Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

som ligger på linie med Foucaults analyser af diskurser og sandhedsregimer
og Bourdieus analyser af doxa og symbolsk vold.Malcolm Spector og John
I. Kitsuse (1977) har således fremført to centrale pointer. Den første er, at
sociale problemer er produkt af sociale processer, i løbet af hvilke centrale
grupper og professioner registrerer,fortolker,vurderer og behandler adfærd,
mennesker og relationer som problemer. Den anden pointe er en opfordring
til at flytte forskningens fokus fra de mennesker, som betragtes som
værende problemet over til processerne omkring definition af problemer,
klassifikationer og modeller for hjælp og kontrol (Spector & Kitsuse, 1977:
60).Den grundlæggende pointe er, at forskere ikke kan tage problem-kategorierne
som værende givet som forskningsobjekter.“Fattigdom”,“hjemløshed”,“kriminalitet”,“misbrug”og
“psyko-sociale problemer”er ikke
objektive, naturligt afgrænsede fænomener, som sociologien bare skal
udforske og registrere, forklare og dele op i under-kategorier. Forskningens
rolle er at gennemføre en kritisk analyse af disse problemer på basis af
spørgsmål såsom:Af hvem, under hvilke betingelser og hvorfor er disse
fænomener og grupper blevet defineret som sociale problemer og klienter?
Hvilke autoriteter og organer er blevet tilskrevet ansvaret for problemerne
og klienterne, og hvilke løsningsmetoder for hjælp og kontrol er der blevet
opstillet?
Erich Goode og Nachman Ben-Yehuda (1994) understreger herudover
den pointe, at der ikke er nogen eksakt og forudsigelig relation mellem et
fænomens objektive størrelse og vigtighed på den ene side, og de sociale
definitioner af og reaktioner på problemerne på den anden side. Eksempler
herpå kan være vold og indvandrer-kriminalitet i dagens danske samfund,
hvor der er større eller mindre afstand mellem problemets “objektive”
omfang og udråbelsen af det som et alvorligt problem. Oversættelsen af
sociale fænomener til sociale problemer følger deres egne love.Ikke alle former
for adfærd har de samme chancer for at blive klassificeret som social
afvigelse. Det må først vises, at de er i konflikt med en eller anden social
interesse eller normopfattelse. Ikke alle grupper risikerer at blive defineret
som outsidere. Risikoen for at blive defineret som og gjort til klienter er
afhængig af bl.a. fordelingen af magt og ressourcer i samfundet. Ej heller
nyder alle grupper og professioner den samme ret til at tale,når det drejer sig
om at udpege sociale problemer. Definitionsprocessens effektivitet er
afhængig af, hvilken position den problemformulerende gruppe har i samfundet,og
som oftest har “problemgruppen”selv ikke megen taleret.
Der kan her trækkes en tydelig parallel til Bourdieu.Ifølge Bourdieu gen-
22