Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

36
S:Jamen,det ender jo med,at du får dig en god uddannelse og et godt job,
hvem ved
A:Ja.Det skal jeg bare
S: Det får du da også (ja) Det kan jeg da godt se på det hele (ja).Ved du
hvad – det er helt fint det dér.
Det er tilføjelsen af “hvem ved”,der signalerer sagsbehandlerens tvivl.Anja
hører den og reagerer på den med sin understregning i svaret, og sagsbehandleren
forsøger da også at slette sporene i næste replik med hele tre
gange bekræftelse og ros.
Hvis sagsbehandleren fokuserede mest på Anjas udvikling af autonomi,så
ville hun formentlig stille nogle uddybende spørgsmål til grundlaget for
Anjas valg af plan, f.eks.“hvordan har du fundet frem til det?” og “Hvilke
forestillinger har du om det job”.Hvorfor ville hun det? Skal det offentlige
på den måde sætte tvivl ved, om en klients valg nu også er udtryk for autonomi?
Det er et kildent punkt,men i dette tilfælde kan der – ikke mindst på
baggrund af det hidtidige forløb – være grund til at sikre sig, at der reelt er
tale om et autonomt valg i betydningen:et velinformeret og vejovervejet
valg.Det vil også sige at sikre sig,at planen er realistisk.
De manglende spørgsmål hænger sammen med,at hun lægger mest vægt
på,at Anja nu har implementeret det moralske værdigrundlag,og dermed på
Aktivlinjens holdningsændrende sigte.Hun ønsker at understøtte den positive
spiral,der dermed er startet ved at rose Anja til en positiv selvopfattelse.I
interviewet siger hun:
S: Altså jeg synes også det er vigtigt at rose sådan en pige dér.Hun må gerne
vide, at hun har været dygtig. Fordi jeg er sikker på, at der skal en hel
del til at slå hende ud af kurs nu,fordi nu går hun efter målet.Hun har fået
påskønnelse,og jeg ved ikke hvor mange der er til at give hende det ellers.
Jeg er ikke sikker på, at der er så mange til det. Jamen, så er det vigtigt, at
jeg gør det. Lader hende vide, at hun har været en flink pige og ros, ros.
Lidt skolelæreragtigt,men for pokker.
Ved at rose meget – og samtidig undlade uddybende spørgsmål,der kan tolkes
som tvivl ved realismen i Anjas plan – håber hun at skabe en positivt
selvopfyldende profeti.
Denne strategi ses i flere samtaler.Den bygger på en overbevisning om,at
“troen flytter bjerge”,og at “hvis man tror man kan,så kan man også”.Den-