Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

mikromagten ofte forekommer i kombinationer. Mens disciplinen indordner
og opdeler individer i tid og rum,forsøger biopolitikken gennem f.eks.
sundhedsmæssige og socialterapeutiske tiltag at påvirke det menneskelige
individ med henblik på normaliserende processer. Den mikromagt, der
udøves gennem disciplinen og biopolitikken, er ikke nødvendigvis undertrykkende,
men kan også virke produktivt gennem den adfærdspåvirkning,
som der tilstræbes.Foucault har sammenlignet den adfærdspåvirkning,som
staten tilstræber gennem love,disciplin og biopolitik,med den pastoralmagt,
som kirken tidligere udøvede. Denne pastoralmagt genfindes i velfærdsstatens
styringsrationaler og institutioner. Denne nye pastoralmagt orienterer
sig både mod helheden,de samfundsmæssige forhold,og mod det enkelte
individs velfærd.Velfærdsstaten er ikke et entydigt og ensidigt magtapparat,
der blot gennemtvinger sine velfærdsrationaler,men den udgør og udvikler
derimod – i relation til den enkelte medborger – en vidtfavnende og raffineret
struktur,hvor individerne kan blive integreret under forudsætning af,
at deres individualitet underlægges nogle specifikke mønstre (Foucault,
1983: 214).Integrationen i et fællesskab – familien,arbejdspladsen,lokalsamfundet
og nationen – tilbydes som en mulighed under forudsætning af, at
den enkelte er indstillet på og i praksis viser sig villig til og evner at underlægge
sig nogle begrænsninger i sine adfærdsmåder. Love, disciplin og biomagt
anvendes sammen og hver for sig og på forskellige måder til at opnå
sådanne adfærdspåvirkninger, der kan frembringe sunde og normale samfundsborgere.
Pastoralmagtens udøvere forsøger at“frelse”individerne og integrere dem
i samfundslivet i overensstemmelse med de “sandhedsregimer”(se kapitel 1 i
denne antologi),der hersker inden for f.eks.det sociale og sundhedsmæssige
felt. Pastoralmagtens udøvelse af magt handler ikke primært om at tvinge,
men om at udøve handlinger, der adfærdspåvirker og dermed modificerer
andres handlinger. Denne adfærdspåvirkning er på en og samme tid udtryk
for måder at lede andre og for måder at agere på inden for mere eller mindre
åbne aktionsfelter.Lukkede psykiatriske hospitalsafdelinger,distriktspsykiatriske
centre og væresteder for sindslidende udgør f.eks.forskelligartede
aktionsfelter for og måder at organisere og indrette rummet på med henblik
på håndtering og adfærdspåvirkning af sindslidende. Magtudøvelse er således
et spørgsmål om at forsøge at disponere handlingsmuligheder og dermed
forsøge at ordne det mulige udfald af andres handlinger.Magtudøvelse
foregår mest produktivt ved at anvise og støtte individer i hensigtsmæssige
måder at lægge livet til rette på (Hirdman, 1990) snarere end at tvinge dem
158