Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

nemfører sociologiske forskere og analytikere alt for ofte forskning, som
simpelthen konverterer sociale problemer,som svarer til og følger af bureaukratiske
og administrative konstruktioner, til analytiske kategorier i forskningen
(Bourdieu &Wacquant, 1996: 217-219).Disse sociale problemer har
en direkte appel; de synes at være selvindlysende, fordi de er en del af den
officielle diskurs.En forsker, som accepterer disse konstruktioner, vil have
gode muligheder for at nyde respekt i de politiske og administrative systemer.
I stedet for at udføre en sådan forskning,der bekræfter de gængse problemopfattelser,anbefaler
Bourdieu og Spector og Kitsuse en forskning,der
stiller sig på kritisk afstand af de officielle definitioner og kategoriseringer.
EKSEMPLER PÅ DET MAGTFULDE MØDE MELLEM
SYSTEM OG KLIENT
Generelt kan det siges,at de fleste bidrag i denne bog demonstrerer,hvordan
klienter mødes med professioner eller personalegrupper, som arbejder ud
fra en bestemt doxa,et bestemt “sandhedsregime”,eller en bestemt definition
af klienterne som “tilfælde”.Stort set alle artikler viser eksempler på en
mikromagt, der er baseret på professionernes eller personalegruppernes
definitioner og kategoriseringer af klienterne, af deres behov, og hvad målsætningerne
med det sociale arbejde skal være. Men i nogle tilfælde spiller
endvidere mere personligt betonede normer – eller hvad Bourdieu ville
kalde habitus – hos det sociale personale en rolle i klientsamtalerne og for de
afgørelser,der bliver truffet.
Annette Carstens artikel demonstrerer det foucaultske perspektiv, at velfærdsstatens
institutioner ikke blot yder neutral støtte og hjælp, men også
indebærer en moralsk disciplinering,idet visitationssamtaler til aktivering
kredser om klienternes vilje og evne til at gå ind i konkrete aktiveringsforløb.Især
ligger der i vurderingen af klienternes vilje en demonstration af de
hårfine nuancer i socialarbejdernes kommunikation med klienterne, der
indeholder en “blid”moralisering,som ikke desto mindre har meget kraftige
konsekvenser for de tilbud,klienterne gives.Et vigtigt aspekt ved denne
moralisering er, at socialarbejderne paradoksalt nok argumenterer ud fra et
synspunkt om at forøge klientens selvstændighed og udvikling.
Både Foucault og Goffman fremhæver et normaliseringsperspektiv i de
velfærdsstatslige institutioners og professioners arbejde med klienterne.Dette
perspektiv kommer tydeligt frem i Tine Egelunds artikel om børneanbringelser,
som i høj grad er baseret på et skøn om, hvor vidt de berørte
23