Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

VURDERING AF “ REELT BEHOV ”
Eftersom der her er tale om et område, som ikke lader sig regelregulere, er
det så meget desto mere interessant at undersøge,hvad der egentlig foregår i
disse møder mellem sagsbehandler og klient.I en socialpolitisk sammenfatning
er det jo særdeles alvorlige ting,der er på programmet.Således skal den
ene parts selvopfattelse og indre moralske holdninger vurderes på basis af
adfærd,samspil og oplysninger fra andre. Der skal tages stilling til,om de er
så afvigende fra samfundets fælles normer, at de bør påvirkes og ændres, og
da med hvilke midler, og om den enkelte har ret til og er i stand til at vælge
sit eget livsprojekt på et velinformeret og velovervejet grundlag.
På baggrund af definitionen ovenfor af, hvad det vil sige at have “reelt
behov”for forsørgelsen,kan man også sammenfatte sagsbehandlernes opgave
sådan,at de skal
44
• bringe dem,der ikke vil,til at ville
• bringe dem,der ikke umiddelbart kan,til at kunne
• lade dem,der slet ikke kan,passe sig selv
• lade dem,der slet ikke vil,sørge for sig selv.
Men først skal de altså finde ud af,hvem der er hvem.Det skal de gøre ved at
indhente oplysninger om klientens hidtidige og nuværende situation, fra
klienten selv og evt.fra andre (f.eks.læger eller projekter, som klienten deltager/har
deltaget i), og ved at tolke klientens adfærd og kommunikation
udenfor – og ikke mindst i – samtalen.
Dette giver meget nemt anledning til et vældigt mummespil i møderne
mellem de sagsbehandlere, der skal teste, og de klienter, hvis forsørgelse
afhænger af vurderingen,og som derfor naturligvis som hovedregel vil søge
at bevise,at de har “reelt behov”.Hertil bidrager også,at Aktivlinjen på forhånd
sætter nogle uudsagte forudsætninger for samtalerne, herunder bl.a.
den,at der er nogle,der ikke har viljen.Ellers var tvangen jo overflødig.Det
medfører,at viljen altid på forhånd er sat “på dagsordenen”.Klienten ved,at
sagsbehandleren har til opgave at vurdere, om han hører til disse “nogle”og
vil som hovedregel søge at bevise, at det ikke er tilfældet. Samtalerne bliver
dermed også vanskeligere at håndtere, fordi det i højere grad skal vurderes,
hvad der er reelt, og hvad der er simuleret. Mennesker kan jo snyde, de kan
lære sig spillet og strategisk fremstille sig selv anderledes,end de er.
Men de kan jo også snyde sig selv og tro,at de f.eks.kan mere eller mindre,
end de reelt kan eller kan komme til at kunne.