Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

nem 1980’erne fremført en kritik af denne funktionsmåde fra et bredt politisk
spektrum, og ud fra forskellige begrundelser, som vi ikke skal komme
ind på her. I løbet af 1990’erne kan man ikke desto mindre i en lang række
vestlige samfund konstatere udviklingen af en ny velfærdsstatsdiskurs og af
nye typer af principper for tildeling af sociale ydelser. På en langt stærkere
måde end hidtil blev borgernes forpligtelser over for velfærdsstaten understreget.Pligterne
understreges især i et voksende krav om,at borgerne skal yde
en aktiv indsats for at kvalificere sig til sociale ydelser.Socialpolitikken drejer
sig ikke længere om at løse problemer i forbindelse med nød og fattigdom
(Jespersen, 1999).Hjælpens “territorium”har flyttet sig fra en kollektiv sikring
af forsørgelsen af sociale grupper til en afbødning af risikoen for marginalisering
og udstødning hos truede individer.
Denne udvikling er blevet beskrevet som en udvikling fra “welfare” til
“workfare”– et engelsk ordspil,der peger på,at velfærdsstaten erstattes af en
stat,der henviser hjælpsøgende borgere til arbejdsmarkedet.Disse betegnelser
er imidlertid mere dækkende for lande som USA og England. Her er
udviklingen præget af nedsættelse og evt.bortfald af offentlige ydelser,koblet
sammen med et arbejdsmarked med større eller mindre områder (især
inden for serviceerhvervene) med ureguleret løndannelse og derfor meget
lave minimallønninger.Dette er ikke billedet i Danmark.Her er hovedideen
i den såkaldte “aktivlinie” inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, at
den arbejdsløse ikke længere blot skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
men aktivt indgå i et forløb med aktiveringskurser,arbejdsprøvning m.v.for
at modtage sociale ydelser.
Men begrebet “workfare”er i det hele taget alt for begrænset til at beskrive
de aktuelle ændringer i velfærdsstaten både i Danmark og en række andre
lande (Rose, 1999).Det kan konstateres,at en omfattende aktivisering og
mobilisering af borgerne med henblik på at øge deres egen indsats til forbedring
af livskvalitet,sundhed og udviklingsmuligheder er et karakteristisk
træk ved den nye velfærdsstat. Et eksempel på disse bredere tendenser til
aktiv mobilisering af individerne er den udbredte fokusering på “kompetenceudvikling”i
uddannelserne og på arbejdspladserne.Et andet eksempel
er ideen om “ansvar for egen læring” som pædagogisk princip. Et tredje
eksempel er folkesundhedsprogrammer,hvor man ikke blot søger at udbrede
informationer om sund livsstil,men arbejder med direkte påvirkning via
sundhedsfremmende aktiviteter i skoler,på arbejdspladser og i lokalmiljøerne
for at borgerne kan tage et større ansvar for deres egen sundhed (Højlund
& Larsen, 2001). I denne forbindelse kan den “kompetente” bruger, der
186