Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

At det er tilfældet har flere begrundelser. En af dem er, at Aktivlinjen er
udtryk for et overordentlig bredt politisk forlig.Aktivlinjen har mange forskellige
sigter og indeholder som nævnt den indbyggede modsigelse. Man
kan derfor også være tilhænger af den af helt forskellige grunde. Forudsætningen
for at det kan blive til et bredt politisk forlig er,at formålet ikke præciseres
for meget,men holdes på et vagt og overordnet niveau.Dette er også
tilfældet.Dermed decentraliseres magten til at definere, hvilket formål der
skal lægges mest vægt på – hvad succeskriterierne skal være – i første
omgang til kommunalpolitisk niveau.Her er der selvfølgelig forskelle mellem
kommunerne – og deres politiske sammensætning – og på hvor stramt
politikken lægges.Uanset hvor stramme retningslinier der laves,vil alligevel
en væsentlig del af den treenige magt ende hos det konkret udøvende led.
Det vil typisk sige hos sagsbehandleren,men kan dog også være hos en projektleder
i kommunens – måske eneste – aktiveringstilbud.
Når dette nødvendigvis må blive tilfældet, hænger det sammen med, at
der i socialpolitik gælder det paradoksale forhold, at jo mere præcist og i
dybden man ønsker at ramme med en bestemt lovgivning, des mere vagt
og upræcist må den formuleres (Rothstein, 1994).Aktivlinjen sigter i høj
grad på at ramme meget præcist og i dybden hos den enkelte, hvad enten
det handler om holdningsændringer eller autonomiudvikling. Udmøntningen
må foretages via konkrete og individuelle skøn, som nødvendigvis
kun kan udøves i det yderste led, af den person der møder den konkrete
klient. De vurderinger og beslutninger, der skal foretages, lader sig ikke
beskrive i præcise regler.
Det værn klienten har mod,at dette udarter til total uigennemskuelighed
og magtmisbrug, er de procesrettigheder, som er fastsat i Forvaltningsloven
og Offentlighedsloven, i principperne om god forvaltningsskik og fra 1998
også i Retssikkerhedsloven.Det er f.eks.regler for indhentelse og videregivelse
af oplysninger, om pligten til at notere afgørelser og deres begrundelser,
om retten til aktindsigt og partshøring,om borgerens inddragelse og
medindflydelse, og om myndighedens pligt til at oplyse om disse rettigheder.
Man kan sige, at jo større magt i form af skønsmæssige vurderinger, der
lægges hos myndigheden,des vigtigere bliver borgernes procesrettigheder
som et – i det mindste lille – værn mod overmagten.
43