Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

afgørende er om magten udøves på en demokratisk, fagligt forsvarlig, gennemskuelig
og produktiv måde.Velfærdsstatens institutioner og dens sagsbehandlere
iscenesætter og italesætter sig imidlertid ofte som “hjælpere” og
forsøger at nedtone de magt- og kontrolfunktioner, som systemet både
råder over og lovgivningsmæssigt er sat til at forvalte. Dette kan i mødet
mellem klienter og sagsbehandlere “narre”begge parter,og det gør det ulige
sværere for klienterne at gennemskue systemets måde at arbejde på,og dermed
bliver det også sværere for klienterne at forsvare sig mod magtmisbrug.
En anden side af samme sagforhold – og som også kan være med til at “narre”
både sagsbehandler og klient – er, at sagsbehandlere selv er underlagt
begrænsende magtstrukturer. Sagsbehandlerne er underlagt den magt, der
ligger i de økonomiske rammer,i bureaukratiets regler og arbejdsgange og i
de mål og midler,der er fastlagt for specifikke socialpolitiske tiltag.
Den hjælp,som sagsbehandleren kan give,bestemmes derfor ikke alene og
sjældent primært ud fra professionelle vurderinger, men frem for alt af de
rammer og midler der er til rådighed.Mødet mellem system og klient er altså
et møde,der er omgærdet med og indeholder en række forskellige magtforhold.Fornægtelsen
af disse magtforhold tjener hverken sagsbehandlerens
eller klientens sag,men kan derimod virke særdeles uproduktivt i mødet
mellem dem ved f.eks.at frembringe falske forventninger,forvirring,mistro,
krænkelser,ydmygelser og eventuelt voldelige episoder.
OM ANVENDELSEN AF DE TEORETISKE
PERSPEKTIVER
Afslutningsvis skal vi samle nogle kommentarer til de tre teoretiske perspektiver,
der har dannet rammen om analyserne. Der er tale om overvejelser,
som peger på visse risici for skævheder i analysen,og som drøfter relevansen
af andre analytiske perspektiver på magt i moderne velfærdsstater.
I anvendelsen af perspektiverne hentet fra Foucault,Bourdieu og socialinteraktionismen,med
deres fokus på den “skjulte”eller “fornægtede”magt,
kan der være en tendens til at undervurdere omfanget af egentlige tvangsmidler
i forholdet mellem system og klient.I samtaler på socialkontorer og i institutioner
har “systemrepræsentanterne”i mange tilfælde direkte tvangsmidler
til rådighed, f.eks. i form af fratagelse og reduktion af understøttelse eller i
form af fjernelse af børn.Trusler om anvendelse af disse tvangsmidler kommer
måske sjældent eksplicit frem i samtalerne,men det udgør en væsentlig
baggrund for mødet mellem systemrepræsentant og klient.
193