Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

for hjælpen.Under massearbejdsløshed opstår jo typisk det problem,at det
ikke er muligt at teste – og for de arbejdsløse at bevise – at de reelt er til
rådighed,at de ville forsørge sig selv,hvis de kunne komme til det.Det giver
grobund for tvivl om den gode vilje, som yderligere næres,når undersøgelser
og analyser 9 viser,at nogle af de arbejdsløse faktisk trives med arbejdsløsheden.Hvis
man ligefrem har det rigtig godt med at være arbejdsløs,kan
man så samtidig reelt ønske at komme i arbejde og forsørge sig selv?
Der er dog fortsat en udbredt opbakning til,at velfærdssystemet skal støtte
“de svage”,de der vitterligt ikke kan selv,og at denne støtte skal være bedre,
end den hidtil har været. Hvis man nu kan frasortere dem der i virkeligheden
ikke har “reelt behov”,lyder logikken,så bliver der netop mulighed for
at støtte de virkeligt “svage”ordentligt.Det er altså nødvendigt at finde ud
af,hvem der er hvem.
Nu er det ikke sådan, at kravet til de arbejdsløse er, at de skal være helt
ulykkelige hele tiden.De må godt affinde sig med arbejdsløsheden og forsøge
at finde de lyse sider i den ellers ulykkelige situation,når blot de ikke for
alvor trives. Denne skelnen fremhæves bl.a. af Velfærdskommissionen
(1995).I et indlæg i Politiken beskriver også socialdemokraten Erling Olsen,
daværende formand for Folketinget,denne problematik (Olsen, 1995).Han
understreger,at der skal gøres op med “den snigende arbejdsløshedskultur”.
I det “ubeskæftigede Under-Danmark”er der to kulturer,siger han.Hovedparten
af de arbejdsløse er “ulykkelige over at være stødt ud af arbejdslivet,
men de affinder sig opgivende med at leve af,hvad de kan hente i de offentlige
kasser”(mine fremhævelser).Men “(…) en mindre del vænner sig dog til et
liv med rettigheder uden pligter og går aktivt ind for en borgerløn,som nok
giver dem en forholdsvis lav levestandard,men samtidig retten til at bruge
deres tid på lige,hvad de har lyst til”.Det er de sidste,der skal gøres op med.
På baggrund af de mange kommissionsrapporter 10 og den heftige offentlige
velfærdsdebat med fokus på de ledige i første halvdel af 1990’erne kan
man sammenfatte definitionen af at have “reelt behov”sådan her:
Man skal ville og man skal gøre, hvad man kan. Man skal ikke gøre, hvis
man ikke kan, men man skal stadig ville, hvis man kunne. Og man skal ville
og gøre, hvad man kan, for at komme til at kunne bedre.
Det er altså ikke som tidligere nok “at gøre”,man skal også i sit inderste “ville”.
Med aktiveringen kan man ganske vist – ved at gøre – til en vis grad
bevise henholdsvis teste,at man er til rådighed og dermed har “reelt behov”.
41