at vi satser på det dér køkkenkantine
– øh – kursus, der kommer efter sommerferien, og så øh snakker
jeg med lægen
J: Ja,(*) ellers så får jeg en besked
S: Og hvis der er basis for det,så laver jeg en syge/en syge øh tid på dig,
ikke også,et par måneder (ja)
(pause – S begynder at taste lidt)
J: Bliver min hjælp så åbnet i dag? Eller hvordan er det?
S: Ja,Jette! (utålmodig,bebrejdende men dog overbærende tone,som til et
barn)
J: Så jeg snart kan få (anelse grin) min medicin
(pause)
S: (fortsat overbærende tone som til et barn,dog med let grin også) Hvis
jeg nu ikke havde skrevet til dig, hvad havde du så gjort? Ventet? Og kigget
i (*) posten hver dag?
J: Nej,så havde jeg nok kommet alligevel (anelse grin)
S: (anelse grin) Jaha
(pause – S taster)
Det er en klar fejl af Jette at sætte det lille ord “så” ind i spørgsmålet om
pengene! I stedet skulle hun have spurgt sådan lidt henkastet,tilfældigt,som
noget,hun lige kom i tanker om.Det er “så”,der særlig klart knytter spørgsmålet
om pengene til det opnåede forhandlingsresultat og truer med at ødelægge
harmonien.Det er sagsbehandlerens stemmeføring i svaret,der viser,
at Jettes spørgsmål truer enigheden: den lidt utålmodige, men dog overbærende,kærligt
bebrejdende tone,som til et barn,der har skuffet én.
Jette opfanger straks bebrejdelsen og forsøger at trække truslen mod enigheden
tilbage med argumentet om,at det er, for at hun kan få sin medicin.
53