Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

dominerende maskulinitetsbillede. Mænd på bunden af samfundet bliver
ene og alene anskuet som tabere (Carlsen & Larsen, 1993;Andersen & Larsen,
1999).Goffman pointerer imidlertid,at den afvigende og stigmatiserede
person og den normale person snarere er perspektiver end konkrete personer,idet
næsten alle individer – i det mindste i nogle sammenhænge og i visse
dele af deres livsforløb – både optræder som den normale og som den
stigmatiserede person (Goffman, 1963).Socialforvaltningens primære fokus
på anormaliteterne og ikke på faktiske eller potentielle ressourcer tenderer
imidlertid til at fastholde “tunge mænd”i deres afvigende og stigmatiserede
position.De “tunge mænd”bliver på den ene side et symbol på en fiasko for
den type socialt arbejde, der tilstræber normalisering. På den anden side
medvirker stigmatiseringen af de “tunge mænd”til at etablere nogle relationer
og distinktioner mellem forskellige klientgrupper, f.eks. mellem dem
der kan hjælpes,og dem der ikke kan hjælpes,eller mellem dem der er værdigt
trængende, og som man vil bruge tid og kræfter på,og dem der ikke er
værdigt trængende, og som der derfor ikke skal bruges for megen tid og for
mange kræfter på.
Socialforvaltningens diskurs om de “tunge mænd”afspejler et univers,der
mere er defineret af love og cirkulærer og de socialteknologier, som socialforvaltningen
har til rådighed, end forsøg på afsøgning af de behov og
betingelser for livsførelse, der eksisterer blandt disse mænd. Én af grundene
til, at det forekommer socialarbejderne umuligt at håndtere disse mænd
konstruktivt,er deres ofte ringe viden om disse mænds baggrund og liv, det
lokalsamfund de befinder sig i, og de væresteder og steder-at-være, som de
færdes i og føler sig knyttet til.Ganske vist er socialarbejderne i forvaltningen
ikke indstillet på at erklære nogle personer for ikke-egnede eller umulige
at bearbejde,men socialforvaltningens praksis viser det modsatte,idet mange
af disse mænd optræder som det,som socialarbejderne kalder “henlagte”,
“ventende”eller “syltede”sager.
En anden grund til, at socialforvaltningen lider af et “tungsagssyndrom”,
er, at den endnu ikke helt mentalt har omstillet sin forståelse af, hvordan
marginaliseringsfænomenet har ændret sig fra tiden med høj arbejdsløshed
til den aktuelle situation med relativt lav arbejdsløshed.Sammensætningen
af klienterne har ændret sig betydeligt fra midten af 1990”erne til i dag.
Hvor mange af klienterne førhen alene havde arbejdsløsheden som problem,
har hovedparten af de nuværende klienter andre og ofte en række
sammensatte sociale problemer ud over arbejdsløsheden.Dertil kommer, at
opstramninger i praksis for tildeling af førtidspension f.eks.har betydet,at
165