Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

en social integration,og på den anden side situationer og forløb karakteriseret
ved permanent social udstødning.
Socialpolitisk har normalisering og integration de sidste ca. 25 år været de
overordnede og dominerende nøgleord for det sociale arbejde med marginale
mennesker.Det var især Bistandsloven fra 1976,som markerede,at normalisering
og integration skulle være det dominerende paradigme for det
sociale arbejdes virke. Normaliseringsprincippet indebærer generelt, at alle
medborgere uanset deres eventuelle fysiske, sociale og psykiske handicaps,
deres alder og deres etniske tilhørsforhold så vidt muligt skal understøttes og
hjælpes til at fungere i det normale hverdagsliv. De skal understøttes i og
oplæres til at indgå i normalitetskulturer.De skal kort sagt integreres socialt,
og normaliseringen antages at være forudsætningen for integration som
fuldgyldige medborgere i familie og netværk,på arbejdsmarkedet og i politisk
deltagelse – altså i samfundslivet i bred forstand.
En særlig gruppe af socialt udstødte er imidlertid så socialt invaliderede og
usocialiserede, at de ikke kan begå sig i normalsamfundet (Bømler, 2000).
For denne gruppe påbegyndes den sociale udstødning ofte tidligt i livet
(Brandt, 1999) og de opnår som regel aldrig at få greb om det sociale spil og
de koder, der kendetegner normalitetens verden.Socialpolitiske bestræbelser
på at normalisere denne gruppe er derfor konfronteret med to grundlæggende
problemer. For det første er det besværligt og dyrt,på en effektiv
måde at understøtte og hjælpe disse mennesker i at opnå en normal tilværelse.
For det andet er der mange, der ikke kan eller vil normaliseres.Selvom
normalisering kan virke hensigtsmæssig i forhold til nogle grupper af socialt
udstødte,så har normaliseringen sine grænser.
Denne bog har beskæftiget sig med sociale klienter,hvor tærsklen mellem
normalisering og alternative former for social integration er relevant.Vi
beskæftiger os ikke med “lette”klienter med behov for midlertidig støtte,
eller hvor en førtidspensionering på grund af sygdom er en forholdsvis
oplagt beslutning,men med klienter med forholdsvis “tunge”og komplicerede
problemer,hvor langtidsarbejdsløshed ofte er koblet med andre problemer
såsom misbrug, psykiske problemer, familieproblemer etc.Vi beskæftiger
os med magtrelationer mellem systemrepræsentanter og klienter, hvor
man forsøger at fastholde et perspektiv om selvforsørgelse, men hvor der er
problemer ud over ledigheden som gør, at perspektivet – som det hedder i
Lov om Aktiv Socialpolitik – snarere bliver at “forbedre livskvaliteten og
medvirke til at forebygge udviklingen af yderligere sociale problemer og i
sidste ende til at forebygge social udstødelse”.
190